The Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license


Title: Isblink
       Digte fra den grnlandske Polarregion

Author: Ludvig Mylius-Erichsen

Release Date: July 28, 2013 [EBook #43338]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive
kursiveret tekst.




                         L. MYLIUS-ERICHSEN

                               ISBLINK

                      DIGTE FRA DEN GRNLANDSKE
                             POLARREGION

                       GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                           NORDISK FORLAG
                       KBENHAVN OG KRISTIANIA
                       TRYKT HOS F. E. BORDING
                              MDCCCCIV




    TIL

        MIN HUSTRU




INDHOLD


 Tilegnelse                                   9

 Marie                                       11

 Ene du --                                   13

 Vise                                        17

 Huset ved Havet                             20

 Stemning                                    24

 Kammeratskab i Fjldhulen
     I. Til Marie                            29
    II. Harald Moltke                        34
   III. Knud Rasmussen                       37
    IV. Jrgen Brnlund                      41
     V. Gabriel Olesen                       45
    VI. Agpaling'uak                         48

 Mor. I-III                                  51

 Far. I-III                                  59

 Den store By. I-II                          67

 Fdrelandssang                              71

 Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C.
 Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam       74

 Danske Mnd                                 80

 Klassicisme                                 85

 Nordpolen                                   89

 Foraar ved Snehytten                        94

 Vejrfast                                    96

 Tilbageblik                                 98

 Skibet                                     100

 I Kajak                                    102

 Eskimoer                                   105

 Landsmnd                                  111

 Teater                                     118

 Musik                                      121

 Kvinder                                    123

 Natur og Civilisation                      126

 Da Skibet kom                              130

 September i Fjldhulen. I-IV             133

 Nokturne                                   140

 Ene                                        142

 Hst                                       144

 Bekendelse                                 147

 Sonet                                      150

 Ene tilss                                 151

 Tbrud                                     153

 En Sorg                                    156

 Vinter                                     159

 Snestorm                                   162

 Indkvartering                              165

 Nyt Islg                                  168

 Afrejse                                    171

 Tilbage til Mrket. I-II                   173

 Polarnat. I-XXV                            175

 Tilbagekomst                               199

 Liv                                        201




 _Solen har svigtet mig,
   Lyset er stngt,
 Polarnattens Mrke
   paa Jorden snkt.
 Fjernt, hvor jeg dlger mig,
 ISBLINK omblger mig,
 Minder forflger mig,
   -- _dem_ maa jeg dyrke,
   de dmmer mig strngt
   men giver mig Styrke;
   o, de har trngt
   til at faa sigtet sig ...
 Se: jeg har digtet dig
   alt, jeg har tnkt._




MARIE


 Nu sidder du srgmodig
   og venter mig forgves,
 Mrket, som har skjult min Vej,
   det kan jo ikke hves.
 Og du faar ikke Brev i Hast,
 og mange tror mit Liv sat til,
 men du, min Ven, alene vil
 paa Gensyns-Timen stole fast.

 Selv vd jeg, at jeg kommer
   paa Trods af alle Skranker,
 om bare et Aarstid saa staar
   jeg ved vort Hjem og banker.
 Men Pigen mnstrer min Person,
 hun har nok aldrig set mig fr,
 godt dkket bag en lnket Dr
 giver hun ikke straks Pardon.

 Hun tog mig for en Rver,
   min Dragt var arm og broget,
 -- jeg vilde jo overraske dig
   og ikke ud med Sproget.
 Hun lj perfekt, at Fruen sov
 og bad forgves om mit Kort
 og havde kraftigt vist mig bort,
 da langt om lnge jeg fik Lov.

 Hun slap mig gennem Gangen,
   gik for at sge Fruen.
 -- Dr sad jeg i en Lnestol
   og kendte hele Stuen:
 Slyngplanten op ad Vindvet skd,
 Mblerne var de gamle blaa,
 men da dit Arbejdsbord jeg saa',
 hulked jeg bitterligt og fortrd.

 Her sad du altsaa trolig
   og Savnets Taalmod lrte;
 i Breve, som jeg aldrig fik,
   udste du dit Hjrte.
 Af mange Trngslers Kalk du drak,
 haardt blev dit Mod paa Prve sat.
 Alt, hvad du led ved Dag og Nat,
 fatter jeg nu og hvisker: Tak!

 -- -- Jeg sidder tidt og drmmer,
   hvordan jeg naar tilbage
 til dig og det, der er mig krt
   alle mine Levedage.
 Jeg djer Savn paa Land og S,
 ernrer mig som Eskimo
 og har den stolte sikre Tro:
 den, der vil leve, skal ej d!




ENE DU --


 Ene du, hvem ingen nser,
 og som i vor skjulte Rede
 lider stille, naar jeg lnser
 langvejs bort for stormfuldt Vejr,
 ene du, hvem jeg har kr,
 har forstaaet hlt min Lede
 ved et Liv bag snvre Grnser.

 Og hver Gang mit Skib laa bygget
 rejseklart, til Langfart taklet,
 og vi troede, at Miraklet,
 det, der gr os lykkelige,
 skulde af mit Klvand stige,
 naar jeg lngselspint kom hjem,
 stod _du_ rank, skndt taaresmykket,
 pegende paa Kursen _frem_.

 Og jeg sejled, mens du vented,
 -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig,
 rigt min Indsats blev forrentet,
 men, _dit_ Liv blev mere trangt,
 ak, og jeg drog ikke langt,
 fr det ramte som et Sting mig,
 at jeg havde handlet vrangt.

 Al vor bedste Ungdom glider,
 _Aar_ er mellem vore Mder:
 _jeg_ paa Rejse alle Tider,
 _du_ tyet ind i Klostercelle,
 og det frste Trk af lde
 ser jeg tegnet i din Kind,
 og jeg ser dig syg i Sind,
 -- er det Hjrtet, som forblder?

 Elskede! Tilgiv min Brde.
 -- Men jeg kan ej sidde rolig
 i en lun, tillukket Bolig,
 spise ved det samme Bord,
 lse kendte Genbo-Skilte,
 daglig slves paa Kontor,
 slide alt mit Mod tildde,
 faa de bedste Krfter spildte
 -- jeg maa se den hele Jord!

 Jeg maa ud, hvor Livet frister,
 Kamp paa Livet for et Maal,
 der gr Nerverne til Staal,
 -- ikke dette kle Klister
 af politisk-sociale
 og stetisk-bindegale
 Diskussioner i det blaa,
 hvor man intet Slag tr slaa.

 Jeg er Storm. Og vildt forrevet
 mrkner Skyen mine Baner,
 sre Kurver blev beskrevet
 mod det Livsens Maal jeg aner.
 Du er Stille. Skyen svunden,
 Havet rnt og klart til Bunden,
 hvor et frodigt Lvvrk dlges.
 Storm og Stille de maa flges.

 -- O, jeg gik og vented lnge
 paa den store Storm derhjemme,
 som skal Friheds-Vejen sprnge,
 blanded tidt min unge Stemme
 i det radikale Kor,
 -- men jeg skulde snart fornemme,
 at det alt var Ord, blot Ord!

 Og du vd, min Sjl sig krymper
 ved at digte Brd til Huset,
 ved at omgaas hver en Stymper,
 der har lavet en Novelle.
 -- _Jeg_ vil mr end blot fortlle,
 jeg vil som de strke Faa
 ud til Livets Handling gaa
 -- ene ud i Blgebruset.

 Ud -- ja, ud i Verdens Blst,
 _ud_, fr mine Blade visner.
 -- Og nu er jeg Polens Gst,
 Vintren strnges, Kulden isner,
 Bjrnen nr min Hule lusker,
 Stormen vildt i Fjldet rusker
 -- og jeg husker, o, jeg husker
 Storme, som mit Hjrte hrged,
 og som slog mit Mod med Pest.
 -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst;
 har jeg bare Livet bjerget,
 bliver Livet mig en Fest ...

 Men naar jeg nu snart skal stnges
 af en dyb Polarnat inde,
 falde hen i lummer Ro,
 ingen Sol og ingen Sinde
 Bud fra dig, om du har Tro
 paa vort Gensyn og vor Lykke,
 jo, da vd jeg, jeg vil lnges,
 rligt nske mig tilbage
 til vort stille Hjemlivs Hygge.

 Men jeg vd, jeg snart maa stage
 fra det grunde Vand min Baad
 ud igen til fredls Frden.

 Og jeg vd, at ingen Klage
 rbe vil dit Hjrtes Graad,
 du min eneste i Verden!




VISE


 Jeg havde mig en Hjrtenskr,
     en Hjrtenskr,
   hun var saa skn,
   jeg var saa grn,
 hun lrte mig helt andre Kys,
 end jeg af Mor og Sster fik,
 de blev min Ungdoms Alterdrik,
 de faldt som vaarligt Draabe-Drys
   paa mine friske Sanser.
 Lovpriset nu og altid vr
 min fjerne frste Hjrtenskr,
   hvis Minde jeg bekranser.

 Jeg elskede min Hjrtenskr,
     min Hjrtenskr,
   i hendes Magt
   min Sjl var lagt,
 og hun var klog som hun var smuk,
 beskar mit Vsens vilde Skud,
 stak mine Evners Baner ud
 -- og gik saa fra mig, uden Suk,
   og valgte sig en anden.
 O, vidste du, min Hjrtenskr,
 jeg tog mig Tabet sorgfuldt nr
   og laa ved Afgrundsranden.

 Og mder jeg min Hjrtenskr,
     den Hjrtenskr,
   der gav en Dag
   mig Ridderslag
 og lod min Drm til Liv indvi,
 da blusser alt mit Hjrteblod,
 hvor er du smuk, hvor var du god,
 jeg gaar dig rd og stum forbi
   og hilser dig rbdig.
 Nu vd jeg frst, at al min Frd
 inddrak hos dig, min Hjrtenskr,
   den Drift, jeg havde ndig.

 Jeg havde mig en Hjrtenskr,
     en Hjrtenskr,
   for hvem en Gang
   jeg gerne sprang
 i Havets Dyb, om hun gav Tegn,
 et Liv, for hvem jeg kunde d.
 -- Men Tiden randt, og _andre_ Fr
 blev klnget frem af Sol og Regn
   og mig til Lykke givet.
 _Da_ vandt jeg ret en Hjrtenskr,
 _hun_ er mig mr end Dden vrd,
   hun er mig selve Livet.

 Jeg takker dig, min Hjrtenskr,
     min Hjrtenskr,
   du er saa god,
   og du har Mod,
 du venter paa mig tryg og tro
 og brer stolt og prud vort Navn,
 du vd, de Tider kommer jo,
 da jeg skal kryste dig i Favn,
   naar Rejsen vel er omme.
 Hjlovet vr min Hjrtenskr,
 mit Livs Behov, min Sjls Begr,
   nu skal vor Lykke komme!




HUSET VED HAVET


 Langs den jydske Vesterstrand
 har jeg jublet Barnesange,
 har jeg udgrdt Hjrtets bange
 Ungdomssmrte rn og sand,
 har jeg angret dybt som Mand.
   Og naar nu fra _denne_ Kyst,
 hvor de hje Fjlde knejser
 under evig Sne begravet,
 Isen gaar paa fjerne Rejser,
 og jeg hrer Blgens Rst,
 lnges jeg mod Vesterhavet.

 Vesterhav med Braad og Rg
 over rkengolde Klitter
 ind i Land, hvor Lyngen stritter
 paa en vejrbidt Kmpehj,
 Land med brede Penselstrg!
   Sre, uvejrsdunkle Strand,
 hvide Klit og blege Vnge,
 sknnest Plet i hele Verden,
 Tonebund for dybe Strnge,
 som jeg altid hre kan,
 -- Endemaal for al min Frden!

 Ja, for vi skal rejse Hus
 dr, hvor Klitten favner Heden,
 ikke langt fra Barndoms-Reden
 mellem Fjordens gule Grus
 og det friske Havvands-Brus.
   Naar jeg trt af viden Flugt
 og de Saar, som Kampen giver,
 trnger haardt til Fred og Hvile,
 griber jeg min Pen og skriver:
 Hold i Nat en Dr oplukt!
 -- Henrykt ser jeg Vennen smile.

 Stolte Ven! Min dyre Skat!
 Vi har mdt i Livets Kaos
 mange Venner, som gik fra os.
 _Du_ har aldrig mig forladt,
 derfor kommer jeg i Nat ...
   Aa, jeg ser jo Huset staa
 gammeldags og lavt til Taget,
 ser dig glad i Hjtidstjet
 lbe hen og hejse Flaget.
 Himlen blir saa hj og blaa,
 begge faar vi Graad i jet.

 Gensyns-Smrte! Gensyns-Lyst!
 Og den milde, stille Lykke
 bare ved en Haand at trykke,
 aande ved et elsket Bryst
 Hjrtets underfulde Trst.
   Atter Fod i jydske Spor,
 atter hjemme hos den bedste,
 aa, hvordan skal jeg erklre
 dig min Jubel ved at gste
 eget Hjem paa hjemlig Jord
 -- endelig et Sted at _vre_!

 Jeg befandt mig aldrig godt
 i den store Bys Kaserner,
 store Byer gir trtte Hjerner,
 store Byer har meget smaat,
 jeg blev led ved det Komplot.
   Vi, som fik vor Vugge rrt,
 i de fjerne, tyste Kroge,
 nyder ungt de store Byer,
 indtil vi blir gammelkloge
 og af evig Lngsel frt
 hjem igen til frie Vuer.

 Og heroppe, under Fjld,
 naar jeg mindes danske Egne,
 er det _Jylland_ alle Vegne,
 til hvis rige Sknhedsvld
 jeg er endelst i Gld.
   Tavs og greben steg mit Blik
 mod de stejle Bjerg-Giganter,
 men knapt fangede mit je
 nogle usle Revling-Planter,
 fr min hele Attraa gik
 til de jydske Kmpehje.

 Jo -- naar jeg en Gang naar frem
 rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! --
 fattig som en Kirkerotte
 men endnu ved alle fem,
 jo, _da_ skal vi bygge Hjem.
   Tidt nok blev det drmme-bygt
 i de vemods-stille Stunder,
 hvor mit Haab jeg opforgyldte.
 Men -- der _skr_ en Gang det Under,
 at vi to kan rejse trygt
 Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.




STEMNING


 Over tungsindigt
 dunkle Vande
 flimrer i Natten
 fortonede Rande
 af drivende Fjldes
 hvide Is,
 der -- som i en Drm --
 flger den flles
 mystiske Strm
 mod det stormfulde Hav
 ud mod Forlis.

 Jeg stod og tav.

 Bare en eneste
 Stjerne skinner:
 _Venus!_ Dens Slv
 med Vandene rinder.
   O, mine Minder!
   Stille, stille,
 nu bygger de Bro
 langt, langt bort,
 Blgerne spille
 en glemt Akkord.
 Aa, hvem der var _to_!

 -- Haand, hvor du knuger!
 Sjl, hvor du bver!
 Dybt inde ruger
 en Sorg, et Savn,
 jeg hvisker et Navn,
 -- min Lngsel krver
 al min Besindelse ...

 _Hvor_ gaar din Frden,
 elskede Kvinde?
 Er _jeg_ den Verden
 af ondt og godt,
 du slutter inde
 nu som fr.
 Eller har du blot
 med Selvovervindelse
 stnget din Dr,
 vret mig tro?

 Jeg grubler, sprger,
 faar ikke Ro ...

 -- Jeg Taabe, som srger,
 jeg vd jo, jeg vd:
 Lngsel lider du.
 Se, dr skrider du,
 skn i din Sgen,
 uden Frygt
 frem over Vandene
 svngnger-trygt,
 jomfruelig, ngen,
 min Krlighed!

 O! At du vilde.
 Tak! At du voved.
   Stille, stille:
 Stolt du hver
 dit lokkede Hoved,
 dine jenlaage
 lykkeligt bver --
 jeg ser som i Taage
 dine krlige Blikke
 vemodige, milde ...

   Stille!

 Vaagn ikke, vaagn ikke,
 saa glider du bort,
 og Natten bliver
 saa knugende sort ...

 Det _er_, som jeg trder
 hellige Steder,
 hvor urrt Ynde
 drmmende sover ...
 Se, jeg breder
 det bldeste Hynde,
 vinker dig, beder,
 lover, lover:
 _Nu_ skal vort Liv
 fra Nyt begynde:

   Bliv, bliv!

 Ingen savner os,
 Natten favner os.




KAMMERATSKAB I FJLDHULEN


I

TIL MARIE

 Du skal kende mine Fller, de gode Kammerater!
 Vi deler daglig Glder og djer Sorger sammen,
 men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.
 Vi vil den frie Meningskamp, foragter Ja og Amen.

 Og vi faar lrt hverandre saa godt og dybt at kende,
 at vi vd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe.
 Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,
 vil nppe nogensinde Kammeratskabet glippe.

 Og dog -- hvem vd, hvad _skillende_ den nste Dag vil bringe,
 det rligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,
 men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,
 thi den, der kender Mennesker, tr ikke krve meget.

 Og vi er ikke Krrestpar, som deres Forhold hver
 og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.
 Det Liv, vi leved sammen, var dyrekbt og krver
 et fredlyst Hjrtegemme for Mindets Hjtidsdage ...

 Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren
 laa selskabsmssig over os, da blev der aldrig kriget;
 men nu er Hylstret sprngt, nu viser vi Figuren,
 vort Sprog er ngent dagligdags, vort Samliv er beriget.

 Vi tnker og vi lser, vi skriver og vi maler,
 vi taler om det hele og siger frit vor Mening.
 De srgeligt bermte Ekspeditions-Skandaler
 de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.

 Hvor kan alene Faust give Stof til Tankeskifte
 for Folk, som ejer Hjrte og har noget i Panden.
 Jeg vmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,
 at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.

 De minder mig om gtepar, der enten byder Gster
 eller gaar ud til Middag i t ustanseligt Kre;
 de tr ikke vre _ene_, for de ejer ingen Rester
 af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning fre.

 De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,
 og aldrig mere gnistrer Ilden i deres jne,
 Samlivet er et Haandjern, der skal bres saa lnge,
 at de fngsels-trtte Sjle tyr til Tavshed eller Lgne.

 Men _vi_, som lever her i et stnget Mrkerige,
 Gud hjlpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget
 og se af vort Indre i det uendelige
 og drfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget.

 Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes,
 naar alle Evner frigr sig for Tvivl og svimle Drmme;
 -- hvad vd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,
 vi sidder blot i Mrket og lader Talen strmme.

 Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjl forlses,
 det bobler mig i Blodet, det glder mig paa Lben
 som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udses,
 -- tag ikke Sproget fra os, saa dr vor bedste Strben.

 -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Flles-Prg,
 hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt
 og tror, et Venskab revner som Skallen paa et g.
 Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tr sig mandigt.

 Thi gaar vi ls paa Sagerne og siger til hinanden:
 se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget,
 du faar mig ikke anderledes; Hjrtet og Forstanden
 er netop saadan formede af Lren, jeg har draget ...

 Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trlsomt rinder,
 skal kende disse Fller, med hvem jeg deler Livet,
 -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,
 men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.

 Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde
 alt, hvad af mt og krligt jeg i mit Hjrte vd.
 Men ene her blandt Fllerne er det min Fest at nyde
 vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed.

 Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,
 naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;
 han trder op paa Vgten og viser, hvad han vejer
 med strkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet.

 -- _Mig_ kender du og vd, jeg er ikke af de blide,
 endskndt en Gang jeg galdt for at vre saa elskvrdig,
 medgrlig og behjlpsom -- ja, endnu maa jeg lide,
 fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder frdig.

 _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelre --
 de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen stde,
 men altid selv beflitte mig paa mild og god at vre
 og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nde.

 Jeg er som alle ddelige kraftig egenkrlig,
 men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet
 forstder den, der ikke sin Nste elsker rlig.
 Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.

 Moralen er ophjet. Men Livet vd en anden,
 og det er den, der raader. Lnge blev jeg skuffet,
 fr ogsaa _jeg_ fik lrt mig at slaa den Tyr for Panden,
 der ellers mit naive Hjrte vilde truffet.

 Men hvorfor skal dog Slgtled paa Slgtled Livet mde
 saa rent uforberedte om Lovene, som raader!
 De sknne Idealer er jo allesammen dde,
 hvorfor da spilde Livet paa ulselige Gaader!

 Du vd, jeg blev beundret som overmaade brav,
 -- men jeg var ved at kvles af den lumre Venneskare,
 der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.
 Og i mit Hjrte vokste om _eget_ Liv mit Krav.

 Jeg var jo ikke bare den elskvrdige og rare,
 men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.
 Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;
 et Menneske maa ggle i usmagelige Roller.

 Det kneb at sprnge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,
 hvori min Evne higede mod Selvstndighed.
 Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brd jeg gennem Leddet,
 maatte jeg jo trde de andres Blomster ned.

 Fra dem, som havde prist mig, ld nu en anden Tone,
 de fandt mig saa forandret, lidt hensynsls desvrre,
 beklaged deres Fejlsyn fr, beklaged mest min Kone,
 ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stdig Herre.

 Ja -- det er svrt at lre, at det, som Livet krver,
 er viljehaarde Hnder, som egen Kraft tr kende.
 -- Vr karrig med din Flsomhed, om end dit Hjrte bver:
 den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!

 Og vil du tkkes alle, da tkkes du slet ingen;
 de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.
 Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;
 jo frre dine Venner, des mere er du tryg.

 Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,
 o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg flger gamle Minder
 fra Tider, hvor vi srged, fra Dage, hvor vi lo,
 jo, det er strke Traade, som os tilsammen binder!

 Det skal I alle vide, men du, min Ven, isr,
 af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hlder,
 saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nr,
 saa ene her i Mrket -- og dog blandt gode Fller.

 Og har jeg prvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,
 da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner flges.
 Og derfor skal du vide, du, som mit Livslb kender,
 hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skbne dlges.

 Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning stbt,
 men med en flles Farvebund for Kunsten og for Livet
 -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har kbt,
 men som i Kbet redebont har Kammeratskab givet.


II

HARALD MOLTKE

 Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.
 Maalet var naaet -- men for hvilken Pris!
 Dr laa du paa Slden med vildsomme Blikke,
 laa som en Ddsramt, et Vrag i Forlis.
 Rundt om os bare den livlse Is.

 Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,
 ensomt ad utraadte Veje vi stred
 op til den nordligste Kyst paa vor Klode,
 Triumf for vor Vilje, Ln for vor Sved.
 Det blev den tungeste Dag jeg vd.

 Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,
 naar vi besteg den forjttede Grund -- --
 udslidte laa vi om Snehytten lejret,
 Ordene frs paa vor angstfulde Mund,
 hjlpelst slvt sank vi sammen i Blund.

 Kysten var lydls og menneske-de,
 intet at de for Hunde og Mnd,
 fjernt i den gryende Morgenrde
 blged den blaanende Isblink hen.
 -- Skulde du stivne og d som den?

 Ramt af Polar-Brens isnende Kulde
 segned du midt i din rastlse Flid ...
 Vidste vi Lgedom blot, aa, vi skulde
 varme dig Lben, som sklver hvid.
 Raadvilde ser vi din grufulde Strid.

 Nyttelst er det, jeg angrer din Rejse,
 Lykken, som sveg os, jeg sklder omsonst,
 hjemme dr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,
 frivillig fulgte du. Guld eller Gunst
 sgte du ikke. Maalet var _Kunst_.

 Ja, og dr laa du nu slagen og stille,
 saa ddelig nedbrudt. Din Flid var for stor.
 -- Da var der ikke en Time at spilde,
 frem langs de ukendte Kyster vi foer
 til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.

 Blodstnkte Hedninger bygged os Hytte,
 pludrende Kvinder fik Spklampen tndt,
 -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte,
 Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,
 drjere Tid har jeg aldrig kendt.

 Usselig plejet hensank du i Dvale,
 Pinslerne gjorde dig sansels.
 -- O, om vor Snehytte kunde tale,
 dr, hvor vi sultede sammen og frs
 og for den truende Knokkelmand gs! ...

 Se, der er rundet det halve Aar siden,
 vrkbruden lister du endnu omkring,
 og, om du retter dig helt med Tiden,
 vd vi jo ikke, vd ingen Ting,
 -- er du mon frelst fra et ddeligt Sting?

 Srgelig tung er den Lod, du har fristet,
 men din Taalmodighed lykkelig stor.
 Lykkelige du! Du har _intet_ mistet,
 thi i dit svkkede Legeme bor
 _Sjlen_, frodig som nyskabt Jord.

 Selv har du sagt, at du vd, du har vundet
 Muld i dig selv, hvor du fr var gold,
 faaet din Tro paa dig selv begrundet,
 -- ja, du har vundet mangefold,
 du, som endnu har din _Kunst_ i Behold.

 Du er en _anden_, end frst da vi kendtes,
 klarere Blikket, din Sjl dybet ud,
 snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
 Sorgen, som gaar fra dit Hjrte Bud,
 _den_ blev din Evnes Gennembrud.

 Gldner din Kunst du i Lidelsens Esse,
 det er dog det samme Hjrte, jeg ser,
 din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
 de samme retsindige Livs-Ider,
 din altid urokkeligt tro Karakter ...

 Sultet og frosset og lidt tilsammen,
 lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
 -- mrk og knugende er vel Rammen,
 Billedet selv dog straalende lyst:
 en gryende Sol over ukendt Kyst!

 _Solen_, det er din skabende Evne,
 _Landet_, din Tankes nye Muld,
 Nu gaar du ud mod det store Stvne,
 lidet agter du Gunst og Guld,
 Sjlen er rig nok og drmmefuld.

 Din Sjl -- som du selv -- er adelsbaaren,
 _jeg_ er af Borger- og Bondeslgt;
 Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,
 lngst er de blodige Strimer lgt:
 Mit Venskab er i din Varetgt!


III

KNUD RASMUSSEN

 Der var kommen en Dag
 i vort Venskab en Rift,
 og af Saaret fld Gift,
 som gred til Nag
 -- Mistillidens Gift den gule,
 som ingen sgte at skjule.

 Men det hndte os tidt,
 at vi talte forstemt
 om, at aldrig blir glemt,
 hvad et Venskab har lidt:
 _vi_ er ikke af dem, som lover
 at lgge Glemsel derover.

 Og vort Samvr blev trist,
 for vi led, begge to,
 men vi havde den Tro:
 der vil komme tilsidst
 gennem hensynsls, aaben Forklaring
 et Venskab, bygt paa Erfaring.

 Og saa skete det her,
 at vor Hjemvej blev stngt,
 og da har vi vel trngt
 til at knyttes lidt nr
 til hinanden i flles Smrte,
 og se! Da talte vort Hjrte ...

 Der laa Sensommer-Gld
 paa det ensomme Ns.
 I det gulnede Grs,
 hvor Vildbkken fld,
 dr laa vi og rensede Vunden,
 og nu er Saaret forbunden.

 Der var sket noget stort,
 kastet bort noget tungt,
 og vi drmte saa ungt,
 som vi fr havde gjort,
 da vi gik i den hjemlige Verden
 og digtede Planer til Frden.

 Ja, hvor gransked vi tidt
 i det grnlandske Kort
 og beregned hvert Skridt,
 som vi vidste blev vort,
 -- vi _vidste_ det! Vi kunde mrke,
 vi var ubetvingelig strke.

 Thi det _kan_ ikke ske,
 at en Ungdom, som _vil_
 og har Krfter dertil,
 maa sig vingestkt se
 og lade sig skubbe fra Reden
 af Oldinge-Stdigheden.

 Og det Adgang forbudt,
 som en mugnet Plakat
 fra vor Enevoldsstat
 mod vor Rejse fik skudt,
 dette Grnlands kinesiske Lukke
 _vilde_ vi snderhugge!

 Da saa Landet laa frit,
 og trods Venne-Kritik
 i Opfyldelse gik
 hvad vi drmte saa tidt,
 om de unge Vinger at strkke,
 da var vi bevgede begge ...

 Og nu ligger vi stngt
 i Polarnattens Hi,
 vore Drmme er fri,
 nye Planer blir tnkt ...
 Maaske stvner vi _nordpaa_ ad Aare
 til Sejr eller Fald eller Baare.

 Ja, jeg vd, hvad du _kan_.
 Du har Grnlnder-Blod,
 jeg har prvet dit Mod,
 du er modnet til Mand,
 og du _er_, blandt alle jeg kender,
 den tryggeste, hvad der saa hnder.

 Du kan ro en Kajak
 gennem oprrt Vand,
 du kan styre et Spand,
 om saa Fanden det trak,
 du er fdt her i Pollandets de,
 og her skal din Skbne du mde.

 Dette Land, det er dit,
 du, som taler dets Sprog!
 Du skal skrive en Bog,
 som kan lre os lidt
 om Folket ved disse Kyster,
 dets Skbne, Drmme og Dyster.

 For vi andre, vi gaar
 ikke dybt i et Folk,
 som vi kun gennem Tolk
 i Tale faar ...
 Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du flger,
 over Ishavets stivnede Blger.

 Ja, mod _Nord_, Grnland rundt,
 dr, hvor ingen har traadt!
 -- Er i Drmmene blot
 dette Syn os forundt?
 Eller gaar _virkelig_ Frden
 mod ukendte Egne af Verden?

 Vi har Kraft nok og Mod
 og et lysende Haab,
 vi fik ventyr-Daab
 under Isblinkens Fod,
 vi har Ungdommens sejrrige Alder,
 -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ...

 _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker!
 Om vi mdes igen!
 Se, da er der, min Ven,
 ingen Mistillid mer:
 Det er rlige Haandslag, vi giver,
 de er _rene_ de Hnder, der skriver!

 Og krystalklar og pur
 -- som den Vildbk, der fld
 under Sensommer-Gld --
 er vort Venskabs Natur.
 I Mindernes lutrende Rdme
 staar Samlivets Smrte og Sdme.


IV

JRGEN BRNLUND

 Kre Jrgen, sre Jrgen,
 du vor tro Alt-mulig-Mand,
 aldrig nogen Grund til Srgen,
 Jrgen _alt_ udrette kan.
 Faar en Hundeskagle Nykker,
 gaar et Sldejern i Stykker,
 skal der bruges Fil og Sav,
   er han Manden
   med Forstanden
 og det rette Haandelav.

 Men vi skndes nsten daglig,
 jeg og Jrgen, med Humr.
 Ogsaa jeg vil spille faglig,
 jeg har rejst i Verden fr.
 Men jeg kommer ingen Vegne,
 hans Begreber er hans egne,
 al min Visdom uden Vgt.
   Et despotisk
   Idiotisk
 er hans Svar paa Dialekt.

 Men vi kan som Regel staa os
 ved at flge Jrgens Raad,
 skndt han helst vil overgaa os
 paa sin Slde som i Baad.
 Bringer han os lidt i Knibe,
 og der er blot ringe Stribe
 Udvej for vort unge Liv,
   altid tr han,
   altid gr han
 just det _rette_, klog og stiv.

 Jrgen er vor bedste Jger,
 skyder altid Smaavildt nok,
 og i Hulen han os kvger
 som en sjlden renlig Kok,
 er snarraadig Blikkenslager,
 snild som Smed og Bssemager,
 ja saagar i Tegnekunst;
   dydig, vittig,
   frisk og flittig,
 sparsom med sin Ros og Gunst.

 Jrgens hele Kundskabsmngde
 er just ingen ringe Part;
 dybe Ting han gennemtnkte,
 rsonnered altid klart.
 Klig er hans skarpe Hjerne,
 haane Dansken vil han gerne
 -- nu og da med nogen Ret,
   socialistisk,
   egoistisk
 uden selv at vide det.

 Jrgen vil jeg altid huske
 lngst af al hans mrke Slgt.
 Ingen Dansker kan ham kuske,
 han er strk i Selvrespekt,
 minder mig om stejle Jyder,
 kender sine Landsmnds Lyder,
 ser og skatter deres Vrd,
   lod mig lre
   dem at re
 paa vor lange Grnlandsfrd.

 Eskimoen er godmodig,
 med den fri Natur i Pagt,
 og jeg vd, han hader blodig
 Enevldets snvre Magt.
 -- Blandingsbrn blir fdt ugte,
 som den Danske ej kan ngte
 Penge og Paternitet.
   Sagen glemmes,
   han forfremmes,
 bliver Amtmand trods sin Bt.

 Men forelsker han sig rligt
 i en smuk Grnlnderinde
 og vil giftes! Hvor besvrligt
 at faa stiftet Hjem med hende!
 Kun mod Tab af Embedsstilling
 faar han gteskabsbevilling,
 -- Manden maa jo vre gal!
   Staten harmes
   ved den armes
 Syn paa dansk Missions-Moral.

 Vi har kristnet Eskimoen,
 lrt ham Tvivlens Sjleangst.
 For sin Frihed vandt han Troen
 og fik Kaffe for sin Fangst.
 Selvkaldt er vi Landets Herre,
 vi kan for Kulturen sprre,
 og det har vi hidtil gjort.
   Penge vandt vi,
   Folket bandt vi
 stavnsfast bag en lukket Port.

 -- -- Naar en Gang i Grnlands Styre
 sjette Frederiks flade Aand
 faar sin slet fortjente Hyre
 og blir kvalt i egne Baand,
 og naar Vejen brydes aaben
 til at holde over Daaben
 Landets _egne_ Brn som _Mnd_,
   der kan lede
   egen Rede,
 saa er Jrgen glad igen.

 Jrgen! Du maa ikke slippe
 Fremtidshaabet for dit Folk,
 rank og grundfast som en Klippe
 skal du vre Retfrds Tolk.
 Du skal se, der gryr en Morgen,
 da I hejser Flag paa Borgen
 under unge Frihedskor:
   send da ikke
   hadske Blikke
 ned til gamle danske Mor!


V

GABRIEL OLESEN, kaldet GABA

   Gaba er god,
 god som et Barn, selv om alt gaar imod,
 han kan sig let med vort Vildliv forsone,
 lnges vist knapt efter Spdbarn og Kone,
   som han forlod.

   Gaba er klog,
 taler blot et malabarisk Sprog,
 tidt maa vi ty til de sreste Fagter,
 eller vi udgransker det, som vi agter,
   af en Glose-Bog.

   Gaba er Kok,
 Koksmath isr -- men han har en barok
 Lyst til vor Smagssans at undertrykke
 ved at benytte som Viskestykke
   Skjorte og Sok.

   Gaba er flink,
 lystrer med Iver vort ringeste Vink
 -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe
 Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,
   -- se da hans Blink!

   Sukker isr
 har han, den Slikmund, usigelig kr,
 sender sin Skefuld forelskede Blikke,
 naar han behndig faar _Top_ til at ligge
   -- en Kunst, der er svr!

   Gaba er glad,
 sorgls og lattermild, blot han faar Mad,
 men naar vi mindsker en Dag Provianten,
 saa kan han stte sig ordknap og vranten
   over sit Fad.

   Gabas Tobak
 er hans Bekymring og evige Snak,
 og for at skaffe sig noget at rge
 tror jeg, han gerne vilde forsge
   sin Skind-Timiak.

   Han er adrt,
 let tilbns danser han Reeler med Spjt.
 Sprger man, hvad han nu tilbeder srlig:
 Dans eller Kirkegang? svarer han rlig:
   Danse mig trt!

   Gaba har Trang,
 Trang til at sove, skndt vkket en Gang,
 ja, og saa snorker han rent ubarmhjrtig;
 rusker man Fyren, saa svarer han vrdig:
   Jeg drmte, jeg sang.

   Gaba har Rst,
 Salmesang er ham en daglig Trst,
 Melodierne er bestandig hans egne,
 og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne
   her under Kyst.

   Han er literr,
 nedskriver Gloser og Folkesagn her,
 lrdoms-stolt lader han Blyanten flyde,
 ikke en eneste Sjl kan udtyde
   hans Kragetr.

   Gabas Moral,
 Kristenmoral, den er ikke saa gal:
 dybt han beklager sin hedenske Sster,
 fristes dog selv af hedenske Lyster,
   naar Natten er sval.

   Kk i Kajak
 gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,
 kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,
 er efter Sl en paalidelig Skytte.
   Gaba, hav Tak!

   Tro har han fulgt,
 delt vore Kaar under Velstand og Sult.
 Rkker vi bare Uperniviks-Landet,
 skal han faa Sukker og meget andet,
   aabent og dulgt.

   Hundred iblandt
 dem, som vi til os paa Rejsen bandt,
 vilde forlngst have mistet Gemyttet
 og til den grnlandske Hjemv lyttet;
   _han_ var konstant!

   Ja, du var tro,
 tro mod din Pligt, og som oftest du lo.
 Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;
 gster jeg Grnland, opsger jeg atter
   dig i dit Bo.


VI

AGPALING'UAK

 Din Slgt er dd. Din Far og Mor
 har nyligt vi til Hvile bragt.
 Saa tog du mod vor Briks, vort Bord
 og har vor Levemaade smagt.

 Og da vort Kd og Brd slap op
 med Vandet i den frosne Elv,
 da gav du os en Hvalroskrop
 til Hundefor og til os selv.

 Og af dit Telt vort Tag blev lagt,
 vi brndte alt dit Lampespk,
 i din Kajak gik vi paa Jagt,
 til synkefrdig den lb lk.

 Vor Bsse fik du, Hagl og Krudt,
 og drog ad Klften hjt til Fjlds;
 og havde du en Hare skudt,
 gav du os baade Skrog og Pels.

 Flles er nu vort detrug
 og alt vort Strb for daglig Kost.
 Om Hulen stryger Vejrets Sug,
 hvide er Vggene af Frost.

 Mest er du tavs, begriber knapt
 vor stille Syslen med Papir;
 det er, som om du havde tabt
 din Aands de gamle Vildmands-Stier.

 Snart sover du paa Briksens Sten
 og raaber tidt i Svne hjt,
 drmmer om Jagt paa Bjrn og Rn,
 nu da vort Forraad er lidt sljt.

 _Kd_ er din hele Tankekres,
 din Verden blot et brkldt Fjld,
 knap kan du tlle til en Snes,
 og dog befinder du dig vel.

 Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt
 flger du kun din egen Trang,
 hver Livsens Dag blir festligholdt
 med Elskov, Mad og Trommesang.

 Af tusindaarig Slgt udgroet,
 der langs den hvide Isblink drog,
 har du som dine Fdre troet
 paa skjulte Magters Varsel-Sprog.

 Alt det, som dine Fdre vandt
 af Livets dyrekbte Klgt,
 blev Slgt for Slgt en Traad, der bandt,
 -- en Ledetraad i Livets Rgt.

 rvrdig er din Hedning-Tro,
 som helst du flger til din Dd,
 -- men Kristenheden slaar sin Klo
 i al din svare Sjlend.

 Thi ikke kender du den Gud,
 i hvis misbrugte Frelsernavn
 _vi_ skulde vet Hjrtets Bud
 men tndte Hadets Flamme-Bavn.

 Vor stakkels Agpaling'uak
 med Biblens Helgennavne dbt,
 fortabt den Frihed, han inddrak
 i Fjldnaturen, isblink-svbt,

 hans Fdres Visdom sndertraadt,
 tusindaars-gamle Skikke brudt!
 Han har den store Pan forladt
 for Salmesang og Bly og Krudt.

 Hans Tarmskindstromme haanet blev,
 hans Sang forbudt, hans Sagn belt,
 -- her sad tre hvide Mnd og skrev
 alt, hvad de havde hrt og set --

 saa var det altsaa _dem_, der stjal
 hans gyldne Frihedsliv, til Tak
 for Rn og Bjrn, for Sl og Hval,
 -- vor stakkels Agpaling'uak!




MOR


I

 Ind under Elmehkken,
 af Vestenstorme mejet,
 er der en Grav i Rkken,
 en altid krlig plejet,
   dr hviler trygt
   i Rosenflor
     min Mor.
 Og skinner Solen vaarligt,
 og spirer frem, selv her mod Nord,
 duftende Kalke af mager Jord,
 da mindes jeg din Grav, o Mor,
 og ser den for mig blomstersmykt,
 husker dit Blik -- og vd med Frygt,
 at al din rige Godhed
   fik jeg kun lnnet daarligt.

 Alt, hvad jeg vilde sagt dig,
 og som dig skulde trstet
 og til mit Hjrte bragt dig,
 bvede mig i Brystet --
   ak, men jeg stod
   snart ved en Grav
     og tav ...
 Paa Livets travle Veje,
 opfyldt af tusinde Behov,
 rammes vi brat af Livets Lov:
 at nu har Dden valgt sit Rov,
 et elsket Hjrte sklver sygt,
 da haster vi i Haab og Frygt
 og kaster os i Hulken
   over den ddes Leje.

 -- -- Over den ddes Kiste
 hang der en Blomstersfre,
 Venner og Fjender viste
 Liget den sidste re,
   og mellem dem
   hyklede bedst
     en Prst ...
 Aa, vi er som Sjakaler,
 vi slaas gemnt i Livets Krig,
 vinder vor Sejr ved skummel Svig
 men mdes _enigt_ om et Lig -- --
 vi rosenkranser Ligets Hjem,
 dr, hvor vi fr holdt Torne frem,
 og tror, at disse Blomster
   vor hele Gld betaler.

 Selv _den_, der vilde baaret
 _dig_, Mor, henrykt for Livet,
 aldrig din Tanke saaret
 og ingen Sorg dig givet,
   _ham_ frte bort
   fra dig og dit
     hvert Skridt.
 Du blev din Sn bervet
 og lrte Livets bitre Kaar:
 at Barnet egne Veje gaar,
 som ingen krlig Mor forstaar;
 du troede Barnets Hjrte haardt,
 fortabt hans Sjl, hans Livslb kort
 og elskede ham dog hjest,
   som havde dig bedrvet ...

 Til Mors Grav derhjemme
 er mange Hundred Mile -- --
 men husker jeg din Stemme
 og ser dit Ansigt smile,
   er som en Drm
   om svunden Nd
     din Dd;
 jeg fler Livets Varme
 udstraale fra dit Modersind,
 skrmende kysser du min Kind,
 gaar vejkendt til mit Hjrte ind
 og hrer dr i Blodets Strm
 Snnetakken inderlig m
 og knuger lykkelig Barnet,
   der grder i Mors Arme.

 -- Ak, rkeslse Drmme,
 som bare gr bedrvet! ...
 I duftende Rosenstrmme,
 i L bag Elmelvet
   er der en Plet
   med gruset Jord
     og Mor.
 Du stoled paa et Mde!
 -- ja, Livet er jo fuldt af Nd,
 og Himlen lover Frelserskd ...
 Mor var saa god. Men Mor er dd.
 Aa, Mor, hvor var du livsenstrt;
 frst nu, for sent, forstaar jeg ret
 _din_ Livssorg -- og min egen
   aldrig sonede Brde ...

 Nu blomstrer fljels-sorte
 Roser hjemme i Haven,
 men jeg, saa langvejs borte,
 kan ikke smykke Graven,
   og ingen vd,
   om siden mer
     det sker ...
 _Hvem_ bliver nst i Rkken?
 Staar jeg mon selv ved Ddens Port?
 Nej! Livet er saa rigt og stort
 og mit Begr mangfoldiggjort ...
 Eller er maaske _Far_ bragt ned
 til Mors Stv og Stvets Fred?
 -- Underligt hrer jeg Blsten
   suse i Elmehkken ...


II

 Det er i Dag din Ddsdag, Mor,
     din Ddsdag, Mor --
   nu er det lnge siden,
 men Tanken gaar ad de gamle Spor
   langt tilbage i Tiden.

 Der kom en Dag et Bud, som ld:
     din Mor er dd --
   jeg blev som fra Forstanden,
 haabede i min bitre Nd,
   at Slaget galdt en anden.

 Dden var aldrig traadt mig nr,
     og Mor isr --
   det var saa rent utroligt.
 Da sagde n, som er mig kr:
   Se nu og tag det roligt.

 Rolig, rolig -- naar Mor er dd,
     saa tungt et Std!
   det kan du aldrig mene.
 Vred og forvirret jeg udbrd:
   Gaa -- lad mig alene!

 Og ene blev jeg. Gik i Ds.
     Skjalv som jeg frs.
   Kunde slet intet sanse.
 Vidste blot, jeg var moderls ...
   Gode Folk bragte Kranse ...

 Lr mig, o Skov, at visne glad,
     den Salme bad
   Mor om at faa ved sin Baare ...
 Versene kunde jeg udenad,
   lalled dem som en Daare ...


III

 Men havde du levet den Dag i Dag
 og ventet forgves og ingen Ting hrt,
 om jeg var i Live? hvorhen jeg var frt?
 om jeg kunde bjrge mig? eller var Vrag?
   -- du havde grdt jnene rde,
   du havde dig srget tildde.

 Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med V
 og nr ved din Dd havde Livet mig kbt,
 da blev med de mmeste Navne jeg dbt,
 da var jeg det kreste, du kunde se,
   du strakte de vrnende Hnder
   mod alle min Uskylds Fjender.

 Og er der i Verden, saa ond og saa stor,
 ikke den Moder, der svigter sit Kald
 men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,
 saa er du blandt Mdre, min elskede Mor,
   den mildeste, krligste Kvinde,
   den bedste, jeg kunde finde.

 Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,
 har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,
 du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,
 om at vre dit Hjrtebarn naadig og god,
   om at give ham Troen tilbage
   og hans _Fred_, som i gamle Dage.

 Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,
 at Sjlefred er mig som Dden imod -- -- --
 Der bruser den evige Storm i mit Blod,
 min Fod ejer ikke et blivende Sted.
   Den eneste Gud, jeg kan dyrke,
   er Menneske-Aandens Styrke!

 Den ktterske Kraft i vor Menneskehed,
 som ensomme Aander frimodigt os gav,
 den styrker min Sjl. Men Mor gik i Grav
 strk ved sin Tro og sin Krlighed.
   Nu mdes vi ingensinde.
   -- Velsignet vre dit Minde!

 Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,
 -- kun set i min Mor et guddommeligt Vrd.
 Men havde du levet og lrt af min Frd,
 hvor frugteslst dine Bnner blev bedt,
   du havde dig grmmet tildde
   for Dommen, jeg gik i Mde ...

 -- O, intet i Verden er godt som en Mor,
 en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,
 men alle saa gr vi vor Mor imod;
 der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,
   hun, der har selv kunnet _savne_
   for Barnets Fremtid at gavne.

 Saa underligt er det: Af al vor Natur
 vi vlger vort Liv _trods_ moderligt Raad,
 vor egen Vilje skal styre vor Baad,
 knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,
   Opdragelsen gr vi til Skamme,
   -- vor Mor har vel gjort det samme!

 Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ...
 Teknikken den skrider med straalende Hast,
 moralsk saa staar vi forsumpet og fast,
 thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem?
   Den eneste Dyd paa Jorden
   er det hellige Kald for Moren.

 Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt,
 og den, der har levet dets ondt og dets godt,
 ja, den, der har ejet en Moder blot,
 han elsker det Liv, vi evindeligt
   skal leve til sene Slgter,
   hvad Tro vi saa forfgter.

 Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag ....
 Jeg drmmer saa tidt, at du aander paany,
 at jeg er dit Hjrtebarn, uskylds-bly,
 som uden Fortielse, uden Bedrag
   om Livet og Mennesker sprger ...
   Saa vaagner jeg op og srger.

 Jeg srger, for jeg er jo moderls
 og finder dig ikke, naar jeg vender hjem,
 -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,
 og staar dr og sklver, som om jeg frs,
   mens Blsten hvirvler med Stvet
   og suser i Elmelvet ...




FAR


I

 Jeg takker dig, min gode Far, for al din strnge Tugt,
 du mente mig det rligt, men du fik ikke Bugt
 med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv,
   som rinder _dig_ i Blodet,
   som er _mig_ Livsens-Modet
   og min Lykkes sande Tarv.

 Jeg takker dig for Skndene og Pryglene, jeg fik,
 den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,
 _nu_ vd jeg, at hvert haardhndt Slag paa min uvorne Ryg
   har voldt dit eget Hjrte
   en tavs, indkapslet Smrte,
   et forknuget, bange Tryk.

 Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.
 Vi prved begge Livet, tidt var os Vejen tung,
 men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,
   jeg kender jo dit Hjrte
   og vd, at hvad du lrte,
   det var ingen Tid forstilt.

 Der gaar saa strid en Hvirvelstrm i Livets dybe Flod,
 tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;
 men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,
   var Solen aldrig nede,
   fr al fortrnet Vrede
   laa med Dagen slumret ind.

 Du er din Sn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven,
 hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Sknd.
 Den gode kloge Far forstaar, at Sknd er nyttelst:
   Hvert Menneske maa lre
   sin Selv-Profos at vre
   og sin Skbnes egen Trst.

 Jeg mder i dit Faderblik, mildt dmmende og mt,
 den endelse Godhed, du aldrig faar udtmt.
 Strng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt
   faldt selve Livets Svbe,
   den, ingen kan undlbe,
   som har levet strkt og ungt.

 O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,
 men aldrig skal jeg angre den Skbne, som mig traf.
 Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,
   vi er to gode Venner,
   jeg velsigner dine Hnder
   i et ydmygt Snnekys.


II

 Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,
 alle Ruder dirred, Taffeluret klang,
 Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,
 ude dmred Dagen, Spurvene de sang.

 Ude vented Vognen. Ude hylte Blsten,
 det var sn Oktober, Lindelvet faldt,
 langt vi skulde kre stik imod Nordvesten;
 det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.

 Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,
 sprang adrt i Vognen op til Kusken Mads,
 -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,
 og til Halstrkldet fandt hun ogsaa Plads.

 Altfor nnsomt gode, altfor offerrede,
 for vort Velfrd altid omsorgsfulde Mor
 -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:
 Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!

 Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Ssters Hvisken
 og saa' Lillepigen bringe Rejsevin.
 Blis og Brune vrinsked, Mads slog Smld med Pisken,
 Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ...

 Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,
 bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.
 Jensens ligger atter i de lune Dyner,
 drfter, fuld af Spnding, hvorhen Rejsen gaar.

 Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet
 henad Hedevejens sre skjulte Slyng,
 alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,
 milelang er Sletten med den mrke Lyng.

 Blomsterls og gusten og saa fredls de -- --
 Hjt mod Morgenhimlen tavst et Mllekors --
 Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Mde,
 Vinden stryger regnmt og med Duft af Pors.

 Urosvanger Himlen, mrk og sorgfuld Jorden,
 paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvg,
 gennem Blsten varsler Maageskrig fra Fjorden,
 fra den sunkne Gravhj klager Faarebrg ...

 Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,
 kigger efter Solen, den, han helst undgaar ...
 Var hans Brn forsultne, vil han ej paa Sognet,
 stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?

 Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,
 Livets bitre Vilkaar for en knuget Slgt.
 Barne-jet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde,
 der tog hele Hjorden i min Varetgt!

 Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,
 ham, der har sig mttet af den riges Fad.
 Skaanselsls er Loven, lynsnar som en Glente.
 Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ...

 -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tndte Ruder,
 Madmor stter Davren dampende paa Bord.
 Der er lavt til Loftet, Gavl og Vgge luder,
 der er megen Madlyst, ikke mange Ord.

 Barneflokken slubrer rent forslugent Mlken,
 men den trge Husfar slipper brat sin Ske,
 rejser sig bengstet, bjet under Bjlken,
 stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se?

 Og med t saa holder vi for Husmandshytten,
 Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:
 Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,
 alle jne siger: man vil os Fortrd!

 Og da langt om lnge Vognen atter skrumler,
 er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort,
 Vesterhavets Brnding over Klitten mumler.
 Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.

 Men mit Barnehjrte kan slet ikke glemme
 jnene, som fulgte Manden, vi tog bort,
 Brnene, der klynked, Madmors skrmte Stemme,
 men fortrstningsfulde: han har _intet_ gjort!

 -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,
 er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;
 Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,
 -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt?

 Der er koldt paa Bukken, men min Hjrne brnder
 ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.
 Mads har rig Erfaring og er Sjlekender,
 jeg har lnge snakket dmpet med Mads Kusk:

 Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot bengte.
 Inde i Arresten faar de ham nok mr.
 De gr altid Krumspring, disse Tyvekngte;
 du maa huske, Lille, _jeg_ har krt dem fr.

 Men mit Barnehjrte, som kan ikke dmme,
 stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, --
 jeg vil ikke lnger holde Kuskens Tmme,
 fredls ligger Heden, ingen Fred jeg har.

 Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,
 svrger Straffeloven uforsonligt Nag,
 -- mine Tanker slves i den klamme Varme,
 da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.

 Dmpet rdnes Himlen under Skyers Rande
 som en Kind, der blues over Jordens Skam.
 Blgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande
 som et Hvnens Udyr, der har rejst sin Kam.

 Se, dr ligger Byen pisket af Nordvesten,
 Borgerne de sover, Lygterne er tndt,
 Mads, som sr mig vaagen, hvisker gennem Blsten:
 Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!

 -- -- Det er tungt at lide med en forurettet,
 tungere at vide al sin Medynk spildt ...
 Det var godt at komme hjem og blive mttet
 fra den aabne Hede, hvor det blste vildt.

 -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg krte
 ud paa Embedsture i mit jydske Land:
 Livets bitre Jammer jeg betaget hrte,
 og den falske Taare tog jeg straks for sand.

 Det er lnge siden. Mange Illusioner
 skulde briste snder, fr min Mund blev klog ...
 Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner
 ud fra ventyrets gamle Brnebog.

 Disse sre Farter over dunkle Sletter,
 dette Vld af Minder ud af Livets Kaar,
 disse hstligt mrke, storm-forsuste Ntter
 har jeg altid elsket fra de unge Aar.

 Og af disse Minder nu min Sjl sig mtter
 hr, hvor Fjldet gjalder af Oktober-Storm;
 i de mrke Aftner, i de lange Ntter
 faar de gamle Minder atter Liv og Form.

 -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg vd, du mindes.
 Og du vd, min Barndom er mig dyrebar ...
 Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes
 paa det rette Sted. Du min hvide Far.


III

 Kre Far! Jeg br dig blot:
 vr i Live, naar jeg kommer,
 byd ham Trods, den strnge Dommer,
   Ddningmanden.
 Der er endnu meget godt,
 vi skal have sagt hinanden.
   Af mit Liv jeg _Aar_ vil give,
   naar du bare er i Live!

 Livet lb sit travle Jag,
 og i Farten, naar vi mdtes,
 dyre Timer tidt fordtes
   uforndent,
 og saa blev det Afskeds-Dag,
 og jeg rejste ufortrdent
   i den Tro, jeg haardt tiltrnger,
   _nste_ Gang at dvle lnger.

 Og vi saas og skiltes tidt,
 men de korte Gensynsstunder
 gik i Selskabs-Tummel under
   og Debatter,
 som om Hjrtet var fallit.
 -- Ak, er det for snt, jeg fatter
   Lykken, ene og fornden,
   den, der brister bort med Dden?

 Lykken -- det er det at staa
 sammen med de Faa, de Kre,
 som vil alle Dage vre
   trofast samme
 Hjrteblod, hvad end gaar paa,
 flles Rod og flles Stamme,
   flles Livets Byrder lfte,
   Sorg og Glde sammen drfte.

 -- Vr i Live, kre Far,
 naar jeg atter er derhjemme!
 O, da skal din Sjl fornemme
   Hjrteslaget,
 som mig til dit Favntag bar,
 og som aldrig har bedraget.
   Rejs dig strk mod Ddningmanden,
   vi vil _leve_ med hinanden!




DEN STORE BY


I

 De gamle Bolvrksgader
 om lnlige Kanaler,
 Brstaarnets Dragehaler,
 Slotspladsens Lygterader;
 bag Kirke-Gravkapellet
 det skumle Kristiansborg!
 -- Hr var det, at Farvellet
 greb mig som en Sorg.

 Min Ungdoms Minder ruger,
 og glemte Lngsler taler
 langs disse graa Kanaler
 med lukte Pakhus-Luger.
 -- Gaderne kan fortlle
 om Holland og om Flandern,
 om gammel Kbmands-Vlde,
 om Tordenskjold og van Mandern.

 Dr henne glimter Ruden,
 hvor jeg har Hjem og Virke,
 og under Frelsers Kirke
 en grnlandsk Plads med Skuden;
 kl-strk og isforhudet
 trodser den sig mod Nord,
 -- naar den har Afsked tudet,
 saa er _jeg_ med ombord.

 _Da_ vil der rinde Tider,
 fr atter jeg betrder
 de skbnesvangre Steder,
 hvor Kampens Vaaben bider.
 Jeg elsker Storstads-Sejren,
 og skndt jeg skrmt forlod den
 og afskyer Klike-Lejren,
 drages jeg dog imod den.

 Ja, det er svrt at skilles
 fra disse gamle Gader;
 jeg elsker og jeg hader
 det Liv, der her udspilles.
 Her blev mit Hjrte prvet.
 her led jeg Sorg og Savn,
 -- o, jeg gik tidt bedrvet
 ud gennem Kristianshavn.

 Men der er Morgentimer,
 naar over Tagstens-Vrimlen
 Vaarsolen rdner Himlen,
 mens alle Klokker kimer,
 -- da sprang jeg fra mit Leje
 og hilste Spir og Slotte
 og higed stolt mod Veje,
 som ingen Fod betraadte!

 Og der er hstligt svale
 og skumrings-dunkle Ntter,
 naar Tivolis Raketter
 som en Komt med Hale
 paa Slotsruinens Rygge
 nedstraalte gyldne Drys,
 mens skjult i Sjlers Skygge
 jeg stjal et Krrest-Kys!

 Og naar i Vintrens Taage
 hver gothisk Husgavl dlges,
 da vd jeg to, som flges
 rundt om i Havnens Kroge:
 dr leves Gldens Rre,
 dr lides Livets Kvaler
 bag gamle Egedre
 og forsirede Portaler.

 De gamle Stokvrks-Gaarde
 langs lnlige Kanaler
 og Brsens Dragehaler
 bag Havnens travle Aare
 -- her leved jeg og lrte,
 herhen vil jeg paany,
 thi ene _her_ mit Hjrte
 slaar for den store By!


II

 Du altfor store By til dansk Behov,
 Hjemstavn for Livs-Tilvrelsens bitre Kampe,
 -- jeg knyttede mine Hnder som i Krampe
 den frste Nat, jeg ved dit Hjrte sov!

 Dr midt i Mylret galdt den Strkes Lov,
 om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,
 -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe
 angst for den onde Verdens Hestehov.

 Men Larmen genld i mit stille Kammer,
 snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfr
 -- og vandt de frste Nederlagets Skrammer ...

 Du skbnesvangre By om Havn og Ser,
 du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,
 -- jeg lnges efter dig som aldrig fr!




FDRELANDSSANG


 Mit gode danske Fdreland,
 mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk,
 en ringe Plet paa Globens Rand,
 i Verdens Alt en Draabe Dug!
 Og er end dette Danmarks Navn
 ukendt af mangen Jordbeboer,
 _min_ Stolthed er det og mit Savn,
 herfra udgaar mit Skbnespor,
 her fik jeg Liv, her dde Mor.

 Og dette Land, jeg har saa krt,
 min unge Elskovs Brudeseng,
 hvor er det blevet misregrt
 og pint af fremmed Fyrsteslng!
 I slog vor Ret, udaad vor Marv
 og leved selv i Sus og Dus,
 lod Vold og Vlde gaa i Arv,
 uddelige Kongehus,
 vort sunde Legems Snyltelus!

 Jeg hader Kongemagt og Krig,
 og jeg vil ikke ofre Blod
 og ikke ligge Valplads-Lig
 -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod!
 Hver den, som ger Livets Vrd
 ved Brdets Kamp som Arbejdsmand,
 i Videnskab, paa Forskerfrd,
 ad Kunstens Baner, hel og sand,
 han blder for sit Fdreland.

 Ja, _dette_ dyre Blod har flydt,
 fra Danmarks gamle Land blev skabt;
 en tusind-tunget V har lydt,
 naar disse Daadens Mnd gik tabt.
 Men Fyrsten sad paa Tronens Stol
 fra Folkets Liv og Tanker fjern
 som Maanens Fjs fra Livets Sol,
 forskanset bag Guds Naades Vrn,
 hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jrn_.

 O, Danmark! Mangen ydmyg Nar
 lod hfte Kongens Guld paa Bryst,
 -- men tifold stolt sit Hoved bar
 hver ukbt Mand i Dagens Dyst.
 Om Danmark som en Frihedsstat,
 hvor Folket raader Folkets Kaar,
 hvor Kongen og hans Hof-Etat
 af Folkets Naade Aftgt faar,
 dog lige dristig Drmmen gaar.

 Ja, drm dig frem til Republik,
 saa alle Evners Fylde naas,
 fr du skal tmme Ddens Drik
 og af et Stor-Evropa flaas.
 Det _Kongens_ Danmark, vi har troet
 var Flammen i vor Hjrtebrand,
 vil d og blive mosbegroet,
 men _leve_ mellem Mand og Mand
 vil _Folkets_ gamle danske Land.

 Mit Land, mit Liv, min Skbnes Gud,
 hvor jeg blev fdt, hvor jeg vil d,
 naar jeg har adlydt Livets Bud
 som Blomsterkalken, der gav Fr,
 du sknne Land af er og Ns
 med Oldtidsskov paa Bakkedrag,
 med Aa og Eng og frodigt Grs
 og Lyngklit ud mod Blgeslag,
 med frigjort Folk som Fremtidssag!

 O, lad mig se endnu en Gang
 mit jydske Hjem, min Far, min Brud
 og hre Hedelrkens Sang,
 naar Klokkelyngen springer ud.
 O, lad min Baad en stormfuld Dag
 for strke Sejl naa hjem i Havn,
 -- ja, fld jeg blot til Strand som Vrag,
 min Last forlist, forglemt mit Navn,
 saa fandt jeg dog min Fdestavn!

 Mit gode danske Fdreland
 du ejer alt mit Hjrteblod,
 hjem til din lave, lyse Strand
 gaar altid glad min Aand og Fod.
 Og er du end et usselt Fnug,
 en ukendt Plet paa Globens Rand,
 udpint til Armod, Had og Suk
 af fremmed, lovls Fyrstestand,
 du er mit Land, mit dyre Land!




VENNER

TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM


I

 Hvad er rligt Venskab? Livets Salt!
 Det har krydret mig de ferske Retter,
 Mennesker paa Livets Festbord stter,
 vret Grstof i den vamle Malt.

 Der var Tider, hvor jeg nd det alt:
 sukret Bagvrk, som kun daarligt mtter,
 sde Vine, der gav trre Pletter,
 men den Levevis for Brystet faldt.

 _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen,
 naar jeg valgte anden Drik end Vand,
 hstlig sval den fld bag Glassets Rand.

 Ogsaa _den_ har tndt min Sjl i Brand,
 men afklaret var jeg da: en Mand,
 der aad ikke Brd blot for Rosinen.


II

 Venner! I gav Surdejg til mit Brd.
 Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,
 _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage,
 og af Lyngbaal Ovnen hed og rd.

 Jeg var ung og endnu grn af Ld.
 _Mestrene_ gav kandiseret Kage,
 skulde Kundekresen da beklage
 Sukkermanglen i det Vrk, _jeg_ bd.

 Ung og grn kom jeg til Hovedstaden,
 ikke n af Fagets Folk jeg kendte,
 aabned angst min Bod i Sidegaden.

 Men dr var det, at det slemme hndte,
 _I_ gav mig paa Surdejg Appetit,
 og saa gik Bedriften snart fallit.


III

 Salt og Surdejg, bedske Krydderier
 blev mit Vsen og mit Kald en Tugt.
 -- Ikke mange Folk ser noget smukt
 i de livsens-bitre Poesier.

 Men den kloge Mand er den, der tier,
 lige glad om Vrket blot blir slugt
 af de Faa, hvem det er udsgt Frugt,
 og som hader Kling-Klang-Melodier.

 Han er Digter og kan ikke nse,
 om han overskred den Smagens Grnse,
 som er gngs for dannede Poeter.

 Maaske saares alle hans Bekendte,
 men som Literaturens Dumme-Peter
 vil han ikke sine Laurbr hente.


IV

 Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,
 om vi vikler os i Hensyns-Vvet;
 -- men jeg vd, at vi har alle bvet,
 hvor de store Opgr forelaa.

 Men hver den, som paa Akkord vil gaa,
 naar det blir af Slgt og Omgang krvet,
 og som ikke faar sit Livsvrk hvet
 op, hvor Himlen hvlves hj og blaa,

 han maa altid give Kb og lyve,
 han er Larven, der skal aldrig flyve
 sommerfugle-fri til Blomstens Kube.

 Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,
 skiller al hans Kres i Faar og Bukke,
 er ham ene Vej til Sjlens Grube.


V

 Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande.
 Kunst er Liv og Kunsten dyrekbt,
 derfor staar I begge to som stbt,
 mder Grin og Svig med aaben Pande.

 I er Lys ud over plumre Vande,
 Luftning, hvor den klamme Gus har svbt,
 alt jert Arbejd bliver smrte-dbt
 og gaar derfor virkningslst om Lande.

 Thi vi kender dansk Moral og Mode:
 -- Kunsten er det sknne, dle, gode
 i sdladen, smrtefri Servering ...

 Lad _os_ Hyl i Harmonien blande:
 Kunst er ikke Tossernes Formering,
 Kunst er Liv -- det dybt personligt sande!


VI

 Venner, _I_ har levet denne Lre
 og fr nogen rakt mig Broderhaand,
 Nring drog vi af hinandens Aand;
 hvor vi fulgtes, var der godt at vre.

 _Alt_, vi leved, saa' vi Frkorn bre,
 rodfast Egen skd af spinkel Vaand;
 skilte ad skal just vort Venskabs-Baand,
 fri for Egennytte, styrket vre!

 Fyldt af Udv flger hver sin Bane,
 Farten det er Livet, Kunstens Lods,
 lutret naar vi hjem til flles Fane.

 Vi, som vd hinandens Dyd og Fejl,
 er ej Slaver af hinandens Ros,
 derfor ses vi -- og ser os i Spejl!


VII

 Kunstnere! Du Digter og du Maler!
 I, mit Hjrtekalds de bedste Venner,
 husker I, vi stod med bare Hnder
 henrykt rige under Kaldets Kvaler?

 -- Vi har Hybler hjt paa femte Sal'er,
 vi er Folk, som Livets Trngsler kender;
 men vi tror paa Lykken, naar det hnder,
 at rettidigt Lejen vi betaler ...

 Unge, grdefulde Foraarsfest,
 oprrssvangre Tid, fuld af Skandaler,
 naar vi slog de mugne Idealer!

 _Hver_ bar Skotj efter egen Lst,
 fodfri blot, som luftige Sandaler,
 -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!


VIII

 Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
 har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
 Ravn og Rype -- Fjldets Vinterfugle --
 deler trofast mine Sultekaar.

 Kan I huske vore Ungdomsaar,
 da vort Eje var en ringe Smule!
 -- Aldrig dog som her i yderst Thule
 var jeg stdt i saa fortrykte Kaar!

 Heller aldrig var jeg _rig_ som her:
 se! Jeg har Nomadens gyldne Drmme
 og min Friheds Verdensherredmme,

 rigest dog ved dem, som jeg har kr,
 aldrig stod jeg Jer saa hjrte-nr
 som i Armods-Tid blandt Brens Strmme!




DANSKE MND


 Hrup! Den tavseste Mund i vort Land,
 strke, kloge, besynderlige Mand!

 Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
 hans smilende Mund, husker nppe hans Stemme.

 Den Mund, som fr havde flammet saa tidt,
 var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,

 den tav blot og var som et fint lille Smil
 over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil.

 -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nr.
 Nr! Nej, en Afgrund der var mellem hver.

 Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge!
 Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...

 En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
 kom han gaaende gennem vort Kontor.

 Jeg vilde ham nsket paa gammel Skik
 gldeligt Nytaar -- men mdte hans Blik,

 et mildt og elskvrdigt -- han var jo saa god --
 men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.

 For dette gaadefuldt smilende Blik
 slog Tankerne Sludder og Munden Klik.

 Aldrig fik jeg ham nsket noget godt,
 forundret tav jeg -- han smilte blot ...

 _Nu_ vd jeg, hvad dette Smil betd,
 begreb det, lnge fr han var dd:

 Min unge Ven! Over den hele Jord
 de rligste nsker faar aldrig Ord.

 Den Ven, der nsker mig godt, er en Taabe;
 _handle_ skal han i Stedet for haabe.

 Folk, som er enige, samtaler ndig;
 overfor Fjender er Ord overfldig! ...

 -- Bag Hrup, den utilgngelige Mand,
 stod vel vort danskeste Hjrte i Brand.

 Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev ngne,
 han elsked Sandhed, bekmpede Lgne,

 var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
 og _savnet_, da han havde sin Plads forladt --

 denne tavse Mund, disse talende jne.

        *       *       *       *       *

 HRUP er som Minister endt,
 GEORG BRANDES blev stats-anerkendt.

 Det er just intet logisk Punktum
 for Mnd, der gnistrer af evig Ungdom,

 medmindre vi danske ikke mere
 vil lade den hdrede Alderdom regere!

 -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.
 Da skammede mine Venner mig ud.

 Og Guden selv var saa venlig at lade,
 som om han ikke lste de Blade.

 Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
 desvrre, jeg har ikke udviklet mig siden.

 Det er jo dog ellers svrt moderne
 at haane sin forrige Ledestjerne,

 at sparke til den, der har lrt os at gaa.
 Brandes er blevet sparket som faa.

 For mig staar aldrig saa strk en Glans
 af en Himmelens Stjerne som af hans.

 Men der sidder jo rundt i den danske Stat
 mangen overbevist Renegat.

 Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
 ved Renegaterne haabed de Sejr.

 Men Skbnen har sig forunderlig vendt,
 _nu_ er Brandes stats-anerkendt ...

 -- Alligevel! Han er den samme som fr
 og bliver bare sig _selv_, til han dr.

 De fanger ham aldrig med Statsln og Tittel,
 han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,

 en Samfundets evigt lutrende Ild,
 en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.

 Strk som Dden, der trued ham tidt,
 har for de dristigste Tanker han stridt.

 Tanker, der har omformet os alle,
 som helt har sejret, naar han maa falde,

 sejret selv dr, hvor man ndigst indrmmer det:
 Bgret er bedskt -- men se, hvor de tmmer det!

 -- Blot hos det alleryngste Kuld
 er Brandes ej lnger ldigt Guld.

 _De_ Folk har i egne Indvolde set
 og set: at de selv er den ny Profet.

 Og Menneskeheden hungrende bier
 paa det yngste Danmarks ny Profetier.

 Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
 -- ak, tnk om jeg saa er for gammel for dem!

 For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
 jeg sidder nu som fr ved hans Skammel.

 Han vakte min Sjl, han skrev dens Bud,
 -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_.

 Maaske er jeg konservativ af Nemme,
 for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.

 Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
 fra Jordens nordligst beboede Egn.

 Vinternatten gaar lykkeligt hen:
 jeg lever med Georg Brandes igen

 med ham og Hrup -- de _danske Mnd_.




KLASSICISME


 Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Grske,
 de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
 al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homr,
 den psevdo-klassiske Nippedrik af nringsfattig Vdske!

 Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere!
 Men hvorfor skal hver dansk Student indsprjtes klassisk Aand
 af Skolens Straalemestre, der lgger den dde Haand
 paa aandlst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!

 Lr os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden.
 -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
 men staar en Dag _umlende_ i London eller Paris
 -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!

 Jeg vd en duelig Kbmand, der siger om Studenter:
 Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
 men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
 -- jammerligt saa deres Lrdom giver usle Renter!

 Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
 de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
 -- ikke en Brkdel af dem har set et fremmed Land,
 blot dunkle Steder hos Homr -- med Leksikon som Lygte!

 Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
 alle Hjemmefdningers eneste Prrogativ.
 Nu er det dog paa Tide at krve Luft og Liv:
 der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider.

 For Verden ligger jo aaben. Grnseskellene falder;
 den, der vil belre andre, maa ud i Tidens Strm.
 Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadls Drm,
 vi evigt klassiske Mumier af rvrdig Alder.

 Dr sidder vi pnt i Skolen og lrer Spartas Love,
 men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
 Er ikke denne Borgernes Udklkning desperat!
 Hvor lnge skal i klassisk Marmor vi livlst sove?

 Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
 som trnger til ny Impulser, til friere Overblik,
 det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
 rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ...

 Paa re! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
 en Ktter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
 fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
 Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.

 Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
 bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
 -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
 Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjlens Ruder.

 Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater,
 vi, I. P. Jacobsens Landsmnd, vi _kan_ vort gode Sprog,
 men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
 mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.

 Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
 men Digterne vlger Maanen til Genstand for Poesi.
 Hvor_for_ ikke tage de Krfter, vi netop lever i,
 og smlte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.

 Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlgge
 og ingen nse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
 Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
 -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner rkke!

 Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kret,
 alle hans Sanser blev skrpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab?
 Fllerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
 derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgret.

 Jeg fler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
 Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
 men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set,
 bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.

 Tidt er vor Naturbegejstring blot literre Fraser;
 vi hrer Lrkerne synge og siger banale Ord ...
 -- Fr Darwin prked sin Lre, han gransked den hele Jord,
 kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.

 Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
 naar Jorden, jeg betrder, er lukt og gaadefuld.
 Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjld og Muld,
 ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.

 Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
 Naturens dunkle Krfter har haft et raadende Kald,
 og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald,
 og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.

 Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
 lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
 Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
 _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.

 _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tnker,
 som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
 -- men frst maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
 til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lnker.

 -- Ja, huha, hvor vi sled med det Grske og Latinen,
 de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
 -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
 ud for at lufte Hjernen og faa strget Lrdoms-Minen!




NORDPOLEN


 Fjernt henne, vej-fjernt,
 borte i det dunkle,
 hvor man i Zenith
 ser Nordstjernen funkle,
 dr i det mystiske,
 evigt dragende
 ubekendte,
 hvor Livet er ude,
 Striden endt,
 -- om den nogen Tid var der --
 _Nordpolen_ ligger,
 et udregnet Punkt,
 jomfrueligt, ungt,
 vildt, ddt,
 -- alting tier;
 hvor der aldrig stod
 hverken Skib eller Fod
 paa de dristigste Farter
 og fra ingen Tegninger
 eller Fotografier
 verdensbekendt.

 Baade Fantasten
 og den stringente
 higer derefter:
 _den_, der har Tillid,
 urokkelig, sikker
 til egne Krfter,
 og _den_, der vil Liv
 af de dde Beregninger ...

 -- Aa, der er stivnet
 Hundreder Hjrter
 paa Vej mod Polen,
 af navnlse Smrter
 tilsidst lst ud.
 Fra Midnatssolen,
 fra Vinternatten,
 den gravkammer-sorte,
 intet Bud ...
 Vi kender jo knapt
 dem, der blev borte
 fr om Dage,
 knapt nok de faa,
 der med Held
 kom tilbage.

 Alligevel
 _er_ det jo saa,
 -- og hvor er det godt! --
 At aldrig vil Stormlbet stanse
 for Maalet at naa
 og Bermmelsens Kranse.
 -- Og at Maalet blir naaet,
 derom er ej tvistet,
 men ingen vd
 hvornaar;
 -- maaske gaar der _Aar_,
 fr Mandsviljen faar
 Polen afvristet
 dens Hemmelighed ...

 -- Blandt alle de kkke,
 der trngte mod Nord,
 den malmfaste Rkke,
 nogle dumme, somme frkke,
 straaler et eneste
 Navn over Verden;
 naar andre glemmes,
 da huskes Frden,
 hvor Fridtjof Nansen
 drog sine Spor,
 _han_ var stor,
 kunde slet ikke skrmmes.
 Han hentede Kransen,
 den stolteste, prgtigste:
 Sejr for den mgtigste
 Menneskekraft
 nogen Mand har haft! ...

 Og den, der har prvet
 blot Hundredeparten
 af hvad _han_ har vet
 og lidt paa Farten,
 han bjer sig
 hilsende,
 undrende,
 stum,
 -- bjer sig ...

 Men mangen en dum
 Ignorant derhjemme,
 som selv-ophjer sig,
 hved sin Stemme.
 Og mangen vigtig
 Katheder-Profet
 mente sig pligtig
 i Begejstringens Stund
 til at slaa Hyldesten
 koldt Vand i Blodet.
 Fra sin kritiske Mund
 tog Vismanden Bladet
 og voved at pille
 ved Forskerens Resultater.

 Fy! Ti stille!
 Fingrene af Fadet,
 I Kakkelovnsstympere,
 hvor tr I kny?
 I sidder i By,
 lunt er jert Ly,
 dr leger I Polfart med Tinsoldater.
 Men Nansen:
   se, han satte _Livet_ ind;
 det var nu saa efter _den_ Mands Sind!

 -- Jeg vd jo nok,
 der var Jubel ved Mderne,
 hvor Nansen talte
 selvsikkert til Stderne
 fra Professorerne
 ned til Pogene,
 -- hjlydt turde I intet sige!
 Men jeg vd tillige,
 at I skumled i Krogene.
 I tvivler altid paa det mrkvrdige
 ude fra Mandskraftens Vidunderrige
 -- men har Eders Kakkelovns-Domme frdige ...

 Lngst er forbi
 den stolte Fest,
 hvor Nansen var Gst,
 -- aldrig har jeg kendt Mage dertil,
 I kan besmre det,
 hvordan I vil.
 -- Men _nu_ skal I hre det:
 Hvad er I?
 I er Glderne,
 _Nansen_ er selve den levende Ild,
 _han_ kunde gre det!
 Det er fordi,
 han er Geni.




FORAAR VED SNEHYTTEN


 Det er Sndag i Dag, sidst i April.
 Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen,
 -- hvor gr det dog godt at mde dens Smil,
 en Foraarsbebuder her oppe ved Polen,
 Natmrket flyr for dens rde Skr,
 der brmmer i st de blaanende Brr.

 Sneen fordamper, Fret er trls,
 Hundene gisper i ti Graders Kulde,
 Vildrnen flder sin hvide Pels,
 og ned ad Fjldet Lavinerne rulle.
 En Mand, der i Dag har til Slhund krt,
 siger, at han har Snespurven hrt.

 Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt:
 Kvinderne sidder med Smaabrn paa Nakken
 og syr midt i Sneen Familjens Telt,
 mens Mndene rigger saa smaat paa Kajakken,
 selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud,
 og mindes, at nu springer Skoven ud.

 Skoven derhjemme, af Bge og Linde,
 nu sprnger det lyse Lv sit Dkke,
 Knopskl hvirvler for lune Vinde,
 det dufter syrligt fra Tjrnehkke ...
 Jeg vd en Kvinde, ene, forknyt,
 hvis dyreste Minde spirer som nyt!

 Det var i den bristende Vaar en Gang,
 at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,
 men Livet gjorde dem Vejen trang
 og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille,
 og tavs er endnu deres hede Bn
 om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grn.

 Hvor slsomt, at to -- som fulgtes helst
 til Dagens Kampe og Nattens Leje,
 maa altid frdes ad skilte Veje,
 om deres Krlighed skal blive frelst,
 maa have imellem sig Braadd og Skr
 for ret at vre hinanden nr ...

 Det er Sndag i Dag, sidst i April.
 Vr hilset, hjemlige Foraarsminder,
 trofaste Trstere i mit Eksil,
 naar Timerne drbende langsomt rinder,
 nu lysner, hvad mrkt jeg levede fr,
 jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dr.

 Jeg sidder i Sol -- men dkket bag Sne
 ligger vor tro Kammerat derinde
 og drages med Dden ... Nej, det maa ej ske!
 Snespurven er kommen. Solen vil skinne
 hans svkkede Legeme sundt og ungt ...
 Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjrte er tungt ...




VEJRFAST


 Kuling af Syd og Taage
 og Is, som bryder i Sundet.
 Nu ligger jeg uvejrsbundet,
 stormslagen som en Maage.

 I Morgen skulde jeg vret,
 hvor Kammeraterne venter mig.
 -- Al min Mad er fortret,
 ingen kommer og henter mig.

 Hundene hyler af Sult,
 nu der de deres Skagler.
 Himlen er ubarmhjrtig,
 det regner, sner og hagler.

 Utt og trangt er Teltet,
 Sneen hvirvler herind,
 snart er Fnuggene smltet
 gennem mit Brikseskind.

 Ned over vilde Fjlde
 hviner en ondsindet Blst,
 bragende Stenskred lsnes
 og vkker den ensomme Gst.

 Alle Barduner er sprungne,
 Teltvggen snderflngt,
 dybt i min Sovepose
 ligger jeg indestngt.

 Dejlige lune Rede,
 mens Stormen holder sig stiv,
 her kan jeg gennemtnke
 hele _Aar_ af mit Liv.

 Tage dem for mig Dag for Dag
 alle de rundne Aar,
 alle mine svare Synders
 aldrig lgede Saar.

 Ene, ene! Lange er Dgnene,
 ikke en Menneskestemme,
 blot Is, som sukker i Fjren;
 -- nu er alle mine Tanker hjemme.




TILBAGEBLIK


 Jeg tog mit Liv og saa' det
   Kapitel for Kapitel,
 jeg kunde knapt forstaa det,
   troede det var Digt.
 Mit Navn, min Daad, min Titel:
   _alt_ var modbydeligt.

 Meget, jeg havde handlet
   og altid troet forsvarligt,
 blev nu som rent forvandlet,
   tillagt hvert slet Motiv ...
 Det er sjle-sundhedsfarligt
   at gennemgaa sit Liv.

 Hvad er det vel for Love,
   der raadet har min Bane? ...
 Tidt kan jeg ikke sove,
   grubler mig forknyt.
 Mon jeg som en Vejrhane
   har hver en Vind adlydt? ...

 I disse de Ntter,
   naar ikke jeg kan blunde,
 og Fremtidsplaner trtter,
   og vegt er mit Mod,
 da flyder hver en Vunde
   med gamle Sorgers Blod.

 Da tnder Selvanklagen
   hvngerrig Heksebaalet,
 blodigt stryges til Kagen
   mit falske Selvforsvar;
 tilsidst Skarpretter-Staalet
   hver Humbug blottet har.

 -- -- Men disse de Ntter,
   _Tak_, at I blev mig givet:
 Selverkendelsen letter,
   nu har jeg set mig i Spejl
 og gaar vel ud til Livet
   _klogere_ paa mine Fejl!




SKIBET


 Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjrte er angst,
 ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre,
 da hrer jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,
 og Folk raabe op: en Slde er kommen med Fangst!

 Fangst! Det er Kd, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,
 Isbjrn og Hvalros og Sl er min daglige Fde.
 Er Maven tom, behver jeg aldrig at nde,
 Ganen er ikke lnger krsen og sart.

 Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Dgn,
 vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager,
 Legemet beder om Brd og sde Sager,
 men faar bare Kd, Kd baade Hellig og Sgn.

 Men Skibet fra Syd, som daglig er Lngslernes Maal,
 som kan bringe Breve, hvori min Skbne gemmes,
 det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes,
 nu, jeg har blodrigt Kd at stte paa Baal.

 Saa mttes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,
 det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen,
 der vkker en smltende Vaar til Liv selv ved Polen.
 Jeg er lykkelig mt -- savner knapt Kaffe og Kiks.

 Jeg drmmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,
 med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme
 og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme:
 Maaske er der hndt noget _srgeligt_, som slaar dig ned!

 Da vaagner jeg skrmt og nsker, det Skib ikke kom,
 maaske er det Far, som er dd -- eller st, det var _hende_!
 -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende.
 Jeg skal lukke min sklvende Mund under Skbnens Dom ...




I KAJAK


 Se Solen, hvor den suger
 hvert Fnug af Havets Taageslr,
 og hr, hvor Isen lystigt tr,
 nu skal vi ud til Skr og er,
 hvor Edderfuglen ruger.

 Smalhals behersker Teltet:
 lidt Pemmikan, jeg gemte viist,
 er -- ak! -- I Hundene forlist,
 vort sidste Slkd har vi spist,
 og Grynene er vltet.

 Naa -- altsaa ud paa Havet,
 dr kender jeg bag Taagens Skjul
 et rigt Revier med dejligt Sul
 af Tejst og Alk og Edderfugl
 og g, i Dun begravet!

 Jeg faar en flot Eskorte
 af pragtfuldt skidne Eskimoer,
 der stolt de smaa Kajakker ror
 og brummer sre Aandekor
 med Genlyd fjernest borte.

 Der staar lidt nordlig Brise,
 den giver Slid og Sgang nok.
 -- Lngst nynner i den muntre Flok
 _Odk_, en vldig Angakok,
 sin monotone Vise.

 Jeg sr ham avancere
 og sr en knortet Hvalroskrop,
 der dukker tungt af Havet op
 -- og fler og fler -- en talrig Trop,
 nu skal vi harpunere.

 _Odk_ vil Kampen lede,
 _Panig'pak_ farer ogsaa frem,
 _Sivdluk_ og jeg er nr bag dem;
 indstukket ved en Kobberem
 holder jeg Riflen rede.

 Ddsramt neddykker Dyret,
 -- og hvis nu Fangelinen brast,
 sank denne Kdkolos i Hast;
 men fr den gr sit Friheds-Kast,
 lykkes det at faa fyret.

 Dr flyder nu i Sen
 seks Hundrede Pund kraftig Mad;
 med mine Fller ler jeg glad,
 og med Kajakkerne paa Rad
 bugserer vi til en.

 Aa! Hvilket degilde!
 Vi slubrer Blod og gnaver Ben
 og breder Skind af Bjrn og Rn
 til Soveplads paa moskldt Sten,
 -- og Vejret blir saa stille.

 Se, Midnatssolen daler,
 rdt flammer Brerne i Nord,
 og langt ud i den blanke Fjord
 genspejles Solen gylden stor
 og Isens blaa Portaler.

 Vi sover sdt og trstigt,
 og nste Dag gaar vi paa Jagt
 og skyder Fugle, faar dem smagt
 og samler g, en mgtig Dragt,
 og har det frit og lystigt.

 Hjem over Havet glider
 lydlst og lynsnart vor Kajak,
 som om uset en Hval den trak,
 fjernt glder Sol paa Nunatak,
 mens Sommerdgnet skrider.

 O, hvilke sknne Tider!
 En lnlig Fred paa Hav og Jord,
 her er mit Rige, hjt mod Nord,
 og her, blandt frie Eskimoer,
 jubler jeg stolt -- og lider.




ESKIMOER


 Straks da jeg hrte berette
 om Eskimoernes Sder,
 vmmedes jeg ved de slette,
 kyniske Hedningeglder,

 fordmte Flerkoneriet,
 de yndede Konebytninger
 og Madlavnings-Svineriet
 i temmelig hvasse Ytringer,

 fandt, at Aandemanerne
 drev et hsligt Bedrag,
 og at Blodhvns-Vanerne
 var en forkastelig Sag.

 Men -- som jeg leved iblandt dem
 og fik de fleste kr,
 hndtes det, at jeg fandt dem
 et smukkere Rygte vrd,

 hndte det, at jeg satte
 deres uslebne Natur
 over vor egen glatte
 ofte forlorne Kultur.

 -- Ikke at _vi_ skal anvende
 disse hedenske Skikke,
 bare frimodigt erkende,
 at _bedre_ er vore ikke,

 og at vi saa skal stte
 os selv i Hedningernes Sted
 for at flde det rette
 Skn over Maal og Med,

 og at vi burde kigge
 bag egne Fordommes Mur,
 fr vi fordmmer Skikke
 af fremmedartet Natur.

 Vi korser os over det syndige
 Liv i obskure Gader,
 men er nppe selv saa yndige
 Helgener, som vi lader.

 Over de _andres_ Laster
 bander vi, saa vi faar Mulkt,
 eller bekmper dem aabenlyst
 -- og synder dog _selv_ gedulgt.

 Men her iblandt de Vilde
 paa Jordens nordligste Kyster
 er intet standsmssigt Skille,
 her flger enhver sine Lyster.

 Kan en dygtig Fanger forsrge
 mr end en enkelt Kone,
 er der ingen Moral at sprge
 og ingen Brde at sone.

 Hos _os_ kan kun n man binde
 gennem Prst eller vrighed,
 -- saa holder man Elskerinde,
 hvad Gud og Hvermand vd.

 Hjemme spiser man Vildt,
 som raadner -- en Modens Gaade --,
 _da_ er vel Forargelsen spildt
 over Hedningens Levemaade.

 Man kles over de Lus,
 der Liv paa hans Legem frister.
 -- Hos os i hvert andet Hus
 snylter der Syfilister.

 Hjemme brer vi Hatteflor,
 naar en af de nrmeste dr,
 klder os sort det nste Aar
 -- og lever dog Livet som fr.

 Hvert Land taler _sit_ Srgesprog,
 har _sit_ Begravelsesvsen.
 Heroppe svrter man jenlaag
 og putter sig Renshaar i Nsen.

 Hjemme dyrker vi Fanden
 som straffende Gud for det onde,
 heroppe bor Bussemanden
 i Havet, hvor ingen kan bunde.

 Her tages det Barn af Live,
 hvis Slgt er til Graven fulgt,
 som ingen kan Nring give,
 som snart maatte d af Sult.

 Men Jomfruen hjemme, der fder
 sit Barn i Jordemorens Gade,
 maa dyrt en Pengesum bde
 for at dkke over sin Skade.

 Maaske vil Barnet krepere
 af gennemfrt ussel Pleje,
 -- saa er der jo intet mere,
 som rber Elskovens Veje.

 Og vi, som endnu frer Krige
 af den smudsigste Egennytte,
 br ikke hysterisk skrige
 om Hvnmord i Hedningehytte.

 Det ene Folk er som det andet,
 det er _Mennesker_ alle Vegne.
 Der er Kristne i Hedningelandet
 og Hedninger blandt Guds egne.

 Og hvad maa _vi_ ikke taale
 af alle Lgprdikanterne,
 som er vrre til at ggle og skraale
 end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.

 Ak -- lad os da blot missionere
 blandt Grnlands sidste fortabte,
 _Skikkene_ kan man polere,
 _Sjlene_ blir som de er skabte.

 Og lad os bygge Butikker
 til Sttte for Salmesangen,
 saa faar den Vilde en sikker
 Genvej til Undergangen.

 Saa kan den kongelige Handel
 og Missionens Aarsberetninger
 servere den bitre Mandel
 i slrede Frase-Stninger.

 Den nydbte slger sin Bjrneflg
 og Spkket til Lampetran
 -- og sidder i Mrke og fryser selv
 og sulter sit Hundespand.

 Sidder og remser Bnner
 i Handelens Bomulds-Klder
 -- disse Naturens Snner,
 der fdtes til frie Glder!

 Ingen maa Koner bytte
 eller drbe hverken Gamle eller Unge,
 -- de lover det, men maa dog lytte
 til Naturens rlige Tunge.

 Snart er de kristnede Vilde
 at se til som Munke i Kloster,
 nu synder de skjult og stille,
 bedriver Hor og fordriver Foster.

 _Det_ gr deres Frnder mod Syd,
 som kristnedes af Hans Egede.
 Alverden skilter med Dyd,
 men hvor er dens Fraser afblegede!

 Den Vilde var sand i sin Last,
 og Lasten var alles i Fllig,
 -- hos _os_ blir hver Synder sat fast
 af dem, der hykler sig hellig.

 Men hellere Hedning og fuld af Synd
 og rlig i alt sit Vsen
 end brovte med Kristendom, som er tynd,
 og saa tage Godtfolk ved Nsen.

 Nu, da jeg lever blandt disse
 foragtede Faar og fortabte,
 erkender min Sjl tilvisse:
 vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte.

 Det ene Folk er som det andet,
 det er _Mennesker_ alle Vegne.
 Der er Kristne i Hedningelandet
 og Hedninger blandt Guds egne.

 Ikke at _vi_ skal anvende
 disse hedenske Skikke,
 bare frimodigt erkende,
 at _bedre_ er vore ikke!




LANDSMND


 Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer
 saa ngsteligt som mine _Landsmnd_ skyer.

 Det er kelt af hjemlige Skvalp at beskylles
 derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.

 Men ellers -- jeg vd det -- i Udlandets Havn,
 dr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.

 Dr er _de_ saa henrykte for hinanden,
 som hjemme er Fjender som bare Fanden.

 Tilsammen rakker de Danmark ned
 og rber deres Venners Hemmelighed.

 De flges i Cirkus og Opera;
 det er tydeligt, hvilket Land de er fra.

 De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,
 altid til Kaffesladder parat ...

 -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land,
 da maatte _jeg_ sge den danske Mand.

 Han hersker i Grnland som nogen Czar,
 behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.

 Sandt skal vre sandt: det maa jeg jo sige,
 vi talte ofte sammen som Lige.

 _Jeg_ haanede Grnlands usle Regering,
 _han_ peged paa Eskimoernes Formering:

 at _nu_ var de vokset til elleve Tusende;
 -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!

 Isr naar man vd, at adskillige Hundrede
 er ugte Frugt af den hjligt beundrede

 danske Regerings Embedsmnd,
 der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...

 -- De elsker mig ikke i denne Region,
 de tror, jeg er kommen herop som Spion.

 De vd, at jeg mener, vi handler ilde
 mod dem, over hvem vi Herrer spille.

 Jeg finder vort Styre dumt og slet,
 -- og der er vel dem, som giver mig Ret.

 De frygter, at jeg skal Sandheden skrive
 og Grnlands Enevoldsmagt aflive.

 En nybagt Prst, der mest var Kujon,
 spotlo bestandig vor Ekspedition.

 Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:
 Grnland gir Penge og sikker Forfremmelse.

 Nu sad han i Landet som Missionr
 og mente sig Martyr-Glorien vrd.

 Langt fra den hjemlige Faarestald
 _led_ han -- for at vente paa federe Kald.

 Han prked: Jer Rejse lader sig ej gre.
 Selv turde han ikke sin Slde kre.

 Han spaaede: I opgir jer Tur som for streng.
 Selv laa han lunt i sin Prsteseng ...

 Nogle Prstefruer troede min Virken
 bare galdt at omstyrte Kirken.

 Nervse, forpjattede, hyklerisk sde
 kom et Par af dem Fjenden i Mde.

 Den ene, en vrdig Guds Ords Reprsentant,
 er Grnlands bermteste Lgn-Fabrikant.

 Dulgt svrted hun mig som en ryggesls Ka'l
 -- saadan er grnlandsk Missions-Moral.

 Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,
 havde hun vel nppe skjult sit Nag.

 Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil
 her i Danskhedens kleste Sladder-Eksil ...

 Der er i Verden, hvorhen jeg drog,
 ingensteds Mage til Sladrekrog.

 Endnu har jeg aldrig paa min Frden
 truffet saa snver en Tankeverden.

 Ingen kan holde sig for sig selv,
 enhver maa ud i Sknderiets Elv.

 Hver Plads har hjst tre-fire Familjer,
 -- men alle saa er de selvstndige Viljer.

 Bestyrerens bjer sig ikke for Prstens,
 Doktorens Mening skal ogsaa vre Restens.

 Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,
 at han havde det bedst, hvor han boede _alene_.

 -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede,
 i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.

 Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted
 af mere opofrende Vrter jeg vd.

 Straks, deres Gst over Trskelen er traadt,
 er det bedste, de ejer, ikke for godt.

 Som Budbringer kom han fra Verdenshavet
 til dem, der er Aar efter Aar som begravet.

 Til dem, der lever i Afstandsbedmmelsen
 og tror paa Personlighed bag Bermmelsen

 og lnges naivt efter Bud om de Rster,
 som hjemme Humbugens Laurbr hster,

 som lser Romanerne uden Ngler
 og ikke vd, hvor Talenterne ggler,

 som vilde den bitreste Skuffelse lide,
 om de fik Hemmeligheden at vide.

 De sidder og lytter med graadige jne
 til det brogede Liv, dets Sknhed og Lgne,

 vd ikke selv, hvor lykkelig skjult
 langt borte de er fra forlorent og hult,

 fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse
 -- _alt_ det, der volder _os_ Brkfornemmelse,

 fra alt, der saa afstands-lokkende stod,
 -- _det_, som vi andre tilfredse forlod,

 sidder og finder sig selv forurettede,
 -- de graadige jne blir aldrig mttede,

 saa er det, de fristes til at nyde,
 hvad Naboen koger i sin Gryde,

 og saa er de midt i det grnlandske Kvl
 og splittes til bare Las og Trevl ...

 -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt,
 var det bedste omtrent, jeg i Grnland fandt.

 Nu sidder jeg her og mindes med Tak
 de gstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,

 baade de hyklerske og de rlige,
 baade de klige og de krlige,

 lnges mod nogle faa isr,
 som virkelig traadte mit Hjrte nr,

 som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,
 naar lngst deres gode Mad er glemt.

 t, hvor man tog mig som den, jeg er,
 og viste sig selv i dagligdags Klr,

 t, hvor man ingen Bordtaler holdt,
 t, hvis Vrt var korrekt og stolt,

 t, hvor Tanker blev drftet tidt,
 t, hvor Latteren blussede frit,

 t, hvor man grd, da vi Afsked tog,
 da vi ud mod den uvisse Skbne drog ...

 -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost
 og savner Livretter og liflig Most

 og immer det sejge Hvalroskd nyder,
 her lnges jeg ned til de danske Gryder.

 Her mindes jeg altid bevget og glad
 Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.

 Fortrnes ikke -- men her er desvrre
 Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.

 Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,
 I Slettelandsbrn i et bjrgfuldt Land.

 I er som Blomster, oprykket med Rod,
 udplantet i Muld Eders Vsen imod.

 Men Aarene rinder med ondt og godt,
 alt smaat bliver stort, det store smaat.

 I fler det selv: I forkrbles let,
 Modstanden svigter, Aanden blir trt.

 Det er kun de Faa, der i dette de
 altid har Aand og Hjrte i Grde.

 _Dem_ er det isr, jeg mindes med Tak,
 af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjrte jeg drak.

 Vredes I over en rlig Paamindelse?
 Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!

 Jeg vd, I vil ikke njes med Venner,
 hvis _sande_ Mening I ikke kender.

 De andre mindes jeg blot med Medlidenhed,
 smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.

 De kom jo saa ynkeligt tilkort:
 de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.

 -- Ivrigt: jeg tog det altid som Straf,
 naar jeg ude i Verden Landsmnd traf!




TEATER


 Man har spurgt mig, om jeg savner
 Scenens Kunst, som hjemme bydes,
 og som jeg til Gavns har sgt.
 Nej! Jeg savner Aand og Klgt,
 og jeg kles ved de Avner,
 der som Kunstens Kerne nydes.

 Jeg har kendt en Hob Aktrer
 og mangfoldige Aktricer
 i den _sande_ Hjemmedragt,
 og jeg mindes med Foragt,
 hvad blandt dem man ser og hrer
 -- Scenekunsten _bag_ Kulisser.

 Sur Misundelse var Prget,
 raa Kynisme Modersmaalet,
 falsk Elskvrdighed en Norm,
 selv om tidt nok de har skraalet,
 svine-gryntet, faare-brget
 hjt om Kunstens Maal og Form.

 Og hvem af dem gr vel Fyldest:
 -- kundskabslse, aandsforladte,
 blottet for Kultur og Smag!
 Men de fraadser i vor Hyldest,
 er Nationens dyre Skatte,
 deres Kunst en Samfundssag.

 Nej -- Gud fri mig for den Vaande
 atter at bes vor Scene
 med dens Pbel og dens Kunst.
 Heller Sne og Is og ene
 end fra hver Avis indaande
 Scenegulvets mugne Dunst.

 -- Da fra Galleriets Bnke
 ung og arm paa Sparepenge
 jeg de frste Indtryk fik,
 kunde jeg gaa ene, lnge
 gadelangs og gennemtnke
 alt med varmt begejstret Blik.

 Men min Drm blev snderflnget,
 da jeg naade i Parkettet
 og fik Teksten fra Sufflr:
 alt var grelt af Sminke plettet,
 alle Miner grimt forvrnget
 -- og jeg kendte hver Aktr!

 Kendte mangen vigtig Blre,
 mange slve Solderister,
 deres blinde Selvrespekt,
 deres tomme Tankekister
 og forlorne Pral og re,
 kendte -- ak! -- Den hele Slgt ...

 Men blandt denne simple Vrimmel
 stiger hjt en ensom Sjle
 med et klassisk Kapitl,
 strbende mod Kunstens Himmel.
 -- Mens de andre kun vil ggle,
 skaber han ud af sin Sjl.

 Disse faa og stolte Hjrter
 og den danske Scenes Hder
 kan jeg ofte lnges til:
 _de_ har kendt de dyre Glder,
 gennemlevet dybe Smrter,
 _de_ er, trods Teatrets Klder,
 _Mennesker_ i deres Spil.

 Og jeg vd, at ses vi atter,
 staar I som hver Gang, jeg rejser,
 ubnhrligt kun jer _selv_,
 I har trodset Pblens Latter,
 I er Sjler, og I knejser
 rankt mod Kunstens Himmelhvlv.




MUSIK


 Tnk, naar jeg igen skal hre Musik,
 Musik, som rrer min Sjl til Suk!
 Jeg tror, jeg maa grde det jeblik,
 jeg atter hrer Musik, som er smuk.

 Musik, o Musik! Beethoven og Bach!
 Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,
 jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,
 blot leve med Mestrene, aande min Tak.

 Heroppe synger kun Sfugl og Hval,
 selv voved jeg bare en enkelt Gang
 at nynne en lille Schubertsk Sang,
 -- Folk lo og tnkte, at jeg var gal.

 Deres Hedningehjrner har ikke Rum
 for Lykke og Lidelse sat i Musik,
 blot Troldmandens monotone Brum
 til Tarmskindstrommens sre Rytmik.

 Maaske man kunde faaet dem lrt
 -- hvad Tusinder Danske jo lever i --
 en flunkende tom Revy-Melodi,
 men det var nok ikke Umagen vrd.

 Thi lykkeligvis er de ikke bragt
 saa vidt som de kristnede Eskimoer,
 hvis Salmesang blot er drvende Kor
 -- al anden Musik gaar i Hopsatakt.

 Dr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,
 og al min Hjerne blev Lirekasse-r,
 min Mund var Latter -- mit Hjrte Suk
 efter Toner, som altid fyldte mig fr.

 Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,
 hver sklvende Sjl er i Tonernes Magt,
 hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik,
 de lnligste Ting har Musikken mig sagt.

 Min Sjl er Musik, snart fortvivlende trist,
 snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,
 og jeg vd, at Musikken vil vare tilsidst,
 naar lngst jeg er slv for Maleri og Skulptur.

 Naar jeg ikke lnger kan rre en Pen
 og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,
 da er vel endnu Musikken igen,
 jeg kan d i hentonende Klokkeklemt.

 -- Aa, tnk, naar jeg atter skal hre Musik,
 en kendt Symfoni, tungsindig og strk,
 o, hvilket hjtideligt jeblik,
 naar jeg bjer min Sjl under Mesterens Vrk,

 naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog
 og glemmer mit eget forsvindende Fnug,
 med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,
 og jne, der tindrer som Blomster i Dugg.




KVINDER


 Kvinder, Kvinder!
   Jeg savner Kvinder:
 dem derhjemme, jeg glad forlod,
 ikke en eneste en var mig god,
 jeg var saa inderlig ked af jer alle,
 trt af at sejre, syg af at falde,
 o! Og bedrvet af Minder.

 Fjernt gaar Rejsen
   bag Nord-Atlanten,
 Fjlde lfter sig, kldt med Is,
 Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.
 Endelig fri! Kan uhinderlig drage
 Vejen i sre Henrykkelsens Dage
 -- lykkelige jeg, som fandt den!

 Og jeg nyder
   med skrpede Sanser,
 stormer frem med ubndig Kraft,
 alt mit Blod er som sydende Saft,
 daglig sejrer rgerrige Krfter,
 grundigt hviler de sig derefter,
 naar ved Maalet jeg stanser.

 O, men nu savner jeg
   Kvinder, Kvinder,
 dem derhjemme, de dunkle Blik,
 deres berusende Skumringsdrik!
 Jeg havde troet jer ude af Tanke ...
 Stille, Hjrte! Du maa ikke banke
 Blodet til mine Kinder.

 Hr, jeg raaber det:
   Kvinde, Kvinde!
 Bort med Forsagelsen, Elskov frst,
 kom nu og sluk mine Lbers Trst,
 se, jeg bnfalder dig, vr mig til Vilje,
 rk mig din duggede Kalk, o Lilje,
 og lad mig d derinde.

 Danske Kvinder!
   I skal dog vide det:
 Kvinderne her i det hje Nord
 er Hundyr, Byttekvg, tvungne til Hor,
 Manddyrets Trlle, afhndelig Vare
 -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare;
 man vmmes kun, at de maa lide det.

 Nej, _Kulturens_
   stolte Kvinde,
 hende jeg haanede tidt af Trods,
 hun er den eneste Kvinde for os.
 Hendes Sjl er en _Kaktus_, der udfolder sig
 bare en eneste Gang. Den beholder jeg
 gemt som mit helligste Minde.

 Ja, jeg savner dig,
   Hjemmets Kvinde!
 Al din friske, fortryllende Skmt,
 din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,
 savner isr dine krligt dmmende
 dunkle jne, de vemods-drmmende
 -- mer end en Himmel at vinde!

 Dit stille Vemod,
   din _Sjl_, Veninde:
 dybt, hvor din reneste Strengebund toner
 i slsomt grublende Regioner,
 _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, --
 naar i de svimlende Drmme jeg favner
 mit Hjrtes eneste Kvinde!




NATUR OG CIVILISATION


 Overmt af Kunst og Kultur,
 led og ked af Venner og Fjender
 sgte jeg bort til en vild Natur,
 hvor intet dagligdags hnder.

 Her fik jeg prvet min Muskelkraft,
 vd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter,
 fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,
 og alle forsmte Pligter.

 Frosset og sultet og legemlig slidt,
 savnet, hvad fr var mig uundvrligt,
 svvet i pirrende Farer tidt,
 -- aa, dette Liv er herligt!

 Levet i Solskin Maaneder rundt
 vaagen og virksom Dgnet til Ende,
 besteget Fjldene, sovet sundt
 og bare tnkt smukt om min Fjende.

 Kysterne ejer rige Spor
 om fjerne, formummede Tider,
 da frem af Kaos vor elskede Jord
 ung og almgtig stiger.

 Mangt et besynderligt Visdomsord
 talte den vilde, hedenske Stamme,
 Hunde og Herre fik gratis For
 og Herren _Telt_ med det samme.

 Og naar man frst sig vnnet har
 til Kdmad raat ud af Skankerne
 eller Kdmad lunknet i grissede Kar,
 pyt saa, om det dufter af Tankerne.

 Og kan man bare faa Hvile og Mad
 og ngen hos Vrtsfolket ligge,
 da er man tilfreds og lader glad
 Polar-Parasiterne stikke.

 Mangen fordummende Overtro
 hersker her oppe som hjemme
 -- men her var lykkeligt frit for to,
 der gerne sig _selv_ vilde glemme ...

 -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,
 og Sanserne, friheds-svimle,
 og Blodet, der gennem Aarerne sang,
 glded med gldende Himle!

 Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem
 norden for Lands Lov og Ret,
 -- heroppe drog mangen Polstormer frem
 og drog sit sidste Aandedrt.

 Her sgte jeg Vej til Menneskers Sjl,
 sgte at bruge to aabne jne,
 jagede Rner og Bjrn og Sl
 de hellige Dgn som de sgne.

 _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar,
 lod haant om Kulturens Krller,
 ynkede Oprrets tamme Faar,
 belo vore aandelige Bller.

 Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt
 eller agtedes saare ringe.
 Bravo, Kbenhavner! Des mere bekvemt
 kunde her jeg sprede min Vinge.

 Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud,
 hrte du Luften suse!
 Himlen har ikke saa hj en Gud,
 jeg var jo dr til Huse.

 Alle mine inderste Tanker steg
 fremad, ustanseligt fremad.
 -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg,
 skal kendes, naar jeg vender hjemad ...

 Men jeg maa sige jer det for sandt,
 _nu_ lnges jeg hjem til de danske,
 dem jeg dog helst har vret iblandt,
 og som jeg tilhrer ganske.

 Her oppe leved jeg lnge nok
 til for bestandigt at vide:
 _jeg_ er et Faar af min egen Flok,
 det hjemlige H vil jeg bide.

 Saadan ender vi Menneskers Flugt
 bort fra Kulturens Centrer.
 Den Tid er dog ikke forgves brugt,
 hvori vore Meninger kntrer.

 Mennesket bliver sig selv overalt,
 vi er Dyr, baade vilde og tamme,
 ingen er Sukker blot, ingen Salt,
 vi er allesammen det samme.

 Blot en Nuance, uendelig lidt
 adskiller Stodder fra Greve,
 denne Erkendelse gr jeg tidt,
 den gr det til Fest at leve.

 Hedningen her er ej ideal
 og heller ej sjlesort,
 snart er han god, snart er han gal,
 -- men hans Liv er en herlig Sport.

 Det var til dette friske Pust,
 jeg lngtes af al mit Hjrte,
 -- o! Mine unge Vinger har brust,
 men nu har jeg Hjemvens Smrte.

 Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag
 og aander Civilisationen,
 saa vd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag,
 den ligger i Midt-Regionen.

 Den Vished kan gre moderat og svag,
 men _falsk_ bliver ikke Tonen!




DA SKIBET KOM


 Saa staar vi da en Dag og bygger Hus
 hjt under Fjld, hvor Sandstens-Sjler knejse,
 -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --,
 opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,
 hen over Havet gaar Sensomrens Sus,
 og vi har ingen Baad, og udeblevet
 er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,
 maaske er det forlist med Mand og Mus.
 -- Hr har vi drje Lngslens Timer levet,
 hr maa vi vente, til der lgges Is,
 og slge Livet for den dyreste Pris ...

 En frisk August-Dag! Visnet ligger Grsset,
 og det er fattigt nu med Fuglesang,
 saa staar vi da og spejder sidste Gang
 ud over Havet efter Skib bag Nsset.
 Og se! Fjernt borte mellem Isfjlds-Vrimlen
 tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.
 -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;
 hver gisner _sit_: er Lngslens Tid nu omme,
 og skal med dette Skib Befrielsen komme?
 -- jet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ...

 Vi, som var raske, lb til Strand og Fjr,
 fik snart Kajakken fat, klemte os ned
 og stak til Ss med vore Boplads-Fller:
 Der blir en Raaben-op, mens de fortller,
 om hvem der frst saa' Skib, fra hvilket Sted,
 hvor mange Master, Skorstene og Rr,
 om nu den sjldne Gst vil stanse her,
 om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- --

 Men som vi naar derud: nmastet, lille
 fremglider Skuden paa den brede Fjord,
 bjerget er Sejlene, og fra dens Motor
 hrer vi, som en Hilsen, Stempelslaget,
 og rundt om tier Verden lyttende stille.
 Og op mod Masteknappen farer Flaget,
 det rene norske! Og vi kommer ombord ...

 Nej -- der var ingen Post og intet Bud ...
 Er vi da helt af Vennerne forglemte,
 og mon de tror os sporlst slettede ud,
 saa vd jeg dem, der er tungsindigt stemte;
 -- men maaske er de alle sammen dde?
 -- -- O, hvem der kendte nu en Trstens Gud
 mod Skuffelsen ved dette glade Mde ...

 Men der blev Fest ombord: blot ved at se
 Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.
 Af deres Lber ld de kendte Toner,
 der indebrer al vor Fryd og V,
 -- hvor vi dog kunde snakke ls og le!
 Lettet blev Hjrtet og vor Hjerne kaad,
 vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,
 paany sad vi ved dkket Bord og aad;
 Gaffel og Ske faldt uvant os i Hnde,
 vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...

 Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,
 snart roede vi fra Skibet i Kajakken.
 Der stod en lille kk Flok Mnd paa Bakken
 og vinked os et hjrteligt Farvel.
 Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,
 paa Forskerfrd -- til Skuffelse eller Held --,
 og Is og Polnat vil sig om dem lukke,
 og hjemme vil de bange Hjrter sukke,
 -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat,
 her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet --
 og endnu skal der roes to Mil til Landet,
 -- og dr skal vi gaa mod den store Nat.

 Men tidt vil over Havet, der os skiller,
 og bag de mange Hundred Mil derhjem
 Tankerne graadigt sge Nring frem
 af vore flles Minders forfriskende Kilder.




SEPTEMBER I "FJLDHULEN"


I

 Jeg er saa glad for Solen,
 glad for September-Solen,
 den bryder uformodet
 frem af den tunge Sky,
 saa gul som ggeblommen
 skinner den uindbuden,
 men hjrteligt velkommen
 gennem Tarmskindsruden
 ind i vort ringe Ly,
 bestraaler en tilsodet
 mos-fuget Sandstensvg,
 glder over mit Skg,
 varmer mig dybt i Blodet
 og strejfer sklmsk Reolen
 -- ja, for vi har en Bogreol,
 tre Pakkasse-Borde og en Stol.

 Ak ja, vort Hus er lille,
 beskedent Inventaret,
 stenhaard vor Soveplads,
 ingen bruger Madrats,
 -- vi ejer jo ikke meget.
 Men her er Rum for os alle,
 frit Rum for frie Tanker,
 for hver personlig Mening,
 og Ordene er som forynget,
 thi Huset er vort eget,
 ved egne Krfter bygget,
 af ingen Skatter tynget,
 ej heller truet og trykket
 af nogen Kreditforening
 -- det eneste Hus, jeg har set,
 uden Prioritet!

 Dog: _kunde_ man prioritere,
   til Mnningen prioritere
 den stadigt vedligeholdte
 barnligt selvejer-stolte
 Glde hos Hulebeboerne,
 naar vi har Besg af Bekendte
 og Venner blandt Eskimoerne
 og fester for dem i vor Sal,
 saa blev der Tilbud om Kapital,
 for _den_ skulde nok svare Rente,
 -- men det er nok ikke at vente ...

 Her er saa solskins-stille,
   saa hstligt hjtids-stille,
 for en Naturtilbeder
 underfuldt fredsomme Steder:
 En af os sidder og maler
 Isfjldene, guld-bestrde,
 en anden skmtende taler
 med Folkene her fra Landet,
 selv falder jeg hen i Goethe,
 lser mig langt, langt bort,
 _vd_, hvad jeg gerne vilde,
 nu, da Dagen er kort
 og Aftenen mrk og stille.
 Jeg mindes en fjern Akkord
 og _lnges_, kreste du:
 Ueber allen Gipfeln ist Ruh.


II

 Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
 der trives paa Lngselens ث,
 blege er de som brystsyge Brn,
 der ligger og kan ikke d.

 En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
 som jeg ikke kender ved Navn.
 Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
 de ligesom fylder et Savn.

 Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
 i Sommer de straalede rent!
 Stormene slog dem nok skaanselslst,
 og nu er det ogsaa sent.

 Ja -- det er altfor sent for en Blomst
 at staa i den frosne Muld ...
 Bare der var nogle flere af jer,
 saa hele Hulen blev fuld!


III

 Hvor er dog Havet mrkt i Dag
 som ved Decembertide hjemme.
 Nordvestens tunge Aandedrag
 kan gennem Vggen jeg fornemme.

 Koldt er her: Termometret Nul,
 Blst stryger ind af hver en Sprkke.
 Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,
 mod Uvejr et velsignet Dkke.

 Spklampens muntre Flammeild
 flakker krtegnende paa Muren,
 ude raser en arktisk vild
 Efteraarshrgning i Naturen.

 Lav rinder Solen, hstlig gul,
 hver Nat blir nye Stjerner tndte,
 visnet er Blomst og flygtet Fugl,
 kun Vintrens dybe Nat i Vente.

 Ude Orkan -- men inde Fred,
 den lykkeligste Fred, jeg kender,
 naar Dag er endt, og Sol gaar ned,
 og alle Lngslers Lamper brnder.


IV

 Den frste dryssende Sne
 over de ngne Fjlde
 og Frostens klingre Bjlde.

 Forbi den korte Sommer,
 Valmuer og Konvaller,
 Elvenes Draabe-Krystaller.

 Den ngne Jord blev Is
 ved frste Nattekulde,
 nu sover Kim i Mulde.

 Nu graver sig alle Mennesker
 ned i den lune Jord
 med alt deres Vinterfor.

 Borte er Narhvalstrkket,
 ikke en Fugl under Land,
 bare det mumlende Vand.

 Og ved de stejle Klfter
 vaander sig Rv og Hare
 inde i Saks og Snare ...

 Men til det store Mrke,
 kldte i Dyrehuder,
 bringer vi vore Guder:

 Hjemmets og alle Erindringers!
 -- drfter gamle Hndelser,
 kommer med sre Bekendelser,

 trevler vort Livsvv op,
 de skre, bristende Traade,
 brnder dem uden Naade,

 klder os splitterngne,
 kender til Bunds hinanden
 -- dog bare til Afgrundsranden,

 bygger jo, hver isr,
 et Ly for sit skjulteste Minde,
 hvor man er _ene_ inde,

 ene -- altid alene:
 en vanskelig Jord at dyrke,
 men Ensomhed giver Styrke ...

 Saa er da Sommeren dd,
 og i det yderste Thule
 gemmer vi os i en Hule,

 er som et udflyttet Danmark
 varmet af hjemlig Sol
 her ved den kolde Pol,

 drmmer saa meget gammelt,
 higer mod nye Stier,
 tnker, taler og tier ...

 Luften er vinter-skarp.
 Mod Himlens lydlse Blaanen
 staar som et Genfrd Maanen.

 Fantastisk ddninge-hvide
 spejler sig fjerne Strande
 dybt i de dunkle Vande.

 En Gang i Tidernes Gry
 boblede disse Kyster
 af Moderjordens Bryster.

 Stivnet alle Tinderne
 glder som Okker og Mnje
 op gennem Brens Brynje.

 Om Milliarder af Aar
 vil da mon Isbren smlte,
 Sjlerne sprnges og vlte?

 Vil da den signede Jord
 syde igen, fr den daaner
 hen mellem livlse Maaner?

 -- Ak, hvor usselig lidt
 selv den Viseste aner
 om vore Skbnebaner.

 -- Hvad vd jeg vel om mig selv:
 Er jeg et gldende Hjrte
 eller en udbrndt Krte?




NOKTURNE


 Nu er det stille,
 Hstnatten skumrer,
 Vindene slumrer,
 hvor Livets Kilde
 dagtrt gik ned,
 -- lydls Fred
 rundt om Landene,
 ud over Vandene.

 Den, som nu kunde
 sit Hoved bje,
 lukke sit je
 og fredfyldt blunde
 den lange Nat
 fornufts-forladt,
 uden Vaande
 drmmelst aande!

 O, men der rinder
 Lyd i mit re,
 Kamp maa jeg fre
 med bitre Minder:
 Venskab, jeg brd,
 Had, jeg fortrd.
 -- Fredlse Gru,
 hvil ogsaa du!




ENE


 Stjernerne sklver,
   Himlen er bleg,
 Maanen er bare
   en svindende Streg.

 Jorden er kold
   som et blodlst Lig,
 Fjldvggen skummel
   af Ravneskrig.

 Tungt gaar Havet
   mod ngen Kyst
 som et hjlpelst Suk
   fra et ensomt Bryst.

 Ud i den isnende
   Efteraarsvind
 flakker den ensommes
   angstfulde Sind,

 sklver i Nattens
   Kuldegys,
 hilser bekymret
   det svindende Lys.

 Snart vil den dunkle
   Skumring gaa bort
 og Vintermulmet
   staa rugende sort.




HST


 Jeg ynder ikke den unge Vaar,
 den er mig for fersk og flov.
 Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar,
 fr jeg sa nogen Bgeskov.
 Jeg har jo aldrig kunnet begaa,
 end ikke turdet forsge,
 en Lovsang ud af mit Hjrte
 over de danske Bge.

 I gamle Dage var det min Sorg,
 naar Bgen stod lysegrn,
 og Grntet hang paa Charlottenborg,
 at jeg ikke fandt Farven kn.
 Muligt er det en Fejl ved mit Syn,
 mit je er lyseblaat;
 al denne megen Andemad
 taaler det ikke godt.

 Men da jeg voved en svag Protest,
 Kors! Hvor der saa blev Vrvl,
 Grntkaals-Malerne rasede mest,
 jeg skulde ha' mine Hvl.
 Jamen saa mal dog bare Spinat,
 de Farver er mig for blege,
 de rrer ikke mit Hjrte,
 jeg vlger Graner og Ege.

 Granen er Skabelsens rankeste Vrk,
 et lftende Hvdingesyn,
 Egen er uovervindelig strk,
 en Tnker med rynkede Bryn.
 Egens Rdder gaar dybest ned
 i Danmarks frodige Muld,
 Granen er sejg og njsom,
 gr Hedesandet til Guld.

 Alle de grnne Haab ved Vaar,
 den grumsede Stemningsflod,
 som fylder Sindet i unge Aar,
 er saa inderligt mig imod,
 minder mig om den grnne Student,
 der har lst lidt Psykologi
 og vil systematisere Livet,
 han aldrig har levet i.

 Den dovne Sommerferie-Ds
 er mig heller ikke tilpas,
 underlig slv og udtryksls
 ligger den blot og ta'r Plads
 -- Plads for den gule, flammende Hst,
 hvor Stormen blser Koral,
 Hsten er dybsindig,
 Vaar og Sommer banal.

 Pragtfulde Hst, vmodige Hst,
 Menneskesjlens Fornyer,
 du ejer, som det bedrvede Bryst,
 Lys bag truende Skyer.
 Du er den store, afgrende Kamp,
 hvor Kornmodsglimtene lyner,
 du lever det strke jeblik
 og dr under vldige Syner.

 Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis,
 naar Vinteren drager om Land,
 ren og klar er Sernes Is,
 klig og klog vor Forstand.
 Da fatter den tumlende Menneskesvrm,
 at Kampmaalet tidt er for lille,
 den tier som selve Jorden,
 der ligger hvid og stille.

 Og derfor sgte jeg hjt mod Nord,
 hvor Kysten er hvid og tavs:
 hjemme stank der forraadnet Jord,
 i Byen laa Gadesnavs!
 Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort,
 vi trngte til Storm og Sne.
 Maatte en susende Byge have renset,
 naar jeg atter mit Land skal se!




BEKENDELSE


 Paa den lave Klippetange
 mod en blodrd Aftenhimmel
 ser jeg Eskimoernes Stimmel.
 Stimmel? Ja, en halv Snes Mand,
 og jeg synes, det er mange
 her i dette de Land.

 Hr, de leger Bjrnejagter,
 og de ler saa overvttes,
 Hundene mod Bjrnen sttes,
 Bjrnen er en udkldt Kns.
 Under kanibalske Fagter
 slippes Hundespandet ls.

 Straks som sultne Ulve lber
 Hundeflokken mod sin Fjende,
 Legen kunde gerne ende
 med, at han blev snderdt,
 men de rappe Piskesvber
 stanser dem, der naar for tt.

 Stanse maa jeg selv af Latter
 over den groteske Scene.
 Ja, jert Liv er Leg alene,
 I kan skoggerle af alt,
 skndt I prved atter og atter
 Bjrnekampe, som Livet galdt!

 Selve det at leve Livet,
 sulte, naar der intet skydes,
 de graadigt, hvad der bydes,
 elske sig udtmt og trt
 og ved Svn faa Krfter givet,
 er jert Liv og Livets Ret.

 Derfor maa I gerne undres,
 naar I ser mig i vor Hule
 sidde tavs og travl -- og skule,
 hvis I ler min Stemning vk.
 -- Mener I, jeg br opmuntres
 til at kaste Pen og Blk?

 Aa, I skulde bare vide,
 at der sidder Venner hjemme,
 som afgiver samme Stemme,
 men at det er alt omsonst,
 thi det er mit Liv at stride
 mod det Maal at skabe Kunst ...

 Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens
 borgerlige Alfarveje
 og har aldrig haft i Eje
 snvre Dyders Rettesnor ...
 Men, hvad er vel al min Digtens
 Fryd og Smrte? ... Dde Ord!

 Det, som dybest Sjlen fler,
 det kan intet Ord udtale,
 ikke noget Billed male,
 knapt nok anes i Musik ...
 -- Venner! Gid I aldrig nler
 med en kold Fornufts-Kritik.

 Eller le som Eskimoen,
 le ustyrligt, mens jeg skriver,
 jeg forsikrer, jeg vedbliver
 og skal aldrig slides trt,
 naar _jeg_ bare ejer _Troen_,
 maa I gerne have _Ret_.

 Gerne blev jeg her og jaged
 Bjrn og Rn ved Vintermaane,
 skulde ingen Evne skaane,
 blev her gerne Livet langt,
 ingen Tid af Lngsel naget,
 aldrig Livet surt og trangt.

 Thi det vil jeg ikke skjule,
 at jeg helst gik rent i Glemme,
 glemte alt og alle hjemme,
 Ven og Fjende, hvert mit Skrift.
 -- Men selv her i yderst Thule
 er jeg Slave af min Drift.

 Og min Drift er den at vre
 n, der har sin egen Stemme,
 n, der skriver dansk derhjemme
 om, hvad Livet har ham lrt;
 -- denne Drift er sd at nre,
 dette Liv er rigt, men svrt.




SONET


 Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ...
 Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller dde?
 Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser rde.
 Skal vi mon finde her vort evige Skjul?

 Ingen vd det. Natvinden varslende hul
 klager oppe i Fjldenes dystre de.
 Ingen vd, om vi rkker mod Syd og skal mde
 Landsmnd igen og Solen, god og gul.

 Alt, hvad der hndte i to lange Aar,
 ligger dernede og venter os i Breve,
 -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ...

 Men jeg kan ikke ndre mine Kaar,
 dd er den dde! -- Nej, I maa _alle_ leve!
 Min Sjl vil forblde af disse dybe Saar.




ENE TILSS


 Saa har vi naaet Oktober,
   og Fjren iser til,
 det store stille Hav kan stivne
   straks, naar Frosten vil.
 I Nat blev Vandet tyndis-lagt,
 det glimter som et slebent Glar,
 ja, kom kun Frost og v din Magt,
 trng ind til alle Kroge,
 jeg venter glad -- dog se, jeg har
 endnu en Gang Kajakken klar,
 vil vugge mig i Blgetakt
 paa Bugtens sidste Vaage.

 Men da jeg gennem Isen skar,
   letted en enlig Maage.

 O, om jeg kunde fulgt den
   mod Syd, mod Sol -- og hjem!
 Jeg glemmer rent at ro min Aare
   og gaar ikke frem.
 Langt borte lyder kold og hul
 den vrede Snften af en Hval,
 som dukker op af Dybets Skjul
 og tvinger frem sin Pande,
 trgt dnner S mod Fjldportal,
 fjernt synker Solen srt oval
 og bvrer tung og ggegul
 paa Kiming-Skaalens Rande.

 Jeg lnges hjem, som jeg var gal,
   fra disse Ddens Vande.

 Men som jeg saadan ligger
   og knapt vd af mig selv,
 rkker mit je op til Hulen
   ved den dde Elv:
 Brudte er nu alle Broer,
 her faar jeg Hjem endnu en Stund,
 deroppe er mit Arbejdsbord
 og al min bedste Evne.
 Lad Frosten tvinge Hav i Blund
 til Farvej hjem! Jeg nyder sund
 den hemmelige Fryd, der gror,
 og som ej Navn kan nvne,

 paa Livstilvrelsens dunkle Bund,
   hvor Synerne holder Stvne.




TBRUD


 Der regner i Dag en ukristelig Regn
 heroppe i Hedningelandet;
 endnu er der intet Himmeltegn,
 som tyder paa noget andet.

 Vor Hule var netop bleven saa lun,
 Sneen laa hjt over Taget,
 Fnuggene ttned som Edderdun,
 -- nu smlter hele Laget.

 Det drypper, det stnker, det styrter herned,
 og ingen har sit paa det trre,
 vi vbner os bravt med Taalmodighed,
 mens Vandfloden vokser sig strre.

 Alt, hvad vi ejer, blir bldt og dt,
 hjrtelst Regnen strmmer;
 de rummer just ikke det bare sdt
 de Oplevelsens Bgre, vi tmmer.

 Gulvet er som en rindende S,
 og Brikseskindene flder,
 vi ligger paa hver sin opdagede 
 i Oversvmmelsens Klder.

 Himlen er bare et trsteslst Hvlv,
 en eneste styrtende Sluse,
 Fjldene mumler, den dde Elv
 er atter begyndt at bruse.

 Dens Leje var som et furet Ar,
 nu springer det op og blder.
 Vi fylder paany vore Kogekar,
 men Regnen slukker vore Glder.

 Saa maa vi kvittere den varme Ret,
 en ofte prvet Elende,
 men at Soveposen ikke er tt,
 er det vrste, der kunde hnde.

 Dog, skulde man blive lidt sur i Sind,
 da lyder den Trst til den triste:
 Lad alt smlte bort! Dit eget Skind,
 det holder nok tt til det sidste!

 _Frst_, naar ikke en Trevl er tr
 og ikke et Ly at finde,
 da vaagner der et Galgenhumr,
 og runger vor Latter herinde.

 Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt,
 fantaserer om fjerne Steder
 med alt, en Hjemkomst byder af smukt:
 varm Kaffe og trre Klder!

 -- -- Vejrprofeterne kalder det Fhn,
 saadan Mildning ved Vintertide,
 men Eskimoerne tror, det er Ten,
 der driller Frosten til at bide.

 Tre Gange hvert Dgn, gaar jeg ngen ud
 og aflser Varmegrader ...
 Men lad der blot rase Regn og Slud,
 naar det ikke _Islget_ skader.

 Jeg vd jo, at Frosten sejrer som fr,
 og snart kan jeg hjemad drage
 blottet for _alt_, kun rig paa Humr
 til Sldefrden tilbage!




EN SORG


 I Dag har jeg haft en lille Sorg,
 og her, hvor saa lidet sker,
 har denne ringe Hndelse
 bedrvet mig endnu mer.

 Min Yndlingshund er bleven drbt
 af en af de gamle Store,
 bare fordi den lb og leged
 og slet intet andet gjorde.

 Den vidste ikke, at Tand for Tand
 er Livets beskmmende Lre
 baade for Dyr og Mennesker,
 om vi skal faa Lov til at _vre_.

 Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
 saa munter og uden Harm,
 hver Morgen den krb i min Sovepose
 til et lykkeligt Blund i min Arm.

 Dr laa jeg og skrmed den som mit Barn
 og kunde aldrig blive trt
 af at stryge dens blde Pels
 og hre dens Aandedrt.

 For jeg er jo bare et Menneske,
 hvis Krlighed ligger vaagen;
 jeg lnges efter at elske
 og vre _god_ mod nogen.

 Men her, hvor jeg intet Menneske har
 at kysse med brndende Mund,
 gav jeg af Hjrtet alle mine Krtegn
 til den tillidsfulde lille Hund.

 Og nu er dine undrende jne lukt,
 din Strube blev gennembidt.
 -- Ak, var du bleven ldre,
 skulde tungere Smrter du lidt!

 Ja, var du vokset dig strk og stor,
 vented dig megen Plage;
 en stakkels trllende Sldehund
 har ikke gode Dage ...

 Men da de kom og mldte,
 at min lille Hund var dd,
 blev der saa underligt stille,
 dr, hvor mit Hjrte ld.

 Da maatte jeg betvinge
 en Graad, der vilde frembrudt,
 da svor jeg over Morderen
 en Hvn, jeg ikke har fortrudt.

 Skaanselslst trskede jeg det Skarn,
 hvis Tnder min Yndling traf;
 hver Dyrebeskyttelsesdame
 vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.

 Tt til dens sammensnrede Gab
 bandt jeg den lille dde,
 -- nu ligger den med sit Offer
 bunden og uden Fde.

 Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
 skabagtig kan Sorgen lyde,
 men den, hvis Hjrte er ene,
 vd, hvad en Hund kan betyde.

 Og den, der kender Polarfrd,
 vd, han var gaaet til Grunde,
 om ikke han var bleven hjulpet
 af sine trofaste Hunde.

 Lnnen, han bd sin trllende Ven,
 var Pisk og en kneben Fde
 og saa en Kugle i Hjernen,
 naar den nsten var krt tildde.

 Og Hvalpen skulde i Vinter
 trukket for Slden tilbage,
 -- en stakkels trllende Grnlnderhund
 har ikke gode Dage.

 Men dyrebar er mig Hundene,
 min daglige Kval og Fest,
 og, som det gaar mellem Mennesker,
 er den _mistede_ altid bedst.

 Og det er sandt, hvad en Digter har sagt,
 -- sikkert en klog gammel Fyr:
 Jo bedre jeg kender Mennesker,
 des mer holder jeg af Dyr!




VINTER


 Se, det hvide Ishav spejler
 dybt de gyldne Aftenskyer.
 Ingen Lyd og ingen Sejler,
 intet Bud fra fjerne Byer.
   Indelukket
   Lngselssukket
 stiger mod det kolde Fjld,
 der paa Himlens Rand har trukket
 en henaandet bleg Pastel.

 Som en Knivseg, skarpt tilsleben,
 skrer Horisonten Himlen.
 Som et Hjrte, vmodsgreben,
 glder dmpet Solfaldstrimlen.
   Gult og gustent
   som et brustent
 Venneblik er Solens je
 sluknet bag en Isfjldsmur,
 der har bygt sin borgtaarns-hje,
 vildt fantastiske Kontur.

 Slvhvid Maanebaaden skyder
 hjt henad den mrke Himmel.
 Som et Morildsklvand flyder
 Mlkevejens Stjernevrimmel.
   Tunge Skygger
   travlt bebygger
 som et mystisk Dvrgfolk Sletten,
 der har gemt sig tavs og trykket
 inde under Fjlde-Jtten.

 Snart af Skyggerne besejres
 Dagens sidste Farvetoner,
 Mulmets Nattepust henvejres
 over Ddens Regioner.
   Men i Mrket,
   sjlestyrket,
 slaas vi med os selv og Livet,
 og vi tror, at vi faar dyrket
 rodfast Tr af Mose-Sivet.

 Ubnhrlig strng bekriger
 Vintren disse arme Kyster,
 Sneen ligger haard og skriger,
 Isen dem i Favntag kryster,
   Lyset brister,
   Bjrnen lister
 mrkeskjult, beredt til Krig,
 hungerpint den Livet frister,
 rver Gravens frosne Lig.

 Og uskaansomt koldt bekriger
 _vi_ det Liv, vi fr har levet;
 gennembrudt, som Vandflods-Diger,
 er vort Lgnliv -- talt og skrevet.
   Nu skal Volden
   hel og holden
 sten-forskanses, klar til Krig
 mod os selv i Fortids-Rollen
 -- ingen Gravfred for det Lig!




SNESTORM


 Jeg laa ude i Nat. Og hvor frs jeg i Nat!
 Der var ikke paa Fjldet det ringeste L,
 og Fjldet var snevidt af Driver og Br.

 Der var madtomt i Hulen og glubende Sult,
 saa krte jeg hen til et Kddepot,
 men Vejret blev vrre, end jeg havde troet.

 Der blste en fygende stiv Sydvest,
 langsomt ad Klften steg vi til Fjlds,
 Foden blev trt, for Fret var trls.

 Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro,
 syv Hunde trak Slden med ingen Ting paa,
 alligevel maatte vi begge gaa.

 Ved Sldeopstanderne sled vi os frem,
 stavred i Sneen til op over Kn,
 og Sne skd sig hjt over Gngernes Tr.

 Dagslyset svandt, og Knoget tog til,
 _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv,
 Skinddragten dampede og frs stiv.

 Hundene orked tilsidst ikke mer,
 vi spndte dem fra, og de stak i Lb,
 selv fulgte vi efter, stumled og krb.

 Sort var Natten, da vi naa'de frem,
 aandelst smed vi os ned bag en Sten,
 som ikke gav ringeste Ly for Sneen.

 Dr laa vi en Time og hakked og skjalv,
 Eleng'uak pressed sin Ryg tt mod min.
 Op gennem Klften jog Uvejrets Hvin.

 Da blev som en isnende Strm mit Blod,
 jeg svlged lidt raa-frossent Kd med Spk,
 Fingrene var ved at fryse vk.

 Vi maatte nok helst gaa os varme igen:
 fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt
 og slbte det hjemad af al vor Magt.

 Mandshj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,
 Legemet damped, vor Aande blev kort;
 i Mrket kom jeg fra Eleng'uak bort.

 Men endelig, da jeg var Slden nr,
 var ogsaa min yderste Kraft udst,
 jeg faldt og blev liggende, krafteslst.

 Dr laa jeg en Stund nsten uden Begreb,
 saa vaagned jeg: aa, saa livstrt og kold.
 Jeg tnkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!

 Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
 at jeg skulde ligge forkommen og d
 i den fygende Storm paa vor Fjldhule-.

 Fr havde jeg troet mig saa gammel og klog;
 _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lrt,
 og Livet, jeg mistede, var mig saa krt.

 Jeg srged mig vred, jeg rgred mig hed,
 jeg tndte min Viljes hendende Gnist
 og naaed da ogsaa Slden tilsidst.

 Dr saa' jeg blandt Hundene, dybt fget til,
 Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt.
 Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.

 Som svimmel jeg gs i min frosne Pels,
 fik stukket mig under en Hundekrop,
 hvor jeg dsede hen og tede op.

 Jeg drmte mig dd paa det hvide Fjld,
 begravet af Sneen og sporlst gemt.
 Ingen savned mig, jeg var glemt.

 Da maatte mit Hjrte saa inderligt le:
 I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!
 Glad vaagned jeg. Tnderne hakkede slemt.

 Men netop, som Dagen graaned i st,
 tog Snestormen af og Krfterne til:
 -- Det er svrt at d, naar man ikke _vil_!




INDKVARTERING


 Vi har faaet Indkvartering:
 ikke mindre end en Snes
   Eskimoer
   hos os boer
 i en skn Familjekres
 -- en lidt rundelig Formering,
 naar vi selv er seks Mand hj.
   Man begriber,
   at det kniber
 svrt med Plads og Sengetj.

 Men vort Samliv er det bedste,
 skndt man ikke skulde tro,
   at der kunde
   nogenlunde
 herske Enighed og Ro,
 naar man har sin kre Nste
 indlogeret bunkevis.
   Her er Glde,
   flles de,
 flles Trug for So og Gris.

 Alle Kogelamper sprager,
 Luften hnger tyk af Os,
   Stuens Kroge
   staar i Taage,
 men vor Hule faar dog Ros.
 Udenfor Orkanen drager
 rovbegrlig om vor ,
   mangen Hytte
   blev dens Bytte,
 knust og slugt af Styrtes.

 Alle vore Boplads-Fller
 blev bervet Kd og Hjem,
   halv-paakldte,
   ilde-stdte
 stred de sig til Hulen frem,
 sidder nu og smaa-fortller
 om den storm-oprrte Fjord,
   klager ikke,
   smlter Drikke
 og faar kogt et vldigt For.

 I en sammenbyltet Mngde
 sover snarligt Vrt og Gst,
   Lampen slukner,
   ude drukner
 Hundehyl i S og Blst.
 -- Men jeg vaagned tidt og tnkte:
 her mod Nord er Livet Fest,
   intet kngter
   disse Slgter,
 hverken Himmel eller Prst!

 Ja, en Livets Jubelsalme
 toner ud af Vejrets Brus,
   Leg og Latter
   toner atter
 i vort overfyldte Hus.
 Her kan Glden aldrig falme,
 Livet tager vi som bedst:
   Eskimoen
   dr i Troen
 paa, at Livet er en Fest.




NYT ISLG


 Jeg suser atter over nylagt Is,
 og alle Hunde trkker kry og travle,
 thi hjt bag Fjldets gothisk bygte Gavle
 har Maanen nytndt flnget Skyr og Dis
 og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.

 Mit Forspand elsker dette blege Skr,
 der blinker i de frosne Iskolosser
 og viser Vej om Vaage-Strm og Skodser;
 -- i Mrketid gaar Rejsen trls og tvr,
 da savnes det Humr, som Kulden trodser.

 Men nu gr atter Maanen Rejsen let,
 paa ben-skoet Slde er det Fest at kre
 det lange hvide Dgn i snefrit Fre,
 hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedrt,
 og hvidbrndt blir i Kulden Kind og re.

 Men Blodet pulser varmt bag kuldskr Hud,
 og jeg kan timevis henslngt paa Slden
 ligge med adspredt Sind og nyde Glden,
 blot ved at se mit Forspand halse ud,
 og hre Isen knage fjernt som Skud.

 Og naar jeg lukker jet, kan jeg se
 mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde,
 og _da_ er det med t, som blev jeg borte,
 som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og V,
 saa dybt og bldt som i en Grav af Sne.

 En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt,
 jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet,
 Isen var bristet: Slden, Hundespandet,
 alt det, der havde mig min Drm forvoldt,
 sank dybt og bldt, -- men Skaglerne de holdt.

 Jeg var vist Graven nr og skreg Gevalt;
 to Eskimoer, der fulgte, krb som Bjrne
 ad Isen og slog Remme om et Hjrne
 af Sldesnuden og fik mig og alt
 omsider halet ind -- har de fortalt.

 Forresten lo de. Og da vi drog bort,
 og mine Klder stivned straks i Kulden,
 og baade Haand og Fod blev saar og svullen,
 lo de igen. Jeg _lb_, som var det Sport,
 og holdt mig varm de otte Mil til vort ...

 Den glade Hedning, som bestandig ler,
 han er i Livets Dyst altid fornjet;
 og hjemme, da jeg frst kom af med Tjet
 og laa i Soveposens lune Fjer,
 da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer.

 Ja, saadan er det: undflyet et Forlis
 higer vi atter ud paa tynd-kldt Blge,
 evig og altid maa vort Kald vi flge,
 Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis,
 farefuld Vejen over nylagt Is.

 -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord
 ind under Fjldets gothisk bygte Gavle,
 nytndt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,
 og slvhvidt gnistrer mine Sldespor,
 og Verden er bare dette kolde Nord!




AFREJSE


 Saa kom den sidste Dag paa Lngslens ,
 Fjldhulen rmmet, ingen Vinduslysning.
 -- Drinde blev der dog sat Frugt og Fr,
 mon de nu taaler Vinter og Forfrysning?
 Lyse er de Forhaabninger, der bygges,
 men mrk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?

 Og endnu er vor Ven og Flle syg,
 og kres maa han hundred Mil i Pose,
 -- men Skbnen fik ham ingentid gjort myg,
 endda den bd ham Torne blot for Rose;
 han higer hjem mod nye Arbejdsfelter,
 -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og lter!

 Decembermrket skjuler Fjld og Klft,
 Dagen er kort, og Maaneskinnet blnder,
 fra skjulte Vaager lyder Slens Snft,
 langs alle Fjre blegt Morilden brnder.
 Gemt er bag Skrueis Fjldhule-Nsset,
 _hjemad_ det gaar -- men tungt er Sldelsset.

 Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kr,
 det er, som om jeg ikke kunde slippe
 dens Tarmskinds-Vindu med Spklampens Skr
 og Ildsteds-Rgen op mod snedkt Klippe;
 -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude
 trt og forkommen hilst den blege Rude!

 Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven
 maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje,
 saa drager vore Slder da igen
 Sporet langs nye Kysters nye Veje.
 Raa-frossent Kd er Hunds og Herres Fde,
 tungt krer vi i Skrueis og Blde ...




TILBAGE TIL MRKET


I

 Saa slaar vi da Retrte:
   vor Vej er altfor fyldt med Sne,
   vi skulde vret frem til Jul,
   men det kan ikke ske.
   Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,
   men det er tungt at vende om.
 Fjldhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul!

 Vi drager op mod Mrket,
   og vi, som haabed det forladt,
   gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,
   ind i den store Nat ...
   Naar atter Slden staar beredt
   til Hjemfart, hvad er der saa sket? ...
 O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!


II

 Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,
 bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer,
 vi har hverken Bsse, Kop eller Kniv,
 kun Livet igen -- det dejlige Liv!

 For Hunde og Kd og varmende Klr
 borttusked vi alt, hvad vi ejed af Vrd;
 de Hedninge-Venner, hvis Forraad er strst,
 maa stille vor Sult nu og slukke vor Trst.

 Saa tyr vi da hver til en gstfri Dr
 og beder om Husly som ofte fr,
 man luner vor Briks, vore Skinddragter syr
 og fodrer os selv og de udslidte Dyr.

 I Jordklodens nordligste Menneskehus,
 ind under en Gletschers Mornegrus,
 dr lever jeg Livet som Eskimo,
 og Livet er bedre, end jeg turde tro.

 Ja, Livet er dejligt og dyrebart
 i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,
 her fanger til Fde jeg Rv og Ravn,
 her bver mit Hjrte i Lyst og Savn.

 Piuva'toks og Alakra'sinas Hus
 saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,
 saa hjrteligt godt mod den selvbudne Gst,
 er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!

 Ja, tidt, om jeg rkker mit Hjemland igen,
 vil taksomme Tanker sge herhen,
 -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,
 men Hedningen her er Kristen af Gavn.




POLARNAT


I

   Hvor skal jeg gre af mig selv,
   hvad skal min Tanke sysle med?
   Hvordan forglemme Tid og Sted?
   Hver svnls Dag er uden Fred
   og drmmepint hver Svn, jeg vd.
 Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne;
 det er, som jeg brer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.

   Nu troede jeg saa vist, det gik
   mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig,
   og vi var mange Mil paa Vej,
   da Blst og Mrke, Sult og Sne
   tvang os til Venderejsens V.
 Jeg ligger igen, hvor jeg fr laa fast, maa vente til Vaarens Komme.
 Hvor skal jeg dog gre af mig selv, til Lngslens Tid er omme?

   Jeg lever blot i Kamp for Mad,
   opholder Livet som et Dyr,
   der ej den vrste Fde skyr.
   Forraadnet er det Kd, jeg faar,
   mit Legem smudsigt, vildt mit Haar.
 Alle Bger er lst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da nres,
 de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kres.
 -- Taalmodighed, Hjrte! _Den_ svre Kunst, nu skal den for Alvor lres.


II

 Gennem goldt Polarnats-de
 gaar det vrede Vejr med Vlde,
 Mrket sukker, graat af lde
   som min Mor, der dde.

 Gennem Jordens Dunstkres tumler
 vildt Decembersneens Blger.
 Tungt den frosne Havstok mumler
   om en Kval, jeg dlger.

 Paa de vejr-forbidte Strande
 har hvert ngstet Liv sig dkket,
 Stormen blot langs dde Vande
   tumler som forskrkket.

 Over Fjldets dystre Gavle
 ingen nordlys-blndet Stjerne
 -- bare Livets evigt travle
   Lynglimt i min Hjerne.

 Uvejrs-slagen, pint af Brde,
 mrkeskrmt, en fredls Fange,
 mindes jeg min Mor, som dde:
   _hun_ var ikke bange.

 Kunde jeg -- en ddsdmt Evne --
 med _din_ sikre Ro mig vbne!
 Men jeg elsker Livets Stvne,
   hader Ddens Skbne,

 hader Rummets mrke Gaade,
 -- urrt af vor Strid herneden
 hersker den og skal os raade
   i Al-Evigheden.


III

   Der er i Nat saa tyst
   som fjernt, i _det_ Minut,
   da lykke-pint mit Bryst
   fik Tvivl og Vgring brudt
 og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige.
   Min Stemme var som kvalt,
   og jeg fik ikke talt,
   blot rrt din bange Haand,
   men Hjrtets Helligaand
 nvnede tavst det uudsigelige.

   En Nat saa lykke-tyst,
   al Verden Fred og Hvil!
   Men det blir ikke lyst
   som den Gang i April,
 da vore Hjrter mdtes vaarberuste ...
   Jeg lider Lngslens Ver
   hjem til lidt Dagnings-Skr,
   hjem til dit Lykke-Smil,
   som lyste i April
 den dmrende Nat, da Helligaanden suste.


IV

   Den stille hvide Vinternat
     med ringe Skel
     paa Dag og Kvld,
   med ingen Genklang under Fjld
   af Hundeglam og Piskesmld
     -- en lydhr, duftls Time!
   Se, Maanen tndes blank og kold,
   og Himlen hvlver stjernesat,
   bag Nordlysbaandets Silkefold
     sit Skjold,
 mens alle Mindets Hjtidsklokker kime.

   Snart ringer Hjemmet Julen ind.
     Min Sjl, vr strk:
     _dit_ Hjtidsvrk
   skal tone fjernt fra Hjem og Jul
   i hvide Vinterntters Skjul,
     hvor ingen Granduft kendes.
   Og dog, min Sjl, jeg har ej glemt
   mit lngst aflagte Barnesind,
   jeg hrer Hjtidsklokkens Klemt
     forstemt
 og lnges hjem, hvor Juletret tndes.

   En hjemlig Jul, en uskylds-hvid
     med Englebud
     fra Himlens Gud,
   som da uprvet jeg og stolt
   den gode gamle Hjtid holdt,
     -- den Jul, der kun er Minde ...
   Ja, hvilken Hjtid, om jeg blot
   kom hjem nu ind mod Juletid
   og sagde En, hvis Blik er vaadt,
     lidt godt ...
 Ak, _dd_ er Julen og jeg selv sneet inde.

   Tavs er den hvide Vinternat,
     trt gaar min Fod,
     tungt slaar mit Blod,
   og se, hvor Maanen blank og kold
   som et fordgtigt Avind-Skjold
     har skjult min Lykkes Fjender.
   Er alt mit Liv da uden Vrd?
   Udlber redningsls forladt
   i Nattens blege Nordlysskr
     min Frd,
 mens alle Hjemmets Juletrer brnder?

   Velan, min unge Sjl, vr strk:
     den Vej, du drog,
     gr glad og klog,
   gr rig, trods Tab af Jul og Hjem,
   den Vej, du drog, er Vejen _frem_,
     den eneste, der frister.
   Og trder jeg mit sidste Skridt,
   og nser ingen mer mit Vrk,
   _Liv_ har jeg levet, jublet tidt
     og stridt --
 ja, hjtids-helligt er det Liv, jeg mister.


V

 Det er Lillejuleaften,
   det er Lillejuleaften,
 og et Brus af fjerne Minder
 jager Blod til mine Kinder,
 -- dem, den fattige Polarnat havde bleget.
 Jeg er sr og syg til Mode,
 kunde gerne grdt og skreget
 over Smrter i mit Ho'de,
 for jeg lnges, saa min Hjerne bliver svimmel,
 og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ...
 Der er Taage over Fjldet,
 der er Slr for Aftnens Himmel,
 og jeg ligger, overvldet
 af de gamle Minders Brus,
 tavs i Angmalor'toks Hus.

 Det er Lillejuleaften,
   det er Lillejuleaften ...
 Hvordan lever I derhjemme? --
 Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- --
 Ngen ligger jeg paa Flgen,
 og min Vrt, som ser mig lide,
 siger: Det er vist paa Tide
 at faa givet dig lidt Foer!
 Og jeg ser ham trkke Blgen
 af en Blaarv, Dagens Fangst;
 den blir kogt og, Gud skal vide,
 jeg er slunken som en Slange,
 Gulvet er vort Spisebord,
 og jeg spiser,
 mens han viser
 mig den Gunst at nynne Sange,
 frst et Par og siden mange;
 -- men min Sult er stadig stor,
 og hans Kone spytter Spk
 paa en optet Narhvalshjerne,
 for hun under mig saa gerne
 denne lkre Juleret.
 Endelig blir jeg da mt --
 og min Svimmelhed er vk,
 -- Taagen med; nu har vi Blst --
 og jeg sover mig fra Lngsel hjem og Angst,
 mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gst,
 nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...


VI

 Saa tyst stod aldrig Fjldene om Fjorden
 og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde
 og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde
 som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden.

 Selv er af Fred og V jeg srt bevget,
 kan ikke vre ude, ikke inde,
 min Sjl er fyldt af Julens fjerne Minde,
 og Vunder blder, som jeg troede lged.

 Og rundt i Verden fejres Juledrmmen,
 og alle Hjrter nste-krligt blder.
 -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Glder,
 og Hjrtet gaar igen saa jvnt med Strmmen.

 Men der var Tider, da jeg rligt troede
 paa Julens store Fredsbudskab i Folket,
 -- forlngst har Verden Loven omfortolket,
 og Julen er nu blot en gammel Mode.

 Rrte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde,
 er alle Menneskenes Millioner --
 men kun saa lnge Klokken hjtids-toner,
 Dagen derefter stjle de og myrde ...

 Og dog stod aldrig Fjldene om Fjorden
 og aldrig Himlens Lys saa hjtidsfulde
 som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde,
 thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...


VII

 Nej, det er altfor skn en Nat,
 og jeg kan ikke sove,
 Fjldkderne har Linjer
 som danske Bgeskove.
 Som Udhugst-Lysninger blandt Trr
 staar istids-fdte hvide Brr
 i slsomt livlst Maaneskr --
 et Snitvrk af Slv-Filigran,
 som tier ddt. Her lever Pan ...


VIII

 Jeg har saa ung en Glde
 bare ved at trde
 mit Fodtrins lette Spor
 paa den sne-tilfgne Jord.

 Min Sjl er tavs af Lykke,
 jeg kaster ingen Skygge
 i denne dejlige Nat
 fredfyldt og lysforladt.

 Min Hjerne har ej Tanker,
 og Livet ingen Skranker ...
 Over Himlen de funklende Stjerneskud strs,
 her gaar jeg saa lykkelig skyggels.


IX

 Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader!
 Nu har vi Nyaar efter Almanakken,
 hjemme er Vrimlen en gensidig Takken,
 en nsken Godt-Aar selv for dem, man hader,

 et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader,
 en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken,
 -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken,
 da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...

 _Mit_ Nyaar nvnes aldrig i Kalender,
 det kommer uanmldt og uformodet
 en sknne Dag, naar noget slsomt hnder:

 _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_
 og rejser Viljen, lutrer Hjrteblodet,
 da blir en Nyaars-Kvist mit Tr indpodet.


X

 Der er ikke et Tr, som tr Pollandet gste,
 end ikke den usleste Busk finder Fste,
 -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke
   hvidpudrede ranke.

 Jeg drmmer mig hjemme, ser Raabukken springe
 og lytter til flaksende Fuglevinge,
 jeg flger i Snedriven Muldvarpens Stier,
   jeg lytter og tier.

 Jeg har en Veninde, vi elsker begge
 at suse paa Skjter langs klukkende Bkke,
 og ud ad de barfrosne Veje vi gaar
   med Rimlv i Haar.

 Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet,
 maaske er mit Timeglas snart udrundet.
 Jeg sanser kun Mad, baade god og slet,
   og jeg er saa trt ...


XI

 Min Livskraft ligger i Dvale,
 alle mine Tanker er gaaet i Hi.
 Nu drager den store Nat forbi
 de slumrende Fjlde og Dale.
 Jeg ligger som dybt i Dvale.

 Min Sjl er slv som en Larve,
 den sanser ej lnger sin vante Strid,
 den sover sig frem til Lysets Tid,
 hvor den skal faa Liv og Farve.
 Min Sjl er en jordbunden Larve.

 Jeg tror, Genfdelsen kommer.
 Naar Vinterens Nattemulm er forbi,
 skal Larven blive sommerfugle-fri
 med al den flyvende Sommer.
 Jeg vd jo, Genfdelsen kommer.


XII

 Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje
   udblomstret og gold,
 mit flsomme Hjrteblod omstbt til Vilje
   og Hjernen is-kold,
 skarpt ser mine jne, som fr var forblindet,
 min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets
   skyggende Lv.
   Mit re
   kan hre
 hver varslende Rytme, hvert dryssende Stv,
 klart vd jeg, hvorhen al min Strben skal fre,
 men tidt gaar en hjlpels Sorg mig i Sindet:
   Jeg er kun et Fr,
   som skal d.

 Hvad er vel mit Livsvrk mig, selv om jeg sejrrig
   til Kampmaalet naar?
 Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig,
   ublidere Kaar?
 Og hvad er det vrd, hvis jeg Maalet forfejler?
 Gik ikke i maalbevidst Trang og rgerrighed
   Ungdommen tabt?
   -- Men bygge
   min Lykke
 paa Ungdom, dertil var min Sjl ikke skabt;
 jeg savner det Stof, som gr Mennesker trygge.
 -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler,
   der angrer, at I
   gled forbi!

 Jeg angrer hver Klogskab, der frte til Handling.
   Er _Ungdommen_ klog?
 Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling
   og hensynslst Sprog.
 Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes,
 da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrblende
   Slgts-Pietet.
   Jeg vilde
   ved stille
 udadlelig Flid vinde _mere_ end sket.
 Frst _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde
 forynget at leve de Drmme, som sendtes,
   da Haabet var sundt,
   Verden rundt!


XIII

 Der er en Higen i hver Drm, jeg digter,
 ud til et blodrigt Liv i sre Egne,
 en Udv, som gaar alle vide Vegne
 til Fjld og Skov, frigjort for trange Pligter,
 hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter.
 -- Der er saa mange Prmie-Sjle til,
 o, lad mig altid vre ung og vild!

 Og lad mig aldrig, ivrig efter re,
 min egen ranke Nakke ydmygt bje
 -- hellere med det _lidet_ lade mig nje
 end tkkes Krybet i en hjere Sfre,
 hvor der er smitsomt for min Sjl at vre.
 Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare,
 o, lad mig altid vre ung og Daare!


XIV

 Der er ikke et Menneske, fjern eller nr,
 som vd, hvilken Grde mit Sjledyb br,
 jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven,
 I vd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen,
 men Driften, som hidser mig, kender I den?

 Tidt vd jeg knapt selv, om min Saasd gir Frugt.
 Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hsligt og smukt?
 Jeg vd kun, og det har med Kvide jeg lrt,
 at Menneskelivet er bitterlig svrt
 og Mennesket selv af omtvisteligt Vrd.

 Jeg er i den vide Verden kun n,
 hvorhen jeg saa frdes, i Fryd eller Mn,
 kun ene og ensom, en tillukket Grav,
 hvor strmmende Ord mine Lber saa gav,
 en Sjl, der er tavs med sit dybeste Krav.

 Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor,
 eller gemmer mig bort i det tavseste Nord,
 hvad enten jeg lnges fra Mylret mod Fred
 eller higer mod Liv fra mit Skjulested,
 jeg er dog kun _n_ i al Evighed.

 En vennels gaar jeg i Fjendekrig,
 og fjenderig mder jeg Vennesvig,
 selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt,
 den Ven eller Fjende, der faar min Foragt
 -- og dmmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.

 Tidt knuger min ensomme Lod mig i Kn,
 jeg nsker mig podet paa rodfstet Tr,
 men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt --
 da lukker min Sjl sig, mit Skrig bliver kvalt,
 men _strk_ er jeg bleven i godt som i galt.


XV

 Jeg har grdt, naar en Spurv blev skudt ned,
 naar jeg saa' et Insekt blive pint,
 naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes snder,
 og dens Hjrteblad sklvede fint.
 Jeg har vret et fngeligt Tnder
 for hvad Skabningens Ringeste led,
 jeg har _dslet_ med Krlighed.

 Jeg har nret min Pen med mit Blod,
 naar jeg skrev om al Menneskend,
 om forskyldt eller skyldfri Elende
 og dens Vraab paa Retfrd og Brd.
 O, mit pulsende Blod kunde brnde,
 og min flsomme Sjl fatte Mod,
 naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.

 Det var den Gang, mit Hjrte var Ler
 og min Tillid til Menneske-Vrd
 og min Tro paa mig selv uforfrdet,
 da mit Liv laa i morgenrdt Skr.
 Ak, men nu er mit Hjrte forhrdet
 af de usle Bedrag, som det ser,
 og nu tror jeg paa ingen Ting mer.

 -- Ja, en Gang har jeg inderlig grdt
 ved al Skabningens Kummer og Nag,
 men da selv jeg fik Pinslerne prvet,
 tog jeg graadls de grusomme Slag.
 Og nu taler mit Hjrte bedrvet
 kun i dmpede Aandedrag,
 men min Taare har rundet sig trt.


XVI

   Jeg byder ej mit Venskab frem
   til Per og Povl og alle dem,
 der sger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,
   men _vandt_ du mig for dig og dit,
   saa bliver du mig aldrig kvit,
 da er jeg al min Levetid uforbeholden din.

   Og den, der kalder mig sin Ven,
   skal rligt yde mig igen
 et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjrtebund,
   og han skal taale min Protest,
   naar han ej gir sig, sand og bedst,
 thi den, hvis Hjrte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.

   En Kvinde kan jeg ofre _alt_:
   min Daad, mit Hjrte, _ubetalt_,
 og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjrtelst.
   Men Mand og Mand i Venskabspagt
   har samme Pligt og lige Magt,
 og _han_ skal mig genglde dyrt, som af min Sjl har st.

   Men vandt du mig for dig og dit,
   og tr du tale hensyns-frit
 og elske mine Evner frem og kue mine Fejl,
   da bliver du mig aldrig kvit,
   da ejer du alt, som er mit,
 ubrydelig vor Venskabspagt br' Hjrtets Adels-Segl.


XVII

 Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder,
 hvert Arbejd gennemtnkt i Hovedtrkket,
 skal al Ting lykkes, maa der ske det Under,
 at jeg blir hundred-aarig og usvkket.
 Men er der muldfast dr, hvor Roden bunder,
 hvordan blir Stammen trsket da og knkket!

 Nej, jeg vil ikke d den meningslse
 snigmorderiske Dd af Sot og Syge,
 Knald eller Fald! Og aldrig daadls dse
 i lunkent Sollys -- hellere en Byge,
 lad bare Stormen piske, Regnen se,
 og alle Lungepibere rejse og ryge!

 I brat og voldsom Dd har helst jeg villet
 med denne dejlige Jord faa Afsked taget.
 Paa t Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet,
 men alle Kneb skal glde, selv Bedraget,
 og frst naar alle Trumfer er udspillet,
 slutter jeg af, livsmt og hjt bedaget.

 Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten,
 et Eftersmk fra Liv i Baad og Slde,
 men aldrig skal jeg angre, at min Digten
 drog mig langt udenfor den alfar Glde.
 Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten,
 o, lad mig hundred-aarig Jorden trde!


XVIII

 Ja, jeg vil vorde Mand og fste Rod
 dybt i den jydske Muld, der var min Amme,
 Jordens Safter skal stige i min Stamme,
 forny mit Vv og nre mit Lv med Blod,
 -- ja, jeg vil dyrke Jorden grn og god.

 Min Sjl er trt af fremmed, bjergfuld Strand
 og lnges hjem til Slettens Klver og Tidsler,
 til Heden helst, dr hvor et Aalb risler
 det frodige Grnsvr frem af magert Sand,
 stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.

 Ja, jeg vil fste Rod i Lyng og Klit
 og klamre mig som Marehalm til Bunden,
 at Havet ikke skal underskre Grunden,
 men bruse mig for je tro og frit,
 thi ene dette Hav og Land er mit!


XIX

 Den Mand vd ikke, hvad Sol vil sige,
 hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret,
 for ham er Sol det selvflgelige,
 men her i Pollandets Mrkerige,
 hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret,
 her faar jeg Solen smrtelig kr:
 nu vd mit je, hvad Sol er vrd.


XX

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen
 og lad mig gense de danske Strande,
 hvor Natten skifter med solfyldt Dag,
 og Himlen spejles i dybt-blaa Vande,
 paa Marken Solsikken og Violen
 og Lyd af Kornlrkers Vingeslag.

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 en purpurgldende Morgenrde
 bag Ferskenblomsternes hvide Lin,
 med sdlig Duft af en tropisk Grde,
 af Oleanderen og Magniolen,
 af gul Orange og blaalig Vin.

 Giv mig Solen, ja, giv mig Solen,
 den skal fremelske Ungdom og Ynde,
 jeg lnges vanvittigt langt mod Syd,
 dr vil jeg aande og se og synde,
 jeg hader Natmrket her ved Polen
 og min Grav-Tilvrelses golde Dyd.

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 jeg sidder lngsels-pint her og bier.
 Hvordan er Verden? -- fremdeles slet?
 Har Kunsten udklkket ny Genier,
 har Frihedskravet knust Kongestolen?
 -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_!


XXI

 Vi har atter Maanetid og Gsteri
 -- ja, den Maane os med Mrkets Tid forsoner! --
 Her er daglig et Par Slder paa Visit,
 for vi ligger netop paa en alfar Sti,
 og her er en stadig livlig Bytten Koner,
 det er svrt at skelne mellem mit og dit
 -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner!

 Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv,
 og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak,
 Husets allerbedste raadne Kd blir budt,
 og man skynder sig at proppe i sit Liv,
 mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak,
 og en hflig Vrt gir Konen med til Slut,
 og en hflig Gst har blot at svare: Jo Tak!


XXII

 Ja, lille sde Aini'nak,
 du sprger, om Kvinderne hjemme
 er ligesaa gode som her mod Nord
 og Mndene ligesaa slemme?

 Om Damer, lille Aini'nak,
 tr ingen sin Mening sige.
 Men Mndene er af et grumset Stof
 og ikke just elskelige.

 Jeg vd, at din Mand har slaaet dig,
 jeg ser jo, din Kind brer Skrammer,
 -- aa, stakkels lille Aini'nak,
 hos _os_ er der bitrere Jammer.

 Du havde vel vret ulydig
 og ngtet ham, hvad han kan krve,
 -- hos _os_ er der tungere Vaaben
 end den bare knyttede Nve.

 Det vd du jo, lille Aini'nak,
 snart lges din Smule Rift,
 men Mndene hjemme i Danmark
 de drypper i Saaret Gift.

 _Vi_ saarer med jets Staalblink
 og Tungens bidende Odd,
 med smaabitte haanske Skuldertrk
 eller Tavshedens tsende Braadd.

 Saa lever vi Side om Side,
 men dyrker dog hver sin Gud,
 _vi_ vlger helst det dulgte Bedrag
 fremfor et rligt Brud.

 Nej, kre lille Aini'nak,
 _du_, som er saa god og smuk,
 du kender ikke den Livsens V,
 der bver i Kvindesuk.

 Og paa dit Sprgsmaal, Aini'nak,
 svarer den fremmede Herre:
 Kvinderne hjemme er bedre end her,
 men Mndene meget vrre!

 Alene den lille Aini'nak,
 der er sky som en opskrmmet Raa,
 du er den eneste Kvindesjl,
 jeg blandt dine Sstre saa'.


XXIII

 Vi grubler for meget og handler for lidt
 og hugger hverandres Livsgerning i Splinter,
 under Selv-Reflektionernes Mareridt
 vi leger og kriges med Vitser og Finter,
 men flytter os ikke et eneste Skridt,
 dr sidder de Skriftkloge hjsde-kry
 og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.

 Tidt vmmes jeg ved at tnke med _Ord_,
 det er _Tingene_ selv og ej deres Navne,
 hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror
 uden at famle og fle og favne,
 thi Ord er Bedrag, den Naive er stor;
 mit slyngede, selv-reflekterende Jeg
 skal blive n eneste lige Streg.

 Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt,
 min Tnkning skal vre blot ngen Beskuen,
 jeg sanser kun Tingenes egen Magt
 oprindeligt, ubevidst -- Fjldet og Tuen --
 og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt;
 jeg vil ikke mere studere mit Selv,
 blot leve naivt under Himmelens Hvlv.


XXIV

 Nu stiger Lyset,
 Nat-Mrket brister,
 og Kulde-Gyset
 af Landet lister.

 Rdlige Buer
 af Dmringens Straale
 dirrer som Luer
 bag Isblink-Naale.

 Paa Sletten blegner
 Skyggerne bort,
 Fjldryggen tegner
 sig skarp og sort.

 Tarmrude-Lyset
 taber sit Skr,
 -- nu flygter Gyset,
 Dagen er nr.


XXV

 Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver,
 raskt Farvel til dem, der bliver,
 Tak for alt og Tak til Alle:
 -- se, dr kommer En og giver
 mig en lkker Hvalros-Lalle,
 som han i sin Kdgrav fandt,
 den er Rejseproviant;
 og den strste Tromme-Mand
 forrer mig en Narhvalstand ...

 -- Afsked gr mig altid trist,
 jeg blir helt beklemt tilsidst;
 det er svrt nok at forlade
 disse gode, altid glade,
 trofast hjlpsomme Eskimoer;
 -- hvad jeg haaber end og tror,
 skal vi maaske aldrig ses ...
 -- Det er rart at se sit Vrk
 kronet af en fast, besluttet
 Viljesytring; den gr strk:
 -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet!
 -- Hr, der snakkes og der les,
 og jeg gir Signal til Spandet
 og er snart langt vk fra Landet ...

 Ja, nu gaar det atter hjemad,
 men det gaar kun trlsomt fremad,
 Maanen skjuler sig bag Taage,
 Strmmen skrer mangen Vaage,
 vi maa lejre os som bedst
 midt i isnende Sydvest.

 -- Av, dr brndte jeg min Nse,
 fire Fingre og en Taa,
 jeg har vaade Vanter paa
 -- og et Ur, jeg skal aflse,
 det er gaaet rent i Staa ...

 Her maa ties, her maa bies,
 jeg er bleven vant til Turen.
 Mens min Hud i Frost afsvides,
 stder Stormen flt i Luren,
 men tilsidst er den blst trt,
 i dens sidste Aandedrt
 krydser vi den sidste Br,
 gaar i Sne til over Kn
 og naar i Melville-Bugten
 ud paa ny og let-krt Is,
 hvor vi flger langs en Rende,
 -- mere Kulde, mer Elende:
 i Kamikken stivner Fugten,
 Termometrets Kvikslv fryser --
 men den hvide Maane lyser
 gennem rimfyldt Kuldedis ...

 Det gaar fremad,
 vi naar hjemad,
 og vi slider, angst-befriet,
 hele Kuske-Kompagniet,
 dansk og fremmed, dbt og Hedning,
 elleve Mand om otte Ls,
 elleve Mand, tre Snese Hunde,
 lutter gridske Fraasemunde
 om det samme frosne Kd,
 -- naa, vi lider ingen Nd,
 og vi nrmer os vor Redning,
 thi dr henne
 bag et Ns
 kan Upernivik jeg kende!

 Og vi kappes. Frem paa Fronten,
 Sol er nr ved Horisonten!
 -- Ah, dr ser vi Spor af Bjrn,
 Hundene blir rent beruste!
 -- Stolte Time, da vi suste
 som en Flok kamplystne Brn
 hen blandt Isens vilde Kaos,
 -- Fjld ved Fjld stod opmarscherte, --
 Bjrnene slap ikke fra os,
 snart laa to _dds_-harpunerte.

 Selv _blev_ vi paa Kampens Sted,
 vi var hungrige og trtte,
 laa og aad os tungnemt mtte,
 den skrigvorne Mave fuld,
 Hund og Herre,
 -- men desvrre
 Hundene aad Skindet med ...

 Pyt! Med Skind og rden Guld,
 hvad er Guld mod Morgenskr:
 se, vi mder Solen her,
 se, derude staar den rde
 Solgud op af Vinterdvale,
 alle Iskrystaller glde,
 -- og vi gaar vort Hjem i Mde,
 og vi staar og ser og ser
 -- lnge -- -- og kan ikke tale -- --




TILBAGEKOMST


 Saa kom det store jeblik,
 da vi igen var fremme;
 dr laa de kendte Huse,
 vi flte os som hjemme.
 Der flj et Dannebrog til Tops,
 og Hytten syntes os et Slot,
 -- aa, disse kre Farver,
 hvor gjorde de dog godt!

 Nu traadte vi i Stuen ind,
 vor syge Ven blev baaret,
 saa rrende en Velkomst
 blev aldrig os beskaaret.
 I Ovnen brndte festligt Baal,
 og mange hvide Lys stod tndt,
 -- vi maatte alle tie
 med Ansigtet bortvendt.

 Saa drak vi da et godt Glas Vin
 og smagte Fruens Kage,
 vi skal nok aldrig glemme
 den Stund, vi kom tilbage;
 _det_ sagde ogsaa O'sakrak,
 da han af Hvedebrdet bed:
 -- Ja, _nu_ kan jeg begribe,
 I lngtes svrt herned! ...

 Men laa der intet Brevskab gemt?
 -- min Puls tog til at banke,
 den store Post fra Danmark
 var aldrig af min Tanke.
 -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud!
 da blev mit Hjrte koldt som Is,
 saa har I Stakler hjemme
 vel frygtet vort Forlis! ...

 Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjl,
 og vi skal atter mdes,
 og af vor Gensyns-Lykke
 skal ny Vrdier fdes.
 Og er endnu min Hjemvej lang,
 og faar jeg ingen Breve,
 aa Gud, om vi naar sammen,
 hvor _smukt_ skal vi da leve!




LIV


 Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt
 for den, som har Sans til at leve det ret,
 men hjemme dr gaar vi og har det saa trangt,
 naar Udlngslen snrer vort Aandedrt.
 -- Den Solsort og Lrke og Gg sang forgves,
 jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose,
 af Lyngblomst og Rose
   var lngst jeg trt,
 var vammel ved Troskab, forbitret af Svig,
 men Verden derude var stor og rig,
 og kostelige Skatte skulde hves.

 Saa traadte min Fod den forjttede Muld,
 og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer,
 men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld,
 og tidt blev der de, hvor jeg satte Spor.
 Snart sang jeg, snart grd jeg -- og fandt ikke Skatten,
 min Sjl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken?
 saa sejled fra Bryggen
   jeg lngst mod Nord,
 dr leved jeg rigt i en livsforladt Egn,
 dr inddrak min Sjl sin befrugtende Regn
 og skjalv dog for Mrket og Natten.

 Da kom der en stormfuld, oprivende Tid,
 for frste Gang fik jeg mig selv endevendt,
 -- dr stod jeg saa sort, hvor jeg fr var hvid,
 nu frst fik den rette Kulr jeg bekendt ...
 Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole
 og vd hverken ud eller ind med vor Bane,
 kan slet ikke ane,
   hvordan den var endt,
 men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os,
 faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os --
 _Livet_, den kostelige Skole!

        *       *       *       *       *

 Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt
 drude, hvorhen alle Lngsler ham drog,
 at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt,
 og lged blev Vunderne, Livet ham slog.
 Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister
 og drager langt bort fra de hjemlige Kyster
 til vovsomme Dyster
   afsindig og klog.
 Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt,
 og Lysten til Livet en adelig Byrd,
 hvad enten det br eller brister.

        *       *       *       *       *

 Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt,
 du dejlige Liv, som jeg drager imod
 fra Pollandets nordlys-forslvede Nat
 til Foraar med Midnatssols gyldne Flod!
 Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden,
 fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde,
 jeg har en Veninde --
   og trt er min Fod --
 ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt,
 men dejligst af alt, som er dejligt og smukt,
 er altid min Hjemkomst fra Frden!





End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK ***

***** This file should be named 43338-8.txt or 43338-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/3/3/43338/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
