The Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Af mit Levned

Author: Johan Louis Ussing

Release Date: June 15, 2011 [EBook #36430]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret, herunder
varierende stavemder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt
rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indfrt i e-bogens
tekst. Grsk tekst i originalen er angivet med {krllede parenteser}.




 J. L. USSING

 AF MIT LEVNED

 UDGIVET AF HANS SNNER

 KJBENHAVN OG KRISTIANIA
 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG

 MDCCCCVI


 FORLAGETS BOGTRYKKERI

 1906




INDHOLD.


    I.  BARNDOM (1820-36).                               Side 1.

   II.  STUDENTERAAR (1836-44).                           "  23.

  III.  ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844-47).          "  39.

   IV.  REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.              "  81.

    V.  FORELSNINGSVIRKSOMHED. REISER.                   " 105.

   VI.  FORFATTERSKAB.                                    " 119.

  VII.  SKOLEVIRKSOMHED. PDAGOGIK. RETSKRIVNING.         " 126.

 VIII.  KOLLEGER OG VENNER.                               " 144.

   IX.  UNIVERSITETET.                                    " 157.

    X.  ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.                    " 172.

   XI.  SKANDINAVISME.                                    " 189.

  XII.  POLITIK.                                          " 199.

 XIII.  BIBELREVISION.                                    " 208.

  XIV.  SLUTNING.                                         " 218.

        EFTERSKRIFT                                       " 231.




I.

BARNDOM.

(1820-1836).


Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes
Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster
siger man skal skynde sig at gre, naar man har naaet de 70, og
hvorom Goethe siger, at den, der gjr det, er det hfligste af alle
Mennesker, medens den, der brnder sine Efterladenskaber, er den
uhfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var
srlig mrkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget,
som var vrdt at fortlle, saa var min Hukommelse ikke strk, og
Dagbog havde jeg kun sjlden frt. Desuden syntes jeg, at saalnge
jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige
Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde nske at
udfre.

Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa
hvile; saa kan jeg jo gjerne prve paa at nedskrive, hvad jeg kan
huske. Maaske det kan more mine Brn og Brnebrn at lse det, og
maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til
Offentliggjrelse. Men udgive de Noget, maa de gjre det paa deres
eget Ansvar; mit Raad og min Bn er, at de hellere udgive for Lidt
end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller
urigtig Fremstilling eller flde nogen uretfrdig Dom om Nogen, da
haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox
om Hfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tvrtimod det er
uhfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.

       *       *       *       *       *

Jeg er fdt i Kjbenhavn d. 10. April 1820; men min Slgt er fra
Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans
Tavsen og Anders Srensen Vedel iblandt mine Forfdre. Hans Tavsens
Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesn var gift med A. S. Vedel, og
deres Snnesns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret
1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog
Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde vret
Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som
Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og
Mringgaard.

I den tilhrende Sognekirke Korning har han efterladt sig et
Monument, der paa samme Tid, som det skulde vre en Prydelse for
Kirken, ogsaa kunde vre et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi
han havde vret to Gange gift, fr han gtede Ane Jensdatter. Det er
en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men
kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige
architektoniske Prydelser, strre og mindre udskaarne Figurer,
Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til
verst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdre, forat
Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker
vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser
beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjndt de
ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af
deres Strrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste
forsvundne, hvor de have vret, og da Chorskranken i Korning nu
(1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige
efter Prstens nske flyttet hen til Kirkens vestre Endevg lige over
for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa
Monumentet -- takket vre Professor Magnus Petersens fortrinlige
Restauration -- er kommet til at gjre en smuk Virkning.

Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin
frste Hustru 3 Snner og 1 Datter, med sin anden 1 Sn, og med sin
tredie 6 Snner og 1 Datter. Ingen af Snnerne har beholdt Faderens
Eiendomme; de fleste af dem bleve Prster. Den ldste af dem alle var
Prst i Lsning og Korning, den ldste af Ane Jensdatters Brn, Bagge
Nielsen Ussing blev Prst i Lille Lyndby i Sjlland. Dennes ldste
Sn, Niels var min Farfar; hans nstldste Sn, Henrich, bekendt som
Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn
1786-1789), blev Fader til Generalprokurr, Konferentsraad Tage
Algreen Ussing.

Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig
Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to
Tvillingbrdre bekldte anselige Stillinger, den ene som Prsident,
den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev
samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex.
en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne
Lovise Bruun dde efter at have fdt sit 15de Barn. Et Skjrmbrt,
som stod foran den Nyfdtes Vugge, faldt om, og Moderen dde af
Forskrkkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store
Brneflok fik for en stor Del Lov til at skjtte sig selv, og jeg har
hrt mange Fortllinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa
Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skiter; jeg
har hrt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man
efter Datidens Skik ikke brd sig om at holde srlig afsprrede. Min
Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin
Svn ved, at Matrassen under ham bevgede sig; det var et galt
Fruentimmer, der havde faldet paa at lgge sig der. Der var ikke Raad
til at anvende Synderligt paa Brnenes Opdragelse. De to ldste bleve
holdte til Studeringerne; den ldste blev theologisk Kandidat og
Prst i Uldum i Nrheden af Horsens (dd 1861); den anden blev Jurist
og Faderens Efterflger som Hospitalsforstander.

Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at
blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A.
Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjnne og raske Dreng
kjr, og da han 1815 blev forflyttet til Sjlland, tog han ham med
sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa
Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmgtig. Et Par Aar senere tilbd
Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overprsident i Kjbenhavn.
Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde
forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og
udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne
udfre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man vre vis
paa at have paalidelige Underordnede; srlig gjaldt dette om
Kjbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes
nogen uprvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilvrende
Fuldmgtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan
Kontorchef under Magistraten. Hans Begjring blev bevilget, og min
Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklde,
saa lnge det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af
4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han dde 13. April
1866, 79 Aar gammel.

Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et
tarveligt Hjem, gtede han en elskelig ung Pige, han i lngere Tid
havde vret forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar
yngre end han. Hendes Fader, en fdt Nordmand, havde vret
Borgemester i Ribe; han dde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine
Forldres gteskab blev velsignet med 5 Brn, alle Snner. Den
ldste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter
min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved;
som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et
klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte nske,
Andre havde vret i Besiddelse af. Han blev Hiesteretsassessor,
Direktr i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han dde 2.
December 1887. Den nstldste Sn, den der nedskriver dette, blev
kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f.
14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmgtig under
Kjbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som
Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli
1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848
meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have
deltaget med Hder i Slaget ved Dybbl 5. Juni, blev han syg og
maatte forlade Hren. Han dde som Provst og Sogneprst i Skjelskr
d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev
Assessor i Kriminalretten, men dde allerede 1. Juli 1871.

Danmark var fattigt i den frste Fjerdedel af det 19de Aarhundrede.
Den nrvrende Slgt vilde forbavses, hvis den kunde anstille
Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold.
Embederne lnnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde
opdrage 5 Snner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi
savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid
syede for smaa Stvler til mig, og jeg maatte njes med den Trst, at
de bleve nok strre, naar jeg fik gaaet med dem. Strre Velstand
stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slgtninge og Venner, som mine
Forldre omgikkes, saasom Isenkrmmer, senere Jernstber Heegaard,
der dengang eiede en stor Have paa Nrrebro, Justitsraad Nyeland, der
som Proviantsforvalter for Setaten boede ved den nu opfyldte
Tihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og
raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en
uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen,
og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro;
en Gang laa de i Gstgivergaarden Grnne Hest, der hvor nu Saxogade
begynder; det kaldte man Land dengang.

Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men
allerede 8 Dage efter flyttede mine Forldre til Hjrnet af
Frederiksborggade og Nrrevold. Til dette Sted knytte sig mine
tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfrdselen igennem
Nrre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig
marscherede forbi til velsen paa Flleden, ifrte rde Trier med
Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om
de fixe Livjgere og Studenterne med den hie Fjer i Chakoten, eller
om det vldige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at lbe over
Gaden og stte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved
hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besg af hos
Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde lbe over til det andet
Gadehjrne, hvor den bredskuldrede Tmmermester Westergaard boede
paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med
Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Snnen N. L.
Westergaard stiftede jeg frst mange Aar senere, som Kollega,
Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog
vist Pladskommandanten, der boede oven over Nrre-Port, Major
Kathala, hvis elskvrdige Familie min Broder og jeg i en lang Rkke
Aar vedligeholdt Forbindelse med.

Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjrnet af
Teglgaardstrde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa
ubebyggede siden 1807 og afgav fortrffelig Legeplads for Brn, og
naar man var 10 Aar gammel og var pnt paakldt, kunde man faa Lov
til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man
ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten
styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans
Dreng" ihjel med Gevrkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik
hjem fra Skolen, at lgge Veien over Volden, var det lige saa galt;
man havde jo Skolebgerne under Armen, og "Ingen maatte bre Noget
paa Volden".

Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han
helst til at frdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig
Fisker og Jger, og paa Fiskeriturene til Lersen efter Aborrer,
eller ud i resundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ldre
Snner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel
bekendte med Kjbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjnd, naar jeg
knap kunde slbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller
Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til
Helsingr, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i
min Erindring. Med Slyst ved Emilies Kilde ophrte dengang
Landstederne. Taarbk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby;
Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord
for Vedbk Kro ophrte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over
Anklerne, og gldede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde
bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuvrende
Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg
viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det
havde vret et kongeligt Slot. Humlebk tilbd atter en vederkvgende
Hvileplads, og saa var der jo kun 1 Mil tilbage, inden Helsingrs
"Stengade" kunde aflse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant;
men den nste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot
Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom S fra Krohaven der,
og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring
igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i
hele sin Majestt og speile sig i den stille S; endelig Solnedgangen
fra Jgerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu
fuldstndigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min
frste Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse;
men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den.

Min frste Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forldre selv.
Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Prst
ved Domhuskapellet (d. v. s. Fngselsprst), som havde en lille Skole
paa Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte
paa 2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med
Kameraterne, og skjndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi
derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som
endnu staa lyslevende for mig. Nrmest sluttede jeg mig til _Aldo
Gntelberg_, Sn af den som Digter og Theateroverstter ikke
ubekjendte Carl Gntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa
mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophr endnu i et
Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede
hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et
engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og
udmrkede sig srlig under Frederiksstads Beleiring. Han dde som
Stabsintendant 13. Mai 1891.

Om Skolen selv kan jeg ikke fortlle meget. Visby var meget venlig
imod mig, isr uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng
Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i
Dansk Stil. Lreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg
havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfldet,
men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg
af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemrkede dette, fik jeg
kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end
den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde
jeg jo have en alvorlig Irettesttelse. Jeg begyndte at forklare, "at
Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok
sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- lngere kom jeg
ikke; saa fik jeg et alvorligt refigen ledsaget af de Ord: "Tr Du
sige _han_, naar Du taler om Din Lrer?"

I Foraaret 1830 blev Visby Prst paa Christianshavn. Skolen blev
oplst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i
Metropolitanskolen, hvor min ldre Broder gik. Men Fader nskede, jeg
skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde,
vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde lst i et Aar.
Dette skulde indhentes i Lbet af et Par Maaneder. Pastor Gad,
dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog
sig at lse Latin med mig, naar jeg vilde lse sammen med en anden, 3
Aar ldre Dreng, der gik i verste Klasse hos Visby, og som nu skulde
ind i Borgerdydskolen i en hjere Klasse. Det var Gustav Broch, den
senere saa bekjendte Hiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget
af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig.
Prsten lste nogle faa Timer med mig alene, men derefter lste Broch
og jeg sammen; vi lste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede
Elever flges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed,
og jeg grd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde flge
med; men det skulde jo gjres, og da Tiden kom, bestod jeg
Optagelsesprven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.

Med rbdighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse
Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den
fra frst var beregnet, hist 100, medens man nu har maattet skaffe
Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik
der nppe nogen Dag uden jeg gldede mig over Bygningen, om det end
vsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig
kjrt. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen
Mnster-Skole; kun faa af Lrerne vare virkelig gode, flere under det
Middelmaadige. Hvad vi lrte, maatte vi for Strsteparten lre os
selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som
til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar.
Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens
Disciple bestode med Hder Examen artium og bleve i Regelen senere
dygtige Embedsmnd.

Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige
Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der
bevgede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle
uvilkaarlig bjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Brneven;
de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i
verste Klasse, som han udmrkede ved at tiltale med De istedetfor
Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade
finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde vre modne
Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvflgelig i en
beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar
studerede han vistnok aldrig. Disciplene i verste Klasse, hvor han
lste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lrte
Noget, lrte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man
lre at skrive Latinsk Stil, maatte man sge privat Undervisning hos
Overlrer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist
fra det 18. Aarhundrede, og naar han lste det nye Testamente med os,
bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang
under Lsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det
kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brd og 2
smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist
vre en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med
5000 Brd." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo vre; men var det ikke
lovlig meget, 5000 Brd til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet
vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers,"
og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmrkede ham, var isr denne
Vrdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste
Besvr. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M.
Nielsen, altid rede til at give et refigen; han rrte aldrig en
Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af
Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte
Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en
Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men
Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev
i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission
til at undersge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik
VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke lngere besad sin Konges
Tillid." Kongen sgte at forestille ham, at man kun vilde give ham
Leilighed til at retfrdiggre sig, og at saa snart dette var sket i
det frste Mde, kunde Kommissionen oplse sig; men Nissen var
ubielig: "Den Kommission maa slet ikke trde sammen. Sker det, har
min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og
traadte ikke sammen.

Af de vrige Lrere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der
senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlrer og lste Grsk
og tildels Latin i de 4 verste Klasser. Det var en elskvrdig og
fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld
Lrer. Som Lrer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi,
der krves til at faa Alle med, og hans nervse Hidsighed erstattede
daarlig det Manglende; men i verste Klasse blev han ved sin klare
Fremstillingsgave en udmrket Lrer. Han skrev en smuk dansk Stil, og
blev derfor ogsaa en fortrinlig Lrer i Latinsk Stil; thi den, der
ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjnt, kan heller aldrig lre at
skrive noget andet Sprog anstndigt, og omvendt turde Bestrbelsen
for at skrive en smuk latinsk Stil vre en bedre Lrer i dansk Stil,
end nogen som helst Dansk Stillre eller Haandbog i Rhetorik. Det var
en af vore strste Fornjelser, naar Borgen engang imellem lod sig
overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for grsk
Undervisning oplste Noget af Oehlenschlgers Tragedier. Han havde et
mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt
en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplsninger af flere af
Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede
ham som sin frste og egentlige Lrer i Deklamation.

Men ved Siden af Lrerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som
har endnu strre Indflydelse paa Charakterens Udvikling,
_Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Trskel, havde
jeg Venner dr i min ldre Broders Klassekamerater, der for det Meste
vare tre Aar ldre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens
Beundring ved deres Viser til Rektors Fdselsdag, til Rusgildet
o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, dde 1880 som Prst i Skjelskr;
den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed,
med hvem jeg kom i nrmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han
blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik
han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk
Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle
examinere min ldre Ven og Skolekamerat og at give ham det hdrende
Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham.
Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er
tilstrkkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle
Danskes Lber. Efter Snderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger
til Kjbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lrere" oprettede en
Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en
stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortrffelige
Oversttelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsgtes han af
Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin
yngste Sn, en elskvrdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og
havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede
han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschlger i sin
Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdde Kjre,
som han lngtes efter at mde. Han dde 20. Marts 1897.

Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig.
De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer
tilflles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i
Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjvnes.
I 1830 og 31, da hele Europa ngstelig betragtede Polakkernes
Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der
leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad
til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en
prgtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth.

Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvflgelig endnu mere Glde
af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget vrd,
maatte frst Tiden lre mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde
indtaget de verste Pladser, endte srgelig. Den ene, en godmodig,
tyk Dreng, vedblev bestandig at gjre sig til af sine Krfter; han
omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden
kom i Forbedringshuset. Af de vrige have de Allerfleste levet et
regelmssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads
i Samfundet. Iblandt dem maa jeg frst og fremmest nvne _Bruun Juul
Fog_, den senere bekjendte Sjllands Biskop. Det var en lang,
lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen
kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men
fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv lste i
Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Flge deraf mere moden
end vi andre. Jeg holdt fra frst af meget af ham. I en af de
flgende Klasser blev han siddende, og han blev frst Student Aaret
efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene,
og endnu mere efter at han var bleven Prst og Biskop, have flles
Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed.
Som Prdikant dannede han sig nrmest efter Mynster, og Aandens Magt
var saa stor, at der i Aarenes Lb selv fremkom en ydre Lighed
imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drmt. Fog har
med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de
Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at
bearbeide og omstte i den Mnt, han skulde bruge. Derfor blev hans
Samtale saa fngslende og lrerig, og hans Prdiken besad ved Siden
af den dybe christelige Flelse ogsaa den Evne altid at fremhve nye
Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa
regnes til de store Mestere. Han dde den 27. Febr. 1896.

Da jeg kom op i 3. Klasse, 12 Aar gammel, oprandt et nyt Liv for
mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater
-- vi tre indtog skiftevis de tre verste Pladser -- og mine stadige
Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var
Sn af en Grosserer i Kjbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste
Kvinder, jeg har kjendt. Hans ldre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet
til; de 2 yngre vare de sdeste Drenge, man kunde tnke sig. Den ene
af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i
Discipelforhold til mig. Han blev Lrer ved Slesvig Domskole, men en
tidlig Dd afbrd hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod
Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand,
bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ldre
Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han
opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i
Danmark som i England. Han dde den 13. Februar 1897.

Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Sn af davrende
Confessionarius, snart efter Sjllands Biskop, J. P. Mynster. Det var
en bruniet Dreng, hvis mrke Haar krllede over Panden og i Nakken.
Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende
Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nrmeste og
fortroligste Ven; i en Rkke af Aar havde Ingen af os nogen Tanke
eller Flelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning
for mig fik ogsaa den elskvrdige Familie, jeg derved fik Adgang til.
Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, flte jeg
mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene
eller nsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen
kom ind, alvorlig og vrdig, men med et venligt og velvilligt Smil
paa Lberne og i iet, saa flte jeg mig ret ved at vre sammen med
den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor rbdighed, og hvis
Prdikener gjorde Sndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale
ved Bordet var jvn og fordringsls; engang imellem kom en let Ironi
frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske
Modstandere, kunde han vre overordentlig skarp. Han var altid rolig
og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man
bliver ikke syg, naar man ikke vil vre det." Da han blev ndt til at
gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste
Sygeleie varede kun to Dgn. Efter sin Dd (30. Jan. 1854) er han
ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han
staar urokkelig i Tidens Malstrm. Et mrkeligt Bevis herpaa er H.
Schwanenflgels Skildring af ham, 1900.

Ludvig Mynster var kun tre Uger ldre end jeg, men han var i flere
Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og
under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem,
men ogsaa i Oehlenschlgers Hus; Oehlenschlger boede i Stueetagen i
Bispegaarden, og baade Forldrene og Brnene omgikkes stadig. Han
var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som
12 Aars Dreng en betydelig sthetisk Lsning. Jeg maatte nu se at
flge med; thi Poesi og sthetik var vor Hovedinteresse. Med
_Oehlenschlger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor strste
Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab,
hvori hele Klassen deltog. Vi oplste Oehlenschlgers Tragedier
med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god velse, men
Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Prstationer vare
lidet heldige, og Enhver nd egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let
gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bdede velsen paa
den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_
beundrede jeg ligesom Oehlenschlger; men naar man paastod, at
_Goethe_ var en endnu strre Digter, saa vovede jeg vel ikke at
modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede
kun uhyggeligt og frastdende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg
samvittighedsfuldt gjennemlste, kjedede mig. Jeg havde ikke den
strke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede
mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte.
Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tnkte, Feilen laa
hos mig selv; men da jeg senere i en ldre Alder paa ny lste Bogen,
saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann
og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv
Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med
_Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjndt en stor Del af
Stykkerne kun vare mig tilgngelige i Schlegels tunge tyske
Oversttelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke
blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Csar, men ogsaa
Lystspillene; jeg var nr ved at vre lige saa forelsket i Imogen og
Viola som Ludvig Mynster.

Men _Theatret_ ydede os dog Hidepunktet af sthetisk Nydelse. L.
Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte njes med
sjldnere Besg. Det tragiske Skuespil stod hit i de Dage. Ryges
Kmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet
syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjlens inderste Rrelser traadte
frem med en Sandhed, saa at enhver flende Tilskuer selv maatte
gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor hit
stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hrt om Frydendahl,
Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Srlig vil jeg nvne
hende, som vi lngst have havt den Glde at se paa Skuepladsen, Fru
Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til
Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et
fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er
nppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt
Aarhundredes Forlb, fortller, at han var forelsket i hende saa
strkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans frste
og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjrlighed.

Vi indskrnkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde
ogsaa selv vre Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det
var i Skolens verste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det
dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev,
saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der,
om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til
Gjengjld besad strre Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_,
som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ldre
end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i
Dygtighed og aandelig Interesse, at han sgte sin Tilfredsstillelse
hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab,
som kun Dden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2.
Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg
tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplse vore Arbeider.
Lunddahl indskrnkede sig til mindre Digte og smaa sthetiske
Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes
blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Snner"
og en dramatisk Idyl "Mllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de
eller Noget af, hvad jeg dengang frte i Pennen, bevaret; jeg vilde
vist undse mig ved at lse det nu. Jeg tr heller ikke sige, at det
dengang blev modtaget med mere end kjlig Anerkjendelse af mine to
Venner. I Mynster derimod saa vi, og nppe med Urette, et virkeligt
Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi
srlig skjn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil
maatte han frst have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bven
leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ngstelig
Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige
Smil og den Bemrkning, at det var meget kjnt, men det egnede sig
ikke til Udgivelse; der tilfjedes ikke engang en Opfordring til at
fortstte de poetiske Forsg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den
blev snart glemt.

Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor
Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den
gik til Frederikssund, Jgerspris og Frederiksvrk, hvor jeg frste
Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner.
Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblste og
dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mrknes,
vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter
Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte
banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa
Stedet. Langt om lnge fik vi en Mand vkket, som viste os en
Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en
Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik
Hderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var
drit; men trtte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog
i Svn. Den nste Morgen besgte vi Helene Kilde og Grav. Denne
ligger paa en ngen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok
det srgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom,
og over Fredensborg hjem.

Lunddahl var et sjlden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og
fra Characterens Side. Han besad den strste Lethed i Opfattelsen af
Alt, hvad der mdte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden,
og et fint og sikkert ie for hvad der var gte saavel i Kunsten og
Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde strk
Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han
var i hi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider
vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Flelse
for det Udmrkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte
han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han
overhovedet var en mildt dmmende Mand. Han besad en uforstyrrelig
Bon sens og Ligevgt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan
hvad man vil", svarede han ganske trt: "Ja, naar man vil, hvad man
kan". Naar Martensen sagde, at det Frste, der krvedes af Filosofen,
var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en
Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare
hans Venner mistrstige og fortvivlede, mdte han dem ikke med
Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt
ikke sjlden det forlsende Ord, der behvedes. Jeg husker engang, at
jeg i en tung Anfgtelses Stund betroede mig til ham. Han hrte
roligt paa mig, og da jeg var frdig, sagde han blot: "Du befinder
Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen
fra mig; det var den, jeg skulde sge; med dette ene Ord havde
han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer,
Seminarieforstander i Ranum, Prst frst i Stubbekjbing, saa i
Tllse. Han var en gte christelig Prst med klart Blik baade paa de
evige Sandheder og paa, hvad der bevger sig i Menneskenes Sjle. I
flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans
Stemme, og tilsidst ndte den ham til at tage sin Afsked. I 1893
flyttede han til Kjbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar
sammen der; han dde 17. Nov. 1895.

I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi,
begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore
Interesser endnu de samme; ikke blot sthetik og Filosofi, men ogsaa
tildels Theologi havde vi endnu tilflles; men Adskillelsen var der
dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham,
hvad jeg havde vret, og at vor Omgang, skjndt den aldrig blev
afbrudt, dog maatte indskrnkes. Efterhaanden indfandt der sig et
trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor
Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik
Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor
Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjlpe. I
Efteraaret 1845 mdtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder
sammen i flles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans
Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans
Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den
freidige Yngling, han havde vret[1]; fra nu af hvilede der en tung
Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere
Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet
lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder,
hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at trffes og
ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore sthetiske Betragtninger
og fle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme
Kammer syslede han stadig med Litteratur og sthetik. Af poetiske
Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den
senere Tid, undtagen "En Lrerinde" (1864), et Skuespil i to Akter,
der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et
virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil,
kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers
var hans Forfatterskab litterrhistorisk og sthetisk. Han udgav 1860
"Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern";
fremdeles "Bidrag til Litteratur og sthetik" (1871), "Nogle Blade af
J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschlger" (1879),
"Meddelelser om Fr. Mnter og Frederikke Mnters Ungdom" (1883), og
ganske kort fr sin Dd "Har S. Kierkegaard fremstillet de
christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterre
Virksomhed blev belnnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for,
hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i
mange Aar vret slet, og Krfterne tog stadig af. I December 1883
forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde lngtes efter. Endnu
paa Ddsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en del Sjl,
der havde boet deri.

 [1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer,
 Museum 1891, S. 114 f.




II.

STUDENTERAAR.

(1836-1844).


Jeg blev Student 1836. Det frste Universitetsaar, Rusaaret, var
dengang bestemt til at skulle vre en, visselig hist ndvendig
Fortsttelse og Udvidelse af Skolens encyklopdiske Undervisning. Det
afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i
April, var vsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober,
filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at
Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lre mere, naar
denne Fortsttelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlnget
et Aar. Man tnkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde
finde sig i, at Snnerne gik et Aar lngere i Skole end tidligere;
det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet
Vederlag; men man begyndte paa den endelse Rkke af pdagogiske
Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret
hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke ngtes, og
det vil vel altid vre saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har
dette Aar vret lrerigt og frugtbringende.

Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_
historiske Forelsninger vare et temmelig trt Diktat. _Ramus'_
Mathematik var vanskelig at flge med for den, der i Skolen ikke var
kommen videre end jeg; men Noget hngte der dog ved. Jeg var meget
bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet
Intet; men saa begyndte han med den sidste Stning i Stereometrien;
da jeg kunde den, tog han den nstsidste og saa fremdeles baglnds
hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og
da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. rsted_ derimod
var Alles Yndling. Man kunde ikke blive trt af at se paa dette aabne
elskelige Ansigt og hre ham foredrage den Videnskab, hvori han
levede med hele sin Sjl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv
om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for
kort Tid til at lre noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at
Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi.

Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige
Vsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg
tr og triviel, men med desto strre Interesse lste jeg hans
propdeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Mllers_
Forelsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en
anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelsning; han bar
allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han
bevgede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tnker. Der var
i hans Foredrag aldrig noget Forsg paa at vre aandrig. Det vilde
have vret en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin
Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt
Indtryk. _Brndsted_ holdt en fortrffelig og interessant Forelsning
over Botiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides'
Phnicierinder trods den omhyggelige Oversttelse, han oplste,
hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller
synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det grske Sprog.
_Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et
fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svrt, thi
Forelsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog
bruges; Juvenal forekom mig en sr og lidet tiltalende Forfatter; men
jeg lrte en Del, og Madvigs anden Forelsning, over latinsk
Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse.

Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg
gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men
jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og
set, hvorledes de svedte over de vidtlftige Kommentarer til det nye
Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige
Fortolkninger anfrtes og drftedes, og Undersgelsen ofte endte uden
Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg
syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og
naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod
tilstrkkelig Grsk. Jeg havde hrt, at Melanchthon havde sagt: Quo
quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at
jeg frst burde vre grundig Filolog, inden jeg tog fat paa
Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelsninger til Anden
Examen i hi Grad styrkede mig i mit Forst at vlge det filologiske
Studium.

Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog
alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og sthetik. Det var
netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og
gjorde saa stor Opsigt. Jeg hrte hans Forelsninger baade over Moral
og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans
Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt
Filosofiens sidste Ord. Jeg lngtes efter ret at blive bekjendt med
denne store Filosof. Fnomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge;
det vilde tage mig altfor lang Tid at stte mig ind i den; men af
Forelsningerne var der flere, der ligefrem berrte mit Hovedstudium,
frst og fremmest den udfrlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg
havde stort Udbytte. Dernst var der den almindelig beundrede
Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne
aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min
Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med sthetiken, blev jeg
helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke lngere kaldte
Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens
aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre
dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og
nrmeste Venner vret Theologer og Filosofer. Skulde jeg nvne Nogle
af dem, der srlig have staaet mig nr, vilde jeg foruden Ludvig
Mynster, Lunddahl og Fog, anfre den tidlig afdde Theolog _Emil
Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nie Venskab forenede
mig, indtil Dden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa
Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nrmere til Licentiat _P. E.
Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_,
der dde i en endnu ung Alder som Professor theologi.

Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af
Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten
til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har flles
med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve
Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af
dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En
af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra
Roskilde Skole. Han er tilstrkkelig bekjendt som historisk Forfatter
og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid vret en trofast
og fornielig Ven, og hans elskvrdige Hustru og hans Brn have vist
mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brkkede
han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at sttte paa
Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og isr
efter hans Hustrus Dd (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet
tilbage. Han dde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret,
som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af
Efterslgtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for
Kjbenhavn. En Tredie, som br nvnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere
Stiftamtmand i Kjbenhavn. Han fik Udmrkelse til Examen Artium,
Noget man srlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var
tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en del og elskvrdig
Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en gte Hdersmand.
For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfrer. Det er jo
Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres
Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilumsfester. Man nsker
at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne.
Det kan ikke ngtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og
ikke engang kjende hinanden, naar de mdes ved disse Lejligheder; men
dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel vrdt at
gjenkalde sig Rusaarets Flelser og Oplevelser og tnke over,
hvorledes den Strm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og
frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker
Gjst. I 1886, da vi havde vret 50 Aar Studenter, indbd han os til
at holde Jubilum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra
nu af, syntes han, burde disse Mder gjentages hvert Aar; han mente
endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde vret
50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre
Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med
Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev
Ploug sin fortrffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,
Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit
Hjem i Kjbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde mde
til 60 Aars Jubilum. Aaret efter lukkede han sine ine trt af
Livet.

Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det
vel nsten altid er Tilfldet, et lille Selskab til Diskussion og
Drftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra
Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Hedt, L.
Petersen) der gik i Spidsen, og Mderne holdtes i Borgerdydskolens
Lokale. Ved Vinterens Slutning ophrte Selskabet, men det opstod
igjen nste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837
toge Del deri. Det blev kaldet _Palstra_. Af dette vare bl. A. Hans
Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger
Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv.
Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev
Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i
"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og
kan rose sig af at tlle mange af Danmarks ypperste Mnd iblandt sine
Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets
Formaal var, hed det, at forge og nre logisk Skarphed i
Diskussionen og Frdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang
udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets
Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man vede sig deri. Man
elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for,
at de Emner, man drftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa
Dansk. I Tidens Lb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trngt tilbage
ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde
disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indfrt, i
Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophrte kort efter. Det var
ikke lngere ndvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt
det sammen, idet det gav det sit Srprg, var bristet. Det var en
lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge
gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevgede sig, fltes mere
som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt
var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt
Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage,
end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til
selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og
til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man
kunde vente af unge livlige Mnd, der flte sig som gte Venner. Fra
de senere Aar hidrre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid
skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Mller havde gjort i sin Tid.
Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have
Lyst til at anfre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen
havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.

    Abierunt hiemes,
    Nives abierunt;
    Acres iam sunt iuvenes;
    Senes qui fuerunt.
    Sicci disputavimus
    Olim in Lyceo,
    Nunc in silva ludimus
    Uvidi Lyo.

    Logic cum tduit
    Et doctrin morum,
    Ad naturam rediit
    Rex philosophorum.
    Ltus tum investigat
    Feras animantes,
    Quid delphinos moveat
    Et tigres bacchantes.

    Alexander magnus iam
    Huic magistro datus
    Penetravit Indiam
    Euius renatus.
    Vivat Aristoteles!
    Fratres, nos vivamus!
    Alexandri similes
    Fortiter bibamus.

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studieflle
G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og
Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof.
theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich,
Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernr i
Vestindien) og Medicineren Ravn. I det nste Aar blev A. F. Krieger
optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Prst i Korsr) og
Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslge i Kjbenhavn); i
1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islnderen Gr. Thomsen, Klein,
Worsaae og Dan. Mller (senere Prst i Vonsbk og derefter i Faxe).
Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet,
og samledes der i de nrmest flgende Aar med L. Mynster, Johnstrup
(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sor), M.
Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af
Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand.
philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Prster, L. Warburg,
E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg
disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum
en strre Fest, hvori en stor Mngde ldre Lyceenser deltog som
Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende
Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og nskede Gjsterne
Velkommen med en versificeret, selvflgelig dansk, Tale. Hvor
gemytligt og hvor morsomt det forvrigt gik til, har Forchhammer
beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig
af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne mde "som
Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet
jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden
Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige
Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, hre til mit Livs
allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik
det srlig filologiske Studium sin regelmssige Gang, og jeg savnede
heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_,
senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg,
lste jeg kursorisk flere grske og srlig latinske Forfattere. Det
var fornielige og lrerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret
efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet
de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den
filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev
anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store
Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lrerposter ved
de lrde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der
stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Grsk og Historie, hvortil kom
adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi.
Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om
forndent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og
de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri
blev betragtet som selvflgelig. Man kan nok tnke sig, at disse
store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste
for at nrme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos
Skrifter, jeg ikke fik gjennemlst; men det var vel ogsaa derefter.
I 1849 blev Examen ogsaa indskrnket; den skulde kun omfatte de 3
Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette
syntes efter nogen Tids Forlb at vre for Meget. Der var
Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som
syntes de kunde undvre de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog
gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes
da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og
2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopdiske Character; man
krvede Faglrere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det
for Skolens Skyld var ndvendigt. Skjndt det nu af og til viste sig,
at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde
bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med
hele Tidens Retning, som krvede Specialisering paa alle Punkter.
Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man
havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde
Prven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere.
Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedmme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved
Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Grsk; _Brndsted_
havde en extraordinr Stilling; han holdt frre Forelsninger, og kun
over Grsk. Jeg hrte en Forelsning over Pindar af ham; og, var det
end frst mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at lse over
Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes
jeg dog ogsaa denne Forelsning med Glde. Den livlige og for Hellas
begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at hre,
og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus;
jeg selv har kun vret een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede
lngere, saa at jeg i Tidens Lb kunde blive hans Kollega og Ven.
Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som
Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden
i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans
salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men
de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde
forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krvedes. Som
Universitetslrer skulde han docere grsk Filologi. Ved Siden af
exegetiske Forelsninger lste han over grsk Litteraturhistorie,
grske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans
Forelsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs
Resultater, men de vare noget trre og vidtlftige isr i
Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede
os fuldstndige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for
i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi;
men man var dengang meget slet forsynet med de ndvendige
Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med
Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; strre og
niagtigere Gjengivelser af de antike Kunstvrker, der kunde give en
virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

_Madvigs_ Forelsninger vare naturligvis mnstervrdige.
Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans
Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en
forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen
Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt
til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i
lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lrebog ikke blot herhjemme,
men ogsaa i Tyskland. Fuldstndigere og paany gjennemarbeidet
foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedvrk.
Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhrere frst bekjendte med
ved hans Forelsning. Jeg havde i Skolen lst efter Baden, hvis
Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde frt mig
ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt
og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske
Forelsninger og velser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig
det System, som Madvig nu fremlagde fuldfrdigt. Det var en stor
Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lrebger bleve
aflste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lrerne misbrugte
hans Bog, lod Skoledisciplene lre udenad, hvad der var bestemt til
at springes over, og ikke forstod at stte sig paa Disciplenes
Standpunkt.

Iblandt de lidt ldre filologiske Studerende var der isr to, som jeg
kom i et nrmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar
ldre end jeg, en godmodig og elskvrdig ung Mand, hvis gode Hoved
jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at vre
Petersens Efterflger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og
blev Rektor i Aalborg og senere i Sor. Han var maaske ogsaa nok saa
godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne,
interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne,
saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde
en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det,
som forekom ham at vre Hovedsagen. Man kunde undertiden nske, at
han havde lrt dem mere, men hvad han lrte dem, det kunde de. Hans
Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie
er et kort og klart Schema; den frste Udgave led af adskillige
Uniagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den grske
Kunsthistorie vilde jeg nske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke
lade vre at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var
ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar fr jeg, var en stor
Modstning til Tregder. Ogsaa han var et udmrket Hoved og havde
systematisk Talent, men han dvlede med nok saa stor Lyst ved
ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornjelse, naar han
opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgngere. Han kunde
ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den
eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise,
hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde
udtrykke sig saa skjdeslst, at det strengt taget var meningslst,
og med at fortlle saadanne Historier som den om en mathematisk
Professor, hvem han engang ved en Examen havde hrt forlange af
Examinanden, at han skulde lgge et Snit igennem en Kegle saaledes,
"dass die grssere Hlfte der kleineren gleich wird." Han begyndte
som klassisk Filolog, og hans frste Arbeide var en "Latinsk
Sproglre til Skolebrug, isr efter Billroth" (1840), en Bog, som
upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs
Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin
"Indledning til den danske Sproglre", idet Bojesen Aaret efter udgav
sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret
ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig
Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og
ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu vrre gik
det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en
fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementr Plangeometri" roses, og som
Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nd stor
Anseelse blandt Fagmndene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved
Universitetet. Var det Forfngelighed, der saa tidt bragte denne
glimrende Begavelse ud af Ligevgten? Maaske. Den Orm lide vel de
fleste Mennesker af. Men hvor man end vil sge Aarsagen, jeg vil
ikke dmme, men kun beklage min Ven. Han dde 17. Aug. 1883. Et
skjnt Eftermle har A. D. Jrgensen sat ham i sin "Redegjrelse for
min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelsninger" siger
han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik
for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det
frste Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann
viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig
Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit srlige
Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden
verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for
tilbielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom
danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa
Krigsstien mod alt tysk Vsen, stillede han de historiske Forhold i
et saa tilforladeligt Lys, at det her for frste Gang gik op for mig,
hvad der egentlig krves af en druelig Betragtning af Fortidens
Personer og Forhold."

       *       *       *       *       *

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mrkeaar for Universitetet.
Den gamle Universitetsbygning var brndt 1807. I mange Aar havde
de ngne Mure staaet der som et srgeligt Minde. Min ldste Broder
og jeg havde som Brn leget paa Pladsen imellem dem sammen med
den naturhistoriske Professor Wads Pleiesnner, som boede i
Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning frdig; den skulde
indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med
srlig Hitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation
blev indfrt i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor
og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu
er. De skjnne og storladne Forhold i Faaden gjorde jo ogsaa
Bygmesteren, Malling, al mulig re; at Lysforholdene i det Indre ikke
altid vare heldige, mrkede man frst senere. Srlig uheldig var han
med det Forsg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler
Hyer foretage, men det forsvandt ogsaa jeblikkelig, og Constantin
Hansen og Hilker udfrte den herlige Udsmykning, som jeg i mine
Studenteraar havde min Glde af at se blive til og senere som
Professor fik det refulde Hverv at skulle vaage over og srge for at
redde ved hensigtsmssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde
skaanet den. Da Malerierne vare frdige, fik Bissen det Hverv at
udfre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han
modellerede dem paa Stedet, og jeg besgte ham ofte under Arbeidet.
Da de vare frdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik
kun ud derpaa -- nskede Studenterne at vise Mesteren deres
Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nvne
Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor
Mrch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om
Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hdersgjsten, og iblandt
de Sange, der hdrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger
Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk
hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det nske, at de to
Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne
Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes
Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at
tilveiebringe de forndne Midler til at lade dem udfre i Marmor.
Kunstneren selv nskede kun sine Udgifter dkkede, men det syntes dog
at vre en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trstig fat paa
Vrket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk
velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa
Hoftheatret gav en ret god Indtgt; men der manglede endnu Meget, som
maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at
udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjlpe, maatte vi
henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde
dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos
Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af
Mrch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de
fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke
Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrngenhed.




III.

ARCHOLOGI OG UDENLANDSREISER.


Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af
Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en
smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at vre Skolelrer. Jeg
havde tnkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det
var frst efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte
Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at
han og Petersen nok kunde trnge til en yngre Medhjlper, og da baade
han og Petersen vare rent litterre Filologer, savnede man efter
Brndsteds Dd 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og
Grkenland og deres Monumenter. Thi skjndt han altid, og med fuld
Ret, hvdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte
vre det Frste for Filologien, miskjendte han ingenlunde
Monumenternes Betydning, og skjndt han af og til i sin Tid havde
trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brndsteds Begeistring
overdreven, havde han dog den strste Agtelse for hans Dygtighed. Han
flte godt, at Archologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn,
som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at trde i
Brndsteds Fodspor og lgge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og
Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Hyen_, og skjnkede
mig derved en Lrer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for
min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842,
at jeg saa _Hyen_ frste Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og
vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I
Samtalens Lb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar
vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjbne end
Brndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mdte." Hvor ere
Tiderne ikke forandrede! Han skrmmede mig dog ikke. Jeg sagde til
mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde
jeg ikke Andet at vre bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok
finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an?
Men jeg fler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet
mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel
altid, men jeg kjendte nsten Intet dertil. Det var Hyen og Omgangen
med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit ie for
dens virkelige Vsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen
nrmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte flte
sig endnu mere gjennemtrngt af Kjrlighed til Skaberen; ikke som om
Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Flelser,
jeg her sger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme
fles af enhver gte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og
inderligere denne Flelse er, desto mindre holder man ofte af at tale
derom. Hyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive,
Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han
gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu
strre Betydning havde det, at han besgte det Kgl. Billedgalleri og
Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lre at tegne og
skaffede mig Lundby til Tegnelrer, og da det jo srlig var Oldtidens
Kunst, jeg skulde studere, frte han mig op i Kunstakademiets Samling
af Gibsafstbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke
lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke
eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's
Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min frste
archologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog
over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde
kjbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde
modtaget enkelte Forgelser igjennem Brndsted og Falbe; det var
Begyndelsen til den vrdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens
Antiksamling.

Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archologiske
Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle
Grkeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og
Haandvrkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store
Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre
Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens
Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private
Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjre
disse Skatte og forsge at tyde den Billedverden, der her oplod sig.
Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld
Forsker som Gerhard, der kunde gge til Modsigelse; dog var det for
det Frste kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed
ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hrer det
ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en
Bog, Recherches sur les vritables noms des vases Grecs, hvori han
fremdrager over 100 grske Benvnelser paa Kar og tillgger hver af
dem sin sregne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det
kan vre bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne
til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu
til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige
Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det
ogsaa Tilfldet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har
den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved
at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige
Faoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en
Disputats, valgte jeg at underkaste dette Sprgsmaal en niagtigere
Drftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de
antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henfre noget
af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen
behandlede jeg i Korthed almindelige archologiske Sprgsmaal om
Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus
vasorum Grcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg
erhvervede derved Vrdigheden som Magister artium; Doctorgraden
opnaaede man dengang ikke uden man frst var Magister. Disputatsen
foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor
Kathedret, hvorpaa Prses stod, var anbragt et mindre Katheder, som
indtoges af hans Respondens, der skulde hjlpe ham at besvare de
gjorte Indvendinger. Denne Plads bekldte en yngre Ven af mig, stud.
philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjbing.
Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde
havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min
Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilstning af
Lier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte
mig for at have liet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde vret
udenfor mit Fdreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde
deltaget i det skandinaviske Studentermde i Upsala Aaret i Forveien.

Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjre mig frdig til
den store Udenlandsreise, som Understttelse fra Fonden ad usus
publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det
er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde
denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var
jeg i Tanken om alt det Skjnne, jeg skulde se og lre; mine Venner
priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af
Stambogsblade. Mine Husfller paa Borchs Kollegium holdt en munter
Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en srdeles
morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nrmede sig, blev jeg dog ogsaa
noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg
var meget uerfaren, kun 24 Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud.
Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde vre en Fordel, og at jeg netop
paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en
Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjre Krav paa. Heller ikke
Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede nppe at se
mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den strke
Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set fr. Min
Trst i dette ieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt
ldre Ven, der fr havde reist, og som skulde ledsage mig paa den
frste Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.

 [2] Borkens Lyre S. 56.

Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi
til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hrte vi adskilligt om
Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over
at hre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal
havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklrede,
at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor
Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk
Familie. Den nste Dag frte Jernbanen os til Hamburg; det var
frste Gang, jeg prvede den Befordring; og den flgende Aften gik
det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det
prgtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over
Osnabrck, Mnster og Dsseldorf til _Clln_, hvis dengang endnu
ufuldendte Domkirke gjorde et saa mgtigt Indtryk paa os, at vi
ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme
By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke,
Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede
mig mindre Fornielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Mens
Klint var meget smukkere, og frst i _Heidelberg_ fandt jeg Noget,
jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nd jeg Naturens
Skjnhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besgte gamle
Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor
en Hr. Uhde, der havde Bjergvrker i Mexiko, havde samlet en stor
Mngde interessante mexikanske Oldsager.

Efter at have ydet Strassburger-Mnsteren vor skyldige Beundring og
gldet os over Holbeins Portrter i Bibliotheket i Basel steg vi om
Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjre til
Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vkket af en
uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Mnsterthal, hvor det ene
Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien
og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra
Lausanne til Genve; vi kunde kun se de nrmeste Kyster; Alperne
gjemte sig i et uigjennemtrngeligt Mrke; frst den nste Aften
viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc
thronende i Midten.

Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Muse Rath fandt jeg en
smuk lille Samling af ldre, navnlig hollandske Malerier og nyere
Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i
Kataloget var opfrt som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved frste
iekast at vre D. Moucheron, og da jeg saa nrmere efter, stod
Navnet virkelig paa Billedet. Jeg flte mig stolt over denne
Opdagelse. Naar Lignende senere er hndt mig, har det naturligvis
ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjre mig
efter; Kjenderskabet er ikke det Vsentlige ved Kunstbetragtningen.
Og det har det heller ikke vret for mig dengang; ellers vilde jeg
ikke kunne huske Calames prgtige Landskab "Storm i Hialperne". Jeg
bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfrdelige Naturscene,
at jeg saa og hrte Stormen piske Granerne og knkke dem, saa at
selve Vandfaldets Brusen overdvedes og Bjrnen krb i Skjul.

Den nste Dag skulde jeg skilles fra min kjre Ven, der hidtil havde
vret mig en saa uforlignelig Sttte. Gram skulde til Aix og jeg til
Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig
gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren
til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men
saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postfreren og
var anbetroet hans srlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk;
det var en ung smuk og srdeles dannet Mand, der talte nydeligt
Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn
var Constantino Reta. Efter en Times Kjrsel standsede vi ved Grnsen
af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de
-- en Del Bger. Dette var naturligvis Contrabande, isr da man ikke
kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og
forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Lfte som
rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den
danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt
om lnge faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmndene
undersgte Bgerne og havde stor Mie med at opskrive den
mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletrer", tog Reta
fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at
gjennemlse de frste Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik
Interesse for mig, og vi bleve srdeles gode Venner. Veien gik
igjennem de deiligste Bjerglandskaber, isr fra S. Jean de Maurienne
til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved
Siden af Vognen, indtil det var bleven mrk Nat; saa krb jeg atter
ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede frst, da det atter
bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig
Italiens Herlighed.

Jeg havde tnkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg
blev der i 3; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise
til Middag hos ham, gjre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder
og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte
sig, og saa tilsidst kjre med ham til Genua, naar det var hans Tur.
Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prve
paa at tale Italiensk; men et kjnt og tiltalende Ansigt havde hun,
om end de hie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende
som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og
elskvrdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den
nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det
unge Italien" snart vilde tilkmpe sig. Det varede lngere end de
tnkte; men et Forsg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom
Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som
Sproglrer i Genf, hvor han dde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om
ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og
et Par Breve.

Ogsaa i _Genua_ blev jeg lngere, end jeg havde nsket. Jeg skulde
tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa sende
Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3.
Dag, da Regnen ophrte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom
jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den nste Morgen. Ogsaa
til _Pisa_ kom jeg, skjndt Banetoget for en stor Del maatte kjre
igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvmmelsen al Frdsel umulig.
I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar;
men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lgge Veien om ad
Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med srlig Glde.
Den strste Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Frdsel paa
Domkirkepladsen og nd i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der
vare samlede der, Domkirken, det skjve Taarn, Baptisteriet og Campo
Santo; det var mit frste Bekjendtskab med den tidligere, italienske
Kunst.

I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der
var ingen Landsmnd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye
Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besg hos Englnderen
Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for
sin Tid mnstervrdige Vrk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham
i hans Arbeidsvrelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine
Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en
kvindelig Figur i strk Bevgelse, der er afbildet i det ovennvnte
Vrk. Jeg besgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortrffelig
gammel Mand, som ikke bar sin Lrdom til Skue, men bedmte Alt med
sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren
Grev Grberg de Hemsj, fandt jeg en elskvrdig gammel Mand, men han
var desvrre saa dv, at man kun kunde tale med ham igjennem et
Hrerr. I min Ensomhed lngtes jeg nok undertiden efter Vennerne i
Hjemmet, men det var ingen trykkende Lngsel, thi jeg havde nok at
gjre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo
kun en Indledning; Rom skulde vre mit egentlige Arbeidsfelt. I den
anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i
Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.

       *       *       *       *       *

_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets
Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby,
hvor man i Ro nd Kunstens og Naturens Herlighed under hans
Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetgt. Nu er Staden bleven
3 Gange strre og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele.
Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stder,
stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nd med at bane sig Vei
igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Ti, og er glad naar man
endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i
en Omnibus for at kjre til et Hotel. Den Gang kjrte man i jvnt
Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev
hitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring,
hvorefter man kjrte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre
kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Sti og moderne Glimmer
forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.

Det frste Sted, jeg sgte hen, var den lille mrke Caf del Greco i
Via Condotti, hvor jeg skulde hre, om der var Breve fra Hjemmet, og
om der ikke var nogen Landsmnd til Stede. Jo vel var der det.
Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter
frte han mig over i det nrliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf
flere Landsmnd, i hvis Kreds jeg ieblikkelig var som hjemme.
Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var nsten alle
yngre Mnd, nogle faa Aar ldre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis
hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede
havde vakt fortjent Opmrksomhed i Danmark; det nste Aar saa jeg ham
fuldfre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom,
blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Sprgsmaal, om
det skulde vre et Forsg paa at restaurere den belvederiske Torso
eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere
over, at han ikke blev paaskjnnet i Danmark; men han havde endnu
ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans
senere Dage. Han var en elskvrdig Omgangsflle, som jeg ndig rev
mig ls fra. Han tegnede med Blyant et lille Portrt af mig, som jeg
kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fdselsdag, 10. April
1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig
selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjrer _S. S. Winther_,
der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert
Winther. Han modellerede en Portrtmedaillon af mig, et smukt
Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det,
antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde vre en
Kleopatra; den er desvrre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther
var strkt angrebet af Brystsyge; han led meget og dde allerede
1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th.
Lsse, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler
Raadsig, Lunde, en fordringsls Kunstner med fin Flelse for
Farvetonerne i Landskabet, og den i Mnchen uddannede Rohde, som med
en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske
Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit
lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant
Figur. Det var Natvgteren i Sder-Telge. "Hvorfor har De tegnet
ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved
hi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske
til _Tyskerne_. Han var ogsaa fdt i Altona, og den tyske
Kunstnerkreds var jo baade strre og betydeligere end den nordiske. I
Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen
Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besgte ogsaa tyske
Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Dsseldorferne Riedel
og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det flgende Aar Overbeck
og Cornelius.

Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var
der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske
som Landsmnd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stck og
den dve Palm, af Figurmalere den fortrffelige Wahlbom, der
excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der
ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et
Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis
Illustrationer til Tegnr ville vre i Manges Minde. Plageman saa vi
kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske
og amerikanske Reisende. Den elskvrdige Billedhugger Fogelberg
besgte jeg i hans Atelier; dr stod de kolossale Guder, Odin og
Balder.

Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den
hjemlige Risengrd og mindes det fjerne Fdreland med dets Sne og Is
imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi
kransede os med Vedbend; men ellers var der nppe Noget, der mindede
om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa
Vggen havde man med Kul tegnet Portrter af de skandinaviske
Kunstnere, der nu havde forladt Rom.

Men saa gjerne jeg frdedes imellem Kunstnerne og besgte deres
Atelier, var dette dog nrmest en Adspredelse for mig; min egentlige
Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne,
jeg maatte holde mig til. Archologien havde allerede dengang et
Midtpunkt i det af den preussiske Regjering stttede Instituto di
Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sde paa Capitolium, ikke
i det nuvrende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa
Bjergets stlige Side. Der indfandt jeg mig regelmssig hver Fredag
Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjlden Gang
vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjrv med i Laget, og
man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede
mig ikke ved disse Mder, og det var mig en strre Glde, naar jeg
efter Mdets Slutning med et Par af de andre Archologer kunde gaa op
paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum,
og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.

Institutets Frste Sekretr, _Emil Braun_, modtog mig med stor
Venlighed, og jeg var oftere Gjst i hans Hus, ikke til noget
Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende
Hustru; Brn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjndt
jeg ikke kunde stte ham hit som Archolog og stundom smilte ad hans
store Ord, som naar han sagde: "Wenn Bhme und ich zusammen sind,
dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Lge. Ved lngere
Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa
dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han
aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint ie
for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archologer over de
antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort
Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget
mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og nskede, at jeg skulde
skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den
Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for
at levere en taalelig archologisk Afhandling i et pynteligt
italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione
trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemrkninger,
som jeg naturligvis tog til Flge, men for vrigt fandt han det Hele
fortrffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets
Direktr Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min
Disputats havde polemiseret imod ham. Braun sgte at undskylde mig;
om det behvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere
har behandlet mig med Velvillie og Opmrksomhed; men Braun har dog
nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning.
Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i
en Anmrkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at
meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilfiede han
flgende Note: "Vor lrde Forfatter, som vil diktere os de
hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nd og
nppe er kommen i materiel Berrelse, tager heri groveligen feil.
Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjlder et Faktum i
Archologien. Frend han indlod sig med en Koryf som Gerhard, der
har tilbragt Halvdelen af sit ikke rkeslse Liv imellem Potteskaar,
havde han gjort vel i at gjennemlbe Atlasset af Institutets
Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en
utvivlsom Hercules tilstedevrende ved Minervas Fdsel." (Det var
dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle
Litteratur i dens Helhed er den skjnneste Medgift for Archologen,
men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom,
som gjr gteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprrt over
dette Overfald, og mine archologiske Venner fandt, at jeg burde
tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne
"exempellse Adfrd af en Redaktr;" men efter det Forhold, jeg
havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrnke mig til mundtlig
at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.

Institutets Anden Sekretr, _Henzen_, var en hist elskvrdig Mand,
der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand
og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike
Indskrifter. Efter Brauns Dd blev han Frste Sekretr, og jeg har
under senere Besg i Rom et Par Gange havt den Glde at se ham i
denne Stilling.

Iblandt de yngre Archologer, der som Stipendiater havde Bolig i
Institutets Bygning, maa jeg frst nvne _Theodor Mommsen_. Det var
en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide,
hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var
oprindelig Jurist, men Romerretten frte ham til Studiet af Roms
Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske
Sprgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de
latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har
sikret ham et uddeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie
har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange
Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige
Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedmmelse af Csar og
Cicero charakteriseres nppe tilstrkkelig, naar man kalder den
ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en
gte Preusser, skjndt det ikke er der, han hrer hjemme; han er fdt
i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var
-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra frst af ikke betragtede
mig med milde ine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det
var efter Algreen Ussings Forslag, at Stnderne havde anmodet
Christian VIII om at udstede sin Erklring om, at hele det danske
Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arveflge. Dog kom vi i
det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mdtes, hvilket ikke
var saa sjldent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det
Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet
Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et
lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en
Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grnser.
Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige
Skrifter. En Dag medens jeg var beskjftiget med denne Kollation, kom
Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog?
Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde
se noget af det vrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er
ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter
Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt
mit Lfte. En Gang var det dog nr kommet til et alvorligt Brud
imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte
molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig.
Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en
stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder
Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels
til Fods, dels til sels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var
ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et
kunstnerisk udfrt Diplom som Ganymed eller Mundskjnk. Det gik
lystigt til, og jeg havde min Nd med at holde mig dru, da Alle
vilde drikke med Mundskjnken. Under en Samtale med Mommsen greb
denne, som saa ofte fr, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne
Gang sagde han dog ikke: "In Dnemark trinkt man wohl viel Grtze?"
han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa
Oehlenschlger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig befiet
til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig lst noget af
Oehlenschlger." Han blev glord i Hovedet og udfordrede mig. Jeg
svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den
Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet
Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i
Kjbenhavn, som han nskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved
Universitetsjubilet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i
Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske
Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke lngere end til
Csars Dd. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind,
"Provinserne fra Csar til Diokletian", et fortrinligt og for
Historieforskningen uundvrligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi
ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han,
"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das knnen Sie thun." Det
skulde vre en Kompliment.

Mere stilfrdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var
ogsaa i det ydre en Modstning til Mommsen; han var lige saa mrk,
som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev
senere Anden Sekretr ved Institutet og holdt ligesom Braun
Forelsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen
fremragende Begavelse mrkede man ikke. Dog br det siges, at det er
ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige
Museer opbevarede Figurer i halv Strrelse af faldende eller faldne
Giganter, Amazoner, Persere og Galler hre sammen og maa henfres til
det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa
med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han dde
som Professor i Mnchen 1888.

_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand,
tr og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini.
Han dde for faa Aar siden som Professor i Halle.

Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes
Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra
Rom og Neapel; det var en behagelig Reiseflle.

Sachseren _Ludolph Stephani_ var jdisk af Fdsel. Han levede kun i
sine Studier. Han blev en saare lrd Archolog, Professor i Dorpat,
og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav
udfrlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne
Oldsager (Compte rendu de la Commission archologique Russe 1859-81).
Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage
ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder
ham Indvielsen i det archologiske Reiseliv. Det var i de frste Dage
af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Civit
Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og
Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino,
Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa
fat paa, og det hndte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os
bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prgtige Tempelruin
og de vldige kyklopiske Mure, som omgive Stderne, der ligge
som rnereder paa Klippernes Fremspring. Vi gldede os over
Volskerbjergenes frodige Skovvxt, og aflagde et Besg hos en
italiensk Landmand, som vi havde mdt paa Veien og spadseret et godt
Stykke sammen med i jvn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare
de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var
derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi
ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt
Skjnderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor
Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor ndvendigt det var
altid at have sit Pas hos sig.

Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig frst i Mai
Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at vre
syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lrerige Studier i
Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren
ogsaa med Udflugter i Omegnen, nsten altid i godt Selskab. Iblandt
Landsmndene br jeg ogsaa nvne den danske Konsul _Bravo_ og cand.
jur. _Mller_ (senere Birkedommer i Hrsholm) med hans unge Hustru,
Amalie f. Stahlfest, der her sgte og fandt Hjlp imod en begyndende
Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forget med en af mine bedste
Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere
bekjendt som theologisk Forfatter, dd som Prst i Dalby i Stevns
1889. Han var bleven Huslrer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og
igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjre Bekjendtskab med denne
skjnne og elskvrdige Kvinde og hendes to nydelige Brn, Alberto og
Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum,
men man kan ikke hre Fru Poulsen med hendes slvklare Stemme synge:
"Giovent di Roma bella, c' una nuova tarantella".

Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal
indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Trk, der tilfldig
ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.

"Om Sndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af
Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og
skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen
til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Prsts Opsyn gjensidig
examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke sprger
eller svarer niagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har
vret uopmrksom og giver et Sprgsmaal, som har vret givet een
Gang, eller besvarer et saadant Sprgsmaal, maa til Straf rykke et
Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux,
bliver hdret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det
er i Jesuiterskolen, kan ingen strre re tnkes. Da modtager han
Presenter af Cardinalerne og nyder den hieste jordiske Lykke, at
fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremfre en
Begjring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder
frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nies med mindre. Jeg
har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe,
stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pnt
pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus.
Rde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa
Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Dren holdt Orden i den
tilstrmmende Menneskemasse."

I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand
og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra
Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor
Skare Drenge, der opfrte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv
har hrt: Klokker og Bjlder, Kobberkjedler, Kasseroller og
Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar,
hjalp sig med Deigtruge og andet Trti, som de hamrede ls paa, til
det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset
paa denne Maade, og Regjeringens Bestrbelser for at afskaffe denne
Skik have hidtil vret magteslse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa
taalmodig i, hvad det vidste der hrte til. De vandrede under dette
Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nde Maaltidet under
denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem
til deres Hjem."

Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjrte med en Vetturin til Napoli i
Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor
Cygnus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_.
Medens Kusken holdt Middagshvil i Vrtshuset ved Kysten, spadserede
jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som
ligger lige ved Indgangen til Byen, frembd den Dag et usdvanligt
Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der,
vare afsprrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Brn stode
samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa
Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af
Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig
tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefgtning i
det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at
plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske,
pleiede man frst at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg
kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med
antike Siler opstillede paa liggende Lver og Prdikestolen smykket
med gamle Mosaiker, og derfra hiere op endnu til Toppen af Bjerget,
hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en magels
Udsigt over Middelhavet.

 [3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K.
 Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Brchner omtaler en saadan i et Brev
 fra Olevano, se Brchners og Molbechs Brevvexling S. 41.

I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige
udenfor mine Vinduer. De frste Dage vare forfrdelig varme; men saa
blev det mildere, sjlden over 23 R., og da jeg havde lrt at klde
mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem
saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar
jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg nsten altid en svalende
Sbrise imod mig. Af Landsmnd fandt jeg her den gamle Legationsraad
Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde
Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa
en Udflugt til Ischia.

Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr.
Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt
Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt
havde taget ham med; han var fdt Ditmarsker og altsaa dansk
Undersaat, og han reiste med Understttelse af Christian VIII. Jeg
kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg lst, men uden at
finde srligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han
mig. Hans Samtale var pikant uden dog at vre saa febrilsk, som han
selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein
Unglck," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann
ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han
var Autodidakt og havde nsten altid maattet kmpe med Armod; men han
havde sat sig det Maal, at han vilde vre Digter; dertil mente han
sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige.
Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham
Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg nskede, der havde
vret mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde
saa megen Vgt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel
betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkmper for
den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i
Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmnd. Hans Overmod og hans
bidende Sarkasmer frastdte Mange, men jeg kunde ikke lade vre at
holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som
dog nok vilde vre bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad;
thi der kunde nppe tnkes to Charakterer saa forskjellige som vore.
Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet,
har aabnet mig inene.

De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med
Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret;
jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som
det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjrende. Museo
Borbonico blev mig kjrere end noget romersk Museum. I _Pompeii_
opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men
en af Opsynsmndene havde et lille Hus, hvor han udskjnkede Vin til
Arbeidere og Bnder. Der fik jeg et lille Vrelse ovenpaa, ud til
Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde trres i Solen.
Vrelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev
lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjligt Opholdssted
paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte
jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besg
hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure.
Jeg gjorde en Mngde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor
Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersgelser
og Beskrivelser, naturligvis ere uden Vrdi. Til Afvexling gik jeg
undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med
et venligt Goddag og nd den store Glde at se de gamle Mure trde
frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden;
ja selv en Flidr stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra
Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var
ikke Tr, men kun Stv, som ved den frste Berrelse spredtes ad. Jeg
kunde se og rre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber.
Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste
som Tnder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede
man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den nste viste man mig
Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var
virkelig Kul.

De napoletanske Archologer modtog mig med en Hflighed, som var
nsten forblffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort
Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nrmere
Berrelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med
Srlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig
nrmere til mig. Han var dengang en skjn Yngling paa 22 Aar, men
allerede bekjendt i den archologiske Verden ved et Vrk over Greven
af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig
overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og
Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham
skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige
Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet
anskueliggres for Nutiden igjennem Afstbninger. Han blev senere
Senator og Direktr over alle Udgravninger i Italien. Paa senere
Reiser til Italien har jeg oftere besgt ham, og vi have gldet os
ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg
maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs
Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme
Farver; men den, der vil hre Noget om den sicilianske Naturs
Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter
kunne ikke nies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed
berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav
mig paa en Reise langs med ens sydvestlige og dens stlige Kyst, til
Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus,
Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa
Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en
Frer med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min
Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder
noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt
Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige;
Nattesvnen forhindredes ofte af Uti; men Forpleiningen var
upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brd, Plse, Ost og Vin under
en Korkeg eller et Johannesbrdtr (carrubo), Aftensmad Maccaroni og
Fisk. Men glad var jeg ved at frdes imellem disse Naturbrn, som kun
kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prgtige
Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige
Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar
kontrasterede mrkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig
med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en
Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor
Salemi var hende lige fremmed. Hun frte mig ind i de store hvlvede
Haller, som nu vare bervede enhver Prydelse og for det Meste kun
indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes
Datter, en kjn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjrne og spandt, og
i et andet Hjrne Datterdatteren vvende. Jeg kom ret tilpas; thi
Familien kunde ikke lse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig
ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige
var forlovet med en ung Kns, der var indkaldt til Militrtjeneste.
Ved en Skrivers Hjlp havde hun faaet opsat en Epistel, som med
Udeladelse af en hel Del Hflighedsudtryk kort og godt ld saaledes:
"Kjre Forlovede, har Du modtaget det Ti, jeg sendte Dig?" Hendes
Fstemand havde ikke behvet at henvende sig til en Skriver; skrive
kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det
samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjre Forlovede, jeg
har modtaget det Ti, Du sendte mig." Selv i den store By Catania
mdte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist
mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Slvmnt, hvorover
han blev saa forniet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder.
Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte
mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun
den ene af Drengene op i et hit Poppeltr, hvorfra han kom ned med
en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at
hun ikke havde Andet at byde mig. -- Rvere, hvormed man havde
skrmmet mig, mrkede jeg Intet til, og meget sjlden saa jeg et
mindre elskvrdigt Trk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en
Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mr nok,
eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfrdighed
ndte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end
jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine
Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min
gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde
allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsge mig.
Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glde i et Par
Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de
Dage en stor Congres af Videnskabsmnd i Napoli. Jeg havde
naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Mder, hvorved
jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg
foretrak at gjre en Reise med Mynster og Hettner til Pstum,
Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sdvanlig med Vetturin.
Selskabet var som en Flge deraf noget blandet. Der var blandt Andet
et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet
havde at gjre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gata, var
han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde vret ret
glade ved. Han var ikke bleven mt, kaldte Vetturinen ind og holdt et
frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare
finch sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemng
imellem dem, hvis ikke det vrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjre _J. T. Lundbye_. Jeg havde lngtes efter
ham. Det var en gte Kunstnersjl, fuld af Hjerte og Lune og
utrttelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrg, i hver Pennestreg
flte man hans Sjl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre
vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede
i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trngte til nye
Paavirkninger. Han havde lngtes efter at se de store Kunstneres
Mestervrker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om;
nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjnne
Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans
Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene
skjnnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde
ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fdreland.
Kun to Malerier fik han udfrt i Italien, en Drift Oxer i Campagnen
og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstvrker, og dog maa man
sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det,
Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjnhed, men aldrig
glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i
Udlndighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten
Nissen lytter til Satyrens Fortllinger, eller han paa hie Stylter
og med Kmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den frste Maaned i
Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glde Vidne
til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved
at udholde hans sygelige Misfornielse og Uvillie imod Danmark og
Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra
Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det
romerske Folkeliv for sine ine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale
baade om det skjnne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu
hiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nvne som dem, jeg srlig kom i
Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans
Hustru, dernst Professor Clausen, Hiesteretsassessor Rottbll og
Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof.
juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som
det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et
helt Hundrede. Stemningen var som sdvanlig hyggelig og munter. En af
de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den sprke Nordmand, som
vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en
Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en
Dame til at vre med. Da ingen anden af de Tilstedevrende havde Mod
dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie
(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glde
Vidne til, hvor net og tkkelig hun assisterede Nordmanden, der
bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har
siden den Tid ikke vret ualmindeligt, at der er blevet danset ved
Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved
samme Leilighed et ldre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter)
traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grkenland. I
_Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjlden har Italien vist sig
skjnnere for mig end i dette Afskedens ieblik. Blikstille laa det
blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grnne
Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de
snvre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrnset af
de snedkte Apenniner. Lngselsfuld efter det Nye, der skulde aabne
sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grkere, jeg fandt
paa Skibet, skjndt jeg endnu ikke kunde tale Nygrsk; men Rom og de
romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en
udfrlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til
Optagelse i "Fdrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i
Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede
aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde vret fra
Ancona til Brindisi, ligesaa mrk og ubehagelig blev Fortsttelsen. I
Regn og Blst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare
ikke til at se, og det yndige Corfu besgte jeg i Regnveir; frst i
Patr klarede det op. Her tog en grsk Reiseflle mig med for at
besge et Par af hans Slgtninge. Det havde tidligere undret mig,
naar jeg hrte Grkerne tale om Europa som en Modstning til deres
eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i
Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellakldte
Mnd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres
maleriske Dragt harmonerede godt med de slvbeslagne og smukt
ciselerede Vaaben, der hang paa Vggene. Fra nu af skulde Sligt i
over et halvt Aar daglig staa mig for ie. I Taage seilede jeg
igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den de
Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde fre
mig over til Pirus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845
efter grsk Regning) ankom jeg til mine nskers Maal.

_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde vret en tyrkisk Landsby,
var begyndt at blive en europisk Stad, men det var endnu kun en
ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene
havde endnu Landsbyprget. De nyopfrte Boliger vare tarvelige, men
ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grnne Vinduesjalousier,
Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mnstre. sten for
Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge.
Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Grtners
Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt
sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller
og andre strre Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den
hvide firkantede Masse underlig pretentis i det tomme Landskab,
som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var
ikke i Modstning dertil det smukke lille Observatorium, som
Theophilus Hansen havde opfrt ved Byens modsatte Udkant! Det var
som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens
Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt
dlere Indtryk end Slottet.

I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i
Athen blev Kredsen meget indskrnket, men til Gjengjld blev
Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk
Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofprst med sig til
Grkenland. Pastor _Lth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk,
en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Brn, en Sn og en
Datter, og Fru Lths Sster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt
Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg
strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og flte mig, som om jeg
var hjemme i Danmark. Lth gjorde oftere strre og mindre Udflugter
med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra
Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfstning, der behersker
Passet imellem Kithron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik
fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den de
Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovkldte Klipper,
besges nu kun af Hyrder og Jgere og af Reisende, der have Lyst til
at se den gamle Fstnings mgtige og vel bevarede Mure.

Srdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og
_Theophilus Hansen_. Disse to hit begavede Brdre havde allerede i
nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed
som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med
den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskvrdighed ikke stod
tilbage for nogen af Brdrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28.
Febr.) en hist interessant og lrerig Reise til Korinth, Sikyon og
Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af
den tyrkiske Mur foran Propylerne opdagede, at de deri fundne
Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar
siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste
den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross
udgav de en mnstervrdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C.
Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke,
at dette skulde vre 1. Hefte af et strre Vrk over Akropolis,
hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af
Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig.
Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik
igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i
en Godtkjbs Udgave, saa at Forlggeren af Niketemplet ikke havde Mod
til at fortstte Vrket. Naturlig Sympathi og flles Begeistring for
det gamle Hellas knyttede mig nie sammen med de tre Architekter. Ved
Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg iet aabnet
for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at
vre virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens
Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg
tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.

Der var endnu ikke ryddet tilbrlig op paa Akropolis; Ingen anede,
hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon
skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke
synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i
Theseustemplet, i Propylerne og ved andre antike Bygninger; men der
var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg
ikke det nsten urrte Pinakothek og Propylernes uforlignelige
ioniske Kapitler! Hvor var det ikke tiltrkkende at grunde paa
Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det
Enkelte og forflge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning,
som dengang endnu var utilstrkkelig bekjendt i den archologiske
Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde
kastet til Jorden og derved bevaret for Grkenland, medens alt det
vrige blev bortfrt til London; paa disse var selve Overfladen
undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa
Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige
doriske Siler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev
omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme
helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mgtige
Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen vrdt at tage
bort; og om alt dette havde jeg den Glde at kunne tale med
Kunstnerne. Af Videnskabsmnd var der paa den Tid Ingen i Athen;
baade L. Ross og Kppen vare tagne bort, og de archologiske
Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og
afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at
man paa samme Tid kan svlge i Kunstens Herligheder og pille med de
trre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne
umiddelbare Berrelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor
ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Trk fra Oldtiden kan
komme til Syne. Med Bckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg
de af ham udgivne Svsens-Indskrifter, og jeg havde den Glde at se,
at nsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte
Afskrifter, stadfstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne
tilfie et Par enkelte nye.

Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger
_Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var
vanskeligt at faa et ordentligt Vrelse til rimelig Pris, tilbd han
mig at bo hos ham; han havde et lille Vrelse, han kunde undvre. Han
boede tt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle
Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over
mit Vrelse, hvorfra jeg over grnne Bygmarker saa hen til
Theseustemplet, der blev mig "den kjreste af alle Bygninger paa
Jorden". Siegel var en stor, svrlemmet Mand med sort Haar og sorte
ine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han
engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia
havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en
liggende Lve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Lve, et Monument over de
Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at
fortlle, om hvad han havde maattet die, medens han arbeidede paa
dette Monument, som Befolkningen saa skjvt til, fordi den ikke vilde
mindes om, at det var ved Fremmedes Hjlp den havde afkastet det
tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og
Lven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grkernes
Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag
saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grkere danse omkring et Baal og
synge:

    {Holoi Hellnes maz,}              Alle Hellener sammen,
    {holous Phrankous 's to souble.}    Alle Franker paa Spiddet!
    {holoi Hellnes maz,}              Alle Hellener sammen,
    {holous klephtais 's to souble.}    Alle Rvere paa Spiddet!

Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket vre den
Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansttelse af Tyskere
allevegne.

Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo
gjre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet
til den gamle Kunsts Mestervrker og endnu yder det moderne Athen et
Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der
med samme Lethed galopperede hen over Gjrder og oppliede Marker som
ad den slagne Landevei, og ikke nsede steile Skraaninger mere end
den jvne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets
lavere Terrasse, hvor prgtige store Trer lovede os et hyggeligt
Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske
skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster
saa ud som en forfalden Avlsgaard. De grske Munke ere for det meste
Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om
lnge viste sig, bd de os et Stykke daarligt Brd og Ost, og frst
da vi havde givet dem en Drachme til at tnde Lys for i Kirken, fik
vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt
som om Foder til Hestene. De nuvrende Marmorbrud frembd et lidet
lysteligt Syn; man sprnger med Krudt og delgger ofte meget mere
end man vinder. I Oldtiden sprngte man Stenen med Kiler. De gamle
Brud, der ligge et Stykke hiere oppe, frembyde et anderledes skjnt
og malerisk Skue; de lodrette Vgge minde om Stenbruddene ved
Syracus. Tt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strkker sig
dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys
havde med os, maatte vi nies med den imponerende Forhal. Det tager
nsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Mien
belnnes med en Udsigt, der nppe kan tnkes skjnnere. Hele Attika
med dets Bugter og Halver og erne i Havet deromkring laa udbredt
for vore Fdder, og i den vestlige Horizont inede vi Helikon og
Parnas. Da endelig den strke Blst ndte os til at rive os ls fra
dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi
tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbrtrer for ikke at falde.
Vore Heste havde lngtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg,
og de mrkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget,
skjndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var
bedkket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrkkende Ridt
og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjr ikke noget; det er
grske Heste."

Han havde ogsaa lovet at gjre en lngere Reise med mig. Vi skulde
gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage
igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25.
Marts seilede vi med Dampskibet fra Pirus til det yndige Nauplia, og
den nste Dag red vi over _Tiryns_ og _Myken_ til _Argos_. Ingen
Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte
under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang
fuldstndig gaadefulde "Gallerier"; Lverne over Porten i Myken
saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig
endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig
saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han
vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde
blot, at hans Arbeider ndte ham til at vende tilbage, og han
forsikkrede, at jeg godt kunde fortstte Reisen alene; han skulde nok
skaffe mig en paalidelig Frer. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i
Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og
havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye
Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men vrre endnu var det,
at jeg hrte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortrffeligt
et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de
gjre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med
den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en
Revolver med!" tnkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde
nogen! thi den var naturligvis det Frste, de havde frataget mig. Jeg
erklrede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde flge
med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde
trnge til mig. Den nste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort
Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tt Skov, hvor kun
det gamle Theaters velbevarede Bnkerader mindede om Oldtiden, gik vi
om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den nste Morgen i Pirus.

Siegels Feberanfald gik over; men jeg var rgerlig over at vre gaaet
glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at sge
Erstatning i _Botien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart
jeg kunde faa en brugbar Frer. Det lykkedes at finde en saadan, en
Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d.
12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som
jeg mente kunde interessere et strre Publikum, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den grske
Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det vrige stor Interesse. Jeg
gik over Eleusis og Eleuther til Plat, af hvis velbyggede Mure
endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den
verdenshistoriske Slagmark, hrte jeg ved Overgangen over Bkken
Oeroe Frerne kvkke livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax
koax". Af Thespi (Erimokastro) var der nsten Intet at se; men i en
halv Mils Afstand hvede sig en enestaaende Stenkegle; det var
Hesiodos' Fdested Askra. Den blev tidlig delagt af Nabobyen;
Pausanias bemrker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn;
det samme staar der endnu; det har kunnet gjre Tjeneste som
Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstndig forsvunden, og man ser kun
ngen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har
sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fdeby, at den var slem om
Vinteren, forfrdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red
videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetrer
og over rislende Bkke; det var det yndige Libethrion; og hen ad
Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuvrende Hovedstad Livadia
(Lebadea), en af de skjnneste og mest maleriske Stder i Hellas. Den
gjennemstrmmes af den rivende Flod Herkyna. Flger man dennes Lb
opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den
udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' bermte,
hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hrte, vil
man nppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos
til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrys (Krissa), Amphissa og
Delphi er beskrevet i den ovenfor nvnte Bog.

Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og
Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chronea saa jeg prgtige
Rester af den kolossale Marmorlve, der blev opreist som Monument
over de i Slaget 338 faldne Theber. Derefter begynder den vandrige
botiske Slette; Broer fre over den store Flod Kephisos. Paa den
yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle
Orchomenos. Murene ere endnu nsten allevegne synlige; paa den
verste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de srlig
strke og mangfoldige. Ved Foden af Hien ligger den store
Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin delagte
Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns
Udgravning, har den vist sig at vre et af Kunsthistoriens
mrkvrdigste Monumenter, et sjldent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag
og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykeniske.
Om Chariternes bermte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun
Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk
Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne ngne Mandsstatuer, der
hre til de allerldste Rester af grsk Skulptur. -- I Theben sgte
jeg at gjre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I
Tanagra var det atter Fstningsmurene, der fngslede mig; om de
bermte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos'
Flodleie henrykte mig ved sin Skjnhed. I Fyrreskoven ovenover
Landsbyen Oropos kunde jeg jo tnke mig, at Amphiaraos' Helligdom
maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende
tilbage til Athen uden at have besgt Rhamnus; men Ovriokastro
(Ebrokastro) eller Jdeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa
Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax
med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi
omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den
Hi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af
Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store
og det lille Tempel laa tydelig afdkkede. Themis' Stol stod der,
skjndt lemlstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af
Billedhuggerarbeide, som man kunde tnke sig havde hrt til
Agorakritos' bermte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget
mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. --
Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d.
25. April.

Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde
reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde
jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine ine paa Thessalien, et Land
som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love strre
Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der
uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i
_Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store
Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages
Besg, og min paaflgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde
var tilstrkkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og
min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke
desmindre en vis Opmrksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i
Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev
indlemmet i Grkenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som
Hjlpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.

Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var
fornieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grkenland skulde jeg
holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte
Bevgelse i den friske Luft til fuldstndig Stillesidden i
Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3.
Dag blev jeg syg. Lgen erklrede, at jeg havde strk Feber, og at
han ikke kunde tillade mig at reise for det Frste; men jeg havde
slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske d her, hvor jeg var
ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om,
hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjlp af et
Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lgens Betnkeligheder og
blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia
red jeg den flgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euba. Jeg
var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden,
medens vi seilede ned ad Strdet til Chalkis. Jeg havde dog endnu
Krfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad
Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved
Nattens Anbrud traf jeg en reisende Kldehandler, og jeg overnattede
under aaben Himmel paa de store Klderuller, han frte med sig. Jeg
vaagnede styrket af Svnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til
Athen; det var et besvrligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig
naaede jeg Byen, og da Pastor Lths Hus var et af de frste, jeg kom
forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for
at lade mine kjre Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage.
Det var i rette Tid. Lths havde i Sinde at reise til Smyrna den
nste Dag; men da de saa mig, bleve de forfrdede. Jeg fik ikke Lov
til at forlade deres Hus, fr de fik fat paa en Lge, og da Kongens
Hoflge, Dr. Rsen, kom og erklrede, at det var en alvorlig Typhus,
gjorde de strax et Vrelse i Stand til mig og beholdt mig under hele
min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage
vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede frst mange Aar
senere, at Frken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig,
havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket vre
den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages
Forlb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli
Maaned er utaaleligt; dr kunde jeg ikke komme til Krfter. Jeg blev
da bragt op til Klosteret Ksariani paa Afhanget af Hymettos, hvor
Luften var friskere. Krfterne begyndte efterhaanden at komme, dog
ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fngslede mig til
Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at
komme mig, skrev jeg flgende Disticha:

    Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fdelands Strande,
        Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,
    Atter at favne de Kjre, med hvem jeg leved min Barndom,
        Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,
    Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast
        Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bgrenes Klang,
    Atter at hre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte
        Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,
    Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,
        Vidner om Glde og Sorg, gribe det bankende Bryst.
    Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevget af Stormen?
        Spar Din Taare en Stund; sdere rinder den da.

Midt i August flte jeg mig endelig strk nok til at tiltrde
_Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit
Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa
Dampskibet, som skulde fre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at
jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord;
saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse
fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke
forladt de grske Farvande, saa han kunde stte mig i Land, hvis det
blev ndvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August
kunde stige i Land i Triest.

Jeg var ikke den Eneste ombord, der gldede sig til at komme hjem.
Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der
af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter
den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det
rrende at se deres Glde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det
ene Punkt af deres Fdreland efter det andet! De ankom paa en skjn
Dag. Man feirede netop i Ancona Gldesfesten i Anledning af det
omtalte Dekret. Allerede fra Sen saa man den amphitheatralsk
beliggende Stad festlig smykket med Faner og med rde, gule og grnne
Tpper, der hang ned nsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen,
saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono".
Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke
hrt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en
stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave
skulde ikke vare lnge.

Det var min oprindelige Plan fra Grkenland at lgge Hjemveien over
Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de forndne
Penge dertil; men nu flte jeg mig altfor svag til at udfre dette
Forst; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, fr jeg fik
samlet nye Krfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig lngtes
efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien,
Prag, Dresden og Berlin. Lngst opholdt jeg mig paa det sidste Sted,
hvor jeg blev aldeles indtaget af Bckhs Elskvrdighed. Han syntes
ogsaa at have Lyst til at hre mig fortlle om Grkenland og indbd
mig til Middag sammen med Franz.

I September 1846 frte Stettinerdampskibet mig tilbage til
Kjbenhavn.




IV.

REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.


Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Krfter og
brndte nu kun af Lyst til at gjre de paa Reisen vundne Kundskaber
og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en
Forelsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af
mine Reiseerindringer for et strre Publikum. Af mine "Reisebilleder
fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den grske Paaske) i Slutningen
af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det
flgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit frste strengt filologiske
Arbeide, Inscriptiones Grc inedit, som jeg dedicerede til
Bckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskvrdigt Brev. I
Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelsning over Andokides' Tale om
Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnvnt til Lector i
latinsk og grsk Filologi og Archologi ved Universitetet og skulde
nu begynde et regelmssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg
naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere
og strax meddele mine Tilhrere Udbyttet af mine Studier nogenlunde
kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid
eet Hul i min Forberedelse, som ndvendig maatte udfyldes. Den
Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde sgt at erhverve mig i
Italien og Grkenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas
Museer, srlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemrket, min
Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min vrige Reise, men jeg
maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hvet; jeg
haabede da at kunne udfre det i den nrmest flgende Sommer, og
Regjeringen bevilgede mig den dertil forndne Orlov fra mit Embede.

Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 dde
Christian VIII. Med stor Bekymring imdesaa man den nye ra. Vilde
den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imdekomme det Krav
paa strre borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen?
Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen vrne om den danske
Nationalitet i Snderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes
anmassende Fordringer? Folkets nsker udtaltes med velgjrende
Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som
udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Dd; men vilde disse
nsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del
Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for
Brdrene Christian og Theophilus Hansen, som gjstede Danmark. Under
Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til
mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et
Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han
tilfiede, at dette behvede ikke at vre nogen Hemmelighed. Jeg lod
mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen ieblikkelig
"den gldelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet,
havde jeg ikke vret saa ivrig derfor; Offentliggjrelsen den nste
Dag bragte mig til at slaa inene ned. En tung og trykket Stemning
hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fdrelandet" 4. Febr.
slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan
Frihed, hvorved Snderjylland blev endnu fuldstndigere koblet
sammen med Holsten end fr, og i den flles Stnderforsamling
Hertugdmmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som
Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang
i vide Kredse; dog var det frst, efter at de holstenske og
slesvigske Stnderdeputerede i Mdet i Kiel den 17. Febr. paa det
bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der
fremkom en lignende Erklring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et
Mde hos Professor Clausen af 45 Mnd, iblandt hvem ogsaa jeg
fandtes, og senere tiltraadt af Mnd i en stor Mngde Kjbstder og
Landdistrikter.

Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevgelsen strre Fart. Man
rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste
Medlemmer af Holstens og Snderjyllands Stnderforsamlinger i
Rendsborg og vedtog at skikke Sendemnd til Frankfurt og til
Kjbenhavn for at forlange Snderjyllands ufortvede Lsrivelse fra
Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med
Holsten dannede en selvstndig Stat med sin egen Forfatning.
Saasnart Efterretningen herom kom til Kjbenhavn, vedtog
Borgerreprsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han
bnfaldtes om at forebygge Statens truende Oplsning ved uden Ophold
at omgive Thronen med Mnd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som
med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks re
og grundlgge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt
Borgerreprsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i
Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mnd med levende
Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe
den til Kongen den flgende Formiddag. Den nste Morgen (21. Marts)
tiltraadte Magistraten Borgerreprsentanternes Beslutning. Kl. 11
traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overprsidenten og
Borgerreprsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og
bevgede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det
omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Hibro
til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af
Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og
Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som
andensteds skulde mde Toget med skarpe Skud. Men efter at
Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter,
inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets nske allerede
var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under
Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glde og
Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter
samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjrelsen og halvveis bestemte
paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfldigvis
til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen
i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste
om Sagernes Stilling, og Blgerne lagde sig, ikke paa Grund af min
Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi
Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette
ieblik vilde vre meningsls. Dagen efter ankom de slesvigholstenske
Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik
VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for
Bevgelsen, og at Hertugdmmerne, saafremt ikke alle deres
Fordringer indrmmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed
var Sagen afgjort. Martsministeriet blev ieblikkelig dannet; de
slesvigholstensksindede Embedsmnd skyndte sig med at komme bort fra
Kjbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrngtes af en eneste
Tanke, at vrge sit Land og sin re, det maatte koste hvad det
vilde.

Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprret havde allerede faaet
fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Strstedelen af
Snderjylland var i Oprrernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin
d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV
til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde
lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver
Bestrbelse for at hvde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid
til denne Sttte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en
provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fstningen
Rendsborg af Prinsen af Noer paa den trolseste Maade. Friskarer
strmmede til fra hele Tyskland og et egenhndigt Brev fra Kongen af
Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand
til Gjennemfrelse af de opstillede Fordringer.

Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man
kappedes om at indsende Pengebidrag, strre og mindre; man tilbd
Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig
frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uvede. Der blev
derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den
ndvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg flte mig forpligtet til at
stille mig i Krigernes Rkker, og deltog med flere af mine Venner i
disse velser. En Eftermiddag, ligesom velserne skulde begynde,
modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjlden Betydning. Det var
Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lrte den
ieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner
udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den,
havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under
velserne var min kjre Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den
sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik
han til Hren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas,
og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud
paa Vedsted Mark.

Jeg fik ikke Lov til at flge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og
skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte
Kultusminister Monrad mit nske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei,"
sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min
spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser,
skjndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til
Paris," tilfiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne
vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at
paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger
om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt
trnge til, at De hjlper ham." Jeg skulde altsaa vre Journalist og
ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax frdig
til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lgge Veien over
Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos
Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede
ikke paa Postens Paalidelighed og nskede derfor at benytte
Leiligheden til at sende den endnu engang.

Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde fre mig til
Lbeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om
Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et
offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum
Forfrdelse betog mig, og nsten uden at vide af, hvad der foregik
omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til
Dags vanskelig gjre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes,
srlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var
derfor ikke helt rolig ved at skulle kjre paa Jernbanen fra Lbeck
til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig
betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig
om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han
bemrkede: "Nicht wahr? Die Dnen haben Sie doch immer sehr perfid
behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham
Ret i. Jeg kom forvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der
paa Hotellet indfrte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med
meget mistnksomme ine. Jeg afleverede den nste Morgen min Depeche
til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det
tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land.
Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores bermte Kirke,
og gik saa over Brssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som
Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honor -- nu
Rivoli -- og Brsen).

Men til at paavirke den franske Presse skulde der strre Krfter, end
Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget
at gjre med sine egne Sager, at den kun skjnkede Udlandet ringe
Opmrksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske
Regjerings Vegne erklret, at Frankrig vilde hjlpe de undertrykte
Nationaliteter, men han var langt fra at gjre Alvor af slige Lfter,
og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nrmest havde
tnkt paa, mrkede noget til deres Realisation. For Danmark havde
Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske
Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen,
og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund
i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkmper for
Friheden, og i det slesvigholstenske Oprr saa man et Vidnesbyrd om
det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmrksom paa, at det
tvrtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en
uberettiget Prtendent yderligere at snderlemme det Land, der havde
lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste
dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme,
som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det
Folk, som nu vilde bemgtige sig Snderjylland, ogsaa kunde falde paa
at krve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde
sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktrer; han var bleven
modtaget med kold Hflighed, men Ingen brd sig om ham, og ikke
engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i
Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed frst bleven
fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex.
Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjlpe, at man Dagen efter bragte
dem en sandfrdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde
gjerne tro, at den kunde vre rigtig, men den Sag var jo allerede een
Gang omtalt; smaa Uniagtigheder var det ikke vrd at snakke om. Det
gjaldt om at komme frst med Efterretningen, og det kunde vi Danske
ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det
var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte
fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg
skyndte mig hen i Lsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og lste
i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den
hannoveranske General Halkett tnkte at feire sin Konges Fdselsdag
ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjlpe ham
dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til
Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone
stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mrkede man, at
Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring,
og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske
anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet
vore Forposter og trngt dem tilbage, men, saasnart der var kommen
Forstrkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det
viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstndig havde truffet
Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Dbats'
Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den
tyske Beretning oversat; vi kom frst, og Artiklen blev optaget.

 [4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Rvolution de
 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i
 Europa: "Les dmocrates se soulevaient dans le grand duch de Bade,
 en Saxe, en Bavire; le Sleswig voulait se sparer du Danemarck, le
 duch de Posen de la Prusse etc."

Ellers var jeg ikke saa heldig. Drftelsen af Retssprgsmaalet havde
Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som
man lod til at nske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La
Rforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens
Fjender, Rusland, sterrig, Preussen og England, som ogsaa de
skandinaviske Riger vilde tiltrde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg
viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke
havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjbne som den
tidligere. En lngere orienterende Artikel "La Question du Slesvic"
viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente
sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien.
Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa
den optaget i et af Hovedbladene, men forgjves. Tilsidst havnede den
i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik
en lille Lsekreds.

Med mine archologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort
bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set.
Malerisamlingen var dkket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde
Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dkkede med
Brdder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til
Valglokaler. Derimod besgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde
Bekjendtskab med den elskvrdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase,
Udgiveren af Stephani Thesaurus lingu Grc. Lexikografen havde ikke
glemt min Disputats de nominibus vasorum Grcorum; han kunde endog
huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den
lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste
Archolog. Jeg besgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og
Hertugen af Luynes.

Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfldet med Theatrene;
dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Rre ikke
undvre. Ogsaa jeg besgte dem af og til. Jeg hrte Rachel synge
Marseillaisen paa Thatre Franais; jeg saa den 60-aarige Bouff paa
Thatre des Varits spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som
jeg i Kjbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa
Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E.
Bgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de
jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen
paa Arnestedet".

Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde
den muntre og livsglade By, den havde Ord for at vre. Mrk Alvor
rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle,
og det langt overveiende Flertal af Folket nskede den ikke. I de
frste tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig
Stagnation i Forretningslivet og Arbeidslshed, og Bekymringen for
det Nrvrende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev vrre
og vrre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige
Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke
af fint kldte Herrer og Damer og elegante Kjretier, men af
Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man
maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.

Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om lnge var
lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at trde sammen. Den
provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at
paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige
Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun
var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det
gik som sdvanlig: Majoriteten vovede ikke at modstte sig
Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax
Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir excutif), som
valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine
havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev
Medlem af den. Dette var en Indrmmelse til det yderste Venstre, men
Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det vsentlig ved deres
Hjlp, d. e. ved den af Socialistfrerne opagiterede Hovedstadspbel,
at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering
havde ogsaa lige i det frste ieblik lovet at sikkre alle Arbeideres
Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man
var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til
Arbeide"; Lamartine erklrede, at dette Begreb forstod han ikke, og
vilde ikke stte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det.
Man vilde heller ikke indrmme Louis Blanc det forlangte
"Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for
en Kommission til at undersge og ordne Arbeiderforholdene.
Kommissionen havde sit Sde i Palais Luxembourg (Pairskammerets
forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra
Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og
disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden
Side havde Regjeringen for at indfrie sine Lfter oprettet
"Nationalvrksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militr Vis i
Sectioner, og bevbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde.
Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (vsentlig
Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde
skaffes, 1 Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun
beregnet for Sgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidslse, var over
5 Gange saa stor som den frste. Udgifterne belb sig til 95,000
Francs om Dagen, og det udfrte Arbeide var i Virkeligheden Intet
vrdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medfre.
Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange vret lige ved at
blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en
Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere
afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det
forstaar sig, at de vilde bruge den.

Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation,
om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjlp. Under Paaskud af at
frembre en Petition desangaaende begav en kmpemssig Procession sig
fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet,
og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militr; men
Ordrerne bleve ikke udfrte. Massen tiltvang sig Adgang til
Forsamlingen, erklrede denne for oplst og udnvnte en ny Regjering,
selvflgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville
og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glden var
kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede
Nationalforsamlingen for de ubudne Gjster, blev Hotel de Ville
omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens
Sag, og Hovedmndene for Oprret bleve fngslede, for saa vidt som
det ikke lykkedes dem at undkomme.

Alt dette erfarede jeg frst bagefter; medens det stod paa, havde jeg
ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at
faa Billet til Tilhrerpladsen i Nationalforsamlingen for at hre paa
Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien
til Bibliotheket, da jeg hrte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro
til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Frde, men de,
jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue
St. Honor fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem
Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger
af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede
Folkemder, hvor de Forbigaaende standsede for at hre, hvad der blev
sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for
det meste ingen srlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening
simpelt og klart, og baade Store og Smaa hrte med stor Opmrksomhed
til. Et Sted drftedes Sprgsmaalet om Intervention i Polen og
Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjlpe Polen. Det havde jo
een Gang vret et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det
da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet vre fri, havde
Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom
i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver
ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og
derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om
Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne
store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten vre tvungne
eller frivillige. I frste Tilflde var det kun en maskeret
Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vgre sig
ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt
frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophvede
Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mnd, vilde den
finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til
een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa
svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt
sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne
vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om
20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med
ham. -- Saaledes kunde man hre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og
Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det
hele Folk, ja ei engang af den strste Del.

Da Oprret var dmpet, bleve de vrste Klubber lukkede og de
irregulre Troppekorpser oplste, medens man for at forebygge
Gjentagelse kaldte regulre Tropper til Paris og udnvnte General
Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke lnge, inden
Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end
nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og
alvorligere Angreb. I Nationalvrkstederne voxede Forbittrelsen. Fra
hele Frankrig strmmede Arbeidslse derhen, og Massen forgedes
endmere ved en stor Mngde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren
Trlat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som
fr var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale.
Jeg finder Flelser, som jeg aldrig fr har set hos mine Landsmnd,
ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken
fjendtlige Partier, isr Legitimisterne og Louis Napoleons
Tilhngere, pustede til Ilden. Velkldte Folk gik omkring og uddelte
Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted stbtes der Kugler
og fabrikeredes Krudt. Faren var overhngende. Saa besluttede
Nationalforsamlingen sig til at indskrnke Nationalvrkstederne. Den
bestemte, at alle Mnd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i
Hren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder
og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni
om Morgenen vare Jernbanerne rede til at fre dem til deres
Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart
forestaaende. Oprrshren fik Ordre til at mde den 23. om Morgenen
Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om
at lade Pladsen bestte af Militr; men Ordren blev misforstaaet, og
uden Hindring samlede Oprrerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10
erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og
Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da
jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den
lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tt besat
med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en
Gevrkugle forbi mit re, og bag ved mig hrte jeg Raabet "Tilbage!"
(en arrire). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem
imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nrmeste Gadedr, og
nppe vare Tropperne komne forbi, frend der begyndte en hidsig Kamp,
som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg vre
rkesls Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden
Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere
gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa en (la Cit), hvor et Par
Landsmnd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og
Petit Pont. En vldig Barricade sprrede den sidstnvnte, opfrt ikke
af vltede Omnibusser o. a. l., men af svre Kvadersten, der vare
bestemte til en stor Bygning, der skulde opfres i Nrheden. En
Afdeling af Nationalgarden og Garde rpublicaine var i Frd med at
angribe den, men uden Held. Der var en heftig Gevrild fra begge
Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedr. Man vilde ikke lukke op;
mine Landsmnd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over
mig; jeg kom indenfor Dren, men heller ikke videre. I en mrk Gang
maatte jeg staa og hre paa Skydningen en halv Time, indtil mine
Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og
afbrd Kampen; de Kmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere
Timer senere, da Regnen sagtnede, bd jeg mine Landsmnd Farvel for
at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist
sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af en, ved
Blomstertorvet, skjd man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved
Henrik IV.s Statue var en Mngde Mennesker samlede. En Ordonnants kom
gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemngden var ikke
til Sinds at ville hjlpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad,
besgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad
der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig
Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig
kom hjem i min egen Hule, blev jeg ndt til at blive der. Paris blev
erklret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man
maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af
Militr, og viste man sig ved Vinduet, rettedes ieblikkelig en
Bssepibe imod En. Natten igjennem hrte jeg stadig Skildvagternes
Raab: Sentinelles, prenez garde  vous! og saa snart det dagedes,
hrte man atter baade Gevrskud og Kanontorden.

Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig
forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben
Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke
dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede
og lige Gader; de snvre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et
regelmssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en
Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og
fyrede ovenfra paa de fremtrngende Tropper, og vilde man rense
Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem
gjennembrudte Vgge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i
Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprrerne vare i
Besiddelse af hele den stlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place
Maubert og Pantheon vare de strkt befstede Udgangssteder, hvorfra
de arbeidede sig frem for at bemgtige sig Hotel de Ville og
Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af
Forsvaret blev overdraget, mente frst og fremmest at maatte sikkre
sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det vrige Paris.
Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, fr
han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de forndne
Krfter til at vinde en afgjrende Seir. Derfor vandt Oprrerne i
Begyndelsen stadig Terrain. Den frste Dag var det saa godt som kun
Mobilgarden og Nationalgarden, der kmpede imod dem. De kmpede med
stor Tapperhed og Energi, men de bleve trtte; de klagede over, at
Linietropperne ikke kom dem til Hjlp, og hist og her ymtede man om
Forrderi i Regjeringen. Frst sent om Aftenen og den flgende
Formiddag ankom der Forstrkning fra Provinserne, og nu gik det rask
fremad. Den 24. havde Lamoricire gjort sig til Herre over hele den
venstre Seinebred, men paa den hire rasede Kampen endnu lige strkt.
Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med
en Proklamation til Oprrerne for at bevge dem til at nedlgge
Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsttes; frst d. 26. Kl.
1 om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.

Da der ikke var mere at gjre for mig i Paris, havde jeg tnkt at
reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog
gjre et Forsg paa at slippe bort; men den frste Betingelse var, at
jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L.
Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den
25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den
Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede.
Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til
Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte frte mig
til den nste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da
jeg kom til Rue St. Honor, vilde man ikke lade mig komme videre; man
forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et
eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den nste Dag lykkedes
det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels,
halvt delagte By.

       *       *       *       *       *

Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London
i Selskab med en elskvrdig fransk Familie, der var bosat der, en ung
Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i
Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Silegang foran Husene,
som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Frdsel.
Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage
deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en
passende Pension.

I London var der endnu mindre at gjre for en dansk Journalist end i
Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom;
hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se,
hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor
Tysklands Reprsentant, den almgtige Ritter Bunsen. I Palmerston
havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu
var han aflst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske
Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller nskede frem for alt Fred
og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den
Mgtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en hi og
strkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af
Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den
amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandvrk
for at vre Fredsapostel. Da han hrte, jeg var dansk, forrede han
mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra
Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at
gjre Ende paa Krigen ved at indrmme Tyskernes Fordringer. Det blev
meget snart ndvendigt for mig at afbryde Samtalen.

Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket
for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min
Raadighed. Af engelske Lrde gjorde jeg Bekjendtskab med
Vasesamlingens Bestyrer, den elskvrdige Dr. Sam. Birch, og med
Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde vret
min Ledestjerne i Grkenland. Det var en hi, mager Mand, som nu paa
sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af
Oldtidslevninger.

Efter en Maaneds Forlb vendte jeg tilbage til mit Fdreland. Jeg
havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste
Tanke, Tanken om at vrge Danmarks re og Liv, der fik et saa mgtigt
Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige
for Overmagten, trstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange
Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de trolse Fjender
benyttede den til at behandle Snderjylland som et erobret Land;
den kamplystne danske Hr var fordmt til Uvirksomhed, og det
misforniede Folk trstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe
i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav
denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel
fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande
Fdrelandskjrlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv
og Blod for Fdrelandets Frelse!

Det flgende Foraar udbrd Krigen igjen, og den begyndte med den
forfrdelige Ulykke ved Eckernfrde. Slaget ved Kolding var atter et
beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trste os med, end at det
lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at fre Hren frelst
tilbage til det nordlige Jylland. Frst den 6. Juli kom Opreisningen,
da det store Udfald fra Fredericia tilfiede Oprrshren et
afgjrende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede
mange Taarer. Jeg selv mistede dr en kjr Broder, der faldt ved
Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige,
frugteslse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred
i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig
og det tillodes Danmark at stte sig i Besiddelse af Hertugdmmet;
altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprrshren. Jeg gjorde
paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge.
Vi havde Glde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra
Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at
fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskvrdige Mennesker,
der modtog os fuldstndig som Landsmnd; men vort Hjerte var ikke
let, og vore Tanker sgte bestandig tilbage til Snderjylland,
hvorfra vi under Datidens Samfrdselsforhold kun fik sjldne og
sparsomme Underretninger. Frst d. 5. August om Aftenen fik vi
Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa
Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen
havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de
mrke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende
sydfra, en norsk Prst, og fortalte os, at der havde staaet et
blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand.
Han var strkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af,
at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der
dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet
General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede
paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet
om Carl XII.s Dd, der gik igjen.

       *       *       *       *       *

Jeg var imidlertid bleven udnvnt til Professor den 30. Juli 1849 og
kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852
gtede jeg Minona Gntelberg. Hun var 3 Aar yngre end jeg. Jeg havde
kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige
med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men
Tiden havde skilt os ad, og frst efter mange Aars Adskillelse traf
jeg hende atter i en Jernbanecoup, hvor en flles Veninde gjorde os
bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjn ung Pige, hvis
sjlfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa
mange Aar skulde vre mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine
Interesser. Hun havde et ualmindelig fint ie for Kunsten og var lige
saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund
Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt.
Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket nsten altid var
Tilfldet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har
vret lidet gldelig. Efter at en Cyklist havde krt hende over,
sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald
medfrte en fuldstndig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa
hun i henved 6 Aar fngslet til Leiet uden at kunne sysselstte sig
med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de
gamle Erindringer og i Kjrligheden til sin Mand og sine Brn.
Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med
fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu
et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand
blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hrte op; hun talte
lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hrte
jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit
sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes nstldste Sn et skjnt
og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.

               *       *       *

Vort gteskab er blevet velsignet med 3 Snner. Den ldste, Carl
Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter
Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale
Domstol i gypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham
efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den nstldste
Sn, Henry Bram, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologi og
Sogneprst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864,
er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.

Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes
Fader dde i hendes 19. Aar. Den forldrelse Pige blev strax paa det
Venligste modtaget af en fjern Slgtning, Skapitain Bram, der
dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen ndte ham dog
til at bo i Kjbenhavn; det var hans Sster, Elisa Bram, en hist
elskvrdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede
sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig
vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun
havde forladt hendes Hus for at blive Lrerinde, i hvilken Egenskab
hun opholdt sig i flere Aar, frst hos et Par Prstefamilier i
Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjbenhavn hos
Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frken Bram sig som Brudens
Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige
Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien
opfordrede os til at sge nye Krfter i den friske Landluft.
Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert
og smukt beliggende Hus ved den sndre Ende af Byen, Rungstedhi. Da
jeg havde vret gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjbe den
tilstdende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde
indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven
kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre
Snner.

Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en
Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter
synderligt, endnu i dette ieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for
mig og min Familie. Min ldste Sn havde kjbt en Grund paa den anden
Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opfrt en smuk
Villa, hvor hans Enke og Brn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den
anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven
ombygget til Sommerleilighed for min yngste Sn. Jeg har saaledes en
stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand
og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den
samme Kilde til Glde og Sundhed for Brnebrnene, som den har vret
for deres Forldre og Bedsteforldre, skjndt den stille Afkrog er
forvandlet til et strkt besgt Badested.




V.

FORELSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER.


Jeg blev Universitetslrer i en meget ung Alder, kun 27 Aar, og var
selvflgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i
Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum
af latinsk og grsk Litteratur, som krvedes til den davrende store
filologiske Examen. Jeg havde strbt at tilegne mig Madvigs Klarhed
og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens
Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den
Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske
Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjre den studerende
Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og
grsk Filologi og Archologi. Dette stemmede ganske med mit eget
nske. At Grsk og Latin ikke burde behandles som to srskilte Fag,
men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid
ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa
dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke
uden Ensidighed kunde indskrnke sig til Studiet af de gamle
Litteraturer, men ogsaa burde vre bekjendt med Monumenterne udenfor
Litteraturen, med andre Ord, at Archologien var en integrerende Del
af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningslst, som det
er nu, at paalgge den samme Universitetslrer at docere klassisk
Filologi og Archologi; thi Archologien var endnu i sin Barndom, og
Ingen anede den mgtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i
Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en
Hjlpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortstte Madvigs
Virksomhed og supplere den ved Tilfielse af dette nye Fag.

Jeg skulde hjlpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og
det Frste, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementre,
at holde de latinske Forelsninger til Anden Examen, som endnu bestod
indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848),
overtog jeg ogsaa latinske Forelsninger for Viderekomne, og efter F.
C. Petersens Dd (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den
grske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det
hensigtsmssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Lb holdt exegetiske
Forelsninger over en betydelig Del af den latinske og grske
Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at lse 2
Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel
docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Lb at
gjennemgaa den strst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed
og Fuldstndighed, som Forelsningen krver. Hensynet til Studenterne
var selvflgelig det afgjrende. For dem kunde det for det meste vre
ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds
af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at
faa en Forelsning frisk, som den lige var sprunget ud af
Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overfldigheder, som man
vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan vre Feil,
som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar
jeg en enkelt Gang blev ndt til at gjentage en tidligere
Forelsning, at jeg da ikke mdte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde
nsten sige, med saa god Samvittighed som frste Gang. Ved de
systematiske Forelsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider,
Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik,
Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de
vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for
at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at hre dem;
men ogsaa der sgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt
Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelsninger og velser, eller
jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til srlig Behandling.
Isr i _Archologien_ var dette Tilfldet. Ved Siden af Forelsninger
over den antike Kunsts Historie i sin Helhed sgte jeg ved Foredrag
over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede
af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det
Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have
kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har
navnlig i de senere Aar havt den Glde, at mine Forelsninger have
samlet en strre Kreds af Tilhrere ogsaa udenfor Universitetet. Det
har lige fra frst af vret min Bestrbelse at give mit Foredrag en
saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig
kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der
anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i
Kundskabsmassen.

Mindre heldig var jeg i mine Bestrbelser for at gjre selve
_Sprogene_ mere levende. Tidens Strm gik i den modsatte Retning, og
i Aarenes Lb tiltog den stadig i Hastighed. Grsk og Latin vare jo
dde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den
Retning, som nu frer det store Ord, Lov til at raade, ville de snart
blive nedsatte til blot at vre Forsteninger ligesom fossile
Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de
Sprog, som i over to tusinde Aar have vret Kulturens Brere og have
hvet den menneskelige Tale til den Skjnhed og den Tankeklarhed, som
vi nu glde os over at besidde. Man vil omstbe Tankerne i et nyt
Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstbning.
Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besvrlig; man
foretrkker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjlpe sig med
Oversttelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er
en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de
Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man
bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske
Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Grsk og Latin
kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og
det grske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme
Kjrlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen
Fornielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel
staar den frste hiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at
man kjender deres Udtale, og man gjr da mere eller mindre heldige
Forsg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret.
Naar Begynderen sprger sin Lrer om, hvordan han skal udtale
Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa
Dansk. Det skal sagtens vre nemmere. Ser man da ikke, at det netop
morer Brnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun
interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven
kan da heller ikke undgaa at lgge Mrke til, at der ikke er to
levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da
tro, at Grkerne og Romerne udtalte dem som Kjbenhavnerne? Nei, det
er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man
kan ikke undvre den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den
overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Grsken som
Nygrkerne, vilde man baade gjre Videnskaben og det praktiske Behov
en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man
forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en
ensidig Bevisfrelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har vret
mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil
Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive
indfrt i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder
sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lre, at det
samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved
Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophre og
Gaaden blive lst. Ved Grsken er Forholdet tilsyneladende
vanskeligere. Det er en let Sag at gjre sig lystig over de mange
forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mrkeligt, at man kan gjre
det, naar man selv ikke adskiller {theta} fra {tau} og {chi} fra
{kappa} i sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i
Aarhundredernes Lb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar,
at de gamle Grkere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrkerne; men
alligevel mene Traditionens Tilhngere at staa Sandheden nrmere end
de, der flge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Mder
man med den ligeoverfor en Grker, tror han, det er Chinesisk eller
Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og
der kunde ikke vre Tale om at fre den igjennem. Jeg benyttede da
den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine
Disciple opmrksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne,
og jeg tnkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne flte
Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en
Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at
uddanne dem til Lrere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de
maatte flge den dr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg
selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der
derved var gaaet tabt.

Naar jeg paa det frste nordiske Filologmde (1876) indledede en
Diskussion om Udtalen af Latin og Grsk, var det heller ikke, fordi
jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trngte til at
lette min Samvittighed og for Alvor at gjre opmrksom paa, hvordan
Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlser Referatet i den af
Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det frste nordiske
Filologmde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig
Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevgeligt. Man
indrmmede saaledes, at der ikke kunde vre nogen Tvivl om den rette
Udtale af {theta} og {chi}, men dog mente man ikke, at den burde
optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde
ikke, at vi ikke _kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i
Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke
gjre sig den Uleilighed, skjndt man indrmmede, at det var i hi
Grad praktisk. Havde jeg indskrnket mig til at krve denne Reform,
havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde
gjres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa
mdte jeg det brndende Sprgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke
re for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k
foran blde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i
Grkenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort;
dette er jo det frste Skridt til Sibileringen; men man forkastede
denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjllnderne ikke have den; og
hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig
Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel,
der ndvendig krvede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de
klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og
det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav.
Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Csar, men
hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere
Slgter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords
Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed
af vor egen Erfaring kunne anfre Exempler, der ere langt mere
paafaldende. Thi det er vel det samme Fnomen, naar den danske Almue
udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller
naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Snderjylland,
som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne
Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske
Udtale.

Noget heldigere var et andet Forsg paa at gjre den klassiske Oldtid
og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok
ikke tr tilregne mig selv mere end en Del af ren, _Opfrelsen af
latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelsning
over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhrere befandt sig 4 norske
Studenter. Det var maaske dem, der frst fik den Tanke, at man kunde
opfre det nvnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske
Samfund greb Tanken og satte den i Vrk. Den 4. Mai 1867 blev
Curculio opfrt af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale,
stergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller
O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde
komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings
Arie. Forestillingen var srdeles fornielig baade for Skuespillerne
og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsget i strre
Maalestok. Den 15. Marts 1873 opfrte det fil.-hist. Samfund Plautus'
Menchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange
som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets
Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde
flge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart
havde Glde af Forestillingen. Paa samme Tid opfrte man ogsaa i
Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev
holdt til re for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil
Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en
Oversttelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opfrte de danske
Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opfrtes den
13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg
forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand.
philol. Chr. Jrgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne;
Instruktionen udfrtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af
Skuespiller Zinck. Det har vel tildels vret Erindringen om
Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevgede
Dagmartheatrets energiske Direktr til at opfre Stykket i en dansk
Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa
Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.

Al den Tid, der kunde undvres fra Filologien, anvendte jeg
paa _Archologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine
Tilhrere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at
tilveiebringe det forndne Undervisningsmateriel. De vrdifulde
Gibsafstbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum
havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde
endnu strre. Heller ikke den archologiske Litteratur var
fuldstndig til Stede, og de strre Vrker vare kun tilgngelige paa
Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde
lsrive mig fra den traditionelle Behandling af den grske
Kunsthistorie, at lgge de litterre Kilder til Grund og bruge
Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik
det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos
Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjlden
modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundvrlig
Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne
ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere
knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette
Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er
jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg
nskede, navnlig fordi jeg ikke lngere er i Stand til at foretage
Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archologen og Kunsthistorikeren
en Ndvendighed.

 [5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad
 kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"

       *       *       *       *       *

I mine frste Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til
at reise udenlands som nu, Statsunderstttelserne vare sparsomme, og
Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af
Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understttelse til en _Reise til
Italien_, og min Hustru forstod at indskrnke Hjemmets Udgifter,
saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paaflgende Foraar
dr. Denne Reise var ikke blot en ret ndvendig Hvile efter
anstrengende Arbeide, men den var frst og fremmest en Studiereise,
der skjnkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det
fornielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmnd, men ogsaa
den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmnd, til
Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskvrdig
gammel Mand, der i sit Vsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F.
Schouw, og isr til den fortrffelige, hit fortjente _G. B. de
Rossi_, hvem jeg frste Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af
Udlndinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham
opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye,
srdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlg i Stabigaden var
nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine
Landsmnd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860.
I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske
Udbrud, der kaste et skjrmende Dkke over tusindaarige Ruiner, men
selv den moderlige Naturs regelmssige Arbeide, naar det ikke
forstyrres, udretter det Samme, og endnu strre Udbytte havde jeg af
at besge de etruskiske Stder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede
Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og frdedes, saa
tydeligt og fuldstndigt, at vi ere nr ved at trste os over, at
deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte
jeg herlige og lrerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste
prgtige Levninger; efter min Hjemkomst sgte jeg at give en
Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen
gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stder og over
Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet
indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde vret lukket
for mig.

Af mine flgende Reiser havde to nrmest filologisk iemed. En Reise
til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg nskede at
konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret
1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser
vare vsentlig archologiske Studiereiser, og her havde jeg for det
meste den Glde at ledsages af min Hustru.

I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru
befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men
strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne
blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det
skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver
i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prdikatet
"elskvrdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt
Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min
kjre, tidlig afdde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den
bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere
Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med
sine Dttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik
o. m. a. Af Nordmnd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med
deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle
Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnr
samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger
Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en
Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit
Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk
Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:

    Her voxe grnne Myrter bag Laurbr i Skjul;
        -- Her er godt at bo --
    Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

Og efter at have dvlet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad,
slutter han:

    Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst
        -- Her er godt at bo --
    Og naar I staa med Seir paa Fdrelandets Kyst,
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

    Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Trer
        -- Der er godt at bo --
    Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjr.
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

    Da skal I atter sidde bag Laurbr i Skjul
        -- Der er godt at bo --
    Og feire i Norden igjen en fager Jul.
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder fr
forlod sit Fdreland, flte han sig svag; men han vilde gjerne endnu
engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde vret der -- og han
havde Intet imod at lgge sine Ben under Laurbrtrernes Skygge.
Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrttelig, og hyppig besgte
han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besgte ham, og vi
havde talt om vor flles Gjerning i Hjemmet, udbrd han: "De kan tro,
det er mig en Sorg at tnke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed
faar en Efterflger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har strbt at
bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter
ham, men, som man ser, ikke med Glde, og da man efter hans Dd
offentlig sagde, at han havde nsket det, fandt jeg, det var min
Pligt at gjre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til
mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte
Erklring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa
Sprgsmaalet om Brandes' Ansttelse[6].

 [6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling
 i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters
 Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstndig
 overensstemmende med de virkelige Forhold.

Hauch dde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske
Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade
Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel;
jeg anede jo nok, at det var det sidste.

Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glde at vre til Stede ved
den srlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning
af vor Konges og Dronnings Nrvrelse d. 9. Marts. En Beretning derom
har jeg givet i et Brev til "Fdrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik
Reisen til Athen, og jeg havde stor Glde af at vise min Hustru min
Videnskabs Fdreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte
jeg nogle Uger i Milano med Forsg paa at dechiffrere den
Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald ndte
mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjbenhavn.
Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en
Reise" 1873.

Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjre en
lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru,
men ogsaa af min yngste Sn, som lige var bleven Student, og i Rom
stdte vore to andre Snner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var
imidlertid _Grkenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke
kjendte, og frst og fremmest vilde jeg se de epokegjrende
Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes
jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i
_Lilleasien_ havde jeg Flgeskab af min ldste Sn. Medens jeg selv
har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien" 1883, har min Sn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og
1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i
Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.

I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi
tilbragte Februar og Marts Maaned i _gypten_ hos min ldste Sn, der
var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra
Nedre-gypten" 1889. Det var min Hensigt at lgge Hjemveien over
Athen for at se det epokegjrende Fund af archaiske Kvindestatuer,
man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold
ndte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid
eller to at kunne oprette det Forsmte; men Haabet slog feil; mit
Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen lngere Reise.




VI.

FORFATTERSKAB.


En Universitetsprofessors frste Pligt er at vre Lrer for
de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig
Skribentvirksomhed det Sekundre. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa
nok at gjre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjre mig til den
ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen
Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og
selvstndigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner.
Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgngerne trnge til at rettes og
oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Lreren
bliver saaledes med Ndvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad
jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine
Forelsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre
Udfrelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af
Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min
Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min
Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868).
Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prve paa en Fremstilling
af Grkernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og
"Undervisningen hos Grkerne og Romerne" (1865), der blev oversat
paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und
Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset
Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygrsk af Chadzi
Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa
Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grkernes og Romernes Huse med
srligt Hensyn til de antike Benvnelser for de enkelte Rum", og 1886
"Tiryns og de dr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af
Homer".

Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forlber for det strre
Arbeide, som i en Rkke af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde
afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave
af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine
Elever et nyttigt Hjlpemiddel, men ogsaa at afhjlpe et Savn i den
filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelsninger, dels i
Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men
Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand flte sig
maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet
til Undervisningsstof, men isr Textens Beskaffenhed frastdte ham.
Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at
opfre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nies
hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som
maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste
Forfattere, det ldste og i visse Henseender betydeligste Minde om
Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter,
hvis Lune og Komik endnu i dette jeblik henriver Lseren og
Tilskueren[7].

 [7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske
 Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind
 1875.

Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne
Forfatter, som havde vret forsmt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl
havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et
epokegjrende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus
at se i sin gte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af
Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter,
hvorpaa dens Faststtelse maatte bygges, men i selve Recensionen var
han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser
sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de
Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde
foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere
fra den virkelige Plautus end de ldre Udgaver; men det forekom mig,
at man ved en druelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor
Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt
Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en
fuldstndig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg
paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg
kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paaflgende Kamp
kunde blive bitter nok; men det syntes mig ndvendigt i Videnskabens
Navn at nedlgge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af
hans Landsmnd, der vare nrmest dertil, vilde gjre det. Senere, da
jeg allerede havde udgivet to Bind af Vrket, talte jeg derom med
Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig
strre Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin
overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske
Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg
spurgte ham, hvor det kunde vre, at Ingen af de tyske Filologer
kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en
Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjlpe
at trde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.

Jeg vovede altsaa Forsget. Frste Bind af min Plautus, indeholdende
Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev
naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene
i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil
dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart
udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus
i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Dd have
fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo
ere langt fra at flge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine
Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men
ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og
Mercator, udkom 2. Udg. 1892.

               *       *       *

I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867
til 1878 var jeg Redaktr af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag
vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle
skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis
Forfatteren nskede det. Fra 1887 har jeg vret Formand for den
historiske Klasse.

Mit frste Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk
Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjrelse i den romerske
Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i
Aarenes Lb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og
"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt
ephemer Betydning. Skulde jeg fremhve nogen enkelt, vilde jeg nvne
"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nrmere udfrte, hvad jeg frst
havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque
partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias'
chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som
kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den srlige Benvnelse for
den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige,
Gudinden tilhrende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev
haanet af de tyske Lrde, men en Menneskealder senere, da Drpfeld
havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde vret nogen
Forbindelse imellem de to nvnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af
ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa
Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und
Studien".

Af epigrafiske Bidrag skal jeg nvne "Grske og latinske Indskrifter
i Kjbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillg til Antiksamlingens
lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte
Indskrifter fra Brndsteds Dagbger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om
nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af grske og latinske
Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en
ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard
havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk
blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr.
Grc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige
Feiltagelse af Th. Mommsen at tillgge Grkenlands Erobrer Mummius
en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de
interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde
jeg bl. a. opmrksom paa, at den nu til Dags saa yndede
Forholdstalsvalgmaade allerede havde vret anvendt af Romerne, og i
en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879),
paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et
Bedrageri.

I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine
Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre
vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstvrker, saasom en
lille Afhandling om "Firbendrberen" (1863), som jeg mener med Urette
er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske
Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i
Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas,
en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbielig til at
tro, at Furtwngler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er
gte. -- Strre Betydning tillgger jeg de archologiske Afhandlinger
fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den
egentlige Filologi henhrer Afhandlingen "Om de Keiser Trajan
tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg sgte at vise, at
medens man med Urette har anfgtet Plinius' Breve til Trajan, kunne
de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, nppe
antages for gte.

Blandt alle mine Skrifter har intet vret mig kjrere end _N. L.
Hyens Levned_. Efter at min hit elskede Lrer og Ven var dd 29.
April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, srlig Ploug, mig til
at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjrt Arbeide at
dvle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at
forflge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde
kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare
Forestillingerne om denne Mand, som skjndt han maatte regnes iblandt
Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde vret Gjenstand for
saa stor Miskjendelse. Mngden havde ondt ved at tilegne sig hans
ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihrdigt og
selvstndigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det
Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette
mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet
Kritiker og dmte ham som den, der tog Brdet ud af Munden paa dem;
man skulde jo dog leve af sin Kunst.

Min Levnedsbeskrivelse af Hyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for
den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjrt var det mig, at den
af Hyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide
opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og
udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og
hans uudgivne Forelsninger, der almindelig omtaltes som Mestervrker
af Veltalenhed. Hyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76.

               *       *       *

I Anledning af Kronprinsens Slvbryllup (1894) besluttede
Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at
forfatte et saadant. Jeg skrev da en sthetisk-archologisk
Afhandling om _den grske Silebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt
andet sgte at rekonstruere den ldste ioniske Sileform efter de
nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze
opfordrede mig til at lade den overstte paa Tysk, og det havde jeg
ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra
Drpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitler fra Neandrea, som
Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde
existeret; det var en vilkaarlig Sammenstning af to Kapitler, der
ikke hrte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde
udkomme med det Frste. Jeg besluttede da at afvente dette, en
Beslutning jeg nu fortryder; thi Drpfelds Skrift kom aldrig. Var min
Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske vret en Spore for ham til at
udfre sit Forst, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey
virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man
antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betnkning optaget
disse Kapitler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der
Baukunst bei den Griechen.




VII.

SKOLEVIRKSOMHED. -- PDAGOGIK. -- RETSKRIVNING.


Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom
havde tnkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjrlighed til
_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslnning ikke var fuldt
tilstrkkelig til min Families Underhold, sgte jeg at faa Timer i en
Skole. Skjndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor
havde Ord for at vre en dygtig Lrer, faldt det mig dog vanskeligt
at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte hiere Betaling, end andre
Lrere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2
Mark, d. e. 67 re, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den
nvnte Betaling at faa Undervisningen i Grsk i verste Klasse i
Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forlb blev
denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere
gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjre
mig bekjendt med Landets Skoler i strre Omfang, idet Madvig, naar
han som _Undervisningsinspektr_ reiste omkring for at kontrollere
Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjlper ved
Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nvnte Embede, og der i
hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene
af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev
udnvnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til
mig, ndte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det
havde vret mig kjrt ved denne Virksomhed at fornye gamle
Bekjendtskaber og stifte nye, isr da jeg fandt, at der nsten
allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte
hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke
behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en
utilfredsstillende Kontrol, og det vilde vre langt nyttigere, hvis
Undervisningsinspektren fra Tid til anden overvrede den daglige
Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af
Skolens Arbeide og bedre kunne give Lrerne veiledende Vink.

Den lrde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine
Drengeaar. Den davrende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne
utilfredsstillende. Man krvede en fyldigere Undervisning i de
levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det
frste Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik,
Astronomi og hiere Mathematik, blev saa flygtig lrt, at det strax
igjen blev glemt; det burde lres i Skolerne for tilbrlig at
fordies. H. C. rsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmnd
for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med
dem og med tre ansete Skolemnd fastsattes en ny Skoleplan.
Universitetets prliminre Undervisningskursus (Anden Examen) skulde
ophves og med Undtagelse af Filosofien henlgges til Skolen. Denne
blev derved forlnget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til
Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side
skulde Skolens to nederste Klasser nedlgges; Undervisningen i de
gamle Sprog skulde skydes to Aar lngere frem, og Brnenes
Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige
Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprven for
Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved
Universitetet, skulde henlgges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845
provisorisk indfrt i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.

At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl
vre. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og srlig skete der
de tidligere forsmte Realfag og de nyere Sprog tilbrlig Fyldest.
Lrerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes
alvorligt i Skolerne, i Frstningen maaske flere Steder for strkt.
De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved
at flge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev
overanstrengt. Dertil kom Misfornielsen med, at de Studerende nu
skulde holdes et Aar lngere i Skolen, hvilket undertiden havde
pekunir Betydning for Forldrene, isr da der ikke var synderlig
Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi
skjndt Anden Examen var ophvet, begyndte Studenterne dog yderst
sjlden paa deres Examensstudium strax ved Indtrdelsen i
Universitetet, hvilket havde vret tilsigtet, men det frste Aar
anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig
forgede. Det syntes endnu at vre et Rusaar og at lide af de
Mangler, man havde anket over ved dette.

Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubefiede, og Ministeriet
nedsatte en Kommission for at prve deres Berettigelse. Den nedsatte
Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer;
men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misforniede, og
i 1860 begyndte der et sandt Stormlb imod den nye Skoleplan. En
anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indfrelsen af den
nye Undervisningsplan for de lrde Skoler vret en Fremgang
eller Tilbagegang?" hvori han sgte at vise, at det Sidste var
Tilfldet. Han fik en vis Sttte af en yngre Skolemand, H--h ("Om
Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lrde Skoler"), der
rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre
nsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det
lrde Skolevsen"), der sgte Hjlpen i den strst mulige Frihed.
Madvig imdegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I
Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lrde Skolers
Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i
"Fdrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at
Planen i det Hele var fortrffelig, men jeg havde Intet imod
Indfrelse af rimelige Lempelser og Indrmmelse af en vis Frihed i
Udfrelsen. Hvad jeg nrmest krvede, var dog Ophvelse af de
Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa
Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar
skrev "Indlg i Skolesagen", var Overlrer Fogh. Ogsaa med ham havde
jeg et lille Ordskifte i "Fdrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik
en fortrffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fdrel." 28. og 29. Decbr.

I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere
end i den gamle Skole; fr det 13. Aar skulde Disciplene kun lre
levende Sprog, frst Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette
ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nrmest
Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette
Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget,
saasom det baade ligger Dansken nrmere, er simplere i sin Bygning og
langt lettere at lre for Brn. Efter min Mening havde ogsaa den
engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom
Engelsk jo ogsaa i langt hiere Grad var Verdenssprog end Tysk;
Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne
Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lrde Skolers
Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er
skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har
sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der
paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fdrel." 27. Sept., ender sin
Artikel med disse Ord:

  "Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske
  Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens
  Bestyrelse, men som en naturlig Flge af den Plads, det engang
  har indtaget i Folkets Liv og siden altfor lnge bevaret i dets
  Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at
  Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne
  Maade kan et Skolefags altfor fremtrdende Plads paa Timetabellen
  blive til et haanende Trldomsmrke, hvis Udslettelse er en
  national ressag."

Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og nsker; men det
kunde ikke sttes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa
uundvrlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi
kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvre, hvad den tyske
Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af
at vre Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt
krnket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brdre, fr de havde
gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.

Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmnd besgte mig, da at tale
Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste flte
sig ubehagelig berrte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det
ganske naturligt. Jeg skal anfre et Par Exempler. I 1872 ankom min
Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionrer sad
netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og
Samtalen frtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev
sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor
Gdechens fra Jena ieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere
besgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg nskede
at drfte et Par Sprgsmaal vedrrende Plautus. Hans frste Ord til
mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Franzsisch?" Jeg svarede, at
naar jeg besgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besgte
han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere
Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Lngden lod det sig ikke
gjre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmnd, med hvem jeg kom
i nrmere Berrelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.

Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra
den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles,
det populre Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at
Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at
de gamle Sprog krvede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall,
vsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et
Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to verste
Klasser, saaledes at Disciplene dr henholdsvis fritoges for de Fag,
som de havde mindst Interesse og Anlg for og antoges at faa mindst
Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en
Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektr,
Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide
et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt
Rigsdagen for at ophies til Lov. Dette havde ikke vret ndvendigt,
ndringen kunde vre foretaget ved kongelig Anordning. Det var et
Misgreb at give et saadant uprvet Forsg en Lovs Uforanderlighed, og
besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen
drfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa
at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.

Loven af 1. April 1871 indfrte efter fransk Mnster en Tvedeling
(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle
Studenter skulde vre i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse,
nu ophrte Fllesskabet med det 16. Aar, medens man frst blev
Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en
sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af
hvilke den frste ikke lrte Mathematik, den anden ikke de gamle
Sprog. Madvig gik kun modstrbende ind paa Tvedelingen, og dog brer
han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget
i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var
den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstndig
forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en,
som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes nske i den
Forventning, at der kunde bdes paa Manglerne i Principet ved de
enkelte Bestemmelser, og han tnkte ikke paa, at naar man giver en
vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes
bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved
Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke
kunde sttes igjennem, erklrede han i det sidste jeblik at ville
nies med, at der krvedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var
Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig
Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden
Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil")
sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til
det levende Sprog selvflgelig gik langt videre. Den franske Stil
blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den
latinske Stil blev gjenindfrt.

Loven blev modtaget med blandede Flelser. Overanstrengelse vovede
man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som
syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en
fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den
mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den
polytechniske Lreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var
lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophrte saa tidlig, at
det, der var lrt deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde
man i Begyndelsen ikke videre Mrke til. Men desto strre var
Misfornielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde
beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den
sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens
altfor tidlige Ophr vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa
over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere
Kundskabsmaal nu ikke lngere kunde naaes.

En af de frste, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr.
_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han
blev imdegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin
Polemik i de to flgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved
den lrde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lrde Skole".
Hans varme og veltalende Indlg vare dog i flere Henseender for
uklare til at kunne udve Indflydelse, og hans Polemik forblev
resultatls. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af
1850, havde det vret almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte
Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubefiet; men endnu
besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod
"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord
sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i
Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede
Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog
ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overfldigt ved andre, fuldtud
fyldestgjrende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M.
Rosing "Dr. Pingel og den lrde Skole").

Misfornielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav
sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i
det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa
paa et andet nrliggende og beslgtet Omraade indfrt en
indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende
filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883
var bleven aflst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prvedes
Kandidaten i Latin, Grsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu
indfrtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2
Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med
de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871;
den encyklopdiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en
Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over
det Fag, som srlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til
videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke
vre en Prve for Videnskabsmnd, men for Skolemnd. Skolen er ikke
tjent med en Faglrer, som faar Lyst til at lre Disciplene specielle
Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en
Lrer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbielig
til at overse sine Medlreres Fag.

Til Gjengjld indfrtes der en Prve i _Pdagogik_. Kandidaten
skulde, inden han blev ansat, have vet sig i praktisk Lrergjerning
og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pdagogik. Dette Sidste
havde Skolelrerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale.
Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort
opmrksom paa, at Pdagogiken som Videnskab var et Kapitel af
Psychologien og havde sin Plads der, medens Brneopdragelsen og
Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst lres igjennem
Theorien, men kun ved praktisk Udvelse; og at srlig det Stof, som
Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjle, var saa mangfoldigt
og saa zart, at man burde vre meget varsom med at indsnvre det i
Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog
liden Indgang hos Strstedelen af Skolens Lrere; de vilde nu engang
hellere vre Videnskabsmnd end Kunstnere. Det faldt naturligvis
hverken mig eller nogen Anden ind at ngte, at en dygtig Pdagog
ogsaa igjennem Forelsninger kunde give de vordende Lrere mangen
nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke
spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pdagogiske
Forelsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en
af de filosofiske Professorer, og da Professor Hffding ikke vilde
indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde
unge Mand var desvrre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste
sig ved det frste Skrift, han udgav efter sin Ansttelse som Docent
i Pdagogik: "Om Maal og Midler for den hiere Skoleundervisning"
(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og
Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke
havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de
regnbuefarvede Taager. Bogen er strkt polemisk. Forfatteren
fordmmer Tvedelingen i de strkeste Udtryk; det Principmssige var
en flles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om
en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlg for
de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en
saadan Dreng havde tvrtimod srlig Brug for et Kursus i Mathematik
og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og
der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke
udelukke noget af Skolefagene, men tvrtimod optage en Del flere;
Disciplene burde gjres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i
Livet, og dette kunde gjres, naar man blot ikke forlangte for meget
i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nies med 1 Time om Ugen. Om
dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1
ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var
lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg
fandt det ndvendigt at imdegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse
af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en
Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange
Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som
Bogen ved sin frste Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt
kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde
ndres.

Der var nppe Nogen, der flte sig mere overbevist derom end
selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han
forelagt Landsthinget et Forslag til ndringer i Loven, men det
kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsg.
Mathematisk-naturvidenskabelige Faglrere og Videnskabsmnd havde i
Juni s. A. holdt et Mde i Kjbenhavn, og dr saa godt som enstemmig
vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for
de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbrlig
forsmt. Der lrtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at
Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to verste Klasser. Dette
maatte ndvendig forlanges; den forndne Tid dertil vilde vindes,
naar _Oldnordisk_ og _Grsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at
Ministeren delte disse Anskuelser, skjndt der endnu ikke forelaa
noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imdegaa
dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli
en Artikel betitlet "Et Skolesprgsmaal". Jeg var enig med
Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de
sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophrte
saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede
Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til
Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de
mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde
udelukke Grsken, maatte jeg nedlgge en bestemt Protest. Grsken
maatte betragtes som et ndvendigt Led af den klassiske Dannelse.
Grkenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dr fandt man
de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men
dertil kom, at for Theologen var Grsken uundvrlig. Naar man tnkte
sig, at Theologerne kunde lre Grsk i et srskilt Kursus ved
Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlnges
betydelig, men det vilde heller ikke vre muligt at opnaa en
nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke
begyndte derpaa i Skolen og fik det indvet paa skolemssig Maade.
Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nies med
Lgprdikanter i Stedet for theologisk dannede Prster.

Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den
flgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af
Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og
Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklringer
udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til
Universitetets Betnkning. Efter dette skulde der beholdes en vis
Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes
Erklringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes
afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile,
indtil der kunde opnaas strre Enighed.

Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lrere var der Uenighed.
Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren nskede
Grsken afskaffet, kmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens
Bevarelse. _Heiberg_ erklrede, at dens Afskaffelse vilde vre at
skjre Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som
det maatte vre dennes Maal gjennem Lsning af de klassiske
Forfattere at give Disciplene et levende Frstehaandsbillede af den
Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Grsken vre det
Vsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning
blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning
til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa
klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke
vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter
Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om
radikal og konservativ Pdagogik, og endnu adskillige Aar senere
fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898
tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets
Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det
var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved
Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den
Udtalelse, at for Fremtiden var det ndvendigt, at Grsken helt
rmmede Skolen og Latinundervisningen indskrnkedes. Tilhrerne
studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne
Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift
"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham,
at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald
ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898
(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.

       *       *       *       *       *

Medens Sprgsmaalet om en Reform af den lrde Skole i fulde tre
Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter
forskjellige tildels modsatte Forsg, under hftige Partikampe,
endnu er langt fra sin Lsning, er der en anden, mindre vigtig
Reform, som har havt en lignende Skjbne, og hvis Historie heller
ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.

"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en
dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han
Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og
denne Retskrivning lrtes i Skolerne med strste Lethed. Det var i
sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lrtes og skreves
med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med
Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ndres og simplificeres,
uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det
var at nske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde
Rask fremsat sit Forslag til en fuldstndig Omdannelse af den danske
Retskrivning, bygget paa Lydlren og Etymologien. Det var et
videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den
modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrkning; men
Hovedsagen er Hensigtsmssigheden. Retskrivningen har kun sin
Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers
Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa,
men at de ogsaa indfrte den i deres Skolebger, var utilbrligt.
Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjre Ungdommen
bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudstninger;
Fremtiden raader den ikke over. Den davrende "Direction for
Universitetet og de lrde Skoler" synes ikke at vre bleven opmrksom
paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske
Retskrivning sig i en lidet heldig Oplsningstilstand. Det var et
almindeligt nske, at den davrende Ubestemthed maatte aflses af
bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den
Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende nske om en niere
Tilslutning til Brdrerigerne krvede Fjernelsen af den, ganske vist
ikke betydelige, Hindring for Lsningen af svensk Litteratur, som den
forskjellige Retskrivning lagde i Veien. nsket om en Tilnrmelse i
denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i
Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde
trde sammen for at forhandle om en flles Retskrivning, fandt
almindelig Tilslutning. I Kjbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en
anselig Kreds af litterrt interesserede Mnd[8] 5 Reprsentanter til
et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J.
Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at
give Mde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at
tilveiebringe hensigtsmssige Forslag til en flles dansk-norsk
Retskrivning, der kunde ventes at trnge igjennem og aflse den nu
herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med
tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, vsentlig vilde
lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske
Litteratur."

 [8] Indbyderne til Mdet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S.
 Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap.
 Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L.
 Westergaard. Mdets Dirigent var disse Blades Forfatter.

Mdet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger
i de af de tre Folks Sekretrer udarbeidede Beretninger. For
Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870),
og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk
Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var
udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en
Erklring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermdet
foreslaaede ndringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde
"almindelig Imdekommen". Erklringen er trykt i Grundtvigs "Dansk
Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det ieblik ikke at
turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare
misforniede med denne halve Forholdsregel.

Indfrelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mdte ingen
Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsmte denne Leilighed
til at indfre Tegnet  i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde
saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". nskeligt havde det
ogsaa vret, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhvelse ved
store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets
Kjlebrn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke
(Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de
ere undvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man
efter de nu gjldende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i
Tillgsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhvelse, hvis
man vil anvende dette Middel, er langt mere ndvendig. Paa den anden
Side fulgte man Stockholmermdet i Afskaffelse af Vokalfordobling og
understttende e som Tegn for Vokallngde, uden dog at optage det
ndvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at
fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i
mange Tilflde er Betegnelsen af Forskjellen ndvendig for at
forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilflde, mente man, kunde
Vokallngden betegnes med en Akcent, et Ndmiddel, som Publikum dog
har fundet altfor fremmed og vret meget uvilligt til at benytte.

Naar jeg trods disse og flere Betnkeligheder dog satte mit Navn
under den nvnte Erklring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke
Andet at gjre. Vi maatte ud af det Ufre, hvori vi befandt os, og
det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte
Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt
til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871
anbefalede Kultusministeren dem for de lrde Skoler og d. 21. Febr.
1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte
dem, saa lnge de kunde betragtes som raadende, er en Selvflge. Men
vort Haab, at der derved skulde vre gjort Ende paa de orthografiske
Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor
skrbelig til at kunne holde sig i Lngden og blev efterhaanden
Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt,
at her burde Regjeringen trde ordnende til, og efter at have
raadfrt sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmnd, der saa
vidt vides, nsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring,
forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den
Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde vret Grund
til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til
Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage
Skridtet helt ud og gjennemfre den Opgave, der oprindelig var bleven
sat Stockholmermdet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt
forskjellige fra de ldre. Var der Regler, man vilde foretrkke for
de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfldet med. Det
er muligt, at Ministeren fra frst af havde paatnkt strre
ndringer, men den almindelige Stemning ndte ham til at nies med
dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud
indfrte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjre sig
gjldende udenfor dem.

Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt
havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes
at vre en Fllesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var
ophvet og Ingen kunde vide, hvor lnge den "Saabyske" (saaledes
kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte
Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende
tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler
bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningssprgsmaalet
1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig
Billes veltalende Indlg udvede stor Virkning paa Publikum.
Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere
og Sprogmnd, der nskede at bevare, hvad der kunde bevares af den
traditionelle Retskrivning, skulde trde sammen for at arbeide i
denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P.
Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktr Borchsenius og
jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor
Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk
Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig
praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et
smukt og nyttigt Vrk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans
Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte ndringer. Gid de
maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent
og hensigtsmssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro
imellem Brdrerigerne!




VIII.

KOLLEGER OG VENNER.


Min Ansttelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en
Kreds af Mnd, som jeg rede og hiagtede, og som nsten alle vare
mange Aar ldre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de
modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at fle mig fremmed iblandt
dem. Samlivet med mine Medlrere ved Universitetet er Noget af det
Skjnneste, som Livet har skjnket mig. I disse Optegnelser om mit
Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne
til at skildre, hvad de have vret for mig. De fleste af dem ere jo
ogsaa tilstrkkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale.
Jeg kan dog ikke ngte mig den Glde at dvle ved Erindringen om dem
og i det mindste nvne Navnene paa dem, der have staaet mig nrmest
og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.

Frst og fremmest maa jeg nvne _Madvig_, hvem jeg skyldte min frste
Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der,
ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega
skulde gjre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister
(November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte
han mig ikke, og efter to Aars Forlb blev han igjen min Kollega. Det
er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have flt mig trykket
af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfldet. Det er aldrig
faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har vret glad ved
at staa ved hans Side, og jeg tnkte mig, at mit Arbejde kunde
betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et
Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svkkede Syn
havde set sig ndsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg
udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste
Sttte. Jeg havde aldrig kunnet stte noget igjennem i Fakultetet,
naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da vre ham, der
gjorde Forslaget; hans Autoritet biede Alle sig for. Vi havde ganske
den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nvne noget Principsprgsmaal,
hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg
havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed.
Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til
have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers nppe
var bleven gjort.

Da han havde udgivet sine _Emendationes Livian_, kunde jeg ikke
finde mig i, at denne epokegjrende Bog kun skulde staa i de Lrdes
Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive
Livius. Jeg vilde, at han selv skulde hste Lnnen derfor og selv
gjre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han.
Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius,
og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjlpe ham,
Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjrt og
lrerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjre et Forslag til en
Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit
Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste
Hovedvrk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde
nppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilflde kraftig understttet
af Siesby, havde opfordret ham dertil.

Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Sprgsmaal, hvor
Madvigs Godmodighed og hans ngstelse for at gjre Uvenner eller
anderledes Tnkende Uret syntes mig at fre ham til en mindre rigtig
Afgjrelse. Dette var saaledes engang Tilfldet ved Bedmmelsen af en
Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et
altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da
der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage
den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget
fra sin Stilling ved en lrd Skole og nu nskede at rehabilitere sig.
Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde vret
en Ndvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at flde en
mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsget paa at finde
en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at
bevge til at vre Opmand imellem os to. Madvig indrmmede saa, at
Disputatsen i dette Tilflde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke
kunde betragtes som antaget.

Et andet Tilflde indtraf ved cand. philologi August Lorenz. Han
havde gjort en god Examen; han var ikke udmrket begavet, men var
overordentlig flittig og arbeidsom og niagtig i sine Studier. Han
sgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre
tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt
med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen
srlig Nytte af at besge tyske Universiteter, da disse nppe vilde
give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bger; jeg vilde
have, de skulde reise til Italien og Grkenland. Dog vilde jeg ikke
have havt noget imod at stemme for denne Ansgning, hvis det ikke
havde vret i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold
og Opdragelse fuldstndig sympathiserede med det slesvigholstenske
Oprr, nskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men
jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium;
det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det jeblik vilde
studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland,
opgav deres Stillinger dr for at vende hjem og tilbyde Fdrelandet
deres Tjeneste. Efter Madvigs nske talte jeg med Lorenz og sagde
ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland,
men jeg vilde ikke modstte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han
lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og
reiste saa -- til Mnchen. Han kom naturligvis aldrig tilbage til
Danmark. Han sgte Ansttelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og
erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af
Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallrer i Berlin, hvor han
dde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemvrende med ham. I hans
Mostellaria havde han indfrt et Par fortrinlige Textrettelser -- det
var det eneste Nye i Bogen -- og han hstede naturligvis Ros for dem.
De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i
Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke
var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde vre faldet
paa de samme; han burde i alt Fald have nvnt sin Kilde; thi at han
kjendte Bugges Afhandling, var hvet over al Tvivl; med andre Ord,
her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld,
ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i
Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum
cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan,
da han lste Bugges kritiske Afhandling, have indfrt disse Rettelser
i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja
endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hndet Andre; men
utilbrligt er det jo. At Lorenz hvnede sig ved en nedrivende Kritik
af min Udgave af Plautus, kan man nok tnke sig.

Ogsaa Madvigs fortrffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor
Venlighed, og deres Brn bleve i Aarenes Lb nogle af mine og min
Families nrmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden
Lrer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i
Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornielse at trffe
Digteren Heiberg, der var en Ftter til Fru Petersen, og hans Hustru,
hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og
hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var
lykkelig ved at kunne fortstte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst.
Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske
Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske
Folks Ret i Snderjylland. Med snlig rbdighed betragtede jeg den
villiestrke Mand, og jeg flte mig tiltalt af den formsknne Ro, der
var udbredt over hele hans Fremtrden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget
senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han dde
allerede i Foraaret 1852. Det var Hyen, der frte mig til ham. Han
var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfrdige Mand gik og
stttede sig paa min Arm i Botanisk Have, flte jeg nok, at hans Liv
nrmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den
livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbd mig til et
Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag
til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretr han var. Jeg
holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvldende Indtryk,
som Budskabet om hans pludselige Dd gjorde paa mig, faa Dage efter
at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik
paa Kjbenhavns Gader. Hans Sn Johannes, senere Rektor paa
Herlufsholm, blev en af mine ldste og kjreste Elever, og er mig
endnu en kjr Ven og Studieflle. En lignende Livlighed udmrkede den
gamle Lge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrdelse i Konsistorium
sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev,
som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for
Offentligheden. _H. C. rsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle.
En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis
Snner, Theologen Henrik og Statskonomen William, senere bleve mine
Kolleger og nre Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa
deres elskvrdige Hustruer sluttede sig niere til min Hustru. Den
gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lrd, der levede i
Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslgtet Natur, men
mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved
Universitetet (1851), men han havde lnge fr den Tid hrt til mine
Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrkkeligt
om hans varme Flelser for Fdrelandet, for Menigmands Ret og for
Danskhedens Ret i Snderjylland. De ville for bestandig sikre ham en
fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rkker, men han saa
klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute
Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte
aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods
Brystsygens Lidelser trofast til sin Dd (1871). Hans Efterflger,
_Caspar Paludan-Mller_, var ldre end han. Han var Rektor i
Nykjbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske
Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det
kraftigste Skud af denne kraftige Slgt, som Danmark skylder saa
meget, men den i Familien arvelige Tunghrhed gjorde ham det
vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjndt baade
jeg og andre med Glde vilde tjene ham som Hrerr, trak han sig dog
tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde
leve.

_Westergaard_ var kun fem Aar ldre end jeg, og vi kunde altsaa nok
betragtes som jvnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig
rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde flles.
Hans Hustru dde tidlig og efterlod ham to Snner og to Dttre, af
hvilke den ldste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun
for Brnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjrligheden
forenet med en Nisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde vre
almindelig i den nulevende Slgt. Han havde af Naturen et kraftigt
Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde
efterladt sig alvorlige Flger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men
selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar
han kom hjem fra den lille Kjretur, som Lgen havde foreskrevet ham,
tillod han ikke Andre at hjlpe ham op ad de besvrlige Trapper; han
vilde hjlpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen
og flyttede sig derfra op paa det nstnederste o. s. v., saa at han
kom siddende og baglnds op til sin Bolig paa 2. Sal. Brnene have
bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Sn er
Professor i Statistik og Nationalkonomi ved Universitetet. --
_Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt
Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske
forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i
hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende.
Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervs og pirrelig imod
Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en
Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med
sjlden Alsidighed sgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks
Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget.
Han var en af de frste Undersgere af den fjerne Fortids hidtil
oversete Levninger, og endnu i hans hie Alderdom var Undersgelse af
Kjkkenmddinger og Moser hans kjreste Syssel. Den nrmere
Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretr og jeg
Redaktr for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og
fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets
Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, bervede ham
Frligheden i en lang Rkke Aar. Han maatte gaa med to Stokke og
kjre, naar Veien var lidt lngere, men hans Livlighed og
Arbeidskraft var usvkket. Et strre Knk fik han, da han mistede sin
elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste
Datter. Hans Sn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Rkke af
Aar vret min Kollega og Ven.

Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var
en Kollega saa elskvrdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig
og smertelig Sygdom dde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev
rsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjre ham
Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var
ndvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjlpe denne
Mangel ved at underkaste sig en extraordinr Examen i Latin, og det
blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ngstelig for Udfrelsen
af dette Hverv. Holten var 3 Aar ldre end jeg, og det var ikke at
vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde
havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prve; men bestaa maatte og
skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prven
imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en srdeles dannet
Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han
holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af
jvnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom
noget drie Vittighed var en uudtmmelig Kilde til Morskab. -- En
fuldstndig Modstning til ham var den anatomiske Professor _F.
Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nrmere Berrelse, da
han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han dde allerede 1880. Hans
Eftermand i den nysnvnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en
fortrffelig og yndet Lge, hvis glimrende og slagfrdige Vittighed
var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nrmere
Venner. Han dde 18. Juli 1902.

               *       *       *

Ogsaa af mine nrmeste Jvnaldrende og Venner fra Studenteraarene
fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjre Reiseflle og
senere Husflle _Julius Gram_ var bleven ansat kort fr jeg. _A. F.
Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister,
saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke.
Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvnget, blev jeg
underkastet et skarpt Forhr om Alt muligt; thi medens han selv var
uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked.
I de senere Aar, da hans svkkede Syn ikke tillod ham at lse, var
han jo ogsaa endnu mere henvist til at hre. Jeg havde den Glde
ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner
overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille
Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel grsk
Lovgivning." Han dde 1893.

Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor.
Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf
hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brnde;
men han var med al sin Trhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som
fr. Nogle Aar senere gtede han en Kvinde, som man sagde han havde
beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle
Forldre, saa lnge de levede. Fra det ieblik blev hans Liv saa
hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde
Forelsninger, selv da Alderdommen gjorde det ndvendigt, at Pedellen
maatte hjlpe ham op paa Kathedret og Tilhrernes Tal var svundet ind
til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at
sge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg
havde udfrt dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske
sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansgningen.

Min Husflle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i
Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom
Omgangsflle. Desvrre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom
(1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik
1861, og min Studenterkamerat _H. Brchner_ blev 1857 Docent og
senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nrmere i nste
Kapitel.

Men jvnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med
hvem jeg kunde drfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af.
Petersen var meget ldre. Madvig var fuldt optaget af sin
videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender;
Tregder var i Sor; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen.
Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine
Tilhrere og Elever ndte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed.
Det varede heller ikke lnge, inden der, jeg tr ikke sige iblandt
mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmnd, der i
Aarenes Lb bleve mine Kolleger. Den ldste af disse er _O. Siesbye_
(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte nske ham knyttet til
Universitetet; men Professor vilde han ikke vre. Han var Jde og
fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflgge den Ed, der
krvedes af kongelige Embedsmnd; han vilde kun modtage en
ministeriel Ansttelse som Docent. Universitetet indstillede ham til
at blive Doktor uden Disputats. Som Lrer for Studenterne har han
gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem
nrmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til
ham. Positiv og niagtig Kundskab var hans Lsen; han strbte ikke
efter at vre aandrig og indlod sig ikke paa Sprgsmaal, der forekom
ham ulselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var
overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det
Meste kun Bemrkninger om enkelte sproglige Fnomener i Grsk, Latin
eller Dansk, Bemrkninger, der fik Vrd ved Iagttagelsens Finhed og
Skarphed; men med den strste Beredvillighed stillede han sin Viden
og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe
Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig
forgjves.

_Edv. Holm_ studerede frst Filologi. Han tog filologisk
Embedsexamen, og hans frste Arbeider behandlede Emner af den
klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fdrelandet paa ham med
en hiere Rst, og han fandt i Danmarks Historie, srlig i det 18de
Aarh., et Omraade, som efter hans udtmmende Studier og lige saa
besindige som retfrdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere
Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nr som
han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle
almindelige Sprgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i
Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde
altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed
som Universitetslrer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det,
fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udfrelsen af det
store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget
mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion
paalagde ham et vidtlftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed
og Takt, hvormed han rgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun
vret een Mening, og det har vret et af Lyspunkterne i mit Liv, at
jeg har vret Medlem af den Direktion, som han ledede.

Min srlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og
Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og
ved sine Oversttelser af klassiske Forfattere har han skjnket den
danske Lseverden en vrdifuld Gave. Gid de maa finde mange Lsere,
saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af
Originalerne, som den nulevende Slgt mener at kunne undvre! --
Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glde at se
frst som Tilhrere og senere som Kolleger; men den klassiske
Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved
Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske
Runemindesmrker, at de skulde hste deres Laurbr. -- _J. L.
Heiberg_ derimod vedblev at vre en trofast Dyrker af de helleniske
Muser. Alsidig som en gte Hellener forbandt han mathematiske og
filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham
at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I
det indelukkede Liv, som Alderen paalgger mig, stter jeg dobbelt
Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.

I _Hyen_ havde jeg, saalnge han levede, en trofast Ven og Sttte.
Havde der nogensinde vret Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i
Filologiens Lnkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende
Forelsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjnheden;
Kunsten vedblev at vre min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i
hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor
omtalte Levnedsbeskrivelse.

Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en
aandrig, ung Mand, der har udvet stor Indflydelse ved sine talrige
kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste
Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens,
og i Bedmmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden
Selvstndighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han
var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lre
meget. Han havde ikke Hyens glade Freidighed; en tidlig indtrdende
Tunghrhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans
Foredrag var ikke saa glimrende som Hyens, men det var interessant
og undertiden vittigt. Hyen gav Resultatet af Undersgelserne, Lange
selve Undersgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhrerkreds, og
efter hans tidlig indtraadte Dd var det en let Sag for hans Venner
at samle de forndne Midler til at opreise et Monument for ham. Da
Hyen dde, havde man ikke forsgt noget Saadant, dels fordi
Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden
af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der
betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin hirstede Tale
havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en
Menneskealders Forlb vovede Ingen at ngte, at han havde vret en
Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det
lod sig derfor ikke gjre at reise Lange et Monument, uden at Hyen
ogsaa fik sit. Det forndne Belb blev uden Vanskelighed skaffet til
Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og
afslredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen
over Hyen; den kan lses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899;
Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.




IX.

UNIVERSITETET.


For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.

Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjr Kollega. _Hans Brchner_
var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg
havde strax flt mig tiltalt af denne skjnne og dle Personlighed;
efter hans Ansttelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse
nrmere, og i det sidste Aar, da den trende Brystsyge allerede viste
sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han dde 17. Decbr. 1875.
Dagen fr sin Dd havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke
begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde
foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af
Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et
Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der nppe
var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke
hertil. Jeg tilfiede, at han behvede jo ikke at begraves fra nogen
Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag
antog han; "og", tilfiede han, "skal jeg have nogen Prst, saa lad
det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man nskede,
at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklrede, at hvis
han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter
min Vens sidste Udtalelse nskede ogsaa jeg at aflgge et Vidnesbyrd,
og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg
meddeler dette saa omstndeligt, fordi Sagen har vret fremstillet
anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forvrigt fortrffelige
Artikel om Brchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk
Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale ld efter min samtidige Opskrift
saaledes:

  VED BRCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.

  Efter de Ord, vi nu have hrt, kunde en yderligere Udtalelse
  synes overfldig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det
  ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er
  nrmest foranlediget ved det sidste nske, vor bortgangne Ven
  udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd
  fra den Hjskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad
  dette Vidnesbyrd vre en Tak fra hans Medarbeidere, ldre og
  yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og
  alvorlige Strben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og
  opoffrende Kjrlighed til de Unge. Lad os ikke sprge, om hans
  Granskning har frt ham til det Maal, _vi_ have sat for vore
  Veje; det staar for os som et rligt og alvorligt Arbeide i
  Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjves.
  Det er et svrt Arbeide, den paatager sig, der prver paa at lse
  Tilvrelsens frste og sidste Problemer, og det gjlder om ikke
  at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig
  forfulgt den lange Vei igjennem Tnkernes Skrifter fra den ldste
  Tid indtil nu. Hans dle Aand kunde ikke standse i Materialismens
  Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget
  hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han
  haabede Fremtidens Filosofi vilde lgge klart for Dagen. Han
  havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham.
  Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke
  forngtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brndte der en
  Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen,
  men den haardeste kmpede han i sit eget Indre, og frst lutret
  og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og
  for Dommernes Kreds. Den Skjnhed, som fra Fdselen af var
  udbredt over hans hele Vsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv
  som i hans Tanke var Harmonien hans Lsen. Han vidste, han var et
  Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk
  Indordning deri stod for ham som en ubrdelig Lov, som det var en
  hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham
  for den ethiske Alvor, der prgede hans Liv; den skal staa som
  et Mnster for os alle, ldre og Yngre. Og naar jeg paa de ldres
  Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket
  fstet paa de Unge, der vare hans Livs Glde. Han fulgte ikke
  blot deres Studier med aarvaagent ie, men alle deres Livsforhold
  vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slgt, der
  har flt hans Velvillie og lrt at se op til den alvorlige
  Tnker, den Slgt som har set hans utrttelige Nidkjrhed i sin
  Lrervirksomhed, der har set ham under Udvelsen af sit Kald
  trodse Sygdom og Svaghed og set Krfterne voxe under selve
  Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa
  offre hans Minde en taknemmelig Taare og lgge en Laurbrkrans
  paa hans Grav. Og denne Krans lgges ikke alene af dem, der hylde
  hans Tnknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en
  modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lrt
  dem at fre.

  Saa Farvel da, Du skjnne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke
  nsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav.
  Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter
  og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et
  uforglemmeligt Billede af Dig bre vi i vor Sjl, og i
  taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Stv: re
  vre Dit Minde!

En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten
et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa
Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste
Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa
Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som
hjemmehrende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted
og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke vre Tvivl om,
og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin
Misbilligelse deraf. Nu kom Brchners Begravelse til som den sidste
Draabe, og Stormen brd ls i al sin Styrke.

Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af.
Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet
28. Januar, srlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lrere,
Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden
zoologisk Professor, Entomologen Schidte, der antoges at
reprsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa
den empiriske Undersgelse. Prof. Schidtes Elever, der betragtede
denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en
Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Dd. Det var denne
Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent,
hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere
hemmende end fremmende og br sttes paa Pension. Det bebreides
Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har
hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, resposter, Legater og
Stipendier, medens den anden tilsidesttes og undertrykkes. Dette tog
jeg til Gjenmle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod
Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles
ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger,
og hvad Steenstrups Lrervirksomhed angik, hvorom det srlig var
bleven sagt, at hans Forelsninger for de medicinske Studenter vare
saa ubrugelige, at Prof. Panum blev ndt til at bebyrde sine
fysiologiske Forelsninger med at gjre hans Arbeide, erklrede Prof.
Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfldet.
Han udtalte sin varmeste Paaskjnnelse af den Maade, hvorpaa
Steenstrup udfrte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som
mnstervrdig.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag skrev jeg et
_Indbydelsesskrift_ om Grkernes og Romernes Huse. Min Tale handlede
om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det
af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".

Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilum. Jeg fik det
fornielige Hverv at overrkke ham det Festskrift, hvorved hans
Disciple nskede at vise deres Lrer deres Taknemmelighed for, hvad
de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var
det frste Exempel af denne Art her i Landet.

Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afslredes Tyge Brahes
Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian rsteds i
det efter ham opkaldte Haveanlg. Den 10. September blev den
gjenopfrte _Viborg Domkirke_ hitidelig indviet, og denne herlige
Bygning, som Tidens delggelser og daarlige Istandsttelser havde
skmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en
Ndvendighed, viste sig i sin gte Skikkelse. Det var den frste
fuldstndige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor
Betydning for alle de flgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med
Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og
det havde vret vanskeligt nok at faa de forndne Pengemidler
samlede. Hyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde
ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brstholdne
gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem
paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg
Kirke, som om det var det dde Stof og ikke den levende Form, det kom
an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie
og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne
Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.

Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beret mig, var
ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhrende Landsbykirker, for saa
vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert
Aar til disse Kirkers Forskjnnelse, et Hverv der var mig
overordentlig kjrt. Den interessanteste og skjnneste af dem var
_Ledie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde
ogsaa havt srlig Forkjrlighed for den og ladet Choret smagfuldt
dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed
og trngte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg gldede
mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsiler
og fantastiske Kapitler, men jeg undrede mig ogsaa over dens
Lidenhed og over, at Choret var et Stykke hiere end den vrige
Kirke. Gaaden blev imidlertid snart lst; thi da jeg kom ovenpaa, saa
jeg under Taget en hi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en
stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i hi Grad forbavset ved at
se disse Rester af en ldre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget
om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med
et flles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som
Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og
Hyens fortrffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af
denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det
var Slotskapeller. Den verste Etage, der stod i Forbindelse med
Slottets Vrelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den
underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne,
men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren
1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter
min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledie Kirke, som er
optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af
Universitetets Jubilum 1879. Ogsaa Ledie Kirke var oprindelig et
Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv
Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist
og her har bevaret middelalderlige Mursten.

Det var mit inderlige nske, at ogsaa Ledie Kirke maatte gjengives
sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke lnge, inden
Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene
dertil, og Professor Storch udfrte Arbeidet med sin sdvanlige
Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udfre af den Architekt,
det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog vret rimeligt
nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt
udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at
srge for dets Kirkers Forskjnnelse. Konsistorium havde ikke nogen
Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode
Hnder; men da det nsten var frdigt, kunde jeg dog ikke lngere
styre min Lyst til at se, hvorledes det var udfrt. Jeg var henrykt
over Synet og gldede mig over at se, hvor smukt og naturligt
Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken;
men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken
end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een
Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesgende.
Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde vret
Meningen og ikke behvedes; men jeg gjorde ham opmrksom paa, at
Overkirken slet ikke kunde undvres, da Kirken, der i sig selv var
meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser.
Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmrksom
derpaa, men havde Intet imod at opfre en bred Opgangstrappe i
Taarnet, naar han kunde faa de forndne Midler dertil. Kultusminister
Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har
baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af
middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken
indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i
Prstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.

       *       *       *       *       *

Aaret 1879 var et Hitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar,
siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes
som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar
tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas
Universiteter til at deltage i Festglden, og det syntes naturligt,
at man maatte gjre ligesaa i Kjbenhavn. Men her mdte en alvorlig
Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjster, der kunde
antages at ville give Mde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til
Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe
derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt
Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde
sagt sig ls fra det i Pragerfredens  5 givne Lfte, at tilbagegive
Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland
var det Samme som at sige, at vi brd os ikke om Nordslesvig. Sorgen
og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de
vrige europiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig
heller ikke gjre; det vilde blive betragtet som en ligefrem
Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrnke Indbydelserne til
de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjlden skjn og for
alle Deltagere uforglemmelig Fest.

Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne
Festen. Dertil hrte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur
Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s
Portrter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rkker
hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova
scula vivax. Desvrre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve
mig overdragne, ikke altid lses uden Anstd og Sammenstd med gode
Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor
det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om
Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilum br vre. Jeg
vil ikke dvle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og
Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornielige de
vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes
Aabningshitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns
herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de
lyknskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig
fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs
Portrt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og
trffende Svar. Man kunde ikke tnke sig nogen mere vrdig
Reprsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt
Festens egentlige Brer.

Men Tiden nrmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han
var nu 75 Aar gammel, og hans svkkede Syn gjorde det vanskeligt for
ham at holde Forelsningerne saaledes, som han nskede. Nu havde han
ogsaa vret Professor i 50 Aar og sgte derfor sin Afsked. Paa hans
Jubilumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lyknskninger
fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men
desuden var ogsaa en Kreds af Mnd, der havde staaet ham nr i hans
politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at
indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der
kunde bre hans Navn. Den indsamlede Sum belb sig til 20,000 Kr. Men
et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C.
Jacobsen, havde nsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne
Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den
skyldtes et srligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glde at blive
taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udfrte Medailleur
Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portrt,
paa den anden i en Laurbrkrans flgende Indskrift: Patri lumen,
ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia
nemini cedens. Jeg fik det refulde Hverv som Komiteens Ordfrer at
overrkke Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed
holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.

Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en
lignende Hdersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han
vret Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet
besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles
hvert 5. Aar som Belnning for "et Skrift af en dansk Forfatter,
hvori denne paa en udmrket Maade har behandlet Emner af de sproglige
eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog
Julius Lange og mig at forestaa Udfrelsen af Medaillen. Vi enedes om
at overdrage Billedhugger Schultz Udfrelsen. Den ene Side har et
Athenehoved med Indskriften {tou d' eklue Pallas Athn}, den anden
Videnskaben, der slynger en Laurbrkrans ind i Madvigs Navn,
hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum,
sed quos fert vigili lucis amor studio. Det frste Exemplar af
Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som
Selskabets Ordfrer. Tre Aar efter dde Madvig. Han fik ingen
Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at
vre forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det frste Femaars
Forlb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh.
Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.

       *       *       *       *       *

For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets
Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere,
da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal nppe 150 om
Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal nsten
fordoblet, og Universitetets Forelsninger besgtes ikke blot af
Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig
Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mnd og Kvinder,
undertiden i meget strre Antal end Studenterne. En uundgaaelig Flge
heraf var Mangel paa Plads, isr da man oven i Kjbet forlangte, at
Universitetet skulde afgive Lokale til Prliminrexamen,
Lrerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prver. Da den nu
staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have
faaet et rummeligt og hensigtsmssigt Lokale for lange Tider; nu
viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var
ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af
Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig
imidlertid en Mulighed for at faa Nden afhjulpen. Den polytechniske
Lreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St.
Pederstrde, som Lreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa
ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den
ombygget, vilde i alt Fald den vrste Trang vre afhjulpet.
Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren,
og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en
ldre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opfrelsen af
en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget vrdifuld
Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier,
hvoraf det ene ved sin Strrelse og det andet ved sine Lysforhold
langt overgik Hovedbygningens.

               *       *       *

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fdselsdag skrev jeg et
Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Drpfelds
epokegjrende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys.
Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske
Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.

Den 3. August og flgende Dage hitideligholdt Universitetet i
_Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilum_ og indbd alle andre
Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med
os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst
dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilum 7 Aar
tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig
reprsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Mde, og
sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage
Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og
under hele Festen var der Intet, der kunde stde en Dansk.
Storhertugen selv prsiderede som Universitetets Rektor, ikke
magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot,
indbd Gjsterne til en Soire i Carlsruhe og frte selv Forsdet ved
Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nrvrelse maaske nok lagde
en lille Dmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at
der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i
Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt
Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhrerne fandt, at
dette var lovlig lnge, og nskede at forlade Kirken, men Drene vare
lukkede, og man fortller, at Betjentene svarede dem, der bad om at
komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und
Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en
af hans Kolleger gjorde ham opmrksom paa, at hans Tale havde vret
temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fnf Jahrhunderte
nicht krzer abmachen." Fornieligere var det historiske Optog den
flgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede
igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning,
Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige
Oplevelser har jeg intet Nvnevrdigt at omtale. Ved Universitetets
Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor,
Professor Frster, nu Professor i Breslau, med den elskvrdige
Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkmper for den klassiske
Undervisning, som senere har besgt mig i Kjbenhavn, og med Ribbeck,
der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer.
Jeg besgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min
tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjndt det sorte Haar var blevet
hvidt. I Carlsruhe mdtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle
Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn.

Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i
Konstantinopel sit 25 Aars Jubilum. Ogsaa hertil havde
Kjbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke
i Stand til at modtage den; vi indskrnkede os til at sende en
Lyknskningsskrivelse.

Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug
skulde gjre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usdvanlig
stort Antal Forandringer i Lrerpersonalet at omtale. To Professorer,
som jeg havde staaet i nrmere Forbindelse med, vare entledigede fra
31. August, Gislason og Holten. Islnderen Gislason var en grundig
Lrd, der levede stille imellem sine Bger og helst undgik at
trde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved
Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans
Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er
trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han
havde i 37 Aar vret en fornielig Kollega og var ikke mindre yndet
af de Studerende; det var en Selvflge, at hans Afgang maatte feires
med et lystigt Gilde.

Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor
_Adolph Steens_ Dd den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en
trofast Ven. I det akademiske Lrermde, der blev holdt Dagen efter
hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om
den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lre
under hans Veiledning, og jeg mindede om den rlige og energiske
Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i
det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette
forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilflde fandt en
Afgjrelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med
modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der
ikke kunde rokkes."

Et langt strre Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_
dde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen fr hans
Dd sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men
ganske vist med den Tanke, at lnge fik jeg ikke Lov at beholde ham.
Den nste Morgen dde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel
af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det
har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det
har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i
Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige
Betydning; det er, noget videre udfrt, trykt i Selskabets
Oversigter. Saalnge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham
til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde
Hovedtankerne, som saa Andre kunde udfre, men selv at fuldende de
videnskabelige Bygninger, der foresvvede hans Tanke. Det lykkedes
ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et
Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den
almindelige Del havde han udgivet; den specielle flte han ingen Lyst
til at udfre. Dette fandt jeg burde gjres, og da jeg ganske delte
hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjre det i hans Aand. Men jeg
kunde ikke indskrnke mig til blot at tilfie det Manglende; ogsaa i
den almindelige Del var der Adskilligt, jeg nskede tilfiet eller
nrmere udfrt. Min "_Grsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget
Arbeide, og jeg kan ikke gjre min Lrer ansvarlig derfor; der er
maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.




X.

ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.


Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Lb forskjellige under
dette henhrende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier.
Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter
H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar
efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og
kunde lettere vre ved Haanden, naar Eforens Nrvrelse krvedes,
hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes
eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev
dengang lnnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist
Belb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet,
eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt
halvaarsvis, erholdt Portneren sin Ln meget uregelmssig, ja
undertiden ufuldstndig. Det burde naturligvis vre Kollegiets Sag at
lnne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner,
der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa.
Skjndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers
betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det
lykkedes frst at faa deres Samtykke, da de fik Lfte om Oprettelsen
af en Lsestue, som de lnge havde nsket, men hvortil der ogsaa
krvedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes konomiske Tilstand var, som
allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa
udfrt de ndvendige aarlige Reparationer. Frst da Kollegiet skulde
feire sit 200 Aars Jubilum (1891), lykkedes det at faa et tilbrligt
Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en vrdig
Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i re. D. 30. Novb. holdtes der
i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ldre
Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad,
hdrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og
en af Kollegiets Beboere, davrende Kateket R. R. Vestergaard,
forfattede med Ministeriets Understttelse en lsevrdig Fremstilling
af Kollegiets Historie.

Det var mig en kjr Opgave at skulle srge for, at Alumnerne fik det
saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af
Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjldent,
at jeg kom i nrmere Forbindelse med nogen af dem, skjndt der er
Mange, som jeg stadig mindes med Glde. Ikke faa have allerede et
anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nvne;
det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg srlig
omtale, fordi jeg kom i et nrmere Forhold til ham end til nogen af
de Andre, _Holger Pedersen_.

Hans Fader, der var Skolelrer i det sydlige Jylland, dde, da Snnen
var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at stte den
begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, strbsomme Kvinde skyede
intet Offer for at holde ham der. ngstelig og forlegen var han, og
han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han
aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han
med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel
paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af
lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lrte ham at kjende paa mine
Forelsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og
ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med
Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til
Videnskabsmand. Han stillede sig fra frst af den Opgave, som han
stadig fastholdt, at undersge Sprogenes Historie og Sammenhng. Ved
Siden af de Fag, hans Examen havde krvet, Grsk, Latin og Dansk,
studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik
Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere.
Ved en sjlden Sparsommelighed og Nisomhed fik han Stipendierne til
at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besge tyske
Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere
Albanesisk i Epiros og Keltisk paa erne ved Irlands Vestkyst. Hans
Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om
Almuens Eventyr og Sange, nd almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar
gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som
extraordinr Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det srlige
Hverv at holde Forelsninger over de Slaviske Sprog, hvori
Universitetet efter Professor Verners Dd savnede en Lrer. Et Par
Maaneder tidligere havde jeg den Glde at vre Forlover ved hans
Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lrd Gransker, men
ogsaa som en lykkelig Familiefader. En refuld Kaldelse til
Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit
Fdreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."

D. 1. November 1876 blev jeg _Regentsprovst_. Embedet havde staaet
ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i
den Tid vret bestyret af Regentsens Viceinspektr E. Jnsson under
Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jnsson var en stille og godmodig Mand,
der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjlper og
Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand
imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden
Embedsgjerning, og som derfor kunde frdes ganske anderledes imellem
Studenterne og gjre nrmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham
ofte iblandt dem paa Bnken under Linden, og hans private Bolig stod
aaben for Enhver, der nskede hans Raad eller Selskab. Isr var dette
naturligvis Tilfldet med hans Landsmnd, Islnderne. Disse, der
dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere,
havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes
talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjlden forstod, og
mange af dem sgte hellere Samkvem med Islndere udenfor Regentsen
end med deres Medalumner. At fre tilbrligt Tilsyn med dem vilde
have vret mig umuligt uden Viceprovstens Hjlp.

Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100
ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle
stte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ldre
Mnd som de skjnneste, de have levet, de rigeste paa aandelig
Udvikling og paa Glde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden
Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en
saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget srligt Talent til at omgaas
unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede
Ungdommen. Dette haabede jeg skulde vre nok, og jeg tog nppe ganske
feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjnne, holdt Regentsianerne af
mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trngte til Raad og
Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjlpe dem over
pekunire Vanskeligheder eller endnu vrre Forlegenheder, som de vare
komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjlden, men dog oftere
end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar
ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid
har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske
kan lse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane,
som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, fle de svagere Sjle
sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nr. Da gjlder
det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis
det en enkelt Gang skulde vre lykkedes mig, takker jeg Gud, at han
ikke har ladet mig arbeide forgjves. Men det er saare sjlden, at
man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De
rette Lger ere jo ogsaa de jvnaldrende Kamerater. Det er derfor med
stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det
er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det br anbefales, at To
bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke
taale et Eneboerliv; han trnger til Selskab, til Fortrolighed, hvis
hans Sjl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflgge
Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han
boede sammen med i den rde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker
og sine Glder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En
faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet
hves ved den nste Omflytning, og nrmer Embedsexamen sig, saa at
det gjlder om at have uforstyrret Lsero, saa gives der Enevrelser
nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ldre. Men i de frste
Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen,
og det vilde vre hist beklageligt, hvis man nogensinde skulde
opgive dette System.

Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge,
som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til
at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det
Liv, der bevgede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme
derved, bleve enten oversete eller affrdigede med en Advarsel;
meget sjlden indtraf der alvorligere Tilflde, som kunde medfre
Bervelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum
holdes udenfor. Regentsens re krvede, at Sligt ikke blev omtalt, og
der var i den Henseende et nskeligt Sammenhold imellem Alumnerne
indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke
undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt
udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse
allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget
Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En
medicinsk Student X havde faaet genavnet Tyrken, og nogle af hans
Kamerater havde moret sig med at forre ham et tyrkisk Flag. Da saa
Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den
unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte
juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans
Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden
en anden Regentsianer, der var bleven opmrksom derpaa, styrtede op
og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet
Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om
Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket
den rde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer."
Selvflgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbrlig Paatale og
Straf. Imidlertid var det nr kommet til at gaa ud over en Anden, som
var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen
paa Tale i et Selskab, yttrede En, som nskede at ende Samtalen med
en Spg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit rde Ansigt
ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt
Kongen, som om F. havde vret den Skyldige, og Hans Majestt blev
meget forarget over, at en Sn af en af hans mest betroede Embedsmnd
kunde opfre sig saaledes.

I de Dage da Politikens Blger gik hit her i Landet, vare
naturligvis ogsaa Regentsianerne strkt optagne af de politiske
Sprgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer
tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og
selv almindelige Diskussionsmder paa Lsesalen fandt jeg ingen
Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens)
Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den ndvendige Orden vilde
blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til
Afholdelse af et saadant Mde; da fremkom den, der skulde indlede
Mdet, med en yderligere Begjring om, at det maatte tillades hans
gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at
forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog
af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen
i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke
srlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B.
Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrmme, at det
var hensigtsmssigt, at de vidste Besked med de Sprgsmaal, de
pleiede at drfte indbyrdes. Men, tilfiede jeg, kommer Jens Busk,
saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene.
Aftenen kom. J. B. holdt et lngere Foredrag for at udvikle sit
Partis Standpunkt. Han blev imdegaaet af en forhenvrende og to
davrende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer
lange Forhandling havde en fuldstndig rolig og lidenskabsls
Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste
Tilhnger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien.
Han selv var glad over, at "han havde vret oppe at prke for
Studenterne" og omtalte det den flgende Dag i Folkethingssalen. Et
Par Dage senere indeholdt Hirebladet Svendborg Avis en heftig
Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen.
Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium
at afske mig en Erklring om denne Sag, srlig om "med hvad Ret jeg
havde tilladt Afholdelse af politiske Mder paa Regentsen." Jeg
svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke
mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en
almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker,
naar jeg ved min egen Nrvrelse srgede for, at Alt forlb smmeligt
og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde
"givet mig en Nse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik
intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog
Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes
Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger,
det vre sig som Foredragsholdere eller som Gjster, uden
Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrnkning i min tidligere
Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa nsker, som jeg ikke
sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjrkommen. Fra samtlige
Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min
humane og liberale Optrden overfor Sprgsmaalet om Tilladelse af
Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."

Jeg har omtalt disse Tilflde, fordi de igjennem Pressen bleve
bekjendte for Publikum og anfrtes som Vidnesbyrd om en beklagelig
radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke
berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker,
udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den
yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men
der blev gjort, hvad der kunde gjres, for at denne Stemning ikke
skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for
Stiftelsen kompromitterende Maade. At vre fast Medarbeider ved et
politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som
uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at
skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.

Det var ogsaa meget mere litterre og sthetiske end politiske
Sprgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler.
Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der
skulde vlges en ny Klokker, hrte man ofte det Forlangende, at den
Valgte burde srge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne
almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at vre et pium
desiderium. Ingen tilbd sig; Examensstudiet syntes ikke at levne
dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv
et Forsg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over
Fremstillingen af Christus i ldre christelig Kunst. Valget
var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons
"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok
meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mdte fuldtallige og
hrte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var
det dog en altfor fremmed Verden, det frte dem ind i.

 [9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift,
 utg. af Letterstedska Freningen. 1881. S. 282 ff.

Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til
politisk Farve, saa maatte det vre til Gilder og Sold. I Samlivet
med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Krfter rrte
sig frit. Gilderne vare et fremtrdende Trk i Regentsens Fysiognomi.
Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var
dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug
eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders
Forsg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens
Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned
til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen
Munterhed og Aandrighed vret dem tilstrkkelig Underholdning; men
nu begyndte man at nske en mere nrende Fde, og det blev Skik at
indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en
forhenvrende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i
Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens
Glanspunkt, og den Glde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de
befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfldet med mig;
thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nrvrelse
gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den ndvendige Orden,
hvilket undertiden kunde vre svrt nok, da der ikke sparedes paa
Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men
da var Ndvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede
det, og Regentsianerne vedbleve at vre lige saa forniede med mig,
som jeg var med dem.

Naar Vinteren var skreden lngere frem og allerede nrmede sig sin
Slutning, fremkom der nsker om en ny og endnu strre Fest; man vilde
holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges ine lidet passende
at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjst i den gamle
Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar
Provsten og hans Hustru vilde vre Vrt og Vrtinde, og man ikke
stillede for store Fordringer til Udstyr og Bevrtning. Lsestuen
afgav en udmrket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent,
Samlingsvrelse; Bibliotheksvrelset kunde tjene som Buffet, og et
strre Alumnusvrelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man
fik det Forndne til Laans fra strre Magaziner og fra gode Venner.
Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af
deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var
derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet;
man maatte vre glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev
fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den
Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige
Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjre,
maatte offre. Det var derfor ikke uden Betnkelighed, at
Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et
saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornielige
Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen
skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en
umiddelbar Glde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer.
Studenterne var elskvrdige og ridderlige Vrter, og de unge, for en
stor Del ganske unge Damer morede sig fortrffelig.

I de lumre Sommeraftener samledes af og til strre eller mindre
Kredse under Linden i Gaarden, og de rde Mure gjenld af Sang og
Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fdselsdag med et saakaldet
Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Tret blev plantet,
blev Lindegildet en stor Jubilumsfest, hvorved ogsaa mange ldre
Regentsianere fra hele Landet gav Mde. Uagtet Festen var bleven
udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende
Regnbyger ndte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det
paaflgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste
Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter
Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhrende
Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Mller
oplste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud.
theol. C. Bjerre, havde vret srlig virksom. Han havde blandt Andet
skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade vre at meddele,
da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra
Regentsen[11].

 [10] En fuldstndig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning
 udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag
 1885).

 [11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.

    (Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).

    At kommandere en enig Hr,
    Som strax paa Vinket staar paa Pinde,
    Dertil kan bruges omtrent enhver;
    Men hvis du derimod vil finde
    En Mand, der Styr kan holde paa en Hr,
    Som saadan rigtig dygtig oplagt er
          Til Klammeri
          Og Mytteri, --
    Da sg en "Kommandr" som vores.

    Man siger os, vi har ej faa
    Af disse slemme, slemme Synder,
    Men vil man deri se Tegnet paa
    At Verdens Undergang begynder,
    Jeg siger bare: kom da selv herind
    Og se vor Enighed om Gaard og Lind --
          Og dette til:
          Sprg, om De vil,
    Hvad Mening vi vel har om Provsten.

    Det bliver t kun, det Svar, De faar
    Fra hver isr i hele Banden;
    Thi han har Krlighed til vor Gaard
    Som sikkert ikke nogen Anden.
    Og det er ikke bare Hjernespind,
    Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind
          I fordums Tid
          Plantet af Hviid, --
    Var dette blevet gjort af Ussing.

    Thi -- er det Sorg, er det Munterhed,
    Der fylder disse rde Rnner,
    Med Raad og Daad altid godt han ved
    At hjlpe sine Plejesnner.
    Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind
    I kr Erindring leve i vort Sind, --
          Medens vi nu
          Med Tak i Hu
    Vil raabe: lnge leve Provsten.

Iblandt de indbudne Gjster befandt sig selvflgelig baade Ploug og
Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mnd var hist
forskjelligt. Hostrup var deres erklrede Yndling; ham hyldede de ved
enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for
Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske
tilbage; man mrkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok,
at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest
Hirstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat --
thi med dette fuldstndig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen
at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede iet for, at
det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for
Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han
Selskabet, og han fik ikke den Glde at vre Vidne til, at dog en Del
af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"

Hostrup dde 21. Nov. 1892 og blev jordfstet paa Frederiksberg
Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke lnge efter
yttredes det som et almindeligt nske iblandt Alumnerne at faa en
Buste af ham opstillet paa Regentsen. ldre og yngre Regentsianere
traadte sammen for at indsamle det forndne Belb, og 2. Nov. 1894
blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret
af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Lsestuen og afslret i
Nrvrelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt
den nrmeste Familie. Det havde vret Meningen, at Ploug skulde holde
Talen ved denne Leilighed, men Dden bortrev ham faa Dage i Forveien
(27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ldste endnu levende Ven, Biskop
Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjrtelig
og vrdig Tale lod han Slret falde og overgav Monumentet til
Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed
til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans
Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og
Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham;
men Hostrup frte Hyrdestaven og Ploug Svrdet; hans hele Liv var
Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstndighed. Ogsaa Ploug var
min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens
Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det
samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid
kmpende under det samme Banner; det bar jo det skjnne Navn
"Fdrelandet".

 [12] En Beretning om denne Hitidelighed, hvortil E. v. d. Recke
 havde skrevet en smuk Sang, lses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.

       *       *       *       *       *

D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen.
En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder
efter, da min Hustru og jeg feirede vort Slvbryllup, oplivede
Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som
dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, ifrte Slaaprokker
og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik
syngende rundt omkring Tret. Da flte min Hustru og jeg, at vi vare
hjemme her, og denne Flelse af, at Regentsen var vort Hjem og
Alumnerne hrte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de
100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi
gjerne over til os, isr om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der
saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle
nrmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars
Forlb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine
Fordringer uden at sprge om Forlov.

Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det
Maal, man kalder Stvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer"
modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstbning af Dionysosstatuen
fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af
Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere
bragte mig; de udtalte nsket om, at jeg endnu lnge maatte bevare
min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud
for, at dette nske var bleven opfyldt. Jeg mrkede endnu ingen
Aftagen hverken af Krfterne eller af Lysten til at arbeide, og
saavel Tilhrere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke
sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den
tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at flge dens Udvikling,
isr da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig
havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra
frst af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men
ogsaa Archologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere
endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets
enorme Forgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at
det nppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det
maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde
vre Lrer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsmt Archologien,
da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte vre
Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortstte dette
lngere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og
anerkjendte Lrerdygtighed gjorde ham selvskreven til at aflse mig
som filologisk Professor. Jeg sgte altsaa min Afsked fra
Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L.
Heiberg, nskede jeg selv indtil videre at beholde Archologien, og
jeg skrev i min Ansgning, at jeg gjerne vilde vedblive som
Privat-Docent at holde Forelsninger og velser i dette Fag, indtil
der kunde blive oprettet en srskilt Lrestol for det.

Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at vre
Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor.
Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes
rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de forndne Krfter til
at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det
tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjldende Lovbestemmelser,
og det juridiske Fakultet erklrede, at Regentsprovsten derefter
skulde vre en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister
udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig
til at henstille Sprgsmaalet til Ministeriets Afgjrelse; men dette
afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udstte mig for, at der blev
gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger,
som havde vret mit Livs Lykke. Jeg sgte altsaa min Afsked som
Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet
ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nrmede
sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter,
Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid
i Studenterforeningen. Universitetslrerne sluttede sig til dem
tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en
talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af
min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra
Udlandet forskjnnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som
jeg ikke kan ngte mig den Glde at meddele her, skjnt Beskedenheden
vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat
sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedslb.

  _Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._

  I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratrder det sidste
  Hverv, som De har bekldt i vort Universitets Tjeneste, fler
  Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for
  Deres lange og nidkre Virksomhed. Ikke blot som Lrer og
  Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets
  Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til
  hvem De var stillet i saa nrt et Forhold, har De i en sjlden
  Grad usvkket og utrttet virket med den fulde Hengivelse af al
  Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en
  Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en
  elskvrdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke lngere ved
  ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid fle
  Dem i nrmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glde og
  Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og
  Krfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og
  nske, at De endnu lnge maa kunne frdes iblandt os i aandelig
  og legemlig Styrke.

  Kjbenhavn i Marts 1896.

                          H. G. Zeuthen.
    H. Scharling.   P. Madsen.   Will. Scharling.   H. Matzen.
       Deuntzer.   Saxtorph.   C. Reisz.   Christian Bohr.
        A. F. Mehren.   E. Holm.   V. Fausbll.   Wimmer.
          Joh. Steenstrup.   Julius Thomsen.   Thiele.




XI.

SKANDINAVISME.


Mit Liv i Studenterdagene havde vret indskrnket til Studerekammeret
og til Omgang med den Kreds af aandsbeslgtede Venner, jeg havde
sluttet mig til. Naar jeg besgte Studenterforeningen eller
Akademikum, var det nrmest for at flge med Litteraturen, men ellers
havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken
vret med ved Studentermderne i Anledning af Christian VIII.s
Thronbestigelse, eller ved det paaflgende Forsg paa at stifte et
"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at
foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af
mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle
Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug
udtalte det, et afgjrende Moment i deres Liv. Det var, som
Upsalensernes Ordfrer udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig fr
havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glde, men
paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forstter om at arbeide for
Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette frste
skandinaviske Studentermde er saa ofte omtalt og beskrevet, srlig i
den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til
Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved
det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortlle Noget derom end
mange Andre, da mine svage Krfter, isr efter en heftig Ssyge i
Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at
udholde de Anstrngelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og
Andet staar dog endnu, efter nsten 60 Aars Forlb, tydeligt for mig,
saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Hie og den Hyldest, vi bragte
Professor Geijer.

Allerede fr min Afreise fra Kjbenhavn havde jeg besluttet, naar
Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjre
Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde
begyndt at studere Archologi, havde dobbelt Betydning for mig. I
Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer,
medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige,
navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var
ophngt i et snvert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf
end et Par prgtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af
de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke
synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fdrelandet"; det var
mit frste famlende Forsg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen
havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i
Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnstrm
og med den fortrffelige Portrtmaler, Oberstlieutenant Sdermark, og
jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en
hyggelig Fortsttelse af Studenterfesten.

Men jeg havde ogsaa et andet Besg at gjre i Stockholm. Den danske
Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Sn af min Faders gamle
Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjndt det
i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders
Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog
vret mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom
i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob
Oprrere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent ie
med. Det var en kjlig Luftning; men den udvede naturligvis ingen
Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning,
jeg modtog ved min Ankomst til Kjbenhavn, at der var anlagt Sag imod
Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned
samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog
efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med
det Formaal "at fremme det sociale og litterre Samkvem imellem de
skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette
Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den
skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fdrelandets
mest ansete Mnd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med
det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet
vilde faa en langt strre Betydning, og jeg frygtede for, at
Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lgge Hindringer i Veien
for det Strre og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det
var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund
blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var
naturligvis uden Virkning. Der var ungtelig hverken i det udtalte
Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt
ud loyalt, men man beraabte sig paa "de vrige foreliggende
Omstndigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne
og deres Frere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af
September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i
Kjbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk
Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede
Regjeringen ikke at ngte sin Autorisation. Det skandinaviske
Selskab, hvis frste Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S.
A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad,
opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de
nrmest flgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals
Tjeneste[13].

 [13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.

Det nste skandinaviske Studentermde blev holdt i Kjbenhavn 1845.
Jeg var dengang i Rom og mrkede kun lidet til den Begeistringens
Rus, der betog Kjbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i
Ridehuset tog det Lfte af de Tilstedevrende, at de vilde staa Last
og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt
Sag an imod ham for denne Tale, men Hiesteret frikjendte ham. Talens
Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland
udbrd, meldte et stort Antal Nordmnd og Svenske sig som Frivillige
til den danske Hr og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for
Danmarks Velfrdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer
og hans Mgling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark
glemte dog aldrig Fostbrdrene fra Broderrigerne, der beseglede deres
Lfte med Dden.

Da Krigen var endt, indbd Nordmndene til et nyt Studentermde, som
blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra
Upsalamdet, som her ikke var Spor af nogen nervs Spnding, men kun
rolig Glde over Samlivet med Frnderne. Nordens Konger viste sig jo
ogsaa nu i hi Grad imdekommende. Upsalenserne vare desvrre ved den
samtidig indtrffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Mde,
men desto livligere var Deltagelsen fra Kjbenhavn. Mange ldre
Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle
Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne,
Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams,
Buntzen, Hauch, Hyen, Kayser, Schiern og jeg. Nsten Alt, hvad
Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Mde ved dette Stvne
og bredte Poesiens Gyldenskjr over Festen.

I det 4. Studentermde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da
de nordiske Studenter nste Gang samledes i Kjbenhavn 1862, havde
jeg den Glde som Vrt at kunne modtage Frnderne, hos hvem jeg fr
havde vret Gjst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at
staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik fr
Stormen; men under Festens Glde bd Gjstfriheden os at lukke inene
for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nr
eller saa forfrdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen
og lemlstet, og Gldens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for
det. Skuffelsen over, at Brdrerigerne ikke havde kunnet hjlpe os,
fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermder;
men Ulykken kan ikke berve dem deres historiske Betydning. Hvem kan
ngte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske
vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk
til i Fllesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken
skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til
at gro. Studentermderne ophrte derfor heller ikke. Der holdtes
endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde
tildels en anden Charakter. Vkkelse var ikke lngere fornden; nu
gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved
Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det
gjaldt om at gjre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre
naaes igjennem engere Mder af Fagmnd, der dyrkede det samme Studium
eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne
Mder ogsaa stadig blevne talrigere, Mder af Jurister og
Statskonomer, af Naturforskere og Lger, af Filologer og Skolemnd,
Lrere og Lrerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.

I Filologmderne var jeg selvflgelig en ivrig Deltager, for saa vidt
som det var mig muligt at indfinde mig der. Det frste nordiske
Filologmde holdtes i Kjbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det
3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjbenhavn 1892, det 5. i Christiania
1898, det 6. i Upsala 1902. I det frste af disse indledte jeg en
Diskussion om Udtalen af Latin og Grsk med srligt Hensyn til Brugen
ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et
Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et
Foredrag om Theaterbygningen hos Grkerne, som de nyeste
Undersgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor
Overraskelse for de Fleste, thi Drpfelds Bog om Theatret var endnu
ikke udkommet. Over de to frste Filologmder kastede Madvigs
Nrvrelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at
de vare baade indholdsrige og i hi Grad fornielige.

       *       *       *       *       *

Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfrdselen
imellem Lunds og Kjbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og
god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke vre andet, end
at de to saa nr ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i
nrmere Berrelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig
besgte hinanden. Fra det ieblik, da det bermte Mde imellem
Oehlenschlger og Tegnr fandt Sted, bleve disse Besg hyppigere og
hyppigere, indtil de affdte de ovenfor omtalte store Studentertog. I
1851 var jeg Gjst i Lund i Anledning af Indvielsen af den
akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da
Tegnrs Statue blev afslret. Begge Gange havde jeg den Glde at bo
hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lrd, hvis
Vsen var den personificerede rlighed. Han havde en elskvrdig
Hustru og 7 nydelige Dtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han
dde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i
endnu nrmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer,
_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Frste var Professor i sthetik,
en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem
hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besgte
vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage
Reisen. _Cavallin_ var Professor i Grsk, grundig Filolog og smagfuld
Overstter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin
Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt.
Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glde af
at arbeide sammen med ham, aftog Krfterne stadig. Jeg mindes, at jeg
spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig.
Min yngre Ven stttede sig til min Arm, ligesom nsten 40 Aar
tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i
Botanisk Have. Han dde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i
den Anledning, vare hans Landsmnd kjrkomne. Lad dem staa her som et
Minde om min Ven.

    Der var saa tyst, der var saa stille
    I Stuen, hvor den Lrde sad
    Og tolkede med sindrigt Snille
    Hvad Oldtids store Aander kvad.
    Med Hlvten af sit Hjerte-Blod
    Fra Hades maned han dem frem.
    Og Blomster af hellenisk Rod
    I Norden fik et andet Hjem.

    I Sprogets underfulde Gaade
    Fordybed sig hans Forskeraand;
    Den skjulte Tankes fine Traade,
    Udredtes af hans Mesterhaand.
    Saa gjennem Oldtids dunkle Rester
    Den Unge fandt en banet Sti
    Og takked tidt den gamle Mester
    For Skattene, han fandt deri.

    Nu er der dobbelt tyst og stille
    I Stuen, hvor den Lrde skrev,
    Thi ved hans Baare Taarer trille
    Og Mindet kun tilbage blev.
    Men trres Taaren, standser Sukket,
    Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:
    En del Sjl har jet lukket,
    En Arbeidsmand trofast som faa.

    14. Okt. 90.                 _L. U._

I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjbenhavns Universitetslrere
pleiet i strre Samling skiftevis at aflgge hinanden Besg. Iblandt
dem, der gjre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse
Fllesmder og sat dem i Vrk, tr ogsaa jeg regne mig. Det var efter
min indtrngende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og
dermed var dens Udfrelse sikkret. Det frste Mde blev holdt i
Kjbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller
3 Aar fulgte efter hinanden i regelmssig Skiften. Det var
fornielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dr stiftede og
udvidede Bekjendtskaber ikke br agtes ringe. Saalnge mit Helbred
tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Mder har
jeg maattet holde mig tilbage.

I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at vre
Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi.
Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i lngere Tid havde
virket som medhjlpende Lrer ved Universitetet, og Danskeren A. B.
Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad,
Bugge og Schjtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som
den ldste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men
han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske
Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men
i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med
Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han
og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjbenhavn, og
med hvem jeg havde Plautus-Studiet flles, hrte til mine kjreste
Venner, og det Samme var Tilfldet med Cavallin. Vort Mde var derfor
srdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle
tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningsstning, at begge
Ansgere kunde ansees for skikkede til at beklde Posten; men dermed
ophrte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjtt foretrak
Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man
maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnvnt til
Professor; men de ledende Mnd i Norge vare af en anden Mening. Da
Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tnkt sig, at der
vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst nskede
valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev
efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og
man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af
det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fldede Dom.
Efter lngere Tids Betnkning blev Stenersen udnvnt til Professor.
Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering
mente, at Dommerkomiteen kun havde vret raadgivende, men den
almindelige Mening tillagde Dommen en strre Betydning. En Del danske
Videnskabsmnd udstedte derfor en Protesterklring, et Skridt jeg
for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have
fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid
fravrende paa en lngere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet
det, frst fordi jeg ikke fandt det helt retfrdigt, dernst fordi
jeg som ivrig Skandinav maatte vre bange for, at man efter et
saadant Skridt i Fremtiden vilde vre mindre tilbielig til ved
Besttelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at sge
Raad og Bistand hos Fagfller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke
har stadfstet sig. I den nyeste Tid har nsket om niere Forbindelse
imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Mder, hvor
udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drfte, hvad
der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, srlig ved at
de Studerende faa fuldstndig Frihed til at studere, ved hvilket
Universitet de ville; og at Lrerposterne besttes uden alt Hensyn
til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhre. Jeg hilser
dette Skridt med Glde, og haaber, at man ikke vil trttes, fr man
har naaet et Resultat.




XII.

POLITIK.


I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde
tnkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjndt jeg ikke vilde
holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.

Efter Afslutningen af den frste slesvigske Krig gjaldt det om at
ordne Snderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde
Danmark vret en Storstat, vilde Alverden have paaskjnnet den
Retfrdighed, hvormed man gik frem, men Oprrspartiet var det store
Tysklands Kjlebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra
dansk Side -- hvad der jo nok kunde hnde, -- blev det udraabt som en
forfrdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var
meget vanskelig for ikke at sige ulselig, siden man ikke havde
villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Lsning, Slesvigs
Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke
gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredmmet over
Snderjylland, hvilket det danske Folk selvflgelig ikke kunde
tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og
Uafhngighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrnket
til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og
Helstatsministeriet (Bluhme-rsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54)
maatte efter 3 Aars haablse Anstrengelser vige Pladsen. Under de
flgende Forhandlinger med Tyskland blev Spndingen bestandig strre;
det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_,
der havde vret Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut
ndvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin
Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige
Kundgjrelse om Hertugdmmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev
hilset med Glde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette,
blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen
klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var
kastet, Skridtet maatte gjres fuldtud, og en flles Grundlov for
Kongeriget og Snderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13.
November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu vret
muligt at opnaa en Lsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var
dd to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa ls, og
Bismarck tvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig
havde luret paa.

Budskabet om Frederik VII.s Dd var et Tordenslag for Danmark. Man
kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og
man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han
underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fllesforfatning, men han
gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrkkelig
Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede
Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde
nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophvelsen af
Fllesforfatningen, hvilket man havde krvet, og de Mnd, med hvem
Kongen raadfrte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte
_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg
Nytaarsaften lste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven
Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han
vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til
Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Snderjylland; Monrad
havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der
tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre
Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Frerne fra 1848; man
havde frygtet noget Vrre.

Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen
skulde han modtages; men efter et Par hderlige Forpostfgtninger
blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hren led meget ved det
besvrlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu,
hvis ikke Max Mller havde standset Forflgerne ved Sankelmark.
Sorgen var almindelig; men strre endnu var maaske Harmen over, at
man uden Svrdslag havde opgivet Danmarks gamle Grndsevold. Nu veed
Enhver, at det var ndvendigt; dengang var der Faa, der troede det.
Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det vre andet?
Ingen havde oplyst os om, at Befstningen kun var halv frdig, og
selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets
Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets
Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse
imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den
Misstemning imellem Hren og Folket, som danner en saa paafaldende
Forskjel imellem den frste og den anden slesvigske Krig. Officererne
gjorde uden Vgring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde
ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket
gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb
var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede
Overgeneralen. Den villiestrke Mand, som havde haft Mod til at
opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage
sig Ansvaret for at rmme Dybbl, da det forlangtes af Hrens andre
Befalingsmnd og var iensynligt, at Hrens Forbliven i de
snderskudte Skandser kun vilde medfre et forfrdeligt og unyttigt
Blodbad (18. April).

En Freds-Konference skulde vre traadt sammen i London den 12. April,
men Preussen og sterrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde frst
vre Herrer over den sidste Fodsbred af Snderjyllands Jord. Paa
Konferencen dreiede Forhandlingerne sig vsentlig om en Deling af
Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie
fra Eckernfrde til Frederiksstad; Preussen og sterrig forlangte
hele Landet indtil Aabenraa-Tnder. De neutrale Stormagter foreslog
Afgjrelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde faststte
Grndsen indenfor de nvnte Delingslinier; det var paatnkt, at
Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke
vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark
forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag oplstes
Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde
have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og
Aarvaagenhed under Krigens Fortsttelse; men det var, som om ogsaa
den aandelige Kraft var brudt efter Dybblslaget, og ikke engang den
refulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hve den igjen. Fredericia
blev allerede rmmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens
Slutning ramtes vi af den strste og forsmdeligste af alle
Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemgtigede sig Als. Nu
laa Danmark knust for sin Modstanders Fdder. Den 11. Juli blev
Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det
Hverv at slutte Freden. delmodighed var ikke at vente af Seirherren.
Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele
Snderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grnse blev trukket saa
uheldigt for Danmark som muligt. Strre Sorg har aldrig ramt det
danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det
Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har
lukket sig.

En af de srgelige Flger af slige Ulykker er, at man kaster sig over
det lidet nyttige Sprgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der
havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke lngere til Stede. Det
ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og srlig maatte
det national-liberale Parti vre Syndebuk, skjndt Sandheden var den,
at man havde vraget dettes Frer, og medens han i ngstelig Spnding
havde iet fstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde
ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem,
der mente, at man ved at ophve Novemberforfatningen kunde have holdt
Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem
Danmark og Slesvigholsten var en Ddsdom for det danske Folk; at ikke
engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder
og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrkkelig vist.
Disse "Helstatsmnd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det
national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De
stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte _Augustforening_, der
opstillede som sit Formaal "at styrke og befste Baandet imellem
Kongen og Folket og hvde og indskrpe Kongedmmets Betydning". Der
havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske
Tilbieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde
delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig
Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionr Tendents
og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige
Elementer i Folket. Som Modstning til denne udstedte derfor en
strre Kreds af Mnd af alle Stnder -- ogsaa mit Navn findes iblandt
dem -- 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en _Dansk
Folkeforening_ med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale
Aand og Bevidsthed, at bevare den i flles Nationalitet og
Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at
vrne om den folkelige Friheds grundlovmssige Bevarelse og
Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt strk
Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer
i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et
Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og
Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af
Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens
Adresse udtalte: "Jeg vil vre en fri Konge over et frit Folk". Hvad
der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og
Uafhngighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold
til hans eget Folk. Det var srlig blevet benyttet af Finantsminister
David, der havde bedet Folkereprsentationen betnke, at
"Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens
Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld,
saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som
under den smukke Indkldning kunde skjule mangen uklar og brstholden
Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var
til for Folkets Skyld, og anfrte af Historien afskrkkende Exempler
paa den modsatte Opfattelse. Srlig dvlede jeg ved de i England
under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte
absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige
Forgudelse af Keiser Napoleon I.

Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningssprgsmaalet var
afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, lst. Den
anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men
den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev
ved dens Ophr stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i
dette iemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.

Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkereprsentation. Den
da indfrte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og
oprettede et Rigsraad som Flles-Organ. Danmarks srlige
Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indfrte
Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855
vedtagne Indskrnkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte
Reprsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at
Junigrundloven uden al Indskrnkning skulde indtrde i sin gamle
Plads; men Regjeringen hvdede, at Novemberforfatningen lige saa vel
var en Grundlov, og kun kunde hves paa grundlovmssig Maade, d. e.
med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke
kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle ndringer i den gamle
Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammenstning. Over to
Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; frst 28. Juli 1866 kunde
Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var
ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette
Sprgsmaal, hvis Afgjrelse var paatrngende ndvendig, og da man
opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjrelsen, vovede
jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjbenhavns 2. Valgkreds,
C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den
fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17.
Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen
fremtrdende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjndt jeg ikke
holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i
Skole- og Universitetssprgsmaal. En meget betydelig Lov blev
forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige
Straffelov (stadfstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der
var udarbeidet af en srlig nedsat Kommission, var frst blevet
forelagt Landsthinget og havde dr modtaget en saa omfattende og
samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke
at nedstte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den frste Forhandling
var fremkommet mangfoldige nsker om ndringer, men at lade disse
ndringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden
Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrdent i Mellemtiden for at
samle Meningsfller og redigere ndringsforslagene, og mit Navn
findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tr jeg vel sige,
at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er  208, hvorefter "Duel
straffes med simpelt Fngsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel
strafbar, naar den ikke medfrte enten Dd eller Legemsbeskadigelse.
Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os
i, at denne barbariske og meningslse Selvtgt skulde godkjendes af
en civiliseret Stat.

Efter Rigsraadets Ophr indtog Brix atter sin gamle Plads i
Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg
naturligvis, og jeg sgte heller ikke nogen ny Plads, skjndt
Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg
heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min
Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det
politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter
Madvigs Dd nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjbenhavns 3.
Kreds. Frst anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfrer
A. Christensen, dernst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var
med en egen Flelse, at jeg bekmpede min kjre Barndomsven, som
Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Rkke af
Aar havde set meget sjlden; nu stod jeg som hans politiske
Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lyknske
ham til hans 70 Aars Fdselsdag, blev jeg modtaget med en vis
Forundring; dog varede det ikke lnge, inden denne gav Plads for det
kjrlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.




XIII.

BIBELREVISION.


Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa
Udfrelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for
mig som et skjnt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at
jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversttelsen
af det Nye Testamente. Det havde lnge vret anerkjendt, at den i
1819 autoriserede Bibeloversttelse ingenlunde var tilfredsstillende.
Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden
at krnke den hitidelige Bibelstil kunne gjre det naturligere og
nrme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder,
navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhngen
var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i
Oversttelsen. Allerstrst var maaske Trangen til en forbedret
Oversttelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske
Skrifter. En Komit bestaaende af Professor theologi Hermansen, Dr.
theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Rkke af
Aar paa en ny Oversttelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne
autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gngse danske
Bibeloversttelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye
Testamente. Jeg modtog en Foresprgsel, om jeg vilde vre Medlem af
den Kommission, man tnkte sig nedsat for at revidere Oversttelsen
af dette, og jeg svarede med strste Beredvillighed Ja; men der viste
sig Vanskeligheder ved Sammenstningen af Kommissionen, og Sagen blev
stillet i Bero. Frst efter Biskop Martensens Dd 4. Februar 1884
blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig
levende for dette Arbeide, tnkte sig Kommissionen sammensat af
Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rrdam, de to theologiske
Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rrdam, som nogle Aar
tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu
begyndt paa en selvstndig Oversttelse af det Nye Testamente
ledsaget af Forklaring, og erklrede derfor efter nogen Betnkning,
at han ikke kunde tiltrde en Revisions-Kommission. Skjndt man ndig
vilde undvre denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog,
at Arbeidet vel kunde udfres ved de fire andre Medlemmer, og under
2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution
for at overdrage dem under Tilsyn af Sjllands Biskop at revidere den
autoriserede Oversttelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse
med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde
tages et saadant Hensyn til den ldre Gjengivelse af Guds Ord paa
Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at fle sig fremmed for den
nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige
Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus
receptus (1633) skulde lgges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske
Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i
Lsemaaden. I en senere Skrivelse tilfiede Ministeren endnu, at man
"srlig burde have Opmrksomheden henvendt paa saa vidt muligt at
frie Oversttelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger,
der i kun altfor hi Grad mispryde den nu autoriserede Text."

I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i
hver Uge holdtes der et Fllesmde; mere Tid kunde vi ikke afse til
saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at
besrge, Noget som ogsaa af og til kunde medfre lngere Afbrydelser
i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer
havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav
Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komit havde
vanskeligt ved at blive enig, skjnt det for det Meste ikke var
Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk,
hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om
at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller
Forsmmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog
vare de Stykker, den havde faaet frdig reviderede, kun Matthus'
Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring.
Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i
Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede
Kommissionen efter 3 Aars Arbeide, November 1888, at bede
Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.

Efter at forskjellige Forsg paa at rekonstruere Komiteen vare
strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var
heldigst kun at vre to eller hist tre om Arbeidet, foreslog Biskop
Fog, at Professor theologi F. Buhl og jeg skulde overtage det, og
Prof. Buhl erklrede sig villig dertil, hvis Slotsprst, Licent. A.
Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjlper, da hans Tid ellers
ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart
herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i
Leipzig, og dette Tilbud, hvor betnkeligt det end i mange Henseender
forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt
Ministeren, at der ikke lngere kunde vre Tale om ham; han burde
erstattes af Professor Schat Petersen, hvis srlige Fag i Fakultetet
jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig
det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu
paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst
stillede Forslag, men Prof. Petersen vgrede sig paa ny. Endelig
traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjrelse, at
Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under
Tilsyn af Sjllands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar,
og i den Anledning blev der tillagt Slotsprst Poulsen et Honorar af
1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans
Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.

Det var vort nske at trde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi
optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare
udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke
fuldt det Udbytte, vi havde nsket. Han havde ubetinget Tillid til
os. Efter at vi havde drftet Principerne i sin Almindelighed og
prvet dem paa et Par enkelte Tilflde, bad han os at fremme Arbeidet
uforstyrret og kun forelgge ham et eller andet Stykke, naar vi havde
gjort det frdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da
Oversttelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det frste ieblik fandt
han, at vore ndringer og Rettelser havde strakt sig videre end
tilbrligt, men ved nrmere Overveielse kom han til det Resultat, at
Sagen ikke godt kunde gres anderledes, og efter at vi havde optaget
et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortstte
vort Arbeide og gjre det Hele frdigt. Han vilde helst have det
liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste
Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vgt
gjorde sig gjldende, frst nppe mrkelig, men efterhaanden strkere
og strkere; han fandt det ndvendigt at sge sin Afsked, og han fik
den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet
videre, og efter hans nske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt
Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort
Arbeide udkomme som Prve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet,
at Arbeidet var udfrt i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i
Frd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotsprst
Poulsen 11. Marts 1895 i Kjbenhavns Convent en Meddelelse om og
Redegjrelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der
stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og
som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895
saaledes:

                                        Bispegaarden 1. April 1895.

  _Min kjre Professor Dr. L. Ussing og Slotsprst Lic. Poulsen!_

  Rundtom har jeg lst forskjellige Stykker af Deres Oversttelse
  af det Nye Testamente, og gldet mig derover af Hjertet. Jeg har
  vistnok kun lst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er
  kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham
  lse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte
  med i den gamle Oversttelse, og jeg har gldet mig over,
  hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed.
  Modtager min oprigtige og hjertelige Lyknskning og Taksigelse
  for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig sgte Afsked, har
  jeg ikke flt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt
  og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke lnger har nogen Magt
  og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation,
  hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men
  Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at
  det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjre sin
  Indflydelse gjldende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil
  tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige
  Lyknskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes
  Mnd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene
  Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke vre forgjves,
  og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det
  ubevgelige Rige.

  I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjnnelse af Eders
  dygtige, betydningsfulde Arbejde

                                    _B. J. Fog._

Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, dde vor hitrede og
hitelskede Ven.

Saasnart vor reviderede Oversttelse var udkommet, blev den anmeldt i
alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet
havde nogen Interesse for kirkelige Sprgsmaal, og den blev
gjennemgaaende fordelagtig bedmt, selv af dem, der hrte til den
Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rrdams
Oversttelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden
Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nr hilsede de alle Revisionen
som en gldelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid
endnu ikke vre Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth
med det nske, at han, siden Biskop Fog var dd, vilde formaa Biskop
Rrdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset
Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som
havde vret forudsat, og som vi selv fandt ndvendig; thi der var
Steder i vor Oversttelse, vi kun forelbig havde afgjort, idet vi
ventede en yderligere Drftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne
Prve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig
udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen
saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for
Offentligheden lnge nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker
frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum
Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tnkte mig, at han
vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min
Medarbeider, at vi selv, med tilbrligt Hensyn til de offentlig eller
privat gjorte Bemrkninger, skulde foretage en Efterrevision og
udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris,
saaledes som flere af Kritikerne havde nsket. Bibelselskabet og det
kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversttelsen trykke, gik ogsaa
beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt
Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var nsten fuldendt,
overraskedes vi ved at hre, at Ministeren, efter Nogles Mening
foranlediget ved en uniagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde
sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Foresprgsel, om
det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke.
Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklret, at
vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin davrende Skikkelse. Vi bad
derfor Fakultetet om at opstte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil
vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget
unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den nskede Frist.
Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger
enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer,
Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den
endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.

De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige
Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed,
anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behves, thi det var et nyt og
fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevgede mig. Det var mig en sand Glde
at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt
jeg villig biede mig, ligesom han ogsaa gjerne hrte paa de
sproglige Bemrkninger, Filologen kunde gjre. Vi samstemmede i
Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til
Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfldet,
lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at
komme til Enighed.

En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i
Drftelsen af et theologisk Sprgsmaal. Paulus' 1ste Brev til
Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske
Oversttelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet
udi. Er du kaldet som Trl, det bekymre dig ikke; men kan du blive
fri, da vlg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa
Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den
gngse Oversttelse i hele den protestantiske Christenhed indtil
Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tbingen i
Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.)
gjorde en modsat Opfattelse gjldende. Paulus skulde have sagt: "Selv
om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at vre Slave." Denne
Oversttelse har siden faaet mange Tilhngere trods de grundige
Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes
Standpunkt; selv Biskop Rrdam oversatte Stedet paa samme Maade som
Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort
opmrksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes
Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imdegaaet af
H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den
evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde vret
bitter nok; thi det exegetiske Sprgsmaal blev, underligt nok, gjort
til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting,
Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem
de forskjellige Stnder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var
bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end
Trldom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes
Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde
tvrtimod have misbilliget en saadan Strben; han havde jo
udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var.
Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid
med en lidt ldre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af
Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at
Clausen forsvarede den hidtil gngse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa
skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig
prdiker han ikke Oprr; det falder ham ikke ind at kmpe imod det
Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trster den
Slave, som er ndt til at blive i Trllestanden, med at han i Guds
ine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme vrger
sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde nske
Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trldommen var
jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40
Aars Forlb blev nu det samme Sprgsmaal atter brndende for mig, dog
heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop
Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11.
B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjldende,
at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens
Opfattelse af disse Forhold kunde give Trllestanden en, om end nok
saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde frst komme frem i Tider, da
man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den
hieste Dyd og Martyrdden som den hieste Lykke; men jeg hvdede
ogsaa, at den grske Text slet ikke lod sig overstte paa den angivne
Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversttelse
af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse
med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig overstte ganske
ordret: "Er Du kaldet til Trl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du
ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjr helst Brug
deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive
fri). Oversttes Stedet saaledes, og det er den korrekte
Oversttelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og
jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have
beholdt den autoriserede Oversttelses Ord, da kommer det af, at vi i
Henhold til vor Instrux ikke vilde indfre Noget, der kunde forekomme
Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vkke en
Mistanke, som om vi selv ikke havde vret i fuld Overensstemmelse med
den gngse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening
blev fastholdt.

Min Afhandling blev imdegaaet af Biskop Rrdam i samme Tidsskrift,
11. Bd. S. 519 ff., og i det flgende Bind paafulgte endnu et kort
Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at
gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at
gjre endnu et Forsg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise
den i Sammenhng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankest, da
jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Prster at
holde et Par Forelsninger om "den grsk-romerske Verdens Aandsliv i
det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelsningerne ere trykte
i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni.




XIV.

SLUTNING.


Da jeg indgav min Ansgning om Afsked i Efteraaret 1895, flte jeg
mig fuldstndig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hrte jeg, at
der var ingen Grund for mig til at trkke mig tilbage; men i November
1895 blev jeg angrebet af en hftig Underlivssygdom, og Dden syntes
nr. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paaflgende Halvaar
baade holde en lille Rkke Forelsninger og sysle med et begyndt
videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen
igjen i en anden og ikke mindre betnkelig Form. Ogsaa dette Anfald
blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Krfterne tilbage, saa
at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archologiske og
kunsthistoriske Forelsninger paa Universitetet. Da det ikke var
Examensforelsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hrte
dem, men desto strre var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og
Damer, der havde Lyst til at flge den gamle Professor paa hans
Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter srlig
Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelsninger ved det Kursus,
der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for
Hiskolelrerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen;
og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske
Prsteforening de ovenfor (S. 217) nvnte Forelsninger om den
grsk-romerske Verdens Aandsliv i det frste Aarhundrede af vor
Tidsregning.

Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets
Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Dd (12. Dec. 1886) var
bleven Medlem, flgende Skrivelse:

    _Carlsbergfondets Direktion,
        d. 25/10 1895._

      Hjtrede og kjre Kollega!

  Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne
  Ansgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som
  Professor ved Kjbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at
  regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle
  vide, der have den Glde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i
  Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortstte Deres i
  saa mange Aar drevne lrde og betydningsfulde Studier, og vi
  haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne
  nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi
  nre dette Haab, er det naturligt for os tillige at nske, at De
  maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller
  noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres
  Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i
  fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige
  Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter
  giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den
  Understttelse, De behver, f. Eks. til Rejser eller til
  Anskaffelse af videnskabelige Hjlpemidler -- vi tnke os 2000
  Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og
  eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids
  Kunsthistorie, som De i en lang Rkke Aar har syslet med, og som
  det vilde vre meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjnne
  ikke rettere, end at en Understttelse i denne Form ikke i
  mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af
  Direktionen.

   E. Holm.  S. M. Jrgensen.  Japetus Steenstrup.  Eug. Warming.

Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjndt jeg ikke var
blind for, at det paalagde mig endnu strre Forpligtelser, end jeg
allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget strre
Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelsninger,
der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt
Fald for det Frste, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Lfte,
jeg skulde indfrie.

Jeg havde i lang Tid vret overbevist om, at den bermte Forfatter
over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa
stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han
udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt
dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at
jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min
Embedsvirksomhed ophrte, turde jeg ikke opstte det lngere. Jeg
vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som
man havde sgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han
roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af
Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere
Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som
var aldeles afgjrende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en
bestemt Del af Vitruvs Vrk var oversat fra en grsk Forfatter
Athenos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den
bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet
Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under
Ptolemerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels
leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde vre rigtigt; han maatte
have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende
uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenos,
men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ldre Kilde[14].
En fornyet Undersgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de
Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at
det var selve Athenos og ikke nogen Anden, han havde oversat,
ligesom jeg paa samme Tid kunde tilfie nye og uimodsigelige Beviser
for, at denne Athenos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der
kunde altsaa ikke lngere vre Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med
Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt
paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og
hvad han meddelte om grsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans
egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ldre Forfatter,
formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over
Vitruvii de architectura libri X med srligt Hensyn til den Tid, paa
hvilken dette Skrift kan vre forfattet" i Videnskabernes Selskabs
Skrifter 5. Rkke IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den
samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og
godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den
atter frem, stttet paa filologiske og historiske Beviser.
Prsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of
British Architects) Professor Aitchison blev opmrksom paa mit Skrift
og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad
mig lade Afhandlingen overstte paa Engelsk til Udgivelse i
Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glde denne Lejlighed til at
omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds
Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden
nsker at gjre sig bekjendt med mine Undersgelser om Vitruv, beder
jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on
Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at
which this work was written, by J. L. Ussing 1898.

 [14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at vre bleven
 opmrksom herpaa.

I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af
et andet Emne, der delte den lrde Verden i to Leire, Sprgsmaalet om
det grske Theaters Indretning. Vitruv havde jo vret betragtet som
et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var
Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham
bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester,
hvis bageste Del blev afskaaret til en srskilt Skueplads, Logeon,
med sin faste Bagvg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet
Skuespillernes Plads, lidt ophiet over Orchestret, i de romerske
Theatre hist 5 Fod, i de grske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte
forbause Enhver, der gjorde sig nrmere Rede derfor; det Sammenspil
og den umiddelbare Berrelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh.
f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved
umuligt. Saa udgravede man i 1881 og flgende Aar det vel bevarede
Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige
bagved den Bagvggen med sin Silegang, Proskenion, foran. Men der
var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste
sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man
ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af
Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige
grske Theater, men det senere; den tilhrte den Tid, da Choret enten
helt var afskaffet eller dog ikke lngere havde noget umiddelbart
Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Drpfeld
var kommen til ved sin Undersgelse af Theaterruiner i Grkenland, og
som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Vrk "Das
griechische Theater." Denne Bog udkom frst i 1896, men Drpfelds
Anskuelse havde vret kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den
re at aabne det nordiske Filologmde i Kjbenhavn, fremsatte jeg den
under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der lse
Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat.
I Epidauros var Proskeniet eller Silestillingen foran Bagvggen 11
Fod hi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod hit. Det var to
forskjellige Ting, der taltes om; men det brd man sig ikke om;
Maalet passede, altsaa maatte det vre det Samme. Skuespillerne
maatte have ageret ovenpaa Silegangen, skjndt de dr kun fik en
smal Plads at bevge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran
sig; ja paa Grund af Pladsens Hide kunde de ikke engang sees
fuldstndig fra de forreste Bnke i Theatret. Denne Anskuelse blev
forfgtet med stor Iver af forskjellige Lrde, srlig af Prof. Bethe.
I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt
1897 havde jeg gjort Rede for Drpfelds Anskuelse og dertil knyttet
en filologisk Forklaring af de overleverede grske Benvnelser paa
Theatrets Dele. Hertil fiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny,
vsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemrkninger om
det grske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da
jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er
O. Puchstein traadt i Skranken imod Drpfeld med en anselig Bog: "Die
griechische Bhne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig
da ndsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at
de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde nppe
findes noget bedre Forsvar for Drpfelds Theori end dette mislykkede
Forsg paa at gjendrive den.

Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhre nok saa meget
Filologien som Archologien, og det Samme gjlder ogsaa om min
Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi
1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der
lige fra Studenteraarene havde vret min vsentligste Syssel; men nu
skulde denne jo aflses af den Sster-Videnskab, jeg havde elsket i
lige saa hi Grad, men ikke faaet tilstrkkelig Tid til at dyrke. Nu
kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min
Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjre lngere Reiser; jeg
kunde ikke med egne ine se og undersge de Vidundere, der allevegne
kom frem fra Jordens Skjd, men maatte nies med at lse og hre
derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at
gjre selv indenfor denne Begrnsning, skjndt jeg aldrig kunde
glemme Jernstngerne. Hvilken Forskjel imellem Archologien nu og for
50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den
lille Bk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen,
Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange
Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom
Naturvidenskaben til Hjlp, idet Fotografiens tro Speilbilleder sgte
at bde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den
videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmssig
prvede sig frem, flte man sig nu sikker; der havde dannet sig en
Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt
Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjn var
aflst af Maal og System. Undertiden mrkede man vel mindre
Kjrlighed til Kunsten end Videnskabens Trhed. Skjnnere var det vel
at glde sig over Kunstvrket end at analysere dets Enkeltheder og
diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke re Videnskaben og bie sig
for den? Beklageligt kun, at den ikke sjldent tiltroede sig mere,
end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver,
som umulig kunde lses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt
Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en
imponerende Pragtbygning, som dog nrmere set viste sig at vre et
Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens
Kunsthistorie med samme Fuldstndighed og Tilforladelighed som
Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i
andre archologiske Arbeider blev jeg derfor ofte ndt til at rette
en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.

Dette er dog ikke Tilfldet med min Afhandling om "Midtgruppen paa
Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er
ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var
allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det
skulde vre Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet,
strider imod Figurernes Stilling og Bevgelser; men de fleste
Archologer havde ikke villet indrmme dette. Man kunde ikke lsrive
sig fra den forud fattede Mening, saalnge man ikke havde nogen anden
Forklaring at stte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det
forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det
sammenfoldede Klde, som man antog for Gudindens Peplos, er
Purpurtppet, der skal udbredes for Gjsterne. Det udleveres
tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tnkes at tage Plads. Saasnart
min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori
han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.

I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevgelser og
Stillinger i antike Kunstvrker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5.
Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det
forekommer mig, uomstdelige Beviser.

I en lidt strre Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i
Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) sgte jeg frst at vise det ganske
Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen
ikke skulde vre af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ldre
kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at
spge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men lnge vil dette dog
nppe vare. Ogsaa fra Furtwnglers af Mange saa hit priste
Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have
Gjengivelser af "den skjnneste af Phidias' Athenestatuer",
Lemnierinden, maatte jeg tage tilbrlig Afstand; men hun vil sagtens
lnge vedblive at bre dette Navn, til liden Baade for vor
Forestilling om Oldtidens mgtigste Kunstneraand. Endelig sgte jeg
at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nglebrerske maatte antages at
vre gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue,
hvis Armbevgelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et
Spyd; det maatte vre et Redskab af anden Art, formodentlig en
Tempelngle, som man brugte dem i det gamle Hellas.

Pergamos havde fra det ieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det
frste Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig vret ude af min
Tanke. Efter mit Besg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille
Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt,
og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde
tilbageholde Lysten til at give en udfrligere og fuldstndigere
Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat
ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og srlig mine
Forelsninger havde vret mit Livs Glde og den nrende Kilde for
alle mine Studier. Nu da jeg nskede at fremlgge en Frugt af disse,
som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at
tnke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums
Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i
taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelsningsvirksomhed." Da Conze
havde lst Bogen, bad han mig om at overstte den paa Tysk, og jeg
greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Uniagtigheder, jeg
var bleven opmrksom paa, og tilfie et og andet Nyt. Det
archologiske Instituts Forlgger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede
den med en sjlden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for
min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi
frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa
i saa hi Grad havde stttet mine Studier derover.

Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om
den rette Forstaaelse af Bevgelser og Stillinger i nogle antike
Kunstvrker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Rkke, 5. Bind). Det
var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnvnt til Medlem af
Selskabet. Selskabets Prsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var
forhindret fra personlig at mde, tilsendte mig i den Anledning en
Lyknskningsskrivelse, som blev oplst i Selskabet.

               *       *       *

Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del vret optaget af
Planer, hvis Udfrelse skulde overlades Andre.

De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udfrte
i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af
Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtrde ikke
blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise
sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archologien komme til at spille
en Hovedrolle; det syntes at maatte vre den, der skulde lgge
Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Frd med at
opfre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede
paa at se den fremtrde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at
deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland
havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig,
England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer
derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver
ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres
Skjrv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var
ikke Danmark srlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine
Undersgelser paa den nordiske og forhistoriske Archologis Omraade
indtager en Frerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den
klassiske Archologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine
rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tlles med i Kredsen? En
Del Filologer og Archologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen
henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Sprgsmaal, om
denne Stiftelse, der nylig havde hvdet Fdrelandets re ved
Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grnlands stkyst, ikke
ogsaa kunde vre villig til at bekoste en Udgravning paa et eller
andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde
skaffes, vilde det ikke mangle paa Krfter til Udfrelsen af et
saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch
ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede
for en tilfredsstillende Udfrelse deraf. Direktionen modtog
Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at
fremstte nrmere Forslag desangaaende.

Vor frste Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske
ufuldstndig og sporadisk undersgt. Carlsbergfondet ansgte den
ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig
Undersgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tnke os nogen
Grund, hvorfor denne Ansgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste
derhen for at foretage en forelbig Undersgelse af Stedet, men han
kom ikke lngere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde
ikke tillade ham at reise ind i Landet, fr han havde faaet Sultanens
Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev
stadig, og frst da han i Konstantinopel selv sgte at faa at vide,
hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der
intet vilde gives: under de nrvrende Forhold vilde den ottomaniske
Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.

Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de grske eller tyrkiske
Lande, hvor en Udgravning kunde forsges med grundet Haab om lnnende
Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder,
der frembd sig, valgte vi Lindos paa en Rhodos, en By, som i det 7.
og 6. Aarh. f. Chr. var ens vigtigste Stad og selv, efter at den nye
Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som srskilt
Kommune. Beliggende paa ens stkyst, som Grkenlands yderste
Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle
Handelsforbindelser med Orienten; vi lse bl. A., at den gyptiske
Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos.
Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i
Middelalderen paa ny befstet af Johanniterridderne, og efter at
Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fstning,
indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske de.
Den ngne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have vret
benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortlle
os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene
af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig
Mark for Undersgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere
By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse
i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Strstedelen vare urrte.
Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr.
til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen
Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev
udstedt i Februar 1902.

I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for
forelbig at orientere sig, foretage enkelte Forsgsgravninger og
overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar
Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes srdeles
heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste
der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at
strande. Hvad enten det hidrrte fra Fordomme hos nogle af Stedets
Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortfre deres
Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige
Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over
Udfrelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor
denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som
det netop vsentlig gjaldt om at faa undersgt. Forbudet stttede sig
paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, iflge hvilken
der ikke maatte graves i Fstninger, og man vilde ikke hre noget om,
at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophrt at vre en Fstning.
Der krvedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militre
Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og
frst efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten
lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige
Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes
endelig Alt at vre i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to
Archologer med Bistand af en Architekt og en Ingenir, er i Frd med
at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe
Videnskaben Frugt og lnne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er
kmpet for Ivrksttelsen af denne smukke Plan!

    14. September 1902.




EFTERSKRIFT.


Fader dde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre
Aar forinden; kun har han tilfjet nogle Linier om Moders Bortgang
(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de
danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en
stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende
Forbindelse med de Videnskabsmnd, der arbeidede dernede. I
Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville
endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904
holdt en stor Forsamlings Opmrksomhed fangen ved et halvanden Times
Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904
holdt han sidste Gang archologiske Forelsninger paa Universitetet,
da han gjorde Tilhrerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars
Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besgt og
skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte
Forelsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere;
han flte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og lngtes
efter Dden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han
ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og
endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glde sig ved
Samvret med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han
vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og
at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.




                      GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                          NORDISK FORLAG

WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSE: De
forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og
Koleraen, Kr. 3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i
Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE
BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST
BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr.
3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BGH:
Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min frste Forfattertid,
Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slgts Historie gennem et
Aarhundrede, I-II  Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af _J.
L. Heiberg_. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~
MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede,
Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE
HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00
~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG
KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltprst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da
Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, Kr. 3,50. ~
J. W. SDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr.
3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75.
Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75.





End of the Project Gutenberg EBook of Af mit Levned, by Johan Louis Ussing

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED ***

***** This file should be named 36430-8.txt or 36430-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/6/4/3/36430/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
