The Project Gutenberg EBook of Skovstrup-Folk, by Ingvor Bondesen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Skovstrup-Folk
       To Fortllinger

Author: Ingvor Bondesen

Release Date: October 27, 2012 [EBook #41198]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SKOVSTRUP-FOLK ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog,
men forfatterens stavning er for vrigt bevaret. Kursiv tekst i
originalen er gengivet med _understregning_.




                   SKOVSTRUP-FOLK.




                  Ingvor Bondesen.

                   SKOVSTRUP-FOLK.

                  TO FORTLLINGER.

                     KJBENHAVN.
               C. A. REITZELS FORLAG.
                        1885.


 Kjbenhavn. -- Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.




                      INDHOLD.


                                             Side.

 En Sommernatsdrm                              1.

 Fra Kvist til Kjlder                         91.




EN SOMMERNATSDRM.




I.


Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en
Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel rde
Drnsrr mellem Fjllene eller en fire, fem bugede Kornskke bag
Kusken og hans Siddefjl. Det gaar saa sagte, saa stilfrdigt, som om
man var bange for at vkke Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre
under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt
ned i Hjulsporene, Tmmerne daske slapt mod Forsmkken, Piskesnoren
hnger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, bld
Stvsky hvidner stille op under Hjulene.

Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet
har tabt sig, er alt stille og tyst som fr. Inde bag Hegnet kan man
hre Kerne tygge Drv; man kan hre Grshopperne gnide deres trre
Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de stvede Nlder og
Brombr i Grften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa
Landet!

Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber, Hungersnd -- --?

Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op
og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den
Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad.

Sorgerne ere saa smaa, Glderne saa ringe, Begjringerne njsomme,
Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det hjeste to Mil, og
Rrelserne Brndinger i et Gadekjr.

       *       *       *       *       *

En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som
sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud.

Det er Anton Knudsens de smaa rde. Anton Knudsen er Stedmand, bor
ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende
og skal en Mils Vej lnger ind i Landet, end Jrnbanen kan overkomme.
De smaa rde ere vel kjendt i Skovstrup.

Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Skke og Kasser i Vognen,
og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhj Mand med blond Haar og
kjnt Ansigt uden Skjg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd
Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig.
Kusken peger ud med Pisken og lader Munden lbe om Kap med de smaa
rde.

Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag? spurgte
Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne.

Det er vel saa vor ny Skolrer, svarede Datteren. Det var jo i
Dag, han var ventendes. -- -- Ja se, der kommer Anders Jepsen
halende; han har Nglerne til Skolen.

Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen -- Anders Jepsens
brede Frakkeryg ligeledes.

Naada, dr har vi fler Kvstedfolk!

Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. Det er bleven en fejs
Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at vre kjn.

Hvem er det? Hvad for en Johannes?

Hanne Mrkens Sn. Har du hrt, han er bleven forlovet med Per
Skrdders Sidsel?

Nej val! Sagde de ikke sen, der var en Handelsrejsende, hun var
gode Venner med?

Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.

De siger, han skal vre dygtig, Johannes.

Ja jeg hrte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne
jo dejt -- at han skal vre den dygtigste Malersvend i hele Odense
By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig
bestille andet end aare.

Han er nok en god Sttte for Hanne. Siden han blev Svend, har han
hver Gang betalt hendes Husleje.

Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa
sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og sgte op i
en Rulle Papirmnstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt
om den laa der Traadruller, Bndler og Hgter; et Stykke marineblaat
Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud
af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet.

Se kun, sagde Sypigen efter en Stunds Forlb og keg atter ud. Der
har vi Anders igjen Side om Side med Skolreren. Saa gir Maren Anders
Jepsens nok Aftensmaden.

Den unge Skolelrer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i
den anden. Han sa sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu
var det Anders Jepsen, der pegede til hjre og venstre og gav
Forklaring.

Rugmarken dr oppe hrer til vort, sagde Anders. Det er leragtig
Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i
Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.

Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.

Sitte nve Pjank! Nu skal vi jo til at gjre os kjendt med
hinanden.

Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.

Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have
havt.

Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i
Betragtning.

Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Strremose var
vi enige om at stte frst paa Listen; ham vilde hele Byen have.
Andenlreren i Herninge skulde vre Numer to; men da vi kom til Numer
tre, blev det rent galt. Mlleren vilde have sin Sstersn, der er
Hjlpelrer et Sted paa Sletten, og Sogneraadsformanden vilde have
en anden, som nok havde lovet at hjlpe ham lidt med Regnskaberne
gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to
og temmelig hjmlte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som
er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa
kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da
for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Btten og
begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte vre bekjendt at stte
halvgamle Mnd med fste Karaktejr ind i det Svltekald alligevel.

Sogneraadsformanden og Mlleren tog sig i det og gav Pejer Medhold.
Vi andre grinte, skjnt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side,
at Jensen skulde vre Numer t. Men jeg havde naturligvis kun n
Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte.
Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vr
nu s'god og gak inden for!

Lindenberg -- det var Skolelrerens Navn -- blev budt ind ad den
verste Gangdr. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i
Dagligstuen, et Vrdighedsnavn, der dog ikke tr tages altfor
bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en
Stol for hver Ende, lngere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu
et Par Stole langs Vggene og en Kommode med fileret Tppe. Paa
Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og
lyserd Silkepapirsskjrm over Kuppelen. Der var katholske
Skillingsbilleder paa Vggene og Fotografier i ovale Smaarammer af
Papmach; henne paa Drkarmen hang et sort Moirs Skjrt med Piber
forneden; Luften var indelukket og mttet med en syrlig Duft af
Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede
Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under
Loftet og vare mandstrke i Vinduerne. Der var stret Sand paa
Gulvet, og korte Streger af Trskospor saas paa Kryds og tvrs.

Anders Jepsen trak sin Frakke af og hngte den ved Siden af det
Moirs Skjrt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders
satte en gul Tobakskardus frem.

Stop Piben!

Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrndt Pibestump,
fiskede et Firtommersm op af den gule Kardus og kradsede ud paa
Kakkelovnspladen.

Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Trskotrin gik hun hen til den
fremmede og gav Haand.

Saa det er vor ny Skolrer! udbrd hun med opskruet Hjrtelighed.
Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er
konfirmerede, men derfor behver vi ikke at vre fremmede for
hverandre.

Hun sa med sine lyseblaa jne moderlig mildt paa den unge, kjnne
Mand; derefter bredte hun en hvid, krllet Dug paa Bordet.

Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu
skal De komme tit hen og besge os.

Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat, tog
Anders sindigt til Orde, medens han strg en Tndstikke, saa har
han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.

Har du? udbrd Konen glad overrasket, skjnt Anders handlede kun
efter Instrux. Ja naar Skolreren vil tage til Takke -- --

Den nye Skolelrer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over
for al den Venlighed og Gjstfrihed.

Vi er kun Smaafolk, vedblev Konen, i Sammenligning med de store
Gaarde. Vi har mere Hjrterum end Husrum, tilfjede hun beskeden.

Jeg er ikke vant saa stort, sagde Lindenberg. Mine Forldre er
fattige. Fader er Vver i Ranum, og dr ligger et Seminarium.
Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik
min Examen og har nu i tre Aar vret Hjlpelrer paa Mors.

Herre Gud! udbrd Konen andgtigt og foldede Hnderne. Hvor det
maa vre en Glde for Deres Forldre!

Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske, sagde
Anders. Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa
vanskeligt.

Jeg havde tnkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i
Nrheden, kunde jeg maaske undgaa at fre videre Husholdning for det
frste. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg
tnker ogsaa det fordelagtigste.

Ja saagu! sagde Anders og sa hen til sin Kone.

Det er fornuftigt af Dem, svarede Konen paa det Blik fra Anders.
Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en
lille Tid -- -- til De bliver noget mere kjendt -- --

Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad,
Tallerkener, Smr, Knive og Gafler og begyndte at dkke op. Til sidst
satte hun en halv Snes pillede, haardkogte g paa Bordet, blankhvide
og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med
skummende Gammeltl.

Vr nu s'god og spis! De kan nok trnge til noget Mad efter den
lange Rejse.

Anders Jepsen hentede Brndevinsflasken, der havde sin Plads henne
paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han trrede af paa et
Hjrne af Borddugen.

Hvordan staar Kornet ovre i Jylland? spurgte han.

Den unge Skolelrer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mrke
til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel
for at tilstaa. Han udtalte, at det sa jvnt godt ud, men tilfjede
med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.

Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et
lavere Vsen Plads henne ved Sovekammerdren under det Moirs Skjrt.
Derefter blev Piberne atter tndt, og Anders Jepsen foreslog en lille
Tur i Marken, for inden det blev mrkt at se Kornet og Kerne og
Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drnet.




II.


Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig
Datter Annette, der havde Faderens stille Vsen, og en Sn paa sytten
Aar, lang og oplben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den
samme Stol, han den frste Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen
til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at trffe i
Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han
det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme
Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmnd i Byen besgte han af og til;
men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.

En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare
gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.

Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.

Sitte nve Pjank! brummede Anders, men ingenlunde i nogen
misbilligende Tone.

Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa
daglig.

I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nve. Kan du ikke nu
la dem om det!

Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje,
om Annette kunde blive Skolrermadame.

Saa var hun val forsrget.

De er stille begge to og passer godt sammen.

Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lrd nok. Gamle
Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke
lnger end til Brk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens
Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.

Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lre.

Vil du stte Annette i Skole igjen, Maren?

Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.

Paa Hjskole! udbrd Anders. Nej hr, Maren -- --

Stt! Du behver ikke at gole saa hjt, at de kan hre det ud i
Gaarden. Hvad skulde der vre i Vej for, at vi kunde sende Annette
til Ryslinge en Sommers Tid?

Du er jo tvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?

Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder
Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjr ingen Skade, og naar saa
Annette kommer her hejm igjen til Nvmbes Dav og har faaet Lrdom og
lidt forbedret Maal, saa kavrer jeg for, at det skal blive til at
gaa.

Du er dog en Syges n, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur
koster Penge.

Det gjr den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandre, men dem har du
da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nve for ingen
Ting.

Kan du saa vre uden Pige til Sommer?

Det skal gaa, som det kan. Jeg tnker, vi kan faa Hanne Mrkens til
at malke Kerne og give os en Haandsrkning af og til, naar det
kniber. Det kommer vi nok over.

Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjre -- --

Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i
Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk -- kan vre
vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!

Nste Dag blev der talt med Annette, og den flgende Sndag tog hele
Familien til Broby for at hre de Folks Mening. Den vidste Maren i
Forvejen.

Hanne Mrkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lrdag
Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen
hente sig et Ls Grdebrnde, hun havde faaet for godt Kjb; hun
besrgede selv Indledningen.

Det er et Trls Liv, sagde hun, naar man saadan er ene om al Del
og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa
gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri
for mange Bryderier.

Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne, sagde Husmoderen. Du kan
jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.

Hvordan det?

Vi havde tnkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa
hejme altid, de store Tse.

Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.

Du har da gaaet os for med et godt Exempel, sagde Maren
indsmigrende. Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var
kommen til Odense?

Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af
ham, sagde Hanne Mrkens med et Suk. For Tiden tegner det ikke
allerbedst.

Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.

Det er naturligvis Kjrestepjank. Han er jo i den Alder.

Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede,
tykkes mig?

Jo netop. Det er en slem n, den Sidsel.

blet falder sjlden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.

Hun skulde piskes, den Ts. Johannes er for god til at holdes for
Nar af hende.

Han er for god til hende i alle Maader, svarede Maren. Det har jeg
tnkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hrte, de var
bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil
baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.

Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa
ham. Han var hejme en Times Tid i Sndags; han grd som et Barn og
var helt sr. Bare han ikke gjr en Ulykke paa sig sjl!

Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!

Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen
Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke
en rolig Time fr. -- Det er skammeligt at tnke! Han har, fra han
var lille af, vret mig en god Sn, og, siden hans Fader dde, min
eneste Glde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan
en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham vk igjen og
forspilde hans Liv -- blot ved at se paa ham med sine onde jne.

Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nr, Hanne,
trstede Maren. Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i
ham. Er hun ikke sen kommen hejm nv, Sidsel, fra Unse.

Det er hun nok. Nu skal hun prve til, hvad Ulykker hun kan gjre
her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de B'n.

Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tnke over det, Hanne, om
du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjre
nrmere Avkord. Grdebrnden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg
tnker ikke, der bliver nve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er
det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg
ser ret.

Saa vil jeg smutte ud af Havedren, sagde Hanne. Jeg er helst fri
for at mde hende. Far vel og Tak, Maren!

En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i
Tusmrket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame.
Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for
Lindenbergs jne tog sig ud som ttte Klynger af lutter krumme, blde
Orme; dertil havde hun Slr og blanke sorte, smaa Handsker. Bag
Slret, der dkkede Overansigtet var der et Par glimrende, mrke
jne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Trklde over
Hovedet og fulgte hende uden for.

Hvem var den Dame? spurgte Lindenberg Annettes Moder.

Dame! Naa! svarede Maren og lo. Ja man skulde ikke tro andet. Det
var saamnd Per Skrdders Sidsel. Hun har gaaet til Prst med
Annette, men har nu vret en tre fire Aars Tid i Odense. Frst tjente
hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lrt Skrddersyning
og Modepynt. Hende har De da nok hrt om.

Nej, jeg tror ikke.

Hun var jo forlovet med Hanne Mrkens Johannes, men har saa igjen
slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.

Har hun! Og er ikke ldre end Annette! Den unge Skolelrer
gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i
Ormekaaben, de glimrende jne, de smaa Handsker og fjede det sammen
med mange Kjrester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans
Forestillinger.

Aa, det er en daarlig Familie, sagde Maren.

Hun var kjn, sagde Lindenberg.

De ligger der ude af Vej paa Skoven, og ingen kan obselvere, hvad
de tager sig for, vedblev Maren. At Per Skrdder stjler
Favnebrnde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob
Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Frd med det;
der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhder.

Hvor har De Manden i Dag?

Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa
fat paa ham. De skal da ikke staa her i Kkkenet.

Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot sprge, om De saa har
tnkt paa at kjre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at
kjre med.

Jeg vej knap, om det bliver til nve. Nu var Hanne Mrkens her fr
og vilde have hentet et Ls Brnde. Men Anders er ovre i Huggehuset,
hvis De sjl vil have Ulejlighed med at hre ham ad.

Lindenberg bd far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og
Annette. De gik langsomt, tt op ad hinanden og talte ivrigt sammen.
Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjre noget
Forsg paa at indlede Samtale.

Men hvorfor slog du op med ham? spurgte Annette i Fortsttelse, da
Lindenberg var kommen noget forbi.

Fordi han var en Laban, svarede Sidsel sagte.

Og saa forlovede du dig med Johannes?

Ja.

Og slog op med ham?

Ja.

Du er dog en gruelig n, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?

Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg
vd ikke, hvad jeg skal kalde det -- paa Trods.

Forlove sig paa Trods?

For at drille den anden og -- for at glemme ham. Jeg holdt saa meget
af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelrer. Han er ogsaa
kjn.

Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.

Vist saa, det var en Skam; men jeg tnkte ikke rigtig over det. Han
var nrmest for, og jeg trngte saa meget til at blive holdt lidt af
i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.

Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trngte -- --

Ja, men han tog det saa forfrdelig alvorligt. Og saa havde han
disse stille Hundejne. Jeg vidste tilsidst nsten ikke, hvor
jeg skulde gjre af mig selv for dem. De var som det bare
Samvittighedsnag; jeg maatte gjre det forbi.

Det tog svrt paa Johannes.

Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde ndig, du skulde tro
altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar
du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden
Skyld; det er i det Tilflde en Pige aldrig, og jeg blev bange,
rigtig forfrdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, -- saa
angest at jeg en Nat drmte -- -- Gud vd, hvor man kan drmme saadan
noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede
sammen nsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en
sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde fre
mig fra Glidebanen.

Ja Sidsel, men dr skulde du have holdt fast; det tror jeg.

Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette,
og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det lse, det slibrige --
det som frer til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en
ny Usandhed.

Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slr
op og sa Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa
Fljelsjne.

Er han forlovet, den nye Skolelrer?

Nej, det tror jeg ikke, svarede Annette med Tankerne borte.

Du skulde se at faa ham, hviskede Sidsel med et lille Ryk i
Annettes Arm.

Er du tvle, Sidsel! udbrd Annette og vaagnede op. Hvor falder du
paa det?

Du kunde blive en net lille Skolelrermadame. Det var noget for dig
at sidde verst til Bords ved Gilderne og -- -- skjnke Kaffe.

Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den
Tone. Jeg kan ikke lide ls Snak.

Og gaa med Kappe, vedblev Sidsel drillende, ligesom Madam Bloch.
Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok stte dine Kapper
op. Saadan noget er jeg fix til.

Jeg bliver vred, Sidsel.

Er det da ikke derfor, du skal paa Hjskole, for at du kan blive
lige saa lrd som han?

Siger Folk dt? udbrd Annette harmfuldt og blev rd. Aa jeg kunde
gjrne grde. Hvor du er ond Sidsel!

Sidsel lo.

Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamnd ikke noget
saa forfrdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget
vrre om n!

Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke
til Hjskole, ikke for alt i Verden.

Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af
dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. St, jeg tog ham fra dig!

Tag ham bare. Jeg vd n, jeg heller vilde have.

Gjr du, lille Annette! udbrd Sidsel spndt og trykkede sig
tttere til Veninden. Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt
at have en Kjreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.

Ja _han er god_. Det vd jeg.

Kjender jeg ham?

Ja.

Er han fra Odense?

Nej.

Du er et rigtigt Tr, Annette! Kan du ikke fortlle mig en Smule om
ham?

Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nvnes for
noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro,
jeg lber efter Lindenberg.

Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjn, og han er vist ogsaa
god, er han ikke?

Det er han vist.

Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjre dig til
Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.

Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa hjt op.

Det gjr du Ret i, sagde Sidsel med et Suk og tilfjede et jeblik
efter: Havde jeg tnkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.

Det er du vel ikke?

Jeg bliver ingen Ting til, udbrd hun smerteligt. Se kun til, og
hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel -- --

Sidsel dog!

Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til
Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: Brug dine kjnne
jne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting. -- Var det ikke
rart, synes du?

Sagde din Fader det?

Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en
Grosserer eller Ljtnant, der havde bidt paa, og saa meget hslig
Sludder. Desvrre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig
ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde
fortlle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo srge for
at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan -- --

Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?

De har gaaet saa lnge i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har
nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tnke sig det anderledes. -- Du
nvner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg
har aldrig sagt det til nogen fr.

Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra
Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?

Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en
Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedstter jeg mig som Modehandlerinde,
og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer n, som jeg kan
holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham,
enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit
Skriftemaal, Annette!

Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig, sagde Annette undseelig, og alt
dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er --
-- og hun hviskede Veninden et Navn i ret.

Din Moder vil ikke synes om den Svigersn, sagde Sidsel alvorligt.

Det vil hun sagtens ikke, og jeg vd heller ikke rigtig, om han
synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.

Nej, det maa du ikke sige, udbrd Sidsel og slog om paa ny. Gaa og
hnge af, fordi n ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det
hrer der Lyst til.

Sagde du ikke selv -- --

Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og
bilde sig ind, at der kun er t eneste Menneske til, som duer noget,
og som r noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man
skal vogte sig for saadanne Srheder. Det er ikke altid den frste,
der er den bedste.

Min den frste bliver ogsaa den sidste, sagde Annette stille. Folk
er jo saa forskjellige.

Sidsel sukkede let. Jeg vilde nske, jeg var i dit Sted, Annette!

Ja men jeg vd jo ikke, om han bryder sig om mig.

Selv om han ikke brd sig om mig, hviskede Sidsel.




III.


Hanne Mrkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jvndgn sit
Indtog med Blst og Regn. Det susede i de store Blommetrer ved
Laagen og knagede i Sparrevrket over hende, medens hele Vandflager
nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det
stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fr
ned over Markerne mod Skoven, ld den ensformige Snurren af
Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mrkens sad tavs, fordybet og
snoede Traaden. Hun var en stor og noget svr Kone med et
firkantet, gulblegt Ansigt og strnge, stort skaarne Trk. Under
Hvergarnsskjrtet sa man den spidse Fod i sort Strmpe vugge op
og ned paa Trdebrttet.

Der var lunt og rent i Stuen. En Trv eller to var lagt til Ilden, og
Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til
at synge. I det samme gik Dren op; en hj, smkker Karl traadte ind.
Det var Snnen, det var Johannes.

Der flj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skd Rokken til
Side, rejste sig og gav ham Haanden.

Valkommen, Johannes! Du lod vente lnge paa dig. Hvordan du har
det?

Jeg har det godt, svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende
midt paa Gulvet.

Gud ske Lov! Jeg har vret saa bekymret for dig. Baade sidste og
forrige Sndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette
Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Sndag! Men lg dog dit
Tj, Barn! Du er vel hartad gjennembldt.

Johannes tog sin Overfrakke af og hngte den op paa et Sm i
Drkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen,
fandt han et andet Sm til nrmere Komfuret. Han havde et guligt
Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, strke Bryn og et dunbldt,
mrkt Overskjg.

Moderen trrede Bordet af, lige saa Trstolen ved Vinduet.

Jeg var nsten rd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene
Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa,
at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tnke dig om,
maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg vrd.

Jeg har fundet det, som er bedre, sagde Johannes og satte sig.

Hvad har du fundet? spurgte Moderen studsende og var nr ved at
tnke paa en ny Kjreste.

Min Frelser, svarede Johannes, foldede Hnderne og sa svrmerisk
mod Loftet.

Hvem er det? spurgte Moderen uden at have Sporet.

Min Frelser, Jesus Kristus.

Nu skal vi hre! Er du bleven hellig?

Det vil jeg strbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en
stor Synder.

Hvordan er du kommen paa de Griller? spurgte Hanne mut og satte sig
med begge Hnder i Skjdet.

Hvis du dermed vil sprge mig, naar jeg har faaet jnene opladt, da
kan jeg nvne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden
igaar. Jeg mdte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i
Skumringen. Hun sa saa struttende skjr og frisk og mild ud, saa jeg
nr var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke,
hvor jeg skulde gjre af mig selv, saa forpint og ulykkelig flte jeg
mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Bevrtning
og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa
Kjldertrinene, var der n, som greb mig i Armen. Det var en anden
Malersvend, som jeg er godt kjendt med. Hvor skal du hen? spurgte
han. Som du ser, svarede jeg. Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg
er ikke vel. -- Flg lidt med op ad Gaden frst, sagde han saa.
Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men
han begyndte at sprge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg
vilde heller end gjrne fortlle; det letter altid en Smule. Naar
det er saadan fat, siger Karlsen, da vd jeg et Sted, som er
bedre end Vrtshuset. Der skal vre stort Indre Missions-Mde i
Aften, og jeg er just paa Vej. Flg du med! -- Det er vel en
Helligforsamling? spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan
noget. Nu kan du jo prve det, svarede han. Hjlper det ikke, kan
du endda bag efter gaa paa Vrtshus. Dt lber ikke sin Vej.

Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Vrtshus, sagde Moderen.
Det skulde vl hjlpe.

Jeg vidste ingen bedre, og Karlsens Helligforsamling ventede jeg mig
end mindre af. Alligevel gik jeg med ham. Der var en utallig Mngde
Mennesker; der blev sunget og bedet og talt; baade Prster og Lgfolk
traadte op; det var ikke noget, som var lrt i Studerekammeret,
opstyltet Snak, som ingen Steds rammer; det var smaa Fortllinger om,
hvad de selv og gode Venner havde oplevet, havde erfaret om Guds
Naade, og det var Bn, som kom fra Hjrtet. Se derfor gik det til
Hjrte. Jeg lagde mig ned paa mine Kn, gjemte Ansigtet i mine Hnder
og grd al min Smerte ud, kastede al min Sorg paa Gud, forstod, at
ved denne Tilskikkelse havde han kaldt paa _mig_; han vilde ikke, jeg
skulde fortabes. Det faldt som Skjl fra mine jne, hvilket tomt Liv
jeg hidtil havde frt, hvilken ussel lille Sorg jeg gik og slbte mig
til Dde paa. Jeg havde nok at srge over uden det.

Naa det var ikke vrre, sagde Hanne spottende. Og saa havde du
helt glemt Sidsel med det samme?

Glemt og glemt, svarede Johannes langsomt. Jeg haaber det skal
lykkes mig at glemme; jeg har nu strre Ting at tnke paa. Jeg
forsmmer ikke noget Mde, nogen Gudstjeneste, og hver Aften gransker
jeg i Guds hellige Ord til langt ud paa Natten. Jeg har begyndt et
nyt Liv, Moder, et Liv saa rigt, saa higende, saa fuldt af Sjlefred,
at jeg beder hver Dag til Vorherre om, at ogsaa du maa komme med.

Gjr du det! sagde Moderen stdt. Nu maa du da helst se til at
blive drejet lige for sjl, inden du begynder at omvende andre.

Hanne bredte Dug for Bordenden, satte Smr og Ost paa Bordet og gav
sig til at skre Brd. Johannes sa tavs hen for sig.

Gaar du kun nu ikke og har saa meget i Hovedet, at du forsmmer dit
Arbejde! Hvad siger din Mester til, at du er til alle de Mder og
Forsamlinger?

Jeg haaber ikke, at min Mester skal faa Grund til Klage, svarede
Johannes; men ivrigt staar der skrevet, at man br adlyde Gud mere
end Menneskene. Det hedder ogsaa: Sger frst Guds Rige og hans
Retfrdighed, saa skulle alle disse Ting tillgges Eder.

Hanne satte Kaffekjedlen paa Ilden. Johannes lste Bordbn med
foldede Hnder og bjet Hoved. Da Moderen havde skjnket hans Kaffe,
tog hun en Splkum til sig selv og satte sig atter ved Komfuret. Hun
drak langsomt, og da hun var frdig, blev hun eftertnksomt siddende
med sin Kop i Skjdet. Hun hrte forundret til, da ogsaa Johannes
efter endt Maaltid i et lille Vers takkede Gud for Mad, og flte mere
Bekymring over denne pludselige Fred og Glde end over den
forudgaaende Fortvivlelse. Det frste forstod hun, dette sidste ikke.

Ja du husker vel Huslejen til Anders Jepsen, Johannes? Den var
allerede forfalden, da du sidst var her; men jeg nnte ikke at snakke
derom, fordi du havde saa meget da at tnke paa.

Din Husleje! svarede Johannes. Jo tnkt paa den har jeg rigtig
nok, og saa snart jeg faar Penge, skal jeg visselig ogsaa sende dig
den, men -- -- Har du ikke Penge? Du tjener dog en god Ugeln.

Jeg ejer ikke en re for jeblikket. I denne Tid samler de ind til
et stort Missionshus ovre i Kjbenhavn, og jeg skylder Vorherre
Husleje for mange Aar. Jeg gav 50 Kroner; han maatte denne Gang gaa
forud for dig, Moder, og ser du, fattige mder man hver Dag. Paa
Vejen her ud mdte jeg n, der trngte haardere end baade du og jeg;
ham gav jeg min sidste Femogtyvere; jeg har Returbillet, og Gud
gjengjlder det paa anden Maade. Din Husleje skal der nok blive
Udveje for, Moder. Srger ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
Morgen skal bekymre sig for sit eget. Hver Dag har nok i sin Plage.

Moderen stirrede bleg paa Snnen.

Naa det er deri, din Hellighed bestaar, sagde hun bittert, at du
for frste Gang i fire Aar glemmer min Husleje. Du var nppe bleven
Svend, da du mdte her en Sndag Morgen med ti blanke Kroner og
sagde: Vrs god, Moder! Her er for de frste tre Maaneder. Fra i Dag
af skal du ikke kere dig mere om din Husleje. Du kan stole paa,
Johannes, vedblev Hanne og glippede med jnene, at den Dag husker
jeg, saa lnge jeg lever. Da tyktes det mig, du saa noget nr var
hellig i mine jne, og jeg bad inderligt Gud velsigne dig, saadan som
jeg kunde bede -- ikke for Pengenes Skyld endda, for jeg havde vel
hutlet mig igjennem som hidtil, men for Sindelagets Skyld, fordi du
var saa god en Sn.

Moderen flyttede Rokken hen foran sig og satte Hjulet i Gang paa ny;
men Johannes rejste sig op og begyndte at tale. Det blev en hel lille
Prdiken, fuld af Skriftsteder og afrevne Katekismusstumper, og med
det samme en velse i at optrde. Han havde ikke ndig at undse sig
over en mindre heldig Vending, en mislykket Talefigur, sligt kunde jo
ikke undgaas frste Gang; til Gjengjld nd han sit Held med at faa
Kilden til at flyde ustandset, med at faa Sammenhng ud af alle disse
laante Fraser, Lignelser, Billedstumper og Salmevers. Det gav sig
Udtryk i det opadvendte Blik, i Smilet over hans gode, rare, lidt
tungsindige Ansigt. Et stille Haab om at kunne vkke Moderen, aabne
hende Syn for den hjere, bedre Verden, han stod i, det store,
mgtige Usynlighedsrige, i hvilket han var Borger, fik ham til at
holde ved; det kunde jo komme lige saa pludseligt for hende som for
ham; det var noget, der hndte saa mangen Gang, at en Savlus
forvandledes til en Pavlus. Han efterlignede, alt som han mere og
mere kom i Aande, den Mands Stemme og Bevgelser, som havde vakt ham,
lod baade Dommens Torden rulle og Evangeliets Sollys spille, -- men
Moderen sad tavs, bleg, storstilet med jnene fstede paa den
glidende Traad, medens Kjedlen vedblev at synge, Hjulet at surre --
medens Blsten suste i Blommetrerne, og Regndraaberne pikkede paa
Ruderne.

Ordene gav hun ikke Agt paa; men hun hrte, at det var Skriftens,
Salmebogens og Katekismens Ord, og hun havde saa megen nedarvet
rbdighed for dem, at hun ikke vovede at afbryde Snnen. Hun lod ham
prdike vk, mens hun sad og regnede paa, hvorledes hun skulde faa de
ti Kroner skrabet sammen til Anders Jepsen. Naar hun fik det Pund Uld
frdigt, hun spandt paa, vilde hun have to Kroner til Gode hos Jens
Nielsens, to Snese g kunde hun slge; det blev halv anden Krone,
fire Kroner var hendes Beholdning; hun havde tnkt at kjbe sig en
Pakke Tvist for dem; hun trngte til en ny Bomuldskjole; men det
maatte hun nu lade fare. Saa brat dog ogsaa Ulykken kan komme
vltende, og fra den Kant man mindst aner det! Det endte naturligvis
med Daarekisten.

Hun vaktes ved hans Amen og sukkede uvilkaarligt. Han tog sin
Overfrakke ned og bd far vel.

Skal du allerede gaa? spurgte hun.

Vi har Mde i rsted i Aften, svarede han. Jeg gaar der over nu og
tager fra Aarup med Aftentoget.

Det var altsaa ikke for hendes Skyld, han var kommen, -- blot for at
faa lidt Mad under Vejs paa Turen til sin Helligforsamling.

Naar ser jeg dig igjen? spurgte hun og fulgte ham ud.

Naar Gud vil, Moder. Alt staar i hans Faderhaand.




IV.


Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den strste
blandt de store Gaardmnd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var
flunkende nyt og frembd en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele
stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den
forestaaende Begivenhed for je.

Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende
Heste, skinnende Seletjer og lakerede Vogne, saa tt stuvede sammen,
at der hrte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa
drog det store Tog de tre Fjerdingvej _til_ Kirke og _fra_ Kirke og
blev bnket ved de lange Gildesborde. Der var dkket hele Salen rundt
og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede
naturligvis lnge. Da Lystigheden var paa sit hjeste, kom Skafferen
med Salmebger. Den unge Skolelrer rejste sig og intonerede en
Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde
Alvoren sig dyb og mrk over hvert et Aasyn i hele den rdglinsende,
stjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en
Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at
falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og
Vinter, Vaar og Hst hviler over Landsbyen og dens Skove.

Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde
hinanden Tak for Mad. Skafferen bd Cigarer om; i brugte Cigarkasser
stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob
Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmnd talte temmelig
lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de rg til halvfjerds
re Pundet var meget strkere.

Gjsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besg i de nrmeste
Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter
Skovmrker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens
Gaardmnd, der tilfldigvis vare blevne staaende udenfor Stalddren.
Han dampede saa ufortrdent paa sin Pibe, som om der ikke havde vret
budt Cigarer om, og sa saa alvorsfuld og skikkelig og kjn ud, som
han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert.

Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del
i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa
Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Sprgsmaal,
om man burde lgge meget eller lidet eller slet ingen Jord til
den paatnkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst
sjlden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele
Rigsdagskvl, og det var en af Skovstrups store Gaardmnd, der engang
havde udtalt sin Opfattelse saaledes: Jeg har aldrig vret til Valg.
Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa _Kongen_. Hvad
forstaar de andre Indioter sig paa at regere?

Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdkning, og Dansen
begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til
Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden
Mndenes Interesser, medens Konerne dels sgte Salen for at se paa
Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Stj og
mindre Gjennemfart. Her var det en hj Gaardkone, der frte Ordet: en
Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var
rdlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand
frem gjennem den blgende Em og Tobaksrg, der drev ind fra Salen og
de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene ld dmpet ind, blandet med
Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Kkkenet. Alle
Konerne sad som Stensttter under den langtrukne, monotone,
gruopvkkende Beretning.

Lindenberg var kommen ind i den verste Dagligstue, hvor han stod
ved et lille Sidebord og stoppede sin kjre, uadskillelige Pibe. Her
blev han angreben af en lille, oprmt Mandsskikkelse, der kom ind fra
Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt hjre og et God
Aften, Hr. Skolelrer! saa inderligt, at Lindenberg strax fattede
Godhed for Manden.

Forresten var han lidt fuld.

Ja De kjender ikke mig, sagde han og rystede Lindenbergs Haand med
en Varme, som om de havde vret Venner fra Fdselen af. De kjender
ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Brns Lrer og
Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg
kommer sjldent til Bys.

Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.

Det har jeg. Er de skikkelige, for sen skal De bare tske dem. Jeg
siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lrer,
sen faar I Tsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, sen skal jeg paa
Sndag gaa op til Skolren og bede ham om at tske jer.

Lindenberg smilede.

Jeg skal sige Dem, Hr. Skolrer: jeg var i min Tid Numer ejt i min
Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne.
Naar der var noget hjtideligt paa Frde i Kirken, blev jeg og et
Par andre stillet op ovenfor Prdikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen
sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lre dig mejr, Mads
Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebven. Og jeg tror, Brnene
kommer til at slgte mig paa i det Stykke.

Er de ikke noget tungnemme?

Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men
De skal bare lade dem lre vk. En god Opdragelse, Hr. Skolrer, er
det bedste, vi Smaafolk kan give vore Brn.

Lindenberg slap langt om lnge fra Mads Mogensen. Han afslog at
spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svrt
at faa begyndt. En Tid lang stod han i Dren op til Salen, hvor der
var en strk Trngsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med
Stvskyer og Trkvind efter sig.

De giver da mig en Dans, Lindenberg, sagde Anders Jepsens Kone og
lo paa sin sdlige Maade. Det skulde naturligvis vre Spg.

Opfordringen var Lindenberg ret kjrkommen, og skjnt Maren ivrigt
forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok,
at hun heller end gjrne vilde med. Skolelreren frte sin hje,
velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-vrdigt; han passede ret til
at danse med Koner.

De satte sig paa en Bnk modsat Dren, hvor der var Plads ledig, men
det var ikke Lindenbergs Agt at blive dr lnge. Hans Tanke vendte
sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende vre Numer to.
Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der
havde klumpet sig sammen i et Hjrne. Der stod ogsaa Per Skrdders
Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange
Kjrester; den Dag var hun i Kaabe og Slr, men nu skulde han rigtig
lgge Mrke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa
Vggen kastede hele sin lille Lysstrm over hende, hvorimod
Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmrke. Det var et Ansigt saa
ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens
brunlige Varme, et Par urolige, glimrende jne og Krop som et Egern.

Efter en Del Betnkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen
mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fstede
Blikket paa hende, fik han et Std af en forbidansende Kavaler, der
ndte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev
han blndet af et uhyre Glimt fra Sidsels jne, og inden han vidste
hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De
talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid
endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af
Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa
hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i
sin. Og hvor kunde hun danse! --

Han skyndte sig at gjre Fejltrffet godt igjen ved at give Annette
den flgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at fle sig
hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brd flere af de fjrnere boende
Slgtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa
at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen,
Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af
Spillebordene stod forladte; der var under den frste Tagen Afsked
flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i
Rkken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ldre Mnd og hang
trtte og svnige over et Bordhjrne, snakkede trgt og gabede
skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mnd om, at nu
skulde det vre Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i
Dansen.

Ogsaa Lindenberg var omsider tet fuldstndig op. Punschen, Varmen,
Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Vsen; han
havde danset med Koner og Piger, klinket med Mnd og Karle, sunget
Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mrkeligste: han havde
i flere Timer forsmt sin kjre Pibe; den var bleven borte for ham.
Efter nogen Sgen fandt han den omsider i et Vindueshjrne, fik den
stoppet og tndt og gik ad en aabenstaaende Sidedr ind i Havestuen
for at sondre sig lidt fra Heden, Stvet og Stjen, for at hvile sig
i et Sofahjrne ene og uforstyrret. Der var ingen Mbler i Stuen
undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevg.
Et nsten udbrndt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste
Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en
snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde
et Ben op og lnede sig tilbage, medens han udsendte vldige Skyer af
den Tokroners Tobak.

Han havde imidlertid nppe begyndt at fle Hvilens og Stilhedens
Sdme, fr han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom
nogen lbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trtte. Det var
Annette og Sidsel Arm i Arm.

Lad os se, om her ikke skulde vre noget l, sagde Annette. -- Men
Gud, sidder De her -- alene! udbrd hun, da hun i det samme fik je
paa Lindenberg i Sofaen.

Er De bleven trt? Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod
Pigerne foran Sofaen.

Frygtelig, svarede Lindenberg oprmt. Trnger _De_ ikke til at
hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre, tilfjede han og slog
dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre.

Det var maaske ikke saa galt, sagde Sidsel, snurrede Annette en
halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun
skulde sidde Lindenberg nrmest. Men Annette var lige saa bly som
Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjrnet, saa Sidsel kom til at
sidde paa hendes Skjd.

De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: Er De bange
for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tfle af?

Nej, nej, svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. De skal
da ikke gaa for vor Skyld, tilfjede Annette.

Her er ogsaa god Plads til os alle tre, sagde Sidsel og vrikkede
sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjrtet.

Morer De Dem? spurgte Annette fra venstre.

Udmrket, svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa
Gulvet.

Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre.

Vi skal vel snart hjem? sagde Annette igjen.

Er Deres Forldre gaaet? spurgte Lindenberg.

Ja for lnge siden!

Saa kan vi flges ad. Vi skal n Vej.

Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?

Jeg? udbrd Sidsel og lo. Jeg kommer nok hjem.

Ja men hvem skal du flges med. Der er ingen der ude fra.

Det har jeg ikke tnkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der
forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.

Gjennem Skoven, saa mrkt det er? sagde Lindenberg.

Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange.
Hvem skulde vel tage mig?

De bliver nok taget, svarede Lindenberg overgiven og lo.

Taget? spurgte Sidsel troskyldig.

Hvis De ikke allerede er, sagde Lindenberg.

Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smk oven paa Annettes.

Skal vi krnge Handsker? spurgte hun.

Hvad skal det gjlde? spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa
Sidsels.

Den frste Sextur med Dem, svarede hun og rykkede sig tilbage i
Sdet.

Og hvis det bliver mig selv?

Saa gaar det om igjen, sagde hun med et lille Smil paa ham.

Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde
Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.

Nu begynder vi, sagde Annette og trak sin hjre Haand, der var
underst, til sig. -- En!

Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: To!

Hvor langt tller vi? spurgte Annette.

Til elleve, svarede Lindenberg hurtigt.

Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den
sidste Rest af Vgen bjede sig og druknede. Lyset gik ud.

De lagde ikke Mrke dertil. De vare saa optagne af at tlle.

Otte!

Ni!

Ti!

Elleve faldt paa Sidsels Haand.

Saa bliver det os to, der skal have Sexturen, sagde Lindenberg.

Det gjr det nok, svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.

Jeg maa se, om jeg kan finde noget l, sagde Annette. Jeg dr af
Trst.

Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.

Gik det ogsaa rligt til? spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der
var nu bedre Plads i Sofaen.

Hvilket? spurgte han.

Det med elleve.

Fra Salsdren faldt en Smule Lys ind. Hun nrmede sig hans Ansigt og
sa lige paa ham.

Jeg kan se paa Dem, at det var ikke rligt. De er vist dygtig til at
regne.

Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornjet
med Udfaldet, sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa
i hendes Skjd.

Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og
elektriserende varm.

I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter
flles Indskydelse.

Skal vi saa have den Sextur? spurgte Lindenberg.

Ja og saa skal vi af Sted, sagde Annette. Klokken er over to.




V.


Annette kom paa Hjskolen, og Hanne Mrkens gik hver Dag ud i Marken
og malkede Anders Jepsens Kr. Skulde der bages, brygges eller
vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.

Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mlken, tog
hun og Maren sig en Splkum Kaffe med Finbrd til i Kkkenet. Hanne
satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbnken, Maren paa en Stol ved
Komfuret.

Du kommer til at blive her i Dag, Hanne, sagde Anders Jepsens Kone
en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter
Annettes Bortrejse.

Skal der gaa nve for sig? spurgte Hanne.

Jeg fik Brev fra min Sster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven
saa mje dejt vov. Jeg har tnkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det
er godt Vejr.

Hvad fejler hun?

Det stod der ikke noget om. Det var et af Brnene, der havde
skrevet.

Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du
igjen til Aften?

Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.

Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og mde dig. Det er ligodt
mrkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrdders?

Det bliver vel den nrmeste Vej, men det er datte vrd, du gaar
naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke
gaar jeg derfra i god Tid.

Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strkning af Mose, Skov og
lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stdte
sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse,
aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til
nrmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje
frte en Mngde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men
regulre Kjreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjlpe sig
som man kunde.

I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Sster boede; der kunde
vel vre en lille Mil dertil.

Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden, sagde Maren, for
Lindenberg kommer ikke her i Dag. Brnene skal ikke i Skole, og han
sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.

Paa Landet har Brnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli
Maaneder.

Naa da, sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes
store Ansigt. Saa vil der nok snart sprges nyt.

Hvordan mener du?

Jo Per Skrdders Sidsel tog til Odense igaar og kommer frst hjem i
Aften.

Hvad kommer Per Skrdders Sidsel Lindenberg ved? spurgte Maren
heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nr
havde tabt Kaffekoppen af Hnderne.

Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved, svarede
Hanne lige saa bistert.

Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrdders har sat
hinanden Stvne i Odense?

Nej, for det vej jitte nve om, svarede Hanne. Men helt fremmed
for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til
Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil
sprge nyt.

Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde
lst mere, end hun skulde, men for ikke at gjre Overgangen for brat,
vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:

Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget
med den Tjte at gjre.

Jeg kan kun fortlle, hvad jeg sjl har sejt, men forresten ikke har
nvnet til naare fr. Det er nve, som ikke kommer mig ved, og
desuden gider jeg ikke tnke mere end hjst ndvendigt paa Sidsel.
Jeg har grmmet mig nok for hendes Skyld.

Tror du virkelig, at de er forlovede? spurgte Maren og havde Mje
med at holde Stemmen fra at ryste.

Jeg sa lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til
Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Kkkenet; saa ud
paa Natten, da vi var frdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut
om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke
kldt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i
Havestuen, og der sa jeg to sidde og nbbes i Sofaen. Der var for
mrkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje
ind. Det var Annette. De andre to flj op, og saa fulgtes de alle tre
op i Salen, og da de kom i Dren, kunde jeg se, det var Sidsel og
Skolreren.

Maren tav bom stille. Hun turde ikke rre sig fra Stolen; den frste
Bevgelse vilde blive en Forrder mod hende, og denne Stilling var
det ikke mindre. Hun var pinlig stdt.

Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg, sagde hun omsider og
rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde
allerede lngst sluppet den af Hnderne i Skjdet, og da hun nu
rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog
Hovedet paa Smmet. Hun sa af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod
det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var
tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og
Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun
i en forbitret Graad og lb ind i sit Sovekammer.

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Kkkenet, var hun
paakldt til at gaa til Ssteren. jnene vare endnu en Smule
rdkantede, ellers var der intet at mrke. Hanne Mrkens havde lige
sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt
Grdebrnde. Hun lod som ingen Ting.

Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig, sagde Maren paa sin
sdvanlige sdlige Maade; men jeg kan gjrne sige dig det. Hun
standsede forlegent og gjorde sig et rende hen til Tinrkken.

Det kan du lige som du vil, brummede Hanne. Det er nve, der ikke
kommer mig ved.

Jeg vil ikke ngte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes.
Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine jne at
se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for
Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg,
tykkes mig.

Det kan jo ogsaa vre, at jeg tager fejl, mumlede Hanne. Tiden vil
vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjrne ser
Annette godt forsrget. Jeg skal nok holde Mund.

Maren havde faaet en Del at tnke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun
havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde
vre Skolelrerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det
Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Klgt og
havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det hre hele sin
Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrkke n som Per Skrdders
Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mrkens skulde blive hendes
fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse,
som Kvinder af hendes Art, disse sdlige Kvinder, aldrig glemme.

Ssteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos
hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det
vrste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom
hun noget senere af Sted, end hun havde tnkt; Svogeren fulgte hende
Halvvejen.

Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrdders Hus, var det nsten
mrkt. Hun mdte Per Skrdders Kone, som kom inde fra Skoven med sin
Bindehose i Haanden.

Ja du er vel ikke rd for at gaa igjennem Skoven, sagde hun, for
ellers kan jeg da flge dig.

Maren vilde ikke, var hun end nok saa rd, tage mod Flgeskab af
Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det
mindste et venligt Afslag.

Du har vel vret ovre i Pilegaardene for at se til din Sster!

Saa maatte Maren fortlle lidt om Ssterens Sygdom.

Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjre over den
uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrnde ved Stationen i
Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en rle Vej, vi har
her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er
Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller
mrkeste Sted.

Hvorfor faar I datte gjort nve ved Vejen?

Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke.
Og de andre, som skulde gjre det, kommer der kun sjalent med Vvn,
saa de kerer dem lidt om det.

Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne,
end jeg vilde riskere at brkke Halsen engang.

Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i
Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamnd
nok om den Vej, men jeg kan jutte gjre nve.

Maren bd far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjrespor igjennem
den; det var al den Vej, der var til Per Skrdders Sted. Den lb
Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke
Bgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsjler i
Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa
et sidt Sted, hvor igjennem der lb et rindende Vand. Der stod
Ellekrat paa Siderne, saa der var mrkt og skummelt. Vejen var ogsaa
slet dr, trods den trre Aarstid. Maren fik Lyst til at se
Stenkisten njere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt
for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se,
var der Bund Hul i det ene Spor, og dr sad den flade Sten, Per
Skrdders Kone havde talt om. Den var tr og saas hel grandt i det
sorte Morads. Maren satte sin Trsko paa den for at prve, om den laa
fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en
Ulykke uundgaaelig, isr i dette Mrke. Men hun vilde da haabe, at
Rasmus var saa fornuftig at staa af og sttte ved Vognen, til de kom
over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke
mere; at kjre til Siden kunde der heller ikke vre Tale om.

Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde vret i
Odense! De havde maaske vret ude at bestille Ringe. Mon hun nogen
Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrdders Sidsel?
Aldrig. Fr skulde hun -- -- hun satte paa ny Trskoen mod den lyse
Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjre det. Hun kunde lade den
forhadte Ts knkke Halsen, hun kunde endnu redde sin kjre, smukke,
store Plan, og var _det_ nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skbne?
Havde hun ikke allerede gjort mere end n ulykkelig, og hvad ventede
der Lindenberg med hende?

Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun lftede Foden, hendes
Hjrte stod stille, Blodet susede hende for rene. Hun trak Vejret
stakaandet og sa sig sky til Siderne. Ingen hverken at hre eller
se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke
engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke,
hvis Ulykken skete, vilde vre sket alligevel.

Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tnderne
klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved
Tanken om, hvad hun _kunde_ have gjort.

Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber -- --?

Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der
kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes
til Side. Ikke i Skovstrup.




VI.


Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de
havde ikke sat hinanden Stvne i Odense. Den ene vidste ikke, at den
anden var der.

Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste jeblik. Der
var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og
Betjente lb ind og ud, Stationsinspektren havde Haanden paa
Klokkestrngen. Ved de aabne Waggondre stod Folk og bd far vel.

Konduktren gik langs Toget og lukkede Drene med strke Smld.

Vrsgod, sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smld.
Klokken ringede.

Dampfljten svarede. Lokomotivet udstdte sine frste dybe Puf,
Vognene begyndte at glide frem langs Perronen.

Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab.

Der var et Par Bnderkarle, som rg Tobak, talte hjt og spyttede i
et vk, en Landhker, der bredte sig i et Hjrne med et Utal af
Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortkldte
Koner med store Trklder over Hovederne og lngst borte endnu et Par
Kvindeskikkelser.

Den ene af dem var Sidsel. Deres jne mdtes. Lindenberg blev frst
saa overrasket, dernst saa forlegen, at han strax igjen tog sine
jne og glemte at hilse.

Han sad og sa ud af det modsatte Vindue og rgrede sig i sit stille
Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.

Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastvrk.

Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende.
Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin rde,
osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vgge.

Endelig fljtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille
Mellemstation.

Holme -- Holme -- Holme -- --!

Drene bleve slaaede op, Konduktrens Raab tabte sig langs
Vognrkken. Den lille Holdeplads laa trist og de; et Par Lygter
stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren
vankede ene frem og tilbage med Hnderne i Lommen. Bnderkarlene, som
sad i Kup med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Trklder
ligeledes -- -- Landhkeren, Skolelreren og Sidsel bleve ene
tilbage.

Landhkeren trak Hatten ned over jnene og forsgte at sove.

Lindenbergs jne mdte Sidsels igjen. Han lftede paa Hatten, rejste
sig og tog Plads i Hjrnet lige over for hende.

Saa De har ogsaa vret i Odense? sagde han.

Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange render og har mange
Bekjendte.

De skal vel ikke ga til Skovstrup i Aften saa sent.

Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. -- Har _De_ Befordring?

Apostlenes.

Saa kan De da kjre den meste Vej med os, hvis jeg tr byde Dem an
paa en simpel Fjllevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde
til Stationen med Brnde.

Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.

Bj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Drene
for at komme ind et Sted.

Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bnken. Lindenberg
gjorde det samme, saa de fyldte Draabningen.

Er der Plads? spurgte den gamle og forsgte at kige ind.

Ikke her, sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Dren til.

Lindenberg lo. De er ikke videre gjstfri, opdager jeg.

Ikke naar jeg kjrer paa Jrnbane. Dem, der er udenfor, betragter
jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kup?

Kom der nogen ind her? spurgte Konduktren.

Nej.

Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Dren smldede i.

Det er forfrdeligt, hvor de slaar med de Dre, sagde Sidsel. Man
skulde tro, de var fornrmede over, at vi er med.

Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornrmede over det, som
er mindre.

Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet
og sad og sa ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et
efter andet fr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmttede
Grsmarker, hvor Kerne som mrke Smaahobe laa i Rkke, tabende sig
under Krat og Skove.

Hr Nattergalen!

Lindenberg bjede sig ligeledes frem og sa ud.

Kan De hre?

I det samme skingrede Damppiben.

Er det den? spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.

Skam Dem noget! svarede hun og mdte hans Blik. De kjender dog
Nattergalen!

Daarligt nok. Det er i al Fald ikke lnge siden, at jeg hrte den
for frste Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.

Har De ikke! udbrd hun med oprigtig Forbavselse. Aa det er saa
dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og hre den slaa ude i
Skoven, i Hasselkrattet.

Virkelig?

Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa hjtideligt.

Samtalen gik snart efter i staa. De sad og sa ud af samme Vindue, ud
i den blde, disede Nat, som blev mrkere og mrkere. Sa uden at se.
Deres Aande duggede samme Rude.

Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; -- Fligen af
hendes Overstykke gled hen paa hans Kn, strejfede hans Haandled.

Det rde, sitrende Lys i Kupeen, den jvne, taktmaalte Larm af
Hjulene, Skinnerne, Kjderne, den tavse Skumring udenfor, hver
ufrivillig Berrelse vede en dragende, dyssende Virkning, der
ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bjede Stilling. Naar
Toget passerede mrke Gjennemskringer, hvor Jordskrnten langs
Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og
han sa hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i
det flles Spejl.

Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hnderne
i sit Skjd. Bevgelsen fik ham til at se stjaalent ned engang.
Maaske hun mrkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med
sine Hnder.

Gjennem Mrket lyste disse smalle, rkeslse Hnder -- og de vare
hans saa nr.

Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne.
Lindenberg flte Blodets stigende Hede, flte Attraaen kmpe med sin
Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.

Der var en strk Kurve paa Banen. Toget hldede. Han gav halvt
ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes
Haand kom til at rre hans.

Han havde n Gang fr taget denne Haand i hendes Skjd, og lnge
efter flt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af
hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.

Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjlende
varsomt greb han den; hans Hjrte bankede, som det skulde sprnges,
over denne Dristighed.

Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte nsten
tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.

Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den
let. Hun gjengjldte Trykket.

Saa vovede han at drage den lidt nrmere til sig, at se ned.

Hun vendte Ansigtet fra Ruden; jnene mdte hans; de vare fulde af
Higen og Hengivelse.

Han lftede hendes Haand op, Lysskjret faldt blndende paa den
stramme Hud; han frte den end lidt hjere og trykkede sine Lber mod
den.

Sid over hos mig! hviskede hun.

I det samme hvinede Dampfljten, Landhkeren strakte sig gabende.

Hvor langt er vi nu? -- Ogsaa Satan til Tid! brummede han og rejste
sig.

Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende,
skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhkeren kilede sit brede
Korpus ind imellem dem for at se ud.

Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.

Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en
overkomplet.

Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en
Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.

Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjbmandsgaarden, hvor Vognen
holdt forspndt. Konen, der skulde kjre med, var mdt. Et jeblik
efter kom Sidsel.

Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjlen ved Siden af Rasmus.
Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bd hver enkelt Haanden
til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev
ikke Lejlighed til at aftale noget.

Lige meget, jublede det i den unge Skolelrer, da han var kommen
ind i sin ensomme, tobaksrgede Stue. Hun er min! I Morgen skal vi
sige hinanden desto mere.

Han gik i Seng, men blev lnge holdt vaagen af den Fryd, der sang i
hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og
tilhviskede den alle de gldende Ord, der vare bestemte for Sidsel,
al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.




VII.


Det havde vret lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor
Sovekammervinduet mdte ham Frugthavens ttte Bladfylde, dyppet i
Nattedug og oversmeltet med Junisolens slvrde Morgenlys. Han sa
Graaspurvene hoppe om paa krogede blegrene og hrte Strene fljte
kjlent oppe fra Lademnningen. Hvad var det han havde drmt? --
Fljte kjlent -- -- aa, det var jo ingen Drm, det var den aldeles
magelse Virkelighed. Han var bleven forlovet.

For det frste vilde han _ikke_ op. Ikke fr Skoletid. Han vilde
ligge stille og se ud i det grnne, diamanttindrende Solskin, drmme
Sommernatten om igjen og tnke frem alt det, der skulde komme.

Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og
Broderen sa temmelig ordinr ud; men man giftede sig jo ikke med
Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de
behvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive
noget engang i Aarhusegnen -- der var Bakkerne saa store, Aaerne saa
brede, Engene saa blde -- han havde altid elsket Aarhusegnen.

Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjre, svagt lysende
Hud og den let tegnede Aare. Han havde lftet den op til sit Ansigt,
trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:

Sid her over!

Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.

Det var ikke ganske, som han havde tnkt sig det, ikke som han havde
lst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carln. Det gjorde ham
nsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.

Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hnder
og have spurgt med Ansigtet op imod hende: Vil du vre min, du
elskede? Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have
bjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et Evig og altid forbi
hans re. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have
kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals tallse Gange.

Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende,
der havde hvisket: Sid her over!

Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke
rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt
af hende, at hun sad ham saa nr ved Ruden og ikke en eneste Gang
drog sig tilbage, end ikke da han rrte hendes Haand frste Gang.

Mon hun selv skulde vre et Brud paa Ordenen?

Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjrester. Men det var da
egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hrt det, og hun
syntes nu engang at vre den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung
og smuk og ikke klder sig i Sk og Aske, har Klafferen altid travlt.
Maren Anders Jepsens havde angrebet hende n Gang til, det var et Par
Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Sprgsmaal indsvbt i et
sdligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet
det, som om Maren havde flt sig stdt over, at han havde danset med
Sidsel fr med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren
truet ad ham med Fingeren og sagt spgende: Pas paa, at hun ikke
fanger Dem.

Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til
Favn; hvis han ikke var den frste, hun havde delt Rude med; hvis
dette Mde med hele sin tavse Spnding kun havde vret hende en Leg?

Eller om der havde vret nogen Beregning med i Spillet? Det var
maaske ikke et uvrdigt Maal for hendes rgjerrighed at blive
Skolelrerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra
Skoven?

Aa, det var forfrdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor
kunde de komme mylrende saa mandstrke, saa skarpe -- og skre i hans
unge, friske, rene Lykke?

Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjldte hans Haandtryk og
langsomt flyttede sine jne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik
saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at
hver en Tvivl var Ddssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.

Havde han blot forhrt sig lidt om hende andre Steder! For at
hun havde vret forlovet med Hanne Mrkens Johannes, var en
Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv
forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.

Men hvordan det nrmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at
vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde
klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv
gjre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjrtes
Rst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.

Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde vret flere Aar i
Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud vd, hvad det var for
Bekjendte?

Om hun blev hans Kone, og de skulde flges ad i Butiker der ude, hvor
hun maaske havde fjaset med disse Krmmersvende, maaske taget med en
og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden
bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de
store Glasdre!

Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald,
havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: Du kan trste dig med,
Moder, at du vd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg
kjender Sidsel bedre end de fleste.

Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, sde, lette
Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!

Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skrende
Nag at vugge op og ned i hans Sjl med den navnlseste Elskovsfryd,
og jo mere Tiden nrmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere
uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende!
Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret,
saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjl. Hvor dybt bundede det?

Om Eftermiddagen sa Lindenberg fra Skolen Per Skrdder kjre forbi
-- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.

Er der nogen syge hos Per Skrdders? spurgte han Brnene og blev
gjennemrislet af en frygtelig Anelse.

De vltede, da de kjrte hejm fra Stasjunen i Avdes, sagde Mads
Mogensens Lavra. Sidsel blev slaaet saa mje dejt.

Den unge Skolelrer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og
knugede sine Hnder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen
sneg sig gjennem Brystet. Han vidste nppe, hvor han skulde holde det
ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_
han derud. O Gud, hvis hun dde! Hvis hun dde, fr han kom!

Han passede paa, da han kunde vente Per Skrdder tilbage med Vognen.
Saa vilde han faa det nrmere at hre.

Det var just, som han havde givet Brnene fri. Han gik ud imod
Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.

Er der Fare? udbrd han. Hvordan staar det til?

Ja det er slle, svarede Per og glippede med jnene. Doktoren
lover ikke noget godt.

Aa Gud, Per! udbrd Lindenberg i Angest. Hvorledes gik det dog
til?

Ja det er en underlig Gjerning, sagde Per grublende. Prr! vil hun
staa, den Kaml! Stenkisten, som skulde vre det eneste Sted, der
ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa rd for, kom de godt
nok over, og saa vlter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu
til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til
nrmer. Der sidder saadan en hslig Balk. Rasmus slap endda
taaleligt; men Sidsel fik en slem Traf mod en stor Bg. Hun flj
helt ud af Vvni.

Aa Gud, det er grsseligt, nsten jamrede Lindenberg. Hvad sagde
han da Doktoren.

Ja de Ka'le er jutte saadan at blive klve paa, men han virrede dejt
med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede sen, at Rasmus
havde faaet det vrste Std, for der fld Blod, og det kunde vi se;
men i Morges var Sidsel den vveste, og op ad Dagen maatte jeg af
Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud, sagde Per og bd far vel.

Det kunde han, og det vilde han i alle Tilflde. I det lille
Skovdistrikt, hvor Kirke og Prst var henved en Mil borte, betragtede
man Skolelreren halvt som Sjlesrger. _Han_ hjemmedbte Brnene,
_han_ lste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de
dende. Sjlesorgen kunde vre tarvelig nok, men den var bedre end
slet ingen, -- Skolelreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.




VIII.


Han gik strax derud. Over de hede, solbeskinnede Marker med deres
Ledde og Stenter, gjennem den svale Skov. Han stod stille ved den
sunkne Stenkiste og undrede sig over, at de vare slupne godt fra den,
siden sa han Stedet, hvor Ulykken var sket; der var Mrker nok
endnu, og Bgen der! Mon det var den, der truede hans Lykke med saa
stort Forlis?

Han aabnede Porten ind til Per Skrdders. En sortbroget, mellemstor
Hund bjffede ham i Mde fra den lille Gaardsplads. Tagskjgget hang
sidt over de smaa, grnmalede Vinduer; over de sprukne Kragetrer
lftede Frugttrerne deres duftende Blomsterkupler.

Han bankede paa Dren til den forreste Stue og traadte ind. Per
Skrdders Kone kom ind af en Sidedr i det samme. Hun sa modfalden
og forgrdt ud. Bohavet var det sdvanlige: Vinduesbnken, det lange
Bord, Komfuret; desuden var der en Alkoveseng med et Forhng af
mrkstribet Bomuldstj.

Jeg hrer, at Sidsel er kommen til Skade, sagde Lindenberg. Jeg
talte med Per, da han kom fra Doktoren.

Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske, svarede Konen og frte
Forkldefligen til Nsen. Ja, ija! sikken en Ulykke!

Hun slog Omhnget til Side og sagde stille:

Her er Skolreren for at se til dig, Sidsel.

Der laa hun, bleg, med lukkede jne. Ved Moderens Ord sa hun op, og
der jog en fin Rdme over Ansigtet. jnene fik Glans, og hun rettede
dem mod den unge Skolelrer med et Udtryk, som han aldrig glemte.

Han gav hende Haand. Hendes var klam og brndende. Han vovede ikke at
trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at
han lod jeblikket unset.

Sid ned, sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa
gav hun sig til at trre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten,
om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind.

Lindenberg og Sidsel havde ikke jnene fra hinanden, mens hun talte.
Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han
sig og greb igjen den brndende Haand.

Jeg har jo ikke taget fejl, sagde han. Det var i fuldt Alvor og
ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du vre min?

Hun sa paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans
Haand.

Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil
blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver
rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det
hele.

Nej, nej, hviskede hun. Vi vil have det imellem os. Ingen skal
vide det.

Hun trykkede igjen hans Haand.

Hvorfor, du kjre? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke
forlade dig. Jeg _kan_ ikke, nu jeg vd, du er min.

De skal ikke vide det. Lov mig det! Et jeblik efter tilfjede hun:
Det bliver min eneste Bn.

Det fr igjennem ham med stingende Smerte. Sig ikke det, du kjre!
Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel,
hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!

For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Gld,
jnene mere Livsmod, Smilet mere Glans.

Jeg tr ikke tnke derpaa, men det er saa godt at hre det. Aa, hvor
det er godt, hviskede hun, lftede sig paa den venstre Albu og lagde
den hjre Arm om hans Hals.

Han glemte den lurende Dd, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn
og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en
Sotteseng.

Nu var det godt at d, aandede hun med lukkede jne midt under
Kyssene.

Skjlvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der
stod en Smule Blod i Mundvigene.

Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte
_mig_? flj det tankelst over hans Lber. Hvor angrede det ham,
hvor brndte hans egne Ord ham, da de ikke lod sig tage tilbage
igjen.

Men Sidsel sa saa stille, klart paa ham og sagde med Anstrngelse:

_Dig_ bliver jeg tro. Aa, det er vist allerbedst, som det er. Derfor
skal det ogsaa blive mellem os.

Nej, nej, Sidsel! Sig ikke det, du kjre, gode! Tilgiv mig! jeg
mente ikke det, jeg sagde. Jeg tror paa dig, jeg er vis paa, at du
vil vre min, aa, men du maa ikke forlade mig.

St dig stille ned -- Moder kommer. Jeg er saa trt -- -- saa
lykkelig.

Moderen kom med Kaffen. En fin Kop med Roser og forgyldte Snirkler.
Jeg gratulerer! stod der paa Overkoppen. Flden var kommen i, en
lille, blaa Glasskaal med nogle blege Kandisstykker stod ved Siden.

Vrsgod! sagde hun. Vi har det smaat med Finbrd for Tiden.

Sidsel havde lukket jnene. Lindenberg fik med Mje Kaffen drukket.
Da han gik, sov hans Kjreste. Moderen bad ham komme snart igjen.
Sidsel vilde saa gjrne, at Moderen skulde lse lidt for hende, men
hun sa saa daarligt.

Skovbunden dansede for den unge Skolelrers jne, da han gik hjem.
Mon han skulde se hende oftere? Jo n Gang til i det mindste, naar
han skulde staa ved hendes aabne Kiste og synge Salmen, inden de bar
hende ud. O, hvor vrkede den Tanke i hans Sjl! Alle de flgende
Dage gruede han for det jeblik.

Efter hvilken Naturlov ligge de hinanden ofte dog saa nr disse
Livets Poler: gribe og gjkkes, favne og savne?

Han fortrd nu saa bittert alle de onde Tanker, han havde lukket ind
den Dag. Det var ikke med urette, han havde frygtet for at miste
hende, men saaledes havde han ikke tnkt.

Var det da vrre at miste hende saaledes? Selv naar Dden kommer
brattest, lser den Baandene mildere, varsommere, end naar Menneskene
selv rykker dem over. Men det var alligevel saa frygtelig svrt. Alle
disse unge, leende Elskovsengle, som vedblev at mylre frem, fdte af
hans dgngamle Kjrlighed, skulde han en efter anden kvle og kaste
i Graven.

O hvor bad han brndende til Gud, den hele Aften, den hele Nat, at
hun dog maatte leve!

Om Morgenen stod han tidlig op; han vilde derud fr Skoletid. Det var
det samme, hvad Folk sagde.

Da han kom uden for paa Gaden, mdte han Smedden.

Nu er saa Per Skrdders Sidsel dd, sagde han lavt. Det var fage,
der kom Bud efter hende.

Lindenberg mlede intet Ord til Svar. Han flte, at om han aabnede
Munden, maatte han briste i Graad.

Smedden repeterede hele Historien med Vltningen, som endnu var ny
for ham og ukjendt, som han troede, for Skolelreren.

Naar dde hun? spurgte Lindenberg.

I Morges Klokken fire. Hendes Broder Rasmus var nys henne i
Smed'en.

Lindenberg gik ind og lagde sig igjen paa Sengen, som var varm endnu.
Han faldt efter en kort Hulken hen i en stille, bitter Graad, under
hvilken hans Tab voxte op, saa det fyldte hans hele Fremtid med
Fortvivlelse og Mrke.

Endelig randt Begravelsesdagen op. Han forekom sig at vre mange Aar
ldre, da han atter traadte ind i Stuen hos Per Skrdders. Han
kastede et stjaalent Blik til Sengen, hvor hun havde ligget; nu sad
der foran den paa en Bnk en Rkke srgekldte Koner. I hele Stuens
Lngde var der langs Vinduerne dkket Bord med Flskesteg,
haardkogte, overskaarne g, Frikadeller, toppede Brd- og
Kagetallerkener, Kirsebrvin og Brndevin, Rdbeder og Sennop.
Stemningen var allerede lftet. Lindenberg maatte til Bords, hvor
ndig han vilde.

Er Ditte val? spurgte en af Mndene. De ser vvt ud.

Nej, han var ikke rigtig rask.

Saa skal De have Dem et Par Dramme til en Bid Flskesteg, sagde Per
Skrdder oprmt. Det skal nok hjlpe.

Den unge Skolelrer flte Modbydelighed alene ved Tanken om de Varer.
Han tog tavs et Stykke Kage fra nrmeste Tallerken.

Bagfra bankede n ham sagte paa Skulderen.

God Dag, Hr. Skolrer!

Det var den lille Mads Mogensen.

Hvordan gaar det? Er Brnene skikkelige?

Aa jo.

Ja for sen skal De ha Tsk. Desenplin skal der til, sen er det
ikke godt at vre Lrer.

Det er et Taalmolighedsarbe, bemrkede en af de sorte Koner
filosofisk.

Gir du en Dram i Dag, Per Skrdder? spurgte Mads Mogensen. Jeg har
sen faaet, hvad der tilkommer mig, men jeg kunde nok have Lyst til
at klinke med vor Skolrer.

Jeg drikker ikke Brndevin, svarede Lindenberg mut.

Kanske Skolreren holder mere af Vin, gjttede Mads Mogensen; men
hun er mig for sd. -- Hvad siger du, Jens Nyrup? Skal vi to gamle
Skovkokke ta vos en extra?

Det er skutte fste Gang, svarede Jens og grinte. Han sad ovre bag
Bordet med Ryggen mod et Vindue og sendte stinkende, blaa Skyer ud
fra en lille sort, kroget Trpibe.

Maa jeg skjnke et Glas Vin, sagde Per Skrdder og skd et Glas hen
foran Lindenberg.

Nej Tak.

Kom med Kaffen til Skolreren! raabte Per ud af Kkkendren.

Kvindfolkene skulde, alt som de kom, op og se Liget og lgge deres
Kranse. Hver Gang Dren gik op til verstestuen, sa Lindenberg det
rde Skjr fra Stearinlysene og fik et Pust af Liglugt. Han var saa
syg tilsidst, at han nppe kunde rejse sig fra Bordet.

Endelig var Maaltidet forbi; Per Skrdder og Lindenberg gik i
Spidsen for Gildesfolkene op i Storstuen, hvor Liget laa paa Parade.
Der var hngt Lagener for Vinduerne for at dmpe det strke Dagslys,
det voxklare, hvide Ligtj laa hen ad Gulvet, paa et lille Bord ved
Hovedenden af Kisten stod to tndte Lys i svrtede Trstager.

Lindenberg vilde undgaa at se Sidsel, men det var, som om en usynlig
Magt drog ham, saa han endnu engang maatte kaste et eneste, et sidste
Blik paa hendes Ansigt. Nej, hvor var hun forandret! Var det de
Lber, han for faa Dage siden havde kysset! Det Aasyn, der havde
straalet ham saa henrivende i Mde!

Han var nppe kommen halvt igjennem Salmens frste Strofe, fr
Stemmen svigtede ham; men i det samme fik han en uventet Bistand.
Uden at han havde lagt Mrke dertil, havde Mads Mogensen stillet sig
op ved hans Side, og da han fandt Stedet i Salmebogen, stemte han i
af Hjrtens Grund for at vise, hvilken Brer af Kirkesangen han i sin
Tid havde vret. Mads Mogensen reddede Situationen uden at vide det.
Lindenberg tog sig sammen og holdt Stand de fire Vers til Ende.

Siden gik han den lange Vej til Kirken bag efter Kisten, bag efter
den samme Vogn, paa hvilken han og Sidsel havde siddet fra Stationen.
Det var lige i Middagsstunden og varm Sommerdag.

Man tilbd ham Plads paa en af Vognene, men han foretrak at gaa,
sagde han. En halv Snes Stykker foruden ham gik; Kvinderne kjrte.

Mndene trak deres tunge, frejdige Daglejermarsch bag efter Kisten,
rg paa deres Piber, svedte i deres sorte Vadmelsfrakker og snakkede
om Dagens smaa Begivenheder. Per Skrdder selv kjrte Ligvognen for
at bevise sin Datter den sidste re.

Ude omtrent ved Mllen mdte man et Par Griseprangere fra Langerup.

Vil du saa ha den Gris, Per Skrdder? raabte den ene.

Prrr! sagde Per og holdt med Liget. Hele Toget standsede.

Ja faar jeg ham for halvfemte?

Nej, du er danseme for kneben Pejer! Vi kan ikke la ham gaa en re
under de fem, som jeg sagde i Lverdes. Og det er fejse Grise, som du
sjl sa.

Men det er aa fejse Penge, sagde Per. Jeg vil ligodt betnke mig.
-- I Dag har vi desuden andet at gjre end handle med Grise.

Per satte Hestene i Gang paa ny; Fod for Fod listede det sorte Tog
sig videre frem ad den bakkede, solhede Vej, medens en dorsk Stvsky
lnge hang over Hegnene efter det.




IX.


Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den flgende Dag var
Lindenberg atter i Odense. Han havde rende til en Gartner, hos hvem
han kjbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld.

Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dr, rullede sine Gardiner
ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels
Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde
saa han, som stod hende nrmest, ikke gjre det! Hvor var det
forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med
sin dde Kjrlighedslykke og fje de smaa, hvide Blomsterhoveder til
hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og
Graaspurvene kvidrede under Taget.

Han havde aldrig fr bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var
Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet n af
Smrblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder
havde fundet en dd Stillids. Deres Sster blev saa betagen ved Synet
af det rde Vingespejl og de brustne jne, at hun sagde: Den skal
have en smuk Begravelse, og det fik den. Gjstgiverens Sn der i
Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en
stor, vaabenprydet Metalknap en gammel Cigarkasse, og Hjrnet af et
Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne
Stikkelsbr blev udst til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede
Grav, smykkede Ssteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg
huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag
Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller
Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.

Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet
tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjv
Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa
meget og saa godt det lod sig gjre og lagde den i den flade,
kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev
Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det
egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til
Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.

Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham
i Mde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den
varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med
sammenpressede Lber og taareblndet Blik og stirrede ned paa Graven,
som om han tvrs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval
med brune Pandelokker og skjlmske, mrke jne.

Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hrte han. Der lb en alfar
Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jvnlig Frdsel.
Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.

Han sa ikke den hje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom
ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Sgen Vejen hen
imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bjet Hoved og
sammenpressede Lber. Det var Johannes.

Saa er du nu alt gjemt der nede! mumlede han med sammenknugede
Hnder. Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig
kunne tro paa, aldrig lre:

    At flygtigt er hvert jordisk Gode,
    selv Styrke, Ungdom, Munterhed,

at alt Kjd er H, at det, vi tnkte at binde vort Livshaab til, det
vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfngelighed. Se hvilken
stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!

Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrd! O,
maatte du have smeltet hendes Hjrte, fr hun gik bort! Du har nok
havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har
ikke til hendes Fordrvelse forkortet hendes Prvestand. O Gud, naar
du engang efter din Forjttelse vil gjre mig salig, lad mig mde
hende! Jeg kan ikke undvre hende blandt dine Engle.

Du har sagt, at en retfrdigs Bn formaar meget, naar den er
alvorlig. Herre, jeg er retfrdig formedelst Jesu Blod. Min Bn er
alvorlig, min Sjl ligger paa min Tunge. Herre, gjr hende salig, lad
os mdes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu
Navn!

Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trkors,
knlede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa
Lindenbergs lille, hvide Krans.

Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors! hviskede han, tog
Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik
bort.

Kirkegaardslaagen smkker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten.
Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man hre Kerne tygge Drv,
ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrdders Hus ligger trygt i
Krathjrnet, kan man hre Nattergalen slaa -- -- --

Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.




FRA KVIST TIL KJLDER.




I.


Fjrnt fra Kjbstad, Jrnbane, Kirke, Landevej, Mlle, fra
alle mulige Centralpunkter og Hovedaarer for Civilisation og
Samfundsrrelser ligger Skovstrup. Lange, krumme Gyder med hje
Levendehegn fre dertil fra de omliggende Byer, snevre, vildsomme
Labyrinther, der sno sig Bakke op og Bakke ned og aldrig synes at
skulle faa Ende. Men for hver Gang man nar et Udsigtspunkt, ere
Skovene i Horizonten rykkede nrmere, disse blde, blaalige Volde,
der i Halvbue omslutter den afsides By og danner Baggrund for dens
hvide Skorstene, dens to eller tre Tegltage og lngst borte for Jakob
Mikkelsens skifertakte Stuehus, der ligger og dirrer i Solskinnet som
et stort, dugget Metalspejl.

Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rrer sig en strk
Trang til at komme ud og se noget af den vrige Verden, i det mindste
finder der en strk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmndsdtre
tage Tjeneste i Kjbenhavn, Husmndssnner komme i Krambodlre i
Horsens, nedstte sig som Haandvrkere i Saxkjbing og Snderborg,
drive Trhandel mellem Ringkjbing og Varde. Gud vd, hvor de kjender
de Navne fra? Gamle Skolelrer Bloch brer ikke Skylden, for i hans
Tid lrte de ingen Geografi.

Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fdes, ldes og d
uden at have set Stranden. Odense, som er nrmeste Kjbstad, er
mindst halvtredje Mil borte; men nar man saa vidt, er man hvad
Strand angaar lige nr; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor
af Strand; alligevel er der to eller tre Haandvrkerfamilier i
Skovstrup, hvis Snner ere Smnd; det er maaske det mest
mrkvrdige.

Vi nvne Husmndene og Haandvrkerne. Gaardmndene have ikke kjendt
slige Drifter. De ere Snner af skovstrupske Gaardmnd, have som smaa
Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned -- fra Gaden
til Skoven, fra Skoven til Gaden; Fden og Klderne ere som de selv
voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Lngsler og Drmme ere
spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tmmerne gled
den gamle af Hnderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres
Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjde. De have ikke ndig at
vre opfindsomme som Husmndssnnerne, de behve hverken at gaa til
Ss eller til Saxkjbing, og deres Snner, som komme efter dem,
behve det heller ikke.

Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa
en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke
Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den
vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i
det yderste Hus bor Niels Vver.

Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i L af den noget
tilbagerykkede Portlnge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester,
var i Frd med at stnge Humle, da gamle Niels Vver stampede forbi,
hjem efter.

Hej du, Nejels! raabte Lars Top inden for Grdet. Go Dav!

Tak! Den gamle standsede. Du er i Lag med Humlen, Lars.

Det er jo Aarsens Tid, svarede Lars og satte sig i Positur til en
Samtale med begge Hnder i Siderne -- et Par brede, flade, jordgraa
Hnder. Du vd nok ikke af, at du har faaet fremmede.

Naa da, sagde den gamle og lettede paa sig. Hvem er det?

Line.

Hvad?

Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde
indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge
ind til dig med det samme, hun var saa nr. Du er jo paa en Maade
hendes Gudfader.

He he he. Det nve som er. Er hun kommen hejm fra Kjbenhavn, Line?
Saa maa jeg nok strve.

Giv du dig barestens Tid, sagde Lars og traadte hen til Grdet. Vi
er ndt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde
ud. Det er en vv Fordel at slide sig op fr Tiden eller rende Livet
af sig. Jo hun kom med Halvttoget i Gaar Mdes.

Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?

Nej, min Sl gjr hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er
barestens en lille Permission. Hun er Stvepige hos en voldsom rig
Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav
hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjre hele Turen
gratis.

He he he. Ja det er Folk, der har Slvtj, de Kjbenhavnere.

Det maa du val sige. Du skulde hre Line fortlle om de Guldbutikker
og Kjretjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte,
de bygger, -- hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire.
Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Lgn det halve,
min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.

He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke vret vidt omkring,
men de unge har ingen Ro paa sig. Min Sn, Jens, snakker ogsaa engang
imellem om, at han vil til Kjbenhavn, for det er kun smaat med
Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den
Karl.

Hun er en sjr Ts, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde;
han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte
hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det
bitterste Beskej om. Det Narrevrk kerer hun sig itte om.

Da er der vist nok, der gjr'et, svarede den gamle. Men nu vil jeg
da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig
alt for lnge. Jens er der nok, men han siger ikke stort, isr til
Kvindfolk.

Gamle Niels Vver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine
Humlestnger. Med en tung, mejseldannet Jrnstang blev der frst
drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter
blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjlp af en xe og med al den
drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og
fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da
hans aarvaagne ren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom
rullende hen ad den hvide, krumme Kjrebane uden for Hegnet.

Hej, du, Nejlsen! raabte Lars og luntede paa ny hen til Grdet. Go
Dav, sku jeg da sige fst.

Enspnderen holdt -- en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne
og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen.

P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var
for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjbenhavn eller paa Rejser
og havde tjent sig en Formue ved Handelen.

Han var bondefdt, men det saas ikke af Klderne, heller ikke
Trkkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og
Frakkekraven laa en Krans af blondt, krllet Haar, Nsen var fin og
buet, jnene smaa og skarpe; et rdligt, kortklippet Helskjg
stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over
Munden.

Dd og Pine! Er det nu ved de Tider, raabte Nielsen, da han hrte
og sa Humlemesteren. Ja jeg har andet i Hovedet end at tnke paa
Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.

Det er nve, som er, svarede Lars Top og satte Nverne i Siden paa
ny. Din Humle skal jeg val passe lisom sen; men hr mig stille!
vedblev han og snkede Stemmen til en Art hs, hemmelighedsfuld
Hvisken. Kjrer du paa Handelen i Dav med Forlov?

Ja hvad saa?

Jeg tnkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tnkte det,
lisaa snart jeg sa dig.

Naa, ja det gjr jeg jo hver Dag gemnlig.

Kommer du til jste?

Det kan vre.

Saa skal du hre ind hos Per Villig, sagde Lars Top og hvste det
ud over Grdet som en betroet Hemmelighed.

Ja nu faar vi se.

Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.

Hm!

Det er _mine_ Ord.

Vil han af med den mrke?

Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nve. Du skal, lisom du
vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!

Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel! Enspnderen satte i
Gang, Lars blev staaende en Stund og sa efter den. Just som han
omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen,
kom Line, Datteren, gaaende.

Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler;
under Halvslret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa,
alvorlige jne. Af Vxt var hun hj og slank; Ansigtet var langt, men
Nsen kort og lige, Munden veldannet.

Traf du gamle Nejels? spurgte Faderen.

Nej, han var ikke hjemme.

Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du mjdte ham val?

Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte
da lidt sammen.

Han siger sen itte saa mje dejt, den Karl. Hvad kunde han
fortlle?

Jo han tnker nok paa at gifte sig, lod det til.

Nej val. Det har vi aller hrt nve om.

Der var da en, han kunde godt lide, sagde han, og Line lod i et
Smil skimte sine ttte, hvide Fortnder. Jeg vilde naturligvis ikke
staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der
var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt
forfjamsket ved -- jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en
saa aabenlys Erklring.

Han har val troet, du vilde ha ham.

Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.

Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.

Gjennem Handskerne? spurgte Line en Smule overlegent.

Sad du med dem paa inde i Stven, Line?

Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far
vel!

Niels Vvers Hus laa ud til Vejen, blot med en hj Ligusterhk og en
smal Forhave imellem. Fra den grnmalede Laage hen til Gangdren var
der Stenbro; Dren var grn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende
kornblaa.

Forstuen var en lille Firkant med Dr til venstre, som frte ind til
den gamles Stue, og en til hjre, som frte ind til Snnens Vrksted.
Den sidste stod aaben, saa Niels Vver sa strax, da han traadte ind,
at Trebenen var tom og Jens ikke paa Vrkstedet.

Niels havde intet som helst med Vveriet at gjre; han var Urmager,
saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og
fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar
Viserne gik i Staa. Da Kuren sjlden hjalp hjere end fjorten Dage,
var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng
ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles rgjerrighed;
for det meste gik han med et i hver Vestelomme.

Naa her er du! sagde Niels Vver og lukkede Dren op til sin egen
Stue. Snnen gik op og ned ad Gulvet med Hnderne i Lommerne. Der
var noget af Dansesving i Bevgelserne, et uroligt, overgivent Smil
flakkede lydlst omkring Munden, jenbrynene drog sig heftigt op og
ned.

Snnen var i Skjortermer, ganske den samme lavstammede, blokkede
Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svr, mrk Haarvxt
og unaturlig store jenbryn, men glat raget Ansigt.

Hvad gaar du her og vankensrer etter? spurgte den gamle og gik hen
til Bordet, hvor han begyndte at lse op for et broget Klde, i
hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urvrk.

Snnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de hjhovede
Trsko.

Har Lars Tops Line ikke vret her? spurgte den gamle.

Jo, svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som
for at samle sig. Jo! Line har vret her. Hun vilde hilse paa dig,
sagde hun.

Han satte sig ned paa en rdmalet Kasse, der stod ved Fodenden af
Sengen, stttede Hovedet i Hnderne og sa lige ned i Gulvet.

Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme, sagde Niels og fik med
rystende Hnder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. Det
kunde vre morsomt at have hilst paa hende.

Ja! Ja! svarede Snnen hurtigt, fravrende og stedse med Blikket i
Gulvet. Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nve?

Naa.

Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden
afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tvede
med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure
og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Vggene skyndte paa, hver i
sit Tempo.

Jeg gifter mig, Far.

Naa. Ja det skal _du_ om, svarede den gamle. Hvem med? spurgte
han og vendte sig mod Snnen.

Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt
af, men som jeg troede nu sa langt over mig.

Ja hvem er det saa?

Ja det er nve saa sjrt, nu hun er kommen til Kjbenhavn, nu hun
saadan har skivtet Maal og er bleven Damme -- -- hun som i lange
Tider ikke har set til den Side -- --

Er det Line?

Ja.

Har du friet?

Nej.

Har hun da?

Nej.

Ja, hvordan vd du saa -- --!

Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er
Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa mje
galt. Jeg sad og blev baade rd og bleg og vidste ikke, hvor jeg
skulde gjre af mig selv; men jeg tnkte ligodt: sker det ikke nu,
saa sker det aldrig. Og i det samme skd det op i mig: Gud vd, om
det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt
sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen,
og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.

Sitte nve Pjank! udbrd den gamle halv stdt. Jeg talte selv med
hendes Far, og han sagde -- --

Ja ti kun du. Saadan tnkte jeg nv, og saa sagde jeg: Hjr, Line!
Jeg har tnkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa
skammelig mje av. -- Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.

Naa.

Vej du saa, hvad hun sagde?

Hun sagde val, at det ragede ikke hende, brummede den gamle.

Nej hun sagde: Der er ossensaa n, jeg holder saa mje dejt av, og
saa sa hun mig lige ind i mine jne. Kunde jeg faa noget bedre
Svar?

Nej, det Svar var godt nok.

Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo vret gift, Far, og
kjender Kvindfolkene.

Ja hvad sagde du mejr?

Det vej jitte, for je blev mejst halvtvle af Glje; je havde jutte
ventet, at det kunde gaa saa gelk, og at hun vilde hjlpe mig saadan
med det. Men det flj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du
vil val helst blive i Kjbenhavn, det er jo en rask By. -- Hvem siger
heller vi skal fra Kjbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun
og blev glorj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i
det, sagde hun far vel og smuttede vk, saa jeg vej mejst itte, hvad
det blev til.

Du er en god Taask, Jens.

Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes.
Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at lbe etter
hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive
klv paa de Kvindfolk, tykkes mig.

Du er et Kyhoved, Jens.

Det kan val hjlpe, du staar der og skjlder mig ud; det bliver
jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en
lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Vrkstedet. Og
kanske jeg kunde trffe hende her ned ad Gaden.




II.


I Jakob Mikkelsens Langelkke, som paa den anden Side Gaden laa
lige over for Niels Vvers Hus, havde der hidtil staaet to store,
enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til
Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige
Bierhverv, havde kjbt dem paa Roden, derefter fldet dem og var nu i
Frd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vvers Hus
se de nedlagte Kmper strkke de afbarkede, krumme Grene i Vejret som
uhyre, ngne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort
Lrredsforklde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans
Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege
tilbage efter en bestemt Rkkeflge. Om Foraaret passede han
Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden
Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede
Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i
Gaardene. Senere -- omkring ved Fastelavn -- klnede han Malt og
rgede Flsk, ved hvilken Idrt han fik god Anvendelse for sine mange
grnne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod
Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tmmer, forsmte
ugjrne nogen Lsre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa
alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det ttte, jvne Slid, det
stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt flger med at
trske, skre Trv og grave Grfter; for den Slags Dagvrk var Lars
Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besg. Drene mellem Niels Vvers
Stue og Snnens Vrksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et
aldrende Ottedagsvrk, med store Messingbriller ridende langt ude paa
Nsen; Jens hamrede paa en Stvlehl og fljtede en lystig Melodi
inde fra sin Forhjning.

Huld op med den Musik! raabte den gamle. Vi kan jo aldrig snakke
et Ord sammen. Jeg har tit tnkt paa at sprge dig om, hvad det saa
blev til med Line i sin Tid?

Ja hun glej jo til Kjbenhavn igjen, uden at jeg sa nve mejr til
hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er
sluttet fuld Avkord.

Jeg er ligodt rd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror
allersnarest, at hun har en Kjreste inde i Kjbenhavn, og at det var
ham, _hun_ snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun
saadan lb sin Vej uden at gjre Relighed.

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham.
Lidt efter sagde han dmpet, hurtigt: Der kommer Lars Top. Han
styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det
lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nve vaklevorn i
det.

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklde til Side, grebet sin
rdmalede Madske og kom med lange, sindige Skridt tvrs over Marken.
Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vvers; der brd han igjennem
og styrede lige mod den grnne Laage.

Jens lukkede sin Dr, som han netop kunde naa fra Vrkstolen. Lars
Top traadte ind ad Gangdren.

Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?

Itte i Dav, svarede den gamle med en Urstift mellem Tnderne og
Ansigtet halvt inde bag Skiven.

Saa kan vi tage ham i Fllesskab. Det bljs saa galt ude i
Langelkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brndevinen.

Lad aa det gaa! svarede den gamle, skd den snderlemmede
Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

Jens! raabte han.

Holloj! Dren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

Kan du koge vos nve Kaffe, sagde den gamle og tog Brd og Smr
frem af Skuffen. Lars Top gir en Dram i Dag.

Det skal _jeg_, svarede Jens. Han kastede sit Skjdskind, rdmede,
da han hilste paa Lars, trak jenbrynene hjt op og begyndte at hale
Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

Kom her med Mllen! sagde Lars, der alt havde sat sig, saa skal
jeg male.

Godt, sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brndte Bnner af et Krmmerhus i Messingtragten og gav Lars
Kaffemllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjrte rundt med
Haandtaget. Niels Vver smurte Rundtenommer til sig og Snnen og skar
Ost paa.

Der har du Flasken, sagde Lars og stak den fyldte Pgleflaske over
til den gamle. Nu kan du vre Forvalter, for der bliver jutte saa
mje manne til hver.

Det er bedre Jens er Skjnker, svarede Niels. Jeg rister paa
Nverne.

Nu kan I val vente et Korn, sagde Jens ved Kakkelovnen.

Hvad Pris er Barken i? spurgte Niels Vver.

Jeg har itte hjrt naare Pris, svarede Lars; men de siger, han er
dyr.

Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Trer, Laves. Du fik dem for
godt Kjb.

Det er paa den Vis, vi skal bjrge Livet, svarede Lars. Gaa og
slide sig op i Dagleje, det er Svlteri.

Det er nve som er, sagde Niels Vver.

Men der skal hnges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72
Kroner af mit Maltevrk.

Det er bedre end Skomageriet, sagde Jens og bd Lars den frste
Snaps.

Nej, vsgo og drik vos til! sagde Lars hfligt.

Til Lykke med Egene, sagde Jens og tmte Glasset.

Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal
nve til aa ernre en Familie. Der skal spengelejres.

Du har et godt Hoved, Laves, sagde den gamle henne ved Bordet og
skar Trninger ud af sin Rundtenom.

Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og _vi_ kommer nok til aa
jre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.

Skal Line ha Braalbe? sagde gamle Niels og sa langsomt fra Lars
hen paa Snnen.

Denne havde lige skjnket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden
ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

Hvad Rakkeren! raabte Lars og snkede slukret Haanden. Du er en
god Skjnker! Du drikker nok sjl det hejle.

Det var paa Lines Velgaaende, Laves! sagde Jens, fniste og skd
jenbrynene heftigt op og ned. Hvem skal hun ha?

Ja jeg har aller sejt Fyren for mine jne. Han er Mursvend derinde
og skal vre saa mje gefrlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen
kalder hun ham, hvad han sen hedder, vej jitte. -- Nej holdt! Nu vil
jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjnker. sen narrer han vos,
Nejels.

Det er nok saa nve rejdi fint, sagde Jens og blev ved at fnise og
gjre Grimacer.

Det kan lade, svarede Lars og tmte Glasset. Forresten er han da
bondefdt. Forldrene er Krofolk jsteds ovre paa Sjlland.

Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa, sagde Niels
Vver trt.

Han smager aller Sperentus, svarede Lars hjtideligt. Det siger
Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.

Kom nu her med Flasken, sagde den gamle. Skal jeg ha en Dram, vil
jeg ha hende, mens jeg faar Mad.

Der har du hele Flasken, Far, sagde Snnen og snurrede sig paa
Hlen. Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg vd
knap, om der kan blive n til dig.

Det tror jeg, raabte Lars og lo med Munden fuld. Naar du staar dr
og drikker for to.

Hvor har du _din_, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines
Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjbmanden.

Det var Ret, raabte Lars. I Dag er der Humjr i Skomageren.

Jens sprang hen til Hngeskabet og fik fat i en tom Trepgleflaske.
Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det, sagde han, greb sin
Hat og lb ud af Dren med Flasken under Armen.

Det er da et Helvedes Jrn, den Skomager! raabte Lars, mgtig
oprmt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. Jeg tykkes ellers ikke,
han er haard ved den Slags.

Kom du her, Laves, og skjnk mig den Taar, du har lovet. Du har
lejtere ved det.

Vi kan vel klemme hende saa mje, sagde Lars og skjnkede for den
gamle. Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var
forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde
Braalbe til Hjst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos
vos, desformedelst at det er mje billigere end i Kjbenhavn med
Prst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til fste
Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjnt de kjber nok
sen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet
dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vgge ligesom
hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand
Vand, da har de aldrig ndig at gaa til Posten, for det flyder af sig
sjl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane.
Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.

Skomageren kom tilbage i fuldt Lb igjen og satte den fyldte
Trepgleflaske paa Bordet.

Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart
skal vre Madam Ditlevsen. Egene lber jutte der' Vej.

Egene tver nok, sagde Lars og sa begjrligt efter den grnne,
langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strm allerede fld ned
i Glasset.

Denne Gang skal du ha fst.

Sitte nve Pjank, brummede Niels. Vi maa'tte donre fra
Formiddagen. Nu gir du vos den Drve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos
en lille sort, og saa skal det vre Stop med det her i min Stve.

Ha ha ha! lo Lars Top. Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver
njdt til aa holde til Raade. Det er dv et rejnt Jrn, den
Skomager.

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjnket. Lars
Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Vver,
Brdstumper, Smr og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev
nok saa indbydende. Paa det rdmalede Bord foran Vinduespillen stod
Flasken, en Kop med smaatbrkket, lyst Kandis og de tre hvide
Splkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjnker;
han hldte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, fr
end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at njes med mindre, og
Jens tog heller ikke stort af Brndevin i _sin_, Lars puttede et
Stykke Sukker i Munden og stdte sin Splkum mod de andres.

Skaal, Nejels! Skaal, Jens!

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding,
begyndte han at blive rd i Kinderne. jnene krb ind, men bleve
slsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortlle
Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Trpibe og begyndte at
dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak
han et Stykke Avispapir op af sin hjre Buxelomme, udfoldede en stor
Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte
han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne
vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tmte Kop op i
Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejervrk, Skomageren rejste sig og
gik ind paa sit Vrksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa
to Egetrer og ventede paa ham; han bd far vel og drog med faste,
sindige Skridt op ad Langelkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Dren ind til den gamles
Stue.

Saa vej vi det da, sagde han. Det er nve bedre end aa blive
Skomagerkone i Skovstrup.

Ja du er et godt Fj, knurrede den gamle og stadfstede sin Dom ved
at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. Saa gaar
du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjreste.

Kunde jeg forstaa andet, sagde Skomageren og traadte helt ind.
Naar hun siger -- --

Ja hvad siger hun? Hun siger, der er n, hun kan skammelig godt
lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nve ved?

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet
og malet Kaffebnner, og begrov Ansigtet i sine Hnder.

Niels Vver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede
omkap fra Vggene.

Lejt dig! brummede han pludselig. Der kommer Nejlsen.

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sdvanlige
Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstvler
og holdt i Haanden en Spanskrrsstok med Elfenbens-Hundehoved.

Hr, Skomager! sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, hvad er
det for noget Blanksvrte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor
du kjber den?

He he, jeg lemper hende sjl.

Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg
gjr altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trkke et Par
Stvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Slv, og for det
meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmrelse. Nu i Dag
da jeg kommer og vil trkke disse her paa, saa er de, som jeg vil
have dem. Saadan skal det vre, siger jeg. Men hvorfor kan I nu
blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra
Skomageren, siger de. Forhr du, hvad det er for en Blanksvrte, han
bruger, og skaf os den, saa skal dine Stvler nok blive dig til Pas.
Har du noget?

Du kan godt faa en ske fuld, sagde Skomageren og gik ind i
Vrkstedet.

Hvad koster den?

Ja det vej jeg saa knap. Jeg slger hende jutte saadan.

Du maa da vide, enten du kan slge den for samme Pris som anden
Svrte, eller om den er dyrere at lempe.

Nej dyrere er hun datte. -- -- Vsgo!

Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad
den Slags Pilleri koster.

Jeg vej itte, om du vil gi ti jre?

Er det det hele?

Ja jeg skal itte ha mejr.

Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og
slger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Svrte.

Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjbe hende.

Det kavrer jeg for, saa snart de kun vd, at den er til at faa, og
de bliver kjendt med den.

Det kunde nok ikke blive til nve med saadan en Fabrik her i
Skovstrup, sagde Skomageren og fniste.

Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes sker med, naar jeg paa
Mandag rejser til Kjbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din
Svrte.

Ja Tak. Det kunde vre morsomt nok at prve.

Naa, Niels! sagde Hestehandleren i en noget hjere Tone, idet han
nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit
Arbejde. Kan du faa Ret af Mekanikken?

Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen! svarede den gamle
forekommende. Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de
gaar ligodt ikke alle, som de skulde.

Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa, sagde
Nielsen leende og bd far vel.

Jens stillede sig op ad Drstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og
skd jenbrynene til Vejrs.

Det kunde mejst lade paa Nejlsen, sagde han, som jeg dv itte vaa
et Fj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksvrte end
paa Kvindfolk.

Du gjorde dig datte for klv, snrrede den gamle.

Tror du, jeg vil gjre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med
min Svrte? Og helst saalnge hun ikke er frdig? Hun skal nok komme
frem, naar Tid er. Nu vil jeg frst prve med den Selledunesavt og
se, hvad Skjr hun gir -- jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et
fejs Navn og faa en fejs Seddel paa skerne. Der er langt frem endnu,
og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjre
stort Sprl. Jeg maa komme smaat af Sted.

Den gamle svarede ikke.

Men en Snes sker kan han gjrne faa med til Kjbenhavn; det er
ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.




III.


Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var
kommen hjem fra Kjbenhavn. Stuen hos Lars Top udmrkede sig ved en
vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshjde hele Stuen
rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet.
Alt Trvrket med Undtagelse af det sandstrede Gulv var malet
engelskrdt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker.
For den ene Bordende sad Line og hklede, for den anden hendes Moder
med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforldre.

Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en
stor Ejendom, og der er sex Brn, saa han skulde naturligvis have en
med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade
gamle og unge, da de hrte, han havde forlovet sig med en
Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.

Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!

De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Ssteren har
vret inde for at foresnakke ham, at han skulde gjre det forbi, men
han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.

Det var rejdi nok net af Ditlevsen.

Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde
holde mig for Nar. Jeg har ikke hngt mig paa.

Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa
nje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de
sig lidt om.

Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hrte til
den Slags Folk, fr jeg sagde ja; jeg tnker heller ikke, han skal
komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit
Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forst, at
vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandvrk, og han
hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.

Ja det er saamnd det bedste ved det hejle.

Det er tit det solideste at begynde smaat, saa vd vi, hvor det
kommer fra, saa skjnner vi paa det, vi har.

Ja du har altid vret en sjr gammelklv Tjs, Line.

Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og
nu er han en af de strste Bygmestre i Kjbenhavn. Efter
Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtgt; det siger
Ditlevsen.

Gud Faderi! udbrd Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketj
synke i Skjdet. Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjbe en
lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtxter.

Til nste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa allirer han sig
med en god Ven, han har, der er Tmrer, og saa kan de vlge et af to:
enten kan de kjbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at
faa til rimelige Priser og bygge af nyt, -- saadan brer de fleste
sig ad -- eller ogsaa kan de kjbe gamle Huse inde i Byen og pudse
dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst,
siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa
mindst Risiko ved.

Hun talte saa sikkert; hun havde nsten fuldstndig tilegnet sig det
dannede Talesprog, vel med en strk kjbenhavnsk Akcent, men uden
Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort
Tid.

Hun var i graa Kjole med sort Fljel i Brystet og for Hnderne.
Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et
Slv-Egeblad.

Saa nu maa du nok af Sted, Line! udbrd Moderen og sa ud. Der
har vi hele Selskabet.

Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med
Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.

En af dem stak Hovedet ind ad Dren.

Er du frdig, Line!

Line havde rejst sig og rullet sit Hkletj sammen. Hun tog nu Hat og
Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.

Skal du vre saa graa? spurgte _hun_ i Dren.

Jeg danser ikke, sagde Line.

Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjrestens Skyld? Han
er jo langt vk.

Jeg har aldrig holdt videre af det.

Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasr.

Jeg venter mig heller ikke stor Plasr, svarede Line med et Smil.
Far vel, Moder! Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens
Skulder. Skal vi saa?

God Fornjelse, Brnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt
hejm! Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved
Laagen.

Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads
Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Bevrtningstelt og to
lange Borde udenfor Teltet med nedplede Bnke. Ved Indgangen til
Skoven vajede et Flag over en report, hvis falmede Lvvrk heldigvis
ikke bervede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med
strkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hrte
Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten
steg i Blodet. En Mngde Brn lb om ved Indgangen, hvor Mads
Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmnd sad
udenfor Teltet og rg paa deres korte Trpiber; Karle og Piger
begyndte at samle sig om Salunen, og Egnens Lve, en ung Skrdder
fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmndene kom to og
tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig
flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste,
hvor det lod sig gjre for ikke at faa ham og hele den store Familie
paa Sognet. Bag Teltet hvede en let, blaa Rg sig mod den grnne
Baggrund -- dr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Brn,
allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnbbede, stod
og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de
rendte ikke omkap med de andre Brn -- alligevel var denne aarlig
tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imdesaas
Maaneder forud med stille Spnding.

Mads Mogensen var i Perlehumr over det gode Vejr; for desto friere
at kunne bevge Armene havde han hngt sin Frakke op paa en Stump
knkket Gren af en nrstaaende Bg. Af Farve var den Frakke
resdagrn med strkt gulnede Partier; i Frastand sa det ud, som om
n havde hngt sig; det sa ud som en Protest imod Lystigheden, men
var det ikke.

Niels Vver og hans Sn sad paa Bnken uden for Teltet tilligemed et
Par andre Husmnd. Lars Top var der ogsaa.

Skal vi ha vos en Bajer? foreslog Lars.

Skal jeg ha nve, skal det vre en Kaffepuns, sagde Niels Vver.

Du er dv et gammelt Krej! raabte Lars venskabeligt. Skal du ikke
vre mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!

Det Bajerskl er saa bedsk, sagde Niels; men vi kan jo lade helt
vre.

Sitte nve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen
herud, maa vi da unde ham en Smule Sgning. -- Hej, Mads! Har du
Kaffen frdig?

Mads kom springende ud af Teltet i Skjortermer med Lrredsforklde
og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv
i de brune jne og alle Lemmer.

Kaffen er frdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?

En, to, tre -- -- fem skal vi ha, og saa en Drve Brndevin til at
sole den med.

Skovstrupperne bruge det gamle suole for svale.

Kaffen kom, og Brndevinen kom. Mads satte sig hos.

Jeg tar mig en Drve med det samme, sagde han. Siden hen, naar
Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt
eller trt. Vsgo, mine Herrer!

Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads, sagde en i Selskabet. Saa
var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.

Jeg havde det i Obselvation, sagde Mads, men jeg slog det af
Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid
til Politik og dette here med hjre og venstre. Men se, nu er du
Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skv til, er
Hjremand, og jeg sjl er Vrt -- jeg skal betjene Gjsterne gelk og
rejlt, men det er ikke gjrligt at vre alle til Pas, saa snart vi
kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.

Du er rejdi nok, Mads, raabte Lars Top. Skaal, Nejels! Skaal,
allesammen!

Jeg skal sige vos nve, lille Folk, vedblev Mads Mogensen. En af
mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg,
Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortlle
dem et og andet, de kunde have godt af at hre.

Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.

Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og
tilbage og fri Fortring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som
nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de
kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trkke igjennem, saa
har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.

Kan det dog blive saa mje? udbrd Lars Top.

Mads Mogensen sa sig triumferende om. Jeg vil sige jer, lille Folk,
jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til
Preresi --, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa
Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at stte en
Favn Brnde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke ldre Manden; han
kan vre mje god i sin Klase; men han er Kjbenhavner, han er
studejret, han kjender val knap nok rter fra Vikker.

Der er nve i det, sagde Lars alvorsfuldt.

Kanske I lejr ad mig, vedblev Mads med stigende Mod, for jeg er en
simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplrt, og jeg flger med
i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen
angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det
hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om
Jagten.

Det forslaar ikke, Mads, sagde Jens Skomager og fniste med jnene i
Bordet og opskudte Bryn.

Forslaar! Vd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i
Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage
hverken i Udvalg eller i Betnkeligheder. Og hvad Klderne angaar,
jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand -- men der blev vel Raad
til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.

Ja du skulde stille dig, fniste Skomageren.

Det skulde da vre til Snapstinget, mumlede Rasmus.

Jeg stiller mig ikke, erklrede Mads, for jeg er hverken
pengesbegjrlig eller rekjr. Jeg er en fattig Mand, men jeg
optjler mine Brn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie
Legemets Nring og Ndtrft ved mine Hnders Gjerning. Mangler I
nve, siger jeg til Trine. Skal Brnene ha ny Klder, ny Sko? Skal du
ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bner? Skal jeg ikke gaa ud at
kjbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden -- lige mje,
siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ldste af mine Pigebrn,
hun blev kjed af at tjene Bnder, hun vilde til Kjbenhavn, for hun
er godt lrt og hun er skrap til al den Dejl, de stter hende til.
Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Vsgo. Men fr dig anstndigt op,
sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders
Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjbenhavn. Og
det Herskab, hun er hos -- -- det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa
der inde. Ja det er en stor Fornjelse for vi gamle, naar Brnene
skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Brn er Fattigm -- --

Mads! ld en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.

Nu kommer jeg, raabte Mads og sprang op. Ja bliv kun I siddende,
lille Folk, og lad mig se, I morer jer.

Du kommer val igjen inden alt for lnge, sagde Lars Top, at vi kan
faa gjort Relighed for Kaffen.

Jeg skal strax vre hos jer, svarede Mads og pilede afsted.

Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen, sagde Lars og lo. Det
blev sen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne
lse op om Klder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjlpe de Stakler! De
sejr vist itte manne jre af Fortjenesten.

Naa, udbrd en Stemme bagved. I er nok ved Thevandet, kan jeg se.

Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen
hjem fra Kjbenhavn. Han var i modrne Straahat og lys Overfrakke.

Selskabet flte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den
store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar
paa Tiltale. Han sa frejdigt op og svarede:

Nej vi var fst ved Kaffen, Nejlsen. Der er lnge endnu til
Thevandet.

Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo hjest af
dem alle.

Kom hid lidt, Skomager! sagde Nielsen. Jeg har noget at tale med
dig om.

Ja vel, svarede Skomageren militrt og sprang op.

De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lyskldte
Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte,
understsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede
Kldeskaskjet.

Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Svrte, sagde Nielsen, da
de havde fjrnet sig tilstrkkelig langt fra Gruppen. Jeg vd Faen
ikke. De fleste vilde hverken hre eller se den; et Par, som jeg fik
til at prve den, sagde, at den var udmrket, den var meget bedre end
den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som
de ikke kunde bryde, og jeg vd ikke hvad -- det fik et daarligt
Udfald.

Det gjr ikke nve, Nejlsen, sagde Skomageren, trak jenbrynene op
og gjorde mange Grimacer med Munden. Det kommer nok. Al Dejl skal ha
sin Tid.

Hr, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Svrte skal gaa.
Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at
tage med mig ind til Kjbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg
fri Rejse.

Jeg siger saa manne Tak, svarede Jens, men det er lidt for tidlig
inv.

For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sttes i
Gang, saa gjlder det just at komme saa tidlig som muligt og komme
med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede
Betnkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det
er bag efter.

Det kan nok vre, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om
de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver delagt,
fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tnkt
om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa
Skridt og kommer frst til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi
Jylland og Sjlland, saa Kjbenhavn og saa videre kanske til Sverig
og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjbenhavn og falder over
hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel
Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange
tusend sker og Prver og Forsendelser vil koste flere Hundrede
Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg njdt til
at gaa med smaa Skridt.

Nielsen sa forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke
ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var
gjennemtnkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens
Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et strre Synspunkt;
derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.

Det var som Faen. Jeg ser, du har tnkt over den Ting. Men er det
ellers kun Penge, du trnger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange
skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?

Det er saa mje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg
kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at
laane alle de Penge.

Svrten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjlpes.

Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa
Skridt, sagde Skomageren; men jeg skal tnke over det. Kun vil jeg
bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjr Nar ad saadan nve,
indtil de sejr, det gir Penge.

I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to,
Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den
hjeste.

Hesteprangeren lftede hfligt paa Hatten og talte dem spgende til.
Han havde Ord for at vre kvindekjr. Jens Skomager drev forlegen af
for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange
slsomme Grimacer.




IV.


Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nrmede
sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del
Renderi: Tillysning hos Prsten, Indkjb hos Slagter og Kjbmand,
Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at
kunne modtage Svigersnnen anstndigt. Han var ikke blot Sn af en
udenlandsk Velhaver, han var tillige -- efter Lines Beskrivelse, --
en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, strk, alvorlig, druelig,
havde, kort sagt, en Mngde Egenskaber, som Lars helt eller delvis
manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersnnen ham med refrygt;
han blev altid hjtidelig stemt, naar han nvnede ham for andre.
Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i
Sammenligning med de kjbenhavnske.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til
Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top
naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens
Befordring, som var den fineste i Byen, kjrte for Brudeparret til
Kirken -- paa Forsdet sad Kusken og Skolelreren. Bag efter kom
Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjrte de vrige
Bryllupsgjster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans
Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt,
hvidt Slr. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjde, sorte
Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjret stod alle
Skolebrnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde
naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelreren ikke
paa n Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke,
Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flske-, Ande- og
Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til
Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brndevin, til Kagen blev der
drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til re
for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for
at kjre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med
Firetoget til deres nye Hjem i Kjbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag vret i Odense for at
bestille Sedler til sine Svrtesker i et dervrende Stentrykkeri;
han kom hjem med Firetoget og mdte saaledes Brudeparret paa
Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line
gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde
ligesom et let Rosenskjr af Lykke og lykkelig Forventning over sit
blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige jne.

Jens blev rd i Kinderne af Undseelse. Han skd de store jenbryn op,
bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

Jeg gratulerer.

Kommer du engang til Kjbenhavn, Jens, sagde Line, maa du da ikke
glemme at besge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forldre.

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjvede hen til Ditlevsen,
som stod tavs, hjvoxen og mut ved Siden med en Vadsk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Vrelses Lejlighed i Saxogade, tredje
Sal. Foruden de to Vrelser var der naturligvis et lille Kkken og et
Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i
hlenschlgersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig,
druelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjrne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad
jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget
synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag,
hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de
engang blev rige Folk, skulde vre kjendt som simpel Arbejderske. Det
eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hklearbejde fra en stor
Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink
til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve re om
Dagen; det var ogsaa vrd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte
hun have paa det rene -- fast Grund under Fdderne. Hendes lille
Dagligstue var som blst. Paa Langvggen stod en Sofa med brunt
Damask-Betrk og rundt, poleret Nddetrs-Bord foran. Desuden var der
i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en
Piedestal, en Rrstol og en Gyngestol -- sort lakeret med forgyldte
Snirkler paa Rygstdet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit
lille Sybord og hklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemvrker,
foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide,
luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa
Vggene og Plsches Tppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod
Dren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetppe.

De holdt deres Maaltider i Kkkenet for saa meget som muligt at
skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besvrligt at forlige sine
tilkalkede Arbejdsklder med de Hensyn, Line krvede taget til Stuen
og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige,
og han vnnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke
blot at holde Storvask paa sig selv i Kkkenet, men ogsaa at klde
sig om og expedere Arbejdstjet ind i det lille Hummer, der som
ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og
fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak rg han ikke.
Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Lb havde set, hrt eller tnkt, ogsaa
et og andet Trk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte
snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant
frem og begyndte at gjre Udkast og Overslag til et eller andet
Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt
Hkletjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og flge med i
hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og
myndig af Vsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han
tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mrkede godt, at
Line trak sig stdt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun
skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt,
naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udfre alt, derfor maatte
hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var
endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive
Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de flles Egenskaber: det solide,
arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jvnbyrdige
Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Vxt og Vrn; noget
dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var
Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornjelse at
fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde vret gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line fdt en
lille Datter til Verden. Barnet dde strax efter Fdselen, og Line
havde skrantet den meste Sommer, frst hen imod Hst begyndte hun at
komme noget til Krfter igjen. Ditlevsen havde i Flge sin Plan
begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt
Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end fr;
Line flte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han
flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og
blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette
dde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget bldt op i
hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var,
fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjd af hendes Kjd,
maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trngte til
Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at hre tale; hun begyndte at
fle sig ene og at lnges -- hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen
var falden ned fra et Stillads og kjrt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knkket to Ribben og var bleven
slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til
ham, det gik ogsaa efter nske fremad med Brud og Skrammer, men
alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i
Brystet, som frte Feber med sig og tog Krfterne.

Vinteren nrmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar
Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa
Rede paa deres Sager, hun trngte til lidt Skillinger. -- Ja hun
kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trngte til.
Men Line havde ikke Lyst til at tre mere end hjst ndvendigt paa
dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde
maatte snart trre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der
betalte sig bedre end Hkleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik,
drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var
borte hele Dagen, et Lb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen.
Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der
havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han
var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Krfterne lod
meget tilbage at nske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mlk
som muligt og at spise g.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hrt fra. Efter sit
Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde vre med al
Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham
og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserd.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom
hans Sster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde
rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa
Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til
at tage ind og forhre, om han ikke trngte til et eller andet, om
han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lgen, om han ikke
havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det,
han trngte mest til.

Du vd vel nok, at jeg er gift, sagde han.

Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask
igjen saa hurtigt som muligt.

Jeg venter hende hvert jeblik, saa kan vi tale om det.

Ja gjr I det, sagde Ssteren og rejste sig. Saa skal jeg komme
igjen i Morgen tidlig og hre, hvad det bliver til.

Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?

Det kan vre det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at
du bestemmer dig.

Line og hendes Svigerinde mdtes i Porten; men de kjendte naturligvis
ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besget og det Forslag, hans Sster var
fremkommen med. Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i jeblikket,
sagde han, isr ved det, at ogsaa Lgen raadede til, og nu fortryder
jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har
villet.

Du synes ikke om at tage derud?

Nej. Jeg har ikke ndig at tigge Mlk eller trygle om frisk Luft.
Krfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra --
saa kan man da ogsaa tnke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den
rene Ruin.

Det kan dog vre, at Forslaget ikke er saa ilde, sagde Line til
hendes Mands Forundring. Det er net af din Sster, at hun kommer
herind; det er dog dem, der saa gjr det frste Skridt, og du havde
jo alligevel bedst af at komme lidt paa Grs, tilfjede hun med et
blegt lille Smil, lige i den varmeste Tid.

Der var ingen, der bad _dig_ med. Det stdte mig.

Det maa du ikke tnke paa, sagde Line behersket. Det kommer maaske
nste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg vd ikke, om jeg kan
tjene Opholdet til os begge, isr al den Mlk og de dyre g. Vi
sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprmt og fik rde Pletter
paa Kinderne. Du kan tro, Line, at jeg skal spise g og drikke af
Btten som nogen Mlkekalv. Og saa skal vi se noget lngere hen, saa
skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.

Det gjr jeg, sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at
Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse
Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun
havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes
Sommerstykke for lngst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte
da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse
til Sydsjlland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde
sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuvrende Forhold at vente
et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tnke paa, med pludseligt
udbrydende Hjrtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad
hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatrk, som Ditlevsen nu og
da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde
Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom
over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt
Billede af Krofolkene i Suserd.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjre lige fra Hospitalet
til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den
flgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med
at efterse hans Tj. Nu var hun glad ved, at det var hendes
Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans
Vinterfrakke, som hun havde flt sig fristet til at ofre frst, hvad
der ogsaa havde vret det naturligste. Hun var endnu samme Aften med
en fuld pakket Vadsk paa Hospitalet og lovede at mde ved
Banegaarden nste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit
graa- og hvidtrnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og
hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange
Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe ls fra deres
Stnger; Sand og Grus hvirvlede i ttte Skyer ned ad den brede
Passage efter Klampenborg Station; Trerne ovre i Jrnbaneboulevarden
bjede deres Grene med det spde, lyse Lv nsten til Jorden for
de vldige Kast, der slog ned over Taganlgget paa National;
Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Vk.
De havde ondt ved at holde jnene oppe, og Fodgngerne havde saa
travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter
Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvbt i sit Shawl, trykket op
imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdre. Hun iagttog nje hver
Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede
Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i
lang Frastand paa Vadskken, der stod hos Kusken. Frst steg Ssteren
ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen
vendte sig for at hjlpe den syge. Det var, som om hun frst nu kunde
se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt
kom til Syne i Droskedrens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke
lb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud -- hun havde
lige som en Flelse af, at hun var retls som evnels.

De to Svigerinder hilste kligt paa hinanden og meget flygtigt, thi
Ditlevsens Sster lb strax til Billetkontoret for at lse Billet til
sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til hjre
inden for Dren.

Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan hre,
hvordan Turen er staaet af, sagde Line.

Det lovede han.

Hvordan har du det ellers i Dag?

Aa jo. Det kunde vre vrre.

Har du sovet godt i Nat?

Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.

Kom saa! sagde Ssteren, vinkede og gik foran hen imod Dren til
tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

Har De Billet? spurgte Betjenten Line.

Nej, svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke
havde Penge til Perronbillet. Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse!
Gud give, du maa komme rask hjem!

Folk trngte paa, Adgangen maatte vre fri, Ditlevsen sansede ikke,
hvorfor Line ikke gik med lnger, sagde far vel til hende anstrngt,
aandsfravrende og passede blot paa ikke at tabe Ssteren af Syne.

Det kom med t over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og
skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han
i Forening havde drmt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han
forresten drmt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom
Brnene, naar de leger, og Drengen kundgjr sin Sster: Nu er jeg
Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. -- Gud vd, om det
var saa stor en Lykke at vre rig? Jo det var det, men hun blev det
vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik.
Hvor grnsels graat, forladt, gldeslst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Sndagen fik hun et lille Brev fra
ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget
trt efter Turen.

Hele den flgende Uge ventede hun forgjves. Hun begyndte at blive
alvorlig urolig for ham, om det skulde vre bleven daarligere. Endnu
en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig
Lungebetndelse havde drbt ham. Den og den Dag skulde han begraves.
Det var Ssteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den
eneste Drm, de havde havt flles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at
grde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere
en Flelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og
myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse,
han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og
Ungdomsdrmme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af
disse femten Tusende om Aaret -- aldrig mer eller mindre -- og
overladt hende ene de lange Dage ved Hkletjet, for at hun
uforstyrret kunde tnke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med
Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besge sine
Forldre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad frte Fruen i Huset
til Bords -- og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa
Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dr at gjre? Man jog hende vel ikke
ud, hvis hun kom, men mde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige,
blive maalt og vejet -- hun som alt lngst var funden for let! Hvor
skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle
Hverdagsklder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det trre
Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun
hrte Malmen af en fjrn Kirkeklokke synge, og det var som om alt,
langsomt og stille, dde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske
net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjbte
sig en Sovesofa i Stedet for Tospndersengen, fik afgjort sit
Mellemvrende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til
overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en
Ndskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere
hen ordnet saaledes med Vrten, at hun kom til at bo gratis imod at
vaske Fortrappen og Kkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken
kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog
sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at srge for.




V.


I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages
Mellemrum to Ddsfald. Det ene havde man ventet lnge paa, det var
gamle Niels Vver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler
Nielsens Hustru. Det paaflgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard,
opgav Handelen og flyttede til Kjbenhavn for at leve af sine Penge.

Hele Bestningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en
Mngde Skramleri blev solgt ved Lsreauktion -- de bedste Mbler,
Sengklder og Dkketj tog han med sig, saaledes at han lssede
dermed en Jrnbanevogn og lod den afgaa Dagen, fr han selv rejste.
En ldre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som
Husholderske.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcelln, Beviklingen
af Mblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som
Overtrk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen
med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalsningen derude
og sad nu efter vel udfrt Arbejde paa Restavrationen tillige med de
tre Flyttevognskuske for at kvge sig efter de udstandne Strabadser.
Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortring, de havde i Forening
expederet et Utal af Smrrebrdsstykker med behrige Snapse og halve
ller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem
foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens hjtidelige Anledning med sine Fortnder havde
slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange
langs Tungen for at styrke Dkbladet, fik blandt de udstigende je
paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede
og nikkede.

Jens viste sig i Dren ind til Restavrationen.

Vil du kjre med hejm! raabte Lars Top og satte Damp paa.

Hvis det ikke varer for lnge her, svarede Jens og skd med et Smil
Brynene til Vejrs.

Vi er mejst frdige. Kom hid og st dig ned. La vos faa nok en Puns,
Jomfru?

Naa saa I sidder og punser, sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

Det gjr _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig
Vgt, der var i de Kasser, og Skatolet var nr bleven vor Mester.

Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs, fniste
Skomageren.

Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?

Hvis hun kan trkke og er vrd at ryge.

Nu kan du prve dig til. Vsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har
du vret ude at kjbe Lder?

Nej, jeg har solgt.

Lder?

Nej mit Hus.

Det er Lgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skvstrup?

Det er jitte bestemt paa inv.

Hvad fik du for'et?

Penge.

Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nve Menneske,
der kan blive klv aa dit Krej. Du gir val Lejkjb?

I trnger jutte til nve, mente Skomageren.

Vi har faaet, hvad rimeligt kan vre, svarede Lars, men en god
Stykjp skal vi aldrig sige nej til.

Jeg vil ikke ha mer denne Gang, sagde den ene af Kuskene. Nu er
det bedst vi ser at faa Hestene for.

Vi kan jo ha Lejkjbet til Gode til Sndag Aften, foreslog en anden
Karl. Saa besger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge
ud.

Kom kun I, sagde Jens og smaafniste. I skal vre valkomne.

Det er et Ord, sagde Lars Top. Og saa drikker vi til Bunds. Skaal,
Karle! Skaal, Jens Skomager!

Sndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem
Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med
de kornblaa Vinduer. Men den grnne Dr var lukket og laaset. Lars
gik ind hos Naboens for at forhre, hvor Skomageren var henne, og der
fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst
hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller
ikke villet sprge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager
tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nr. Forresten havde de
lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til
Vederlag havde Jens forret dem den bedste af den gamles Klokker.

Naa saa han kommer itte mejr? spurgte Lars Top paa Forbavselsens
Kraterrand.

Det kan mejst lade.

Og hans Vrktj og Bohave?

Det flger med i Kjbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og
Stub.

Er det en Skomager?

Ja, en fra Frbjerg.

Jens var rejst lige til Kjbenhavn, men havde holdt alle
Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen
vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset
var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han
opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Svrten, hans
egen Opfindelse. Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis
lidt af en Drmmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker
rkeslse Naturer gjrne hen i Slvhed, medens de mere virksomme
holde sig en Drmmeverden jvnsides den virkelige, hvor Tilvrelsen
tnkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i
Opvxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad
enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og
Oplevelserne formaa ikke at beskjftige Sanserne helt, alt omkring n
ligger i stille Ligevgt, der er intet dr, som jager, optager eller
hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om
Landsbyen, Straatagene hnge hvilende over de lave, lyse Vgge; der
er Hvile i Skyen, som sejler lydlst hen over Mark og Mose, i
Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve
Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltrk, i de tunge, taktfaste
Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at
bygge denne Drmmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man
engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en
ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde
i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drmmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt
solidt og grundmuret med Forraad for mange Aar; Jens Skomagers var
en uendelig Tunnel af Svrte og Svrtesker. I al den Tid, han havde
drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne
Svrte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsg med en
ny Tilstning, men ret egentlig tilhrte Svrten hans Drmmeverden.
Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen
eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen
af at give skerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Svrten,
sge Agenter og forfatte Bekjendtgjrelser. Nielsen havde vret paa
Nippet til at gribe virkeliggjrende ind, da Tilfldet havde rbet
ham Skomagerens Hemmelighed; hjlpsom og foretagsom havde han nr
bragt Jens ud af Ligevgt, thi dette Tilbud baade om Penge og
Kjbenhavnsrejse vilde jo paa n Gang give hans Fremtidsverden Kjd
og Blod. Jens blev halv angest, da han sa, at nu kunde det blive
Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for
Virkeligheden end de Betnkeligheder, han ved Skovballet udkrammede
for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud.
Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i
Afhngighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et
Std fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med
Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var dd, og han var
bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde lnge spekuleret paa et Navn til sin Svrte. Naar han
lste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et
Boghandlervindue i Odense, naar han sa et Landkaart eller et Opslag
paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende
Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det
forbedret ligesom Svrten og antog Formen Veronika, og under dette
Navn kom den frem. skerne lignede smaa Sardindaaser, men vare
naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over
Forsiden laa klbet en rudeformet Seddel, zinnoberrd af Farve og med
store mrkegrnne, hvidrandede Bogstaver.

    +--------------------+
    |        GTE        |
    |  VERONIKA-SVRTE.  |
    |   Dybsort Glans.   |
    +--------------------+

Han tog Patent paa sin Svrte, lejede sig en Kjlderlejlighed i Store
Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer
om skerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa
Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor
Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en frste Sals Lejlighed paa
Gamle Kongevej i Nrheden af Serne. Begge hans Dtre vare gifte og
boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved
Vask og strre Rengjring tog hun en Kone til Hjlp fra det
kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes
boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel
derved. Han gik lange Morgenture, rg af lange Piber og sov lange
Middagssvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede,
var ellers Gjst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig
om Sommeren trffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende
Forlystelses-Etablissement af hjere eller lavere Rang. Hans Dagvrk
var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mdte som sdvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa
ved Kkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt
tilbage og slog forbavset Hnderne sammen.

Men er det ikke Lars Tops Line? udbrd hun.

Foran hende stod en hj, lyshaaret Kone, fyldig og strk af Bygning
med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige jne.

Det var et mrkeligt Trf det! sagde Line og traadte ind. Saa I
bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?

Godt nok. Hvordan har du det?

Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok vd. Siden
Ditlevsen dde, har jeg maattet slide for Opholdet.

Ja Herre Gud! Gak hen og st dig ned, Line. Det var da morsomt, at
vi skulde trffe hinanden saadan. Nu vil vi allerfrst have Kaffen.

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og
gammelt. Saa gik det ls ved Baljen nede i Vaskekjlderen et Par
Timers Tid.

Nu er det bedst vi flges ad op og ser at faa os noget Frokost,
sagde Maren Kirstine. For Fden skal vi da have. Det er nok ogsaa
snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den
paa Sengen om Morgenen.

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tndte
Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen, sagde Maren Kirstine,
han vil ordentlig gjre jne, naar han ser dig.

Han kjender mig vist ikke, indvendte Line.

Sitte nve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden
barestens det, at du er bleven noget drjere oven om. Ja vel er det
da, at du ikke ser ud til at lide Nd, Line, og hvad det angaar med
at slide: det er noget vi maa alle sammen.

Jeg kan ikke vre bekjendt at gaa ind nogen Steder, sagde Line,
saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!

Ja hvordan ser jeg ud? Det behver du da heller ikke at bryde dig om
over for Nielsen.

Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den
Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens
Maren Kirstine skjnkede Kaffen -- strg de opsmgede rmer ned og
tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdren op.

Nielsens skjggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre,
svndrukne jne glippede mod Lyset, et Par strke, hvidskjortede Arme
satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa
rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte
den mest levende Forbavselse.

Hvad er det? Drmmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam
Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hnger det sammen?

Gamle Maren Kirstine stod i Dren og lo, som hun skulde briste. Mage
til Fornjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.

Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrd, der fulgte med, men
hans jne veg ikke fra Line under hele den vidtlftige Forklaring,
Maren Kirstine gav til bedste. Line selv flte som en Duft af
Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne;
hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og sa med sine klare
jne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.

Da den gamle var frdig, spurgte Nielsen deltagende:

Kan De ellers komme ud af det, Line?

Der jog en Skygge hen over hendes Trk, saa Smilet forsvandt. Jo
Tak, saa lnge man har Helbredet gaar det jo.

Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu vd De da,
hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der
er et eller andet, jeg kan hjlpe Dem med, saa sig kun De til, Line!

Line tnkte et jeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig,
han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede
instinktmssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.

Er det ikke for strngt Arbejde saadan at gaa ud og vaske? spurgte
Nielsen.

Jeg har heller ikke vret ved det saa lnge. Jeg har ellers havt
Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage
imod, hvad der tilbyder sig for det frste.

Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg
har mange Bekjendte, og jeg vd, jeg tr anbefale Dem, Line.

Det skal De have saa mange Tak for, svarede Line. Ja vi skal vel
ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.

Hun er ligefrem bleven kjn, siden jeg sa hende sidst, mumlede den
forhenvrende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse
gjennem Dren, indtil Maren Kirstine lukkede.




VI.


Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter
op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade,
Saxogade og hlenschlgersgade, korsskaarne af Matthusgaden og
Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange,
snorlige Gader endnu et Stykke lnger ud mod den gamle Jrnbanevold
og Kysten med taarnhje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar
man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den
voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette
Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i t
med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og
zitrede paa Grnsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med rde, andre
med hvide Sejl, glide lydlst ind imod Langebro, hvor Frederiks og
Frelsers Kirker hver sig over Kristianshavns lave Volde, og hje
Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa
fra Solen og den stille Kyst, mder Modstningen os i al sin
Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grfter, udstukne Gader,
gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufrdige
Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tvrs; det er som
sa man ind mellem en Mngde endestillede Kmpesker, Vrangsiden
af et Theaters vldige Ststykker. Det er disse Huse, af hvilke
nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og
tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trkke de ligelbende
Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og
mylrende, tabende sig i en rdgraa, uigjennemtrngelig Kultaage. Paa
hvert Hjrne af disse Gader bor en Vrtshusholder -- han er den
frste, som flytter ind i det nye Hus, -- endnu medens Tmrere,
Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu fr der er
Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjrnekjlder,
er konom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forlb er
frdigt, naar Larmen af de tunge Mrtelvogne, de gjaldende
Hammerslag, Arbejdernes hje Varskoraab er dragen lngere bort, har
Vrtshusholderen tjent sig en Formue; -- han har solgt Bajere til
otte re og Smrrebrd til sex.

Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvgtorvet -- Livet
der ude vakte gamle Minder, jvnlig var ogsaa der Bekjendte at
trffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mdet med Lars Tops Line.
Fra Kvgtorvet fulgte han Jrnbanevolden til Saxogade; derfra
skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse
Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste
en saa rrende Hjrtensglde over at se sin fordums Husbond, at denne
ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv l paa det
nrmeste Kjlderhjrne. Bevrtningen bar det velklingende Navn Caf
Kalveboderne.

I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstj ved deres
Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kafen
servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt,
dryppende Flsk og en Rundtenom trt Rugbrd. Brndevin og Bajerskl
var der i Overfldighed.

Vrten stod bag Disken og trrede Glas af i et miserabelt
Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult
Overskjg, var ifrt en graa, strikket Trje med brun Bort og havde
nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for
Sljfe.

To Tuborger! sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte
Vrtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.

Meget gjrne, svarede den tynde i Uldtrjen, slog lynsnart
sit Viskestykke over Skulderen og rg foran Nielsen ind i en
bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille
gult Bord med fornvnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle
fire.

Vrsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg -- skal ske!

I det samme hvede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Vrten kom
med llet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjre
Rede for de sidste Aars vexlende Skbner.

Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dr kunde se
ind i den forreste Stue med et Hjrne af Murernes Bord til venstre i
Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Vrten
atter var i Frd med sine Glas. En hj, mrkhaaret Pige kom ind paa
et Raab af Vrten og begyndte at aftrre Bordene og rydde op efter
Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Vrten med et
Sprgsmaal; hun stod lige op og ned og stttede den hjre Haand mod
Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.

Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbjet med sit
lkrus lige under Nsen og lod Munden ustandseligt lbe. Nielsen
havde jnene ved den kjnne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter,
den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, rde Albugrube.

Var han inde her til Frokost? spurgte hun Vrten.

Nej.

Og der blev inte talt om ham?

Ikke det jeg hrte.

Han har naturligvis vret i Skoven med hende igaar. Den er da
tydelig nok.

Idet samme blev Yderdren slaaet op, og en garderhj, ung Mand med
solbrndt Hud, regelmssige Trk og sort lille Kindskjg traadte ind.
Overfrakke, lyse Benklder, Hatten i Nakken og stvede Stvler.

Nej, der er han! udbrd Pigen med en glad Latter og vendte sig mod
Dren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.

Hvor kommer De fra, Jensen? spurgte hun kjkt, endnu fr han havde
faaet lukket efter sig.

Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grnne Grsgange og fra
mangfoldige Steder, mit Lam, svarede Mandspersonen og blev staaende
et Par Skridt indenfor Dren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om
han angrede det.

Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har vret med. Hvor har De
vret?

Et Sted vd jeg, hvor jeg ikke har vret.

De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har vret i Skoven?

Nej, min Snut, i Skoven var jeg.

Hvor er det saa, De ikke har vret?

I Seng, natyrlig.

Han brd ud i en hs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav
Hatten et Skub, og sagde til Vrten:

En Bitter og en Vand.

Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hnderne i Lommen og stod
en Stund og sa ud af Drens Gitterrude, medens Vrten skjnkede en
tjrerd Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en
Bakke af galvaniseret Jrn.

Savnede De mig noget igaar, Lavra! spurgte han og vendte sig.

Jaj! udbrd hun foragteligt. Hvor falder det Dem ind?

De var vel paa Trk med lille Schenck?

Naa da! udbrd Lavra og slog med Nakken.

Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.

Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tnke.

Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger -- --

Jeg vd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De
gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De
kunde hnge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser
ud.

Hold inde med Chargeringen, Lavra!

Tilstaar De, at Dora var med?

Hold inde, ber jeg. Nvn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt
Pigebarn.

Naar er det gaaet op for Dem? spurgte Lavra spydigt.

De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjrtig.

Og De er -- --. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar.
Jeg vil d paa, at hun var med Dem.

Det har jeg heller inte bengtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor,
jeg er fortvivlet, sort, afkjrt. Ikke blot hele Daen, men hele
Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tnk Dem, et helt Dgn med
det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke
og sove -- alt paa n Gang. Hun er noget af det mere anstrngende;
men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste
Forestilling. Det er forbi.

De er vmmelig.

Fordi jeg gjr det forbi med Dora. Vd De hvad, Lavra! Det mener
dinte.

Inte?

Vd De, hvad det er i Morgen?

Naa?

Det er den syv og tyvende.

De er utaalelig.

Den 27de Maj holder Foreningen Bravo Fdselsdag. Og jeg er
Medlem.

Hvad rager det mig?

Der skal vre stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende
bal par, som er det allerfineste, der existerer. Vil De vre min
Dame?

Til venstre Haand? Nej Tak.

Til hjre, aller eneste! til hjre, elskede Lovra.

Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak
som sagt.

Ved min Murske! Jeg svrger, at Dora er dd og borte for mig i al
Evighed -- jeg lod hende tage ene hjem i Morges -- -- det vil sige,
jeg bad Villumsen flge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel
op ad sin Hnsestige, samt vre lidt ridderlig imod hende: tnde
hendes Lampe og trkke hendes Stvler af -- --

De er vmmelig, Jensen.

Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa
holder jeg her og lader Dem hoppe ind.

Hvad Tid?

Tyve Minutter i otte.

Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.

Ge maj en Segar, Eriksen! -- -- af den flade.

En Segar -- skal ske. Vrsartig.

Saa skal Dora vel med Villumsen? spurgte Lavra og drejede en
Tndstikkeske mellem Fingrene.

Gaa vk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af Bravo. Saa
kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i
det Selskab? Naa, det gjr mig ondt for Pigebarnet, men hun er
umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne,
Lovra!

Hun strg en Tndstikke og rakte ham. Da han havde tndt sin Cigar,
drak han Resten af sin Vand og gav Hatten endnu et Tryk.

Nu skal det gjre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers
Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa
tales vi nrmere ved.

Lavra lb ud i Kkkenet. Nielsen kaldte paa Vrten og smed klingrende
et Kronestykke hen ad Bordet.

To Cigarer af bedste Sort!

To Cigarer -- meget gjrne. Han kom tilbage med den flade Kasse.
Vrsartig! Sexten og tolv gjr otte og tyve. Tredive, fyrre,
hundrede -- -- vrsartig.

Hvor har De faaet fat i den Kraftts? spurgte Nielsen og tndte.

Hun har vret sidst i en Kjlder paa Vesterbrogade. Hun er ellers,
saa vidt jeg vd, ovre fra Fyn!

Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet fr. Vi er jo Bysbrn,
naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?

Hija -- hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.

Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar
siden sang i Kisten?

Jo akkurat. Hun sa forresten meget godt ud og var ligefrem i Vlten
en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djvle -- Kontorister og
Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke vd, hvor de skal
gjre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis
trkker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og
kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad
det vrste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra
Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte
med, at hun fik en slle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i
Krmmerlre inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da
hans egen Pottemonix natyrligvis snart var frdig, gik han i Skuffen.
Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora
maatte en Tur paa Vand og Brd. Nu bor hun her omme paa Badevej og
holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren.
Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mdt, og alt gik
vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som
om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har
Lemmer som en Smed, ryger ls paa den anden, bukker begge Ender
sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen,
saa hun nr havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var
lidt for grovt, og en Tid lang sa han ikke til den Side, Lavra var.
Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er
han kommen her hver Aften.

Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjlderen
fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Kkkenet. Nielsen gik
lige imod hende, sa nrgaaende paa hende og gav hende Haand.

God Dag, Lavra! Hvordan lever De?

Jo mange Tak, svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive
og uden at rbe nogen synderlig Overraskelse. Og De, Hr. Nielsen? Ja
De bor jo nu her i Hovedstaden.

Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hrt fra Skovstrup for nylig?

Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de
fleste af mine Sskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt
staar ved det gamle.

Ser De noget til Lars Tops Line?

Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden dde, har jeg hrt.

-- -- Paa nste Gadehjrne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser.
Han fik Lyst til, med det samme han var i Nrheden, at opsge Lines
Tagkammer.

Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke
hyggelige, disse snvre, umalede Trapper med deres knasende
Kulbrokker og smaa Mlkepytter paa Trinene, og saa et Par Brn, man
skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa hjt han
kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mrk Gang; han famlede
sig frem til hjre, fandt en Dr og bankede paa; thi heroppe var der
intet Ringeapparat. Dren blev lukket op. Line var hjemme.

Hun prsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der kldte
hendes hje, fyldige Legeme godt. Hun sa glad, en Smule smigret ud
ved Besget og bad den store Mand trde ind i hendes ringe Lejlighed.

Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og
Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet trret af og givet
Gulvet et Par Strg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et
firkantet, nddetrsmalet Bord med Tppe og Lampe, et Par Stole derom
og paa Vggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for
Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort
Voxdugsbetrk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par
Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe -- den verste
Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage
saa pnt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at
skamme sig eller gjre Undskyldning for dens Udseende.

Nielsen selv var synlig overrasket, nsten forlegen. Endelig drejede
han en Stol fra Bordet, satte sig sidevrts med sin Stok mellem
Knene og lagde Hatten paa Bordet.

De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besge Dem. De maa
ikke tage mig ilde op, at jeg -- --. Ja nu er det jo sket, og saa er
jeg vel ndt til at komme frem med mit rende.

Line indskrnkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den
Indledning frte hen.

Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke -- -- at De
maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbrn, og jeg
jo har begge mine Pigebrn forsrgede, saa vilde jeg sprge lige
frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have
det, enten De vilde eller ej.

Jeg siger Dem saa mange Tak, sagde Line hjrteligt. Saa lnge jeg
har Helbredet, trnger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har
da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det frste Std
af, hvis noget skulde ramme.

Det glder mig at hre, svarede Nielsen og rmmede sig kraftigt.
Jeg har forresten sgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine
Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke
lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.

Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de
talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berrte ogsaa sit Mde med
Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en srdeles
modereret Form.

Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er
lige saa ilde faren, lige saa redningslst fortabt som hun selv. Hvor
kan det heller gaa godt? udbrd Nielsen indigneret.

Nej, naturligvis -- skjnt -- -- hvad er sikkert i denne Verden?
sagde Line tungt og tnkte paa _sin_ Murer. Han hrte dog til de
solide.

Jo vd De hvad, sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. Jeg vil
ikke ngte, at der er meget lst, uholdbart; selv af det der glimrer
mest, er der alt, altfor meget forlorent -- Gud bevares! men der er
da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole
paa. Ellers var det ikke godt.

Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemrkning
og mnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog,
naar hun var ene. Derfor sagde hun:

Jeg vd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist
til Fattigvsenet og til den kummerlige Barmhjrtighed, der ydes af
Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt
og slbt sit hele Liv og stridt og strbt for at holde Nden ude, at
Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.

Ja hvad skal man sige -- det er nu engang Naturens Orden og bliver
aldrig anderledes. Der vil altid vre Folk, der har mere end andre.

Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min
Lrebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af
hannem velsignet; naar Kristendommen lrer det, hvor kan der saa i et
kristeligt Land vre den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve
af, lige til deres Dd, og andre kommer paa Fattigvsenet? Jeg kan nu
for Exempel huske gamle Skolelrer Bloch i Skovstrup. Da han ikke
kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle
Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hnderne, kom han paa
Sognet og maatte gaa fra Dr til Dr med sin Madspand og Mlkespand.
Mon han da ikke havde vret lige saa tro og flittig i sin Nringsvej
som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?

Ja se hvad det angaar -- -- men forresten vil jeg dog sige Dem,
Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om
billige Alderdomsforsrgelser, og Meningen med dem er netop, at
enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar
kan erhverve sig Ret til en anstndig Forsrgelse i sin Alderdom,
altsaa en ligefrem Pension.

Saa? spurgte Line vantro.

Jo, men jeg vil indrmme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa
igjennem under de nuvrende Forhold. De vd nok, at Rigsdagen og
Regeringen er paa Kant med hinanden.

Jeg tnkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke
selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa,
naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.

Her tror jeg nok, De gjr de store Uret, Line, thi saa vidt jeg vd,
er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke
fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor.
Jeg hrer kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er
en Hjremand, der snakker op, synes jeg, _han_ har Ret, og naar det
er en Venstremand, der begynder at prke ls, synes jeg ogsaa dt er
billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er
indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle re af Lnnen,
saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsrgelse ud af det. Jeg
skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem
Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med
Bidraget, saa -- -- saa lnge jeg lever -- --

Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.

Hr, Line, sagde Nielsen og rejste sig, nu skal De give mig Lov
til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig
komme hen og se til Maren Kirstine. Hun fler sig noget ene her i
Kjbenhavn, og jeg er jo sjldent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De
gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.

Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Isr dette
Haab om en Alderdomsforsrgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind
over hendes ensomme Kvistkammer.




VII.


En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til sit
Sted; hun var i trnet Shawl, Kyse og gamle Stvler. Der sa hun en
Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det
var umuligt at tage fejl -- det var Jens Skomager.

I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres jne mdtes. Han
studsede; han havde ogsaa kjendt hende.

Han lftede forlegent paa sin Hat, og hun rdmede over sin fattige
Dragt -- den mindste Smule Blod mere i dette hudskre Ansigt var
strax synligt --; men begge to standsede de og gav hinanden Haand.

Det var da morsomt, sagde Jens og slog jnene ned med en Grimace,
som han skulde gaa i Jorden af Blusel.

Ja du bor jo her, sagde Line; det har gamle Maren Kirstine, der
holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?

Aa jo, aa jo! svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin
Stok. Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink
Mand, vakker Mand -- meget vakker.

Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget
godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik,
naar der tilbyder sig en Plads, der er vrd at tage mod; jeg kommer
der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to
Kroner. Det er _hans_ Taxt, siger han.

Vist saa, vist saa, bekrftede Jens, meget vakker Mand, Nielsen.
Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi flges ad.
Det var helt morsomt, at vi skulde mdes.

Og du laver Blanksvrte? spurgte Line.

Jeg laver Blanksvrte. Jeg bestiller ikke andet.

Og det gaar godt?

Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin
Begyndelse.

Du har da nok ellers vret her et Par Aars Tid nu, har du ikke?

Jo vist saa, vist saa. Jeg har vret her i et Par Aar, men et Par
Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med
Penge, og der skal meget til at stte saadan noget i Gang. Nielsen
var forresten den Mand, der tilbd mig fem Hundrede Kroner til at
begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjrne hjlpe
Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hnder;
men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar
langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man
vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner,
dr og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det,
som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa
bliver det gode Varer, og saa lrer ingen mig Kunsten af.

Hvem har du hos dig?

Jeg er ene, aller mutters alene.

Men er det dog ikke trist?

Aa jo, somme Tider. Den gamle dde jo, forklarede Jens og trak
jenbrynene til Vejrs. Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet
med hinanden. Jeg savnede ham svrt i Frstningen, men jeg har altid
travlt og altid fuldt op at tnke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg
mest vd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige,
som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjbenhavn,
men hver har gemnlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger
paa en ny Slags, en flydende Svrte, som skal sttes paa Flasker. Hun
bliver god, tnker jeg, naar jeg frst faar den frdig; men det er
den ikke endnu.

Line havde naaet sit Sted, og de skiltes; men hele Dagen tnkte
hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at
den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med
lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstvler, han som hun regnede
for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, -- han som tog sig saa
uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store,
smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtgt
om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen
havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden
videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun
kunde ikke lade vre at tnke paa, hvordan Ditlevsen og hans
Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte sge
Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa
hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige
havt paa Munden at fortlle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde
forret hende til en ny Kjole -- Maren Kirstine fik n samme Gang --
og betalt Syln og alt Tillgget; det var dog godt, at hun tav
stille, naar han var saa finflende. Ja det var underligt, at _hun_
tog mod Almisse af Nielsen, _han_ afslog blot et Laan. Hun flte en
voxende Agtelse for denne ljerlige lille Knort med samt hans
Svrte, baade den faste og den flydende.

Hos Jens havde Mdet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til
Live igjen, saa han frst kom rigtig til sig selv, da hun var borte.
Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at sprge hende om, hvor
hun boede, skjnt -- --; det passede sig vel ikke engang for ham at
besge hende.

Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa
gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjlder. Det alvorlige, det
stille og solide, der lige fra Barn af havde vret hos Line, tiltrak
ham som noget beslgtet; han havde en uvilkaarlig Flelse af, at
denne Natur kunde smelte sammen, blive t med hans, at han kunde
stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine nsker og
Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af
tnkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, flte Trangen strre
til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang
tung.

Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre
mislykkede Forsg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende
Svrte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han
flte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye
Opfindelse, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem
skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen
anden.

Han vidste jo, hvor hendes Sted var, og hvad Tid hun mdte der om
Morgenen; han vilde dog forsge, om han ikke kunde trffe hende der
igjen. Men der var lnge til Morgen, hele den lange Nat og et Par
Timer endda, thi Klokken var frst ni. Det var for tidligt at gaa i
Seng, naa! han havde ikke vret ude den hele Dag; han kunde jo gaa
sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter
sove desto bedre.

Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlnge
Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nrheden, Line havde sit
Sted; han havde ikke lagt Mrke til Numeret, men kunde godt huske,
hvorledes Bygningen sa ud; det kunde vre morsomt nok at se, om han
ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde vret der i
Dag og hjulpet til ved en strre Rengjring eller noget saadant -- --
og nu gik han og anstrngte sig for at finde en eller anden rimelig
Grund til, at Line paa denne Tid af Dgnet atter lod sig mde, og
medens hans Indbildningskraft skabte Tilflde paa Tilflde, og hans
sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han
Torvet og fulgte Fliserkken ud over den temmelig mrke Plads.

Pludselig strg en Kaabe ham paa rmet. Han fr op af sine Drmme og
hrte sig tiltalt af en spd Kvindestemme.

Skole vi to inte flisre lidt?

Vabeha? sagde Jens forblffet, stod stille og tog til Hatten for to
damekldte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes
standsede. De lo dmpet begge.

Er Herren Enkemand? spurgte _hun_ igjen, som frst havde talt. Hun
var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt;
hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.

I det samme begreb Jens Situationen; han blev rd af Undseelse og lod
et nsten forbitret jekast fare hen over dem begge, idet han vendte
sig for i Tavshed at fortstte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede
den hjes Ansigt, studsede han.

God Aften, Lavra! Naa saadan! se se! udbrd han med en sregen
Betoning og lod jenbrynene gaa usdvanlig hjt til Vejrs.

God Aften, Jens! svarede hun spagfrdigt, Guj, er det -- -- Dem?
saa De kjendte mig vrkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa
Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin,
faa de va en af mine Bekjendtere.

Ja vel, udbrd den lille, og jeg viger for denne ldre Flamme. God
Nat, Brnlille!

Dermed forsvandt hun i Strmmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod
begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras
Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde
set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.

Det er ellers ikke vrd, at vi er fornemme, sagde Jens og borede
med sin Stok mellem to Fliser. Vi maa da nok helst sige du til
hinanden lige som altid. -- Hvordan gaar den ellers?

Som du ser, svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.

Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,
sagde Jens igjen og flte stor Ynk med hende.

Vi kan ikke vre lige fromme alle sammen.

Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde
dig fra den Slags, Lavra, sagde Jens, voxende i Sikkerhed.

Tror du?

Ja for det ender i Usselhed.

Hun begyndte langsomt at gaa -- Jens fulgte hende.

Du er dog et stort og strkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage
fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til
dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar
man har kun sig selv at srge for, saa kan man, enten man er Karl
eller Pige -- --

Vd _du_, hvad jeg har? spurgte hun og fr med Lommetrkldet til
jnene.

Har du -- -- er du gift da?

Nej desvrre, men jeg har da vret forlovet ligesom andre ordentlige
Folk.

Slog han op?

Ja -- til alle Sider og paa alle Maader, og det gjr han den Dag i
Dag. Snart har han n, snart en anden, men mig fik han tjret godt
nok frst, og tror du, han betaler saa meget som en re til Barnet,
eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?

Det er rigtignok en beklagelig Relighed, sagde Jens og rystede paa
Hovedet.

Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke
stte mig hen med her, saadan som de gjr paa Landet. Jeg tog
Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Bevrtning derude efter
Belvedre, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny;
det sa endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der
var en Murer, en stor og kjn Karl og en dygtig Arbejder, om
endskjnt muligvis nok noget vidtlftig; men der er jo ingen
fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre
frte Krig paa Liv og Dd om ham. Men en skjnne Dag snd han os
begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg
det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var
hende, jeg fulgtes med fr, og nu bor vi sammen. For naar man skal
give nsten hele sin Maanedsln til Kostpenge for saadan en stakkels
Unge, og man gjrne vil flge en Smule med Tiden i Klder, og hvad
der hrer til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det
hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller
ogsaa -- -- hun brd ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. Aa Gud,
ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel,
Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!

Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjlp -- sagde Jens og tog sin
Portemonn frem. Han rakte hende en Tokroner. Vrsgod, Lavra! men se
for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog
rent galt.

Han skyndte sig hjem ad. Han havde nsten helt glemt, hvad han var
kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette
Mde. Nej, da var Line af en anden Slags Tmmer. Han var vis paa, at
ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.

Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger,
som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det
brogede, hvirvlende Liv og hste Skyld, Nd og Usselhed, hvor I have
saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.

Stakkels mange Lavraer!

Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da
forresten hans Svrte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den
havde strst Afstning. Tidlig den nste Morgen var han altsaa paa
Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden
han sa hende sidst, og det var jo ogsaa i hj Grad tvivlsomt, om den
Tid, han sidst traf hende, var hendes sdvanlige Mdetid. Jo lnger
Jens kom ud, desto mere haabls syntes ham hans Gang.

Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes
Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant
Skridt skulde tydes forkert, dels brd han sig heller ikke om at
knytte nrmere Forbindelse med Nielsen paa ny -- nu fik Lykken raade.

Og Lykken var ham god -- -- der kom hun.

God Morgen, sagde han og vendte strax om. Skal vi flges ad?

Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.

Du er jo alt for fin til at flges med mig, sagde hun.

Han smaafniste og trak jenbrynene op.

Nu har jeg den flydende.

Nej vel! Saa gratulerer jeg.

Tak. Den skal bare smres paa med en bld Pensel. Og vd du, hvad
der er Dyden ved den?

Naa?

Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjr Lderet bldt
og holdbart og har en udmrket Glans.

Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?

Jens gjorde alskens slsomme Grimacer til det Sprgsmaal og besvarede
det ikke ellers. Derimod vedblev han:

Jeg kunde ikke lade vre -- jeg mente, jeg skulde ud at fortlle dig
det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at
vide det.

Hun sagde ham sin Adresse.

Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.

Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg
vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har
det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa vd
jeg ikke -- det kom saadan over mig.

Jeg skal aldrig vre gladere, sagde hun rrt, end naar du vil
fortlle mig alt, hvad du trnger til at fortlle. Og det skal heller
ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt
fremad for dig, Jens!

Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade vre
at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksvrte,
men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjnke denne
Svrte sin udelte Sympathi.




VIII.


Julen nrmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med
lange Trpinde paa et stort Uldtj; saa bankede det paa Dren; hun
rejste sig og lukkede op.

Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i
blankbrunt Papir.

Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa -- og gaa med,
hvis De synes om det, sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og
skar Seglgarnet over.

Halv forlegen, halv spndt traadte hun til.

Vil De selv vre saa god at pakke op, sagde han videre og satte sig
paa den Stol ved Bordet, der stod nrmest, noget anstrngt af Byrden
og de mange Trapper.

Jeg vd snart ikke, hvad jeg skal gjre ved Dem, Nielsen, svarede
hun. De kommer med den ene Forring til mig efter den anden. Jeg kan
jo aldrig gjengjlde det.

I det samme sa hun, at det var en sort Plsches Kaabe.

Nej, nej! sagde hun nsten forskrkket og veg et Skridt tilbage.
Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. Det passer sig
ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.

Det kan De vel, svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i
Sofaen. Se paa den i det mindste!

Hvad tnker De paa? sagde hun og holdt den ud foran sig. Ja den er
nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor
kostbar -- en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.

Nu er vi lige ved Julen, og saa tnkte jeg, at naar De gik i Kirke
og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan n paa.
Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer rligt til den
og skylder ingen Regnskab for Deres Paakldning.

Det gjr jeg naturligvis ikke, sagde hun og lagde Kaaben varsomt
over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. Men hvad
ville Folkene her i Huset tnke -- nej, nej! det kunde let komme til
at gaa ud over mit Rygte; det tr jeg ikke, der skal vre Maade med
al Ting.

Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bjede sig ned og
pillede en hvid Traad bort, der hrte hjemme i Butiken.

De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er
kjbt og betalt, og jeg tnker, den skal klde Dem. De vd, at jeg
engang imellem fler Trang til at gjre en Forring, helst paa
Steder, hvor jeg tr vente mig lidt Fornjelse deraf. Siden min Kone
dde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte
paa -- gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting,
saa det er Dem, der gjr mig en Tjeneste ved at modtage den.

Han rejste sig og tog Kaaben.

Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjbt paa de Vilkaar, at
den kan byttes, hvis den ikke passer.

Hun vilde endnu gjre Indvendinger, men da det kostbare
Kldningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende,
udvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrkningskraft. Plsch og
Pelsvrk. Hendes hje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt
med den smilende Kant af Tandrkken -- for smilede gjorde hun
alligevel, da alt det tykke, blde, varme slog sammen om hende -- --!
Hun var skjn som en Fyrstinde.

Nielsen lagde i ren Ubndighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde
tnke paa at afvrge det, sa hende ind i Ansigtet og svor paa, at
hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.

Hun snoede sig fra ham og blev purpurrd; i et Nu gik det op for
hende, at Nielsen var forelsket i hende.

Hvad skal jeg have for Kaaben? spurgte han og nrmede sig paa ny,
medens Attraaen drev voxende op i ham.

Hun mrkede det, hun smittedes -- --

Jeg har ikke Raad til at betale den, sagde hun, leende som en ung
Pige; Tnderne glimtede bredere, de graa jne bleve varme, Mine og
Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg lnger fra ham.

De skal slippe med et Kys, sagde han.

Jeg har ingen, raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og
holdt sine Hnder vrgende ud.

Kan jeg have mindre? Han greb lidenskabeligt begge hendes Hnder.

Og hvad flger saa? udbrd hun blussende, ude af sig selv. Alle
Ungdommens Rigdomsdrmme, Lykkedrmme lynede hende paa ny i Mde.

Alt hvad du vil. -- Endelig begynder vi at forstaa hinanden.

De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!

Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det svrger jeg dig til.

Han drog strkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage
til i Morgen.

Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun
maatte opbyde strre Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa
hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde _hun_ som hun
vilde, og hun var mere legemsstrk end han.

Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da? spurgte han opgivende Kampen.

Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.

Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode? sagde han og greb sin Hat.

Jeg vil betnke mig. Jeg lover ingen Ting.

Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.

Hun drejede Nglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og
lyttede til hans Trin ned ad Trappen.

Hun var overvldet, fortumlet -- en angestfuld Hede kom stille
vldende over hende, medens hun sgte at erindre sig, hvad hun havde
sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en
Orkan af Glde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes
stnget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et
Krater af Guld og Slv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig
-- nu kom det paa n Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer,
re, sorglse Dage, kom uden Anstrngelse, uden Slid og Savn, kom,
saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa
skrbelige Matroneaar.

Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det
forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og
det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa sit Sted
-- hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.

Og Nielsen sa jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over
de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tnke sig, at det var saadan
fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette
Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Stder -- -- at hun skulde
blive Fru Nielsen -- --! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fgtede
med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige -- og -- --
Jens Skomager?

Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det
blndende Rigdoms-Fyrvrkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig
ligesom en Dmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertnksom.
Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og
hang den paa ny over Stoleryggen.

Det, syntes hun isr, var saa rrende, at han var gaaet den lange Vej
ud til Vesterbro for at fortlle hende om sin Svrte, at han ikke
havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjlpels
Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang
han, lftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt
Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjre stor i et
jeblik, ligesom han nu vilde gjre hende det; men han sagde nej Tak.
Han vilde heller komme saa smaat frem, fle sig paa egen Grund hele
Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan
han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun
blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?

Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra
Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit vre noget brsig
mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne.
Hun havde ogsaa hrt om ham, at han kunde faa Taarer i jnene, naar
der var Tale om stor Nd, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han
kunde rkke en hjlpsom Haand. Han havde et godt Hjrte, og saa var
han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det
egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg -- Rigdom
skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvre.

Hun fik ikke meget Svn i sine jne den Nat. Men det forunderlige
var, at jo nrmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun
blev paa at kunne afkaste _det_, hun havde flt sig saa knuget af:
den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjlpelshed, Alderdommens Nd og
Forladthed, alt det pinende ved at vre tilsidesat, overset, agtet
ringe -- -- desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen,
Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets
Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjrnt, og det kunde kun
vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved
end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen
giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det nste Maal blive? Det
var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for
sig satte saa overdrevent hjt, de vare jo blot den synlige Form, bag
hvilken skjulte sig den egentlige Kjrne: Forraadet for de mange
Aar, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjves spejdede efter
dette nste Maal og ikke sa andet end Hvile, Tryghed, Anseelse,
Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble
over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en
forstenende Ensomhed, der endnu var vrre end Fattigdommen.

Og saa var der denne Kjlder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne
paa Gamle Kongevej og Kjlderen i Store Kongensgade kjrte tilsidst
saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjrne, at da det omsider blev
Morgen, nskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjlderen, hun skulde
flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine jne disse lyse,
smukke Stuer paa Gamle Kongevej.

Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det
mrkvrdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der
vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brd, men som dog havde sukket
dybt og smerteligt under Tyngden af den Nd, som engang _kunde_ komme
og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og strste,
der var vrd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skd den fra
sig med begge Hnder, da den blev hende tilbudt redeligt og
hderligt.

Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og
skrev et Brev af flgende Indhold:

     Hr. Nielsen!

 Jeg kan ikke tage mod denne store Forring, som jeg ogsaa sagde Dem
 i Aftes. Saa vd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed

                                              Line Ditlevsen.

Hun gik hen til Hjrnet af Vrnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og
Brevet, for at hun kunde vre vis paa, at begge Dele bleve rigtig
besrgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og
var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun
hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde
ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte
endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til
hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilvrelse hun ikke fr havde anet,
en Stemme, der var saa mgtig, saa sikker -- sikrere endnu end
Rigdommen syntes hun -- og klang saa dirrende sdt og vldigt, at hun
kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt
Kvistkammeret -- idet hjeste Kjlderen, dersom han nrede andre
Flelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere
aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den
Fortrolighed, han havde vist hende, betd noget mere, saa kom det jo
endda an paa, hvad den Kjlder vilde bringe, om ikke Kvisten
alligevel var den tryggeste.




IX.


Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Dren. Line
lukkede op paa Klem; i Gangen var der blgmrkt.

Hvem er det?

Det er mig, hrte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. Jeg maa
vel nok komme ind.

Har De faaet dt, jeg sendte tilbage?

Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.

Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt
hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere, sagde hun,
men aabnede dog Dren og lod ham trde ind.

Han satte sig ned og tav et jeblik. Line begyndte at blive uhyggelig
til Mode, hendes Kn skjlvede, og hun blev kold paa Fingrene.

Hvorfor vil De ikke have Kaaben? spurgte han mut. Den var kjbt
til Dem.

Det vd De godt, Nielsen, svarede hun sagte. Lad os ikke tale mere
om det!

Det er dt, jeg er kommen for at tale om, sagde han lidt brsig.
De talte engang om en Alderdomsforsrgelse, og De ser jeg har
tiltnkt Dem n. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besge
Dem for ingen Ting.

Line stod op mod Kommoden med Hnderne paa Ryggen.

Jeg troede ikke, vedblev han, at De egentlig havde Raad til at
vre saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til
Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide
Dem, og hvad denne Forsrgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa
op i Hafnia og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det
trre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi stte den?

Jeg vd slet ikke, hvad De mener, sagde Line og sa forundret paa
ham. Hvad behves en saadan Forsrgelse til i det Tilflde, De
tnker?

Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Dd om at
gjre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. --
Kom nu her! sagde han og slog sig paa Laaret, og lad os vre fri
for flere Omsvb! Jeg er ikke vant til -- -- jeg kan ikke i Lngden
gjre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Ts!

Line blev blodrd.

Er det saadan, De mener! udbrd hun dirrende. Nu frst forstaar
jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjb?

Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervst med Kommodenglen, som
sad i verste Skuffe.

Godt Kjb, faldt den rige Mand ind. Herre min Gud, har jeg talt om
godt Kjb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det
har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en
Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger -- alle
disse Formularer behves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver
Henseende holde dig galant.

Han rejste sig op og vilde nrme sig hende.

Gaa Deres Vej! sagde hun haardt og dybt.

Hvad behager? Skal det vre saadan en lille huslig Scene.

Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige
saa god som De -- De er gaaet Fejl af Numeret.

Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hnder paa hendes
Skuldre.

Jeg slaar Dem lige i Synet! sagde hun rasende med dyb Strubestemme.
Vil De gaa Deres Vej!

Det raa kom op i ham.

Det er ikke frste Gang, sagde han med et stikkende Smil, at jeg
er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.

Maaske havde han fr med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke
besejret Blyheden.

Han lod sin hjre Arm glide om hendes Nakke og snkede den venstre
for at lgge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske
Nu sa hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt,
springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante hjre Arm: hun
drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage,
medens alle Himlens Stjrner dansede for hans jne, og alle Stadens
Kirkeklokker ringede for hans ren. I samme Nu smg hun under hans
Arm, gjennem Dren, ned ad Trappen -- --

Hans frste Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjre et
eller andet forfrdeligt for at hvne baade Tort og Svie. Han naaede
ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hrte han, at hun
ringede strkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun
vel Huset i Oprr, han riskerede vel at faa med Politiet at gjre.
Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen
for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste,
hvad der var paa Frde. Han var i et Arbejderkvarter; han var
Storborgeren, der levede af disse Folks Sved -- efter deres
Betragtning; han maatte tage sig i Agt.

Ligesom han sprngladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest
drejede om Trappehjrnet, hvor hun stod, blev Dren lukket op. Han
halvvejs styrtede ned til nste Afsats. Der hrte han hende roligt
sige ind:

Er De saa venlig at laane mig den sidste Dagstelegraph?

Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, fr han
var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke
blev forfulgt.

Line fik en Avis, som hun ikke lste; hun tndte med rystende Haand
sin Lampe, laasede sin Dr inden fra og satte sig hen til Bordet med
sit Arbejdstj, bleg, stenfast i Trkkene med sluttede Lber og en
fugtig Glans i jnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa
Pindene, hun var i for strkt indre Oprr.

Hun skd det store Strikketj op paa Bordet, lnede sig tilbage mod
Stolens Rygstd og knugede Hnderne i hinanden i sit Skjd.

Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fstet
mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snvre
Furer paa langs.

At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og
at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde
fle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget flles med
ham -- --

Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan snderslides
af Grmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjnker n en Tanke. Og
den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min vrste
Fortrd -- --. Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at
stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerkken
slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op,
dannede sig Ordet Menneskerken; det ligesom fyldte det tomme Rum.

Det ld, som om nogen snublede eller faldt paa det verste
Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren
hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dr, et Std mod Drtrykkeren --
og saa et Par strke Knoer mod Fyldingen.

Line sad frst ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra
kunde se Lysskjret gjennem en Sprkke, saa det var forgjves at
ville ngte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra hendes Sted --
_han_ troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang
i Blodet.

Hvem er det? spurgte hun uden at rre sig.

Det er mig, sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af.
Jens, fjede den lavere til lige ved Drsprkken.

At Jens skulde komme, netop nu hun flte sig saa forladt og
ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var t
Menneske, som brd sig om hende, som hun kunde stole paa, som
havde erklret, at han trngte til hende, som ogsaa var ene i
Menneskerkenen -- --!

Hun var i en Fart ved Dren og lukkede ham ind.

Han blev staaende ret op og ned indenfor Dren, sa sig om med sit
forlegne Smil og skd Panden op og ned; i den ene Haand holdt han
Stokken, i den anden Hatten.

Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed! sagde han undskyldende.

Nej vist ikke, svarede hun forvirret, r -- lagde sit Strikketj
hen i Sofahjrnet og tog det strax efter igjen. St dig ned! det var
morsomt, at du kunde finde her op; men lg din Overfrakke, ellers
bliver her for varmt.

Hvor du bor pnt, sagde han og tog Frakken af, hngte den paa
Drhngslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det
varede lidt, inden han fik den til at staa.

Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at
strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen
imellem sig.

Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at krve nogle Penge
ind, sagde han, og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se
til dig -- jeg lngtes ogsaa efter at fortlle dig, at den flydende
gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at
pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver ndt til at
have mig endnu en Medhjlper.

Denne trohjrtede Lngsel og denne flydende Svrte -- -- hun vidste
ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skd Stolen
tilbage og skjulte jnene i sit Lommetrklde.

Jens rejste sig forskrkket, sa raadvild til sin Hat i Kommodekrogen
og gjentog hjlpels:

Maaske jeg kommer til Ulejlighed!

Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Trkldet fra jnene og gik hen
til ham. Hun lagde begge sine Hnder paa hans brede Skulder, gjemte
Hovedet paa ny og hulkede strkt.

Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilflde; han greb med den
venstre Haand, som var nrmest for, i Stoleryggen for dog at have et
Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede strkt med jnene og
var lige ved at grde med uden at vide hvorfor.

Hvad fejler du, lille Line? spurgte han broderligt, men vovede ikke
at rre en Lem.

Aa, jeg er saa ene, brast det ud, og jeg er bleven -- -- jeg er
bleven saa skjndig behandlet.

Af hvem? spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjrmende sin
hjre Arm om hende.

Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa trrede
hun sine jne, pudsede Nse og vilde atter hen til sit Arbejde.

Aa Gud, hvad skal det blive til? sukkede hun. Hvad er det for et
Liv?

Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet
og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op:

St dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortlle dig det hele. Du har
vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glder; nu skal du faa
mine Sorger -- det er altid en Maade at gjre Gjengjld paa.

Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjrne, som var nrmest hendes
Stol.

Men saa skal du stte dig ind hos mig, bad han dristigt; saa hrer
jeg bedst, naar vi -- --

Jeg er vant til at sidde her, sagde hun og trak Stolen til rette.

Nej kom hen og sid hos mig, Line! sagde han paastaaelig.

Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjrne, men de
vare lnger fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse
Sovesofaer.

Hun begyndte med Kaaben og endte med refigenet.

Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over jnene og fniste paa den
mrkvrdigste Maade.

Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende
strkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et
gteskabstilbud, og til nrmere Forstaaelse fortalte hun ham alt,
hvad hun havde drmt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun
troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige
Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til
Stykket, brast denne Tro, skjnt hun i Mellemtiden havde prvet til
fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en trende Husstand.

Hun udgd hele sit Hjrte for ham; blot det, at Kjlderen i Store
Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om.

Da hun endelig var frdig, fandt hun Jens siddende tt ved Siden af
sig med hendes venstre Haand i begge sine.

Du sagde fr, begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand
til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, fr han paa ny havde
grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snvrere Fngsel end fr.

Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjld
for, at jeg fortalte dig mine Glder; men jeg har ogsaa havt Sorger.

Han skd jenbrynene hjt op.

Maa jeg fortlle dig mine?

Ja, ja. Lad os fortlle hinanden alt, Jens! udbrd hun ivrigt.

Jeg har lige siden -- -- men det kan vre, jeg alligevel helst
skulde tie stille.

Siden du kom til Kjbenhavn -- hjalp hun.

Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne
voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var
kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet
hinanden igjen; -- -- men det er maaske en Skam af mig at sige saadan
noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan
byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjlder, og
der lugter saa stramt af al den Svrte, men det er jo den, vi skal
leve af.

Jeg fortjener hverken dig eller din Kjlder, Jens, sagde hun
srgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke,
Haabsopfyldelse.

Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre, udbrd han
stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. Vil du ha mig?

Vil du ha _mig_? sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind
til hans Skulder.

Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom
han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham.
Hendes Legeme passede saa nje i hans Favn, hendes Hoved laa som
Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke
at rre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker
over, at denne fjrne Skovstrupdrm nu var gaaet i Opfyldelse
alligevel. Og han rsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel,
fornuftig Svend, som ikke kunde lade vre at rsonnere. Havde han
faaet hende, da han frste Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun
havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag
paa det kjbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager,
hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet
andet at bruge sin Tid til end at tnke paa Svrte. Og Svrten var
dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde
umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Svrte -- det sa
grumme strkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til
at virkeliggjre den Drm, i hvilken Ditlevsen havde vret
Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet
ham sit Ja i dt forfngelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej
til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis
paa, at de tnkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst
paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjrlighed og indbyrdes
Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers
kunde blive til med Rigdommen.

Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skd
jenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang
imellem Fingrene tttere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin
Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine
Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille.
Saa gjorde han en Bevgelse for at faa et Glimt at se af hendes
Ansigt. Hun drog et langt Suk og lftede Hovedet.

Jeg sov, sagde hun og sa forundret paa ham, lagde sig op til ham
igjen og sagde stille:

Hvor jeg er lykkelig!

Hun lagde sin hjre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev
smaasnakkende:

Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt
i din Kjlder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at vre rig, om jeg
ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig _har_ jeg vret, for jeg
mente, at det var det ene solide. Men nu vd jeg, at det ene solide
er en god, trofast, kjrlig Blanksvrtemand som du. Og du skal nok
se, hvor det skal lyse op i Kjlderen, naar jeg kommer; med
Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad
var det du sagde om en ny Medhjlper -- jo nu har du rigtignok faaet
Medhjlper, kan du tro.

Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjlper, svarede Jens kjrligt.
Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det
aller morsomste, at vi kan hjlpes ad. Bare det ikke var saadan et
slemt sort Arbejde!

Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Stvler og brste
Kakkelovne? at fare fra Sbe og Soda til Isenfarve og Trippelse?
Sikke nogle Hnder jeg har! sagde hun og holdt sin Haand op for hans
jne.

Og sikken en Medhjlper jeg har, raabte han jublende og slog begge
sine Arme om hende.

       *       *       *       *       *

Saa snart det lod sig gjre, det vil sige et Par Dage hen i det nye
Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mrkvrdigt, hvor Afstningen
paa Svrte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde
tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem
Sne og Sle i Blankstvler og Fjedersko -- det var som om Tran og
Fedtsvrte ikke mere var til at opdrive. Jens flte al den Tryghed og
Veltilfredshed, som en saadan stigende Omstning formaar at skabe i
en Fabrikant og Handelsmand; dertil nd han i fuldt Maal sin nye
Vrdighed som lykkelig gtemand. Men lige fra hans og Lines
Forlovelsesaften spirede i hans Sjl en Plan om en egen raffineret
Overraskelse, han agtede at berede Line, en strre Anskaffelse, som
hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange
skudt til Side, thi naar der sttes Bo paa den Maade, Line og Jens
satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i
Retning af Gardiner, Linnedskab og Kkkentj, som et Ungkarlehjem
ikke skjnker en Tanke, og naar Omstningen og Afstningen tager
Kmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til
Pengekassen; men hver Gang den slverne Flod i Kassen atter begyndte
at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke
-- og Planen var en Kaabe.

Den skulde vre af sort Plsch med Pelsvrk. Jens havde under Haanden
faaet listet ud af Line en njagtig Beskrivelse af den Kaabe,
Hestehandleren havde havt saa liden Fornjelse af, og det var hans
Agt at kjbe med det frste n, der kunde sige Spar to til hin.

Planen blev udfrt i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsls
dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Kldningsstykker til
en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den reprsenterede en Sum
lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Svrtesker. Men nu var
det besluttet.

Fastelavns Sndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, hj
Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe.
Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne,
svang sin Stok og nd sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit
lykkelige Ansigt og under store jenbrynsoptrkninger.

Se, se! hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran
dem. Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde.
Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?

Line tog et fast Tag i hans Arm. Lad os engang se paa dette! sagde
hun og drog ham hen imod nrmeste Butiksvindue.

Er der noget, du har Lyst til? spurgte Jens og lod Blikket
lbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude -- det var et
Herrehatte-Udsalg.

Jeg kjender den Kaabe, sagde Line. Det var den, jeg skulde have.
Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.

Er det muligt, Line?

Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens
Lavra.

Herre Gud, sagde Jens. Er hun bleven saa fin nu, og hun var i
saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst sa hende -- du vd nok
den Aften, jeg mdte hende.

Stakkels Lavra! sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm.
Lad os gaa ned ad Bredgade!





End of the Project Gutenberg EBook of Skovstrup-Folk, by Ingvor Bondesen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SKOVSTRUP-FOLK ***

***** This file should be named 41198-8.txt or 41198-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/1/1/9/41198/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
