The Project Gutenberg EBook of Mit Liv og Levned, by Johannes Fibiger

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Mit Liv og Levned
       som jeg selv har forstaaet det

Author: Johannes Fibiger

Editor: Karl Gjellerup

Release Date: July 19, 2014 [EBook #46335]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MIT LIV OG LEVNED ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)





[ Afskriverens bemrkninger:

  benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men originalens
  stavning er for vrigt bevaret. Manglende anfrselstegn er kun
  indsat p de steder, hvor der ikke har vret tvivl om deres
  placering.

  Kursiv tekst i originalen er gengivet med _understreg_, mens
  spatieret tekst er gengivet med ~tilde~.

  Fodnoterne med nummer 4, 9, 13 og 28 var ikke markeret med
  ankertegn i originalteksten, men er forsgt placeret et
  passende sted p den pgldende side. Isr for fodnote 4's
  vedkommende er dette dog forbundet med nogen usikkerhed.

  En indholdsfortegnelse er tilfjet herunder.

    FORORD.

    FRSTE BOG. SLGT OG BARNDOM.
      Frste Kapitel. Falster.
      Andet Kapitel.  Kolding.
      Tredie Kapitel. Roskilde.

    ANDEN BOG.  UNGDOM.
      Frste Kapitel. Theologi og sthetik.
      Andet Kapitel.  Familie og Venner.
      Tredie Kapitel. Christendom.
      Fjerde Kapitel. Sygdom og alskens Besvr.
      Femte Kapitel.  Uvirksomme Aar.
      Sjette Kapitel. Strre Vennekreds.

    TREDIE BOG. FORLOVELSEN.
      Frste Kapitel. Den lykkelige Begivenhed.
      Andet Kapitel.  Den Sommer for alle Somre.
      Tredie Kapitel. Min Familie.
      Fjerde Kapitel. Krigstiden.

    FJERDE BOG. GTESTAND.
      Frste Kapitel. Bryllup.
      Andet Kapitel.  Skoleliv og Prstestand.
      Tredie Kapitel. Omgangskreds og Studier.
      Fjerde Kapitel. Ilia og Mathilde.
      Femte Kapitel.  Kirkeligt.
      Sjette Kapitel. Slutning af Livet i Haderslev.

    FEMTE BOG.  ALDERDOM.
      Frste Kapitel. I Kjbenhavn.
      Andet Kapitel.  Familieliv.
      Tredie Kapitel. Litterrt.
      Fjerde Kapitel. En Prstehistorie.
      Femte Kapitel.  Afsked med den gamle Kreds.
      Sjette Kapitel. Landsbyliv.

    NOTE.
]




                 JOHANNES FIBIGER

                MIT LIV OG LEVNED

          SOM JEG SELV HAR FORSTAAET DET

                     UDGIVET
                        AF

                  KARL GJELLERUP


                    KJBENHAVN
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN)
  Trykt hos J. Jrgensen & Co. (M. A. Hannover)
                       1898




Non me cuiqvam mancipavi, nullius nomen fero, multum magnorum virorum
judicio credo, aliqvid et meo vindico.




FORORD.


Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Dd (13. Nov. 1897) tilfaldt
der mig den Opgave, at besrge Udgivelsen af det Memoirevrk, som
han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende
nskede at se det offentliggjort -- Prof. Hffding udtalte sig derom
i den Nekrolog, som han skrev til Politiken -- og det var ogsaa
Fibigers eget nske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans
Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt
kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: Aa,
det gjr saamnd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.

Altsammen vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tt skrevne
Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang -- uden at kjende Vrket
-- mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev
derved siden, efter Samraad med min Forlgger, nrmere bestemt som
den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort
mig fortrolig med Indholdet, forgedes Vanskeligheden, men ogsaa
Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende
Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende
Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages
saaledes, at Fortllingens Traad eller rettere Traade ingen Steder
brast. Memoirevrket var i sine fem Bind en Bog -- om end en ofte
nok uformelig udfrlig Bog -- og en Bog maatte det vedblive at
vre; ja mer endnu -- den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne
Forkortelsesforsg udelukkede, der indskrnkede sig til et enkelt
Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer frst og fremmest an paa
at faa alt om Forfatteren selv med; naar frst det er bjerget, saa
kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det vrige Stof.
Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemfres.

Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at lse denne
ved frste Blik nsten umulige Opgave, det var den Omstndighed, at
der var enkelte store sammenhngende Partier, som nsten udskilte
sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise
til Italien var skildret med en Udfrlighed, der ikke stod i noget
Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En
meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig
ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte,
ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have
vret nskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse
Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjrelse; nu var der
imidlertid ikke andet at gjre, end resolut at stryge dem helt og ved
en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da
nu ogsaa et Par mindre Kapitler og strre sammenhngende Partier af
andre Kapitler nsten udskilte sig ved frste Blik, saa reduceredes
Manuscriptet, allerede fr det egentlige Arbeide begyndte, med
henimod sexhundrede Sider.

Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for
Vrket at gjre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget
tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem
Bind. Det vil ved de fleste Memoirer vre Tilfldet, at Ungdomstiden
er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden
tager Form, det er den, der ligger lngst tilbage og derved faar
Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse
Forfatterens Hjerte har vret varmest, og som derfor er lykkedes
bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen
Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer
endnu, at de Diskretions-Strygninger, som ungtelig maatte foretages,
ogsaa blev talrigere, efter som man nrmede sig Slutningen. Herved
blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den frste
og vrdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som
Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte
foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde vret litterrt
anbefalelige.

Et Par Steder -- jeg troer kun tre eller fire ialt -- har jeg
forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem
at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke
saa godt lod sig gjre for Sammenhngens Skyld. Med Undtagelse deraf
har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet,
selv hvor man kunde fle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders
tydelige Haandskrift lod mig aldrig vre i Tvivl om, hvad der stod,
og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og
gjennemsaae det Skrevne, udelukkede nsten overalt den Antagelse,
at der kunde vre Skjdeslsheder af almindelig Art, som en Udgiver
f. Ex. i et lignende Tilflde vilde vre berettigt til at antage i
et Manuscript af mig. Jeg tr sige at Manuscriptet fra frst til
sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren
vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Uniagtigheder, forulykkede
Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som
Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende
Haand.

Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver,
og anser alle videre Bemrkninger for overfldige, da Vrket vil tale
for sig selv.

                                                 Karl Gjellerup.




[Portrt: JOHANNES FIBIGER.]

MIT LIV OG LEVNED.




FRSTE BOG.

SLGT OG BARNDOM.




FRSTE KAPITEL.

FALSTER.


At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den , hvor
jeg har lrt de frste af alle Kunster, at staae paa mine Ben og
at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til
optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at
vre mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen
dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu
eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive trt af i Aanden at
fare al Verden rundt for at sge efter Kundskaber, og finde, det
ligger nrmere at sge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

       *       *       *       *       *

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Prst for nslev og Eskilstrup
Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke
Landevei, som frer fra Nykjbing til Gaabense Frgested, kan det
skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem
Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog
har Jrnbanen allerede igjen gjort den forldet. For tresindstyve Aar
siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjrder og
Piletrer, og havde Tid nok til et langt Svinkerinde henimod Skoven,
hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer
der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Slet arbeider sig en i Remme
hngende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet
Lder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side,
og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Lderet indsyet
Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede
ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat
eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmrke, en Kudsk
i rd Trie med gul Krave, lyseblaa Buxer, hi Hat med bredt hvidt
Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag
en Mand lidt under Middelhide. Han seer endnu lavere ud, som han
med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrse hie
Cylinderhat er trykket dybt ned over inene, men ved Siderne kan man
see sort kruset Haar, og af de regelmssige Bryn skjnne, at det er
en smuk, tnksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter
gmte Hnder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At
han arbeider strkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervse Trk
om inene, og at han fler dybt og kjrligt, af det usdvanlig blde
og blide Minespil om den fintformede Mund.

Kudsken fortller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa
jvnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa
deri forekomme en dri landlig Skjemt. Da trkker sig hans drmmende
ine sammen med mange Rynker, det blde Ansigt viser, hvad gladt
Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjrtelig
Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Nse og den
fine, glatragede Hage sees under Hatten.

Under Vognlderet klamre fire smaa Hnder sig fast til Dren, og to
smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig
ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mrke krusede Haar, den
anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjbet og mere lig
sin Moder; begge rdmussede og friske.

Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men
indtagende nok og yderst bevgeligt. Efter Tidens over al Maade
smaglse Skik skmmes det af en stor hiskygget Fiskebenshat, under
den brede Kappepiber fra det ene re til det andet, og et Par stive
Virekrller hngte i et Baand paa hver Side af den strke aabne
Pande. For ieblikket er hun ifrd med at passe paa Drengene. De
store lyseblaa ine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevger
sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender
vidtlftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa,
blandede med kraftige Formaninger om ikke at strkke sig for vidt ud
af den aabne Vogndr.

Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsdet en tolvaars Dreng,
der har meget af Moderens, men intet af Faderens Trk. Efter sin Vane
sger han nu med ventyrlige Fortllinger og strke Gesticulationer
at gjre Indtryk paa Tilhrerne, men det er formodenlig spildt paa
den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers
meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjd.

Saaledes forestiller jeg mig mine Forldre den Dag, da de havde
givet sig paa den lange besvrlige Reise til Jylland med deres tre
Brn. Den fjerde og ldste var min Moders Sn af frste gteskab,
Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var
den November 1822, da vor Verdensdel flte sig bengstet af at
Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tttere sammen, men
paa Falsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af
saa store Ting.

Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde vret Overlrer ved Latinskolen
i Nykjbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.

Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndren, vidste
selvflgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen
andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprrske
Frihedsbevgelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del lngere
tilbage end den kan rkke paa egen Haand. Familieminder blive snart
ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del
af mine frste Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen
om, at jeg er fdt der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der
havde jeg frst taget denne Jord i jesyn.

Mine Forldre levede ikke lnge her paa Falster, men det var de
frste fire Aar af et lykkeligt gteskab, hvori de efter svre
Hjrtesorger og Prvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet
hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.

Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres
frste Barn blev fdt. Lynene foer jvnlig knittrende ned i Sundet
og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var
trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille
Kjbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.

For min Fader var det mindre trykkende. Han lngtes efter sin
Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med
Blikket hvilende paa Aftenglden over det stille Vand, og drmte de
Drmme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig
i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine
Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjnhed, der fyldte
hans Sjl.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Vsen, men desuagtet
en stor Romantiker og en svrmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille,
musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik,
naar Dagen begyndte at hlde og hans Hoved var trt, at tage sin
Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Brn sprang omkring
dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forldrene. Hvoraf vi vidste
det, hrer til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter
deres Samtaler.

Da de nu forlode Falster, kan det vel have vret med blandede og ikke
ganske samstemmende Flelser. Min Moder var en bo, og Jylland hende
et fremmed Land, hvor hun frst skulde forsge, om hun og hendes
kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han flte sig som
Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slgt hrte hjemme.

Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjllandsk Grund. Det
Billede af Familien, jeg forelbig har givet, har sin Forhistorie,
og frend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg
betragte mine Forldres Slgt og tidligere Liv.

Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt
man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber,
man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud
paa Livets Tr, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa
have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den
Anledning maa jeg tale om deres Forening.

Min Fdreneslgts Familiehjem var Frgegaarden Snoghi ved Lillebelt,
som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem
erne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede frst bleven erhvervet af
Tordenskjolds Kampflle, Commandr ~Peder Grib~. Han havde faaet den
som en Hdersgave af Kongen som Ln for sine Fortjenester, sagde
man i Familien. Men da denne Forklaring kan vre paavirket af nogen
Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjbt den for
sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den,
blev gift ~Lindam~, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader,
~Gotfred Fibiger~, sig atter ind.

Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil hist
fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var
Huslrer paa Snoghi, at frie for sig til den nstldste af Peder
Gribs Svigersns Carl Lindams Dttre, Anne Sofie, som efter sin
Faders Dd (1778) var bleven Arving til Snoghi.

Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghi.
Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som
Postmester, Transportforvalter og Gjstgiver ved Frgegaarden en
Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin ~Anne Sofie~ havde han to
Snner, Carl og Gotfred, men deres Moder dde efter sin anden Sns
Fdsel (1781) og nste Aar gtede han hendes Sster ~Christiane~, som
blev min Bedstemoder.

Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede dde
i Januar 1795, har hans Snner ingen klar Erindring havt om ham,
desaarsag er der heller ingen kommen til mig.

Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hrt end mere
om hende af min Moder, som elskede hende hit og bar stor refrygt
for hende. Om hende kan man sige, at hendes Snner og deres Slgt
efter dem har arvet baade Forstand og Hjrte, hvad de saa end tillige
have arvet efter deres Fader.

Hun var en kraftig, villiestrk og hitbegavet Kvinde, som efter sin
Mand overtog den vidtlftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig
Kyndighed opdrog sin Ssters to og sine egne fire Snner, indtil
den ldste af dem, ~Carl~, kom saa vidt, at han kunde blive hendes
Sttte i hvad Postvsenet og Frgefarten angik. Den ldste af hendes
egne Snner var min Fader, den anden, ~Christian~, blev i sin Ungdom
Smand, de to yngste, ~Johan Adolf~ og ~Jakob Scavenius~ Fibiger blev
sendte til Kjbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militre. Til
disse mine Farbrdre kommer jeg oftere tilbage.

Den ldste af sine egne Snner bestemte Moder Christiane til at
gaae den lrde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Dd den nu
elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne
fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred
havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder
Glde. Hans forvidtsvvende Lyster havde havt for megen Magt over
ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske
ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have vret
et nrmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde ~Johan
Henrik Tauber~, der ogsaa var fra Aalborg.

Hun sgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset
hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs
Frelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt
meget mere der end Opdragelse og Lrdom, men det var dog en blandet
Lykke, der mdte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.

I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse,
men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og
de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Snner og fire Dttre,
foruden Pensionrer og den Skare unge Venner, som isr Dttrene, og
de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens
Hus.

Husfruen, ~Gregoriane f. Begtrup~, en Prstedatter fra Jylland,
Pleiedatter af Biskop Rotbl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset
hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskvrdig Moder, og af saa
god Dannelse, at hendes Brn og Pleiebrn kunde sge til hende om
Hjlp ved deres Lectier.

~Tauber~ selv var en flelsesfuld, endog svrmerisk Mand,
men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En
Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med
Taarer i inene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slgt;
hans Fader ~Emanuel Tauber~ var som Kobbersmedsvend indvandret fra
Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende
Mand.

Som Doctor theologi traadte Tauber altid frem i Skolen i prsteligt
Ornat, og frte en Strm af god Aand med sig ind i den fra Lreres
og Disciples Side lige forvildede Republik. Den frste Dag, han kom
i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmssigt med et dybt Buk et stort
Ris paa Kathedret. Han bd ham at kaste det bort, og fortalte siden
med Latter, at der som en Lbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen:
Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler,
han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende
nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han
fordrvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfrdig Dom. Han gav
i alt Fald et godt Exempel, som dengang hilig kunde behves.

Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af den agende Post blev
afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik
det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist
til Brnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske
Vsen, i sit Indre ubieligt Hisind, i sit Ydre bld Eftergivenhed
eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og
Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjre sig
gjldende mellem Rectorsnner, der var vante til at spille Mestre paa
Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige
Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i hi
Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og
drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om ~Pr's~ latterlige
Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra
det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjr, han forlb
sig, naar han gav sine Flelser Luft, og trak sig saa mismodig
tilbage i sin Skal.

En glad og sorgls Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa
jeg ligner min Fader deri, at jeg nppe veed, hvad den skjnne
Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans
Skoletid sees, at han stadig stred rlig for at erhverve sig og
befste sig i Dyd. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig
Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske
og gjre sin Moder Glde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer,
altid bag de Glades Rkke. Medens han ikke havde Frejdighed nok til
at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens
haarde Reb.

Han var ikke religis i den Forstand, som ren Christendom tager det.
Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtflende Dreng
som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et hit
Svrmeri for sdelig Renhed, og som for enhver, der har levet under
Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa
al Hihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken
til Sjlene, og hans Sjl var idel Musik.

Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, at synge for
Dronning Margrete. Det var en Fortsttelse af Sjlemessen, og det
turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret,
og vogtede paa, at man ikke forsmte sin Pligt, saa lnge man fik
hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, at denne Sangtime var en ren
Skandale, der blev gjort de vrste Spektakler. Paa min Fader har
den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i
samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var
sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lrer Cantoren
Hartmann, med Rrelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham
kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret
mig at hre hans Ungdomsven, Prsten Winding, Fader til Musikeren
August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader
var den frste her i Landet, der forstod Beethoven, selvflgelig med
Undtagelse af Winding selv.

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjlekamp,
bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner,
han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I
Virkeligheden var han baade den reneste Sjl og den mest begavede
Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjrte saaret, og
blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som
voxede til en Lidenskab, der formrkede hele hans Ungdom.

Taubers ldste Datter, ~Christine Augusta~ (fdt 3. Maj, 1780)
var den af Familien, der nrmest stemte med ham, og hun blev hans
Veninde og hans Hjrtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende,
hendes Flelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende
saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjrlighed.

Hun var meget smuk, med de samme store Trk, som hendes Faders
Portrt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til
romantisk Venskab, men bagved det svrmeriske Blik i de klare blaae
ine, bevarede hun dog altid en vis lnlig Iagttagelse af en Linie,
der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa ndig jeg vil sige
noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis
Uskyldighed.

Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lrte hinanden at
kjende, en farlig Aldersforskjel for en svrmerisk Dreng. Der opstod
et broderligt Forhold mellem dem, men et saadant Forhold mellem
flsomme Sjle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet
som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde
opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden
i Forbigaaende, og med bankende Hjrte venter Virkningen af. Mest
dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den
store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede.
Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets
Strmninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit
rlige Hjrte til hos sin Rectors klariede Datter.

Hun gjengjldte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at
tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en
uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame -- Jomfru hed
det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjre Venskabet
saa inderligt som muligt, og dette var ikke lst Spil, hun mente det
med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu
i hendes Alderdom.

Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21
Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ldre end hun,
og som hun heller ikke elskede i Ordets strkeste Betydning. ~Peder
Mller~ var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder
af 31 Aar var han allerede Assessor i Hjesteret og vedligeholdt
indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens
Embedsstand.

Da Drmmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet
andet at gjre end at trde sin Livsgjernings Mlle. Forholdet til
hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var
altid en kjr Gjst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham
var der ikke lnger Haab, kun Forsagelse tilbage.

Som han var idel dyb Alvor og dyb Flelse, lagde han begge Dele i sit
Studium. Han erhvervede sig en Lrdom i den klassiske Oldtids Skatte,
som nppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han
forbandt den med en Flelse for disse Skattes Skjnhed, som er kommen
til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse,
som han to Gange vandt Selskabet for de skjnne Videnskabers
Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede.
Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedvrk, Oversttelsen af
Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at
trffe Originalens mgtige Klang og heroiske Vrdighed, ikke at tale
om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over.
Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode
som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjnhed seer
man bedst af hans egne grske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke
veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit re
kan bedmme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting
pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en
dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt
til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.

Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu
en anden Egenskab, en hi Grad af Sands for det Komiske. Det er som
de mere end det lettere Sind trngte til at ryste Byrden af i en
forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modstning,
gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svre Modstninger,
desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til
Skue. Selvflgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modstningen
mder dem i tragisk Kldebon.

Frst 1810 fik han Ansttelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den
gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i
Rectorboligen. Han havde besvrlige Forhold der, da Skolen var i
Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa
den gennemgribende Reform af 1810 indfrt. Han blev der til 1817, da
han blev kaldet til Overlrer i Nykjbing. Samme Aar blev ogsaa i en
anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.

~Jakobine Katrine~, fdt 8. Januar 1789, var Taubers nstldste
Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ldste, Christina
Augusta, havde den inderlige Kjrlighed, der alle Dage omslyngede
dem, en egen Charakter. Den ldste vedligeholdt altid en moderlig
Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Sstrenes Alder kom til
ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var
fire Aar yngre end den ene, og fem ldre end den anden, og medens
hans Hjrte haablst hang ved den ldre, betragtede han den yngre som
et Barn.

Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk
som Ssteren, men udrettede med sine intelligente Trk, sin raske
Tunge og sine strke ine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde
udrettes, at vinde Hjrter. Hun opholdt sig meget i Kjbenhavn i sin
Ssters gjstfri og strkt besgte Hus, og fik frst lige fyldt sine
19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hderlig og
velstaaende Mand med et fint, hist tiltalende Vsen, Procurator ved
Hof- og Stadsretten ~Caspar Vilhelm Smith~.

Han var vel omtrent ligesaa meget ldre end hun som P. Mller var
ldre end hendes Sster, men hun var ikke den, der lod sig nie med
faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel hit, og nd sin korte
Lykke af sit fulde flammende Hjrte. Ak, kun to Aar varede hendes
gteskab, hendes frste Barn levede fem Uger, nste Aar, i April
1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter
fdte den een og tyveaarige Enke den Sn, som hun gav Faderens Navn,
og som nu var hendes eneste Trst.

Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille
Dreng hos de gamle Forldre. Men ogsaa her lod Ddens kolde Haand
hende ingen Ro. Der var endnu to Dttre hjemme. Den ldste af disse,
Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nrmest
i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.

Saa sneg Aarene sig bedrvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var
at pleie den livstrtte og i sin Skrbelighed vanskelige Fader,
og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Brn om
denne hendes Prvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang
sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et
Ddsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Vrelse, havde han
seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men
da de undrede dem over, at han mod sin Sdvane ikke havde Lyst at
vre i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.

Hendes yngste Sster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke
til Hjlp. Hun var et skrbeligt Vsen, og hendes Sind blev senere
omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjre
Familiehjem maatte nu oplses.

I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden.
Hvorledes, veed jeg intet nrmere om. Om saadanne Ting talte Moder
ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus,
hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen;
og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dr have sgt sit
Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.

Han trngte til Fred for sit lidende Hjrte og kunde ikke finde den
uden i Kjrlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun
tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige
Byrde, Aar, som vel kunde gjre hende til et andet Menneske end den
lykkelige unge Pige havde vret. Begge var de erfarne nok til at
vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens sde Svrmerier, og
at dybe Sjle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende,
om ogsaa det frste Ideal er skrinlagt, og det frste hje Mod paa
Lykken er stkket.

Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjre Sster
Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og
Flelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin
svreste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig
selv, at Kjrlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han
nu fast formeget af denne gldende Ingrediens. Den ene Sster tog
ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen
Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sttes tilside i den Del
af hans Kjrlighed, som hun mente at have Hvd paa. Hun kunde ikke
afsee de Timer, hvori hun talte til ham med ssterlig Fortrolighed,
eller de Breve, som intet menneskeligt ie havde seet, og som laa
forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde
lovet at sende ham dem efter hendes Dd.

Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der
bragte det til Orde, som Lberne ikke havde turdet hviske om,
Hjrterne nppe vide. Brdrene Tauber havde fra Drengetiden vret
vante til at opholde sig en Del over min Faders Vsen. Rimeligvis
have de heller ikke vret blinde for hans Hjrtes Hemmelighed, han
var for saa skarpe ine let at gjennemskue. Om de have yttret noget
saarende, er ikke let at see; der havde kun vret en Uenighed mellem
dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sttes under deres Faders
Portrt. Nu havde Christine i sin ssterlige Fortrolighed talt
meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem,
som og mellem ham og hendes Brdre, og maaske ikke vret fri for at
blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at
miste denne Hjrtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer,
at der aldeles intet fornrmeligt er sagt. Han har imidlertid flt
det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjbing, hvortil han var bleven
kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget
Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en
Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nr.

Men hun tog sig det overmaade nr. Oprrt over den bestandige
Fortrolighed, som Ssteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og
vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som
hun var og slagfrdig i sin Tale, Ssteren vide, at hun godt forstod
begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet
hele Historien for at stte ondt mellem ham og hendes Brdre. Dette
virkede saameget strkere paa Ssteren, som hun selv maatte fle,
at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu fle, at han
havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter. I et
meget bevget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte
forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, da en
Forlovet er lidt letsindig med sligt. Frst efter flere Maaneder
svarer han:

Kjreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg
maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.

At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne
forstaae. Heller ikke behver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt
det er mig at vre Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende.
Men -- hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De
havde glemt, at De engang var Aarsag til min strste Lykke og --
jeg vil ikke tilfie -- Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det
helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes
er det muligt, at De kan troe de Baand snderrevne, som -- for
frste Gang ndes jeg til at tilstaae Dem det med Ord -- min Ungdoms
frste, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjrlighed knyttede?
Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax
tilintetgjr dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan
De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak
fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive
en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i,
men, tro mig som en rlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi
jeg fortalte hende blot, som man fortller om lst og fast, naar
man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brdre
havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tnke, at jeg
skulde have vret saa ondskabsfuld at tilfie, De havde gjort det for
at stte Splid mellem Deres Brdre og mig. Det er dog en aabenbar
Urimelighed; det maa jo tvertimod vre Dem magtpaaliggende, at
jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brdres Broder, som jeg
ogsaa er det, og det ret af Hjrtet. En ubetydelig Trtte kan jo
opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae,
at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til
at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule
Forfngelighed kan undskylde, men fra Hjrtet kom det ikke.

Vr ikke lngere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke
bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Flelser, som
den frste Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg
var eengang lykkelig. Jeg haaber ~forvist~ at blive det igjen. Men
aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen,
flles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjrlighed
forenede os[1]. Jak vil aldrig ophre at vre Deres Sster, og jeg
aldrig at vre Deres trofasteste Ven.

 [1] _Sic._ En Feil i Texten eller Brev-Skjdeslshed. Udg.

Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det
dyrebareste Pant paa svundne Dages Glder.

Svaret fulgte strax:

Kjre Fibiger! Med hvor inderlig Flelse jeg modtog og lste
Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen
har kunnet forstaae, hvor smertelig det har vret mig at tvivle,
undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder,
da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu
end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig
oplyste mig. Jeg kan ikke et ieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed.
Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbrende med en
Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da
det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt
Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres
Adskillelse, lngtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bre
et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv
mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem
til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg
har aldrig nvnt Deres Navn i hendes Nrvrelse. Jeg troede, hun
kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde
gjengjlde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa
vre Dem kjrt. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, fr Deres Brev
nu siger mig det. -- Hjlp mig at gjre det godt igjen, og brnd
dette Brev, som jeg vil gjre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare
som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed
i Hnder, min Ssters Ro og det kjreste Barns Fremtids Lykke. Ham
kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed,
om det behves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige
Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt
Dem, De ~synes~ ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget
heri, saa gjr det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa
mange ubehagelige Optrin .... Tak endnu engang Tak for Deres kjre
sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vr min
Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophre at vre
Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til
Dem til Gjennemlsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berve
Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem
snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa
den rene faste Bane, den har lagt for os. Deres C. A. Mller.

Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds frste
Beslutning, allerede i Sommerens Lb at flge ham derhen som hans
Hustru. Men Sster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er
ikke klart. Hun udvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge,
og hendes Mening gik igjennem.

Frst nste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup,
5. August 1818, og det maatte ndvendig staae i Sby Prstegaard.

re vre vore gamle Prstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges
meget paa Prster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa
af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller
Gjstevenskab med Prstefamilier; og de skulle ikke glemme,
at Beneficiarius med Frue -- nei, Madame hed det -- altid har
baade Husrum og Hjrterum for dem, til de Tider, de trnge til
Stikkelsbrbuske, Nddehkke og svale Havestuer. Og Sby Prstegaard
var een af dem, der end ikke i Drmme kan tnkes bedre i god gammel
Stil. Rummelig hi Bindingsvrks Bygning, bred Egetrs Trappe ned
til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have,
mgtig Storstue med gamle Familieportrter, Gjstevrelser bag den
og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortret Have, der frer
lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Sens brede klare Flade. Ikke
at tale om den store og skjnne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares
fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forldre viede.

Prstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle
fromme Enke, boede nu der hos sin Sster. Prsten Lassen var en
gammel Nathue, men af den blde behagelige Slags. Forresten kom han
ikke til at vie mine Forldre. Der var en Lovbestemmelse, som forbd
at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde
haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet
Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tnke sig! Moders
nstldste Broder, Jens Worm Tauber, Prst i Nordrup, maatte da
paatage sig Vovestykket, og udfrte det forsvarligt nok, som hans
lange hjrtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.

Saa drog gteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling.
Kaarene var knappe, en Overlrers Ln var kun 800 Rdl. Jeg havde dog
i samme Stilling 1600. Men ved Hjlp af min Moders Husholdningstalent
og nogle Pensionrer, dem de elskede som deres Brn og som elskede
dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.

Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En
overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke
just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde,
Bloch, havde selv vret Rector i Nykjbing til 1815, og i de Breve,
han skrev til ham, udser han ret sit Hjrte om det Ufre, han havde
at kjmpe med under hans Eftermand.

Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om
den rbdighed, man skylder de Uddeliges Manes. Jeg har aldrig hrt
Mage til Examination af Latin i verste Klasse. Men det faaer ikke at
hjlpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk
Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.

Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans
Svoger, Erik Tauber, som bekldte det, havde havt Tilbud om et
theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog --
af ubegribelige Grunde, siger min Fader.

Mine Forldre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar
vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjrt.
De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som gldede dem
meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa
Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min
Studentertid kom til at staae i et meget nrt Forhold til. Mellem ham
og Fader var der et sandt Kjrlighedsbaand, snart mer end broderligt.
Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den
ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien
som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i
daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket
Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men
ligefuldt var deres Sind og Hjrtelag saa ens, at deres Lngsler fra
hver sin Side sloge sammen.

Min Moder havde endelst meget at fortlle om disse Smaareiser til
den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mgtige lollandske
Herresder, deres Adelsslgter og Fortid, lige til den mystiske Side
af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke
forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde
jvnlig seet. Sagtens maatte da Mrknings- og Reise-ventyrene voxe
saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst
troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige
paa en Barnepiges Arm.

Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for
Pensionrerne steg, der kom Tillg til Embedslnnen og Honorar for
Skrifter, og samtidig forgedes Familien. Den ldste Sn, Christian,
blev fdt i det skjnne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa
en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt
kjre, Sster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsskene var vi
ikke. Den fjerde var Moders Sn af frste gteskab, ham vi allerede
kjende som den veltalende Caspar. Fdt 16. Juni 1811 var han altsaa
allerede nu en lrd Skoledreng.

Tiden kom, at det frste Hjem, som de havde faaet saa kjrt, maatte
forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger,
dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i
Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader
han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine
Fremtidsplaner.

Jeg vilde dog ndig forlade dette yndige Sted. Fra mit
Studerevrelse seer jeg over mod Lollands tt med Skov bevoxede Kyst,
til Frgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende
sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og
overalt er en saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte
som en stor Have. Forfrdelig Hede har ellers hjemsgt os i Sommer,
Torden hver Nat osv. -- -- -- Du seer, hvilken Spidsborger jeg er
bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men
sligt er Mrkvrdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og
Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om
i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine
Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji,
og kjender Genfersen kun af Mathisons Vers.

Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind,
men det varede dog ikke lnger end tre Aar, fr han af ligesaa
ubegribelige Grunde modtog en Kaldelse til Direktr for det dengang
nyoprettede Sor Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding
(1822).

Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det
Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsttelsen deraf
blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et
barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart
bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde
gjort den en Snes Aar senere.

Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa
Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den frste Skylles
bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget
uformeligt ved Hjlp af et Sjal, og ved nste S stuvet ned under
Dkket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu vrre
Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde
tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en
Umulighed at ngte sine Brn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette
ventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med
Bytte. Den vrige Vei blste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder
Christian rrte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.

Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad
Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end hiere end jeg, fordi
hun saameget mere end jeg var istand til at gjre den Betragtning,
at hendes Liv havde Ende. Vognen var vltet. Man vltede dengang
hyppigere end nu, men mellem de hie Hkker i de dybe Spor vltede
man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men vrst var det for
Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og
baxes med den kullerske Hest.

En forbikjrende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu
engang at have svaiet paa Lillebelts Blger, men dennegang under
Frgemanden, Farbroder Karls, egen Varetgt, en mrk Aften skumplende
opad Kolding Gade.




ANDET KAPITEL.

KOLDING.


Man pleier paa Psychologiens Vegne at lgge Mrke til, hvorlangt et
Barns Minder gaae tilbage.

Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mrke Aften holdt paa
Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med
Lys. Det var dette, at jeg saae Dr, Trappe og Ansigter skinne i
Lyset, mens der rundt om var Mrke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,
at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af
Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig
fra min egen Erindring. Den hrer upaatvivlelig til Brnekamrets
tidt opfriskede Fortllinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes
fortlles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.

Lad da Indtoget i Kolding vre Udgangspunktet for mine Erindringers
Kjde. Hvor strkt denne Omverden af det frste Hjem med alle dets
Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevget min Hjrnes Vv,
og vet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at
endnu 60 Aar efter har jeg nppe nogen natlig Drm, uden at den
foregaaer i disse gamle Stuer.

Kolding var dengang en saa mrkelig By, at om man nu kunde tage den
hel og holden og stte den i et Musum, vilde den vre en vrdifuld
Oplysning om svundne Tilstande.

Krogede snvre Gader med Bindingsvrks Huse, hvis Stokvrk paa
Bjlkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i
hvis Midte lb en Rkke brede, over alenbrede, men runde utilhugne
Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme
frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,
en Gabestok paa Raadstuehjrnet; bagud brstfaldne Plankevrker,
forrevne Hkker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt
den store triste Slotsruin seende fra sin hie Voldbakke ned paa
denne underlige af Fortidens sre Mennesker beboede Rede, det var
Yderverdenen, og vort Hjemlige var et vrdigt Led deraf.

Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.
Op til den frte en hi Stentrappe med Jrnrkvrk og Bnke paa
den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.
Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Vrelser
med Bjlkeloft, hitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede
af en Rkke Lindetrer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt
Kjkken med Klinkedr ud til Gaarden frte Trappen op til andet
Stokvrk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en
Vinduesrkkes smaa Blyruder. Frst i de sidste Aar havde Formanden,
Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Vrelser til Rectoren og
Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene
voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Vrelse
til Lrerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum
tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en
mgtig Tvrbjelke, vort frste Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken
i Kolding; skjnt omtrent alle Huse havde to Stokvrk foruden det
steile Tag, blev det verste frst taget i Brug, altsom Kulturen steg.

Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overfldige
Kroge. Ikke mindre i Udenvrkerne. Gaarden skraanede opefter mod
en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den frte en Dr ud til
Slotsbakken, som hinede sig steilt lige fra Dren, og endnu mere
fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen hi Graastensmur
stttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjlp af bletrernes
Grene at komme over det hie Plankevrk, der reiste sig ovenpaa den,
hrte til Storvrker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjres. At
hoppe gjennem Ladedren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken
maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjldergluggerne, eller
entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.

Den Ruin med dens mgtige mrke Kldre, dens nedfaldne Taarntrapper,
dens Bjerge af Murbrokker, snderslaaede Ornamenter og sre
fantastiske Sandstensansigter, dens hie Sale med grntbegroede
Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem
Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg
kjedede mig, og Brn kjede sig forfrdelig tidt, maatte op og afsge
den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrkke, den Gru, den da
vakte, var uimodstaaelig.

Naar saa i Morgenstunden alt var saa hitidsfuldt, Allikerne
kaglede deroppe omkring Kjmpetaarnet, som det kaldtes efter de to
Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjrnerne af det paa langs
spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten
henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen
med sine hie kuplede Bakker, den blanke Slotss og Skovene langs
Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.

Kun elleve Aar, og naar man trkker de frste tre--fire altfor
barnlige fra, saameget frre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men
det var nok til at gjre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er
bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde
siden blive bedre ordnede. Selvflgelig begyndte det med Dmring
og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke
udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling
under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun flge i Rkke for
bedre at kunne betragte dem hver for sig.

Mine Forldre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem
vistnok aldrig ind, at deres Brn muligvis ogsaa kunde vre blevet
til noget i praktiske Stillinger. At lre, hvad et Menneske paa
Aandsdannelsens hieste Trin har forndent, lige fra den klassiske
Fortids Storvrker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstvrker
til Bgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fnomener til
dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet
slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i
deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig
selv, for at bringe deres Brn frem paa den ideelle Bane. Heller
ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget ieblik, end ikke i det
mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for
Livet.

Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjdet baaret. Der
blev aldrig anvendt Straffe, nppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var
altfor uartige, kunde Moder se os over med en skarp Formaningstale,
en sjelden Gang ogsaa gjre et ikke videre skrapt Forsg paa at slaa
ls paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa
sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig
tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det
flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.
Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.

Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at
see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar
jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste
Streger for, satte han sig til med stor Udfrlighed at beskrive, hvad
Flgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud
i Skoven at skjre en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store
Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en
meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven
blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,
hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden
vi engang kom til at hre om Kjeppens Brug, end sige at fle den,
var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og
ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han
ragede mig i Haaret.

Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog
en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde
lse, maatte sttes til et Haandvrk. Nu blev Skomageren fremdragen,
ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den hie Trappe i
Sndergade, og hvis Vrksted med alle dets stramt lugtende Apparater,
belyst af den ventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drmmeriers
vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der
var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spndt over Stvlesaalen paa Skomagerens Kn --
men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spg. Jeg gad
blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke
om, at han snarere tnkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han
dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en
Skomagerdreng, der kom flitende og dandsende henad de brede Stene
opad stergade med den ene af Rectorens Stvler under Armen og en
Tffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det svreste.
stergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie
udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet
og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme
flitende lngst ude fra, til Spgelset mere og mere nrmede sig --
jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en
usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.

Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det vret
beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget
kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg
ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik
jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svbe skulde
drive mig til.

Ganske vist lrte jeg tidlig nok at lse, takket vre Moders Energi;
men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for
Tjenestepigerne med, at jeg kunde lse ligesaa godt som de. Min
Fremgang var som et Fls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede
paa, at jeg maatte flge med min Broder, der var syv Fjerdingaar
ldre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev
ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg lse og
skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lrte jeg ikke disse
dle Kunster, fr jeg var en fem, sex Gange saa gammel.

Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af
den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer
ovenpaa, en fjern og hitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han
sgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog
hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det
stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.

Men Moder var ogsaa nok istand til at gjre Fyldest for begge
Forldre og for mere end det. Foruden at bre Byrden af vor
Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastls i at fuldbringe
de mrkvrdigste huslige Bedrifter.

Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og
Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetgt, en ved vor Bolig,
og en strre ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til
at hjlpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til
Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor flles Ven, som vi i
dens korte Liv daglig besgte i et Familietog med Fader i Spidsen.

Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtlftig Proces, som jeg
ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejrn, de store Vandkar,
som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blndende Kager,
der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa
tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at ve
den Kunst. Produktet er skjnt nok at see til, men jeg vilde ogsaa
dengang ndig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i
Kjkkenet for der at spise mine Melboller op.

Saa blev der kjbt Hr og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og
Piger paa Rad og lod Hrren gaae gjennem Heglens Tnder, skrabede
frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtirer tilside
paa Kurven, mens vi Brn stode med Hnderne paa Ryggen og gloede og
hrte paa Snakken. Hrren spandt Moder selv Vintren igjennem, et
Arbeide, hun srdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken
i at hre os lse eller selv at lade Munden lbe med Fortllinger.
Naar Vveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte
hans skjnne Kunst, og naar Blegen var spndt ud, skulde vi ned til
Aaen og see, hvor deilig de lange Lrreder skinnede paa Grsset.

Saa blev der stbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den
smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevge sig om sin Axe,
medens de fra dets Rand nedhngende Vger en for en blev dyppet i
det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at stbe trearmede
Helligtrekongerslys, med et Krmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.
Naar de blev tndte paa den hellige Aften, maatte altid Fader vre
med at staae og stirre paa dem i spndt Forventning, til Lyset naaede
Krudtet og Explosionen foregik.

Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestbte
Talglys, kun naar der kom Fremmede, tndtes de fine Christiansfelder
Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.

Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var
Sagen. Da de elementre Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette
Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indvet. Frst naturligvis
Brnebgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbgerne. Dem var der
mange af, skjnt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,
vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskvrdige
Tante Christines uudtmmelige Velgjrenhed. Vi havde aldrig seet
hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og
Fdseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine
Yndlingsbger var dog ikke de moralske Brnevenner, ikke engang
Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var
mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mngde
meget fuldstndige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig
Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den frste Forsmag paa, hvad man
kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid vret flittig.

I Dagligstuen var det Poesi, der blev lst, den ene Digter efter den
anden. Frst var det Moder, der lste, siden i Almindelighed Broder
Christian, der var den skjnne Aand i den lille Kreds; naar vi da
ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som
en hel Kunstner, og gav ovenikjbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var
dog Moders Forklaring, der stadig lb med som den sthetiske Theori.

Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra
Brnekammeret med Bogen, og sagde: Moder, skal vi saa have en
Mundfuld Schiller, og jeg i Hlene paa ham, fornam jeg, at nu gik
Tppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jvnlig
omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grndseby mod
Holsten, og Nabobyen allerede var fuldstndig tydsk, kunde det
ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse
blev aldrig forsmt; og jeg seer endnu for mine ine Fjllebodens
tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og
Damer, medens til Sufflrens hvsende Accompagnement Kotzebues
rrende Stykker gik over Scenen.

Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjres hjemme.
Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og
indvet Roller, indtil Fridolins Gang nach dem Eisenhammer, dog
paa Dansk, endelig hdret med alle Familiens Venners Besg og med
Fader paa Hderspladsen kom til festlig Opfrelse. Broder Christian
gav Titelrollen med Bravur, Overlrer Plougs Datter Gerhardine med
de lyse Krller var Elskerinde, og hun vedblev at vre det, saalnge
vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jrnstberkarls Rolle blev
betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig
for hit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden vret
paa Brdderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt
gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og
tydsk Litteratur, andre Sprog lste hun ikke. Til engelske Forfattere
benyttede hun Oversttelser, og de franske yndede hun ikke. Hun lste
med hele sin Sjl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de
Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab
med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til
Lsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,
rejste hun sig ikke let, frend Bogen var ude; imens kunde vi stie
saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,
thi foruden de strre huslige Arbeider syede og strikkede hun de
fleste af vore Klder saavelsom sine egne, og spandt selv Tiet
dertil. Men alt gik hurtig for hende.

Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne
meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter
den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik
tidlig andre Lrere. Efterat en og anden Seminarist havde vet os i
Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lrerinde.

Den frste var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker
jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun kldte mig paa,
for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var
en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel
Taubers Stedsn. Hvad hun lrte mig, veed jeg ikke, men det var min
Fornielse at lse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjrestes Navn
med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede
indprgede sig uforglemmelig i min Erindring.

Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder
boede i dens Enkehus, og hendes Sster var udsendt som Lrerinde
til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brdremenigheden af
Misfornielse med dens formelle Vsen, og havde aldeles intet
pietistisk Prg. Hun var overordentlig smuk med regelmssige
imponerende Trk, store bestemte blaa ine, prgtig Farve, strkt
lyst Haar, og en baade bld og fast Figur. Hun satte alt Byens
Mandkjn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjlig Ro overfor
saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det
med en usdvanlig lidt kjn og lidt charakterfast, men fra Hjrtets
Side elskvrdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,
tilsidst hjlpelse Mands Livs Sttte, kraftig, overlegen og trofast,
som hun var i alle Livets Forhold.

Hun var ret Moders kjre Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,
var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget
udfrligere, fordi hun var den frste Anledning til at mine barnlige
ine blev aabnede for legemlig Skjnhed. Hendes Charakter har jeg
frst senere lrt at forstaae, men at hnge om hendes Hals og see
hende ind i de mrkvrdige ine og nvne hende med de kjrligste
Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

Ikke at det just fremmede Vrket; jeg mindes ikke, hvad jeg lrte af
hende, det skulde da vre at forstaae tydsk Tale; men dette lrtes
bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mrkningen.
Fik jeg derimod oppe i Lsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,
gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig
og skjndte paa Tydsk, satte jeg dog et sels passive Modstand mod
hendes velmente Anstrengelser.

Til Undervisning hrte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader
var en Kjender af frste Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,
holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er
vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Vsen,
ingen af os Brn arvede vore Forldres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var
ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Flite, og undertiden hrtes
dens vemodige Toner oppe fra hans Vrelse, men det var dog kun i min
tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for
at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive
Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde
findes af musikalske Krfter, hvortil den omtalte Capellan var ham
den bedste Sttte, og min uheldige Lrer, en Skolelrer, tilligemed
den gamle Organist gode Hjlpere. Han fik et ret anstndigt lille
Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,
hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har
jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svrt at faae
mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end
har anstrengt mig for at faae den frem.

Om Musiken samledes ogsaa strre Selskab, og vort Hus var meget sgt.
Min Fader gjorde et hist elskvrdigt Indtryk paa enhver, der kom ham
nr, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med
hjrtelig Veneration; det hrte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes
jvnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme
nr. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og
passede daarlig i Provindsembedsmnds kun lidet dannede Kreds. Kun
naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glde Midtpunktet, ved
andre Besg blev han paa sit Vrelse.

Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa
overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte
Pris paa en Samtale frt med det Liv, den Kundskabsfylde og den
Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jvnlig,
og isr Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid
var Besgstiden, gik hen dermed.

Imidlertid nrmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige
Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi
to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder
Caspar, der var ti Aar ldre end jeg, afgik vel allerede i mit
ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at
fre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Hitidsdag
overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre
Herligheder havde den kjre Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke
og sikkre Smag opladt for os.

Han var fuldelig sin Moders Sn, kun mindre satirisk. Medens hun
meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for
skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det
hos ham, som han ikke saae det; han tildkkede det med den venligste
Dom. Ligefuldt havde han en mgtig Sands for det Komiske, Holberg var
hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en
Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med
sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri
for til Tider selv at vre lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen
fik ham fra, hvad han vidste var Ret.

Hans strke Stemninger kunde gaa over til Nervsitet, og da han i den
Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige
ieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i
Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel
af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem
havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan
mindes. Jeg lrte gjennem ham at skjnne paa, hvad man i stort som
i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae
stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bk eller en
seilende Sky, i Skoven lytte til Trernes Susen og Fuglenes Liv, og i
Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den
mrke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand frst berrte mig,
naar jeg fornam, hvad han flte derved. Endnu mere, naar han med sin
dybt bevgede Stemme og strke Mimik foredrog et rrende Digt for os,
altid var det min Betragtning, hvad Caspar flte derved. Iflge min
betragtende Natur kunde det vel ogsaa vre, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have flt derved.

Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i
Skole, maatte jeg flge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig.
Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken
findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjnt der
hrte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved
at lre; men det var min Faders Grundstning, at hans Snner ikke
maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor
min Broder. Det var frst efter min Faders Dd, da den nye Rector
havde indfrt Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste
Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den
verste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg -- ogsaa for
tidlig -- var kommen op i den verste Klasse, som var treaarig. Jeg
var da 13 Aar.

Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads,
saameget mindre som jeg flte Misforholdet derved, da jeg som den
yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de
store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde vret
synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste
min Fader ogsaa, saalnge han levede.

Engang ved en Examenshitidelighed, da han for Forsamlingen af
Byens Honoratiores oplste Examens Udfald, og hver Discipel, naar
han blev nvnt, maatte trde frem og modtage sin Charakterbog i
Flge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da
Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo strre Gris, desto
bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen
Glde over mine udmrkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg
havde som sdvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det
sidste ieblik, var mdt med den Fripostighed, hvormed jeg altid
har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og
havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til
for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge
Betragtninger over Skjebnens Uretfrdighed, flger af sig selv.

Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt
bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde
en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens
Form. Jeg maatte forsmme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa
Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udve Bedrifter, som
kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Flge
deraf finde paa Udflugter og Lgn, naar jeg blev dragen til Ansvar.
Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg
ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at hre, at jeg baade i
Kundskaber og god Opfrsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side
om Side med.

Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med
Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skitelb, Rverlege
og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen
eller ved Sen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske
Kammerater vre nok, der var strre og strkere end jeg, og naar
en saadan Flokkens Frer -- som Dreierens Anders, der gjerne var i
Spidsen -- med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen,
som i Reglen var den ringeste, fler jeg endnu den Stemning, hvormed
jeg indtog den. Den var ganske vist rgrelse over den bestandige
Tilsidesttelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det
maatte vre saa, jeg kunde ikke bruges til andet.

Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist
ogsaa, og rimeligvis i ethvert ieblik jeg levede, var tilstede,
var en urokkelig Selvflelse, som holdt mig oppe under enhver
Tilsidesttelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af
Personlighedens hie Vrd, som brer baade Barnets Sorger og Mandens
Kors. Og det, der brer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive
bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til.
De andre kan nu gjerne stte Foden paa min Nakke, om de magte det,
ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg
noget bedre.

Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i
en Leg eller ved et vildt ventyr, ikke kunde maale sig med mig i
Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen
sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist,
men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjre mig den Ting klar.
Ligefuldt var Selvflelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa
dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.

Og jeg gik meget min Vei. Jeg udfrte paa egen Haand, hvad der
ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Frer og tog
rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og
mere uskyldige Krumspring, af vilde og sre Fantasier, af hungrig
ustillet og uklaret Lngsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt
Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og
i Bger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu
lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet fre disse i Barnet spirende
Flelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og
hvor maa jeg ikke takke Gud for den Sttte i mit Inderste, hvormed
han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige
Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.

       *       *       *       *       *

Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En
Rdstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en
Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectren, var hele Apparatet,
men ogsaa tilstrkkeligt, da den kun besgtes af nogle og tredive
Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuvrende Bygning, og
ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til
Bagsiden af Skolehuset stdte en god Frugthave, hvad der gav en meget
venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og
det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.

Sten Blicher har i sin Juleferie skildret et Collegium af Lrere
saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse.
Det er det dog ikke, isr naar man betnker, at det snart er et
Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding
Skoles Lrere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som
en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde
Humr til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke
vre sagt til deres Forringelse. Tvertimod.

Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden,
vil efter sit Vsen vre prydet med mrkvrdige Personligheder.
Prste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og
Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjr det desto mere, jo
alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den
bevgede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende
Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode.
Skolemnd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad
de helst maa vre, og hvad de ypperste af dem altid have vret,
Brnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv,
vil de selv faae noget af dets Prg. Brnevenner blive barnlige
Sjle, og lade sig lettelig kjre om og udlee af det klgtige
Verdensfolk.

Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde
frikjendes for at vre et Stykke af en Original, endog fdt og baaren
dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke
mindre, og vilde rimeligvis vre bleven det endnu mere, om han var
bleven ved Skolen.

Overlreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i
nogen Maade, skjnt ikke i en saa fremtrdende Grad. En spinkel,
glatkmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klder, med
det reneste og fineste Linned og de blankeste Stvler, hvis Knirken
forkyndte os hans Komme, var han af en ldre Skole end min Fader
og mindede om den bedste Side af de gamle Hreres Vsen. En hist
agtvrdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mnster paa Orden, var
det upaatvivlelig i hi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa
Skolen og var dens Inspectr. Men hans Undervisning var os mindre
til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng
mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lrte vi, og det vanlige
Skolegriseri blev vi vnte af med.

En over al Maade mrkelig Fremtoning var den ldste Adjunkt Borgen,
en gammel svrtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de
buskede ienbryn, med voldsomme Bevgelser og et Ansigt som en Dvrg,
der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et bldt barnligt
Hjrte, og han var i hi Grad en Brneven, mere sine Disciples
Kammerat end Lrer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med
os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det
skrkkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han
os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst.
Han havde mrkelige Maader at gjre os Videnskaben anskuelig paa,
dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var
han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lrte han os
Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for
at betegne Casus. Og lrte os Geometri med Paavisning; han taug da
bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk
at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor
Latter. Men vor bedste Fornielse var at formaae ham til at give
os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi sprge ham om,
hvad det skulde vre, og vi satte selvflgelig vor Vittighed i med
stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han
i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed,
eller han i sin egen Rrelse ikke mrkede vore Narrestreger, er ikke
let at sige. Jeg skulde nsten troe det sidste; som naar vi fik en
Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rrende Foredrag over
den kjre Mis, da lb aabenbart hans Flelse af med ham; thi han var
i hi Grad en Dyreven. Imidlertid lrte han os ikke saa lidt, baade
fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode,
saa mrkelig den end var. Af ham lrte jeg mit frste Hebraisk, og
Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glde. Da
han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade,
sendte vi ham til Opreisning og Trst en Hilsen fra hans taknemlige
Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjnne og rrende Digt af Carl
Ploug.

En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand
var Adjunct og siden Overlrer Brndum. Med energisk, begeistret,
overvldende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige
Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og
med en forfrdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig
Kjep -- jeg kan dog ikke klage over det -- indprntede han os de
dengang overmaade udfrlige Lrebger ledsagede af endnu udfrligere
glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden,
da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behvede at uleilige mig med
disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelrdom for
gamle Werlauff, hrte han uden selv at sige synderligt, en halv Times
Tid paa min Ordstrm og skrev mig saa to Prceteriser. Min Broder
gjorde samme Lykke, men der var intet srdeles derved. Brndums
Disciple fik saa godt som altid Udmrkelse i hans Fag; det mrkelige
var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prve efterat vi tre Aar
havde vret ude af hans Varetgt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og
Svmmelrer, og hans strke Legeme havde derved Anledning til at vise
ligesaa smukke som voldsomme Bevgelser.

Han hrte, isr frend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa
jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt
jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjrlighedshistorie, som
Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortlling Mine Sstre
har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthr.
Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optrden i Skolen angaaer, thi
de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i
mindste Maade min kjre og hderlige Lrer, om hvem jeg ikke veed
andet end godt.

Disse vare de mrkeligste af Skolens Mnd. Min Faders Undervisning,
der af de ldre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg
og min Broder desvrre ikke til at nyde godt af. Han lste i Reglen
kun i den verste Klasse, og det var frst efter hans Dd, at vi blev
flyttede op i den.

Skjnt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog,
som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at
jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle
de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.

De vrste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven,
skjnt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen
omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sderne
vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, isr Torvet som god
Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med
som et nysgjerrigt Dyr.

Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted,
veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsgt. Hvert Krat og Klft,
hver Sump, hvert Tr og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog
kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde
naaes tillands, maatte der soppes eller svmmes til, og hvad der end
ikke saaledes var til at rkke, blev ved Vintertid opsgt paa Isen.
Selvflgelig spillede den mgtige mystiske Ruin herved den strste
Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hrer Alliken skrige
og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle,
som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet
en halv Snes Storke samles til Afreise, tnker jeg paa, hvorledes de
gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Hst blev tt besat
med disse underlige knepprende Stylteben.

At undersge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens
vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags
Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens de, har altid vret min
Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har
lagt den frste Grund til disse Idrtter; det tileslse Drengevsen
hjalp til at gjre rigere Erfaring end nogensinde siden.

Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det frte videre, end jeg dengang
kunde gre mig klart. Saa fattigt end Livet kan vre, kan det dog
fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.

At vre med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvget hjem fra den
flles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, vbnet
med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trngsel opad
den lange bakkede Lsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel
egnet til at henstte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.

At sidde, naar vi legede Rvere i Slotsruinen, i den store
Fngselskjelder dybest under Kjmpetaarnet, hvor der var blgmrkt,
naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae
enhver Krog, naar man havde vret der et Kvarters Tid, og i sin
Ensomhed at lure paa, at den sgende Vagt kom, og saa med et Spring
at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var
blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.

At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid
gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken,
Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil
sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man
paa ethvert Gadehjrne kunde blive ndt til at hugge sig gjennem
Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og
Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.

Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forflge en
Bks Lb langt ude fra Skovklften, gjennem stridigt Krat og vaade
Sumpe, klattrende langs Trrdder og hoppende over Stene, til man
efterat have fldet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have
nret sig af bittre Br, endelig at naae til Vandmllens sorte
drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig -- var det end ikke et
Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng
kunde gjre det dertil.

Mine Forldres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Brn fik
ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligise, men deres
Religion var Humanismens, hvortil hrte, at man ikke maa tale for
tidlig til Brn om, hvad de ikke kunne forstaae.

Den frste Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjl af en stor,
rdmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.

En Dag, det maa have vret ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg
i Kjkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning
ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin
Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjlp og Bnnen, og jeg i min
Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel,
at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget
forfrdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bn? -- Nei. -- Kan du da ikke
dit Fadervor? -- Jo, det kunde jeg. -- Saa skulde du rigtig skamme
dig og lse det. -- Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes
Anvisning. For det frste skammede jeg mig, for det andet tog jeg
mig for at afhjlpe den Mangel, og vnte mig fra den Dag til at sige
mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og
hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom vsentlig videre end overfor
Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det
igjen, skal jeg dog altid vre den enfoldige Pige taknemlig, for hun
i min Fattigdom gav mig den bedste Skjrv, hun eiede.

Ogsaa med Jdedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var,
ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvrt var
en jdisk Kjbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Trk
strkt udprgede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand,
havde den Drm at ville gjre en chevallerisk Figur, holdt en smuk
Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine
elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at
eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle
der ved Toldgrndsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne
efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hderlig
Mand og en Typus for en jdisk Handelsmand, i Forretninger et fint
ie for Fordelen, mod Slgt og Venner et varmt opoffrende og trofast
Hjrte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige
Lovs Bud.

I hans Hus kunde man lre jdisk Skik at kjende. Der var ingen
jdisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At vre tilstede
derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveggede Knive,
stukne i smukke Lderskeder, gik an i et fortroligt ieblik, og det
var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udsprge
om de smaa Pergamentslg, der var smmede til Drkarmen, og hre,
at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde
inde bag sin Butiks Glasdre med sin Kaskjet paa og lse i sin store
hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de
kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjrterne strmmende over af
Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at
staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.

Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortredes med
Glde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng.
Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der
var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved
hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom,
gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led
af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en
eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det
herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet
egnet til at berre os som et himmelsk Mysterium.

Om jeg som andre kaade Drenge har vret med til at spotte over
Jderne, veed jeg ikke og troer ikke, men i Omgang med dem har jeg
altid viist rbdighed for deres Helligdom, og havt let ved det,
da jeg flte den. Intet Under, da her var en Alvor overfor det
Guddommelige, som vi ikke kjendte. Vor egen Helligdom gjorde ingen
Fordringer til os, den var knap nok tilstede. Dette Samliv med
en elskvrdig israelitisk Familie troer jeg har bidraget til den
Forkjrlighed for Abrahams Folk, jeg alt mit Liv har nret.

Medens jeg taler om Religionen, skulde jeg ikke glemme dens Skygge,
Overtroen. Kolding var en gammeldags By og ret en Rede for Troens
skumle Misfostre. I vort Hjem levede vi i Oplysningens Glorie, som
jog Djvlene ud med et altafgjrende Vaaben, den Paastand: de er
ikke til. Hvilket dog ikke kunde forhindre, at de udenom Kredsen
opfrte en vild Hexedands. Af Tjenestefolk og Kammerater modtoge vi
ligesaa daglige Efterretninger fra Mrkets Rige, som man nu faaer
Avisefterretninger, kun med den Forskjel, at Avisen var ikke til at
stole paa, men dette kunde man tage paa med Hnderne.

Kom vi ind i den store Kjbmandsgaard yderst i Lsbygade, hvor der
stod en Pl paa Gaardspladsen, vel til at binde Dyrene ved, fortalte
Gaardskarlen os, at naar han rrte ved den Pl, hrte han det nede
fra Jorden raabe: Ryk op! For den var rammet ned gjennem Kjbmandens
Moder, han havde selv kjendt hende og vidste godt, det var ikke
rigtig fat med hende.

Kjrte vi hjem fra Christiansfeld sent paa Aftenen, holdt Kudsken os
vaagne ved at vise os det Sted paa Veien, hvor hans Heste den og den
Nat havde mdt det han ikke kunde see, men Hestene desbedre, for lige
til den Omdreining, nu kom vi strax til den, havde de arme Dyr gaaet
og aset som i Mudder til op paa Livet, skjnt Veien var ligesaa jvn
som nu, og da de endelig var slupne, var de saa hvide af Skum og saa
forhivede, som havde de lbet lbsk.

Hvert Sted havde sin Gjenganger, vor Gaard havde ogsaa sin, han hed
Bahnsen, men er mig forresten ubekjendt. Varsler blev bestandig sete
og hrte, var der en Ildebrand, havde den og den seet Forbrand.
Vidner var der nok af, skulde Sagen mod Overtro vre frt paa den
Basis, vilde den jeblikkelig vre tabt.

En Dag lb der en Nyhed gjennem Byen, som slog alle med Rdsel,
man samledes paa Gadehjrnerne forat faae Vished om de nrmere
Omstndigheder. En Prst paa Landet var blevet taget af Djvelen,
Beviset forelaa, man havde fundet hans ene Ben i Blaakjr Skov.
Ingen undrede sig derover, man havde lnge ventet det, for han var
bleven seet sidde midt paa sit Gulv med Cyprianus for sig og med en
Kridtstreg skrevet rundt om sig, medens den Onde foer om udenfor
Kredsen med en Rive for at hale Troldebogen fra ham. Sagen var,
at han havde den hos en Landsbyprst sjeldne Egenskab at vre en
rig Mand, og at blive beskyldt for at drive Aager med sit Mammon,
rimeligvis dog med ingen bedre Grund, end at han nu blev beskyldt
forat have faaet et saa bedrveligt Endeligt, for han levede i
Velgaaende endnu en Del Aar derefter.

Selv min Moder, det mest afgjort Oplysningsmenneske, jeg har kjendt,
var ikke fri for at have sine Erfaringer. Det er i det Hele en Feil
at troe, at Oplysningstiden var fri for at hjemsges af Angreb fra
Mrkets Rige, medens den heller intet vilde vide af dem fra Lysets.
De faldt ligesaa rigeligt dengang som nu.

Den Nat, hendes Moder dde i Sby, havde hun i Nykjbing hrt Vuggen
gaae ved sin Side, og hun havde seet en hvid Skikkelse ved den. I
Vuggen laa hendes frste Barn med min Fader. Og min Broder Caspar
havde en Dag, han gik forbi Slotstaarnet, seet en uhyre Klo hve sig
ud af Nedgangen til dets Fngselskjelder. Dette forfrdede os mest,
fordi det var nyt, og hans Sanddruhed var hvet over al Tvivl. Vi
vidste ikke dengang, at han led af Hallucinationer.

Med Undtagelse af Moders Syn og maaske Kudskens Heste, have disse
Ting ingen Betydning; men jeg nvner dem, fordi de har virket deres
til at stte mit fantastiske Sind i en sygelig Bevgelse for lange
Tider. I den srgelige Periode, da mit Helbred var aldeles nedbrudt
af Nervesvaghed, led jeg i de mange svnlse Ntter overordentlig
meget af saadanne Fantasier, og den strste Del af mit Liv har jeg
havt Tider, hvor det har ngstet mig indtil Svkkelse at vre alene
i en Bolig, skjnt det samtidig har vret min faste Overbevisning,
at der intet kunde mde mig. Thi jeg er intet Sndagsbarn, og har
aldrig mrket ringeste Spor af noget overnaturligt, saameget jeg end
kunde nske at modtage et saadant Vidnesbyrd om en usynlig Verdens
Tilstedevrelse. Frst paa mine gamle Dage har jeg ved at gjre et
Studium af den mystiske Litteratur, forunderlig nok netop ved at
forvisse mig om dens Fnomeners Rigtighed ganske faaet Magt med min
ngstelse. Forsaavidt hjlper Oplysning, men rigtignok i en modsat
Retning af den, som sdvanlig sges.

Efter Religionen skulde jeg efter god gammel Skik komme til Kongen.

Det var en meget strk Fornemmelse af hvad Regimente vi levede under,
vi fik, naar Kongen kom til Byen, og som bekjendt lod Frederik
den sjette ikke let noget Aar gaae forbi uden at besge sit Riges
Provindser. For den samvittighedsfulde Regent var det et strengt
Pligtarbeide, men for ungdommelige Tilskuere var det et rent ventyr.

Saa kom Dagen. Alle Gader og alle Vinduer stoppede med Mennesker,
Tagstenene revne af, Hovederne stukne ud mellem Lgterne fra
Morgenstunden af Forventning. Naar da under Klokkernes Klang og
Trompetskrald frst Landsener-Regimentet, saa det borgerlige ridende
Korps, saa lange Colonner af Bnder til Hest kom i vild Galop opad
Gaden, og endelig Kongens Vogn trukken af sex forpustede Bnderheste,
og derefter den lange Rkke Vogne med Flge af Embedsmnd, alle i
stormende Hast for at vre tilstede, naar Kongen steg af, gjorde det
virkelig et helt sterlandsk Indtryk.

Det var i det Aar, jeg var i den nederste Klasse i Skolen. Vi vare
i spndt Forventning paa vore Pladser i den festlig smykkede Skole,
og det varede meget kort, saa kom Kongen. Med smaa hurtige Skridt
kom han ind og hilste venlig til alle Sider. Rectoren sagde en kort
Hilsen til Majestten, og vinkede til Orchestret. Organisten svang
sin Bue, og Cantaten begyndte. Det var den Dag den smukke Ode af min
Fader: Atter i denne stille Athenes Bo -- som sdvanlig ledsaget af
grsk Text, og med hi Begeistring sang jeg mine falske Toner med.

Saa opgav Kongen, hvad han vilde hre. Veed de Smaafyre noget
om Skjoldungerne? sagde han i vor Klasse. Brndum henkastede et
Sprgsmaal, og i uafbrudt Remse gik Lectien fra den ene til den
anden. Kongen nikkede venlig og klappede en og anden af os paa
Hovedet, gik saa ind i den nste Klasse og sagde: Lad mig hre
noget Latin, for min Grsk har jeg for lnge siden glemt. Og Faders
Disciple gjorde ligesaa god Besked som vi. Saa lo han ad nogle
Volter paa Gymnastikpladsen og forsvandt igjen, efterladende det
uforglemmelige Indtryk, at Kongesagaen var en Sandhed, vi havde selv
seet Begivenhedernes Helt.

Saa besaae den ufortrdne Mand i samme Fart Kirke, Raadhus, Hospital
og hvad der ellers kunde vre, og lod Spriterne prve paa Torvet,
hvorved han endog fik en Straale over sig, og rystede sig med hi
Latter. Spiste saa sin Mad og foer videre i samme Carriere.

Alt gik hurtigt nok, den eneste det gik for langsomt for, var en
smal oplben ung Herre, som i den gule Hestgardeuniform, med altfor
tydelig Kjedsomhed i hele sin Holdning som i sine velformede, men
slappe Trk stod og lnede sig til Skolens Drstolpe. Det var den
syvende Frederik. Ham har jeg seet paa et lignende Besg i Haderslev
Skole, mens jeg var Lrer der, men han gjorde langtfra et saa strkt
Indtryk af en virkelig Konge, skjnt han dengang allerede stod i sin
bedste mythiske Glorie.

Endnu har jeg fra mit jydske Barndomsliv at mindes, hvad der maa
kaldes Hovedbegivenheden, Familiens Kjbenhavnsreise. Kun een saadan
faldt i vort Lod. Reiser var i den Tid noget ganske andet end nu, og
mine Forldres Kaar var ikke saa gode, at de mer end eengang kunde
gjre en saa betydelig Udgift.

Det var i mit frste Skoleaar, i mit Livs tiende, i Sommeren 1830,
at den lnge nrede Beslutning at gjensee fjerne Slgt og Venner kom
til Udfrelse. Vi beredte os dertil, som strre Folk til en strre
Udenlandsreise.

Efter et kort Besg i Roskilde naaede vi endelig trtte og
forskumplede paa den dengang forfrdelig opkjrte Roskilde Landevei
en silde Aften til Frederiksberg. Dr havde Onkel Mller med Tante
Christine deres Sommerbolig i en Gaard i Alleegaden, og jeg lrte da
frste Gang at kjende det Hus, der senere blev mit andet Hjem.

Jeg har talt om min Tantes Ungdomshistorie og hendes kjrlige Vsen,
og jeg troer, at nst efter mine Forldre har heller ingen lige til
hendes Dd, i en Alder af 88 Aar, omfattet mig med strre Kjrlighed.
Hendes inderlige Vens og hendes kjreste Ssters Brn var hende altid
som hendes egne. Selv var hun barnls. Hendes Mand var af de stille
Folk, som ikke syntes at trnge til nogens Fortrolighed.

Det var ikke let at finde et bedre Tilholdssted end deres Hus. Min
Tante samlede alle den talrige Families Medlemmer, gamle og unge, og
Vennerne med, havde altid, hver Dag, Plads ved sit Bord for hvem der
vilde komme, og aabent Hjrte for deres Sorger og Glder, og naar
hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt
sig vel derved.

Selvflgelig blev nu alle Kjbenhavns Herligheder planmssig
gjennemsgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae,
kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer,
men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart
nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg
ikke, at noget synderligt var mig nyt.

Paa Hjemreisen nd vi ogsaa rigelig det sjllandske Land, besgte
Vollerslev hyggelige Prstegaard ved Gisegaard, hvor min anden
Morbroder Jens Worm boede, og Sby Prstegaard, som jeg allerede har
beskrevet, og sgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi
endnu havde tilbage i Kolding, formrkedes af en tung Sky, der mer og
mer snkede sig over vort Hjem, dog mere flelig for Moder end for os
ubekymrede Brn.

Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min
Fader, som fr havde havt en smal Figur, var bleven meget svr og
ubehjlpelig i sine Bevgelser; og da han kom hjem, viste det sig
mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand,
gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu
oppe i to Aar, mens han som sdvanlig arbeidede flittig ved sin
Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex
frste Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret
1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brd op med en
forfrdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der
samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en
overvttes Grad.

Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes
som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjlpe med
Husholdningen, men med en Flelse af, at vi snart kunde komme til at
blive faderlse, forgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved
Lsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde vre med ved alt
hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved
Dag og ved Nat.

Da Hsten kom, var den Syges Krfter udtmte. Det var en Formiddag,
den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde
see vor Fader. Forfrdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Dden,
var det svreste at hre den Dendes Rallen. Jeg husker, at jeg
frst ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd
kom fra Fader, der laa ubevgelig og ubevidst, var det ikke til at
udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevges af Sorgen som de, der
kjende den bedre.

Da vi igjen blev frte ud, foer jeg ud i Gaarden og strg fortvivlet
frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde
srge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal srge,
du skal ikke vre en saadan hjrtels Knegt som du pleier, sagde jeg
til mig selv, men jeg kunde ikke grde som Moder og de andre. Jeg
listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den
forfrdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav
den, jeg hrte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede
om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen
Fader mere.

Under alt dette var i min Sjl altid Forfrdelsen strkere end
Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hrte jeg
min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drmme, og om Dagen
listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de srgelige
Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spndt alt, hvad der
foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad
samme Gade og hrte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden
paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om
disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men bld kunde jeg ikke
blive, kun see og tnke.

Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg
sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et
speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svr Nervefeber, og vidste i
en Maanedstid af intet. Krfterne groede vel til igjen, kun blev
mit Helbred ikke mere, hvad det havde vret. I flere Aar flte jeg
mig afkrftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne
Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem
har lidt af, frste Gang viist sig.

Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nrmeste Venner stredes
om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele
Byen flte Trang til at gjre hende noget godt. Caspar kom hjem
for at hjlpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han
forfattede Katalogen, var jeg ivrig med at hente ham Bgerne ned af
Bibliothekets Hyller.

Moder frte en lang Brevvexling med sine Sskende, om hvorledes hun
skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere
Steder blev bragt i Forslag, isr ville Erik Tauber gjerne have
hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brdre vare meget
opoffrende med at tilbyde hende Hjlp, saa hun var i Tvivl om, hvad
hun skulde vlge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen
Magt over hende, at hun besluttede at nedstte sig i Roskilde.
Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod
under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brdre ogsaa
saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjlp.

Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa
til Sjlland. Det maatte skee til Ss, thi saa lidt end Moder turde
beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods,
at der ikke kunde tnkes paa at fre det over Land. Der blev altsaa
gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I
Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem
vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som
Trkskiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende
som have prvet det. Isr Studenterne var henviste dertil. Vilde de
hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med
Modvind og S.

Det var ved Midten af April 1834, at den svre godmodige Skipper
Halm var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille
faderlse Familie under sin Varetgt. Det var deiligt Foraarsveir,
al Sorg og Sygdom var forsvunden -- af mig at sige -- Humret var
udmrket. Situationen magels interessant, den store vide Verden laa
jo aaben.

Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrden sidste Gang
forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjre hjemlige Egn,
gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa
godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rrskove, hilste endnu engang
alle de uforglemmelige Bakkeskrnter og Skovvige, og fik saa Fod paa
den lille Seilers fuldtstuvede Dk.




TREDIE KAPITEL.

ROSKILDE.


Frend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i
Kjbenhavn, selvflgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjrte
var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Ssters Sorg, og der var
meget at faae lagt tilrette.

Conferentsraad P. Mller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa
Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid
hen med at hnge i Vinduet, og det frste der mdte mit ie var den
alvorsfulde Bygning derovre.

Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vgtere der, for at faae deres
Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vgtere, at de ikke
blot fyldte den svre Porticus, men som en Bisvrm svvede langt
ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets
middelalderlige Ornat: en Lderkabuds som en omvendt Potte, en
lang plump Kofte med et gult Lderblte om, og paa Nakken det fle
Morderredskab med det skjnne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter
af dem, de gamle nu glemte Vgtere har altid vret en Skive for
Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.

Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den ttte Vrimmel
af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rdkoftede
og knskindbuxede Sjllndere, formummede Slgekjllinger, svnige
Droshker, og den endelse Rkke af Vogne lssede med al den Proviant,
kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et
evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Lier af som de
festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store
Verdens rastlse Travlhed.

Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af
det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjrende
frstegang at vre i det kongelige Theater. Dertil blev, som
sdvanlig, Elverhi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa
seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder
forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Hide, udfrt
af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet;
det gik mig som det gaaer mig endnu. Min Natur er nu nieseende
tiltrods for at Flelsen kan vre hit stemt. Jeg kunde ikke finde
mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talest, de slbende
effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstvler, al den Mangel paa
frisk Liv og virkelig Hihed, og saa de legetisagtige Decorationer.

Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjnne Taler over den skjnne
Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles
Arrangementer; jeg har altid nsket, at de Mennesker vilde lade alt
det Vsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som
muligt, men vre som naturlige Mennesker er og tale af fuld Flelse
som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrnke sig
til at betegne Scenen med et skjnt Bagtppe. Som Hellenerne gjorde,
det er jo det disse hie Muser lre, naar Tppet gaaer op. Det
kommer af, at De for sjlden besger Theatret. Man lever sig ind
deri -- bemrkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham
over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg nsker ikke at leve mig
ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tnkt saaledes over alt
dette, ligefuldt stdte dog det samme mig.

Saa var det den 10. Mai 1834, at et hit Flyttels agede ud af
Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige
siddende foran paa en Sk. Pigen var vor Veninde, hun havde af
Kjrlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke
med saadan Kjrlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift
med en flittig og trofast Skrder, og lnnede hende dermed for hendes
Hengivenhed.

Vi kjrte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den
rde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den
blanke Fjord og dens skovkldte Nsser.

Da vi holdt udenfor det rde Hus paa Hjrnet af Graabrdrestrde og
vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille
Have, og saae alle Trer saa hvide og rosenrde af Frugtblomster som
en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besvrligheder
glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de
Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Nste Dag
skulde Moder og Sster flge efter med Dagvognen.

Den Nat brndte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerd, thi
Slottets Brand indtraf 25 Aar efter -- og at Morbroders Hidsighed ved
denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for
vor Familie den srgelige Flge deraf. Det var saa nrved, at det var
blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der
allerede var udseet en Bolig til os, og den brndte.

Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var
denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod
megen Sttte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var
Stiftsprst ved Vall Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var
i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i hi Grad
elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var
dette skjnne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine
rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.

Men tilbage til Roskilde, min Slgts minderige Hjem.

Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af
jydsk Naturskjnhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig,
det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end
Kolding.

I Skolen blev jeg og min Broder henviste til nstverste Klasse, og
det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min
Plads som den tredie i dette Hold.

Den frste var den altid i sit Arbeide som i sit Vsen fuldfrdige
Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved
at vre den tredie, da de vrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds
og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid bekldt samme jvne
Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt iflge det Forbehold,
hvorved min Selvflelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden
Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet ieblik tvivlede
om, at mit indre Menneske stod hit over enhver Formands, hvorlidt
jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Vrd egentlig bestod.

I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet
et af det Slags Drengevenskaber som kan nrme sig til det Svrmeri,
hvormed unge Piger tidt elske hinanden. Carl Liebe blev nu den anden,
hvem jeg kom i et saadant Forhold til. Da nu Alderen var skreden
noget frem, hvorvel man endnu var i Trien, bestod vor Fortrolighed
i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer
vi svrmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men
han bar paa et flammende Hjrte, og jeg maatte for ikke rent at staae
tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.

Min anden Ven, men ingenlunde saaledes erklret, kun i et ligefrem
naturligt kammeradligt Forhold, var min nuvrende kjre Svoger, Sren
Thrige, i alle Maader en Modstning til Carl Liebe. I Skolen var han
et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto
nrmere.

Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den verste Klasse,
der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i
Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var
der adskillige, der vandt mit Hjrte og som jeg flte mig ret ved at
kunne knytte mig til.

Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa
afgjrende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer
tilbage til ham.

Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og
Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende
Medlem af Folkethinget. Han udmrkede sig ikke i Skolen, men hans
venlige og trofaste Vsen gjorde mig ham overmaade kjr.

Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Ftter, hvis praktiske Evner,
maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre.
Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad,
en Idrt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen
Smandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblste Skrnter og
yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjl med alskens
frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at
bestemme Kursen efter enhver Landkjending.

I Skoletimerne havde min Lrer ingen Glde af mig. Min Efterladenhed
og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg
forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde
for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optier, som den Slags
Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang,
da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til;
lste enhver Bog der faldt mig i Hnderne, dannede mig adskillige
selvstndige Studier, og fremfor alt selvstndige Meninger, som jeg
ikke forsmte at forfgte som videnskabelige Resultater. Der var
ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og
ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der
skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod
fortrffelig at benytte ieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til
ngstelse.

Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lrere. En
Adjunkt Hansen, som skulde lre os Christendom og Mathematik, var
ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand
og havde flere Interesser. Han lrte mig Botanik, der saa lidt som
nogen anden Naturvidenskab hrte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen
at strife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora
Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa
Ryggen at blive borte i Moser og Grfter, flge Bkken gjennem tykt
og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i
den Skov, og blive liggende ude paa Skrnterne med de vide Udsigter.
Saa blev der ingen Tid til at tnke paa Lectier og Stile for den
der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjres i
Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente
paa Lrerne, der ogsaa kom for sildig.

En anden Adjunkt, Agerup, en hist elskvrdig og aandfuld Mand, der
dde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener
tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede
Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at hine sig
over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svrt,
men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde
modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder
var med; vistnok fordi han var tilstrkkelig beskjftiget med sit
Skolearbeide, som han besrgede ganske anderledes samvittighedsfuldt
end jeg.

Mit Forhold til ham har altid bedrvet mig, gjr det ogsaa nu, da
han er i Evigheden, endog langt mere end fr. Jeg har ikke vret ham
saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang
jeg tnkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tnkte for lidt paa
ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lgge
Mrke til, at han trngte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det
heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig
om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede
Kjrligheden, og jeg skrev i min kjrligste Tone.

Han flte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig
selv i mrk Belysning, blev de strke og tidt pudsige Udtryk, som han
brugte derom, til noget mere end Spg. Han var den af os, der mest
lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.

Moder skiftede altid Vind og Sol fuldkommen ligelig mellem sine Brn.
Hvad hun i sit Hjrte tnkte om mig, er jeg ikke istand til at sige,
end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt
Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms
Dage har nret en Del ngstelse for mine farlige Veie, sagtens da
endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte
mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa hit. Christian trngte
derimod til at stttes, og naar han sad med sit krllede Hoved paa
hendes Skulder, og sagde: Jeg vil vre hos Moder, for hun holder
mest af mig, var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste
Sn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjldende
til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familire Talemaade at
kalde ham vor flles.

Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg
havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de
unge Piger vrdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg
var i den lrde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun
een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nrmede mig til hende
kun med rbdighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige,
Sster til min Svoger Sren.

De hrte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet
Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god
at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mdre, hvis
kjrlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til
saameget man behver.

Den ldste Datter -- ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift
-- var Srens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og
elskeligt Vsen. Det var hende vi med rbdig Forundring hrte om,
at hun havde vret den Blonde Rene, som Poul Mller besang for
sit smalle Liv og sin Jomfrugang, og som vi nu saae som den, der
dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest. Men hun dulgte
visselig ikke sit af mild Kjrlighed spillende Ansigt, det var i hi
Grad vrdt at see.

I hendes Bolig i Rectorgaardens verste Etage med den store Udsigt
over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel,
havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden
Gang giftede sig med den hist eiendommelige og i vor slesvigske
Politik saa hderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til
Kiel, hvor han var Professor.

I Skolen var Bloch en mrkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at
han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen
af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trnge til; kun i
en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder.
Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end
at hans ubehjlpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som
Faders morsomme. Vi nnnede ikke at bedrve ham, men benyttede os
dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen
og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os
over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lrdom havde han, men at
han egnede sig til at give sine Disciple Kjrlighed til den skjnne
Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at
en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og
mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget
mere Aand, og vre bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde
udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags
Filologer, dertil stode de det bevgede Liv og naturlig Tale for
fjernt. Hvilket ogsaa viste sig i, at de langt mere svrmede for
latinske Snirkler end for Homer og Herodot.

En ganske modsat Mand var Overlreren Johannes Hage. Jeg saae
ham i en ulykkelig Periode, da han snderknust ved Tabet af en
hitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere.
Som et Kummerens Billede saae vi den rdhaarede, magre Mand i den
tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae
og vride sine Hnder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent
nok, slentrende som det fleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde
har seet; skjldte os ud for snavsede og kle Drenge, vi var, hug
os Stilebgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden,
stnnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lmler.

Men naar han tilstrkkelig havde faaet os indskjrpet den for os
ganske morsomme Sandhed, at han vilde vre fri for at hre os, hvad
vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale.
I Begyndelsen svnig og snrrende, men alt som han glemte os over
sit mne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg
ingen Lrer har lyttet til med mere Velbehag eller lrt mere af. Han
var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berrte, faldt alt gammel
Skoleskimmel af.

Domkirken -- ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvlvinger ikke blot
Mindet om dde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det
sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa ddt som
Kongerne. Dens to Prster var ligesom Prsten ved Fruekirke af den
srgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affrdiges
med det fle Udtryk: Dden paa Prdkestolen. Det eneste, jeg veed
at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes
var Prster dengang. Mynster roser sine frste Prdkener, dog er jeg
bange for, at den Tid han lste dem op, er det ikke lykkedes hans
Tilhrere at opdage deres Vrd.

I Roskilde blev der harpet Fjerdingprdkener af, og snvlende sunget
vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand
eller gammel dv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den
verste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at
skjre deres Navne i Pultbrttet, eller tankelst at gloe paa de sre
Epitafier og Prdkestolens malede Uglebilleder.

Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 -- for
at flge min Broder, altsaa atter for tidlig -- har paa Kirkens
kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske
det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min
Confirmation, er foruden at min Tante forrede mig en Brystnaal i
Form af en Ngle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue,
hvor han srskilt lste med os latinske Drenge, hang et Europas
Kort med en mrk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af
hans Nakke; og at han til den hitidelige Dag forud havde sagt os,
hvad Stykke vi skulde hres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev
upaaklagelig lst.

Hvad Kirken angaaer, saa var det frst Architekturen der slog mig.
Den gjorde et strkt Indtryk, skjnt jeg allerede dengang undrede mig
over, hvor skjve og uregelmssige Hvlvingerne ere. Dernst var det
Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og
Orgelet.

Det frste blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann,
en egen gammel Bjrn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvlvinger og
som indgjd Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae
gjr, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare
Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjr et saadant Chor
saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i
Kjbenhavns Kirker, den hrtes dog endnu, da jeg var Prst der.

Og Orgelet, det fik at fle, hvem der slog det, det mrkeligste af
alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere
mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det
dog for os at hre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i
Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa
usigelig henrykte, og saa majesttiske, at det ld som gav selve
Kirkens Sjl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke
meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa vre. Han kom
en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde
lre min Sster og mig Musik. Hun lrte adskilligt, men med mig gik
det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hnde som en Aand, jeg
dog helst af alt vilde fange.

Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz,
Prsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde
en rummelig Prstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have,
god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa.
Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store
Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt
trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid
har vret, den fuldkommen rene ophiede aandelige Skjnhed, som
henstter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilflde virkelig
er det, kan jeg ikke bedmme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men
er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk
Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhrere, Trerne og
Stenene.

Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig
for ie. Vi var fra Hjrnet af Graabrdrestrde flyttet til det
gamle Bindingsvrkshus som stttet til den lille gothiske Bygning,
der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod
Provstegaarden. Der beboede vi frst den ene, siden den anden af
Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Vrelser med de herligste
Solnedgange.

Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad
jeg kommer til i nste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var,
blev det dog ikke saa lidt sgt, baade af ldre og Yngre. I en lille
By, hvor man mere frit kan flge sin egen Lyst, er i Almindelighed
Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstder, og om
Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var
der dog nok af mrkelige Skikkelser, som mine Tanker mde, naar de
sge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse
paa mit Liv til at det kan lnne sig at omtale dem.

Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg
dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg
ndt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelrdommen og
dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at
jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrrer Afgangen
fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt
endnu opbevaret det selvflgelig i den skjnneste Latin affattede
Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September
1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik
kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de frste
Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis
ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmrkede mig i
adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage,
vilde jeg ikke engang have kunnet gjre saameget Regnskab for denne
Overgang i mit Liv.

Medens altsaa de lrde Prstationer for strste Delen er slupne
bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjrslen til
Kjbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi optim spei
adolescentes var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi
kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig
som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med
et omnia mea mecum porto, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte
snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige
Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Mller med sin
sdvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistvrelse istand til os,
som blev min Broders og min frste Bolig i Kjbenhavn.




ANDEN BOG.

UNGDOM.




FRSTE KAPITEL.

THEOLOGI OG STHETIK.


En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket
forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller
Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers ine, men ogsaa
i Ens egne ud som var det en mgtig Forskjellighed, dog maa man
tage sig iagt for begge Slags ine. De er meget ungdommelige. Jeg
troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan
forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.

Heller ikke var jeg endnu frdig med det Prliminre, paa Dansk,
Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det frste Aar endnu
tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hrte
Historie, Hebraisk og noget hiere Mathematik, og en filosofisk
nste Sommer, hvortil hrte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til
Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen
Haand, kunde det fre til Udmrkelse.

Jeg tnkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang,
som man ikke turde forsmme, at da det var morsomt at komme sammen
med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine
Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lrdommen dog havde
faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere.
I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed
Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom,
fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige
Bger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag --
en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende
Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev
saa overfyldt baade af ldre Studenter og ikke Studenter, at vi, som
var de mindste, blev presset ind mod Vggen eller maatte krybe op i
Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med
Udmrkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.

Det sidste Efterslt af Skolelrdommen var altsaa bragt i Lade, og
jeg stod overfor Livets store Sprgsmaal: Hvad skal du blive til?

Nu maatte min Sjls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde
vise sig, om der var nogen Sandhed i den Rst, der altid havde
hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog
noget selv! Hvad vilde jeg da?

Ungdomsdrmme er Anelser om et hit Maal, men hvilken Skikkelse
Maalet har, hvilke Veie der fre til det, og hvor Foden skal sttes
Skridt for Skridt, forstaaes frst naar Maalet forlngst er valgt.
Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vlge? Hvor
ligge dine Evner? Hvad vil du vre og blive til?

Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv
vidste ingen Ting. Mine Idealer havde vret Drmme, der nu svandt for
Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive
Kirkens Mand.

Men hvorledes bliver en saadan afgjrende Sag kundbar for et famlende
Menneske? Jeg tnker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som
spde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom
i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog
kan det have vidtrkkende Flger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da
han saae den Dreng, hun havde fdt ham, udbrd: Han har et Par gode
Nver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prdikestol.
Tilfldige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjlen er Sangbund for
dem. Dette maa der have vret hos mig, thi skjnt jeg ikke kan
indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den
Forestilling, at jeg skulde vre Prst, saa var den dog, tiltrods for
Mangel paa Christendom, allerede fstnet hos mig i min Skoletid.

Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller
forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig
paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i
Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet
derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu
mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om
dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig
for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig,
dog har faaet det.

Ligefuldt kom der Betnkeligheder, da Afgjrelsen skulde trffes. Man
har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky
for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betnkelighederne
bestod ikke just i ngstelse for det hellige Kald, det forstod jeg
mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde vre saa meget
andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir
ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og lste i min
hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men
jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.

Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg
sgte Raad hos, var en Jde uden Religion, og en Mand, som andre
mindst vilde have sgt til. Men han havde vundet mit Hjrte, jeg
troede paa ham.

Der var i Studenterverdenen en i flere Slgtled velkjendt Litterat,
Israel Levin, en lille svrtbygget, langarmet, platfodet Person
med et stort Hoved og intelligente Trk, en Typus paa sin forkuede
Race. Som bestandige Studenter ofte gjr, sgte han gjerne de
Yngstes Selskab, og var med sin utrttelige Veltalenhed og sin kun
altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring,
underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin srdeles Ven og
pleiede at gjre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og
den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belrende.

Da jeg saa ved hans Undersgelse af mit Vsen let kom til at yttre,
hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed,
talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Prst maa vre, hvad
Trosliv, Prdikant og Sjlesrger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg
kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori
saadan Sjlekamp blev gjennemfrt, det vilde klare mine Tanker, og
som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg flte strax,
at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at
denne aandrige Udvei laa ham selv nrmest. Saa fulgte da ogsaa det
andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til.
Hvem kunde det vre? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en
virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersgelser
forstod han.

Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter
et langt Brev til Sibbern, som jeg tnkte selv at bringe ham. Men
da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for
mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og
Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig
Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig
paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelsningstimer. Heller ikke
fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad
en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det frste var jeg
kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa
hderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blnde. Jeg kom
da ogsaa snart hit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger,
farlige nok.

Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne
gjre sig en Forestilling om dens underlige Vsen, ja, for blot at
kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevlde
ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad
vi hrte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte
sin nrmeste Livsopgave i at bygge et endnu hiere. Universet med
alle dets store og smaa Lnkamre var afsgt og klaret i Begrebet,
alle Gaader var lste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde
fuldbragt Vrket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afslret, og
Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjres og bringes endnu
videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel,
og selv blive Aandeverdenens Stormand. Vi indaandede snart ingen
anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hrte, der klang som en
Fremtidsrst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt
i den af luftige Stene til den Slags Bygning.

Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem
som den rens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin
Pande, Panden vre nu hi eller lav, blot han er den himmelske Frues
tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor
til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet
sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlrdom eller Kirkens Troslre
eller en Prsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ.
Dette mystiske Ord, der optraadte med det Absolutes Klang, glimted
gjennem enhver af vor Mesters Kraftstninger som Solens Blink i et
Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et
Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig
at vre den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at
kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys,
saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til
Analysering.

Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres.
Troen poneres, Englen sttes frem. Derefter begynder Intelligensen
at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjrteslag, Nerver og
Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun
var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly
Genius, ubehageligt berrt af Intelligensens kolde Instrumenter,
skulde give sig til at forsvinde.

Credo, ut intelligam -- vi kom meget let hen over Credo,
Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi
hittalende Vaabensvende forsmte ikke at lade den blinke vidt
henover den aandlse Verden -- aandls var den jo allerede dmt
at vre fra sthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Brn, og Folk
som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dkke
sig, hvis Blinket skar dem i inene. Ak ja, Forfngeligheders
Forfngelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere gte Vin omkring
mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at
faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa
tage mig et lngere Afsnit til at fortlle derom, inden jeg kan igjen
vende tilbage til Christendommen.

Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa
jeg have gjort min Opvartning hos de lrde Foresatte, men derom har
jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den frste Vinter beboede et
trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestrde, men om Foraaret
flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa frste Gang Nr. 4,
under alle Regentianernes Ven, den gode grnne Lind.

Min Moder var ikke istand til at understtte sine Snner med andet
end at tage imod os paa vore hyppige Besg i Roskilde. Det var paa
Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har
altid vret min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og
havde mere Lyst til at undvre end til at anstrenge mig.

Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjre Tante
Christine Mllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med
mit knappe Communitetsstipendium. Min Fde hjemme bestod af Rugbrd
med Smr paa til 1 Mark Pundet, og en Kop Kjbenhavnsk Melk eller
Regentsthe til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg
ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde
det vrige hen til Klder, var det dog ikke muligt at komme igjennem
dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have
bedet en og anden af mine Slgtninge om at hjlpe mig med en Skrder-
eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men
jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af
Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand
var i mig. I den vrste Nd kom der saa en og anden Hjlp af slet
betalte Undervisningstimer.

Endnu flgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men
ogsaa naar jeg forlngede mine Vandringer til Dyrehaven og de
andre Kjbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa
Bevrtningssteder, men havde hellere mit Smrrebrd med i min
Botaniserkasse.

Paa disse Vandringer vnte jeg mig til at lse gaaende. Dosseringerne
ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke
regnede. Jeg har paa de Veie lst mange Ting, ikke just lettere,
helst det strenge og vidtlftige, som Hegels Forelsninger,
sthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes
Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager,
hvoraf isr Farvelren beskjftigede mig meget. I en senere Tid har
jeg ogsaa indtaget en stor Del af Sren Kierkegaards Skrifter paa
gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhie Indtrykket, naar jeg
lser ude. Omgivelserne danne en skjn Ramme, og de Drmme der under
Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de
gjennemtrkkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Lsningen er
opfyldt af.

Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den frste
der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde
selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod
til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den
godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader.
Han kunde ogsaa vre ganske rolig, til ikke at betale en Gjld havde
jeg altfor lidt Erfaring.

Men min kjre Moder kunde ikke vre saa ganske rolig. Saameget
hun end havde lst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor
Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa
lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle
Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bgerne paa
Bordet lettelig kan bevises at vre.

Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til
at give sit Billede helt, og vi vbnede os med filosofiske Fraser.
Men Moder kunde ligefuldt med fuld Fie svare: I mener det ikke. Hun
tnkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente;
men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode
Grund til ikke at ville hre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid
var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig vret.

Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min
hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han vret for strk. Men
jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg
ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversttelse udenad, og
var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage
til sin klangfulde Bas i Stumper af Macbeth, Othello og Kong Lear,
heller ikke mindre i det mindste i Aanden at stte sit Liv til for
Desdemona og Imogen.

Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke srdeles godt.
Oehlenschlger har aldrig ret vret min Mand. Jeg savnede hos ham,
hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og
Lidenskabernes Kogekjedel.

Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Mller hist, saa lidt
han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med
Christian Winther, som var Datidens udkaarne, nsten eneherskende
Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som
jeg anvendte paa de strste Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt,
hvad jeg lste af skjn Litteratur, og i den Tid lste jeg overmaade
meget i den Retning. Siden har jeg lst meget lidt udenfor mine
videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens
bevgelige Hav, men ellers mest maattet tre paa Indtrykkene fra
Ungdommens Dage. Selv at forsge mig som Digter, var der i den Tid
af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudflelse af, at det
nogensinde kunde skee.

Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket.
Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den
forunderlige drmmende Lediggang, som jeg led saameget af i min
Skoletid, aflagt, har vret overordentlig flittig i al boglig Kunst.
Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til
mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae
mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes
i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjre sig frdig paa
tre Aar, som Professor Clausen overrakte os. Jeg sled i den hegelske
Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsmte heller ikke de
skjnne speculative Vrker, hvori hans Disciple af christelig Retning
sgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i
klarede Strmme gjennem Nutidens Hjrner. Stort troede jeg ikke paa
nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til,
og jeg gjorde min Pligt med at lre Kunststykket. I Flelsen af, at
det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en
Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i
Haab om dog om muligt at kunne gjre Clausens Anvisning Fyldest. Et
ganske forgjves Haab, Gud vilde det anderledes.




ANDET KAPITEL.

FAMILIE OG VENNER.


Ungdommen er Venskabets Tid, i det vrige Liv maa man hovedsagelig
leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage.
Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan
skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige,
de maa frst undergaae en Omformning, fr de blive brugelige for
Livet, og de fleste smelte bort under den. Frst er man henvist til
Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.

I den frste Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en
Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjrte med
Dagvogn til Prst, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, frgede
over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fstnes
til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi
ogsaa varmt nok fstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae
det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.

Faderen, Daniel Smith, en Broder til min Moders frste Mand og
min Faders Collega i Roskilde, lod sin Tunge lbe med ubegribelig
Hast, i Latter, i alskens ungdommelige Historier og i rrende Tale.
Snnerne var alle hjemme i Ferietiden, og gjorde hver deres Talenter
saa hirstet gjldende, at man kunde blive bange for, de ovre paa
den sjllandske Kyst skulde troe, der i det stille Stege avledes
Revolution i de hede Sommerdage. Saameget mere som der endnu var
strkere Ferment.

Dttrene havde samme Tungegaver, og selvflgelig varmere Hnder at
gesticulere med og varmere Blikke til at brnde Foredraget ind med.
Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det
havde vistnok vret bedst for ham, om han havde pleiet den Flelse
for den ldste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun
nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog
ikke Mine? Svarede han srgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa
mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.

Efter en fjorten Dags Tid drog vi videre til Lolland paa nye
Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu
var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa
Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besgte ham, var hans
sextende Barn kommen til Verden.

Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djrv og
morsom. Efter sit varme Hjrte og den Kjrlighed han havde havt til
vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru
indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og
saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Smmene. Vore
Fttere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjrter,
men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget
af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen
Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for frste Gang at
see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.

Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Trk omtrent i samme Form, men
siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Brn. Denne
Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed,
var i en anden det tragiske Element i den.

Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmrket sig ved sit litterre
Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra
en ung Alder vret Lrer ved Landkadetakademiet, og da den militre
Hiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den frste Bestyrer.
Han var militr Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med
sin klare Tnkning, sit hurtige Hoved og sin Trang til Fremskridt
arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede
en militr Lseforening med tilhrende selskabelig Sammenkomst,
og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tnke sig,
Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den
sjettes Tid! Endog endnu vilde det vre forfrdeligt.

I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke
bevare den lnge. Bestyrelsen af Hiskolen var delt mellem ham og
Abrahamson som Undervisningschef. Abrahamson gjorde sin Myndighed
gjldende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i,
de var begge regjerende Aander, og stdte saa voldsomt sammen, at
Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke niere, om hvilke Punkter
det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at
fremgaae deraf, at Kongens mgtige Yndling fik samme Straf som han.
De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef
i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en
gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en
Stilling svarende til hans Evner, hans rgjerrighed var knkket, hans
litterre Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv
delagt.

Hans Hustru var et saa eget Vsen, at man ikke skulde troe sligt
kunde findes. Hun og hendes Sster, Forpagterkonen paa Lolland, var
Dttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjnheder,
fine, elegante i sydlandsk Stil, skjnt deres Navn, Aasen, synes
norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig,
dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let
forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke
Broder, Smanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den
frste, Margrete, var i den sentimentale blufrdige Retning, den
anden, Marie, i den lattermild sandselige.

Da jeg lrte Tante Grete at kjende, nrmede hun sig allerede til de
halvhundrede Aar og var Moder til elleve Brn, hvoraf den yngste
var ti Aar, men var endnu en Skjnhed, slank og fint bygget, med
regelmssige smalle Trk, hi klar Pande, ravnesorte Haar og et Par
mrke, overvldende store ine, som naar de svrmerisk opsloges, saae
ud som en Helgens. Hun bevgede sig stille og afmaalt, talte med en
fin smgtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke
ligne hende ved andet end den hvide Dame. Hun var svag og nervs,
og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hun kunde ikke taale at
see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Brn,
der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grnt,
sagde hun; og en af hendes egne Dttre, der var lidt forvoxen, holdt
hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens
hendes Svoger hjalp hende af Vognen: Det maa du love mig, Christian,
at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke
taale. Han forsgte selvflgelig med Vittigheder, hvad der ikke
kunde gaae med Modsigelse. Sine Brn forgudede hun -- kom og lad
mig see min deilige Datter! Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og
det kan ikke ngtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i
hendes Aandeine, tog det sig ud.

Ivrigt var hun forstandig, havde megen Skjnhedssands og frte et
smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse,
fandt man hende elskvrdig, og hun var meget kjrlig mod den der
ikke var hende imod, hvilket jeg nd godt af. Jeg holdt overmaade
meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med
hende.

Den ldste Sn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde
gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det
forstaaer sig, Talenter staae frst deres Prve i Livets Arbeide,
og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom
lidenskabelig, spillende bevgelig i Aand og Hjrte som i sit fine
elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld,
vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte
til den som til Musik. Han kunde gjre en Flok Brn forrykte af
Glde, naar han med sin uudtmmelige Opfindsomhed tog sig for at
fre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke flelsesfulde eller
komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som
ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade
Vaudeville-Tid.

Saa var han saa flelsesfuld, at naar han med sine livfulde
Bevgelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjrteligt
Ord, stod Taarerne ham i inene, og man fik en Fornemmelse af, at
han kunde stte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der
ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang
sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede.
Han holdt i et politisk Selskab en Tale for den demokratiske Aand i
Folket, hvorfor han blev forviist til Holsten. Skal Hren fres mod
Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden, sagde han, jeg kan ikke
svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjmpe mod mit Folk. Og jeg troer
ham til, at han havde holdt sit Ord.

Saa var han saa arbeidsom og niagtig i sine Studier, at han
udmrkede sig ved enhver Prve, og blev en af dem, der bidrog til at
kaste Glands over den nye Hiskole. Denne havde i det Hele i sine
frste Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Lsse, der
i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andr osv.
Allerede i en Alder af 27 Aar var han Captain i Ingenircorpset,
tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en
nie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.

Hans hele Temperament havde frt til adskillige Udskeielser i
erotisk Retning, en Kjrlighedshistorie med en ikke jvnbyrdig Pige
forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover
i Forening med den voldsomme Bevgelse, Frihedsforhaabningerne i
1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjlelse, han havde paadraget sig
ved Ingenirarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig
til Lungetring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i
Sommeren 1840 til Madeira, men vendte nste Foraar dende tilbage.
Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog:
Fortllinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning.
Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Lsebgerne. Hans Ven
Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham;
selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Sn, Axel, var i
alle Maader mere jvn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som
Eskadronschef god Tjeneste i den frste slesvigske Krig, og lever
endnu med sin Familie i Kjbenhavn[2].

 [2] Er dd efter at dette blev skrevet. Udg.

De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede
Hjrne, der kunde lre alt, hvad det skulde vre, og saa hurtig det
skulde vre, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien
Sands for, men ogsaa saa strke Lidenskaber, at det kastede en Skygge
over deres Liv. Otto dde som Rector i Horsens, temmelig nedbrudt paa
Sjl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men
uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjrlighed, sin Dd af
Brystsyge i Neapel.

Dttrene var ligesaa mrkelige. Ilia, som var tre Aar ldre end jeg,
bar allerede, da jeg lrte hende at kjende, paa det Hjrtesaar, hun
aldrig forvandt, som vel endog blev svrere med Tiden, og maaskee
var det strkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var
kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig
smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var
saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede
blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjldte aldrig hendes Flelse,
skjnt Adolf, som ikke havde Betnkelighed ved noget dristigt Skridt,
friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar
sin Smerte saa godt, at man intet kunde mrke, naar man ikke kjendte
Grunden til de tungsindige Trkninger, der uden Anledning kunde gaae
over hendes Aasyn. Hun var sdvanlig i hi Grad livfuld, hurtig
i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer,
hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjnt udformede
Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og
havde intet af det smgtende Vsen, men mere af Faderens Trk. Hun
var smuk, men havde et eget paafaldende Vsen, og intet af andre unge
Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.

Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde,
var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Sster, der
var nrmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid
dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun
blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende
Trk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ldste Broder,
men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da
hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Vsen og sit gode Hjrte,
ogsaa de heftige Bevgelser, men hendes Interesser indskrnkede sig
vsentlig til det Familire. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de
to mellemste Sstre udmrkede den ene sig ved blomstrende Skjnhed og
hjrtelig Flsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som
lignede Ilia, ved en strk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.

Det var et forunderligt St Brn, jeg har i ingen anden Familie
seet noget saa overraskende. Maatte altid tnke, formeget baade af
skarp Forstand og farlig Flelse. Men ikke vel organiseret. Selv
de strkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som
frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig
mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjdet
baaren, enten vre den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene
for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende
det mest forsagende og sarteste Vsen, havde samme Urokkelighed. Hun
holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at vre og
at gjre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.

Medens de levede paa Hiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var
nr ved at betragte det som en ventyrverden, naar vi kom der. Den
vidtlftige Bygning -- den laa paa det nuvrende Theaters Plads
med en Kanal bag sig -- med sin store Forhal, brede Korridorer,
Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Lsesale osv., som man maatte
forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og
Familiens Talent til at stte de mest burleske Festiviteter i Scene,
fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835-36, da vi, indkomne
fra Roskilde, var med til Opfrelsen af Barselstuen og derefter
Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans
Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig
Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den
fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bre hendes Slb, en
Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.

Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et
daarligt Forhold mellem Forldrene, og da jeg blev Student, levede
de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see.
Min Farbroder var som sine Brdre egnet til at vre en god Fader og
gtemand, men konomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lnnet
Militr med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjres
Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han sgte at bde paa
sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det
gjstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjrteligste
behjlpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjre Forholdet bedre.
Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade svrere og
bittrere. De levede ikke lnge sammen i Veile, saa forlod hans Hustru
ham og flyttede til Kjbenhavn med alle Brnene, paa den Datter nr,
som hun ikke kunde taale at see.

Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans
Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjldende. Min anden Farbroders,
Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke
derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, men hun
har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin
Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mglende Prst havde Sagen
under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end
havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere
Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det srgelige,
at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.

Skilsmissen blev fuldfrt i mit frste Studenteraar, medens jeg endnu
ikke var kommen dem saa nr som senere. Selvflgelig blev det paa
begge Sider deres Ulykke, og Brnene kom til at bde for Forldrenes
Brde. Han blev en ringere Mand, og hun hentredes. Men dette kommer
jeg tilbage til.

For at fuldfre Familiekrniken tager jeg her den yngste Gren af min
Fdreneslgt med.

Jakob Scavenius Fibiger var en lille, hiskuldret Knub, som hans
Brdre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund
af hans tilbageholdende og noget ubehjlpsomme Vsen, fra frst af
ikke holdt hit i re. Men han var langtfra at fortjene det. I hans
store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og
med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige
Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids
ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke
meget, men havde dog en Del Vid, og den hjrtelige Latter tilflles
med min Fader; var ligesaa rdmusset, lys og glad, som Fader var
bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjrlig og trofast en Sjl som
man vel kunde see; ligesaa trykket af Nringssorg som Broderen --
hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet
sig som Lieutenant og havde otte Brn, vel vre andet? Men ligefuldt
den lyksaligste gtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille
ligesaa elskvrdige Hustru; og med sine Dttre, for den Sags Skyld
ogsaa andres Dttre, hngende om sin Hals. For alle unge Piger var
det en afgjort Sag, at han var sd. Han sad helst i Dagligstuen, og
regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med
Pigebrnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke,
bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rrelse
en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa
musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine
Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke
Ting med hjem.

Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjre Gamle, og
Brneflokken, der havde arvet deres Hjrtelag, var det en ublandet
Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrvrkeri som hos den
ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om
Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit
fulde glade Hjrte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema,
hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled
sig med begge Hnder i Haaret og raabte: Et Geni, det vil da sige et
Bagbst! Brast saa ud i hi Latter over sin Paradox.

Medens disse Familier var mine kjreste, fandt jeg ogsaa i Mllers
Hus, hvor jeg boede i de to frste Aar, en Del Ungdom af min
Mdreneslgt, men ingen af disse lnner det sig at omtale. Det
smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med
engelske Romaner, mest i tydsk Oversttelse -- hvorvel jeg i den Tid
ogsaa lrte Engelsk af min Ven Lgen Jens Blicher -- og Landstedet
om Sommeren, frst paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor
sterflled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i
det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.

Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa
Universitetet. Vi havde, som litterre Ungersvende sdvanlig
have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog
og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved,
Studenterkommers, Drik og sligt var i det Hele kommen saa strkt
i Dekadence i denne ideelle Periode, at der paa Regentsen kun
fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs
Collegium ganske ngtern, men desmere berusede af Kastale og dens
moderne Aflbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen
af os forstod, andre sproglig Lrdom, som kjedede mig, jeg var
ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg
skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem
Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig,
har jeg tilfldigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg
ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nr, er
omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer
ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med,
hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end
Skolelrdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men
har ikke gjort det.

De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags
kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste
Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede
sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man
vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke vre fornem. Det var
navnlig tre foruden min Uvrdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi
siden til.

Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Sn, et Srsyn af et Menneske.
Spinkel med en spd Stemme, flelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt
over alt, hvad der havde poetisk Kldebon, selv om Lemmerne derunder,
som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte
til djrvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver
Examen med Udmrkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt
Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde
han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besang den bly
Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts
og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra
Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med
de Trk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om
han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lrt de forskjellige
Trsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en
eller anden Side, uden at have bemrket, at det var Vindens Retning,
der gjorde det. Skuespillerinder svrmede han strkt for, ogsaa
Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer.
Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskvrdig, kunde bruges
bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var
han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem
Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.

Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans
Liv har vret ulykkeligt. Hans svage Legeme hmmede hans Aand, han
led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, uden forsaavidt
Eiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Prg. Han
studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker,
helst litterre, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S.
Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.

Han beboede i sin Faders Tid et Kvistvrelse i Bispegaarden, og
det var med en hitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den
store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved
et Stevnemde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hrte
nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der
overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rdmer over.
Men strax var han inde i en hitsvvende Samtale, og jeg gik aldrig
fra ham uden at have lrt noget af Poesiens Mysterier, og hvad der
for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjrlighed.

I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortrffelige Mennesker det end var,
havde de dog deres aristokratiske Anstrg, som Ludvig ganske var
fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og
Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern.
Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg
dandsede vel saa godt som de andre, men havde Flelsen af -- hvad
skal jeg kalde det? -- ikke at vre godt nok kldt. Den Bevidsthed at
vre fattig har lnge forfulgt mig.

En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Ftter, Emil Mynster. Han
var min Skolekammerad, og skjnt han ogsaa var rigere end jeg,
det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde
dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var
ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor.
I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop,
hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tnke mig, at
han vilde vre kommen til at see ud ganske som det Portrt, der
staaer foran i Mynsters Levnet -- Ordenerne ikke at forglemme --
hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ldre end jeg, og
to Aar ldre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ldre
Mands Vsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og
Regelmssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat
tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre
Filosofiens Vsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede
for, at den ikke frte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke
opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som
hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans
korte Livs Motto. Med sine kjrlige, men forstandige Flelser vrnede
han om os andre som Planter, det vilde vre hans Livs Lykke at kunne
vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte
staae i Skyggen. Han havde dannet sig en sokratisk Forestilling
om, hvad han i Guds Navn -- Nei! hvem der dog kunde tro paa en
levende Gud! -- i ~Evighedens~ Navn (det hed jo det Absolute) maatte
gjre for hver Sjl, der kom ham nr. Og han udfrte det med en
urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rrende
Kjrlighed, kun talende det Ndvendige, rolig i Vsen, men i Dybden
med en Helgens Svrmeri. Naar han var bevget, kunde hans Ansigt
faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa
henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae ine og det
vemodige Smil paa de smalle Lber i saadanne ieblikke. Jeg elskede
ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv
til endnu mere, end jeg havde kunnet tnkt mig. Han gjorde den til et
Vendepunkt i mit Liv.

Min i Virkeligheden nrmeste og fortroligste Ven var imidlertid
Andreas Peter Lunddahl, en Kjbenhavner fra Metropolitanskolen, men
visselig ikke med Hovedstadens Vsen. Hi, strktbygget, bleg, meget
lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjnt
ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevgelser, Ansigt og Lemmer saa
mrkvrdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og rres
derover, var han saa overfyldt med Kjldermnd og andre latterlige
Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af
ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som
nogen blev rystet af, hvad der kan rre.

Jeg kan nppe huske, hvor jeg frst fandt ham og Ludvig Mynster, vi
var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have
vret i mit frste Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig
og hrte spndt til, hilig oprmt over, som han siden fortalte,
at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige
begge to. Og da jeg nste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl
til Men, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske
Selskab og derfra til Fods over Falster til Berritsgaard, og siden
til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsge den yndige S
tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi
snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige,
at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg
rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg
veed, i den omtalte Komedie paa den militre Hiskole gav Gedske
Klokkers.

Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden
var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude
over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke
vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil
Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var
Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller
frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende sthetiker som Christen.
Han var tre Aar ldre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans
strre Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhve
Modstninger og gaae til Bunds i hvad der har Vrd for Livet og
stille det Uvrdige blot, har vsentlig bidraget til at udvide mit
Blik i enhver Retning og fstne mine Tanker under al den Aandernes
Strid.

Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige
Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en
Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad
jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den
tragiske Hihed hos hlenschlger, er jeg bange for, at min Flelse
ikke er slaaet til.

Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uvrdigt
Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens
Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde
Musiken, som jeg intet forstod af, strkere Indtryk paa mig end
Tragedien.

Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nieste
ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstvrker.
Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de,
der nu optages af den ldre Kunst, men der var mange Gange flere
Malerier. Fra Loft til Gulvet var Vggene tt behngte til enhver
Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Vrd, at Hyen har
gjort Ret i at stte strste Delen ud, men ligefuldt var der meget at
lre deraf. Vi lrte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede
undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtlftige Katalog fuldstndig
udenad. Det samme var Tilfldet med det Moltkeske Galleri, der var
anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkervrksted, uden at
det syntes at vre gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets
Malerier kunde vre mere vrd i Penge end et ordentligt Lokale.

Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i
Kjbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at
han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde
seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt
vidner det ikke om Kjrlighed til Kunst, og at en Mand, der var en
Frer og Mester i en Tid, hvor sthetiske Interesser overstraalede
alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans
Fdreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog
eiendommeligt.

Indtil Thorvaldsens Musum blev aabnet, var der ingen anden Samling
af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstbninger af
Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjbet, naar man
tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes,
at indtil det flygtigste Trk og den letteste Muskel var der intet,
der undgik os. gineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren
naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke lnger tilbage i Tiden
end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved
Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.

Iflge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke
fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg
kjendte endnu ingen Kunstnere, den frste, han frte mig til, var
Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin
tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske
Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen svrmerisk Time i hans
Atelier, og hrte ham ikke blot udbrede sig med stor Tnksomhed over
Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rrelse
fortlle sine forskjellige Kjrlighedshistorier. Naar han kom i
Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe,
smed sig i Sofaen og lste, for at jeg skulde hre, hvor skammelig
hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae
i en meget hi og vrdig Stilling, havde just slaaet op med ham.

 [3] En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev
 en bekjendt Maler. Dd for et Par Aar siden, hit i Firserne.
 Han bevarede en vemodig Kjrlighed til Danmark og navnlig en
 svrmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.

En Dag vi gik paa Gaden, mdte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl,
som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige
Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som --
Nu skal I see noget -- Jo! -- og trak af med os. Ved Frederiksholms
Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistvrelse, hvor der sad en lille
sygelig udseende Maler og arbeidede paa et strre Landskab, hvis Bag-
og Mellemgrund var temmelig frdig, men i Forgrunden var der kun
hensat nogle smukt udfrte store Planter. Det var frste Gang jeg
saae min siden saa kjre Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt
og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt
om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier,
og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet.
Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var
endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glde
over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.

Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den
nye Skole, som vi mest fandt vrd at hylde. Jeg har ofte hrt Tidens
store Prdikant, Biskop Mynster, men hans skjnne flelsesfulde Tale
og pompse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin,
han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk
paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod
havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af
Mynster, i hi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven
Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som
Martensen, som den der speculativt haabede at lse Christendommens
Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin
Ddsdag bevarede han en strk Tro paa den tydske Filosofie, altid
fordybet i dens nyeste Vrker. Medens denne Side af ham ikke ganske
laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde
stde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at
forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskvrdige
Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt
og kjrligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjrtelag malet i
hans spillende Trk og klare ine, og kom tilsyne i alle hans raske
Bevgelser.

Jeg hrte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prdikener efter
Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu
niagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at
hylde vor Prdikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham
male af Datidens mest renommerede Portrtmaler, Gertner; men vi var
ikke ganske forniede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne,
kom jeg ved denne Leilighed frstegang i Stiftsprovstens Hus. Til
egentlig Omgang frte dette dog frst efterat Lunddahl var bleven
forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med
en hist elskvrdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Lb desuden
den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste
litterre Personligheder, i Srdeleshed Brdrene Paludan-Mller, der
var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ldste
Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes
undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det
smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa
den Tarvelighed, der bedst smmer sig for en Prst. Han samlede alt
hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men
han bevrtede sit Selskab foruden med den hitflyvende Samtale kun
med almindelige Retter og Rdvin.




TREDIE KAPITEL.

CHRISTENDOM.


Naar man med hie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end
overfladisk Lsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet,
og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vnnet sig til
en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet
at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan
Person maatte blive betragtet med noget mistnkelige Blikke af sine
Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjrte for dem,
og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han mder
berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og
overlegne Vsen. Jeg var virkelig en trofast Sjl, og i Stilhed mere
ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at
jeg dog aldrig ophrte med at see op til de andre.

For dog ikke at vre uretfrdig mod mig selv, vil jeg anfre en
Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede
min Moders Lyknskning til min Fdselsdag 27. Januar 1840.

Kjreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom
takke dig for dit Brev, den kjreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg
seer, at du tnker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes
Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger
mig nrmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glder og Haab om flere,
saa er det ogsaa min kjreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde
gjengjlde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min
Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie,
saa fler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end
er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa
det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan
ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer
jeg nu med ligesaa store Savn, Flelse af mine egne Mangler og Haab
om Fremtiden, som ifjor, da nsten hele min Bane var mig ubekjendt.
Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den
Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for
en Moder forstaaer altid en halvkvdet Vise. Men hvad Kundskaber
og intellektuelle Krfter angaaer, som du vist oftere har hrt mig
prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste
Sag at lre mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lrt meget godt
og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betnker,
med hvilke srgeligt delagte Sjle den gode Prof. Bloch sendte sine
Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting,
men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i
denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie
er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil
gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men
tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun,
hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal
begribe det, saa maa man selv see til at gennemfre dens Regler
gjennem sin Kundskabsrkke. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og
stte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal vre, naar den i Sandhed
skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med
vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye
Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en
farlig Gjst, thi intet er lettere end at bre dens Methode med sig
som om det var en dyb Indsigt, skjnt der dermed intet virkeligt
endnu er tnkt eller flt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk
end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere
Metaphysiken. Hermed har jeg, kjreste Moder, villet antyde vor
Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens
hieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan
der vre Tomhed og Misfornielse med sig selv, dog staar det hie
aldrig naaede Ideal for ie. Thi en fuldkommen Theolog vilde vre et
Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade
paa sin Sjl.

Ved at skildre dig, kjre Moer, det videnskabelige Livs store Savn
og endnu strre Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et
Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde
sig i, da Sorger og Glder er noget ganske andet i Aandens Sphre end
i den ydre Verdens og den almindelige Flelses Sphre, men jeg haaber
dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din
kjrlige Ros, da her en fast Villie og et klart Blik forekommer mig
en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og
kun vente Hjlp fra hiere Steder. -- -- -- Derefter en Mngde om
Dagens Begivenheder og Familieforhold.

Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslgtet med mig, oversaae
helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min
Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i
Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere
imod mig. Alvorlige og rlige Mennesker som de var, med hi Grad af
ligefrem ren Flelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa
sammensat Vsen som mit, uden at kunne tnke sig, at der kunde vre
virkelig Alvor og Kjrlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde
de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive
mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig
paa, hvad der stdte ham, og dersom ikke Emil havde vret besjlet af
det ophiede Formaal, han mente at burde forflge med sine Venner.
Jeg har alt talt om dette Trk hos ham. Han tog sig for at redde mig;
han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han
havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede lnge tnkt derpaa.

Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nrmest det at
gjre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ngstelig
for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var
selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske
Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae
mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og
rlig Flelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjrte hen
i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret
deri, men i mit Vsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud.
Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte det Udtryk, at
naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. vre Advocatus
diaboli.

Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere,
end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjre Ytringerne
saa strke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa
ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og
med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betnkeligheder
gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det
ndvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har
villet vre ensidig, tvertimod har Natur til at flge en forstandig
Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.

Hvad vrre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Flelser og stille
deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, srdeles som en Kjender
analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de
Tider, jeg dybest skulde have flt alt dette, havde havt mine Tanker
andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget flelsesfuld Kreds,
og kunde ikke undgaae den Forfngelighed gjerne at ville vre med.
Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let.
Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang rgerlige
paa mig.

I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder,
som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg
vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham
et Brev til, som i Virkeligheden var medflende nok, men dog var
skmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min
Vane, at jeg udtrykte min Flelse paa en barok Maade, der skulde vre
humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende
af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sdvanlige kjrlige og
skjntformede Stil, takkende mig for, at jeg tnkte paa ham og sagde
mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trngte til
Venners Sttte. Det rrte mig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab,
men kunde dog ikke lade vre tillige at forklare, at jeg havde Mistro
til det tydske Venskabssvrmeri som noget vel sdt. Denne Traad optog
han og viste mig udfrligt og smukt, hvad Betydning i en snderrevet
og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde
lrt, og belagde det med skjnne Citater af Schiller. Vore Breve
vexlede hurtigt, og jeg flte min Uret.

Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev
afgjrende for mig. Mellem ham og Ftteren bestod der et saadant
erklret svrmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nrede i
samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phdros.
Intet er for mig mere rrende end den lange Brevvexling mellem dem,
fyldt med den mmeste tungsindige Kjrlighed, som nu efter begges Dd
er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden,
sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk
at undersge dem sammen, og lgge Planen til, hvorledes Brevskriveren
kunde drages ind i deres Kjrligheds Mysterium og derved frelses,
thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var
udkastet efter.

Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun
at der var talt om christen Kjrlighed, og berrt den Ting at bede
for hinanden. For Ludvig har det vistnok vret mest magtpaaliggende
at paavise et Charactertrk hos mig, som gldede ham. Men Emil var
ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nrmere
undersgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at
foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds
Haand.

Da dette er et Vendepunkt, som har afgjrende Betydning for hele
mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjre mig Regnskab for, hvorledes
det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevget
ieblik, i Flelsen af, hvad min Ven -- i samme Stemning som den
Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv -- jvnlig ytrede om sin
inderlige Trang til Gjenkjrlighed. Jeg havde i strke Udtryk tilbudt
ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han
var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religis Henseende, vret for
vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bre det, jeg
flte, at jeg ~christeligt~ ikke kunde gjre Fyldest for dem. Jeg
var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der
fortjente, at mine Venner satte mig saa hit. Ludvig sendte som sagt
Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse
Forholdet ved at anfre, hvad Emil svarede:

Tak, min kjreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det
rene mandige Hjrte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget
den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der
vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som
en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu,
men jeg veed ret vel, hvad der er die Forderung dieser Tage for
mig, og jeg flte en uendelig Glde derved. Ved intet kunde du bedre
hve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder
mig[4], end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjn Bn, der
kan strmme ud af hans Lber, og jeg har gldet mig uendeligt over
Bnnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder
eller fler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsflelsen
vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i
Form af en let Bn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende
sig, jeg veed ikke ret, hvor det re er, som skal hre Bnner og
tage mod Taksigelsen, men alligevel fler jeg mig dog Gud nr i
Arbeidets friskeste ieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtil
videre. -- Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede
mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en
livls Bogorm og flte mig trykket i hans Nrvrelse, men nu skal
jeg for Fremtiden modtage ham med Glde og med Kjrlighed, uagtet
jeg vel troer, at Venskab og Kjrlighed aldrig vil kunne komme paa
Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mrke til hans alvorlige
Religisitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde
skaffe sig Plads i hans Bedmmelse af Hverdagsfortllingerne, af
Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg re og elske ham for alt,
hvad jeg fr har forsyndet imod ham. --

 [4] Han var endnu i Roskilde.

       *       *       *       *       *

Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra
en Julereise til Roskilde, og sgte om Aftenen til min Ven. Han tog
Brevet frem og lste de paagjldende Yttringer for mig. Det er altid
en svr Sag at hre sine egne Ord, og medens han lste dem, stod det
hele klart for mig. Han behvede ikke at tilfie noget, sagde heller
ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine:
Kan du fle dette, og gjre dette, er det stort.

Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, at mine Ord vare for
strke, at de maatte ikke tages altfor bogstaveligt. Christelig
Kjrlighed er en saa stor Ting, at det ingen Skam er at bekjende,
at man ikke er kommen vidt med den, og en Bn lykkes saa sjelden,
selv for en god Christen, at blot et nske eller et Lvte om at
bede for en Ven, allerede har Vrd nok, naar det ikke er falsk, og
dette var det ikke. Heller ikke var jeg uvant med at bekjende mine
Skrbeligheder, jeg var tidtnok bleven ydmyget af dem. Snarere,
langt snarere var denne Udvei mig altfor smaalig, altfor uvrdig.
Bekjendelse af min Uret var mig endnu intet, det Forfrdelige, der
faldt over mig, var, at jeg havde den Uret.

Der er ieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord eller en ringe
Tildragelse staaer i Tankens Mrke hele Hrskarer af Aander, der alle
med Lueblikke som Dommens Engle pege paa denne stakkels forbigaaende
Sag, og alle hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjlens
Hvlvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt Livs bitre
Kalk til at flyde over.

Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst det, at jeg havde
Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde staae for en rlig Vens
ine; og jeg var dog aldrig naaet til at gjre Bod derfor. Gud
veed det, og jeg vidste det selv, at jeg elskede mine Venner, og
elskede mange Mennesker, foragtede ingen, men mit Vsen havde vret
overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige Ord, der havde
vret letsindige, saa jeg kunde gribes i dem! Nu kunde jeg ikke
lnger bre det. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i det
jeblik ikke, hvad jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af
Skam. Ud i Mrket med det Menneske, som ikke er vrd at vre i Lyset!
og jeg foer ud i Mrket, mens min Ven stod forbauset tilbage.

Jeg drev lnge om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori ingen Tanke
kunde bringes til Klarhed. Jeg sgte hjem til min fattige Regentshule
og kastede mig i Mrket paa min Sofa. Jeg vred mig som et anskudt
Dyr, turde ikke rre mig af Stedet, og var dog opreven af den
rdsomme Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort
for at bde paa min Skam, noget der kunde ligne et Skridt til at
afkaste mit brdefulde Vsen.

Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste, at min Ven gik
tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt. Men det var mig umuligt at
lade Natten gaae uden at see ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham,
og hvor uvrdig jeg var dertil. Jeg lb og ravede som et Spgelse,
jaget af en hellig Magt, hen til ham, famlede opad Trappen og bad
ved hans Dr at komme ind. Som han aabnede Dren og stod der halvt
afkldt i Lyset, saae han for mig forkomne Stakkel ud som en Prst,
der aabnede en Helligdom, jeg aldrig fr havde turdet betrde, saa
tidt jeg end havde siddet i hans lille Stue.

Jeg kan ikke, nei, jeg kan ikke finde Ro, fr jeg har sagt dig, hvor
hit jeg elsker dig, stnnede jeg og faldt ham om Halsen og kyssede
ham. Det var frste Gang, det var skeet mellem os. Det er det
eneste, jeg nu trnger til, jeg skal ikke sige mere. Og jeg troer
heller ikke, der blev sagt mere. Lad mig saa gaae, sukkede jeg, og
hans Bevgelse var ogsaa saa strk, at han for sin egen Skyld ikke
turde holde paa mig.

Jeg gik, og den Nat tilbragte jeg i virkelig Bn. Jeg vede mig i
den store Kunst at bede. Jeg lod mig ikke afskrkke af, at det i
Begyndelsen gik maadeligt nok, jeg begyndte altid forfra igjen, til
jeg fandt, at det lykkedes mig at udse alt mit forpinte Hjrte for
min Gud og Frelser. Og altid blev der mere, jeg trngte til at klage
for den evige usynlige Fader og for den hellige Frelsers Aasyn.
Og der kom mange lange kolde Vinterntter, da jeg i bestandig Bn
vltede mig paa mit tarvelige Leie. Der var et forfrdeligt Syndedyb,
det var ikke til at udholde at see ned i; derom var der intet andet
at sige end: Vr mig Synder naadig. Hvad der er gjort, kan ikke
gjres ugjort, jeg maa bre Skammen, og du faaer at bre over med
mig. Jeg er den ringeste af alle Syndere, og det flte jeg dybt nok.
Der var ogsaa et uendeligt Dyb at see ind i af fromt Haab: derom
kunde jeg ikke sige andet end: Fader, gjr ud af mig, hvad du vil,
jeg selv kan ikke andet end byde dig et villigt Hjrte. Og det vilde
jeg. Det var en virkelig Bedrvelse efter Gud, som virker Omvendelse
til Salighed.

Og min Bn blev hrt, Saligheden kom, Guds Aand snkede sig naadig
i min Sjl, uden at jeg i mindste Maade kunde fatte, hvorledes det
kunde skee. Der kom Glde, usigelig og uudtmmelig Glde, som om alt,
hvad jeg flte som Kulde og Mrke for bestandig var svundet. Det kom,
somom hele mit Indre udviklede sig og gav Rum for en hellig og salig
Luft.

Mod Morgen faldt jeg rimeligvis afmattet i Svn. Men allerede den
frste Morgen reiste jeg mig med den fulde Flelse af, at det Gamle
var forsvundet og alt var blevet nyt. Og hver Dag der gik, vnnede
jeg mig mere og mere til at regne hele mit foregaaende Liv for et
Mrke og en Kulde, jeg hverken vilde eller kunde have noget at gjre
med, ja, som jeg ikke engang havde et saa tydeligt Begreb om, at jeg
ret vidste, hvad jeg kaldte idel Mrke. Jeg vilde intet vide af det,
jeg vilde fuldkommen glemme min Syndigheds Stand, begynde aldeles
forfra.

Tilbagefald kom der selvflgelig nok af, forfrdelige og
ubegribelige. Men jeg tog dem med den Tanke, at nu var der atter
Mrke, og intet kunde gjres, intet tnkes i det. Saa brd den frie
salige Flelse atter frem, og jeg vidste igjen ikke, hvad Mrket
var. Dog var den frste Nat altid Frelsens Time for mig. Der gik
mange Aar hen, og altid vedblev det at staae for mig, som kun Mrke
laa bagved den, som var i den et Grndseskjel af en frelsende Haand
skudt ned midt i mit Liv. Aldrig har jeg heller mistet denne Flelse,
jeg har formelig levet af den idetmindste i den tidligere Del af min
prstelige Virksomhed. Og endelig, da jeg som ldre Mand har taget
mig for dybere at undersge mit Livs Bevgelser, har det havt stor
Vanskelighed for mig at gjre mig tydeligt, hvorledes jeg egentlig
har vret fr den Tid. Jeg kunde ikke komme til at gjennemleve det
saaledes som man maa det for at fatte det svundne. Saa grundig havde
jeg faaet det ud af mit Sjleliv, og overhugget Erindringens Traad.
Jeg har formelig maattet studere de Feil jeg har, for at stte dem
sammen til det, der maatte ansees for Hovedindholdet af det gamle
Vsen. Og heldigvis -- i den Henseende, ellers uheldigvis -- slber
man da altid Unoder nok med sig gjennem hele Livet, som dertil kunde
benyttes, en Levning af Ondskab.

Hvad var det da, der skete med mig?

Jeg har ingen Grund til at tvivle paa, at det var den Omvltning i
Livet, som i den christne Menigheds kraftige Tider ofte forekommer,
isr hos dem, der af en eller anden Grund har vret fjernere
fra christeligt Sjleliv; at det var en Opvkkelse, Omvendelse,
Gjenfdelse eller hvad man vil kalde det -- det sidste Udtryk er
som bekjendt ikke hos os orthodox, fordi man vil have Gjenfdelsen
henlagt til Daaben. Det kan man jo, men da er det ikke det samme,
som hvad der i Skriften kaldes, at den hellige Aand falder paa et
Menneske og han annammer den. Jeg mener dog, at det netop var det,
der skete med mig.

Imidlertid er Sagen ikke bleven synderlig klarere, fordi man har
fundet et Udtryk for den. Efter Menneskers Natur, og efter hvad Gud
vil med enhver af os, kan den have meget forskjellige Former og
fre til forskjelligt Indhold. Man kan som bekjendt opvkkes til
hvilkensomhelst Slags Tro, ogsaa til den absurdeste; man kan opvkkes
til en ond Aand, som ikke er Guds Naadegave, snarere hans Straf. Jeg
maa altsaa see at retfrdiggjre for mig selv, at det virkelig var
Sandhedens Aand, Faderen havde sendt mig, sendt mig i Jesu Navn, og
ikke i nogen Forvildelses Navn.

Lyset og Flammen med det vldig fremfarende Veir, der fyldte det
ganske Hus, var kommen som Kjrlighedens Aand. Gud er en Aand, og
de som tilbede ham, skulle tilbede ham i Aand og Sandhed. Gud er
Kjrlighed, og hvo, som bliver i Kjrlighed, bliver i Gud, og Gud i
ham.

At tilbede ham er at elske ham og ikke kunne takke ham nok for at man
kan det; er at elske alle dem, han elsker, sin Nste som sig selv.
Uden Kjrlighed til Nsten, er Kjrlighed til Gud intet, en Lgn.

Det var dette, der blev mig givet at lre. Jeg kunde nu have sat
mit Liv i med ubetinget Lydighed at underordne al min Tankegang
under disse Kirkens og Videnskabens Stninger, hvorlidt de end er at
forstaae for menneskelig Tanke. Men lykkeligt for mig, at jeg ikke
forsgte derpaa, det vilde ufeilbarlig have frt til nyt Skinvsen,
som kunde vre blevet vrre end det frste.

Vistnok kan jeg til Tider have taget feil deri, og have tnkt mig, at
der med det nye Lys ogsaa maatte vre opgaaet noget for mig som en
fuldkomnere Maade at fatte, hvad der kaldtes den objective Sandhed --
Guds Vsen og hans Egenskaber, Treenighedens Mysterium, dens Forhold
til Verden, Liv og Dd og de evige Boliger, Frihed og Ndvendighed,
og hvad nu disse hie Problemer hedde. Det var at undskylde, om jeg
havde taget feil deri, saa mangen christelig Filosof har gjort det,
og den speculative Dogmatik, som jeg var opdragen i, er jo fyldt med
saadanne Aandens Klarsyn. Jeg kan dog egentlig ikke erindre, at jeg
har lidt af saadanne Anfgtelser. Fortiden var forsvunden for mig, og
med den Speculationen. Hvad jeg med Aandens Klarsyn nu forstod var
intet andet, end at alt dette for det frste maatte lgges tilside.
Hvad den hellige Aands Lys faldt over, var andre Ting.

Min eneste Visdom var, at Gud er Kjrlighed. Den Visdom kan ikke
begribes med Tanken, end sige med Videnskab; der er nok, der for
Videnskaben vidner derimod. Den kan kun fattes med det Hjrte, Gud
giver at elske, fattes med at lade videre Begriben fare. Kan vre, at
dette er en fattig Visdom, men videre kunde jeg nu ikke komme.

Da jeg under Trngsel og Angst havde fundet Bnhrelse, og Lyset
kom som den evige Kjrligheds Flamme, flte jeg en uimodstaaelig
Trang til at prve den i det mindste som i det strste. Ingen
Betnkelighed faldt mig ind. Jeg reiste mig om Morgenen, bestemt paa
strax at tage til den hellige Gjerning. Heller ikke spildte jeg Ord
derpaa. At jeg i mit Indre var bleven en anden, var mindst af alt
det, der skulde fortlles, knap nok i Gjerningen forraades. Sagen var
jo ikke at vise det frem, Sagen var ene og alene virkelig at vre
det; gik derfor fuldkommen prosaisk til.

Min Bolig saae mig vistnok ud som forvandlet, den var bleven
et Tempel for den fromme Kjrligheds Gud, men var i sin ngne
Virkelighed dog kun et skummelt Regentskammer paa en kold Vinterdag.
Min Contubernal begyndte gabende at strkke sig i Sengen. Han var
en inderlig brav og forstandig Fyr, der siden blev en strre Mand
end jeg, blev Prst, og hele Landets Velgjrer, da han var den, der
indfrte Brugsforeninger, var ogsaa alle Dage en Prst, som Aandens
Flamme visselig var i; men dengang var han endnu kun en fordringsls
og flittig Fortrer af Collegiehefter, og havde hidtil kun seet mig
ud som en af Theologiens mange Realister. Nu saae han mig langtfra
saaledes ud, nei, som en Broder i Gud, der, som han stod der og
svnig nok fik sine Klder paa -- gode forsvarlige Gangklder, for
han var en forsynlig Bornholmer -- maatte elskes i al Evighed. Jeg
kunde ikke see mig mt paa ham, saa elskelig han var, og saa varmt
mit Hjrte blev ved Synet af ham. Ikke at der blev talt et Ord derom,
kun de sdvanlige staaende Vittigheder, hvormed man pleier at hjlpe
paa trvent Morgenlune.

Karlen kom ind med Thepotten og det halve Rugbrd, en skikkelig
Mand, som hele Dagen brugte sine Ben, sikkert nok ikke plaget af
Evighedsdrmme, ligefuldt maatte han elskes i al Evighed, og det blev
givet ham tilkjende i den muntreste Tone: Jrgen, vilde De besrge
mig dette, saa er De min Ven, og jeg skal ikke glemme Dem det af!
Han nikkede og gjentog betnksomt rindet og forsvandt. Jeg saae
beundrende efter den trofaste Sjl.

De sdvanlige Slobroksfyre begyndte at ryge deres Piber i Gaarden,
mens Stuen luftedes ud, og slbte deres Tfler frem og tilbage foran
Vinduet, gesticulerende til den filosofiske Behandling eller til
Beklagelserne over, at de ikke kunde lre deres Kirkehistorie --
ogsaa de maatte elskes i al Evighed, de var jo saa kjre Brdre. Hele
Gaardens Befolkning, ligetil den halte vrantne Portner, vi kaldte
Cerberus, og den pedantiske Regentsprovst, vi kaldte Trompetersen,
alle maatte de nyde godt af den evige Kjrlighed, skjnt det med de
to sidste fandtes vanskeligt.

Jeg troer ikke, nogen mrkede mit forandrede Sind, men naar jeg var
ene, vede jeg mig, ligesom lyttende til Hjrtets Slag, om de ogsaa
var gte, og prvende, hvorlangt de svrmeriske Lngsler kunde rkke.
Jeg var saa nieseende med at undersge Sandheden i mit Vsen, at
jeg kunde gaae op og ned ad Gulvet og sprge mig selv, om det var
naturlig og rlig Flelse, naar jeg saaledes flyttede mine Fdder
og saaledes slog ud med Armene. Jeg havde dengang temmelig hurtige
Bevgelser, og jeg var kommen til at mistnke ogsaa dem for at de
kunde vre falske. Jeg veed ikke af hvad Grund, men jeg kan mindes,
at jeg gjorde det. At mine Ord ikke mere skulde lbe af med mig,
mente jeg at vre sikker paa, skjnt der derved var mindre Grund til
Tryghed.

Forvrigt gik Dagene som de pleiede, kun at jeg ikke havde synderlig
Ro i mit Sind til Arbeide. Jeg lb hellere ud, og vilde gjerne see
saa mange som muligt, var oprmt og meget talende, baade fordi jeg
flte mig saa usigelig lykkelig, og fordi jeg skyldte enhver af de
elskelige Mennesker, jeg traf, at udse alt mit Hjrtelag for dem,
dog uden at forraade, at mit Hjrtelag var anderledes end fr, hvad
heller ikke var vanskeligt, da jeg pleiede at vre oprmt og meget
talende. Dog var jeg tilmode, som kunde jeg faldet dem alle om
Halsen, om det kunde vre skeet uden altfor meget Anstd.

Saaledes skete det ogsaa en Gang. Jeg pleiede hver Dag at gaae over
til min Broder Caspar, som boede paa Ehlers Collegium, og lse Hegels
Logik med ham. Mens han sad og lste for med stor Alvor, faldt det
overvldende over mig, hvad han dog var for en vidunderlig Broder,
og jeg reiste mig og gik hen og tog ham om Hovedet, og kyssede ham
paa Panden. Han slap forundret Tobakspiben ud af Munden, saae op
og sagde: Holder du nu med eet saa meget af mig? Begyndte derpaa
forfra paa den forfrdelig abstrakte Stning, og der blev ikke talt
mere om den Ting. Den kjre Broder havde selv saa strk en Flelse,
at intet i den Retning forbausede ham, kun viste han det ikke paa den
Maade.

En ganske anden Sag var det med de Venner, der maatte regnes til
de Indviede. Det var dem, jeg menneskelig talt skyldte alt, hvad
jeg havde naaet; jeg mente derfor, at min Taknemlighed for hvad
de havde gjort for mig, ikke kunde vre stor nok; og jeg bragte
dem mit Takoffer ved for dem paa den mest uforbeholdne Maade
at aabenbare alt, hvad der foregik i mig lige til den sidste
Trevl af mit sjlelige Vv, lige til hvad der ikke egner sig til
Fortrolighed, fordi det ikke kan forstaaes af andre uden som Daarskab
og Barnagtighed. Men for mig var dette ingen Grund til at holde
noget tilbage; de maatte gjerne kalde mig en barnagtig Daare eller
ubegribelig Svrmer, naar jeg kun kunde have den Tilfredsstillelse at
stte min Redelighed i intet at skjule.

Der begyndte en uendelig Udvexling af Tanker og Flelser, en Lben
til hinanden, tidlig og sildig, et uendeligt Skriveri af Breve,
der om muligt skulde yderligere oplyse, hvad det ikke var lykkedes
at faae frem i det mundtlige Ord. Ubunden Stil fandtes ikke
tilstrkkelig, ogsaa Vers, yderst maadelige, maatte tages til Hjlp;
og hvad der hverken i Vers eller Prosa kunde finde sit rette Udtryk,
maatte nies med, hvad der i saadan Nidkjrhed tilsidst er den
sikreste Udvei, at lbe hinanden i Favnen og henrykte stirre hinanden
ind i inene.

Jeg var kommet til de rette Folk, de to Mynstere havde allerede i
flere Aar drevet et saadant Spil med hinanden, og synes at have
oprevet hinanden en Del ved deres Sjleundersgelser. Nu var det mig,
der skulde analyseres som et mrkvrdigt psychisk Phnomen, og Emil
beredte mig en Del Vanskeligheder, som jeg dog maa vre ham taknemlig
for, da de bidroge til at klare mine Tanker.

Han begyndte mildelig at foreholde mig, om min ubetingede Hengivelse
til min Frelser ogsaa virkelig var et Livsindhold, der havde blivende
Vrd, om det ikke var et Ideal, jeg selv havde skabt mig, et Svrmeri
for et Blendvrk. Han kaldte det endog en Havmand, jeg havde givet
mig i Favn. Jeg svarede, at der vistnok var Tider, da jeg havde
nok i Aanden, som den havde taget Bolig i mig, da den hele Verden
svandt bort for mig, og jeg selv fattig i Aanden, vilde kun fylde
mig med Himmerigs Aand; men et Blik i Skriften var dog nok til at
kalde mig tilbage til Christus, der visselig ikke var mit eget Vrk.
Det tilfredsstillede ham dog ikke. Han vedblev at mene, at jeg ikke
havde Forudstninger nok til at forstaae ham; skrev ogsaa til sin
Ftter, at om jeg kunde afvise hans frste Tvivl, havde han andre paa
rede Haand, som jeg nppe vilde kunne magte. Hvilke disse vare, veed
jeg ikke, om jeg nogensinde fik fuldt ud fremlagt i alt Fald egnede
de sig ikke til at faa mig bort fra min egen Vei.

Imidlertid gik jeg ganske vist omkring som en hel Svrmer. Alt, hvad
Gud elsker, skulde jo elskes. Min gamle Kjrlighed til Naturen og
min Lyst til at betragte alt, hvad der forekom paa min Vei, var der
endnu, og baade mine Studier af Goethe, og min Broder Christians
anatomiske Prparater og Skeletdele havde kun forget den. Men en ny
Form antog den nu. Min Kjrlighed i Gud bredte et paradisisk Skjr
over alle mine maallse Venner, og jeg rrtes paa en ny Maade ved
at see dem i denne Belysning. Hvad der i det Indre som i det Ydre
kan vre krnkende for venlig Flelse beskjftigede mig mindre, jeg
oversaae det helst. Endnu mindre, hvad man kalder Naturens Grusomhed
og Rdsel. Frst sent har jeg taget den op for Betragtningen, og
dannet mig min Theori derom.

Men medens jeg, i alt Fald til de Tider Sindet var hit, havde det
godt nok med mig selv, biede endnu Livets svrere Alvor paa mig. Med
mine Venner var jeg kommen nogenlunde tilrette, mens Forholdet til
min Familie stod tilbage. Ogsaa deri vilde Emil M. bane Veien for mig.

Det stemmede ganske med hans Trang til at hjlpe Mennesker frem og
til at iagttage, hvad Virkning det vilde gjre paa dem, at han ikke
kunde bie mange Dage, fr han maatte gjre min Moder bekjendt med,
hvad der var foregaaet med mig. Han skrev et langt Brev til hende
derom, og da han kort efter kom til Roskilde, besgte han hende,
og hun fik ham meget kjr. Hvorledes de er kommen ud af at udvexle
deres meget forskjellige Tanker, veed jeg ikke, men hvad Moder havde
at sige mig, er meget charakteristisk for hende. Hun kjendte sin
Dreng, lod Omvendelser vre hvad de er, og gik strax til det nste,
at advare imod Venners Forgudelse af hinanden, og hun havde Ret. Der
var mere lavet i vort Vsen, end vi selv vidste det. Saa hit hun end
satte E. Mynster, var han dog ikke af hendes Folk, som han heller
ikke i den Skildring af deres Mde, som han selvflgelig skikkede sin
Ftter, kunde lade vre at opholde sig over hendes Tale og Vsen.
Anderledes med Lunddahl, ham kaldte hun i et andet Brev den bedste af
os allesammen.

Mit frste Brev efter det, jeg kaldte min Omvendelse, var min
Lyknskning til hendes Fdselsdag (8. Januar), og jeg benyttede
denne Leilighed, for ikke at tale om mine Oplevelser, kun om min
Kjrlighed til min Moder. Jeg vidste, at Moder havde nogen Sky for
religise Bevgelser, i Srdeleshed for et helligt Vsen. Jeg vilde
ikke underholde hende med min Sjlehistorie, hellere lgge det
saaledes tilrette, som det kunde see mindst farligt ud for hende. Det
har altid vret min Maade at stte Kjrligheden over Sandheden, eller
rettere at lade den vre selve Sandheden, i Henhold til det Ord:
Enhver skal bre sin egen Byrde, og dermed bre sin Del af de andres
Byrde. Om jeg har Ret deri, skal jeg ikke kunne sige, men for mig
staaer det saaledes, at hensynsls Sandhed kan, naar Leiligheden er
til det, vre af det Onde. Der er ikke noget godt ved ikke at skaane
hinanden. Og Dagen efter min egen Omvendelse at ville give mig til at
vidne for at omvende en Moder, der altid havde vret omvendt, vilde
da vret det vrste og dummeste af alt.

Hun svarede mig ogsaa i den Tone, jeg havde ventet. Efter en lngere
Fortlling om al den Glde, hun paa sin Fdselsdag -- den 52de
-- havde havt af sin Datters og sine mange Venners Kjrlighed,
fortstter hun:

Dit Brev, min egen kjreste Johannes, var et af de kjreste, jeg har
fra dig, skjnt det bragte mig intet Nyt uden den glade Erkjendelse
af, at du ganske har forstaaet mig .... Du har seet min Uro og du har
delt den, ellers havde du ikke forstaaet mig. En indre Flelse siger
mig, at du er omgiven af strre Farer end de fleste af dine Jvnlige.
Om det maaskee er den indre Drivt, du har til bestandig at vre i de
forreste Rkker, veed jeg ikke. Om Flelse kan der ikke disputeres,
dog er denne indre Bevidsthed, kald den Flelse, Samvittighed, en
hiere Aands Indskydelse, maaske det eneste ubedragelige faste
Punkt, vi har at holde os til. Desuden er I voxet mig over Hovedet,
I Krabater! Men Gud skee Tak, jeg kjender en Styrer, som er over os
alle, og hos ham vil jeg stte min Sn i Skole, og naar jeg saa i
mit stille Sind anbefaler dig til hans Varetgt, saa tr jeg ikke
engang bede ham vre dig en mild Frer, for jeg veed, at dem, han
elsker tugter han. Kun det kan jeg love dig, at hvis han engang i sin
Retfrdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig, at du kan tye
til din alt tilgivende og kjrlige Moder, som stedse er villig til at
dele din Sorg, trste og muntre dig. Og hermed nok for i Aften. God
Nat, min egen gode Dreng. Alle gode Aander vaage over dig!

Det er ikke let at sige, hvad Moder mente med de Farer, der omgav
mig. Hun kommer oftere tilbage dertil, og da hun allerede i October
forud udfrlig taler derom, kan det ikke nrmest angaae min religise
Bevgelse. For endnu mere at belyse dette Punkt, maa jeg afskrive
ogsaa flgende Sted af et Brev fra 15. October 1840:

Seer du, det forekommer mig tidt, som om jeg vilde vre mere rolig,
naar jeg saae dig tilbringe din Tid mere paa Ungdommens sorglse
tankelse Maade, naar du levede mere med dine Jvnlige, og deltog i
deres Adspredelser og tildels delte deres Vildfarelser. Verden og
dens Bevgelser er dog vist ikke til for intet. -- Jeg holder af den
Flelse hos et ungt Menneske, som siger: Det er for store Fordringer
at gjre til mig, at jeg allerede skal vre viis, det hrer en ldre
Alder til. Planten skal have Tid til at voxe, om den skal vinde sin
rette Omfang og Kraft. Dersom du var af et letsindigt Temperament,
vilde jeg advare dig derfor, hvorfor da ikke ogsaa mod det modsatte?
Desuden er du i den farlige Overgangsalder, da Legemet ikke er
strkt, og hvor de vaagnende Lidenskaber har saamegen Magt. Jeg veed
det, at det er mine Brns Arvepart efter deres Forldre, at dybe og
strke Lidenskaber boer i deres Indre. Vogt dig for at vkke dem, fr
du har physiske og aandelige Krfter til at modstaae dem. De komme
frst i en elskvrdig Skikkelse, men tro mig, de vil have mer end een
ond Aand i deres Flge. Derfor fordyb dig ikke formeget i dig selv,
hvor dine Fjender boe. See at skaffe dig i nogle Aar en udadstrbende
Virksomhed. Lev mere imellem Mennesker, ikke altid mellem dem, som
dele og smigre dine Tilbieligheder. Elsk, hjlp og br over med dine
Venner, men prv ikke paa at hve dig over dem, om du ogsaa fler, at
du kan det, indtil Tidens Fylde kommer. Bestrb dig blot for at vre
et godt Menneske og intet mere, og lad saaledes nogle Aar gaae hen,
og tro ikke, de er spilte. Jeg fler lidt ngstelse ved at forurolige
dig med mine uklare Forestillinger om Farer, som du maaskee ingen
Anelser har om; men jeg har lnge flt en indre Tilskyndelse, som jeg
troer at maatte flge, og jeg vil fle mig roligere, naar jeg har
lettet mit Hjrte.

Moders Mening var vistnok, naar jeg skal sige den i Korthed, den
samme som jeg kjender fra enhver Periode i mit Liv, hendes Frygt for,
at Lysten til at vre, hvad man nu kalder et Overmenneske, dengang
kaldte et Geni, skulde styrte mig i Vildfarelse og overanstrengende
Sjlekampe. Hun havde lidt saameget af min Faders tunge Sind, som
hovedsagelig bundede i, at han ikke kunde naae det Maal, han havde
sat sig i sine ideale Syner. Han var en stille og trofast Sjl, men
hans Broder Adolfs Familie, den ulykkelige fraskilte Tante og hendes
geniale Brn, hvis daglige Omgang jeg var lidenskabeligt hengiven
til, og hvis Dyder jeg altid opvartede Moder med, medens hun ogsaa
sagtmodig nok sendte sine bedste Hilsener til dem -- de var ikke
stille Folk, de var kun altfor blussende af vild Lidenskab for det
aandrigst mulige, Snnerne desvrre ogsaa for kjdelige Lyster.

Hvad min humoristiske Farbroder, Scavenius Fibiger, udtrykte paa sin
Maade, at et Geni det vil da sige et Bagbst, var vel ikke just
Moders Mening, men ved det Ord mer end een ond Aand i elskvrdig
Skikkelse, tnkte hun dog paa noget lignende. Ikke paa kjdelige
Lyster, i den Retning gaaer hendes Formaning ikke, men vel paa
aandeligt Hovmod, hvortil der ogsaa var adskillig Grund; og naar jeg
i al Ydmyghed forsikkrede hende om det modsatte, da idetmindste paa
en ustyrlig Drift til at hidse baade Tanker og Hjrte og hele Livet
over Evne, og dertil var der al mulig Grund.




FJERDE KAPITEL.

SYGDOM OG ALSKENS BESVR.


Det skulde altfor snart komme, at jeg blev ndt til at tye til den
alt tilgivende og kjrlige Moder, som var villig til at dele al min
Sorg, og om det end vilde vre for strkt at sige, at det var paa
Grund af en streng Dom, Gud i sin Retfrdighed lod gaae over mig,
saa blev det dog en ligefrem Flge af Livet over Evne.

Den strke Spnding, som det for et syndigt Menneske maatte medfre
at holde sig i en saa ophiet Stemning, kunde ikke andet end at virke
paa det Legemlige. Der kom Tider, hvor den sank sammen, da fltes det
som en Sammensnring af Brystet, og en Mathed i Lemmerne, og jeg var
fortvivlet som en Syg, naar han, saa godt han end har vogtet paa sig
selv, dog falder tilbage. Ikke just fordi Livet da var vrre, jeg
flte ligefuldt Trangen til at lade Hjrtet flamme og Sjlen udgyde
sig i kjrlig Tale, men Hjrtet var som legemlig lukket, og Ordene
ld som eftergjorte.

Selvflgelig en ligefrem Flge af nervs Overanstrengelse. Jeg levede
i en sjlelig Rus, og maatte fle Jammeren, naar Legemet ikke kunde
mere, og kunde ikke tage imod den forstandige Forklaring af min
Tilstand. Den syntes mig at stride mod Aandens hie Natur, den jeg
troede paa. Ene aandelige Midler skulde hjlpe. Jeg vred mig i Bn,
jeg lb til Vennerne, jeg kastede mig over Bgerne, jeg fortsatte
det Natten igjennem, jeg jog Svnen bort for at famle efter den Aand,
som evig maatte vre vaagen; og naar den desuagtet faldt i Svn, lb
jeg om paa ensomme Steder som den, der ikke var vrdig til at komme
mellem Mennesker, saalnge jeg ikke havde Solstraalen at bringe.

Ligefuldt gik Livet sin daglige Gang, dets Skyggeside turde jeg
ingen lade mrke, det var min ensomme Sorg. Jeg fortsatte jvnt mine
Studier, jeg passede mine Undervisningstimer, jeg deltog i alt hvad
der tilbd sig af selskabelig Omgang, og fremfor alt var jeg ivrig
for at hjlpe min Moder, som i det Foraar havde mange Bekymringer.
Men under alt det levede jeg over Evne og kunde tilsidst ikke bre
det. Jeg naaede til Paasken, var i Roskilde under Festen, og fulgtes
derefter med Moder og Sster til Kjbenhavn.

Da skete det, som vi en Dag var samlet hos hendes yngste Broder
Henrik Tauber paa Frederiksberg, at der om Eftermiddagen forefaldt
en Scene mellem mig og Moder. Vor Samtale var bleven til en Strid.
Hvoraf det nrmest foranledigedes, husker jeg ikke, men vort
sdvanlige Mellemvrende laa nr nok. Hun havde formanet mig til at
fre et fornuftigt Liv, og jeg havde fortvivlet som jeg var, vrget
mig med mine sdvanlige Vaaben, med at paakalde Aandens Drift og at
ophie mine i hendes ine farlige Venner.

Det endte med, at jeg kom i en Sjlstilstand, jeg ikke kunde bre.
Jeg gik ud, det var i Skumringen, en mrk sludfuld April Aften,
alle Mrkets Magter faldt over mig, og jeg var tilmode, som om
Erinyerne var efter mig, for jeg havde vret ond mod min Moder. Jeg
famlede omkring paa de nrmeste Veie. Der laa dengang i Hjrnet
mellem Smallegaden og Falkoneralleen nogle gamle Steder med store
Haver og tilhrende Vnger, omkring hvis Hegn paa alle Sider lb
smalle Alleer. Jeg gik i de ensomme Gange, hulkede og pressede mit
buldrende Hoved mod Trerne, og anklagede mig selv for Gud og
Mennesker. Jeg kom tilbage og sad endnu ved Familiens Bord, men taus
og fortvivlet, gik saa endelig min ensomme Gang ind til Byen.

Mit Blod var i et forfrdeligt Oprr. Da jeg naaede ind i Gaderne,
vaklede Benene under mig, og da jeg gik over Frue Plads, sortnede
det for mine ine, medens Hjrtet hamrede, som det skulde sprnge
mig. Jeg ventede, at Blodet skulde fare mig ud af Munden, og segnede
om paa Stentrappen udenfor Borchs Collegium. Der sad jeg hjlpels,
til en Student kom forbi, spurgte mig, hvordan jeg havde det, og paa
min Bn om at hjlpe mig hen til Regentsen, tog mig broderlig under
Armen. Jeg krb i Seng og tilbragte en Nat mellem Himmel og Helvede,
bestandig med den Fornemmelse, som mit buldrende Blod steg mig op i
Halsen og vilde strmme ud. Imidlertid holdt Hjrtet baade dengang
og saa utallige Gange senere, og nste Dag kunde jeg dog sttte paa
Benene, men maatte bevge mig langsomt, at ikke de indre Beholdninger
skulde flyde over, syntes det mig.

Dette var Begyndelsen til den Sygelighed, som der medgik en stor Del
af mit Liv til at faae Magt med, og som bragte hele mit Liv i den
forknyttede Gjnge, jeg siden har maattet lade mig nie med, men som
ogsaa i from Ydmyghed har baaret sin Frugt for mig.

Jeg flte saa tydeligt som noget, at jeg selv havde forvoldt min
Ulykke. Moders Ord: Hvis Gud engang i sin Retfrdighed skulde lade
en streng Dom gaae over dig, var mig aldeles ikke formeget, jeg gav
hende fuldkommen Ret. Ikke blot havde jeg selv paa en afsindig Maade
drevet Sindsbevgelserne til det Yderste, men havde ogsaa, i den Tro,
at siden Aandens Lys var opgaaet for mig, kunde jeg bemgtige mig al
Visdom og Kundskab og udfre Storvrker af Kunst, ikke blot presset
min Tanke med alle Theologiens og Filosofiens Kunster, men ogsaa Dag
og Nat malet Masser af Papir fulde af Poesi -- dramatiske Scener,
hvori jeg mente at fremlgge mit Indres Herligheder -- idel vrdilst
Ti, der snart gik i Ilden. Min Hjrne var efterhaanden bleven saa
overanstrengt, at hele Nervesystemet var som i et magnetiseret
Medium, bvende og flygtende ind i en Drmmeverden ved den mindste
Berrelse, medens Lemmerne af Kraftlshed maatte blive, hvor de var.
Jeg vidste det selv, og da jeg selv havde forskyldt det, stod det
strax for mig som den store Opgave, med min egen Villies Magt at
vende tilbage til et sundt og fornuftigt Liv.

Saa begyndte et nyt indre Arbeide modsat det forrige, ikke at hidse
mig, tvertimod at holde igjen af al Magt. Som fr talte jeg ikke
derom, mine Nrmeste skulde ikke bebyrdes dermed, eller snarere,
jeg skammede mig for dem. Det var en Sag mellem mig og min Gud. Jeg
lagde Mrke til, at de Paroxysmer, der paa samme Maade som frste
Gang jvnlig kom igjen, kunde ophjlpes, naar det kunde lykkes mig at
holde Sindet i Ligevgt. Naar nogle Dage var gaaede uden at noget var
mdt, som kunde hidse Blodet, vendte Krfterne ganske godt tilbage.
Dette bestyrkede mig i den Tro, at min Villie var nok til at helbrede
mig.

Men ogsaa deri skulde jeg gjre smertelige Erfaringer. Et sygt Sind
er ikke til at styre, blot en Samtale kunde trkke mig formeget med,
og strax begyndte den kogende Kjedel at afkaste Laaget. De vaagne
Ntter frte Aandeskarer frem, og Adepten var altfor ung til at kunne
bortmane. Var der blot nogen svage Krfter samlede sammen, kunde
Henrykkelsens Djvel igjen fare paa mig. Jeg begyndte igjen at lse
Tilvrelsens Gaader og flamme af theriske Flelser, og medens jeg
sad under Regentsgaardens Lind med min Bog i Skjdet, som da ikke
var noget mindre end Hegel, begyndte Gaarden at lbe rundt for mig,
jeg vaklede og kastede mig paa min Seng, som et Lam, der fres til
Slagterbnken, i alt Fald med den Lighed med det Guds Lam, at jeg
ikke oplod min Mund.

Sommeren kom, og Sommeren gik under uafladelig Gjentagelse af de
samme Elendigheder og de samme Kampe for at hjlpe mig op igjen. Men
inden jeg kommer til at tale om, hvorledes jeg blev bragt dybest ned,
maa jeg gjre en lang Omvei for at medtage, hvad der i vor Kreds
foregik i dette indholdsrige Aar.

Vi Venner havde skaffet os et Samlingssted i min Tantes, den
fraskilte Hustrus Hus[5]. Jeg var efterhaanden bleven fuldkommen
hjemme der. Emil Mynster var af mig bleven indfrt der som Lrer for
den nstyngste Datter Anna, og Lunddahl havde alt fra sin Skoletid
kjendt Familien. Foruden at vi sgte enhver Leilighed til at faa
os en aandfuld Conversation i det vistnok tarvelige, men smukke og
smagfulde Hjem, var det bleven vor faste Skik at tilbringe Sndag
Formiddag der, naar vi kom fra Kirke.

 [5] Se p. 81 ff. -- Udg.

Det var en underlig Samtale, der frtes der. Frst og fremmest
svrmerisk christelig, men ingenlunde i sdvanlig Stil, nei,
speculativ, det vil sige, med den Blanding af altomfattende Filosofie
og filosoferende sthetik, som var den Tid egen, heldigvis dog ogsaa
med en god Tilstning af munter Vittighed og alt det Ordgyderi, vi
kunde overkomme. I saadant Spil var Ilia en Mester. Naar hun med Ynde
henslngt i en Gyngestol vippede Lorgnettens Lidse mellem sine fine
Fingre, og i hurtige skarpt formede Replikker fuldkommen holdt os
Stangen, selv om vi steg nok saa hit, og var flere om hende, var det
umuligt andet end at beundre hende.

Efterhaanden kunde vor Ven Lunddahl ikke bre det; srgelig for ham,
ikke to Mennesker kunde vre mindre skabte for hinanden end hun og
han. Hans Hjrtelag var saa dybt og hderligt som nogens, men hans
eiendommelige Vsen og Udtryksmaade, maaskee ogsaa hans Ydre var
Ilias Smag saameget imod, at kun en strk Lidenskab kunde have biet
hende, men den var saameget mindre mulig, som hun alt havde sat sit
Hjrte til paa en anden.

Jeg saae, det var galt, men jeg turde ikke udtale det, turde iflge
min Kjrlighed til ham vel ikke engang rigtig tnke det. Jeg var
hans Fortrolige og gjorde rlig hvad jeg kunde for ogsaa at vre
hans Vaabendrager i Kampen, kunde derfor heller ikke undgaae at nre
noget af hans Haab, skjnt jeg vel betnkt vidste, hvor haablst det
i Virkeligheden var.

Det var i Foraaret 1840, et Aars Tid frend min Sygelighed var kommen
over mig. I den Sommer drog Ilia til sin Broder Adolf, som havde
Ingenirarbeide ved Kolding. De boede i et Sted paa den anden Side af
Sen, hvorfra hun malede et Billede af Slotsbakken med dens Ruin til
mig. Lunddahl gjennemvandrede samme Sommer Jylland og paa Veien til
Kolding skrev han mig et forknyt Brev til: Hun staaer mig alt for
hit, jeg har ikke, hvad hun fordrer og br fordre. Jeg har aldrig
seet nogen Kvinde saa stor som hende, men jeg kan dog ikke lade fare
saa stolt en Begjering. Jeg kan undertiden gjre mig ret stor og
prale dygtig for mig selv, men saa kommer det igjen -- jeg er kun en
Spurv i Tranedands.

Adolf var syg, hans Lungers Tilstand var allerede saa temmelig
haabls, og han tnkte at anvende det sidste Middel. Han sgte en
Plads paa Fregatten Bellona, der skulde gjre en Verdensomseiling,
og gik med den til Madeira, for at tilbringe Vinteren der. Ilia kom
tilbage til Kjbenhavn, og vi fortsatte vort vanlige Samliv, men der
var tunge Skyer, Ddsskyer over Hovedet baade paa hendes Familie og
os andre. E. Mynster var ogsaa syg, han havde flere Gange spyttet
Blod, men havde dog med sdvanlige Strenghed mod sig selv taget sin
Examen i dette Efteraar. Lunddahl var paa Fortvivlelsens Rand, og
jeg ikke langt derfra, jeg har jo beskrevet det. Men ingen skulde
mrke det paa os, naar vi samledes om Tantes Kaffebord og feirede
Svrmeriets hitstigende Symposion.

Imidlertid kom der Breve fra Adolf, fyldte med glimrende Skildringer
af hvad han oplevede og smukke Tegninger, men ogsaa med et Tungsind
saa dybt, at man ligesom mellem Linierne fornam Taarerne. Hans
Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end
at de i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede . Hans Moder og
Sstre havde i deres srgelige Stilling intet andet at sttte sig til
end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjnhed.
Der var eller havde vret Grund dertil, men for dem endnu tillige
den, at det var deres Charakter at forgude hinanden. De selv og deres
Sskene var dem enestaaende og udkaarne Vsner.

Vi delte ganske vist deres Sorg, hvad der fyldte deres Hjrte, fyldte
ogsaa vort. Men dog var vi saa optagne af vort eget, at Sorg og Liv
og Dd i sdvanlig Form kun var os Ting af underordnet Vrd. Vi var
nu eengang i extatisk Stand, og for mig kom nu dertil det Omsving i
mit Indre, som saa pludselig brd ud. Visselig havde min forstandige
Moder nok at frygte af alt dette.

Lunddahl havde imidlertid fattet nyt Haab. Hans Tilbedte var ham i
den Vinter god. Som Ven agtede hun ham hit og begyndte at vise ham
Fortrolighed. Der er en Mulighed for at det endnu kan blive godt.
Hun trnger til andre, hun veed det, og hun har tilstaaet det,
skrev han til mig i Julen. Ja, stakkels Pige, det var sandt, men der
var kun altfor langt et Skridt tilbage. Da indtraadte der et Omslag
i dette Forhold, hvis Grund var saa charakteristisk for hele vort
Vsen, at jeg maa fortlle det.

Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjrlighed var en
Helligdom, ikke en blot menneskelig Flelse, men et Liv i Gud. Vi
forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjrlighed, og forestillede
os, at siden vor Hjrtens Dame ikke tilstrkkelig sank i vore Arme,
var det Kjrlighed i Gud, hun manglede. Jeg siger, i vore Arme, thi
vi elskede hende alle. Vistnok vilde kun een af os have hende til
Hustru, men vi andre attraaede dog ogsaa en dybere Kjrlighedens
Forstaaelse, en saadan som den vi vedligeholdt i vort Vennelag. Vi
satte derfor jvnlig ind paa hende med hie Ord og med dybtgaaende
Strid om Flelsers Vrd og gthed, forat bringe hende til at forstaa
os, som vi forstode hinanden, for at faae hende til at overgive
sig til os. Engang kom det saa vidt, at hun grdende forlod Stuen,
og der kom stort Oprr og Forlegenhed i Leiren. Da E. Mynster om
Eftermiddagen kom til mig paa Regentsen, foreholdt jeg ham saa
skarpt, at han var gaaet for vidt i at trnge ind paa hende, at ogsaa
han forlod Stuen, efterat have svaret mig med faae sagtmodige Ord.

Nu var ogsaa jeg fortvivlet, jeg foreholdt mig selv den Uret, at jeg
havde saaret min Ven ved at svigte ham i den gode Strid, og jeg tog
Sagen paa mig. Jeg skrev strax et Brev til min Kusine, hvori jeg paa
min Maade sgte at opklare den forefaldne Scene, udlagde alt som det
varmeste og trofasteste Venskab, og talte i de Toner, jeg pleiede, om
en hellig Kjrlighedsflamme, der troer alt, haaber alt og fordrager
alt, og nskede i alt Helligts Navn, at hun maatte dele den. Brevet
kunde jeg ikke lade vre frst at forelgge Emil, og han fandt, at
der burde gjres endnu mere. Mine Breve til ham, alle mine extatiske
Udgydelser, maatte flge med som det egentlige Sprngstof, og han
skrev, hvad han kaldte en Indledning til dem, hvori han fortalte,
hvad der var foregaaet mellem ham og mig. Hun fik altsaa hele min
religise Bevgelse ligesom kastet ind over sig.

Ilia var dengang under sin hie Dannelses og skarpe Forstands fulde
Herredmme, og i vore aandelige Forhandlinger altid slagfrdig, men
hun var en inderlig kjrlig Sjl, ogsaa from overfor det Hellige, kun
endnu ikke kommen til det bestemte Trin af christelig Bevidsthed,
hvori hun siden satte sin Styrke. Hun svarede mig med et udfrligt,
smukt og hjrteligt skrevet Brev, hvori hun som gode Kvinder pleie,
udtalte paa en naturlig, men noget uklar Maade, at hun ikke var uden
Tro, havde megen Flelse for Christendom, og haabede paa, at Gud
ikke var saa streng, at han vilde forkaste hende, fordi hun ikke var
kommen videre, men maatte holde sig til hvad der i Religionen gik
hende til Hjrte.

Dette Brev tiltalte ikke mig, jeg havde haabet at faae hende videre.
Jeg viste Lunddahl det, og paa ham gjorde det den overraskende
Virkning, at fra det ieblik var det forbi med hans Forelskelse.
Efter at have hrt saadanne Ord af hende, var hun ham ikke lnger
den, over hvem han havde sagt, at han aldrig havde seet nogen Kvinde
saa stor. Men han forblev fremdeles hendes trofaste Ven, og hjalp
hende siden redelig i hendes store Sorg. Saaledes lagde dette Forhold
sig smukt tilrette, uden at nogen af dem havde behvet at erklre
sig. Over Evne er dog altid godt for noget.

Det viste sig ogsaa snart, i hvilken Grad han havde taget feil. Jeg
har allerede omtalt Stiftsprovst Trydes Virkning paa os, og det, i
alt Fald hvad aandelige Herligheder angaaer, glimrende Hjem, som
Provstegaarden dengang var. Og medens han i min Tantes Hus maatte
opgive en haabls Kjrlighed, tndtes her en haabefuld Flamme for
ham. Inden Sommeren var ude, var han forlovet med Trydes yngste
Datter, en aaben, livsglad og kjrlig Pige, den mest overgivne af
den livlige Flok, i alle Maader en Modstning til Ilias tragiske
Skikkelse.

Det omtalte Angreb paa Ilia var foretaget endnu i Vintertiden, og
jeg vedblev i nogen Tid at forhandle med hende i samme Tone. Under
11. Februar melder jeg til E. Mynster: Idag skrev jeg, efterat jeg
mundlig havde meddelt hende min Hensigt, et Brev til hende, hvori
jeg saa inderlig og dog kraftig, som jeg aldrig har talt til nogen,
thi jeg elsker hende hit, bad hende at flge Gjenfdelsens Vei. Nu
venter jeg atter, og haaber paa et godt Udfald. Men der kom intet
videregaaende Udfald, kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var
saa tynget af Sorg for hendes Kjreste, at hun ikke kunde tage sig
selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun skulde frst fuldkommen
nedbrydes af Familiens frygtelige Nemesis, fr Gud kunde vinde hendes
Liv.

Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven mere og mere elendigt,
og hans Sjls Tilstand var ligesaa srgelig. I hans Ensomhed havde
Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de
Lidenskaber, der havde gjort hans hitflyvende Gang saa forjaget,
affdt en Livsbetragtning, der antog en dmonisk Charakter. Det var
snderrevne Sjles sdvanlige Klagemaal, der overfrer deres egen
Jammer paa al Verden. -- Disse Mennesker kunne lnge nok holde deres
Forfngelighed og Hykleris Pjalter sammen om deres kle Saar, de
skal ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad der er
kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem, jeg seer alle disse Narre,
disse Slyngler, Lgnere og Vellystninger i al deres Ngenhed. De
sledske for hinanden og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl
de faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en raadden
Byld, uskyldige Brn er kun Lastens Fr, selv Naturen gider jeg ikke
kalde skjn, den lurer kun paa sit Bytte. -- Det var Grundtonerne i
de Betragtninger, han i det uendelige varierede.

Det eneste han endnu havde tilbage, var hans Kjrlighed til hans
Moder og Sskene, en Flelse, der hos ham var ligesaa overstrmmende
strk som hos disse. Hvad han i sine Breve fortalte dem, var derfor
endnu smukt og altid holdt i skjn Stil, kun endte hver Scene gjerne
med: Jeg vendte mig og grd. Men da han i Forsommeren kom hjem paa et
Handelsskib, hvorpaa han havde lidt meget, brd hans grulige Stemning
ud i fuld Maade, ddssyg som han var og afmgtig til at styre den.

Han havde samlet paa den, ligesom paa Sygdommen i flere Aar. Da han
i Sommeren fr laa i Kolding og Ilia var hos ham, havde Lunddahl,
som der besgte dem havt meget at fortlle om det Sprog han frte;
vi fandt det dengang baade til at lee og grde over. Men som han sad
hjlpels sammensunken i sin Lnestol, og i al den Tid, der levnedes
ham af Hosten og Spytteskaalen, med sin frygtelige Veltalenhed gav
sin Verdenslede frit Lb, smykket med de mest nrgaaende Lignelser,
var det kun til at grde Blod over, saameget mere som han tog til
heller ikke at spare sine Nrmeste. Naar hans Sster efter den Tids
Skik en varm Sommerdag kom ind med en nedringet Kjole, kaldte han det
frkt at vise sin Ngenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grdende
bort. Da hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig rlig havde
fortjent den, beskrev han udfrlig, hvilke Kjelttringestreger han
havde begaaet for at faae den.

Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smrte det forvoldte
ham at afslre Sandheden. Og naar jeg talte ham christelig til,
hvilket jeg ikke helt forsmte, skjnt jeg, overvldet som jeg var,
ikke kunde gjre det, som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale,
hvorledes al Religisitet systematisk var bleven delagt hos ham som
alle hans Kammerader, ligefra den parodiske Undervisning de havde
faaet paa Akademiet, til den frkke Udhalertone, han havde mdt
overalt, hvorhen han vendte sig i Livet.

Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt. Det eneste Haab
for os var, at han dog ikke kunde mene alt hvad han sagde. Det havde
altid vret hans Maade at drive sine Betragtninger til den yderste
Conseqvens -- endelig da ogsaa et Familietrk hos os alle --, og som
han nu nppe var sig selv mgtig mere, kunde han ikke modstaae en
Trang til at bruge sine sidste Krfter til at bevise sine Paradoxer.
Forat forstaa, hvad vi led derunder, maa man vide, hvor hit vi satte
ham. Han havde altid vret Familiens Afgud, og for sine Venner mer
end en Ven, deres Elskede. Tiltrods for hvad vi maatte hre, troede
vi endnu paa ham. Naar han med sine taarefyldte ine rakte sine
Hnder ud imod os, flte vi et ganske andet Hjrtes Slag i hans Bryst
end hans Ord ld paa. Og jeg troer endnu paa, at vi ikke havde Uret.

Jeg kom daglig til ham, Lunddahl ogsaa, vi stod med hans Moder og
hans Sster omkring hans Seng. Men disse rystende Scener bidrog
vsentlig til, at min egen Sygelighed mer og mer tog Overhaand.
Sdvanlig gik jeg derfra i en Tilstand, saa mine Ben nppe kunde
bre mig hen til Rosenborg Have, hvor jeg kastede mig paa en Bnk,
beredt paa at lade mit Liv under mit Hjrtes Hamren. Jeg holdt ud
til hen i Juli Maaned, da kunde jeg ikke lnger. Jeg maatte bort fra
Byen, og kom i en srgelig Tilstand til mit sdvanlige Sommerhjem,
Berritsgaard paa Lolland. Der sad jeg i Ro og med god Forpleining
hele August Maaned, og fik gjennem Lunddahl Efterretninger om,
hvordan det gik i Kjbenhavn.

Efter at han endnu i nogle Uger havde ligget hen, og hans mrke
Betragtninger var gaaet over til Feberfantasier, fik min stakkels
Ftter endelig udstridt samme Dag, han for et Aar siden havde forladt
sit Fdreland, den 27. August, og Dden dkker over alt. Han har
altid siden vret mit Hjrte nr som min hit elskede uforglemmelige
Ven. Det samme har han vret for enhver, der har kjendt ham, som vi
kjendte ham.

Samtidig laa Emil Mynster hen i en lignende Tilstand, men om hans
Leie var der Fred. Der var igjen brudt Blod ud af hans Bryst, han var
fuldkommen afkrftet og blev bragt paa Hospitalet. Hvad der foregik
i hans Sjl, kunde jeg til min Bedrvelse ikke erfare, da han var
bervet Mlet. Men da jeg ingen Tvivl havde om, at han efter sin
klare Tanke opgjorde sit Liv, sgte jeg i et Brev, jeg sendte ham
fra Berritsgaard, at styrke ham til at see Dden imde med Ro.

Medens jeg var i Roskilde -- skriver jeg, thi jeg besgte Moder
paa Veien til Lolland -- fik jeg selv en velse i at vre syg, og
da min Svaghed var foraarsaget ved det bestandige Ophold ved Adolfs
Sygeleie, havde mine sygelige Tanker taget det Sving, at jeg syntes
mig at gaae med Dden for inene. Isr om Ntterne, naar jeg plagedes
af Svnlshed, beskjftigede jeg mig ofte ret levende med at tnke
mig Ddens Komme og berede mig paa den. Da tnkte jeg ogsaa paa dig.
Naar jeg selv havde Mod til at mde, hvad der end kunde trffe,
nskede jeg ogsaa at kunne meddele det til dig. Men det varede kun
kort for mig, jeg havde let ved at vedligeholde min Sindsro, ja
endogsaa en glad Stemning, da jeg hver Dag havde de lykkeligste
Timer.

Det var kun lempeligt udtrykt, for ikke at ryste ham mere end
forndent. I Virkeligheden var disse Ntter noget af det gruligste,
jeg har oplevet, og jeg har kun oplevet altfor meget af den Slags.
Selvflgelig udtrykte jeg mig ogsaa feil. Jeg beredte mig ikke til
Dden, den kan ingen berede sig til, men til Evigheden. Jeg kjmpede
for at holde paa den salige Forvisning om nyt Liv, som jeg altid bar
i mig. Om mine velmente Ord hjalp min Ven, veed jeg saameget mindre,
som jeg ikke engang veed, om de kom til hans Kundskab.

Han havde sine Tvivl, eller rettere sine filosofiske Vanskeligheder.
Om de har strakt ogsaa til Opstandelses Troen, veed jeg ikke, jeg
erindrer ingen Udtalelser derom. Men jeg skulde troe det. Filosofie
lrer altid det hvad den kalder at opgaae i det Uendelige, og plager
sig selv i ufornden Grad med Besvr ved at komme til individuel
Personlighed, som om der var andet til end netop det individuelle. Nu
laa han stille hen, og hans dybsindige Tale kunde saa lidt som hans
ustandselige Pen sige os mere derom. Gud give ham, at det maa have
vret den Fred som overgaaer al Forstand, der har lagt sig over hans
lidende Sjl i den lange tause Tid.

Emil Mynster, der var mig den bedste af mine Venner, skrev jeg til
Moder i September, ligger hen som en Dd. Jeg kommer daglig til ham,
men det anstrenger mig for meget, at jeg maa tale til ham alene uden
mindste Svar, som for et Speil. Endnu staaer det saa tydeligt for
mig som var det igaar, hvor usigelig vemodig han lftede sine klare
ine imod mig, og hvor skjnt hans Hoved var, med det lyse under
Sygdommen langt voxede Haar redt tilside over den strke blanke Pande.

Frst sidst i November sov han hen, kun 23 Aar. For min Forestilling
stod han dengang som en gammel Vismand. Den 1. December (1841) holdt
Tryde den gldende Tale ved hans Grav, som jeg i Ludvigs Afskrift har
endnu. Men jeg var ikke tilstede, jeg laa nu selv hjlpels hen.

Dette kan betragtes som Udgangen af den Periode i mit Liv, hvor
Venskabets hele Flamme belyst af det evige Lys saa ganske rev mig
hen, at den vrige Verden blev mig lidet derimod. Jeg kan dog endnu
ikke gaae over til den nste Omvltning i mit stakkels medtagne Liv.
Jeg er endnu ikke frdig med alt hvad der var at stride mig igjennem
i dette for mig saa betydningsfulde og saa smertefulde Aar.

       *       *       *       *       *

Min Broder Caspar havde endelig faaet sin Examen i November 1840.
Han havde da vret Student i 11 Aar, og hans Langsomhed havde ofte
nok voldt Moder stor Bekymring. Han var et underligt Menneske,
en Blanding af de strste Evner og det barnligste Sind. Som gte
videnskabelige Naturer pleie, fortabte han sig i den Grad i enhver
Gren af sine Studier, at han ikke mrkede, at Aarene gik. Hvad han
skulde leve af, tnkte han ikke paa, uden forsaavidt han var hist
tarvelig. Maden srgede den gode Tante Mller for, det vrige blev
bestridt af en lille Sum, han havde efter sin Fader. Men hvad han
havde, vidste han ikke, selv hans Klder maatte vi andre eftersee og
skaffe ham nye, naar de gamle faldt af. Han lnnede os derfor med sit
glade Sind, sin velgjrende Latter, sin redelige trofaste Sjl og
sin strke Aand, men uden at han vidste det. Heller ikke, hvormeget
vi vogtede paa, om han var glad eller bedrvet eller manglede noget,
vidste han.

Han havde i sit 23. Aar havt en lille Kjrlighedshistorie, som gik
ham meget nr. Det var med hans Kusine Vilhelmine Smith paa Men, jeg
har allerede berrt det. For ham var det intet andet end den Nydelse
at staae i et fortroligt Venskabsforhold til en aandrig Dame, men
hun var lidenskabelig. Det endte med, at hun forraadte sit Hjrte i
de heftigste Ord, og han trak sig tilbage, idet han selvfornegtende
paatog sig hele Skylden.

Medens han led under Tvivl om det ikke var hans Pligt at binde
sig til hende, da det, skjnt uden hans Skyld var kommet saavidt,
betroede han sig til Moder, og gik da heri som i alt andet ikke feil
hos hende. Han fik et Svar, som jeg aldrig i mit Liv kan takke dig
nok for, siger han. Desvrre har jeg ikke Svaret. Men hvad han
i to lange Skrivelser havde fremlagt for sin Moder, er i Sandhed
beundringsvrdigt at lse. En saadan Forstand paa sig selv, en
saadan Redelighed i at fremdrage ethvert lille Trk, ogsaa hvor han
maatte skamme sig derover, og en saa dybtgaaende Undersgelse af den
forelskede Dames Charakter og Hjrtensstand, veed jeg ikke noget Sted
at have seet gjort bedre. Hun glemte ham da heller aldrig.

Da han i sine frste Studenteraar havde lidt meget af et epileptisk
Tilflde, som nedbrd hans Helbred og forsinkede hans Arbeide; og da
han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier,
ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lrd Kjender
af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae
til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen.
Endelig besluttede han sig dog dertil.

Han havde en betydelig Lrdom, men denne Examen var dengang indrettet
paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa
Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en
Storfilolog maatte vre en Lrd i enhver forefaldende Disciplin.
Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at stte sig
ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt lse Theologie og Hebraisk
med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken.
Endelig hrer der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et
givet ieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at
gjre det mest mulige ud af hvad man veed, og Frdighed i at dkke
over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit
samvittighedsfulde og beskedne Vsen mindst af alt, og det endte med,
at han fik kun anden Charakter.

Han tog sig det meget nr, og han tyede igjen til Moder forat finde
Trst; og hun gjorde, hvad den kjre Moder altid gjerne gjorde,
hun udste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg
maatte gjre noget for Caspar, hvilket ikke vilde sige mindre,
end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god
Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa,
hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjre Mit til at rydde hans
Betnkeligheder tilside og bane Vei for ham.

Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen
efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til
Undersgelsen af Sprogenes flles Rdder, sammenlignende Gramatik som
det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige
ham i at forflge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem
for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han
ikke skulde blive en ren Srling af en Bogorm; og vi blev enige om
at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en
lngere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svrt
nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det
skjnneste Lys. Heldigvis var der ikke pecunire Vanskeligheder, da
han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde
hjulpet sig. Jeg flte mig noget ved saaledes at skulle vre min
Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev
til Moder:

Det gjlder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler
fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om,
at han ikke har nogen Lyst til eller engang nsker at trde i
nrmere Forbindelse med bekjendte Mnd eller at fres ind i deres
Selskabskredse, han vil kun flittig hre Forelsninger og studere,
dertil trnger han for ieblikket mest. Men da det nu er et Tryk
for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde
denne Reise vre ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han
kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa
anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette
kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i
deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende,
finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den strkeste
videnskabelige Interesse o. s. v. Med frste Dampskib kjrer han
altsaa rystende og bvende herfra, men er han frst hjemme ved det
ene Universitet, flyttes han nsten uden at han veed af det efter
den tydske Methode til det nste, -- og vi see ham igjen som en
fuldkommen Jean de France.

Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene
min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end
jeg vidste, hvad han gik imde, behver nppe at siges. Han kom til
Berlin, hvor han forefandt en strre Coloni af danske Studerende,
som levede et fornieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende
Sprogforskning fandt han snart, at det var ham ndvendigt frst
at bemgtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var
ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede
han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag.
Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret
sig fortrffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau,
hvor han i polske Selskabskredse lrte med Frdighed at tale dette
velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor
navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845
hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en
Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen
med re og med Gjstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage
kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste
Notabiliteter af sit Fag.

Paa den Reise han, samme Aar han dde, for sit Helbreds Skyld gjorde
til Carlsbad, besgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke lnger sin
gamle Ven Kheil ilive. Hans Sn modtog ham paa det venligste, og har
gjort mere end dette. Efter hans Dd sendte denne lrde Czecker os en
Skildring af den danske Slavophil, som han til re for sin Faders
Ven havde ladet trykke. Deri fremhver han foruden hans litterre
Fortjenester navnlig to Trk af hans Charakter; hans velvillige
Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk
Sprogmand, der havde forfulgt ham med et nsten latterligt Had,
og hans fuldkomne Mangel paa rgjerrighed, idet han med en pudsig
Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordrvelige i saadanne
resbevisninger, ndig vilde modtage et Diplom, som resmedlem af
Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og
skjnnere Skildring af den kjre Broder. Jeg kan tilfie, at da han
herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne
Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.

Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det,
var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad
en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde
give ham. Imidlertid mrkede jeg nppe selv min Feiltagelse. Det var
en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere
Mennesker, for, naar deres nrvrende Trin var niagtig bestemt,
deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte flges for at lede dem
ind paa det nste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var
vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere
opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils re,
at han selv kunde fle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet
forvidt, tog han udfrlig til at udvikle os, hvorledes han til sin
egen Bedrvelse, sad fast i sine Knuder.

Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian,
skjnt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke
vret syg. Moder formanede mig idelig til at sttte ham, hvormed
hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget
fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg
savnede visselig heller ikke Hjrtelag dertil, men det var ikke let.

Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige
Studier, og ikke delte nogen af mine religise og sthetiske
Svrmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller
ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Vsen, vexlende mellem
stiende Overgivenhed og ubehjlpelig Forlegenhed passede han heller
ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mdtes kun, naar jeg sgte
ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.

Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor
jeg forelbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske
forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var dd,
og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var oplst
i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg
saae til ham. Lunddahl tnkte kun paa sin Forlovelse og var ifrd
med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig
Mynster var svag og tilbageholdende; han besgte ikke mig, og naar
jeg kom til ham, hrte han kun paa min Tale, uden at give mig noget
igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i
Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade hre synderlig fra
sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange
apoplektiske Svaghed, og skjnt min Tante altid viste mig samme
Godhed, var hun dog ndt til at indrette sig et mere indskrnket Hjem.

Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfrdeligt. Jeg kunde
intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjrte banke
ud, saalnge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var frdigt,
var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Dgn var
gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, frst vaklende,
siden ret livlig om i det gamle Kjbenhavns maleriske Yderkanter, som
jeg havde saa kjr. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde
den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmlles Klappren, og ikke
lod til at ville andet end sprnge den opslidte Maskine, gik Tankerne
ligefuldt saa hit som lysende Skyer og trkkende Svaner. Midt i mine
Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.

Krb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men
ud af de hie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om,
hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue,
listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard
i Studiestrde var mig nu det kjreste Sted, der var Fred og
Kjrlighed. Jeg har et langt Brev til min Sster fra 4. October.
Efter en udfrlig Udgydelse over Familiekjrlighed i den analyserende
Stil, som jeg yndede saameget, fortller jeg om mine Beskjftigelser
adskilligt, der levende stter mig tilbage i Livet den Tid:

Jeg hrer, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet
sammen. Sren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen
Beskjftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7]
med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I nskede at bruge
den. Det er et smukt Foretagende at lse den sammen, men det er ogsaa
meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prvede vi
paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg
selv maatte lse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var
bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en
stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt
under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg
ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner
bestandig Mangel paa Deltagelse. Isr naar Talen er om Goethe, veed
du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes
Meninger om ham -- hun maa gjrne vide, at jeg omgaaer hende -- kjend
du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans
yndige Tankevv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig
Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv.
Tnk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi
i hendes Replikker; om du kan flge dem, vil du finde hele Verdener,
der vel er vrd at besge. Vor Tid vilde ikke vre saa bange for sin
egentlige Stifter, den usdelige Goethe, dersom den ret kjendte sine
egne dybeste Tanker. -- Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til
Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi
snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg
Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar
jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjre Ssterlil!

 [6] S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Sster, men en
 flittig Tilbeder.

 [7] Et Bind af Goethe.

                                                  Din Johannes.

Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et hit
Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjrnens strke Arbeide
virkede paa Blodlbet. Jeg vilde ikke troe det, fr de svre Anfald
af Congestioner til Hjrtet igjen slog mig ned, men det var dog
Overanstrengelse.

Moder lste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som
den anfrte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte
mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. -- Giv blot for
en Tid slip paa dine kjre Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger.
Svrm hverken for Kusiner eller Fttere, og skriv for Himlens Skyld
ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, fordlet
Nydelse af Livets Skjnheder er det eneste, der har Vrd. Man kan
ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrd. Den sande Lykke, Fred,
Munterhed kan naaes ved simplere Midler.

Jeg flte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min
forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at vrge mig med
alle Midler mod den, der vilde sprre mig Veien. Det var mig en
Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte
Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye
handlede endnu vrre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen
paa Sindsbevgelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor,
dog ikke undvre dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat
igjennem kunde styre mit Hjrtes vilde Blgegang, vilde det blive
godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand,
der desvrre altid har vret mit naturlige Menneske, Magt med mig.
Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og frst efter gjentagne
Mindelser, holdte i ligesaa rrende moderlig Tone, som hendes frste
Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en
begaaet Forbrydelse.

Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg ndigst vilde tale
om, skriver jeg: Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare
paa, da det nsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del
Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt,
dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhre en Charakter,
der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare
med de smukke Ord, du omtaler. -- Moder havde skrevet: Jeg veed jo
ikke, om du er bedrvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved
dig, eller du som sdvanlig har nogen sde venlige Ord tilrede til
lille Moder. -- Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord:
Skjnt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog
med Fie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit
Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle
det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et ngent
Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jrnhngsler, fordi
han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du
foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevge sig, men Aandens indre
Veie gjre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den
Sag.

Derefter fortller jeg vidtlftig, hvorledes jeg havde indrettet min
Dag, saa tt som muligt besat med theologiske og sthetiske Studier,
kun afbrudt af den lange altfor svre Vandring ud paa Strandveien,
hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog
med, som jeg lste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den
syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg
er i udmrket Stemning, skjnt jeg i Virkeligheden var meget syg
og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg
mindst skulde sige:

Hvad der smerter mig mest i Eders Breve, er Savnet af oprigtig
Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke vre
Tale, saalnge du endog med Heftighed stter dig imod dem. Du kan
troe, kjre Moder, at det vilde vederkvge mig langt mere end
Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde fle, at jeg havde et Hjem,
der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde flge mig,
og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det
vre altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade
holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre,
at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld.
Verden indeholder flere Ulykker, end man tr lgge paa eet Menneskes
Skulder.

Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det
haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede
af alle Mdre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige
Kjrlighedssvrmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og
mdte saa min Moder med det sdvanlige Vaas, at man skal kaste alle
Kjrlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder
ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt
bedrve hende.

Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg,
hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min
stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min hie Stemning. Fem
Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver
Skingrunde og skriver endnu en Del om de sdvanlige hie Interesser,
og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden
kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjrligt som muligt, at hun
gldede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet
bede mig derom. -- Vi skal nok vre gode ved dig, naar du selv vil
vre skikkelig. Tag nogle Bger med dig, og du skal have Lov til at
fordrve din lille Sster. -- Det vil sige, lse Gthe med hende.
sthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en hiere
Enhed, men Enheden var, srgelig at mindes, bleven til et temmelig
uforskammet Aandsaristokrati.

Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har nppe vret
mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg
mest til at ligge i min Seng.

Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortstte den. Det
er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til
Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsls enhver Stemning kan
blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den dleste Flelse
ved at kjle for den som et Klenodie, man har kjbt for al sin
Eie, kan slaae om i sit Vrngebillede. Det er muligt, at man for
at lre Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten,
hvorfra Djvelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de
hellige Ord, som ikke forstaaes, fr man har vret i den rk, hvor
Anfegtelserne sees som Spgelser, og Eneboeren iner dem, om han
end ikke magter dem. Men hvad der end kan hre til at lre Hiden
og Dybden og Bredden og Lngden at kjende, vilde jeg dog nske, at
jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange
Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at
lse. Min verdensomfattende Kjrlighed var bleven til Hensynslshed
mod dem, der vare mig kjrest, min therflugt med Profeter og Poeter
var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at
flyve. Jeg var en selvbehagelig og urlig Populrfilosof, en syg
Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.

Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap
mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at
lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krb i min Seng, naar jeg fornam,
jeg ikke kunde sttte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde
gjre en Smule Tjeneste, men maatte stte mig paa enhver Bnk, enhver
Trappesten, der tilbd sig. Og jeg flte kun lidt Ro, naar jeg kunde
naa hen til dem af mine Slgtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi
jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjrlighed, ansaae dem for
i deres Aandlshed mindst at kunne forstaae mig.

Da jeg ikke mere formaaede at lse og skrive, og dog ikke kunde
undvre nogen Hjlp til at komme igjennem den meningslse Tid, tog
jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en
skrkkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned,
fr jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne
kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at
vre ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min
kjrlige Broder Christian og min godmodige Ftter Vilhelm, begge
Lger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet
Taushed. Takket vre de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig
Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde
antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.

Mine gode Onkler og Tanter kom jvnlig til mig, og sendte mig alt,
hvad de kunde tnke, maatte kvge mig. Men min Bolig paa Regentsen
var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der
var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at
gjre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil
Mynster lukkede sine uforglemmelige ine, flyttedes saa min Seng hen
i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrmmede
mig sit eget Vrelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans
Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjrlighed, jeg havde
indbildt mig at have.

Der laa jeg nogle Uger. De bedste Lger saae til mig og mente, jeg
havde en Hjrtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev
jeg endnu mere svkket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den
Sygdom snart vilde gjre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv,
hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er
umuligt at vre de kjre, nu hedengangne Sjle taknemlig nok for,
hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke
tnkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemvrende, og lrte
i de Dage og Ntter at lade Legeme vre Legeme, og befale min Sjl i
Guds Haand.

Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog
saavidt paa Benene, at jeg turde forsge derpaa. Jeg blev sat i en
lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjlende Mixtur i Haanden.
Jeg tmte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end
den rde Drik skyldte Flelsen af Moders Haand i min, at jeg med
nogenlunde Fred naaede det kjre lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg
nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det vre der, bestandig med
mit vildt fantastiske Hoved stttet til Moders utrttelige Skulder.




FEMTE KAPITEL.

UVIRKSOMME AAR.


At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervse
Skrbeligheder, at skifte Lge kan ogsaa undertiden vre godt.

Moders Huslge var ogsaa hendes Husven, og hans Brn vore Venner. Han
var en egen Mand, som skjnt han af Tnkemaade var en Nutidsmand, dog
i sit Vsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse
var at conversere Damer, og som en yndet Lge vidste han naturligvis
alle Byens og Egnens Krniker og Hemmeligheder.

Han rystede paa Hovedet ad de kjbenhavnske Lger, og forklarede
mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole
Bangs Piller endmere havde delagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun
nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem
vre lige, glde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe
Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps
saltet Brndevin, frend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg
Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lgge den af, da jeg gjorde
den samme Erfaring, som jeg i Kjbenhavn havde gjort med et mig til
Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod strk
Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemrkede han leende.
Men Tobakspiben vnte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den
Uvane. Den gjorde mig godt som en tankels Underholdning.

Underholdning var det, jeg trngte til, da min Ulykke kom indenfra;
men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter
igjennem. Lse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til
Ende, om det saa kun var i en Avis, fr Blodet bruste i mig. Ogsaa
Samtale maatte jeg vre meget varsom med, og at vre ene var mig
rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Ntterne
var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar
jeg vaagen paa min mrke Vagt lurede paa de Hrskarer af Spgelser,
hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Svn
saae dem i tindrende Klarhed og hrte dem buldrende trampe opad
Trappen og bryde ind ad Dren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har
aldrig taget noget svndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium
i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser
kan gjre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine
Tanker noget ieblik svigtede mig, med ganske ngtern Besindighed
satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade
psychologiske og sthetiske om Drmmeverdenens Natur. Men det hjalp
mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var
det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at sttte mig til, var da det stille
Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fller, Moder og
Sster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med
mine Trngsler var baade Synd mod dem og for mig selv den strste
Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjlpekilder temmelig righoldige
Sind for, at jeg tvungen af Nden udfandt den Kunst at fylde Tiden
med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu
da jeg desvrre havde Tid nok, lod jeg mine ine -- eller mit ie,
for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile
paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen,
en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefllers Klder, deres
Bevgelser, min Moder ved Rokken og min Sster ved Vinduet med Bog
eller Syti, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller
rettere, hvor den ene Farve hrte op og den anden begyndte, hvilket
skjnt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de
antog i Skyggen, indtil Farven nsten, dog aldrig ganske forsvandt
i det dybeste Mrke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig
Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor strke
Modstningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre
de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes
Skygger paa de hvide Gardiner, isr naar der blev rullet ned for
Eftermiddagssolen.

Min vrste Angst var at skulle vre ene, og den tyngede mig desmere,
fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfldig
gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og
Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig
bestandig med alle tnkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men
den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel,
netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en
grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af
mit Liv ikke har vret sikker for den.

I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab.
Desvrre kunde jeg ikke gjre ham Gjengjld med at beundre hans
Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og
anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa hit
som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der
Intet formaaer.

Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg
ikke andet end Thorvaldsens Vrker. Men snart kom jeg i Besiddelse
af flere Billeder, der frte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet
mig en Ven i Maleren Thorald Lsse. Jeg husker ikke, hvor jeg
havde truffet ham. I de Dage behvedes der ikke meget til at slutte
Venskab. Et Mde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til
at gjre nogle Bemrkninger, var nok til at fatte Interesse. Han
saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte
mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjrtelig opmuntrende
til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor
Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Trsnit og sligt,
den Tid en endnu strre Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i
enhver Journal.

Dette gav Stdet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig
saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade vre at copiere
Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke
anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens
fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette
mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Rkke
Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg
til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae
vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter,
frst Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved
Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og
var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen
Umage med et stort Asketr, som hang ud over Domprovstens Havemur;
da blev Dren slaaet hit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg
havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin
frste italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade
gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit
Blik paa mit Billede og udbrd: Nei see, kan du gjre saadan noget!
Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tnkende paa Asketret,
men meget forlegen over at vre bleven overrasket af et saadant
Kunstnerie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde vret
borte.

Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste
Glde. Professor Blochs Familie nskede, at vi skulde tilbringe den
hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjrt Sted at komme. For
mig var det ikke at tnke paa, det var i min allersvageste Tid. Men
skjnt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at vre ene, skjulte jeg
dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Sster til
at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne,
og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tnke paa
Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprnges, og det
hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indvede
Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste,
at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg sgte at
bevge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg
kastede mig paa Sofaen, men det forfrdelige lod sig ikke afvende,
jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit
Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud,
ogsaa de vrste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun
havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at
see hende var allerede Hjlp. Hun sad noget hos mig og talte mig
tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krb jeg i Seng.

Som jeg endnu laa og kjmpede med mig selv, hrte jeg glade Stemmer
under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen
Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tnkte jeg, men dette er dog
for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder,
som stod verst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme.
Hendes forlngst erklrede Elsker havde benyttet den korte Vei over
Kirkepladsen til at faa hendes Ja.

At den sde Sster sad lnge hos Moder, inden de kom til Ro, var
naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge
og vlte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glde. Jeg
maatte dog see min Sster, men min Tilstand var fortvivlet, saa
meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit
Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.

Jeg fik mig altsaa en Svoger i Sren Thrige, men Overgangen var ikke
stor. Han havde siden Skoletiden vret saa hjemme hos os, at han for
Moder var bleven som en Sn. Det har han og i Sandhed altid vret,
ingen kunde gjre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde
tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i
Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt
ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har vret til mere Bekymring
end Trst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind
i mit forrige anstrengte Liv; det vilde nppe ende godt. Jeg taler
meget om, at gjre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom
den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer.
Jeg klager strkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine
Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er
udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i nste Maaned gik
de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun lseligt havde berrt, over
til fuldstndig og vedvarende Afmagt.

Saa kommer der sidst i Mai et helt trsteslst Brev til Moder. Det er
den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjftiget i min Stue, hvor jeg
hverken kunde udholde at vre stille eller lindre mig ved at vakle ud
i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste
Bog lse en Side til Ende; mine Hnder rystede, mit Blod hamrede, saa
Ribbenet og Kjdet paa venstre Side var mme deraf, jeg forfrdedes
ved at see i Speilet, hvor indfalden og huliet jeg saae ud; og under
alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det
saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.

Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god
Udvei for den nrmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik
Tauber, tidligere Prst paa Vall, nu Prst i Eiby og Dalby ved
Kjge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende
at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt
jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spg.

Efter min Hjemkomst fra Landet, forsgte jeg mig igjen paa Regentsen,
men det gik endnu vrre end fr. Det var mig umuligt at blive der, og
da Moder foreslog mig at sge en Huslrerplads paa Landet, var det
mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag
jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse
til frst at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og sgte
saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.

Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde
holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere
vrd at fortlle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer
en udmrket Mand.

Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra
sin frste femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min
Skoletid; han var min Halvbroders Ftter -- hans Moder var en Sster
til Broder Caspars Fader -- og han blev snart min Ven, skjnt der i
Alderen var ti Aars Forskjel paa os. Jeg mener da, Venskabet behver
ikke at vre saa halvt som Ftterskabet, sagde han. En re, jeg
skjnnede meget paa.

Vi havde i Kjbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen
kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame,
som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens
Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glde at see Ungdommen
omkring sig, hun dkkede et rigeligt Bord, og var stolt af at
kunne see hvor stor en Flok, der tog Sde om det. Vi kaldte det
Ftterklubben, fordi de fleste af hendes Gjster stod i dette Forhold
til hinanden. Der var Brdrene Marstrand, srdeles Vilhelm og den
smukke Sofficeer Osvald, der var Brdrene Smith fra Men, srdeles
den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og
min Ftter Adolf Fibiger, og flere Fttere og flere Venner, som
Malerne Kbke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbll, og
yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent
lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmrket, naturlig
og hjrtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var
i mine frste Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm
var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel
Leilighed i Brsgaden, hvor han bedkkede de skumle Vgge med en
mgtig Samling af sine hjembragte Studier.

Saa saae jeg ham ikke igjen, fr han i Vinteren 1841-42 slog ned i
Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke,
en svr og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin
ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paakldning mest af alt
lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens
Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der
vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at
bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.

De havde syv Dttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var
stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes
over Familiens underlige Vsen. Altid Skrig og Skraal af Brnene,
der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres
Kjrlighedshistorier, Forfrdelse over Besg, naar man ikke var
paakldt, og Moderen foer da altid om i Nattrie, og forgik af Latter
eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen
med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit
Contor med en Gjst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt
iemed.

Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende
Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om
efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjre mange
Omstndigheder, og Cousinerne var dog vrd at see paa. Fra deres
Side var de spndte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at
vinde den bermte Ftter; ikke at fortnke dem i, han var dengang en
meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var
dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa
Men af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid
i nrmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin
Overlegenhed i Skjnhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to
Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med
de mrke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede
i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, inene
lftedes mod Himlen og saae ngstelig til hinanden, og Ftteren kom.

Det lykkedes virkelig. Der kunde kun vre Tale om de ldste, de
andre var for unge. Naa, Vilhelm! hvem skal det saa vre? Anna
eller Thekla?, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den
ldste var ikke saa lidt af en Kokette, som vede sine Kunster paa
Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige,
der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt
den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget
kort, inden de var forlovede.

Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad
der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Srdeles en Mindeskive
til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portrterede alle de
hderlige Borgermnd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjre
tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Vrten
i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der frte Byens Garnison.
I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hngende Seil og
festlige Flag paa gldende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og
halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.

Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter
min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god
Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae
jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det
jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit
Udseende betydelig vrre; den vedvarende Sygdom udtrede mig frst
efterhaanden.

Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besvrligt
blev det ham at fortstte Forbindelsen. Da han frst havde faaet
gjort et kjnt Portrt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved
i halv Strrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede
nrved for sit Vedkommende at have udtmt hende. Han gjorde sig
vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae
stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage,
hun havde sat hele sit Hjrte til paa ham, og hun var en opoffrende
Sjl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at
tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig,
men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt
paa at vre en ulastelig Pige, og hun var utrttelig i at imdekomme
ethvert af hendes Elskedes nsker, men hun havde den uheldigste
af alle Egenskaber at mde en Mand som ham med, hun var kjedelig.
Efterhaanden havde han ogsaa faaet inene bedre op for, hvad der
efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stdt ham fra frst af,
hendes Hjems Uhyggelighed og den vrige Families temmelig raa Vsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle,
at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt,
han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu vre,
ogsaa mindre end Elskov kan gjre lykkelig, men hvad vrre var, han
havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig
kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans
tungsindige Moder frte som Enke et hist uhyggeligt Hus. Om det var
dette eller det var et medfdt Sind er ikke let at sige, men vist var
det, at baade han og hans Brdre med al deres store Begavelse, ogsaa
for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters
Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bde
en Del derfor, og lrte frst sent, at det er tungt at tage feil i
Livets bedste Forhold.

Dog holdt han lngere ud i dette Forhold end man skulde have troet
det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjrtes Skyld.
Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede
rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om
Aftenen i hendes stiende Familie med et Par snavsede og uartige
Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjbenhavn, og viste hende
alt, hvad han svrmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin
herlige Sttte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham
uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig ndt til at
tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende
Afsked.

Vintren gik, og der maatte tnkes paa mod Foraaret at faae mig
Stakkel anbragt i Kjbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig
borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlgge
sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i
Smallegaden i et hit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt
over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som iet
kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa
den skjnne Roskilde Kirkeplads.

Men frend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anfre en Skildring
af mit Hovedmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne
Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts
1843:

-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller
for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene
at tre paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg?
Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Forndenheder. Du kan troe, det
overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en
svnls Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjmpet det, at jeg nsten i
Forveien kan sige, hvorlnge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig
maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig
Prvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv,
fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et
endnu strre Skrkkebillede af de behagelige Udrkener og romantiske
Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke
til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet
fr mig, og ville gjre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne
gjre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over
mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie,
den er rent borte. Jeg har i Vinter gldet mig ved at lse Historie.
Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske
at hengive sig til den Videnskab. Mig har det vret en sand Lise at
studere Menneskene, som de have vret og som de ere. Historien er
det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Svrmeri ... Ogsaa
i Evangeliet lser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med
mine kjre Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse
bliver mig klarere og nrmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa.
Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet
jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nrmere, maa man ogsaa blive
hans Discipel. Der behves vistnok nu som fr intet andet end et
Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at
hele min Aandsudvikling -- skjnt Sligt jo er fast umuligt at blive
sig bevidst -- er afhngig af hans Charakter, idet jeg ikke sger
nogen Sandheds Bekrftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der
naturligvis gjr mig baade vel tilmode og meget betnkelig. Thi
hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne
Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: Bed
for mig, thi jeg bliver daglig vrre.

Efter en stor Del Fortlling om Familien og vort daglige Liv -- thi
Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt --
tager jeg saa igjen til at filosofere:

Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin
Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har
Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent
samvittighedsfuldt med at indgaae gteskaber, men tnkte, at om end
et Tyranni fra Mandens Side eller Tffelregimente fra Konens, eller
alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Flgen, saa var
derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa
anden Maade, da var denne egenkjrlige Magt upaatvivlelig snarere
den dominerende; den brd sig end ikke om sin Modstander. Naar den
nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man fler bedre,
hvor Grndsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil
fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative
Ret paa begge Sider. -- Det var fr den Tid, da det Spandetske
Forslag om borgerligt gteskab havde vkket saamegen Rre, men vi
havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde
maattet bde for den Sdernes Lshed, den overvttes sthetiske
Tid medfrte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en sthetiker et
rystende Phnomen.

Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det
private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain,
man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget.
I Theologien er der jo rigtignok Fare paafrde, men jeg troer, at
der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed
kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode
delgge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel vre god Grund
til at vre bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad
til at nre Flammen med fra den strkere og strkere opvaagnende
Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver vrre end
bedre. Du lste vel Artiklen i Fdrelandet om den moderne
Absolutisme. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende
Samfundsformer som modne til delggelse. Men lad os alligevel ikke
hnge os i saadanne Phnomener, der dog aldrig kunne have mere
Vrd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den
grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig
underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa,
vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger
ikke forfeile sin Virkning. --

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine frste
Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem
Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa
forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen
videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere
glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man
lrer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Nste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret fr (1842) havde en Ven
af Sren Thrige, Vilhelm Nitzch, besgt os, en kielsk Professorsn
og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Knigsberg og gift
med Srens Halvsster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de
styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en hi Aand og en
del Sjl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt
jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bger. Nu saae jeg
tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var
en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste
Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden,
og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lrde og sthetiske
Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjnneste
Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en
Nydelse af skjn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spg.
Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at fre
en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desvrre ogsaa
erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og
dog var de Uger, jeg nd i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den
Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjnneste Tid.
Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Dgn ikke fik
Svn i mine ine. Jeg vilde ikke lade mig mrke dermed, men vandrede
saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.
Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage
bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch
saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han
forlngst dd (1880).

Nste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjre Veninde Margrete
Thrige var Aaret fr bleven forlovet med en holstensk Prst
Steffensen, og som nygifte besgte de nu den sjllandske Familie.
Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i
Kjbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa.
Steffensen var en fin, hitdannet og begavet Mand, og vi fik atter
en Prve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend,
mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lrer frst en Nation at
kjende, naar man seer den i Kjd og Blod, man forstaaer frst dens
Tankegang, naar man hrer Tonefaldet og seer Minespillet dertil.

Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen
nste Aar i Kjbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han
var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under rsted. Atter det
samme fuldtfrdige veltalende Vsen, dannet nok, men ikke med den
fine Flelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mrkede,
man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig
vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres
hie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrstning til deres gode Sag,
og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt
beskjftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik
dog et nyt Indtryk af den ved at hre den foredrage af en begeistret
Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan
Figur var dog vrd at see i Nrheden, og da jeg havde det tydske
Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjr, og var vel oplagt
til at stte mig ind i enhver menneskelig Sag, stdte hans Tale mig
ikke saa meget, som den vilde have stdt de fleste. Jeg blev vel ved
min og alle Danskes Mening, men hrte dog taalmodig paa ham, naar vi
i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.

Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad
ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu
kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen
Forsigtighed at fortstte mine Examensstudier.

Dog trngte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde
styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg
mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa
Dagen kun havde 5 Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder
arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Sren
Thrige.

Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fdreland
med hitidelig Forventning saaes at trkke op som Tordenskyer
der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg
Prstegaard, hvor vi var i Besg, fik Sren og jeg os en Bondevogn,
og kjrte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg
Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endelse
svndyssende Sandspor, til vi en skjn opklarende Aften endelig
naaede langs de blanke Ser til Ry Mlle.

Nste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen
samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra erne med. Deroppe
fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned
over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene,
langsomt skride frem langs Sbrederne, og endelig stige op ad Bjerget
fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig
holdt Hovedtalen, mgtig men paa Grund af hans underlige Stemme
ikke synderlig hrlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa
sdvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde
sdvanligt. Jyden hrte til med vanlig Ro, og tnkte sit, mest vel
endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i
Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom
Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op
over Fdderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade
Fdreland og den skyllende Frihed levede hiere og hiere, og Dagens
Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.

Det mrknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for
Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjreti var ikke at faae og paa
Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve
Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Sle,
og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi
saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en
Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle
Bevgelsesmnd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Hieste, og
ustandselig talende, satte han med dmonisk Glde os unge uskyldige
Mennesker ind i Agitationens gruopvkkende Hemmelighed, som han
paastod selv at have opfundet.

Saadanne Ting kunde jeg fortrffelig taale. Men ligefuldt ventede mig
i Hjemmet mine Plageaander med sdvanlig Ihrdethed. Jeg indsaae,
at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg
sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i
forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i
flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere,
maatte jeg vlge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig
derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt
som intet gjort af det Arbeide, der er ndvendig for paa en bestemt
Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.

Jeg var ligefuldt frdig i Forsommeren. Jeg har altid bestrbt mig
for, at ikke andre kjre Mennesker for min Skyld skulde blive ndte
til at opgive hvad de havde for. Min Ssters Bryllup var blevet
feiret i vor davrende lille Bolig i Lngangsstrde ligeoverfor
Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto strre Glde.

Sren Thrige var bleven ansat som Overlrer ved Slagelse Skole, efter
et Aars Tid at have vret Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders
Medhjlper. Festen, den 9. Mai 1845, havde vret meget rrende i
sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og
kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsns
Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjnt og livligt, paa
det nr, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik,
kunde Tryde og Paulsen i hi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med
Slesvigholstenerne. Nste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.

Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og gldede sig
selvflgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, fr jeg
havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en
hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med
skjn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes,
efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen
Skik meget lngere end det behvedes.

Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar
der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene
kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade
min Pen lbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og
den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen
over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre
Morgenture. Nu var jeg jo frdig, og det faldt mig ikke ind at
frygte for Slagets Udfald; skjnt jeg ligesaa let kunde have lidt et
Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.

Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som
ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg
maatte som sdvanlig ud paa Landet at samle Krfter.

Heller ikke laa Theologien mig i overvttes Grad paa Sinde. Jeg havde
dyrket den for at bemgtige mig, hvad der var Aandsfde for mig efter
mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som
altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undvres i
geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg
ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der
heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid
havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde
det heller ikke stor Interesse for mig lnger. Ogsaa er det gaaet
mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde
mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad
Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er
frst i Aarenes Lb, at jeg har lrt, hvor ndvendigt det var mig,
iflge den Frelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af
min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig
levende Theologie.




SJETTE KAPITEL.

STRRE VENNEKREDS.


Hvad der mest gldede mig ved at vre kommen saavidt, var den
Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjre Moder ved at komme hjem
som en velmeriteret Candidat. Denne Glde kom endog til at overstige
min Forventning, den blev en mrkelig Scene i hendes lille Stue. At
hun selv var i den hieste Henrykkelse, og overste mig saaledes med
Kjrtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra
selv tnkt mig saameget derved, kunde vel vre i sin Orden efter
al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme
var, at der med udbredte Arme og taarefyldte ine stod en Veninde ved
hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer ls paa mig med
ligesaa overvldende Omfavnelser og Kjrtegn og Kys. Det var svrt at
komme til Ro. Hvem der har vret saa lykkelig at kjende Fru Louise
Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.

Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige
Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornielse at gaae derhen. Han
boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms
Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de
samme Venner som i den ovennvnte Ftterklub, paa de kvindelige nr,
og til Gjengjld nogle flere. Vi samledes i Mrkningen og sad om et
tarveligt Aftensbord med Smrrebrd og l, og en Themaskine paa et
Sidebord.

Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjster, men Vilhelm
var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom
han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig
forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de
andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade trt. Hvad, raabte
Vilhelm, du vil da ikke hjem og lse nu. Tag en Styrkning, og
see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus, og han
skjnkede mig et Glas l. Ja, svarede jeg, idag har jeg forelbig
faaet Examen. Hvad! raabte han. Og det siger han frst nu, som
det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert! Hyen var imidlertid
kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske
rrt mod mig, og sagde i sin hjrteligste Tone: Nei, Marstrand,
Fibiger er ikke affectert.

Det var mit frste Mde med denne mrkelige Mand. Ikke at jeg just
saae ham frste Gang; han havde oftere besgt vore Sammenkomster,
men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Prsidium, og
med sin overvldende Veltalenhed let kom til ene at fre Ordet, havde
jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at vre andet end en
Tilhrer i en saadan Kunstnerkreds, smmelig holdt mig tilbage.
Det var frste Gang, han saa at sige tog mig med, og selvflgelig
gldede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min
Stemning.

Han gjorde mere. Den Aften indbd han mig til at komme i hans eget
Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds
af Kunstnere og med dem aandsbeslgtede Folk omkring sig. Dette
betragtede jeg som en ikke ringe re, da han var temmelig nieseende
med hvem han indbd.

Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt
ndt dertil, forsmte jeg den gldelige Fredag Aften, og har den i
Lbet af hele min kjbenhavnske Tid, baade fr og efter min Embedstid
i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand,
endelig da ogsaa elskvrdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange
Rkke af Aar, tager jeg dem alle under Eet.

Af Hyens ldste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var
Freund allerede dd i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som
Skovgaard saa smukt har malet, hrte til Selskabet ligesom Snnen,
Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersnnen, Billedhuggeren
Christian Freund. Hyen havde selv ingen Brn, men deres Venners
betragtede de altid som deres Pleiebrn. Schouw har jeg ikke seet
der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjreste Gjster. Saa
var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren,
og srdeles H. V. Bissen selv, hvis djrve paalidelige Vsen gjorde
sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstndig
stemmende med Hyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og
Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbll,
og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand,
Constantin Hansen, Kbke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump,
H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og srdeles Skovgaard og Lundby,
som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af
ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesn af Fru
Hyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Brn. Saa
Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englnderen Stephens; og
Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla
Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa
udenlandske Gjster, den hyppigste var vel Welhaven[8].

 [8] Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket
 Mand, tyndt glat Haar, ine der ikke lod sig see, sad han og krb
 sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter
 Almqvist, Filolog, Prst, og tilsidst flygtet som Morder til
 Amerika. Han blev hderligt modtagen hos Hyens, og jeg lste i
 den Anledning hans Trnrosens bok.

Da jeg begyndte at komme der i Huset, boede de i et Baghus i
Gothersgaden, senere flyttede de til en tredie Sal i Lngangstrde.
Begge Steder var Leiligheden tarvelig, og Aftensbordet som i en
jvn Familie, thi Hyen havde kun smaa Indtgter. Da det ikke kunde
vides, hvormange Gjster der vilde indfinde sig, havde det sine
Vanskeligheder altid at skaffe Plads ved Bordet; men Fru Hyen havde
en mrkelig Evne til at faae Stole og Borde og Madvarer til at holde
Skridt med Hjrtet og udvide og mangfoldiggjre sig tilligemed
dette. Jeg blev snart hendes Fortrolige og blev i Krogene indviet i
hendes husmoderlige Bekymringer, men ogsaa i, hvorledes hendes Glde
over hendes beundrede Mands Venner maatte og skulde overvinde alle
Vanskeligheder.

Hyen var overordentlig nisom med Hensyn til sine personlige
Forndenheder, han havde ogsaa vret ndt dertil, da hans Stilling,
som af de Styrende blev anseet for temmelig overfldig, var slet
lnnet, og hans fuldkommen uegenyttige Charakter i Forening med den
for ham uundvrlige Uafhngighed ikke egnede sig til at forbedre
Stillingen. Men saa lidt han havde at give af, gav han dog hellere
end han tog, og var i Sandhed en glad Giver.

Da han laa paa Frederiksborg for at ordne den dervrende betydelige
Malerisamling, hndtes det hyppigt, at Bekjendte af ham kom derud,
og det var for dem og ham en ligestor Glde, naar han personlig
viste dem om paa Slottet. Men derved gik den Betjent, som ellers
var Omviser, glip af sit Honorar. Dette oversaae Hyen ikke, men
gav hvergang Betjenten af sin egen Lomme de ham tilkommende Dalere,
hvilket selvflgelig den Besgende intet fik at vide om, og uagtet
Slotsbestyrelsen ogsaa lod som den ikke forstod, at han selv kunde
trnge til et anstndigt Honorar for sit store Arbeide. Saaledes var
han i alle Forhold.

Naar Talen kom paa hans lange Ophold i Italien, dvlede han helst ved
de elskvrdige Trk, han havde fundet hos Landets Almuesfolk, endog
hos Droschkekudske og Dragere. Og da han paa en Reise i Slesvig kom
til os i Haderslev, kunde han ikke hre op med at tale om, hvilken
Glde han havde havt af sin Kudsk paa den lange Vei fra Lygomkloster,
det var dog en almindelig Bondekarl, som for andre saae trven ud.
Men Hyen havde det menneskekjrligste og mest demokratiske Hjrte,
jeg nogensinde har truffet, han kunde faae ud af Mennesker, hvad
ingen anden kunde see.

Han var ogsaa det mest frisindede Menneske, jeg har kjendt, ja en af
de yderst faae, der virkelig vide, hvad Frihed er. Han bekjmpede
vistnok enhver efter hans Syn feil Retning, og da han var meget
heftig, kunde han bekjmpe den voldsomt, men naar han saa fik tnkt
sig om, kunde han blive formelig fortvivlet ved den Tanke, at han
kunde have forsyndet sig mod den Overbevisning, en anden efter sine
Kaar maatte have, og endnu mere over at have saaret en Flelse hos
ham, som maatte vre ham hellig.

Saa nieseende var han med at lade enhver have sin Frihed, at han
ndigst af alt vilde lede nogen, endog i den Kunst, hvori han var sin
Tids strste Autoritet. Naar Kunstnerne hentede ham hjem til sig,
forat faae hans Dom over deres Arbeider, var der ingen Tvivl om, at
han ved frste iekast saae Manglerne i enhver Henseende, men det var
langtfra saa let at faae ham til at udtale sig, og de maatte ofte nok
finde sig i, ikke at faae noget Raad af ham, nppe engang en Dom.
Lad dem selv, lad dem endelig selv! sagde han. Han var bange for at
bibringe dem noget, som ikke udsprang af dem selv.

Man beskyldte ham altid for at vre partisk. Dette kunde ikke
undgaaes, da man offentlig hrte hans overlegne Domme, og de, der
flte sig trufne af dem, mmede sig, og de der ikke hrte til hans
Omgangskreds havde en Mistanke om, at der blev talt noget meget slemt
i den. Men det havde dog en egen Sammenhng med hans Partiskhed.
Overfor mangelfuldt og feilfuldt Arbeide var han ubielig,
idetmindste med at tie stille med sin Ros. Skovgaard var en af dem,
han mest sigtedes for at begunstige, til Mishag for dem, der mente
sig at vre strre Landskabsmalere, for Ex. Gurlitt. Dog var det
saa langtfra, at han smigrede denne samvittighedsfulde Kunstner, at
frst, da han havde malet det stille Dyrehavestykke med den sovende
Hjort i Forgrunden, og det var dog langt henne i hans Virksomhed,
da han allerede havde faaet flere Prmier, og hans Billeder kldte
Nationalgalleriets vgge, hrte jeg Hyen udbryde: Nu er Skovgaard
bleven en Kunstner! Dette er dog endelig Kunst!

At han skulde vre partisk for nogen sregen Retning, kunde kun siges
af Uvidenhed. Med strre Sandhed kunde man sige, at fra Kunstens
frste Daggry til den Dag han levede, og fra China til Island kunde
der intet af Vrd fremdrages, som han ikke havde lige kjr.

Paa samme omfangsrige Maade bedmte han den enkelte Kunstner. V.
Gertner, dengang den mest roste Portrtmaler, var han en bestemt
Modstander af, som heller ikke denne forfngelige Mand sparede ham.
En Aften Hyen var hos os, havde min Hustru talt om et Portrt af
ham, hun fandt fortrffeligt. Hyen hrte opmrksom paa hende, lnede
sig saa tilbage i den gode Lnestol, jeg pleiede at skyde hen for
ham, og begyndte: Ja, det er interessant, hvad han tidt formaaer. Og
nu holdt han et helt langt Foredrag over Gertners Kunst, hvori han
ligefra hans Begyndelse gjennemgik ethvert af hans Arbeider, endog
de mindst bekjendte, og fremhvede paa den mest anerkjendende Maade
ethvert af hans Fortrin, men rigtignok ogsaa hans Svagheder. Men et
Stemningsmenneske var han. Man maatte tage noget varsomt paa ham.
Havde nogen paastaaeligt rost denne Kunstner, isr paa en andens
Bekostning, var han paa det heftigste bleven viist tilbage. Hyen
havde maaskee raabt! Det er noget Snavs tilhobe! Dog nppe, hvis det
havde vret en Dame. Mod dem var han altid meget hensynsfuld, og
havde snarest svaret vittigt og leende.

Det er bleven en gjngse Tale hos dem, der ikke have kjendt ham, og
er formelig blevet slaaet fast som hans Eftermle, at han paa en
bornert Maade fremelskede en national Kunst, alt skulde vre saa
nordisk. Ja, da han havde seet, hvor usundt det mer og mer blev for
vore Kunstnere at hente alt deres Stof fra Italien, henviste han
til det Hjemlige og sagde: See paa det, som Hollnderne have seet
paa deres. Han fandt ogsaa, som Samtiden i det Hele fandt det i det
nationale Opsvings Tid, at den nordiske Oldtid, der havde affdt saa
rig en Poesi, ogsaa kunde med Fordel behandles af Billedkunsten, og
han gldede sig over, hvad hans Venner Freund og Bissen frembragte af
Mestervrker i den Retning.

Hans Lrdom var overordentlig, og stttet paa hans ligesaa
overordentlige Hukommelse var den ham altid nrvrende. Naar han
vilde skildre en Kunstperiode, begyndte han med Tidens og Landets
Historie, og det ikke med abstracte Data, men med en saa levende
Skildring af Tidens Eiendommeligheder og Folkets Kaar, at Tilhrerne
fik en Fornemmelse af selv at have vandret paa de Steder og levet med
de Mennesker. Og tog han enkelte Kunstnere for, fik man deres Liv og
Charakter, og deres Beskyttere og Modstandere, Fyrster og Stormnd og
Publicum, saaledes fremlagt, at der hrte en Digter af stor Styrke
i Charakterskildring til at gjre ham det efter. Dette opnaaede han
ikke saameget ved Udfrlighed, som ved det personlige Indtryk han
vidste at stemple alt med.

Han var den ypperste Taler, jeg har hrt, men ingenlunde i den Stil,
store Talere ellers pleie at bermmes for, ikke det ringeste af det,
der har sit Forbillede i Cicero. Han talte hurtig og let, som En der
i daglig Tale er ivrig for at faae sagt, hvad han vil. Men alt som
hans Stemning steg, som de skjnne og ophiede Syner begyndte at
udfolde sig for hans ine og henrive hans Hjrte, steg Udtryksmaaden
i Vrdighed og Glands, og Foredraget blev en mgtig Flugt baaren af
flammende Flelse.

Men hans Veltalenhed behagede ikke dem, der havde en anden
Forestilling om denne Kunst. Da han i Akademiets Sal holdt sin
glimrende Mindetale over Bissen, og Kongefamilien og alt hvad stort
var i Staden var tilstede, deriblandt ogsaa Fru Heiberg, gjorde denne
kunstforstandige Scenens Dronning den Bemrkning, at der i hans
Foredrag var gode Elementer til en Tale, men en Tale var det ikke.
Heri gav Biskop Martensen, som har fortalt mig det, hende fuldkommen
Ret. Nei, som den akademiske Prdikant talte han vistnok ikke, men
han talte saaledes, at selv de, der ikke forstode Bissens Kunst,
blev henrevne af Kjrlighed til en saadan Mand, og blev rystede over
hans Bortgang.

Mest henrev mig hans Skildring af den antike Kunst, den havde ogsaa
fortrinsvis hans Hjrte. Hellenerne elskede han over alle Folk. I
Grunden elskede han alle Folkeslag, det var en af hans Egenskaber,
og den var ikke partisk. Hos ethvert Folk satte han sig ind deres
Liv og Charakter, fremhvede deres bedste Egenskaber, og kunde have
sin Glde af dem, han besgte. Men af de nyere flte han sig mest
tiltrukken af Hollnderne, og saae i dem et Slgtskab med Hellenerne,
som han satte hiest paa denne Jord.

Om saadanne Ting talte jeg helst med ham, om Kunst talte vi mindre.
Jeg undgik helst det mne, da jeg ikke overfor ham havde Lyst til
at yttre mine Meninger derom. Jeg havde nok i andet, thi hans Dom
var ligesaa kyndig over Poesie og al Slags Litteratur, kun ikke over
Filosofi, den indlod han sig ikke gjerne med. Han mente ikke, at man
ved Filosofiens Hjlp faaer Syn paa, hvad der styrer Verden. Hans Syn
var grundet paa naturlig Betragtning og flelsesfuld Opfattelse, og
gik ud paa optimistisk, nsten barnlig Glde over Livet.

Religionen var ham en vanskelig Sag, men i intet viste hans
Frihedssind i et renere og mere rrende Lys. Det fine Hensyn, han
altid tog til enhvers eiendommelige Udvikling, og den Frygt, han
havde for at forstyrre nogen i deres Flelser og Tanker om det
Hieste, en Eiendommelighed, der som alt omtalt, ogsaa gjorde sig
gjldende i hans Behandling af Kunstnere, viste sig ogsaa i det
Religise derved, at der var intet, som han var mere ngstelig for at
gribe forstyrrende ind i end i andres christne Tro.

Han havde arbeidet strkt og rligt for at komme ind i det religise
Liv, og lste altid, hvad han mente, der kunde tjene ham i denne
Sjlesag, i Srdeleshed Biblen, som der var faae, der kjendte saa
godt som han. Men han var en overordentlig kritisk Natur, og
hans store Kundskab til Oldtidens Aandsbevgelser virkede til,
at han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige for
Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af Legender. Jesus
og hans Disciple vare ham de strste af alle Mennesker, men Kirkens
systematiske Udvikling vendte han sig med Misnie fra, og sagde, at
da Christendommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker
grummere end Hedenskabet. See, hvor nnsomt Athenerne tog paa
Sokrates, sagde han, og hvorledes behandlede man siden en Kjtter?

Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans Venner, hvorledes
det stod sig med hans Tro. Kunstnere pleie ikke at vre videre
opmrksomme paa den Sag. Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre
stod ham nrmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det.
Bissen, der selv var en Fritnker og ikke skjulte det, vidste det
bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad Hyen. Til mig talte han
ofte derom, altid i en bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes
han mente, han maatte komme igjennem for ikke at vkke Forargelse:
Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skovgaard med mine Tvivl,
sagde han, eller Georgia -- Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr.
Schouw.

Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev, paa hvis Alter der
stod et stort smukt Crucifix, blev han staaende foran dette, saae
lnge paa det, og sagde saa i en dybt bedrvet Tone: Det er Dden.
Videre kan jeg ikke komme. Vi kan dog ikke undvre Opstandelsen,
bemrkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang fandt jeg ham
liggende paa sin Sofa, lsende i Platons Phdon. Naar han befandt
sig ilde, lste han helst Ting, der kunde lede hans Tanker til
Evigheden. Da jeg kom, udbrd han: O herlige Mennesker, Sokrates og
hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg havde lst den
Bog, og efter den kom til at gjennemgaae Apostlenes Breve, det var i
Kundby Prstegaard -- hans Hustrus Hjem -- sagde jeg til mig selv,
hvorlangt dybere og langt hiere! En anden Gang, det var da han var
en gammel Mand, ogsaa en trist Dag, da han var syg, fandt jeg ham
lsende i Poul Mllers Afhandling om Uddeligheden. Da sagde han:
Jeg har lst den flere Gange, og jeg troede, jeg endnu kunde finde
noget i den, men jeg finder desvrre intet for mig. Jeg troer, han
kjmpede lige til sin Dd med sin Tvivl.

Vi stod alle i et Discipelforhold til Hyen; jeg troer endogsaa de
ldre betydelige Mnd, jeg har nvnet, da de i hans Sfre ikke var
meget videre end vi andre. Og da han saa godt som ene virkede ved
det mundtlige Ord og sin levende Personlighed, medens hans Skrifter
dels ikke dengang var os bekjendte, og kun de af dem, der ogsaa ere
levende Ord, nemlig de stenograferede Foredrag, ere ret betegnende
for ham, kunde jeg i min Beundring for ham ikke lade vre at
sammenligne ham med Sokrates. Endog hans Udseende og det at han altid
var ung mellem de Unge gav Anledning dertil; ogsaa hans Stilling i
det dannede Samfund, idet ogsaa hans Opgave var at vise alle dem,
der vidste saa meget, at de i Virkeligheden vidste saa lidt. Han var
da endelig ogsaa -- at sige efter vore fredelige Forhold -- omtrent
ligesaa miskjendt og bagtalt som den store Hellener.

Af hans Kreds var P. Chr. Skovgaard den jeg nrmest sluttede mig
til. Hans rolige og i hieste Grad paalidelige Vsen, som dkkede
en dybttnkende og dybtbevget Aand, tiltalte mig srdeles; og da
han dengang endnu ikke havde nogen strre litterr Dannelse, hrte
han ogsaa gjerne min Tale. Han tegnede den Vinter (1846-47) hele
Selskabets Portrter hver for sig, ogsaa mit. Desvrre indtraf det
Uheld, at han tabte sin Tegnemappe paa en Reise, hvorved alle disse
fortrinlige Billeder gik ud af Tilvrelsen. Lundbyes maa dog vre
bleven reddet, da jeg finder det i Tidsskriftet Ude og Hjemme mrket
med Aarstallet 1845. Han maa have udfrt det tidligere og ikke have
havt det med i Mappen, thi allerede den 3. Juni 1845 havde vi holdt
Afskedsfest for Lundbye, da han drog til Italien, som jeg seer af en
Sang, Svend Grundtvig havde skrevet til dette lille muntre Gilde.

J. Th. Lundbye havde jeg meget kjr, skjnt jeg ikke veed, om han
ganske gjengjldte min Kjrlighed. Dog talte han gjerne med mig om
sin Kunst og havde godmodig sine Lier af mine Bemrkninger om den
Retning, han var Fader til. Han var en fintdannet Mand med et mildt
stilfrdigt Vsen, der i Omgang mere bar Prget af end han udtalte
hvad der boede i hans Indre. Hos ham flte man mere end hos Skovgaard
med det aldeles fordringslse Vsen, at man stod overfor en betydelig
Mand. Han var strkt grebet af Tidens Bevgelser, og havde sluttet
sig til Grundtvig, hvis Snner vare hans Venner. Da Krigen kom, var
det ham umuligt at blive hjemme. At saa et Vaadeskud skulde ramme
hans skjnne uopveielige Hoved, saae vistnok ud som noget af det
Rdsomste, Tilfldighedens grulige Lov kan byde, men det var dog
muligt, at Tilfldet dog ikke var saa dumt brutalt, som det den Gang
forekom os alle. Jeg kunde tnke mig, at om han selv kunde have taget
Ordet iblandt os i de Sorgens Dage, vilde han have sagt: Hvad klage
I? Er det ikke endnu skjnnere at falde for sit Fdreland uden at
have behvet at vende det blodige Vaaben mod noget Menneske? Og kunde
jeg nske mig noget yndigere Liv end her paa Slesvigs aabne Mark, med
de hvislende Grsstraa omkring mig, og en Hare hoppende hen over min
Grav? Ganske stille vil jeg ligge, og ikke skrmme hverken den eller
Faarene, naar de vil lgge sig tt op til mig.

Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstrket ved en
dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin frste Ungdom. Jeg har
vel hrt derom, men det er mig ikke saa bekjendt, at jeg tr tale
derom. Han havde knyttet sig meget nr ikke blot til Hyen, men
ogsaa til hans Familie. Hans srdeles Veninde var Fru Hyens Sster,
Hanne Westergaard, og dette Forhold var meget betegnende for ham.
Hun var af Udseende en meget fed og ubehjlpsom Skikkelse, talte
langsomt og utydeligt, og gjorde paa Forstandsmennesker Indtrykket
af at vre temmelig enfoldig, men hun var overstrmmende hjrtensgod
og svrmerisk Grundtvigianer. Hun fortalte mig, at engang havde
der hjemme i hendes Faders Prstegaard, i Kundby, vret En -- jeg
husker ikke hvem -- som havde talt til hende og en Veninde om, at
det var taabelig Overtro med denne Djvel. Det gjorde os saa ondt,
saa ondt. Vi laa om Natten og grd i hinandens Arme, for vi skulde
miste den kjre Djvel. Hyen havde for Skik at afbryde hende med et
utaalmodigt Raab, naar hun vilde arbeide sig op til at indblande en
confus Bemrkning i hans Tale; men han holdt inderlig af hende som en
Ungdomsveninde og kjr Husflle. Ogsaa viste hele hans Kreds hende
megen Opmrksomhed, baade for hendes kjrlige Hjrte, og fordi dette
var en rig Beholdning for alle deres personlige Forhold. Man kunde
heller ikke andet, naar man saae hende rokke med sit store Hoved i
Henrykkelse over saadanne elskelige Mennesker.

Lundbye var nu ret hendes Hjrtensbarn. Han betroede hende alle sine
Sorger og Glder, og han henvendte helst sine Breve til hende. Og
det var Breve, der i rige Skildringer af hans Kunstneries Syner og
i aandfuld Udgydelse af sine svrmeriske Flelser ikke stort mindre
kunde kaldes Kunstvrker end de Tegninger, som han ledsagede dem med;
og som nu er Samlingernes Skatte. Det var det Mysterium han havde
opdaget, at denne enfoldige Sjl med sit moderlige Hjrte forstod ham
bedre end den kritiske Verden, og det var rrende at see, hvor rig
hun, i sit lange ensformige Liv efter hans Dd, flte sig ved at
have saadanne Klenodier, for hende ogsaa Hjrtensklenodier, i sine
Gjemmer.

Da han drog bort som Soldat, var vi af den Mening, at han havde en
dybere Flelse for den Dame, som siden gtede Skovgaard, Georgia
Schouw. Vist var det, at han efterlod sin bedste Tegnebog med den
Paaskrift, at hvis han faldt, skulde den overgives til Frken Schouw,
hvis hun vilde vre saa god at modtage den. Hun ikke blot modtog den,
men viste den aldrig til nogen. Heller ikke gjorde Skovgaard det, da
han havde mistet sin fortrffelige Hustru; og efter hans Dd fandtes
den med hans Paaskrift, hvori han anmodede Fru Hyen om at opbevare
den uaabnet for hans Brn.

Bergitte Hyen var et mrkeligt Menneske. Tiltrods for hendes djrve
Slagfrdighed, kunde man dog ikke lade vre at elske hende for
hendes trofaste Hjrte. Hyen talte aldrig om, hvad Miskjendelse
og Krnkelse, han havde lidt, men hun havde gjemt dem med alle
Biomstndigheder, og naar hun havde En i en Krog, strmmede det ud
af hende med strke Fagter og lysende ine. Manget smukt Trk af
hans Liv har jeg paa den Maade faaet at vide. Hun var en udmrket
Husmoder, den skjnneste Renlighed og Orden, og rigelig Gjstfrihed
vidste hun at forene med forstandig Sparsommelighed. En Formiddag,
jeg var kommen ind fra Landet og var gaaet op til dem, faldt det
hende ind, at jeg kunde trnge til Frokost, og hun ilede ud. Hyen,
som stod med mig i Dren ind til hans Vrelse, saa efter hende med
rrt Mine, og sagde med sin bldeste Stemme: Du skulde have seet
hende hjemme i hendes Faders Prstegaard. Hvor hun var glad og
kjrlig i sin Gjstfrihed. Ja, hvor hun var skjn.

De havde vret forlovet i 14 Aar. Grunden dertil og deres indbyrdes
Forhold er saa smukt beskrevet af L. Ussing, at jeg ikke vil gjentage
det. Blot nogle Smaatrk. Deres Ungdomskjrlighed var bestandig den
samme, og kunde i sin fuldkomne Naturlighed vise sig i meget pudsige
Skikkelser. Alle hans righoldige Breve fra hans Reiser stilede han
til hende; hun skulde have alle Betragtninger saa hit de end gik, og
hun forstod at skjnne paa dem. Til det Yderste var hans Sag altid
hendes. Brevene er nu trykte, men ikke alle de morsomme Kjlenavne,
han deri gav hende; og hun og hendes Sster var ikke mindre strke i
at give ham dem igjen. De talte helst om ham som om et elsket Barn.
Det svreste var, naar de en Tid maatte skilles. I 1835 skulde han
reise til England, og ventede sig stort Udbytte af den Reise. Jeg
vaagnede om Natten, fortalte han mig, og hrte, at Gitte laa ganske
stille og grd. Hun vilde ikke lade mig mrke sin Sorg over at jeg
skulde bort, og troede, at jeg sov. Men jeg turde ikke tale til
hende, at det ikke skulde overvlde hende, og hun skulde have den
Sorg mere at bedrve mig.

Han havde aldrig selv Penge, han overgav dem alle til sin Hustru.
Men naar han gik ud, talte hun ham omhyggelig Lommepenge til, med
den Bemrkning at det ikke smmede sig for en saadan Mand, ingen
Penge at have i sin Lomme. Og man maa sige til den sparsommelige
Husmoders re, at det var ligesaameget hendes Stolthed, naar han saa
rigelig delte dem ud til alle Sider, som naar han i Selskab trak det
skinnende hvide Lommetrklde op, som hun havde srget for at stoppe
i hans Mandarinlomme, og i anden Dragt gik han aldrig, selv i de
strste Aftenselskaber. I Middagsselskaber kom han i Reglen ikke, han
havde ingen sort Kjole. Han havde dog et Par Ordener, men han bar dem
ikke. Engang skete det, at da han skulde holde Foredrag for en meget
stor og glimrende Forsamling i Alfred Hages Soire, traadte han ind
i Salen i den gamle Mandarin. Den bedste med Lommetrkldet i hang
hjemme. Man tnke sig hans Frues Forfrdelse.

Men, jeg er med alt dette kommen mer end 30 Aar for langt ned i
Tiden, og maa vende tilbage for at finde min egen Ungdom igjen.
Tanken om min mrkelige Ven har holdt mig noget lnge hen, men
jeg fortryder det ikke. Intet har vistnok bidraget saameget til
at uddanne og fstne mit Syn paa Livet i alle dets Former, som at
jeg har vret saa lykkelig i en Menneskealder igjennem at leve i
fortrolig Omgang med Hyen.

Efter endt Examen reiste jeg paa Landet med min Moder. Maalet var den
kjre Ssters nye lille Hjem i Slagelse. Jeg drev der om i Mark og
Skov paa min sdvanlige Vis og sgte at vinde mine Krfter tilbage
saa godt som muligt. Drev det ogsaa til, at jeg paa min Fod kunde
vandre til Sor; hvorfra jeg vendte tilbage til Roskilde, hvor jeg
havde strenge Ordrer til at ankomme i god Tid. Jeg var nd til at
adlyde, min Ven ~Brun Jul Fog~ er ikke den Mand, der lader sig afvise.

Denne Ven har jeg endnu ikke omtalt. Ikke fordi han nu frst
indtraadte i min Historie, tvertimod, vi havde vret ganske
fortrolige Dusbrdre fra min frste Studentertid, men fordi jeg har
fulgt den ledende Traad i mit Livs indre Bevgelser, og i dem havde
han ikke havt den Del, som de allerede nvnte.

Vi var Studenter fra samme Aar, laa sammen paa Regentsen, hvor vi fik
indgaaet det fortrolige Venskab, som til min Glde har varet indtil
nu.

Han steg efterhaanden Trin for Trin til vor Kirkes hieste
Vrdigheder og er nu den ypperste. Han har ogsaa gjort det med en
saadan Sikkerhed, at det ved ethvert har syntes, som om der var
ingen andre til at indtage Pladsen end han. Jeg har tidt tnkt over,
hvorledes dette kan vre lykkedes for ham. Han er ingen fremragende
Lrd, vel en overmaade veltalende Mand, men andre Talere have vret
ligesaa beundrede. Og epokegjrende som Mynster var det, er han ikke,
fordi han ingen ny Tone og Tankegang har bragt ind, har meget mere
optaget Traaden efter Mynster. Nei, det er hele hans Vsen.

Han har ligefra sin Ungdom havt en egen, jeg kunde sige ubegribelig
Evne til altid at vre den overlegne. Ikke fordi han i nogen Maade
stolt vil gjre sig Plads, men uden at det mrkes, gjr han sig Plads.

Dog har han havt eiendommelige Vanskeligheder med sit Vsen. Han er
et Stemningsmenneske, og kan udaf sin Stemning sige mange underlige
Ting, som: Aa ja, Dogmatik og Trosbekjendelse -- jeg har nu min
egen Religion. Han har Hang til Paradoxer, sagde vi dengang. Og
saa kan han ikke engang forsvare dem, sagde den ivrige Disputator
Stiftsprovst Tryde, og lo hjrtelig. Mig synes dog, det ikke er
saameget det, som indre Oplevelser af den Slags, som andre, hvis de
have bevget Liv nok til at kjende dem, helst tie stille med, men som
han iflge sit rlige Sind letter sin Samvittighed for ved frit at
bekjende dem. Han er af alle dem, jeg har kjendt, den der mindst gjr
en Rverkule af sit Hjrte. Ikke blot hans fortrolige Venner faae at
hre forbausende Ting, men hvad han faaer Lyst til at sige, siger han
til enhver, siger det ogsaa for det hele Selskab, og kommer i Orde
derfor og bliver bagtalt for Yttringer, man ikke finder vrdige for
en Mand i hans Stilling.

I Roskilde, hvor han dengang var Adjunkt, fandt jeg ham ifrd med at
bygge Rede til den Brud, han vilde fre hjem.

Men heller ikke deri undgik han Omtale for at vre en forbausende
Mand. Hun kunde vret hans Moder, sagde man. I Virkeligheden var
Aldersforskjellen dog ikke saa synlig, da Fog altid har seet ldre
ud end han er; og Petra Guldberg, hvis Trk mindede om hendes
Bedstefader, Ministeren, lnge vedligeholdt sin faste Skjnhed, den
frst den lange srgelige Sygdom, der endte hendes Liv, kunde bringe
til at falde sammen.

Min Moder havde altid foreholdt mig, at to Ting skulde man opstte,
til man blev Candidat, at skrive Vers og at forlove sig. Vist er det
idetmindste, at den frste Idrt havde jeg hidtil holdt tilraade
med, og den anden havde jeg ikke havt Tanke om. Men ligesaa vist,
at jeg allerede i mit frste Candidataar fik begge Dele ganske godt
besrgede.

Jeg havde igjen taget til mit Yndlingsstudium, min hebraiske Bibel
og var standset ved Jeftas Offer, og fandt, hvad da ogsaa andre
have fundet, at det er et mgtigt mne for en tragisk Skildring.
Jeg havde ingen Erfaring, men jeg havde et stort Mod paa ikke at
skye nogen Opgave. Hele den hellige Historie laa for mit Syn, og i
Virkeligheden vilde jeg intet mindre end at gribe den helt i dens
store Vendepunkter. Dette lille Sagastykke skulde nu for det frste
vre et Forsg, hvorved jeg kunde prve mine Krfter.

Jeg valgte den raa hebraiske Rhytme, som den foreligger i Texten. Med
den mente jeg at have den rette Tone til at bringe det gamle Folks
voldsomt bevgede Sjledyb til Orde i. Ubarmhjrtig vilde jeg fre
den tragiske Collision igjennem med ubnhrlig Consequens, lade de
Ulykkelige mtte sig med al den Jammerklage, hvori Oldtiden er saa
strk, og lade alt endes i den Dd, hvorfor den gamle Religion ingen
Trst har.

Saadanne Tanker fyldte mig, medens jeg ihrdig Vintren igjennem
arbeidede med at faae mig selv holdt til at vre en rigtig Digter i
den Mening, jeg havde gjort mig derom. Hvad der ellers skulde blive
af mig, glemte jeg ganske derover. I Mai 1846 havde jeg den frste
Afdeling frdig, da indtraadte en Forhindring, som gjorde, at den
anden Del frst blev sluttet i December. Sommeren blev vel ikke uden
Poesi, men den blev af praktisk Natur.




TREDIE BOG.

FORLOVELSEN.[9]

 [9] I Manuscriptet begynder denne Bog med Familien Waages
 Historie, fortalt paa 140 Sider. Amalie Fibiger er fdt d. 6.
 April 1824 i Vetterslev, hvor Faderen Georg Holger Waage var
 Prst; snart (1828) forflyttedes han til Fruekirke i Kjbenhavn
 og blev i Foraaret 1837 Direktr for Sor Akademi. I November
 1842 dde hans Hustru, og en Maaned efter fulgte den ene Datter,
 Sigrid, og han selv hende i Graven. Amalie, dengang 18 Aar, var nu
 Hovedet for Familien, der bestod af to Sstre Edle og Frederikke,
 og to Brdre Olaf, og Vilhelm. Paa Faderens Begravelsesdag fik
 hun et Brev fra Tante Caroline, Fru Theodor Suhr (fdt Falk,
 Sdskendebarn til Fru Juliane Waages Moder), som i de kjrligste
 Udtryk tilbd hende at komme i Huset hos dem som Datter. Men hun
 kunde ikke beslutte sig til at skille sig fra sine Sdskende; hun
 havde allerede lagt den Plan at flytte til Kjbenhavn, leie en
 lille Leilighed og selv styre Huset for den firsindstyveaarige
 Bedstemoder og sine Sdskende og saaledes holde Hjemmet sammen.
 Med nogen Betnkelighed gav ogsaa hendes Formynder, Faderens
 Ungdomsven Conferentsraad Holm, sit Samtykke og saaledes blev det.
 Hendes Cousine, Claudine Broager, og deres gamle Lrerinde, Jomfru
 Fohlman, blev ogsaa Medlemmer af den lille Familie i Fiolstrde.




FRSTE KAPITEL.

DEN LYKKELIGE BEGIVENHED.


Det var i Efteraaret 1845, at Frken Amalie Waage havde i sit fromme
moderlige Sind fundet, at hendes yngste Sster, Frederikke, der
nu var 13 Aar, og den kun lidet ldre Hjrtens-Sster Claudine,
kunde behve en Lrer i deres Christendom. Intet Under, den kjre
Jomfru Fohlmann var ikke den, der just kunde lgge Aand ind i sin
Undervisning.

I den Anledning havde hun henvendt sig til sin faderlige Ven,
Stiftsprovst Tryde, og han, som altid har villet mig vel, var saa
god at skikke Bud efter mig. Jeg husker saa vel, hvorledes han,
gaaende op og ned i sin Prstestue, med den ham egne Blanding af
hellig Alvor og hjrteligt Skjelmeri i sit altid straalende Ansigt,
med en lille Tale satte mig ind i Forholdene, og standsede foran mig
med det Sprgsmaal -- ikke just med de Ord men dog den Mening -- om
jeg havde Mod til at vove mig ind i en saa fortryllende Jomfruborg.
Jo, jeg havde i den Retning Mod til hvad det skulde vre, og havde i
dette Tilflde desto bedre Mod, fordi jeg allerede kjendte en Del til
Faren. Jeg havde ofte seet de elskvrdige Sstre i min nrmeste Kreds.

Naar jeg lste med de to Unge, sad den ldste Sster altid i Stuen,
ved sit Haandarbeide, paa sin vante Plads ved Vinduet. Hun kunde dog
nok have Lyst til at hre, hvad en saadan Lrer havde at foredrage.
Paa min Side lagde jeg saa al den Alvor, hvormed jeg selv var greben
af Evangeliet, ind i min Undervisning, og gjorde i alle Maader min
Gjerning saa godt, som jeg dengang formaaede. Efter min Vane var jeg
vistnok overmaade ordrig og vidtsvvende i mit Foredrag, og steg
vistnok i mine Betragtninger altfor hit, men dette hrte nu eengang
til den Lreform, vi alle vare vante til fra vor flles Prsts,
Trydes Foredrag. Det var for mig hellige Timer, jeg troer ogsaa for
Tilhrerinderne alt efter deres forskjellige Alder; og naar der siden
kom en anden Frugt ud deraf end den, der ligefrem kan kaldes hellig,
saa havde jeg i disse Timer i alt Fald ingen Skyld deri.

Men vi mdtes ogsaa i andre Timer. Sstrene kom jvnlig i min
Farbroder Scavenius Fibigers Hus, og jeg var jo vant nok til at gaae
ind og ud der nsten som en Sn. Amalie var efter Nicolines Ophold i
Sor bleven hendes meget kjre Veninde, og denne Cousine var af de
unge Piger, jeg frdedes imellem, den Tid ogsaa min nrmeste Veninde.

Et Bal som Tante Christine Mller i Januar Maaned gjorde paa sin
Adoptivdatters Fdselsdag bragte mig noget mere i Omtale end jeg
dengang fik at vide. Da den lykkelige Begivenhed siden indtraadte,
sagde min gamle Tante, der altid saae med Rrelse paa sligt: Ja, ja,
jeg saae jo nok, hvor trygt de to dandsede sammen. Det kunde altsaa
allerede dengang ikke lnger hjlpe mig at gaae med en hvid Pind i
Munden. Dog troer jeg ikke, at mit eget Hjrte var kommen til nogen
Afgjrelse endnu. Hvad veed man vel i en saadan Sag? Kun er det vist,
at da Vaaren kom med Lys og Varme, blndede Lyset mig og Ilden slog
ud.

Ligefuldt var det et stort og farligt Foretagende, jeg havde for. Jeg
havde Grund til at sande, hvad min Ven Lunddahl, der var et meget
aarvaagent Vidne, thi vi saaes ofte i Trydes Hus, bemrkede: Borgen
er hi, der hrer mer end almindeligt Mod til at forsge en Storm.
Den var ogsaa allerede beleiret.

En fin og aandrig Herre, filosofisk sthetisk Filolog, som havde
vret Adjunct i Sor og der en Ven af hendes Faders Hus, offrede sig
til hendes Tjeneste, og gjorde hvad jeg aldrig havde vovet udenfor
mine Undervisningstimer, besgte hende i hendes jomfruelige Hjem,
og udfoldede der sin pikante Livsbetragtning med en egen klangfuld
Veltalenhed. Han yndede fransk Litteratur og havde dannet sig et
Ideal af fint reflecteret sthetisk Luxus. Den sthetiker som Sren
Kierkegaard havde beskrevet, var dengang i Mode. Han var Fritnker,
og Lunddahl, der var ansat ved samme Skole som han, sagde derom:
Naar han kommer med det, faaer jeg inderlig Lyst til at smide ham
ud af Vinduet. Deri var jeg dog ikke ganske enig. Jeg saae ham i
Trydes Selskaber og fandt ham behagelig nok. Naar han som Midtpunktet
i en Kreds af skjnne Kvinder ret var i sit Es, lyttede jeg med
Beundring til de Cascader, hans Vid, hans Fortllertalent og hans
sententise Talest med behersket Ro, men ustandselig, lod risle for
vore ren. Jeg vidste, at jeg var ganske ude af Stand til at gjre
ham det efter, og flte mig som en ringe Strrelse overfor ham.

Ikke blot hans Venner haabede paa denne Forbindelse, men ogsaa i
videre Kredse blev der allerede talt derom som en Nyhed. En Dag,
Amalie og Edle var gaaede ud paa Christianshavn for at gjre Fru
Heiberg et Besg, mdte de paa Tilbageveien Heiberg i Overgaden, og
han var ikke den Mand, der kunde lade de to unge Piger gaae forbi.
Aa, De har vret ude hos min Kone, saa har de bestemt havt noget
at fortlle hende. Siig nu ogsaa mig, hvad det var, jeg vil saa
umaadelig gjerne vide det. -- Nei, der var da ikke noget srdeles.
-- Jo vist, jeg er overbevist om der var noget. Jeg kan see det paa
Dem. Noget rigtig gldeligt. Jeg troer nsten, jeg kunde vide, hvad
det er. -- Nei, der maatte atter og atter forsikkres, at der ikke
var noget. -- De kunde gjre mig saa lykkelig ved at sige det. Tnk
Dem nu, naar jeg kommer hjem til Hanne, saa kommer hun mig imde og
holder Hnderne paa Ryggen, og siger: Kan du gjtte? Ja, her har
vret nogen som du ikke veed, hvem er, og jeg har faaet noget at
vide, som du ikke veed. Gjt nu bare! Saa staaer jeg da der en net.
Men naar de bare vilde sige mig det, hvor var det da morsomt, naar
jeg kunde komme hjem og sige: Jeg veed noget, som du ikke veed. Nei,
du faaer det ikke at vide. Kan du nu gjtte? De Lier blev han ved
at variere i det uendelige og holdt dem saalnge der paa Fortovet,
at de blev ganske fortvivlede. Det var blevet sent, og da de kom til
Knippelsbro, var den afsprret; det blev mrkt inden de kom hjem, og
de andre hjemme havde ventet med Middagsmaden. Formodentlig er det
gaaet Heiberg ligedan.

Paa den anden Side var mine Venner ngstelige for hans Overlegenhed.
Hos Trydes var de lige til det sidste saa uvisse om, hvem der vilde
gaae af med Seiren, at da det Budskab endelig ld: Amalie er bleven
forlovet! udbrd de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax udsendt
forat studere det farlige Terrn. Det blev en morsom Scene. Han
ringede paa hos Amalie med saa bankende Hjrte, som om han selv var
Frieren, og forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde
komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun forstod,
hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende Ansigt udbrd: Har De
seet Johannes? raabte han: Gud skee Lov, det lettede! snurrede sig
rundt og foer afsted til sine spndte Damer.

Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller intet at vide
deraf. Amalie ikke heller, skjnt hun dog hrte derom. Jeg var en
ubekjendt og fattig Person, men jeg glemte alle Betnkeligheder, naar
jeg fik ie paa hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos
hende, tnkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der fra den hieste
Alvor til Vrvl og Latter pleiede at mylre i mit Hoved, og altid var
jeg i den syvende Himmel. Hvad ngstelse de andre end kunde have for
den, de satte saa hit, saa havde jeg ingen.

Dette kan endnu undre mig, naar jeg tnker tilbage derpaa. Vistnok
havde jeg den fortrffelige Leilighed til at fremme min Sag i min
Farbroders Hus, hvor vi ved enhver Anledning var sammen, thi der var
jeg hjemme; men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre
Steder, hvor jeg var meget langt fra at vre hjemme. Dog svigtede mit
Haab og mit Mod mig intet ieblik. Jeg troede paa hende, som om hun
allerede var min.

Der var intet, jeg kunde bygge min Tro paa, der var ikke Tanke
om, at hendes jomfruelige Hjrte skulde forraade sig ved en Mine
eller et Blik, end sige med et Ord. Heller ikke af Veninderne
kunde jeg udlokke noget. Nicoline talte gjerne om hende og altid
i Henrykkelsens Toner, men om hun har vidst noget om sin Venindes
Flelser for mig, hvad ikke er rimeligt, saa var hun trofast mod
hende, jeg fik intet at vide. Jeg maatte sge min Forvisning hos mig
selv.

Saaledes er jeg hvergang jeg har staaet overfor en afgjrende
Vending i mit Liv enten indvortes eller udvortes, hvergang hele
Livets Mod skulde samles for at bestaae, har jeg ikke gjort mange
Omstndigheder. Jeg har ikke engang sagt til mig selv, nu maa det
briste eller bre, men kun: Her maa jeg frem, her brer det.

Jeg har troet paa Livet, at det vil blomstre, saasandt Vaaren ikke
udebliver. Jeg har troet paa Mennesker, at saasandt de er Mennesker,
finder jeg Sttte, Nring og Kjrlighedens Glde hos dem. Jeg har
troet paa mig selv, at saasandt mit Hjrte flammer og min Tanke
lyser, skal jeg ikke nogen Dag savne Aandens Fest. Og jeg har troet
paa Gud, at som han hver Morgen lader sin Sol opgaae, saa skal det
Lys, jeg lever af, heller ikke slukkes, om jeg end selv kan have lidt
Olie nok i min Lampe.

Jeg har det efter min Fader. Naar man sagde til ham, kom ikke den
Bindehund nr, den bider, gik han lige hen til den og klede den i
Nakken; og da den stakkels Hund ikke var istand til at slide sig ud
af sin Lnke, var den frdig at slide sig ud af sit gode Skind i sin
Kjrligheds Henrykkelse. Og Fader vendte sig leende til os og sagde:
Seer I, man skal have Tillid til en Hund. Jeg husker det godt, det
var i Gaarden i Kolding, og Hunden var vor Vrts, Jdens Hund, som
hed Vagtmand, et stort sort Bst, som vi altid gik langt uden om.

Jeg har det ogsaa efter min Moder. Naar de sagde til hende, du kan
ikke faae Raad til at lade de Drenge studere, du kan jo knap give
dem Klder paa Kroppen, saa svarede hun: Jeg faaer at sye mine
egne Klder om, saa maa de studere i dem. Og hun gjorde det, og vi
gjorde det, og glemte Klderne. Endnu da jeg blev Student, havde jeg
Benklder og Vest af det Slags.

Ogsaa endnu i denne Henrykkelsens Vinter maatte jeg see til at glemme
sligt. Jeg var endnu fattig og havde kun daarlige Klder. Mine
Stvler var ogsaa saa som saa, og da jeg vilde hjlpe paa dem ved
Galosher, traf det sig, at jeg fik et Par meget klumpede Trgalosher,
som den Tid var kommet noget i Brug. Nicoline foragtede dem dybt,
men de var de billigste. Jeg husker det som idag, at jeg i smukt
Foraarsveir mdte min Elskede paa Slotspladsen, og hvor haardt det
var, at hun skulde see mig en lang Strkning komme sig imde med en
Fodbedkning, hvori mine meget store Fdder toge sig endnu vrre ud.
Det er jo paa Stvlerne, at man fortrinsvis kjender den fine Mand.

Vinteren randt. Jeg sad hjemme og beskuede den antike Skjnhed,
Jeftas Datter, og gik ud for at beskue den levende, og med Undtagelse
af at den ene var dd og den anden levende, gik de saa temmelig i eet
for mig. Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udse
deres Hjrter, havde jeg endt den frste Afdeling af mit Digt, og
skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad
og fundet, at det var den 16. Mai. Jeg flte, at jeg trngte til at
trkke Veiret for at samle mine Tanker til Bedste for begge mine
elskede Damer. Jeg skulde nu for Begges Vedkommende til at gaae over
til den anden og svreste Afdeling.

I fire Dage vede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl
om, at i den Tid blev alle optnkelige Udsigter tilstrkkelig
gjennemtnkte, kun ikke den ene og dog saa nrliggende, at jeg kunde
komme til at gaae slukret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i
Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i
Fiolstrdet, nr kommen til en Afgjrelse, men Modet, som ellers ikke
pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at vre modent. Men nste
Dag skulde det -- ikke briste eller bre -- nei, skulde det bre.

Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig
mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Sster, og
jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtnkte
min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte
hun vre, saa kunde jeg flge hende hjem. Da kom styrtende op til
mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar
kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende
den anden Reise til Berlin og Knigsberg, som han strax efter
tiltraadte. Jeg skulde vre behjlpelig med noget, som havde Hast,
jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde
komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede,
medens jeg under Discussionen kldte mig paa, og jeg ilede afsted til
Slotskirken.

Biskoppen var allerede midt i sin Prdiken, den var upaatvivlelig
udmrket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den,
og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende
nederst, stttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen
omsider brd op, saae jeg endelig mine Lngslers Maal komme,
hinende sig over en hel Stab af Sstre og Veninder. Situationen
var vanskelig, men det skulde jo bre. Jeg fulgte dem ud gjennem
Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg
hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med
hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes ine lftede sig ikke,
men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes
med min Tro. Jeg bukkede rbdig og ilte bort.

Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var
hit. Da Afgjrelsens Time var kommen, var der Ro i Sjlen. Ikke
engang det sygelige Hjrte, hvis Slag ellers ved den ringeste
Forventning kunde vre utaalelige, gjorde mig Besvr. Midt i en
Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg
det passende at indfinde mig.

Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer,
gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og
nrmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig
fjernere end en Flok Sstre. At see deres Ansigter, da Ftter
Johannes med stram Hitidelighed nskede at tale med Frken Amalie
Waage. Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst nskede at tale
om, men var det nu? Nogle sprrede Munden op, andre gjemte Ansigtet
bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjlpe dem, jeg saae dem ikke,
jeg tog Sagen, som om Stuen havde vret tom. Frken Amalie er i
det andet Vrelse, meldte den agtbare Lrerinde med tilsvarende
Hitidelighed, og aabnede Dren ind til Bedstemoders Stue.

Da jeg havde lukket Dren efter mig og stod der alene, aabnede den
nste Dr sig lydlst, mit Hjrtes Dronning gled ind og blev staaende
med biet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: Kjre Amalie,
jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa hit, at jeg
ikke kan leve uden Dem. -- Jeg fik ikke udtalt, fr hendes Hoved laa
paa min Skulder.

Tidt har jeg maattet hre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan
uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg
sige, jeg havde ingen Undskyldning, behvede da nu heller ingen.
Efter et kort ubeskriveligt ieblik, med hinanden i Favn, men
uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte
forlade hende, kun et ieblik, og foer useet af de andre gjennem
Sovevrelset ned ad Trappen. Lrerinden styrtede ind til hende
raabende: Men har du sagt Nei!

Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne,
veed jeg lige saa lidt som det vrige. Men jeg troer dog, min Elskede
har ogsaa skjnnet derpaa, medens hun sad med Hnderne for sine ren,
og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end
sine Taarer.

Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Flelse, end at jeg var
fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen fr uden
med bankende Hjrte som en hitidelig Lrer i Christendom. Men hvad
kan ikke det udrette bestandig at have vret der med alle sine
fantastiske Tanker og lyksalige Drmme! Jeg kastede mig i Sofaen og
fik mig en hjrtelig Latter af den kjre Venindeflok, der som en
skrmmet Fuglesvrm var faren ud til al Verdens Hjrner forat udraabe
Nyheden. Havde jeg fr vret sikker i min Sag ved overnaturligt Mod,
saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den
lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i
Verden i min Arm, hvad brd jeg mig saa om Verden! Det var jo mig,
ikke den, der havde faaet hende.

Regnen var forlngst stillet af i Rrelsens sde Draabefald,
Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som
de skulde forgaae af svrmerisk Lngsel og alle Fugle jublede som
de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det
lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrdt fodrede
Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for frste
Gang at forsge at trde Kjrlighedsstien sammen. Nei, hvor det
lykkedes. De rislende Blger, som saa os gaae forbi, var af samme
Mening, de vilde kysse vore Fdder. De Mennesker, vi mdte, var af
samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae
et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de
mdtes, kunde let vre af samme Mening, de saa intet andet end Guds
Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt
af sin Uskyldighed.

Hvor dog et syndigt Menneske kan vre lykkeligt, naar Gud vil! Hvor
dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at
leve og de i gldesdrukken Kjrlighed. Hvem der faaer en saadan
Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.

Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest.
De kjre Slgtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv
saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led
af Familien, at deres Glde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg
silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dr tog Afsked med hende
skete det, at jeg vovede at trykke det frste Kys paa hendes Lber. I
mange Maader kunde mine Lber vre uvrdige til et saadant Mde, men
i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af
Moder og Sster frste Gang jeg havde kysset en Kvinde.

Man siger, at det at vaagne den nste Morgen efter at have forlovet
sig er den svreste Prvelse. Da falder den Tanke dmonisk over den,
der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prvelsen paa en
meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den nste Morgen, saasom jeg
vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor
mange Ntter har jeg maattet kjmpe mig igjennem sjlelig og legemlig
Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke
om Svn forsvandt for Jubel af Gldens Aander. Det kjbenhavnske
Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og
da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, ld det som
dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg vltede mig paa mit Leie
som et gldesdrukkent Barn, og at sprge: Hvad har du dog gjort?
vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt
sig selv: Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge? Det var mig og
ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg
har ikke ladet Nureddin tage den.

Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjreste. Den
lange Skrivelse slutter: -- En Ting har jeg glemt, det er de sde
Svigerinder. Dem havde jeg ikke tnkt synderligt paa i Forveien, og
faaer dem nu oven i Kjbet. Edle vilde ikke vre syg den Dag[10],
hun lb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt
ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden,
og fortller hele vor Kjrlighedshistorie, som hun ganske fint har
vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller
ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og
Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hrer da ogsaa
til Familien.

 [10] Hun havde hele Vinteren lidt af en fl Halsbetndelse.

Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tnk paa din glade Sn
Johannes.

Amalie fiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i.
At Moder ieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjrte
overstrmmende af Henrykkelse over at see sine Lngslers Maal
opfyldt, lod sin altid hurtige Pen lbe med flommende Vde, og at min
Sster gjorde omtrent det samme, behver nppe at siges. Ogsaa den
kjre Tante Christine Mller br nvnes i Ihukommelse af, at da hun
saae os trde ind ad Dren, mindedes hun Gthes Ord:

Es schien die Thre zu klein, die hohen Gestalten einzulassen, die
nun zusammen betraten die Schwelle! Og siden med svrmerisk Blik
oftere gjentog: Ja, die hohen Gestalten.




ANDET KAPITEL.

DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE.


Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde vret hos Suhrs
og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit
Forrderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med
ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald,
hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var ndt
til at finde sig i at skjnke hende Bifald, naar man saae hendes
Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa
Slyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent
Suhr med al Vrdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstndig, men
husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels
med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen,
uden dog derfor at forsmme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien
kom, havde Suhrs som sdvanlig indbudt Amalie og hendes Sskene til
deres Landsted, og dertil vret saa venlige at fie en Indbydelse,
om at den Uundgaaelige vilde glde hende med to Gange om Ugen at
tilbringe Dagen hos hende.

For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en
skjn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbk Kro.
Naar jeg om Aftenen kom fra Slyst, havde jeg min store Fornielse af
inde fra min Stue at hre paa Fiskernes stiende Sammenkomster ude
i Skjnkestuen. Jeg blev i Studenterhumr derved, og i et Brev til
Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbk saaledes:

Byen er, saavidt jeg mrker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker,
Kjbenhavnere og Svin. De frste staae paa det hieste Trin saavel
i legemlig som hjrtelig Dannelse. De er store og strke, hvide
Buxer, islandsk Uldtrie og lange Transtvler, drikke Brndevin
og l, Lrdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nre sig af
Kjbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i
Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, svrmeriske
Kjrlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Slyst lever man
ganske herligt, idetmindste saalnge Fru Heiberg endnu ikke er
ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice
hun ellers er, ville tage os Komedien nr. En yndig Havesal med to
Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, blde Sofaer og
Lnestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det,
men jeg maa ingen sige det til osv..

Hermed havde det en egen Sammenhng, som ikke var gldelig. Gamle
Theodor Suhr svrmede strkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand
med, og havde hver Sommer det bermte Kunstnerpar hos sig. Han var
en egen Mand. Under sin trre Skal havde han et brndende Hjrte,
det han nu i temmelig hi Grad havde sat til paa den pikante
Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Vsen
og sin Bermmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet
kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som
foruden det skjnne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at fre en
fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans
gode Sider frem.

I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den
forunderlige Modstning mellem hans og den skjnne Kunstnerindes
Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del
Satire. Vrre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjre
Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det fr
havde vret. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen
dem paatvrs, dog altid holdt af ham, og satte ham hit og virkelig
var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til
at vise hende al den Opmrksomhed, hun kunde; men det var svrt, thi
mod hende var Fru Suhr stram nok.

Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med
fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mrkede ikke paa hende, at
noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghr,
at det var besvrligt at fre en Samtale med hende. I Selskabet
reprsenterede hun med stor Vrdighed, men hun trngte til noget mere
hjrteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om
sig, mindre tilfredsstillede hende, udste hun gjerne sit Hjerte for
Amalie.

Saalnge Heibergs var paa Slyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var
meget omhyggelig for at gjre dem Livet i hans Hus saa behageligt som
muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et
stort Teleskop med alt Tilbehr, og den lrde Digter syntes at finde
god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det
bedste Humr, opmuntrede Selskabet med sit fine Vsen og muntrede sig
selv ved evige Lier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag,
hun lod sig helst tilbede af ldre Herrer, og Suhr skaffede hende
rigelig Leilighed dertil ved sine jvnlige store Middagsselskaber. Os
viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde ie for
andet end hinanden, syntes at vre noget, hun kunde have Lyst til at
studere. Amalie fandt hendes Vsen naturligt og hjrteligt og holdt
af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst
behagede det mig, at hun forsgte at give Amalie et lille Cursus i,
hvad hun kaldte et smukt Vsen, men som i Virkeligheden var et efter
hendes Mening kldeligt Koketteri.

Af de mange fremragende Mnd, jeg saae paa Slyst, morede os mest
de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang
og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nrmeste Venner.
Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske
Veltalenhed og sin uudtmmelige Strm af nye Ideer og mrkelige
Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over
Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit
aldeles ligefremme Forretningsvsen. For os andre var han kun morsom
ved sin fuldstndige Formlshed. Scavenius var af Familien, men
lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrkkelig fle, at han ikke
behvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke flte han
paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da
med paa den mest ligegyldige Maade at nvne en overdreven Pris, vel
vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end
han.

       *       *       *       *       *

I saadant Selskab var jeg selvflgelig ganske tilovers, holdt mig
derfor mest taus og til Vggen, troligt efterkommende den Anvisning,
som Moder tidtnok havde fundet det forndent at give mig i min
Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine ine
og ren og havde Fornielse deraf. Var derfor glad over, at man i det
rige Hus var saa kjrlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr
med. Den Aandrighed, som jeg iflge den Selvflelse, ingen Alders-,
Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, flte mig i
Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsg
paa at gjre den gjldende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for
mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrngende Person;
var derfor kun saa venlig og hflig, som jeg formaaede. Dette var mig
nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen
af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.

Amalie har betegnet mit Vsen med et mindevrdigt Ord. Da jeg kom
tilbage som Prst til Kjbenhavn, var de gamle Suhrs dde, og Amalie
fandt ikke, der var Anledning nok til at sge Omgang med Ole Suhrs
Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke
mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nrt Forhold til
Familien. Hun forklarede, at den yngre Slgt havde hun aldrig stemmet
synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for
hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men
der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid
syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at
da han frst begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg ~maatte
overstte for dem, hvad han sagde~, fr de kunde begribe ham. Det kan
jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.

Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Slyst, men de
vrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besge min Kjre.
Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvflgelig idelig
om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjrters
Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere,
som ikke er Elskere, maatte indrmme, at den viste sin skjnneste
Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges
det paa, som Kjendere pleie at lade den hre, at Elskovstale kan
vanskelig komme ud af at vre rigtig sand.

Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende -- at sige i min
Ledsagerindes ren -- jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets
vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og
hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som
jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brd jeg mig i
Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde vre, dem gjentog
jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i
Hjrtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad
der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.

Tiltrods for at jeg gjerne vilde vre poetisk, er jeg dog bange for,
at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min
Elskede med besvrlige psychologiske Undersgelser, der forurolige
baade Tanken og Hjrtet, end med skjnne Syner, der lette Sindet. Jeg
frygter for, at hun snart begyndte at fle, at det var en vanskelig
Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har vret
mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget,
og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end
andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have
Fred. Hun skulde nu til at stte sig ind deri, til at overstte min
Tale, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.

Hvad hrer der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om
de end er nok saa kjrlige Sjle? Fortvivlet, jo kjrligere de er,
desto vanskeligere bliver det. Kjlige Hjrter komme let over det.
De gjr ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrnet
delt imellem sig og hver sin Plads at rre sig paa, saa nikke de af
og til til hinanden over Hegnet. Men vil man frst intet vide af
Hegn, hverken Tjrn eller Rosenhk, vil man have Hjrte lagt lige paa
Hjrte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre
frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Sstre, saa bliver det en
mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjle ville Salighed, men den
hrer kun hjemme i Paradis.

Slyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere
har villet gjre det til. Imidlertid havde det skjnne Sted for os
to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det
idetmindste bragte os til at fle Opgaven. Kjrlighedsbreve er en dyb
Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel
ikke bliver lst, fr vi alle ere dde, kan jeg vel nok tillade mig
selv den Nydelse at afskrive nogle Prver paa, hvordan vi dengang
sgte at lse Opgaven.

Endog medens jeg var i Torbk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde
jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi -- ogsaa daglig --
havde forladt hinanden. Hendes endte sdvanlig med den bedste af
alle Stninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. -- Mine
indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:

Du er et godt Menneske imod mig -- det bedste Menneske under Solen,
maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende
Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hrte en
smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes,
at Slyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig
ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke lnger havde dig i min Arm,
og jeg tnkte i mit Svrmeri: see, saaledes lgger min Sjl sig som
et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den
yndige Hi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa
levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste
mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjrligheden
ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den frst en
Perle, man giver al sin Eie for, dernst en uhyre Perle, hvori som
i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til
saadanne Tanker, maa du selv udfinde. -- --

Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udst
alt mit Hjrte for hende, om min egen Uvrdighed, mine skiftende
Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Vsen, og hvorledes
alt dette maatte forklares. Til disse besvrlige Undersgelser svarer
hun mig nste Morgen, 18. August:

Ja, du min egen Kjre! Jeg troer nok, jeg tr sige, kunde du end i
alle andre Henseender have faaet den, der stod hit over mig, saa
troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive
sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan vre et og andet
hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide
mig, saa srger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som
for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne
kan sige, at hele mit Vsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den
hieste Lykke. Den Flelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes,
da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit
Vsen. Jeg nskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for
dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel,
at du fler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du
sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du
ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg
svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt
resigneret og smertelig Flelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot
det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de
hie Interesser, der beskjftiger dig, saa hrer dog dit egentlige
Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt?
Andet nsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tnke, at jeg ikke
kunde nske, at du altid skulde gaae og svrme og kun tnke paa mig,
det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfngelighed.
Det maa jo netop vre min hieste Glde, at du ret skulde blive til
noget. -- --

Stemningerne skiftede strkt. Der var foruden mit sdvanlige
Mellemvrende mellem de hiere og lavere Flelser, endnu i den Sommer
en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik
os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive
til i den, som nok kunde ngste mig, skjnt jeg rigtignok ikke tog
mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sor var bleven ledig, og
jeg tnkte paa at sge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg
ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansgning,
men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke
Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:

Du, hvis Psychevinger jeg trnger til forat lfte mig over Jorden,
du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg
har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender
hos mig, at jeg fler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmgtig,
men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om
jeg sagde dem det, ikke betnke sig paa at kalde det et affectert
Hngehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke
allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke
kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte
mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have
Grund til at skamme mig ud.

Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget
venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorske Plan;
vi gik op i Lunddahls Vrelse, som ikke var hjemme, og vi sad lnge
og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sor, isr om Wegener, og
i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tnkemaade,
dertil Lrdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tnkte:
See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjndt jeg
maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til
ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er
det ikke Tilfldet med de Mnd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke
kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sdvanligt ud over
dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.

Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By.
Den silde arbeidende Snedker hvler og saver, Moderen synger sit
Barn i Svn, de strre lbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene
Side stiger en Violin til de hieste Toner, paa den anden gjr en
Flite sig forgjves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede
Gjenboere afvexlende klamres og synge rrende Kjrlighedsviser i
stort Chor, og de arme Djvle lade formodentlig Flasken gaae rundt
dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille,
hrer jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil
Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af
Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man
gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags
Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i
Vinduet og lader mine ine sge de evige Stjerner, der gaae deres
Baner, som da Kong Pharaos Vismnd udmaalte dem. Det var det med min
egen Ringhed -- du maa ikke mistnke mig for, at jeg ikke vel nok og
hjrteligt nok fler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud
glde dig med den grnne uskyldige Susen.

Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til
Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit
redelige Hjrte:

Jeg kan saa tydelig stte mig ind i din hele Stemning og de
Flelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig
selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tvrtimod
vil jeg optage enhver af dine Flelser i mit Indre, tnke over dem og
forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg lste dine Yttringer om
dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tnke paa, hvad Mynster
saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da
jeg lste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket,
at man undertiden kan fle sig hvet, lykkelig og tilfreds med sig
selv, ja endogsaa nsten overmodig, og til andre Tider igjen saa
ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige
langt fra den sande Ydmyghed, som stter al sin Lid til Gud, trofast
strider til det Maal, og kun vil vre noget ved ham og i ham. Dette
udvikler han nu langt smukkere end jeg for ieblikket kan huske det,
men der har altid forekommet mig at vre en stor Sandhed deri. Det er
vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en
Del Forfngelighed i de Flelser, der bringe os til at fle os saa
ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os
til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger
dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg.
Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belre dig eller bebreide dig
noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at lse
dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at
jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn
Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg
veed, hvor elskvrdig og fortrffelig han er, og han staaer slet ikke
tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil,
fordi de er ldre og maaskee lidt mere lrde, det er ogsaa alt. Vil
du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar
jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du
er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.

Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjr over
din Ensomhed midt i Byens Sti, netop svarer til de Tanker, der
beskjftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bnken udenfor Gaarden paa
den Tid i Tusmrket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et
Skjr af Aftenrden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem.
Jeg saae ud over Kjbenhavn og tnkte paa, hvor du nu var. Det syntes
mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig.
Det maa dog have vret en egen sympathetisk Flelse, der har sagt mig
det i det ieblik. Troer du ikke det? -- --

Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at
opdage, at vi tnke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprdiken
til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel
trnger jeg desvrre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.

Hun var i September i Hrsholm hos hendes Forldres gamle Venner,
Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjre det godt for
Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor
Vilhelm Holm og jeg maatte mdes med dem og tilbringe en lang skjn
Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til
Hrsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Svrmeriets klassiske
Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer
min hieste Tone:

Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjrtes
daglige uudtmmelige Tak for det, du altid nrvrende og fravrende
er for mig. Du skulde have hrt den Prdiken, Fog holdt igaar, og
som vel var saa overstrmmende frisk, fordi han om Morgenen havde
holdt den for sin Hustru -- saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved
det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for
os, men herved er jeg desvrre kommen til min sdvanlige Fantasi,
at gjre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men
du maa ikke gjre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord
for Spg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du
hellere lade vre at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig
Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er
det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er
en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til
mig fra den lngst Henfarne, der viste sig for fjerne Slgter, og er
ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke
lade vre at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de ien, der saae
dig, de ren, som hrte dig. For mig er altid det Nrmeste det frst
ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg sger mig min Frelsers
Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvre ham,
og priser da Gud, fordi han ikke er dd, men opstanden for at leve i
os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed
af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjrte
ikke idelig strmmede over, og i dette ieblik er saa fyldt af denne
Flelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog
strkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjre, kjre
Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mdt dig, eller
om jeg ikke havde vret vrdig til din Tro, din Kjrlighed og dit
Haab, da jeg mdte dig?

Hun svarede:

Min kjre, kjre Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber
strax Pennen. Dit Brev gldede mig som sdvanligt. Du veed ikke, hvad
det er for en Salighed for mig at hre dig tale saa varmt, jeg kan
gjerne sige gldende, om din Kjrlighed til mig. Jeg fler mig saa
ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love
mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har
Ret i, at det for mig nsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed,
og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at nske, at du
havde skrevet alt, hvad du tnkte, da du siger, du har gjort Vold
paa dig, for ikke at sige mere, saa fler jeg mig dog saa ngstelig
tilmode derved; og jeg maa tnke ved mig selv, hvad er jeg dog,
at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan
have den Indflydelse paa ham, som staaer saa hit over mig i enhver
Henseende? Ak, jeg fler desvrre, hvor meget jeg selv trnger til en
Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde vre.
Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes nsten, at jeg
ikke mere saa levende trnger til at udse mit Hjrte for Gud som
fr; jeg fler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa
gode Tanker, og min Bn bliver som oftest kun en Bn for dig. Men
det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, fler jeg
godt. Nu skulde vi hjlpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig vre
hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt,
og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og
Flelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. --

Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde
aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.

Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trngte til en
bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester
for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun
14 Aar, blev opdragen hos Overprsident Lange i Kjbenhavn. Frste
November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire
nste Aar i Langes ligesaa elskvrdige som hitdannede Familie. De
beboede frste Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og
Kldeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og
min Elev havde to store smukke Vrelser i Messaninen.

Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk
Arbeider med et kjmpestrkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til
Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overprsident.
Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min
Kjrlighed og mine hitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen
Gang vre altfor forsmmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i
Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med
en fin Flelse for, at ogsaa den letteste Berring var mig tung at
bre, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt
at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for.
Hans Dttre var kjrlige og aandfulde Sjle, der havde en betydelig
litterr Dannelse. De to ldste var allerede gifte, den yngste, der
ogsaa var noget ldre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med
sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun
var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift.
Jeg havde alle meget kjr, srdeles den brave Moder, der saa venligt
tog sig af mig.

Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den
Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfrer,
og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de
Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun vret til Glde, men de var
det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg
end gjorde mig Umage for at bevare et net Vsen, heller ikke just
veed, nogensinde at have frt mig upassende op, var min Stemning dog
for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god
Omgang var mig en Lnke, jeg sad mest som paa Naale af Lngsel efter
to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og
Pen, eller at fare hen til min Elskede.

Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed
jeg malede den til Dden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen
stridt med et mere smerteligt mne, og min Opgave var fuldkommen
ubarmhjrtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjlpelshed --
Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde
min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets
Hihed altid gjort et oplftende Indtryk paa mig, og Oplftelse, selv
om det er Korsdd, der lftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang
vnnet mig til at fle som noget festligt. At falde ud af den lftede
Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min
egentlige Fjende.

Saa krsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min
tungnemme Elev var mig det svreste; det kunde jeg komme igjennem
som jvnt Arbeide, man knap behver at have sine Tanker ved. Men
hvad jeg kaldte min pligtmssige Conversation med Damerne, lb
jeg mig fast i. Hvad jeg i ieblikket havde en virkelig Glde af,
kritiserede jeg i nste ieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i
min Forvnthed nrved at ansee som Ulykke.

Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led strkt
af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg
var frdig med Lsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer,
lb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de hie Fantasier i mit
Hoved, og naar jeg r i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte
jeg mig strax til at forme paa de forfrdelige Scener, jeg havde
udkastet. Trngte jeg til Hvile, tndte jeg mig hellere en Pibe
Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.

Det var, saavidt jeg mindes, den frste Vinter, jeg var i Langes
Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt
mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for
at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt
Ansigt virre frem og tilbage for mine ine. Det var en hderlig
Tante, Overprsidentens Sster, der stnkede mig med Vand, men det
kan ikke ngtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter
en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og fr havde havt det
Tilflde, trstede jeg den ngstelige Gruppe omkring mig med at tage
Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi
hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre.
Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske
Undersgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nrmere til de
rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjl og Legeme.

Mit tragiske Digt fik jeg frdigt til Jul 1856, og skulde da til at
tnke paa at gjre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det
trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pnt som
muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde lse det, til
at stte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske
vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde
rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de
vildeste, at hun kunde tnke sig, jeg kunde finde paa det vrste; men
jeg haabede dog endnu at kunne gjlde for en anstndig theologisk
Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet
omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke vre
for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog
mellem Hnderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har
tnkt ved, hvad jeg har skrevet: der behver jo intet Menneske at see
det, hvad er det saa andet end en Fantasi!

Endelig, da det var hendes Fdselsdag den sjette April, fik jeg
Mod til at bringe min Elskede mit frste forfrdelige dramatiske
Arbeide -- i det gamle Testamentes Stil. Ak ja, den ulykkelige
Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere
Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit
dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spgelser havde sagt i det
Tilegnelsesdigt, jeg ndvendigvis maatte lade flge med:

    Forfrdes ei, min gode fromme Pige,
    for denne Bog, der lukt med Ddens Spnder,
    i Skrig begyndt, med kvalte Klager ender
    uden at unde os en Himmelstige.

    Det er en rk, hvor Skjebnens Aander krige,
    og Mnd med Klingen mellem hvide Tnder
    vildt Buen spnde med de brune Hnder
    og ingen vil fra Hevn og Bytte vige.

    Dog var din Aand der, og hvor den er, breder
    den Fredens Telt, saa blodbestnkte Heder
    maae ogsaa mildt i Aftenglden smile.
    Men peger ogsaa kjkt paa Gryets Lue --
    Du selv, endnu et Barn, jo maatte skue
    al Ddens Gru, og fandt dog Sjlens Hvile.

Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nd den i Stilhed, til hun blev
saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde
dem skjnne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al
den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjrtes Uskyldighed tog
hun den endog med til Slyst, og lste den -- man tnke sig -- for
Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemrkning,
man kunde vente: Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil,
saadan for Theatret.




TREDIE KAPITEL.

MIN FAMILIE.


Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde
hun nu begge sine Brn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til
at vre trt af Kjbenhavn, da hun, siden hun isr for min Skyld drog
dertil, havde frt et besvrligt og uroligt Liv. Hun havde maattet
sttte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionrer, og
hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Brn, var
det dog en mrkvrdig Samling, hun havde at trkkes med.

Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og
Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde
stte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har
ved mit hitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget
min Del til at skrmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit
grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig
at nyde sine i hans ine over al Maade komiske Husfller.

Disse vare de to Sskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto
var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i
sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde
havde tilflles med sin afdde Broder Adolf, men hos ham saae
helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets
modbydelige Jammer, var Johannes frdig at revne af Latter. Man
kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte hre en lang vranten
Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i
sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man
smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion
Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forvrigt
lignede han Ilia meget, var udmrket begavet, og som hun havde han
ganske forskjellige Sider. Trods hans forfline Meninger var han et
elskvrdigt Menneske.

Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Vsen og med
Behag at bre dette til Skue. Men det var hendes uendelige Mangel
paa alt det, de kalde praktisk, hun mest agerede med. Naar nogen
blot vilde lgge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besrge det
Arbeide at sidde hele Dagen med Hnderne i Skjdet og stirre ind
i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke lse andet end
Dansk, og det havde hun lst altsammen. Naar nogen vilde hjlpe hende
med det, de kalde Abc, vilde hun dog prve paa, om hun kunde finde et
Ord i et fransk Lexicon.

Paa Bunden af det pudsige Vsen, hvormed hun holdt os andre hen,
laa der en srgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men
talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf,
og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lrkevinger med de raske
Bemrkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i
Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine
aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes
distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede
hende.

Efterat det bevgede og i en underlig Knude af religist, sthetisk
og lidenskabeligt Vv sammenviklede Liv, som vi havde frt indtil
1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse,
Skriftefaderen Emil Mynsters Dd og min Sygdom og fleraarige
Fravrelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine
Sorger og tredes hen. Hendes ldste Sns srgelige Skjebne, de
Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham
med i Dden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger,
der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bre, og de
pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men
daarligt kunde, underholde hende og Brnene, var vel istand til at
gjre Ende paa strkere Krfter end dem, hendes svage Vsen kunde
byde over. Ilia var hendes Sttte og var i Sandhed Manden i Huset, de
andre Dttre vare ikke til stort, og Snnerne havde nok i at vare sig
selv.

Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mrkelige
Cousine, og enhver maatte indrmme, at det var sandt, hvad hun altid
gjorde Fordring paa, at vre ene i sit Slags -- en ren Undtagelse,
som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en
Styrke, som intet i Verden kunde bie, heller ikke de Sorger, hendes
Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved
enhver Leilighed frte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun
dog nok af Munterhed til ikke at behve at vise sig som den nedkuede.
Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun ieblikkelig kunde
kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og
vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst
holde Maade og have et Vsen som de andre, dertil var hun for opreven.

Ved Siden af den Kampstilling til Vrn for den Ret, hun mente at
have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et
Dyb af Kjrlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at
det ikke var formeget at stte Livet til derfor, som gjorde, at man
altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjnne
Side af hendes Vsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det
Vrk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid fld dette
Hjrteliv endnu i Familiekjrlighedens snvrere Kanal, og det er et
Sprgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover
den.

Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige strke
Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms
Kjrlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg troer, at
dette Saar smertede hende endnu mere end alle Familiesorgerne. Det
var i alt Fald det og ikke Forldrenes Forhold, der som en strid,
ofte uhyggelig og altid ligesom af Hjrteblod rdnet Understrm, gik
gjennem den poetiske Production, der i disse Aaringer begyndte at
dynge sig op under hendes Hnder. Thi hun sad ikke med Hnderne i
Skjdet i de grublende Ntter, og det var en anden Ild end Ovnens,
hun stirrede ind i.

Hendes ulykkelige Moder havde endt sine Lidelser i Foraaret 1844, og
det staaer endnu tydeligt for mig den Morgen, jeg efter Ddsbudskabet
kom til dem. Det var paa Frederiksberg i en lav Stueetage og et
skummelt Veir. Saa at see Ilia kldt i rent Hvidt som en Ddens
Engel sidde ved Sengen, og paa den udstrakt en Skikkelse mere lig en
Benrad end en nylig Hensovet, og sidde uden Taarer i den vanlige
grublende Stilling med Hnderne i Skjdet; og saa fare op med sin
hurtig henkastede Tale at optlle alle de praktiske Vanskeligheder,
som hun var ndt til at overlade til mig, for hun selv kunde intet,
det var saa eiendommeligt, at ogsaa jeg glemte Sorgen for at betragte
min mrkelige Veninde.

Hun drog til Randers til sin Broder Axel, der stod ved
Dragonregimentet der, men blev der ikke lnge; hun kunde i det Hele
vanskeligt finde sig i at leve i en Familie. Hun prvede paa at fre
sin egen Husholdning i Kjbenhavn med sin yngste Sster Mathilde hos
sig og sgte at faae en lille Skole i Gang for at hjlpe sig, men
heller ikke det gik. Om hun ogsaa gjorde andre Forsg, husker jeg
ikke, men da jeg forlod min Moders Hus i November 1846, flyttede hun
hen til hende tilligemed Broderen Otto. Der syntes hun at befinde sig
bedre. Jeg troer, det behagede hende, at da Moder var saa forskjellig
fra hende, at de ligesom tilhrte to forskjellige Verdensdele,
behvede hun ikke at dele sit indre Liv med hende, og da Moder gjerne
vilde opmuntre hende, kunde hun frit vende sin burleske Side frem, og
gjemme, hvad der var bagved, hvilket var hendes Lidenskab.

Ogsaa dette varede dog kun et Aar. Broder Caspar var efter sin
Hjemkomst fra Knigsberg, bleven ansat som Adjunct i Roskilde, og
hjemfrte i Foraaret 1847 sin Brud, en Mecklenburgerinde, som han
havde boet hos, da hun som Enke sad i Berlin og leiede nogle Vrelser
ud.

Til samme Tid var Svoger Sren Thrige fra Slagelse bleven forflyttet
til Roskilde, og som Overlrer dragen ind i sine Forldres gamle
Hjem, den verste Etage i Rectorboligen, hvor han boede allerede som
Adjunct, da han blev gift med min Sster. Da Moder saaledes havde
to Brn i Roskilde, og tillige endelig ogsaa havde mig fra Haanden,
kunde hun ikke modstaae Fristelsen til atter at sge til sin gamle
By. Efter alt, hvad hun havde arbeidet og stridt for, fandt hun
ogsaa her en rolig Havn i en lille Leilighed, hvor hun levede alene
med sin Tjenestepige.

Ilia blev da igjen hjemls. Hos sin Fader var det hende umuligt at
vre, hun tog da en Huslrerindeplads paa Mors, og levede der til
Krigen kom.

Hendes Sstre havde dog faaet sig et Hjem, men daarligt nok var det.
Efter deres Moders Dd mente deres Fader igjen at kunne samle sine
Brn om sig, og hans Hjrte trngte upaatvivlelig dertil, da han
virkelig var en meget kjrlig Fader. Desvrre havde han ogsaa sine
daarlige Sider, og de vare blevne vrre under Skilsmissen. Kjed som
han var af sin aandlse Sessionstjeneste tog han sin Afsked og kom
til Kjbenhavn; og med en Pessimists Syn paa gteskabet gav han sig
for at forbedre sine fortvivlede Pengesager til at sge sig en anden
Hustru, som kunde bringe ham Formue, og med Tillid til, hvad en
Verdensmand formaaede, mente han, at dette i en Alder af 52 Aar endnu
kunde lade sig gjre. Han var saa uheldig som muligt. Han giftede sig
med en ldre Dame, som eiede mindre end han havde troet, var grim og
dum, og hvis ulidelige Luner efterhaanden udartede til Sindssyge,
dog kun periodevis. Hun plagede ham i den Grad, at han fik at fle,
at gtestanden var vrre end Skilsmissen. For i det mindste at have
Ro om Natten for hendes evindelige Vrvl og Plagerier, begyndte han
at tage Sovedrik af altfor strke Varer, hvorover hun paa sin Side
beklagede sig overfor mig. Maaskee overdrev hun, drikfldig blev han
ialtfald ikke, skjnt det syntes mig, at hans Udseende tog af. Naar
jeg saae til ham, var han endnu altid den livfulde og aandsoverlegne
Mand.

Det var det Hjem, han skaffede sine Pigebrn, Snnerne var Studenter.
Stedmoderen kunde ikke fordrage dem, de da heller ikke hende. I sin
Sindssyge drev hun det til at klappe deres Klder og lagde Ild i
deres Kammer, og da det begyndte at brnde og Politiet kom, beskyldte
hun dem for at have sat Ild paa Huset. De maatte da snarest muligt
see at komme bort og finde sig en Plads som tjenende Kvinder.
Mathilde kom til Lolland i Nrheden af sin Farbroder, hvor hun efter
nogle Aar begyndte at lade hre fra sig som Forfatterinde.

       *       *       *       *       *

Naar jeg siger, Moder havde faaet sine Brn i Havn, var dog Christian
tilbage, og ham var hun i disse Aaringer meget bekymret for. Som
Candidat paa almindeligt Hospital levede han det sdvanlige lystige
Liv med sine Kammerader, og dette kan, seet fra Hjemmet, see raat
nok ud. Medens han derefter et Aars Tid gjorde Tjeneste ved Bistrup
Hospital, blev han under Betragtningen af baade Sindssyges og ikke
Sindssyges Extravagancer paa den anden Side tungsindig, og det
trykkede ham end mere, at han bar paa en ulykkelig Kjrlighed til
Tante Mllers Adoptivdatter, som vi betragtede som vor Cousine.

Han tog imod et Tilbud at reise udenlands som Lge og Bevogter af
en sindssyg Mand. Han fik Leilighed til at besge de bermteste
Lgeanstalter i Tydskland og Frankrig, og som han var flittig og
fuldt optagen af sin Videnskab, var det store Ting for ham. Men trods
alt, hvad der kunde tiltale hans svage Lune eller hans videnskabelige
Trang, havde han et yderst besvrligt Hverv, og kom temmelig mismodig
hjem i Efteraaret 1847. Det er jo som bekjendt ikke saa ganske let
at vende tilbage fra de rigere Lande til sin tarvelige Hjemstavn, og
for ham gjorde Omstndighederne det endnu tungere. Hans Elskede havde
vendt sit Sind andetsteds hen, han var uden Erhverv og i alle Maader
fortrykt af en Overgangstid Mrke.

I den Vinter strmmede da Moders Breve over af det sdvanlige Emne,
at jeg maatte gjre noget forat styrke den kjre Broder. Jeg var
villig nok, men jeg seilede selv paa hi S, og havde idetmindste
aandeligt ingen Tid til at see mig om. Jeg gjorde da, hvad der laa
mig lige for, jeg frte ham til min Amalies Hus, og jeg troer, det
for det frste var ham en ganske god Trst. Saa kom Krigen, og hans
som alt Folkets Skjebne tog en anden Gjnge.




FJERDE KAPITEL.

KRIGSTIDEN.


Saa kom Krigen. Vistnok var den lnge nok forberedt; de politiske
Forviklinger var kommen saadan i Haardknude, at de tilsidst maatte
lses paa Alexanders Maade, men ligefuldt kom den som et Tordenveir,
ingen havde seet trkke op. Da jeg sidst i Februar en Morgen mdte
min Farbroder Adolf i Vimmelskaftet, og jeg standsede ham med de
Ord: Har du hrt, at Louis Philippe er jaget ud af Frankrig? foer
han forfrdet tilbage og vilde ikke tro mig. Han var dog en dreven
Politiker og kyndigere i de Forhold end jeg.

Hele Striden med Tydskerne havde ikke gjort et saa strkt Indtryk
paa mig som paa det rette nationale Parti. Jeg bevgede mig jo vel
i dets Midte, navnlig i den Hyenske Kreds, men at al vor Fortrd
er tydsk, troede jeg ikke paa. Det var, som hele den hundredaarige
Periode, hvoraf vi havde for en stor Del levet af Tydskland, hvor
vore Digtere havde skrevet paa Tydsk, vore Videnskabsmnd vret
tydske Filosofer, og vore ypperste Statsmnd vret tydsktalende var
glemt og skulde forngtes. Det oprrte min Retfrdighedsflelse.

Det gik mig ligesaa med Frihedsbevgelsen. Jeg var mere betragtende
Kritiker end Enthusiast.

Allerede 1839, da Orla Lehmann og Karl Ploug vilde formaae
Studenterne til at gaae til Kongen med en Frihedsadresse, stemte
jeg imod og holdt mig til det strre Parti, der samlede sig om
Madvig og Peder Kierkegaard. Ikke fordi jeg savnede Hjrte for
Friheden, jeg er meget mere en fdt Frihedsmand og kan ikke aande
i anden Luft. Men da jeg tillige indsaa, at dertil hrer, at man
gjennemgaaende maa vre retfrdige Folk, der ville leve velvilligt
og christeligt med hinanden og lade Modstandere deres Frihed, og
dette ikke er at opnaae, mente jeg, at praktisk taget, burde man
finde sig i Forholdene og holde tilbage med alt revolutionrt Skrig.
Naar Hyen raabte: Alle Cancelliherrerne paa Lgteplene langs ad
Slotspladsen, for paa den Hide kunde han komme, oprrte det mig
ikke blot som hjrtels, men som tom Tale, da han mindst af alt var
Manden til at indfrie sit Ord ved Handling. Alt dette smagte saa
forskrkkeligt af lrt fransk Vsen.

Den 20. Januar dde Christian den ottende, og har nogensinde
Kongedmmet viist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans
Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhvisk
afsted og Flget tog sig saa daarligt ud og Stemningen var saa
uvillig og raa, at man kunde faae ondt af at vre Vidne dertil. Jeg
stod i Vimmelskaftet og saae det. Det var hos Oberst Stenstrups,
som hverken var af de Liberale eller Nationale, men som en militr
Familie henviist til at vre Royalister, og jeg kan indestaae for
Stemningen. Der var ingen der gad tage sin Hat af for den dde
Konge, Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Og det ikke
fordi Kjbenhavns Borgerskab var srdeles frisindet, det er ikke
Laugsfolkets Vsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at
det var et raadent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade
uretfrdig og hjrtels, men den var der, selv i Samfundets fineste
Lag. Saavidt var det kommet med Enevoldskongen.

Af den mystisk-politiske Treenighed: Gud, Kongen og Fdrelandet, var
Kongen forelbig borte. At Christian den ottende var dd og Frederik
den syvende levede var forelbig ingen Trst, man ventede sig endnu
mindre af ham, kun en forvirret Misstemning saae Fremtiden an.
Kong Christian fortjente det ikke personlig, han var dog baade en
Fdrelandsven og en Kirkemand, og man var ikke uvidende derom, hvad
man saa end forvrigt vidste om hans Synder.

Han havde seet i Naade til Grundtvigianismen, og hjulpet den til at
faae Ordet, og den brugte det. Dens Maade at besynge Fdrelandet
paa blev den nye Tids Lsen. Alle Talere og Digtere, ligegyldigt om
de hrte derhen eller ikke, stemmede i med. Disse Toner: Danmark er
Vorherres iesten, Dannerfolket er Hjrtefolket, og dets Modstandere
er Thurser og Trolde; enten vi forstaae os paa Politik eller ikke,
det veed vi, at vort Folks Sag er Guds egen Sag, de stdte i den Grad
baade min Smag og min Retsflelse, at jeg ikke kunde give Kielerne
ganske Uret deri, naar de yndede at fremhve Forfngeligheden som
de Danskes Hovedegenskab. At vi fra begge Sider kjmpede for en og
samme Ting, for Frihed og Nationalitet, mens Kampen stod om, hvor den
nationale Grndse laa, ved Eideren eller Kongeaaen, var utvivlsomt;
og at hver fra sin Side og fra sit Synspunkt forsvarede sit Omraade
baade Land og aandelige Eiendele saa godt man formaaede, var mig,
politisk taget, en ligefrem Sag, men Skryderiet var mig ogsaa fra
begge Sider lige ubehageligt.

At denne Stemning, som under min Virksomhed i Slesvig skulde blive
mig endnu tydeligere, allerede dengang var mig bevidst nok, har jeg
tilfldigvis endnu et bestemt Vidnesbyrd om.

Jeg behver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af
Oprrsfanen virkede som et Std i Kjbenhavn og alt Landet. Fulde af
Forventning og hi Stemning strmmede vi alle sammen til de Mder,
de politiske Frere gjorde Opraab til, og der var Nyt at hre. Ikke
just Politik, den ansaae jeg ikke for srdeles ny, hverken hvad
Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det
var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Mde den 20. Marts
efter forskjellige andre Taler, hrte Tscherning gaae den Sag, som
endnu ingen havde turdet nvne, lige paa Livet, og med mgtig Rst
udraabe: Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig! negter jeg ikke,
at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae ieblikkelig hele den
forfrdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.

Den flgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden
fyldes saa tt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved
Hoved. Jeg foer ned at fie mit af den nye Tids Frihedsaand
hit lftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi
rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred
Borgerreprsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig
paa at vre med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham
om et Systemskifte, som Aftalen havde vret paa Mdet Aftenen fr.
Da hrtes ovre fra en Gruppe nrmest Raadhuset Sang lfte sig --
Danmark deiligst Vang og Vnge, og hele den vrimlende Folkemngde
istemte den gamle hitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende
Hav, ikke som en Oprrssang, snarere som en Psalme i den fyldte
Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at
fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det vret bedre
forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne lb ned ad
Kinderne paa.

Endelig kom saa Folkets Frere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og
det overraskende saaes, Overprsidenten gik virkelig i Spidsen. Han
var bleven overmandet af Borgerreprsentanternes og Casinomdernes
Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De
ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Prsident med
det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfrer for hele det
liberale Vsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder
havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg
kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over.
Saasnart han kom hjem efter den vldige Bedrift, strg han al den
re, han havde indhstet for den, af sig ligesaa rask som han
kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. rsted, som boede
skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. Som
de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste
Overbevisning ikke gjre andet. -- Ja ja, kjre Ven, jeg forstaaer
det, svarede rsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det
altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede
Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den
blev beroliget ved at hre, at den Minister, han havde vret med til
at styrte, ikke tog sig det mere nr. rsted forstod ham saa godt,
og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den
eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tnkt, det gjr jeg da
idetmindste ikke.

Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand hi, i den
lange Colonne, som endnu ikke havde tmt Torvet, da Spidsen naaede
Slottet: Jeg gik med Hyen, som nu var saa glad, at han ganske
glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygteplene. Vi vare naaede
til Hibroplads, da det med Jubel ld hen over Mngden: Kongen har
afskediget Ministeriet! Vi saae som blndede paa hinanden: kan en
Statsomvltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget
som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele
Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.

Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hnderne og priste vor
Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan
ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt:
En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil, saa kunde
han dog i betydningsfulde ieblikke ogsaa vre Konge og var da en
hist tiltalende Konge. Det er saadanne ieblikke, der mindes og
blive historiske. Selv har jeg kun eengang vret Vidne dertil. Det
var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og
bevrtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal,
sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og
holdt en Tale til os saa vrdig, hjrtelig og gjstfri patriarchalsk,
at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmnd. Jeg gik med
Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det
bedre.

Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Nste Dag,
22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt
at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og
allerede var ifrd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og
Hibroplads var igjen saa ttpakket med Mennesker som vel muligt, da
de kjrte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret
man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en
begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra
det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm
paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mnd! Folk gloede
arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var
Minister, med ilsomme Skridt trngende sig gjennem Mngden for at
naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig
daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den brstet, den var
fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa
Hiden, men havde ingen velse i at give det tilkjende.

 [11] See S. 136.

Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift
at vove sig ind mellem det kjbenhavnske Folk og heller ikke flte
sig sikker i Hotellet, saa man maatte fre dem til Alfred Hages Hus,
og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for strste
Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeoplb vilde sige, maa
de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skrmmede vare
de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.

Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringsprsidenten Scheele.
Han var en Ven af min Overprsident, og sgte til hans Hus, da han
kom til Kjbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i
Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til
hans Fortllinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet
lbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og
havde hele Veien siddet med spndte Pistoler, beredt til at slge
sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en
Flok Dragonofficerer, der frte Regimentets Fane med sig, men ikke
en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige
sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre
lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange
charakteristiske Omstndigheder. Naar der saa, mens han fortalte,
hrtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra
hrtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle
de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om
han greb til Pistolerne.

Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at
undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han lb, havde de
strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.

Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bre et tyk Stok,
hvis Greb var en skarp xe. Han var vist ogsaa Manden for i forndent
Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det forndne
Fald kunde indtrde i Kjbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at
faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid
meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men
det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig vk paa
det fineste Tydsk, indtil han overvldet af de mange tydske Stemmer
endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var
en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.

Ogsaa Anders Sande rsted kom i den Tid en Del til Langes, og det
var morsomt at hre, hvilke forfrdelige Vittigheder han og hans Ven
Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De
Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i
samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstrefrere, og
lo dertil saa de rystede.

Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del ldre
med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det frste for at
exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig
en bedre Luft end man var vant til. Skjnnere Foraar mindes jeg
ikke at have seet, det skulde da vre 1834, da jeg holdt mit Indtog
i Sjlland. Det var som Naturen holdt Gldesfest for den unge
Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og
Trerne strakte deres udfoldede Knupper med Lngsel ud efter den.
Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det
kunde jeg ikke lade vre at fryde mit ie med Slottets varme Gld mod
den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger,
som Kastanietrernes Rkker lod falde hen over den bajonetglimtende
Vaabenplads.

Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandvrket. Jeg
var heller ikke ukjendt med det. I mine frste Studenteraar havde
jeg vret et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min
sorte hvidkantede Uniformskjole med det rde Bryst, de hvide Buxer
og den colossale Chacot havde kldt mig saa net, at jeg endog var
bleven valgt til Underofficier, og havde min store Mie med at slippe
fra denne kjedsommelige Vrdighed. Vor strste rgjerrighed var
Bajonetfgtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren,
da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne
aldeles ikke.

En Morgen kom Vermehren lbende og raabte: Nu skal I hre en
splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i
alskens Udtale, foredrog paa bredt sjllandsk Bondemaal den tappre
Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den
epochegjrende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori
jeg saaledes frstegang hrte den. Hvoraf blev Flgen, at jeg med
sdvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den
Stning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.

Vaabenvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven
og fingerede Trfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men
Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til
Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hren,
og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes.
Vilde da ogsaa jeg mde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg
var hirstet nok med, da vor 1100 Mand strke Bataillon omringede
vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde fre os samlede
over til Hren.

Men virkelig Krig var mig nu eengang en svr Sag. Jeg kunde ikke
tnke mig at skulle stte min Kugle eller min Bajonet i et levende
Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser
ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor
mine Tvivl ned med at lgge Afgjrelsen over paa mit Fdreland.
Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.

Hren var begyndt at samles, og intet har rrt mig saameget som Synet
af den frste Udrykning.

Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget
Afsked med de kjbenhavnske Batailloner. Nste Morgen tidlig, da jeg
endnu laa i Sengen hrte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer
op og til Vinduet, og saae Torvet tt fyldt med Mennesker, og som en
blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de rde Compagnifaner
over dem trkke sig gjennem Mngden fra Nrregade skraas over Torvet
og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for ie, hvad
det vil sige: Min Pige vilde med. Paa Siden af Geledderne, ja midt
inde i dem havde Bnderpiger, rde Liv, grnne Skjorter, guldstykkes
Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud
med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trngte sig frem fra
Siderne, ogsaa Mdre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte
Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra ld
over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og
det underligt vemodige at see denne svinde i den mrkskyggede Gade,
og at vide, hvor de drog hen. Taarerne lb mig ned over Kinderne,
mens jeg kldte mig paa og lb ud til Jrnbanen for endnu at vre
Vidne til: Der kan du se, min Ven! Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er
mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.

Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i
Roskilde. Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig
strmmer der Tropper til baade med Jrnbanen og til Fods og til Hest.
Vi hre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens
Folk trakterer Tropperne ved Jrnbanen, og holder Taler og flger dem
med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange.
Casper svrmer for at faae en Kuglebsse og lre at skyde, men vi er
bange for at han skal falde baglns, naar den gaaer af.

Roskilde var dengang Endepunktet for Jrnbanen fra Kjbenhavn. Og
hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjres den historiske Bemrkning, at
fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand
vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i hieste Maade patriotisk By.
Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige.
Deriblandt Blochs to Snner, hvad der da alene var nok til at stte
Familiens Stemning i den strkeste Blgegang.

Broder Christian drog ud med de frste som Lge ved tiende Bataillon;
og jeg havde da som sdvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae
ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham
ud gjennem de lange Gader for frst at tage Afsked med ham ude paa
Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige
vilde med.

En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden
i hver sin Leir. Efter det nre Forhold, hvori de tydske Landsdele
havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i
Srdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier
der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nrmeste
Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med
den holstenske Prst Steffensen, og hendes Halvsster Sofie Paulsen
forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde,
Elna Hansen med sin tydske Ingenir Nrmchen. Og Amalies to Cousiner
Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener,
Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie
med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker,
lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige gteskaber. Det var
i disse Aar mrkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som
Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i
saadanne Hjrtesager. I et af sine Breve taler Moder rrt om Amtmand
Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Snner
mellem Fjenderne, og to Dttre gifte med fordrevne Embedsmnd, men
netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbiede Mand
uden Moder, efter hvem jeg har det.

Som alle andre var ogsaa jeg strkt beskjftiget ikke blot med at
flge Begivenhedernes Gang, svrt nok, da jeg maatte exercere og
manvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det
var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad
der endnu var det svreste, med at opsamle alle de Efterretninger
om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i
tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade
mundtlig og skriftlig. Det gjaldt isr om niagtig at gjennemgaae
alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske.
Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trst, og for
mig selv en Trst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt
for mig. Da imidlertid mine Bemrkninger om de Smaating jeg selv
oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks
Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne
Hjrtesager.

Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Dre med min Elskede.
Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab,
hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det
skjnne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den
ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trngte til Forklaring,
hvisaarsag der med hver Forring fulgte et Digt, som vi begge fandt
meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde
indfinde sig af den Slags.

I Mai var jeg med min Prsidents Familie flyttet til et Landsted,
ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og
Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opfrt
som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven
Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde
jeg kun en kort Vei til Slyst og kunde mdes med Amalie paa de vante
Steder. Det kunde ogsaa hnde, at Overprsidenten bragte hende med
ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. rsteds Svigersn
Dahlstrm og paa Ordrupshi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes
daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionr Conversation. Til
Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis
Omkvd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en
Revolution som i Paris.

Sidst i Juni drog Amalie med sine Sstre og Cousiner til Broks, sex
unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle svrme i
de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte
jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.

I Slutningen af Juli reiste jeg som sdvanligt med min Elev til
Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Sskene til Slyst.
Jeg forkjlede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i
det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og
dobbelt lod mig fle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg
sad hos paa Kjrup.

Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen
Familie, som ikke havde nogen af sine Kjreste paa Valpladsen, og
intet Menneske, der ikke flte at man ikke kunde vide, hvorlnge
man beholdt sin fdrene Jord under sig. Man reves om Aviserne,
man kom lbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet,
sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man
grd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore
problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs
Skjebne Vaabenstilstanden vrre end Krig, og derom var der hidsige
Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionres Intriger. De gode
Roskilde Folk var srdeles oprrte, og Moder sgte altid til mig om
de paalideligst mulige Efterretninger.

Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om det Suhrske Komplot,
om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen,
og Kanoner var opkjrte om Slottet, og Lrerne i Roskilde midt
under Examens Travlhed foer ind til Kjbenhavn for at sprge Nyt;
beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis
nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke
kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men naar
man kommer lbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare:
Aa Sludder! Der er to Omstndigheder, der gjr, at Kanonerne
forblive rolige i deres Baas paa Tihuset, den ene at Onkel
Scavenius raader for Kanonerne, og han gjr ikke en Kat fortrd,
den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjre Fortrd. Hvad Suhr
angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus
end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa
er der vel visse Haandvrkslaug, som Snedkere og Vvere, der ere i
Nd, og som jvnlig komme til Overprsidenten og klage sig, men det
vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i
Mbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med
dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.

Hvorpaa Moder med sit sdvanlige Humr svarer: Tante Rikke[12] havde
lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med,
men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end
Fdrelandets, som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu.
Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.

 [12] Fru Foss, Borgermesterens Frue.

Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrkkelig Virksomhed,
men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der
ikke Spor deraf. En reisende Litterat frer altid Bger med sig.
Da jeg om Sommeren forlod Kjbenhavn, mens hun ikke var der, havde
jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Sren Kierkegaard og en Roman,
selv frte jeg samme Slags Lsning med mig foruden min bestandige
Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar,
og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens
Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de
svnlse Ntter i min Feber og lste Kjrlighedens Gjerninger.

Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit
ihrdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, lftet af
Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie,
og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme,
havde jeg sgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans
voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans
ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde fre til, og
hans rrende Klager over hans Fdrelands Undergang, var Toner ud af
mit Hjrte. Jo mere Kanonerne ld i mit re, desto mere opildnedes
min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid,
gjorde mig intet Afbrk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig
nok til at stte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog
min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at vre med i
Profetens forfrdelige Angreb paa Prsteskabet.

Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af
Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i
Februar havde den frste og vsentlige Del renskreven og det vrige
lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt frdig, inden vi flyttede paa
Landet, og min styrkede Selvflelse ved at vre kommen saa vidt,
havde til Flge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter
til en Boghandler.

En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger
mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur,
at han er mere tilbielig til at give Modstanderne end sig selv
Ret, faaer den dog noget mere Vrd. Jeg har nu saa aldeles glemt
Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke
blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende
Personer er, men endog undersge Titelbladet, forat underrette mig
om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have
glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en
andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtlftige
og i sit Indhold saa mgtige Drama er i det Hele godt componeret;
Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig
tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre
Tider. Men Stilen -- alle dens underlige Omsvb og Formaliteter har
for det frste gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens
fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilslret Replikernes
Flelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle
til det yderste alt hvad jeg kunde udtnke, uden at agte paa, at ene
Udfrligheden var nok til at bringe Lseren til Fortvivlelse. Intet
Under, at det lsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog
den i Haanden. Og den ulykkelige Forlgger -- ja, han sagde mig, at
en af hans Venner havde leende bemrket: Det bliver nok en ordentlig
Jeremiade for dig.

Underligt nok blev det dog ikke en Jeremiade for mig. Jeg havde nydt
mine aandelige Glder, og da jeg dengang ikke videre trngte til
Penge, brd jeg mig ikke stort om, hvad Fremgang Bogen fik. Det er
maaske min Feil, at det altid har ligget mig altfor lidt paa Hjrte,
om jeg ved mit Arbejde ogsaa udrettede noget for andre. Jeg tager
min egen Hst hjem og er dermed tilfreds. Imidlertid havde jeg dog
den Glde, at de faae af mine Nrmeste, som lste Bogen, ydede mig
fuld Anerkjendelse.

Min Ven Fog, som jeg havde sendt Haandskriftet, svarede i sin
eiendommelige Stil: Jeg har lst og gjenlst og atter lst Digtet,
og har havt mange smukke Planer om at tilskrive dig ret omstndelig
derom. Ja, vmiseris! jeg har sporet min Pegasus og begyndt et langt
rsonnerende Epos, der var beregnet paa dine ren alene, da jeg netop
i dette ieblik gjorde den Opdagelse, at min Pegasus er et sel,
hvorfor jeg viselig holdt ham over mit Tllelys for idetmindste paa
den Vis at forhjlpe ham til en Flugt til Skyregionen. Saa faaer du
da kun den Erklring: Skynd dig at bringe det Digt til Trykken! Thi
det eneste Resultat, jeg er kommen til, er det, at jeg siden jeg
begyndte at lse det vaagende og sovende har drmt om Jerusalem, om
dens Snner og Dttre, om springende Profeter og forladte Kvinder i
Kongens Haver, om Mnd hvis Hals er som Davids Taarn, der skuer ud
mod Damaskus, og om Snner der forbandes af deres Fdre. Og denne
Drm er af den Natur, at jeg nsker at mange maatte drmme den med
mig. Ivrigt frabeder jeg mig alle mulige Spydigheder til min meget
udviklede sthetiske Forstand, som ikke har en eneste Kategori,
hvori den kan indeslutte min Tanke; men hvis du selv eller nogen
anden vil sprge mig om min hiere Mening, meget ydmyg tyer til
Digterens egne Ord, idet jeg med slet fordulgt Stolthed svarer: Ja
hans Lber er som Palmens Frugt -- finde I en saadan, saa see min
Ven, thi som andres Venner er han ikke. Her har du, kjre Johannes,
hvad jeg i kort Begreb kan sige om dit Digt og dets Forfatter. -- --
--

Videre skrev han i Anledning af den nu udkomne Jeftas Datter: Tak
for din Fantasis Frstefdte, pyntelig som den kom til mig i
Silke og Guld, og for disse Meddelelser om dens gode og gldelige
Modtagelse i denne syndige Verden, hvilke have frydet min Sjl,
som om det var dens eget Foster, der var hilset med Kjrlighed og
Bifald. At du har gldet dig ved Hyens saa grundige Dom, begriber
jeg, og indseer, at naar saadanne Autoriteter have talt, gjr Folk
af Grovbrdsdeig som jeg og mine Lige bedst i at stikke Piben ind og
tie som en Mur. Tilmed kunde Hyen gjerne forandre sit Bifald til den
bittreste Dadel, naar det skulde komme ham for re, at en sjllandsk
Landsbyprst havde den Dristighed at dele hans Mening. Derfor tager
jeg det Parti hellere at tilbageholde min Bermmelse over det
Nrvrende forat profetere om dit Tilkommende, idet jeg lover og
tilsiger Jeremja en endnu hderligere Modtagelse. Jeftas Datter synes
mig at henhre under det, man kalder Studier, og ved sin rent lyriske
Charakter i samme Sindsretning stundom at krve for stor Anstrengelse
for Lseren, hvorved den friske Nydelse for meget hmmes.

Deri havde han upaatvivlelig Ret. Jeg havde selv fra frst af tnkt
mig min frste lille Bog som en velse, hvormed jeg vilde prve mine
Krfter, og som en Indledning til et betydeligere Arbeide.

Naar jeg nu dertil fier, at Hyen paa sin ekstatiske Vis havde
udbrudt: Ingen af vore Digtere har gjort det for Norden, som her
er gjort for det gamle Testamente; og at Frederik Helveg, som jeg
har anseet for den grundigste Kjender af den israelitiske Oldtid,
vi her i Landet har, og foruden sin Theologi er en vidt belst og
tnksom sthetiker, siden han sagde mig, at han anseer min Jeremias
for den bedste Bog, jeg har skrevet, saa kan jeg virkelig ikke klage
over, at dette Digt ikke blev forstaaet. Det blev, fordi disse Mnds
Fordring til Poesi gik i samme Retning som min davrende, snarere
overvurderet. De var alle tre Mnd, jeg saae op til som mig langt
overlegne, saa dette kunde sagtens vre mig nok.

Bogen udkom nste Aar 1850, saavidt jeg husker i Foraaret. Jeg maa
altsaa vende tilbage til 1849.

Den store litterre Begivenhed i Vinteren 1848-49 var Adam Homo, et
Bevis paa, at det ingenlunde var hos mig alene, at Folkets store Kamp
ikke optog alle andre Interesser. Mine Yttringer derom i et Brev
til min Moder (Januar 1849) tilbagekalder mig det frste Indtryk af
Realismens Indtog i den hiere Poesi:

Vi arbeide med agtvrdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke fre sig
som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den.
Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive
frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi
faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har lst den tre Gange, og
siger sukkende: Hvad skal man lse efter saadan en Bog? Ussing mener,
at den er ligesvis som Biblen, en Bog for alle Bger og ufeilbar. Jeg
haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad.

Krigen brd ud igjen, medens jeg med min Profet sad midt i min egen
Krig. Den 21. Marts tog jeg Afsked med det ulykkelige Linieskib,
Christian den ottende. Det var en kold, klar Dag jeg med Vilhelm
Marstrand gik ud paa Nyholm og ombord i Skibet. Det var saa hurtigt
blevet rustet, at Mblementet endnu laa spredt paa Dkket, og den
nye Maling ikke var tr, saa jeg ved at gaa ned ad en Trappe fik en
Smre paa min blaa Kappe, den jeg siden, da det skjnne Skib var
forsvundet, ikke lod tage af, men beholdt som et historisk Minde.
Osvald Marstrand var tredie Officier i Skibet, commanderede underste
Batteri og forestod de nautiske Instrumenter. Han havde paa Dkket
faaet opsat en ny Construction af et Compas; hvori Nyheden bestod,
veed jeg ikke, men den maa ikke have vret efter den gode gamle
Marines Hoved, for medens Osvald viste os den, gik Nstcommanderende,
Capitain Krieger forbi, trak spottende paa Skuldren og sagde: Naa,
det skal vel stort hjlpe!

Osvald havde altid vret seet noget skjvt til af den gamle Stok,
som En der vilde gjre sig vigtig med ufornden Lrdom, skjnt
intet var fjernere fra hans beskedne Vsen. Alene det, at han var
den eneste Sofficier, der gjennemgik den militre Hiskole, blev
anseet som Mangel paa god Corpsaand, som om man ikke lrte nok paa
Scadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end fjorten Dage,
fr han og Krieger viste, at de elskede deres Flag lige hit. De var
begge blandt de sidste i Skibet og endte deres Dage med det.

Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjnne vemodige
Skikkelse. Han var ligesom hans Hjrtensven Adolf Fibiger af dem,
hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens Brydning mellem Frisind og
Militrstramhed, mellem Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold,
fortredes i Mismod over ikke at kunne finde det, der er vrdt at
offre sit varme Hjrte. Adolf var vildere i sine Lidenskaber og begik
Daarskaber. Osvald var tilsyneladende rolig, og faldt aldrig ud af
sin fine ridderlige Holdning, men led ikke mindre, snarere mere af
sit vanskelige Hjrte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med
Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde, og vnte sig
til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt kunde tage den ene som
den anden. Det var srgeligt i vore Sammenkomster hos Vilhelm, at
hre ham med rolig Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjrtelse
Thema. Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der baade
elskede ham saa hit, og bedst vidste, paa hvilke Veie han havde
samlet al den Bitterhed. Dette i Flge med det meget Bryderi han
havde havt i sin Stand, gjorde, at han sidste Gang gik ombord som en
Mand, der helst sgte en Leilighed til at offre sit Liv med re. Vi
havde en Flelse deraf. Da det var skeet, behvede vi nppe at nvne
det, frend vi forstode hinanden.

Af Vilhelm Marstrand havde jeg ivrig i det Aar megen Morskab; for
han var mrkelig i Retning af Hjrteanliggender. I et Brev, fra
Juli 1849, fortller jeg Amalie, som var paa Broks, derom: Vilhelm
M. havde lovet at komme og flge mig udaf Porten, men han udeblev
da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund
af visse Sorger. Jeg har siddet lnge hos ham i Formiddag, og vi fik
som sdvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud
til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil
fremstille det srgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes
virkelig at nrme sig sit Hidepunkt. Han kan ikke male, han gider
ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Frst
troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen,
og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig
for Tiden maa vre godt Selskab for Malerine. Men da han ved
Ordet Armeen slngte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae
ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ngstelig
for Tilfldet, og forsgte at studere Patientens Tilstand ved at
fremfre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg
har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen
for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han
allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er vrre end jeg havde
troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og
han inddelte: See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for
mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne -- jo, min er det,
det kan du lide paa, tnkte jeg -- og de, der er tilbage, har let
Hensigter -- jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen
Hensigter har -- Saa de ganske unge, saadan paa en 17-18 Aar, en
af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae
hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal
ikke lnkebindes til en gammel Mand. Synes du vel? -- Nei, det
syntes jeg ikke, og tnkte paa vor sde Frede, mens jeg holdt en
kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden:
Skyd Hjrtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer
Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller
ung. Han vred sig rgerlig, og malte i nogen Tid taus ls paa sit
Lrred. Saa begyndte han igjen: Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der
Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen. -- Jeg blev bange for
at han skulde forlange min Hjlp, og udtalte mig, synes mig, meget
net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit
eget Hjrte, maa man ogsaa see med sine egne ine. Men altid kom
hans sdvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring,
fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: Det
er netop Ulykken, forklarede han, at jeg allerede er kommen til
den Alder, da Flelsen ikke har den Friskhed lnger. Hvergang jeg
seer en Pige, som jeg tnker, kunde blive en god Kone for mig, er
Flelsen dog ikke strkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det
Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee
faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa
vre en Ndvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens
Betnkeligheder strax delgge mig. -- Meget vel, mente jeg, det
skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Flgesvend, derfor kan
Flelsen dog blive lige strk og rlig. Jeg sagde det just ikke, men
jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal lber saa
let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af
Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette
sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden,
Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke
Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun
angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udfrlighed varede den
vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde
fortjene at gjengives.

Saa ringede det, og med det Udraab: Nei, det er ikke til at udholde
at leve alene!, foer han op og lb mod Dren, med saa vidt udstrakte
Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjrtenskjr. Dren gaaer
op, og hvem trder ind? -- Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og
imponerende Knirkestvler, men skinnende af Galanteri og Behagelighed
-- Om han maatte have den re og Glde at see Hr. Professoren paa
Slyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham,
han vilde trffe Professor Heiberg og Frue osv. -- Overgangen var
saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om
Akademiets hithdrede Professor virkelig var den samme som min
morsomme Elskovsjger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde
Slyst vre Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at
tage, hvem han vil.

Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans
tidligere Kjrlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af
Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev,
hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok
fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den
geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskvrdige Naivitet.

Imidlertid brugte han virkelig baade ine og Hjrte og Forstanden
med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var
det, han mest maatte vre bange for. Saa kunde jeg endelig under 19.
Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn
paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:

Kjreste bedste Moder! Iaften faaer du den gldeligste Nyhed. Vor
Ven Malermesteren har fstet sig en Hjrtenskjr, som skal vre en
overmaade elskelig, forstandig og kunstfrdig Kvinde, og hedder Grete
Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er
ukjendt i det Verdenshjrne.

Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsgte
det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var han allerede ude, jeg kan
tnke for strax at leie Vrelser og bestille Bryllup. Skade, for
han maa vre meget fornielig at betragte. Om Aftenen er han
naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger
saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske re ndvendigvis maa
lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjr jeg for ham, hvad
jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsge mig i de udfrligste
Skildringer af denne mrkelige Mester, da man her hos Langes er
meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en
Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres ine saa
hitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Vsen, som denne
kunstforstandige Dame skal vre. -- --

Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbrligt
Hensyn til min davrende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop
ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne
lykkelige Begivenhed.[13]

 [13] I Manuscriptet flger her en vidtlftig Beskrivelse (120
 Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen
 med L. Ussing.




FJERDE BOG.

GTESTAND.




FRSTE KAPITEL.

BRYLLUP.


De frste tredive Aar af mit Liv nrmede sig deres Ende, det var sent
nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg
har altid vret noget sent paafrde, det var da ogsaa tidlig nok,
forat naae det Maal, jeg har naaet.

Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i
Sandhed en fattig Kjreste, min trofaste Brud tog under Armen, da
hun den Morgen i al sin Glorie mdte mig i Grnningen. Fattigdommen
trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende,
og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg
maa dog formodentlig have tnkt paa at blive til noget. Idetmindste
tnkte jeg paa at gifte mig.

For det frste havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg
hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der
fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig
Bevgelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde
komme. Seiren ved Isted havde mere med Skrk end med Svbe fordrevet
den strste Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den
Stilling, som Sren Thrige havde vret udseet til allerede fr
Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til
Rector i Haderslev, og Talen var kun om at bestte de vrige Pladser
ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden
Sag, men, da han sagde til mig: Har du Lyst til at vre med? veed
jeg med Sikkerhed, at jeg ikke fr havde tnkt derpaa. Men jeg pleier
heller ikke at bruge Tid til at tnke over en Beslutning og svarede
ieblikkelig: Hvorfor ikke! Og Sagen var afgjort.

Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen
og dens nrmere Omstndigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa
Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller
danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig.
Det var Galskab ikke at afvente de europiske Tilstandes Opklarelse.
Vinteren maatte idetmindste gaa hen, fr vi kunde tnke paa at stte
Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg
kunde faae i Ln, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families
Forndenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke,
at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere,
undtagen han selv, for ham var nogle Narre.

Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor
Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok,
og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun
vilde stte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var hist
tillokkende, det var interessant at faae dem at hre. En ren
Umulighed var det at vre Vintren over alene, idetmindste for mig.

Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide,
at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lrdom saavelsom
al anden Lrdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg
kun skulde holde mig frdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig
under Armen, og frte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr,
hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var
ndvendig. Den stive Kjbmand og Skeptiker i alle Kjrlighedssager
viste sig overvunden, og da han havde ladet os berre de kolde Ender
af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir,
hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl,
hvorledes han rigelig vilde forsrge Amalie som Enke. I Sandhed en
uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at vre fornuftig paa, og alt
ordentlig betnkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han
fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans
Hjrte var strkt i Bevgelse i Retning af den egenvillige Dame.

Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjbenhavn den 23.
September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jrnbane til
Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med
Deligencen, naaede nste Middag Odense, og fik der ~Edvard Lembcke~
ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det
var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende
Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa
indhyllet i Jvndgnsveirets Regnskyer. Vi tog ieblikkelig til paa
fdte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem
Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de
Dage og Ntter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den
elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev ndt til at gjre
nogen Indskrnkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele
sit gldende Hjrte, alle som een lige til Barnet i Vuggen -- det
vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa
det ikke skulde lre en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet
smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det ieblik vi
kom paa Siden af hinanden.

Der blev ogsaa Leilighed til at gjre en grundig Begyndelse. Vi var
ndt til at vre sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller
mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille,
Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mrk Regnveirsaften bleven
sat af i en skummel gammel Gjstgivergaard med klippede Lindetrer
udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg
har altid vret en Hader af Vrtshusliv, og min sdvanlige Udvei at
forvandle Vrtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Vrtens
Familie, lod sig for det frste ikke udfre, saasom Vrten i sin
Egenskab af Frer for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det
havde vret hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne
frastdende Vrt siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital,
hvorved jeg strax efter blev Prst, og naar han bragte mig min
maanedlige Ln, forsmte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale,
og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller
ikke uden familire Berringspunkter, det er man da ikke let i vort
Land, selv om man tager Hertugdmmerne med. Han var Morbroder til de
Sskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i hi Grad
min Collega Agenten at tale om denne sin lrde og aandrige Familie.
Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid
kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige
Ansigter i vor Familie.

Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han
var en af dem, vor strenge vrighed helst vilde strax have jaget
over Grndsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete Ansigter. En
Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsgt
adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting,
som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og
derfor ikke til at tale om, men desto mere til at fle for, saasom
han var en Christen, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder
Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en hist rrende
Svrmer, der med et Suk over Verdens Forfngelighed gjorde mig det
fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld
Forsynlighed og til redelig billig Pris.

Det var Snedker Holgersens gode Tid -- efter Verdens Tankegang.
Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det strkt tilbage for ham.
Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte
sin Arbeidskraft. Da jeg lrte ham at kjende, havde han endnu et
Mbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han
leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg
sidste Gang besgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt
jeg en udmagret krumbiet Skikkelse i en stribet Nattrie i et
lille daarligt Vrksted siddende over en gammel Postil. Han vendte
aandsfravrende glasagtige ine mod mig, rakte mig saa med Salvelse
sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at vre eet
med Gudfader og i Forlserens Blod at bre Korset for alle hans
Skabninger, og nskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget,
der skulde gjres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave
nok til. Han sukkede ikke lnger, men med et Suk skiltes jeg fra
dette levende Billede paa gammel tydsk Haandvrkermystik. Dette var
mit frste Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske
By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjre end
at drive national Storpolitik.

Jeg leiede altsaa Mystikerens Vrelser ovenpaa, paa Salen nr, som
han formedelst Verdens Forfngelighed endnu ikke kunde undvre, og
nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig
at tage de tre pne Stuer med Kjkken, Pigekammer og andre udvortes
Bekvemmeligheder under sin Varetgt. Rigtignok ikke som i tidligere
Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man
kunde jo gjre dem desto lngere, og det blev fra begge Sider ikke
forsmt.

Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i
Suhrs gamle Gaard paa det kjre Gammeltorv. Skjnt min Familie, som
gjstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog
ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Srdeleshed den trofaste
Tante Caroline den Glde at gjre en glimrende Fest for os. Tryde
holdt sin kjrligste og skjnneste Tale ved Frue Kirkes Alter,
Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med
Vrdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Mller skinnede blidelig
ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste,
jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det
rige Hus, og en skjn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne
begyndte at blinke, de lnge nok slidte Gader Ryggen.




ANDET KAPITEL.

SKOLELIV OG PRSTESTAND.


Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Vsen,
hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen hitidelige Ord at
spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik
vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og
efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at
afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen:
Tod allen Dnen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under
Behandling, for det frste fordelte i fire Rum.

Min Bestilling blev det frst og fremmest at lre dem Christendom,
og altsom vi fik en verste Klasse, hvilket vi det frste Aar ikke
havde, som Kronen paa Vrket at foredrage Kirkens Historie; saa og
at danne mulige Theologer ved at lse Evangeliet paa Grsk og frste
Mose Bog paa Hebraisk. Dernst at lre dem at skrive ordentlig Dansk
og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke
Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lrer fandtes, blev jeg
ogsaa Tegnelrer, endog en Tid Skrivelrer. Tegningen beholdt jeg
altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre
noget anstrengende Fag.

Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religist Liv hos mine
Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg sgte ikke at
fremavle christeligt Vsen, det har jeg aldrig nsket. Det var
dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker,
maa den vre inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og
hos litterrt dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning.
Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den vrige Lrdom, og
fremhvede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt
strkere end vore Litterater pleie at gjre.

En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og
det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anfrsel.
Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lrerne
indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa
Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Slseri, men vi vilde
det dog efter gammel gemytlig Skik.

At blive Prst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig
andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa
som en Guds Gave, uden at jeg sgte det. Et Hospital for halvhundrede
gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den
havde vret forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men
Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex,
saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjlesorg og Prdiken
i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage
disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjre mig Betnkeligheder
ved Arbeide, der bydes mig, skjnt Gud veed, der kunde vre
Betnkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg
fik det da ogsaa at fle.

Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig
i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod
vrigheden srge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og
hitidsfuld Indsttelse. Det blev ogsaa besrget derefter. Jeg var
allerede bleven en kjr Prst og Ven for mine alderstegne Sstre, da
jeg frst den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til
Prst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts
indsat af Provsten.

Min Ordination var en mrkelig Hitidelighed. Superintendent i
Nord-Slesvig var, frend Bispedmmet for hele Slesvig blev oprettet,
en gammel Landsbyprst i Jordkjr ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en
stor svr Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg
var ankommen til Prstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedr med
de gule Uldstrmper op over Buxerne, de store Ldertfler og hvid
Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Mller.
Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med,
hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den
rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for
henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan lses
efter Regnebogen, men som der skal et grov strkt Hoved til, og dem
knkker man lige med eet -- han slog begeistret ud med Haanden --
ved en Indskydelse! Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve
Gjs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa
mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og
en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan
ikke! Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede
Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar.
Saadanne Ndder skal der Geni til at knkke, -- og han opgav mig
Nd paa Nd. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at vre, jeg flte
mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Hide og sjokkede ind
at stoppe sig en ny Pibe.

Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at vre
nr saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par
Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjstekamret,
mens jeg inde i Storstuen hrte ham med en underlig syngende
Gravrst, der forekom mig at vare ligesaa lnge som jeg skrev, vie et
Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemrkning, at
dem vilde han lse en anden Gang, for nste Morgen skulde vi holde
Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at vre:
De Herrer Kjbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke
indlade os paa.

Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags
Spgelsesscene. Det var en kold mrk Vintermorgen, og medens jeg stod
i den lille skumle Kirkes Chor frste Gang ifrt min nye Prstekjole,
saae jeg lydlst skride op ad Gangen en tre fire underlige
Bjrneskikkelser. Det var Naboprster, som over deres Samar[14], som
de kaldte Prstekjolen, havde svre Pelse og Sivsko paa Fdderne. I
Stolestaderne sad der et Par Rkker Bnderfolk, der udaf Pontoppidans
gamle Psalmebog sang med saa kraftig Rst, at hvergang der kom et R
ld det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hrt
den rette Udtale af Affenr-r-r (Aabenraa), vil han forstaae det.
Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig
Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den
med den mystiske Brudevielse fra Aftenen fr, ligesom jeg havde
sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da
jeg holdt min Prdiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok
Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.

 [14] Jeg gad vidst, om denne underlige Benvnelse skriver sig fra
 Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.

Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort prstelig
Gjerning, og ikke engang blev rigtig Prst derefter, forsaavidt det
endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres
over, at min Ordination ikke fik nogen afgjrende Betydning for mig.

Det frste, jeg havde at gjre, eller rettere allerede fra frst af
havde gjort, var da at gaae ned til ~Hospitalet~ -- man gaaer ned ad
en temmelig hi Bakke i Byens Sndergade og over Broen, saa ligger
det strax snden for Aaen -- og fra Stue til Stue underholde mig med
min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle
deres Skrbeligheder.

Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle
hendes Lemmer var som en oppustet Blre, og dertil led hun Nat og Dag
den ulideligste Pine i sit Ansigt, isr sin Nse, og kunde ikke ligge
i sin Seng, men fik alle de lange Ntter kun Nattesvn i sin Stol.
Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg hre hende stnne, allerede naar jeg
kom i Forstuegangen.

Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde
det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den
skarptskaarne Opnse, og de smaa vandfulde ine. Ved Nat og ved Dag
kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander,
udsendte til Hjlp for dem, der skulde arve Saliggjrelsen; ingen
Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk
en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pn altid skinnende hvid Hue og
trnet Lrreds Forklde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde
lgge Puderne til Rette i Sdet, og brede Vattet behndigt udover
alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt
Snderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spndebog og
fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjrlighed som en Guds
Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar
Marie med Gldestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Sstre skal
vre sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen
Modstand, man var ndt til at see Paradiset staae vidtaabent der i
den fattige Stue med de fire mrke Alkovesenge. Og vist var det, at
saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde
Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre brer den
tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa
bre noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der
saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet
synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjre dem til. I
alt Fald var min Maries Lgedomsflaske ligesaa fyldt med Kjrligheds
Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.

Desvrre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags
Flaske, en tre Pgles Flaske, som hun i Mrkningen fik snildelig
gjemt i Sengen, naar Marie ikke mrkede det, og om Morgenen var ikke
en Draabe af Hkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets
Forstand. Det var Maries strste Sorg, og det varede lnge, inden jeg
fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for man
skal skjule Syndernes Mangfoldighed; paa den anden Side dog ogsaa
tage en Sster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden.
Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prdikede som han,
endelig fik Prsten det at vide. Men hvad skulde man sige, i Mrket
driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa vre en Synder -- og
Marie vendte sig om mod Vinduet og trte sine ine med Fligen af sit
Forklde.

I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med
Flasken bekjendte altid grdende sin Synd, men denne var forhrdet,
hun kunde ikke med Bekjendelsen. Der var nok dem, der kunde vide
noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov! Og
hun skjvede til Hedevig.

Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud
for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede,
som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var
bleven trukken halvdd op. Man var enig om, at dette var Grunden
til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan
blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade
Videnskaben at afgjre. Vrre var det, at der ogsaa var dem, der
som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen
Ting, og hvad man it veed, skal man it sej. Men der var mange, der
vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en
lille Nringsvei med at signe og spaae.

Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det
maa vre nok med denne ene, frste Stue til venstre i den verste
Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle dde, de kjre Sjle,
og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes
Haand, og St. Peter maatte ingen Christen vre, om han ikke var vegen
for hendes Grunde.

Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet
af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den,
der har lrt mig at vre Prst. Det er hos de Fattige, man skal lre
det, de have Lgen mest behov, og hos de Gamle og Skrbelige, der
er Korset tungest, og Opstandelsen nrmest. Der var vistnok hverken
Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med
Kirkebger at gjre, men desmere med Begravelser. En efter anden
bleve mine Sstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp
omflyttede i Evigheden. Det var Hitid og bidrog meget til at gjre
dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler,
opdrev al den Ros for den Dde og al den Formaning for de Levende,
som jeg kunde, og har, hvad end strengere Prster ville sige, aldrig
fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var
Kjrlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det
hres, at vi have elsket hinanden.

Der kom mange udenfra, isr i Begyndelsen. En ny og ung Prst bliver
sdvanlig sgt, og om det end siden blev ringere med Besget, da
Folk havde faaet hrt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre
Prdikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse
at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de
gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hrte til
de Opvakte.

Min strste Glde havde jeg af Sjlesorgen, den gik af sig selv. Jeg
kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg
havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at sttte den til. Troen
blev der ikke gjort meget Vsen af, det var en given Sag, at vi alle
vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glde af
den i et flammende Hjrte og et saligt Haab. Uden Kjrlighed ingen
Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine
Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Flelsestheolog, eller
blev endog befunden at have i det Stykke et Stnk af Katholicismen.
Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der
virkelig blev Katholiker.




TREDIE KAPITEL.

OMGANGSKREDS OG STUDIER.


Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige
kirkelige Skikkelser.

Den ene var Jrgen Laurits Hansen, Prst i Fjelstrup ved Haderslev.
Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg,
og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed
at forsvare en strk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod
Protestantismen, lod os hre dens Holdningslshed og at vi ikke
tilstrkkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spg kaldte ham
Papisten. Han havde nemlig vret Kateket i Fredericia og der levet i
Omgang med den katholske Prst, der havde indviet ham i sin Kirkes
Mysterier og lrt ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mrkelig
Ting, den Kunst at lse en virkelig Messe. Dette grublede han
bestandig over, studerede Kirkefdrene og fandt, at de var Katholiker
og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik
den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjle,
at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde
ikke lnger udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet
ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og rlig Sjl, men ikke
nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at stte Pris paa et godt
Embede og de Velstands Nydelser, det medfrer. Men med Eet opgav han
det, drog til Kjbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og
Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han nppe har tjent
sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete frst, efter
at jeg selv var flyttet til Kjbenhavn, og der saae jeg ham stadig
paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad
Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa
Volden, tog han nidkjr til at prdike for mig saa vedholdende, at
jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjre Hansen, De
kan da nok vide, at De ikke kan gjre mig til Katholik. Det blev det
sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.

Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget
sig den Prdiken til Indtgt, thi han var den anden, der skulde gaae
den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil.
Han var og er en hist eiendommelig Mand og hrte i al min slesvigske
Tid til mine nrmeste Venner.

Fra den sthetiske Side var han svrmerisk Romantiker og levede
deri i nieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religise var
han Kierkegaards trofaste Flle, og opgav sin Embedsstilling, da
Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den
atter tilbage efter et halvt Aars Betnkningstid, da Regjeringen ikke
vilde opgive en saadan Mand. Men han var besvrlig at omgaaes, da
hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os
villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionr, at han
ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jrnbaner, Telegrafer og alle
Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra
hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskvrdig Mand, som
vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar
han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prdikant var
han vidtlftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvb, men han
gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane
mer end der var.

Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det
er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning
ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes
meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme
igjennem mange og svre Bger, men naar det hed, nu lser Provsten
Tertullian, flte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan
med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prdiken som hans
kunde ikke holdes hver Sndag, og alle de Begravelser kunde han ikke
finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjlp, og jeg flte mig
ret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besvrligt blev
det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i rken, det
vil sige en sjllandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besrge al
hans Prstegjerning. Hans Sjlesorg maatte jeg nu altid paatage mig i
hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig
ogsaa i det Aar, Sren Kierkegaard frte sit afgjrende Stormlb mod
Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med
megen Anstrengelse udfrte det, kommer jeg siden til.

Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da
han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornrmet paa mine
Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjre en
Feriereise, bad jeg ham en Gang at prdike for mig, da jeg saa mange
Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at
hans Prdiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da flte jeg
mig meget lille.

Jeg vilde gjerne have stttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i
Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjre. Han vilde vre
ene paa sin aandelige Hide, og han blev alene, der var ingen der
vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en srgelig Grad ondt
ved at komme igjennem. Han var luxuris i sin Levevis og yndede
at give sin Prstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom
han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjldet, men maatte
ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabd ham
Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, isr med
Planteverdenen, som han srlig studerede. Jeg flakkede meget om med
ham i den smukke Baad, han holdt paa Sen, og der blev talt om, at
Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han
kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var
altid kun faa Ord, man fik at hre af ham, men jeg satte sammen og
gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mrker paa hans
Vsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.

Med mine vrige geistlige Brdre stod jeg mig ligesaagodt som
med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde
Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa
i Byen havde vi fortrffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige
Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen,
hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus,
overdaadig Bevrtning, og hist hjrtelige Mennesker. Fru Pauline
Aggersborg, var og er en mrkelig Dame, skjn, aandrig og svrmerisk,
hit patriotisk, var hun af de gteste slesvigske Piger, som hun
ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, lnge fr
hun blev gift med sin kjbenhavnske Mand, spillet en fremragende
Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til
at have sin bedste Glde af at samle det lrde Selskab i sit Hus.
Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nr
til os, saameget mere som han var en Ftter til Maleren Skovgaard og
var kjendt med vor kjbenhavnske Kreds. Endelig sgte ogsaa ugifte
Adjuncter og andre Lsgjngere til, og Prster kom ind fra Landet,
isr min kjre Ven, C. D. Mller i Vonsbk.

Det var et hist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmrkede
Husmdre, saa vi levede godt i det Kjdelige, og det Aandelige bragte
vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de
skjnne Haver, paa Baadene i Sen og paa de skovkldte Bredder.

Som jeg var den yngste, var vort Hus fra frst af det mindste, men
dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen
i en smuk Kjbmandsgaard paa store Pappegie, hvis Have gik ned til
Sen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener.
Sen var Haderslev Dam, som strkker sig en Mils Vei ind i Landet,
og isr i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige
og maleriske Udsigter. Om Vinteren lb jeg paa Skiter der. Vi kom
nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine
Indtgter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en
Overlrers Ln, og Prsteembedets Indtgt og nogle Pensionrer hjalp
efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at hre til
den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjn, og vi forstod at
nyde den.

Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I
den skjnne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt
mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee
det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo
Prstegaardene ikke lnger borte end Dagsreiser, og overalt venlige
Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan
vre til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da frtes
Reiserne lngere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi
havde kjre Slgtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med
deres Mnd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjllands-
eller Jyllandsreise blev forsmt.

Det var skjnne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre
Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og svrere
Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide
frst og fremmest skulde uddanne mig til Prst. Ikke saameget for
min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for
min egen, udarbeidede jeg mine Prdikener paa det omhyggeligste og
kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae
hele den hellige Lre omsat i den Form, som er brugelig i Livet,
at faae Frdighed i at tale om enhver Trosstning med Lethed og
Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjrtet, og at kunne behandle
ethvert Livstilflde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed,
som kan hjlpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Prsts
Udvikling. Min Prdiken maatte jeg saa om Sndagen holde to Gange, og
derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som
jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrkke min
Sjlesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen,
uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge
og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine
private Aandsforndenheder at tilfredsstille.

Jeg har aldrig kunnet vre uden et strre videnskabeligt Arbeide,
helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver
saa optaget deraf, at jeg lnges efter at opspare enhver ledig time
dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine
Hjrteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen
for mig, uden at jeg var trngt ind i det, der syntes mig at maatte
ligge nrmest for mig.

For at forstaae Christendommens Vsen og Stilling i Aandshistorien,
maa de andre Religioner kjendes, og til at lre en Religion at
kjende, er det ikke nok at lse en Beretning om den, man maa leve med
den. I min kjbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg
lst meget til Religionshistorien henhrende, og havde deri fundet
meget, der kunde gaae mig til Hjrte som Folkeslagenes virkelige
religise Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt
mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at
tilfredsstille mig.

Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden,
og havde Erfaring nok i, at de Lrdes Gjengivelser, hvad Oplysninger
der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjr samme Indtryk som det
gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens
Livstrer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvre, fordi Oldtiden
nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjnheder ufortalte.

Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med
enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter,
til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og
dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere
Constructioner, blev der Tid nok til at forsge paa at leve med de
gamle Folk, at flge deres Aands og Hjrtes Flugt ligesaa nie som
deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med
dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen
i Hnde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes
Fortlling at stte sig ind i deres Freres Forestillinger og
Flelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde
det. Det er vrdt at faae sit eget Indre saa strkt udvidet, som
ndvendigt er for at kunne vre med i saa overordentlig fjerne
Forhold, og Mennesker er altid vrd at kjende. De vre, som de vil,
saa ender det dog med, at man faaer dem kjre, og det er for mig den
egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa fiet Talmud til, og jeg siger
om den som om det vrige. Man lse Folianterne paa Hebraisk og de
almindelige Anmrkninger med, og overstte dem Ord for Ord paa godt
Dansk, og sprge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil
ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end fr, men --
det er idetmindste gaaet mig saaledes -- endog tiltrods for deres
rdsomme Lovtrkkeri, faae Hjrte for Jesu Fjender. Man faaer altid
Hjrte for Mennesker, naar man forstaaer dem.

Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fdrelandet
altid ligger nrmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning.
Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek,
fik vi som det ndvendigste, som den rigtige nationale Helligdom,
en fuldstndig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode
Arnemagnanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt
at tage dem til Indtgt, jeg var jo Lrer i dansk, og hvad var vel
dansk? nei i nordisk Litteratur.

Fra frst af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterr
Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa
strste Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive
en forsvarlig Tragedie. Jeg tnkte endvidere som Hovedsagen paa en
Brynhild -- nu har min Pleiesn gjort det. Men altsom jeg trngte
dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for
mig, at hvad der er gjort for den af Mnd som Finn Magnussen og N.
M. Petersen, af Grundtvig og hlenschlger er kun Poesi og mythisk
Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er
at vise, hvad vore Forfdres virkelige Religion har vret. Deri saae
jeg mit Hverv.

Jeg havde i Kjbenhavn kun lst meget lidt Islandsk; det var, mens
jeg hrte Petersens Forelsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne
og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min
Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil
det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos
ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa
Aar efter Aar et Vrk, som blev meget udfrligt, da jeg deri indfrte
alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem
med strste Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter,
deres moralske og dogmatiske Vrd, og hvad Indflydelse de kunde have
havt paa deres Folks Tnkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og
brd mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har vret
uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.

Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset
mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa
Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig
viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den
ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der
lgger Hovedvgten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres
forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.

Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort
Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere
have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt
maa komme, som i Prometheus' Haab.

Det vil sees, hvor forfrdeligt jeg med saadanne Tanker maatte
forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren
Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det
allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at
slaa alle Tydskere.

Et enkelt Kapitel af dette strre Arbeide, Fjlsvinsmaal eller Sangen
om Svigdag og Mengld fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854
indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik
bekjendtgjort af mine lange og besvrlige Studier i den Retning, og
det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit
af mit Liv kommer tilbage til.




FJERDE KAPITEL.

ILIA OG MATHILDE.


Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det strste Navn i Kampen
mod den blodlse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets
Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.

Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han
samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i
Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden
Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke fr vidst, hvormed hun
fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa
lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at
sige noget saadant som: Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar
Kakkelovnen brnder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo
overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der
er tilovers.

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt
jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at
sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~ dem. Men det oversteg mine
Krfter. Jeg prvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste
kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om,
at der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed
eller ved Kjrlighed. Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde,
naar jeg kun kunde magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og
saa opfatte. Fik jeg ved frste Blik det rette Syn paa Sagen, var
det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke
at have forstaaet, saalnge der er mindste Uklarhed tilbage, er
Charakterens Redelighed. Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa
indrmme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til
Ro ligeoverfor, hvad der i mine ine saae ud som et helt Bjerg af
Uklarhed. Jeg manglede da vistnok den uendelige Overlegenhed, og
jeg forsgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med
Kjrlighed.

Saa mildt og imdekommende som muligt gjorde jeg opmrksom paa,
at det ikke kunde ventes, at Lsere vilde fle det saa stort og
inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde flt det, dertil
var Stilen hverken klar eller strk nok, heller ikke den dramatiske
Bygning virkningsfuld nok.

Derved begik jeg for det frste den Feil at sige Forfatterinden.
Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Sster
Mathilde, der tog det Ord som en Fornrmelse. Det gjorde Ilia dog
ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. -- Det Ord maa
du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er
jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig
Bining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at vre en Undtagelse.
Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads,
nppe gjre dig nogen Idee om. At vre Kvinde, at vide, at jeg som
Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers
er Lnnen, for mig snarere er en Nedvrdigelse -- thi den simpleste
naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg,
der i bedste Tilflde kun bliver en Undtagelse -- at vre Kvinde og
dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjrtes inderlige Attraa
bestemt til at vre, og saa nies med -- at frembringe, at digte! --
Deri maa hun have storlig Ret.

Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: Hvorledes du
vilde svare mig, var mig af strre Vigtighed i Henseende til mit
Forhold til dig -- hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret
hende venligt -- end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang
paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen fr
jeg begyndte -- skjnt frdig med Verden, som jeg da var, var den
Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien -- jeg vaagnede op af
en forunderlig Drm og tnkte: Skulde man ikke svrge paa, naar man
hrte det fortlle, at den, der drmte saaledes, var fdt til Digter?
Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som
en aparte Tilfldighed. Og heri seer jeg min Retfrdiggjrelse. Hvad
jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg fler mig ikke
beskmmet, ligesaa lidt som jeg fler mig stolt, thi jeg troer kun
at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det,
er min Sag. Hvad det er vrdt, hvad Plads der anvises det i Verden,
angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske
retsls. Det har jeg lrt, det har jeg flt, og jeg nies villig
dermed. Thi megen Ln har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Ln, og
den Fred og den Klarhed, der flger med slig stille Beskjftigelse.
Noget Maal har det aldrig vret mig; det vigtigste i Verden har det
aldrig vret mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa
al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa
mig nrmere paa Hjrtet.

Visselig en skjn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa
for mig er den som talt ud af mit Hjrte. Men tilbage er der dog den
Hovedsag: Om den, der drmte saaledes, var fdt til Digter. Derom
siger hun videre:

Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Vrd.
Jeg har flt dem -- dog tnkte jeg selv dengang ikke videre end: naa
ja, Herregud! Skjnt det vistnok var gaaet mig til Hjrte, om jeg
havde faaet dem bekrftede, og saa havde kunnet modtage Bekrftelsen.
Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige
Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord,
en eneste forloren Talemaade er bdet paa Manglerne. Jeg har gjort,
hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjre mere. Det gjlder kun om
jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den
Henseende fler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig
og en hiere Magt, ikke mellem mig og de Lsere, som aldrig er komne
i mine Tanker, fr Alt var frdigt, og knap da. Seer du, derfor
sprger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dmmes.
Man kunde ligesaa godt skjnde paa Postbudet, naar man fik onde
Breve.

Alt sammen smukt og godt, naar man er fdt til Digter. Men om de Feil
og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bdes
paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse
naaede ikke lnger end til at en Synder som jeg vovede at stte
Fingren paa dem.

Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have
flt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne
Flelser det Udtryk, at de kan staae som et Vrk for sig. Hvorved jeg
formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Mller om objectiv
Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svre Krise paa
Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg
ikke havde kunnet finde nogen Forlgger til hendes Arbeider:

Gud velsigne Poul Mller, den rlige Mand, som selv siger, at han
ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han
bliver staaende ved den almindelige Benvnelse at kalde Dramaet
den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrmmen, der
gestalter sig som objectiv Poesi i den oplste og dog som Stykkets
almindelige Sjl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter.
Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne
Vren og Ikkevren, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den
subjectiveste Digter. O hlenschlger! O du herlige Unschuld! Men
hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.

Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har
skrevet, har Vrdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige
suget det dramatisk Vsentlige ud og fremstillet det paa det mindre
Vsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en
vidunderlig Grad det mindre Vsentlige groet frem i en Yppighed, saa
det for almindelige ine ganske dkker det Vsentlige -- nei, det
Vsentliges Savn. -- Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne
selv, og jeg ~troer~, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer.
Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads,
troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt
mere re end mig tilkommer.

Saadanne Udtalelser -- og de komme bestandig igjen vendte paa mange
Maader -- rre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde
dengang. Jeg fler mig beslgtet med hendes Sind, og har havt
Leilighed nok til at ve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo
ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig
kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den
Glde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tnke med Sorg paa, at de
skal tilintetgjres, thi de har min Kjrlighed.

Om hendes Poesis Vrd vil jeg ndig tale. Dengang syntes jeg meget
lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget
til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig.
Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har vret
tiltrkkende for mig, skjnt den Egenhed, at hun altid paa det
fineste selv undersgte den, var mig vanskelig at finde mig i.

Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne
stille Fordringer, bestandig, naar jeg tnker paa det, hvori jeg
er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde
undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at
jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri.
See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved
taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig,
vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig
som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg
gjort det. Jo mere jeg selv flte det forunderlige i mit Standpunkt,
des ndigere vilde jeg ansees for et andet Vsen end jeg er, thi
kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa
prvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for
hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde
forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevgten
bort. Skulde jeg tnke mig at vre den Overlegne -- min Illusion er
nsten altid bevidst, jeg vlger den, saadan eller saadan. Det er en
fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som
den Overlegne -- Ligemand kunde jeg ikke vre uden at troe derpaa --
saa i Spg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg
ansaae Spillet for saa ganske lige -- skulde jeg vende tilbage til
det Gamle: at gavne (mig) og fornie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig
vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prvet derpaa. --
Skulde jeg vre den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? -- der
jo gjerne i sig selv kan vre Sandhed, men af mig dog kun antaget som
Illusion -- at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at
jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem
for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten
gjlder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg
skal fres til Erkjendelse -- eller -- Seer I da ikke den Dom, der
overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?

Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive
skjvt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt,
at jeg fler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur
i Modstning til at give Ordet, hvad Flelsens er. -- Ja dette er
vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i
Modstning til andre. Men br over med mig, Johannes? Jeg vil betroe
dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang flt mig meget trykket,
meget, vel, skrmmet af de Skriftsteder du anfrer, og kan skee
flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig
i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stdt paa en Forfatter,
som gjr opmrksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige
Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved
at hve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt,
maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den
lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dmme om
dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg sgte at udtrykke
mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg
flte mig rolig ved, men at jeg ~nu rolig fulgte~ min fortiende og
underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modstning,
ikke til andre, ikke til overhovedet at give Ordet, hvad Flelsens
er, men til ~min egen Tilstand~ i den Tid, jeg selv troede at maatte
gjre dette. Kjre Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt
fler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.

Naar jeg betnker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have
brugt omtrent de af mig anfrte Ord, som vistnok kun maadelig
udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det
Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Flelse -- naar jeg
betnker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan vre gaaet
mig paa samme Maade, kan jeg lnges efter den Tid, da jeg skal
ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal
Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer
maaskee jeg siger dette med Bedrvelse. O nei, jeg fler mig formelig
hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spg? Ja, forsaavidt Spg og
Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet
meget, og har skrevet mig lidt trt og ganske rolig -- underligt nok,
man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa
Begyndelsens og Endens Ro -- men den endelige Ro er denne: enten er
jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer
det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette ieblik kan jeg
med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.

Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en
underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg
skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. -- --

Farvel, kjreste Johannes! og vr saa rimelig eller rettere saa
delmodig som du kan mod din hengivne

                                                          Ilia.

Det rrer mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er
saa ssterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig
over, at hun i nogen srdeles Grad har taget mig med blandt dem, der
ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg
vilde nske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har
vret saa delmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke
har vret det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misforniet med
denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees
for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tnker paa hendes vemodige
Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens
Ret. Hun var virkelig en Undtagelse, og maatte friste den Skjebne,
der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i
Forstaaelse med denne Verden.

Da hendes Broder samme Aar var dd i Neapel, skriver hun: Det er
mig nsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om
Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Dden. Det er for mig som
en fast Ansttelse, han har faaet, saa man kan vre tryg for hans
Fremtid. Saaledes lader man dem reise -- ak, det er alt meget, naar
der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge
sig til, og flge til det fremmede Land.

Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rrende Ro kunde sige:
Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene -- nei, med
mine Arme om min Elskedes Hals, dr hviler jeg i al Evighed. Og en
Jeanne d'Arc, der naar Hren er splittet, griber Fanen og raaber:
Mig flger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan fre Kongen til
Rheims.

Nu greb hun Fanen.

Da hun i Kjbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i
Kannikestrde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings
Familie boede, udbrd Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker
laa og dde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne
flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af
det upaalideligste Udskud, og Lgerne var hjlpelse. Da gik hun i
al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den vrste af alle Stadens
Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde vre Gangkone.
Den tilkaldte Lge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis
Prg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede
hende paa det indstndigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov
til at prve derpaa.

Hun gjorde sin Tjeneste som den der stod paa en god Fod med Dden,
og, som hun siden fortalte, Dden med dens vrste Gruligheder, og det
afskrkkende ved at vre over og ved Nat og Dag at betjene Offrene
for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende
endnu ikke det vrste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte frdes
imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres
Opfrsel, og uden at kunne lukke rerne for deres Snak, det var som
at vre bleven Medlem af en Forbryderbande, som at vre kommen til
Huse i et Pbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for
ikke at hre deres vrste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne
bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for
at have stjaalet deres Sager.

Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i
Juli Maaned, at hun skrev:

Kjreste gode Johannes! Jeg skulde i Seng, men jeg synes, jeg maa
skrive et Par Ord til dig frst. Du regner mig det jo ikke til det
Onde, at jeg har tvet saa lnge med at besvare dit sidste Brev. Du
maa troe, det er ikke nogen Mangel af Paaskjnnelse. Jeg takker dig
af Hjrtet derfor, og for al din Venlighed fra Moders Tid og indtil
nu. Du maa ikke lee, men jeg har i Aften beskjftiget mig med at
bringe mine Sager i Orden. Jeg har ikke mindste Smule Ddsanelse, men
vi er jo alle Mennesker, isr i Choleratiden. Imorgen vil jeg see at
lgge mine Papirer tilrette, som det i en Hast lader sig gjre, og,
ikke sandt! skulde jeg gaae bort, saa tager du dig jo nok af Sagen,
som om det var din egen, men med det samme Hensyn til hvorledes
jeg i Enkelthederne nsker det, som om det var mig selv, der endnu
var derved. Jeg skal lgge en Optegnelse paa hvad der for mig er
vigtigt at see iagttaget ved de vrige Papirer. Desvrre er der
noget ufuldendt og noget kun paabegyndt, som jeg saa inderlig gjerne
vilde havt frdigt. Men jeg har aldrig vret Herre over at gjre
og ikke gjre, jeg maa lade det staae hen, som det kan falde sig.
Lee kun af mig, kjre Johannes, men jeg har nu saadan en Idee. Jeg
har altid tnkt mig som en Slags Sandsynlighed -- nei, som det, jeg
egentlig troede, vilde skee, at medens jeg levede, vilde det saadan
trkke hen, og intet af mit videre blive agtet, fordi jeg dog ikke
rigtig kunde taale nogen Slags Udmrkelse, men efter min Dd vilde
det blive anderledes. Du seer, at jeg forstaaer at indrette det godt
for mig selv. Jeg har endogsaa tnkt, at det vilde indbringe en Del
Penge, og efterhaanden blive en lille Arv for mine Sstre. Og i Aften
forekommer dette mig sandsynligere, end nogensinde. Ogsaa i denne
Henseende har jeg mine egne nsker, som du jo nok vil srge for,
bliver fulgte. Dog vil jeg ikke nrmere omtale det her, men lgge det
ved mine vrige Papirer i mit Messingskrin. Dersom jeg skulde de,
vil det blive sendt til dig. Indholdet tager du jo nok i Forvaring
eller besrger det efter Adressen, og Skrinet beder jeg dig beholde
som en Erindring.

Saa veed jeg virkelig ikke mere, uden at jeg beder dig at hilse
Amalie og Edle saa meget, og bede dig selv bre lidt over med mig.
Du skal have al din mulige Frihed til at gjre dig lystig over mig,
dersom jeg ikke der, al den fuldkomneste Ret til med stille Stemme
at tale om sre Forudanelser, dersom jeg virkelig gaaer bort --
Skade, du ikke er Mystiker. Men Sagen er, at Du i begge Tilflde
vilde irre lidt i din Opfatning eller Fremstilling, thi jeg er
hverken latterlig, det jeg veed, eller hitidelig, men et reelt
fornuftigt Menneske, som gjerne vil have Redelighed paa sine Sager.
Gamle Anes Logerende, som er Naalemagersvend, har gjort det samme
angaaende sit Vrkti. Idag var det protocolleret, og om sex Uger
skal det thinglses. Seer du det, slet saamange Ophvelser gjr jeg
ikke.

Lev nu ret vel, kjreste Johannes! Dersom jeg der, da tnk
undertiden paa gamle Dage, da jeg erhvervede meget af hvad jeg siden
gjorde Brug af, og hils Andreas Lunddahl paa det hjrteligste.

                             Din hengivne Veninde Ilia Fibiger.

Hun siger intet om hvad hun havde for, men ad anden Vei erfoer vi det
snart.

Da Pesten havde udraset, og hendes Hjlp ikke lnger var fornden,
forlod hun Hospitalet og vendte tilbage igjen til sine Venner i
Kannikestrde. Men som en lyssky Fugl -- som hun ivrigt ikke var
uden i Indbildningen -- befandt hun sig ikke vel i det daglige Liv.
Hun trngte til en Valplads, hvor hun kunde stte Livet paa at blive
tro mod det Hieste. I November (1853) skriver hun:

Jeg er saa lidt, saa lidt skikket til at have noget med denne
Verden at gjre anderledes end ganske stille inden lukkede Dre. Al
Ting skrmmer mig. Bare Fru Fog (hendes Broder Axels Svigermoder)
idag begyndte en Tale om, at jeg havde sagt, at der var fugtigt hos
Mathilde -- jeg forsikkrer dig, det var som min sidste Time var
slaaet. Et Hav af Snak, nei af veltalende Ord vltede sig frem for
mig, det var som jeg ufeilbarlig maatte gaae til Bunds og finde min
Dd i de brusende Blger. Jeg var fortabt, jeg gav strax complet
tabt med den Undskyldning, at jeg havde forvexlet Fugtighed og
Kakkelovnsos, at der var meget deiligt, og at de endelig maatte lade
mig vre. Saaledes ogsaa hos Minona (Fru Ussing). Hun overfusede mig
aldrig med Ord og Taler, men jeg kunde dog gaae i den forunderligste
Angst for at gjre noget galt eller ikke tilpas. Ja, jeg slog da
ogsaa en Flaske Vin itu og en lille Lyseplade -- nei, saa troer jeg
dog ikke, der var mere.

Dette var nu en Srhed eller, om man vil, en Svaghed hos hende, at
hun renommerede en Del med sin Udygtighed til huslig Gjerning, og
unegtelig var den saaledes, at man kunde frygte for at give hende
noget i Hnderne, det gik galt. Hun behagede sig noget deri som
Genialitet. Naar hun dog ligefuldt paatog sig Ting, hvortil der hrte
den hieste Grad af praktisk Forstand og husmoderlig Dygtighed,
antager jeg, at hun forligede det med sin sdvanlige Stning, at
den Overlegne, den Dygtigste og den Enfoldige, den Udygtige havde
ligemeget hendes Agtelse. Er man den Udygtige, gjr man i dybeste
Ydmyghed, hvad der skal gjres. Ganske vist sandt, naar man er ndt
til at gjre det, men at paatage sig det for at udrette et Storvrk,
er dog noget andet. Denne Dristighed i Ydmyghed fik desvrre
meget tragisk Betydning for hendes Liv, den gjorde hendes sidste
Anstrengelser frugteslse og hendes Livs Afslutning srgelig.

Nu blev hun altsaa Vaagekone, som hun kalder det, det vil sige, at da
hun havde nsket at fortstte sin Hospitalstjeneste, og man fandt,
der vel kunde vre Brug for en dannet og samvittighedsfuld Kvinde til
at have Opsigt med den hidtil ukontrollerede Nattetjeneste, havde man
oprettet en saadan Post for hende. Hun fik en god Bolig paa Frederiks
Hospital og indrettede sig hyggelig nok, vidste ogsaa at skaffe sig
Tid til sine med vanlig Iver drevne aandelige Sysler, kun Skade,
at hun ndvendigvis skulde gaae til denne i sig selv fornuftige og
hderlige Virksomhed med sin sdvanlige Egenskab, den ikke at vide,
om hun var sindssvag. Derom skriver hun:

Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan
sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En,
der passede mindre til den Post end jeg -- blandt skikkelige Folk
da. Jeg skal see efter alle mulige Ting lige indtil Vaagekonernes
Strmper, paasee at de omgaaes forsigtig med Ild og Lys, handle
sparsommelig med Trv og Trkul, at Kjedler og andet behandles med
Skaansomhed, at Patienternes The og Sukker ikke formindskes, og Gud
veed, hvad andet. Alt dette var dog muligt -- det vil sige, ikke
for mig. Men den sidste Passus er nsten uudgrundelig. Jeg skal
nemlig udtrykkelig vre der hele Natten fra halvti til Morgen, og
desforuden komme der flere Gange ogsaa om Natten. Jeg forsikkrer
dig, da jeg lste det, havde jeg en Flelse, som om jeg hellere vilde
vre en af de Sindssvage, jeg skal passe paa, at Vaagekonen ikke
slaaer eller paa anden Maade molesterer, end jeg vil vre saadan
en Politibetjent af Overvaagekone. Med Medicinen skal jeg ogsaa
paasee alt det, som jeg slet ikke kan vide og ikke forstaaer. Regn nu
dertil, at Mathilde baade aandelig og legemlig er nsten delagt af
Hede, at jeg er overlsset af Arbeide, og saa uskikket til at ordne
mine egne Sager at jeg nsten ikke veed anden Udvei end at stte mig
paa min Skammel med Hnderne i Skjdet og lade fem vre lige, til
Fremmede forbarme sig over mig -- eller til Flyttekarlene kommer og
lsse mit Ti og mig selv hulter til bulter paa Bren og bre os hen
paa Hospitalet -- regn det sammen, om du ellers kan regne i den Slags
benvnte Tal, saa kan du tnke, at jeg er just ikke saameget lystig.
Ja, hver har sit, den ene Sorg og den anden Bedrvelse. Men et Par
hundrede Aars Svn kan gjre godt for begge Dele.

Imidlertid gik det altsammen, hun holdt ret godt tilfreds ud i denne
ganske vist besvrlige Stilling i hele sex Aar, og hendes Virksomhed
har upaatvivlelig vret til Velsignelse. Naar hun med sine lydlse
Skridt og i sin Yndlingsdragt, hvid Kjole og et fint Kniplingsklde
over Hovedet svvede gjennem Sygestuerne i stille Nattetimer, og
snart satte sig hos en, snart hos en anden Patient, og lagde sin
Haand paa den Febersyges Pande og talte kjrlige Ord til den, der laa
i Pine, har jeg hrt yttre af Folk, der selv havde nydt godt deraf,
at det var dem, som om Gud havde sendt dem sin Trstens Engel i de
lange Ntter. Hun gjorde i Almindelighed to eller tre Runder hver
Nat, og naar hun de samme lange Ntter igjennem sad i sin enlige
Stue, mttede hun sin Sjl med Kierkegaards klosterlige Visdom,
og lod sin Pen lbe i Tragediens selvflgelig uendelig subjective
Repliker. Saa sov hun til om Eftermiddagen, og gik saa undertiden ud
i Byen, naar Dagen hldede.

Saaledes maa jeg nu lade hende gaae til den nste Periode i hendes
Liv, den endnu besvrligere, der begyndte efterat jeg var forflyttet
til Kjbenhavn. Men siden jeg er ved Familien, vil jeg fortstte med
mine Tanker om hendes yngste Sster ~Mathilde~.

Ikke saa smuk hverken af Ansigt eller Bygning som Ilia, heller ikke
saa betydelig en Personlighed havde hun dog den Lighed med hende, at
hun vaklende mellem Ubehjlpsomhed i Livet og uimodstaaelig Trang
til aandeligt Storvrk, gav Std til mere end hun selv magtede, og
kunde ligesom Ssteren, naar den geniale Virksomhed slog hende feil,
finde sig i et fattigt Liv og jvn Syssel. Men ivrigt var der stor
Forskjel paa dem. For Ilia var det Hovedsagen at vre noget, som har
evig Betydning for Gud og Mennesker. Poesiens Vsen var for hende
rlig Flelse, Kunstens Fordringer kom frst i anden Rkke. Hos
Mathilde var Formen Hovedsagen; hvad hun opnaaede skyldtes hendes
glimrende Stil. Deri havde hun en mrkvrdig Styrke, ethvert lille
Brev var at lse som et Kunstvrk ikke blot for Sprogets Skyld, men
for det Vld af skjnne Flelser hun kunde udse deri. Men strre
Indhold var der ikke just i hende, hverken af Ideer eller af Sands
for Livets Begivenheder og raadende Personligheder. Da hun havde
afleveret sine nrmeste Omgivelser og sine kritiske ikke meget
omfangsrige Tanker, var hun i Virkeligheden frdig.

Mod havde hun nok af, og den dristige Optrden af en saa ung Pige
er aabenbart det, der mest har moret Heiberg, da han blev hendes
Impressario. Ogsaa havde hun et ganske godt Greb paa at ledsage
sine spillende, dristige og, om det behvedes, naivt tilslrede
Repliker med iekast, der indeholdt, eller i alt Fald kunde tydes
som de indeholdt en noget mere personlig Ild end den litterre
Begeistrings. Og som sthetisk Autoritet savnede Heiberg ingenlunde
Smag for den Slags Kunstnydelse. Da saa hendes frste Bog blev baaren
frem af hans Fortale og af den overlegne Virkning Dommen i hans
Kreds endnu havde, naaede hun strax, som min Ven Vilhelm Holm skrev:
en aldeles herostratisk Bermmelse, alle Mennesker tale om hende.
Ministerkriser, Executionstropper, Regjeringscommisrer formaae intet
mod hende. Du skulde hre Conversationen i en Kreds af kjbenhavnske
Damer -- stakkels Pige, og dog vil hun hve dem til Ideen og et
ideelt platonisk gteskab. Hun er alt udsolgt og udkommer i andet
Oplag. Det var i Vintren 1850 til 51.

Alle de Breve jeg fik var fulde af hende. Fru Roed, som ogsaa var et
sthetisk Centrum, skrev: Vi drfte to modsatte Vidundre: Sibberns
venlige Bog (anden Del af Gabrieles Breve), og den bermte Amazone
Clara Raphael, som har erobret den hie Fortjeneste at aabne Slusen
for den Strm, der suser os om rerne, Kvindernes Opdragelse.

Larmen forgedes ved at den traf sammen med den over Spandets
Forslag om borgerlig Vielse, en Sag, der i den Grad opbragte alle
gode Christne, at de mindre gode, som maa opfinde det Slagord, der
altid hrer til en Hovedstad, tog sig for at sige Spandet gale mig
istedetfor Fanden gale mig.

En af dem, der stemte haardest mod Slusernes Aabning, var min altid
conservative Ven B. J. Fog. Han udste bestandig sit Hjrte for mig i
lange Breve, og om min nysudsprungne Cousine finder jeg den for ham
eiendommelige Udtalelse:

Hun mangler ikke Familiens begavede Aand, men jeg troer ikke, hun
er i Familie med dit Hjrte. Stakkels Clara Raphael! Det maa vre
forskrkkeligt at vre forelsket i Ideen. Ja, i vor Ungdom talte man
meget om de Ting, og jeg veed ogsaa af Erfaring, hvad det er for en
ulykkelig Kjrlighed. Det er en ny Tantalus, Vandet staaer klart
og lskende og kvgende op til Lberne, Frugterne hnger smilende
og sde foran inene, og Vandet er til at drikke, Frugterne til at
spise, de trkke sig ikke tilbage, men Tantalus's Lber ere for
stolte til at bie sig mod Vandspeilet, Haanden for fornem til at
rkke efter Frugterne, fordi man eengang har faaet det Indfald,
at der frst er Vand paa Bunden af Vandet, og Frugter der, hvor
Livstrets Frugter hre op. Ak, jeg maa laane af mine Hedninger:
Quod petis, hic est. Stakkels Pige! Det er en grusom Skjbne, jeg
kan have Medlidenhed med hende, jeg der forlngst har tilgivet vor
Herre, ikke blot at han har skabt nderne i Gadekjret, men endog,
at han har skabt Mennesker i Verden. -- Dette er forsaavidt ganske
sandt, men det gaaer dermed som med mange af Fogs Betragtninger, at
det kan bruges om alt hvad Nyt, Mennesker vil have frem i Verden. Man
kan blive ved det Gamle og beundre og elske det, men man maa ikke
fortnke Mennesker i, at det undertiden kan falde dem ind, at der kan
gjres et Skridt fremad.

Endelig ogsaa en Udtalelse fra den af Publicum mindre fine Portion.
Den tager Sagen hverken sthetisk eller filosofisk, men mmer sig
under de Hug, den faaer, og det er menneskeligt. Vor Farbroder
Christian, Forpagteren paa Lolland skriver:

Mathilde tilbragte et Aar eller lidt lngere en halv Mil herfra os
hos en meget agtvrdig Skovriderfamilie. Hun blev optaget med al
mulig Godhed og Velvillie i enhver Familie hvor Leilighed tilbd
hende Adgang. At det samme var Tilfldet her i Huset, behver jeg
ikke at sige dig. Kort efter hendes Afreise her fra udkom Clara
Raphael, hvori ikke alene vi, men de fleste, i hvis Hus hun havde
vret, faaer sit Testimonium paa graat Papir. Vi der kjendte
Forholdene, kunde strax gjenkjende de Historier, hvoraf de fleste
ere fortalte eller givne forud til Bedste her i Huset. Hun vil nppe
blive vel modtaget her i Egnen mere.

Ogsaa han havde Ret. Ganske vist maa man lade unge Forfattere have
Lov til og det kan da hnde ldre med, at tage deres Modeller
fra deres nrmeste Omgivelser. Karl Gjellerup beskrev ogsaa vor
Prstegaard i sin frste Novelle og det morede mig at finde mig
selv kommende ind i Dagligstuen, naar Lysene blev tndte, med en
buddistisk Foliant under Armen, og stte min Pibe i Krogen, for frst
at ryge den, naar Damerne var gaaede i Seng. Men det kommer an paa,
med hvad Hjrtelag Modellerne sees. Forpagtergaarden paa Lolland
havde vret Mathildes og hendes Sdskendes andet Hjem fra deres
Barndom, og deres Farbroder og Moster der havde gjort nok saa meget
for dem som deres egne Forldre. Der hrer da mere end almindelig
Hensynslshed til at offre dem paa sin skarpe Satires Alter. Men
det var nu disse Sskenes Egenhed, at det var dem i Kjdet baaret
at see dybt ned paa deres landlige Slgtninge. Og saa var det den
heibergske Periodes Program, at alle, hvem det ikke var lykkedes at
bestige Aandrighedens hie Hest, hrte kun hen under Dyrehavsbakkens
Publikum. Men Perioden var allerede saa temmelig vunden til Ende,
derfor lod Recensenterne hende ogsaa haardt nok vide, at siden hun
raabte saa hit paa Ideen, burde hun ikke seet feil ad, at en dygtig
Landmand, som dertil er en kjrlig og from Sjl, lever ogsaa for
Ideen.

Ilia havde ogsaa sine Storhedstanker, men hun var ikke paa den
Maade forfngelig. Jeg troer, det var rligt ment, naar hun skrev
om sin ventyrbog: Denne lille Bog sender jeg dig i sin simple
Hverdagskjole, da den kun er til at gjemme hen. Jeg beder dig at tage
venlig imod den, og see den med lidt bedre ine end jeg, som virkelig
ikke ret kan taale at see den trykt. Det er underligt, det gaaer
mig i eet og alt stik modsat Mathilde, som altid har Clara Raphael
liggende paa Bordet.

Efter at hun havde forladt almindelig Hospital flyttede hun sammen
med sin Sster. Jeg er lidt beklemt derved, skriver hun, men det
gaaer vel nok. Mathilde er til daglig Brug det nisomste Menneske af
Verden. Det var hun ogsaa, men begge Sstre havde den Egenskab, at
de ikke kunde udholde at boe sammen med andre. Det skulde da heller
ikke holde ud mere end den Vinter.

Mathildes andre Bger skal jeg ikke have nogen Mening om, da jeg
ikke erindrer at have lst dem. Et Besg var Ussing ret tilfreds
med, men Minona kaldte han noget ynkeligt Vrvl. Hun havde ingen
Glde mere af Forfatterskabet. Ved sin frste Bog havde hun kunnet
bre, hvad Satire der faldt af, da den gjorde saa stor Opsigt. Men
da Heiberg, som ingen Sands havde for Kvindens Emancipation, havde
opgivet hende, og hun under Corsarkritikens Behandling var bleven
en parodisk Figur, som med vanlig Grovhed maatte paa Brderne i
Studenterkomedien, sank hendes Mod sammen, hvad Poesien angaaer. Som
hun dog virkelig har givet det frste og strkeste Std til hvad der
nu kaldes Kvindesagen, samlede alle begeistrede Kvinder sig om hende,
og foruden hendes virkelig glimrende Brevvexling[15], har hun af og
til siden ladet Ideen komme til Orde i deres Blade.

 [15] Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.

Siden har hun havt en tung Skjebne. Hun maatte tage til sin frste
Gjerning for at underholde sig, og var flere Steder Lrerinde. Men
det var vanskeligt, hun var bleven en altfor offentlig og pikant
Person. Hvor hun kom frem, blev hun farlig for Mndene og ubehagelig
for Husmdrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det gav Livet
mere Indhold. Da der af den Grund var opstaaet noget Misforhold i
jydske Prstefamilier, leiede hun sig en Bondestue i en de Egn, og
da hun ikke kunde holde lnger ud der, drog hun til Kjbenhavn forat
uddanne sig til en lrdere Lrerinde. Der faldt hun i 1857 i en
ondartet Feber, og medens hun gjennemgik denne paa Frederiks Hospital
under sin Ssters Pleie, fattede hun en svrmerisk Kjrlighed til
Overlgen, siden Ministeren Fenger, som ogsaa var Ilias Ven. Han
viste hende en srdeles Godhed og var siden altid hendes Patron.
Trngte hun til noget, bragte han hende det, en Paraply, et Uhr eller
ogsaa blot Smaating til behagelig Erindring. Det morede da os andre
at see hende altid bre disse Gjenstande hos sig, kysse dem og med et
Suk: Det er Fengers! vendte inene mod Himlen. Hun havde allerede nu
en gammel Jomfrus Manerer.

Samtidig med hendes Sygdom laa ogsaa Amalie ddssyg til ud paa
Vinteren. Hun kjendte endnu ikke Mathilde personlig, men i sin
lidende Tilstand tnkte hun meget paa, hvor hjemls hun var, havde
endog en drmmeagtig Indskydelse om, at hun skulde gjre noget for
hende. Hun bad hende derfor om, at komme over til os. Saa tilbragte
hun Sommeren (1858) i Haderslev, kom sig godt, og syntes at befinde
sig vel hos os, men forlod os dog i Efteraaret, nedsatte sig igjen i
Kjbenhavn og nrede sig meget smaat af noget Overstterarbeide. Saa
blev hun efter Fengers Raad og ved hans Hjlp Telegrafist, og var den
frste Kvinde, der fik en saadan Embedsstilling (1863). Hun var ansat
ved flere Stationer, Haderslev, Nysted, Helsingr og tilsidst Aarhus,
hvor hun i Juni 1872 dde af en Brystbetndelse, 42 Aar gammel.
Heller ikke der havde hun dog kunnet undgaa at komme i svrmerisk
Forhold til en Telegrafist af Amalies Ftterskab, vistnok et ganske
uskyldigt Forhold, men hun var nu eengang af romantisk Tilbielighed,
og Jakob Stenstrups Hjrte var som hans Sskenes af noget vulkansk
Natur. Han dde og hun lod sig lukke ind i Gravkapellet, hvor
man fandt hende knlende ved hans Kiste. Jeg har derom to meget
lidenskabelige Breve fra hende. Men naar hun udbryder: Jeg kan ikke
udholde det lngere, naar min Vei skal gaae over Lig! bliver man dog
ikke klogere paa Forholdet mellem dem. Aaret efter fulgte hun ham i
Dden.

Ualmindelig var hun som hele Slgten, og blev en Stridens Gjenstand,
men der var ikke Ondt i hende, meget mere baade alvorlig Sandhed og
dybt Hjrtelag. Af sin inderste Sjl strbte hun altid mod Ideen, som
hun kaldte det, hvorved hun vel nrmest forstod et betydningsfuldt
Liv, ophiede Tanker og svrmeriske Flelser, men tog dog ogsaa
Alvor og Redelighed i ethvert Forhold med. Derfor var hun ogsaa
meget samvittighedsfuld i sin tarvelige praktiske Syssel, og tjente
agtvrdig sit Brd, da hun ikke lnger kunde straale som Geni. Mig
og min Hustru var hun en trofast Veninde, og tog meget smukt og
selvfornegtende imod det, naar Amalie gav hende en Mindelse om ikke
at lade sine smaa erotiske Anliggender gaae for vidt.




FEMTE KAPITEL.

KIRKELIGT.


Paa et Prstemde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog
med al nskelig Nidkjrhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet
mig om at prdike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde
gjre noget uden at strkke mig adskilligt videre, end der behvedes,
skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at
hdre Festens Herre.

 [16] I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de
 nordslesvigske Prsters forgjves Forsg paa at faa et Tillg til
 Psalmebogen indfrt.

Saa prdikede jeg om Dberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til
Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at vre derinde,
som den omtalte Psalme sluttede:

    Nei, ned i Tvtningsvandet,
    der Satans Vsen der,
    ~Forsagelse~, ei Andet,
    er Rigets snevre Dr.

Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge
Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige,
men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer
frst i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det
var god kirkelig Orden, men det gik ikke.

verst i Kirken sad Grundtvigianernes Frere, og efter dem den Skare
af Prster, som var vante til med Bven see mod Grundtvigs Opdagelse.
Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem,
dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at
Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo
ligefrem Oprr, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.

Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var frste Gang, jeg
fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der
i det Aar mest af alt laa mig paa Hjrte. Jeg var begyndt paa min
Johannes den Dber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre frste
Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhng. Det var ikke
fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som
for mig igjen lftede paa de Kunstens Vinger, der havde vret saa
yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.

Jeg havde i al den Tid, ~Sren Kierkegaard~ skrev, sgt min Aands
bedste og frommeste Fde hos ham, uden at lade mig anfegte af
hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da
hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevsen faldt i den Grad
forskrkkende over Landet, og frst og fremmest over Prstestanden,
at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store
Prstepiner. Bevgelsen i Haderslev blev saa strk, at det kunde
kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktr forkyndte stadig
i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede
ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelrer samlede hveranden
Aften en vrimlende Mngde i et meget stort Lokale, og udmyntede for
Almuen med profetisk Talestrm Kierkegaards groveste Varer. De
Troende saae forfrdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var
Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de
Prster, hvis Prk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund
det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man ivrigt
vidste sig godt nok fri for.

Redaktren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens
Figur; en falleret Kjbmand, men en Mand med mange Slags Talenter.
Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt
redigerede han som politisk Koryf og en af Stammerne for den
nationale Bevgelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen
anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjbenhavnerne, som ikke
forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Prster, som endnu
mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine vrige
Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den gte gamle
Christendom -- den snderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt
sammen med det Kierkegaardske Oprr -- han havde levet med dens
folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.

Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sdvanligt
i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Prsterne ~hverken
kunde eller vilde~ rgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt
jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke
burde gjre det uimodsagt. Og da jeg just nste Dag prdikede i
Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min
Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde
belre Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde
skade Folket at faae at lbe med. Der var dog de Prster, der baade
gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjre mere, om Gud gav dem
Naade dertil.

Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nr, og gik derfor til ham om
Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af
Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige
i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg
forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke
forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben
end jeg i min Prdikestol. Men forvrigt var jeg kommen for i al
Venlighed at bede ham ikke at gjre det. Det gjorde mig inderlig
Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris
vre.

Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt
Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe
ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Nu, saa kan De jo lade
mig sige min Mening i Bladet, sagde jeg, der har De god Leilighed
til at svare. Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op
for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid
det vigtigste at gjre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At
faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa
allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk
Side. Boisen og Hagen havde frt deres Sag i hans Blad, og flere den
Kierkegaardske.

At fre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod
ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har vret taknemlig
for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. Vi er mere enige, end
De troer! sagde jeg, De seer i mig en af de Prster, der skal fle
Svben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behve den. Men forresten har
jeg altid vret af dem, der med Bven sidde ved Kierkegaards Fod.
-- Han begyndte at ville omfavne mig. -- Lad mig nu faae Lov til at
lgge Folket denne vldige Kjmpes Sag paa Hjrtet, saaledes som jeg
forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa
mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og sge at lgge
disse svre Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker
kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det
dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker
om sig selv og onde om deres Medmennesker. Nu omfavnede han mig
virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om,
at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde
lses som Indgang til Helligdagen.

Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa
mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at vre hans
Vaabendrager og Udlgger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller
gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde
Veie og klgtig anlagte Lbegrave; dette hans Vsen ansaae jeg for
at hre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller
ikke lagde jeg Vgt paa hans Trang til i Stormlb at omstyrte Kirken,
og at tage enhver stakkels Sjl ind i det Kammer, hvor Dren skulde
holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har
for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at
jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg
vilde, var intet andet, end nu, da Sjlene var i Angst, med fornyet
Alvor, men ganske ligefrem at fremlgge den gamle Sag, hvad der hrer
og hvad der ikke hrer til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa
eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den
kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet
end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.

Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa
deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen
Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den
Port, der er snever for Kjd og Blod, men aaben og let for den, der
har Guds Aand at glde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden
Modstand end strax efter min frste Artikel en hidsig Irettesttelse
for at bruge for strke Ord fra en Prst af den gamle Skole -- Johan
Buntsen Koch -- som jeg i Fred lod vre det, det var, og adskillig
Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende
Artikler gjorde, om at alt Prsteskab skulde absolut feies ud som
Spindelvv. Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig
deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjr Lgmand, som kom
Statskirken for nr, havde Ubehagelighed med vrigheden.

Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte
det til Advent. Mit frste Stykke, det jeg blev saa haardt angreben
for af en Embedsbroder, ld saaledes:

Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en
Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prves, om vi ere
sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem
Prvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer
jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjre dobbelt Alvor
af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tnkt under
ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Lsere et Par
christelige Ord som Indgang til Helligdagen.

 [17] Lverdags Lsning.

Vor Tro er en fast Overbevisning om det, som ikke sees; det
Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det
Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte
langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornielser end paa vor
Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordrvelse. Var blot Straffen
for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok rddes for den.

Tnke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og
blev nu hentet af Retstjeneren og frt langs ad Gaden, ligbleg af
Angst og skjlvende som et Espelv baade af Angst og Skam, dertil
hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at
vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brd,
Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor re, og med den vor
borgerlige Nring eller Embedsstilling for bestandig gik i Lbet.
-- Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra
saa stygt, som naar en Sjl i den evige Verden bliver slbt bort af
onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth.
5, 25-26 og 18, 34-35. Tnke vi os altsaa, at dette skete, og skete
med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker,
og alle de onde og lgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det
Syndeskarn, enhver af os daglig vlter sig i, og vi nu bleve frte
langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller
spottende Ansigter, da skulde vi vel rddes for vor Synd og for hvad
den frer til, mener jeg. Men tnke vi os dernst, at en medlidende
Sjl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette
stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan
ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens
Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slbt
afsted til samme Straf, og fik nppe Tid til at raabe tilbage til
mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjr for dig!
Da vilde dog vel mit stridige Hjrte blive rrt for Alvor engang,
mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har
gjort for os, niagtig det samme; blot paa det nr, at han endnu har
gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.

Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere
frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behve blot at tnke
os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjlp vare blevne frigivne paa
Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen.
Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os
lsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.

Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der
ikke stemmer med Evangeliets kjrlige Aand. Jeg mener dog, at det
netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjr vi bedst i at
tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.

Jeg har anfrt dette Stykke som en Prve paa, i hvad Stil jeg mente
helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S.
Kierkegaard dde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og
sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med
et Fred over den dde Profet. (24. November).

Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at
tage imod selv for de frommeste Christne, selvflgelig ogsaa for mig
selv. Mine hellige Venner af jvne Lgfolk vare i det Hele bedst
tilfredse med mig, skjnt ogsaa de kunde yttre deres Misfornielse
over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de strke Ord var dem
dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjre min lille
Gjerning. De der var forfrdede over Kierkegaard, lste sig til bedre
Klarhed, og det var jo dem, jeg nrmest skrev for; og de der lige
til Kirkens Omvltning fulgte ham, lod mig vre den lille Mand, der
ikke mgtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte
Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige -- en af dem
sluttede med: Luk De Deres Kirkedr og skriv udenpaa: Her vrvles
ikke mere af J. Fibiger, Sjlemyrder. -- men jeg havde foresat mig
intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrdrene af den gamle Skole vare
vistnok meget misforniede, da de ikke kunde see det anderledes end
en Fordmmelse af deres Frd. Endogsaa en af mine kjreste Venner,
Prsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjrlige Sjl,
varm Fdrelandsven og slesvigsk Frer, gik saa vidt, at han sagde,
hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djvelen og gjorde Mennesker
fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactren, han havde sagt
det, ikke til mig, saa jeg behvede ikke at hre det.

Hvad der derimod var mig det svreste, var hvorledes det ville blive
optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede
derhjemme. Min tro Hustru behvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin
rige Aand og sit store Hjrte har hun altid fulgt mig, naar det kunde
lykkes mig at gjre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande,
at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Sster Edle var
altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa
deres Flelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an
paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og hieste med mig,
men nu fik hun en svr Strid i sin Sjl. Hun tilhrte en anden Tid,
og havde havt sit Livs Sttte i andre christelige Toner, dem hun da
endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu
skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra
hende, dette kunde hun ikke udholde.

Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men
vi maa see at nrme os hinanden. Vore Veie maa ikke vre adskilte.
Kjrlighedens Gud vil bre over med os begge, hvor vi ere faret vild.

Det var ivrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke
meget at stole paa, de var og blev aandlse. De kunde ikke paa nogen
Maade finde sig i, at jeg ikke fordmte Dands, Skuespil osv., og
ikke mere indskjrpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den
usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhrte
den modsatte Leir. Det vilde vre ligesaa dumt for mig at forsge
paa at blive Pietist, som det nu vilde vre at give mig til at vre
Venstre-Bonde. --

Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at
skaffe. Det var den Side af mit Vsen, som efter mine hellige Venners
Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hrte
til Forbrydelserne, mit sthetiske Selv, som skaffede mig den re og
det Besvr at blive benyttet dertil.

Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al
Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjlp skaffet Byen en smuk
Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstbninger fra Thorvaldsens
Musum i fuld Strrelse og ellers meget vanskelige at faae.

Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til
de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min
Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig
Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mrkvrdig nok virkelig kom
til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille
tre store Alterbilleder hos Roed til god anstndig Pris, som han
endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhiet.
Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde
den Glde i den Anledning at see den kjre Ven flere Gange hos os,
naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i iesyn. Saaledes
blev efterhaanden ddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med
virkelig betydelige Kunstvrker, og da det af dem, der gjorde mest
Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.

For mig var det skjnne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa
overordentlig svre. Foruden mit Skolearbeide og mine strke
Anstrengelser til Bedste for min Dber, som jeg ikke gjerne forsmte
nogen Dag, havde jeg et mangengang overvldende Besvr med Sjlesorg.
Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nr ved at segne
under Byrden. Mit Helbred var yderst svkket, ofte ligesaa meget som
fr jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klder en Prst ilde
at tale om selv at vre syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik
da heller ikke Lov til at vre det. Engang jeg meldte mig syg ved et
Convent, fik jeg mange Skjnd, og man vedtog i den Anledning, at den
der udeblev blev mulkteret.

Mine Embedsbrdre forlangte bestandig min Hjlp i deres Kirker, og
det var mig en christelig ressag aldrig at sige Nei. I Vintren
til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besrge
Confirmandundervisningen med tilhrende Confirmation. En Del af
Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede,
medens Kofoed-Hansen sad i Sjlland og betnkte sig paa, om han
under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit
Prstedmme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Prster, Ludvig
Mller i Starup, og efter hans Dd hans Efterflger Tolderlund og
Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden lngere Sygdomme,
og hvem skulde gjre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet
Forfald, blot de nskede en Fridag eller en Hitidsdag, jeg var ogsaa
deres Skriftefader.

Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjre. Den Sommerske[18]
Bevgelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk,
som han havde skrmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvre den,
sgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag
ind gjennemgaa deres svrmeriske og dybt rystede Tanker med dem,
og jeg behvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed,
jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed
eller Fortvivlelse over den daarlige Hjlp vore kolde Kirker i
Virkeligheden bd dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man
kunde let nok sige: hold en rigtig bevget Gudstjeneste! Men naar der
ingen kom i Kirke?

 [18] En antikirkelig hellig Bevgelse (Karikatur af den
 Kierkegaardske) reist af den fromtalte Skolelrer Mogens Sommer,
 hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som
 desvrre maatte gaa ud. U. Anm.

Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det
oversteg mine Krfter paa eengang at vre Prst og Overlrer i den
hie Lrdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig
Selskabsmand og kjrlig gtemand, og at det navnlig truede strkt
med at gaae ud over det sidste, som dog var den frste Pligt,
gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og sgte af og til
Prsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem
i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansgere, og da
mine Indtgter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en
rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg
ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjrpet,
da han kaldte Prsterne de jvnt avancerende. Hvilket jeg udlagde
derhen, at en Prst skylder sin Hustru og sin Familie at have et
smukt og gjstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at vre
sthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder,
efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis
efter at Indrmmelsen er gjort. Eller om man vil have en bedre
christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt
det er, ikke at have noget at tage til, naar Nsten trnger. Jeg selv
har vret fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange
det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrkke
Broder Caspar med 600 Rdl. -- Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi
var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en
Guds Prvelse, som jeg ikke bestod.




SJETTE KAPITEL.

SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV.


Under alle disse aandelige Brydninger gldede jeg mig dobbelt over
at have Freden inden Dre. Som jeg havde vidst fra den frste Dag
jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mrkelige Hustru
faaet en rig Medgift i hendes Sskene. Sstrene var nu hos os, og
udfyldte saa skjnt som dette kan gjres den Tomhed, et barnlst Hjem
ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjrlige
og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hrt
et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa
meget end mit ustyrlige Vsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber
ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed
med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brdrene har Vilhelm
samme fredelige Vsen, men Olaf ligner mere Amalie.

Edle havde sin indre Historie. Men hvor strk en Lidenskab hun end
havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end
kan have fldet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke
svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det
aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjrlighed
i Gud breder over et Ansigt.

Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjbenhavn,
blev hun forkjlet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun
hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der srget efor, at
Elskeren saameget som muligt kunde vre tilstede, og ved sit friske,
veltalende og aandfulde Vsen var han Glandsen i vor Kreds.

Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin
store Udenlandsfrd, og Brevene udsatte for Skjbnens Luner, hvad
punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mrk Sommer,
hvor Hjrtevarmen nok kunde behves. Hyen besgte os i Juni Maaned,
og da vi vilde vise ham den skjnne Egn ved Thorning Mlle, sneede
det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter
Krigen flakket om i forskjellige militre Stillinger, medens hans
Hjrte altid var bundet til vor Tante Mllers Adoptivdatter, en
livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det
var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjrte
og tog den cavallermssige Officier. Ogsaa den kjre Tante bedrvede
det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen
blev endnu strre, da hendes Datter dde Aaret efter i Barselseng.
Christian var dengang i Aarhus som Lge ved Dragonregimentet, og kjed
af Mangel paa hjemligt Tilhold, sgte han sig noget hidsig en Brud.
Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.

Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos
Elfrides Forldre, Justitsraad Mller, et lidet hyggeligt Hus,
men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i
Domkirken, og Gildet stod med behrig Pomp, forhiet ved, at jeg fik
min gamle Ven og i hi Grad samstemmende Aandsflle, Troels Smith,
ved min Side.

Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven
Districtslge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke
stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo
Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men
han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og
hjrtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan.
Jeg maa ikke have vret efter deres Smag, og det er da deres Maade
intet at sige, hvad vel ogsaa kan vre det rigtigste, men morsomt er
det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men
jeg har maattet gjre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om
mig.

Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i
Gammel Haderslev med Have ned til Sen var bleven os opsagt, og da
den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var frdig,
maatte vi for Vinterhalvaaret forelbig flytte til et ivrigt ogsaa
kjnt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de
to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og
knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg
afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om,
da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.

Langt vrre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og
medfrte til Tider Tungsind, det var svrt for os begge at arbeide os
igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som
levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:

Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i
min Dber, kom Amalie ind, og som hun desvrre oftere gjr, udtalte
hun sin dybe Melankoli over som barnls intet at have at leve for,
og som en aandsfravrende Mands Hustru heller ikke meget at sttte
sig til. Da hun ikke flte Lindring ved min sdvanlige Trst, blev
jeg desvrre heftig og skjrpede den til en Tale om afgjort at leve
for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdkke
Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa
streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Dber-Mod, og med
Kjrlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en
gudhengiven Kjrlighed hun har, at jeg aldrig har havt strre Glde
end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrvelse over
sig selv, og sin Lngsel efter Frelsen. Vor Aftenbn fik meget at
betyde.

Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort gteskabs Begyndelse
havde indfrt, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med
hende foruden Fadervor en Bn for os selv, vore Kjreste, Menighed,
Fdreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indfrt
Bn.

       *       *       *       *       *

Det var atter et Ddsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for
os mrket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at
regne, kun en Smule Forskrkkelse[19], men Amalie maatte lide blandt
Aarets Offre.

 [19] En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til Kbenhavn. Skibet
 var lige ved at forlise. Udg. Anm.

Den strke og trre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten
var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg
fik i Sandhed baade Hjrte og Hnder fulde af bedrvelig Gjerning,
alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var
forsaavidt svrere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i
hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Vrtens, og min Ssters Brn
i Skolebygningen ved Siden af kom meget nr til Dden. Men jeg selv
holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvr var for
intet at regne. Nei, det Forfrdelige, som hang mig over Hovedet, var
at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrngelse paa Reisen,
blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs,
dog ikke af Blodgangen, men af den endnu vrre Tyfus, som fulgte i
dens Spor.

Vor Bolig laa paa Solsiden med hie Vinduer, men snvre Stuer.
Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev
farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun
Frederikke til Hjlp, Edle var i Kjbenhavn. Vi delte Arbeidet,
saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men
ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svre Tanker at
bre, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne
Dr og lyttede til den Syges Aandedrt. Som jeg altid er forud med
mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstndighed, hvad der
vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg
saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrkkelig Nat staaer
uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtrt havde jeg
lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at
stnne strkere og raabte: Jeg vil op! Lad mig komme ud! Det kolde
Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer
ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad
hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrben og forvildet. Aldrig har
jeg fundet mig saa hjlpels. Dog hjalp det kjlende noget, og jeg
fik hende til lidt Ro igjen.

Jeg finder optegnet fra 10. November:

Daglig at vre omgiven af Lidende, Dende og Dde kan tilsidst
forvandle den hele Jord for Ens ine til et Lig, der fortres.
Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bres med hit
Mod i Gud, han maa have ren. Nei, med mig er det ingen Ting, men
min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen
Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister
kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog brer hun det fromt og
stille, og styrker sig indenfra ved hie Syner. Naar jeg sidder
over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved
en let Beskjftigelse taget Kuglers Arkitektur-Vrk frem. Det er
ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drmmer mig
ind i alle disse Undervrker af Kirkebygninger, bliver Verden lys
for mig som saadant et himmelstrbende Chor. Hun veed det ikke, men
har dog lignende Syner. Forleden blev hun frt gjennem lysskinnende
Hvlvinger og ledet op til Altret ved Prstens Haand. En anden Gang
steg Englen med Dbefonten fra Fruekirke i Kjbenhavn frem ved Siden
af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at
tnke derved end: Alle skulle de toes i Lammets Blod. Idag bad hun
mig dog at love hende snart at sge Forflyttelse herfra, hun kunde
ikke trives i denne pestbefngte By. Det har ganske oprevet hende at
vre Vidne til disse Scener.

Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab.
Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der
den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en
vsentlig Sttte.

Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille
Julebord, og jeg havde telegraferet efter det gldeligste af alle
Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trst at kunne tage
min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bre hende ind paa Sofaen
i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu
en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lgge mine Arme ind under hende,
lfte hende varsomt, og bre hende ind og lgge hende forsigtig paa
Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar
hun begyndte at blive trt. Dog saa underligt kjrt at have hende
paa mine Arme, og at mrke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod
Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde
nu gaae, og i Sommerens Lb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove
os paa Reise; skjndt hendes Ben vedbleve at vre svage, og som det
gjerne gaaer efter saadan svr Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens
Lethed.

Imidlertid havde jeg fuldfrt mit store Vrk, Johannes den Dber, og
havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom,
Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjrende Begivenhed,
at det nu traadte frem til al Verdens Bedmmelse, hvad jeg saa lnge
havde taust baaret hos mig selv, berrte mig langt fra saa strkt,
som naturligt var, at det maatte gjre. Jeg vilde ikke engang kunne
erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige
Mindesmrker derom.

Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom
ved mine andre Bger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der
har vret skrevet derom, fik jeg kun flygtigt lst noget af og har
forlngst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede
talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg
forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.

Bladet Fdrelandet var dengang den verste Autoritet, idetmindste
for den Kreds, hvortil jeg hrte. Deri stod der en lngere Recension,
jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden
forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men
forvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mrke til det
tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Dden.

Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk
Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at
Anmelderen kun havde lst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den
aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke
som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man
mente dermed var ikke tydeligt.

Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller
om de lste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstdelig
med Hensyn til Helligdommen. Det sidste blev isr gjort gjldende
af strke Christne, for hvem det altid er en Brde at gjre en
Helligdom forstaaelig. Min kjre Cousine Ilia var den, det laa
nrmest at fre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg
har maaske allerede anfrt formeget af hendes Breve, men dette er saa
eiendommeligt, at jeg dog finder det vrdt at tilfie.

                           St. Anna Hospital 21. November 1857.

Kjreste Johannes! Skjnt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til,
saa svnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjre
det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at
jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende -- ja,
hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne
har jo i visse Maader vret at komme sovende til alt. Og i vrste
Tilflde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage
det for nie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller,
thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften[20].

 [20] Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.

Frst takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve.
Bogen har jeg lst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen
bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad
jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg
gjr, det gjr jeg, og det -- jeg tr nok sige det, med en Sikkerhed
som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er
saadan, fordi det skal vre saadan. Derfor synes jeg det, derfor
gjr jeg det, det sthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor
en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget dig fr og
vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjr i den Retning,
gjr jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig
Magtfuldkommenhed i Lierpoesien, ikke andet. Og deri har du min
Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien
for mere. Du feiler -- Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Liers strre
Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Lier -- deri bestaaer dens
Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille.
Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig
for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale
derom. Jeg har selv engang skrevet noget religist, ogsaa en Tragedie
ikke bestemt til Opfrelse. Netop, det var Hemmeligheden. Ikke
bestemt til Opfrelse, derfor skriver man det. O Sren! Sren! Sren!
Du har sagt det. Det Christelige skal gjres, det poetiske d. e.
hedensk skjnne -- skrives. O, Sren! Sren! Sren! Du har sagt det.
Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens
lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov,
Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig
Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? -- Men i det
Religise har man Valget -- og at ~vlge~ at vre ulykkelig Elsker --
o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men
af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til
at skyde mig det paatrngende Christelige fra Livet. Det var 1852.
Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er
dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen
forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun
Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten,
fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med
Brn, dem hun har givet Ly af Barmhjrtighed, er mere end jeg.

Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog. Min bestemte
absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie
Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har -- tilgiv, kjreste
Johannes! -- forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget
helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. -- Dog,
jeg feilede: mit Stykke rammer[21] haardere, netop af denne Grund.
Det ligger det almindelige, det personlige nrmest; thi det der har
frembragt det, var en langt strkere og inderligere Opfordring til
~mig~. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.

 [21] _Sic._ Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.

Og veed du vel saa, at i den Grad er det sthetisk-kritiske Element
overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig
nrmest paa Hjrte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det
er, sthetisk, ~galt~: uskjnt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men
ak, jo rigtigere, desto uskjnnere. Og Skjnheden er den ikke den
skyldige Digtekunsts hieste Lov?

Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde
den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde
et Fruentimmer formaaet at vre Digter i den Retning. Og han lste
videre og tilfiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu
denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen
fattede, at den var ~given~; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg
tillige fattede, at ~den~ var intet -- en broget Sbeboble, som
seiler gldeligt hen gjennem Luften. Mnd! Hvor ere I Brn! Skal en
Kvinde lre Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal
hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes
det tydeligt, hvordan den er kun Lier. See, det forstod jeg fra
frst af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde
gjre det, de andre havde strbt efter, det jeg aldrig havde tnkt
paa.

Og saaledes haaber jeg paa Tilgivelse for at jeg gik den lette og
grnnende Vei, ikke den trange og besvrlige Sti. I Sandhed, den har
vret ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, nsten
lige langt fra Engle og Mennesker.

Gute Nacht! Gute Nacht! Schlafe wohl!

Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig.
I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Ndsbehov.

                                     Din trofaste Veninde Ilia.

Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen.
Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes
om min Veninde, jublende over den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.

Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mnd ville give
hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have
taget mig denne Prdiken til Hjrte, og baaret min Skam i Taushed.
Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede
da med den sdvanlige Undskyldning, at strre Digtere end jeg havde
valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed
end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale
indbragte kun mig og de strre Digtere yderligere Irettesttelser.

Da jeg saaledes var paa det nrmeste sat ud baade af den synlige
og usynlige Synagoge, maatte jeg sge min Trst i hvad jeg af
Behageligheder kunde hre fra mindre kirkelige Venner. Vilh.
Marstrand skriver i Julen:

Kjre Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lyknskning til
det nye Aar maa trffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og
gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi
jeg veed jo, at din kjre Kone har vret og maaskee endnu er meget
syg, hvad der jo har bedrvet os meget. Eders By har i det Hele vret
vel betnkt med slige Gjenvordigheder. Men saa udstraaler der jo
ogsaa af dens Mrke saa funklende Gldesblus, at man maa undre sig
-- ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med
sin mgtige Alvor og dybe Poesi. For os Lgfolk har den oplyst os om
den mrkelige historiske Tid, hvori Forjttelsen skulde opfyldes.
Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man
almindelig kun tnker paa som dbende Christus, stiller du op for
os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv
fortvivler og tvivler om Christus er den rette. -- Jeg kunde nok lide
den Anmeldelse, der stod i Fdrelandet, og kan slet ikke samstemme
med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof;
thi det veed du nok, er en yndet Stning. Men hvordan skulde det saa
gaae med alt det fortrffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har
taget fat paa din Jeremias, og lser den med megen Interesse efter at
jeg har lst Johannes -- og fr havde jeg dog ikke ie for den, saa
at jeg aldrig havde lst ud. Prof. Hyen har talt med megen Roes om
din Dber, og har forelst en Del af den i hans Fredagsmder, men jeg
var ikke tilstede.

Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev
ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:

Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og
italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for,
isr et strre, 5. Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er
stvnet for Retten af Magisteren, og alle Vidnerne trde op. Det er
et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke.
Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg,
og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tnkt paa at
tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor
Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortller. Nu er
jeg tillige ifrd med at male et Portrt af Tryde til Frue Kirke, og
Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart frdig med sin Ecce
homo, og der er meget smukt i. En Kjrlighed i Gjennemfrelsen, som
bder meget paa hans sdvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen.
Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers
magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst -- du skulde
see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en
Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for
Kunsten, at han gjr en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om
Kunst. Jeg venter en skjn Dag, at han ogsaa sttes over os. Men den
vrste Brst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa
engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde
blive skaaret bort -- dog, et forgjves nske, thi Bunden, hvori
Tret voxer, er sur.

Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning
til Tak: Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men
du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?

Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de
omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser stter jeg Pris paa. Kunstnere
give sig ikke ud for at vre srdeles Kjendere hverken i Poesi
eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i
Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne,
og gaae til det Religise med en ren Flelse uhildet af Theologiens
Betnkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort
det samme ved min Bog.

Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humr. Da
han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev
han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren
i Roskilde om nogle Sproguniagtigheder, men henholdt sig ivrigt
til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrkkelig
anerkjendende. Tillige fik jeg fra ham at vide, hvad jeg aldeles
ikke havde tnkt paa, at blandt Kjbenhavns Geistlighed blev min Bog
opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var
navnlig ilde berrt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for
Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom.
Nu, selvflgelig kan Dberens Prdiken altid opfattes som et Angreb
paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen
Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min
davrende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid
havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og
at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald
maatte Gamaliel vre Biskop Mynster, skjnt jeg aldrig har tilladt
mig at yttre det. Men ligefuldt behvedes der hele Fogs urokkelige
Tro paa det Bistaaendes Eneret til at vre, forat see Digtet i
det Lys. Planen til det var ldre end denne Periode, og de faae
Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlgges paa
anden Maade end jeg -- kun altfor vidtlftigt -- har gjort det. Det
gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Std til Farten,
faaer dog mnets Mgtighed under Udfrelsen en saadan Myndighed over
en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive rgerlig over,
at et smaaligt Partistandpunkt skal gjres gjldende mod hans Syn paa
den store Sag.

Jeg havde altsaa vret ret heldig med dette betydelige Foretagende.
Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde vre, tilskrev
jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet
alle Vanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette
var i Grunden ogsaa indrmmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til
strax at stte det nste Vrk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en
anden Retning.

Jeg lngtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa
Embeds Vegne, var godt hjemme baade i vore Kjmpeviser og i hele
Middelalderens kirkelige og sdelige Splid, valgte jeg mig et dertil
svarende mne, og skrev i Lbet af nste Sommer (1858) min Kors og
Kjrlighed. Skjnt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de
fem Dage om Ugen, var jeg dog frdig til September. Og saa godt var
jeg forniet med mit Vrk, at jeg uden videre Omstndigheder, uden
engang at lade det gjennemgaae den sdvanlige Censur hos Lembcke, lod
det trykke.

Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde vre
Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige
Bedmmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrstige som
muligt. I Dagbladet, som nu var blevet det dominerende Organ, og
som var antichristeligt og prstehadende i en lignende Form som nu
Politiken, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger,
at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel
var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis Dannevirke, som
efterat min christelige Kampflle, P. Chr. Koch havde solgt den, var
bleven en Aflgger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forget
med, at jeg tituleredes Jephta Fibiger og Sognepave.

Med mine Nrmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde fle sig
ligesaa mimosa-agtig krnket ved Berringen af hendes elskede gamle
Viser, hendes Monopol, som hun fr havde gjort paa sin elskede
Srens Vegne, kunde jeg vide i Forveien. Mere undrede det mig, at
Broder Caspar var ligesaa misforniet -- Middelalderen er jvn og
simpel, dens poetiske Efterladenskaber er ganske uromantisk osv. --
Forunderligt, hvad Mennesker kunne finde paa. Men gamle Danmarks egne
Kjmpeviser har nu eengang enhver sat sig fast i og troer alene at
forstaae. Jeg maatte da hre, at jeg nu havde forgrebet mig paa denne
nationale Helligdom ligesom fr paa Bibelen. At de i Virkeligheden
ikke synderlig er Danmarks egne men mest indfrte Varer, og at
Middelalderen er det den er, hvad saa end disse Viser sige, vilde man
ikke hre, og havde dengang endnu temmelig lidt hrt.

Ussing talte i en anden Tone: Din Kors og Kjrlighed har gldet
mig overordentlig, ikke blot ved den deilige Udmaling isr af de
kristelige Personer, men ogsaa ved det rige Billede, den giver af
hele Tiden og dens Aand. For mig er den en Berigelse, en Opfattelse
af det skjulte, jeg kan ikke see, at der er kommet det mindste
Fremmede ind i din Behandling. Fra den historiske Side forekommer den
mig mesterlig. Men -- gid alle dog vilde vre saa rlige som Fog,
og sige, det er din Form, der piner dem. De ville ikke have Besvr
med at lse et Digtervrk, de ville ikke knkke Skallen paa Ndden,
derfor faae de ikke Kjrnen at smage. Du veed, at jeg ogsaa selv har
lidt af den Mening, og jeg vilde give meget til, at din Form ikke var
saa haard, for at alle kunde fle den Fylde af Poesi og see de rige
Billeder af Fortidens Historie, dine Digte gjemme. -- Dette er nu
den Charakter, jeg har maattet beholde.

Jeg havde tilegnet Hyen Bogen, og deri tog jeg ikke feil. Foruden
Lembcke, der til min Overraskelse virkelig denne Gang var helt
tilfreds med mig, og min tro Ven Vilh. Marstrand, var Hyen den
eneste, der ordentlig gik ind paa Sagen. Han takkede mig med de
to smukke Breve, som er trykte i Ussings Bog om hans Levned. Hvad
jeg dengang svarede ham, veed jeg ikke, men hvad jeg nu vilde
svare, er dette: Naar han siger: Den forfrdelige Kamp mellem det
Kirkelige og Verdslige, den urolige Gjring i Aanden og i Kjdet,
dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette Liv som en Drm,
hvori de besynderligste Syner aabenbare sig, vexle og smelte over
i hinanden, alt dette var for mig nyt, endnu har ingen af vore
Digtere flt saaledes, anet saaledes -- saa var det netop dette, jeg
havde haabet at frembringe. Men naar han tilfier: Den usdvanlige
Rigdom af Lyrik, der vlder ud af Deres Pen som en krystalklar
Kilde gjennemsigtig, ren kvgende, ja undertiden nsten berusende,
skulde den ikke af og til ligesom overvlde og rive Skikkelserne med
sig, der dog skulde vandre sikkert langs dens skjnne Bredder. --
Forunderligt, lige det modsatte af de andres Tale om min strenge Form
og haarde Vers og han oplyser dette ved at Hovedfiguren, Skjalm, som
har et aabent ie for al Usandheden i Kirkens saavel som i Kongens
Frd, er bleven mere bld og drmmende end man maatte vente, at man
fler formeget, at Gammen har udhugget hans hire ie, og drukket
Hlvten af hans Hjrteblod -- saa vilde jeg for det frste sige, at
det netop er dette, man ogsaa i ham, den ypperste, skulde fle. Men
dernst vilde jeg til min Undskyldning bemrke, at ogsaa de store
Digtere, som er vore Forbilleder, have havt en Tilbielighed til at
forme deres Hovedfigur, den, hvori de mest selv taler, af et bldere
Stof.

Nu, de Store tilgiver man alt, men en Smaamand som jeg kunde ikke
faae Lyd. Nei, jeg kunde ikke faae Lyd. En og anden havde sagt mig
noget godt i Stilhed, men ingen vilde sige det offentlig, og naar jeg
opgjorde alle Papirerne, blev dog Udfaldet, at jeg var sat udenfor.
Jeg blev, som det kaldes, tiet ihjel.

Da jeg havde sundet mig noget paa dette, fandt jeg, at jeg ogsaa
helst burde blive udenfor, idetmindste for det frste: Jeg holdt
derfor Mde med min Muse for at takke hende for hendes hidtidige
Omfavnelser, men at frabede mig videre Besg af hende. Hvorledes hun
saa igjen fik fat i mig, hrer til nste Periode af mit Liv. Ogsaa
var baade min Forlgger kjed af mig, og jeg havde i andre Retninger
rigeligt nok at tage Vare paa, kun altfor meget. Jeg havde da endelig
ogsaa nu skrevet fire Bger, alle meget indholdsrige, og i hver af
dem udtmmende nok, synes mig, behandlet en hist betydningsfuld
Vending af Menneskelivet; og til at brede mig mere i Efterslt
havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas og det gamle Norden
og Reformationen ikke at tale om Nutiden tilbage, men der skulde
Tid til. Den Tugt, jeg havde faaet, maatte stte sig og gjre sin
Virkning.

Jeg havde imidlertid sgt adskillige Embeder paa Landet, men det var
ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde vre Landsbyprst. I Foraaret
1859 blev Kapellaniet ved Garnisonskirken i Kjbenhavn ledigt. Det
var Familiens nske at faae mig til Kjbenhavn, og jeg gav efter og
sgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad vilde have enten
Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger, begge ldre og mere anselige
end jeg, men Kongen vilde ikke hre noget om disse Grundtvigianere;
han holdt stivt paa en Prst i Kjge, der var Frimurer. Saa blev der
omsider sluttet Compromis, man sgte lngere ned i Rkken og traf paa
mig, uvrdig, idetmindste i den Henseende, at jeg i ingen Maade havde
holdt mig til.

Jeg vidste ikke om det var et nske, jeg havde faaet opfyldt, eller
om det var en Besvrlighed, jeg gik imde efter hiere Ordre eller
efter Guds Tilskikkelse. Jeg vidste i det Hele ikke andet end at det
var svrt at flytte.

Grdende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i Byen, og ikke
mindre tungt var det sidste Gang at gaae Stuerne igjennem i mit
Hospital. Fra hver Seng stnnede de: saadan en Prst faae vi aldrig
mere. Og jeg kunde med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg
heller aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde srlig Fortjeneste,
men fordi vi passede saa velsignet til hinanden. Min enfoldige
Christendom havde slaaet an hos disse enfoldige Mennesker, medens den
af strre Aander altid har vret befundet utilstrkkelig.

Mine Medlrere tog den bedst mulige Afsked med mig. Ved et smukt
Gilde holdt Lembcke Festtalen til mig, saa smigrende, at jeg kunde
begynde mit Svar med den Bemrkning, at jeg var tilmode derved,
som om han havde staaet og prdiket over en Afdd, dem roser man jo
altid. Disciplene bragte mig en Forring, som jeg siden har havt
megen Glde af, Statuetter af Bissens Apolle og Athene, som endnu
staae paa mine Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen,
heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit Bedste.

Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at vende Slesvig Ryggen.
Jeg havde altid vret misforniet med de politiske og administrative
Tilstande der, og den hele dertil hrende Tnke- og Udtryksmaade; nu
blev jeg befriet idetmindste for at vre et nrvrende Vidne dertil.
Jeg havde ogsaa lnge vret bekymret for, hvorledes dette skulde
ende, og det var ikke at kalde nogen stor Lettelse ikke selv at vre
med i den forfrdelige Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad
Hus og Hjem angaaer. Der kan heller ikke tnkes nogen srgeligere
Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i min bekymrede
Forudflelse.

       *       *       *       *       *

Vor snderjydske Tid var til Ende, vi havde kun at stte vort Gods i
en Jagt for siden selv at flge efter i en Diligence. Forinden dog
sidste Gang at gaae henover de skjnne Skovbakker langs den kjre S,
Skuepladsen for saamange Glder i vort Livs lykkeligste Aar. Aar,
hvori vi vel havde vret prvede haardt nok, men ogsaa havde lrt,
hvad der skulde vre den faste Grundvold, som kunde bre, hvad der
siden ydermere skulde gives den at bre -- bre, maatte jeg dog ikke
sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned ad Bakke. Livet
begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald paa ikke at have den Fremgang,
som man eengang havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med
Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang, fr man er
saa langt henne, at man ikke mere er til at hjlpe op. Ligefuldt
har man jo frit Lov til at mene eller haabe, at man bestandig er i
Opgang, og kan fra en anden Side seet ogsaa have Ret deri. Alt dette
med Livets Frugt og Udbytte maa nu henstilles til Guds Naade.




FEMTE BOG.

ALDERDOM.




FRSTE KAPITEL.

I KJBENHAVN.


Vi kom til Kjbenhavn i den mrke Novembertid. Vort Gods var endnu
paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i
en lille tredie Sals Leilighed i St. Pederstrde. Edvard var dengang
Adjunct ved Metropolitanskolen. Der sad jeg i et Kvistvrelse og
skrev min Tiltrdelsesprdiken uden stort Mod. Jeg havde en Anelse
om, at jeg gik lignende Novemberstorme imde som dem, min Ven Skipper
Bonde havde kjmpet med den Jagt, som frte vort Huses ubevidste
Indhold rundt om Fyen og Sjlland.

Nste Sndag gik jeg hen i min Kirke -- eller rettere i min Menighed,
da den paa Grund af Garnisonskirkens Restauration sad i Slotskirken
-- og stod og lyttede til Bldels Prdiken. Kirken var stormende
fuld, og fuld af det bedste, rrte Aasyn og taarefyldte ien, et
skjnt Syn, men trykkende for mig. Hvor skulde min Rst kunne gjre
sig gjldende ved Siden af den beundrede Sogneherres? Jeg gik ud
til Fader Holm, hvor Familien var samlet til Middag, og efter
den Stemning jeg var i, udlod jeg mig med, at den Salighedernes
Prdiken, jeg kom fra -- det var Allehelgensdag -- var den
skjnneste, jeg nogensinde havde hrt. Pauline[22], som svrmede for
Bldel, sendte mig et mt Taksigelsens Blik, men de andre trak paa
Skuldrene.

 [22] Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.

Nste Sndag, den 13. November, indsatte Provst Balthasar Mnter mig.
Han havde vret min Svigerfader Waages Ven, og min Hustru til Hjlp
i hendes Sorgens Dage, for hendes Skyld modtog han mig med faderlig
Venlighed.

I det store ieblik manglede jeg som sdvanligt ikke Mod. Jeg holdt
min Prdiken om Troen -- den kongelige Mand i Kapernaum -- med
fuld Kraft, og jeg tilfredsstillede min Familie og mine Venner, i
Srdeleshed den jeg helst vilde, min Hustru. Jeg har ikke siden tnkt
paa den Prdiken, men nu tog jeg den frem og lste den, og jeg kan
ikke negte, at efter de 33 Aar finder jeg den endnu saa god, at jeg,
efter mine Evner og min Maade at tage Helligdommen paa, ikke kan
tnke mig den bedre. Men ak! min Maade er ikke andres Maade.

Jeg holdt endnu to lignende Prdikener til Aftensang, om det gamle og
nye Menneske (1. Advent) og om de hellige Skrifter (2. Advent); da
kom Bldel en Eftermiddag til mig, og fortalte mig i en lang Tale,
at han havde vret saa dybt bekymret for mig, at han for min Skyld
havde tilbragt vaagne Ntter. Det Ord, han havde hrt af mig, var
ikke det, der i Jesu Christi Navn skulde forkyndes. Jeg hrte saa
rolig som muligt paa ham, og forstod kun altfor vel, at jeg, som
talte ud af mit eget Indre efter hvad Gud havde givet mig, ikke kunde
blive den Kirkens Mand som han. Men det var for vidtlftig en Sag
til paa Stedet at forklare; jeg flte mig ogsaa mere beskjmmet end
jeg havde Lyst til at forsvare mig, og han var mere kommen for selv
at tale end at hre paa mig. Jeg fik ham derfor ikke svaret stort
andet, end at jeg flte, vi var saa forskjellige, at vi vistnok kom
til at flge hver sin Aandsretning. Det var i al Venskabelighed,
men det foruroligede mig dog, at jeg siden hrte, at han ikke blot
havde omtalt dette vort Mellemvrende for andre, men ogsaa omsat mine
Yttringer i den Form, at jeg skulde have frabedt mig enhver Kritik
fra hans Side.

Hans Ideal var i fuldkommen Rettroenhed og i alle sine Handeler at
staae paa Kirkens Grund, hvordan det saa end gik i Livet, og han
mistnkte mig for at vre af for frie Tanker og et for sthetisk
Sving. I det Hele var han ilde berrt ved at skulle have mig ved sin
Side, og hans Ord havde meget at sige i Menigheden, jeg hrte snart,
at der blev advaret imod mig.

Vi havde kjendt hinanden fra Studentertiden, og jeg havde ikke
forsmt ham; jeg havde besgt ham, naar jeg kom til Kjbenhavn, med
al Agtelse for den allerede udmrkede Prst, og med Tak for den
Prdiken, jeg hrte af ham. Ligefuldt modtog han mig temmelig stramt,
da jeg kom. Frst bebreidede han mig, at det havde varet saa lnge
efter min Ansttelse, inden jeg havde skrevet til ham, forklarede
mig saa trt, hvorledes Kirkens Forretningssager var ordnede, og
udviklede endelig med den ham egne Overlegenhed og veltalende Form,
hvad Opgaven i den hellige Tjeneste er, i det han sammenfattede sin
Maade i det flelsesfulde Udtryk: Jeg elsker vor Herre Jesu Christi
Kirke hiest af Alt. Hvorved jeg tnkte, men sagde det dog ikke, at
man dog gjerne kunde elske Herren selv endnu mere end hans Kirke.

Jeg kan dog ikke troe, at Grunden til hans stive Modtagelse blot var
det, at jeg beskjftiget med at opstte velstilede Skrivelser til
Biskop og Provst var kommen sidst til ham. Snarere det, at han havde
nsket og haabet, at jeg greben af hvad han allerede havde udrettet,
skulde have ilet til ham glad over at have faaet en saadan aandelig
Broder og kirkelig Frer. Han var jo Forkjmperen for den Retning,
der nu kaldes den indre Mission, og Frimodt sluttede sig nste Aar
til ham. Vi tilhrte grundforskjellige Aandsretninger, og satte begge
vort Liv paa vort eget. Og vort eget mener jeg i sin Kjerne bedst kan
betegnes ved den Stning, der kom frem i vor frste Samtale, den om
hvad vi hver for sig elskede hiest.

Til Tjenestebrug og Selskabsbrug var der imidlertid altid et
godt Forhold mellem os. Jeg forstod strax min Stilling, han var
Sogneherren, jeg den Underordnede, han var Manden med den store ham
inderlig hengivne Menighed, jeg fandt kun liden Indgang, han var
den fuldfrdige Dogmatiker og Kirkens rettroende Sttte, jeg maatte
hjlpe mig med hvad Gud havde forundt mig, og det naaede ikke lnger
end til Enfoldighed i Theologien og hjrtelig Tro paa hvad jeg havde
flt og oplevet. Jeg troer ogsaa han efterhaanden blev ret tilfreds
med denne min Maade at tage Forholdet paa.

Jeg vandt kun liden Indgang, det var det aabenbare. Der kom ikke
mange til min Gudstjeneste. Hvorfor jeg ikke opnaaede mere, er ikke
bleven mig klart. Man kjender saa lidt sig selv. Mine Prdikener blev
dog altid til under from Bevgelse og Aandens Flamme, og Talent til
Fremstilling tr jeg heller ikke just frakjende mig selv. Men der maa
vre noget ved min Person, som ikke tiltaler Mngden.

Jeg klagede min Nd for min kjre Biskop, og han svarede mig paa
sin Maade ved strax med et Slagord at bestemme Sagen: Det skal De
ikke tage Dem nr, sagde han. Den store Mngde er ikke det samme
som en stor Menighed. De mange er kun mange Muligheder, ikke mange
Virkeligheder. Det kunde han sagtens sige, han som havde begge Dele.
Men jeg gik skamfuld og sukkende fra min Kirke og tnkte, at naar
jeg ikke engang havde Mulighederne, kunde jeg endnu mindre haabe paa
Virkelighederne.

I Sognet laa Fattigvsenets store Drengeskole. Den afgav en 30-40
Confirmander hvert Halvaar, et Arbeide, som ikke kunde overkommes
eller forlanges af Sogneprsten. Det var ulnnet, og havde desuden
den Besvrlighed, at en Del af Flokken var saa frisk indfanget fra
Gaden, at de ikke engang kunde lse. Heller ikke kunde de rummes
i min Stue, jeg maatte gaae hen i deres Skole og yde dem mine
Formaninger i srskilte Timer, mens mine andre Confirmander skulde
have deres hjemme. Imidlertid var dog det meget Besvr lnnende for
Hjrtet. Disse Fyre, der lige let gik paa Hnderne som paa Benene,
var forvildede nok, men i det Hele dog troskyldige og godmodige.
Havde jeg Penge at uddele til dem, og det ikke var muligt at udfinde,
hvem der mest trngte, da de alle syntes lige fattige, kunde jeg
trstig sprge dem selv. De var strax ivrige til at forklare i hvis
Hjem det saa vrst ud med Sygdom og Nringslshed, og halede med
rrte Miner de vrste Stakler frem. Alt som jeg saa besgte deres
Familier rundt om i de skumle Gyder og oppe paa Tagkamrene, blev jeg
de Fattiges Prst. Det var jeg da godt nok vant til fra Haderslev.

Fra de Fattige med Tilbehr af Halte, Blinde og Krblinger, kom jeg
til dem der ligge ved Veie og Gjrder. Til vor Kirke hrte efter
god gammel militr Skik Stokhuset, hvor man skyldigst bar Kongens
Bolt og Jrn, men forresten nd en rundelig Frihed. Nogle slsede
af med Arbeide paa Fstningsvrkerne og i Haverne, andre arbeidede
for sig selv i Vrkstederne, men alle sonede de i Anstaltens
Marketenderi, for Fyraften var der ikke knapt med. Rverreden var
dengang sin Oplsning nr, da det til April skulde have Ende med
det Vsen, og Fangerne allerede for en Del havde udtjent eller
var blevne benaadede. En 80 Stykker var der dog endnu tilbage, en
Elite, som havde gjort sig fortjent til at holdes paa Livstid, og
nu skulde afgaae til Tugthusene. Jeg gik der ud hver anden Sndag,
blev sluppen ind i den skumle Gaard mellem Skildvagter og opplantede
Kanoner, hvoraf dog ingen vilde gjre Mennesker noget ondt, og steg
op under Taget, hvor et Loft var indrettet til en Slags Kirke. Der
prdikede jeg -- efter en kort og lempelig Indgang om Straffens
Ndvendighed og Retfrdighedens Velsignelse -- med god Fred Naadens
og Kjrlighedens Evangelium, medens mine 80 andgtige Tilhrere saae
uhyre tungsindige ud.

Mod Foraaret tog jeg dem til Alters, og baade derved og da jeg
sidste Sndag i Marts holdt en Afskedsprdiken for dem, forsmte jeg
ikke, ihukommende vor flles Frelser, at give enhver af dem Haanden,
hvilket iensynligt var det, jeg mest opbyggede dem med. En hi
sorthaaret ret smuk Karl med et grulig sorgfuldt Udtryk takkede mig
underlig tilbageholdende med den Bemrkning, at han aldrig havde
troet, at Prsten kunde give saadan En sin Haand. Han havde vret
med, da der blev skaaret Halsen over paa nogle Uskyldige. En anden,
en svr firkantet Mand, med en ferm Forretningsmine, blev tilbage for
at tale i Enrum med mig. Han forklarede mig med stor Selvsikkerhed,
at det var en Feiltagelse, at han ikke var bleven benaadet, men naar
jeg nu vilde anbefale ham, vilde han sikkert nok blive det. Han
saae ud, saa jeg ndig vilde have mdt ham paa en Vei. Og da jeg
forespurgte mig om ham hos Husets Commandant, fik jeg at vide, at han
havde vret Anfrer for en Rverbande i Vendsyssel, og var den vrste
af dem alle. Saaledes gaae de to Rvere paa Korset igjen til enhver
Tid.

Vor Kirke blev endelig frdig efter Restauration, og indviet i
Efteraaret 1860. Som sdvanlig havde der vret megen Snak og Strid
om hvad der var foretaget, og Menigheden, det vil sige Bldels, var
misforniet. Kirkevrgen, Hofvinhandler Lorenz Petersen, var temmelig
egenraadig. Som en rig Handelsmand var han i Forretninger vant til at
byde, mente ogsaa at forstaae at bygge, men var ikke nogen kirkelig
Mand, og hrte ikke til Menigheden. For Indtgtens Skyld holdt han
paa, at enhver Siddeplads skulde betales, havde derfor forbeholdt
Sidedre og Sidegange for dem, der havde kjbt Ngler, og holdt kun
Porten aaben for de Staaende. Derover var Bldel dybt krnket paa
Menighedens Vegne, og som Herre i Kirken bd han Betjentene at lukke
op, Drene fra frst af, og Stolene ved Begyndelsen af Gudstjenesten.
Saa mdte Kirkevrgen ved Dren, og med lftet Stok, blev der sagt,
befalede han Betjentene at holde sig til hans Ordre.

Det kom til hidsige Scener, thi Bldel var ingenlunde sagtmodig, naar
han mdte Modstand. Han forlangte af os andre Kirkens Prster, at vi
i Samling skulde gaae med ham til Kirkens Patron, Stadens Commandant,
for i Menighedens Navn at fordre Frihed i Guds Hus. De to Katecheter
var villige, men at fire Prster skulde trde an foran Generalen
forat forlange noget, han ikke forstod sig paa, syntes mig dog en
altfor snurrig Demonstration. Jeg sagde derfor Nei, og mente, at
vilde Sogneprsten have sit Forlangende sat igjennem, kunde han mere
passende bede General Schepelern, der vel var en Formens, men ogsaa
en imdekommende Mand, at holde et Mde af de stridige Parter for at
forliges om et anstndigt Forhold. Generalen fandtes villig dertil,
og vi kom alle til at sidde om et stort Bord i hans Sal under hans
Prsidium.

Bldel frte sin Sag paa sin veltalende Maade, men ogsaa, hvad han
altid havde Vane til, i overdrevne Udtryk. Hofvinhandleren blev
mere og mere rd i Kammen, og da det kom til Scenen med Stokken,
protesterede han heftig og fremstillede dette Optrin helt anderledes.
Da reiste Bldel sig i hele sin Vrdighed og sagde hit og skarpt:
Hvad Hr. Petersen der siger, er Lgn! Generalen kaldte til Orden for
et saa uparlamentarisk Udtryk, men Kirkevrgen var allerede faren op
som en rasende, kunde ikke faae et Ord frem, og syntes med voldsomme
Fagter at ville gaae ls paa Bldel, men betnkte sig dog saameget,
at han styrtede hen i en Vinduesfordybning, og stod med bortvendt
Ansigt og hulkede. Generalen var meget ilde stedt. Han var mindst af
alt vant til den Slags Optrden, og det var tydeligt, at det gjorde
ham ondt baade for den ene og den anden Part. Han betnkte sig lidt,
da han ikke ret vidste, hvorledes han skulde tage det Vsen, hans
Myndighed i denne Kreds var ham heller ikke klar. Saa formanede
han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae,
anbefalede os nrmere at betnke os, og forvrigt henvisende til
Ministeriet.

Saa skete der intet videre. Vinhandleren vilde intet mere have med
Kirken at skaffe, og vi fik til Kirkevrge en Oberst, som var af
Menigheden, og Bldel kunde siden gjre, hvad han vilde. Jeg var lige
saa ilde berrt af denne Scene som Schepelern, og vi afhandlede den
jvnlig, naar jeg gjorde ham min Opvartning eller han gjengjldte
mit Besg. Jeg gik ogsaa til Petersen, og sagde ham, at hvorvel jeg
nok kunde nske noget mere Frihed i Kirken, fandt jeg dog, at han
istedetfor Anerkjendelse af den Uleilighed, han havde havt, var
bleven uforsvarlig behandlet; thi han havde virkelig med Opoffrelse
af Tid og Krfter gjort sig sin bedste Flid med Bygningsarbeidet. Han
tog hflig mod mig, men vilde dog helst ikke see os mere.

Vor egen Biskop stod jeg i al min sjllandske Tid i det bedste
Forhold til. Han betragtede mig, noget mere end jeg fortjente, som
sin Discipel, og behandlede mig saa venligt, at naar jeg kom til
ham, holdt han paa mig, saa vi kunde sidde flere Timer i fornielig
Samtale.

Han var ganske ligefrem og kunstls i sit Vsen, og gjorde sig
selv ingen Uleilighed med at finde paa noget at tale om. Men naar
man bragte ham ind i noget, der interesserede ham, holdt han af at
udtmme mnet og ikke som en Verdensmand at gaae fra det ene til det
andet. Han kunde da blive saa livfuld og fordringsls, at man kunde
disputere med ham som en Student.

Han var ingen primitiv Filosof, han begyndte ikke med Tankens Tvivl
om alt og Naturens Atomstrmning fra Evighed til Evighed, men med Tro
paa Sandheden af Menneskenes almindelige Syner, paa en guddommelig
Mening med al Skabningen. At Verden er skabt i Tiden og til ved
Tidernes Fuldendelse gjennem Synd, Frelse og Opstandelse at komme til
evig og salig Fred var ham en afgjort Sag, som der ikke skal spildes
Ord paa at bevise. Hans Opgave var at forme Troen for Tanken, og deri
var han en Mester. Med overlegen Klarsyn havde han strax sit System
frdigt, og fremlagde det med blndende Veltalenhed; men han tog ikke
altfor meget med af Livets Mangfoldighed. Hverken historisk eller
psychologisk trngte han dybt ind i Begivenhedernes Forviklinger
eller Menneskelivets Dybder. I det Store havde han tnkt over alle
Livets Former og satte dem med strste Sikkerhed ind hver paa sin
Plads, hvor de hrte hen; men det var, som han ikke ret havde naaet
til at anskueliggjre sig deres virkelige Udseende.

Engang jeg sad hos ham, og jeg, da Talen var falden paa
Missionsvsnet, havde, som jeg pleier, fremhvet den katholske
Missions Fortjenester fremfor Protestantismens kummerlige Resultater,
fortalte jeg ham en lille Historie, som jeg havde lst i en ung
fransk Naturforskers Reise. Denne Mand var selv en saa god Sjl, at
han paa sin Vandring gjennem aldrig af Europere besgte Egne, var
bleven de Vilde saa kjr, at da han dde i Urskoven, begravede de
ham smukt, og bragte trofast hans Eiendele tilbage til den franske
Consul i Siam. Inde mellem Bagindiens Bjerge havde han gjstet en
Missionsstation, hvor en Biskop sad med et Par yngre Medhjlpere. En
Forflgelse var udbrudt, Hedningerne myrdede de Christne, og en af de
yngre Prster havde de ikke blot pidsket halvt til Dde, men lovet
ham, at han nste Dag skulde gjennemgaae samme Lidelse. Om Aftenen,
da han laa og vaandede sig i sin Smerte, og hans Biskop sad over
ham, stnnede han mest over, hvad der ventede ham nste Dag. Trst
dig, min Sn, sagde Biskoppen, jeg skal i Jesu Navn tage den Pine
for dig. Nste Morgen gik Biskoppen Hedningerne imde, de greb ham
og udfrte den grulige Straf paa ham, men dermed havde Forflgelsen
Ende, og Christendommen gik end mere seirende frem. Den katholske
Biskop havde fortalt det, som noget der faldt af sig selv, siges der.

Saaledes er de Folks Mission, og det den Dag idag, bemrkede jeg.
Hvor var det muligt? sagde Martensen, og faldt i Tanker, uden at
udtale sig videre. Paa samme Maade gik det en anden Gang, da jeg
efter Talmud og Josefs jdiske Historie fortalte ham Trk af hvad
Fariserne var istand til at offre og lide for deres Lovstninger.
Intet Under, at disse Folk maatte udrydde Jesus. Han og de kunde ikke
vre i Landet sammen, sagde jeg. Men det var, som om Biskoppen ikke
fr havde havt Leilighed til at tnke paa saadanne Ting. Han var
heller ikke tilfreds med at jeg ved mine religionshistoriske Studier
gik tilbage til Kildeskrifterne, man kom derved ikke til noget
Resultat, mente han. Det var nu den filosofiske Tids Orm, at frst og
fremmest skulde Systemet udformes; om det var bygget paa mer eller
mindre grundige Studier, kom det ikke saameget an paa, man kunde jo
siden eftergaae det.

Ligefuldt var han mindst af alt den der vilde byde Skin for
Virkelighed. Han troede paa sit System, og havde ogsaa god Grund
dertil, da der intet overraskende eller urimeligt er deri. Han
lrer hverken ny Christendom eller ny Verdensfilosofi, men, som en
Cicerone i alle vore aandelige Skattes Musum, gaaer han omkring i
den store Samling og holder sit Lys for enhver Ting, at det maa
sees, at ret forstaaet, er den rige Arv fra Fortiden god Sandhed[23].
Hans Hovedegenskaber var Fasthed i sin Overbevisning og fuldstndig
Oprigtighed, endog vidtdreven Aabenhjrtethed i sine Udtalelser.

 [23] Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver
 dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke.
 Vi leve i en realistisk Tid, sagde han. Dette er den kirkelige
 Realisme. Nei det kommer an paa at stte Ideerne i Bevgelse.

Ministrene laa han alle i Strid med, vel med Undtagelse af rsted; og
den fuldkommen afhngige Stilling, som Biskoppen efter vor Forfatning
maa indtage overfor Ministeriet, kunde ikke andet end give Anledning
til Krnkelser for en aandeligt saa hitstaaende Mand. Men han tog
det med al Overlegenhed. Disse Mennesker, sagde han til mig, de
kommer og de gaaer, og man kan sige om dem som om Vinden, at man veed
ikke, hvorfra de kommer eller hvor de farer hen. Kun i eet ligne de
hinanden, at de alle er lige uvidende i de Sager, de skulle lede, og
saa lo han hjrteligt.

Han var en from Mand, og altid inderlig opfyldt af den hellige Sag
han frte. Det var smukt at see ham, naar han ved Talen derom lagde
Haanden paa sit grske nye Testamente, som altid laa opslaaet paa
hans Bord og var saa opslidt, at det nppe kunde hnge sammen,
hvorfor ogsaa hans Hustru, da hun syntes, det blev for galt, listede
det fra ham, og lagde et nyt af samme Udgave istedet. Skarp Modstand
tog han ganske fromt. Om Kierkegaard talte han mere med Bedrvelse
end med Vrede. Han kjender mig dog saa godt, sagde han, vi har
jo vret Omgangsvenner, og nu at skulle hre al den Haan, det har
jeg dog ikke fortjent af ham. Da Ploug angreb ham saa flt, som
sdvanligt knaldende ls med alle sine Vittigheder og Ukvemsord,
sagde han bekymret: Jeg er virkelig bange for, at Ploug er et ondt
Menneske. Nei, det maa De ikke troe, svarede jeg, han er meget
mere i private Forhold en rigtig brav Mand og en trofast opoffrende
Ven. -- Ja, jeg vilde gjerne troe det, sagde Biskoppen, men hvad
skal man sige, naar man har saadanne Artikler liggende for sig? Er
det en Maade at fre Sagen paa, selv om man er overbevist, om at
den er god? Saadanne Udtryk, hre de til Sagen? -- Nei, ganske
vist ikke, svarede jeg, men det er jo tidt saa med disse kampfrdige
Litterater, at de kan vre meget rimelige, naar man taler med dem,
men faaer de en Pen i Haanden, farer der strax en Djvel i dem.
Deraf lo han.

Grundtvig, som Mynster havde behandlet saa haanlig, havde Martensen
meget Hjrte for. Men som han selv var Ordenens Mand og havde saavel
sine aandelige Skatte som sin Stilling i Livet klart opgjorte, kunde
han ikke finde sig i Grundtvigs Uregelmssigheder og Vaklen. Han
er ikke nr saa modig, som han lader, sagde han. Naar det kommer
til Stykket, er han feig. Og han fortalte, hvorledes Grundtvig ved
forskjellige Leiligheder var gaaet af Veien. Deri troede jeg ham
ikke ganske. Jeg mente, at han forvexlede Grundtvigs Eftergivenhed
med hans gode gammeldags Tro paa, at man saavidt muligt, endog noget
lnger, maa bie sig for sin af Gud beskikkede Biskop, saalnge denne
er en Christen.

Med alt dette var Martensen dog sin Tids strste geistlige Mand, jeg
stter ham over Mynster. Efter Balthasar Mynster blev Fog vor Provst
i Stadens militre Del, og han er jo min Ven, saa jeg kan visselig
ikke klage paa min vrighed for den Tid, jeg var i Kjbenhavn. Ogsaa
min kjre Biskop beholdt jeg, saalnge jeg var i Sjllands Stift.




ANDET KAPITEL.

FAMILIELIV.


Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjr, saa kjr at de
mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De
gte Kjbenhavnere have samme Flelse. Som Hellenerne havde Jordens
Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes
den Helligdom ogsaa paa Hjrnet af stergade og Kjbmagergade, hvor
man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har
selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo strre en By
bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en
Bolig, man kan fle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et
lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det
ogsaa os.

Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra
en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer,
og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet
var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi
hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem
var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke
forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som fr i
vort Hus, der var ingen Brn.

Saa skete det en mrk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29.
November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Dren med en lille
tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Sster Anna[24],
havde i det Aar mistet sin Mand, Prsten i Landet og Ryde paa Lolland
C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen til Kjbenhavn med
sine Brn, men svag som hun var og efter Flyttebesvrlighederne
sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bn om at
beholde ham saalnge, til hun kunde komme til Krfter igjen.

 [24] Sster til Ilia og Mathilde Fibiger, se S. 85. Udg. Anm.

Smaafyren blev bnket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset
sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder
og andet improviseret Legeti, men endnu mere med at udbrede sig om
sine Livserfaringer. Hans ine spillede, hans Kinder blussede, og
han slog tappert ud med sine buttede Hnder, som altid fuldkommen
sikker paa at have Publikum paa sin Side[25]. Saaledes sad han,
midt i Sofaen med sit lille lyse Hoved lidt over Bordet og alle
sine Sager bredte ud til begge Sider, da min Broder Caspar kom ind.
Det var da en deilig Dreng, udbrd han, hvad hedder du? -- Jeg
hedder Karl Adolf Gjellerup, og jeg er fdt i Roholte den 2. Juni
1857, for det er min egen anden Juni, ld Svaret ieblikkeligt med
klar Rst og fuldstndig udviklet Udtale, ikke at tale om rhetorisk
Gesticulation. Hvor er du kommen fra? -- Fra Landet By, der er et
hit Kirketaarn, Moder har tegnet det, og jeg har sat Kulrer paa med
min egen Farvelade, som jeg fik af Tante Amalie til min Fdselsdag,
og der er to Heste, og de er store, og der er Hans, han tager mig op
at ride. Jeg har ogsaa selv en Hest, den har Hans gjort og den gaaer
i Gallop. Den slog mig af, men Hans sagde, at jeg fik godt Styr paa
den igjen. Moder har den hjemme i Stalden.

 [25] En Egenskab, han ikke just har bevaret. Udg. Anm.

Indtrykket af det ustandselige Foredrag var uimodstaaeligt, og
endnu samme Aften blev vi enige om, at man ikke burde udstte den
tappre lille Fyr for, at han ikke skulde have nogen til at hjlpe
ham op igjen, naar hans Kjephest slog ham af. Hans Moder fldte en
Del Taarer, men efterat det var blevet aabenbart, at vi ikke turde
slippe, hvad der af Enkers Vrge og Faderlses Formynder var os
tiltnkt og efterat det i Familieraad var besluttet, at staae fast
paa den vistnok ingenlunde rigtige, men almindelig antagne Stning,
at en Dreng trnger til en Faders Varetgt, blev hans lille Seng
-- den 6. Dcbr. -- sat ind i Hjrnet af vort Sovekammer, og siden
den Tid sov vi roligere og vaagnede gladere. Det var aftalt at han
skulde tilbringe hveranden Sndag hos sin Moder, og forvrigt see
hende og sine Sstre, naar de kom til os; og vi kom heller ikke til
at fortryde det. Han fandt sig vel hos os, og vendte svnig, men
tilfreds tilbage; havde gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte
hende sin Moder, og talte om Moder paa Nrrebro som en Eiendel mere.

Moder Amalie gav ham en mnstervrdig Opdragelse og Moder Anna
forkjlede ham. Fader var der kun een af, destomere blev han seet paa
som et Vidunder, men havde den Feil, at han fordrvede Drengen ved
at lee, naar Moder krvede Alvor. Altsammen ganske naturligt og til
Glde for alle Parter, ikke mindst for den lille, han hang ved os
som det kjrligste Barn, og har altid paa god barnlig Maade bevaret
dette Forhold. Han gjennemgik hurtig en Drengs sdvanlige Stadier,
frst at vre Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med alle
Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne lse saa hit og
saa rigtigt, at Fader maatte ind at hre det. Saa fik han Mslinger,
det var en svr Tid. Naar han lod de Billeder falde, som jeg bragte
ham, og ikke kunde fortlle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget
forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke lnge.

Jeg pleiede at tage ham med paa mine Morgenvandringer, og skjnt han
under sin uafladelige Tale ikke kunde faae seet til sine Ben, men
hvert ieblik faldt over dem og blev hngende i min Haand, var han
dog ufortrden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rd og blaa af
Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa trt han kunde vre efter en
lang Vandring, skulde Moder dog have alle vore ventyr, naar vi kom
hjem. Han var kun fire Aar, da vi paa en Sreise til Haderslev havde
en fl Storm, og han blev saa ssyg, at jeg havde meget ondt af ham.
Men da vi naaede Fjorden og jeg bar ham op paa Dkket indhyllet i et
Sjal, begyndte han strax med straalende Ansigt og udstrakte Arme paa
sine veltalende Foredrag over alt hvad han saae, og holdt ved lige
til Byen.

Da han blev syv Aar, satte jeg ham i Efterslgtskolen og anbefalede
ham paa det bedste til min Ven Brix. Men jeg var forfrdelig
ngstelig for, hvorledes han uskadt skulde naae til stergade, og
fulgte ham derfor derhen hver Morgen, men kunde ikke lnge blive ved
at hente ham om Middagen for ikke at forringe ham formeget i de andre
Drenges ine.

Da Tiden kom, at han skulde begynde paa det latinske, satte jeg ham i
den saakaldte Haderslev Lreres Skole, fordi den var min Svogers og
Lrerne mine Venner.

Han var 17 Aar, da han blev Student, og da vi Aaret efter[26], i
1876, holdt vort Slvbryllup i Nsby Prstegaard hos Olaf Waage,
reiste han sig efter at Hitidstalen var holdt, og henvendte under
Taarer en Tale til sine Pleieforldre, takkende os for alt, hvad vi
havde vret for ham, og dertil havde gjort ham delagtig i saa mange
kjre og betydelige Menneskers Omgang. Dermed kan jeg ogsaa omtrent
sige, at hans Opdragelse og vor Indvirkning paa ham var afsluttet, nu
begyndte han at gaae sine selvstndige Veie. Der kom andre Sorger,
usigelig tunge, ligefuldt er han dog intet ieblik bleven os mindre
kjr, og er den Dag idag vor egen elskede Dreng.

 [26] _Sic._ K. Gj. blev Student 74. Udg. Anm.

Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Sstre, Margrete og Elisabeth
os kjre, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed
deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Prstegaard.

Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre
Tilfldet med vort Forhold til dens ldre Led, Ilia og Mathilde. At
vi var flyttede til Kjbenhavn, bragte os dem ikke nrmere. Mathilde
var fravrende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i
sig selv sine egne Veie.

Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling
som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny
Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjrtes inderste Trang
have Brn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebrn til
sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Brnehjem, men
indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone,
der maa slide for Brdet til sig og sine faderlse Brn. Hun leiede
sig en af Smaaleilighederne i sterflleds Arbeiderboliger, og sad
der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjlp uden hvad hun
kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjnt hun efterhaanden sankede
sig ikke mindre end sex spde Stakler af den usleste Slags, fundne
efter Aviser eller hos Fattigvsenet og i Pleiestiftelser. Da saae
man hende med et mrkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae
til Byen for at hente sine Forndenheder, og hjemme at feie, vaske og
koge Mad og sidde og flaske de mindste.

Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa
var hendes, men dog mere fra Hjrtets Side; og efter sit mystiske
Svrmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe,
at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drmt sig
saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvre at leve
i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede
Haar, som var fundet ngent indsvbt i Avispapir paa en Trappe, og
var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjrelsen derom
ilede hun strax til Fattigvsenets Contor og fik det udleveret til
sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bre baade hendes
og Drmmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde dbe det, kunde jeg
ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog
nogle havde bekjendte Forldre, havde hun adskillige Bryderier, da
Forldrene vilde gjre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin
store Ihrdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstndig
Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.

Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medflelse, som hendes
rrende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde
behvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft
paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde
forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en strre Sum,
naar der var Tale om at kjbe Barnet. At der ogsaa strmmede rigelig
ind med gode Raad, flger af sig selv, men dem tog hun ikke imod,
hun vilde kun hvad hun vilde, og desvrre kun det, der hrte hjemme
i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjlpe Brnene ud
af Fattigforsrgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hve
dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom.
Dette vilde vist nok ogsaa vre gjrligt, hvis hun havde skaffet dem
den frste Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt
Hjem. Men da nu eengang hun alene var Brnenes Moder, og ingen i den
hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud
deraf end srgelig Hjlpelshed. Hun anstrengte sig til det Yderste,
hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Vrelser
med Kjkken alene med sex smaa Brn, og uden Krfter til engang at
holde Orden og Renlighed, og Brnene alene hjemme, mens hun gik sine
lange Veie forat hente sine Forndenheder og at besge de formaaende
Veninder, som stttede hende, det maatte ndvendig fre til, at
Brnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og
snavsede Unger og Huset en sdvanlig Fattigbolig, hvis betegnende
Lugt og mistnkelige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa
dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men
den Digter, hvis Kald det var at lre Verden, hvad Poesi er.

Et forfrdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af iet. En
af hendes Smaa var dd, og jeg maatte besrge Begravelsen paa vor
Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den
opbldte Jord. Da vi var frdige med den lille Forretning hun og jeg
alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget
Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvre, saae
jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbiet sad hun
paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde
Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de
Fattiges Gravrkke, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.

Ak ja, usigelig rrende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig
bedrvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende:
Dette kan ikke gaae. Jeg tnkte saa tidt derpaa, naar jeg saae
hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnetten dinglende uden
paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem
Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun
holdt oppe af den mgtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at
det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i
Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetndelse, laa lnge, og
led meget. Det kunde lidet hjlpe, at Veninder og Venner flokkedes
om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre
uhyggelig, og en srgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden.
Ingen forstod hende.

Ikke fr end i den sidste Samtale, jeg havde med hende, fik hun Mod
til at tale til mig om hvad der dog altid havde vret vitterligt
imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nvnte Osvald
Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde vret for en Lidelse,
men ogsaa en Sttte for hendes Hjrte alt Livet igjennem at leve i
denne ene trofaste Kjrlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde
intet at sige dertil, kun at tnke, hvad dog Menneskesjlen er for
et ubegribeligt Vsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16
Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og
upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhng med det dybe
Hjrtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brd sig om
hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil
ikke sige fyldt hendes Sjl, der var overmaade meget andet i den,
som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu
eengang var der, vret den lnlige Drivfjeder til hendes mrkelige
Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel
tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards
Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke
andet end henfre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab flte sig,
ligesom han, som en ensom Fugl, som en Undtagelse.

Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig
Ddskamp, levende endnu, men dd for Verden, og ikke lnge efter at
jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden
Pinsedag, i sit 49. Aar.

Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var dd som S.
Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde,
medens han laa paa sit sidste Leie, sgt til ham, men var ikke bleven
modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra
Kirken, og havde kun modstrbende og af udenoms Grunde besluttet sig
til at benytte dens Hjlp ved Brnenes Daab eller Begravelse; det
var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det
da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes
Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Dd til at lide
den Tort at komme anstndig i Jorden. Hendes Sskende indrettede
Begravelsen i Nrrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke befiet til
i hendes Navn at gjre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have vret
ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from
Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil
sige, vilde det have vret spildt Umage at forsge paa at forklare
Folk.

Saa holdt jeg for en overmaade stor isr kvindelig Forsamling min
Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rrende
Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men
underligt nok, af hendes Nrmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes
Sstre vilde intet hre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig
og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Gldens og Skjnhedens
Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun
tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens
Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afddes
Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf isr Dagbogen
vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg
veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere.
Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt
Styrke nok til for sine Nrmeste at holde det hie og glade Sind
oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.

En mere besvrlig Arv efter hende fik jeg i hendes Brn. Dem havde
hun med al Hitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex
meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebrn, hvoraf den
ldste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges
Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode
Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for
Penge, der af samme Godhed indkom. Saaledes blev dog min mrkvrdige
Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok,
efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjlp.




TREDIE KAPITEL.

LITTERRT.


Man pleier at klage over at Kjbenhavns Prster ere saa
overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besrge deres Gjerning
forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer
til christelige Besg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og
idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle
Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning.
Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev,
hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver
Sndag og ikke stort mindre af Sjlesorg, fordi jeg forholdsmssig
var langt mere sgt, havde min Forflyttelse snarere medfrt en
Lettelse end yderligere Bebyrdelse.

Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid
til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at
bruge den, det Mammon, som ingen kan stjle fra mig. Jeg har derfor
altid samlet strkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt
alle Timer tt besatte, alt for tt, til min Hustrus Kjedsommelighed.
Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors
og saa lidt Kjrlighed ud af min Kors og Kjrlighed, eller rettere,
jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade
vre at lukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat
paa mit Studium af de gamle Religioner.

Jeg har tidliger udtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens
Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at sge den rette
Sammenhng i Asien, jeg vendte mig derfor til sterland. Iflge de
gjngse Forestillinger maatte Veda frst og fremmest lokke som det
rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.

Derimod fandt jeg hvad jeg sgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro,
som i Sandhed har kunnet gjre et Oldtidsfolk godt, fordi den i
Virkeligheden er den Hngsel, hvorom al Religion, der har noget
Vrd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et
Udgangspunkt, der var vrd at begynde med, og et Spor, der var vrd
at trde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i
Orden, takket vre Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og
helmede ikke, fr jeg havde hver Stavelse tydet.

Det havde vret det naturligste, om jeg fra frst af havde henvendt
mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsgt, men fandt ham
dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang
allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelsninger
over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog,
der vilde forsge sig deri. Men da L. Ussing en Gang nskede nogen
Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig
over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var,
at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at
lse det.

Nu viste den lrde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik
samtlige fire tykke Bind saa niagtig, at ethvert Sted, hvor han
fandt noget at udstte eller tilfie, noterede han det i Randen
med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemrke, var dog kun
Smaating, som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var
han godt forniet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret
ham. Han indrmmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld
niagtig Oversttelse -- noget der da ikke var min Feil, men
Videnskabens -- i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn
til den religionshistoriske Behandling.

De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret,
ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa
Sren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog,
syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udfrligt havde
behandlet i mit store Vrk, dog blev kun Halvdelen af den trykt,
det vrige vilde Forlggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori
jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros'
Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt
det vrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i
det fjerne sten, og en Beskjftigelse, som har vret mig Hvile for
Sjlen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjbenhavnske Tid
dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:

    Zwanzig Jahre liess ich gehn,
    und genoss was mir beschieden,
    eine Reihe vllig schn
    wie die Zeit der Barmakiden.

Selvflgelig maatte dette vidtlftige Studium fre meget mere
med sig. Det nrmest Forndne var samtidigt at stte mig dybest
muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er
saa beslgtet med den persiske, som to Broderfolk kunne vre det
med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at
eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske,
foretaget for paa en ny Maade at fremhve Forskjellen paa det Gode,
Velsignelsesrige, og det Onde, det delggende, paa Livets og Ddens
Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende. Zoroaster er den, der har
opdaget denne dybeste Klft i den menneskelige Bevidsthed, den, der
har indfrt Djvelen og hans Rige i Aandens Historie.

Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg
herved holde mig til Oversttelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam,
Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde
forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversttelser, Ramagana
i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchs 9 franske,
og sammensgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt
tjenlige til at oplyse det store Virvar af religise Forgreninger.
Jeg kom derfra til Buddhismens, baade i de indiske og chinesiske
Lande; og fiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter
efter Jesuiternes latinske Oversttelser, tillige med hvad jeg kunde
opdrive af nyere chinesisk Litteratur.

Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og
vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over
til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rdhuder og Eskimoer, og
jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks
Grnlnderne ligesaa grundigt som Asiaterne.

Min Plan antog efterhaanden overvttes Omfang. Min Mening var intet
mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets,
eller den naturlige Religions Former; at undersge fra Grunden
Religionens Vsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers
og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over
Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i
sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i
Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret
og endelige Forklaring.

Jeg fortsatte dette Studium lige til min Alderdom, men jeg har derved
fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide.
Jeg har i mine Landsbyprste-Aar baade i Sjlland og her arbeidet
i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot
fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa
for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et
Lexikon saa udfrligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i
Hnde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine
Betydninger. Denne gyptiske Lrdom har jeg benyttet til et System
af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udfrt i 3 svre
Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som nskede
at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig
Brug af det, da han ikke var istand til at lse Hieroglyferne. Da han
havde forsmt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke
at tolke hendes Navne.

Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og
arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex
Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.

Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og
Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget
det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstndige Gjengivelser
af Gangen i Platons Dialoger, og udfrlige Bedmmelser af hvert
enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget
de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa
Historikerne gjennemgik jeg, isr Herodot og Plutarch, idet det kom
mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om
Asien og gypten ere.

Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg fiede Strabons
Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens
Haandbger en ret grundig Kundskab til hellenisk Cultur og Folketro.
Det var igjen et stort Studium, som tillige frte mig videre.

Den stadige Paavirkning af mrkelige Sagn og klassisk Kunst, ggede
saa strkt til at forsge mine egne Krfter, at jeg ikke lngere
kunde holde den forstyrrende Muse fra Dren. Pennen havde jeg altid
i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjre,
naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tre Notitser? Der
opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og
Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i Ude og Hjemme.

Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog
seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne
Stykker, som jeg kaldte Nogle Sagn. Bogen blev saa lidt paaagtet,
at jeg ikke hrte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at
have affrdiget en Rkke Smaabger, sluttede med, at endelig havde
ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.

Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den
Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget
Vrd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu frend jeg
var frdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et lngere Digt i
Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening,
jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjnhed, men ogsaa
hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin
verdslige Herlighed maa i al Evighed fortstte sin titaniske Kamp.
Jeg turde derfor ikke vise Hyen det, jeg var bange for, han skulde
udstde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opstsighed havde jeg
dog Synagogen saa kjr, at jeg ikke kunde undvre den. Derimod viste
jeg Broder Caspar det, men han dmte, at det i sig selv kunde vre
godt nok, kun var Verscsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk
Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne
finde Smag deri. Saa rettede jeg Csuren og lod Digtet ligge.

I 1866 fiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12
Sange. Det var det nordiske Sagn om Hgne og Hedin. Jeg vilde nu
vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom
videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op.
Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder
paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det
mgtige Norden, Forjttelsens Land, der frer til Seier Folkenes
Sag, det er Helligbrde. Man tnke sig Freja afkldt de sentimentale
Dyder, Dannekvindens Hjrte tilgav det ikke.

Endelig skrev jeg nste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med
Chorsange efter Sagnet om Helenas Dd hos Pausanias. Naar undtages de
Erinyesange, der medens Udaaden fuldfres paa den ulykkelige Skjnne,
trkke sig for lnge ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at
flge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er strk
og spndende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk
Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er svrmerisk Erotik, og
Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden
Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt
den strste Vgt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt.
Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke
strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk
at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde
vret i Troia, og til sin re dog ikke vret der, men Hyen -- for
denne Gang havde jeg vret saa uheldig at vise ham det -- fldede
den Hiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk
Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine
Selskab. Det har nu altid vret hendes Skjebne. Jeg har jo selv
beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjndeligt aflivet; men
ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.

Af disse tre Stykker havde jeg tnkt at danne et Bind, som jeg
kaldte den evige Strid. Men Tanken er eet, Handling er noget
andet. Mine skjnne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt
bleven en gammel verdensforsagende Landsbyprst. Saa traf det sig,
at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge
af begravede Aandsbrn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det
klyngede sig atter til mit Hjrte, jeg kunde ikke slippe det, og
jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at
da Hiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu
underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen
fandtes vrdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes
skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale
Trykningen, og mit Navn var forlngst blevet saa ilde medhandlet,
at en Forlgger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste
derfor ikke bedre Raad end frst at forklde Navnet, og kalde det
Diodoros, som skulde vre en Oversttelse af mit Fornavns hebraiske
Form, og dernst ydmygeligst at bede min hit ansete Ven at tale min
Sag for en ligesaa hit anseet Forlgger. Det var det snildeste, jeg
nogensinde har udtnkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. Hegel
sagde ingen Ting, men var glad og forniet, skrev han, og Bogen kom
ud. Endnu mere, under sin Forkldning gjorde den saamegen Lykke,
at jeg i et stort Blad fik at lse en lang og grundig og overmaade
rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af -- Erik Bgh.
Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen,
tog Hegel trvent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev
derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.

 [27] L. svarede dog ikke saa trt, som man efter dette Udtryk
 maatte antage. Han skrev: Jeg vilde anse det for et Tab for den
 danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret
 mange Tab, om Digte med en saadan Skjnhed og Fylde af Tanker ikke
 skulde komme ud. Udg. Anm.

Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit
Sind da. Jeg havde kaldt den ~Graabroderen~ efter Hovedfiguren, der
paa det nrmeste er mig selv. Ved en anden, en svrmerisk og halvt
forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i
hi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.

I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en
flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i
et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt ~Panthea~, som ikke er
udgivet, men blev frdig paa Sjllands Grund, kunde jeg til Falster
medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit frste Arbeide paa det
Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuvrende Stue, medens jeg
var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mrke, hvor
hendes Dttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der
var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Prst var i mange Maader
ubegribelig, men dette var endnu det mrkeligste. Bogen er kaldet
~mine Sstre~, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet
andet end et Par unge Pigers Hjrtens Oplevelser i deres Moders, en
tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Lbet af et Aarstid. Det er saa
lidt som muligt, dog lb den op til 400 Sider, og skaffede mig den
Glde ret af Hjrtet at fortlle om mit Ungdomshjem, Roskilde.

Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen
lnger end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for
skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind
Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem ~Sorgens Genier~, thi
de indeholde de mrke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig
Livet igjennem.

Saamegen Lyst jeg end jvnlig har havt til at slippe ogsaa de glade
Fugle ls, lige fra mine frste Svrmerier for min Brud til den
gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa
eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjrtens Hemmeligheder og
saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde
forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det lsende Folk, med
mindre jeg havde vret en Mand af den Betydning, at man blot for at
lre ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan
Mand er jeg jo ikke.[28]

 [28] I Manuscriptet flger her et Kapitel (paa 125 Sider) om
 den italienske Reise, som mine Pleieforldre foretog i 1863,
 derefter et mindre Kapitel Krigen. Dette maatte overspringes,
 da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder
 en Rkke Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa
 charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen
 Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at
 de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i en Note ved
 Vrkets Slutning. Udg. Anm.




FJERDE KAPITEL.

EN PRSTEHISTORIE.


Prstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortlle
omtrent saalnge som det skulde vre. Jeg vil imidlertid kun
berette en, som hrte til det offentlige Liv, og som fik adskillig
Indflydelse paa min Skjebne.

Jeg har aldrig beskjftiget mig med Politik paa anden Maade end at
jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i
1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved
Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjbenhavns Prster
paa Omgang at prdike ved Hitideligheden i Slotskirken. Den Prst,
hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort
Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil
hrer, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han
kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde
ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han
vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han
var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg
maatte prdike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da
denne Hitidelighed falder den frste Mandag i October, altsaa i
Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere
henved 100 Confirmander og vidste, hvor trt jeg efter min davrende
Helbredstilstand vilde vre. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var
ikke til at stille tilfreds. De kan afstte mig, men jeg gjr det
ikke! Han foer til Stiftsprovsten og opfrte samme Scene, men havde
der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den
nste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu,
vrighedens Bud maa lydes, tnkte jeg, og satte mig i en temmelig
daarlig Stemning Sndag Aften til at forfatte denne vanskelige
Prdiken.

Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg
anseer nu aldrig Guds Ord for at vre for dristige: Jeg beder til
Gud, at I intet Ondt maa gjre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men
at I skulle gjre det Gode, om end vi skulde vre som udygtige. Thi
vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed. 2. Kor. 13, 7. Jeg
havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt
for, at Venstrepartiet, der frste Gang var kommen i Flertal i
Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem
og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette
ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjre nogen egen Mening
gjldende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god
Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at
fortryde det.

Lige foran den lave Prdikestol sad Partiets Frere med den dengang
almgtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at
allerede Texten, som jeg lste med Eftertryk, begyndte at vkke Uro.
Anfreren fixerede mig med sine skarpe ine, og hele Talen igjennem
kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var
dog ikke til det. Tiltrods for min rgrelse over at vre bleven
paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sdvanlige
Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivsen frer
til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets
Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred
i den christne Kjrligheds Navn. Men det hjalp ikke.

J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prdikanten,
forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede
han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte
tillades Prdikanten selv at vlge sin Text. Det var vel ogsaa
den, der blev anseet for det egentlig fornrmelige, ligesom i
Haderslev Hospital, hvor den fornrmede klagede over ikke just
hvad de andre havde sagt, men at de havde slaaet de skrappeste
Psalmer op imod hende. Holt var Cultusminister, og han holdt ikke
af strke Rivninger. Han vilde helst stille de mgtige Modstandere
noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for
min Vigtighed. Ogsaa de vrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen,
man holder allermindst af at foruleiliges af Prsterne. Venstre var
rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde
angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet _vox
populi_ for _vox Dei_.

Ogsaa Kirkens fine Mnd var betnkelige. Fog tog den Prdiken frem,
han selv havde holdt for Rigsdagen, og lste den for mig som
en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjres. Den handlede om
Alverden og dens Historie og om Fdrelandskjrlighed i Srdeleshed.
Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en
stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ngstelige gik
videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til
mig, og fortalte, hvad der var hndet ham. Han havde selv vret i
Lvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde
confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens
Sn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistnkeligt
ind, fr han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dr ude paa
Vesterbro, hvorpaa var at lse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da lb
det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem,
om Foden end skal brnde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt,
det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre,
end at Ministeren ufortvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin
Tugt. Det var nu den gode Provsts rinde til mig, at jeg dog endelig
maatte ydmygeligst gjre den farlige Afbigt, vi gik mrke Tider imde.

Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, fielig som jeg er, skrev jeg
dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan
paa Veie, det havde ikke vret min Mening at fornrme nogen, hvad der
var sagt om Folket og dets Frere, var sagt for alle Tider og alle
Sager, ligemeget til Hire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade
forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig
til Hjrte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg
ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have
forelagt det for min kjre Hustru, saa sgte jeg ogsaa hendes Bifald
for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive
opfattet, som du er bleven bange og gjr Afbigt. Heller ikke er det
helt sandt, du har dog tnkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette
er en Udflugt bag efter. Den rlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom
ikke videre. Da saa Prdikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et
ganske kort Forord gjre opmrksom paa, at min Tale lige saavel kunde
gjlde Hire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og
reddede saaledes den re, som jeg selv stter for lidt Pris paa.

Dette kom mig i saa hi Grad tilgode, at det forskaffede mig den
eneste re, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prdikenen
udkom, jublede Hirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde
faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt
Skrift om den Sag, hdrede mig som en Kjmpe for den gode Sag,
lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen
colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke
havde ment noget med det.

Det morsomste var, at heller ikke min rede Modstander havde ment
noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prdiken, som Ipsen
havde vret for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet
at gjre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem ls paa
Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager,
de vilde stte igjennem, belggende enhver af Delene med de behrige
Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev
intet talt derom. Det Hele havde vret en Komedie, der skulde rgre
Ministeriet, og da den nu engang var opfrt, var der ingen Grund til
at give den igjen.

Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt
Biskoppen til Erklring, og det var ret noget for Martensen. Den
brave Hyrde tog fast om Vrget, naar Kirkens Ret skulde hvdes, og
hans lange Udtalelse trffer niagtig min egen Mening ved hvad jeg
havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmrksom
derpaa.

Biskoppen skrev saaledes:

Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i
Folkemder fre deres egen eller deres Meningsfllers Sag, siger han:
Selv den der klgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer
dog som Grundfarven ind i sin klgtige Vv den Tro, at hans Sag dog
tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde
noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at
see, hvad Vaaben der bruges, kun at de fre til Seir, troer ligefrem
paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret. Og
paa et andet Sted siger han: Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de
Kloge i deres egen Klgt, og de maa selv see, at det var Blendvrk;
naar han lader det menige Folk fare hen paa meningslse Veie, og de
maa selv erfare, det var Daarskab? Af disse Steder har Hr. J. A.
Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og
almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Flelsessag for ham
selv.

Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A.
Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende
holdt sig til religise og moralske Synspunkter, har helt igjennem
talt om det sandhedskjrlige Sindelag og den moralske Selvstndighed,
der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal
blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som
saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der
ikke hrer til det kirkelige Embede, der br begrndse sig til det
Religise og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke
vre muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket
politisk Parti Pastor Fibiger selv hrer, eller om han overhovedet
hrer til noget politisk Parti.




FEMTE KAPITEL.

AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29].

 [29] I den udladte frste Del af dette Kapitel fortlles om
 Broderen Christians Dd og om Besget i Kolding ved hans
 Begravelse (1873).


Jeg havde levet den lngste Tid af mit Liv i Kjbenhavn, 13 Aar som
Student og Candidat, og 15 Aar som Prst, og Staden var bleven mit
egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt,
og isr i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min prstelige
Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tnke paa, hvilke
kjre Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og
Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde vret med til,
vare mig kjre. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel
ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade
uden at mde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig
med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds,
at i Aarenes Lb, falder snart den ene, snart den anden fra, og fr
man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rkkerne. Prsten fler det
mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter
det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nrmeste
Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjrtes Klage over
de kjre Slgtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte,
var dog de Gamle, de egentlige borte.

Den frste, vi mistede, mens vi boede i Kjbenhavn, var ogsaa den
bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar
endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humr og saae sund og rdmusset
ud. Faa Dage fr havde han besgt os, og gjort Lier med, at han
kunde stjle, hvad vi havde, for vore Dre stode aabne, da han kom.
Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et
saa forfrdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra
sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rrte han svagt sin
for at kjrtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa
han ubevgelig og med lukkede ine en Uges Tid, da sov han stille
hen, den 11. October 1861.

Ved Begravelsen gjorde jeg min frste Erfaring i at stede en Hrens
verste tiljorde, en Tjeneste jeg fik velse nok i under den kommende
Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med
Soldater og Kanonerne opkjrte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld
Generalshonnr. Han havde jo ogsaa vret Minister, og Kongen havde
ham kjr fra den Tid, han havde vret hans Discipel. Men i min Tale
fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage srdeles Hensyn til den
glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jvn Stil, som han var
imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet,
tog endog de pudsige Trk med, og lod saa de hie Herrer om det, de
vidste bedre end jeg.

Det var yndigt at se den sde Tante i hendes Sorg. Hun grd
bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i
denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig
Elskede, der var borte; og i sin Kjrlighed var den gamle Moder
med de mange Brn ganske som en nygift. Men overvldes af Sorgen
kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar
Enke med sine ugifte Dttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjre
Sommerreiser til sine Brn i Fyen og paa Langeland, saa overvldede
en Hjrtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var
streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men
jeg sagde til Lgen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal
og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg
oftere har erfaret, at naar jeg frst er indenfor Kirkens Dre, er
Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjrte og under mange Taarer
talt over den, der i Sandhed har vret mig en anden Moder.

Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjre Kvinder har altid
vret mig gode. Det var gamle Tante Christine Mller. Hun havde nu
siddet Enke i 26 Aar, men frt det samme gjstfrie Hus, altid med
sine ldre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige
Dame, som nskede at gjre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende
ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjrtes Evner til sine 87
Aar, den svrmeriske Flelse, den romantiske Tankegang forenet med
blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin
Sjlesrger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjrlighed, hun
troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu
dette Liv skjnt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt
christeligt, mens hun laa afmgtig hen, slog hun sine ine op imod
mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er
tungt at de. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867.
Saaledes var der nu af den ldre Slgt ingen andre end Moder alene
tilbage.

Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Sster i Thriges
Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar
hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe.
Mine Prdikener, som hun i mine frste Prsteaar havde havt noget
vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod
Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmssigt maatte sende hende
dem, og hun fik dem saa kjre, at hun med egen Haand afskrev hele
Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.

Da jeg i 1874 blev Landsbyprst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke
lnger tjene hende med mine Prdikener, da jeg ingen lnger skrev.
Men jeg srgede dog for, at min Sster hver Sndag Morgen kunde lgge
et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa lse det for
hende hver Dag, til det nste kom.

I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter
paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder,
sagde min Sster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som
hun altid har rost Rokken for at stte i Gang. Vintren gik hen som
sdvanligt, men efter Paaske var hendes Krfter udtmte, hun vilde
mod hendes Sdvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin
Seng. Sster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation
om Sndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at
jeg ikke var tilstede, da Moder Sndag Morgen umrkeligt ikke mere
aabnede sine ine. Gud vre takket for rolig Hengang hun fik. Hun
havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes ine, nu blev
det hende forundt ikke selv at fle Ddens Smerte.

Hendes Forldre saavelsom hele hendes Slgt hviler paa Roskilde gamle
Graabrdre Kirkegaard. Derhen frte vi hendes Legem og samledes til
Srgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale
over min Moder, men jeg maa ikke have vret heldig med at udtrykke
min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig strkt, at det var for
ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde
han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan
Moder, som vi har havt? -- Ja, det er netop Sagen. Andre kan man
lfte saa hit som Kjrligheden og Beundringen er til, men jeg idet
mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.

Caspar kom selv ikke lnge til at savne den Moder, han satte hiest
af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til
Sukkersyge, og hans fr saa bevgelige Skikkelse blev stiv og biet.
Han arbeidede med sin vanlige Flid, flte vel, det gik mod Enden,
men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae
sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie frdig. Det
lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den,
til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Dd.
Men da kunde han ikke mere. Hans Lge skikkede ham til Carlsbad, men
denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Krfter
fra ham. Dog skaffede den ham den Glde, at han fik Leilighed til at
gjensee sit kjre Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg
allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsgte han at ligge paa
Landet i Torbk, men blev bragt dende hjem og sov hen med Fred den
4. September 1881.

 [30] Pag. 135.

Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed
ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa
ved Moders Jordefrd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Vsen, og
skildrede udfrligt det samme som hans bhmiske Ven, Kheil har
sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over
ham.

Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan
dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets
Baand dog gjr en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I
Kjbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit
smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring.
Den gamle Frue dde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets
Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge
Familier.

Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for
sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse.
Som en alvorlig, from og mild Christen var han hit agtet i
kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Msenas
i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens
bestandige Direktr, og i Kunstakademiet var han resmedlem og sad
i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en
Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved,
og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til
Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en
smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans
Glde at samle de Kyndige med Hyen i Spidsen for at nyde det med
dem. Musikere havde han regelmssig hos sig i gode Aftenselskaber, og
de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade
strg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved
Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til
den skjnne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.

Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han dde
samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for
hans Brn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til
en meget opbyggelig Srgefest. Olaf Waage holdt en fortrffelig Tale.

~Hyen~ var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et
smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt
beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilfie. Hans Enke talte
fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det
havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det nske, at der
ingen offentlig re skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham,
som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjre.
Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste
Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt
ja pinligt Indtryk det gjr, at lade et saadant Mde hengaae i
Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekrftelse paa
ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den re at forrette
Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse
fra Frue Kirke i sdvanlig Form.

Hyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare
saaledes, at deres Venners Brn var som deres egne. Jeg har allerede
fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i
2. Bog. H. E. Freund, dd 1840, havde vel vret hans nrmeste og
kjreste Ven, og han vrnede trolig om hans Familie, den stille
fromme Frue og hendes Brn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen
dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en hi Aand
og hist elskvrdige. Moderen og Datteren dde 1869, medens jeg var
deres Sjlesrger. Victor saae ud som en Kjmpe og tog Mad til sig
derefter, men han var saa skrbelig, at han ikke kunde komme en
Gade til Ende, og ikke tale uden hvert ieblik at puste for at faa
Veiret. Han kom jvnlig til os, og jeg fik ham meget kjr for hans
Liv og Munterhed og store Lrdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans
udmrkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg
jvnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjnneste Betragtninger i
en egen rhetorisk Stil. Han dde i Sabinerbjergene i September 1881.
Hans Ftter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var
derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjl og god gtemand, jeg
har selv viet ham.

Den mrkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den
fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig
Leilighed, gik over til H. V. ~Bissen~. Han var jvnaldrende med
Hyen og saae ud til at vre en meget kraftig Mand, men under det
strkt formede og skjggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop.
Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstrklde,
helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke
Mirakler det gjorde, naar han skjldte paa Theevandsfolk og uldne
Klder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae
fra ham, men det var kun Blendvrk. Da han modellerede mig i 1863,
kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte
til at lftes lngere Tid. Aaben og hjrtelig som han var, uegenyttig
og uden Forfngelighed var det en Glde at omgaaes ham. Han var et
af de fortrffelige Mennesker, der har Hjrte for alt hvad der duer,
og alt hvad der frer et naturligt Liv saa smaat det end kan vre.
Han havde sine Vrksteder fulde af Trer og Dyr, Katte, Kaniner,
Skildpadder og Firben, Slanger i Trernes Grene og Fugle i Toppen og
han kjlede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han
gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjgget. Man
sagde, han forkjlede og fordrvede Barnet, det gjorde han dog ikke,
hans egne Brn blev srdeles dygtige Mennesker. Den ldste, Vilhelm
er nu ligesom Faderen.

Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa
Kant med den Tids smgtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn
paa Religionen. Han levede og dde uden Kirke eller Prst, hvorfor
skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Prsten kan
tale til hans re, og hvor det ikke er smmeligt at tale uden paa
christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankels
Skik er det eneste, vi kunne tnke os, og at dybere Sprgsmaal
reises, have vi Skrk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i
Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at
udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store
Mands re, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde
mine tause Betragtninger. Om Hyens Tale over ham ved Festen paa
Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.

En anden Sag var det med ~Vilh. Marstrand~, som Aaret i Forveien
havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den,
der med Forstands-Rsonnement og bar Naturtilbedelse vilde stte
Christendommen Stolen for Dren, han havde intet hiere nske, end
at faae Guds Rige klart udfoldet for ine og Hjrte. Kunde han det
ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin
Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de
hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker
derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny
Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have
skjnket til Nrrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa
give mit Bidrag til Kirken, fik han desvrre ikke malet, men den
legemstore Carton, som er bleven delagt, synes mig det skjnneste,
han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger
over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knlende foran Jesus.
Han er jo gaaet hen for at rre ved ham, og nu tr han ikke, sagde
han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa
hans Tanker og sgte at fre dem videre, havde han sin Glde deraf.
Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde
jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men
han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed
bibelske. At Djvelen for Ex. svver om Bjerget, og ikke tr komme
derop, er ikke bibelsk.

Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedvrk, den store Nadvere, som
han arbeidede lnge paa, og ikke forgjves. Det er vel omtrent det
ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de
betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans
store Bedrvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke
frend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I
Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid
med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand
paa, at hvad man end vilde lgge deri, saa skulde Pengemndene finde
sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvg fik en staaende
Paamindelse om at tone christeligt Flag.

Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke
let nogen selvstndig Lgmand, men han var en alvorlig og tnksom
Bibellser, og saae op til Helligdommen som det Hieste. Nu dde
hans gode Hustru, det var et forfrdeligt Slag for ham. Det kom ham
uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyfs
Feber rev hende bort. Og som han altid havde vret plaget af Tvivl
om sit Livs og sin Kunsts Vrd, var gteskabet blevet ham en Sttte.
Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid
gldelig Gjenstand for hans Kunst.

Da jeg saa Morgenen efter hendes Dd fandt ham siddende i hans
Malerstue sammenkrympet, rystet og grdende, blev jeg virkelig
forfrdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i
Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles,
hrer det med til Smerten, at man ikke har vret nok for hinanden.
Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjmpende, grublende og af Naturen
omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var
heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som
til alt godt.

Alt dette betroede han mig med sin sdvanlige Oprigtighed, men som
alle oprigtig Srgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt
hvad der flger med en hitidelig Jordefrd. Jeg troede derimod, at
det vilde gjre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at
jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare
Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen
rrte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Srgende er
den svreste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans
Haand, rrte de ham saa strkt, at han gjentagne Gange udtalte sig
om, hvor det havde vret ham kjrt at trykke alle de deltagende
Venners Hnder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet,
han henfaldt i lngere Tid i et formeligt Svrmeri for alle de gode
Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange
undrede sig over hans strke Stemning. For mig var det en Glde at
vre Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt
i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjrtens
Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Brn
og Sskenebrn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa
tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].

 [31] Trykt i Raffenbergs Samling.

Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere,
medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar,
hvorfra Mestervrkerne, den store Nadvere og det store Billede i
Universitetets Festsal stamme.

Han havde oftere lidt af Svkkelse i Ryg eller Underliv, men hans
muskelstrke Legeme havde kunnet bre det. Han var saa strk, at
naar han, for at prve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde
han leende: Det kan kun lidt hjlpe der at trkkes med en Karl. Naar
jeg tager fat, trkker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham
ligesom for hans Ftter, min Broder Caspar, at hans Svkkelse viste
sig at vre Sukkersyge, og hans Krfter tog strkt af. Han holdt
sig endnu til Efteraaret 1871, skjnt han gik svagt; da sank han
pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side
var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig
Tilfldet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog
betnkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.

Jeg talte da til ham om Dden paa samme Maade, som vi tidt nok havde
talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Dden. Jeg er saa
rastls, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der
foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den
Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjnhed
for en Kunstnersjl at nyde end her; men derom vilde han intet hre,
kun Sjleangst og uopnaaelig Hellighed brd ind paa ham. Ogsaa havde
han, som de fleste da have, sine lnlige Tvivl om det evige Livs
Virkelighed.

Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede
paa de kjre afsjlede Trk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see
kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevger sig, og man
ryster desmere, for man atter seer, det er Blendvrk, kun en minderig
Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det
er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.

Srgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets
Festsal, omringet af alle de stille antike Kjmper, at jeg kom til
at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa
Hyens Plads. Dog er det endnu en Trst, at det lykkedes mig at
faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilfie. Om hans Kunst
fandt jeg mig ikke befiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den
fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Vsen paa samme Maade
som jeg har gjort det i denne Bog[32].

 [32] Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.

Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar
jeg sidder her i min Ensomhed og tnker paa, hvordan de nu alle er
borte, er der ingen, jeg mere nsker, vilde trde ind igjen, end den
kjre Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drmmer om, hvad jeg
kunde faae at vide, om en af de elskede Afdde kom til mig, er der
ingen, jeg hellere gad udsprge om Evighedens Hemmelighed end ham.
Dog skal man ikke vente at faa Livets og Ddens Gaader lste paa den
Maade. Man maa betnke, at om man kom til Tale med de Afdde, vilde
man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi
drmme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand
til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter
sit, og jeg mit.




SJETTE KAPITEL.

LANDSBYLIV.


Jeg havde lnge flt, at jeg som Prst i Kjbenhavn ikke var paa min
rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt
fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i
disse Ddens Aar tnkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men
Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede
endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en
saadan Frodighed af Ansgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser,
sgte Vallensved ved Nstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde,
og dog var dette Kald ikke strre, end at Ministeren, min Regensven
Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.

Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Prstegaard, forat
tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt
ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opfrt af min Formand, men
de vrige Lnger kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg
fandt, det skjnneste ved dem var de grnne Tage. Det blev en haard
Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjbenhavn, naar jeg vilde see til
det skjnne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant
til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjbenhavnske Stuer.
Men da Vaaren kom, og Amalie med Sstrene, paa hendes Fdselsdag
den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min
kjbenhavnske Menighed havde skjnket mig, havde vi da aldrig seet
saa deiligt et Foraarsveir.

Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjlp
af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede
Have blev taget under kunstmssig Behandling af en Gartner, der om
han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad sthetisk
Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte
Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstvler, jeg
tegnede Lysthuse og Bnke i klassisk Stil til Beundring for min nye
Ven Tmmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og
vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttrer og Jordbrland
trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi
saa i en rd Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig
for mine Tilhrerinder, at de beboede den skjnneste Plet paa Jorden,
og da Sommergjsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstdelige.

Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden
frs og Sneen fg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed.
Min ulykkelige Rigsdagsprdiken havde forfulgt mig ud paa Landet.
Hvermand vidste, at denne Prst var det Uhyre af en Hiremand, der
ligefor den glorvrdige Rigsdags ine havde angrebet Kong Frederiks
Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjbenhavn om,
hvorledes det gik mig, Bnderne havde jo svoret sig sammen om ikke
at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i
min Slagplan.

Jeg gik frst til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene.
Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besrge Forretningen.
Store Jens Pedersen -- for der var endnu to Jens Pedersener -- var
Egnens Frer, og vidste al Politiken udenad, han behvede ikke at
lse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den
store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Mde. Jeg traf ham ikke
hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glde
over at see den nye Prst. Nste Morgen, som jeg stod i min Dr, seer
jeg den hie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og
svingende sin Stok komme ind ad Porten. -- Naa, det var kjnt, at
De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe
Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt. Og det kan hnde, det
blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis,
og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjrtet: Da han fik
at vide, at Prsten var en Frihedsmand, hvis hitflyvende Ideer om
nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og
Prsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til
at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, gldede hans Ansigt af
Glde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det
uagtet der ingen Brndevin blev hldt i Kaffen.

Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu srge for en god
Fortsttelse. Jeg gik hver Dag ud at afsge Sognet, og det var ikke
strre, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grndse. Jeg
gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min
Lommebog, og satte mig saa til i fornielig Samtale at undersge
Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle,
store og smaa.

Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes,
for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjd og Blod var i Orden.
Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbyprster. Man maa
vre sit Folks Ven, fr man kan blive dets Prst.

I Sognet er der ingen Skov, men tt om dets nordre Side breder sig
herlige Skove. De tilhrer Herremanden paa Gunderslev Holm, og han
elsker sine Trer og lader dem staae, til de blive til brede Kjmper.
De nrmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hldede, og satte os og
hrte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes
Sndagen. Da kjrte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren,
derefter Fjlevognen, fra den ld der stadig Latter og Sang.

Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned
paa en Stenstning vel de 100 Alen lang, og er man behndig, kan man
klattre op paa Overliggeren i Midten og fle sig saa stolt i Sdet,
som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen
over alle de mossede Stene, og man bliver lnge siddende. Endelig
vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse S, gjennem den Dyrehave,
hvor alle Trerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et
Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Sen er bleven
blank, og de rde Skyer graane, men man vil ndig hjemad, fr Maanen
stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem
Skovene, og man ager atter forbi den store tt indesluttede Eng,
hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt,
eller sover derinde af svre Ker. De unge Piger synge, og ved det
sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glder, man ogsaa kjender,
venskabeligt Godnat.

Det er sjllandske Glder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre
Begivenheder, end at Pigebrnene blev ldre, skiftede ogsaa med andre
lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med,
og han selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle,
og vakte Oprr i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de
Bger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.

Livet omkring mig kunde nu vre en saa skjn Idyl, som nskes kunde,
men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt isr i
mrke Efteraarsaftener, filosoferede jeg meget over, at det ikke var
det. Det gik mig som i Kjbenhavn, vi vilde for enhver Pris vre
lykkelige Mennesker, og Nringssorgen kom over os. Embedet var kun
jvnt, og som det gaaer de fleste Folk paa Landet, havde jeg ved
at see paa Indtgterne, glemt at gjre ordentlig Afregning med de
Fradrag, som Skat, Skyld og alskens Udgift til landlige Forndenheder
medfrte. Jeg fik intet af Tienden og havde kun Marken at leve af,
men min Forpagter med sin Familie skulde ogsaa leve af den. Marken
var god og stor, men Priserne paa Guds Gaver sank i Menneskenes ine.
Da han ikke kunde lnger, satte jeg, hellere end at lade ham gaa
fattig bort, hans Afgift ned med en Trediedel; og nu kunde han nok,
men ikke jeg komme igjennem Terminerne.

Saa indsaae jeg, at jeg maatte gjre en Forandring, og igjen, saa
ndig jeg vilde, tiltrde Ansgerens tunge Bane. Jeg sgte flere
sjllandske Embeder, og da jeg var velseet i Ministeriet, gjorde
Herrerne der deres bedste for mig, men det gik ikke, min stakkels
Rigsdagsprdiken var endnu efter mig. Ministeren, Fischer, vilde
intet hre om mig, han ansaae mig for en af sin Fjendes, Biskop
Martensens, vigtigste Drabanter. Der gik derfor nogle Aar, da
blev Fischer fjernet, og mine Velyndere i Ministeriet, Linde og
Joncquieres fik let hans Efterflger stemt for mig. Jeg blev i
Sommeren 1881 kaldet til nslev og Eskilstrup her paa Falster, med
retsgyldigt Lfte om at faae dobbelt saa meget at bestille, men ogsaa
dobbelt store Indtgter.

Da jeg kom tilbage til min Fde, havde jeg vel ingen Minder om
den fra min Barndom, men det rrte mig dog at tnke paa, hvad mine
Forldre havde oplevet der. Da jeg saae det Hus i Nykjbing, hvor
jeg er fdt, kunde jeg ikke lade vre at gaa ind og kjbe mig en Hat
hos den Hattemager, der boer i Stuen, for at gjre hans Bekjendtskab
og hre hans Fortlling om, hvad han vidste om forrige Tider. Meget
velvillig viste han mig ogsaa den solide Decoration af marmorpoleret
farvet Stuk, som mine Forldre havde bermmet, og som er der endnu
ligesaa frisk som dengang.

Min Fader havde sagt, at hele Falster er som en Have. Det er den vel
ikke ganske, men naar jeg her fra mit Skrivebord seer ud over min
aabne Gaard og over Landsbyens Tage over til Skoven, og seer den
skifte sin Dragt mellem blaalig sort, lysegrnt, mrkegrnt og brunt,
Aar efter Aar, sander jeg dog Faders Ord. Gaarden har jeg lagt med
pne Grspletter og gruset Kjrebane, og sat en klassisk Sile i
Midten efter egen Tegning, og udfrt af Hjulmanden, ham med de mange
Brn, dem jeg dber og confirmerer og vier hvert Aar. De Trer, jeg
har sat i den, Birke og amerikanske Aske, voxe godt til, ligesom den
klippede Hk ind til Haven, hvor den mod Syd skraaner ned mod en stor
Dam, omringet af gamle Trer og ldre Graasten. Den Del af Haven har
jeg selv anlagt med meget romantiske Gange, at de Unge kunne see
Maanen og sig selv i det blanke Vand, og vi fra det smukke Lysthus
ogsaa see paa dem.

nslev Sogn strkker sig langs Guldborgsund til ind imod Nykjbing,
og er skovrigt i Sydenden, men meget lavtliggende, desto mere
frugtbart. Naar man hvor Landeveien hiner sig, seer ud over det, er
det velgjrende for iet at see, hvor alt bugner af Trplantning og
farverige Agre, og Sundets Blink og Lollands Skove lngst ude. Ved
Udkanterne boe nogle Herremnd, men jeg har ikke duet synderligt i
deres Selskab, dertil er jeg altfor stiv en Aristokrat.

Eskilstrup Sogn er mere bakket og ligeledes omgivet af Skove. Det
tiltaler mig i hi Grad, at et Stykke af den store Statsskov tilhrer
mig selv, og da Skovrideren bestyrer hvad Prsten ikke forstaaer,
maatte jeg strax opsge ham i hans Hule, og fandt baade Hulen og ham
meget tiltrkkende. En lang tynd Mand af min Alder med spillende Trk
og heftige Lader, et af de bedste og hjrteligste Mennesker, jeg har
kjendt, Kjendemrket derpaa er, at han ikke blot aldrig har eiet en
Bsse -- at skyde paa de uskyldige Raadyr, der hoppe i hans Skov,
vilde han ansee for en Forbrydelse som at skyde paa Mennesker -- men
ogsaa Smaakrybet elsker han saaledes, at han nie seer sig for, og
griber en i Armen, at man ikke skal komme til at trde paa Myrernes
Sti. Da han fortalte, hvorledes han havde seet en Rotte forsvare
sin Unge mod Katten, sluttede han: Jeg tager min Hat dybt af for
Rotten. Og med stor Alvor gjorde han denne chavalereske Bevgelse.
Han studerede Naturfilosofi og foredrog den begeistret. Berregaard
hed han og var en Sn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen,
men ham meget ulig.

Jeg fandt i hans Bogskabe hele Rkker af de til det Overnaturliges
Videnskab henhrende Vrker, og da jeg altid er meget begjerlig efter
at faae aabnet mig nye Synsvidter, studerede jeg dem flittigt og
anskaffede mig selv de nyttigste af dem.

Frst det omfattende Vrk af Perty, Professor i Medicin i Bern, en
Samling af alle den saakaldte Overtros Huler og Veie, niagtig belyst
med alle de Historier, der derom ere fortalte, og med Forfatterens
egen rationalistiske Filosofi. Ved at gjennemgaae det dannede jeg
mig strax en Forestilling om den indre Sammenhng mellem hele denne
Mrkets Verden, og fandt, at skjnt disse overordentlig talrige
Fortllinger fra alle Lande og alle Tider selvflgelig ikke saaledes
kunne factisk begrundes, at de kunne bestaae for en modvillig Kritik,
gives der dog indre Mrker paa, om de ere opspundne eller virkelig
oplevede. Det virkelige Spgeri har en egen Maade at komme frem
paa, meget forskjellig fra romantisk Fantasi. Da Mennesker nu ikke
kjender den, og den ikke passer til sdvanlige Forestillinger, er der
ingen Rimelighed for, at naar saadanne Mrker bestandig komme igjen
paa de forskjelligste Steder, i Paris eller i Assens, at de skyldes
Indbildning. Al den Stund de ikke tiltale denne.

Jeg havde allerede selv dannet mig denne Theori, da jeg siden til min
Tilfredsstillelse fandt at den langt tidligere var fundet og anseet
for paalidelig hos de betydeligste af dem, der have vovet sig ind paa
dette Omraad. Hypnosen, eller som den tidligere kaldtes, Magnetismen,
er jo nu anerkjendt af Videnskaben. Spiritismen staaer tilbage, den
er ogsaa noget for sig og savner i hi Grad endnu sin Theori. Der er
meget Selvbedrag eller vitterligt Bedrag i den, dog er den allerede
nu saa grundigt undersgt, navnlig af Physikeren Crookes i London, at
dens Hovedphnomener maa ansees for fastslaaede.

I 1888 havde vi beredt os paa en god Reise, men den blev forhindret
ved Amalies tunge Sygdom. Det var St. Hansdag, at hun flte sig ilde,
da vi kjrte hjem fra Hanenau Skovridergaard, hvor vi havde taget
Afsked med vor Ven Berregaard. Hun maatte gaae til Sengs da vi kom
hjem. Saa blev Reisen frst udfrt nste Aar, gik opad Rhinen til
Schweitz, hvor vi laa en rolig Tid i Brunnen i den smukke Pension Auf
der Mauer, og havde stor Glde af det ikke Overnaturlige.

Denne Sommer 88 var en grusom rystende Tid, ikke ulig den i 1857, men
min Elskede forvandt dog ganske godt dette Angreb. Dden havde kun
banket paa. Ikke som da den tidligere havde seet ind til os, da fik
den Overmagt, og det kunde ikke forvindes. Det var Sster Edle, den
da tog fra os.

Sidst i Juli 1882 maatte hun underkaste sig en Operation, men
derefter var hendes Krfter udtmte. Hun laa i otte Dage uden klar
Bevidsthed, da sov hun hen, den 5. August 1882.

Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed. I en skyggefuld
Gang kom der mig da et Syn forbi, et Tankesyn, med de legemlige ine
saae jeg intet, men saa levende var det dog, at jeg aldrig kan glemme
det. Jeg saae Edle vandre roligt hen forbi mig med sit blide fromme
Aasyn. Hun var helt kldt i Hvidt og gjorde et Indtryk paa mig ganske
som jeg saae en Engel. Ved hendes Side gik Amalie og biede sig
bekymret ind mod hende. Det var i de Dage hun laa paa sit Ddsleie,
og hendes Sster sad over hende.

Hun havde elsket vor Karl ligesaa hit som vi selv, og testamenteret
ham en Del af sin lille Formue. Dette satte ham istand til at gjre
den Reise, han har beskrevet i sit Vandreaar, og som i mange Maader
skaffede ham et betydeligt Udbytte som Forfatter og Verdensmand.

Imidlertid levede vi vort sdvanlige idylliske Liv. I den stille
Vinter rykke vi nrmere sammen om vor Lampe, lse sammen og bearbeide
det Lste fortrolig med hinanden. I Sommertiden lukke vi Naturens Bog
vidt op, og det er Umagen vrd her paa vor .

Nstefter at kunne see henover Menneskers Boliger, og kunne sige, i
dem alle boer mine Venner, er da ogsaa det at see ud over et Land,
man har kjrt som sit Hjem, det der gjr Sjlen mest godt. Veien
til Eskilstrup er for Folk uden Sjl kun en kjedelig Landevei,
men mig fryder den, hvergang jeg kommer der; og naar jeg seer det
rigtbebyggede Land og over det det rde Taarn hve sig -- for vi boer
ikke i et Land som Tydskland, hvor man ikke seer en Menneskebolig fr
man kommer til Byen -- siger jeg: hvilket Land i Verden har saadanne
Kirketaarne, og saa ordentlig opstillede, at man overalt kan see fra
det ene til det andet og til flere endnu? Ikke saadanne Trspidser,
der see ud som de i Legetissker, nei, svre Fstningstaarne paa
Guds Borg, der sige: Lad see, om I kan flytte os.

Jo, re vre vore Landsbykirker! I Storstder kan man gjerne see ned
paa dem som paa alt andet, men paa Landet er det dem, der brer det
Hele. Og saa er de fra de Tider, da vort Folk dog vandt nogen Seire,
siden har vi ikke forstaaet andet end at dukke os for Nederlag. I
Eskilstrup Kirke havde jeg opdaget, at der under Kalken i Choret
sporedes en Del punkterede Ringe, der maatte vre Glorier, og jeg
fandt, at deres Glorier ikke burde fordunkles af Tidernes Daarlighed.
Jeg talte til Musumsdirektren derom, og han sendte Professor
Kornerup fra Roskilde hertil. Det var noget for ham. Den ligesaa
livlige som lrde Mand klattrede med sine 68 Aar til min Forfrdelse
rask opad de hie Stiger og bankede ls. Frst paa den lange Rkke
af 13 Glorier, der sidde over Chorbuen ud imod Kirken, upaatvivlelig
Herren midt i sin Apostelrkke. Jeg havde ventet mig meget af den.
Men ak, Farven var aldeles forsvunden, som det synes, afskrabet
med Flid. Men inde i Choret var vi heldigere. Midt i Alterapsissen
kom en stor Regnbueglorie frem, og i den Marias Kroning. Derom
Evangelisternes Emblemer, og under neden atter tolv Apostelmnd. Paa
den sndre Sidevg en stor Forestilling, Flugten til gypten. Josef
holder Grimen paa det kjre fromme Asen, og foran gaaer en Rkke
store Engle.

Mest fornier mig de fire Apostle, der staae ved venstre Side af
Altret, kun et Par Skridt fra mig. De er godt og ganske naturalistisk
tegnede, og ligne mest gode fromme Landsbyprster, der ikke agte
at skrue sig op til at see ud som Apostle, kun at vre kjre
Embedsbrdre. Og saa er de fra Valdemar Seirs Dage. Snart 700 Aar har
de siddet under Kalken uden at forsage, fordi ingen vidste, at de
var til. Men nu steg de frem, og Professoren, som kan alt kirkeligt
Billedvrk paa sine Fingre, vidste strax at datere dem. Mig er det
en Bestyrkelse at vide, at naar Biskop Absalon visiterede, kunde han
finde samme Slags Prster i vore Kirker som vor nuvrende Biskop.

Det var nu iaar. Men heller ikke de vrige tolv Aar, jeg nu har
vret her, har jeg savnet lrd Bistand. Den ypperste Mand her var
Biskop Monrad. Han var ikke altid let at omgaaes, men jeg skal dog
ikke klage paa ham, da det snarest var min egen Skyld, naar det ikke
ganske gik som det skulde. Han saae mig gjerne hos sig, og lste med
Interesse mine Bger, kunde ogsaa betroe mig sine sjlelige Sorger.
Den Egenskab, jeg af alle hans mrkelige Egenskaber satte mest Pris
paa, men som var mindst bekjendt af dem, der kun saae ham paa den
politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i sin Dom,
og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod
sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstd med nogen,
kunde man vre vis paa nste Gang at finde ham saa meget mere venlig.
Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from og derfor kjrlig
Sjl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var der inderst i ham
en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han, at kunde faae dem
til, hvad der for ham stod som det Rette, og blev skuffet deri. I
Theologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefdre, dem han
altid sad fordybet i; men var desuagtet streng confessionel. Han var
et rigtig Pligtmenneske. Da jeg sidste Gang var hos ham, sagde han:
De kan troe, det er en Prvelse saaledes at fle, at dette gamle
Menneske ligesom trinvis synker sammen, det er som at mrke, at det
Jordiske smulrer bort. Dog sad han endnu og arbeidede og hurtigere
end andre. Kort efter faldt det sammen. Hans Hustru reiste bort paa
et Par Dage for at see til sin dende Fader. Ved Afskeden sagde han
til hende: Du seer mig sandsynligvis ikke mere. Og det skete. Mens
han sad ved sit Arbeidsbord, sank hans Hoved ned over Bogen, og hans
Liv var ude. 1887.

En anden ganske forskjellig Ven har jeg nydt meget godt af i den
sidste Periode. Det er Filosofen Harald Hffding, Karls Ftter. En
rolig, mild, hist omgjngelig Mand. Han kommer her gjerne engang om
Aaret og tilbringer en Uges Tid her, roser vort Hjem og er selv et
lysende Exempel paa godt gammeldags Prstegaardsliv. Han er en god
Theolog og kjender alt, hvad der fra den Side kan siges, men han har
opgivet at bruge det, for at tage Livet ene fra den ethiske Side.

Om der er et andet Liv end dette, hvad man kalder et evigt, lader
han staae hen. Det vil vise sig, om der er, siger han. De mystiske
Tildragelser, jeg har talt om, gaaer han ind paa, naar man blot ikke
deraf vil bevise et Rige bagved Dden, men blive ved det, der er
fundet, at Sjlelivet har i visse Tilstande et strre Omfang end i de
normale. Underligt nok ville de fleste Prster ikke engang indrmme
det, de kalde det altsammen Djvelskab. Endog Monrad var af saadan
Mening. Man skulde dog synes, at denne Occultisme maatte ligge en
Christen nr. Men derom vilde Monrad intet hre. Da jeg engang talte
til ham derom, sagde han strengt afvisende: Dette er jeg aldeles
udenfor. Saa fik jeg da at tale om andre Ting.

Men hvad saa end Theologerne sige, saa gaaer Tiden, og Verden
forandrer sig, og Theologerne med. Siden Oldtidens Undergang har
den vel i ingen Tidsalder saaledes skiftet Udseende, som siden
Tndstikkerne og Galoskerne blev opfundne. Der bliver nu i hvert Sogn
bygget idetmindste en Snes nye Steder om Aaret, og Bnderne begynde
at bygge Villaer med Architectur.

Ogsaa Oplysningen er naaet til sit Hidepunkt, eller vel allerede
ud derover og ifrd med at liste den kummerlige Vei nedad mod raa
Smaglshed. I Oldtiden fik den sin Fuldendelse i to Skikkelser,
i Verdens Konge Augustus og Guds Riges Konge Christus. Efter dem
blev den frt ud i det Brede ad alle Verdens Landeveie. Videnskaben
samlede til Dynge, beskrev og ordnede, de Guds Mnd prdikede
og fortolkede, sloges ned, men sloges dog endnu mere om Magten,
men intet virkeligt Fremskridt kunde mere gjres; Aandens herlige
Krfter gik hurtigere tilbage, end Samtidens Tanker selv var istand
til at fatte. Verdensaanden har kun det Indhold den har. Naar det
er forbrugt, kan Livstret ikke brede sig videre og ikke bre bedre
Frugt. Det kan lgge sin Sd for kommende Slgter, men det tager de
tusinde Aar, inden de kunne begynde at hve den, og atter tusinde
Aar, inden de forstaae, at de ikke er komne videre end det de
forefandt.

Paa en Maade ligner Slgten det enkelte Menneske, men det er kun
tilsyneladende. Slgten er et Naturvsen med denne Verdens Kaar, og
det er rigtigt at kalde den et Tr, forsaavidt dette staaer sin Tid,
saa ldes det og giver Plads for andre Trer, der igjen ikke komme
videre. Men det enkelte Menneske har i sit Indre en anden Verden.
Hvad vi have af Slgten, udfolde vi i vor jordiske Levetid og naae
vort Hidepunkt i godt eller ondt, men da indtrder Forskjellen.
Forsaavidt vi er aandelige Mennesker, gaae vi ikke tilbage, tvertimod
hvad vi have vundet, bliver altid klarere, strkere og mere
livsfriskt. Vi lgge ikke blot Sden for andre, for selv at de,
men vi staae, naar det udvortes Menneske gaaer til Grunde, i det
indvortes som endnu unge, og yngre end nogensinde, beredte til selv
at vre det nye Liv -- ogsaa i det Onde.

Og medens jeg er ifrd med at see mit jordiske Liv til Ende, skulde
jeg endnu overtnke, hvad jeg har faaet ud af dette, og hvad jeg har
af Indhold til at gaae et nyt Liv imde. Saa er dette da det Udbytte,
jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt
det Gud elsker, alt det, som han i sin frste Velsignelse har givet
Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjrlighed
-- Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvget og al Jorden og
alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op
af Jorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Fde, den
moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvge
den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade
Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset
lader det sees i.

Men Menneskenes Brn har han allermest kjr, Gud aander paa iet,
naar det grder. Saa har jeg da mest elsket Mennesker, jeg har ikke
kunnet andet, de har mit Hjrte, blot jeg seer dem. Mit Livs sande
Udbytte er mine Venners Kjrlighed, og deraf er den rigeste Skat
atter den, jeg har hjemme ved min Side.

Nu hlder Aaret i sin Gang, snart des Eng og Lund. Farvel med al
din Lyst og Sang, du korte Sommerstund! Jeg sidder her og seer
Birkens Lv hnge gyldent og den kobberbrune Skov bagved, og Naboens
Mark, hvor den unge Sd spirer saa saftig grn, saaledes er Livet.
Saa usigelig skjnt, at ingen kan male det saa fint, og ingen tnke
sig det saa yndigt. Men i Nat raste Storm og Regn, saa min Hustru
forfrdedes. Alt dette maa forlades, alt dette maa komme til Ro.

Det er en trist Psalme den: Gaa nu hen og grav min Grav, mit
Sind kan ikke stemme med den. Jeg kan ikke sige: Ak, i Verden er
der koldt, alt dens Lys er kun en Skygge. Dog kalder jeg det en
Hitidsdag, den da der skal siges: Far da vel, det er fuldbragt,
Dagens Sol og Nattens Stjerne! Det er saa festligt at tnke paa at
skulle see den Sol, som aldrig gaaer ned, og de Stjerner, som ere
Englenes milde ine. Jeg lnges efter at skue Evighedens Dybder, og
efter alle de Sjle og alle de Helligdomme, jeg lnges efter at falde
ned for min Frelser og bekjende alle mine Synder.




NOTE.

~Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold~.

(Jfr. Anmrkning Pg. 346).


I Tilslutning til den Bemrkning hvormed tredie Bog ender, minder
Forfatteren i Kapitlet Krigen om sin Misfornielse med de politiske
og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hrende Tnke-
og Udtryksmaade -- en den Gang temmelig enestaaende Mening -- og
udtaler sig nrmere om den davrende Stemning, at al vor Fortrd var
tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans Kjledgge, Hjertefolket,
den syvende Menighed, alle yndige Dyders Hjem og alt fromt Barnesinds
Vugge.

Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde finde,
det smmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel
Menneskerace, at de nppe har Lov til at vre til, end sige at gaae
i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor
Plads i Verden saa temmelig er at vre deres aandelige Vasaller. Men
at blot den Ting at vre en Tydsker, at tale det store Sprog, og at
have det kjrt, skulde kaldes en Ulykke og en Nedvrdigelse for et
Menneske, og forsaavidt han selv vilde vlge det, maatte forbydes
ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog tungt, naar
alt Folket hildes i Dumheden.

Sit politiske Udslag fik nu dette Vsen i Sprogrescriptet, den
skjnneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede
Storvrk, hvis Retfrdighed var saa klar, at den var ligefrem til
at tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den
ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har
gjort, hvad der for det frste kunde gjres for at skyde til det
hldende Ls. Men ingen turde tvivle om den gode retfrdige Sag. Nei,
ingen uden tilfldigvis de to Mnd, som allermest havde Myndighed til
at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad Frihed er,
man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker. Og Martensen, paa
eengang en af dem, der mest i Virkeligheden elskede sit Fdreland og
har vovet sig meget vidt for at forsvare dets Sag, og tillige som
fdt Flensborger bedst kjendte det omstridte Land. Men der var ingen
Ende paa det Skrig, der reiste sig imod ham, og ikke er forstummet
lige til nu.

Ogsaa jvne Folk indsaae det, naar de vilde, og naar de saae den
Elendighed, der fulgte deraf. Min redelige og fromme Ven Vilhelm
Holm havde vret i Angeln paa en Sommerreise, og beskrev mig i et
Brev det srgelige ved at see Prsterne prdike for tomme Bnke,
og at vre ndte til at gjennemfre Dansk i Skoler, hvor det ikke
blev forstaaet, og ingen havde Lyst til at lre det; ikke at tale
om alt det vrige Spioneri, som hrte til for den, der baade af
Pligt og Lyst var sin Regjerings Mand i Sognet. Nei, at vre mere
Politibetjent end Prst, skal jeg virkelig ikke have noget af,
sluttede Vilhelm. Men Fdrelandets Sag, svarede man. At slaae de
Slyngler ned, og at gjenindstte Dansken i dens ldgamle Rettigheder
osv. Ak ja, ldgamle, men desvrre ikke nulevende. Jeg hrte en Prst
forsvare det danske Kirke- og Skolesprog i hans Sogn med at han
virkelig havde fundet en gammel Kone, der endnu talte dansk, og han
var ganske rrt derover.

Sin kjre Familie, som man elsker for Liv og Dd kan man dog, om man
er et rligt og christeligt Menneske, ogsaa see Feil hos og bedrves
over. Men at tale om Feil hos det magelse danske Folk -- naar det
da ikke var den Feil, ikke at vre haardt nok og hade nok -- var
saa forbudet som en Overtrdelse af Guds store Bud, og undergivet
en temmelig streng Straf, den at udelukkes af menneskeligt Selskab.
Vilde man gjre det offentligt gjldende, kunde der vederfares En
noget vrre.

At give en virkelig fri Forfatning som i Kongeriget kunde ikke
ladet sig gjre, Forsget med Rigsraadet frte til intet. Men en
haard Absolutisme af den gamle Enevldes Skole kunde dog heller
ikke gjre godt, som nu Tidsaanden var rykket frem. Dog fik vi hvad
endnu vrre var, en Absolutisme kun til Vrn for den ene Synsmaade;
og et Tvangsregimente, der fles dybt ned i det daglige Liv kunde
ikke andet end opirre. Dansk Vsen skulde herske, og vilde desvrre
undertrykke. Ingen Tale om nogen Slags Forhandlingsfrihed. Intet
tydsksindet Blad kunde udkomme, og hvad der indfrtes fra Tydskland,
blev confiskeret paa Grndsen; undertiden ogsaa hvad der kom fra
Danmark, naar den skarpe Censur ikke fandtes tilstrkkelig. Al tydsk
Undervisning i hvad af Land, der laa nordenfor Sprogrescriptets
Grndse, var forbudt. En ellers meget spagfrdig Candidat, som
underviste en Snes Drenge fra de tydske Familier i Haderslev, fik
Ordre til at lukke, og to gamle Sstre, som i al Loyalitet nrede sig
med en lille Pigeskole, holdt sig kun ved personlig Velvillie.

Det vrste var dog det Overmod, hvormed tydsk Sprog og Dannelse blev
behandlet i det daglige Liv. Det var Synd at sige at Tydskerne vare
opstsige. Hvor de traf sammen med os, hrtes der aldrig et tydsk
Ord af dem, de talte dansk, saa godt de kunde; og idet mindste for
mig, som saae med deltagende ine, saae det ud, som de ngstelig nok
listede sig langs Murene i deres hjemlige By, og deres Kvinder og
Brn tav stille, naar de kunde frygte, en Dansk kunde hre, hvad de
sladrede indbyrdes. Der var en almindelig Flelse af, at Tydsk og
Tydskere havde egentlig ikke Lov at vre i Landet. Kom de saa for en
Embedsmand, fik de det at mrke.

Vor Amtmand, ellers en fin og forekommende Mand, fortalte os til en
Cigar efter Bordet, hvorledes han bar sig ad, hvorledes vi altsaa
alle burde bre os ad:

Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide,
at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke
er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham
paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget
ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har
havt Leilighed til at lre Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da
har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk.
Lg Mrke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal
de Karle have det. Dog troer jeg, at denne Mand hrte til dem af
Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde vret ansat
i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.

Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmnd svare mig, at
Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde
behves at tage til Gjenmle; og lige fra Lovgivning til det daglige
Samliv bre de sig nu ligesaadan ad og endnu vrre. Kan vre, men
det er da ikke deres Feil, man skal lre af sine Modstandere. Heller
ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv
vare gaaet ind paa. I det internationale Retssprgsmaal havde vi
saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuvrende angaaer, have
jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have
Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og
Ret, og de bruger den djrvt nok. Kun Sproget strber man at udrydde,
og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske
Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.

Dette er en meget vidtrkkende Forskjel; vi er det lille Folk og
vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at
stte sin Villie igjennem, kan gjre, hvad den vil -- Karl Gustav
udryddede ubarmhjrtigt det danske Sprog i sine nye Provindser --,
men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde
faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens frste Aarsag, det
at tvinge en Del af det store aandsmgtige Folk, til at blive under
vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret
forsvares, men ikke vkke Medflelse. Vore nordiske Stamfller flte
med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjre Gjengjld angaaer,
men heller ikke synderlig videre. Isr i Norge var Misfornielsen
med vort Tvangsherredmme temmelig strk, de kjendte det fra dem
selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Vv af
Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor
Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophiet Kamp
for Sandhed og Ret, ingen vilde hre noget om at komme forsigtigt
og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end vre det Ideal af
Retfrdighed, som vi have villet gjre den til, ligefuldt var den i
den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke
har vret med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret,
mener jeg. Det eneste der havde vret at gjre, var at faa Slesvig
delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund
af deres Provindsflelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres
utvivlsomme Ret. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de
historiske Forhold ere gaaede ud over dem.

Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde
ved andre Stormagters Hjlp faaet Hertugdmmerne i Hnde, men
Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen
lngere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede
over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrdelse af dem. Saa kom
det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig dde
Kongen, saa Arvesprgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har
det altid vret forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles
ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdmmerne, og i hvad
Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde
i alle Tilflde have frarvet os dem, saasnart Tiden var gunstig
dertil, uden at fre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund.
Det er muligt. Men vil man hre den Statsmands Ord, som begyndte
sine Storvrker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at
bemrke derved.

Bismarck har flere Gange strkt fremhvet, og der er ingen Grund
til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod
Danmark; Aar for Aar havde det i den frste slesvigske Krig viist
sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland
tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store
Ligevgtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden
Maade at bestikke den uvederhftige Napoleon, var han maaskee dog
ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade
i hi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi
havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at sttte,
hvad der var deres egen Fordel at sttte, men vi havde mistet deres
Stemnings Medflelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik
selvflgelig i en uhyre forstrret Maalestok, baaret i det Skjulte af
Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer
udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og
vakte en national Harme, som blev lige dybt flt hos Fyrsten som hos
Almuesmanden; og vi skulde faae at fle, at Tydskland var os lige saa
overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den
store Verden, som det var det i Hrmagt. Der kom til at gaae hen over
Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opfrt sig baade uklogt
og usmmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store hitstemte
tydske Folks nationale Flelser. Ved de store Hoffer kunde man med
nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i
Rusland fie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi
givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hnde. Selv de,
der endnu vilde sttte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af
en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.

Saa dde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da
heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med
det skrkkelig uordentlige Liv han frte. Og vi var uberedte og ikke
rustede til Krig -- i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man
end ikke i Folkets mest velhavende Periode tnkt paa, at den nrmest
liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den strst mulige
Styrke. Medens vi end ikke efter Kjbenhavnernes Mening havde nogen
Konge, vi kunde stole paa, og medens Hren var paa sit ringeste Trin,
vilde vi saa komme paatvrs med Novemberforfatningen, det vrste, man
kunde byde Tydskerne, i sdvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde
indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han
indsaae meget mere, at nu var ieblikket der, da det store Slag kunde
slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjres. Han
har rimeligvis takket os i sit Hjrte for at vi havde hjulpet ham til
den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svrt at
faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa sterrig med, at han
tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke lnger kunde styre
sine rasende Landsmnd. Tingen var gjort ham lettere end han selv
havde turdet haabe.

Og vor Regjering -- Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde
lre, hvor lidt Forstand der hrer til at sidde i en Regjering --
og ingen tr modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min
fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrstig Pessimist, som
ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis
i Vadsken. Krigsfrelsen blev saa derefter tiltrods for Hrens
beundringsvrdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er
et Mrke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret.
Monrad forsgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en
fortvivlet Mand.





End of the Project Gutenberg EBook of Mit Liv og Levned, by Johannes Fibiger

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MIT LIV OG LEVNED ***

***** This file should be named 46335-8.txt or 46335-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/6/3/3/46335/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
