The Project Gutenberg EBook of Det stille Vand, by Albert Gnudtzmann

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Det stille Vand
       En Fortlling om Ungdom

Author: Albert Gnudtzmann

Release Date: April 16, 2011 [EBook #35886]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)





Afskriverens bemrkninger:




 DET STILLE VAND




 ALBERT GNUDTZMANN

 DET STILLE VAND

 EN FORTLLING OM UNGDOM


 KBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1901




Stille, stille stod Luften over Furesens dovent-blanke Vandflade,
sommertung og stille. Nu og da strg der et Vindpust ind mellem
Bgeskovens Trer, og det var som et afmgtigt Gisp fra et trt
Bryst. Hivende ndte det sig frem, og det hrtes nppe. Ubevgeligt
hang de grnne, ttte Lvmasser, skrmende som snkede Alkovegardiner
ludede de sig ud over Sen. Under dem var der lnlige Kroge, skjulte
Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par strg ind og ud.

Der var Fred over Landet. Sommerfred, dansk Fred.

Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter,
der tumlede sig i den bagende Sol. Og nu og da slog en Karuds i
Vandskorpen med et fedt Skvt. Vandet boblede, og der dannede sig
Ringe. Og saa blev alt igen stille, stille ...

Men i Skoven var der Mennesker. De var sgt derud for at holde
Sndag. Familievis kom de traskende med trtte og slbende Skridt
hen ad Vejen, der lysnede mellem de mrklvede Trer. Arbejdet, de
seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de
lsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overfldigt Overtj
og grnne Grene. De lange Dgns Slid havde mrket dem -- bjet en
Ryg, krget et Lem -- som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det
Brug, der daglig gres af dem ...

Ganske tavse kunde de gaa der, bare strkkende Lemmerne i den
skyggefulde, friske Luft.

Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, nsten trodsigt,
den indelukte Trst efter frit Liv. Saa gav de sig til at lbe. De
dansede tungt over Vejen og klappede i Hnderne. Eller de sang med
grove, usikkert-drvende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar
de saa blev trtte, lagde de sig ned paa Jorden, klbede deres
Legemer som dde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme,
vejrede Lugt af Jord og af vissent Lv.

Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet. Der
sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af
Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden
rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med
Ansigter, der tindrede af Forurettelse ...

Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergster Middagskaffe.
De sad og stirrede slvt ned paa Sndagsmngden, der syntes dem at
vanhellige Stedet. Selv gennemgik de ganske stille Fordjelsens
Mysterium, mens den solvarme Luft sivede ind gennem deres Hudporer.
Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag den Taknemmelighed mod
Livet, som ellers daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man spiste
saare godt paa Hotellet, og Gsterne blev fede og frodige som strkt
gdede Planter.

Dog det kunde hnde, at den fredsommelige Sndagspludren
gennemboredes af et hjt og gjaldende Mandsraab -- eller af en
kvidrende, vldende Kvindelatter -- eller af flere Stemmer, der
pludselig sprudlede hjt til Vejrs som en Springkilde af Latter. Det
kom fra unge Folk, som bruste gennem Skoven, overmodige af Sundhed og
Styrke. De flte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de
kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme
Tider satte de i susende Lb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem
-- og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede
Skovluften ind af alle Krfter. De kunde have rykket Trer op med
Rode ...

Inde i Skoven, tt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort
sig det mageligt med Ryggen stttet op mod et Tr.

Han var sgt herud i en pludselig Trst efter at fornemme sin egen
Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere
bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og
uforfalsket Natur. Det var saa en Trang, der undertiden ganske
uvarslet brd ind over ham som en borende Uro. Saa blev Bgerne lagt
til Side. Og baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud i Landet,
spile sine Nsebor op og aande Luften som den vejredes ham i Mde,
fyldt af al Jordens Krydder og Dunst. Han flte et eget strkt Behag
ved at blive svedig, tilstvet, gennemblst. Og han fyldtes af en
Styrkens og Livets Glde som et Markens Dyr.

I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han
ikke. Tvrt imod: han holdt af at hre deres Stemmer om sig, fremmede
Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans
Sind.

Denne Stilhed var det, han trngte til.

Thi naar han var ene, kunde han sidde og stirre sig ind i et Liv af
blgende og skiftende Tankerkker, hvori han ikke fandt Fste. Han
kunde lade sig gribe af en tilfldig Stemning, der efterhaanden helt
beherskede ham. Lidet kunde vkke den: en ringe Oplevelse, en Bog
eller bare en Avisartikel. Men bedst som han hengav sig til den og
lod den indgaa Forbund med nye Tankeforbindelser i voksende
Rkkeflge, kunde et helt andet Flelsesst fra en skjult Afgrund i
hans Sjl trnge sig frem -- en delggelsesdrift, der stadig var i
Bevgelse for at udslette Virkningen af, hvad der for et jeblik
formaaede at optage ham. Det var som et Haglvejr af spottende og
vrngende Tvivl, der nedslog hans Sjls friske Blomsterflor, og det
kunde komme, naar hans Sind var fuldt af Hjtid, og lgge hans
Stemning de.

Men rundt om sig i Verden saa han sikre Mennesker. Smaa de fleste men
belssede med store Meninger, struttende og strittende som Pindsvin
af allandsens fastspigrede Overbevisninger og brgende Fordomme.
Smaa agtede Mennesker med dresserede Sjle, som de fremfrte i alle
den hjere Skoles Gangarter og som de lod springe gennem de
partiprivilegerede Anskuelsers Tndebaand ... Smaa velstriglede og
skinnende Mennesker, der travede rundt i Mangen og som vrinskede
forarget, naar de saa, at andre var dresserede i en anden Skole end
deres egen ...

Der kunde komme jeblikke, da Preben Flyge spurgte sig selv, om ikke
Menneskeslgtens evige Forbandelse var den, at den havde lrt at
strbe efter Sandhed. Thi Sandhederne spgedes i Tidens Lb til
Dumheder og laa saa og sprrede for nye Sandheder, der vilde frem. Og
i mulden og bedrvet Tilstand slugtes de netop allergladeligst af
Folk, hvem de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.

Men naar han var sammen med andre Mennesker, holdt han oftest disse
Tanker for sig selv. I det hjeste lod han dem skimte frem gennem en
vis lun og godlidende Skepsis. Han skyede at stille sig blot for den
haandgribelige Alvor. Derfor var han i Grunden velset, hvor han kom
frem.

-- -- Det begyndte at blive Aften. Hen over Sens Flade drog
Skumringen sig som en uhyre matgraa Presenning. Og i Tusmrket gled
alle Fjernsyn ud. Den blaagrnne Mur af Skov, der hegnede Sen, saas
som en fjern, dybsort Skygge.

Nu blev der sat en Baad i Vandet. Et Selskab af unge Kvinder og Mnd
tog Plads i den. Lidt efter saa man den vippe og gynge rundt paa
samme Plet, mens et Aarepar, der ikke kunde komme i Takt, skiftedes
til at falde med et tungt Plask i Vandet. En stod op i Baaden og
kommanderede. Han svingede frem og tilbage og fgtede med Armene.
Hvert jeblik maatte han stte sig ned. De andre vred sig paa
Tofterne af Latter.

Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. Baaden kom ikke videre:
den syntes fordmt til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt.
Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. Og efterhaanden blev de
stille -- ogsaa de.

Thi frem mellem Trernes mrke Stammer groede Lydlsheden med stedse
strre Magt. Kun en forsigtig og dulgt Hvisken spndte sit Spindelvv
imellem dem. Og nu og da knistrede en lille klen Latter frem -- og
dde atter ganske pludselig bort ...

Flyge rejste sig med et Ryk og fik Cyklelygten tndt. Lidt efter
flimrede den som et lille lyst Punkt hen ad Skovvejen. Han nsten
trampede paa Pedalerne. Det gjorde ham godt at mrke Lufttrkket af
Aftenvinden slaa sig ind i Ansigtet, at suse hensynslst ind mellem
Fodgngernes Klynger, se Folk springe til Side og hre deres
harmfulde Udraab d bag sig.

Da han kom til sterbro, krte han om ad en af Rosenvngets
Sidegader. Han sprang af Cyklen, stod saa lidt og saa op mod to
Vinduer paa en Frstesal. Rullegardinerne var snkede. Bag dem
skinnede Lampelyset mat og roligt.

Flyge syntes tvivlraadig. Han gik lidt frem og tilbage hen ad
Fortovsflisen og skottede stadig op til de to Vinduer. Med et syntes
han at have taget sin Beslutning. Han sprang op paa Cyklen og satte
den i Gang. Men nppe var han naaet til det nrmeste Gadehjrne, fr
han igen vendte om. Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa
Trappegangen og slukkede Lygten.

Og ilsomt, som for at overdve en sidste Betnkelighed, lb han op ad
Trappen.




Oppe bag Frstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hngelampes
dmpede Skr over en Stue.

Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna.

Stuen var ikke stor, og den bar Prg af renvasket og gennemskuret
Ndtrftighed. Mblerne var gamle og en Del slidte -- og saa fyldte
de altfor meget i Rummet. Man kunde se, at de en Gang havde kendt
bedre Dage og haft til Huse i et strre Hjem. Nu stod de der og krb
sammen med deres anlbne Politur og deres sammensunkne Polstring,
over hvilken det falmede Betrk slog Rynker og Folder -- stod og
vaklede paa deres brstfldige Ben -- som Lemmer i en Stiftelse,
stuvede sammen paa en Belgningsstue.

Over dem paa Vggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et
Samliv -- tilfldigt som de Minder, der knyttede sig dertil. I Midten
var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet Mindevers over Fruens
afdde Mand. Han havde vret Toldkasserer i en Kbstad, og det
formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader.

Fru Herding var en rummelig Dame med sklvende Former og
betydningsfulde Anlg til Dobbelthage. Hun var nrsynet og bar
Nseklemmer. Paa hver Side af Nsen, der havde Form som et bredt og
strkt Nb, havde den gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine
Ord Eftertryk, tog hun Nseklemmeren af og fstede Blikket skarpt og
eftertrykkeligt paa den, hun talte med. jnene var kuglerunde og
matte: de var uudgrundelige for den, der gennem dem sgte at lse i
hendes Sjls Dybder.

Det kunde hnde Fremmede, der traadte ind ad Dren, at de ligestraks
ikke lagde Mrke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen.
Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens
Skygge. Alt paa hende var spdt og en Smule blegsottigt. Hendes Ld
var skr og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot
nogen lagde Mrke til hende. Med de store undrende jne, der blaanede
frem under et strkt purret Haar og som beherskede hele Ansigtet,
lignede hun en nysudklkket, skrmt og hjlpels Fugleunge.

Fru Herding havde formet et trangt og indviklet Begreb om en ung
Pige, hvorefter hun ubnhrligt fordrede, at Datteren skulde danne
sig. Naar det blev presset ned om hende, flte Anna det, som skruedes
hun tom for al personlig Villie og Flelse. Gennem mange Aars
Indvelse var den Sindets Trods, som maaske en Gang havde boet i
hende, forkrblet og visnet. Blot Moderen begyndte at rmme sig
advarende, saadan som hun havde for Skik, naar noget mishagede hende,
faldt enhver gryende Uafhngigheds-Fornemmelse slapt sammen. Og i
Tidens Lb var der over hendes Vsen kommet en underlig forsagt
Aarvaagenhed. Hun syntes altid at vre paa sin Post mod mulige
Irettesttelser fra Moderen.

Indenfor den stille Stues fire Vgge levede de to Kvinder deres sagte
rindende Liv, ensformigt, stilfrdigt, nsten uden Berring med
Omverdenen. Vinduskarmene var tt besat med Potteplanter, der under
Annas varsomme Pleje groede saa frodigt, at det nsten var umuligt at
komme til at se ned paa Gaden. Naar den unge Pige om Formiddagen
besrgede de mindre Indkb for Moderen -- til de store blev hun ikke
betroet -- var det hende, som gik hun gennem en fremmed Bys Gader.
Fremmede var Menneskene hun mdte, fremmed klang deres Tale i hendes
ren.

En sjlden Gang modtog de Besg af Fru Herdings Broder, Onkel Klavs
Kihler. Det var en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis
Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i sine unge Dage i kort
Tid rejst med et Skuespillerselskab, derefter havde han i Rkkeflge
vret Impresario, Fuglehandler, Artistagent, Bladudgiver og
Korsetfabrikant. For Tiden havde han en Musikskole, der paatog sig
efter et amerikansk System at udvikle fuld Frdighed i Klaverspil i
Lbet af en Maaned. Desuden var han Agent i Flygler og tilbd sig med
Undervisning i levende Sprog og Handelskorrespondance. Han opholdt
sig gerne et Kvarter ad Gangen i sin Ssters Dagligstue, vippende paa
Kanten af en Stol, med Hatten paa Hovedet og fgtende med sin Stok i
Luften. I den Tid kunde han udkaste ti Planer til en fremtidig
Lbebane for Anna, der opskrmt og rd i Hovedet sgte at skrme
Etagrens Nips mod at blive ramt af hans Stok.

"Hvordan har Kresten det idag?" plejede hans frste Sprgsmaal at
vre, naar han var kommen indenfor Dren. Og naar Anna harmfuldt
bengtede, at hun havde nogen Kreste, sagde han:

"Ja Tak -- den kender vi nok -- den er bare lidt for tyk. Et
konfirmeret Pigebarn har altid en Kreste. Har hun ham ikke om
Dagen, saa drmmer hun sig sgu til ham om Natten."

Anna kunde lnge i Forvejen grue for disse Bemrkninger, som hun
vidste var ligesaa uundgaaelige som Onkelens Besg.

Endnu et fremmed Ansigt viste sig dog af og til i Fru Herdings
Dagligstue. Det var Kandidat Hansen-Maagerups.

Han havde lejet det ene af Lejlighedens tre Vrelser og havde nu
beboet det i fem Aar. Hans Kandidattitel var ikke beseglet med nogen
Embedseksamen, thi Hansen-Maagerup studerede endnu stadig Teologi,
saadan som han havde gjort det i den sidste halve Snes Aar. Hvert
Halvaar hed det sig, at han nu omsider vilde underkaste sig den
endelige Prve. Men bestandig gyste han tilbage for at vove det
afgrende Skridt. Naar han saa Eksamen for sig, fik han en
Fornemmelse, som om alle hans mjsommelig sammenskrabede Kundskaber
pludselig gled ud og faldt fra hinanden. De blev til lse Brokker
uden Sammenhng, og det var ham ikke muligt at bringe noget ordnet
Hele ud deraf. Sknt han lste med stedse voksende Iver, syntes han,
at det for hver Gang blev mere forvirret og mere brudstykkeagtigt.

Fru Herding gjorde intet for at spore hans Beslutning frem, thi med
hemmelig Skrk imdesaa hun den Mulighed, at han en Gang virkelig
kunde naa sit Maal. Ikke blot skulde hun saa have en fremmed
Mandsperson i Huset -- thi et Vrelse til den Pris fandt vanskelig en
kvindelig Lejer -- men hun vilde ogsaa ivrigt komme til haardt at
savne Hansen-Maagerup. Han var saa hyggelig og nsten barnligt
beskeden -- han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde.

Og han kom der hver Sndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele
Ugen igennem kunde hun gaa og glde sig dertil.

Altid forlb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis.

Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand. Tppet blev
taget af det aflange Divanbord, Hngelampen tndt, en Pude anbragt
midt i den lave Sofa for at hjne Sdet for den, der her skulde have
sin Plads. Paa Bordet blev der lagt to Spil Kort, Papir og et spidst
Blyant til Regnskabet, og en Underkop blev stillet frem, for at
Kandidaten kunde bruge den som Askebger. Thi der tilstodes ham den
Gunst at ryge en lille Cigar i Damernes Selskab. Han rg saa
fintflende, sagde Fru Herding -- pustede Rgen fra sig i ganske
spde og belevne smaa Skyer, der kun frembragte en behagelig Duft af
Mandfolk i Vrelset.

Naar saa disse Forberedelser var trufne, traadte Hansen-Maagerup ind
-- njagtig Klokken tre Kvarter paa otte. Han var ifrt en stoisk
sort Frakke, bar skinnende hvid ls Krave og graa uldne Muffediser
under de snvre Manchetter. Dertil sirlige Ldermorgensko, for hvilke
han hver Sndag gjorde Undskyldning.

Mens man fordelte Pladserne og blandede Kortene, vekslede Fru Herding
og Hansen-Maagerup Indtryk fra Formiddagens Prdiken. De hrte til
Stadighed hver sin Prdikant, og hver isr ansaa de det for en
ressag at stille sin i saa blndende et Lys som muligt. Undertiden
kunde de begge to blive ganske hede, og det var nppe nok, at de
vilde lade hinanden komme til Orde. Ja, de kunde vre saa optagne af
det gejstlige Emne, at deres Sans for Spillet fleligt svkkedes
under en stor Del af den frste Rubber.

Naar denne Rubber var forbi, spiste man til Aften. Derefter spilledes
endnu to -- aldrig mere -- og under den sidste bd Fru Herding gerne
paa en lille bly Forfriskning, der hver Sndag syntes at overraske
Hansen-Maagerup strkt og som altid aflokkede ham den Ytring, at det
virkelig var en stor Skam.

Men naar den tredie Rubber var endt, rejste han sig og fremtog af sin
Lomme en liden hklet Pung for at udbetale Aftenens Tab eller
nedlgge den vundne Sum. Stor var Omstningen aldrig, thi man
spillede om en Ottendedel re Pointet og gjorde det kun, fordi
Spillet manglede Spnding, naar man spillede om intet.

"Det er rigtig et behageligt Menneske," sagde Fru Herding gerne til
sin Datter, naar Hansen-Maagerup havde trukket sig tilbage. Og Anna
bjede samtykkende sit Hoved. Men hun sagde intet.

Thi for hende var disse Whist-Aftener fulde af bange Spnding. Hun
saa i Spillet en indviklet Labyrint, i hvis vildsomme Snirkler der
skjulte sig allehaande uberegnelige Snarer og Faldgruber. Al sin
Aandsnrvrelse maatte hun anspnde for ikke at falde i dem. Og
efterhaanden var der groet op i hende et stille lidenskabeligt Had
imod det. Lignende Flelser havde i hendes Barndom besjlet hende
overfor den lille Tabel.

Dertil kom, at hun hele Tiden flte sig som Skive for
Hansen-Maagerups sgende og bedende Sideblikke. Hun vidste godt, at
han bar paa en lille forknyt Forelskelse i hende. Og sknt han aldrig
havde forsgt den mindste Tilnrmelse, dirrede hun af Beklemthed,
naar Moderen en Gang imellem lod hende vre alene i Stuen med ham.
For st han nu virkelig en Gang tog Mod til sig og _sagde_ noget ...
Der kunde jo slet ikke vre Tale om at imdekomme hans nsker.

Og paa den anden Side vilde hun saa ndig bedrve ham. Han var dog i
Grunden saa skikkelig med sin langsomme, trohjertet drvende Tale,
med sit rare, runde Ansigt og sin hje, blanke Pande, over hvilken
det allerede tyndede, askefarvede Haar lidt ngsteligt var redt hen.
Hun havde en Gang hjulpet Moderen med at pleje ham, da han var syg,
havde bragt ham Kamillet og tilberedt varme Omslag, mens han
feberhed og smilende laa i Sengen og saa paa hende med store, fugtige
jne. Det havde den Gang faldet hende ganske naturligt, og skulde han
nogensinde atter trnge til hendes Hjlp, vilde hun gre alt for ham,
hvad hun formaaede. Men det andet -- Blodet steg hende til Hovedet,
naar hun blot tnkte derpaa!

Kunde det dog blot en Gang gaa op for ham, hvor han pinte hende ved
at se paa hende med dette ynkvrdige og saa underlig svmmende Blik!

... Lnge havde de tre Mennesker forslaaet hver eneste Sndag Aften i
hverandres Selskab. Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa hen,
og efterhaanden havde ved Vanens Magt Whisten faaet noget af Pligtens
Hellighed og turde ikke forsmmes. Men i den sidste Tid havde de
undertiden haft en Fjerdemand.

Det var Preben Flyge.

Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. I flere Aar havde
de ikke talt sammen, men saa en sknne Dag havde de mdt hinanden paa
Gaden. De havde givet sig til at opfriske gamle Fllesminder, og
tilsidst var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup hjem. Siden var han af
og til kommet igen, og en Sndag Aften, da han tilfldigvis var der,
havde Fru Herding spurgt, om han ikke havde Lyst til at deltage i
Whisten. Han havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet igen --
og nu faldt det af sig selv, at han indfandt sig, naar han havde
Lyst.

Naar han var til Stede, var det mest ham, der frte Ordet. Han
spillede meget slet, men hvilket Emne han saa berrte, glimtede det
frem i hans Ord med Synspunkter, som for de to Kvinder var ganske
nye, Kendsgerninger og Navne, som de aldrig fr havde hrt. Fru
Herding og han var langt fra altid enige -- han _havde_ jo nogle
Anskuelser somme Tider! Men han trngte maaske bare til at have et
Hjem at komme i -- Familie havde han nok ikke -- og saa var det jo
godt, om han kunde finde det her hos hende. Hun behvede sandelig
ikke at stikke op for ham, for vel havde han Kundskaber, men hun
mrkede jo nok, at han manglede Modenhed og at han ikke kendte Livet.
Anna kunde ogsaa have godt af at hre til. Fru Herding fik overfor
Flyge Lejlighed til at anbringe mangen en Livssandhed, som i Grunden
var mntet paa hende, men som det daglige Liv vanskeligt vilde have
givet hende passende Anledning til at indprnte.

Hun havde heller ikke Grund til at klage over Mangel paa Opmrksomhed
fra Datterens Side. Det hndte, at Anna helt glemte Spillet for at
lytte til. Men selv blandede hun sig aldrig i Samtalen. Og dog havde
hun undertiden en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge sagde, var
henvendt til hende alene, og at de to andre slet ikke var til Stede.

Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans Ord. Men altid vakte de
hos hende en sitrende Lngsel efter noget, som hun ikke en Gang
formaaede at give Navn. Og naar han for lnge siden var gaaet og hun
og Moderen var komne i Seng, kunde hun ligge lnge og stirre ud i
Sovekamrets Mrke og tnke, tnke ...

... indtil Tankerne tilsidst gled ud i vage, brogede Billeder og blev
til rastlse, forvirrede Drmme ...




Denne Aften gik Samtalens Blger hjt. Man var kommen til at tale om
Moralen, og Flyge havde baade Fru Herding og Hansen-Maagerup imod
sig.

Han havde faaet Plads i Gyngestolen. Fru Herding vippede iltert paa
Puden midt i Sofaen. Hansen-Maagerup havde lagt Cigaren fra sig og
famlede nervst ved Kortene, hver Gang han skulde spille ud.

Alene Anna lod ganske rolig og syntes at passe Spillet med den
redeligste Opmrksomhed.

"Moral," sagde Flyge, "er overhovedet et meget aristokratisk Begreb.
Der skal Finhed til for at omgaas den paa rette Maade. Men Du gode
Gud! hvor tager man ikke plumpt og groft paa den til Hverdagsbrug!
Hvilke ubarberede Personer er det ikke, der paatager sig at srge for
vor sdelige Naturalforplejning! Indremissionrer i Religion og
Indremissionrer i Radikalisme -- allesammen af samme Sort
Svinelder -- hellige Grever og hellige Skraldemnd, politiske
Indterpere med folkelig Flomme og demokratisk Frase-Fusel ud af
Halsen, Digtere med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne ...
Jeg synes altid, jeg ser dem til Hobe for mig med en oplftet snavset
Finger. Den snavsede Finger -- den er for mig Symbolet paa den Slags
Moral, som saadan er beregnet paa Husholdningsbrug."

"Du er en Spotter, Flyge," sagde Hansen-Maagerup forarget. "Der er
naturligvis menneskelig Ufuldkommenhed i alle den Slags Bevgelser.
Men man kan dog altid -- Sandhedsmomentet -- det kan man dog altid
finde deri. Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig om at leve,
undtagen de sdelige Livsvrdier de stod fast."

"Nej, det var da heller ikke godt andet," indskd Fru Herding.

"Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved sdelige Livsvrdier? Der er
saa mange Slags, synes jeg."

"Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis det, som
Menneskene de til alle Tider har set op til -- og levet paa. Jeg
tnker, det er mere vrd end al denne saakaldede moderne Oplysning."

"Med Oplysningen er det noget helt andet. Den er et Onde maaske, men
et ndvendigt Onde. Kundskaber har samme Betydning for det aandelige
Livs Maskineri som Kullene for det fysiske: de er Drivkraften,
Varmen, Bevgelsen ..."

"Og de fortres af Ild -- ligesom Kullene."

"Ganske sandt -- ja. Men hvad bedre kan man give Menneskene?"

"Fde -- Fde for Sjlen -- de sdelige Livsvrdier kan man give
dem."

"Fden den fortres altsaa ikke, mener Du?"

"De sdelige Livsvrdier ikke." Hansen-Maagerup skuede paa ham med et
urokkeligt Blik.

"Kre Ven, hvor jeg elsker Dig for Din Naivitet! De sdelige Vrdier
skulde ikke fortres, siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslgten
siden sin frste Oprindelse bestilt andet end at opde dem?
Moralister og Religionsstiftere har udklkket dem -- det store
slugvorne Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet sig fodre med
dem, og naar det igen har givet dem fra sig, har det vret i en
ynkelig fordjet Tilstand. Fj for en Ulykke -- en sdelig Vrdi, som
er gaaet gennem et Slgtleds aandelige Tarmkanal! Hvad der var
livsfriskt og sundt og ungt for vore Bedsteforldre, det har vi nu
osende os ud af Halsen."

"Du bruger ellers nogle smagfulde Sammenligninger."

"Jeg bruger dem, som de nu en Gang tvinger sig ind paa mig ... Du
taler om sdelige Vrdier, som ikke fortres. Tr Du indestaa for, at
Du ikke selv har sat Din Beholdning til Livs? Ved Du, hvordan Du
tnker eller fler imorgen -- eller bare om en Time? ... Nej!"

"Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig
allesammen -- ellers kunde man jo ikke -- ingenting kunde man ... Har
De ikke Esset?"

Hun syntes, at Opmrksomheden efterhaanden svvede lovlig langt bort
fra Spillet.

"Nej, jeg maa bekende ..."

"Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."

"Ja naturligvis ... Jeg vilde sige, Frue, at dette med at ..."

"Ja men saa faar vi jo kun fire Stik ..."

"Ja -- naa ja ... Nej ser Du, Maagerup, dette med at have Ansvar, det
er nok i Grunden ikke stort andet end en Talemaade. Vi har allesammen
et stort dresseret Dyr i os. Bevares! man holder jo til daglig de
bestialske Fornemmelser nede. Men selv i de bedste Menagerier kan
der ske, hvad man kalder et Uheld -- det vil sige, at Dressuren
pludselig brister ..."

Fru Herding rykkede igen i Ilden:

"Der er da virkelig Forskel -- paa Mennesker og saa paa Dyr."

"Hm -- jo. Dyrene er klogere. De prver slet ikke paa at bekmpe
deres naturlige Tilbjeligheder. Menneskene derimod gr det
undertiden."

"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde
Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gre og lade,
akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener
det ikke!"

"Hvad gr jeg ikke? ... Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde
Ruder Kngt ... mener jeg ikke, hvad jeg siger?"

"Nej, Du gr saamnd ikke."

"Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.

"Jeg forsikrer Dem for -- jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke
det? Menneskenes Brn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de
foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke
en sknne Dag gr Alvor af at gaa op til Eksamen?"

"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."

"Ja ja -- saa skal jeg tage et andet Tilflde. Jeg har en Ven -- en
udmrket Karakter, brav, trofast -- han gaar en Gang om Aaret rundt
og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver
ham gerne lidt -- alle -- vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa
have dem, siger han bare -- og saa lgger han Hovedet paa Siden og
ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"

"Nej ... Han drikker dem kanske op?"

"Nej fy! Han er det pneste og drueligste Menneske paa Jorden. Han
delgger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og kbe Ting, han ikke
har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge
paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med
Femogtyverer ... Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen
Grnser er for, hvad han kan tillade sig -- de Par Gange om Aaret."

"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde vre bedre anvendte."

"Ja -- hvordan f. Eks.?"

"Aa -- der er da altid et fattigt Menneske ..."

"Ja vel -- Brd mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog ..."

"Hvad mener Du med det?"

"... som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brd alene."

"Tilvisse ved jeg, at ..."

"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af
et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt ... Se nu
min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at fle sig som en Fyrste --
at kunne str Penge ud -- ganske hensynslst. Maa han ikke have Lov
til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at stte sin Glde i det
som i at de og drikke og stte Brn i Verden? Enhver har jo sin
Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise sters, Andre i at samle
paa Frimrker, atter Andre i at holde Moralprkener. Hvorfor saa ikke
lade dem hver flge sin?"

"Du taler, som om der kun var Sprgsmaal om Lyst."

"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke
an."

"Jeg mener, at det, som er det dleste og bedste i En ..." Det bvede
om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et
eller andet satte ham i Sindsbevgelse.

"Det dleste og bedste -- ja, er det ikke det, som ligger dybest i
vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige -- det er det, som er den
fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det
dleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv
..."

"Aa -- det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rdmede beskedent.

"Ja, Du tnker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen --
undskyld, at jeg igen berrer dette smertelige -- men er det ikke
netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde
afslutte sin religise Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er
uendelig som selve Himmeldybet."

"Ja, det er jo en let Sag at gre Nar."

"Paa re -- jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f.
Eks. Svineopdrtning for en Landmand. Ja, det skal ikke vre nogen
Kynisme -- er det ikke en stor og rig Krlighed til Livet, dets
Frugtbarhed, dets Grde, der er Krnen i saadan et Menneske? Han ser
det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet
-- omskabes gennem Flskets Anvendelse som Nringsmiddel -- tror Du
ikke, at han i sin Sjl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme
...?"

"Svineopdrtning maa vel siges at henhre til Adiafora -- til de
Ting, der er neutrale lige overfor det sdelige Begreb. Men lad os nu
stte, at Talen er om ligefrem Ryggeslshed ..."

"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud -- ikke at
tale om Krlighedens -- og Digterne har besunget baade Rusen og ..."

"Ja, Digterne de ..."

"Er nogle uteologiske Ldeker -- naa ja -- men se saa til vore gamle
brave nordiske Forfdre -- de dyrkede da baade det ene og det andet.
De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene -- de overtraadte
henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af
Glde, naar de havde gjort det -- de ..."

"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise
noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de
vanskeligste Sprgsmaal ... Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne
lilleslem."

Han tog sejrsl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart
Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.

"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en
stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med
Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede ..."

"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."

"Det kan jeg sandelig mrke."

Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tndtes, saa
hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes jne blev
endnu rundere end ellers.

Det var et Par Gange hndet, at det ved Spillebordet kom til
ligefremme Scener.

Anna afvrgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at
det vistnok var paa Tide at srge for Aftensmaden. Vandet skulde
sttes over nu til Te -- ellers blev det for sent. Den frste Rubber
var jo desuden forbi.

Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Kkkenet.

Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at
genoptage Samtalen. Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine
skikkelige, bedrvede jne, mens hans brede, kluntede Hnder
ubehjlpsomt famlede ved Bordtppets ene Hjrne. Og Flyge fik nsten
Medlidenhed med ham. Han vidste, at han flte ligefrem Smerte, naar
der med unnsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han
levede sin beskedne Tilvrelse paa. Og han bestemte sig til at lade
ham have Fred -- i hvert Fald for Resten af Aftenen.

"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver nok aldrig enige i denne
Verden."

"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det bvede paany om hans Mundvige,
"og jeg vilde dog saa inderlig nske, at Du kunde ... Det gr mig saa
ondt at hre Dig staa paa det Standpunkt."

Anna kom ind og begyndte at dkke Bord. Flyge flte en stedse mildere
og fredsommeligere Stemning dale ned over sig. Den lune Stue med dens
vage Duft af Blomster, dens renlige Fordringslshed og sirlige Orden
-- den hvide Dug og den pyntelige Opdkning med det gamle Spisestel
og de smaa Frynseservietter -- alt dette fik i det dmpede Lampelys
et Skr af naiv Hygge, der dulmende trngte sig ind i hans Sind. Og
han lovede sig selv, at han vilde vre skikkelig og ikke yppe nogen
ny Strid.

Anna vimsede ud og ind -- fra Kkkenet ind i Stuen og tilbage igen.
Hun havde taget et hvidt Forklde paa -- det gjorde, at hendes Buste
tog sig rankere og mere spndstig ud i den tarvelige, mrkeblaa
Kjole. Nu, da hun var optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om
hendes sdvanlige Forsagthed var strgen af hende. Hendes Hnder greb
saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til ...

Flyge kunde ikke lade vre at gre hende en Slags Undskyldning for
Striden fr. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det
var hende, han frst og fremmest skyldte en saadan.

"Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han. "De synes vist, at
vi er et Par rigtig rdkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan gemme
vore Disputer til vi er alene?"

Hun smilede.

"Aa," sagde hun, "De mente det vel ikke saa farligt."

"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"

"Nej -- det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt
paa en anden Maade. Jeg var saamnd lige ved at sige det til Dem fr,
da De var midt i det. For det kunde jeg tydelig mrke paa Dem ...

Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i
noget af det ..."

Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde
sitret en Smule som af Latter, der holdes nede.

Skulde hun virkelig ikke tage ham hjtidelig?

Det krnkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret.
Han mente det virkelig ikke saa farligt -- i alt Fald mente han det
ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han
mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til,
at man lagde en vis, passende Vgt paa, hvad han sagde. Og saa havde
denne lille, stilfrdige Pige siddet der saa ganske uimponeret.

Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa paa hans Ansigt syntes han at
kunne skimte et noksaa lunt lille Smil. Det rgrede ham. Hans
teologiske Ven havde saa sandelig ikke nogensomhelst Aarsag til at
fle sig overlegen.

Det var ham nsten som en Smule Oprejsning, at Fru Herding endnu, da
hun kom ind, syntes ikke at vre uden Beskhed.

Men ved Aftensbordet var han Medgrligheden selv. Han gav sig til at
fortlle Historier. Ganske uskyldige og uanstdelige Smaatrk --
saadant som man hrer hvor man frdes paa Gader og Strder -- i det
hjeste med et lille Stnk af blid Ondskab mod en eller anden kendt
Personlighed. Han fortalte godt og vakte altid Moro dermed. Og han
hrte ogsaa nu smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup, dybt
stnnende fra Fruen, nsten barnligt lyst fra Frken Anna.

Alligevel kunde han ikke frigre sig for en Fornemmelse af, at den
sidste betragtede ham med et Stnk af Ironi ... Han begyndte at faa
Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekn
sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af
frejdig Kritik bag disse bly snkede jenlaag? Det kunde sandelig
more ham en Gang at komme nrmere i Lag med hende. Egentlig havde
hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed -- nu flte han det
nsten som et Behov at komme til at se om bag hendes sagtmodige
Vremaade -- se, om der kanske skulde findes en lille spillende og
spydig Pigesjl, som ikke hendes Nrmeste kendte ...

-- -- Under de to sidste Rubbere sad han hele Tiden og tnkte paa,
hvordan han skulde finde Paaskud til at besge de to Damer udenfor de
sdvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups retskafne Nrvrelse vilde
nemlig vre ham en Hindring i mulige Eksperimenter.

Og da han ikke fandt noget bedre, drejede han Samtalen saadan, at han
kunde tilbyde Frken Anna at laane hende Bger fra Biblioteket.

Hun blev rd i Hovedet af Glde derover. Men det var Fru Herding,
der tog imod Tilbudet paa hendes Vegne.

Da han var ved at gaa, kom imidlertid Anna hen til ham ude i Entren.

"De skal have Tak for det med Bgerne," sagde hun. "Jeg vil saa uhyre
gerne lse. Men nu glemmer De det ikke."

Han lovede hjt og dyrt, at han skulde huske det.

Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, flte han en glad
Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab
var tindret frem for hans Blik.

Men hvori det i Grunden bestod -- det vidste han ikke selv.




Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa
Frederiksberg.

Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne Englehoveder og indlagte
Ornamenter af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske vilkaarligt
hang hist og her en Karnap med store Spejlglasruder som et Flueskab
paa Murfladen. Stedet ejedes af en Murmester, der selv havde udfrt
Tegningen og som havde gjort det til et broget Prvekort paa alle
mulige Stilarter.

"Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man kan blive helt ophidset
af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem."

Men i sit eget Vrelse vilde han have det dmpet. Vggene var nsten
ganske dkkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tppe. Og der
var gamle, blide og stilfrdige Mbler.

Flyge havde samlet dem mjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som
Samler frem uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde
vre som en bldt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at
hvert Mbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket
glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lnestolens
Sprinkelvrk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til
Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ldre Levemand med en
velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben ... Hvert
af disse Mbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til
enhver Tid taalmodigt rede til at aflse hverandre i hans
Opmrksomhed.

Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. Han holdt af at skifte.
Naar han i nogen Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han af en
Flelse af Tomhed og Kedsomhed ved bestandig at mde samme
uforanderlig fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbjeligheder.
Han kunde da pludselig bryde af og opsge halvglemte og fjerne
Omgangsfller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det
gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.

Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru
Herding. De sidste Sndage havde han ikke flt sig oplagt til at gaa
derhen. Frken Anna tnkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun
hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i
Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lre flere
Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist
aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde
spise til Middag sammen.

Men en Formiddag, kort fr han skulde gaa paa Biblioteket, stod
Frken Anna pludselig i hans Vrelse. Han havde hrt, at det havde
ringet svagt, nsten bnfaldende paa Entrklokken ... Og nu var hun
der.

Han vidste ikke ret, om han skulde vre tilfreds eller misfornjet.
Forelbig var han kun forbavset.

"Frken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en
Overraskelse ... Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," fjede
han til, da han mente at se et ngsteligt Udtryk i hendes Ansigt.
"Men vil De ikke sidde ned?"

"Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev
staaende.

"Ja -- naar det er noget, jeg _kan_ opfylde, saa ..."

"Aa, det er bare ... jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem
paa Biblioteket ... men jeg ved jo slet ikke ... De havde lovet mig
nogle Bger ..."

"Ja -- men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme ... Saa De
holder saa meget af at lse? Men saa st Dem dog ned, Frken -- jeg
maa jo da have Lov til at hre, hvad det er for en Slags Bger, De
nrmest havde tnkt Dem ..."

Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog
Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig
lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.

"Altsaa Bger", sagde han. "Men der er mange Slags Bger, Frken
Herding."

"Jeg troede, De kunde tnke Dem ... Jeg lser gerne alt muligt."

"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gr det naturligvis lettere for
mig at trffe Valget. Eller svrere -- ligesom man vil tage det. Se
nu her" -- han gik hen til Reolen og tog en Bog frem -- "synes De om
noget af den Slags?"

Anna saa ikke en Gang paa Titlen.

"For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet
ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg
maa laane denne her, saa takker jeg ..."

Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.

"Tror De nu, Menneskene bliver bedre -- eller blot klogere -- af det,
de lser?" sagde han.

Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.

"Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har lst noget, har i
Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."

"Tror De det?"

"Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede -- de
er det ikke, fordi de har lst og lrt noget, men fordi de har faaet
Lov at leve i et vist Velvre. De har ikke vret ndt til at krympe
sig for alle mulige aandsfortrende Hensyn -- det er det hele. Men
Gudbevares! jeg har naturligvis den strste rbdighed for den
herskende Oplysningsidioti."

"Ja men den Aften, De var hos os -- da sagde De jo netop ..."

"Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen.
Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."

"Kan da noget vre sandt for Nogle og ikke for Andre?"

"Ja, det kan det saa udmrket. For et Barn er saa meget Sandhed, som
ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne
Begreber, naar man taler med Brn; for de taaler i det hjeste
Sandheden i opspdt Form."

"Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."

"Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en
moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi
har Brug for, fikst og frdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til
ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af
den for at forstaa, at den ikke er noget vrd."

"Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."

"Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har
Brug for."

"Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."

"Skal De ind ad Alleen?"

"Ja ..."

"Har De noget imod at flges med mig?"

"Nej -- hvad skulde jeg have imod det?"

De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtj paa. Anna
havde faaet Tungen paa Gled og pludrede ls om, hvad der faldt hende
ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var ivrigt Flyge
ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til
hendes Stemmes lyse Klang.

Det var mrkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var
det, som blev det et ganske andet. Alt det blde og barnlige, som
ellers prgede det, veg bort, og i Stedet for fik man je paa en
strk og fast Linie, der fra Nsens fine Flje drog sig ned mod Hagen
og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bvede der bag
den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind,
at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa nsten lammende over
hendes Vsen, den gemte sig mest i de dybe blaa jne. Saa snart de
ikke saa paa En, saa rbede den sig ikke.

Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden
sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for
frste Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglde. Denne baade
spde og ranke Skikkelse, der i korte St bares frem paa de smaa,
sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strget op
over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre fjede sig
sammen til et Indtryk af Stthed, som han aldrig fr havde fundet
hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa
Styrke for en sknne Dag at bryde igennem alt det, der nu stngende
skd sig mellem hende og Livet.

Han var med et bleven tavs. Han flte sig greben af en Forlegenhed,
der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som
han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst,
der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker dde og flove.
Hvad maatte hun tro om ham -- ham, der ellers havde saa stor Overflod
af Ord ...?

De var drejet om Hjrnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu
ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blst bag paa dem. Den
tvang ham til at holde paa sin Hat og lsnede en Lok af hendes Haar.
Begge to hldede de sig forover og lb nogle Skridt, inden de atter
fandt fuld Ligevgt.

Den lsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig
Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrkket Udbrud.

"Det er en ordentlig Blst!" sagde han. Noget _maatte_ han jo sige.

"Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.

Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.

"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i
Blst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man
holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader
den blse af. Saa lber man efter den, mens Haaret rejser sig som
Marehalmstotter paa Ens Hoved -- eller man fremviser sin skaldede
Isse, der skinner som en blank Skilling -- og man skridter ud,
pustende og stnnende, mens Hatten danser afsted i Snavset ... Nej,
man er latterlig, hvordan man saa vender og drejer det."

Hun lo. "Det har jeg saamnd aldrig tnkt over," sagde hun. "Jeg
synes bare, det er Synd for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme
Tider ogsaa til at lbe efter Hatten. Det var da en Skam andet end at
hjlpe dem, hvis man kan -- og saa lber vi om Kap -- alle tre -- ja,
for Hatten lber jo ogsaa ... Men det er maaske ikke passende ...
Forleden Dag var der en Herre, der begyndte at sprge mig ud."

"Spurgte han Dem ud?"

"Ja -- men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en
ldre En -- naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke lbet
efter Hatten. For han var meget nrmere ved den selv."

"Sagde De ham saa det?"

"Hvilket?"

"Hvor De boede."

"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvnget. Mere syntes jeg ikke kom
ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde
han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"

"Han skulde vel den Vej."

"Tror De? Aa ja. Han _var_ nu ldre."

... Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred
sig frem mod Blsten. Undertiden tvang den dem nsten til at staa
stille.

"Jeg gaar og tnker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er
underligt at leve."

"Aa ja -- mere underligt end egentlig behageligt."

"Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa
tidt ikke kan gre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornrmede,
hvis man prvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en
Sporvogn. Det var en meget pn Herre, men han havde saadan en
frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af
med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men
havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."

"Det var han rimeligvis."

"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde vret hans
Sster, saa vilde der ikke vre noget i det. Men hvorfor skal man
absolut kende hinanden i Forvejen for at gre hinanden Nytte? Der er
nu det med Hattene -- _De_ synes maaske ikke en Gang, at det er
rigtigt?"

"Jeg tror helst, De skulde lade vre."

"Ja, det _er_ ogsaa rdsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig
saa nje paa, at jeg ikke gr noget galt. Men saa snart jeg kommer
udenfor en Dr, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg
er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."

"Saa skulde De se at komme lidt mere ud."

"Mo'er synes ikke om det."

"Har De forsgt?"

"Nej -- men jeg ved det jo."

"Ved De hvad, Frken Herding" -- han standsede et jeblik og slog
Dupskoen af Stokken mod Stenbroen -- "var jeg i Deres Sted, saa
gjorde jeg sandt for Dyden Oprr."

Hun blev ved at gaa men bjede Hovedet, som om hun overvejede denne
Mulighed.

"Nej," sagde hun saa, "det gr jeg nu ikke. For det er Synd for
Mo'er."

"Mener De det?"

"Ja, det ved jeg, det vilde vre. Hun vilde ikke kunne forstaa det.
Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det
bedste for mig."

"Ja, det tror de jo allesammen -- alle de ldre. Saadan som de gr
det, saadan er det naturligvis det ene saliggrende. Men jeg mener
netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."

"Hvad Synd skulde der kunne vre i det?"

"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ldre af det. Saa
ld-ldgamle. De faar Lov til at stnge sig af. Naar man har Brn,
saa er det gennem dem, man skal holde sig Dren aaben til Fremtiden.
De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig
noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forldrene Lov
til at leve med i den nste Slgt ogsaa: de staar endnu midt ude i
det hele og kan mrke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar
Brnene gemmer sig ind til En og med Villie gr sig gamle ligesom En
selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden
udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage -- uden at
d."

Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrvet paa Hovedet.

"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der
siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt:
hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde
saamnd ikke en Gang fortlle hende, at jeg vilde op til Dem idag."

Hun lo -- en Smule forlegent.

"Hvad tror hun da?"

"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at
se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa
fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..."

"Til at faa noget at lse i?"

"Ja."

"Det var letsindigt af Dem, Frken. For nu slipper jeg Dem ikke igen
saadan uden videre."

"Hvad vil De da gre ved mig?" Hun saa saa hjlpelst forskrkket
ud, at han kom til at le.

"Jeg vil saamnd have Dem med ind paa en Kaf."

"Der har jeg aldrig vret fr." Hun blev rd af Glde. "Og saa kan
jeg ogsaa meget bedre fortlle Mo'er, at jeg har vret sammen med
Dem."

"Mener De det?"

"Ja -- for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der
..."

"Er gaaet op til en fremmed Herre -- nej. Med andre Ord: vi lyver
lidt -- ikke sandt?"

"Ja, det gr vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.

-- -- De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tvrs over
Gaden. Fra den ene Side kom der en Rkke Arbejdsvogne, fra den anden
susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde
gaa frem lige foran den.

Flyge stak uden at tnke over det sin Arm ind under hendes og holdt
hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet
over Gaden. Anna gjorde intet for at gre sig fri. Og han kunde mrke
hendes Arms Varme gennem sit Frakkerme.

Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et jeblik
at have tnkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.

"Men jeg kan jo ikke blive lnge hjemme fra," sagde hun pludselig --
hun var endnu inde i Samtalen fra fr. "For saa troer Mo'er straks,
at jeg er kommen noget til."

-- -- De tog Plads udenfor en af Kaferne i Nrheden af Tivoli. Flyge
vilde helst gaa ind i Kafen, han vilde ikke gerne udstte sig for
senere at blive beskudt med Sprgsmaal om, hvem den Dame var, han
havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der
kunde de have det nok saa lunt, og der var L for Vinden.

Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa
skulde vre Vin.

Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret,
hvad han skulde sige til hende.

Anna lod ikke til at mrke det. Hun var i ypperligt Humr og lo og
pludrede ls med Munden fuld af Kage.

"Tror De, saadan en Kaf betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den
gr. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Isr Herrer.
Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."

"Hvorfor det?"

"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud -- de kan sidde og se helt
fortabt paa deres Smrrebrd. De har naturligvis ikke noget andet
Sted -- jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise
ganske alene ved et lille Bord -- Tak! det skulde jeg dog ikke have
noget af. De er vist ogsaa sre, mange af dem -- jeg synes, de, som
varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den
tykke Opvarter der -- sikke han ligefrem slnger Maden ned paa Bordet
foran dem ... Se, der kommer en Hund -- aa, det er Synd: den faar
vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nnne at tage en
Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tr Mund
paa, at man selv spiser ... Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa
skal Du faa Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... Saa -- sitze
-- god Hund ... Nej, hvad er nu det?"

Hunden havde meget behndigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede
ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et St sat
sine Forpoter op i hendes Skd. Og i sin Overraskelse havde Anna
ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden
Haand.

"Nej stop, det var ikke Meningen -- fy, skamme sig ..."

Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nrhed. Og han sagde
til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det
med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som
en sagte Musik.

Han hvede sit Glas og drak med hende.

"Skaal, Frken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"

"Tak" -- hun lo -- "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har
drukket dette her."

... Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kafen stilede hen
mod Bordet, hvor de sad. Han var hj med lyst krllet Haar og et
svagt Fuldskg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hnder
med strkt fremtrdende Sener dinglede frem og tilbage ved hans
Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde
han intet Overtj men var kldt i en grov blaa Jakke, der var knappet
helt op i Halsen.

Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nrvrelse gik han lige hen
til Anna, gldestraalende og svingende med Haandkufferten.

"Frken Herding!" raabte han, "Frken Herding! Nej, det var da
morsomt, det var da forfrdelig morsomt!"

Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam
frem, og bjet ned over den var hun i Frd med at frisere dens ren.
Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder
skd der en varm Strm af Blod.

"Bg! ... Nej dog! hvordan kommer De her?" ... Hun rejste sig op og
rakte ham sin Haand, som han strkt rystede frem og tilbage.

"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg frdig med
Militrtjenesten -- nu har jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg
netop komme her ind og spise Frokost ... Og det frste Menneske, jeg
trffer paa -- det skal vre Dem!"

"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op
til os -- ikke sandt -- det var De da?"

"Naturligvis var jeg det ... sknt jeg vidste jo ikke Deres Adresse
-- -- men det er da meget morsommere at mdes saadan rent tilfldig.
De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i Kbenhavn -- ja,
og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tnke ...?"

De stod begge to og saa hinanden smilende ind i jnene. Hunden, der
mrkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsgte at
indsmigre sig hos Bg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen
syntes at tnke paa Flyge.

Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.

"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bg, Viggo Bg, en meget
god Barndomsven af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun stirrede paa
ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans
Navn frem af sin Hukommelse.

"Flyge," sagde han med et lille Smil.

"Ja, Hr. Flyge -- om Forladelse ... Men saa st Dem dog ned, Bg."

Bg trykkede Flyges Haand og saa sprgende paa ham.

"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"

"Vrsaaartig."

Bg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se
dybt paa ham.

"Nu bliver De her da nogen Tid -- her i Byen," sagde hun.

"Ja -- jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer
her. Jeg skal tiltrde den imorgen."

"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"

"Aa -- jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa
udmrket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' -- kender De det?"

"Nej."

"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse -- en
kemisk Sammenstning -- til Fremstilling af Nringsmidler."

"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrd i en
Pebermynteske? For det har jeg lst om i 'Familie-Journalen'."

"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke
noget til det, jeg bliver frst sat ind i det, naar jeg nu imorgen
kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke
vil rbe Hemmeligheden."

"Saa skal De naturligvis vre den, der staar for det hele?"

"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer
saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg
har faaet den Plads, sknt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."

"De vil vre Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.

"Ja, jeg vil lse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."

"Men hvordan var det, Bg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til
Jernbanen."

Han trak paa Skulderen.

"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde
der inde paa Kontoret -- og saa se Togene suse forbi og forbi -- ud i
Verden. Nej det _kunde_ jeg ikke. Saa gik jeg en sknne Dag til gamle
Mller ..."

"Overlreren? Hvordan har han det?"

"Udmrket! Jeg sagde til ham, at han _maatte_ lse med mig -- Fysik
og Kemi -- og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men
det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid ..."

"Og Mller kunde vel heller ikke lre Dem noget videre?"

"Jo--o-- han har skam vret dygtig en Gang ... Men nu er jeg jo glad,
at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa -- det tror jeg da saa
sikkert."

Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at
han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bg en Kende
ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans
Nerver.

Han fik Lyst til at drille ham en Smule.

"Er De nu ikke lidt nervs, naar De tnker paa Deres nye Stilling?"
sagde han.

"Nervs -- nej! Hvad skulde der vre at vre nervs for? Selv ved jeg
jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som
har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg
det vel ogsaa nok."

"Jo -- men Ansvaret ved det hele -- det var det, jeg tnkte paa ...
Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler -- ikke
sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kdet
som Nringsmiddel ..."

"Jamen det gr det vist ikke."

"Maaske ikke -- men De ved det dog ikke -- det kunde i al Fald
udvikle sig derhen. Vi stter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken
Revolution De der vilde vre med til? Tusinder af Mennesker brdlse
-- jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af
Ubarmhjertighed -- skovlende Guldet ind ..."

"Jamen saa vilde jeg naturligvis rbe Hemmeligheden, saa Alle kunde
nyde godt af den."

"De skal jo give Deres Ord."

"Man kan ikke binde sig til noget, som er skndigt. En Opfindelse
bliver jo da gjort for at gre godt mod Menneskene. Gr den ikke
det, saa vil den aldrig kunne gaa -- nej, den vil aldrig kunne gaa!"

"Maaske. Men selv om den gr godt, saa forlanger den ogsaa Ofre.
Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De
kan sidde paa Deres Fabrik og fle Virksomheden vokse under Dem. Og i
Aviserne vil De kunne lse mange smukke Ting om, hvor stor en
Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er
der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden
overhovedet lykkeligere af Fremskridt? St nu, Talen var om en
Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det
bestaaende gik ganske i Stykker ..."

"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget
bedre. I al Fald kan vel det ene vre ligesaa godt som det andet."

"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bg."

"Jeg -- haha -- nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam
til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen.
Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid.
Gaar De med, Frken Anna ..."

"Ja -- se, Frken Anna var jo egentlig min Dame ..."

"Jo -- ja undskyld -- men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene.
Jeg har aldrig vret her fr nemlig. Hvis Frken Anna nu gik med mig
-- saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frken
Anna?"

"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betnkning. Men skottende
hen til Flyge fjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."

"Jeg skal paa Biblioteket -- ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn
til."

Han slog ud med Haanden, og Anna og Bg sagde Farvel. Det forekom
ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas jne.
Hun var dog Kvinde -- vilde sagtens sge at udfinde, om der ikke hos
ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af
Skinsyge ...

Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge
Skikkelser dreje om det nrmeste Hjrne. Bg tog lange Skridt og
svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna nsten _lb_ ved
Siden af ham.

Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blst -- en
munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om
dem og nappede dem i Klderne ...

... en rask lille Blst, der laa paa Lur bag Gadehjrner og som foer
halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...




Flyge gik op i Biblioteket.

Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke
fordi han nskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller
Arkivvsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog
med udmrket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen
videnskabelig Opmrksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke
tvivlsom: den maatte fre ham gennem en Doktordisputats til en
Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun
til ganske forelbig at flyde paa.

Men lidt efter lidt havde Bgerne trngt sig ind i hans Sind og
omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.

Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved
Ryg i uendelige Rkker. Tanker, der forlngst var blegede og visne,
Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter
Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om
i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bger, stod
urrlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det
Kommandoord, der skulde stte dem i Virksomhed.

Og denne Hr med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en
tilfldig samlet Flok, der en sknne Dag kunde mde sin Overmand og
hvis Rkker kunde oplses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og
alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slgt paa Slgt opbudt sin
Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.

Flyge flte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse
Rkker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin
Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trngte sig
ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med rkesls
Udkrammen af ligegyldige og forvrvlede Meninger. De ytrede sig, naar
man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.

Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Lsning til det bizarre.
Han lste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bgerne. Helst
sgte han til de Vrker, som ingen Andre lste, de glemte og
forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde fle sig ene
om deres Selskab.

Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en
indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod jet glide
hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksvrte. Spalte op og
Spalte ned kunde han lse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse,
perfide og rkeslse.

Hvor de havde sprttet, alle disse Sjle, som havde undfanget dem,
hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de
havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt dde
og magteslse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en
vis ondskabsfuld Glde kunde han fordybe sig i en saadan gammel
afmgtig Artikel: hvor var nu den Blst henne, som den havde rejst?
Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv,
lige spjttende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes
rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...

Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin
Straf: den at blive lst flere Aar efter, at den var skreven ...

Men det var ikke blot Bgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der
sgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.

Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved
Dren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en
stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de
ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig
jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane
Billedvrker ... Dem var det morsomt at skrmme og imponere. Naar man
saa paa dem med et eget lrd, ddt misbilligende Blik, kunde deres
Forlegenhed stige til en selvudslettende Hjde.

Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet
Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med hj Rst
Forlangender om de Bger, de nskede. Og naar de havde gjort det,
satte de sig ned, stak Hnderne i Lommerne og strakte med en frygtls
Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets
gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed
hentede Folianterne fra Reolerne.

Og endelig Lsestuens Stamgster, der hver Dag til njagtig samme Tid
kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gre
Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmnd og Studerende -- for
andre var Lsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en
Vane og hvor de sgte en Afbrydelse i Dagenes Trghed ...

I Biblioteket flte Flyge sig i Ligevgt. Naar han sad deroppe bag
sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der
kvalte alle Lngsler og forjog alle usunde Drmme.

Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og
Bg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kafen. Denne Bg -- han
rgrede sig i stigende Grad over ham, -- saa ugenert selvskreven han
havde teet sig, han med sine store, daskende Hnder.

Men det kunde ikke ngtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han
gik der med Annas lille spde og faste Skikkelse trippende ved Siden
af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig
at vre hendes Vrn og Forsyn mod alt, hvad der kunde mde hende af
ondt. Hjst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi
han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfdte
Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.

Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det.
Hvad vedkom overhovedet denne lille Frken Herding ham,
Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skdeunge,
der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...

Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en
aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bger Sarkofager, hvori dde
Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse
Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevgeligt
bjede over Bgerne -- var det Liv, de frte? Gjaldt det ikke om de
fleste af dem, at de blot bevgede sig, tnkte, skrev og drog Aande,
fordi den Dd, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen vrd at
standse disse udvortes Rrelser? Skygger, Skygger ...

Levede han selv? Eller var han ikke hjtideligt anbragt paa _lit de
parade_? Dag for Dag blev han mere og mere dd. Bogrkkerne trngte
sig tttere og tttere sammen om ham, saa han ikke kunde rre sig. De
filtrede ham ind i et Net af dde Tanker, et Mylr af Traade, der alle
lovede at fre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde
flge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst
for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde vre den rette. Lnge
kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede
Slyngninger, til det alt var ved at lbe i et for hans Blik. Saa greb
han ganske vilkaarlig en ny Traad, den frste, der faldt ham i Hnde
-- og atter tvede han, atter greb han en ny -- atter dde der et
Stykke af ham ...

Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han
skulde lede Udlaanet.

"Her sidder man nu," tnkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine
Dage blive ved at komme her hver Dag, stte mig ned og vre rede til
at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og
bede mig om at rkke dem Giftbgeret. Jeg vil gre det med et
beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tnkernes
svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Lngsler, alle
de lrde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil
klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at
de selv er til, og af hundrede gamle Bgers Forvirring vil de
sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bger hoppe op paa de lange
Reoler og vre rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter
blive til nye Bger ...

Og disse Bger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve
det. Smaa, uldne Bger vil lgge sig som Filt over Villierne. Og der
vil blive gjort endnu flere Bger. Folket selv vil skrive dem:
Skomagere og Skrddere, Husmnd og Inderster, Vaagekoner og
Jordemdre. Og deres Sjle vil blive som stegte Gs, af hvilke Lever
og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med bler og
Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil fle paa deres
Maver og skndes om, hvis der er stoppet mest ..."

... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var hj og tynd,
havde hvidt Fuldskg og Briller og var kldt i en luslidt sort
Frakke, af hvis rmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han
kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om
de knap kunde bre ham.

Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Prst. For tyve Aar
siden havde han taget Afsked: han havde da set ud njagtig ligesaa
gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller
aldrig kunde blive ldre. Livets Safter var forlngst trrede ind i
hans magre og kantede, nsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der
nu heller ikke mere at vre noget tilbage hos ham, som Tiden kunde
tre paa.

I de Aar, Flyge havde vret ansat i Biblioteket, havde denne Mand
hver Dag givet Mde. Og stedse havde han laant Vrker, der angik et
og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen
vidste, hvad han tilstrbte med disse Studier.

Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen
havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Lder, dem nskede han at
faa byttet.

Flyge lod hente, hvad han nskede, og rakte ham Bgerne.

"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han
venskabeligt.

"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "-- det er
jo -- det er jo et temmelig stort Emne."

"De vil formodentlig udgive et Vrk derom?"

Den gamle Mand rdmede som en ung Pige, der ser sin frste
jomfruelige Tilbjelighed afslret.

"Ja -- hm -- det kommer jo an paa ..."

"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det -- men jeg interesserer
mig selv en Smule for disse Sprgsmaal."

"Gr De? Gr De virkelig?" -- Han saa mistnksomt paa ham.

"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig
videnskabelig af med dem."

"Aa, hvorfor ikke det? Det glder jo blot om at have en Smule
Taalmodighed."

Flyge bjede sig med et pludseligt St frem imod ham.

"Jamen st nu -- st nu, jeg gav mig til at skrive et Vrk om det --
og jeg saa aldrig fik Vrket frdigt!"

"Ja -- man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det
vil man. Ungdommen isr. Det kan jeg saa godt forstaa."

"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne _vil_. For mig
staar det saadan, at man _maa_ have det, maa absolut. Tnk at se
tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det -- og saa
maaske maatte indrmme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."

"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne
stjle Dagene?"

"Man stjler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra
Livet -- det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lgger
dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar -- er det saa
ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilvrelsen for hele den
lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi
Biblioteksmnd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til
Spilde."

"Da maa jeg sandelig tilstaa -- denne Betragtningsmaade forekommer
mig dog ellers ..."

"Ja, Dem kan den jo aldrig berre pinligt, Pastor Briksen. De, som
virkelig arbejder paa et stort Vrk og som efter al menneskelig
Beregning ogsaa naaer at faa det fuldfrt. De er maaske allerede
frdig -- ha ha -- De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men
har De ikke somme Tider her oppe lagt Mrke til saa den Ene og saa
den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og
bliver hngende? ... De bider sig fast i et eller andet Sprgsmaal,
som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at
samle paa tomme Sneglehuse."

"Naa -- naa ..." Den gamle Prst var bleven hjrd i Hovedet.

"Jo -- for Kundskaberne har for dem fuldstndig mistet deres
Omstningsvrdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en
Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"

"Ja -- -- det er jo -- -- det er jo i og for sig ganske
interesselst."

"Synes De? Aa -- jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som
prver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag -- for der er
ingen Sag -- men de lever, saa lnge det staar paa, i hjere og
rigere Strben end vi Andre. _Det_ har alligevel Folk ondt af der
kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give
Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her
oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og der Aar
paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol -- som i de fleste
Tilflde er opdaget for lnge siden -- af Andre."

"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke."
Prsten vendte ham vredt Ryggen og gik.

Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.

"Der nappede jeg ham dog i Sjlen," tnkte han.

Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved
at komme og gaa, bringende Bger, krvende Bger -- og mens Stvet af
hundredaarige Bger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede
ned, lggende sig paa andre Bger, dkkende Tanke-Sarkofagerne i
stedse tttere og tttere Lag.




Mere end Flyge ret vilde vre ved det flakkede hans Tanker om Viggo
Bg.

Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han om ham? En Dag var han brudt
ind i hans Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa mange Andre
gjorde det -- det var det hele. Og alligevel fornam han det, som om
han i ham havde fundet en hemmelig Modstander, der stedse truede hans
Ro. Til at trffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han
havde paa Fornemmelsen, at Bg maatte vre bleven en hyppig Gst hos
Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra.

Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig
dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Lngden kunde fngsle
ham?

En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gre sig fri for ... Han
kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa
skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?

Til sit Besg valgte han en Sndag Formiddag. Det var ikke
sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gster.

... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han
havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske
sortkldt. Hans Nse skinnede endnu mere gldende og blank end
sdvanlig -- i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte
ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske
Skbne, at hans Nedtrykthed altid vede sin Indflydelse paa Nsen.
Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at
vre illumineret af Glde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest
sorgfuldt.

Han frte Flyge ind i sit Vrelse. Der stod en halvtmt Kop Kaffe, og
ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens
Eventyr, det eneste ikke-teologiske Vrk, som Hansen-Maagerup ejede.
Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han
gerne hertil.

"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges
Haand. "Jeg trngte saa meget til at komme til at tale med et
Menneske."

Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der ld Stemmer
inde fra Dagligstuen.

"Her er nok Fremmede?" sagde han.

"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er
for En -- det er En, der hedder Bg, han kommer her saa meget i den
sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe.
Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humr
til den Slags Pjankeri."

"Er der gaaet Dig noget imod?"

"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder
saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa
meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes
end man havde tnkt sig det."

Hans runde, blaa jne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe
Hnder famlede nervst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.

"Det er jo det," sagde han nsten hftigt, "at jeg gaar her og bliver
til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gre ved det: her gaar den
ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet -- det gaar ogsaa
-- og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke,
Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"

"Aa -- kre Ven -- Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa
mange Slags Begavelse."

"Ja, saa mange Slags -- men naar man nu ikke har nogen af dem ...
Jeg har aldrig tnkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid
haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til
Forelsninger og til Manuduktr. Men det hjlper mig jo aldrig det
mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil
blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drmme om Natten, at jeg er
oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst
bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at
forsge, om nu jeg ved det, saa skal det sjlden slaa fejl, at det
ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg
tr gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen
..."

Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevgelse og vedblev:

"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade
sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gre?
Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er
jo saadan, at Folk de gaar langt vk, bare de ser den. Undervisning
det har jeg ogsaa tnkt paa; men der har aldrig vret Nogen, der har
meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg
er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig
selv, Flyge -- og for andre med naturligvis."

Flyge saa paa ham -- forskende som en Lge, der undersger en
Patient.

"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor.
gteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde
samle Dig. Det er det, Du trnger til for at faa Eksamen."

Men Hansen-Maagerup rystede bedrvet paa Hovedet.

"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo vret forlovet en Gang
-- men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."

"Har Du det? Det har jeg aldrig fr hrt."

"Jo -- det var lige ved den Tid, da jeg frste Gang skulde op til
Eksamen -- ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ...
Vi vilde ikke have noget ud om det, saa lnge jeg ikke var noget. Men
det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang -- og heller ikke
senere -- og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi
med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det -- hun var fire Aar
ldre end jeg, saa hun kunde daarlig vente -- og nu er hun gift med
en Dyrlge ..."

Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik
Folk, pyntede og tilfredse -- gtefller omgivne af deres Brneflok,
Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have
glemt hele den vrige Verden -- -- eller unge Kvinder og Mnd, der
svlgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden
Brme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Sndag
og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod
her, forgrmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som
han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive
ved at gre det.

Disse Sndage var ogsaa de vrste for ham at komme over, isr naar
Vejret som idag var hjt og soltindrende. Han flte sig saa alene,
saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlngst borte
fra Byen: som Embedsmnd, Prster og Lger sad nu allerede Flere af
dem rundt om i Landet. Og naar han nu mdte til Forelsninger paa
Universitetet, flte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede
Lattermildhed boblede om ham. Af Slgtninge havde han kun en Onkel,
der sad i den fdrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans
lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde vret derovre.
Han vilde ikke hre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu
ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var
stukket i dem, ikke mde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke
fra sine Jvnaldrende i Sognet, dem han havde villet hve sig over
ved at studere til Prst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde
sig til -- Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var
hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uvrdig dertil.

Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans jne.
Med en hurtig Haandbevgelse viskede han dem bort -- men der kom en
til og en til -- hede og tunge piblede de frem -- og hans stakkels
rde Nse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...

Inde fra Fru Herdings Dagligstue hrte man Latter. Frst en strk og
klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i
Svlget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brl. Og
tilsidst en spd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa
nervse Ryk ...

"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snftede ganske
ubehersket.

Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Du skulde se at blive gift med Frken Herding," sagde han. "I vilde
passe godt sammen."

Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han nskede
virkelig i jeblikket, at noget saadant kunde lade sig gre. Selv
vilde han ogsaa fle en Art Lettelse derved.

Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.

"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."

Der var nogle jeblikkes Stilhed i Vrelset. Inde fra Dagligstuen
hrte man paany Latter og hjrstet Tale.

"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgls Klang, "jeg skulde
vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"

"Jeg vil helst vre fri."

"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. -- Bare
ikke give fortabt!"

"Jeg vil saa ndig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo vre, jeg
kommer senere ..."

Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene
derind.

Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armln vippede Hr. Klavs
Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og
midt paa Gulvet stod Viggo Bg. I den ene Arm holdt han en Stol, som
han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Frd med at hve
over sit Hoved.

"Fem -- seks -- syv -- otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bg
blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med
Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.

"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bg. Og Bg blev ved, til han
dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa
Panden af ham.

"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De
burde uddanne Dem."

"Uddanne mig?" sagde Bg, der imidlertid havde hilst paa Flyge.
"Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en
Gymnastikforening."

"Det er ikke tilstrkkeligt. De burde drive Sporten
forretningsmssigt -- stte Rekorder frsts -- komme i Bladene med
Medaille og Tilbehr ... Det er altid en Reklame for Deres private
Business ... Gentleman!" -- han rejste sig og bukkede for Flyge --
"habe die Ehre ..."

"Hvorfor har vi ikke set Dem saa lnge, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding
og fstede sine kuglerunde jne paa ham.

"Fordi man undertiden har godt af at bekmpe sit Hjertes Trang,
Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et
Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog jnene ned.

"Aarr" -- Fruen slog koket ud efter ham med Haanden -- "sikke noget,
De staar og siger!"

"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne!
Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige
ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"

"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge trt. "Jeg er
Biblioteksassistent."

"Pardon -- jo -- skal ikke glemme det. De finder Branchen
tilfredsstillende?"

"Det kommer an paa ..."

"Jo -- jeg fatter Dem fuldkomment. Den er -- selvflgelig -- i og
for sig srdeles reel -- men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der
mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum -- lidt W. C. og saadan --
moderne Udstyr i det hele taget."

"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."

"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamnd
godt tages en lille Entr -- for Bger det er jo alligevel --
dannende -- og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ...
Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne -- jeg
siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu
Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til
noget af den Slags -- og til mere med ..."

"Det tror jeg ogsaa."

"Glder mig -- glder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed,
Hr. ... Tillad mig at sprge: De er en jvnlig Gst hos Hr. Kandidat
Hansen-Maagerup -- kommer der undertiden -- jo ...?"

"Somme Tider."

"Ja -- jeg ved ikke -- vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag
-- Sommerlyst -- eller Alleenberg -- det morer mig at komme der en
sjlden Gang. Det er jo i den lidt ldre -- Stilart -- De ved, gamle
Fre'rik med Sekstallet -- sknt nu er jo det hele snart fuldstndig
omforandret derude ..."

"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding
ind.

"Netop ... Men for at komme til Sagens Krne: jeg tillod mig fr at
anmode Deres rede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille
Ekskursion. Men Kandidaten nskede ikke at entrere. Humret er nok
lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo
imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen -- og hvis nu De maaske
vilde gre os den re, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere
Kulr paa Leveren ..."

"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."

Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gre endnu et Forsg
paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst
vilde vre fri.

"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil,
det staar vi magteslse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"

... Efteraaret havde allerede nsten fuldendt sit Hrvrk. Fra
Trernes graagrnne Grene flagrede det tynde gule Lvvrk som
Tjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den
matblaa Hsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede
Silhouetter.

Man var krt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen.
Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bg gik
ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.

"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bg, "Ungdom,
Hjstrede! De kl'r hinanden, de der -- hva' -- gr de ikke?"

"Det gr de vist."

"Ja -- han er jo ogsaa en Knopsak -- ham dette lille Stykke
Kemikerskidt ... Jo -- man forstaar jo at iagttage den Slags. Han
skal ogsaa vre kommen morderligt efter det paa Fabrikken -- det er
jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam
gldeligt for min Sster -- i hendes Stilling -- som ubemidlet Enke
-- det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu
kunde blive ..."

"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Ssterdatter," sagde
Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det
alligevel givet et lille St i ham.

Han rgrede sig derover. Havde hun endelig saa strk en Appetit paa
dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende?
_Ham_ kunde det jo aldrig vedkomme.

"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo
saadan lidt ude fra Landet a' -- det gaar ikke saa gesvindt med ham
... Men naar frst de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal
lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre
er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo
arrangeret denne lille Selskabstur -- man vil jo gerne gre, hvad man
formaar. For ved De hvad: saa lnge de skal sidde og rkke Tunge ad
hinanden paa en Frstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt
Ndtrftspalerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i
Prekompotten."

Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hrte ikke mere synderligt
af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine jne bort fra det unge
Par der forude.

Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille
hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne
paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende
Iver, intet snublende Hastvrk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind
uddunste deres naturlige Varme -- det var alt, hvad man ansaa for
ndvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa
den Dag, da Frugten var moden ...

Selv gik han nu her for i paakommende Tilflde at kunne vre
Skrmbrdt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at
Kihler kunde stte ham ind i Sagerne. Hans Nrvrelse var egnet til
at dmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bg om, at
hele Turen var planlagt som en Flde for ham. Og paa den anden Side
var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og
hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene,
mens man lod de to Unge svrme paa egen Haand. Hvem kunde vide --
maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han vre med til
at lyse Velsignelse derover!

Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig -- det kunde more
ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor
gre de to Unge Fortrd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at
gro op imellem dem -- blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres
Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde
kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det
allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt
de vilde.

Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det vrige Selskab. Kihler
maatte halvvejs stte i Lb for at vinde med.

... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad
i Glas-Verandaen, var det nsten ligesaa godt som at vre i fri Luft.
Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i
Ryggen.

Der var kun faa Folk, og de frs hjtideligt i Sndagspynten. Kun et
Par unge Mennesker havde drukket sig rde i Kammen i Whisky, der i
stadig nye, sodavandsperlende Strmme skinnede gyldent i Glassene
foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i ttte og
tunge Flager, sendte de idelig svmmende jekast til Anna.

"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bg. "Det er da en
underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det
til dem."

"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have
Vrtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."

"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sr Maner, mange
Mennesker har her i Kbenhavn. De gr lige hvad der lyster dem.
Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi
der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde
vi lige prve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nre sig i Byen,
naar man en Gang havde forsgt paa de Kunster."

Hans Blik dvlede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var
tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.

Flyge saa det. Han mrkede ogsaa, at Bg befandt sig ilde ved hendes
Tavshed og sgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have vret
en Kurre paa Traaden, som han nu strbte efter at faa udjvnet.

Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han sgte
da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig
Veltalenhed.

"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han.
"Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og
hrte Tyrolere fr i Tiden. -- Kan Du erindre det, Karoline?"
henvendte han sig til Ssteren.

"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."

"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke vret saadan videre med paa
Trallaen i Dine yngre Epoker -- det har Du ikke ... Nej men -- her
havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige
derinde -- hun hed Sessi -- det var saadan en lille gevaldig En. Hun
var ligesaa bred over Enden som det Bord her -- ja, jeg overdriver
ikke, naar jeg siger det ..."

"Det var da ikke knt."

"Ikke knt? Hvad vil det sige, at det ikke var knt? Du kan sige om
den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er kn, fordi at
Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere
ligner et Pindsvin end en Hund -- men tag Du og se paa denne lille
Venus fra Milo -- af Thorvaldsen eller hvem hun er af -- saa skal Du
se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo
ikke har Skrter. Dette her med smale Steder over det hele -- det
kommer bare af Korsettet. Det har jeg lst om i en Lgebog ... Jo
Sessi var sgu netop kn -- hun var saadan -- landskabelig -- ja der
var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa
havde hun en Stemme -- den var, saa det bvrede indeni En, naar hun
rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt
Skvat den Gang -- jeg havde ikke noget videre at koste paa hende
..."

"Klavs," afbrd Fru Herding strengt, "mon det er vrd, at Du
fortller den Historie?"

"Aa skidt -- den kan sgu et treaars Barn hre paa. Nej men man var jo
en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for.
Saa hvad jeg havde at gre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg
sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen --
saa kunde vi kanske mdes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se,
jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg
haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor
meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' -- saa jeg
maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."

"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"

"Hun brndte mig sgu af, den Kltring. Jeg stod og ventede en halv
Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tnkte jeg, nu skal Du
se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved
saa mange -- hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de
kom og vilde have noget med hende at gre, saa frdig, Kre -- saa
kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Terne ... Men
ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"

"Nej?"

"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger:
hun blev senere Vrtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i
sit daglige Tj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tnke
sig. Men Bankoen den drak hun, det g."

Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.

"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager
Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi
synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider rre ved det.
Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gre et Skridt, naar
vi ikke kan se, hvor vi trder ... Men De gaar lige paa -- De har
ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden vre ligesaa
akavet, den vre vil -- De kommer dog til Rette med den."

"Jaha, det gr jeg sgu" -- han lo hjt og tilfreds og strakte Benene
fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter -- "jeg er saa tilfreds,
saa tilfreds. Jeg kan gre og lade ligesom jeg vil ..."

"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det _er_ godt,
siger jeg altid. Hvad mener De?" -- han vendte sig til Bg.

"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."

Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas jenbryn.

"Ja, det er rigtigt -- det kan sgu i al Fald vre det, naar man har
Raad til det. -- Skal vi tage en Bajer?"

Der var imidlertid Ingen, der vilde have l.

"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk
Have."

De rejste sig og gik. Bg gjorde Mine til atter at ville gaa ved
Siden af Anna, men hun undgik hans Flgeskab og gik om paa den anden
Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bg og gav sig til at
udvikle sine Leveregler videre for ham.

... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem de graagrnne Trstammer
i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som
et tungt, fast Kludetppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.

Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen
mellem Anna og Bg havde gget Flyges Nyfigenhed, og han gik og
grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.

Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding
staaende for at vente paa Kihler og Bg. Men Anna og Flyge gik
videre.

Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik
de mellem Grave.

Ogsaa Anna tav. Hun gik med snket Hoved, men hendes Skridt var
hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de
Andre. Han bjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gre
nogen Bemrkning derom.

Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende vre i Fred
nogle Minuter. Hun var jensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have
Tid til at trkke til.

"De er saa forstemt idag, Frken Herding," sagde han omsider.

"Jeg skammer mig." Hendes Stemme ld haard.

"Skammer Dem? Over hvad?"

"Over Onkel Kihler. Over -- det hele."

"Man vlger jo ikke sine Onkler selv."

"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."

Han fandt det hensigtsmssigt igen at give hende et lille Pusterum.
Trngte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skrmt
ind i sig selv.

"Frken Herding," brd han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig
ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gr mig meget
ondt, at jeg er kommen til at berre noget, som er Dem pinligt, men
-- ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved -- tror De ikke,
De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De
skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det -- men jeg synes, vi
har talt saa godt sammen fr ..."

"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"

"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."

"Det er det" -- hun ligesom huggede Ordene frem -- "det er det, at
jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I
Formiddags, da Bg kom -- og saa tidt i den sidste Tid, isr naar Bg
er hos os -- jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er
hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg
ikke maatte vide af."

"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud -- det kan jo vre noget, som
bare er til Deres Bedste."

"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt
udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er
og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det
Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig -- jeg kan blive helt syg af
det."

"Har De -- har De talt med Hr. Bg om dette?"

Der kom -- syntes han -- et hurtigt Blink af Mistnksomhed i hendes
jne.

"Hvorfor sprger De mig om det?"

"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."

Hun betnkte sig lidt.

"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden,
da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa lnge -- saa jeg
troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tnker. Men" -- hendes Stemme
dirrede -- "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og
le ad, hvad Onkel Kihler siger, sknt han ser, at det gr mig saa
bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gre og sige, hvad han vil -- men
hvad jeg tnker, det er der Ingen, der bryder sig om."

"Hm ..."

Mere sagde han ikke. Han kunde mrke, hvordan Annas Forventning
nsten bankede ham i Mde.

De kom imidlertid til en Bnk, og han opfordrede hende til at tage
Plads.

"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele
er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu
vrre. Det er ganske som man tager det ...

Vi vil Dem jo Allesammen vel -- ogsaa Deres Onkel -- men vi har ikke
vret rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt vrst mod
dem, de helst vil glde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver
bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spnder
hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om,
hvordan det skal vre. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag
lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt trre ind i sig. For
Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen
byder. Og Bg -- han gaar med jnene oppe i Skyerne og synes, at
Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i
Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med
deres jne."

"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."

"Jeg er ganske vis paa det. Men De -- De staar i et helt andet
Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem -- De kan
mrke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det -- De kan
ikke blive siddende inden Dre -- og De maa leve her paa Jorden. Er
der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bg lever
i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa
langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den
-- det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet.
Og at leve det er Lykken."

Han kunde se, hvordan hendes jne lyste imod ham.

"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt
alene -- naar de Andre nu ikke gr andet end at holde mig tilbage
..."

Hun rejste sig hftigt op.

"Jeg forstaar Dem saa godt, Frken Anna," blev han ved. "De maa jo
have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er --
slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tr ikke rokke
ved en lille Tddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive
drevet helt ud i det klare Oprr mod det hele. -- Er det ikke saadan
omtrent, De tnker?"

"Jo, det er vist det."

"Jamen har De nu ikke tnkt paa, at hvis De bliver ved med at
underkaste Dem, saa vil De en sknne Dag slet ikke mere vre i Stand
til at stte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil
komme det jeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er -- ikke kan
holde af hende."

"Ja," sagde hun hftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gre.
Jeg kan ikke vre anderledes end jeg er. Jeg _kan_ ikke gre mig
fri."

"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De
havde Nogen at holde Dem til udenfor -- Nogen, som De -- holdt af."

"Ja men det ..."

Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et nsten
umrkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han
stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hrdet Beslutning.

"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" -- og blev ved at se paa
hende.

Og mens han gjorde det, mrkede han, hvordan hun bjede sig ind under
hans Villie, som pludselig overvldet af en Magt, hvis Nrhed hun for
sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod.
Og han blev greben af en varm og strk Higen efter helt at befste
sit Herredmme over hende. I et Nu flj gennem hans Hjerne en Flok af
Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare,
logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid
til at veje og dmme dem -- skd dem blot hensynslst til Side --
alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt
Villiestyrke brd paa og gjorde sig mgtig over et andet Menneskes
Sind. Og Flelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke
afvise.

Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjlpels
som sunken i Kn.

Han bjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa
slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes
Lber aabnedes halvt -- som et Bger, der byder sin Vin til den
Trstende. Men idet han nrmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun
jnene -- som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som
hun dog ikke havde Mod til at mde.

Saa kyssede han hende -- lnge. Hendes Lber nsten klamrede sig til
hans, men de var uden Varme.

"Anna," sagde han blot, "lille kre Anna ..."

Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...

Bg var den frste, de traf. Han var gaaet ud for at sge dem. Men
Anna undgik at se paa ham.

Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemrkninger om, saa bleg hun
var, saa daarlig hun saa ud ...




Vinteren igennem havde Flyge vret forlovet med Anna Herding.

Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. Flyge havde ikke nsket
det, og det hjalp ikke, at Fru Herding var af modsat Mening. Han
havde vret fast bestemt paa at sejre i dette frste Feltslag. Hans
Svigermoder maatte fle sig utryg overfor ham, om en passende
Ligevgt i Forholdet skulde kunne opretholdes.

Men naturligvis kunde han ikke modstte sig, at der gik Budstikke til
Paarrende og Venner. Og da han desuden frdedes sammen med Anna paa
Gader og Strder, blev enhver Deklaration snart ganske overfldig.

Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese
af Etikettesprgsmaal, der satte hende i Bevgelse, og saa var det
jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tnke paa Udstyr med det samme.
Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at
drfte Forlovelsens mange Udenomssprgsmaal med. Bestandig flj
Nseklemmeren paa og af, mens hun selv fg som en aldrig hvilende
Hvirvelvind om de Nyforlovede.

Det rrte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup
sagde sit Vrelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den
skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit
Vsen. Det lod til, at han slet ikke lste mere. Naar han var inde
paa sit Vrelse, kunde man i Timevis hre den tunge Lyd af hans
Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjrns. Det hndte
ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen fr sent paa
Natten. Aldrig var sligt sket fr. Ja, en enkelt Gang kom han slet
ikke hjem fr den lyse Morgen -- jo, Fru Herding var rigtig bleven
saa forskrkket ved den Lejlighed. Hun forsgte at faa ham til at
sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og
rokkede saa hjlpelst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde
blive helt ssyg af at se paa det ...

Fr Jul var han flyttet. Og Bgs Besg blev efterhaanden sjldnere og
sjldnere.

"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have vret Dem," sagde Kihler
til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst
til at slaa nogle skve paa fri Haand endnu, inden De skulde i
Seletjet. Der kan De saamnd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den
Fornjelse, man kan faa, saa lnge man er ung, og der er sgu Piger
nok, naar en Gang De synes, at nu kan det vre nok."

Efter den Tid kom Bg ikke mere der i Huset.

Men Flyge frte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber
og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede
Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svb hos hende, naar hun gik om
hjemme, ene med Moderen -- Tanker om Livet, som det vel maatte leves
-- de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hrte og lste hun
Ting, der kom til hende som Svar paa lnlige Sprgsmaal.

Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som
gennemfarvedes hendes hele Vsen af friske, dunkle Blodstrmme, der
sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun
blev sikrere og frejdigere i sin Optrden, ogsaa overfor Moderen. Nu
vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en nsten fornjet
Selvflgelighed, der ligesom skd al Tvang til Side.

Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen -- Tidens oprrske
Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan
at hun ikke ggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved
Anna der stod Flyge.

Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornjet Sikkerhed. Hun
krtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han nskede det. Det
var, som havde hun altid vret vant dertil og aldrig tnkt sig, at
det kunde vre anderledes.

Men det hndte ikke, at hun selv sgte hans mhed. Og aldrig fornam
han sit Herredmme over hendes Villie saadan som den frste Dag.

Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Sprgsmaal aabent til sig
selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans
Sind som en sagte bankende Uro. Siden tnkte han ikke en Gang paa, at
det en sknne Dag _kunde_ stilles ...

... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbd Anna og
hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude
ved Kysten skulde det vre -- der fandt de vel et Sted en Lejlighed,
hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare
sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han
i nogen Tid kunde vre uforstyrrede af Fremmede og saaledes lre
hinandens inderste Vsen at kende.

Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke
just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker
boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der
havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge
strkt havde stttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.

De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der
var to Vrelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i
Kvistvrelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhrte, havde
sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Kkkenet.

Til Huset hrte der en Have, og i den var der et Lysthus,
sammentmret af halvraadne, skrbelige Brdder. Ellers overskyggedes
det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed
med en kdfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa
Huset klatrede en tungsindig og spd Rosenbusk, der aldrig kom i
Blomst.

I denne Have kunde man sidde og se ud over Sen, der ved Fiskerlejet
skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og
naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de
kraftlse Blger, saa en strk, raadden Duft nu og da bares ind i
Haven.

Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem
Brnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det
vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fstninger, eller de trak
Strmper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men
paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der
skd sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der kldte de sig af, og
under hje Raab plaskede den ene blegrde Krop efter den anden ud i
Blgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i
Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, fle Legemet
suse gennem Luften og Skvttet af Vandet, der lukkede sig over
Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig
til at lbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og
tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.

Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg
Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres
Lege. Han sad bare og blste paa Mundharmonika, vede sig taalmodigt
atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik
frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at
forvandle til Jammer ...

Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da ld Mundharmonikaens
dirrende Toner nsten som en Graad. Den lod sig ikke overdve af den
hjrstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar
de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen --
ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgster eller af de hse Brl
fra Sunddamperne, der som svmmende Sagndyr med rde og grnne
Ildjne skd sig frem gennem Sundet ...

Om Dagen gik Anna og Flyge jvnlig op i Skoven sammen.

De frste Dage havde Fru Herding gjort dem Flgeskab. Men lnge
varede det ikke, fr hun opgav det, for hun _djede_ ikke Varme. Den
mindste Anstrengelse bevirkede, at hun _fld_, erklrede hun, og ved
saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da
hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig
til at smaasove.

Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun
sjldent kom Skovgster men hvor der i Skyggen af fuldtlvede Bge
var en jvn Skraaning med bldt Grs. Der strakte de sig saa, og de
kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden -- Ord, der
jog Tankerne bort snarere end at vkke dem. Indtil de ogsaa blev
trtte af det og njedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i
det store Trs sagte gyngende Grene.

I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjl en stille og mt
Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden
Attraa var Krlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en
sagtmodig Plantevkst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen
over den med Sol og Regn -- den vilde blive ved at gro saa grnt,
suge sin Nring og skyde sine Skud, sunde og uden overfldige
Lngsler som den selv var.

Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lgge sin
Arm om Livet paa den unge Kvinde, der sknkede ham denne trygge
Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende
Kornmarker frte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til
Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Brnene legede Dagen
lang ...




Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han
ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem
havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede nsker kunnet jage
gennem hans Sjl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt
forbi. Her ude var han helt i Ligevgt og uden Lngsler af
nogensomhelst Art.

Og med en vis Glde mrkede han selv, at han begyndte at blive fed og
magelig. Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde
han sidde slvt hen paa Dkket og lade Solen skinne paa sig, til
Hjernen dvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med
betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede
Gader op i Biblioteket.

"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord
i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke
i Fortrd og han gr ikke Fortrd. Det er anstrengende at vre ond,
og det tager paa Krfterne at vre ulykkelig. Naar man ikke gider,
saa svver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."

Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I
det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store,
lykkelige jne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.

Og Flyge vede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle
Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et nske
frem.

Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gre at have Anna ved
sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nrhed, at han kunde
sge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld
godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles vre glad, saa lnge
han blot flte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.

Sjldnere end fr gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om
Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, sgte han nu ofte ud paa
Molen. Der indrettede han sig et Leje af trret Tang, trak sin Frakke
af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i
Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa
Himmel. Sagte Luftninger fra Sen strg hen over ham som med blde,
klige Kmpehnder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod
Bolvrket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Dsighed krb
igennem hele hans Legeme.

... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes
kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var
gnistrende solvarmt, og Himmel og S svmmede i en Overflod af
lyseblaa Lyksalighed.

Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strkke sig
paa det. Men frst sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik
strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Rgen stod lige til
Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes
mellem grnne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog
gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa
Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus.
Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske
vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behvede disse
Ting for at vre tilfreds -- ja at overhovedet intet i den vide
Verden var uundvrligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk
Luftballon gennem den rene, saliggrende Lediggangs ter, stolt,
fri, hvet over Jorderig ...

Men pludselig var der en Stemme, der tt ved Siden af ham sagde "Sov
vel". En Kvindestemme var det, og den ld, som sitrede der en
undertrykt Latter gennem den.

Han rrte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget,
overvandt han sin Magelighed og vltede sig paa Siden hen til Randen
af Molens Stenstning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolvrk
nedenunder.

Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for
hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rd Sljfe. Hendes Fdder
var ngne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to
smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig
nysgerrigt om og lb tilbage igen.

"Goddag," sagde han og lo ned til hende.

"Goddag, goddag." Hun nikkede op.

"Maa jeg komme ned til Dem?"

"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."

Et jeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolvrket.

"Jeg sagde jo, De maatte ikke."

"Nej, jeg hrte det," svarede han trt.

Hun havde trukket Fdderne op under Kjolen og sad og skottede hen
til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en
vaneagtig Blyhed. Hendes jne var mrkeblaa og spillede i et lille
kkt, nsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et
halvvoksent Barns. Men hendes Holdning rbede, at hun var vant til
Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.

"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.

"Af hvad?"

"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."

"Det gr jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."

De sad lidt og saa paa hinanden.

"De tillader maaske, at jeg trkker mine Strmper paa?"

"Vrs'god."

"Jamen saa maa De vende Ryggen til."

"Hvorfor maa jeg det?"

"Det kan De da nok begribe. -- Naa, hvad bliver det saa til?"

Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun ifrte sig Strmper og Sko,
forsgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstdte hun et
lille Hvin.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne -- forstaar De."

"Skal vi sige til Taaspidserne?"

"De er vist en vmmelig En."

"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"

"Ja. Fru Ellis Birger -- det er mit Navn."

"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben
Flyge."

"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"

"Ja."

"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"

"Jo -- Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."

"Det var en rar Fornjelse. Jeg keder mig, saa Vandet lber mig ned
ad Kinderne."

"Saa kan vi jo kede os sammen."

"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"

"Jeg har skam ingen Kone."

"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at
den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."

"Det er min Kreste!"

"Av! det var nsten endnu vrre. Saa er det nok bedst, vi dyer os
lidt."

"Aa -- det er en fornuftig Pige, min Kreste."

"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte
mig som en fornuftig Pige."

"Det kunde heller aldrig falde mig ind."

"Naa -- men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem -- hrer De det."

"Allerede?"

"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"

"Jeg takker."

"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mdding. Men De skal faa Lov
alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i
Maaneskin."

Med et St var hun paa Benene og entrede op ad Stenstningen. Han
fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.

Haven var ret stor og gik lige ud til Sen. Men den var yderlig
forsmt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrgtighed med
Blomsterne i Bedene, og Plnens grnne Grstppe spttedes af hvid
Tusindfryd og af gul Lvetand.

I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede.
Han var ifrt en brun Fljls Dragt og Lakstvler, men Tjet var
forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hnder tilklbede med Snavs.

"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bjede sig ned over
ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet
bort med Kresten, hva' -- og har ladet Truttemand ligge? Det skal
Truttemand ikke bryde sig om -- naar han bliver stor, skal han ogsaa
faa en Kreste -- han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej,
Mama vil ikke nysse ham -- Mama kan ikke li'e Kys, der smager af
Snavs -- rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."

Hun vendte sig til Flyge:

"Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sd -- ikke? Men der
gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gre ved
det."

"De skulde luge det bort."

"Jamen Gud -- det kan man da ikke selv gre. Min Mand er i Byen hele
Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvre. Der gaar En her med en
stor Lap paa -- bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham
har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede
bare -- ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her --
det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."

"Aa ..."

"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke vre det bekendt i Grunden.
De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pnt.
Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige lb fra os
til den frste -- nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige
bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun
holder Hvedebrdsdage -- naturligvis."

"Ja ja -- naar De ikke vil have mig ind, saa ..."

"En anden Gang maaske -- naar Birger er hjemme -- han er saa rar --
han er hos en Sagfrer ... Vil De ikke ha'e noget -- vil De ikke ha'e
l?"

"Nej Tak."

"Vi har heller ikke noget ... Det er skrkkeligt her paa Landet --
man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu
varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gre end at drikke l.
Og det kan man ikke faa."

"Man kan jo gaa i Vandet."

"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"

"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"

"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror
De?"

"Kre Frue -- _det_ Sprgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."

"Nu tnker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for
mine jne mere."

"Aldrig mere?"

"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kreste. Det er
saadan en lille blond En -- ikke? -- jeg har set hende, naar jeg er
gaaet forbi ... Hun er for Resten sd -- hun er altfor god til Dem
..."

Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hrte han hende synge for
Drengen:

    Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris --
    paa den gode gamle Vis.
    Hun var sd, og hun var dydig
    men mod Peter var hun lydig
    og hun smeltede som Is --
    paa den gode gamle Vis ...

Flyge stod og lyttede. Saa frimodig ld hendes Stemme, saa barnligt
uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes
Vsen skulde vre Naivitet.

Men pludselig rev han sig ls og gik hjem.

Han slog ind paa den smale Smge mellem Fiskerhusene. Naar han gik
denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og
ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den
aabne Plads mellem Haven og Stranden.

Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at sge
Hvile paa sin sdvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur
med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.

Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og
stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hnderne dybt
begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Rgskyer,
der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende
ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hnderne og gik syngende
frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slbende og srgmodige
Toner.

Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han flte hendes Hoved mod sin
Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende
og sdt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.

Han _vilde_ ikke leve det anderledes. _Vilde_ ikke lokkes ud i
ggende og urolige Eventyr.

Men alligevel klang stadig i hans re en Stemme, enkel og spd men
sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...




En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna,
traadte Fru Ellis ind ad Laagen.

"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer."

Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder.

"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det
noget overraskende Besg. Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et
Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han
tilfldig havde mdt dem sammen.

"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger
nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi
ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo
leve meget konomisk ... Hvad er det, De syer der, Frken?" Hun
bjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning -- hvad? Hvem
der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig
at vre ved Teatret -- og man saa oven i Kbet har en lille Dreng,
som trnger til Ens hele Omhu."

Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde ifrt sig
en tarvelig, mrkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var
skilt i Midten og strget glat og puritansk til Siderne.

"Har De Brn?" sagde Fru Herding nsten bebrejdende. "De er jo nsten
selv et Barn. -- Hvor gammel kan han vre?"

"Han bliver saamnd tre Aar til Efteraaret."

"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have vret gift saa lnge?"

"Ork, vi har vret gift i tre Aar nu -- nej tre og et halvt er det da
-- nsten fire." Hun slog jnene ned og syntes fuld af sd
Forvirring.

Men da hun atter hvede Blikket, var det for at bede Fru Herding
laane hende noget Smr. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun
havde glemt at faa Penge af sin Mand, fr han tog til Byen. Og her
ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.

Hun fik Smrret og gik.

"Det var da en sd lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som
dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved -- mange
Gange. Det er jo ogsaa et _Liv_, de frer! Man maa jo takke til, at
ikke En af Ens Egne er gaaet _den_ Vej. Men naar de har den rette
Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se
paa, at hun er anderledes end de fleste de er."

"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.

"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."

"Operette-Ingenuer -- det kan gerne vre."

Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende
paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stnk af Ironi.

... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Sndag,
og som Flge af Butikslukningen var hun kommen i en strk Forlegenhed
for l. Der var netop kommet Fremmede fra Byen -- ganske uventet. Fru
Herding var henrykt over at kunne hjlpe hende.

Nste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var hj, mager og
sortsmudset forsoren, kldt i en flunkende, lys Sommerdragt, der
gjorde et frdigkbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen
var denne Gang i mrkegrnt Fljl.

De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens
Naboer -- og saa takke for de smaa udviste Tjenester.

"Rrt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hlene sammen. "Hun
er vel ikke for slem ved Dem?"

"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.

"Nej -- ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hderligt laaner af Dem."

"Jamen det haster da aldeles ikke."

"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfrde
mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."

"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet
ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrgtig imod mig."

"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfgtet ved, "ligesaa fingernem
til at have med Penge at gre som en Vaskebjrn til Sukker. Jeg tror,
de virker paa hendes Portemonn som Klpulver. Derfor _maa_ hun af
med dem. Der har faktisk ikke vret et Tikrusdyr i hendes agtede
Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at
sige forud."

"Aa, De hrer da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.

"Nej, det _var_ da ikke godt," svarede Fru Herding.

Birger opsgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt
begyndte han endogsaa at sknke ham en vis Fortrolighed.

"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i
Fantasikirtlerne."

"Hvordan forstaar jeg det?"

"Jo -- hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."

"Saa det kan De ikke?"

"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig -- det ved Gud hun gr, det
lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal
vre sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig -- jeg siger: lad os bare
vre fri. Vil hun more sig selv -- det er noget andet. Men maa jeg
saa bede om, hun gr det, naar jeg ikke er til Stede."

"De er meget liberal."

"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver
delagt. Gr mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg
kan sgu ikke."

Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjlp. Men naar Birger var i
Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jvnlig sammen med Fru
Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi.
Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bnk, mens Barnet fik
Lov til at rode i Jorden.

I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der
var slet ikke pnt, blev hun ved at sige.

Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de
forbudne Enemrker.

Ifrt en Frisertrje laa hun paa en Chaiselongue og lste i en gammel
Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgrde fld hendes
oplste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svmmede det
med Bger, Papirer og Rollehfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og
forsgte at synge "O Dagmar", mens han fgtede i Luften med et
gammelt ituslaaet Barometer.

Hun foer op med et lille Skrig.

"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke
vilde ha'e det?"

"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg
ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor
skal man saa skamme sig over det?"

"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Rverrede -- skulde jeg
vre som den?"

"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprrske Tanker. Et
kldeligt Neglige. Lsning flydende om i broget Uorden ... er _det_
maaske ikke Dem? De er selv en Rverrede, meget rede Frue."

"Men det klder mig, vilde De sige. Ikke?"

"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke,
hvorfor en Kvinde skal vre ordentlig. Det er dog ellers Manden, der
i Tilvrelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Krligheden. Men
Krlighed er aldrig regelmssig, aldrig efter en Snor, end sige
pedantisk. Krlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned -- _skal_
vre det. -- Frue, dersom De vidste ..."

"Jo Tak, jeg ved det saamnd storartet. Men nu maa De tillade mig at
tage en Smule ordentligt Tj paa."

"Vrs'god."

"Jamen -- naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt
se det andet med."

Hun tog Frisertrjen af og ifrte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.

"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog
Drengen om Livet og satte ham udenfor, sknt han brlte i vilden Sky
af Arrigskab og sprllede i Luften med sine korte, tykke Ben.

Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en ls
Knude og stnkede sig med Parfume.

"Se saa," sagde hun, da hun var frdig, "er jeg nu smuk?"

Hun havde nrmet sit Ansigt tt ind til hans. Og halvt uden at gre
sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.

"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De,
min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde vret hjemme? Jo, De
er sandelig en net Herre!"

Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit
stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede
hans Nerver som en Fortjning, naar der kastes los.

Men Fru Ellis gik med smaa vvre Trin hen imod Dren. Han fulgte
langsomt efter. I den snvre Entr stillede hun sig i Vejen for ham,
saa han maatte smyge sig tt op ad hende for at naa ud i det fri.

Saa gik de sammen ud paa Molen ...

Men nste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans rind var at sge
en Vennehaand i et pinligt jeblik. Nogle Penge, som han havde gjort
aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne.
Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner,
skulde det for al sin timelige og evige Velfrds Skyld. Og da han her
ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa _maatte_ han
henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa lst.
Pengene skulde -- her svor han dyre Eder -- blive betalt tilbage med
den mest njeregnende Punktlighed.

Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...

Han _fik_ Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at gteparret Birger
var krt til Byen i lejet Landauer.

Den nste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.

Birgers var jensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos
dem, sknt det var hjt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de vre
blevne i Byen om Natten.

I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt
ham en Smule at passiare med Fru Ellis.

... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strg kun en sagte
Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstnkede Vand. Men
om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af
al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Trer.

Flyge flte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i
den sidste Tid havde han kun sgt Annas Selskab et Par Timer om
Eftermiddagen. Og saa regelmssig var denne Sdvane bleven ham, at
det nu nsten vilde vre paafaldende, om han gik ind og satte sig ved
Siden af hende paa Bnken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.

Han fandt Sde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte
hende. Over hendes Skd laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned,
og han saa hendes Haand fre Naalen frem og tilbage igennem det --
frem og tilbage.

Det var Brudeudstyret, hun syede paa -- hendes og hans ...

Og pludselig blev han greben af en strk Higen imod hende, som hun
sad der, halvt skjult af dette blgende hvide Lin, med de blaa,
alvorlige jne snkede mod Arbejdet. At dvle hos hende vilde vre
som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset S, under hvis
spejlblanke Overflade rene og lskende Kilder altid fornyede Vandet.

Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede
frem fra hans Sjls Dyb. Hans Hustru -- Kvinden, der skulde fde hans
Brn -- hun, hvis blde, varsomme Hnder skulde lgge sig dulmende
paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende
Tanker!

Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos
hende -- sidde der hver Dag -- ikke vide af nogen Anden end hende,
var det end nok saa flygtigt!

Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme
synke. Og med en ligegyldig Bemrkning gik han ud ad Laagen, ned til
Stranden.

Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde
fundet der nede, var vegen fra ham.




"Fru Birger er her for at sprge, om vi ikke kunde have Lyst til at
se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."

Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. Fru Ellis sad i Sofaen,
smilende elskeligt og jomfrueligt.

"Tak -- jeg ved ikke -- det er elskvrdigt af Fruen." Flyges Tone var
koldt hflig. "Hvad mener Du, Anna? Har Du Lyst?"

"Jeg vil, hvis Du vil."

"Det vil I naturligvis med Fornjelse," sagde Fru Herding afgrende.
"Det var saa opmrksomt af den lille Frue."

Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog jnene ned, kyssede hende paa
Panden og sagde:

"Er hun nu ikke kr?"

"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.

"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min
Svigersn er ogsaa saa forfrdelig optagen af sin Kreste,"
henvendte hun sig paany til Fru Ellis.

"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok frdige med
at gre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."

"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."

Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.

Men Indbydelsen var altsaa modtagen.

-- -- Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der
den nste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn,
prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer,
Drosker, der luntede frem som en jvn Passiar. Tidt maatte de holde
stille i lange Rkker, og der var Folk, som rejste sig op fra
Sderne, ubndige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager
mod Kuskene, der indbyrdes skndtes og som lod Piskene smlde over
Hovederne paa de snftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene
snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende
med vagtsomme jne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar,
snart holdende sig varsomt tilbage.

Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel
Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Lb for at komme ind og
erobre sig de bedste Pladser -- uordnet, vltende sig frem som
skrmte Faar. Og Trerne udenfor Indhegningen var tt behngte med
Drenge, der var klatrede op for fra dette hje Stade at kunne se over
Plankevrket ind paa Sportspladsen.

Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i
Tusindvis, der snart trngtes frem og tilbage og snart blev klemt
fast i en tt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde rre sig.
Men over alt dette mrke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes
Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede
atter Menneskeansigter frem, harmfulde, slve, taalmodig ligeglade
eller begejstrede -- et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af
Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede
sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre,
mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der nsten
helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternlere sig
igennem Mngden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optrde,
trngte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar
man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne
fat med fornyet Styrke.

Fru Ellis kedede sig.

"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen
og faa os noget l?"

"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa
Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene
eller af den anden Slags."

"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har _Du_ Lyst til at
blive her og omkomme af Trst og Varme, saa vrs'god. Det er mig saa
raslende ligegyldigt."

Flyge sagde intet, sknt hun jensynligt ventede, at han skulde
tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og sknt
det voldte dem Besvr at komme frem i Mngden saaledes, blev han ved
at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst
for at slippe hende.

"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en
noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rrende -- man skulde tro,
Krligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give
de Elskende med Hank?"

"Smaa Piger maa vre artige, naar de er ude at spasere med fremmede
Folk," sagde Birger trt.

Anna havde intet hrt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var
hendes Opmrksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.

"Se," brd hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke -- jo -- er
det ikke Bg?"

"Hvor?" Flyges Stemme ld uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."

"Jo -- jo vist er det saa -- kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte
til ham -- saa maaske han faar je paa os."

Og hun gav sig til at vifte. Frst med Parasollen, saa, da det ikke
hjalp, med Lommetrkldet.

"Jo -- nu har han faaet je paa os -- nu vifter han igen ... Nu
kommer han hen til os -- bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er
det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med -- kan Du se --
Hansen-Maagerup ..."

Virkelig banede i dette jeblik Viggo Bg sig Vej i Stimmelen -- med
Hansen-Maagerup i sit Klvand. Han brd hensynslst paa, skd til
Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt tsede sig gennem
Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled
Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortkldt, med en skyggestrk
Straahat skrmende over sig som et mgtigt Tag.

"Frken Herding!" sagde Bg, da han var naaet helt hen til hende,
"Frken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde trffe Dem her!"

Han greb hendes Haand og trykkede den. Frst saa besindede han sig
paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup
gav dem Haanden, tavst, med bjet Hoved, som vilde han bevidne dem
sin Deltagelse i en eller anden srgelig Anledning.

Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da
Bg trykkede hendes Haand.

"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.

"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"

"Nej tvrtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote.
Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."

"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.

"Det just ikke. Men Idrtsmand er jeg rigtignok."

"Ja, det kan man jo nsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder
af Muskler."

"Nej, det var da en forfrdelig Opfattelse af Idrt, Frue. Ja
undskyld, men Idrt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det
kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Krfter, naar man ikke er
fuldkommen Herre over dem."

"Om Forladelse, Hr. Idrtsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om
Forladelse."

Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte
hjt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da
Forestillingen skulde begynde. Og man _krvede_, at de skulde mde
frem.

Der var de -- man bjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre
at se -- der -- der -- nej, det var alligevel ikke dem -- jo der --
der ...

Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemngden. Et Par
ubedkkede Hoveder bevgede sig frem gennem Stimmelen. De svmmede
som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mnd op ad Trappen til
Forhjningen, hvor de skulde optrde.

Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med ngne,
senesvulmende Arme og kraftige, solbrndte Nakker. Jubelen fra
Publikum bruste op imod dem.

"Det er sgu Mrbrad," sagde Birger.

Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt
som to Tyre, der flder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i
hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden
hver isr vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side,
sgte de af og til at faa fat paa hinanden.

Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke
til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes,
mens jnene beholdt deres spejdende, gennemtrngende Udtryk.

Paa en Gang trnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne
slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han sgte at lfte ham op fra
Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spndtes,
som skulde de stemme imod en uhyre Vgt, og to store Hnder greb
krampagtigt i Modstanderens Kd som to Rovdyr, der bed sig fast. Og
pludselig vaklede begge de to overstrke Mnd. De svajede et jeblik
frem og tilbage -- saa laa de paa Jorden, rullende deres Kdmasser
sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og
sitrende Muskler og strittende Ben ...

Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.

"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo -- nu falder han -- han er underst
-- han _er_ underst -- nej ..."

Kmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse
Vejret, mens jnene stirrede fjendsk ud af de rde, svedglinsende
Ansigter.

"Synes De om det, Frken Anna?" sagde Bg.

"Nej -- jeg synes, de ser saa onde ud."

"Det gr de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gr
altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var
noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."

"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge --
det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske
lide Gymnastik og den Slags -- hvor man ser nogle fjottede Fyre
springe om i Jerseyliv og Underpermissioner -- hva'?"

"Ja, det kan jeg netop."

"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det --
det vil jeg nok sige! Nej dette her -- det er noget. De ser saa yndig
dende, gloende gale ud -- og sikke nogle Muskler, sikke nogle
Mandfolk!"

"Ja det er jo noget for -- for dem, der ikke forstaar sig paa
Idrt," sagde Bg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten
forfngelig."

Fru Ellis lo.

"Man skulde tro, De var Prst."

"Det vilde jeg ogsaa nske, jeg var, selv om jeg ikke vilde vre af
dem med Pibekrave. Men man kan jo prke paa mange forskellige Maader.
Jeg vilde nu bare prke om, at man skal _ville_ noget. Og det skal
ikke bare vre saadan noget som at tjene Penge eller blive bermt
eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det.
Det er derfor, jeg holder af Idrt, for den vnner Folk til at ville.
Jeg har selv trneret til Kaproning -- jeg kan forsikre Dem for, jeg
tnkte ikke paa Prmierne -- og jeg fik for Resten heller ingen --
jeg tnkte bare paa at _ville_, ville ... Og saa fle, at alt det,
som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber
sammen -- til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det
-- De er jo ved Teatret, Frue -- er De ikke?"

"Haha -- nej han er sd -- han sprger, om Ellis Birger er ved
Teatret -- det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger
ved Teatret -- og det er godt for Teatret, det samme -- i disse slje
Tider ..."

"Naa ja -- saa maa De vel have flt det samme -- paa en anden Maade.
For Kunst forlanger jo ogsaa, at man _vil_ -- uden at man tnker paa
noget andet -- paa Pengene eller ren -- naar det da er god Kunst
..."

"Ja, De er fremdeles sd ... De burde udstilles. -- Burde han ikke,
Flyge?"

Flyge havde ladet, som om han ikke hrte Samtalen. Men i Smug havde
han set, hvordan Anna var helt optagen af Bgs Ord. Hun lyttede til
hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da
man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik
fuldt af Forventning mod ham.

Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna
nsten bydende syntes at ville lgge Beslag paa hans Mening. Og
derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.

"Ja," sagde han, "Hr. Bg er jo ungtelig lidt for god til denne
Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa
har Villien i al Fald ingen Vrdi i sig selv. Det eneste, det kommer
an paa, er _hvad_ man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde vre
anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar
man i Forvejen vil, behver man ikke at ville ville, for saa kan man
det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin
Villie. Man kunde snarere stte sit Maal i at se at blive af med
den. Jo mindre Villie man har, des frre Forndenheder har man
ogsaa."

... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for
Annas Ansigt og gre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse
af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at
modstaa Fristelsen til at forflge sin Tankegang.

Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svkkelse som
det hjeste Gode. Blot se at tmme dette rebelske Dyr, der arbejdede
indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at stte Menneskenes
Tilfredshed med Livet paa Spil.

Viggo Bg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mngden
en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der hje Raab mod
Brydertribunen. Tusinder af gldende, ophidsede Ansigter var vendt
mod de to Mnd deroppe. Og rundt omkring Forhjningen opstod der en
strk Blgegang. Man trngtes, man skubbedes -- Kvinder skreg og Mnd
bandede og skldte -- det saa ud, som vilde man lbe Storm. Og et Par
guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.

"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af
Hansen-Maagerup. "Fj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Ljser!
Han kvrker ham -- kan De se, min Herre" -- han greb ildfuldt
Hansen-Maagerup i Armen -- "han kvrker ham, den nederdrgtige
Mghund! Fj da, fj da, fj da for Satan!"

Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:

"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede
Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel -- ellers
sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"

Hansen-Maagerup sgte lempelig at gre sig fri. Men da det ikke
lykkedes, raabte ogsaa han et spagfrdigt "Fy, fy!"

Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven
med Lemmerne strakt fra sig som en dd Tudse. Den, der var verst,
havde plantet sin flade Nve over hans Nse og Mund og sgte paa
samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa
de traadte frem som spndte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaardt,
og jnene syntes at skulle trde ud af deres Huler.

Fru Ellis klappede.

"Kvl ham bare! kvl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at
se paa! Se, hvor han gi'er sig -- klem til, klem til!"

Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind.
Og begge Bryderne rejste sig.

"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til
Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde
vre, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv
ulykkelig for det en Gang i Tiden."

Mandens Stemme bvede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis
lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.

Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kmperne havde trykket
sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge
og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage
sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brl af Stemmer, et
rasende Skrig af Begejstring, af udlst Spnding, af brutal Glde
over Styrken. Og Lommetrklder og Hatte svingedes, mens Manden
deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...

Saa strmmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under
Puf og bidske Ord.

Da man langt om lnge var naaet ud i Skoven, vilde Bg og
Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna sgte at holde dem
tilbage.

"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad
ved at se Dem."

"Jeg vil helst vre fri, Frken," sagde Bg ligefremt. "Men jeg
tnker, vi mdes en anden Gang. Det gr vi ogsaa, det kan slet ikke
vre anderledes."

Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige
og fugtige jne og saa paa Anna.

Ved den nrmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bg sig om og
svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Trerne havde
skjult dem for hende.

Saa gik hun langsomt efter de Andre.

"Sikke to sre Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok
Prst og den anden Degn."

Og Flyge istemmede hendes Latter.




gteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En
Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og nsten alle de stedlige
Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit.
Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Mde for at
forhandle om en mulig flles Optrden mod de Bortdragne.

Fru Herding gik hver Dag ud for at sprge nyt i denne ophidsende Sag.
Hun struttede nu af lftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa
godtroende havde budt velkommen hos sig.

Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Ds. Han savnede oprigtigt Fru
Ellis. Hendes sorglse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strget
bldt hen over hans Vsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at
en Mngde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trngte sig ind
paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han
som nu haft je for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand,
denne evige Tanglugt, disse tvre Fiskere, der drev om med Hnderne i
Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne
forekommet ham saa trange og saa hyggelse, Haven saa ynkelig og
forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen,
hvis Toner ld som Graad af smaa Brn, og spillede, spillede --
spillede hans Nerver snder ...

Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var
det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen
begyndte at drysse, fin og tt som et ensformigt, graat Slr. Naar
han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten
af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og
lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trsteslse graa -- efter
en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de
ikke, og mest var det om Vejret.

Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod
Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som
hun havde vret det fr sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som
om hun frs. Hendes jne blev paany forskrmte og forknytte. Og det
lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.

Fru Herding var utrttelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der
fejlede hende, var en Smule Blegsot.

"Hun er jo i saadan en vrippe-vrkelig Alder," sagde hun. "Det er
Blodet, det er galt med -- hun skyder for strkt i Vejret, saa vil
det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."

Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig,
foreslog Flyge sin Svigermoder og Kreste, at de skulde opgive deres
Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glde ind
derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Vrk.

Sjldnere end fr kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem.
Han genoptog det Kafliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han
af at komme paa Kafen hen imod Aften, naar der var frrest Folk i
Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og lste
dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden
Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem
sine Tanker.

En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til
at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.

Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad.
Hans journalistiske Sromraade var Beundring. Han hyldede store Mnd
og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgd han ogsaa
selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svmmende
Henrykkelse. Han havde vandblaa jne og Lokkehaar og gik om i en
stadig forbavset Lftelse.

"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"

"Jo." Flyge saa trt paa ham.

"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen
Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand,
Hr. Bg -- Viggo Bg -- jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid
siden ved en Brydekamp ..."

"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."

"Det gr heller ikke noget -- vi vilde gerne have saa upartiske
Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en
Opfindelse?"

"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."

"Jo" -- Journalisten tog Plads ved Flyges Bord -- "det skal oven i
Kbet vre en meget opsigtsvkkende Opfindelse. Den gaar ud paa at
fremstille Brd af Straa -- eller Grs ... men De maa endelig ikke
tale om det, fr vi har haft det i Bladet."

"Jeg skal holde tt."

"Ja for De forstaar, hvor mgtigt det er -- man kan knap fatte det,
synes jeg."

"Det er jo heller ikke saa lidt."

"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem,
Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder -- lidt
Biografi, nogle Trk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans
Portrt ..."

Flyge begyndte at more sig over hans Iver.

"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske
almindeligt ungt Menneske. Han gr nrmest et lidt ubetydeligt
Indtryk."

"Det gr aldeles ingenting -- jeg havde netop tnkt mig ham saadan
... Han er ikke nogen lrd Mand -- vel?"

"Nej jeg tror ikke Lrdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget
sin Eksamen."

"Det er udmrket -- jeg kan nsten sige, jeg havde nsket mig ham
saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og
Digler -- saa vilde det blive noget helt andet: et Sprngstof --
eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brd, han maa have
gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel -- paa en Solskinsdag,
tnker jeg mig. Der er han gaaet, og han har flt sig saadan til
Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mdte. Men allevegne, hvor
han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker,
som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i
ham, at ude paa Markerne der var der Guld -- ja mere end Guld: der
var det Brd, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til
dem, der sulter ..."

"Det er smukt."

Journalistens jne lyste:

"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg trffer, og jeg
kan ikke lade vre at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve
netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk,
som har saa mange politiske Bekymringer -- Herregud, Frisindet maa da
sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om
det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket
nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i hjere Grad for
hver Dag, der gaar -- det er det store. At leve nu -- det er jo som
at vre med i en Hr, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og
erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge,
endnu inden vi dr, vil vi se en lykkelig Slgt vokse op om os. Det
ene af Fortidens Spgelser efter det andet forsvinder jo -- de, der
er dde, de dde Profeter og dde Idealer -- dem frygter vi allerede
ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spgelser: de
store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfldigheden, Fattigdommen
..."

"Og det skal Hr. Bg bidrage til?"

"Ja -- De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa slsomt,
slsomt. Men De skal se alligevel -- min Kilde er tilsyneladende
ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans
Forhold?"

Flyge begyndte at fortlle, hvad han vidste om Bg, hans
Familieforhold, hans Alder og Fdested, hans Ydre og Sdvaner.
Journalisten noterede. Men pludselig afbrd han ham:

"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det
er saa ndvendigt for mig at lre den Sjl at kende, som hans store
Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den
-- i Sammenhng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale
Sprgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand,
saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu
er han Videnskabsmand -- saa er det Sjlen, de nsker at se."

Flyge lo:

"Hans Sjl -- jeg har paa re ikke noget nrmere Bekendtskab til den.
Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."

"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"

"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke
en Mand af mange Ord."

"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret
med Hovedet. "Har De ikke lagt Mrke til, at Flertallet af dansk
Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer
Krfter. Det vil vise sig en sknne Dag. Der kan endnu i vor Levetid
ske Omvltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se
det stille Vand rre sig. Jeg sprger Dem: hvor tror De da, man vil
finde Viggo Bg? Mellem de Unge naturligvis -- mellem dem, der
stormer frem! Ikke sandt -- det tror De da?"

"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne
Blade!"

"Ja ikke sandt -- det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv --
jeg kan godt sige revolutionr -- ja paa ingen Maade intolerant --
jeg har Agtelse for enhver Overbevisning -- selvflgelig ... Men han
_maa_ vre med i Fremskridtet -- ikke sandt -- det er han ... De har
maaske endogsaa hrt ham udtale det?"

"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."

"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham -- fuldstndig.
Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fllestitlen
'Det stille Vand'. Det skal vre om alt det, som gror op fra neden,
fra de Unge -- i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa
stille her hjemme. Det skal vre om Arbejde frst og fremmest -- og
om Tanker -- om en ny Sdelighed og et nyt Samfund -- forstaar De: i
dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By -- et nyt
Jerusalem kan man kalde det -- med Taarn og Tind. Nu har De givet mig
Stof, for Viggo Bg skal naturligvis vre den frste, der omtales
deri, fordi Brdet er det frste af al Ting ... Bare jeg nu kan faa
Lov at skrive meget, rigtig meget -- to Spalter, det er det mindste
... Maa jeg takke Dem for Deres vrdifulde Oplysninger og for den
store Elskvrdighed, hvormed De har givet mig dem ..."

"Aa, jeg be'er ..."

Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:

"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bg selv om disse
Oplysninger?"

"Jeg har vret der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gre det
hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.

Men saadan maatte han jo vre. Ellers vilde han ikke vre det stille
Vand."

Han var ude af Dren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser,
som han havde glemt.




Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven
bekendt, havde Viggo Bg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse
nrmere sammen.

Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men de havde
stadig truffet sammen, paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og
ganske umrkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. Fra vidt
forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed.
Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over
Bgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilvrelsen ligesom
blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre
Ord.

Oppe paa Bgs Vrelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende
og rygende.

Hansen-Maagerup sknkede Bg hele sin Fortrolighed. Han forklarede
ham, hvordan han var krt fast i sit Studium, saa han ikke mere
jnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han
nogensinde havde tnkt paa at blive Prst, for han vidste saa
inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa
derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige
fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste,
der nogensinde vilde kunne mtte hans Sjls Behov. Og hjemme i
Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hrt, at han da nok en
Gang blev Prst, saa meget som han hang over Bgerne ...

Han huskede saa tydelig den frste Gang, han hrte en Forelsning i
det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjl, og i et
jebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at
vre En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde vre med at
bygge Kirken op paany i en vantro Slgt. Men skaansellst havde Livet
plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grnne Tr, til der
nu nsten ikke var flere tilbage. Nu -- ak nu vilde det mindste og
mest ubemrkede Hedekald synes ham en overvldende Lykke ...

Bg havde sgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog vre
til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den,
og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det
hele ganske roligt og skdeslst og var lige glad, om ogsaa et eller
andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...

Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og
gik op til den skriftlige Prve. Men straks under det frste Fag
flygtede han -- ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og
Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rdsel over ham, mens han sad
og stirrede sig r paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig --
og var undveget som en Forbryder ...

Saa indsaa Bg, at ethvert yderligere Forsg paa at spore ham gennem
Eksamens-Ilden vilde vre rkeslst. Men fra nu af blev han ikke trt
af at indskrpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord.
Saa lnge han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for
ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmgtig Byrde over ham --
han maatte en Gang se den Sandhed lige i jnene. Men Livet maatte da
ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han
ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke
grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.

Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med bldende Hjerte givet efter for
hans Grunde. I et Hjrne af sit Vrelse havde han en stor Kuffert. I
den havde Bg gemt hans teologiske Bger og taget Nglen til sig. Og
hjtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, fr
Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling.

Langt om lnge var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var
bleven Lrer ved en Skole for forsmte Brn. Her krvedes ikke store
Kundskaber, kun en hj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad
han. Han anvendte kun ndig Straf, og da pinte det ham altid saadan,
at han i flere Dage derefter kunde vre greben af den dybeste
Modlshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskrpe de
samme Grundstninger, at paavise Velsignelsen ved at gre det gode og
Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber.

Han flte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det,
at Lnnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham
jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han
stillede til Livet.

En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgrende
Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det kbenhavnske
Velgrenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad
Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hrte
med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres srgmodige eller
indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie
Udsigt til Hjlp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret.

Men det hndte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens
Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for
Hjlpen. I saadanne Tilflde flte han en dyb personlig Skuffelse.
Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansger, hvorfor
Selskabet umuligt kunde imdekomme ham. Han udviklede omhyggeligt
alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale -- han vilde saa
inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed.
Alligevel hrte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende jne.

Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af
hans egen Lomme ned i den hjlpsgende Haand. Bagefter flte han
gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde
Foreningens Grundstninger -- og det bag dens Ryg.

I saadanne Tilflde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere
Modlshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers flte han sig
som efter et langvarigt Sygeleje -- fornam Glden ved atter at
frdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem.
Ogsaa i hans Ydre prgede sig den ny Retning, hans Tilvrelse havde
taget. Han kldte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som fr men
holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit.

Overfor Viggo Bg nrede han en ubegrnset Taknemmelighed. Det gjorde
ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske
lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne vre noget for ham. Men
han vovede ikke at sprge ham om, hvad der tyngede hans Sind.

En Dag kom imidlertid Bg til ham og foreslog, at de skulde leje et
Par Vrelser i Forening. Det var ham en stor Glde. Naar de saadan
kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel fr eller senere
Tilbageholdenheden briste.

De fik da to Vrelser i en af Sidegaderne paa Nrrebro. Her slog de
sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et
Spisekvarter og holdt sig selv med Trkost, som Hansen-Maagerup
besrgede kbt og anrettet.

Familien, de boede hos, havde ialt fire Vrelser. De to til Gaden
lejede den ud, mens den selv var sammentrngt i to smaa, mrke
Gaardvrelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han
desvrre. Konen havde en Gang tjent i strre Herskabshuse. Hun var
altid saa optagen af Rengring i Huset, at hun ikke havde Stunder at
renholde sig selv. I de to Logerendes Vrelser skinnede det af
Properhed. Paa alle Mblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og
den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand,
luede som en Sol.

Lnge gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen
paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa
Bunden af deres Samtaler -- det sitrede i deres Ord og gav dem en
Betydning, som de ellers ikke vilde have. En sknne Dag lod det sig
ikke lngere holde nede. Og da Annas Navn frst var nvnt imellem
dem, fandt de begge to en smerteblandet Glde i hyppigere og
hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om
en Afdd, de begge havde haft kr. De snkede Stemmerne og ligesom
tilslrede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nvnede
sine egne Flelser for hende.

Men den Dag, da de tilfldig havde truffet hende ved Brydekampen, fik
hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade
hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de,
at de maatte betro sig helt til hinanden.

De var blevne enige om at gaa hjem ad Strandvejen. Og der, mens Livet
susede dem forbi, mens der rundt om dem stvedes og larmedes og
hujedes af den sndagsglade Hob, mens Vogne og Cykler strg forbi i
et evindeligt Tog, gik de to unge Mnd og talte om den Lykke, Ingen
af dem nogensinde skulde naa.

Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt fremgroede Tilbjelighed.

Kanske var Sdekornet til den blevet nedlagt den Dag, han var kommen
til at bo hos Fru Herding. Men han havde lnge standhaftig kmpet
imod den. Han vidste jo godt, at han kun var lidet egnet til at
paavirke en ung Kvindes Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde
holde af ham, saa vilde det vre uforsvarligt af ham at knytte hende
til sig, saa lnge han ikke havde nogen Udsigt til en ordentlig
Livsstilling.

Det havde imidlertid vret forgves, alt det han strittede imod. Naar
han om Aftenen sad ved sine Bger, kunde han ikke lade vre at lytte
til Klangen af hendes Stemme inde fra Vrelset ved Siden af. Den
kunde lgge sig saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde beskrive
det, og han kunde blive siddende helt fortabt i det og glemme, at han
havde andre Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme sig til
at gaa i Seng, fr han havde hrt Lyden af hendes smaa hastige Skridt
i Entren, naar hun gik ud for at stte Sikkerhedskden for, inden
hun sgte Hvile.

Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt og ofte havde han vret
lige ved at sige hende, hvor usigelig meget han holdt af hende. Men
naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet sig dertil. Thi han
frygtede for, at et saadant Skridt for bestandig skulde berve ham
den Lykke at vre i hendes Nrhed.

... For Viggo Bg derimod havde Anna vret sammenlevet med
Drengeaarenes forsorne Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms vage,
slvglinsende Drmme, med Tyveaarenes fordringsfulde Lykkekrav. I
Konfirmationsalderen havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han
var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at hun en Gang vilde
blive hans. Hans Flelse for hende havde skudt sin stille Vkst
Aarene igennem, havde suget Nring af alt det Liv, han levede --
groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Dd rejste bort fra
den lille By, og atter flt Solens Blus, modnende og vkkende, da han
paany traf hende i Kbenhavn ... Han havde dvlet i denne Flelse
uden nogen hidsig Lngsel efter at faa en fuld Afgrelse, fordi han
havde ment at kunne vente og fle sig tryg ...

Og nu, da hun kaldte sig en Andens, _kunde_ han ikke slaa sig til
Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi,
hvormed den, der fler sig sund, vgrer sig ved at d. Han maatte
sige sig selv, at hun havde valgt frit -- han havde ingen Ret til
at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at sttte sine
Forhaabninger paa. Og alligevel -- alligevel levede de, fyldte ham,
bestemte hele hans Liv. Han kunde ikke frigre sig for Troen paa, at
hun dog en Gang maatte blive hans ...

Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt dette hftigt, indtrngende,
nsten fanatisk, som den gr det, der sger at hverve Tilhngere for
at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en Gang tog han sig i det.
Han var kommen i Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt af
Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis det nogensinde skulde times
ham at vinde hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab for
Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbjelighed vre slukt.

Han blev et jeblik helt ulykkelig over sin Mangel paa Finflelse.

Men Hansen-Maagerup bjede sit Hoved og erklrede, at han havde
forlngst opgivet Tanken om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, at
den Slags Tanker vilde vre Daarskab fra hans Side. Kun flte han sig
ganske overtydet om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun troede at
holde af Flyge. Og Gud vilde nok en Dag lade det gaa op for hende, at
det var et uvrdigt Forhold, hun var kommen ind i ...

Han var bleven ganske hjrd i Hovedet, da han sagde det, og som
sdvanlig glinsede hans Nse. Det flte han selv, og han var glad
ved, at det var begyndt at skumre, saa Bg maaske ikke havde opdaget
det. Det var ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde beherske
sit Ansigt ...

... Lnge gik de to Venner tavse -- ind gennem Byens Gader, mellem
Flokke af hjemvendende Skovgster, som hastede hjem med store grnne
Grene i Hnderne, re af den friske Luft, der var dem uvant. Og
efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent.
De talte sammen om Anna, og de talte sammen om Livet -- dette
slsomme Liv, der var saa let at komme igennem for den, der ejede
Nglen til dets Hemmelighed, men som lagde tusinde Hindringer i
Vejen, naar blot en enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen i
Uorden. De flte Trang til at lade deres Ord svve saa hjt over
Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drmme taarne sig,
hjere og hjere, til de halvvejs glemte sig bort fra den
Virkelighed, der krvede Kamp.

Da Bg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid
siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham
fra sene Aftenvandrere. Og det var ham, som om Sommeren drog forbi
dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ...

I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det
var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bg maatte og skulde vinde
hende. Hansen-Maagerup levede sig saa strkt ind i den Tanke, at den
ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han
lngtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed.

Og i Fllesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde
kendt Anna. De viede hende en svrmerisk, from Tilbedelse -- som
lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt,
langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et
Askebger, som hun en Gang havde forret Hansen-Maagerup. Det blev
nu ophjet til Blomstervase og stillet paa Bgs Skrivebord.

Og Hansen-Maagerup srgede for, at det hver Dag var fyldt med friske
Blomster ...




En Dag kom der til Bg et Blad i Korsbaand. Han aabnede det -- lidt
forbavset. Hans eget Billede stirrede ham i Mde fra dets Spalter.

Han gav sig til at lse -- flj igennem Artiklen. Saa slog han en hj
Latter op.

"Nej det er dog for morsomt! Ls det, Maagerup! De har sat mig i
Avisen, de har sat mig i Avisen. Og saa er det jo Lgn og Sludder til
Hobe ...!"

"Er det -- Opfindelsen?" sagde Hansen-Maagerup og greb efter Bladet.
Han kunde mrke, hvordan hans Hnder rystede, og han turde slet ikke
se paa Bg.

"Naturligvis er det Opfindelsen -- men jeg har jo slet ikke gjort
nogen Opfindelse. Jeg eksperimenterer ganske vist hver Dag -- det ved
Du nok -- og jeg tror, jeg er inde paa et ganske godt Spor -- men
saadan noget som det, de her beskylder mig for, det vilde jo vre nok
til at faa mig paa en Daarekiste! Han har hrt lidt om, at det er
Brdfabrikationen, jeg bakser med -- og saa har han lavet hele Resten
selv! Det er dog en skabet Kngt!"

Hansen-Maagerup bjede sig dybt ned over Bladet.

"Jamen," sagde han, "det kan da egentlig ikke genere Dig, selv om nu
ogsaa det er noget overdrevent. For det kan jo kun gre saa meget, at
Du bliver bekendt ved det. Og Du ved aldrig, hvem der kan faa dette
her Referat eller hvad det er at lse -- og hvad Slags Tanker det kan
vkke ..."

"Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at det hele er Lgn og Humbug,
saa bliver jeg jo simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal
gre. Jeg tr knap give Mde paa Fabrikken idag -- der vil jo staa en
Latter om mig -- og naturligvis tror de allesammen, at det er mig
selv, der har srget for at faa det dumme Vrvl i Bladet ... Der er
kun en Ting, jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener har
faaet fat i mit Portrt. Det er jo det sidste, der blev taget af mig
-- det har jeg ellers ikke givet til Andre end Dig og saa ..."

Hansen-Maagerup saa bedende paa ham.

"Bg, Du maa ikke vre vred, det er mig, der ..."

"Har _Du_ givet ham det?"

"Ja -- jeg -- han kom jo her op, da Du ikke var hjemme -- han bad mig
saa meget om det -- det vilde vre saa nyttigt for Dig, sagde han, om
Bladet skrev lidt om Dig. For Du var En af vore dygtigste unge
Kemikere -- og saa tnkte jeg ..."

"Hvad tnkte Du?"

"Ja, jeg tnkte som sagt, at det kunde da ikke andet end gavne Dig.
Og der var isr En, jeg tnkte paa -- som muligvis kunde faa det at
lse ..."

"Anna?"

Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i jnene. Men Bg sagde
kort:

"Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er
det alligevel."

Han greb atter Bladet.

"Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhnger af
den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo
Folk ogsaa af!"

Hansen-Maagerup aandede atter op.

"Ja -- det har jeg ikke haft noget med at gre. Men han mener vel, at
Du bare vil det, som godt er."

"Jamen 'den stille Revolution' -- hvad er det for noget? Vil det bare
sige, at jeg gaar om og har set mig gal paa det hele men at jeg
aldrig vilde vove min Trje for at faa det forandret? At jeg er af
dem, der gaar og skvaldrer op og som alligevel ikke vil rre en
Finger, hvor det glder om at handle ...? Ja, jeg ser jo tydelig,
hvad jeg har at gre. Jeg maa straks op paa Fabrikken."

"Hvad vil Du der?"

"Jeg maa have talt med Direktren. Jeg maa da forklare ham, at jeg
ikke har Spor af Lod eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro!
Det kan jo skade min Stilling i allerhjeste Grad!"

Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt nedbjet. Han saa tydelig
for sig den Ulykkes-Aften, da Journalisten havde vret der for at
laane Billedet. Han havde vret saa begejstret, havde talt saa varmt
og smukt om Viggo Bg, at man kunde blive helt bevget derved. Selv
forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsg, og han havde
aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten
havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nre nogen
Mistillid til hans Ord.

Siden den Dag havde han gaaet om og gldet sig som et Barn til den
Overraskelse, der ventede Bg ...

Og nu -- nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gre
Fortrd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet
noget, men han havde fundet Trst i, at han dog muligvis kunde vre
noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin
bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han maatte vre fdt med en
eller anden Naturfejl, saadan en Slags aandelig Vanfrhed, der
gjorde, at han altid kom trillende og stavrende ind i Forhold, hvor
han blot traadte ned og delagde.

Var han blot dd! Hvorfor maatte man ikke have Lov at gre Ende paa
et Liv, hvoraf der kun spirede Sorg?

... Om Eftermiddagen kom Bg hjem. Han var forstemt og vred. Som han
havde tnkt sig det havde han vret til Latter paa Fabrikken. Og det
havde kostet ham store Anstrengelser at faa Direktren bort fra, at
det var ham selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gre Reklame. I
al Fald maatte han vre fremkommen med Udtalelser, der kunde have
givet Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt man det
mrkeligt, at der kunde tillgges ham revolutionre Anskuelser ...
han maatte dog i det mindste vre fremkommen med uforsigtige Ytringer
... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og
man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der
ingen Brug paa Fabrikken ...

Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere. Han havde aldrig
fr set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt.

I Lbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der
nskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bg svarede dem alle, at
han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de
forskellige Blade spaset lystigt med Sagen.

-- -- I den nrmest flgende Tid var Bg ude det meste af Dagen. Naar
han ikke var paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, hvor
han havde faaet Lov at foretage sine Eksperimenter. Han tog sin Mad
med: Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han kom aldrig hjem fr
ud paa Aftenen. Men selv da fik de to Venner ikke talt meget sammen,
for Bg sad endnu oppe i flere Timer, bjet over Tal og Tegninger.

Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han forstod af sig selv Grunden til
al denne anstrengte Flid -- forstod, hvor dybt Bgs resflelse var
bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over
ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han _vilde_ gre en Opfindelse.

Hansen-Maagerup flte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af
en uimodstaaelig Trang til at gre Bod. Da han ikke kunde yde Bg
nogen Hjlp, vilde han i det mindste lide med ham. Og sknt han
langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive
siddende oppe, til hans Offer -- som et saadant betragtede han ham --
gik i Seng. Han tog en Bog for sig men lste ikke, sad blot med
glippende jelaag og vaagede som over en Syg. Naar han da saa ham
bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kmpende for at holde
sine Tanker samlede om Arbejdet, flte han Smerten og Selvanklagen
bore i sin Sjl -- og fornam en vis blodig Vellyst derved.

Vrst var det nsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var
alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mrkeste Fantasier om
Fremtiden, saa hans Hjerte var nr ved at briste.

Inde fra Vrelset ved Siden af hrte han undertiden den fordrukne
Mands Stemme. Hr. Jensen var til daglig from som et Lam, men naar han
havde vret ude og drikke sig fuld, blev han ond og raa, og saa gik
det ud over Konen. Man kunde hre ham komme buldrende og trampende
ind i Stuen, saa Mblerne raslede over ham.

En Dag var det srlig slemt. Han var kommen hjem op ad Formiddagen,
og det lod til, at han var overstadig drukken.

"Svinebst!" kunde Hansen-Maagerup hre ham raabe til Konen,
"Svinebst! Er det et Hjem, spr' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et
en Kvgstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det gteskabelig Lykke? Jeg
gi'er Fa'en i saadan et gteskab!"

Fru Jensens Stemme hrtes, frygtsom og slbende:

"Herregud, lille Jensen -- Herregud, lille Jensen -- tag nu dog inte
saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe -- hva' -- en lille Slant
Kaffe?"

Men Jensen vilde ikke have Kaffe.

"Hold Kft!" brlte han op. "Hold Kft! Hvem er det, der er inde i
Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!"

"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen -- der er Ingen i
Sovekammeret!"

"Det er Lgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ...
jeg vil ikke ... Han skal blive i Entren ... Nu skal jeg ..."

Han larmede hen over Gulvet, og der hrtes Lyd af Porceln, som gik
itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stnnen:

"Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre -- Herregud da ..."

Hansen-Maagerup flte Blodet strmme sig til Hjertet. Her var dog
muligvis en Opgave for ham: han maatte se at skaffe den stakkels Kone
derinde Fred. Naar han optraadte med venlig og deltagende Bestemthed,
vilde det dog maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige Jensen
til Rette.

Han bankede paa og traadte ind i Stuen. Jensen sad stolt, med en Mine
som en Fyrste, midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og opsamlede
Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal.

Jensen slog ud med Haanden.

"Goddag, min Herre," sagde han nedladende. "Her ser De Kvinden i sin
Fornedrelsestilstand. Men trd kun nrmere ..." Og til sin Kone
udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebst!"

Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt for den fulde Mand. Men i
det samme rejste Fru Jensen sig op i sin fulde Hjde. Hendes jne var
onde, og hun var ganske bleg.

Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade dem vre i Fred? Fordi de var
ndt til at leje de to bedste Vrelser af Lejligheden ud, havde de
vel nok Lov til at vre i deres eget Hjem! Og hvordan hendes Mand
havde det og hvad han lavede -- det kom vel Ingen ved. En anden En
var vel ogsaa et Menneske -- eller var man det ikke?

Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han flte sig ganske svimmel.

"Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..."

Men Fru Jensen vilde intet hre. Hun blev mere og mere ubndig. Under
Graad og tnderskrende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot,
slyngede med nsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i
Ansigtet, hvor nedvrdiget og ussel hendes Tilvrelse var. Hun var
lige glad, hvad der blev af hende -- der var ikke andet til for hende
end Ulykke. Men hun vilde ikke lade sig fornrme -- og saa kunde han
for Resten gre og sige, hvad han vilde -- og han kunde sige op og
flytte lige paa Minuten -- og om Vrelset saa skulde staa tomt -- det
var hende lige krt. Men komme her og genere Folk -- fj -- fj!

Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad Jensen og sang "Den tapre
Landsoldat".

... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu
lnge efter ganske fortumlet.

Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa
fra Vinduet, at Jensen blev frt ned i den og krte bort.

Hvor Livet dog var en uendelig Sorg -- og hvor haablst at kmpe imod
den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes
ham at vre noget godt at udrette.




Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup udenfor Fru Herdings Dr.

Der var kommet en besynderlig Uro over ham. Han _maatte_ tale med
Anna -- se at faa Rede paa, hvordan hendes Sindsstemning overfor
Flyge i Grunden var, og maaske faa Lejlighed til at bringe Bg og
hans Forhold paa Bane. Hvad han vilde opnaa dermed stod ham ikke
ganske klart. Men da Tanken en Gang var kommen op i ham, lod den ham
ikke have Fred, fr han bragte den til Udfrelse.

Med bankende Hjerte gik han op ad de kendte Trapper. Han tnkte paa,
om der mon nu boede Nogen i hans gamle Vrelse. Maaske stod det tomt
-- det var i Grunden hjst sandsynligt. Hvor glad vilde han ikke have
vret, om han nu selv havde kunnet flytte ind i det -- og om saa alt
det, der var sket i Mellemtiden, kunde gres usket. Ingen, ingen
taabelige nsker om at vinde Anna for sig selv skulde da nogensinde
plumre hans fredelige Venskab med hende.

... Der lyste Navnet Herding ham i Mde fra Drpladen. Hans Ben kom
til at ryste under ham. Det varede lnge, inden han fik samlet sit
Mod saa vidt, at han kunde strkke Haanden ud og trykke svagt og
frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap.

Lidt efter stod Anna foran ham.

"Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da
morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!"

Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen som for at se, om der ikke
var Nogen med ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, da hun
gentog:

"Nej, det var da morsomt!"

Han blev frt ind i Stuen. Der sad Fru Herding ved Vinduet, og i den
amerikanske Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtj og med Hatten paa
Hovedet, fgtende med Stokken i Luften.

Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt fornrmet Tone spurgte
hun, hvorfor han saa lnge ikke havde set op til dem.

Kihler derimod blev liggende.

"'Da, meget rede," sagde han. "Undskyld, at jeg bibeholder min
Stilling. Lnge siden, vi har krydset hinandens Baner -- ikke sandt?
Jeg tror ikke, jeg har haft ren siden den Dag, De ved -- i Abehuset
-- da den gik af mellem min Nice og Biblioteksraaden."

"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna.

"Naa ja -- det er sgu lige meget -- saa var det hos Rovdyrene
-- eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder
Forlovelsesstemning i Luften."

"Klavs!" Fru Herding sgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa
lige ud i Luften og lod sig ikke anfgte.

"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu vre ligesaa godt som et
Menneske. De skaber sig bare ikke. Hvad siger De, rede?" -- han
vendte sig til Hansen-Maagerup -- "De har nok ikke faaet Guld om
Kloen endnu, hva'? De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det
nu en Gang staar til et Mandfolk?"

Hansen-Maagerup sad hjst ulykkelig paa Kanten af en Stol. Han var
blussende rd og vidste ikke, hvad han skulde svare.

"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev Kihler ved, "at De gik paa
Frierpoter her i Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar De her
kom gaaende ind i Stuen om Aftenen med Hodet paa Siden og
Konfirmationsbukserne paa. Men det var naturligvis ikke andet end
Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for Resten noget, man skal
tage sig i Agt for."

"Nej hr nu, Onkel Kihler," sagde Anna med funklende jne. Hun
rdmede om Kap med Hansen-Maagerup.

"Hvad Fanden -- det behver Du da ikke at tage Dig af, min Pige. Du
kunde jo ikke gre for det. Og nu, da Du er en forlovet Pige, kan Du
vel nok taale, at man skmter en lille Smule med Dig ... Vi havde det
for Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. Hvad var det nu, han hed,
der var med -- det lille Menneske?"

"Det er vist Viggo Bg, Onkel mener," sagde Anna. Hendes Rdme vilde
slet ikke fortage sig.

"Ja, det er rigtigt -- saadan var det nok, han hed. Hvad var det, jeg
saa om ham for nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, han skulde
have gjort. Men saa bagefter saa kom det for en Dag, at den var nok
ikke af ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele Kodillen et
eller andet Sted, tror jeg ..."

"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde Hansen-Maagerup med
fast Stemme. "Bg har aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en
Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har gjort -- saadan noget
_kunde_ han aldrig gre! Han er Hderligheden og Retskaffenheden selv
-- det vil jeg bare lade Dem vide!"

"Hov -- hov -- bid mig ikke! Jeg siger jo ikke andet end som hvad jeg
har lst om i Bladene. Man har jo da en Presse til det samme."

"Jamen noget af den Slags har der aldrig staaet i Bladene. Der stod
..."

"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, hvad der stod eller
ikke stod. Jeg erindrer bare, at der var nogen Muggendom ved
Historien."

"Jamen det var der slet ikke. Bg har ingenting at bebrejde sig --
ikke det mindste!"

Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord,
der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bgs Kamp for at
naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed -- hans
Harme over at vre bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev
han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmrksomhed, der var
bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en
uafrystelig Vgt, der vilde kunne trykke ham til Jorden -- hvordan
han ngtede sig al Adspredelse, bare strbte og sled for det, der nu
syntes ham at vre en ressag.

Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store,
indtrngende Haandbevgelser. I flere Dage havde han gaaet og tnkt
over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar
Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt
sammenhngende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en
Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.

Han kunde ogsaa godt mrke, at hans Ord gjorde strkt Indtryk paa
Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hngt ved ham -- han havde en
Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han
sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var
ganske stille i Stuen.

"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden
kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister gaar
jo og lyver En Bukserne fulde hver eneste Dag -- undskyld jeg siger
det. -- Naa, nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi Kresten
idag?"

"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde Fru Herding. "Det er for Resten
underligt af ham -- han har slet ikke vret her i den sidste Uge."

"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen den fordamper jo s
smningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?"

"Nej" -- Fru Herdings Ansigt strammedes -- "det har han ikke."

"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to."
Tonen var nsten harmfuld.

Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru
Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han endelig var
der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle
Minder.

Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han
havde boet hos Fru Herding -- den var i dette jeblik ikke mere til
for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og
passiaret -- kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. Det
havde vret Hjem -- Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget --
Lunhed og bld, krtegnende Hygge.

... Hvor han godt huskede den frste Aften, han kom der -- den Aften,
da han flyttede ind. Frken Anna var den Gang lige bleven
konfirmeret. Den lange Kjole havde vret hende saa ubekvem -- det saa
ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. Da han kom ind i
Stuen, havde hun siddet henne i en Krog af Vrelset ved et lille Bord
og spillet Skrabnse med sig selv, og han var ganske uvilkaarlig
kommen til at sige Du til hende. Men det varede jo ikke lnge, fr
han opdagede, at hun var en voksen Pige ...

Der gik for Resten nogen Tid, inden de rigtig blev bekendt med
hinanden. I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han
viste sig derinde.

Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien,
stnnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Kn. Det var
saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tnkte tilbage derpaa --
saa ensformig som Regn, der drypper og drypper. Men frem af alt det
graa dukkede den ene Aften efter den anden -- alle de Timer, da han
havde siddet inde i denne Stue og mrket, at der dog var Nogen, der
havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for
at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at vre hos
Mennesker. Og hver Sndag Aften syntes han, han havde saa meget at
tale med dem om. Han vidste somme Tider slet ikke, hvordan han skulde
faa det sagt altsammen.

Flyges Navn nvnede han slet ikke -- talte ikke om de Aftener, da han
havde vret Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, Bg var
begyndt at komme der. Hvor han havde vret ung, hvor han havde vret
glad! Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til at gaa frem og
tilbage, naar han blev ivrig -- og ivrig det blev han i nsten enhver
Samtale, han frte. Men der var ikke rligere Menneske til end han,
og han gik aldrig med forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu gik
han jo der og halvvejs sled sig sin friske Ungdom ud af Sjlen. Og
saa var han saa alene -- for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke
vre noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde
have Mennesker om sig -- Mennesker, han kunde vre god imod. Han
havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Krlighedstrang!

Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu
henne ved Vinduet -- tavs. Men han flte, at de ogsaa naaede til
hende. Han havde en Fornemmelse, som om han talte fra en Prkestol.

Fru Herding vilde, at han skulde drikke en Kop Kaffe med dem. Og
trods hans Indsigelser gik hun ud for at besrge det dertil forndne.
Saaledes blev han ene med Anna.

Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk var bedende, nsten angst.
Pludselig skjulte hun sit Ansigt i sine Hnder. Og mellem hendes
jenvipper piplede de blanke Taarer frem.

Han blev paa en Gang glad bevget og ulykkelig forlegen. Han kunde
ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trste. Halvt uden at
vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strg hende med sin
store Haand varsomt, varsomt over det blde Haar.

Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad. Hun
sgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over
hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bjede det sammen som i
Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun _maatte_ grde, at det var
bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig
Medflelse. Han var lige ved at grde selv.

Men da Moderens Skridt hrtes, rejste Anna sig og gik ind i Vrelset
ved Siden af, pludselig og uden et Ord.

"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da hun fandt Hansen-Maagerup ene
i Stuen.

"Hun gik," svarede han, opreven og sklvende af daarlig Samvittighed.
"Hun var bleven noget nervs."

"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men det gaar vel over med
Tiden."

Og hun gav sig til at sknke Kaffe.




Fru Herding kunde ikke lade vre at beklage sig saa smaat over Flyge.

Gud, han havde jo saa mange gode Sider -- det skulde hun aldrig
ngte. Han var virkelig saadan et solidt Menneske -- og saa opmrksom
ogsaa. Men hun kunde ikke lade vre at finde det mrkeligt, at han
slet ikke syntes at tnke paa Bryllup. Ja, hver Gang hun drejede
Samtalen hen derpaa, var det ligesom han gerne vilde bort fra Emnet.

Han var dog saadan stillet -- det vidste hun -- at han kunde stifte
Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse
de frste Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente
efter. Desuden maatte han vre fuldkommen paa det rene med, at hans
Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at
forsrge den voksne Datter. Men hvorfor tvede han saa? Straks da han
var bleven forlovet, havde han erklret, at han ikke holdt af lange
Forlovelser. Nu syntes han fuldstndig at have forsonet sig dermed.

Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu var Udstyret nsten ganske
frdigt -- det laa og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet ikke,
hvad hun skulde stille op ...

Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede sit Hjerte. Han var
efterhaanden atter bleven en hyppig Gst i hendes Hjem. Ikke sjldent
gik han derhen i Mrkningen for at faa sig en Passiar. Han havde vakt
stor Deltagelse hos de to Damer for sit Arbejde for Velgrenheden, ja
undertiden fulgte Anna med ham paa hans Undersgelses-Ture. Fru
Herding var glad derover: hun fandt det saa kvindeligt, at en ung
Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens Tjeneste. Og naar han
gik med hende ved sin Side, flte han sig gennemskinnet af en stille
Glde, som han aldrig fr havde kendt.

Om Bg talte de nu kun sjldent. Hansen-Maagerup havde selv en
Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa
godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde fje til, snarest
vilde svkke det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nvnede aldrig
af sig selv hans Navn.

Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En,
til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.

Han sgte i Begyndelsen at slaa dem hen og at trste hende med, hvad
han kunde finde paa. Men da han i nogen Tid havde tnkt over Sagen,
kom han til det Resultat, at han gjorde Uret deri. Det var sikkert
bedst baade for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til et
afgrende Valg. Kun derigennem vilde de faa fuld Klarhed over,
hvordan de stod til hinanden. Naar det kom til Stykket, vilde de
maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet
vilde vre der.

Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til
Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev ndvendigt, vilde hun rentud
krve, at han skulde give klar Besked.

Flyge selv traf han kun sjldent der i Huset. Og han havde paa
Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham.

Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at flges ned ad
Gaden, da de skulde hjem.

De var lnge uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tnkte
et jeblik paa, om han skulde gaa lige ls paa det, der dog laa dem
begge paa Hjerte, og sprge ham, hvad i Grunden hans Mening var med
Anna. Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden
dertil.

Men omsider fandt han dog, at han burde gre Begyndelsen til at bryde
Tavsheden.

"Ja," sagde han, "det er lnge siden, at vi to rigtig har faaet talt
sammen, Flyge."

Han kunde ikke gre for, at hans Stemme fik en egen bedrvet, nsten
bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.

"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr Opgr," sagde han hftigt.
"Jeg har nok set, at Du har gaaet om og set engleligt forarget paa
mig -- Du og min Svigermo'er ..."

"Men kre Ven -- kre Flyge ..."

"Jo -- jeg ved det. Naa ja -- jeg indrmmer ogsaa, at Du har nogen
Grund til at udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte som
Din Ven -- Du sknkede mig Din Fortrolighed -- og samme Dag forlovede
jeg mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan Du tro mig eller lade
vre, ligesom Du vil: i det jeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg
ikke, at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde af Anna. Du ved
jo, hvordan jeg tnker og fler: jeg tror, at alting her i Livet
beror paa Tilfldigheder. Det _var_ en Tilfldighed, at jeg blev
forlovet med hende, Ingen af os havde fr det jeblik tnkt paa noget
saadant. Men naar frst Afgrelsen er der, saa nr, at den kan
gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilflde _kan_ man
det ikke."

"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde
Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."

De gav sig igen til at gaa.

"Lykkelig," sagde Flyge roligere "-- ja paa en Maade er jeg
naturligvis lykkelig. Jeg har truffet et Valg -- jeg nyder min egen
mandige Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og venter paa noget,
der skal ske, selv om det i Grunden slet ikke er noget, man nsker,
saa er Nerverne i Uro. Man fler sig revet ud af de daglige Fuger, af
alle sine Vaner rent ud sagt. Naar saa Afgrelsen er truffen,
ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel vre det, man
kalder Lykke."

"En fattig Lykke, synes jeg."

"Mon Livet har den rigere?"

"Ja men saa hun -- Din Forlovede?"

"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun lngtes efter Lys og Luft,
men hun turde ikke selv kmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang
hende dertil. Nu har hun faaet Ro."

"Og hendes Krlighed -- den er Du sikker paa?"

"Sikker -- nej. Jeg ved ikke, om hun fler noget af den Slags. Ikke
en Gang, om hun overhovedet magter den Flelse."

"Men om der nu ..."

"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde Du sige. Men det gr der
ikke. Du skal lgge Mrke til, at der er meget faa Mennesker, der har
Evner til de saakaldte store Flelser. De elsker den Religion, det
Land, de Forldre, Sskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere
og det Vsen af det andet Kn, som man har vnnet dem til at dyrke.
Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig
og Digterne fuldkommen idiotiske og Vsenet af det andet Kn river
jnene ud af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa
blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det."

"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan
jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var vrd at leve, hvis Du
havde Ret."

"Hvem siger ogsaa, at det er det?"

"Og hvis Du nu tager fejl -- hvis der nu alligevel havde vret en
anden Lykke for hende -- hvordan vil Du saa kunne bre Ansvaret for,
at Du har draget hende bort fra den?"

"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal jo giftes med hende."

Hansen-Maagerup var lige ved at forsge paa at udforske ham om hans
Bryllupsplaner. Men han vovede det ikke. Han var bange for at give
Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvrt og tage sin
Beslutning. Og han flte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde
blive Signalet til, at den skbnesvangre Forbindelse hvedes.

Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham.

Men Flyge drev ind ad Byen til. Sknt han overfor Hansen-Maagerup
havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Rkke
urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som
onde Drmme. Siden Sommeren paa Landet havde han vnnet sig til at
dse alle Bekymringer ind i en doven Sorglshed, der til Tider hartad
imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede
Sprgsmaal trngt paa. Voldelig holdt nede var de men ikke dde. Og
der behvedes blot det, at en Anden gav dem Ord, for at de skulde
bryde de Fortjninger, der holdt dem tilbage.

Uden at han havde gjort sig Grunden klar, var Brylluppet efterhaanden
kommet til at staa som en Skrmsel for ham. Han havde sgt at bilde
sig selv ind, at det, han frygtede, blot var de ydre Forberedelser.
Det var Opgivelsen af Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny
Lejlighed, Indkbene af Mbler, alle Formaliteterne med gejstlige og
verdslige Embedsmnd -- tilsidst selve Bryllupsdagen med dens
Udfoldelse af Familieflelser, dens Opmrksomheder, for hvilke man
skulde krumbugte sig og vre taknemmelig, Visiterne og Vennernes
Flovser og Hvedebrdsdagenes Sentimentalitet. Men nu gjorde han sig
det mere og mere klart, at alt dette var Smaating i Sammenligning med
det, at han vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun skulde
trnge sig ind i alle hans Livs Timer. Aldrig vilde han kunne fordre
at have noget for sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke mere
Lov at vlge den Mad, han vilde spise, de Nydelser, hvori han vilde
sge Hvile, de Tanker, han vilde tnke. Thi han vidste med sig selv,
at han ikke ejede den Herskervillie, der faar alle sine Omgivelser
til at tjene sig.

Han kunde ikke lngere skjule det: han turde i Grunden ikke gifte sig
med Anna.

Og alligevel holdt han af hende -- saa meget, at han ikke kunde tnke
sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme
Krtegn var blevne ham en kr Vane, som han ikke vilde kunne rive ud
af sin Tilvrelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende,
og han flte intet Savn. Men han trngte til at eje Bevidstheden om,
at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.

Jo dybere han tnkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev
han. Saa dumt og ufint det var -- dette at man for at vre sikker paa
at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin
Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at
ville lbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og
Uafhngighed, naar man vilde vre tryg for, at hun ikke forlod En?
Var det Forsrgelsessprgsmaalet, der var det afgrende, saa skulde
han gerne forpligte sig til at yde hende et passende Underhold. Hun
skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.

Naar alt kom til alt, saa var det jo kun nogle af gteskabets
saakaldte Fordele, han vilde give Afkald paa. Det var den daglige
Gniden sig op ad hinanden, som man plejede at kalde Hjemmets Lykke.
Hun skulde tilhre ham og vre ham tro -- andet forlangte han ikke:
sin Personlighed fik de begge to Lov til at beholde. Saaledes vilde
de kunne bevare Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede
det.

Men det var umuligt at stte noget saadant igennem -- det var han
ganske paa det rene med. Om han saa ti Gange kunde overbevise Anna
om, at det var rettest saaledes, hun vilde dog aldrig vove det. Og
dristede hun sig alligevel til at tnke derpaa, saa skulde Moderen
nok vide at tage Modet fra hende.

... Han var uden at tnke derpaa kommen midt ind i Byen og gik nu ned
ad stergade. Der frdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra Teatre
og Selskaber. Nogle vandrede afsted i trt Familielykke, slbende paa
halvsovende Brn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte nu frst
Aftenen. De strg gennem Gaden som Rovfugle, der spejdende hviler paa
de udspilede Vinger. Der var Kvinder med begrligt lurende jne,
Mnd, der drev afsted paa maa og faa uden Maal og uden at kunne
beslutte sig til at gaa hjem, smaa stjende Flokke, der valsede hen
ad Fortovet, leende og snakkende, snart delende sig parvis, snart
samlende sig til en flles Raadslagning om, hvilke Glder man skulde
sge for Resten af Aftenen og Natten ...

Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig saa sig omringet af. Og
ud af Kresen skingrede imod ham en hj Kvindestemme.

"Hr. Flyge -- hallj -- godaften Hr. Flyge ..."

Han standsede og saa i Skret af en elektrisk Gadelygte Fru Ellis
Birgers Kattejne flimre sig i Mde. Hun var i en hjrd Aftenkaabe,
og hendes Ansigt var blegt.

Det vrige Selskab larmede op. Fru Ellis prsenterede. Der var en
Maler, en Journalist og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men
Sidstnvntes Genkendelsesevne var slret af en Rus.

"Undskyld," sagde han og trykkede noget klamt Flyges Haand, "jeg
kunde sgu ikke kende Dem."

"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. "Vi skal op et Sted og
have os noget vaadt."

Og hun stak sin Arm ind under hans.

Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette jeblik have fulgt med
hvem det skulde vre, blot han slap for at vre alene. Men ivrigt
kunde han ikke ngte, at Gensynet med Fru Ellis voldte ham et eget
Behag. Der var en saa velgrende Tomhed hos hende. Derfor kunde man
vre sammen med hende uden at blive trt.

Selskabet gik hele Strget igennem. Fru Ellis nsten dansede hen ad
Fliserne. Hun blev ved at holde Flyge under Armen og ndte ham
undertiden til halvt om halvt at stte i Lb.

Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. Det store Lokale
var overfyldt. Som et Vand med talrige Svmmere laa det elektriske
Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste Plads var optagen -- af
Mennesker, der spiste og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at
komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed sgte at slide Timerne.
Og stedse kom der andre Mennesker ind ad Indgangsdren, saa sig om
efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, og gik deres Vej, naar det
viste sig, at intet saadant var ledigt.

Birger greb en Opvarter, der kom svirrende med nogle Fade, i Kraven,
saa han standsede.

"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord for Satan!"

"Der er skam ikke i jeblikket, Hr. Birger," sagde Opvarteren. "Men
det der ovre i Hjrnet bliver straks ledigt."

Og han forsvandt igen.

Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil det var blevet henvist,
og stillede sig paa Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det,
rejste sig.

"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. "Kom her, Drenge! Hvad skal vi
nu ha'e? Skum? ... N -- frst maa vi ha'e noget at spise ... Hvad
skal vi tage?"

"Jeg har spist," sagde Flyge.

"Sludder -- man kan altid spise ... En lille Fugl -- hva'? Skal vi
tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det
hele!"

Opvarteren nrmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt.

"Vi vil ha'e Pip, forstaar De -- Pipfugl ..."

"Vi har en udmrket Hjerpe."

"Ja -- lad os bare tage Hjerpe -- og hvad? l? ... Nej Vin ... De kan
give os, hvad De vil -- bare den bliver go' ... Og saa noget Smr og
Ost -- og Dessert -- forelbig ... Er Du gal -- jeg tror min Sandten,
Du sover!"

Birger havde snket sit Hoved ned mod Bordet, lig en altfor safttung
Blomst.

"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa maa Du gaa ud og faa noget
Vand over Hovedet. Hrer Du -- ud med Dig!"

Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende Skridt ud af Lokalet.

"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede Fru Ellis. "Han er en
kedelig En ... Kom her -- jeg maa ha'e En ind i Sofaen til mig. Nej
ikke Dem" -- Grossereren vilde rykke ind ved Siden af hende -- "det
skal vre Hr. Flyge -- han skal vre min Kavaller for i Aften."

Flyge satte sig i Sofaen, tt op ad hende. Men han flte ikke mere
nogen Glde ved hendes Nrhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side,
men de to skulde vre alene, og hendes Pludren skulde blot fylde
Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede usknt bakkantisk. Og
rundt om hende disse Mnd, der gloede paa hende med paatrngende
Fortrolighed og som ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed
trngte sig ind i Kresen, fordi de betragtede hende som en Art
Flleseje, som ingen Mand vilde tnke paa at hvde for sig alene.

Han saa ind i hendes spillende jne -- Pupillerne var som svigefulde
Svlg ned til Afgrunde, hvor der ikke var Fste. Han fulgte hendes
smidige Hnders Leg -- de var som to graadige Vseler, der snoede sig
efter Bytte. Hans je dvlede ved hendes fine, vvre Skikkelse -- den
syntes som skabt til at omslynges, men altid vilde den frigre sig og
synes lige uberrt og barnlig. Og han gjorde sig det klart, at hos
hende var der kun usikre Eventyr at finde.

Men pludselig var det netop Eventyret og det usikre, der drog ham.
Var det maaske ikke hans Livs store Fordrv, at han altid lod sig
vugge i smult Vande? Han bevgede sig mellem lutter trygge
Ankerpladser, og den ene syntes ham ligesaa god som den anden. Var
det da ikke bedre, at der et Steds der ude -- der hvor Sen taarnede
sig mrkegrn og skumkammet -- fandtes en  med rankere Trer og
rdere Blomster end dem, han hidtil havde kendt? Der vilde han gaa i
Land, og han vilde for bestandig dvle der, og uden Frygt skulde han
se Blgerne brydes rundt om sig ...

Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hvede det mod
Fru Ellis. Og hendes jne glimtede ham i Mde.

Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nrgaaende Vittigheder
til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten
smilede beskyttende. Men Flyge havde ikke je for Nogen af dem. Han
sad blot og saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han tvang hendes
Blik stadig mere og mere ind i sit.

Hr. Birger kom tilbage. Han bvede af undertrykt Beruselse og fld
tavs ud paa en Stol. Ingen af de Andre nsede ham. Og i Lokalet
syntes man at anse hans Tilstand for en Selvflgelighed. Der var
indadvendt Fuldskab baade her og der.

Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hvede det hjt over
sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rdme lagde et Solskr
over hende.

"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor
det skinner rdt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har
jeg ogsaa -- jeg har Ild, og den skal rense, siger man. Nu vil vi
glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo
Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget
solgt. Du arme Pressedjvel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har
Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet!
Men det bryder vi os ikke om! Det blser vi et Stykke! For i Aften
vil vi vre glade og tilbede Ilden! Kom her alle fem -- frem med
Ho'derne -- nej kom her med dem -- frem over Bordet -- saa skal jeg
indvie Jer ...!"

De bjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis dyppede Fingerspidserne i
sit fyldte Glas og stnkede hver af Herrerne et Par Draaber i
Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten af dets Indhold mod
Gulvet, saa det splintredes i mange Stumper.

"Hansen -- et nyt!" raabte hun. "Skidt hvad det koster! Bagefter skal
vi have Skum!"

Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han havde runde, udstaaende
jne, der helst dvlede ved Udskringen i Fru Ellis' Kjole.

"Skal vi ikke ha'e sters?" snvlede han. "De er go'e for Tiden.
sters om Vinteren og Krlighed om Sommeren ..."

"Nej, vi skal hverken ha'e sters om Vinteren eller Krlighed om
Sommeren ... Pas paa Deres jne, Iversen, De spilder dem paa Dugen
... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."

Birger stnnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud.

Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og
uddelte smaa, behndige Naalestik til hver isr. Men alt, hvad hun
sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede hende bestandig
nrmere. Grossereren var halvt om halvt inde i Sofaen ved Siden af
hende, de Andre bjede sig idelig frem imod hende. Kun Birger syntes
ganske slv. Han var bleg og bevgede sig hyppigt ud og ind.

Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse af, at det hele var en
Forestilling, som hun arrangerede for ham alene. Han saa disse Mnd
bje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans
Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun
blinkede til ham og drak ...

Da flte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, gldede
gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig
imod hende, det slappedes og gled til Side. Han havde for et Par
Timer siden forngtet Lykken -- nu blev han atter En af dens
Troende. Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes ud i Alenvis,
ikke en Sum af stille dvlende Tilfredshed, knap en smuk Drm. Den
var et Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den kunde gribe den, der
ikke kendte Frygt, ingen muldne Betnkeligheder, ingen klamme
Skrupler ...

... Forlngst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kafen.
Drene var lukkede: ingen nye Gster kunde komme ind. De, der nu sad,
fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man flte ikke
lngere nogen Undseelse for hinanden men lagde hjlydt sine Flelser
for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gsterne med urokkelig
Overbrenhed, som fodrede de Dyr.

Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab var det ene St Flasker
efter det andet tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen havde
bredt sin tre Frkheds Aande. Saa havde man ladet sig hidse af Kaffe
og inddovne af Likrer. Og nu var Herrerne blevne trtte. Birger sov
ganske aabenlyst, og de Andre dsede over Cigarerne, hvis hvide Aske
fredeligt dryssede ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var fordybede i
Samtale.

Og Fru Ellis syntes pludselig at vre bleven en Anden end den, han
fr havde kendt. Hendes jne glimtede ikke som for lidt siden, de var
blevne dybere og havde faaet en fugtig og varm Glans, og de lange,
mrke Vipper skyggede for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme var
dmpet og bld, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ...
Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig
Sgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse sgte
Mennesker og kun fandt Mandfolk -- for Kvinderne dem var hun jo
forlngst frdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede.
Han greb hendes Haand og beholdt den, og han tnkte ikke over det. Og
han saa hende ind i jnene og syntes, at han sank ned i saa strk og
dyb en Sjl, hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke en tam
Tilfredshed som den, han flte sammen med Anna -- det var en Flelse,
der helt omsluttede hans Vsen og som gennemgldede det med en Varme,
han aldrig fr havde fornummet.

... Langt om lnge enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og
Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det
vrige Selskab syntes ikke at sknke dette Sprgsmaal en Tanke.

Da man kom ud paa Gaden, havde en tt Taage lagt sig over Byen.
Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som dde,
sorte Masser. Og enkelte Lygter stirrede mat frem, ude af Stand til
at gennemtrnge Skydampene, rde og afmgtige som betndte,
halvblinde jne.

Man blev enig om at tage Droske. Birger blev anbragt paa Bagsdet i
en af Vognene. Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med ham. Hun
smkkede Dren i, inden Grossereren, der med vaklende Skridt nrmede
sig, var naaet hen til den.

Flyge raabte ud ad Vinduet gteparret Birgers Adresse til Kusken.
Birger var allerede sunken ganske livls sammen.

Og mens Vognen gled gennem Taagesen, mrkede Flyge, at et Pur af
Haar strg sagte hen over hans Kind ...




Det jeblik stod for Dren, da Viggo Bgs Opfindelse skulde prves af
de Sagkyndige. Gennem Modlshed og idelige Tvivl, gennem Fejltagelser
og mislykkede Forsg var han naaet frem til et Resultat, et
Fremskridt i Brdfabrikationen, som han flte sig sikker paa.

Hvad han havde fundet var, sagde han selv, meget beskedent. Men hans
Opfindelse vilde dog betyde en lille Besparelse for hele Samfundet.
Han havde regnet ud, at hvis den trngte igennem og blev indfrt i
alle Fabrikker, maatte Brdet kunne slges nogle re billigere end i
jeblikket. Og sammen med Hansen-Maagerup morede han sig med at regne
ud, hvor stort et aarligt Belb der derved kunde indvindes for
fattige Familier, eftersom deres Brneantal var til.

"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. "Det kan vre, der er dem,
som knap nok vil kunne mrke det. Men det er altid et Fremskridt. Og
jeg synes dog, jeg har Lov til at vre glad over det."

"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup lftet, "og Du har fortjent alt,
hvad Du kan faa ud af det."

"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, saa jeg kan udnytte
Patentet. Men jeg vil tilbyde Opfindelsen til Fabrikken. Der vil
naturligvis gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin Anlgskapital
ind igen. Men jeg tror, Sagen er saa sikker, at der ikke er noget at
betnke sig paa."

"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal have hele Fordelen?"

Bg smilte.

"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. "Naturligvis skal den
have sine Udgifter dkkede. Og en Godtgrelse for Risikoen maa den
ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares ved Opfindelsen, skal
komme Forbrugerne til gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."

"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa det?"

"Ja naturligvis -- hvorfor skulde den ikke det? Skaffe de Fattige
billigere Brd -- det er jo noget, som vi Allesammen gerne vil.
Desuden bliver det Fabrikken, der faar hele ren. Hvad jeg har gjort,
er det mindste af det den er det, der skal fre hele Sagen frem i
Livet."

"Har Du talt med Direktren om det?"

"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give mig til at forhandle,
synes jeg, fr Opfindelsen er prvet og funden god. Men jeg er sikker
i min Sag. Jeg har undersgt alting saa nje: jeg _kan_ ikke have
taget fejl. Det vrste er, at min Metode maaske gr nogen
Arbejdskraft overfldig. Men ogsaa den Side af Sagen har jeg
tnkt paa. Tabet bliver mange Gange mindre end Fordelene. Og saa
maa Offeret jo bringes. Desuden vil Opfindelsen trnge saa
langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til at trffe deres
Forholdsregler."

... Bg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i
Forening med Fabrikkens Direktr bedmme Opfindelsen. Han havde sendt
ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til
Direktren. Bg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Mde,
hvor han saa vilde faa deres Mening at vide.

Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af
Utaalmodighed. Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det
ringede paa Drklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede
febrilsk ud for at se, om det ikke skulde vre Brev. Saa kunde det
hnde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom
stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte vre det rette.
Og naar det saa viste sig, at det var et andet, ligegyldigt, kunde
han nsten harmes over Bgs Ro.

Han kendte ham ikke igen: han, som ellers kunde vre saa ilter ...

Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. Bg besrgede hver Dag
sit vante Arbejde paa Fabrikken, men Direktren var tavs. Og Bg
kunde ikke overvinde sig til at sprge.

Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. Han mindede Direktren
om Sagen. Og Direktren lovede at bringe den i den ansete
Videnskabsmands Erindring.

Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft
Lejlighed til at stte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den
skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt.

Saa ventede Bg og Hansen-Maagerup paany.

Men omsider kom da Dagen, da det afgrende Mde skulde finde Sted.

Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, han glinsede og
gldede, og han flakkede bestandig om i Vrelset, satte sig hist,
rejste sig atter op, drnede med tunge Skridt hen ad Gulvet, greb en
Bog og slap den efter faa Minuters Forlb. Ind imellem fortabte han
sig i alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar Opfindelsen nu
var bleven godkendt og skulde gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan
Bgs Navn vilde flyve rundt og blive nvnet med re -- hvordan man
vilde fejre ham paa Fabrikken -- hvordan maaske en sknne Dag en
hjtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi han var bleven
greben af Beundring for hans Snille og nskede at sttte ham paa hans
fremtidige Lbebane ...

Men da Bg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup af Gru. Om der nu blot
var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa
vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det,
han selv stadig havde bvet for, da han forberedte sig til Eksamen,
og Skrkken sad ham endnu i Blodet.

Den lille Fejl -- den lille Fejl! Oprindelig havde Muligheden derfor
staaet for ham som et ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt
Bestie kanske men alligevel et, som kunde overvindes og udryddes. Men
i Tidens Lb havde den skudt Vkst. Den var bleven til et stort,
klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende jne -- et mystisk Vsen,
som virkede lammende paa den, der kom det nr. Den var intetsteds og
allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa lige for, og alligevel
kunde det vre umuligt at faa je paa den. Naar galt skulde vre,
kunde Bg have begaaet en Fejl i den lille Tabel, og alle hans
Beregninger kunde snuble derover.

Efterhaanden som Timerne gik, blev han mere og mere hjertegreben af
Angst for, at noget saadant virkelig skulde vre sket. Ja han flte
sig nstendels sikker paa, at det maatte vre Tilfldet. Han var i
sit Liv saa vant til at mde Uheld, saa han nsten forudsatte, at det
til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de
Mennesker, han holdt af.

Havde han blot tnkt paa alt det, inden Bg gik: han vilde have
tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et
jeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid. Han
maatte sporenstregs se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor,
hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et hvilketsomhelst Paaskud
maatte han se at faa Bg til afbryde den straks og faa den videre
Forhandling opsat til en anden Dag. Var der virkelig en Fejl, vilde
han da have Tid til at rette den ...

Men en Smule Eftertanke sagde ham, at han intet vilde kunne udrette.
Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bg en rgrelse.

Saa foldede han sine Hnder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte
vre der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskevrk, der
idag skulde staa sin Prve. Og da han havde gjort det, flte han sig
roligere til Mode.

Nede fra Etagen nedenunder ld der Klaverspil op til ham. Der var
Nogen, der vede sig paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet til
et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... Det var ganske
interessant at flge med og se, hvor ofte det vilde gentage sig,
inden Vanskelighederne var overvundne. Han indgik i Tankerne
Vddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt til at tlle.

Det adspredte ham for en Tid.

Siden kom Anfaldene af Angst af og til igen. Men han var utrttelig i
at finde paa rkeslse Sysler for at holde dem nede ...

Omsider kom da Bg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund,
da han traadte ind ad Dren.

Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede
en stor Kvrn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i
sin Vens Ansigt, og han turde knap sprge.

"Naa?" sagde han da omsider.

"Ja," sagde Bg i en trt Tone, "med Opfindelsen er der ikke noget i
Vejen. Det vidste jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. Det
_kunde_ ikke slaa fejl."

"Jamen hvad sagde de da?"

"Professoren var meget venlig. Det var virkelig et betydningsfuldt
Fremskridt, sagde han. Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... Ja
han sagde saamnd, at den vilde kaste Glans over dansk Videnskab ..."

Hansen-Maagerup bjede Hovedet. Nu da den store Glde var der, flte
han sig nsten overvldet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den.

"Det var da en Glde," sagde han kun.

"Direktren var ogsaa meget anerkendende. Men han nvnede jo straks
den store Anlgskapital."

"Han mente da ikke, at det kunde vre nogen Hindring?"

"Nej -- det gjorde han ikke. Han turde love mig, sagde han, at
Selskabet nok skulde overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden
ingen, sknt der krves straks Maskiner for over hundred Tusinde
Kroner."

"Det var meget!"

"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa til 60-70,000 om Aaret. Saa
Du ser, det vil ikke vare saa farlig lnge, fr det er fuldstndig
dkket."

"Bg -- jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er glad."

"Aa -- lad os nu frst se, om der er Grund til det. For nu kommer det
an paa, om jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg vil have
den."

"Det maa Du da sagtens kunne."

"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo straks paa Bane ..."

"Og hvad sagde han saa?"

"Han slog det hen. Han klappede mig paa Skulderen og sagde, at jeg
var en stor Idealist, men jeg lrte vel at se mere praktisk paa
Tingene. Han skulde nok srge for, at jeg blev tilfreds."

"Havde han da noget andet at foreslaa?"

"Ja. Han nvnede, at Selskabet maaske vilde give mig en strre Sum
straks for Opfindelsen og saa en passende Tantime ..." "Men det tog
Du da imod?"

"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil have, min Opfindelse skal
komme Forbrugerne til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og
Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin
Anlgskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa
sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionrer hste saa
at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden
vrd?"

"Jeg synes dog ..."

"Maagerup -- Du maa ikke sige mig imod. Og jeg skal sige Dig en Ting:
jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de
Penge -- nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig,
naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv -- jeg
er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu
taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud
sammen -- det er saa lnge siden ..."

Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var
ikke overdaadigt, men blot det ikke at sge til det sdvanlige
Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en
sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens
Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det saa
gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa ham og maaske forbedre hans
Stilling -- og han kunde faa Tid at dyrke sine Studier -- og gre nye
Opfindelser naturligvis ... Det kunde nu more ham at finde paa noget
Djvelskab af en eller anden Slags, som blot skulde vre til at more
Folk. Allerede dmrede der noget for ham om en ny Art Lysvirkninger,
som srlig kunde anvendes ved Illuminationer og som havde den Fordel,
at de var langt billigere end noget af, hvad man hidtil havde kendt.
Det skulde tindre og glde og skinne, saa Folk blev glade af det og
lette i Sindet og holdt op med at gaa og tnke surt ... Men det vilde
han have Penge for -- ikke saa faa Penge endda ...

Men naar han talte om, hvad Livet endnu kunde tiltnke ham, var der
jeblikke, hvor han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt og
raadvildt paa ham -- som en Hund, der fler, at dens Herre er
forstemt og som saa inderlig gerne vilde hjlpe, naar blot den vidste
sine levende Raad.

Og da Aftenen kom og de sad sammen i et Koncertlokale, hvor de havde
sgt hen for at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange
Menneskers Summen stemme sig til Fest -- da krvede Dagens Spnding
sin Ret. Rundt om dem rrte Livet sig -- men de havde en Flelse af
selv at vre udenfor, at sidde langt borte og se det hele gennem et
Slr af Taage.




I en Maaneds Tid forhandlede Bg nsten hver Dag med Fabrikken. Frst
var det med Direktren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der
blev holdt lange Mder, men man naaede ikke frem til Enighed.
Aktieselskabet var villigt til at byde ham personligt saa gode
Vilkaar som han kunde nske sig det, men man vilde ikke gaa ind paa
at lade sig foreskrive, hvor meget af den Fordel, Opfindelsen vilde
kunne yde, der skulde komme Forbrugerne til gode. Og Bg stod paa
sit: han vilde ikke slge sin Opfindelse paa andre Betingelser end
dem, han frst havde stillet.

Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet ud. I Pressen begyndte
man med at omtale den med patriotisk Rrelse som en brav Snnedaad
til Landets Velfrd. Derpaa glemte man den igen. Indtil det en Dag
kom frem, at Opfinderen havde vist sig utilbjelig til at slge den
paa hderlige Vilkaar. Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok
vilde gre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at
Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker.

Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt srlig
Opsigt. Og en Dag mrkede Bg, at de var komne under Vejr med, at
Opfindelsen betd Indskrnkning af Arbejdsstyrken. Der rejste sig som
en kold Mur af Uvillie mellem ham og dem. Og naar han frdedes i de
store, de Arbejdsrum, flte han Stinget af deres mistroiske Blikke.

Saa indbd han alle Arbejdere i Faget til et Mde. Han vilde forklare
dem, hvori hans Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette med
den. Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde
give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede.

... Salen, hvor Mdet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til
allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv
og Vgge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt
at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et
Stearinlys.

Da Viggo Bg stod deroppe, syntes han, at en fjendtlig Skummelhed
slog ham i Mde. Han kendte mange af de nrmeste Ansigter: der var
Arbejderne fra Fabrikken, og paa frste Rkke lyste Hansen-Maagerups
bekymrede Venskab. Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun
utydeligt sklnes. Han saa Ansigterne tone blegt frem af Halvmrket,
og det var som stirrede der Kulde og Spot ud af dem.

Der havde vret livlig Samtale, da han traadte ind, og han havde hrt
en Latter, som skraldede op fra en af Rkkerne. Nu, da han viste sig
paa Talerstolen, blev der tysset paa de Hjrstede. Det ld, syntes
han, som naar en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.

Men saa blev der ganske stille.

Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede lidt -- og dog var han
ganske rolig. Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre
Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en
fremmed.

Frst og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side.
Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt
og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne.
Og han mrkede, at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa
nede fra Salens nederste Ende en svag Bifaldsmumlen.

Og som han nu stod der og talte for disse Arbejdere, syntes han, at
han paany gennemlevede hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han flte,
hvordan den frste Tanke derom slog ned i ham og siden ikke vilde
unde ham Ro. Han syslede med den i sine Tanker i alle de ledige
Timer, han havde. Der var jeblikke, hvor han nsten fordmte den som
Galmandsvrk og flte Undseelse overfor sig selv, fordi han i Alvor
havde givet sig af med den. Men saa kom den igen med strre og strre
Styrke: den vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans Liv.
Vanskelighederne syntes mindre og mindre uoverstigelige, og den Dag
kom, da han kunde begynde paa den praktiske Udformning i
Laboratoriet. Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede,
fortvivlede, flte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten
for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var
da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke lngere vristes
fra ham -- og nu stod han her, bd sin Gave frem, rede til at modtage
sin Dom ...

Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande. Han
syntes, at en Blge af hed og tung Luft vltede sig op imod ham. Men
han nsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede
i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han _maatte_ igennem.

Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke
med sin Opfindelse. Brdet var Livet for Menneskene. Gennem det diede
de daglig Moder Jord.

En Gang havde det vret saadan, at de tog af Jorden, hvad de havde
behov -- tog det som det var og aad det. Men den Tid var kommen, da
Moder Jord ikke af sig selv gav sine Brn, hvad de behvede for at
leve. De maatte vriste det fra hende, og de maatte kmpe om det med
Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet krnket.

Men Krligheden til Jorden havde de ikke mistet, og de kunde ikke
undvre det Brd, den sknkede dem. De havde taget Land, hver sit
Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad Mennesker ejede, flte de
sig saa inderligt knyttede til som til det. Deraf opstod Krligheden
til Fdrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, der var nedarvet
gennem Slgterne ...

Og af denne Krlighed var Kulturen fdt. Kulturen var Bestrbelserne
for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for
det gode, det sknne og sande -- og saa Brdet.

Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betd den kun
uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar vre overfljet af andre,
vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde
gre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brd. Skulde det vise
sig, at den ikke evnede det, da vilde den d af sig selv.

Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde
intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde vre
villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som
handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var
Helligbrde.

Han havde under de sidste Ord hrt nogle Udbrud af Misfornjelse. Der
var bleven slynget et ironisk Sprgsmaal op til ham, og man havde
leet.

Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om han saa ikke vilde kunne
overbevise en Eneste af dem, der sad og hrte paa ham: han maatte dog
tale.

Og han gik over til at omtale, hvordan nu Opfindelsen vilde virke
indenfor Fabrikken. Han forklarede det hele ganske trt og ngternt
med Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde intet dlge: der
vilde blive nogen Indskrnkning i Tallet af de Arbejdere, som
herefter kunde anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhren flte
sig som et Hele. Den var et uhyre Broderskab, som der knap havde
vret Mage til i Historien. Alle maatte de vre villige til at ofre
sig for det flles Bedste. Og det vilde de ogsaa gre nu. Arbejderne
skulde nok selv srge for, at Ingen blev brdls, fordi Brdet blev
billigere for dem alle.

Han havde sgt Kapitalens Hjlp til at fre sin Opfindelse ud i
Livet. Om den vilde blive ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde
virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes Dom. Og han var vis
paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ...

Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere:
man brd ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrd ham med allehaande
Sprgsmaal. Men han hrte det nppe. Han fornam blot det hele som en
ubestemt Larm. Om den betd Bifald eller Mishag, det gjorde han sig
ikke klart.

Men nu, da han steg ned, brd der en forvirret Stj ls. Der var ikke
Faa, der klappede, men Strstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og
han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham.

Midt i Salen rejste en arbejdskldt Mand sig op. Han gik med tunge
Skridt gennem Svrmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe,
forvandledes Larmen til udelt Bifald.

Han saa med et selvsikkert Smil ud over Forsamlingen og slog ud med
Haanden. Saa blev alt stille.

Med en Stemme, der mest slbte sig afsted men som undertiden dirrede
af Lidenskab, begyndte han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne
havde lrt at vare sig for den, naar den optraadte i sin sande,
krasbrstige og brutale Skikkelse. Men langt farligere var den, naar
den kom med de sde og fede Ord. Det var det, den havde gjort i dette
Tilflde. Her var Tale om et rent og skrt Kapital-Foretagende, der
efterhaanden vilde tage Brdet fra Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde
man give det Udseende af, at det skulde vre i Arbejdernes Interesse.
Men de var ikke saa dumme, at man kunde binde dem den Slags paa
rmet. De var oplyste og selvstndige Mnd. Og de skulde vel vide at
lyse enhver Art af Lumskerier hjem.

Da han tav, brd der Bifald ls fra alle Sider af Salen. Bg vidste
nu, at han havde tabt sit Slag. Han flte hverken Vrede eller Sorg
derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed.

Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvvende politiske
Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom med
Tal, der beviste, hvordan de blev sultede. Og Stemningen i
Forsamlingen steg stadig. Trangen til at udtale sig svulmede i de
Fleste. Men de, som ikke havde Mod til at staa op paa Talerstolen,
njedes med at sidde paa deres Plads og raabe deres Anskuelser op mod
Talerne. Man ventede jensynlig, at Bg endnu en Gang vilde tage
Ordet. Og da han tvede dermed, sgte man at hidse ham dertil.

"Op med Opfindelsen!" ld det, "op med Mekanikken! Lad os faa
Spillevrket at se! ... Han tr nok ikke! Han er bange for, at
Urvrket ikke vil gaa!"

Men pludselig tav disse Raab og aflstes af en nysgerrig Mumlen. Der
var kommen en ny Taler op. Det var Hansen-Maagerup.

Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu rdere end ellers. Og alle
dets Muskler dirrede. Han stod et jeblik og bjede sig frem over
Talerstolens Rand. Hnderne havde han foldet.

"Det er en Prst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord
paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke,
om det var en Modstander eller en Meningsflle, man havde for sig.

Han begyndte at tale. Han havde sin Nd med at faa Stemmen til at
lystre, og Stningsbygningen gik hvert jeblik itu for ham.

"Kre Arbejdere!" sagde han, "jeg tr sige, at den Sag -- at Jeres
Sag, den kan ogsaa jeg -- ganske slutte mig til -- eller fle Sympati
for ... Jeg ved, hvor haardt det -- hvor haardt det er at kmpe for
Udkommet -- jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er
her til Stede. Men I maa vre retfrdige -- og det her i Aften -- den
Maade, I har stillet Jer paa -- den er ukrlig -- den er nederdrgtig
..."

Der brd en forbitret, glammende Larm ls nede i Salen. For hans jne
glimtede det hadefuldt frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa ud,
som om de fleste Mennesker dernede var Vilddyr, der kunde styrte frem
og snderrive ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi vil ikke
hre ham," "Smid ham ud" raabte de.

Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han var slet ikke bange --
tvrtimod flte han nu, at al den ngstelse, der fr havde faaet hans
Rst til at sklve, var forsvunden. Nu vilde han kunne sige Sandheden
-- ganske jvnt og ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. Han
var ganske sikker paa, at naar han frst kom til Orde, vilde han
kunne overbevise dem. Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han
blive staaende og vente, til der var kommet Ro i Sindene.

Men Stjen vilde ikke hre op. Den tog til i Styrke. De fleste havde
nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hnderne op mod
Talerstolen og raabte, at de ikke vilde hre noget mere.

Da stod den Mand, der frst havde talt efter Bg, op paa en Stol. Han
slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.

"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem,
der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan
Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare
tale videre -- der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade
deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig
spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter
den Fornrmelse, der er tilfjet os, jeblikkelig forlader Salen. Saa
kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."

Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man
klappede. Et jeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle
styrtede mod Udgangen, trngte paa, brd frem, som kunde man ikke
hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe
Vittigheder op mod Bg og Hansen-Maagerup.

Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han
stadig ventede, at man alligevel vilde betnke sig og vende tilbage
for at hre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og
han kunde mrke, hvordan hans Ben rystede under ham.

Frst da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bg var ganske
alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til
hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtj i Garderoben og
gik.

... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr. En skarp, kold Regn,
som af en hidsig Blst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det
en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret.

Men de vekslede kun faa Ord, og da var de nsten hjemme.

"Ja ja," sagde Bg saa, "saa er altsaa det hele forbi."

Det gav et St i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan
en uhyggelig Klang.

"Hvordan mener Du?" spurgte han.

"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen
med de Mennesker."

Hansen-Maagerup bjede tavs Hovedet. Han havde ikke tnkt paa det
fr, men han flte, at Bg afgjort havde Ret.

"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at sprge.

"Opfindelsen -- ja. Den er vel forelbig ikke det vrd, som Patentet
koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg slger den ikke til
Aktieselskabet. Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give Arbejderne Ret."

"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer maaske en Tid -- det kan
jo vre, at alting bliver bedre, end vi tnker."

Men han flte selv, at hans Trst var tom.

Lidt efter var de hjemme. Han gik straks i Seng. Han havde paa
Fornemmelsen, at Bg helst vilde vre ene.

Men lnge efter, at han havde lagt sig til Ro, hrte han Vennen gaa
med rastlse Skridt op og ned ad Gulvet.

Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Frdsel
og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Svn -- laa og
stirrede ud i Mrket, der syntes ham saa tt og dybt, at det aldrig
vilde kunne vige for Dag og Sol.




Viggo Bg havde sagt sin Plads op og faaet Tilladelse til at forlade
Fabrikken straks. Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om
Opfindelsen var afbrudte.

Han havde nu i nogen Tid set sig om efter en ny Livsstilling. Men det
syntes ikke at ville lykkes for ham. Allevegne hvor han henvendte
sig, frygtede man Vanskeligheder med Arbejderne, hvis man antog ham
-- Arbejderne, i hvis Ban hans Opfindelse havde lyst ham.

Derimod havde han haft flere Tilbud fra Folk, der vilde kbe hans
Opfindelse. Men Ingen vilde gaa ind paa de Betingelser, han
foreskrev.

Han havde nu ladet sig overtale til at modtage et Laan af
Hansen-Maagerup. Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og
Summen var stor nok til, at Bg for den kunde leve et Aar. Paa den
Tid mente han, at han vilde kunne gre sine Studier frdige. Og der
maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham.

Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens.
Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa
stille og forskrmt. Bg arbejdede med en nsten forbitret
Ihrdighed.

Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig
havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker.

"Der er det, som jeg nu synes er strre," sagde han en Dag. "Der er
noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de
Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af
det. Det var, om man kunde rive Menneskene ls fra hverandre, faa dem
til at tnke og tro og fle paa egen Haand uden at rotte sig sammen i
fanatisk Stdighed. Det er den saakaldte offentlige Mening, der er
Ondet, de dumme, uansvarlige Fllesmeninger, der suger Marven ud af
hver Enkelt. Vi tror, vi har frigjort os for Middelalderens Fordomme,
og vi taarner selv hver Dag nye op. Vi fler os dydig oprrte over
Ktterbaalene, og vi brer selv Brnde sammen til at stege dem, der
vover at sige deres rlige, oprigtige Mening. Vi gr os til af at
tnke frit, og vi tnker slet ikke ... Eller har jeg Uret? Er det
mig, der har set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft Uheld
med mig?"

Ofte kom han med saadanne Tanker. Men Hansen-Maagerup rystede blot
paa Hovedet. Sagtens havde Bg Ret -- selv forstod han ingenting mere
-- men det var dog saa srgeligt at hre ham tale paa den Maade.

Anna blev ikke mere nvnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at
Hansen-Maagerup tnkte paa hende. Men han turde ikke nvne hendes
Navn til Bg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning.

Men en Dag kom han stormende ind i Vrelset, hvor Bg sad og
arbejdede. Han var ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage
Overtjet af.

"Bg," raabte han, "ved Du, hvad der er sket? Frken Herdings
Forlovelse er hvet -- Anna Herdings Forlovelse -- Bg!"

"Naa?" sagde Bg, og der kom et smerteligt Udtryk i hans Ansigt.

Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke Mrke dertil.

"Jeg hrte det af Kihler -- Onkelen," blev han ved. "Det er Flyge,
der har givet hende hendes Ord tilbage -- -- Men hun har i lngere
Tid _lidt_ under at vre bunden til ham -- -- Hun holdt ikke af ham,
Bg -- hun har aldrig gjort det -- det sagde han ogsaa, Kihler -- men
de er naturligvis kede af det, Mo'eren og han ... Jeg lb herop, saa
snart jeg hrte det -- for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende --
Du kan ikke glemme hende ..."

Bg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham.

"Jeg vilde nske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han.

"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."

"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede
nogen Anden flge mig paa."

"Naar det var En, som troede paa Dig og som ..."

"Det er lige meget. Jeg kan ikke -- _kan_ ikke ... Lad os nu ikke
tale mere om det."

Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup var dybt
skuffet. Hele Eftermiddagen blev han hjemme og vimsede stadig om Bg,
som om han ventede, at han havde noget at sige ham. Men det var
forgves. Bg blev ved at sidde bjet over Skrivebordet.

I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet imidlertid vanskeligere
for Bg end fr. Der var jeblikke, hvor han flte sig fristet til at
trkke sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han behvede jo blot at
slge sin Opfindelse -- saa laa hele Livet aabent for ham. Atter og
atter spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. Havde hun ikke
uigenkaldelig forsmaaet ham den Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde
jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mrke hans
tavse Tilbedelse.

Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende
Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste
Flelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den
frste og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde
Forlovelsen ikke vret Krlighed. Den havde vret Frihed.

Hvorfor havde han saa bestemt, nsten barsk, afvist Hansen-Maagerup
den Dag, han havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var fri? Selv
havde han troet, at det var stolt Resignation: han vilde ikke knytte
hende til et Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var en Art
Mod, han havde ment at vise ved at gre det. -- -- Mod? Nej Fejghed
var det. Han frygtede for Kampen og Afgrelsen. Og derfor valgte han
at forraade sin Krlighed og hende, hvem den gjaldt.

Men denne Fejghed formaaede han heller ikke nu at overvinde -- og det
uagtet han dog var kommen saa vidt, at han tilstod den for sig selv.

Han begyndte i denne Tid at fle sig syg. Der var en evigt jagende
Uro over ham. Bedst som han var optagen af sit Arbejde, kunde han
springe op og gaa ud.

Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da det hndte, listede
Hansen-Maagerup sig efter ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade
efter den anden -- mest Sidegader, hvor han jensynlig intet havde at
gre. For det meste gik han rask til, men undertiden kunde han blive
staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. Han lod, som om han
betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som
iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han
intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og
adspredt Blik ...

Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Frde. Endnu samme
Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at hre. Men for
frste Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord.

... Saa var det en Sndag hen paa Foraaret. Det var hjt og
lyst Vejr. Men en Blst, der endnu ejede noget af Vinterens
Bidskhed, strg om Gadehjrnerne og fik Skiltene til at klapre.
I Sndagsstilheden hrtes det dobbelt tydeligt.

Bg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Sndag ikke
vilde arbejde. De sidste Sndage havde han ikke undt sig Hvile. Men
efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv
mrkede, hvor ndvendig en Dags Rast var for ham.

Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bg
vidste ikke hvorhen.

Selv havde han ogsaa tnkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket,
kunde han ikke overvinde sig til det. Og nu sad han i Lnestolen og
saa ud ad Vinduet.

Hjt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var
ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og
samledes paany. Deroppe, deroppe -- der var der ingen Ufrihed og
intet Nid -- for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen
skulende Mistnksomhed.

Men dette Rige vilde Menneskene erobre. Videnskaben havde allerede
slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lgge
ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde
man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man
maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa
Luften skulde gres uren af menneskeligt Kvl, menneskelig Strben --
at Blikket ikke mere kunde dvle uforstyrret i den blaa Himmel eller
flge de drivende Skyers Leg ...

... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en
saadan Verdens-Vandalisme umulig!

Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt
-- og smaat. Der hvirvledes Stvet op og lagde sig atter tt og sejgt
over alt, hvad der levede og rrte sig. Der var Smuds og lav
Beregning, Egenkrlighed og Urlighed -- der levedes saadan, som det
nu en Gang var muligt.

Og naar alt kom til alt -- var der saa andet at gre end at vre med
i dette Liv og tage dets Vilkaar som de bd sig frem? Han saa over
Hustagene Nettet af Telefontraade udspndt som Strenge paa et
Kmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store
Symfoni, det vldige Kor af _Interesser_ -- hele Forretningslivets,
Tilvrelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Vrg
Dig selv, vrn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den
Enkelte stemte sin lille Piccolofljte i en anden Tonart? Den vilde
dog overdves, saa intet re kunde opfange dens Lyd.

Han flte sig idag saa overfldig. Hansen-Maagerup udrettede med sine
smaa Evner mere i Livet end han. Saa ubesmittet han var af Egennytte
havde han dog fundet den lille Plads i Tilvrelsen, hvor han kunde
udrette noget ...

... Der ld Skridt op ad Trappen. Han kendte Hansen-Maagerups -- men
han syntes -- jo, ld der ikke andre, lettere ved Siden af? De kom
nrmere og nrmere -- nu standsede de paa Afsatsen. Skulde de hjere
op? ... Nej, nu blev Nglen sat i Entrdrens Laas ...

Dren gik op -- der ld Stemmer derude -- sagte Stemmer ... Den ene
var Hansen-Maagerups -- der var Nogen, han talte til -- men denne
anden -- denne anden ...?

Han rejste sig op og stirrede mod Dren. Nu aabnedes den -- langsomt,
syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham -- tvende og
halvt modstrbende -- en Anden ...

Gud i Himlen -- det var Anna -- Anna Herding -- der kom til ham --
til _ham_ ...!

Han fornam halvt sansels, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden
paa hans Skulder.

"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. "Nu maa Du tale med hende
selv -- hrer Du -- Du maa, Bg ... Dette her _kan_ ikke blive ved at
gaa!"

Anna var bleven staaende henne ved Dren. Nu kom hun frem imod ham
... Han saa hendes jne saa skinnende blanke ...

Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke,
om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt
var glemt -- alt undtagen det, at hun var der. Og han tog hende i sin
Favn og knugede hende ind til sig -- det var, som sprngtes hans
Vsen af noget nyt, overmgtigt -- noget, der levede indeni ham men
som han aldrig fr havde kendt ...

Men Hansen-Maagerup var forlngst ude af Vrelset.




Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.

Nogen sluttet Forening var det ikke, for man havde ingen Love og
ingen Bestyrelse. Men Mder holdt man, og til Samlingssted havde man
valgt den Sal, hvor Viggo Bg en Gang forgves havde sgt at vinde
Arbejderne for sin Opfindelse.

Thi om Bg havde Samfundet dannet sig. En ny Opfindelse, han havde
gjort -- den af det billige Illuminationslys -- havde paany vakt
Opmrksomhed om hans Navn. Hans frste Arbejdes Skbne var atter
dragen frem og drftet, og en Kres af Jvnaldrende havde lidt efter
lidt sluttet sig til ham. Fra alle Lag af Folket kom de: Studenter og
Handelsmnd, unge Kunstnere og Arbejdere. Alle flte de hans Kamp,
hans Planer, hans unge Iver som deres egen. Og det var kommet ganske
af sig selv, at man havde valgt at mdes paa det Sted, hvor han havde
lidt sit frste Nederlag.

"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne
Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op.

Thi Naivitet -- det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold
vilde den. Uden Frygt og uden Blu skulde Menneskene kunne se deres
Gud i jnene, vedkende sig deres Tro eller deres Tvivl, deres
Forngtelse, deres Krlighed og deres Had. Disse unge Mennesker
nrede en strk Mistillid til _Ordet_, altid ivrige for at afslre
Frasen, og de havde ingen rbdighed for nogen Art af Sammenklumpning
til Vrn for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der oprindelig og
strk sprang ud af Personlighedens Inderste og som satte sig Frugt i
Handling, saa de op til og bjede sig for.

De havde intet Tilhold hos noget Parti. I den offentlige Mening stod
der Smil om dem. Men alligevel havde de vakt en vis Opmrksomhed, og
deres Mder var strkt besgte.

Saa bestemte de sig til at holde Fest.

Det var Sommer, og Festen skulde staa under aaben Himmel. Ude ved
Furesen skulde den holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt og
gyldne Agres Frodighed. Og paa Sen skulde der ligge Baade, hvorfra
Musikken skulde tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde Glden
ligesom komme svvende ind til Menneskene, der frdedes langs
Bredden.

Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen vre. Mest skulde der vre
Musik og Sang og Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men isr
skulde der vre Lys. Naar Mrket faldt paa, skulde der illumineres og
afbrndes Fyrvrkeri.

Overskuddet af Festen skulde anvendes til et Fond, hvis Hensigt var
at fre Viggo Bgs frste Opfindelse ud i Livet -- paa de Vilkaar,
han selv havde tnkt sig det lige fra frst af. Han havde truffet
Aftaler med Fagmnd, som var villige til at forestaa den Fabrik, der
skulde anlgges. Selv vilde han kun komme til at beklde en beskeden
Stilling derved.

... Planen om Festen vakte som alt, hvad "de Naive" foretog sig,
Latter. Dog et Par alvorlige Blade advarede deres Lsere mod at tage
Del deri, eftersom den var et maskeret Forsg paa at skabe Uklarhed i
Partiforholdene og forvirre taagede og umodne Hjerner -- i sidste
Instans sigtende til at undergrave den rolige Udvikling i Landet.

Saaledes var Opmrksomheden vakt. Festen blev Dagens Emne.

Man talte ogsaa om den paa den Kaf, hvor Flyge holdt til og hvor han
efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af
Stamgster.

"Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsmmer aldrig nogen Kalv med to
Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for
jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spgefuldt Indfald,
saa br man vise, at man paasknner det. Derfor vil jeg heller ikke
svigte den foreliggende Naturmrkvrdighed. Saa vidt jeg kan forstaa,
er der her Tale om Folk, der ikke vil tro paa noget men alligevel tro
paa alting. Det forekommer mig at maatte vre noget i Retning af en
Skildpadde, der bider sig selv i Halen. Og jeg vilde bebrejde mig
selv det hele mit Liv, hvis jeg forsmte Lejligheden til at tage det
i jesyn."

"Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, "at man i vore Dage
bliver blaseret overfor sligt."

"Hjstrede Herre -- _jeg_ bliver aldrig blaseret. Jeg har maaske en
Gang vret det -- det var den Gang, da jeg troede, at man selv maatte
vre med paa Livets Mange for at have nogen Fornjelse af det. Men
nu har jeg forlngst opdaget, at den sande Nydelse bestaar i at
iagttage. Iagttageren kan aldrig blive blaseret, for der er altid
noget nyt, der frembyder sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede
Aar, fr man begynder at blive ked af Legen."

Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest.

-- -- Der var faldet Regn den Dag, da den skulde holdes. En strk
Skylle var der faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden havde
drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens
Spor. Nu duftede det fra de grnnende og gulnende Agre og ud fra alle
Havernes Blomsterbede og fra Grftekanternes brogede Frodighed. Og
hjt oppe under Himmelloftet hang Lrken og sang og steg og dalede,
som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor.

Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han krte ganske langsomt. I den
sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at stte Farten op.

Og som han sad der og lod Maskinen rulle jvnt og sindigt frem,
smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde frdes
imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt
forjttet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en
driftig Ungdom, der udfrte en saadan Daad. Man afsatte nogle gamle
mre Idealer, som Ingen mente noget alvorligt med, og indsatte nogle
nye, der betd det samme -- altsammen med samme Lethed som den,
hvormed man byggede en gammel Rnne om til et moderne Hus. Man
forkyndte en ny Himmel og et nyt Helvede. Og alligevel blev Verden
ved at vre paa en Prik den samme, den altid havde vret.

Det var den rene, pure, skind- og benfri Barne-Uskyld.

At Nogen gad!

Sknt -- med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig
var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes
virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. Han havde sgt efter
Personlighedens Krne i hende -- havde villet fremelske den og hge
om den -- ja, saa vidt var han gaaet, at han af ren menneskekrlig
Omhu havde tnkt paa at faa hende skilt fra Manden -- paa det at han
selv kunde tage hende til gte. Hellige Enfold -- Fru Ellis som
Personlighed! Fru Ellis som knkket Lillie, hvem det gjaldt om atter
at binde op til en solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en
Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem Krlighedens Skole!
... Heldigvis -- han var snart bleven befriet for alle Illusioner i
den Retning. Og han var fuldstndig paa det rene med, at Fru Ellis'
kvindelige Dyder udelukkende var saadanne, som bedst kom til deres
Ret paa en Natrestaurant -- i Skret af blinkende Flasker og
funklende Vin.

Et jeblik strejfede hans Tanker Anna. Ogsaa i Forholdet til hende
havde han vret naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende havde han
villet udvikle -- ad andre Veje og mod andre Maal. Han saa nu, at han
ikke havde gjort hende nogen Velgerning fr den Dag, da han brd med
hende. Saamnd om hun ikke allerbedst vilde vre paa sin Plads som en
god gammel Jomfru i den rrende Lavendel-Stil ...

Han var i ypperligt Lune, da han naaede Skoven. Ved et Skovlberhus
fik han Cyklen indstaldet og blandede sig i Vrimlen.

Allevegne var der tt med Mennesker. Strsteparten syntes mest
tilbjelig til at tage hele Festen som en artig Spas. Der var
smaa Flokke af glade Kbenhavnere med deres Damer -- de havde
Barnetrompeter med og truttede op mod Musikken. Og deres Vitser og
Latter skraldede og knitrede som Raketter under de hje, alvorlige
Trer.

Men i Mngden var der ogsaa dem, hvis jne lyste af ung Glde. De
syntes slet ikke at have re for de spottende og vrngende Mislyde,
der sgte at plette deres Fest. Og det var nsten, som om deres
strke Stemning efterhaanden smittede det vrige Publikum.
Trompetskrattet og den larmende Lystighed hrtes svagere og svagere.
Men en ung og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, frst som en
sagte Nynnen, saa stigende og stigende, til den blev som en brusende
Orkesterhymne. Og paa en Gang syntes alle disse tilfldig samlede
Mennesker at blive som gamle Bekendte. Ganske formlst tiltalte man
hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken
spillede.

-- -- Det var i Skumringen. Mellem Trerne var Illuminationsblussene
begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Sen bares Sang af
Menneskestemmer ind.

Flyge havde sat sig paa en Bnk nede ved Sen. Alle de forvirret
blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem
Trerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene,
der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der
plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de hje
Trers Kroner -- alt det lod han risle gennem sine Nerver. Og han
fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det
altsammen kom ham ved -- intet -- intet ...

Da var det, han saa Anna og Bg komme gaaende ad Vejen -- hen imod
det Sted, hvor han sad. Bg gik hj og rank og svingede med den ene
Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt kldt i hvidt. Og
sknt det var halvt mrkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom
laa badet i Lykke.

Han havde intet hrt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres
Tilsynekomst paa ham nsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst
om dem, hvor de gik frem. Og Trernes Grene, der ludede ud over
Vejen, hvlvede sig over dem som en report.

De kom nrmere -- nu kunde han hre deres Stemmer. Og sknt han ikke
sklnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden. De saa
ind i den med den Feber, hvormed den Rejsende frste Gang drager ind
i et fremmed Land. Et Vidunderland, som han selv aldrig skulde gste
-- et Land, hvor Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid sang, og
hvor Roserne var som varmt, rindende Hjerteblod.

Nu var de lige ud for Bnken, hvor han sad -- nu vilde de faa je paa
ham ... Men de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, at de
intet saa.

Nede ved Sen stod de stille -- lnge. Saa ud over dens blanke Spejl,
der indrammedes af Skovens mrke Krushaar -- saa, hvordan stadig
flere og flere Blus tndtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun
lnede sig op til ham -- saa trygt, saa trygt ...

Men omsider gik de videre. Skovmrket lukkede sig om dem.

Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. Han var pludselig kommen til
at fryse.

Langt om lnge rejste han sig med et Ryk.

"Det lader til," tnkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan
udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin
egen Skepsis."

Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad
Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.

Fra det stille Vand bares der Lyd af unge Stemmer ind mod Land.

Over det stille Vand gled der Baade frem, roede af ung Styrke.

I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.





End of the Project Gutenberg EBook of Det stille Vand, by Albert Gnudtzmann

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND ***

***** This file should be named 35886-8.txt or 35886-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/5/8/8/35886/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
