Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, by Henrik Scharling; an eBook from Project Gutenberg

Da i sin Tid „Nøddebo Præstegaard“ dukkede op for min Phantasi i sine allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske Arbeide („Moderne Christendom“, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at „Nøddebo Præstegaard“ skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa „de Brædder, som betyde Verden“. Dette skete mange Aar senere — Bogen havde alt fejret sit Jubilæum — og uden nogensomhelst Foranledning eller Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske Ansvar for Bearbeidelsen.

Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i „Berlingske Tidende“ og „Dagbladet“ (17—18 October 1888). Men nu begyndte Røret først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse. Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at maatte bearbeide „Nøddebo Præstegaard“ for Scenen. Heller ikke her blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus. Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at „Nøddebo Præstegaard“ fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i Aarenes Løb har erhvervet sig.

1862—1887.

udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover „Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard“. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage — saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.

Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold, som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham Breve fra Udlandet derom.

Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller Penge paa.

Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.

Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund, ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne æsthetiske Doctriner kalder Poesi.

Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den fast Form og Skikkelse.

I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens Navn skulde være „Mit første Felttog i Amors Regiment“ — en Titel, som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen kunde holdes i en let og munter Tone.

Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim. Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.

Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning. Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest. Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød, formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: „De er dog en flittig Mand!“ — men heller ikke han fik noget at vide derom.

Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder, store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.

Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke, hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.

Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz, saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen — et fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten — endelig en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny gjennemlæst, pyntet og pudset.

I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.

I October 1862 reiste jeg atter bort — denne Gang gjaldt Reisen Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.

I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med faa Aars Mellemrum.

Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr — i Sverig og Tydskland fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en Oversættelse i Bibliothèque universelle.

Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning („Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter“ 1866 — andet Opl. 1886). Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt optaget Universitets-Virksomhed, „Min Hustru og jeg“ (begyndt i Juli 1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.

Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

Til mine Kjære i Hjemmet!

Dagen nu svinder, og Solen nedglider
Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
Mumler saa tyst en underlig Sang.
Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
Over den speilklare Flod har sig lagt.

Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
Tankerne flyve da op imod Nord,
Ile mod Danmarks de elskede Steder,
Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
Straatækte Hus og den duftende Vang,
Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.

Stille — jeg lytter — jeg synes at høre
Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
Og som et Echo møder mit Øre
Toner, der juble af Liv og af Lyst —
Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
Stemmernes gamle fortrolige Klang,
Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.

Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
Da var min Glæde usigelig stor;
Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
Da tog jeg Billedet frem — og mit Fængsel
Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.

Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
Kjærlige Tanker har fostret det frem,
Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
Over den speilklare Flod har sig lagt.

Ved Nytaarstid
i
Nøddebo Præstegaard.

Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs, saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik. Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig — vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke end Ægyptens høieste Pyramide.

Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg ventede paa min Bogs Tilbagekomst — men jeg turde ikke spørge. Paa den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: „Ja der bliver jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit trykke!“ Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet. Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke — man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre — saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i Søvn, nu vel, saa lad ham sove og — drømme!

Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent glemt at sige — det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student, det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første, fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset, den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt, at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade, som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa. Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik, han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen Tvivl om: fiat justitia, pereat mundus! det er hans Valgsprog. Naar jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24 Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. „Ja saa bliver de det saamænd heller aldrig“, sagde jeg mange Gange til mig selv, „for naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa mere at betænke sig paa?“ Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra, naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar — Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør — lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: „Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai“ — hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student — thi Gamle har mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan gjøre — men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.

Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer, saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. — Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion, man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os, at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger, hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie, hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting. Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder, at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over, hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae: begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid: i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger, nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting. Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker, saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet staaer ved Roret, thi „Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer det vel i Huset til“, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet, som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund, overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning. Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig, at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:

hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger: „Stille, Nicolai!“ — eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori jeg ogsaa maa give ham Ret — saadanne Smaasammenstød have vi flere af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke for Noget.

Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem, alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben i Munden, for saa tænker man bedre, siger han — men naar han saa begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede ganske sagte paa Ruden: „Hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi—ohøi!“

Paa en Gang siger Gamle: „Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til Nøddebo imorgen?“

Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

„Har Nicolai ingen Penge“, sagde Gamle, „saa vil jeg betale Reisen for ham“.

Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der kom saa aldeles uventet.

„Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til Uleilighed“, indvendte Corpus Juris.

„I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst Nogen af Faders Sønner.“

Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle vilde det.

„Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden“, yttrede Corpus Juris, der endnu ikke vilde give tabt.

„Saa laane vi ham Noget af vort“, svarede Gamle, og dermed var Sagen afgjort.

Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. — Nøddebo Præstegaard ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig interessere mig.

Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise.

Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer i Veiret: „Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, Christopher! op, Nicolai!“ Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst til at blive liggende i Sengen og synge: „Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land“ — men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: „Vaagner, vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!“ men blev afbrudt af Corpus Juris: „Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!“ Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: „Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!“ — ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider vare vi alle færdige og forlode Værelset.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi vare ved Valby. — Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden? Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende, men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. „Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig“, tænkte jeg og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde jeg ikke lade være at sige „Farvel“ til hende. „Farvel!“ svarede hun med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa var hun borte.

Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn var der — jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han til den lodne Peltshue med den anden.

„Goddag Niels“, raabte Corpus Juris, „hvordan staaer det til i Præstegaarden?“

„Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa kommer det Alt paa een Gang.“

„Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være — men her paa Vognen“ — og Niels saae sig betænksomt om — „jeg har gjort nogle Indkjøb idag og derfor — —“

„Er der ikke Andet i Veien“, raabte jeg, „den Sag skal vi snart klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg mig paa den.“

„Vi vil først hen at see Domkirken“, svarede Gamle rolig, „Nicolai har ikke seet Domkirken endnu.“

„Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke Niels vente længer.“

„Nicolai skal see Domkirken“, lød Gamles Svar, „Niels venter nok for min Skyld saa længe.“

„For min Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?“ og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.

„Nicolai skal see Domkirken“, svarede Gamle, der selv begyndte at lee og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen for at følge os.

En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken. Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde os imøde — jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus Juris endelig sagde: „Ja nu tør vi ikke blive længer.“ Det var mig, som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg tilbage til Nutiden.

„Ja han har“, svarede Corpus Juris smaaleende, „Du veed, at han interesserer sig for Sligt.“

„Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa“, svarede Corpus Juris, idet han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.

Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.

„Nej veed Du hvad, Christopher“, raabte jeg, „lad Du før mig sidde hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.“ Saaledes skete det da, og vi rullede afsted.

Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.

„Det er dog underligt med Gamle“, sagde jeg til mig selv, „altid tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa Aarstallet, som han har fundet derinde?“

„Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen“, raabte Niels. Jeg blev ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.

„Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det maae vi curere ham for“, og Niels slog et Knald med Pidsken, der bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.

Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig ulige mere.

„Ja flere, end jeg kan læse“, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke at være saa grumme stort).

Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.

Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: „Ellesens er Præsten da gift.“

To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!

To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.

Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke — nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de saae ind i hinandens Øine og —

„Ja vist, ja vist“, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo, det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo — formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i gamle Folianter!

Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea Margrethe og var atten Aar gammel.

Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem. Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for, at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. — Men nu skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til mig: „Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt forgæves, skal Du nu finde — al din Tvivl skal have Ende.“ Denne Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et Menneskehjerte?

Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine Lungers fulde Kraft:

Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved.

Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til Skade — — nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen. Men Corpus Juris skjændte: „Kan Du da ikke engang sidde fast paa en Vogn, Christopher?“ — ja han havde godt ved at snakke, han sad fast og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: „Holder Du?“ og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: „Ja, jeg holder“, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: „Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land“, — selv Corpus Juris istemmede: „De bergenske Møer snart vi møde kan“, medens Gamle brummede Omkvædet: „Ohi—ohøi! ohi—ohøi!“ med sine halvanden Tone, for mere har han ikke. — Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den: den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek — men maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet af Lænkehundens høie Gjøen.

„Der er Andrea Margrethe“, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, „og der er Emmy!“ hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung Pige nærmede sig den første. „Velkommen! Velkommen!“ lød det oppe fra Forstuedøren, og „Hurra!“ raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.

„Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene“, sagde Andrea Margrethe.

„Ja saaledes gaaer det jo“, sagde Andrea Margrethe, „De lover og lover, men —“

„Det maa Du ikke sige“, sagde Emmy, „Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.“

Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort — saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde — endnu sagde de „De“ til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive. Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa.

Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. „Tandem venere bubulci“, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, „er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.“

Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

„Altsaa tredie Udgave“, svarede Præsten, „formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?“

„Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?“

„Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?“

Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:

„Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.“

„Her er Manden“, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: „ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. — Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder“, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.

„Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for“, sagde Præsten. „Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: jeg kan skjøtte mig selv. — Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.“

„Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig“, sagde Præstekonen.

„Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.“

„Det er jo ikke sandt Fa'er“, sagde Andrea Margrethe, „den har jeg længe gaaet med.“

„Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. „Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir“, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: „men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde“, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.“

„Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.“

„Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.“

Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

„Spis nu, kjære Venner“, sagde Præstekonen, „og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.“

„Ja spis, spis“, sagde Præsten, „især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.“

„Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.“

Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.

„De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger“, sagde Andrea Margrethe, „Osten er meget god.“

„Ja naar Du siger det, saa tier jeg“, sagde Præsten. „Mulier taceat in ecclesia, det er udlagt: „i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.““

„Nu kan vore Gjæster jo selv høre“, sagde Emmy, „hvem der taler meest herhjemme.“

„Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.“

Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere — og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: „Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.“

„Ja det haaber jeg ogsaa“, sagde Præsten, „og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.“

Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

„Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien“, sagde Præsten, „men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. Jurist, quid novi ex Africa?“

„Hvad behager?“ foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.

„Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.“

„Ja der er jo —“ og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: „Ja alt det veed jeg“, udbrød han, „det kan jeg jo selv læse i Aviserne.“

„Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: „Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.“ See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. — Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?“

„Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde“, sagde Gamle, „jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.“

„Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det er jeg Dem meget taknemlig for. — Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?“

Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten. Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag.

„Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres Sopha. — Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.“

„Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? — ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.“

Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!

„Men jeg veed nok, hvad der var i Veien“, vedblev Præsten, „De vilde heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde en ærbar og sømmelig Jul.“

— — Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.

Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler. Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at maatte besee det.

„Naa saaledes!“ udbrød Præsten; „De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!“

Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.

„Et ungt Menneske som De“, vedblev Præsten, „han skal see sig om i Verden og Livet — den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig blind over Bøgerne.“

Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte — det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.

„Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!“ sagde Præsten, idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger — men her fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: „Er det Alt?“

„Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.“

„Kirkeretten? den staaer her: „Provst Møllers Haandbog for Præster“ — mere Kirkeret behøver jeg ikke.“

„Men Frederik — Frederik havde sagt mig, at De — De besad saa mange Bøger over — i Kirkeretten.“

„Frederik? Ja nu forstaaer jeg — det er Juristen, som kommer med sin Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre — det er vor Kirkeret. — Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.“

Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.

„Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?“ sagde Præsten, „ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke vare saa overdrevent ivrige.“

Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor. Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor. — Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet den bedste Plads!

Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.

„Jo“, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, „Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for — for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.“

„Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?“

„Ja — han har — han har jo kun et Par, men det er ogsaa de allerfortrinligste Værker i den Retning.“

„Nei han har kun een, kun een eneste een!“ raabte jeg triumferende, for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.

„Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.“

„Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster“, raabte jeg, stolt af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede over hendes Faders Bibliothek.

„Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket“, sagde jeg, „det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De dertil?“

Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved, thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek, for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.

Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.

„Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see“, indvendte Præstekonen. „De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.“

„Jo vist er der Noget at see“, svarede Andrea Margrethe, „der er Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.“

Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til Siberien som en lille Sommerudflugt.

Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af Begeistring.

„Her commanderer jeg ude“, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en vis Stolthed saae sig omkring.

„Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,“ tilføiede jeg.

„Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i hendes Uge.“

„Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige Forretninger?“ spurgte jeg.

„Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men — see der kommer Gamle for at faae Brød.“

Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.

Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og talte godt for den.

„Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og som den bagefter faaer Lov til at æde. — — Men kom nu ind og see Fadeburet!“

Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.

Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder af Alt, hvad der ender paa —kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.

„Udmærket“, svarede jeg med Munden fuld af Kage, „men de ere noget tørre.“

„Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,“ sagde Andrea Margrethe, idet hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, „see nu kan De bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser Jødekager.“

„Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier“, tænkte jeg, men jeg turde ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

„Nu skal vi ned i Mælkestuen — denne Vei — hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil“ — men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet — min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt — jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. — Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, „for De skal vide Besked med Alt“, sagde Andrea Margrethe, „De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.“

Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.

„See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

„Men det kan vente til siden“, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. „Lad os nu gaae ud at see Haven.“

Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde — der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter — men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og „susse“, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, „at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede“, som Andrea Margrethe sagde — dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser — i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene — — ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

„Her raader De vel ogsaa ude?“ spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

„Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.“

„Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt herfra udover Fjorden.“

„Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.“

„De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine“, meente Andrea Margrethe.

„Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.“

Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.

„Men det Allerbedste har De ikke seet“, sagde Andrea Margrethe, „det er Lindehøien — kom nu derhen.“ Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. „Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt“ — — jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. „Nei De skal op i Træet“, sagde hun endelig, „der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop — jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.“ Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. „Tænk Dem nu, naar det er Sommer“, sagde hun, „og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage — kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring — ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?“ — Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. „Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse“, vedblev hun.

„Og læse?“ spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

„Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. — — Men jeg fryser“, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, „kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.“

Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet — den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et Spring endnu og da — falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

„Jeg kom først, jeg kom først“, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, „ikke sandt, Frederik, jeg kom først?“

„Jo vist kom De først“, svarede han, „og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.“

„Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak — vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.“

Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter — og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet — afsted over Stok og Steen — nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig — det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander — i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet — med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

„Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!“ raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.

„Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. — — Og see min Pibe — min deilige Pibe — nei Nicolai, Nicolai — at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!“

„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“

„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.

„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade — nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ — —

„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.

„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig — see her om Sjælens Udødelighed — — Spinoza — — Jacobi — det er bestemt altfor lærd for mig — det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“

„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt — men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“

„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. — Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“

„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.

„Og han gik langt videre end jeg“, vedblev Andrea Margrethe, „han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.“

„Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke“, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke — det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“

Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper — udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“

„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider — hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“

„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“

„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“

„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.

Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.

„Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

„Ja dem kan vi rigtignok — de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald — vi kan alle syvogfirsindstyve Vers — eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure — eller Svend Feldings Vise?“

„Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten — Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

„Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden — blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“

„De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“

„Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

„Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. — De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“

„Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

„Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

„Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.“

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

„Det maa jeg sige“, endte Præsten, „at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.“

„Anretningen er tarvelig, men god“, svarede Andrea Margrethe. „Persicos odi semper separatus.“

„Ja“, svarede Andrea Margrethe, „der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: sic transit gloria mundi, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas.“

„Ratione, ikke natione“, rettede atter Gamle, „natione giver jo ingen Mening.“

„Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin“, sagde Præsten, „naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.“ —

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

„Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker“, endte han med at sige, „nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.“

„Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed“, sagde Gamle med en vis Bitterhed, „de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.“

„Ikke i Fængsel, men i Fattighuus“, svarede Corpus Juris, „der er rigelig Understøttelse til dem.“

„Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn“, spurgte Gamle, „siden Du taler om den „rigelige“ Understøttelse?“

„Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads“, lød Svaret, „men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.“

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: „Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!“ Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed — saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: „Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.“ Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse — snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

„Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.“

„Har De Lyst til at see mit Værelse“, sagde Emmy, „saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.“

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. „Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem“, sagde hun til mig, „ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.“ Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. „Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved“, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; „smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.“

Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

„De seer paa den Violin“, sagde Emmy til mig, „De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.“

„Ja saa — spillede han paa Violin?“ spurgte jeg — det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

„Ja han gjorde — jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle“, tilføiede hun med et stille Smil.

„Ja det veed jeg“, svarede jeg, „men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes — hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.“

„Saaledes gaaer det vel de Fleste“, sagde Emmy, „men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.“

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde — hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.

„Hvor er Manddræberen Nicolai henne?“ lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret — disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.

„Det er Fader, der kalder paa Dem“, sagde Emmy, idet hun reiste sig, „kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.“

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.

Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. „Naa er De der“, raabte Præsten mig imøde, „hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.“

Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: „De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?“ Det var min mindste Kunst. „Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?“ Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. „Ih fy skam Dem“, sagde Præsten, „saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg — —“ her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: „at jeg har Cigarer“ — men Præsten fortsatte: „at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. — Værs'go, der staaer Piberne — tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.“ —

„De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek“, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. „Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende“.

„Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger“, sagde Gamle.

„En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.

„Men det er en tung og besværlig Vei“, indvendte Gamle, „og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.“

„Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?“

„Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae“, sagde Gamle, „der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.“

I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: „Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. — Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?“

„Jo Tak, som saa“, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. „Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge“.

„Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. — Hvordan har Konen og Børnene det?“

„Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, — men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?“

„Jo“, svarede Peer noget skamfuld, „men vi er jo ikke altid, som vi burde være.“

„Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld — Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.“ Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over til et heelt andet Æmne, sagde han: „Læser I noget i Aviserne, som jeg sender Jer?“

„Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse af.“

„Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der ere døde, og Følgetongen — Altsammen læser vi.“

„Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude“, sagde Præsten til os, „vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?“

Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for Bonden end Aviserne.

„Det forstaaer sig“, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

„Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen“, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.

„Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.“

„Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?“

„Ved Hjælp af „Jeppe paa Bjerget“. Jeg gik hen til ham, tog Biblen og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en Forandring læse „Jeppe paa Bjerget“. Manden saae jo noget forbauset paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter kom jeg atter til ham, og „Jeppe paa Bjerget“ havde foreløbig gjort sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte kun paa „Jeppe paa Bjerget“. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget som „Jeppe paa Bjerget“. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele Djævlehistorien glemt.“

Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen læse dem.

„Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte dem paa rette Maade — siden kan man altid bygge videre.“

Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.

„Overhovedet“, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, „skal vi huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den Ladning Visdom, som hun har ombord.“

„Men Emmy —“ sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

„Med Emmy er det en anden Sag“, svarede Præsten, „hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne — i Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at skaffe Plads til de mange Bøger.“

Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe de behørige „Saa?“ „Nei virkelig?“ etc. paa de forskjellige passende Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: „Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai —!“

Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør. Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: „Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover“, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

„Bævende Hjerte!“ udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, „hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: „Sig det, Du veed det jo nok“ — skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?“

„Ordene ere lidt utydelige“, tillod jeg mig at indvende, „dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: „Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?““

„Hvad er det for en Snak“, raabte Corpus Juris; „jeg kan begribe, at En kan sige til sin Kjæreste: „mit søde lille Hjerte“, men at ville sige til hende: „mit bævende Hjerte“, det er reent Nonsens.“

I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder sin „rigtige Overbevisning.“

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.

„Naa Nicolai“, sagde Præsten til mig, „hvor mange Gange har De saa været paa Dandsebod i Vinter?“

„Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?“ sagde Præstekonen, „Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os — min Mand mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.“

„Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.“

„Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham — jo Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand — nu kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie mig efter hende.“

Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.

„Ogsaa Du min Søn Brutus!“ sagde Præsten, „ja jeg vidste det jo nok, at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar man har en Datter som Andrea Margrethe.“

Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at dandse med Emmy og Andrea Margrethe — det var ganske mageløst!

„Hvad tænker De paa?“ sagde Præsten til mig, „De seer saa erotisk ud, De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?“

„Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser“, sagde Præstekonen, „det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.“

„Siger jeg, at de skal forlove sig?“ spurgte Præsten, „nei her kan Christopher og Frederik være mine Vidner — har jeg ikke tidt og mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke — lov, men forlov Jer ikke!“

„Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til Nicolai derom.“

„Med Nicolai“, sagde Præsten, „er det en anden Sag. Saadant et Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden Redning, end at han maa forlove sig. — Se der sidder Andrea Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid saa meget derved.“

Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. —

Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os Nødvendigheden af at tale sagte.

Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.

„De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst“ sagde Andrea Margrethe, „og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.“

„Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder“, svarede Emmy, „Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle ham.“

„Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger“, meente Andrea Margrethe, „saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.“

„Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.“

„Men det er bare Overtro hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „hvad Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.“

Nu — Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen. Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea Margrethe kom, de vare mig instar omnium, og for ikke at komme for seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.

„To Dandse“, sagde Andrea Margrethe, „og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!“

„Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to — hvorfor skulde han have flere end jeg?“

„Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik“, sagde Andrea Margrethe.

„Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt imellem Dem begge To“, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv følgende Overslag: „to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe — o det lader sig ypperlig gjøre!“

„O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt“, sagde hun.

„Jo vist mener jeg det — og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.“

„Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi blev hjemme.“

„Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er Fader dog altid glad.“

„Men vi kan dandse ganske sagte — Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe — Christopher, Du kan synge: „Ach du lieber Augustin“ for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.“

„Men ganske sagte“, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. „Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.“ Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: „Ach du lieber Augustin“ paa en ren feil Melodi.

„Du synger falsk, Christopher“, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere:

„Hurtigere!“ raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:

Men hvor høit vi end raabte det sidste „Væk“, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere — vi vendte os forskrækkede om — der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven.

„Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!“ raabte han, „ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets Gjerninger I bedrive!“

„Kunde Du virkelig høre det?“ spurgte Andrea Margrethe, der var den første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

„Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i den hellige Juleuge!“

„Ja det gjør mig ondt“, afbrød Præsten ham, „at jeg seer mig nødsaget til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!“ og dermed gik han.

„Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs“, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. „Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.“

Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:

Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og ilede bort.

Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre — jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad — dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa — sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop. — — Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat og gik derpaa Hver til Sit.

Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her — og hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: „jeg elsker det Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!“ Ja i Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte Dr. Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan Feilslutning.

Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: „Nicolai, her skal Du blive forlovet!“ Ja saaledes maatte det være, det var der ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved at høre det Ord „Præstegaard“ — fordi jeg engang skulde blive forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men hæ nugæ ad seria ducunt: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen. Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til Roskilde — nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde — der skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den stille Sommeraften langs Roskildefjorden — Skridt for Skridt rider jeg med tankefuldt Sind — indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet mig, og saa siger jeg — — — ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten — og saa atter tilbage til Roskilde — og saaledes vedblev jeg at fare frem og tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte forsøge forfra igjen med samme Resultat.

„Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?“ — ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret — der stod Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

„Klokken — Klokken er vist ikke ni endnu“, sagde jeg, idet jeg strakte mig velbehagelig i Sengen.

„Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op ad Formiddagen?“ lød Svaret. „Vi andre christne Mennesker har allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis ikke.“

„Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? — Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.“

Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.“

Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i Forveien. „Godmorgen“, sagde hun til mig, „vil De ikke først drikke en Kop The, inden De gaaer ud?“

„Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos Mærkværdigheder“, sagde Præsten, „saa kan han altid siden komme hjem og drikke Thevand.“

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

„Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa“, begyndte Præsten. „Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.“

„Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.“

Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.

„Ja saa“, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. „Saa det er Deres meget ærede Mening? — Naar De kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.“ Dermed dreiede han sig rask omkring og gik videre.

Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

„Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring“, sagde Præsten til mig, „og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu der“, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord:

Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.

„Opad Dagen?“ sagde Præsten, „nu det er sandt, jeg har jo reent glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul paa.“

Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

„Det er meget fornuftig talt“, sagde Præsten, „det er rigtignok lige det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo ikke Noget.“

Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

„Her seer De Langelinie“, sagde Præsten, „om Formiddagen møder De her Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.“

Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

„Aa ja, paa en Maade“, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine politiske Anskuelser.

„Naa De veed det ikke rigtig selv“, sagde Præsten. „Ellers vilde jeg have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.“

Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret. Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring.

„Det er Universitetet“, svarede Præsten corrigerende. „Der kommer en af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus“, tilføiede han, idet han pegede paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.

„Goddag, min Dreng“, sagde Præsten til ham, „værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smukt.“ Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. „Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?“ vedblev Præsten. Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.

„Ja lad os ikke forstyrre ham“, sagde Præsten, idet han greb mig i Armen og trak videre afsted med mig. „Som De seer, er han fordybet i sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. — — Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person“, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. „Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.“

„Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.“

I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.

Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede godt paa Orgel.

„Han spiller ikke ilde“, svarede denne, „kun har han vel megen Lyst til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: „lingelingelingeling“, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: „bim—bam, bim—bam, bim—bam.““

„Manden er Philosoph“, svarede Præsten, „han har selv været gift i atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i sin Klokkeringning.“

Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier igjennem, tilsidst „Hvo ikkun lader Herren raade“, gik jeg atter ned i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

„Ja, hvo ikkun lader Herren raade!“ udbrød han, da jeg kom hen til ham, „men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen. Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar de ikke lykkes mig — for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan ikke handle rigtig.“

„Ja“, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa strakte sig temmelig langt ud i Tiden, „det er dog nødvendigt, at man lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.“

„Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes igjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed — galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!“

Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden som i en stor Trædemølle — saa maa man dog virkelig en Gang imellem til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi engang blive Herrer og komme til at raade.

Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen. Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet — men forgæves, jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, — det var dog ingen broderlig Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.

Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

„Den er ikke slem til at tage Kyllinger“, svarede Andrea Margrethe, „kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.“

„Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe“, meente Præsten, „for det er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset og maatte jage den ud deraf.“

„Ja det var for at tage Rotter“, svarede Andrea Margrethe, der aldrig var forlegen for Svar, „der er saa mange Rotter i Hønsehuset.“

„Rotter?“ sagde Præsten, „ja det er nok tobenede Rotter med Vinger paa — gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! — Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?“ vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, „har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?“

„Der kommer den jo“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.

„Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr“, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, „Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.“ — Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.

Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: „Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?“

„Jeg vil blive hvor jeg er“, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.

„Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!“

Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.

„Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden“, sagde Andrea Margrethe, „for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?“

„Ja“, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.

„Det var deiligt“, sagde Andrea Margrethe, „thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.“

Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. — En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. „Se, disse gamle Piletræer“, sagde Andrea Margrethe, „at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden — var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?“

De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. „Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund“, sagde hun, „og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester — og nu vil Du hugge dem om?“

„Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid“, meente Andrea Margrethe, „saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?“

„Jo vist har De Ret“, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. „Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae noget Andet at see: den har Kraft til at — til at —“

„Til at skrive Aviser“, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone. Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.

„Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.“

„Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!“ Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.

Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

„Nu skal jeg løbe mit Navn“, raabte Andrea Margrethe ind til os, og nu løb hun i kjække raske Svingninger et Andrea Margrethe — „og nu Deres“, raabte hun op til Corpus Juris — og øieblikkelig stod der et zirligt Frederik ved Siden af.

„Det kan De selv komme ud og skrive“, var hendes Svar, „De har da vel ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.“

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen — og Lykken hjælper de Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere fløi vi — nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: „En Maage! en Maage!“ Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde imidlertid raabt: „En Vaage! en Vaage!“ idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før. Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv. Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor. Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe ganske alene derude med Andrea Margrethe.

Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive vækkede. — Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa at vi i den Henseende kunde være rolige.

Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne — oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: „Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!“ Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en tête à tête inde i Hønsehuset, besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at komme ubemærket bort. „Lad os skjule os herinde, følg blot mig!“ hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os. Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. „Ja, ja“, lød Svaret, „saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!“

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested — men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt: Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves — det syntes, som om hele Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til — for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et Dommedagsslag paa Døren — da i det Samme en af Dørene i den modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten — saa blev Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, der kom Ingen — Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før. Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette Fodtrin ile forbi. „Halloh“, raabte jeg, saa høit jeg kunde — — den Forbiilende standsede — nok et „Halloh“, der blev besvaret med et „Hvor?“ — det var Corpus Juris' Stemme. „Her, her“, raabte jeg — „ja hvor? hvor?“ blev der raabt tilbage — „her, her i Hønsehuset!“ „I Hønse—!“ men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en Død — nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne atter bliver aabnet. „Men hvor — hvor er Andrea Margrethe?“ spurgte Corpus Juris forfærdet — „der“, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde taget Skade paa sin Forstand — han var lige ved at kaste sig paa Knæ for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, som: Is — løbe paa Skøiter — Vaage — drukne o. s. v. Saaledes trak han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. „Her er de!“ raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

„Fra Hønsehuset!“ svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

„Fra Hønsehuset!“ udbrød Præsten, „og hvad“ — mere fik han ikke sagt, thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget Tilstand, — og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare Øie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig. Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, at vi muligvis kunde være der — men der var intet Svar kommet paa Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for „Ukrudt forgaaer ikke saa let“, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne.

Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.

„Se der staaer Originalen“, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, „og der staaer Copien“, idet han pegede paa mig — „Ligheden er slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt med den herlige Opfindelse.“

Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et Øieblik. „Endnu er der Tid“, sagde jeg til mig selv, „Slaget er ikke tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu kjender Du Leiligheden derovre — Du kan i Hast løbe derover og tage Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.“ Som tænkt, saa gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe. Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten til mig, „kunde jeg nu ikke faae at vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?“

Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.

„Ja saa“, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, „og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea Margrethe.“

Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa kan der tales for Alvor derom.

Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

„Hvor skal vi da gaae hen?“ spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

„Kan De see Spøgelser?“ spurgte jeg, „jeg har aldrig været saa lykkelig.“

„Ja men jeg er et Søndagsbarn“, svarede Andrea Margrethe, „jeg er født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.“

„Skal vi saa gaae?“ spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

„Jeg er træt“, svarede Gamle, „jeg har mere Lyst til at blive her hos Deres Forældre.“

„Christopher er et godt Menneske“, sagde Præsten, „han tænker paa os Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder — vi Gamle kan smukt sidde hjemme og kjede os.“

„Geneer Dig ikke“, sagde Præsten, „gaa kun med, det har Du alligevel mest Lyst til.“

Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.

Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, der omgav ham.

„Og det siger De“, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet hos hende, „det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.“

„Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var borte, hvor han — ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De heller ikke den for Noget?“

„Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed“, indvendte jeg, „han troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.“

„Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den, som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?“

„Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er den dog kun en død Skat.“

„Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem uvillig bort?“

Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle, thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi egentlig havde betænkt fra først af.

Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi, dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en Fugl var at høre — her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.

„Deri gjorde hun Ret“, paastod Andrea Margrethe, „jeg vilde have gjort det Samme i hendes Sted.“

„Hvilket?“ tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige foran os.

„Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.“

„For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.“

„Ja saa“, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: „Kjender De Visen om „Roselil og hendes Moder{?“}“?{-}“

„Jo gjerne“, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte: „Roselil blev saa rød som et dryppende Blod“ — — først da forstod hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: „Den Hr. Peder syntes De vel sagtens godt om?“

„Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om „der arme Peter{?“}“?{-}“

„Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem“ — — og nu begyndte hun at synge:

Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: „Hvad synes De om den Hr. Peter?“

„Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. — Kom, lad os gaae hjem“, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i Forveien.

Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem, der gjerne føre tvetunget Tale.

Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.

„Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme“, sagde Emmy til mig, „og det var netop det, som De før anklagede Christopher for.“

Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den, at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.

Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor Punschebolle. Edite, bibete, collegiales! sang Præsten ud til os, og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: „Se saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud — ja saa faae vi vel forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I ogsaa faae Landets Goder at smage!“

Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. — „Smager den Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!“ spurgte Andrea Margrethe mig. „Udmærket!“ svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode Venner som forhen. — Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og lyttede til og tænkte: „ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige Dage, hvem der dog levede i dem!“

Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger. Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.

„Ja det vil vel sige“, sagde Præsten, „at jeg skal skrive et Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den Leilighed.“

„Christopher kan godt skrive Vers“, sagde Emmy, „han har tidligere viist mig Digte, som han har skrevet.“

„Og Frederik kan ogsaa rime“, sagde Andrea Margrethe, „saa Du kan faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.“

„Ja hvorom skal vi da skrive?“ spurgte Præsten. Det var vanskeligt nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten: „Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre, hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.“

Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til Secretair, „thi“, som Præsten sagde, „jeg var vistnok altfor bevæget til selv at kunne udtrykke mine Tanker.“

Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter. Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. „Skriv, Nicolai“, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:

det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen“, sagde Gamle, idet han forgæves søgte efter i sin Hukommelse.

Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende.

Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte: „Skriv Nicolai!“ og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde følge ham:

Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød: „Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.“

„Nei“, raabte Corpus Juris, „Plagiat er det sandelig ikke; Formen var maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men Indholdet, som det kommer an paa.“

„Hu ha, jeg tier, jeg tier“, sagde Præsten, „før mig bare ikke en Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem. Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?“

„Men Du har været altfor stræng mod Nicolai“, sagde Præstekonen, „det Vers maa Du lave om.“

„Nei saamænd gjør jeg ej“, svarede Præsten, „Nicolai er et skændigt Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en attenaars Don Juan — det er jo græsseligt! — — Men hvem fortsætter?{„}“{-}

„Nu maa De komme med Noget“, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig over mod Præstekonen.

„Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem“, sagde Præsten, „hendes bliver bestemt det Bedste af det Altsammen, — saa faae vi saadan en smuk Slutning.“

Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere mere roligt:

Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod, understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det afsted. „Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar han faaer slige Nyheder at høre“, sagde Præsten.

Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig, til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme videre — men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en anden Form.

Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen, efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe, hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see efter, om Hanen endnu var der — jo der sad den oppe lunt og godt og sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen tidlig — sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at gale og Corpus Juris at skænde!

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt den foregaaende Aften — men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi Gamle havde sagt det — men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske, hvori han skal forlove sig? — — — Fire eller fem Aar: det er en lang Tid — hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster — hvad kunde hun vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den arme Peter. — — Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde trække mig tilbage — — nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.

Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student, tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? — — I det Samme faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: „nei, nei“, sagde jeg til mig selv, „Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din Lykke!“

Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt høit, thi Corpus Juris raabte ind til mig: „Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du i Søvne?“ — og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. „Nicolai, Nicolai, hvad har Du for?“ og da han saae mig i det aabne Vindue: „men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved Juletider uden at være paaklædt — — vil Du paa Øjeblikket gaae i Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og Tæring deraf“ — — „og Koldfeber og Typhus“, tilføiede Corpus Juris, „og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.“ Saa maatte jeg lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge vare faldne i en sød Slummer. „Og saadanne Menneskers Raad vil Du følge?“ sagde jeg til mig selv, „Mennesker, der kun tænke paa at forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig? Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber — — saadanne to Ærkephilistre!“ og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn. Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig være spadseret bort af sig selv — nei det kunde den jo heller ikke, thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab — jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg paa Ny i Søvn.

Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse — Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. „Dit uforskammede Dyr“, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, „hvor tør Du vove at — —“ forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang slappe ned — — den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet — thi det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade — f. Ex. naar Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i en let henkastet Tone: „den har jeg saamænd slaaet ihjel“ — men denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en eller anden Udvei for mig.

Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne; frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.

„Godmorgen Nicolai“, sagde hun, „men det var dog forskrækkeligt, saa længe De har sovet idag.“

„Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen“, vedblev Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: „Saa?“

„„Aa ja“ — og „saa“, hvad skal det sige?“ spurgte Andrea Margrethe. „De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?“

Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit Mod og fortalte, hvad der var skeet.

„Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt“, sagde Andrea Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, „det vilde jeg ønske, De ikke havde gjort.“

„Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det er saa kjedeligt for os Andre.“

„Nei gjør bare ikke det“, sagde Andrea Margrethe, „saa bliver han jo strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi maaskee paa een eller anden Udvei.“ Og hun lagde Fingeren paa Hagen og saae heel eftertænksom ud. „Der falder mig Noget ind“, sagde hun lidt efter, „Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget mindre: den kunde vi maaskee laane.“

„Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn, og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.“

„O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal desuden nok snakke godt for ham igjen.“ Og dermed gik Andrea Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som det kunde have været den gamle Hane.

Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte; i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.

„Godmorgen Syvsover!“ raabte Præsten, idet han kastede sin med Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, „den Kunst at sove forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik det skal være.“

„Ja jeg har sovet udmærket“, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte mig tilbage i Sophaen.

„Har sovet“, sagde Præsten, „jeg troer næsten, at De kunde med ligesaa god Grund bruge Præsensformen. — Nu, hvad for Ulykker har De betænkt at anrette idag?“

„Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak“, svarede jeg hurtig, thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.

„Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig“, og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen, standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet.

„Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven mindre end igaar.“

„Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud“, skyndte Andrea Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.

„Aa hvad er det for en Snak“, svarede Præsten; „kom Mo'er og see: er den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? — Hør Nicolai“, vedblev han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, „De har bestemt spist Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.“

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.

„De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai“, sagde Præsten, da jeg havde endt min Beretning, „De holder jo ikke Fred, før De har slaaet baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al Fald saa længe ikke anretter Ulykker.“

Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder. Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude, faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den som leer sidst, han leer bedst.

Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; der havde jeg Ro nok til at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager, jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav, hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op, som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe. Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide. Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal, om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken, og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.

Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og mørkt Anstrøg. „Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa“, sagde jeg til mig selv, „derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra min philosophiske Propædeutik: „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.“ Der havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn, thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone, derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: qvod erat demonstrandum. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af fuld Hals: „Hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi ohøi!“

Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere. Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse. Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri, at Studenterne nuomstunder gave sig altfor meget af med Politik, Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor lidet af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig om min Mening.

„Jeg“, svarede jeg, „jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt. Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.“

„Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler“, sagde Corpus Juris med en vis haanlig Betoning, „han seer Alt i et rosenrødt Skær.“

„Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer“, raabte jeg, „men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten“ — Pebersvend, vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde, at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne, men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt?

„Jo det er jeg vis paa“, svarede jeg med stor Iver, thi jeg begyndte at komme i Hede, „i Studenterne boer Ungdomslivet og Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket — — de danske Studenter, de kan, hvad de vil“, tilføjede jeg med stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og Samtalen vendte sig til andre Æmner.

Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg. Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler paa. — Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min Fortælling.

Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle, Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød mig til et Parti Schach.

Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde Spillet.

Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter den anden.

„De troer nok, at vi spille „Først af Brættet““, sagde Præsten — „Mat!“

For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse, maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang, og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.

„Saa“, sagde Præsten, „begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem. Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en quatre; jeg skal spille med den blinde Mand.“

„Du?“ sagde Præsten, „see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer med Nicolai, det er Noget for Jer To.“

Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en Vogn rumle ind ad Porten.

„Hvem er det?“ spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og rullet Gardinerne ned).

Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet. „O vee, o vee, o vee!“ raabte hun, „det er Forpagter Kjeldborg med hele sin Familie!“

„Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange Vee?“ spurgte jeg.

„De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa“, sagde Andrea Margrethe. „Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan tale om!“

„Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med i Aften, Nicolai“, sagde Præsten, „saa skulde jeg endda tilgive Dem al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.“

Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.

Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder, Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han almindelig blev kaldet.

„Goddag og Velkommen“, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren Haanden: „det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere, hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De bør gjøre, den anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De skal gjøre, den tredie hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal gjøre.“

„Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke“, sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre endnu.

Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men, som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod at falde i Søvn.

„Jo Tak, vel nok“, lød Svaret, „skjøndt den Nærmer gjorde mig det broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende. Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til. Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende, men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom Pastorens Røde.“

„Ja“, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.

„Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten Jensen.“

„Saa?“ sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe, hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa, paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag.

Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sædvanlige Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit Conversationstalent.

Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende, kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: „lad os nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.“

Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte: „Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn og har vakt almindelig Beundring?“

„Det gaaer jo udmærket“, hviskede Andrea Margrethe til mig, „det er jo Vaudevillen „Nei“, De spiller for os — den har jeg saa længe ønsket at see.“

„Noch ist Polen nicht verloren“, hviskede jeg til hende, og begyndte derpaa atter: „De lever altsaa bestandig paa Landet?“

Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv. Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa fra min Stol.

„Der kom nok finis Poloniæ“, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg kunde.

Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex — „Herrejeh“, tænkte jeg, „hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel bragt til Ende!“ Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til — da jeg fik et let Slag paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae bagved mig.

„Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet“, sagde hun, „har De Lyst at følge med?“

Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.

„Jeg maatte forbarme mig over Dem“, sagde Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os, „De saae saa elendig ud.“

„Puh ha“, svarede jeg stønnende, „hvordan skal vi dog faae denne Aften til at gaae?“

„Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede tabe Modet? Fy skamme Dem!“

„Ja“, svarede jeg, „men jeg havde heller aldrig troet, at noget Menneske kunde være saa kjedsommelig — der er jo ingen Ende derpaa.“

„Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren, naar man naaer Maalet.“

„Ja, ja“, sagde jeg, „Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.“

„Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt at ønske“, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet. „Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem; og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte Anstrængelser.“

Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.

„Forresten“, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas, som jeg havde tømt, „kunde De have godt af at tage Exempel af Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans' Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.“

„Det kan Frederik have godt af“, meente jeg, „han har gaaet og drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig Straf, der kommer over ham.“

„Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale Spøg.“

„Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem Noget: Frederik er meget drillesyg.“

„Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa Jorden“ — og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar havde hørt af Emmy over Gamle.

„Hillemænd“, tænkte jeg ved mig selv, „er Gamle og Corpus Juris saa godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?“ Og det faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde begynde — om jeg pludselig skulde slaae ind paa en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed, som jeg havde for — eller om jeg skulde fortsætte den lette, spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine Ønsker.

„De seer saa eftertænksom ud, Nicolai“, bemærkede Andrea Margrethe, „begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i hele Selskabet?“

„Ja“, tænkte jeg ved mig selv, „det kunde rigtignok være en stor Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.“

„Nei det gaaer paa ingen Maade an“, sagde han, „Christopher sidder hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med mig.“

„Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik“, spurgte Andrea Margrethe, „vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.“

„Tak skal De have“, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, „saa De talte om mig? Hvad var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?“

„Saa?“ sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og ikke syntes at ville forhaste sig. „Har jeg været saa slem til at drille Dig i Dag, Nicolai?“

„Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om — jeg har jo ikke kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.“

„Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har det været meget ubehageligt.“

„Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag“, sagde Andrea Margrethe, „skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De smukt drikke paa Forlig og Broderskab.“

„Nu som De vil“, sagde Corpus Juris: „paa Forlig og Broderskab — fra imorgen af“, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit.

„Fra imorgen af“, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig.

„Sidder De Allesammen her?“ spurgte Emmy, „men det gaaer ikke an saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa i det Mindste gaae ind igjen — hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?“

„Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.“

„Christopher, vil De ikke behage at tage Plads“, sagde Andrea Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.

Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. „Nei, Christopher maa virkelig først have et Glas Mjød“, sagde Andrea Margrethe: og saavel Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa slog sig til Ro.

„Ja Du har det godt, Christopher“, sagde Corpus Juris, „Du sidder nok saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde Kjeldborgs.“

„Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse“, svarede Gamle, „saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig selv.“

„Ja det har De sandelig Ret i“, udbrød Andrea Margrethe, „gid Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.“

„Saadant Noget maa Du ikke sige“, bemærkede Emmy; „der er meget godt ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.“

„Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?“

Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy vedblev: „Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer tomhændet bort fra dem.“

„Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere. Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi ere alene.“

„Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os“, indvendte Emmy, „og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.“

Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet.

Nu kom Præstekonen: „Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I Allesammen herude? Og Emmy — og Andrea Margrethe — jo det er smukt: nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.“

„Nu komme vi, nu komme vi“, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi afsted.

Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i Æventyret om det fortryllede Slot.

„Naa er I endelig der!“ raabte Præsten os i Møde: „hvor kommer I fra? Har I maaskee igjen været i Høn—“

„Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet“, afbrød Andrea Margrethe ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse, og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere.

„Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.“

„Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi han havde været i Hønsehuset.“

Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med, at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.

„Ja ja“, svarede Andrea Margrethe, „saa skal jeg give Trofast en dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.“

„Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe —“

„Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg“, sagde Præsten.

„Hvad for Noget?“ udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, „ja jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for Ingenting.“

„Tys, tys, jeg har Ingenting sagt“, sagde Præsten. „Ti bare stille, ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.“

For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i Armen for at holde mig vaagen.

„Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne — det er saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.“

„Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see —“ og hun gik hen til Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. „Seer De: nu skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget — saaledes — see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i Søvn.“

„Ja det er ypperligt“, udbrød jeg, „lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.“

Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris, han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet, hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu — nu sad jeg, jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig — kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære Vidnesbyrd om, at en af de „Herrer i Aandernes Rige“ var tilstede? Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død endnu?

Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte — men om det var Tanken, der var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven, at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte sig paa Døren ligeoverfor.

Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste, der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen og derved frelst Dyret.

„Det var Skade, at De ikke sagde det før“, bemærkede Præsten, „saa kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.“

Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa, hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse. Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig, om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme. Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. — Med hans Søster var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød — hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der „komme Fremmede“, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte „Kom ind!“ og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige. Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind, især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham, at slig „stum Tilbedelse“ var ikke tilladt. — Da nu Panterne skulde indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig og sikker Stemme: „Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea Margrethe!“ Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump Stemme svarede „her!“ og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende, og — — saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet, ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see mig.

„Jeg — jeg —“ svarede Corpus Juris stammende, „jeg kommer — ja det kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken der?“

Jeg tøvede noget med Svaret. „Jeg vilde“, sagde jeg endelig, „jeg vilde see —“

„Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt“, vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit Hoved, „det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme Spøg.“

„Men hvorfor kom De da herud, Frederik?“ afbrød Andrea Margrethe ham med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar. „Og saa har De ovenikjøbet“, fortsatte Andrea Margrethe, „glemt, at De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem rigtignok smukt ad!“

„Nu ja“, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, „jeg blev maaskee lidt for hidsig — men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea Margrethe. — Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi være Brødre og Venner.“

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede, at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra hverandre før efter en Dands.

„Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard“, bemærkede Forpagteren.

„Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug herefter“, sagde Præsten, „men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.“

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden, saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen. Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro. Endnu kunde vi høre Ordet „Heste“, hvilket Forpagteren tilraabte os, men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans Levevisdom.

Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive — derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

„Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt“, sagde Præsten, idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

„Og hvis er nu Skylden?“ spurgte Præsten, „hvem kan vi takke herfor? — See her, her staaer Manden“, vedblev han, idet han lod sin Haand falde ned paa min Skulder, „her staaer Ridderen uden Frygt og Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. — Men hvor er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med forgyldte Bogstaver: Nicolaus fecit. Ja Nicolai, at De har slaaet min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en corona civica burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme Nicolai! — — Godnat!“

Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Ja Nicolai“, udbrød hun, „i Aften har De viist os, hvad de danske Studenter due til!“

Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt: „Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!“

„Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!“ svarede jeg ivrigt, thi skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte hvorledes de Andre roste mig.

„Ja det kan I skjændes om i Morgen“, sagde Gamle, „nu vil vi gaae i Seng, for det er jo snart Midnat.“

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for. Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

„Hør Nicolai“, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, „om Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?“

„Det kan vi gjerne“, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, idet han sagde: „Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os hurtig af, og — een, to, tre, springe vi rask i Seng!“

„Ja det er fortræffeligt!“ sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre sit Saltomortale.

„Hvorfor tøver Du?“ spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, „er Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?“

„Nei paa ingen Maade“, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og — een, to — fore vi over Gulvet og: tre — forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

„I er to store Børn begge To“, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To, thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky, der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og lovede fra nu af at være Venner og Brødre.

Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og bleve levende igjen.

Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: „idag vil Du forlove Dig, Nicolai!“ Jeg sprang ud af min Seng for at see, hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv, thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder. Det var jo den 31te December, Sylvesterdag — ja saa var det dog aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften, saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: „God Morgen Nicolai! — men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?“

„Kjød og Blod har De idetmindste — men saa er Miraklernes Tid jo begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af Dagen. — Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?“

„Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her“, og han trak en Cigar op af Lommen, „den fandt jeg igaar hændelsesvis i min Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse bør paaskjønnes. — — Gaaer De med, Christopher?“

„Ja, ja da“, sagde Præsten til Gamle, „nu skal De faae Lov at gjøre, hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. — Kom nu, Nicolai!“

„De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem“, raabte Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.

„Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars“, sagde Præsten, „først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.“

Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.

„See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for“, sagde Præsten, „hvad har De nu gaaet og tænkt paa?“

„Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. — Gaa De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!“ og dermed gik han over til sit Værelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste Dag, da vi skulde have „Dandsebod“, som Præsten kaldte det.

„Ja jeg vil dog derud“, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

„Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.“

„Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i Præstegaarden, veed De nok.“

„Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire eller fem lukkede Værelser imellem os.“

„Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.“

„Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes. — Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke engang maa spille?“

„Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os“, sagde Andrea Margrethe.

„Men De har saa travlt“, sagde jeg undskyldende, „De skal jo være hele Dagen i Kjøkkenet.“

„Saa slemt er det dog heller ikke — nu skal jeg f. Ex. kjøre til Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa kan De komme til at kjøre i Slæde.“

„Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane — og jeg maa kjøre med Dem?“

Hvem der var glad, det var mig — det var jo den allerønskeligste Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil — alene sammen med Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: „hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, Niels der trækker frem?“

„Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den“, sagde Andrea Margrethe leende.

„Ja saa“, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi vare alene.

„Men De har rigtignok Ret“, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.“

„Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?“ spurgte Corpus Juris.

„Fy Frederik!“ sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, „begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre med.“

„Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham“.

„Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt“, sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

„Der er Niels med Slæden“, sagde Andrea Margrethe, „saa maa vi skynde os at blive færdig.“ Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

„Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.“

„Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.“

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: „Hvad er det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?“

„Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. — kjender De den Vise? — — Skal De være Kudsk?“

„Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal Niels komme ud for at samle Dem op igjen.“

„Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen“, sagde Corpus Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

„Lad heller mig kjøre, Frederik“, sagde jeg, „jeg forstaaer det bedre.“

„Nei vist ikke nei“, svarede han, „det var kun en Begyndelse: nu gaaer det bedre.“

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

„Ja bi Du min Bro'er“, tænkte jeg ved mig selv, „det er sidste Gang, vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at sidde bag i Slæden og synge „der arme Peter!“

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse — Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var „den Røde“, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde nogetsomhelst Interessant ved „den Røde“, i mine Tanker saae den ud som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden Hest, det var „Gamle“, thi den syntes mig at svare ganske til sit Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

„Ja bare Gamle vilde tale“, tænkte jeg, „saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.“

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: „han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.“ Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

„Kjør dog lidt til, Frederik“, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; „vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.“

„Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.“

„Det forfrisker“, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side.

„Der vare vi nær væltede, Frederik“, sagde hun leende. Jeg vilde sige hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort „Saa?“ eller „Nei virkelig?“ til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi — og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg havde Sneen lige i Ansigtet. „Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi sandelig komme hjem i en Fart“, sagde jeg til mig selv, og jeg svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge Sider.

„Hvordan er det, Du kjører?“ raabte Frederik til mig, „bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.“

„Jeg kjører, som jeg skal kjøre“, svarede jeg, „pas Du blot Dig selv“, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring.

„Ja hvad er det?“ udbrød hun, „vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt“, vedblev hun og saae op mod Himlen. „Hvor er Solen nu henne — den er ganske dækket af Skyer — jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.“

„Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig Veien“, sagde jeg.

„Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød“, meente Andrea Margrethe. „Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs boer — De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? — ja nu kjender jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei fra Strømbygaard.“

„Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?“ spurgte jeg forbauset.

„Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De gjorde før. — Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei tilbage.“

„Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.“

„Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder — foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.“

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: „Kan De see den store Kampesten derhenne — der sidder tre Krager paa den — ja nu fløi de bort — men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.“

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. „Men nu maa De kjøre lidt forsigtig“, sagde Andrea Margrethe til mig, „for Veien er ujævn og fuld af Steen.“

„Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent“, bad jeg atter.

„De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.“

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

„Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt“, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet hun greb mig i Armen — jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag — og vi laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. „Ja sagde jeg det ikke nok“, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, „men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!“

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.

„Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik“, sagde Præsten, „De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.“

„Men det var ikke mig, der kjørte“, tog Frederik til Gjenmæle, „det var Nicolai.“

„Nicolai!“ udbrød Præsten, „den meget opfindsomme Nicolai! var det — —“

„Ja De har Ret“, sagde Præsten, „det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.“

„Jeg kan ikke begribe det“, tog jeg atter til Orde; „vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.“

„Ja da kan jeg godt begribe det“, sagde Andrea Margrethe, „for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.“

„Og det er netop den Steen“, udbrød Corpus Juris, „for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.“

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: „Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!“ var nu borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var det jo Lørdag — Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen — jo det var meget bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden — saa kunde det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: „De Nyforlovedes Skaal!“

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom.

„Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?“ spurgte Præsten.

„De troer: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.“

„Er der gaaet Dem Noget imod?“ spurgte Præsten atter, „jeg synes, De er saa taus.“

„Det er ikke rigtig fat med Dem“, vedblev Præsten, „De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed“, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: „der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?“

„Aa Fa'er“, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, „jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.“

„Ja tænkte jeg det ikke“, raabte Præsten, „jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.“

„Aa vist ikke nei“, vedblev Andrea Margrethe, „men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her — hvad maa de ikke tænke om os?“

„Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.“

„Stakkels Nicolai!“ begyndte Præsten atter, — „nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden — det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: philosophia est consolatio omnis doloris. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd.

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

„Det er et kjedeligt Veir idag“, sagde jeg derfor, idet jeg lagde Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

„Det passer godt til Dagen“, svarede Emmy, „Sylvesterdag maa ligesom Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.“

„Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa kjedeligt som det Andet.“

„Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.“

„Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.“

„Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem“, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. „Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?“

„Nei“, svarede jeg, „skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.“

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun rystede paa Hovedet: „Det mener De vist ikke, Nicolai.“ Et Øjeblik taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og begyndte derpaa atter: „Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt — men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.“

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at sige hende imod. „Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag“, sagde jeg, „men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette og foretage i det.“

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide Maade: „Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai — De gjør Dem selv værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.“

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt om alle Andre. — Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy — Andrea Margrethe — Andrea Margrethe — Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik — tak, tik — tak. Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at see ham.

„Bringer Du godt Budskab, Christopher?“ spurgte jeg, „Du seer saa glad ud.“

„Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig“, svarede Gamle, „Du som har været her, hvor der altid er godt at være.“

„Idag har De ogsaa været flittig“, sagde Emmy, „De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.“

„Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. — Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.“

„Ja det vil jeg gjerne“, svarede Emmy, idet hun reiste sig: „De gaaer vel med, Nicolai?“

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

„Hvad har Du der?“ spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

„Ja saa“, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy — Emmy — Emmy, medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

„Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?“ spurgte jeg tilsidst.

„Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?“ spurgte jeg Emmy, „Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.“

„Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende“, svarede Emmy.

„Men saadan en Mængde“, sagde jeg, „og det er jo ikke alene Børnene, men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik Madsen — det er jo umuligt at finde Rede i.“

„Jo seer De“, sagde Emmy, „jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her“ — og hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side — „ham har jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn — — og Dig skulde jeg have glemt?“ og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet — „men Du maa give mig den høire Haand og ikke den venstre — saaledes.“

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: „Seer De der“, sagde Emmy, „der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa Armen. — Ikke sandt, Peer Olsen“, sagde hun, idet hun gik hen til ham, „I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?“

„Jo vel saa, jo vel saa“, sagde den Gamle, „men den Gang var jeg raskere end nu.“

„Hvordan gaaer det med Helbreden?“ spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa Lyst til at gjøre mig populær.

„Mig kjender han“, svarede Emmy, „derfor kan han omtrent see paa min Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke forstaae Dem.“ Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: „Se det er to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.“

„Ja saa, ja saa — kjøn Fyr“, mumlede Peer Olsen, „saadan en Mand skulde Jomfruen have.“ Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

„Det haster ikke“, meente Emmy, „jeg er ung endnu. — Se imorgen skal Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.“

„Ak ja, ak ja“, sukkede Peer Olsen, „gid Vorherre snart vilde løse op for mig!“

„Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?“ klagede den Gamle.

„Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.“

„Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord“, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

„Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu har De lært en af de Gamle at kjende — nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.“

„Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.“

„Dem har vi mange af“, svarede Emmy, „men desværre ere de ikke altid saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi, som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os — og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.“

Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.

Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom løbende mod os. „Goddag, lille Bodil“, sagde Emmy, idet hun bøiede sig ned og kjærtegnede Barnet, „er Fa'er og Mo'er hjemme?“

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen, hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os, reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.

„Guds Fred og Velkommen“, sagde han, idet han gav os hver især et djærvt Haandtryk, „saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage Plads!“

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

„Nu ja, ja“, sagde Manden, „denne Stue er da ogsaa meget pæn“, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. „Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.“

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det andet — det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. „Er det nu ikke en mageløs Kone, jeg har“, hviskede han til Gamle, „hendes Lige finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.“

Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked.

„Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres Navne ligesaa godt som jeg selv.“

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne. Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand — stærkt og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

„Det var for sidste Gang i det gamle Aar“, sagde Emmy, idet hun foldede sine Hænder, „Gud være lovet og takket for alt Godt, som han har givet os.“

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: „Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.“

„Nu, det forstaaer sig“, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, „Ønsker og Begjæringer have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de fæste blivende Bo derinde.“

Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.

„Nu er her jo ikke Meget at see“, sagde Emmy, „men om Sommeren, naar Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa er her velsignet.“

„Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har her tæt ved Præstegaarden“, indvendte jeg.

„Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai, jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.“

„Det er et sandt Ord“, bemærkede Gamle, „derfor siger ogsaa Apostelen Paulus, „at det er godt at nøies med det, man haver“, og: „Tragter ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.“ Det er to gode Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.“

„Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler“, indvendte jeg, „og hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa, ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse — „har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt“ — se det er at leve paa den rette Maade.“

„Ja det mene jo de Fleste“, svarede Gamle, „og derfor klage de ogsaa over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: „Forgangen Nat Vor gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat“ o. s. v.“

Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! — — Anders Sørensen sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang, men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod — — ak ja, hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. „De kan ikke komme ind“, raabte Andrea Margrethe indenfor, „De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.“

„Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.“

„Det var godt, at De kom, Nicolai“, raabte Præsten mig i Møde, „jeg har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.“

„Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med den gamle, men hun koster tyve Daler.{„}“{-}

„Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.“

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden. Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens gaadefulde Tale. „De veed nok, Nicolai,“ begyndte hun, „at det gaaer ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.“

„Og nu mener jeg“, fortsatte Præsten, „at De, Nicolai, skulde betale de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde De selv tage gamle Ane — hun har noget paa Kistebunden, og hun er ikke fyrretyve Aar endnu.“

„Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?“ spurgte Corpus Juris.

„Nei“, svarede Præsten, „han synes, at det er for Meget; han mener, at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i, men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.“

„Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?“ spurgte Corpus Juris atter med ægte juridisk Betoning.

„Ja vist er det gyldigt“, svarede Præsten, „Ægteskabsløftet er nu syv Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen Madsen kan paa ingen Maade benægte det.“

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En — To — Tre! rev hurtig Døren op, og — Alt var ganske mørkt derinde, kun et Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med deres rødlige Tander.

„Hu ha“, raabte Præsten, „hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf — jeg kan slet ingen Ting see.“

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? — Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?

„Trækvinden kan umulig have gjort det“, meente Andrea Margrethe, „for alle Vinduer og Døre ere lukkede.“ Vi undersøgte nøie Træet: det var øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede, som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde forladt Stuen.

„Hier liegt der Hund begraben!“ raabte endelig Præsten, „Du skulde have husket det gamle Ord: cave canem! saa havde Du ikke havt den Sorg.“

Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet, var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev aabnet.

„Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, som den maa have seet deroppe“, sagde Præsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig have været.

„Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det“, sagde Præsten, „men Nicolai kan bevise sit Alibi, for han har været ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan bevise sit Alibi“.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning.

„Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften“, sagde Niels triumferende.

„Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din Skyldighed“, sagde Præsten.

„Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker“, sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.

„Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang“, sagde Præsten, „siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.“ Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: „Lyriske Digte af Nicolai“, forøvrigt var den fuld af lutter tomme hvide Blade.

„De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt Mand.“

„Ja De kan da aldrig mangle Stof“, sagde Præsten, „alene den Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter, hvoraf den første skal hedde: „Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde“ og den anden „Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo“ — saa faaer Publikum noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt aftrykke foran.“

„Nei vist ikke nei“, sagde Præstekonen, „Nicolai skal hverken synge om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal De lære af ham her“, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav mig, „det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der gjerne vil lytte til Deres Sang.“

„Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive“, sagde Emmy, der stod ved Siden af Gamle, „men har De ikke selv sagt, at naar man er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv givet Bevis paa.“

„Ja jeg havde tænkt paa“, sagde Præsten, „at forære Nicolai gamle Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte jeg lade hende blive udenfor.“

Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og Juletræet flyttet til Side.

Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.

„Se nu forsvinder der atter et Aar“, bemærkede Præsten. „Eheu fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni — men hvor de Aar løbe fra os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine som en stor Paddehat.“

„Ja“, sagde Præstekonen, „men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.“

„Det har Du Ret i, Mo'er“, sagde Præsten. „Ja Mo'er siger ikke meget, men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa Aarets sidste Dag?“

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede derfor undvigende: „Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det Nytaarsdag.“

„Det var en dyb Tanke“, sagde Præsten, „den er sin Ophavsmand værdig. Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. — Jeg gad dog vidst, om I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?“

„Jeg har tænkt“, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig for at gaae ud, „at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch til at drikke det gamle Aars Skaal i.“

„Ja pyt“, sagde Præsten, „men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.“

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: „Nu hvad har Du tænkt paa idag?“

„Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og takket Gud derfor“, svarede Emmy.

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.

„Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. — Nu De, Frederik, hvad har De tænkt?“

„Jeg“, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa Noget, „jeg — jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag, at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.“

„Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens. Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe {tre fire}tre-fire{-} Processer i Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter. Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere, der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. — Nu da, Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad har De tænkt paa?“

„Jeg har tænkt paa Verdens Undergang“, svarede Gamle med sin sædvanlige Alvor.

„Paa Verdens Undergang!“ udbrød jeg forbauset og var lige ved at briste i Latter.

„Ja paa Verdens Undergang“, sagde Præsten, „det skulde De ogsaa have tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder, forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men det tager De Feil i. — Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang, Christopher?“

„Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.“

„Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?“ spurgte Andrea Margrethe.

„Umuligt er det i al Fald ikke“, svarede Gamle. „Der behøver blot at skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa Jorden.“

„Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt fortærende Flammer.“

„Hu ha, det var græsseligt“, sagde Andrea Margrethe, „det maa være rædsomt at leve paa de Tider.“

„Det vil det ogsaa blive“, sagde Gamle, „navnlig den Tid, der gaaer forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at raabe: „Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!“ og med Alt dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.“

„Men nu de andre Stjerner“, sagde Corpus Juris, „hvad har Du vel tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?“

„Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved“, svarede Gamle.

„Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden“, sagde Præsten. „Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret os i det gamle Aar.“

Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

Det gamle Aar henrinder,
Saa sagtelig det svinder
Og synker i sin Grav.
Mens Alt er tyst og stille,
En Takkesang vi ville
Ham bringe, som det gav.

Hans stærke Haand har ledet
Os sikkert frem og fredet
Om os jo hver en Dag.
Var Hjertet angst og bange
I Timer mørke, lange,
Han antog sig vor Sag.

Ja sluktes alle Sole,
Blev alle Stjernepole
Saa mørk som Natten hist —
Din lyse Sol ei slukkes,
Og aldrig skal tillukkes
Din Naade, Herre Christ!

Din Stjernelil oprinder
Og Mørkets Magter binder
Hver Julenat paa Ny;
Ja altid klart den brænder,
Saa tidt som Du os sender
Det unge Nytaarsny.

O hvilken salig Glæde,
Naar een Gang skal indtræde
Det store Juleaar,
Naar Himmelklokken ringer
Og Nytaarsbud os bringer
Om Evighedens Vaar.

Ja naar den Time kommer,
Da Evighedens Sommer
Skal bryde herlig frem,
Du Fader os bønhøre
Og naadigen os føre
Til Himlens lyse Hjem!

„Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar“, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. „Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar — men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.“ Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy, uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu — hvad skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

„Ja det er da ikke saa underligt“, svarede jeg, „jeg gaaer her som femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.“

„Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.“

„Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller Emmy Historier for at more os.“

„De er just ikke til at lee af“, svarede Andrea Margrethe, „men man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre end at gaae og kjede sig. — Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en Historie?“ —

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget, og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.

„Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud. Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi „haard er Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være“, pleiede han at sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. Engang spurgte Knud ham: „Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, om Du nogensinde mødte ham?“ — „Jeg vilde gjøre saa ved ham“, svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. „Derfor skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst“, svarede Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig Guldring, men Thjodolf sagde: „Det tykkes mig underligt at synge om Glænten, naar Ørnen er tilstede.“ „Jeg synger nu, som jeg har Lyst til“, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans Ære{,}.{-} „Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død“, sagde Sangeren, „og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.“ „Saa frygt hans Haand“, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. „Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du“, sagde Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. „Men nu troer jeg ikke, han lever længer“, sagde Thjodolf, idet han hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. „En Daare er den Mand, som dræber sin bedste Ven“, sagde Astrid. „Men større Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde“, sagde Thjodolf, og dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt: han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter, at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. „Men jeg veed, hvad der fattes Dig“, sagde den Gamle. „Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til ham og troe paa ham.“ „Er Christus slig en Troldkarl, at han har forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham“, sagde Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte. Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. „Tro paa mig, saa vil jeg give Dig det evige Liv“, sagde han til Thjodolf. „Hvem er Du?“ spurgte Thjodolf. „Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som Konger skulle tilbede“, lød Svaret. „Saa er Du Christus“, raabte Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. „Hvorfor skjød Du den Pil bort?“ spurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere. Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik Thjodolf selv ned til ham. „Troer Du paa Christus?“ spurgte han Ynglingen. „Ja“, svarede denne. „Hvis Du vil fornægte Christus og troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du vil“, sagde Thjodolf. „Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor skulde jeg da fornægte ham?“ sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden Stund stille, derpaa sagde han: „Fortæl mig noget om din Christus“, thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine Fjender. „Det var smukt gjort af ham“, sagde Thjodolf, „det var mere end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.“ „Din Time er ikke kommen endnu“, svarede Ynglingen, „men giv vel Agt paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus, foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end din Daarskab.“ Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins Øie, der mørkt og truende saae paa ham. „Det er dog idel Kjærlingesnak Altsammen“, meente da Thjodolf, „og jeg er en Daare, at jeg laaner Øre dertil.“ Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det. Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet. Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var for et Land. „Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø“, svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede forbi, og saa seile afsted med det.

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad Ynglingen havde sagt til ham. „Du skal i al Fald ikke blive min Veiviser“, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han vinkede ad Thjodolf. „Denne Gang skal Du ikke undgaae mig“, sagde Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke, det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret, om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande Figurer i Sandet — det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: „nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.“ Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting, som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel — langt borte kunde han see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. „Troer Du nu?“ — „Ja Herre, nu troer jeg“, svarede Thjodolf. „Saa har Du vundet Livet“ — og saa døde Thjodolf.“

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy“, sagde hun, „men jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus overalt.“

„Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig“, svarede Emmy, „at En, hvis hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.“

„Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret“, sagde Gamle, „thi havde Paulus været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de Andres.“

„Men Klokken, Klokken!“ udbrød Andrea Margrethe, „den mangler kun to Minutter.“

„Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke dertil; vi maae op at tage imod det.“

„Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre glædeligt Nytaar.“

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige Straaler som et Tryllenet over Alt.

„Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os“, sagde Andrea Margrethe. „Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.“

„Nu“, svarede Gamle, „Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens Salighed skal oprinde for os.“

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske stille og lyttede efter — ni — ti — elleve — tolv! „Glædeligt Nytaar!“ udbrød Andrea Margrethe, „se nu er det nye Aar kommet! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!“ Vi Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: „glædeligt Nytaar!“

„O hvor jeg er glad“, sagde Andrea Margrethe, „at det nye Aar er kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med — det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?“

„Ja vist“, svarede jeg, „det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!“

„Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi være som Broder og Søster.“

„Ja vi ville være som Broder og Søster“, svarede jeg, idet jeg rakte Haanden til Emmy og Andrea Margrethe — „og lidt til!“ tilføjede jeg i mine egne Tanker.

Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden: „Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.“

— Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre — nei det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det, det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt hos hende, at jeg — ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt — jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn“ — men dette lod sig udmærket anvende med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone: derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden, thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da lykkelig og vel komme ud af denne casus mixtus et quidem compositus? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad. Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.

— — Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg, som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var forelsket i To — ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at være forelsket i Een, som man ikke kan erholde — bah, det har Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed, det er at være forelsket i To — thi sæt ogsaa det allerlykkeligste Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa elsker, tabt for mig.

„Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!“ sagde mit lille Lommeuhr, der hang paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: „Skynd dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!“ Ja skynde mig, det maatte jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen — hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for — jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte jeg være forlovet — og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!

Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade — det var det allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae i Tale.

I Forstuen mødte jeg Præsten. „Glædeligt Nytaar, Nicolai“, sagde han, „og en Kjæreste, inden Aaret er omme!“

„Ja jeg haaber, inden Dagen er omme“, tænkte jeg, men det sagde jeg naturligvis ikke høit.

„Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at gaae i Kirke om Søndagen?“ spurgte Præsten.

„Ja man kunde jo ikke vide det — Folk finder paa saa mange nye Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til den Tid“, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik ind i Dagligstuen.

Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.

„Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer“, sagde jeg, thi det forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom jeg kom.

„Nei det er ikke“, svarede Andrea Margrethe, „men i Dag har jeg saa travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig vist neppe at see hele Dagen“, og med disse Ord gik hun ud i Kjøkkenet.

„Saa bliver det altsaa Emmy“, tænkte jeg, „det er jo Skjæbnens Villie.“

Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede, men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane, hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.

„Hør Frederik“, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, „sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea Margrethe?“

„Hvad mener Du dermed?“ spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.

„Det forstaaer jeg ikke“, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet — men det er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned ad Gulvet.

Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis Haardnakkethed: „Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.“

„Det er jo noget Nonsens“, svarede Corpus Juris{,}.{-} „Fordi jeg synes godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi jeg mener, at Andrea Margrethe — aa det er jo noget reent Nonsens“ — og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han kaldte for Nonsens. Dog nærede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus Juris skulde have gjættet Hensigten af mine Spørgsmaal, og istedenfor nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at forstaae, at han i høieste Grad misbilligede mit Forehavende.

Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelægge ham dette vanskelige Spørgsmaal, thi Gamle havde vel næppe været saa skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end denne.

„Sig mig engang, Christopher“, sagde jeg derfor, „hvem holder Du egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?“

„Jeg holder meest af Emmy“, svarede Gamle — se det var reen og klar Besked, som jeg der fik!

„Men hvorfor holder Du meest af Emmy?“ spurgte jeg videre, thi det var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.

„Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være individuelt og derimod blive noget Universelt.“

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg meente at have fanget ham.

Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: „Ja men selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne vide.“

„Nu da“, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, „for at jeg skal sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette Ideal (jeg siger noget, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.“

Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.

„Se man taler nu“, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til at holde op igjen, naar han først har begyndt), „saameget om ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde, hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed. Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden, men den ene bortrives af Døden — for den Tiloversblevne gjælder da det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.“

Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var altsaa ikke kommen videre end før.

Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og vendte op og ned paa Psalmebogen.

„De seer saa nøie paa min Psalmebog“, sagde Andrea Margrethe, „De synes maaskee, den seer noget forslidt ud?“

„Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev Andrea Margrethe, „den allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud: derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er ikke noget godt Tegn.“

„Nu eller aldrig!“ sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea Margrethes og — Gamle traadte ind.

„Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „saa kan Emmy faae sin tilbage.“

„Nei lad mig beholde Emmys — Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.“

Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. „Jeg faaer vel Lov til at laane Deres som sædvanlig“, sagde han til Andrea Margrethe.

„Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.“

„Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres — Nicolai giv mig Psalmebogen.“

„Nei saamænd gjør jeg ikke nei“, svarede jeg, „jeg har laant den og har lovlig Ret til den.“

„Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers altid at laane den. Kom nu med den!“

„Men De maa dog skamme Dem“, udbrød Andrea Margrethe, „to voxne Brødre, der kommer op at skjændes — og det ovenikjøbet om en Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at afgjøre Striden paa.“

Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel efter, tog mig under Armen — (sagtens for at jeg ikke skulde løbe bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.

Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være.

Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig, at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. — Se der fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt, foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa, huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg ikke tabt endnu. „Det er en af disse ideale Fordringer“, sagde jeg til mig selv, „som Christendommen stiller til os, men som vi ikke kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet Menneske efterkommer.“ — Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det, thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med en Catos Ufortrødenhed: „Præterea censeo, at Nikolai vil gjøre Noget, som er urigtigt.“ —

Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om Kaffebordet, sagde Præsten til mig: „Har De nu hørt vel efter min Prædiken, Nicolai?“

„Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu, lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre. — Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?“

„Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.“

„Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, kunde Du vel ogsaa.“

„Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at spise?“

„Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. — Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med „die letzten Zehn vom vierten Regiment“! — Det er da godt, at De skal dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være istand dertil — saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for snæver til Dem!“ —

Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug blandt Bønderne.

„Jo“, svarede han, „Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, ifald det ikke er altfor vanskeligt — det er L'hombre.“

„L'hombre!“ udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, „da hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil, skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.“

Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.

„Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er grand tourné“, sagde jeg. „Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem og spille grand tourné, hvilket er ganske som tourné, kun at Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at spille Solo, thi grand tourné er et farligt Spil.“

Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. „Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev jeg, „De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.“

„Deres Velærværdighed —“ begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke afbryde, men fortsatte: „Har De derimod Manille og Kongen sjette i en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.“

Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med korslagte Arme stod og saae ned paa mig.

„Lad Dem endelig ikke forstyrre“, sagde han, „De har jo et Foredrag, som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.“

„Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag — De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem — jo det er to deilige Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem, og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.“

„Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig Tidsfordriv“, indvendte Skolelæreren.

„Uskyldig Tidsfordriv!“ udbrød Præsten, „ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.“

„Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag.“

„Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg, vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.“

„Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres Velærværdigheds Prædiken“, sagde Skolelæreren.

„Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber, at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. — Men disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring saalænge.“

Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før jeg ret vidste af det, blev det mørkt.

Jeg gik over i Dagligstuen — der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.

„De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?“ sagde Andrea Margrethe.

„Og Klokken fem kommer vore Fremmede,“ svarede Andrea Margrethe, „De seer, at det er paa høie Tid.“

„Hvad for Noget? allerede Klokken Fem — og saa faae vi Lov til at dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er mageløst!“

„Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden op, og Hver gaaer hjem til Sit.“

„Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt — det er paa den Tid, vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende her, det er jo at vende op og ned paa Alting.“

„Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre op allerede Klokken Ti.“

„Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse allerede Klokken Ti.“

Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget, var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten. Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at faae den til at straale i sin tidligere Glands.

Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han forglemmer — alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til sin Mester.

Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see, hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han Hovedet i Veiret — Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv, kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer der nogensomhelst Forandring med Gamle. „De er jo ogsaa Mennesker“, pleier han at sige, „hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem end til andre fornuftige Væsener?“ Jeg har tidt og mange Gange talt med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter talte jeg til Gamle derom: „Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan jo aldrig more hende.“ „Ja men saa morer det mig“, svarede Gamle, „og altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.“ — Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!

„Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal — men det er din Skyld, Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt — nu er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.“

„Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har Handske, jeg vil — jeg vil — aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil“, udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?

Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og Redningsmand. „Der har Du et Par“, sagde han pludselig, idet han trak et Par Handsker op af Lommen til mig.

„Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker“, udbrød jeg, „har Du virkelig tænkt paa mig?“

„Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere Leilighed“, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede mig, som vare de syede til mig. All right! sagde jeg til mig selv, nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.

Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar, Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.

„Se saa, lad det nu være godt“, sagde Præsten til Andrea Margrethe, „nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist ondt ved at kjende mig igjen.“

Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.

„Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!“ sagde Præsten, idet han trak i de stive Manschetter. „Nu synes jeg ellers det var paa Tide, at vore Gjæster indfandt sig.“

„Du maa ikke være saa utaalmodig“, bad Andrea Margrethe, „Klokken er halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.“

„Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?“ spurgte Præsten. „Nu gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae os en fornuftig Pibe Tobak.“

Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det Samme.

„Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er“, formanede Andrea Margrethe, „hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at spise, inden de komme!“

„Ja hvad skal jeg da tage mig til?“ sagde Præsten. „Der seer De selv, hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: „det vilde Dyr, som i Skoven gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue“, saaledes er det at være Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.“

Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en indre Stemme, som sagde til mig: „nei Du skal gaae til Emmy“, og vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: „nei Du skal gaae til Andrea Margrethe.“

I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: „De er da vel ikke syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.“

„Det er Skjæbnens Vink“, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: „De dandser vel den første Dands med mig?“

„Nei det kan jeg virkelig ikke“, var Svaret, „thi den har jeg lovet Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med Dem.“

Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.

Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.

„De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands“, sagde jeg til Emmy.

„Nei det tager De Feil i“, svarede hun, „thi den har jeg for længe siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.“

Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste Grad opbragt over det andet Afslag. „Saa er det dog sandt“, sagde jeg til mig selv, „at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en daarlig Fod eller Hovedpine — eller — eller — aa jeg vil sige lige ud, at jeg vil ikke dandse.“

I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men maaskee det kom af, at jeg var alene derom.

Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi Præsten kom hen til mig og sagde: „Hvorfor staaer De ledig paa Torvet, Nicolai?“

„Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden feilede De jo ikke Noget.“

„Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands. Hic Rhodus, hic salta!“

Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet, idet jeg i mit stille Sind sagde: „Du skal saamænd ikke faae stor Fornøielse af at dandse med mig.“

Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved kom jeg til at see op og — Himmel, Jord og sexten Elementer: det var jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: „Er det — er det virkelig Dem?“

„Ja hvem skulde det ellers være?“ spurgte hun med det yndigste Smil, man kunde tænke sig. „Men jeg troede, De havde glemt mig.“

„O De maa tilgive mig, men jeg er — —“ og nu begyndte jeg paa en Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive. Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo og jeg talte — bestandig med den Lysblaaøiede.

Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere — o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende, saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun — ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord — o jeg morede mig mageløst den Aften!

Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min Hjertensven.

Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde dreie Spillet, som jeg vilde.

Hun var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem ikke længer, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjøre. Thi den Sidste søgte helst at undgaae al Disput, og den Første disputerede med al for stor Alvor og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg vil endogsaa helst have, at det skal være usandt, for saa kræves der en større Snildrighed forat vinde Seir — jeg disputerer kun for at disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa være paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som Modparten gjør sig skyldig i, for øjeblikkelig at kaste sig over det og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillægge det, og saaledes mangen Gang i det Øjeblik, da den Anden troer sig sikker paa Seiren og har udtalt sit quod erat demonstrandum, da at vise ham, at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tænkt paa at sige, og saa at see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik — o det er en kongelig Fornøielse! Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg havde aldrig før hørt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke noget ubehageligere end at høre En begynde paa en Tale, og at han saa bliver stoppende i Midten og søger efter Ordene — o man bliver saa flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens egen Broder — og hun saa vender sig om til mig for at spørge: „hvad er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt afsted?“ og saa at maatte svare: „det er min Broder!“ — o det er græsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svæver usikkert omkring, som om han søgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter en Planke, forat holde sig fast i. Og dog — jeg fatter atter Mod, thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fæster sit Blik skarpt og bestemt paa Præsten, der staaer henne i Døren, og begynder med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst øjeblikkelig forsvandt, thi allerede paa de første Ord kunde jeg høre, at han vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden.

„Mine Damer og Herrer!“ saaledes begyndte han, „idet jeg seer mig og saamange af mine Jævnaldrende forsamlede her, vi, som tillægge os det stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu, hvad en af vore Digtere har sagt:

Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger, men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har følt sig „en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt“, hvorledes skal det da gaae os, vi som ikke engang tør kalde os for Svende, ja knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive støvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og Anden trøste sig med, „at vi see ved Lampen Musernes Dands“, men hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine Sønners Nød, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaøiede Visdomsgudinde, skulde vide at afhjælpe den. Saa har hun da udsendt en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Sønner fra de tause Bøger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Døren haardt i for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en gjæstfri Velkomsthilsen og bød dem fæste Bo og fulgte deres Kald. Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man døv for dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier ført os herud, det være sig nu til den Tid, da Bøgen iførte sig sin Brudedragt, og de klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrønne Løv, eller til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng — tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Væld, som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men den, som har modtaget Meget, bør det ogsaa at takke meget, og derfor er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her, for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjæve Præstemand og hans elskelige Hustru, at de ikke bortstødte de venlige Alfer og Genier, men gjæstfrit skjænkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!“

Et almindeligt Bravoraab belønnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Præstens elskelige Hustru ikke ogsaa nævnede hans elskelige Døtre, for det vilde jeg have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil maa han selv vide.

„Det er min Broder“, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed — alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i dette Øjeblik gjerne være gaaet i Ilden for ham.

„Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder“, svarede hun, „ham maa De gjøre mig bekjendt med.“

„Ja gjerne“, svarede jeg, idet jeg øjeblikkelig reiste mig forat efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lærte sin tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg, at Corpus Juris vilde vide at optræde paa en Maade, saa at jeg skulde have Ære af ham. Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i hans Øie.

„Frederik“, sagde jeg til ham, „min Borddame ønskede gjerne, at jeg skulde forestille Dig for hende.“

Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. „Aa det kan jo vente til siden“, sagde han.

„Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og følg med mig!“

Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjøndt med synlig Uvillie. Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfærdet efter ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have Ære af! Om det saa havde været Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa galt ad!

Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde paa en Undskyldning. „Det var heller ikke rigtigt af Dem“, sagde hun, „saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu være anstrængt efter den Tale, som han har holdt.“

„Anstrængt!“ udbrød jeg i stor Harme, „skal han være anstrængt blot efterat have — —“ men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som lød saaledes:

Vi mindedes Alle tidt og mangen Gang
Den unge og lyse Skjærsommer,
Vi hilste saa tidt med en jublende Sang
De Roser og yndige Blommer.

Og ofte sig vuggede Tankernes Strøm
Mod skyggende kjølig Skjærsommer,
End oftere drømte vort Hjerte sin Drøm
Om Roser og yndige Blommer.

Dog Vinteren haardt med sin Kulde os bandt
Og bortjog den varme Skjærsommer,
Og sjældent jo kun i vor Midte vi fandt
De Roser og yndige Blommer.

Iaften de begge os gjæstede dog,
Først kom de Roser og Blommer,
Men sammen med dem strax i Huset inddrog
Den unge og lyse Skjærsommer.

Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt
I Vaar og i løvrig Skjærsommer,
Den udfolder ikke saa herlig en Pragt
Som her vore Roser og Blommer.

Og Nathimlens Stjerner vel funkle med Glands
I stille og kjølig Skjærsommer,
Dog skjønnere funkler vor straalende Krands
Af Roser og yndige Blommer.

Blandt alle de Stjerner er een dog, hvis Skjær
Er klareste Lys i Skjærsommer,
Blandt alle de Roser er een dog især
Den Rose for Alle de Blommer.

Gud give, vi Alle, som samled os her,
Imellem de Roser og Blommer
Maae finde den Rose, vort Hjerte har kjær,
Saa grønnes først ret vor Skjærsommer!

Jeg var i høieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte saa aldeles mine egne Følelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale dem bedre. Thi ogsaa jeg havde søgt mellem alle de Roser og Blommer uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min Side, hun, Rosen for alle de Blommer!

„Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide“, svarede jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt fra mig. Men jeg havde nær ikke kjendt ham igjen — — var det virkelig Gamle, min egen Gamle med de drømmende Øine og det lidt foroverbøiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den? Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle, men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte?

Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: „Christopher, veed Du ikke, hvem der har skrevet denne Sang?“

Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om han var fortryllet.

„Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?“ spurgte jeg da videre.

Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa pegede hun hen paa Christopher.

„Christopher, men er det virkelig“ — — udbrød jeg, men blev afbrudt i det Samme: „Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken der!“ — jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte — nu kjendte jeg ham igjen.

Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen.

„Men hvormange Brødre har De da?“ udbrød hun forbauset. „Ham maa De virkelig ogsaa gjøre mig bekjendt med!“

„Ja siden!“ svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab.

Jeg sad og tænkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde begge mine Brødre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den Lysblaaøiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsøgte jeg det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsøget; det var mig umuligt at røre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaøiede til mig: „Vil De nu ikke ogsaa holde en Tale?“

«Omen accipio», sagde jeg til mig selv, og for strax at gjøre Ende paa al Betænkelighed, skjød jeg min Stol tilbage med saadan Voldsomhed, at den væltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt, begyndte jeg pludselig: „Mine Damer og Herrer! eller — forat jeg skal tale i Blomstersproget — mine Roser og Torne — — —“ videre kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en saadan Larm, at det var mig umuligt at overdøve den. Som jeg siden fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive en udmærket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklærede sig tilfreds blot med at høre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet.

Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun gav mig sin Sløjfe, og jeg gav hende min Sløjfe, og jeg var i den syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske høit: „hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi — ohøi!“ indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte være stille, akkurat, som han pleier at gjøre hjemme paa Vestergade, naar vi sidde paa vort Værelse og læse sammen, og jeg pludselig begynder at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe — og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig, og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs Aften!

— — O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed, Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!

Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter, forgjæves, Præsten var ubønhørlig. „For idag“, sagde han, „har jeg som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage, og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig vaagner mere op igjen.“ — Saa rullede Vognene frem for Døren. Præsten hjalp selv vore Gjæster Tøiet paa, for at de kunde komme hjem i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den Lysblaaøiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, — og Vognen rullede ud af Porten — men jeg blev staaende alene tilbage.

Ja jeg blev staaende alene — det følte jeg ret. Alt det Liv og Lyst og Herlighed, der for et Øjeblik siden havde fyldt mit Bryst og næsten truet med at sprænge det ved sin overvættes Fylde, var forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. — Jeg traadte ind i den store Sal, der nu stod øde og tom: Stolene stode i Uorden hist og her, Lysene brændte døsig i Lysekronen, et tykt Lag Støv laa over Alt. Og hun, hun er borte, hun er her ikke mere — disse Ord løde mig i Møde som et Echo fra alle Sider. Se derhenne ved Kakkelovnen havde jeg sidste Gang talt med hende; ved Siden af Døren der sad jeg, da hun kom og rakte mig sin Sløjfe, og i hin Vinduesfordybning bag de lange Gardiner havde vi siddet saa længe og talt sammen — o nu var det Alt forbi — Øde, Tomhed, Kulde og Død var der overalt. Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine Hænder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt omkring mig.

Jeg foer i Veiret og saae Præsten staae ved Siden af mig. „Det er mig“, svarede jeg i en mat Tone.

„Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder der! Ja hvis De ikke selv sagde det, saa vilde jeg have ondt ved at troe, at det samme Menneske, der for et Qvarteer siden raabte og skreg herinde, saa jeg frygtede for, at min stakkels Præstegaard skulde falde sammen over Hovedet paa os, at han nu sidder og seer saa mørk ud som Hannibals Skygge blandt Carthagos Ruiner.“

„Men jeg kan nok tænke, hvad der er i Veien“, vedblev Præsten, „for jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen igjennem.“

„Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nær. Gaa De nu i Seng, saa skal Mo'er sende Dem en varm Kop The op imorgen tidlig, og saa kan De komme ned til mig og læse lidt i Provst Møllers Haandbog for Præster, som De jo interesserer Dem saameget for, saa skal De see, at det gaaer nok over. — Godnat, Nicolai, og god Bedring!“

Da Præsten var gaaet, besluttede jeg i al Stilhed at liste mig bort uden at sige Godnat til Nogen af de Andre, thi jeg ønskede ikke gjerne at høre flere saadanne Taler som den, Præsten havde holdt til mig. Jeg kom ogsaa ubemærket op paa mit Værelse, og efterat have tændt mit Lys lukkede jeg begge Dørene, thi jeg vilde være alene. Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imøde, men den gjorde mig godt, thi jeg trængte til at afkjøles. Hendes Billed stod for mine Tanker, jeg tænkte og drømte intet Andet end hende. Naar skulde jeg atter see hende? hvor lang Tid vilde der forløbe, inden jeg atter skulde mødes med hende? Thi nu stod min Beslutning fast, der var ikke længer Tvivl og Uklarhed over mig — hende skulde det være, hende og ingen Anden. Det var jo selve Skjæbnens Styrelse, der havde ført mig hende imøde, netop i det Øjeblik, da jeg tænkte at binde mig for bestandig, ret som om Skjæbnen vilde sige til mig: „Se her, Nicolai, her skal Du see, hvad der er Dig forbeholdt, om Du formaaer at give Tid og at vente.“

Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. „Os har Du først talt til, og nu forlader Du os“, syntes de at sige til mig. — „Men det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt mig“, svarede jeg. — „Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men Du er troløs som Veir og Vind.“

Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil, hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fæstet deres Hu til mig? Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig, om jeg var vred paa hende? — Hvis det virkelig forholdt sig saa, var det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden, hvem mit Hjerte tilhørte?

Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi han pleier at være min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder. Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig døe i Synden, men selv om han vilde prædike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv.

Jeg gik da ind i Gamles Værelse. Der var ganske mørkt derinde, saa jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg, at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere, saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden han bemærkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: „Nu Nicolai, din Nød er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og giv vel Agt paa, hvorledes han vil føre Dig, saa kan din Sorg faae Ende, førend Du aner det.“ Derpaa bød han mig Godnat, og jeg gik atter ind paa mit Værelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over, hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prædiken havde holdt for mig, men affærdiget mig saa kort. Imidlertid følte jeg mig ikke roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg være forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de næste Dage forfølge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at det kunde være en Slags retfærdig Straf, som jeg taalmodig maatte underkaste mig.

Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde anstillet denne Illumination til Ære for sig selv. En stor rød Sløjfe holdt han i Haanden, og han gesticulerede hæftig med begge Arme omtrent som En, der indøver en Tale, han skal holde.

Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortælle min Historie, medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage.

„Ja hvad mener Du derom?“ sagde jeg, da jeg var færdig, og han vedblev sine Vandringer uden at svare mig.

„Hvorom?“ spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin Marsch og standsede foran mig.

„Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.“

Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu større Opmærksomhed. Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. „Ha ha ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha ha ha!“

Jeg blev noget stødt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad og Daad, kun svarede mig med Spotterier.

„Du maa ikke blive vred, Nicolai“, svarede han, „men det er virkelig altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu — Godnat og sov vel!“

Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved, at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa ilde ad. —

Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? — Nei, der var to Stemmer, kunde jeg høre — hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og — hvad var det? — det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter — han kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille derinde — derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange Gang. Det maa jeg see, hvad er — og jeg ud i Gangen: der var ganske mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om Hjørnet nedenfor. „Hvem er det?“ raabte jeg, saa høit jeg kunde, men fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og raabte til mig: „Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du gjør! Du vækker jo hele Huset.“ „Men her var Nogen herude i Gangen“, svarede jeg. „Aa det har vel været en Kat — gaa nu i Seng! Klokken er jo over Et.“

Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og slukkede mit Lys. Og nu stod atter hendes Billed saa lyst og klart for min Tanke — hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for tredie Gang sikker i min Sag. „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.“ Ja det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone.

„Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed, saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket. Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse og — — — ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel deraf. Og Allesammen sagde de til mig: „det er mig, Nicolai!“ men vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der hviskede til mig: „Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!“ — o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være, forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem, uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. — Saa søgte jeg min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.

Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea Margrethe vendte atter tilbage. „Der er ikke Andet for“, sagde jeg til mig selv: „jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: „Kommer Nicolai da aldrig mere?“ — men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai. Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested. „Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi min var Skylden ikke!“ siger han, og med sine Taarer vander han de hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder en Rose af hver af Gravene og siger: „Stakkels unge Roser, hvorfor visnede I saa tidlig, hvorfor — — —““

Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden, hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig, thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned.

„Godmorgen“, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne sørgelige Betragtninger.

„Godmorgen, Nicolai“, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde en Død frem af Graven.

„Godmorgen, Svoger“, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en Kop The.

„Hvad — hvad for Noget?“ og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i tusinde Stykker.

Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra den Anden til den Ene.

„Nei det er ikke“, sagde Præsten. „De skal ikke troe et Ord deraf. Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.“

Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var Løier og Comediespil.

„Om jeg er vred?“ og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange Aar.

„Men sig mig dog en Gang, naar er det da skeet?“ spurgte jeg, men det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien randt mig i Hu, og jeg fik da at vide — ja det kan jeg vel gjerne lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at vide det.

„Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai“, sagde Præsten, „for jeg har ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane, saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.“

Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.

— — — Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe ad, det har jeg glemt.

Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! — hvor det var morsomt at sige „Du“ til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele Tiden „De“ og maatte idelig rette mig selv.

Og jeg selv — ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig, troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine Dage.

Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og slet intet havde seet — ja det er rigtignok et sandt Ord, at det Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke længer til at spøge med. Og nu Gamle — jeg Daare, som ikke havde kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i Præstens Lignelser.

— — — Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent saalunde:

„Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse; thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner, naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som terminus technicus lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret, tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at udraabe med Berlinerstudenten: „ach wai mir, je länger ich lese, desto dümmer werde ich!“ saaledes seer man ikke saa sjeldent, at medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør — ikke for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de klare Øine og de venlige Smil — eller hvad jeg vilde sige, for Professoribus et Censoribus ved de to Universiteter, hvorved de have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!“

Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes. Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen Haanden, idet han sagde til hende: „Jo Mo'er, den Skaal vil vi To drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev rejiceret.“

Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment, men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den første Steen!

— — Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang. Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy, som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket, fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og jeg selv — ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke længer: „hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi — ohøi!“ men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller Corpus Juris kan høre det:

Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til Nøddebo Præstegaard. Og jeg ved ingen større Glæde, end naar mine Bekjendte om Mandagen spørge mig: „Hvor var Du henne igaar, Nicolai?“ — da at svare dem: „Jeg var ude at besøge mine Svigerinder.“

Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover mig om fem Aar, naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke, for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke paa den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden, virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten troe, at man gjør bedst i at vente, thi jo længere man venter, des bedre bliver det.

Men den Lysblaaøiede da? — Ak tal ikke om hende, for saa blive strax alle mine gode Forsætter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskværdig som Søsteren.

Og nu Farvel — dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige til enhver Saadan: „Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog — hvad kan det nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard? — nei Du maa komme netop til saadan en Præstegaard som Nøddebo Præstegaard, og netop til saadan en Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor Alt til saadanne to Præstedøtre!“

Fodnoter

[1] Efter Hostrup.

[2] H. Hertz.

[3] Hor. Od. I, 9.

[4] H. Heine.

[5] Poul Møller.

[6] Chr. Richardt.

Afskriverens rettelser

s. 1: Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder[Mærkværdigbeder], store og
s. 1: vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt[tvivsomt], om
s. 1: Straatækte[Straatakte] Hus og den duftende Vang,
s. 2: som en skæv Linie, der kunde vække Corpus[Korpus] Juris'
s. 5: egentlig Christopher[Christoher], men jeg har kaldt ham Gamle,
s. 6: da er det mig, som saae jeg Christian den[dem] Femtes Lov
s. 6: Humør — lod jeg saa[paa] et Par Ord falde om, at jeg
s. 49: over mig selv, saa kan Christopher[Christoffer] holde den
s. 64: „Hvor er Manddræberen[Manddraberen] Nicolai henne?“ lød
s. 64: pludseligt en stærk Stemme nede[ned] fra Gangen. Jeg foer
s. 66: har jeg ikke fordømt Læsning[Læsnig] i og for sig, men
s. 87: kunde jeg ganske bestemt[bestemte] mærke paa mig selv. Hvad
s. 88: Nøddebos Mærkværdigheder[Mærkværkdigheder].“
s. 89: Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De[de]
s. 93: paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee[maaaskee]
s. 110: men af Skyggen, som bevægede sig op og ned[op ned], kunde
s. 128: stor Punschebolle[Punchebolle]. Edite, bibete, collegiales! sang Præsten
s. 129: Præsten. Hun havde jo overhovedet ikke megen Sympathi[Symphathi]
s. 141: kastede sin med Rimfrost[Rimfromst] dækkede Hue hen i Ansigtet
s. 155: fortælle om Morten Jensens Fux[Fuchs], før min sidste Rest
s. 155: Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os,[os, os,]
s. 171: hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu[uu] selv at
s. 197: saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge[afflægge]
s. 219: alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik[Økeblik], som
s. 223: er bleven en gammel[gemmel] Cavaleer. Naar jeg tænker paa
s. 225: søgte at finde paa Noget, „jeg — jeg har havt saa travlt[tralvt]
s. 228: at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes[Menneskens]
s. 230: være et meget morsomt[morsort] Parti Schak, for de hviskede
s. 235: Maade at gjøre sig værdig til Valhalla[Vahalla] paa, om han
s. 267: kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at[et] begynde
s. 285: Gamle[Christopher] svarede ikke, han vedblev uforandret at

Afskriverens bemærkninger

Ved Nytaarstid
i
Nøddebo Præstegaard.

Forord til niende Oplag.

1862—1887.

Til mine Kjære i Hjemmet!