The Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Minna

Author: Karl Gjellerup

Release Date: August 28, 2010 [EBook #33562]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet, men
forfatterens inkonsistente stavning er i vrigt bevaret. Symbolet #
er brugt til at angive spatieret tekst i originalen, mens _ er brugt
til at vise kursiveret tekst.




 MINNA




 KARL GJELLERUP

 MINNA

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL -- NORDISK
 FORLAG -- KJBENHAVN OG KRISTIANIA
 MDCCCCXVIII




 Krohns Bogtrykkeri.




 Helliget Erindringen om min uforglemmelige Ven Kammerjunker
                      F. V. BERREGAARD
             kgl. Skovrider i Hanenau paa Falster




FRSTE BOG




I


Semestret ved Polytechnicum havde vret temmelig anstrengende, og det
begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i
en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke
just synderlig luftig. Jeg flte ofte en hjemlig Lngsel efter det
danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de
dog kun ringe Afkjling, og naar man endnu mellem ni og ti slbte sig
op paa den Brhlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste
Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for
saa vidt trstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom
Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance,
hvis man nd en Portion Is udenfor Caffen, hvor der var behageligt
at sidde mellem Silerne og hre Brudstykker af Concerten i
Wienergarten hinsides Floden.

Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning
at ligge paa Landet i den nrforestaaende Sommerferie. Mig selv
forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade
var ndsaget og vant til at leve meget konomisk. Jeg var strax paa
det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid
Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig
for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk
Indtryk hos mig, skjndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun
havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa
Nedveien fra Bastei.

Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station
og gik mellem Frugttrshaverne ned til Frgen. Elben bugter sig her
om et frodigt Agerland, der efterhaanden hver sig i jvne Bakker,
mrke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det
lber fladt ud mod Floden. Her breder vre-Rathen sig med velhavende
spredte Bndergaarde, og et lst Vv af Frugttrskroner spnder sig
over Kornmarkerne og de grnne Enge. Den hinsidige Bred er een stor
Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor
det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og nsten kun prsenterer
sig med de to Gjstgivergaarde, den ngne ny og den overgroede gamle,
hver paa sin Side af Bkken, som blinkende munder ud i den store
forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hver sig Basteis
blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og
Bgelv, og derefter lyser Rkken af de store Sandstensbrud, de
smukkeste i hele Landet; de danne dr enkeltstaaende gulige
Vggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod hie. Til den
anden Side af Rathen derimod strkke de sig som en vedvarende
Gjennemskjring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovblger seiler
Lilienstein som et uhyre Pantserskib. --

Frgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strmmen, der selv
drev den frem; thi den var tiret til en Tnde, der vippede et
halvthundred Fod lnger fremme, og Frgemanden havde ikke Andet at
gjre, end et Par Gange at stramme Kjden, der lb gjennem en Tridse
oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre trrede han bestandig med
sit Skjorterme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrndt, at
han kom vor Forestilling om en Rdhud betydelig nrmere, end de
Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set
producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde
man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre
at sprede Kjlighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine
mange ngne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis
Brndpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og
Frgemanden om, at det ikke var noget kjligt Opholdssted, jeg havde
udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale Grunde; -- og
desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg
ikke saa let derfra igjen. Kan hnde, at ogsaa Skjbnen havde sin
Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at vre vigtig nok
til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da
ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrd, at jeg ikke lod mig
afskrkke. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag
-- det er nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare
dette Sprgsmaal.

En eller anden Digter -- det er vist forresten nok en meget bermt
en, -- skal have sagt, at der er Intet saa srgeligt som i tunge
Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tr naturligvis ikke stte mine
Ord mod hans, isr da de ere gjentagne saa tidt, at de nsten ere
Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var
endnu srgeligere, naar man slet ingen lykkelige ieblikke havde at
se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg
kan, sge at henstte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der
fulgte efter.

Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et
Logis. De to Gjstgivergaarde havde kun de allerringeste Vrelser
tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til
Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bk og
opad de smaa Trappe-Stier -- fra en Skomager paa den ene Side til
Bageren paa den anden, over igjen til Vgteren og tilbage til
Kjbmanden; men enten var Vrelset udleiet, eller der var to
forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig
som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.

Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trstig paa Dren til
Lrerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om
Lreren var hjemme, forsvandt et ieblik og foer mig derpaa forbi og
op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Stvler i Haanden;
derefter brd han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke.
Snart viste Skolelreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et
halvt svnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han
havde ganske rigtig to Vrelser ledig, men de leiedes kun ud under et
og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at
jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trstede mig
med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Vrelse i den nye
Pensions-Villa ved Siden af.

Den Villa, som jeg nu nrmede mig til, saae meget elegant ud: den
havde grnne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad
Muren og en lvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg
allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med
grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrkkende nu end
alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrkkende
paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det
mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus
overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af
saaledes at lbe om og banke paa alle Husdre. Et Selskab af Herrer
og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, -- det saae mig mindre og
mindre pensionsagtigt ud, og jeg flte mig lettet, da en
Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nr var lbet paa mig,
kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget
overlegen og spottende Maade: -- nei, her leiede de rigtignok ingen
Vrelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dr verst oppe paa
Bakken. Det havde hidtil vret skjult af den smukke Villa og tog sig
ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og
prsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufrdig Ngenhed,
uden saa meget som en Busk i Nrheden af sig, og saa skinnende nyt,
som om det aldrig kunde beboes.

Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bkken, og kravle en
halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper
til Randen af Bakken. Nrved saae Huset ikke synderlig beboeligere
ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brdder rundt om; de fleste
Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Trk. Dre smeldede
i, og fra Kjelderen hrtes en grov Kjllingerst, der dslede med
herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgrt Tysk besidder. En Mand
laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelr -- aabenbart for frste Gang;
en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit
Komme og viste mig et kjnt, blegt Ansigt med en rd Plet paa den ene
Kind, som om hun nylig havde faaet en vldig refigen. Da jeg spurgte
efter Vrt eller Vrtinde, lb hun hurtig bort paa sine bare Fdder,
der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i
Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren
Kjlling, hvis brede Mund aabenbart havde vret Udgangsport for de
omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun trrede i sit Forklde,
jeg strax mistnkte for at have vret i nr Berrelse med Pigens
Kind. Under det opkiltrede Skjrt havde hun bare Ben, der var ganske
krumme, med flade og ligesom udtraadte Fdder.

-- Naa, Herren vil have et Vrelse her, sagde hun -- ja, saa er det
saamnd paa Tide, for der er kun et tilbage, -- naar det skal vre
enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Ts!
er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa
anden Sal, -- vr saa god.

Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Vrelse. Lyst og navnlig
luftigt kunde det sagtens vre, for der var ingen Vinduer sat i;
Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir
paa Vggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden
syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.

Inden jeg imidlertid kunde gjre en Bemrkning herom, begyndte hun at
rose Vrelsets Fortrffelighed og tale om, hvor tilfredse de
tidligere Logerende havde vret, -- uanseet at vi begge meget vel
vidste, at Huset ikke fr havde vret beboet. -- Jeg spurgte om
Prisen; den var en halv Snes Mark hiere, end jeg mente at kunne gaa.
Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre
Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som
nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nd den rene
Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig
var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hrte til Huset, og
hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa lnger bort.
Til disse Promenader kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i
Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige
Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: da'rim und dort'nim.

Enden paa det blev, at vi mdtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt
skulde vre fix og frdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens
Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad
over at vre kommen til et Resultat.

Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjllingens Ord om den smukke
Udsigt. Tilhire saae man ind over et klippebegrndset, skovrigt
Dalstrg; ligefor frte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig
Savmlle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om
det klare Vand med sine grnne Graner og graa Stenmasser;
tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud,
der kastede deres Speilsttter ned over Floden, hvor Tmmerflaader
og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med
Strmmen. Nedenunder En laa alle de tegltkte Trhuse og
Bindingsvrksbygninger, der for strste Delen var nsten overgroede
af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun
en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene krusede blaa
Rg sig op og fld ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slr tvers
over Dalen, og langs igjennem den blinkede Bkkevandet mellem
glindsende Pileblade og dunkelt Ellelv. Hvor det var idyllisk, og
hvor det var tydsk! Jeg flte mig usigelig lykkelig over at skulle bo
en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge:
Guten Morgen, schne Mllerin! Saa tav jeg igjen for i fulde Drag
at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, -- Schweizerluften,
som Kjllingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om
hendes herlige, skyggefulde Promenader, da man heroppe kun saa
spredte Frugttrer paa den hie Mark og lige ved Skrnten et Par
Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i
Sollyset.

       *       *       *       *       *

Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren,
traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelreren. Denne rg af
en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen
Student behvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans
Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig -- det var, som han siden
betroede mig, af den gte gamle Altstdter -- og han drak
Mnchenerl: -- altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere
Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lyknskede mig til at
have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele
Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mngde herfra, som
var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give
mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var,
og da han hrte, at jeg var Dansk, bemrkede han strax ganske
forniet, at han ogsaa havde vret i Danmark -- i fireogtreds; og
hermed var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget
Ubehageligt, men blot at bringe et Berringspunkt tilveie, hvilket
ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i Koldingegnen,
hvor han i lngere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig
i at sprge, om jeg kunde huske #den# Gaard og #det# Hus, #den# Skov
og #de# Bakker -- han angav med Pibespidsen den gjensidige
Beliggenhed paa den brogede Dug -- og det var ham magtpaaliggende at
faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med
Kampestenslngerne og det grnne Stakit, eller om den var gaaet over
til Snnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i
Flensborg.

Saa begyndte han at tale om den Trfning, som han var bleven saaret
i.

Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig
eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed,
hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at mrke, hvor liden
personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade -- og
alligevel var der en Flelse af, at Alt ikke var, som det skulde
vre.

Jeg benyttede derfor et iebliks Pause til at sprge om, hvad det var
for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til.

-- Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer her hver
Sommer, naar han ikke maa vre hos Kongen i Pillnitz. En fornem
Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til
Skolekassen -- Gud bevares .... Og de har en lille Lrerinde, -- naa,
ja det vil De nok selv opdage, -- en nydelig Pige! Hun er lidt i
Familie med mig, -- ikke fordi jeg ellers kjender synderlig til
hende. Det er saamnd Synd at sige, at hun er paatrngende, hun kunde
vre det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde
op.

I det samme ld Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bd Skolelreren
Farvel og skyndte mig ned paa Broen.




II


En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.

Som sdvanlig kom jeg ombord i det sidste ieblik. Da jeg havde faaet
mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi
allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke
Taarne over den Brhlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men
over os var der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mrkt. Det
trak kjligt; jeg spndte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen
under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi
naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde
det egentlig ikke -- men -- --

-- Nu, -- es nieselt  Bissel, -- sagde en tyk Drsener til sin
gtehalvdel, der sprgende stak Hovedet ud af Kahytsdren.

Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned
i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dk. Snart fortrak
ogsaa Herrerne, en efter en. Den srgelige Sandhed lod sig ikke
lnger skjule: det sede ned.

Jeg tndte en Cigar og gik ned i Rgkahytten. Den var fuld baade af
Mennesker og af Rg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret. En
langhaaret Professor, der fik sig sin Frhschoppen, udviklede for
en Kreds Andgtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid
begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentlig Veir fr til
September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op
med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at
man flte sig ligesom blndet af det unaturlige Mrke. Gjennem de
drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjlne Vin-Terrasserne og
Haverne paa Bredden.

Da jeg havde rget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der
ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke
flte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i
For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dkket. En ung Dame med et Par
Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra
Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.

Det friske, fugtige Lufttrk var mig behageligt, skjndt det ofte
frte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hngende i Plaidens
Uld. De verste Trin vare pjask-vaade; i Hjrnet af en sort
Persenning, som paa Dkket var bredt over noget Reisegods, maatte der
have dannet sig en Pyt; for der spritede bestandig et lille
Springvand op derfra.

Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondren, trak et
lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Lsning.

Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, et meget
pyntet lille Vsen med hrgule Lokker, gav sig til at tude, og
skjndt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde
gjre under disse Omstndigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende
til Rette. Lisbeth vil hre mer, sagde den ldre Pige, og den Lille
bekrftede denne Formodning ved at klynke: Videre om Peter! Videre
om Peter!

-- Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth! hviskede den unge
Pige; troer du, han har Lyst til at hre om Peter?

Den Lille suttede snftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med
store misforniede ine. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde:
Hvorfor kan du ikke skrubbe af? generede mig i hi Grad. Jeg flte
mig som En, der havde trngt mig ind og frygtede for, at jeg maaske
kunde gjre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante;
sandsynligvis havde hun vret glad ved at vre ene herude med sine
forkjlede Myndlinge.

Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nrvrelse, men den
unge Pige tilkastede mig i det samme et skjlmsk Blik -- #hvor#
skjlmsk, vidste hun vel neppe selv -- der tydelig nok sagde, at mit
Selskab var hende behageligt, skjndt just ikke paa en for mig
synderlig smigrende Maade: hun lngtes ikke efter at berette videre
om Peter. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et
forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et
langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig,
paa saa billig en Maade at kunne gjre min smukke Naboerske en lille
Tjeneste.

Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille
Skjnhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrkkelig opdaget.
Hendes Ansigt hrte til den firkantede Type; det var meget
regelmssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet,
noget sydlandsk ved sig. Men Nsen var gte tydsk: kort, lige og
saare beskeden. Ved Lberne var der det Srlige, at Modellering og
Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige vsentlige, medens man
ellers saa ofte ser, at Lberne enten kun ere modellerede eller kun
malede, eller ogsaa at Farven trder ud over Formen eller ikke slaar
til, saa at de snarere forvirre end understtte hinanden. Hvis man
kunde tvivle om, at der var tilstrkkelig Ben i Nsen, saa modsagde
dette Lbepar bestemt al Sigtelse for Karakterlshed. Hagen og
Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. --

Hun syntes at vre af Middelhide og snarere lidt mager end fyldig.
Hendes Paakldning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde
lide; men hvad der isr tiltalte mig, var hendes Hovedbedkning. Det
Aar var nemlig nogle skrkkelig hie og spidse Hatte paa Moden,
besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft
Leilighed til at forbavses over den Grad af Smaglshed, som de kunde
udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat
Flil paa Skyggen og et slvgraat Slr.

At gaa med et smukt Slr paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser
altid en Dames gode Smag -- og en Smule elskvrdig Behagelyst. Jeg
kan heller ikke tnke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne
Slret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i
Trngsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte
til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede
om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tnkte paa. Skjndt
-- naar tnker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os
i to Dele: -- dem, som det er mer eller mindre muligt for En at
forelske sig i, -- og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig fler
sig som i Mandfolkeselskab. -- Og denne Gang var jeg tydelig nok i
Kvindeselskab.

Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette frste
Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og N kaste stjaalne
Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der
strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemrkede jeg, at
hun blev rd paa Halsen lige under ret og biede sig dybere ned over
Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag.

Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en
gte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver
Gjenstand i Nrheden. Gamle tydske Oversttelser af Cooper og Walter
Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dmt hendes
Lekture til at henhre under denne agtvrdige Kategori, da en
pludselig Dreining af den rbede, at den tilhrte en endnu
agtvrdigere: -- det var et Lomme-Lexicon.

Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og
jeg betragtede hende med en vis Rrelse. Jeg forestillede mig,
hvorledes trykkende Omstndigheder havde tvunget hende til at tage
imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres
alt muligt og lidt til, saa at hun var ndsaget til at benytte
ethvert ledigt ieblik til at forge sine Kundskaber ad den korteste
og trreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig _in
natura_, som en bedsk men styrkende Medicin under denne
Torne-Vandring.

Naar en saa skjn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle
Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun
havde vret en forkjlet Frken, som slog Tiden ihjel med en
Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt
mindre.

Skjndt denne Interesse burde have vret saa selvforngtende, at den
ikke vilde forstyrre hende, saa pnsede jeg, oprigtig talt, ikke paa
Andet end paa at gjre det og faa en Samtale i Stand. Det er
ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke
til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den
Forudstning, at den unge Pige vilde sprge mig, om det klarede (hvad
det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Sprgsmaal udeblev, var
jeg lige vidt.

Jeg havde prvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige
begyndte at klynke over, at hun frs. Den stakkels Lrerinde saae
ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svbe hende ind
deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjr, kunde jeg levende fle, hvad
det maatte vre for hende at komme af med Shawlet, isr da jeg havde
lagt Mrke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og
puttede den lille Hage ned mellem de blde Folder.

Jeg flte, at min Tid nu var kommen, og tilbd hende ridderlig min
Plaid. --

Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; -- jeg trngte jo
selv til den og vilde sikkert forkjle mig.

Da jeg saa meget mindre kunde bengte dette, som jeg plagedes af en
Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa
voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den strre havde haft
sin Nd med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden
Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at
jeg vilde ind i Rgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for
Plaiden.

Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i
at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde
plage hende med Tobaksrg, hvorved jeg smykkede mig med en
hensynsfuld Finflelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden
nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Lngden dog en Smule for
kjligt, fiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltrde mit
Tilbagetog, efterladende min Plaid som -- #sans comparaison# --
Joseph sin Kjortel.

Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bnk i det lille kvalmende
Rum, havde tndt mig en Cigar og faaet et Glas l sat foran mig,
kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit frste Forsg paa en
Tilnrmelse egentlig ikke havde vret synderlig snedigt, da en saa
grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Flge. En lidt
dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var
enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var
utnkeligt, saa kunde den lille Pige vre bleven sat ved Siden af mig
og dkket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig
Dumrian, fandt jeg, og jeg rgrede mig saa meget mere derover, som
det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente
allerede at spore Anlg til Hovedpine.

Det gav et Std, og vi laa stille. Ovenover slbtes der med
Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa
Kjbstadens Smaahuse med de mange grnne Trer og paa Kirkens hie,
teltagtige Tegltag -- og mindre flelseslst paa dens Akropolis,
Sonnenstein, tidligere en Fstning og nu en stor Sindssygeanstalt.
Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men
altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde
bde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over
Slotsgavlen.

Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om
en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min
Opmrksomhed paa den og rre mit Hjerte med en Anelse om de Flelser,
med hvilke jeg senere skulde betragte den -- med hvilke jeg nu, da
jeg skriver dette, ser den for min Sjls ie, indtil mit legemlige
blndes af Taarer, og jeg er ndt til at lgge Pennen fra mig. Men
den Gang betd denne pegende Straale intet andet for mig end et
gldeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis
strkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevge sig og
langsomt glide tilhire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft
over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands.
Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, ld Regnen mindre
heftig. Af Rgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den
Anden og hrtes trampe ovenpaa.

Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tt, men Draaberne blinkede i
et mlkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste
hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske
brunrde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred
tilhire lyste en bleggrn Skovtop gjennem Regntaagen -- vistnok et
godt Stykke borte. Regnen, der nsten var holdt op et ieblik, blev
tttere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.

Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i
Forrummet. Gouvernanten lste ikke lnger, men fortalte heller ikke
Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sd Slummer. Denne
Gang afventede jeg ikke Sprgsmaalet, om det klarede? men fortalte
strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede
ganske forniet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig
til at lgge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille
Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes
Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at
vi kunde stramme den ud i hele dens Lngde, og saa manvrerede vi
henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hnder mdtes. Men
fr jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt Tak allerede
sprunget op ad Trappen, overladende det til den strre Pige at purre
den Lille op.

Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dk,
hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bnkene. Kun enkelte Draaber
glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede
Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa
Klippeterrasserne dampede saa strkt, som om enhver Grantop var en
lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Rg krusede sig tilveirs og
oplste sig i Solglandsen.

Forude glitrede Flodvandet skarpt og blndende. Man saae allerede et
Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og
bagved dem en underlig vild og snderrevet Klippemasse,
Gamrigsstenen, som jeg havde bemrket fra mit Vindue.

Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig
fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke
faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reiseflle, da
Raabet ld: Rathen, am Steuer absteigen, og jeg fik travlt med at
trnge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til
min Glde det graa Slr vimple forrest i Rkken, og strax efter gik
hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.

Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.




III


Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende
Punkter i denne Egn opstilles en Skamsttte for den Mand, som har
opfundet det skrkkelige Navn: Sachsisk Schweiz. Sikkert er det, at
Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke
Bjergforeningerne. Nu kommer enhver Besgende hertil enten med en
Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok,
sammenligner og vrager, og gjr sig vigtig med, at han har seet eller
tnkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land
jo slet ikke har bedt ham om.

Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som
det er -- fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt,
men lgger sig smukt hen for at leve og nyde, -- hvilken Rigdom af
Naturskjnhed byder det En da ikke, fuld af Modstninger, som ere
forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og
frodig Fylde, vild og steil Snderrevethed og dyrkede Fladstrkninger
findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede
trder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og #hvor# udvider
Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der
stryger hen over disse Hider og fylder disse Skove og Klippedale?

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man stte sig ind i denne
Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland,
man frdes i, men en Hislette, som ved Vandflod er bleven klvet,
gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som
Furernes Vgge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre
danne den ophiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor
undres man i Begyndelsen over at se en frodig grn Mark runde sig
oppe over en brat Klippevgs ru Stenhud, som en Flielssadel paa en
Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem blgende
Rugmarker, under sine Fdder at se et af disse vilde og forrevne
Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod
hie Sandstenskegler. I Begyndelsen rgrer man sig nsten lidt over
denne Modstning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa
denne Hislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse
enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand vsentlig give Landet dets
Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tr bruge et udelt
Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt
Kjmpevorter, disse Stene, enten de nu kaldes Kongestenen,
Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind
Fod hie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet
Variation. -- Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere
sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grndsen, og
efterhaanden som man kommer ind i det Bhmiske, bliver en
almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger
allerede Schneeberg inde i Bhmen, og overhovedet er Grndsen
mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem
Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den frste bhmiske Flkke saa
fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den
sidste sachsiske drikker den bermte Bliemchen-Kaffee, et Dekogt,
der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en
lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.

Jeg havde netop efter Middagen nydt det sdvanlige Maal af denne
Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag
havde jeg smagt paa den bhmiske i Prebischthor og to Dage fr -- --
kort sagt, jeg havde rrt mig ganske godt og var ikke oplagt til
nogen lngere Udflugt. Jeg sad og dsede ved mit Vindue og
overveiede, om jeg gad vre over at gaa ned i Amselgrunden. Det var
meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tvrede
ud i den graablaa Himmel, havde et rdligt Skjr. Det solbeskinnede
Grs og Lv straalede ikke, men havde en mere intensiv grn Farve end
ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og
Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande.
Ovre i Grunden kukkede en Gjg uafbrudt, hvad den allerede havde
gjort i timevis, og denne regelmssige Lyd bidrog til hele Naturens
svndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa
mange hundrede Skridt bort; -- men sove kunde jeg ikke, lse gad jeg
ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke vre Tale.

I denne Raadvildhed faldt de skyggefulde Promenader mig ind. Jeg
havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have vret mig
kjrt, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Vrtindens
Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille All af unge Birke;
den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue,
som den stilede imod; men snart biede den om og forsvandt bag den
kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat snkede sig ned mod en
lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-All hrte til den
fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen
Art Gjrde var adskilt fra denne Jordlod, der hrte til vort Hus, og
som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle
Rkker rteris og en Grsmark; denne var det, som pludselig stoppede
for Allen, og lnger henne stdte den op til Krattet paa
Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rkvrk. Det
var altsaa muligt, at ogsaa det verste af Afhanget tilhrte min
Vrtinde, og at den saa pludselig afbrudte All kun ventede paa en
Fuldendelse af det paabegyndte Anlg for at forene sig med en Gang
fra Huset; dernede kunde flgelig de skyggefulde Promenader befinde
sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro
havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa hit
lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa da'rim und dort'nim.

Jeg gik ikke hen til Birke-Allen, men skraaede over til Krattet, der
viste sig at bestaa af Hassel og Tjrn. Markgrsset, der var fuldt af
Bellis og traadfligede Nelliker, trngte ind ad Aabningerne mellem de
temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang.
Paa den anden Side af denne Gang snkede Grsskraaningen sig temmelig
brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og
Birkeskov. Tilhire aflstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti,
der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre
for at gjre mig bekjendt med Anlgget.

Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, fr jeg stod foran en net lille
Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke
kun Grstrv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den
ludede noget fremover, som om den havde lbet Panden gjennem
Jordlaget, og trngte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte
Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der
nsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par
Havebnke, og midt paa Stenvggen stod malet Sophien-Ruhe.

Et ieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke
tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog
jeg Plads paa den magelige Bnk; men jeg flte mig dog ikke helt vel
tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa
havde Ret til at vre her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker,
fik jeg ie paa en lille Bog, der laa paa Bnken. Jeg tog den op og
bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et
tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand
i Pensionen -- hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at
den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel vre,
der havde den i Tydskland yderst sjldne Passion at studere Dansk?
.... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hvede
Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke
Lrerinde fra Skibet.

Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at
der ikke var blevet Tid til at lnges efter at forny dette flygtige
Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tnkt
paa hende. I dette ieblik faldt det mig ind, at Skolelreren havde
talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.

Hun havde aabenbart vret sikker paa ikke at trffe Nogen, for hun
udstdte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op
og krammede en hel Mngde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer
af min Vrtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig
Anledning til at tro .... men jeg mrkede nu, at jeg, meget mod min
Villie havde trngt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede
dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen
Forskrkkelse.

Den unge Pige smilede forlegen:

-- Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke
Noget at gjre Undskyldning for -- og heller ikke at beklage -- for
min Skyld.

Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod
og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rd i
Hovedet.

-- Maaske er det Deres Bog?

-- Jeg kom netop for at hente den.

-- Saa maa jeg gjre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa
nsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, -- jeg
er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.

-- Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde hre det paa de frste
Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

Denne Erklring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nrede det
lnlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde
holde mig for en fjern Landsmand.

-- Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.

-- Jeg har kjendt enkelte Landsmnd af Dem, svarede hun, og saae
pludselig helt alvorlig ud.

-- Og dette Bekjendtskab har frt til, at Frkenen gjorde sig
bekjendt med et saa lidet lst Sprog?

-- Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede,
hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.

-- Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde vre Frkenen behjelpelig
....

-- Nei, -- desvrre! Det vil sige, der har nemlig vret Tale om, at
jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu
opgivet.

Denne niagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var
mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde fre
Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:

-- Det vilde gjre mig meget ondt at vre den, der forjog Dem fra
denne behagelige Siddeplads. Men De behver virkelig slet ikke at
gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven
eller Anlgget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt
forskrkket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus.
Farvel!

Jeg var ved at vove et Forsg paa at faa hende til at blive, da jeg
altsaa vidste, at vi kunde vre uforstyrrede; men i hendes Blik, der
sgte bort, bemrkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse
med en rd Plet paa Nsen og en Trkning ved Mundvigen overbeviste
mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en
Opdagelse, der gjorde mig fuldstndig confus. Jeg fremmumlede Noget
om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den
ved at blive, i alt Fald -- vovede jeg at tilfie -- naar hendes
Selskab ikke lnger ....

Men borte var hun allerede.

Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det
uventede Mde, og forsgte at fastholde Billedet af den unge Pige,
som denne anden Gang havde gjort et endnu strkere Indtryk paa mig.
Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige,
som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede
sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde
derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig hi og velformet.
Men isr havde de ine vret mig paafaldende, som husedes temmelig
dybt inde under denne Hvlving. Naar hun lukkede dem helt op, var der
nsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn -- af hvilke ingen var
fremtrdende -- saa skarpt og sikkert var ienhulen skaaren ind.
inene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres
Strrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevgelse, som om de
smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grnlige
Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som
naar man i en skyggefuld Skovklft ser ned i en Bk, hvor dmpede
Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig
Udtryk, som et saadant Vand gjr det under Lvets og Skyernes
Bevgelser.

Jeg kunde slet ikke glemme dem.

Og saa var dette Trf med det danske Lexikon mig hist paafaldende.
Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt,
Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes
isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde
have vret som Lrerinde til Danmark; skjndt, hvorfor skulde hun da
have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun vret lige ved at
grde, uden optnkelig Grund!

Alt dette tnkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig
ind i Klften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til
Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Mllen. Det
Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det
skjnneste Eftermiddags-Veir.

Jeg nd ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende
Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig
Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig
Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen
Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjr Opfattelsesevnen
lettere paavirkelig, gjr den den ogsaa mindre distinkt. Derved
bliver det da lettere for den kjre stadige Tanke at forbinde sig
med alle Indtryk.

Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede
mig dens grnlig brune Skjr med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om
hendes underlige ine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax
tnkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at
hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrnt
og hrte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu
var Digter, saa vilde jeg vist i dette ieblik blive inspireret til
et Digt, som kunde vkke hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde
lade mine Flelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold:
hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og det bares
mig for -- dette Udtryk fandt jeg srdeles poetisk -- at hvis jeg
kunde finde Lsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa vre det, der hvede
livets Skat. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end
sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.

Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mrkt. En smal
Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken
Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bkken svrmede
Ildfluerne. Stilfrdig svvede de smaa Gnister hid og did, steg og
dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige
Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der
var helt skjult; af og til fli en saa hit, at man saae den op imod
Himlen som en Stjerne, der bevgede sig. Andre Stjerner viste sig
heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. --

Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige
theriske Fnomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi
det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden
Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og rlig talt, hvad
har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne
Forfattere fle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f.
Ex. kunde gjre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide,
at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa
nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da vre Vor-Herre
selv, og saa havde han vel #eo ipso# skabt Vandet, saa det takker
Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde
Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at
se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevgede sig imellem
hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Lvrammen om en lille blank
Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile
Klippemasser, der alle syntes at vre lige nr.

Paa Stentrinene op til Dren saae jeg endnu en lille ensom Gld
sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strg en Svovlstik af og opdagede en lille
graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da
Svovlstikken slukkedes. Ivrig var jeg bange for at forstyrre den,
thi jeg havde en mystisk Flelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg
nu tre Aftener i Trk havde seet sidde niagtig paa den samme Plet, i
det indre Hjrne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde
udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad
foregik der vel i et saadant lille Vsen, naar det Aften efter Aften
fandt den bestemte Vei til sit Stevnemde? eller maaske var den hver
Gang bleven skuffet og kom dog trstig med sin erotiske Diogenes
Lygte, der ikke sgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en
Hun, og sad dr i Tillid til, at dens brndende Kjrlighed her paa
sit ophiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde
maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en
uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan se Hjertet
brnde gjennem Vesten?

Man skulde tro, at jeg havde haft en srlig Brug for en saadan
overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der
altid var en Smule klamt), tnkte jeg bestandig paa den lille
forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en
Rolle i mine temmelig forvildede Drmme.




IV


Da jeg den nste Morgen gik ud, saae jeg nie efter, ikke blot paa
Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct.
Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den
fandtes der igjen om Aftenen, skulde det vre et Varsel om, at der
vilde udvikle sig et nrmere Forhold mellem mig og min smukke
Naboerske.

Jeg gik lige hen til Skolelreren, som jo havde bedet mig om at
besge ham for at faa Anvisning paa lnnende Udflugter, -- og som var
en fjern Slgtning af hende.

Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjkkenhaven foran Huset, hvor han
arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev
iensynlig glad ved Besget. Da vi havde vexlet de behrige
Bemrkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig,
udspurgte han mig om, hvor jeg havde vret, og fandt snart en Tour,
som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjre alene.
Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen
strax efter Middag.

Underveis var han -- ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske
kreuzfidel. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret,
formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra
den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter
den anden fra Kommers-Bogen, der oftest udmrkede sig ved deres
fuldstndige Meningslshed, saasom:

    Auf der Mauer
    auf der Lauer
    sitz 'ne alte Wanze.
    Sieh' mir doch die Wanze an,
    wie die Wanze tanzen kann. --

Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra
Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen
tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk
Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

                    Immer langsam voran,
                    immer langsam voran,
    dass der sterreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.

Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

        Du Hannemann,
        geh du voran,
    du hast so lange Stiefeln an.

At denne Erindring fra fireogtreds og srlig Navnet Hannemann ikke
kunde vre helt behagelig for et dansk re, tog den noget tykhudede
Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud
derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfgtelser, ikke kunde tage
ham det ilde op.

Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin
Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste ivrigt gjerne var af
forholdsvis fredelig Art.

-- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han,
idet han tndte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers
hre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil
sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de
sidste Aar; -- den var ligefrem bermt over hele Tydskland, den
Altstdter Ziegel-Tobak. -- Altsaa det var den Gang, -- jeg har vist
fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet
en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg
Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er
barnefdt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig
jevnlig et og andet, -- vi havde jo fri Forsending, -- og der var saa
altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa
Piben tndt, og neppe er Tobakken kommen i Gld, fr min Sidemand,
det var en Dansker, som de havde taget ved Dppel, -- han var kommen
en Bajonet for nr, -- han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og
begynder at snfte; og jeg kunde nok mrke, at Rgen ikke generede
ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad
Pibetjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind.
Det var som Fanden, siger han saa. Hvorfor det, siger jeg,
lugter den kanske af Svovl? Nei, paa det Lav! siger han paa meget
ordentligt Tydsk; men jeg vil vre hngt, om det ikke er Altstdter
Ziegel-Tobak, som du ryger. Saa bliver du ikke hngt den Gang,
siger jeg. Hvor kjender du ellers Altstdter Ziegel-Tobak fra? Jo,
den skulde jeg da nok kjende, svarer han saa, for jeg har vret to
Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er
Uhrmager. Siden har jeg aldrig rget den Tobak, og nu, da jeg lugter
den, er det akkurat, som jeg igjen sad dr paa Hjrnet af Gaasetorvet
og Smedestrde hos min skikkelige Mester Storch. Nh! siger jeg,
og var lige ved at tabe Piben. Jo, gu min sl er det saa, svarer
han. -- Men saa har du jo vret i Lre hos min egen Fader! Ja, vil
De nu tnke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg
ogsaa nok huske ham, skjndt han havde lagt sig et stort Skjg til,
et rigtigt Hannemann-Skjg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af
Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hndet sig, at jeg var
kommen til at give ham en varm Kugle.

Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden -- hvis man kunde
sige, at der var en saadan -- til at udsprge ham om hans
Familieforhold, og efter at have diet flere baade kjedelige og
indviklede Kapitler af Slgtskrnniken, belnnedes jeg endelig ved,
at vi naaede frem til Minna Jagemann, -- hende, den lille kjnne
Lrerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet. --

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og
ngtern Karakter.

Hun var Datter af en hderlig Gymnasiallrer, som var dd for et Aars
Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionrer, og hun selv tjente lidt
ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give
Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis
taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lnnet; ellers boede
hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

Alt dette ld noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i
Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

-- Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig
til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemrkede han
og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

-- Saa --? spurgte jeg opmrksomt. Hvordan mener De det?

-- Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjre med, og det
kan jo fre til et og andet, der ikke er, som det skulde vre.

-- Har Frken Jagemann da oplevet noget saadant?

-- Ja saamnd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en
Landsmand til Dem, en ls Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde
hun saa vist ikke fortjent af ham.

-- Ja saa! De havde altsaa vret forlovede?

-- Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa
nie inde i det; -- jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De
maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags
Krresteri har der i alt Fald vret imellem dem. Alverden troede, at
de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet
hre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde vret
i Paris og lrt at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke
fordi Dresden heller er saadan helt -- -- ja, det har De Vel nok lagt
Mrke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrkkeligt
-- Alt hvad man lser derfra, og en Tydsker kan nu neppe vre der,
saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores l, de
kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har
Franskmndene igjen lukket en stor Fabrik tt ved Grndsen, fordi den
tilhrte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke
vare mange Aar, fr vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, -- lste
De, hvad Bismarck havde sagt forleden? -- -- --

Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette ieblik langt mere,
hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske
Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning
om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg
spurgte ham forgjves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som
jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side
var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min
Nysgjerrighed og at vre kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at
der fandtes et, -- men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om
den Historie, skjndt den ganske vist ikke vedkom mig, -- ikke det
mindste -- men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille
Trk med den danske Lommebog, der syntes at vre hendes
Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa
Spadsereture; jeg anede, at det var en _Postillon d'amour_, der
kjrte denne lille sproglige Omnibus, hvori de dleste og de
simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjr
Erindring, naar hun lrte Gloser af det Sprog, som var hans
Modersmaal, -- eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det
ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke
selv.

Jeg kom til at tnke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig,
Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en
Flle.

Da jeg nrmede mig Trappen, gldede den mig ganske rigtig imde fra
Hjrnet af Stentrinnet. --




V


For den, der elsker den tydske Musik -- og hvem elsker ikke den! --
eie disse skyggefulde og vandrige Grunde en Stemningsrigdom, der
kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strmme En
imde ud fra Granernes Silestammer, naar det aftnes tyst i
Bjergskoven, den klare forelrige Mllebk risler en Schubertsk
Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra
dens Ulvesvlg op til dens Hge-Tinder, der synes En at vre
lutter ideale Coulisser til Jgerbruden. Men Wagner krver
Rhinegnenes strre Sceneri.

Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche,
hvori der var anbragt en primitiv Bnk af et Par tynde Stolper og et
haandsbredt Brt, og paa hvis ru Stenvg der var malet den
imponerende Indskrift Wotans Ruhe.

Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld
Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrrte?

Dette Sprgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end -- Frken
Jagemann.

Hun sad ikke paa Bnken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde
sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge
Pige havde foretrukket et solidere Sde: -- en stor Klippeblok, der
paa den anden Side af Stien skjd sig langt frem over den kraftige,
sprudlende Bk.

Der var en smal Klft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom
en lille , og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let
vre gaaet forbi, uden at bemrke hende, saa meget mer, som jeg under
Betragtningen af Wotans Ruhe havde vendt Ryggen til hende.

Men hun rbede sig selv -- om med eller mod sin Villie? -- ved at
blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brd
ud i.

-- Ligemeget, svarede hun, -- i begge Tilflde fortjener han at blive
leet ud!

Hun sad opreist i Grsset, stttende sig paa den ene Arm; den anden
laa i Skjdet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i
saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

rmerne paa den lyserde Morgenkjole havde hun smget op over
Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjligheds Skyld, Armen i
Skjdet saae blndende hvid ud, medens den anden imod det saftig
grnne Grs viste en brunlig rd Yderside med en Linie af fine,
krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine
runde, blde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa
underlig rrende hos en voxen Kvinde.

De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt nskekjeder af Straa;
Saften af de Blaabr, som de paa Veien havde slugt, var tvret ud
over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Lber
blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tnder ikke som ellers.

-- De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frken! svarede jeg; De
kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

-- I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nr, at blive leet
ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dr kender man
nok ikke synderlig til Wagner, -- det har jeg da hrt sige.

Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg
troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem
sneg sig gjennem hendes Sjl og kastede sin Skygge over hendes Trk.

Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig
mistnkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig
Misstemning, og jeg tav lige som hun.

Med eet lagde jeg Mrke til, at hun saae paa mig med et forbavset
Blik, der ganske tydelig sagde: Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og
hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud? og i det samme fornam
jeg, at der ved mine Lber var noget fortrukkent i Retning af et
rgerligt og lidt spottende Smil. Det var frst derved, at jeg blev
opmrksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, isr da jeg
snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end
Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i
Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og
sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lre at kjende.

Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at
lade Munden lbe.

Jeg sagde, at jeg havde vret lnge nok i Dresden til at lre Wagners
senere Vrker at kjende, og at de havde srlig Interesse for en
Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore
egne Oldkvad.

Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg
mig at sprge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun
havde lst Noget af vore Digtervrker.

-- Ja, jeg har lst Aladdin af Oehlenschlger, svarede hun; den
stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt
Grammatik.

-- Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

-- Jo, jeg havde saamnd; jeg lste den ogsaa flere Gange; isr
enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst rgrede
det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne
Driver med alt hans Slumpeheld.

Jeg kom med nogle Bemrkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den
danske og tydske Nationalcharakter, -- dels Noget, som jeg for lang
Tid siden havde lst i et eller andet Tidsskrift, -- dels ogsaa, hvad
der faldt mig ind i ieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde
megen Vrdi.

-- Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmnd, det De dr
siger, bemrkede hun.

Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

-- Ja, veed De hvad, begyndte jeg, -- oprigtig talt, synes De
egentlig, at Faust er saa tiltalende? -- jeg mener, naar man ser lidt
ngtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en
ung, uerfaren Pige, og drbe hendes Broder i en hist tvivlsom Duel
-- --

-- Det veed jeg nok -- men alligevel --. De er jo Protestant? spurgte
hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet
paa noget rigtig godt.

-- Ja -- ? --

-- Saa vd De nok, at Mennesker ikke skal dmmes udelukkende efter
deres Gjerninger.

-- Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor
Helt paa Troens Omraade, skjndt han jo rigtignok overstter Biblen.

-- Det kan vre, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr
Aladdin, svarede hun, og det gldede hende aabenbart at have indskudt
dette spottende Herr i Mangel af et Argument. Et saadant behvedes
for vrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

-- Ganske ligesom Gretchen er mere vrd end en Gulnare, bemrkede
jeg.

Naturligvis tnkte jeg ved Gretchen paa hende selv -- hvad hun ogsaa
syntes at fle -- endskjndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke
svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske
Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlndinges. Jeg kom til at smile ved
Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang
vi mdte en blond Pige puffede til mig og sagde: Gretchen!
ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt
Fugleskrmsel, en frk Gade-Ts eller en udmeiet Frken med
impertinent Mine; bestandig: voil Gretchn, med dette umulige ch!

Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre
Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok
til at tilbyde mig som Ledsager.

Hun lod heller ikke til at tnke paa at gaa; der begyndte at blive
lidt komisk ved denne Samtale om saa ophiede Materier tvers over en
Grft, og byde mig selv til Gjst ovre paa hendes lille
Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.

Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig
udbrd:

-- Hvorfor kommer han dr ikke herover, naar han dog endelig vil
snakke med dig?

Efter denne Bemrkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at
gjre, end at lade, som om det var paa hie Tid for mig at komme
hjemad.

Jeg nskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen
maatte have ligesaa godt Held med mig.

Dette nske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om,
stirrende og lyttende som en Jger, kom naturligvis atter og atter
til Wotans Ruhe -- forgjves.

Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at
finde et Paaskud, en Vei, et Middel -- ligegyldigt hvad -- til at
stte mig i Forbindelse med hende: umuligt! -- jeg kunde ligesaa godt
have forsgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. --




VI


Naar jeg ikke forvildede mig lnger bort, spiste jeg hver Dag henved
eet til Middag i Erbgericht paa en smuk Terrasse ved Floden,
overskygget af prgtige Ahorntrer; deres forneden fladt klippede
Kroner dannede et grnt Loft, som kastede et behageligt Skjr og lod
Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dksler.

En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at vre optaget. Jeg saa
mig raadvild om, da jeg til min Forundring hrte mit Navn blive
raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv,
vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og
tilmed et kjrt. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade
at vre revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige
gtepar, forelbig forsynet med en Couvert og et Glas l.

Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jde. Formen af den
strkt krogede Nse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt
strittende hvide Skjg skjulte ikke de altfor tykke Lber, af hvilke
den underste var helt nedhngende; naar den bevgede sig, idet han
talte, gjorde den et Indtryk, som om den sbede Noget op. Den syntes
ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og lspende. Over inene
skyggede de strke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser;
deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt.
Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end
egentlig jdisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede --
omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile -- havde paa gammeldags
Maade til begge Sider en Ophngning af staalgraa Krller, saa faste,
som om de vare af Metalspaaner.

Jeg havde lrt dem at kjende gjennem Snnen, til hvem jeg havde
sluttet mig paa Polytechnicum, skjndt han var flere Aar ldre end
jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst
hos den gamle, ved at nre en hyklet Interesse for hans Samlinger.
Han var Bibliophil, men hans strste Passion var dog Haandskrifter af
bermte Mnd, og af dem havde han en stor Mngde ligefra Luther og
til vor Tid, -- jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde
efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det
laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af
Bttepapir, beskrevne med Gaasepen og en srlig garanteret Blksort
(for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anfrt vedrrende
gtheden, samt Henvisninger til biografiske Vrker, Brevsamlinger og
til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke vre nok med
at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille
Manuskript, saa hlmede han ikke, fr han saa vidt muligt havde
opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hrte hen, og
ved Brevene, hvor dette Sprgsmaal gjerne lses af sig selv, var der
hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de
Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Flger o. s.
v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af
virkelig Kjrlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa
Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt
og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt
fra at vre en tom Mani hos ham, -- hvad den jo ofte udarter til --
at den snarere var et levende Udtryk af hans Vsen, idet den samtidig
tilfredsstillede hans hieste aandelige Interesser og hans
ordenskjre Forretningsvaner.

I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i
Dresden, Rentiers-Krogen, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde
vret Kjbmand i Knigsberg, hvor han var fdt, og til hvis
Handels-Aristokrati han hrte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige
Mrke i hans Natur og Udvikling. Knigsberg er en Handelsstad, som
har faaet sit eiendommelige Prg af en enkelt Aandens Stormand,
hvilket kan hndes mindre Byer, som ikke fde mange Bermtheder, til
hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og
Produktionskraft ellers udlser sig i andre, mere ephemre Sfrer.
Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for
Knigsberg, dels fordi han er en strre Personlighed, dels ogsaa
fordi han ikke er lnger fjernet i Tiden, end at de nulevende ldre
Knigsbergere ere Brn af de Familier, i hvilke han frdedes; og
dette var netop Tilfldet med Hertz. -- Den store Philosoph omgikkes
gjerne med sin Fdestads Kjbmandshuse, og disse bevare som en
kostelig Arv de aandelige og litterre Interesser, som han indpodede
paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevgelighed, der er
Handelsstanden egen, -- en Stamme, som ydede ham selv en god Sttte
under Pietismens mrke Dommedagsveir. Det flger da af sig selv, at
Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske
Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedmme, men der klang en
nsten rrende Andagt gjennem den Tone, hvori han nvnede sit store
Bysbarns Navn.

Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af
Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete
Polytechnicums Skyld, som Snnen skulde besge, og saa naturligvis
fordi det er Tydsklands skjnneste By. Men dets aandelige Physiognomi
behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjbmand og af
litterr Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet
vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningslst Aristokrati
breder sig; han anfrte ofte, at allerede Schiller havde kaldt
Dresden for en aandelig rk, og den Gang var dog Krners Hus dr --
men nu? Den gamle Knigsberger levede derfor ogsaa meget isoleret;
mest omgikkes han med den allerede affldige Gustav Khne, en Veteran
fra det unge Tydskland, hvis Korypher Hertz nsten alle havde
kjendt. -- -- --

Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige
Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare
gamle Bekjendte. Det var ivrig et elskvrdigt Trk hos dette
gtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mrke til, at
de Unge af begge Kjn ligesom uvilkaarlig viste dem en rbdig
Opmrksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at
vre rundhaandet med overfor de ldre.

Maaske hang det sammen med, at deres Vsen var yderst beskedent, ja
endogsaa prget af en vis ngstelighed for at volde Uleilighed eller
lgge for meget Beslag paa Andre.

De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde
leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og
boede her allerede paa tredie Dag.

Tilfldigvis havde jeg vret borte paa Ture eller spist paa en anden
Tid. Men jeg maatte endelig besge dem endnu samme Dag til Kaffe.

-- Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.

-- De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.

-- Men hvad tnker De dog paa?

-- Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, isr
herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres
unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil
skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

-- Og De vil ikke fortryde at gjre hendes Bekjendtskab -- haaber jeg
da. De sidste Ord tilfiede Fruen med et skjlmsk Blik.

-- Her fra Stedet? foer det ud af mig.

Fruen misforstod mit Sprgsmaal og lo.

-- Nei, De behver ikke at vre bange for altfor stor landlig
Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

-- Heller ingen Knigsbergerinde.

-- Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu
virkelig alle de unge Knigsberger-Damer lst Kritik der reinen
Vernunft?

-- Ak, min kjre unge Mand! De har ikke engang lst Kritik der
Urtheilskraft, som de dog trngte saa meget til. Forresten har jeg i
min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium -- -- --

Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Sprgsmaal dels for at
affektere en stor Ligegyldighed overfor det nrvrende Emne, dels
ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet
altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den
gamle Dame havde gjennemskuet mig.

-- Tilstaa nu rlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Glder af
Nysgjerrighed og langt heller vil hre noget om den unge Dame end om
min Mands Foredrag.

Den Gamle lo.

-- Se, De bliver jo helt rd! Ja, min Kone, det er en
Menneskekjender, en ren Lavater.

Jeg skjulte min Forlegenhed i lkruset.

-- Naa, ja, ja da? er hun kjn?

-- Kjn!? min kjre unge Mand, hun er jo en Skjnhed! Ja, det vil
sige -- ikke saadan -- paa den Maade, -- men meget mer. Hun er en
Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en
Frederikke Brion, -- skjndt heller ikke -- ikke Prstedatteren paa
Landet -- hvor idyllisk det forresten er -- en Ktchen, allersnarest
en Ktchen!

-- Men kjre Mand, behver du at tage hele den tydske Poesi tilhjlp,
-- du vkker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. --

-- Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er
kun eet, som er bedre end den tydske Poesi --

-- Det er Kants Kritik?

-- Nei, det er tydske Kvinder -- naar de er gode. Men Spg til Side,
det er en fortrffelig Pige.

-- Naa ja, nu vil De jo selv lre hende at kjende. Det er en
Slgtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg
er Dresdnerinde.

Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke
vre Frken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke
jdisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelreren erfaret
tilstrkkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var
Jdinde. Jeg lyttede hflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af
Familiebaandets Knuder uden at skjnke den nogen Opmrksomhed.

Pludselig hrte jeg ligesom i Drmme, at hun sagde:

-- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter
hvad De fr sagde, maa hun jo vre Deres Naboerske. Hun er for Tiden
Gouvernante -- -- --

Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Ivrig var det i det
frste ieblik mindre Glde, jeg flte, end den bestemte
Overbevisning: saa skal det altsaa vre saaledes! Jeg manglede i den
Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at
jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte vre den
forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, fr det
faldt mig ind, at min Usandhed nsten uundgaaelig vilde rbes, og at
jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistnkeligt
Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Bengtelsen tilbage, men det
kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa
distrait, at jeg helt misforstod et Sprgsmaal fra Hr. Hertz.

Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav
jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et
meget hfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr.
Hertz, om at vre mere konomisk overfor tjenende Aander.




VII


Hvad var der altsaa at gjre? Skulde jeg maaske helst betro mig til
Frken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste
til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart
forekom det mig mindre afskrkkende og tilsidst saa tillokkende, at
jeg ikke engang lnger fortrd min Dumhed.

Det var en let Sag at trffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg
hilste, bemrkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun
hrte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

-- Naa, saa blive vi da endelig en Gang prsenterede for hinanden.

-- Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en
lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke
kjender noget til mig -- jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

-- Det kan jeg gjerne -- men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

-- Er De altid saa distrait?

-- Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for
mig, at det var Dem, som jeg skulde vre sammen med.

Hun saae naivt sprgende paa mig, blev saa pludselig ganske rd og
vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

-- Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og
hente Nglerne, -- det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, -- --
--

Det gamle gtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som
ligger ved Elben, bygget tt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange
smaa Stentrin, som fre derhen fra Bredden, saae jeg det lille
Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus verst paa Trappen, der ligesom
strste Delen af det kalkede Bindingsvrkshus var overgroet med
Vinlv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjrne kastede
Frugttrernes Kroner en tt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med
den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille
Selskab. Minna var i Frd med at lave Kaffe.

Vi udstod Prsentations-Ceremonien med den behrige stive Anstand;
men idet hun derpaa bd mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil
mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al
Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille
Fortrolighed imellem os forekom mig -- og maaske ogsaa hende --
strre end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde
kunne bevare en langt strre og sdere Hemmelighed, end dette
Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde
komme til at gjre det.

-- Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig ve
dig, bemrkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse,
som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som der havde
vret Tale om, at hun skulde vre Gouvernante hos, men i hendes
Skjlmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min
Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav
mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

-- Saa har Frkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor
Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi
reproducerede nu hele vor Samtale fra Wotans Ruhe om Faust og
Aladdin, nsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene
gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds
Understrm, der hist og her frte et lykkeligt Indfald med; og en
saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller
ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et
triumferende Smil: Kommst du mir so, komm' ich dir so, -- saa at
Diskussionen blev fyldigere, skjndt dens Indhold nu var os
ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede
virkelig vore Tilhrere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: Som De
kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan
skaaret for Tungebaandet; og senere betroede hun mig, at Fruen
havde sagt til hende: Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan
snakke med.

Disse Bemrkninger syntes at aande en srlig Tilfredshed, og jeg
troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den
ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for
hinanden. Da de -- som Tydskerne sige -- havde sluttet os begge i
deres Hjerter, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne
gjorde deres, for at et nrmere Bekjendtskab kunde sluttes, -- saa
meget mere som de mente, at Minna trngte til at faa altfor smertelig
sde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Flelse, --
hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekrftet. Saaledes
ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos
dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let
faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg
selvflgelig aldrig noget Bedre for end at vre dr, hvor jeg traf
hende.

Hver af disse Aftener forlb -- fraseet den voxende Fortrolighed --
omtrent som hin frste, og den vsentligste Variation var, at Heden
undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved
Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at
stjle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne
af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes
Kanter traadte frem som Glandslys, der snkede lange, vibrerende
Speilstriber i Floden; -- nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule
Tavler traadte alle Sprkker og Hak violette og purpurrandede frem
som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i
Floden klaredes og skjrpedes. Midt paa dens Glands gled lange
Tmmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis
mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevgede sig
blinkende. Eller der kom drivende et Par Ziller, tungtlastede
Dkspramme, omtrent af en Skonnerts Strrelse, -- kullede sorte
Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spndt op,
som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden lngst var
usynlig. Men op imod Strmmen arbeidede sig af og til en Kjededamper
med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slb, hvsende og
stnnende, medens den vandt den undersiske Jernkjede op over sin
flade Stavn med en redvende Raslen, der dog paa Afstand blev en
behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mrket faldt paa, blussede der paa Tmmerflaaderne et lille
Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjggede
Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig
Skikkelse, som foroverbiet stemmede den skraa Stang fast mod
Skuldren. Men Slber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede
sig om Nsset tt ind under de mrke Bastei-Klipper, som en
Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven,
anfrte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og
til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med
Piben og Brmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det
lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten,
som en flygtig Lysning inde mellem Trerne, -- og underrettede os om,
at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trnge dertil, thi som det
hedder -- mod Sdvane rigtig citeret --: Die Uhr schlgt keinem
Glcklichen.

Ja, vi vare lykkelige, -- ikke jeg alene. Det Skjr af Tungsind, der
fra frst af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig
aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjlen,
kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til
faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at vre altfor
ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det
elskvrdige gtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den
antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse,
hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig
irriterede dette nsten en Smule; men hun syntes kun at fle en vis
Hygge derved.

       *       *       *       *       *

Og vi saae den store Strm med sin eiendommelige Frdsel glide forbi
os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe,
at det skal fre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om
Flaadefrernes Liv, isr oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagvrk er
en uafbrudt Kamp med Strmhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til
at spise, fr de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjld maatte jeg, saa
godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den
travle Frdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne
ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden
og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at
tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det
var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne
Sten at stilisere medfdte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at
Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den grske Architektur
til de dle gavlformede Marmorbjerge, og som gyptens Tempelkolosser
til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser.
Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes
Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid
srlig havde flt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa
havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.




VIII


En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med
hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske
Silekapitler med deres tilhrende Overlag og skrive de for hende
hist mrkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant,
bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en
ngstelig Tegning af det samme.

-- Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rd i Hovedet og med den
bnligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. -- De ler mig kun ud! Jeg
skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis
ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsg, og gav mig i Lag med
mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar
en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke lnge, fr
jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver,
Triglypher og Metoper vil sige, -- naar man for frste Gang skal
anskueliggjre det sort paa hvidt, reiser der sig mange
Detaillesprgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig
derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at
bre Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af
mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa
ikke at blive kaldet bort, fr Tegningen var frdig. Et ieblik
tvede hun med at efterkomme Opfordringen, og fr hun fjernede sig
syntes hun et Par Gange at have noget paa Lberne, som hun ikke kunde
komme ud af at sige; forvrig bad hendes ngstelige Blik tydelig nok
om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige
Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen Poesie,
-- og jeg beroligede hende med et Smil.

Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt
Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trkvinden
igen bladede om, og denne Gang lnger tilbage til beskrevne Egne.
Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde
mistnkt for selv at have spillet Forfatter, men desto strre var min
Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her
havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes
Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et
strre Prosastykke blev liggende saa lnge, at jeg halvt imod min
Villie opfangede en Stning, der altfor meget pirrede min
Nysgjerrighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og lste paa Tydsk
flgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet,
kan intet bidrage til en skjnnere Forening, end naar Pigen er
lrvillig og Ynglingen belrende. Der opstaar derved et ligesaa
grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes
aandelige Tilvrelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin
Fuldendelse ikke Naturen, Tilfldet eller en eensidig Villen men en
gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjn, at vi ikke
kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Ablard, af en saadan
Sammentrffen af to Naturer er udsprunget de mgtigste Lidenskaber og
ligesaa megen Lykke som Ulykke.

Idet jeg lste de sidste Ord, hrte jeg en Dr ovenpaa blive lukket
og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og
tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae
glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand
rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde lst,
eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjre.

Minna satte sig med et Syti hos mig og lod meget tilfreds ved at se
mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen vret trykkende
Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven frdig med
de to Skitser, fr det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og
snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne.
Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de
Gamle. Det var meget sjldent, at vi fr Thetid opholdt os i deres
Dagligstue. Thi da den var et Hjrnevrelse mod Syd og Vest med et
Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne
Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille
haardt og hitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvg et Bord. Over
det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem
havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat:
det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Knigsberger-Trsnit
med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur,
staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og
skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt
ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk
op over den hie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa
underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller
Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitrs Ramme, spredte en vis
Hygge over det lave Vrelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af
en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af
Rummet.

Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for
ikke at se Lynene, der nsten uafbrudt oplyste Flodens rdbrune
Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blndende om hende eller naar
Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende
Ruder, foer hun sammen eller udstdte endogsaa et lille Skrig,
skjndt hun iensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig.
Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige
Kjrtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog
endnu med Angst for den nste Rystelse prget paa det blege Ansigt.
Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han ivrig, paa
Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde lse synderlig i.

Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket
Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede
udelukkende med, hvad jeg havde lst i Poesiebogen. Jeg kjendte
ikke Stedet, skjndt jeg nok syntes, det lignede Goethes
Udtryksmaade; da jeg senere -- for ikke saa lnge siden -- lste Aus
meinem Leben og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stdte
paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Flelser brd der da ikke
med dem ind over min Sjl! I Wahrheit und Dichtung kom jeg ikke
videre, men forsgte at stille det smertelig-sde Oprr ved at
begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjre
Fordring paa frste Led af hin betydningsfulde Titel.

Sprgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet
Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemrket,
at Minna i vore Samtaler undertiden rbede kunstneriske Kundskaber,
som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte
kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke
Forestillinger jeg skulde gjre mig om Kilden. Var hin Betragtning
afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en
temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne
paa, men det var ikke undgaaet min Opmrksomhed, at dette Prosastykke
stod langt friskere i Blkket end de foregaaende Digte, som vare
daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig --
og det kunde vre en Feiltydning.

Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den
forsvundne Skrk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik
ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. -- Vandforsyningen paa
dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brnd eller Post, men
alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor
Huset; lige hvor Enggrsset hrte op, og kun adskilt fra den rindende
Strm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart
Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene
og fra en Sandplet, der rrte sig, som om den var fuld af smaa
levende Vsner. Vi kaldte den spgende for Ungdomskilden, efter et
Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

Luften, der slog os imde, var frisk og gjennemrenset, med en sund
Lugt af Engmuld, syret af det vaade Lvs og Grssets Dunster og
krydret af forstrket Blomsterduft, isr af Kaprifolier -- en Luft,
der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en del
Vin. Skydkket var splittet; her rullede det sig bort som massive
sodmrke Rgmasser, hist oplste det sig som lysere Damp eller fld
ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem,
lnger nede vare Lufthullerne sart grnne, og der aabnede sig gyldne
Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres
strkt blaanende eller rdlig graa Stenfarver, saaes overalt hiere
Skyer, der lyste med kjdfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af
Lilienstein viste sig en bred Regnbuesttte, der bestandig blev mere
straalende. verst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg
laa en lille ls Sky; den var bleven hngende i Granskoven, ganske
som naar man for Spg puster Tobaksrg verst oppe i Hovedet paa en
krlhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt;
over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjligt
blaanende Skjr. Floden var endnu uigjennemsigtig rdbrun inde i
Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og
til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede
langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.

-- Se! udbrd Minna, -- hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Std for Brystet. Du gode
Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede
Haand til at citere. Forresten var det ganske trffende. Nuvel, naar
hun da havde sagt: Det ligner et Billede af Poussin oppe paa
Galleriet. Men dette: Det er en ren Poussin, det var til at blive
rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber
Roller, og raabe: Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus
einer Menschenseele hervorgeholt! -- -- -- sondern aus einer
Maler-do.

Men hun lb allerede i Forveien ned ad den lange Rkke blankvaade
Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg flte, eller om hun af sig
selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase,
det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun lb fra sin Poussin.

Hun gav sig ikke strax til at se, men stillede Stenkrukken paa det
underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjn lille tolvaars
Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Sn af Husets Eier.
Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Rkke begynder
under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste
og strste tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg,
klvet op til sin verste Rand, hvor en tynd Rkke forblste Fyrrer
syntes at berre et lavt Skydkke med kobberrdlig Rand. Som det
nstnste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.

Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmlle, som han
havde lavet ved Aflbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent ble
havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds
af smaa Indsnit befstet store Vinger, som han havde skaaret ud af
Tr. Lbet havde han dmmet op, saa der blev en lille Mlledam,
hvorfra der var tilstrkkeligt Fald; og dr snurrede saa Hjulet
rundt, som rigtignok intet Vrk drev. Fra Lysthuset og oppe fra
Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu
havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdmningen; det var
Istandsttelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen
til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

-- Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader
kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For
det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil
saa gjerne have, at han skal vre i godt Humeur i Aften, for saa vil
jeg bede ham om at maatte vre med ved Sprngningen imorgen.

-- Skal de sprnge oppe i Stenbruddet?

-- Ej ja! en hel lille Vg.

-- Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

-- Du kan jo sprge Fader derom.

-- Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besge en
Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at
overvre det Skuespil?

Man kan vel tnke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

Et langt Aa, som den lille Dreng brd ud i, fik os til at se bort
fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuesttten var voxet til en
fuldstndig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue,
der endnu kun stod klart ved Stttepunkterne men dmrede oppe i
Hvlvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt,
og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebrm af et bredt
violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mrkere
end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne
dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af
Solstraalerne, der trngte frem under Skyerne og gjennemstrmmede
hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende
paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi,
for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: -- Det er ligesom i
Lrerens Billedbibel, dr hvor Noah ofrer.

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna
sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmssige Form ingen
gammel-tydsk Maler vilde have betnkt sig paa at give en Rebekka i
Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun lftede hit op med den
anden Haand, nok kunde have vret Gjenstand for Indvendinger, skjndt
den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bjede sig ned
over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i
Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hl paa den vaade
Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke
havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken,
der svmmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt,
der syntes mere skjlmsk end ulykkeligt, men i det samme havde
Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en
Malstrm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet
Ligevgten, men jeg var altfor omhyggelig for hende -- som om det
lille Vld var en Afgrund -- til at skynde mig at slippe hende, ja,
jeg havde endogsaa en Flelse af, at jeg i dette gunstige ieblik
kunde have tilladt mig mere end denne Tven og et let Tryk, der kunde
bortforklares, -- havde Omgivelserne vret heldigere. Men et Par
Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager,
og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

Tak! nu falder jeg saamnd ikke mer, sagde hun og sprang op paa
Stien. -- Det er sandt, Vandet!

Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

Da vi efter The hrte Vrtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at
foresprge om Sprngningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted nste
Dag, og vi vilde vre velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den
lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansgning igjennem, skulde
fre os til Bruddet.

Maanen var imidlertid kommen op over Skovhiderne hinsides Floden.
Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved
Bredden. Himlen var nsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes
dunkelt, holdt der sig en mrk Dis. Til den anden Side stod
Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa
deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Klfterne skyggede sig
ind, og Bruddenes Flader lyste mat. -- Paa Erbgerichts Terrasse
straalede mange Lamper under Lvet; hit oppe paa Bastei skinnede et
bengalsk Blus, der vexlede Farver, og lsrevne Toner af en
Wiener-Vals ld deroppe fra.

Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjndt det var for
vaadt til at gaa ud i Grsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset
og underholdt os med de skikkelige Vrtsfolk. Den smukke, lidt
firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af
Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmlle; Manden red paa
Rkvrket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den
Afkjling, som det havde bragt: de kunde vel trnge dertil, oppe i
Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve
Grader Reaumur -- og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz
udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Vrtinden fortalte om
Vanskelighederne under Foraarshivandet og om en enkelt Aargang, da
Floden var steget nsten til Foden af Trappen.

En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende
Lysning mellem Trerne paa den anden Bred, gav det sdvanlige Tegn
til Opbrud. Jeg fulgte -- som altid -- Minna hjem.

Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig
Forventning imdeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom
mig, at jeg havde Noget tilgode -- fra hint ieblik ved Kilden; men i
saa Tilflde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for
Maane, Bk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed zu zweien -- lutter
uforkastelige sentimentale Ingredienser -- vilde hun ikke komme i den
svrmeriske Stemning. Naar hun endda havde vret tavs! men hun
pludrede paa en allerkjreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i
fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet
forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri
kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte vre for
Beboerne, naar Floden oversvmmede den ved Foraarstid, og til grundig
at undersge, hvilket der da var det nrmeste Sted, som de kunde
hente Vand fra; sandsynligvis Erbgericht; men maaske der ogsaa var
en hiere liggende Brnd i det gamle Vrtshus Zum Rosengarten, --
det var der ganske vist!

Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld,
som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.




IX


Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anfrte af den
sjleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mngde
Formaninger til Forsigtighed.

Veien frte langs Elben, og snart havde vi paa hire Haand den lange
Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion
frer en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og
nedadtil begrndses ved en Mur i noget over Mands Hide. Hist og her
-- en Gang for hvert Brud -- giver denne Plads for en Trbane, der
fra den hitliggende Arbeidsplads frer ned til Bredden, og ad
hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slder; ved en af
disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med
sin tunge Last; nogle svrlemmede Karle aflssede en Slde, hvis
Efterflger stod rede til sin Fart verst paa Banen, tt ved
Gangspillet.

Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en
Stige, der var lnet op mod Muren. Uden Besvr klatrede vi op til
Skraaningens Fod. Men her tvede vi og mnstrede med et tvivlende
Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en
lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nrmere
Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten,
eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de
var rede til at skride bort under En. -- Hans, der allerede var
kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. --

-- Men De maa gaa frst, sagde Minna og blev rd.

-- Nei, Frken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet
ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan
sttte Dem, saa snart De vakler, -- De behver ikke at vre bange for
at rive mig med og i alt Fald --

-- Aa, naar De nu blot vilde gaa! --

-- Herregud, lad os dog stte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal
De for den Sags Skyld udstte Dem for at knkke Halsen? For Pokker,
der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det
har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjre, som jeg siger. Naa, lad
saa det Snerperi fare!

Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og rgerlig, end jeg i
Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et
kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig
at lade haant om et af Jomfruelighedens Ydervrker og saa overhovedet
at tyrannisere hende i Velfrdets Navn.

-- Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller
ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig
paa mig. -- Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis
det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg
uheldigvis den Flelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den
vilde genere hver Bevgelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne
i sin Tid havde mellem Stvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til
at slaa Kolbtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmrket
egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjtte mig selv
og klatre op saa ugracist, som det netop kan falde sig, saa lover
jeg Dem, at den vrste Ulykke skal vre, at jeg skraber mine Kn lidt
-- og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trst Dem med, at jeg
skal naa ligesaadan derop.

Ved den Bestemthed, blandet med elskvrdigt Lune, hvormed hun afgav
denne Erklring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds
Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne
kunde vre krbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krb
jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den ddelige Angst for,
at der skulde tilstde min Ledsagerinde Noget, som en retfrdig
Straf.

Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den sndersprngte
Klippemur, fik mig til at tnke paa en udgravet Tempelplads. Som
mgtige Tromler af faldne Siler laa Mllestene dr i lange Rkker,
og regelmssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til
stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjrver havde
hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele
Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrde Brklaser
gldede mellem de brndende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae
man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hrer
til ethvert af disse Brud.

Efter at vre steget over et saadant Hidedrag, befandt vi os i den
bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par
Arbeidere. Vor Vrt tog sin Trpibe ud af Munden, lettede paa sin
Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne frdige.
En stor Mand i nsten sirlige, trnede Benklder og temmelig ren
Skjorte stod med Ryggen mod os biet frem mod Stenfladen, hvor han
syntes at undersge Noget; han dreiede et ieblik sit rdskjggede
Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et
gnomeagtigt Ydre og dkket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til
os, idet han fjernede noget Vrkti. En halv Snes Skridt derfra slog
et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der
skulde flkkes. Lngere borte fra hrtes Lyd af Hakker og Stemmer.

Manden i de trnede Benklder traadte tilbage fra Stenen; der viste
sig en tyk, nedhngende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krbet
ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en
fremspringende Del af Sprngningsfladen, en Snes Fod i Hiden, der
allerede ved en smal Revne havde lsnet sig fra den vrige Mur. Denne
steg i sin hvidgule Ngenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs,
hvor saa de mrke, ru Klippeformer med Krat og Naaletrer paa alle
Afsatser og i alle Furer groer ud af den -- som om Bjerget var et
uhyre mosgroet Tr, der er blevet afbarket og flkket forneden.

Vrten anbefalede os at gaa op paa den nrmeste Stenbakke, der laa
til Siden for Sprngningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom
fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hnderne for Munden
og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet,
dampede strkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede
Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa
rolig hen til os, bestandig rygende og med Hnderne stukne ind under
det store Skjdeskind. Glden forsvandt, en tynd Rg piblede ud af
Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af
nerveus Spnding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig
ld et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille
Stv- og Rgsky spredte sig -- og Stenblokken blev staaende, skjndt
strkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de trnede Benklder
ragede nogle lsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flnge af
Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

-- Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imde.

Medens vi betragtede Stedet paa nrmere Hold, og de undersgte, hvor
det var hensigtsmssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede
paa et af de afsprngte Stykker, der lsnede sig let og i lige
Flager under mine Hug. Pludselig flte jeg mig greben og bunden med
et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mgtig
Latter rungede i mine ren, og et rdskjgget Ansigt bjede sig frem
over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og
tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spgen; rigtignok gav
den lystige Rver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og
sandsynligvis i den Forudstning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev
ikke klogere derved.

Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjmpen og vel
endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville
vre med, men ikke kunne det; -- endelig betvang hun sin Munterhed,
som mod min Villie rgrede mig ikke saa lidt: --

-- Han forlanger, at De skal kjbe Dem fri, og han har Ret, sagde
hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en
Haandvrker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen,
saadan som De nu er bleven.

Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjlpsom
Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var
frste Gang, at jeg havde hrt hende sige Noget paa mit Modersmaal,
og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske
egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjre sig
forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed
mistnkt for at have lagt sig srlig efter det i den allerseneste
Tid, skjndt hun ikke havde talt derom.

Jeg betalte med Fornielse min Bde saa rigelig, at der foruden
Prisepenge til den Rdskjggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de
Andre, -- men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nrvrelse havde
nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Rver befriede
mig, stak med et hfligt Tak Pengene i de trnede Benklder og gav
sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den
stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevgelse frygtede for at
se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans
Jernstang ind i Stenen.

Da det lod til at ville trkke lnge ud, gav vi os til at gaa rundt i
Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprngninger og gldede os
over, hvor let behandlelig den skjre, kornede Stenmasse var for de
dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske
Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt
om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, nsten
gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og
tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at
vre kommen til et frugtbart Strg. Jeg tndte mig en Cigar og tog
Plads tt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

-- Er de nu ikke sde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen
imod mig med en sgrn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende
ine, blndet af alt det hvide Lys.

-- Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

-- Aa, jeg forrer dem til lille Amalie. Skjndt, rlig talt, jeg vil
nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det
er netop, fordi jeg mindes om min Barndom -- som om der var noget
Synderligt dr at mindes! Og dog gjr jeg det gjerne. Det er
underligt, hvor det kan vre, men Tiden gjr dog Alting lidt kjnt,
hvad der blot ligger lidt tilbage i den, -- det er altid en Trst:
een Gang bliver det kjnt, naar man ser tilbage derpaa.

-- Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag -- maaske vil man en Gang
finde den nsten smertelig skjn, og kun bebreide sig, at man ikke i
ieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig vre
uretfrdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

Minna biede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i
Lommetrkldet til det vrige Fund.

-- Som Barn svrmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en
Mngde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var
mine delstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem
til? hun var saamnd i Stand til at blive fornrmet paa mig, og
hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende gte
delstene for at raade Bod derpaa.

-- Det maa ikke vre nogen let Opgave, De har, som Lrerinde for
saadanne forkjlede Brn .... De selv har nok faaet en fornuftigere
Opdragelse.

-- re den, hvem re br, sagde hun lidt bittert og rystede det
nedfaldne Haar bort fra inene. Fornuften, -- den var nok ikke
synderlig med i Spillet.

-- Deres Hjem var meget tarveligt?

-- Havde det blot vret tarveligt, men det var uhyggeligt og
gldelst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke
deri det laa altsammen. Vil De tnke Dem, jeg var fjorten Aar, fr
jeg nogensinde havde vret saa meget som ude i Loschwitz.
Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig
og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han
undertiden drak sit l; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der
var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at
kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt
saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa
undertiden Moder med hen paa en lstue; det var en Rest fra deres
gteskabs frste Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis
De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i Zur Katze i
Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se
en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dr med sit
Glas l, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok
tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun
har haft dr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets
Hyggeligheds-Erindringer logere Zur Katze, saa kan De omtrent regne
ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i
ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav
sig slet ikke af med os, -- og det var stor Skade, for han var ikke
blot en dannet Mand -- han underviste i Latin --, men han var ogsaa
veltnkende og strengt retskaffen, det har jeg frst lrt at indse,
da jeg blev ldre, og overhovedet har jeg kun af spredte Trk faaet
Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet;
med Moder talte han nsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og
undertiden efter Lsningen af Avisen skjndtes de lidt om Politik.
Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne;
hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og
paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers
havde de, som sagt, ikke Noget at drfte med hinanden. Senere har jeg
forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han
med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader,
og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at
han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv
og ligesom skrumpede ind til en saadan Srling. Sr var han rigtignok
over al Maade, og det gik navnlig ud over os Brn. Allermest plagende
var hans -- man kan nsten sige Raseri, naar han stdte paa et
fremmed Vsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet
sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og
kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordrvet, naar det kom indenfor
Rkkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en
Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var
min Fdselsdag, -- jeg blev elleve Aar -- havde Moder givet mig Lov
til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi
vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen
lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til
os med Rdsel malet i alle sine Trk, og hele det lille Selskab
maatte tage Flugten gennem de tilstdende Haver. De kan nok tnke
Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi
sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere
Hjerte for os. Desvrre frte dette Forhold til, at alt hans blev os
forhadt eller mistnkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders
Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers
vilde have lrt os at sky, -- medens den nu overalt kun syntes os et
ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom ....
Men hvorfor trtter jeg Dem egentlig ved at fortlle Dem alt dette?

-- De fortller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke
trtter mig, og at der neppe for ieblikket er noget, som kunde
interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft
en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere fle,
hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af
Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.

Minna svarede ikke, men undersgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun
havde skrabet sammen.

-- De nvnede en Broder, -- jeg har aldrig hrt ham omtale. Er han
maaske ikke mer i Dresden?

-- Han dde for et Par Aar siden.

-- Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have vret et tungt
Slag for Dem.

-- Aa, jeg brd mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var
ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjre min Barndom
lykkeligere. Siden, da han blev voxen -- ja, saa var han temmelig
ivrig med at indvinde, hvad der var forsmt af Livets lysere Side.
Vi havde neppe faaet megen Glde af ham.

Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: Jeg kan
nok tnke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde
jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke
fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er
saa god og skikkelig.

-- Var der slet ingen andre Paarrende, som De kunde have noget
Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.

-- Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab
flte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af
mig paa sin Maade -- desvrre var det en temmelig ubehagelig Maade,
som skrmmede mig bort. Altid skjndte hun, havde at udstte paa alt,
lige til min Frisure -- jeg maatte den Gang gaa med en Mngde
Krller, saa hun havde Ret i #det# som i det meste andet. Det gik mig
med hende paa lignende Maade som med Fader, -- kun at hun virkelig
gav sig af med mig; -- frst langt senere kunde jeg erkjende det
Agtvrdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos
ham under Ligegyldighed. Hun var en Srling ligesom han, og havde
meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor
skjvt til Alt hos mig, som kunde hidrre fra hende. Naar hun
skjnkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun
mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til
Indbindingen -- hun gjorde overhovedet Intet halvt --, det er et
lille Bibliothek paa henved hundrede Bind --, og da hun gjorde det,
sagde hun til mig: Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nd,
skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er dd,
komme som Spgelse og plage dig, og jeg tvivler ikke om, at hun
vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har
heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld
har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Lsning lige
ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre
unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umrkelig bort,
saa fik jeg en Del lst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, --
ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet
med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pdagogiske Tante
ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig
til Lsning for fjortenaarige Piger, -- ldre var jeg ikke, da
Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterre Hukommelse
noget udvisket eller ogsaa var Begrebet tydske Klassikere for hende
noget i den Grad over al Maade Ophiet, at en saadan Tanke slet ikke
kunde komme op. Saaledes lste jeg i den Alder Oberon, -- ja, det
er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden
derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og lste i de store
Digtere, efter at Moder forlngst var sovet ind, var de frste
lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men
ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjnne
Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med
som en mrk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, --
jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Flelser, helt andre
Synsmaader for, hvad der havde Vrd og ikke havde det, end det Vv,
som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let
anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og
himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at
kaste et Slr over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte
lre dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning;
det var ikke Lrestninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg
rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg
vil ikke sige Stort, men delt og Rent. Det var naturligvis kun
Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev
neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Sstre, Tanter
og Ftre, eller de smuttede ind i Kjkkenet og holdt dr deres lidet
opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg vmmes ved at tnke paa alt
det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Prsten, hos hvem jeg gik
til Confirmation, og hvis Prdikener Moder grd over, ikke havde det
bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prdike for mig, og
de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en
voldsom Gjring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog strkt paa
mig. Da jeg maatte tidlig op og hjlpe til i Husholdningen, saa var
denne Aftenlsning, der ofte blev Nattelsning, meget anstrengende
for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere
ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele
min Opvxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog
sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev
svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte
ngstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og
frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar,
saa flte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Sttte hos min
Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop
paa den Tid forgede Svagelighed hans utilgjngelige Vsen. Han dde,
for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nrmere; en Del af
Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig
om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg flte, at ogsaa
jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nrme
mig fortrolig og kjrlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes
jeg ved Flelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan
Beslutning, en Anstrengelse var bleven ndvendig mellem Fader og
Datter, og jeg tav i det afgjrende ieblik. Sidste Gang, da jeg var
inde hos ham, kyssede han mig og sagde: Bliv altid ved at vre en
brav Pige. Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til
ieblikkets Flelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: Hvad
har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er
det endnu? -- Det Hele endte med et trt Lfte og en kold
Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine
Informationer, var Fader dd.

Minna tav lnge og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg
ventede hvert ieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig
slog hun inene op og saae paa mig med et taarelst, men forunderlig
alvorligt og gjennemtrngende Blik, der syntes at efterforske
Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig
selv: Nu finder De mig vel rigtig hslig! Jeg vilde inderlig nske,
at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.
Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at
denne Tanke havde en endnu strre Andel i dette Udtryk end de
smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.

Selv var jeg strkt bevget og havde gjerne i det mindste grebet
hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne
vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte
hele Dybden af min Medflelse bedre end Ord, der ved saadanne
Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at
jeg lnge havde anet, at noget Srgeligt i hendes Fortid trykkede
hende, men ikke havde tnkt mig, at det strakte sig saa dybt ned
gjennem hele hendes Barndom og Udvikling.

Ved denne Bemrkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistnksomt
og nsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte.

-- Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mrke Sider, biede jeg
af. Hvor kan det vre, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog
allerede den Gang i Dresden.

-- Ja, men jeg lrte dem frst den Gang at kjende, netop ved min
Faders Begravelse. .... Slgtskabet med Tante Thea var saa langt
ude, -- egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres
Hus blev for mig et andet Hjem, -- nei, #Hjem# skulde jeg slet ikke
kalde det, -- Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og
efter hvad De nu har hrt, kan De langt bedre skjnne, hvad disse
prgtige Mennesker har vret for mig ....

Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske trt af at
fortlle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.

Forvrig blev vi nu afbrudt ved Vrkeierens Anmodning om at indtage
vor forrige sikre Plads, da Alt var frdigt til det nye
Sprngningsforsg.

Jeg havde nsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte
af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang
gjenld bestandig for mig, som de gjr det endnu i dette ieblik.
Hvad selve hendes Fortlling angaar, saa har den naturligvis i min
Erindring formet sig lidt mere sammenhngende, end den i hin Time kom
fra hendes Lber, og det er sandsynligt, at et og andet Trk i
Virkeligheden frst blev mig fortalt en af de flgende Dage; men paa
Hovedindtrykket havde disse Smaa-Uniagtigheder i alt Fald ingen
Virkning. Hvad der isr slog mig, var den bevidste og reflekterende
Maade, hvorpaa hun omtalte og bedmte sine Forhold; det var
aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder
og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger.
Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere gte melancholsk
Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af
den ungdommelige Munterhed, som ofte brd igjennem hos hende.

Den nye Sprngning forlb ganske som den frste; Klippestykket blev
staaende, skjndt det nu nsten var helt undergravet, saa det svvede
frit ligesom en Karnap. Den rdskjggede Arbeider nrmede sig
forsigtig og ragede med sin Hakke de sndersprngte Stykker ud, som
Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved
Hjrnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som stttede den lidt.
Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt ie med Klippestykket
for at gjre Anskrig ved dets mindste Bevgelse, gav den dristige
Mand sig nu til at fre sine vgtige Hug mod disse Steder. I
Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe
bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed
sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjrver sprang om ham; han syntes grebet
af et Raseri mod denne stdige Modstander. Det saae frygtelig farligt
ud; iet, som var trt af at stirre paa den blndende Flade og neppe
turde blinke, mente hvert ieblik at se Kolossens Rand bevge sig. Et
Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte
Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svvende over sig.

Minna var ganske bleg og kneb Lberne sammen. Da nu ogsaa jeg, slvet
af den lange Ventetid, gik flere Skridt nrmere for ret at se
Virkningen af disse Kjmpeslag, sprang hun efter mig og med et
krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme
ld der et Raab; jeg saae en stor bevgelig Lysning over mig og lidt
til Siden, og hrte et strkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par
Favne fra mig, og en lsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit
frste Blik sgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til
Siden for det Stenuhyre, som han havde fldet, og nikkede til os med
et Smil, som om han vilde sige: Den var lige nr nok. Jeg
understttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til
at stte sig paa en Sten.




X


Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud
over dem havde en mrk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu
pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige
Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare ndte til at skynde os
over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne
Anstrengelse gav Minna hendes Krfter tilbage, og hun, der et Minut
fr neppe syntes at kunne sttte paa Benene, lb under Plaskregnen de
sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne
rystede.

Hist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper
i blndende Sollys at trde ind til sodet og kulstvet Dunkelhed,
brudt af rde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart
blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod
ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en
Tovende og gyngede den lange, biede Vippestang, som satte
Blseblgen i Bevgelse. Kuldyngen gldede livligere op, han rodede
om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den slvede
Jrnspids i den og trak en anden ud med glordt Nb; spyttede derpaa
paa Fingren og lod den fare hen over det gldende Metal, og dyppede
saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om
ham.

Minna lo: --

-- Fr saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo
lyslevende i Skovsmedien.

Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige
paa os, forundrede over dette Kluddervlsk. Smeden syntes dog ikke at
lgge Mrke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids
paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om
os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et
Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.

-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit
Arbeide, kan man dog ikke tnke sig noget mere malerisk. Naar blot
Gudehus[1] saae saadan ud!

 [1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.

-- Vist er han kjn, men De delgger ham jo ved at se saadan paa
ham; han bliver naturligvis saa forfngelig, at de stakkels smaa
Landsbypiger slet ikke kan gjre ham tilpas mer.

-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemrker det sikkert ikke.

-- Saa skal de Andre nok sige ham det.

-- Men du kjre Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjnt.

Hvor berettiget end denne Yttring kunde vre, saa var den mig dog
ikke helt behagelig.

-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.

-- Nei, Frken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig
paa Dansk, idet han slngede Hakken hen i Krogen og gav sig til at
rre Blseblgen.

Man skulde tro, at den blste til en Gld paa hendes Kind, saa
blussende rd blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at
forstaa Situationen. Strax nd jeg hendes Forlegenhed som en passende
lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke
syntes at turde lfte inene mer fra Gulvets Kulstv. Heldigvis
dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor
forekommende Vrt og med den rdskjggede Kjmpe, -- Gnomen
kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et forniet Farvel
efter os.

Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare
kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans
blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg
undgik, skjndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Frer:
jeg skulde nok selv finde igjennem.

De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme
hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rkker af
tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele
vltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende
Vintersprngninger, ved hvilke undertiden Flodlbet stoppes. Ved at
holde os saa nr Klippebaggrunden som mulig, fandt vi nsten overalt
uden lang Sgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud
adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter
Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte
var Leilighed til at understtte Minna, som skreg og lo paa den
usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde
Sttte, eller naar hun saae mig vakle. De srgelige Erindringer, som
hun havde dvlet i, den nerveuse Spnding, mens Klippestykket
fldedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at
have dmmet op for en Strm af Munterhed, som nu brd desto mere
sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis
stdte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op,
uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette ieblik vilde hun
maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre
op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end
sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele
Naturens, -- der duftede og kvidrede os imde fra Bjergskoven, som vi
nu traadte ind i.

Den strke, rgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa
denne Skrnt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at
have sprngt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det
havde vret ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne,
hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af
Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende
Lys, og hit oppe over de sagte nikkende Trtoppe lftede
barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Brm af
forkrblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til ld deroppefra
en Brusen, der nrmede sig som en Blge; store Draaber dryssede ned
over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt
chamoisfarvet, af et let og bldt Stof, der uden Ophftninger i lange
Folder snkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Lderbelte, --
en Dragt, der lod hende tage sig slankere og hiere ud end ellers.
Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde
holdt sig tr, var glat af Naale og Kogleskjl; ofte gled hun og
strakte da med et lille Skrig den hire Arm ud i Luften, saa det vide
rme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin
ubehandskede, solbrndte Haand greb fat i Mosset.

Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et sprgende
Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig
Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun
svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min
Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en
Skraaning. Vi kunde lnge ikke komme fra Stedet, thi ved den frste
Bevgelse gebrdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi
endelig gik videre, hvor en Indsnkning gav Skoven Lov til at brede
sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen
over Grnsvret og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende
umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som
lyste langt inde i Tykningen.

-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter
Schlemihl, for saa vilde De nu vre opdaget.

-- Det vilde jeg ungtelig, og hvad saa?

-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke vre hyggelig
derved.

Hendes lille re blev ganske rdt -- og det kunde dog ikke vre
gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte
hoppede af Glde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tnkte paa det
Sted i den uddelige Bog om den stakkels Skyggelse, hvor Schlemihl
om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig trde
ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strkker
sig ud fra deres Fdder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit
tilsyneladende hist enfoldige og saa? ikke var slet saa dumt, som
det var frkt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen
-- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja,
hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og
jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa
levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var
der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtmmelig Penge-Taske i
Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist
paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument
om min gthed, og den lille reflip foran, der var saa dryppende rd,
fortalte om, at den tilhrte en Kvinde, som var mig saare god, --
hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glde?

-- Hr, sig mig! er De lige saa trstig som jeg? spurgte Minna
pludselig.

-- Det veed jeg ikke, men trstig er jeg.

-- Ja, for dr ser jeg mange Blaabr, og jeg veed egentlig ikke,
hvorfor vi skulde lade dem trre hen til ingen Nytte.

Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa
Buske omkap. Da det snart blev for besvrlig at staa og bie sig,
lagde vi os paa Kn og krb fra den ene Busk til den anden paa alle
Fire. Saa blev det os for omstndeligt at plukke Br for Br, vi rev
Stilke af og trak dem igjennem Munden; frst nu, da vi slukkede
Trsten, mrkede vi, hvor strk den var. Minna gottede sig formelig,
ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da
hun mrkede, at det morede mig, drev hun Spgen videre og nappede med
Lberne Brrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hnderne, der
trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et
uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et
Par frie Smaakrller dansede om Panden. Hendes Lber, der var ganske
sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrkke. Om nu dette
landlige Neglig lod hendes Mund synes mindre utilnrmelig, end min
Respekt fr havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa
vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er
det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse
hende. I dette ieblik opdagede vi begge et Br, saa stort som et
lille Kirsebr, og vore Hoveder stdte sammen; medens jeg endnu lo og
mmede mig, snappede hun Brret, og strax derefter trykkede mine
Lber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i
hendes ine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde
spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Lber
berrtes, vore Arme stttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg
vilde gjre den mere menneskelige Brug af dem, at lgge dem om hendes
Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det frste Kys,
sprang hun op og lb ned ad Stien. Fr jeg kunde indhente hende,
havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa
Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I
Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.

-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.

Hun syntes ikke at hre det.

-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsgte jeg at spge, -- siden De
pludselig lber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den
endnu, skjndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.

Intet Svar.

-- Er De vred paa mig?

Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste
tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste
ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjndt denne
tavse Marsch i Hlene paa hinanden var mig rdsom pinlig. Endelig
nrmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste
Graner snkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang
fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at
se.

Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om
imod mig:

-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke flge
mig lnger.

-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De?

-- Lad mig vre! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det
eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov --

-- Men saa sig mig i alt Fald -- --

-- Farvel, farvel!

Hun lb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over
Enggrsset, hvor hendes Skridt blev lydlse; kun Lderbeltet om
hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevgelse. Saaledes havde det
ogsaa knirket, mens hun krb om mellem Blaabrrene; jeg blev helt
modfalden, da jeg ikke lnger kunde hre det. Thi dr stod jeg endnu
paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa lnge, som jeg kunde
se hendes lyse Kjole.




ANDEN BOG




I


Lnge drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drmmende end vaagen. --

Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med strre
Glde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig vret
det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv
gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde vret skinsyg paa den
smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog
vret, da jeg flte det samme overfor hint Fantasibillede, der
kaldtes den danske Maler. Uden Tvivl var hele denne Historie kun
Familiesladder af en Tante, der efter Skolelrerens Udtryk ikke var
saa rigtig heldig. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse
Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.

Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg flte hendes
Kys paa mine Lber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt
mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte flge hende?
Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvre dem?

Det mrknedes allerede. Aftenhimlens Skjr forude blndede iet, saa
man neppe kunde skjlne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa
Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grnne Enge
hinsides Vandet syntes der at have spndt sig et graat Spindelvv.

Forude hrte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig
imde. Det var Vrten og hans Sn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da
vi vare hinanden nr, lb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i
Haanden.

-- Her er Deres Brev, raabte han.

-- Mit Brev?

-- Ja, det er nok et, De har villet lgge i Postkassen, sagde
Vrk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.

-- Jeg fandt det dr, hvor De sad saalnge, mens der blev boret,
sagde Hans.

Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.

Ved det dende Aftenlys kunde jeg med Besvr dechifrere den noget
udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se
endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men
det flimrede for mine ine.

-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! --

Dr havde vi altsaa den danske Maler. Hvis et Spgelse havde
prsenteret sig for mig, var det ikke lbet mig halvt saa koldt ned
ad Ryggen.

Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os
kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og
det var mig forelbig en Trst, at jeg ikke havde med et Geni at
gjre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham
paa en Caf, huskede et meget net Genrebillede af ham paa
Udstillingen og havde undertiden hrt Tale om ham, -- ikke just altid
i den bedste Mening, da han gik for at vre temmelig ls paa Traaden.
Men hvad der slog mig som et hist mrkelig Trf, det var den
Omstndighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde
en Ftter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme
Axel Stephensen, at denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben for
en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjn
ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde
gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var
meget tilfreds. Desvrre for Maleren var der En, som havde srlig
Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt:
en nybagt Sofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belnnes med
Declarationen af Forlovelsen.

Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart
ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelrerens Udsagn kunde jeg
skjnne, at det maatte vre et Par Aar siden, at Minna havde kjendt
ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det
betyde andet end en Art Kjrlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse
eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri,
dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig rve: hvorledes kunde
det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en
letsindig Charakter?

Jo mer jeg tnkte over disse Modsigelser, desto ulseligere forekom
de mig.

Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra
en Kjededamper.

Det var ganske mrkt.

Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Hide hinsides Floden; dens
Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene;
men Rkken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevgede sig
langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anfrt
af en Rubin- og en Smaragdstok.

Dette Syn, der saa levende vakte Flelsen af vort lykkelige Samliv
her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.

Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjbnesvangre Brev i
Haanden.

Saa snart jeg havde tndt Lys, gav jeg mig til at betragte det
niere. Vden havde nsten oplst Gummien, saa at Convolutten kun
klbede fast paa et enkelt Punkt.

Det vilde vre den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden
at det kunde sees af Nogen.

Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet
og blev ved at gaa rundt i Vrelset og skotte til det.

Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved
Sammenfiningen; men som om det blot havde vret en Distraktion,
dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.

Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var en gte Minna
Jagemann, saa maatte den grumme snart forsvinde.

Men en sregen Omstndighed blev mig paafaldende; Adressen var
skreven med lignende rdligt og lidt grumset Blk som hint
Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der
frtes af den Rathener-Kjbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om,
at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet
frt til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt
roligere stemt overfor det slemme Brev.

Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som
hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke
udenvidere vilde lgge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt
en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe lnger var lseligt, saa at
hun maaske vilde foretrkke at afsende et andet.

Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik
strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa Erbgericht, -- saa
havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.

Et klart Maanelys laa paa Hiderne over den slumrende By, af hvilken
kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres
Smaaruder; -- hit over dem stod Krandsen af de steile Klipper,
tttere og mere sammensmeltet end ellers, med blde, dmrende Former.

Lngst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde
skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.

Denne stille, kjlige Skjnhed virkede beroligende paa mig, og den
understttedes snart af en ddelig Trthed, som pludselig lod sig
mrke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.

Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning
om de Ting, som skulde komme.




II


Den nste Morgen lb jeg strax ned til Kjbmanden, og bragte en
Flaske Blk med tilbage som formentligt #corpus delicti#.
Undersgelsen gav det fornskede Resultat, at saavel Brevet som
Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne
Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

Saa gav jeg mig atter til at overveie de Ting, der #kunde# komme.
Min Sendelse maatte nu vre bragt hende. At der vilde flge en
Redegjrelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom
mig sandsynligt, at hun vilde vlge den skriftlige Form. Om hun vilde
sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give
Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig
frdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag
maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

Hvorledes fordrive den skrkkelige Tid? Frst tnkte jeg paa at
foretage en lang Tur, men jeg gs for at vre prisgiven til mine egne
Tanker og dmt til at skulle vende og dreie de samme Sprgsmaal i det
Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk
Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den
forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. --
Middagsmaden lod jeg hente.

Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de
aabne Vinduer. Det ene Kldningsstykke blev kastet efter det andet,
og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var
hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjl rbare og
anstndige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besg mente jeg ikke
at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa hit tilveirs.
Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsgte mig! Det var
utroligt, men i saadanne Tilflde maa man netop vre forberedt paa
det Utrolige.

Jeg var allerede i Frd med at klde mig paa, og gjorde det med megen
Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde
staaet saa blndende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke
Birke-All, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten Sophien-Ruhe. Hun
havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dr;
hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig
dr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted
styrtede jeg.

Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min
Bevgelse, og i det samme traadte ud af Grotten en hi Herre med
Skjg  la tydsk Souverain og misforniet Blik.

-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er
dette et privat Anlg -- --

-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjggede Mand
i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans
ophiet-misforniede Blik.

Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i
Romanens tredie Bind. Paa det mest spndende Sted fik jeg atter en
Anfgtelse. Skulde hun vre hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet
mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde vre forhindret.
Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Letheblger sammen over mit
urolige Hoved, indtil Lyset var brndt ned i Stagen, og jeg sov bort
fra dle Grever og endnu dlere Prstedtre.

Den nste Morgens Posttid kom og gik forbi --

    Die Post bringt keinen Brief fr dich,
        mein Herz, mein Herz! --

Jeg paakaldte Romanens tredie Bind --  500 Sider. Da det var
gjennembladet, og jeg bemrkede, at Solen allerede streifede den ene
Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sbeskum; thi naar der blandt
Hoved-Eventualiteterne befinder sig en m Scene -- srdeles af et
ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand hilig at
anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nrmede sig strkt; jeg
turde slet ikke tnke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den
skuffede mig, og dog var jeg nsten vis paa, at den vilde gjre det.

Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den hire Kind, da min Haand
kom til at ryste saa strkt, at jeg maatte lgge Kniven bort. Grunden
dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin
Uniformsfrakke og med militr Kasket lignede slette Billeder af
Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning
blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved
Husets Hjrne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede
endnu forgjves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den
steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemgtigede sig mig, og jeg
kastede mig rgerlig paa Sengen. Da ld der klaskende Skridt af bare
Fdder i Korridoren, og der blev banket paa min Dr, som var aflaaset
paa Grund af det dybe Neglig, hvori jeg under Romanlsningen havde
befundet mig. Saasnart Dren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand
et tykt Brev ind til mig.




III


Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere
beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til
Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men
syntes at vre et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig forelbig ikke
Tid til at undersge det nrmere.

Hendes Brev, der som en gte Kvindeskrivelse var udateret, ld i
Oversttelse saaledes:

    Kjre Hr. Fenger!

  Hvad mon De egentlig tnker om mig! skjndt, -- jeg er vis paa,
  at De netop ikke veed, hvad De skal tnke om mig. Jeg forstaar jo
  ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var
  det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa
  meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det
  sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en
  Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden
  dette Tilflde, vilde jeg have grebet den frste passende
  Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette
  Brevs Indhold. Jeg har vret meget i Tvivl, om det ikke var bedst
  at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Brnene
  kunde altid vre med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at
  skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags
  Skrifte. Naar det er forbi, vil De tnke ringere om mig, end De
  hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Ndvendighed
  for mig, at De lrer mig at kjende, hvor tungt det end falder at
  forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

  Det var et heldigt Tilflde, at jeg netop har fortalt Dem
  temmelig udfrlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilflde var
  det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde
  besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte
  det ndvendigvis vre Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at
  samle saa Meget deraf, som De mindes; det Vsentlige vil nok have
  givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har
  vret lidt forvirret. Uden det vilde De bedmme mig langt
  haardere, end jeg maaske fortjener.

  Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige
  over for mig! det er dog saa svrt at skrive derom.

  Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex
  Sstre. De vare Dtre af en velstaaende Gjstgiver, hos hvem isr
  Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i
  Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget
  Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og
  Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Dtrene med
  sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har
  ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu).
  De fem af dem havde Brn, inden de blev gifte, kun min Moder og
  hendes yngre Sster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar
  man ikke begik denne Forseelse.

  Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig
  Kjrlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin
  Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte
  med mig. Allerede som ganske lille Pige hrte jeg hende fortlle
  sine Kjrlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo
  flere Tilbedere man havde, desto hiere steg man i Andres ine.

  Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en
  tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ldre end jeg. Vore
  Haver stdte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til
  sig. Jeg bemrkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte
  mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte
  mig snart, at hendes Skat boede dr, men det maatte jeg ikke sige
  til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, --
  Skatten og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne
  ine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til
  min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg
  ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemde, ved hvilket min
  Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig
  den blandede Flelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik
  ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besgte han os. Jeg
  var ikke ldre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig
  og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjre
  Ven! det var skrkkeligt! tnk Dem, jeg gik i den Tanke, at det
  skulde saa vre, -- det Menneske var mig saa skrkkelig imod. Saa
  reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa
  vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Flelse af, at
  det Hele ikke var rigtigt, isr da der altid blev liet for min
  Fader.

  Det maa have vret kort efter denne Tid, at en ung Musiker
  flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionrer maatte jeg
  ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nrmere til os, end Nogen af
  de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desvrre -- meget kjr,
  men dog -- og nu beder jeg Dem, kjre Hr. Fenger! i Alt at
  skjnke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstndig barnlig
  Maade. Naar jeg gjennem Dren kunde hre, at han var i Frd med
  at gaa ud, tog jeg i Hast Tiet paa for at udrette et rinde for
  min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden
  med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Ftre og
  Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde
  ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme.
  Han indbd mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz,
  hvad min Moder ikke ngtede mig; for min Fader blev der liet,
  som sdvanlig.

  Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han
  skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vgrede mig ved.
  Han gik ind i sit Vrelse, og min Moder sendte mig ind til ham
  under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om
  Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig
  saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb
  troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjrere. Nu
  begyndte hint andet Forhold at pine mig skrkkelig; men jeg
  vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

  Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg
  var endnu altfor ung til, at der kunde vre Tale om Sligt. Snart
  efter hrte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med
  en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min
  Fortvivlelse var grndsels. Han tog imidlertid bort fra os, og
  fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han
  reiste bort, knlede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til
  Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

  Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun
  for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om.
  Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han
  senere betroede mig, som et overjordisk Vsen, hvem man ikke
  turde nrme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mnds re,
  bemrke, at Ingen af dem havde forsgt paa nogen uhflig
  Tilnrmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa
  Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstndig uerfaren).

  Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren
  en Aften til os for at gjre et Afskedsbesg. Jeg fulgte ham ud
  til Dren. Dr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde
  jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget]
  -- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Dren. Senere har han
  fortalt mig, at han fra det ieblik af betragtede mig som alle
  Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade,
  som hans Vsen forlangte det.

  Ak, kjre Ven! det var fortvivlende at hre, at jeg saaledes
  havde forspildt en Mands Agtelse og Kjrlighed, at jeg i hint
  ieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig
  selv til et Vsen, der kun agtes for vrdigt til letsindige
  Forhold. Aldrig saalnge jeg lever vil jeg glemme den Flelse,
  hvormed jeg i samme Aandedrt erfarede, at jeg havde staaet saa
  hit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var
  kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind
  Gange har jeg grdt bittert fortvivlede Taarer derover. Min
  eneste Trst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke
  kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tnkt derover, er det
  dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjnt og
  rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen
  Natur, saa skulde han ikke ved en eneste lsreven Iagttagelse
  saaledes slaa om til en nsten cynisk Modstning, men, saasnart
  han var kommen lidt til Ro, undersge, om jeg da var saa
  fordmmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen
  Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det
  Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa
  syntes jeg, at en gte Kjrlighed ikke skulde have stdt mig
  bort, men sgt at bevare mig for sig og at hve mig til det, som
  han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig
  Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Flelserne,
  at jeg rsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt vre, at De,
  idet De lser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at
  De fler, at det i hans Sted vilde vre gaaet Dem ligesaa.

  Det var denne Flelse, som greb mig saa strkt, da De havde
  kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De
  havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit
  frste Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han
  havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa
  opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjre det.
  Nei, det kunde jeg ikke tnke om Dem efter den Maade, vi have
  omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske
  barnlig legende og ubetnksomt, men ikke et af Kjrlighedens
  Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og
  jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, grd jeg, som
  om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

  Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu
  meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de
  forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han
  aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind
  igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han
  fandt megen medfdt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra
  Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har lst om,
  var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung,
  beskjftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort
  herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt
  dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig
  skrkkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt
  saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde
  gifte sig med mig, hvad han dog altid sgte at faa mig snakket
  fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under
  konomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa
  god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han
  var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt
  for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for
  sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt
  dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit
  Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade
  det vrdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind
  paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske
  Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans
  Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i
  alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg
  dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod
  en uovervindelig Flelse og saa den smertelige Erkjendelse, at
  hans Kjrlighed til mig langt fra var saa inderlig som min;
  ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham
  alene.

  Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening,
  at vi skulde blive ved at vre gode Venner og skrive til
  hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortlle
  ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa
  gale Veie.

  Dr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig
  var? Afsky for min Moder, -- det Kjreste i denne Verden, den
  Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde
  ikke engang Ret til at lnges efter ham. Jeg forsgte at optage
  mit Claver-Spil igjen, men enhver skjn Melodi gjorde mig saa
  usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.

  Det var paa denne Tid, at min Fader dde (hvad jeg vistnok
  fortalte Dem om) og at jeg lrte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos
  dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit
  Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Mde hos Deres
  Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til
  Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at
  det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for
  mig frst ruskede min egen Vrdighedsflelse vaagen og hindrede
  mig i at dse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode
  Veie til at delgge mig.

  Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med strre og mindre
  Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har
  altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at
  skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin
  Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan
  overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder
  jeg Dem lse hosliggende Brev, som allerede har vret i Deres
  Hnder. Ikke at jeg troer, De skulde nre nogen Mistanke, som jeg
  derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald,
  selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske
  neppe selv, men veed kun, at jeg nsker, at De skal kjende det;
  det forekommer mig endog, som om Tilfldet har givet Dem en Slags
  Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen
  at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som
  De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var
  vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten
  skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

  Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig trt.
  Mit Haab er, at De ikke vil bedmme mig altfor strengt efter
  disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske rlig,
  hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af
  Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne
  Fortrolighed, naar jeg ikke tr stole paa, at den besvares
  oprigtig. At jeg stter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i
  Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr.
  Stephensen.

                        Deres Veninde Minna Jagemann.

Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte
Sindsbevgelser, som denne Lsning havde sat mig i, saa forsgte jeg
dog ikke frst at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev,
som jeg et Par Dgn fr havde vret saa fristet til at forgribe mig
paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig
selv.

Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sdvanlige Undskyldninger
for ikke at have skrevet saa lnge, og de flgende Bemrkninger om
Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmrksomhed skjnkede jeg en
kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige
Familie, og jeg lagde Mrke til, at hun ikke gjorde noget Forsg paa
at vre novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer --
navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilflde have en strk
Tilbielighed til. Derpaa lste jeg med bankende Hjerte flgende
Linier:

Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger,
en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tnke -- denne
Egenskab, der frst anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget
hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde vret
Tilfldet. Jeg trffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk,
men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, isr
naar det smiler. Af Skikkelse er han meget hi, men gaar lidt biet;
undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig strkt,
-- det vilde gjre mig meget ondt. Han viser mig en saadan
Opmrksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han stter
megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt
Sommerferie-Svrmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung,
-- fireogtyve Aar; men han gjr et langt yngre Indtryk, som om han
endnu var temmelig uberrt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved
jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en
saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over
Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur
altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har
opmuntret en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa
koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have vret
munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar
det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har
fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i
alt Fald et temmelig fordmmeligt Vsen. Men paa min Side, du gode
Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik
og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for
at vkke en ulykkelig Kjrlighed hos den Anden, og saa kunde de
muligvis haft det strste Udbytte af hinandens Selskab, eller endog
Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og
hvis der endelig var vakt Kjrlighed, er det jo heller ikke afgjort,
at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan
beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert ieblik forekomme mig selv
ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og
pretentis. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr.
Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornielig og i mange
Henseender lrerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa
gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!

Derefter fulgte afsluttende Bemrkninger og Underskrift -- din
Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis.




IV


Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlse det
Ord for Ord.

Ved den frste Lsning havde jeg vret betaget af en knugende Angst
for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen,
som maatte stte hende mindre hit i mine ine, en Angst, der jog mig
rastls fra Linie til Linie, bestandig med eet ie forude.

Jo lnger jeg kom frem, desto mere fortog denne Skrk sig; hendes
nsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig
til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var
det af Uvillie mod denne Stephensen, -- og dog flte jeg en vis
Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.

Samtidig med dette voxede en jublende Glde op i mig: Bevidstheden
om, at hun med dette Brev lagde sin Skjbne i mine Hnder. Det var
helt igjennem dikteret af den Flelse, at vi stod foran et afgjrende
Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte
lades tilbage paa denne Side af det.

Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg
lod det komme saa vidt.

Naar jeg altsaa nu sagde -- og hvor dybt flte jeg ikke, at jeg
kunde, #maatte# sige det: -- Nu vel, efter at have hrt alt dette,
tnker jeg som fr, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg
kjender og forstaar Dem bedre, -- hvorledes skulde hun da kunne
trkke sig tilbage?

Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale
Kjrlighedens Sprog? --

Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tnkt paa en Forening,
skjndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske
tilfredsstillende. Men det var frst i det sidste Par Uger, at vi Dag
for Dag vare komne hinanden nrmere, og i hendes Fremhvelse af, at
Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse
Bemrkninger ikke lnger skulde betragtes som gyldige.

Jeg vilde strax skrive til hende.

Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til frst at give mig Tid til at
barbere min venstre Kind, paa hvilken Sbeskummet endnu sad ganske
indtrret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde
ellers snart have gjort denne ndvendige Operation meget vanskelig.
Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med
flyvende Pen skrive flgende Brev:

                                         Rathen den 14de August 188..
    Kjreste Veninde!

  I hvilken Grad Deres yndige Brev har rrt mig, og hvor langt det
  er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde
  andet end fuldstndiggjre og uddybe det skjnne Billede, som jeg
  allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at
  overbevise Dem om.

  De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil
  foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemrkningen
  om, at De frygter for, at mit Bryst skulde vre svagt, hvilket
  jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.

  Derpaa skulde De da -- efter mit Forslag -- fortstte:

  Han havde allerede viist mig saa megen Opmrksomhed, at jeg ikke
  godt kunde vre i Tvivl om hans Flelser overfor mig. Det kom mig
  derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om
  min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et
  Par Aar kunne skaffe os et anstndigt Udkomme, rimeligvis i
  England, hvor han har en Onkel, som vil stte ham i Vei. Jeg var
  ikke et ieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjbne med
  hans etc.

  Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag
  til Hertz til sdvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg
  kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem
  bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at vre
  Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men
  velsignet Drm.

  I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.

                        Deres trofaste
                            Harald Fenger.

Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og
sendte en lille Dreng over til Villaen med det.




V


Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. -- Tiden var
allerede fremrykket. Jeg lb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad
Stien langs Smaahuse og Hkker og gjennem den lille Gyde imellem
Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for
hvert Skridt her, som frte mig nrmere til Afgjrelsen -- og der var
ikke mange ialt -- blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da
jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle
Engstrg frte op til Huset. Ved den mindste Bevgelse maatte jeg nu
vente at se Hus-Hjrnet med det fremspringende Tremmelysthus komme
frem bag Kronen af et Frugttr i Nabohusets Have. Det var, som om
Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig
....

Dr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag --
Vin-Espalieret -- Slagskyggen af Trkronen med Lysthuset, hvor den
graagrnne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; -- jeg saae paa
denne Stribe meget lnge -- en Del af et Sekund eller et halvt Minut
-- for at opstte Afgjrelsen; nogle Blade af Frugttret skjulte
Hjrnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En
hvidskjgget Mand havde jeg allerede opdaget -- nu ogsaa den gamle
Dame -- Andre var der ikke.

Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne.
Trods den strke Solvarme frs jeg som i Aftentaage, men jeg var
atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde vret. Frst
tnkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis
hun vilde vre kommen, saa havde hun allerede vret der. Men maaske
var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde
vret forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette
foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder
af min svage Sjl, der ikke turde se Sagen lige i inene.

En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der
bevgede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod
Floden. Dr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig,
reiste en Skikkelse sig i Veiret --

Det var Minna.

Jeg vilde ile hende imde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og
raabte efter mig: Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog! Jeg saae
ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjndt jeg ikke kunde begribe,
hvad denne Iver skulde sige, adld jeg den meget villig. Da jeg med
to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt,
knoglet Fruentimmer farende ud af Dren med en Haandkoffert og en
Plaidrulle i Hnderne, saa at vi nr havde lbet hinanden omkuld.

-- Endelig, det var da godt, at De kom! udbrd Hr. Hertz.

-- Vi var saamnd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod,
at De kom ganske bestemt.

-- Ja, vil De tnke Dem, -- vi reiser til Prag i Aften, ja om et
ieblik.

-- Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De
flger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa
tage til Schandau, og det vil vi gjre med Skibet, Veiret er jo nu
deiligt. Saa kunde De gjerne gjre den Tur med, -- der gaar Tog
tilbage Klokken ni, -- Minna har allerede lovet det.

Naturligvis skyndte jeg mig at gjre det samme.

Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et ieblik tilhvisket mig den
Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas
Nrvrelse var uden Betydning og Alt endnu vilde oplse sig i
Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom
sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den
samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare
sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usdvanligt langt og fast
Haandtryk -- hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En
Haanden paa -- smilede hun, men kun med inene, og saae mig helt ind
i Sjlen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle
tidligere, som du er fra De. Alt Blodet strmmede mig til
Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Kn
rystede. Frst nu, da hun gav mig Vished, og jeg flte mig ganske
rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mrke, hvor strkt Spndingen og
Angsten havde taget paa mig.

Minna havde flt det og kunde ikke lade vre med at smile ganske
hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjnkede
Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen
Pris paa at faa til sin Kaffe -- det var ligesom i en Caf. Og alt
imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han
paa sin ivrige Maade: --

-- De maa nemlig vide, -- ja det vil forresten interessere Dem --
maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag -- naa, ikke? Ja,
ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Flgeskab tilbage, og
Dem tr vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et
Manuskript til Faust -- til #Faust#, kjre, unge Mand, -- det vil
sige, til en Del af de frste Scener -- og afvigende, det er det
uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det
skal ivrigt vre djrvere i Tonen og er sandsynligvis et af de
frste Udkast. .... Det er en gammel Srling -- pensioneret Oberst --
der for Gud ved hvor lnge siden har arvet det efter en Grand-Tante
eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe -- ja, hvor
nr, det veed jeg saamnd ikke, he he! og det kan jo ogsaa vre det
samme. Dr har De forresten vort moderne militre Tydskland! Arver en
Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde
vret saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe
derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget
som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed -- deland naturligvis --
maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle -- og har en Skat paa sit Loft,
som han kunde kjbe et lille Fyrstendmme for. .... Og hvis han endda
ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just
et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger -- jeg har selv skrevet til
ham -- men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder,
og de skulde udleveres til forbandede Litterater, saadan har han
naturligvis raisonneret. Altsaa: men njes med Johannisberger-Dorf i
sin Kjelder -- det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender
-- og et Fyrstendmme paa Loftet, -- det er Nemesis! Aa, saa den Karl
har rgret os! Nu er han altsaa dd, Gudskelov, og Manuskriptet
findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag,
blev tilkaldt som -- saa at sige -- en Slags Autoritet, kjre Ven! og
De kan tnke -- ....

Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes
Bevgelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne
Beretning. Jeg flte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa
een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og
rene. Den Gamle har aldrig haft en opmrksommere og mere deltagende
Tilhrer, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation.
Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone
endnu vidunderligere. Og medens jeg lyknskede ham til denne
interessante og refulde Reise, fremsatte Sprgsmaal og besvarede
hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjnket
og rakt mig, og langt fra at finde den brune Nektar, skjnket af
elskede Hnder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at
Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede Bliemchen-Kaffee, og at
den Tid vilde komme, da hun maatte vnne sig til at omgaas mindre
konomisk med Bnnerne.

Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg
ikke fra Floden havde hrt den dumpe Lyd af Dampmaskinens
Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart
efter saae vi over de grnne Marker Skibets Skorsten, der som en sort
Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under
Stenbruddene. ....

Snart efter sad vi paa Dkket under Solseilet og saae Huset glide os
forbi; den grnlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi
seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Knigstein, der nu
traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de
smaa Vagttaarne. Skjret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet,
og hver rd Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang
dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttrer
deres grnne Speil i Floden. Fra den pliende Stavn gled lange,
muslingformede Blger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod
Bredden, fld Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, -- ligesom
en Vdske, der pludselig finder en Kanal -- og trak Billedet ud i en
langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende
Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og
glasklare.

Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrttelig om Prags
Mrkvrdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min bermte
Landsmand Tycho Brahe laa begravet, -- om det smudsige Jdekvarter
med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple
orientalske Gravstene, skjve og hldende, trngte sig saa tt op ad
hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grnsvret, om
Hradschin, det bhmiske Akropolis og de terrasseformige Palhaver op
ad dets Bjergside -- lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre
den nste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften.
Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde
give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger,
trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just
havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han
med at sige: Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Flgeskab,
skjndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem. Saa
begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette
Vovestykke, og at jeg endelig ikke for hendes Skyld maatte give
Afkald paa denne fornielige Udflugt, nu, da der tilbd sig saa
gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun
drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde
svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende ine. Vi
morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente
at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da
han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var
forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bnken
ligefor os, rystede undertiden sine graa Krller, idet hun betragtede
os med et overbrende Smil, som om denne Snak trttede hende, men
tillige med et sprgende Blik, der syntes at sge en Hemmelighed
under denne Ordleg.

I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en
Hotelhave ved Floden. Mrket faldt hurtig paa. Hertz mindede om
Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen
regelmssig gik et Kvarter fr Togets Afgangstid, som vi vidste
sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side
af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og
Landingsplads, ivrksttes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne
Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa
Reisefeber og hvert ieblik trak sit Gulduhr med Dksel op af Lommen.

Endelig indrmmede Minna, at det kunde vre paa Tiden at bryde op. --

Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et
Skjr over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit
forbi dens tomme Bjlkelag, hvor der ikke stod saa meget som en
Vadsk eller Haandkoffert.

-- Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa vre
Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.

-- Vist ikke, vi er blot for tidlig paafrde, svarede Minna, lidt
stdt over denne Mistro.

Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget
eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal,
og satte sig. I det ene Hjrne sad en tarvelig Mand og sov med
Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe
lyste netop tilstrkkelig til at skjre En i inene. Efter endnu et
Par Gange at have raadfrt sig med sit Uhr, stod Hertz op, nrmede
sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald
-- og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa
Dampbaaden til Dresdener-Toget.

-- Nach Brag! snvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske
ogsaa uden at vre vaagnet.

Et Haab begyndte at dmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme
slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. -- Baaden
til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Gldesstraalende
indvendig, og saa rgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til
Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg
kunde se, at Minnas rgrelse over at blive beskjmmet i sin
Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glde, som
lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa
mit Blik.

-- Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert -- han har blot ikke
vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?

En rd Lanterne nrmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen
maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet
frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strmmen, svvede
foroven som en lille Rosensky. Man hrte Stempelslagene.

Jeg flte mig usigelig flov og kastede et rgerligt Blik paa den
gamle Hertz, der udbrd i et beroliget Gudskelov og ilede i
Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om
det var ham, der skulde til Dresden.

Baaden skilte sig ud fra Mrket, Piben skingrede, et Raab derudefra
besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der
var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle
Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit
kulstvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvg faldt Lys fra
Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en
vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strmmede
ud i den friske Natteluft.

-- Til Dresdenertoget?

-- Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her nsten en halv
Time.

-- Ja, men Toget til Dresden?

-- Det har vi lige sat Folk over til.

-- Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at stte
En over?

-- Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich -- er her nogen
Baad at faae?

-- Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og
spyttede ned i Vandet, -- Folk kan jo vre her, naar Damperen gaar.

Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa
Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han
flte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i
den vide Verden og forlade os der midt om Natten.

-- Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man
skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, -- og Reglementer kan jo
forandres fra Aar til Aar -- det burde jeg ogsaa have betnkt. Det er
virkelig hist fortrdeligt.

-- Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken
ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da
nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.

Denne praktiske Bemrkning beroligede ham.

-- Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske
vil de dog savne dig.

-- Aa, jeg kommer saamnd, fr Nogen er oppe.

Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til
Side: --

-- Sig mig, kjre Hr. Fenger, -- De kom jo saa uforberedt med paa
denne Udflugt -- og desuden tnkte vi jo ikke paa at overnatte -- jeg
mener, har De -- tilfldigvis -- ikke saa mange Penge hos Dem?

Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg -- virkelig
tilfldigvis -- havde et mer end tilstrkkeligt Belb hos mig.

Den Gamle saae forundret paa mig og stak tvende sin Portemonnaie,
som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens
han bevgede sin Underlbe, som om han endnu vilde sige Noget.

-- Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden
fra Damperen, -- der gaar ikke flere Tog nordpaa.

-- Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.

-- Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.

Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.

En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled
et Tog forbi, hvsende og brmsende. Det var det, der skulde have
frt os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg
mente, at Ingen bemrkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte
lang Nse ad Toget. Minna brast i Latter, -- og en noget raa Bas,
lidt til Siden for os, stemmede med i. -- Jeg vendte mig nsten
forskrkket; det var Drageren, der syntes at have opfattet
Situationen.

-- Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.

Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var
Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved
Rlingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser,
sgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz
anbefalede os et Hotel, der var godt og maadeholdent i sine Priser.
Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i
Ventesalen.

-- Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.

Men den Gamle blev ivrig. Jeg lb op og vkkede Flegmatikeren, der
fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrttet,
blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og
forsvandt i Mrket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetrklde.

Jeg var lige ved at omfavne hende, -- men udefra kunde de maaske
endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrvs paa
Rkvrket.




VI


Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjrnet af Skuret var der en af de store
blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt
det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa
mig med et sprgende Blik, der sagde: skal jeg? strakte hun Haanden
ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i
den tomme Kasse. Skjndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos
mig en dunkel Flelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved
den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Flelse
erindrer jeg endnu ganske levende, skjndt jeg ikke et ieblik hengav
mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og flte
snart min Omfavnelse gjengjldt med en Heftighed, der mindre havde
Charakter af Lidenskab end af inderlig mhed. Disse kraftige
Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde
mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun
mrkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: --

-- Har jeg gjort dig Fortrd? jeg er saa voldsom? --

Hendes Ansigt havde et saa forfrdet Udtryk, -- som om jeg virkelig
kunde vre gaaet i Stykker mellem Armene paa hende -- at jeg
uvilkaarlig brast i Latter og bedkkede det med Kys, indtil hun
tyssede paa mig med en Forskrkkelse af en ganske anden skjlmsk og
forniet Art tittende ud af de opspilede ine og hviskende fra de
halvaabne Lber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i
Nrheden, og Hjrnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.

Endelig forlod vi den. Jeg vilde fre hende videre ud langs Floden,
men dr blev det hende for mrkt; hun vilde indad Byen til. Vi kan
jo vre fornuftige, sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end
oversatte Kjrtegn.

Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der
tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud
imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med
Hotelhavernes grnne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet
Lys end et Par kulrte Signallygter, og den mrke Bjergmasse viste
sig kun som en stjrnels Del af Himlen.

Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu
begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte
en mrk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa
Himlen. Glansen blev hurtig rdere som af en Ildebrand -- havde man
vret ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjldet
lysbrndende, der hvede sig som en gldende Kuppel over Winterbergs
jvne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa
Minutter, og Maanen svvede frit, bestandig mindre gylden og mere
krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab,
som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjre
mer og mer.

Det var for skjnt til, at man kunde tnke paa at skilles. Og vi blev
ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme
Venteskur, til vi kom saa nr ved den frste Hotelhave, at vi saae de
sorte Frakker og brogede Damehatte bevge sig under Lvet.

Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der
er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilflde, der havde
tvunget os til at overnatte.

-- Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men
snart efter blev jeg rigtignok betnkelig, for jeg havde det jo dog
paa en Maade paa min Samvittighed, -- jeg burde ikke have vret saa
paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke
havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem
Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og
dig i en praktisk #tte  tte#, og forstod, at du ikke behvede at
laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om rene .... Ak, de
Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid br
tnke paa dem ved alle Planer.

Og vi fordybede os i de pekunire Fremtids-Udsigter og Beregninger
over, hvor Lidt der kunde gjres tilstrkkeligt ved konomisk Kunst,
-- et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for
unge Kjrestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har strre
Tiltrkning end den mest ophiede Romantik. Ja, hvor svrmeriske vi
end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod
blinke hen over Flodmrket, forekom os mere poetisk end det, som vort
Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa
indrmme, at begge Arter forelbig vare lige uvirkelige og
billedlige.




VII


Endelig maatte vi beslutte os til at opsge vort Hotel. Det hrte
ikke til dem, der prsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin
Faade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brdre vendte
Ryggen til, -- en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den
stlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis
smaa Teglsten tindrede som vaade Skjl.

En dsig Lygte oplyste Porthvlvingen. Paa Trappen var der allerede
slukket. En Hausknecht med Hanke-ren og et Ansigt fuldt af
Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og
med et andet efter den totalt manglende Bagage, klede sig i et Par
gullerods-rde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske
srlig uforskammet Maade med det ene Grise-ie: --

-- To Vrelser? og de skal vel vre sammen? -- ja, jeg veed saamnd
ikke --

-- Saa skaf Dem det at vide -- i to Etager, for mig gjerne -- men
hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg
betvang en mgtig Lyst til at ruske det ene re af ham. Minna, der
var bleven ganske rd ved hans Uforskammethed, saa helt forskrkket
paa mig.

Oppe i andet Stokvrk biede et kvindeligt Ansigt sig frem i
Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen
med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht
pludselig en diplomatisk Stilling og indbd os med en naadig
Haandbevgelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt
Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med
Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget
rdlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb
Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring
efter indstndig at have paalagt ham at lade os vkke til
Morgentoget.

Vrelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjndt jeg
nok saa rask havde erklret, at de for mig gjerne kunde ligge i
forskjellige Etager, blev jeg ungtelig meget forniet ved dette
umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke,
om det var tilfldigt, at vi begge samtidig satte vort Skoti ud i
Korridoren. Den var tom og mrk; kun langt henne ved en Omdreining
var der et Skjr af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud
paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.

Da jeg igjen var i mit Vrelse og gav mig til at trkke Frakke og
Vest af, bemrkede jeg, at Nglen sad i Dren ind til hendes Vrelse.
Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spnding,
men bragte tillige rgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det kle
Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseie. Derved kom jeg
imidlertid til at erindre, hvor rd hun var bleven den Gang, jeg saae
ganske tydelig hendes fornrmede og forskrkkede Mine, og dette
Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med
Vesten hngende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne
betydningsfulde Ngle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig
hen og rrte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjre
hende forskrkket.

Jeg gik tilbage i Vrelset og fortsatte Afkldningen, idet jeg dog
bestandig skelede til Nglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde
skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det vre uantastet, og
allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at
lse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belnning styrkede min
Samvittighed. Ogsaa denne Skillevg vil jo en Gang falde af sig
selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.

Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden,
skrmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af
Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Vggen, der blev
banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod
ved samme Vg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og
strkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i
forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var
to spiritistiske Banke-Aander, der underholdt sig med hinanden, og
denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det,
udtrykte vor adskilte Samvren, vort Savn og vort Haab, -- efterlod
mig i en rolig og lykkelig Stemning.

Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet
klosterlig-strenge Vg, havde der rrt sig de samme Stemninger,
Flelser og Tanker, -- om de end ikke hos hende havde antaget Form af
en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig
paa en hemmelighedsfuld Maade at have frt os nrmere sammen; og
medens al min Glde hidtil havde vret Bevidstheden om at have Lov
til at elske, gjennemstrmmedes jeg nu af den salige Flelse, at
#vre# elsket, selv at vre Gjenstand for den Andens Lngsler og
forborgne nsker.




VIII


I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig.
Hun skjnkede Kaffen af den anlbne Kande, og vi satte os til Bords
som et Par unge gtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn
paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrdsdage. Det var endnu
temmelig dunkelt i Vrelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt
Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige
Morgentime og noget febrilsk.

Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en
Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par
Gadefeiere bevgede sig grotesk i det mlkehvide Medium.

Under Barberskiltet, der syntes at vre en fritsvvende Maane,
klirrede en Glasdr, som blev lukket op med et Spark.

Ved Kramboden paa Hjrnet havde en paa een Gang krydret og snusket
Lugt imprgneret Taagen paa et bestemt Strg: man traadte pludselig
ind i den og ligesaa pludselig ud igjen.

Vi kom i passende Tid til Damperen.

Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man
kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.

Kun lige i Nrheden saae man de smaa Blger blinke skjlagtig; Taagen
drev henover dem som Rg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrg ned
over Dkket. Piben ld uafbrudt, snart med lang Hvsen, snart i
korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller
et langt Raab, og et stort mrkt Legeme gled os forbi, som et
Spgelse-Skib.

Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm:

Der kan da ikke ske Sammenstd?

Vist ikke!

Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive
seilet i Snk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt
paa Atlanterhavet.

Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrmme. Men
den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at
gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske
Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Dd.

Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om inene,
at da et Std forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa
den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til
Schandau-Siden.

Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi,
at det maatte vre et, der gik ad Bodenbach til.

Alt befandtes imidlertid at vre i bedste Orden.

Takket vre en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i
en anden Klasses Coup. Over Vinduets hvide Tavle foer skyggegraa
Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden
sgte Vei ned over den.

Under den rystende Bevgelse stdte vore Skuldre bestandig sammen.

Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap.

Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og
pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formrkedes af Conducteuren.

Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet
vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde vre uforstyrrede, reiste
Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det blde
Hynde, og i det samme laa hun paa Kn for mine Fdder. Leende vilde
jeg lfte hende op, men standsedes af et ngsteligt og bnligt Udtryk
i hendes Ansigt.

-- Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive
vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet.

-- Men, Minna dog! Hvad skal det sige? -- reis dig, Kjre!

-- Nei, nei! hr frst, jeg har vret saa styg igaar .... jeg har
narret jer -- liet ogsaa for dig --

-- Hvad mener du dog -- naar da?

-- Aner du det ikke -- kan du ikke gjtte det?

-- Nei, jeg forsikrer dig.

-- Se! udbrd hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet
ikke tnke dig, at jeg kan vre saa falsk .... Og naar du hrer det,
vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan --

-- Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det.

-- Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Frgedamperen,
det var min Skyld -- jeg vidste godt, at den gik tidligere til det
Tog -- og det benyttede jeg mig af.

-- Og det er det Hele? udbrd jeg leende.

-- Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, -- er det rart at
faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? .... Synes du da slet
ikke, det er stygt?

-- Men Herregud!

-- Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret -- han flte
aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Eventyr. Ja,
naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet
ikke tnkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at
du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det
var meget urigtigt. Men det vrste var dog, da du selv begyndte at
tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men
blev ved at lyve -- for min egen kjre Ven -- da blev jeg saa led ved
mig selv.

-- Men hvorfor turde du da ikke bekjende det, som du kalder det?

-- Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade vre, skjndt
det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald
meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men
-- ikke sandt -- det var dog saa yndigt at vre uforstyrret sammen,
vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu -- i Stedet for at
skulle frges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et
kelt Jernbanetog -- det Tog er altid opfyldt -- tnk dig! -- Og saa
-- (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet i mit
Skjd) -- var det ikke ogsaa lidt -- en ganske lille Smule -- sdt,
pludselig at bo saadan Dr om Dr?

Jeg biede mig ned til hende.

-- Og da du bankede paa Vg --

-- Tys! udbrd hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Lber og
betragtede mig med et pudsigt, forskrmt Udtryk. Men strax forandrede
det sig nsten indtil Surmuleri: --

-- Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om
Vrelserne kom til at ligge i hver sin Etage --

-- Men overfor Opvarteren, Kjre --

-- Ja -- ja, jeg veed nok -- --

Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, -- det var, som om
jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.

-- Er du saa ikke vred mer?

Jeg lftede hende helt op paa Sophaen.

-- Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke --

-- Ja, men, du #maatte# jo ogsaa gjerne vre vred, du skulde jo vre
vred paa mig --

-- Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjnnere nu, da jeg
veed, at det ikke var et Tilflde, men din Villie --

-- Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut
forkjle mig, hvad skal det blive til! udbrd Minna og trykkede sig
mt ind til mig. -- Men se, hvor det klarer, -- det bliver dog smukt
Veir idag.

Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spndt for Vinduet, tegnede
sig dunkle Kroner af Frugttrer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en
blinkende Skraarude -- alt uden Grndse nedad og skyggeagtigt,
ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fstne sig.

Og oppe over alt dette svvede en mrk Masse; det var Liliensteins
Klippeplateau, der svmmede som en  i Luften, med Taagestrmmen
skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Klfter,
og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven
blaanede igjennem med Skjr som af en Opal.

-- Og hvad skal vi saa gjre idag? spurgte jeg. -- Imorgen
Eftermiddag trffes vi jo hos Hertz's --, men vi maa da virkelig sees
fr.

-- Ak ja, vi maa benytte Tiden --, Die schnen Tage in Aranjuez --,
lnger citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekjendt, forkert.
.... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig?

-- Ja, sde Minna, -- det er dog det bedste. Ferien er ude, og
Vrtinden har ogsaa leiet ud igjen.

-- Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad mig se, jeg
vil faa Brnene med ud at spadsere. Du kan -- hvis dine mange
Forretninger ikke hindrer dig -- saa kan du vente mig paa Skovveien,
du veed, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad
den, indtil jeg trffer dig.

Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.

Da vi gik ned til Frgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvv
over det vaade Grs, der skinnede i Solen.




IX


Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den
betegnede Vei.

Det var mit frste Stvnemde. Jeg veed ikke, om min Henrykkelse var
strre end min Undren, naar jeg tnkte paa, hvorledes jeg for knap
fire Uger siden var streifet om baade paa denne og lignende Veie i
det forgjves Haab at mde Minna -- og nu -- du gode Gud! Og allerede
den Gang havde Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet,
Bjergskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind
brust igjennem de hie Kroner -- hvor maatte da ikke nu den samme
Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle
mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Hat tilveirs -- den skulde
som en Hilsen vre fliet op i Himlen, men naaede neppe til den
underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille Rdkjlk,
der kvidrede paa en af Silestammernes trre Kviste, tilraabte jeg
overmodig: Ei, ei, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter
paa min Elskede, paa min Kjreste, paa Minnchen.

Strax kiggede jeg lidt forskrkket tilbage, om Nogen skulde have
vret Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit
lille Flge ved en Bining af Veien. Jeg ilede hende imde, dog
betydelig mere adstadig i mit Vsen.

       *       *       *       *       *

-- Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig fiede hun
til: husk paa at sige De, og hvis du bliver fristet til at sige
Noget, de ikke maa hre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det.

-- Smaa Krukker har nok ogsaa ren, bemrkede jeg.

Minna lo hit og pegede paa den ldste af Smaapigerne, som gik foran
os; hun var netop prydet med et Par gte Hankeren, der gldede i
Transparent af Sollyset.

Hvor Minna var munter og freidig! Skjndt hun ellers snarere saae
lidt ldre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at
jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne
Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som -- desvrre! --
end ikke elsker for frste Gang? Hun havde den kalescheformede
Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra Sophienruhe, en
praktisk Hovedbedkning, da den kastede Skygge ned til midt paa
Kinden; -- fra denne rolige Skygge, der havde grnligt Skjr af
Skoven, kiggede de smaa blanke ine sorglst ud paa Naturen og paa
mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tt til
Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som
erstattede det sdvanlige Belte.

Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere
temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilflde indtraf:
-- jeg blev saa overvldet af mine Flelser, at jeg udbrd: Men
Minna, hvor den Dragt dog klder dig, hvor du er sd saadan!
Men da jeg allerede havde vnnet mig til at fremstte mine
Elskovserklringer paa Tydsk, saa var det ogsaa ifrt denne kldelige
Dragt at den lille Amorin undslap mig Tndernes Gjrde, -- hvilket
jeg frst mrkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene
Hankere foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden mere
til.

Minna bed sig i Lben. Den mindste Pige vendte sig i det samme om og
holdt sin Dukke henimod Minna.

-- Frken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar Caroline
Fregner.

Vi greb med Begjrlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde
ls. Den Lille saae dybt fornrmet paa os:

-- Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Caroline af
sit Toilet-Vand.

-- God Dag, Cousine Minna! ld det bag ved os, -- nei, hvor lystig!
-- Ih, se god Dag, Hr. -- Hr. Fenger! Det var Skolelreren, der havde
indhentet os. Han kom marscherende i Skjortermer, med Frakken
hngende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste -- lidt mindre
familirt.

-- Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrd jeg med en Flelse, som om jeg
var bleven grebet i Noget.

-- Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene ie, der synlig
sagde: Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lrerinde, min smukke
Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo.

-- Prgtigt Veir, men varmt -- puh! Det er min sidste Feriedag,
fiede han til med et Suk.

-- Og hvorhen gaar Reisen?

-- Til Hohenstein .... Gaar De med?

-- Ellers Tak, -- ikke denne Gang.

-- For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger -- begyndte Minna.

-- Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted
gik jeg heller ikke med .... Warum in die Ferne schweifen, sieh' das
Gute liegt so nah! .... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere.
Saalnge man kan citere Goethe, drikke Mnchener l, ryge Altstdter
Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg
ikke tr tale om, naar Cousine Minna hrer derpaa, saalnge er Polen
ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa trpe Lrebog med
nogle dumme Unger -- hvad jeg vilde sagt: arbeide i Folkeoplysningens
dle Tjeneste. Naa, god Morgen!

Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:

    So leben wir, so leben wir,
    so leben wir alle Tage -- -- -- --

-- Sikken En! udbrd den Mindste, og han kaldte dig Cousine! --
Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange refigen,
tilfjede den ldre. -- En deilig Ftter! saadan en snavset Skjorte,
han havde paa!

-- Mama siger, vi skal sige Chemise.

-- Ikke om saadan en, Fie!

Minna kastede ikke det venligste Blik efter rmerne af det omtvistede
Kldningsstykke, der lyste mellem Stammerne.

-- Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min
vrdige Slgtning? spurgte hun.

Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde
gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.

-- Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersgelser om mig,
sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske forniet
dertil. -- Det skulde jeg blot have vidst.

-- Hvad saa?

Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en
skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjligt Pust ud i
Solheden. -- Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner,
og vi forhaabentlig for Turister.

Veien var helt overgroet af frodigt Grs, som tilslrede Hjulsporene.
Grfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den
dannede en ls purret Masse af grnne Smaastjerner, i hvilke Draaber
af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der
svulmede paa den hinsidige Rand, biede sig en hel Hk af
forskjelligartede Bregner.

-- Nei se, hvor nydeligt! udbrd Minna og pegede paa nogle Bregner,
der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers
saae man dem sjelden hiere end knap et Spand, men af disse vare
Nogle godt og vel en Fod hie. -- Gid jeg kunde faa et Par saadanne
-- med Rod paa -- jeg har allerede mange Bregner -- her staar
forresten en, den er ogsaa smuk.

Hun trak sine Silkehandsker af og knlede ned. Det lykkedes mig at
springe over paa den anden Side.

-- Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv?

-- Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en
Baadshage.

Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, -- grov og borede.
Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grften
igjen. Minna svbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetrklde for ikke
at miste Noget af det Muld, der hang ved Rodtrvlerne. Vi
prsenterede hinanden vore jordede Hnder og lo som et Par Brn, mens
vi skyndte os efter de Smaa, der nsten var komne os af Syne og nu
gav sig til at raabe.

Oppe over Granernes mrke Toppe hinede Himlen sig rdligblaa. Inde i
den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og
her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dmpet Lys
skjlvede slvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som
lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste
Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der
laa umotiveret midt imellem Trerne, ligesom et Hus, med en lille
Have af Bregner og ung Bg paa sit flade, let hldende Tag. Der
duftede af Gran og af Svampe.

Jeg veed ikke, hvad det var for en lngere Udvikling, som jeg kom ind
paa, men hvis Emnet har vret interessant, saa var det i alt Fald
spildt Umage: -- jeg bemrkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig
med et eiendommeligt uopmrksomt Smil, der nsten havde lidt Drilsk
ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig.

-- Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?

-- Hvilket?

-- Naa -- naturligvis --

-- Jeg veed ikke, jeg har ikke hrt Noget, jeg aner ikke, hvad du
talte om, jeg bryder mig heller ikke om det -- (Ordene kom med en
rivende Fart) -- men bliv ved, bliv blot ved -- jeg hrer paa din
Stemme -- jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hrer blot, og
ser paa din Mund -- og paa din Profil -- veed du, at du har en kjn
Profil? -- og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlben
trder frem -- saadan -- ved enhver Pause -- ja, men det klder dig,
og Hageklften fordybes, og Nsen krummer sig ude i Spidsen, og det
er det allerbedste -- det er en Schiller-Nse, og du er ogsaa saadan
en Idealist som han -- aa, du!

Hun skottede hurtig fremad efter Brnene og kyssede mig heftig.

-- Men Minna, -- det kan du dog ikke mene!

Jeg var ganske beruset af denne sde Smiger. Det var frste Gang i
mit Liv, at min physiske Forfngelighed blev kildret. Tvrtimod havde
jeg altid maattet hre for min Snabel af en Nse, og fordi jeg
havde lidt Underbid -- virkelig slet ikke meget, fandt jeg selv, --
og nu! at denne smukke Pige kunde finde noget kjnt hos mig, og netop
ved #det# -- det var som et ventyr. Jeg flte mig i den syvende
Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebrdet mig, hvis
ikke Brnene vare komne lbende for at underrette os om, at der i
denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbr.

Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede
Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti.
Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen af saadan et
Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog
sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saae op i den dybe Himmel.
Pludselig brast hun i en kort Latter.

-- Hvad er der?

Hun reiste sig halvt op, stttende sig paa den ene Arm.

-- Kan du huske, Harald, -- paa Zwinger, dr er der saadan nogle smaa
-- Fauner, er det vist de hedder -- med Bukkeben, veed du, Brn --
ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale --

-- Naa?

-- Det faldt mig ind: -- hvis nu saadan en lille Fyr kom springende
her -- hvor sdt! jeg vilde tage ham paa Skjdet og kjle for ham.

-- Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!

-- Er #jeg#? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa jeg.

I det samme rrte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store
St. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hnsehunds skikkelige
Hoved stak frem og aandede trmundet med den lange Tunge dinglende ud
til den ene Side. I det nste ieblik stod en skjgget Forstmand med
Bsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mnstrede os
med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte vre
blottet for menneskelig Flelse, siden han kunde se saadan paa min
Minna, som hun sad dr, med Livet strammet af de oplftede,
halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der
var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!

-- Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister.

-- Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med
forbuden Vei dr, hvor den gik ind.

-- Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu
lavet Gangstier nok for Publikum.

-- Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie
her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.

-- Nei, Gu' minsl maa De ikke nei! brlede han, kobberrd i
Ansigtet.

-- Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde
Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort
den mindste Skade.

-- Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han -- en Kjende mindre
gnaven. -- Et Par Skridt lngere fremme staar der det ene Grantr
ved det andet, ikke strre end en Negl. Ungerne dr ser sig i alt
Fald ikke for, hvor De trder, og De har vel ogsaa Andet at tnke
paa. -- Og rgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han
nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: Ja, nu veed De,
hvad De har at rette Dem efter.

Derpaa flitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til
Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu
ogsaa gik tilbage.

Det gjorde vi -- lidt slukrede, som man altid er efter en
Overhaling, enten den er befiet eller ikke.

-- Det var en deilig gammel Pan, der kom dr og skrmmede os bort, i
Stedet for den Panisk, du havde drmt om.

-- Saadan en Brumbjrn! surmulede hun -- og hun efterlignede
vrngende hans veirslagne Bas.

Brnene lo af fuld Hals.

-- Naa, forresten havde han vel Ret -- skjndt de burde stte en
Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal
i Hovedet over alle disse Folk, der kommer lbende ud i Skovene. Men
egentlig maa du jo kunne fle det bedre end jeg, som Sn af en
Forstmand -- har din Fader vret lige saadan, Harald?

-- Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehvlet
Betjent.

-- Aristokrat!

-- Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i
Skoven.

-- Det er en hel anden Sag.

-- Nei, slet ikke --.

Saaledes smaaskjndtes og spgede vi hele Resten af Veien. Ja,
tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Brnene, saa vi
kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.




X


Den flgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i
Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis,
indfandt vi os Arm i Arm og rbede saaledes allerede langveis fra vor
Hemmelighed.

Den kunde ikke vre bleven modtagen med hjerteligere Glde, om Minna
havde vret deres Datter, og jeg havde vret Millionr. En Flaske
Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tmt paa vor Lykke i det
lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene
og blinkede gyldent i de brunlig grnne Glas. Hertz talte meget om
det interessante Faust-Manuscript, hvis gthed han ikke drog i Tvivl;
derimod vare Varianterne frre og mindre betydelige, end han havde
ventet. Dette frte ganske naturlig til en Drftelse af, hvorvidt det
er rigtigt at offentliggjre saadanne tidligere og efter Digterens
egen Dom ufuldkomne Udkast til et bermt Digtervrk, og den Gamle
fremsatte mange gode og trffende Bemrkninger imod dem, der af
altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tillbene, som
dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning
for al kunstnerisk Psychologi. -- Men han talte langsommere og
besvrligere end ellers og afbrdes ofte af en pinlig Hoste, der
synlig bekymrede hans Kone. -- Den Taage, som ved Elben havde vret
saa usdvanlig strk, at den kom den bermte Rhintaage nr, havde
heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dr havde den i det snevre Prag
holdt sig til hit op paa Dagen, gjennemtrngende Alt med sin klamme
Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft,
hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understttet af
en frygtelig Trk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den
mrkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der
endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i
hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstve et og andet: Billetter fra
Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bger
af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende.
Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med
stor Glde, da vi lidt fr Solnedgang gik op i Leiligheden; men man
kunde ikke hre denne Hoste afbryde hans forniede Bemrkninger uden
en Frygt for, at han havde kjbt disse Skatte for dyrt.

Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring
Luft: --

-- Hertz er svag, og han taaler ikke meget. --

-- Det kan nok vre, men derfor behver man dog ikke strax at frygte
det Vrste. --

-- Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa
meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg
synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden
nsten lige saa nedslaaet, som om den kjre gamle Mand allerede var
gaaet bort.

-- Det vilde rigtignok vre et tungt Std ikke blot for hans gode
Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt
et Forhold mellem Fader og Sn -- der er noget saa eiendommelig
patriarkalsk --

-- Ak ja! #mig# kunde det sagtens rre, det var saa forskjelligt fra,
hvad jeg fandt i mit eget Hjem.

-- Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.

-- Ja, vist saa, -- rigtig rar --

Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om
Hertz's Sn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde
fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besgte
ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid vre kommen mindre tidt
til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun
i det sidste Fjerdingaar, fr han tog til Leipzig, at vort
Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.

Jeg vilde gjerne have fortsat dette mne, men Minna var allerede
biet af: --

-- Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besger du jo min
Moder -- jeg har skrevet til hende -- og hr! -- bedm hende ikke
strax altfor skarpt --

-- Men, kjreste Ven, hvor kan du frygte --?

-- Ja, ja, jeg har jo ikke selv -- spndt dine Forventninger hit.
Men der er ogsaa meget Godt ved hende -- hun gjr visselig Ingen
Fortrd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, -- det gjr
hun.

-- Det sidste er nok for mig.

-- Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.

-- Naa --?

-- Men du skal ikke blive saa forniet, -- det er slet ikke kjnt af
mig, det er frygtelig egenkjrligt. Ser du, jeg er glad over, at du
ingen Forldre har i Live.

-- Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig --

-- Nei, nei, udbrd hun i en nsten forskrkket Tone. -- Hvor skulde
de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter,
og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har
Krav til mig, naar du blot vil vre tilfreds med mig, som jeg er --

-- Min egen, elskede Hustru! Men du grder? udbrd jeg, da mine Lber
blev vaade paa hendes Kind.

-- Det er det samme! Men det ld saa sdt, -- siig det igjen!

-- Min Hustru! --

Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille
Landsby. Det var mrk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge
Sider af den mrke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over
Hienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og
af og til strg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hrte
foruden vore egne Skridt kun den lille Bk risle mellem Stenene og
fra Tid til anden en forbifarende Bevgelse i Pilene paa dens Bred,
som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.

Da vi nu for tredie Gang nrmede os til de Lys, der vinkede ovre fra
Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.

-- Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie,
vare gaaet helt istaa.

-- Det er Noget ligesom en Anelse, -- jeg kan ikke gjre for det --
det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen -- jeg fler mig
beklemt -- jeg er bange, troer jeg.

-- Vi har vret lykkelige her. Men det er min egen kjre By, vi skal
ind til, -- dr glder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.

-- Det er blot -- vor Kjrlighed er ligesom en Plante, der er voxet
her, -- og nu skal den omplantes.

Minna lo -- en mild og klog Latter: --

-- Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har
Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.

Efter en lang -- lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og
forsvandt i Mrket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede
under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hrte
de op.

-- Gute Nacht, Lieb! ld hendes klare, hie Stemme overraskende nr.

-- Gute Nacht, Seelchen!

Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme,
derovre fra: --

-- Gute Nacht!




TREDIE BOG




I


Den flgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde
pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sdvanlige
Restauration, tnkte jeg paa at opsge min ubekjendte Svigermoder, --
ikke saa meget af Hflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi
jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.

Der var ikke mange Minutters Gang hen til Rhrhofsgasse, hvor Fru
Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer.
Gjennem den aabne Gadedr kom man ind i en hvlvet, hvidtet Gang, som
ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den
reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, frte op til
Etagerne. Paa den frste Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og
saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig,
saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg
havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et
smaaborgerligt Dresdener-Hjem.

Haven stdte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen
til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrndset af
de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlg skaffer Dresdneren
sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave
Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trkroner, medens
Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave turnede
nogle unge Fyre, i en anden legede en Mngde Smaapiger; et Sted
viftede noget ophngt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder
var tom. I et Bed foran Vinlv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en
Akacie og et smukt Kirsebrtr strakte deres Grene nsten over hele
Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, der Hollunder, uden
hvilken man siden Kleist ikke kan tnke sig tydsk Erotik, og med
hvilken man ikke kan undlade at tnke sig den. Ganske vist var den
ikke blomstrende, men det var jo nu -- sidst i August -- egentlig
ikke dens Skyld.

Paa frste Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at
Gymnasiallrer Jagemann boede dr. Jeg ringede paa den ene Gang efter
den anden, men Ingen rrte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at
forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg
fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset.
--

Der var nsten saa stille, som om man havde vret ude paa Landet. Kun
en sjelden Gang lod Byen sig hre med en tung Rumlen af en Fragtvogn.
Fra en af de nrmeste Haver ld Smaapigernes Stemmer uafbrudt: --

    M'r woll'n  mal spazieren gehn
    von einer Stadt zur andern:
        Ri-ra-rutsch --
    m'r fahren mit der Kutsch. --

Denne Brneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.

En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserde Kjole, som
jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte
Rutsch. Hun var ovre hos en Veninde, -- her turde hun jo ikke lege
med andre Brn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nr grebet
hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af
de to tilstdende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i.
Bagved mig var der et Plankevrk, den Vei var saa temmelig udelukket;
tilvenstre var der bag Stakittet en Tjrnehk, men den saae ikke ud
til at vre saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt hiere,
men ved Hjrnet hinede Terrnet sig, saa der var lettere at slippe
over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem
Gadedren. Alt dette drftede jeg ligesaa omhyggelig, som en
Historiker kunde undersge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme
paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre
Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der
vel kunde vre det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes frste
Tilbeder, havde hilst ned fra.

Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmrksomhed. Den stod i et
Hjrne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bnk, der var slaaet
sammen af et Par Brdder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min
Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sde for en
ldre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende
for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til
Magelighed. Og saa den romantiske Hollunder -- den stod ikke i
Blomst nu, men den havde blomstret -- for ham! Som en Skygge fra
denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjl, denne Skinsyge, som min
Lykkeligheds-Flelse og Minnas Nrhed hidtil havde holdt borte. Jeg
vilde have hende helt, nskede at have seet hende som Barn,
forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen
og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, -- hvis der var en
Prexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, -- og ikke saa
meget som hendes frste Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette
skjnne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin
Forfngelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hvede Skatten,
medens han havde vret blind nok til at njes med et Par Skuepenge --
denne Tanke trstede mig saa meget mer, som den smigrede min
Forfngelighed.

Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til
den ene Side stod et gyldent Aftenskjr om nogle mrke Trtoppe over
en Havemur, -- til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis
verste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tndtes ved deres
Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.

Paa Hjrnet var der en lkneipe -- naturligvis. En gammel Mo'erlil,
der trods Varmen var indsvbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind.
Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at
hendes Moder jvnlig henad Aften drak sit l i Zur Katze -- Stedet
havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.

Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den
glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.

I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae
strax, at det ikke var en Bevrtning, der kunde haabe at lokke Mange
ind fra Gaden, men at den levede saa jvnt af Stamgjster. En af dem,
der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjvede arrig til
mig, da jeg nrmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man
kommer dens Benfad for nr. En velkonserveret, glatraget Herre
underholdt i en Krog temmelig hirstet et Par Philistre med den
sidste Skandale ved Hoftheatret.

Dren stod aaben til et mindre Vrelse. Jeg kiggede derind og saae en
gammel Kone sidde lige ved Dren; ligeoverfor hende hang et
gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede
deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrkkede atter
alvorlig Avislseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb
for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette
tillod han kun med en misforniet Brummen. Kellneren satte et Glas l
foran mig.

Men den gode Kone derinde kunde dog neppe vre min tilkommende
Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem,
og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet
ikke hi, men strkt buet, inene laa ikke dybt, og Lberne vare
tykke og formlse, -- hvad ivrig hele det graaladne Ansigt var; det
saae ud som en Ting, der lnge har ligget i Vand, saa den er bleven
udbldt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere
en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.

Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke
kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dr. Hun sidder
inde i det lille Vrelse, svarede han. Jeg reiste mig og gik derind.
Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjrne, og da jeg traadte hen og
hilste, saae hun saa skrkslagen ud, at man mindst skulde tro, hun
befandt sig ene med mig i en Jernbanecoup.

Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev --

-- Ja vist saa -- Gudbevares -- Minna har skrevet -- det kjre Barn
-- ak, Gud ja. .... Det -- det glder mig -- overmaade. .... De er
altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger --

-- Fenger --

-- Rigtig -- Fenger -- ganske vist -- De maa endelig undskylde. Det
var jo i et Brev og -- Bogstaverne ligner hinanden -- mine jne er
heller ikke saa gode -- og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt.
.... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en
tydelig Haand, -- han har ogsaa undervist i Skjnskrift. Ellers var
det Latin og Grsk -- ak Gud, ja, han var virkelig meget lrd ....
Minna har ogsaa gode Kundskaber -- det er ganske anderledes end i min
Tid -- overhovedet Ungdommen! -- Men vil De ikke tage Plads, De maa
dog endelig stte Dem ned. --

Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tnkte paa
at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjbet.

-- De er virkelig altfor venlig -- jeg veed sandelig ikke -- maaske
for Selskabs Skyld -- men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel
drikke mange Glas, -- unge Mennesker -- salig Jagemann var ogsaa en
strk ldrikker -- fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de
ogsaa meget l hos Dem i Danmark?

Forgjves sgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi
drak vort l. Snart faldt hun i Staver, stirrede slvt paa mig, og
svarede ikke Andet end Ak Gud, ja, -- og umiddelbart efter gav hun
sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, --
ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst
for at blive ndt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det
forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedmte
formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden,
naar hun troede, at jeg ikke mrkede det, betragtede hun mig
forskende, som om hun tnkte: Hvad er nu det for en Fyr, Minna dr
har faaet fat i? -- naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med
Glasset op til Lberne og spildte, saa ldraaberne trillede ned ad
det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.

Da vi gik, vilde jeg flge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade
gjre den Omvei, og desuden havde hun flere rinder underveis. Hun
forsvandt i det frste mrke Sidestrde, dog ikke fr jeg havde givet
det Lfte eller den Trudsel -- jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede
det, -- at besge hende nste Dag. --

Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.

Da jeg ringede anden Gang, mrkede jeg, at i et Vindue, der gik ud
til Trappegangen, bevgede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det
ene Hjrne, og fra Mrket bagved det kiggede et ie ud paa mig,
hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at
have ventet en god Stund, hrte jeg slbende Skridt, og endelig
aabnedes Dren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskrmt
Udtryk, som om jeg mindst havde vret Rodemester, saa jeg var lige
ved at sprge: Herregud, hvad er der gaaet Dem imod? -- da det
faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have
glemt, at jeg vilde besge hende eller ogsaa havde hun taget det som
en tom Hflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra
den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at vre kastet
over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at vre et Skjrt end at
tilhre en Kjole. Hun frte mig med mange Undskyldninger ind i
Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time for at byde mig en Kop
Kaffe.

Det temmelig lille Vrelse var venligt og lyst, da det vendte ud til
den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet
var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en
fuldstndig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte
opretstaaende Clavr var helt graa af Stv, og oppe paa dets Plade
stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv rget Sild.
Det har altid vret mig en Gaade, hvordan den er kommen dr, for jeg
opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den
udslagne Dag kukkelurede i det nsten fuldkomment mrke Kjkken,
hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og lste
Dresdener-Nachrichten. I et Hjrne stod en Reol nsten helt fuld af
grnne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat,
Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spgelse, hvis
hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dr midt paa den ene Vg var
dkket med et grnt Tppe, og en Sopha stod foran den; paa dette
Tppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et
Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par
unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en
Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjlp af en Malerkasse og
havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende
Haandbevgelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart
antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lgges en dybere
Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som
flovt tnkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og
Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver
straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige
Bohave det stod i en paafaldende Modstning. Enhver maatte
uvilkaarlig sprge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og
til mig, for hvem dette Sprgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte
det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han
satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden
han efter Aars Forlb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede.
Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til #hende# at antyde
sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! -- hvilke
Stemninger maatte det ikke vkke hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var
fuldt af Kjrlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af
Heineske Digte: -- Du schnes Fischermdchen og Das Meer erglnzte
weit hinaus maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse
Farver og vakt en uendelig Lngsel efter #hans# Hjemstavns ubekjendte
Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum
Hjertelshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en
Sten, som Lapsen satte sin Stvle paa, -- en Stvle, der ivrig var
saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den
stvede Vei.

Foruden dette Billede var der i Vrelset endnu to andre, der hidrrte
fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet:
et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende
Mand med en hi Pande, lige Nse, smalle, sammenknebne Lber, der i
Forbindelse med de nedhngende Bryn og smaa, dybtliggende ine gav
ham et misforniet og bittert Udseende, tyndt Haar og store
Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage vre
fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna
paafaldende. Og naar man saae niere til, var ogsaa Lbernes Form
oprindelig den samme; derimod var hendes Nse noget kortere og
bredere. Denne Tegning var dygtig udfrt og vidnede om en god solid
Skole.

Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet.
Det var et Brystbillede i tre Kvart Strrelse. Hun havde en sort
Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes
betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt
dette svmmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en
ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp -- kun
at denne ikke syntes at strmme ud fra de sammenpressede, blodlse
Lber, men snarere ud af de vage, udtrykslse ine -- en Kunst, der,
som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder
var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet
sin Elskede! Hvor var den kjrlige Fordybelse i Enkelthederne, den
gjerrige Omhu, der vrner om det Mindste, fordi den ser det Strste
bagved det, den selvforngtende Fortabelse i Gjenstanden, den
Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende
Idealisme, som langt fra at tilslre Individualiteten blot er betnkt
paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt
var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod
for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et
menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk vue. Jo lnger jeg saae
paa dette Portrait, desto strkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri
mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frkt
havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept --
Motivet fra hans Elskede -- snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt
hvad der var at forstaa og gjre Rede for. Det forekom mig, at hvis
han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trkke ham
hen foran dette Syndevrk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i rene:
-- Hvad er du dog i Grunden for en kel moderniseret og artistisk
bedrvet Pjalt! Se dr, du Palet-Ridder, hvilket fordmt Skrmsel af
en Farvelgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for iet,
og i Hjertet med, skulde man tro dig! Og atter hrte jeg ham svare:
Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjre? Jeg har dog i det
mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nd kan kjende,
som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner
ser et talentfuldt Arbeide. .... _Maintenant  vous, monsieur!_ tag
Farver og Lrred og st Dem hen med Deres selvforngtende Fortabelse
i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme, og se saa, hvilket
Uglebillede De faar frem. Men lige meget, -- forsg alligevel; det er
behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det sde Pigebarn
siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun
bliver rd derover, -- derfor maa De moderere lidt paa Farven -- jeg
vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjligere end man
sdvanlig gjr -- -- -- --. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv
op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde
forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru
Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.

Det voldte hende en heftig Forskrkkelse at se mig staa lige op og
ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bnket i den lille
Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede
den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med
hende, og hun havde nu et ganske vrdigt Matrone-Ydre i en mrkeblaa,
hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand.
Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og sbede
langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.

Jeg havde allerede i nogen Tid bemrket en sdlig kvalmende Lugt, som
nu bestandig blev strkere, og det gik op for mig, at der hinsides
denne tppebelagte Dr maatte blive rget en meget tarvelig Kanaster.
Fru Jagemann syntes at gjtte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:

-- Ak ja, ak Gud, ja -- det er denne Tobaksrg, den trnger altid
herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han
ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere
Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. -- Vi har nemlig
Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De
nok, og naar man en Gang er godt vant -- -- men det har sine Ulemper.
Som nu denne Tobaksrg. -- Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende,
som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, -- der gives
endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo vre andre
Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette
Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamnd ikke
noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt
trkker ud til henimod Slutningen af den nste Maaned, men hvad skal
man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg
haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at
de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr.
Fenger! ....

Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait
og gjentog i Tankerne mit Udbrud: Hvad er du dog for en kel,
artistisk fordrvet og gjennemliet Karl --! Og Fru Jagemann, der
saae, hvor jeg var henne, skyndte sig hflig at indhente mig: --

-- Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, -- det ligner
jo ogsaa -- nsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan
Kunstfrdighed! -- Alt hvad man nu kan gjre, Hr. Fenger! i Amerika
kan de nok nu photographere med Farver, det stod at lse om i Avisen
-- Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad
skal man sige -- Kunsten stiger, -- Hg over Hg -- den Enes Dd den
Andens Brd, hedder det jo. -- Ak ja! -- Det er forresten en
Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, --
-- Hr. Stephensen hed han saamnd -- han boede her et halvt Aar -- --

Hun talte langsommere, gik nsten i Staa, og betragtede mig med et
Blik, der var saa lurende, som hendes noget slve ine kunde udsende.

-- Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun
holder ikke Noget hemmeligt for mig.

-- Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjbet en
Kunstner, -- det har De naturligvis hrt om, sagde hun hurtig,
aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig
angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. -- Ak ja,
saadan et Talent, det maa De nok sige! -- (Jeg havde slet ikke sagt
noget Lignende). -- Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han
betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, -- ikke fordi
jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa
fintflende. Han rg kun Cigaretter, -- det var noget Andet end vor
nuvrende Logerende, -- han er forresten ogsaa Maler, det vil sige,
-- han er fra Holsten -- det er Lokaler han dekorerer, Lofte og
Vgge. .... Men Hr. Stephensen rg kun Cigaretter, -- aa, naar man
dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Rgelsen i
den katholske Kirke. Ja, dr har De da vret? min Gud, saa hit der
er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, -- ak, og saadan som de
synger! det er ligesom man hrte Englene, -- jeg har vret der med
Minna, -- hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i
Anna-Kirken her henne, det er en magels Prst, vi har, forleden tog
han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, -- han har konfirmeret
hende -- forresten kan hun ikke lide ham -- hun er tidt lidt
vanskelig, det vil sige, -- saadan -- med Mennesker, hun faar let
Noget at udstte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade,
-- der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige,
Herregud! derfor har vi Religionen, -- hvad var vi uden Religionen,
Hr. Fenger!

-- Ja, jeg maa desvrre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig,
men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende --

-- Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, -- da jeg var ung, -- det var
akkurat det samme, -- da tnker man kun paa at more sig, -- naa, naar
man blot ikke gjr noget Ondt! --

-- Jeg tnker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg
haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg
har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig
derover. --

-- Til England, ih nei da! jeg havde saamnd en Sster, som var flere
Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortlle! Det maa jo vre en
skrkkelig By, London! Al den Taage og Kulrg. Dr boer de ogsaa i
flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjkkenet.
....

Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut
kunde opgive ethvert Forsg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt
Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og
gjorde kun af og til et Par understttende Bemrkninger. I
Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun
kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde m'r for
wir og sein for sind, kjendte kun blde Per og Ter og
spkkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da
morede det mig at lgge Mrke til, at Minna, naar hun undertiden
for Spgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne
sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve
Ansigtstrkkene, -- og jeg var derfor en saa taalmodig og opmrksom
Tilhrer, som den Gamle vel kunde nske sig.

Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsg paa at holde mig
tilbage, men fulgte mig til Drs med mange Knix og Komplimenter.

Jeg havde altsaa lrt min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i
Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og
for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid,
naar jeg tnkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at fre en
elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjlvet ved Tanken om
Svigermoder og overhovedet haft en Rdsel for dette, at blive gift
ind i en Familie, og faa et Paahng af Svogre og Svigerinder, ny
Tante- og Onkelbestning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu
aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge,
saa bragte hun mig heller ingen af Sippen und Magen. Hvad Moderen
angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig
Kritik, saa lod hun til at vre et meget beskedent Vsen, som sikkert
helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjkken og nikke ind i Zur
Katze, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe
vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde
faaet en statelig Dame til Mama, der omfavnede En moderlig,
kritiserede Ens Vaner, var misforniet med Udsigterne, blandede sig i
Husvsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjre,
forlangte Visitter, regelmssige Aftener -- du gode Gud, hvor jeg dog
var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!

Hvis jeg havde frt Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: --
Beroliget, -- Svigermoder uskadelig.




II


Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var
jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen
gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa
hendes Sind, men jeg vilde ikke sprge, fr vi kom til Ro hjemme.
Ivrig tnkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde
havde forvrret sig.

Da Minna var frdig med at spise, og Moderen havde ladet os vre ene,
blev det kjre Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med
et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at grde;
snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt
borte, og jeg fik da en Flelse af Uhygge.

-- Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte
jeg endelig.

-- Ja, det er jeg nok, du skal se, han dr af det .... Og hvorfor
ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han
paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er
noget kjnt deri.

-- Men hans stakkels Kone!

Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.

Lnge blev hun staaende dr og stirrede ned i den lille Have. Den
lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Prg af Alvor
og Mismod syntes at tilhre en langt ldre Kvinde. Brystfolderne af
den lette Kjole hvede og snkede sig strkt og uregelmssigt. Den
hire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetrklde, et Par
Gange hvede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter
noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strg Haaret bort fra
Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.

Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder.

-- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? --

-- Jeg har faaet Brev -- fra ham -- Svar paa det, jeg sendte bort den
Aften.

-- Naa?

-- Det har gjort mig saa ondt, -- det var slet ikke, som jeg havde
ventet. Han tnker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom
han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.

-- Hvad har han da skrevet, Minna?

-- Ja, nu skal du selv se.

Hun gik tilbage i Vrelset og knlede ned ved den lille Haandkuffert,
som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og
rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun
nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket
jeg ikke kjendte. Det ld saaledes: --

    Schon wieder bin ich fortgerissen
      vom Herzen, dass ich innig liebe, --
    schon wieder bin ich fortgerissen,
      o wsstest du, wie gern ich bliebe!

    Der Wagen rollt, es drhnt die Brcke,
      der Fluss darunter fliesst so trbe;
    ich scheide wieder von dem Glcke,
      vom Herzen, das ich innig liebe.

    Am Himmel jagen hin die Sterne,
      als flhen sie vor meinem Schmerze. --
    Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,
      wo ich auch bin, blht dir mein Herze.

-- Dumt Ti, udbrd jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem
Hnderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet,
vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.

-- Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke
formaaede at holde tilbage.

Hun saae bebreidende paa mig: --

-- Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med
langt bitrere Ord, vil jeg gjre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun
gjemte atter Brevet i Mappen.

Den rrende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af
hendes Ord og Miner, afvbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald
af Uvillie tilbage.

-- Jeg havde Uret, tilgiv, -- men det er et Brev, der kunde faa en
Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri.

-- Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde
staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at
gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det.

-- Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine
Flelser? -- et Digt af Heine, -- ja, naar det saa endda havde passet
til Situationen, men aldeles ikke!

-- Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berrte mig saa underlig,
ligesom en falsk Tone, -- ellers vilde det have gjort mig endnu mere
ondt -- eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket
forsonende, men dette kunde jeg ikke lade vre at rgre mig over.

-- Hans Forfngelighed er bleven stdt over, at du kunde glemme ham
for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft
Noget at sige, -- en tarveligere Mand havde grebet til en
Brev-Formular.

-- Og alligevel -- hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrd hun
og knugede de foldede Hnder sammen.

-- Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod
han dig?

-- For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer vrd end
jeg?

-- Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en
Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjre Kunst, som duer noget, naar
han er en slle Pjalt, som ikke engang tr tage et Tag med Livet, og
hvordan skulde han kunne sidde og pensle Flelser frem, naar han
leger baade med sine og med Andres?

-- Men hvis han kun havde sagt saaledes, -- hvis han for en Tid havde
maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at
min Kjrlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han
selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet?

Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Vrelse. Den Tanke, at Hr.
Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker,
arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, -- forekom mig
efter Alt, hvad jeg havde hrt om ham, at vre i en saa komisk
Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik
paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde
hendes Sjl saa megen re, afvbnede min Bitterhed og kun et dybt,
smerteligt Suk pressede sig frem.

Minna stod endnu tt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en
gammeldags Commode, der var fuld af vrdilse Nipssager og af
afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant stttede hun sig
med begge Hnder og saae ned paa Gulvet.

-- Jeg skal vre ulykkelig og gjre Andre ulykkelige, mumlede hun,
som om hun talte med sig selv.

-- Minna, Minna! udbrd jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran
hende, og strakte Armene ud imod hende. -- Det maa du ikke sige, hos
mig og til mig kan du dog ikke sige det.

Hun rystede nsten umrkelig paa Hovedet uden at se op.

-- Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald
ikke. Han maa kunne forstaa mig --

-- Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?

-- Jo, Harald, det vil jeg.

-- Hvorfor dog, kjreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end
Pinligheder for os Alle! Lad det vre nok med den Brevvexling, den
har varet altfor lnge.

-- Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.

-- Jeg beder dig saa meget, Minna! lad vre for min Skyld, -- jeg kan
ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor -- men det gjr mig
angst --

-- Jeg #maa#, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning.
.... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.

-- Gid I aldrig var mdtes, udbrd jeg.

Hun saae lnge paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun
ikke kunde overse Rkkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun
sig ind til mig med Armen om min Hals: --

-- Ja, Gud give, vi aldrig var mdtes! Hvorfor maatte du ikke komme
den Gang! Hvorfor lrte vi ikke strax hinanden at kjende, -- da var
Alt blevet saa godt!

-- Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede
hende paa Panden.

Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjre
Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt
hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg
bengtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.

-- Det er saamnd ikke Umagen vrdt, Enhver kan jo komme til at
skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget
forvirret.

-- Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se
Brevet.

-- Saa lad #mig# da have lst feil, for mig gjerne, svarede hun og
blev rd. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme
frem med Brevet.

Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden
hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brd nu frem med en skinsyg
Mistanke om, at hun havde behandlet #mit# mere skdeslst og nu ikke
vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke delmodig nok til at
skaane hende, skjndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det
dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilflde, isr naar man
reiser.

-- Du kan da ikke vre bekjendt at vre saa doven. Din Mappe ligger
jo dr paa Bordet.

-- Nei, dr er det ikke, svarede hun og reiste sig. -- Stivnakke! Jeg
maa umage mig ud i Entren efter min Reisetaske.

Nei, den tog jeg ind; den hnger dr ved Dren.

Hun gik hen og saae efter i Tasken.

-- Saa maa det vel dog vre i Kufferten, bemrkede hun med et
Skuldertrk. -- _Tant de bruit pour une omelette!_

-- Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhrte, thi
hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Kn og gav sig til at rode
op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa
aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.

-- Du maa ikke se herhen, Harald, hrer du! her er saadan en Uorden.

-- Gud bevares, sagde jeg, og kiggede rgerlig ud ad Vinduet. Endelig
hrte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet.
Det temmelig stive Papir var krammet, uden at vre lagt i egentlige
Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.

-- Du har vel pakket ind i det, bemrkede jeg bittert og holdt det
hen imod hende.

Hun svarede ikke, men smilede med et ganske slsomt Smil, der kldte
hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig,
gjorde mig ddelig forelsket.

-- Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme
Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!

Minna bed sig i Lben og kiggede op paa mig med et drillende og dog
kjrtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag
saaledes, og vilde sikkert vre bleven vred som en Tyrk, hvis jeg
ikke havde faaet en Flelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg
spillede en komisk Rolle.

-- Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg
vedblev at rkke Brevet hen til hende.

-- Du har Ret, afgjorde jeg, uden at vrdige Dokumentet et Blik, og
kastede det paa Gulvet.

Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.

Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se
beskjmmet til Siden, skjndt jeg endnu mente at vre i min gode Ret.
Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig mmere Smil,
knappede hun det verste af Kjolen op, lsnede Chemisen foroven og
lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et
rosenrdt Skjr af de sidste Solstraaler som gjennemgldede det lille
Vrelse.

Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedkkede hendes Ansigt og
Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit
urimelige Vsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken
hun paa en saa rrende Maade havde beskjmmet mig. Denne Anger og
endnu mere den lykkelige Flelse, at vre saa inderlig og skjnt
elsket, fik mine Taarer til at strmme saa rigelig, at Minna spgende
frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev.
Ogsaa i hendes ine blinkede det, -- vi lo og grd paa een Gang og
kyssede hinanden Taarerne af Kinden.

Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav
forlegne Slip paa hinanden, og Minna sgte ved en hurtig Dreining at
skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende,
og selv de forsigtige Skridt af de nsten gjennemtraadte Slbere,
syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte:
Gjr ikke noget, Brnlille, jeg er selv ingen Nonne, -- har ogsaa
vret ung! Nbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjr noget
Ondt!

Det rgrede mig, at vi skulde vre Gjenstand for en moralsk
Overbrenhed, som vi ikke trngte til, og isr at der blev lagt et
udlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have flt
noget Lignende; thi medens hun knappede den verste Knap, trak hun
paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: --

Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht! --

-- Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, -- jeg har endnu slet ikke
hrt dig spille, og jeg har gldet mig saa meget dertil.

Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der
var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte
op og spillede et #moment musical#, ikke uden Flelse, men saa
ngstelig, som om hun frygtede for at rre ved Tangenterne.

-- Det er skrkkeligt, udbrd hun, lige da hun havde taget den sidste
Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er
en Fornielse at hre paa det.

-- Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke vre bekjendt at
vre ngstelig for mig.

-- ngstelig? jeg ryster over hele Kroppen!

-- Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.

-- Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde #den#
Undskyldning.

Det sprudlende livlige og samtidig dog saa svrmeriske og dybt
bevgede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt
friere og dristigere, og skjndt det brast et Par Steder, havde jeg
en inderlig Glde af det gte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet,
at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede
lnge og indstndig for at faa hende til at blive ved, men neppe
havde hun faaet Hnderne fra Tangenterne, fr hun tog Beethovens
Sonater ned fra Clavr-Pladen.

-- Skal det vre Gilde, saa lad det vre Gilde! udbrd hun muntert.
Man kan lige saa gjerne vre frk. Du maa gjerne hente Lampen,
Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.

Jeg havde ventet, at hun skulde spille Srgemarschen, frste Sats
af Maaneskins-Sonaten eller et lignende nogenlunde overkommeligt
Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i
Dagligstuerne; men til min Forundring hrte jeg, medens jeg ude i
Entren tndte den lille Lampe, at det var den vldige C-Dur Sonate,
som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa
Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at
kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man frst er
sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man ndt til at svmme.
Og hun svmmede virkelig; selve Dybden og Blgebevgelsen hjalp til
at bre. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Lb og
heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder
syngende Hymne-Melodi, -- blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i
hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af
alle hendes Trk, at en spgende Opmuntring, som jeg havde paa Lben,
forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa
Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af,
dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen
paa Noderne, hvilket nok kunde behves; thi glimrende lyste denne
Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde vret
renset i Lbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads lnger tilbage i
Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke,
hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den bldt skyggede
Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den
dleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne
Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udfrelsen snarere til Gavn end
til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til
Concert-Fordringer, og saa gldede man sig saa meget mer over
Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden
Mandefald i Node-Hren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk,
fordi hun var helt fortabt i det, -- hun spillede som en Musiker, der
har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede
hun af rgrelse over at vre snublet, undertiden, naar hun havde
slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et
Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hnderne tilbage
for den inspirerede Villie, saa sang hun med hi Rst Melodien,
ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med.
Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland
og snkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om
det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men
dog med Blikket forventningsfuldt hvet mod en anet Herlighed, -- for
saa at svinge sig op til de theriske Regioner, hvor Rondoen lever i
et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud,
som var den en Lrke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt
Stjerner.

Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede
et langt Kys paa hendes Pande. Tak, hviskede jeg.

-- Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa
mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.

-- Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at
du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tnkt, at du kunde spille
saaledes.

En pludselig, sjlfuld Glde straalede op til mig fra hendes Blik;
men hun slog det strax ned, og hendes Lber krusede sig til et
godmodigt ironisk Smil.

-- Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!

-- Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde
magte den. Men du spillede smukt alligevel.

-- Ak! det er det, som gjr mig nsten fortvivlet, hver Gang jeg
spiller -- at hre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og isr
det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne vre kommen til at
spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig
vedholdende.

-- Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for
dig.

-- Maaske, -- men der er det samme i Veien endnu, -- jeg kan ikke
taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst
spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja,
hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar
spillede mig ind i, hver Gang jeg rrte Claveret! det var ligesom
Noget, der slog sammen om mig, og jo skjnnere Musikken var, desto
mrkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade vre, men det
kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.

-- Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! -- Jeg skal nok faa
dig sund og strk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv
fle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du
ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa
kunne dyrke Musikken rigtig.

Mine Ord lod ikke til at gjre synderligt Indtryk paa hende. Hun
stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde
reist mig fra, og stttede Panden i sin Haand.

-- Jeg kan mrke det i mit Hoved, det spnder og mylrer derinde. --
Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: -- Veed du hvad, hvis jeg
nogensinde nsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg,
at jeg kunde spille den bort.

-- Hvad er det for en Id!

-- Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det
Frants-Moorske, at delgge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa
Selvmordet.

-- Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spg.

-- En grov Spg i alt Fald, naar der gjres Alvor af den. Men man
veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. Det var en
Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder, -- deklamerede hun
med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. -- Har du seet det
her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte
sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde
sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde
lade vre at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at
efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjldende Skuespiller
havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Sprgsmaal og Svar
med to forskjellige Stemmer, en hi fistelagtig, og en dyb
Bugtalerrst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart
til den anden Side: -- Hvilke Art Flelser skulde jeg vlge? ....
#Vrede?# denne hungrige Ulv der sig for hurtig mt! -- #Sorg?# denne
Orm nager mig for langsomt! -- #Grmmelse?# denne Snog sniger sig for
trgt! -- #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig ....
Hvad? er Ddens Arsenal allerede udtmt? -- Hvorledes? Nei! -- Ha!
Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde
den ikke kunne slaa en Minna ihjel!

Hun lo muntert og omfavnede mig.

-- Jeg har vret rigtig styg, Harald, og du var saa kjrlig og
takkede mig saa kjnt for mit Smule Spil, du kjre, sde Ven! Men jeg
skjnnede ogsaa paa det, skjndt jeg kom med al den Snak, -- jeg kan
ikke gjre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte vre saa
herligt at vre Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at
elske og beundre, hvad der bevger En selv saa dybt .... Men jeg skal
nok blive en flink Husmoder! -- Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde
fr -- saalnge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo
ikke med denne sde Gift -- men, Harald! hvis du holder mer af en
Anden --

Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, -- ganske vist ikke noget
synderlig logisk Argument, men i dette Tilflde maaske tilsidst dog
det mest overbevisende.

Moderen kom ind med The og Franskbrd, til hvilket hun havde kjbt
Honning i Voxkager og usaltet Smr for at gjre os tilgode. Da vi
havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet
Lnestol med lodrette Sider; -- den var egentlig et Hjrnestykke af
en tredelt Sopha, hvis #disjecta membra# vare fordelte rundt i
Leiligheden. I dens Varetgt blundede hun nsten ieblikkelig ind.

Minna var ogsaa trt efter Reisen. Da det hslige, Alabast-silede
Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig
til at slaa fire Slag, der gjenld i Claveret med en lang Tone, -- og
derved gjorde os opmrksomme paa, at Klokken var slagen ti, holdt
jeg paa, at hun skulde til Ro.

Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skrk gik
jeg med Nakken paa Ryggen, -- som hun sagde, -- ned ad den steile
Vindeltrappe, uden at kunne vende inene fra hende, som hun stod
deroppe, biet over Rkvrket, med det smilende Ansigt strkt belyst
af den fremstrakte Lampe.

Helt nede blev jeg lnge staaende og sendte Kys op til hende, indtil
hun gav sig til at skjnde, og da det ikke nyttede, begyndte hun
pludselig at skjre Grimacer og frembringe saa grsselige
Carricatur-Ansigter  la Wilhelm Busch, -- at jeg endelig tog Flugten
med en hi Latter.




III


Den flgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde
sende Stephensen.

Vi lste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet
sig en af de Tanter, som ikke var saa rigtig heldige, og for hvis
Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.

Brevet beroligede mig, da det syntes mig at vre vel skikket til at
gjre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og
frit for hvert Spor af Sentimentalitet, vrdigt og holdt i en rolig,
sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte
saa mange Flelser og Minder i den strkeste Bevgelse.

Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden
gldet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg
mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.

Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Strder, der alle
lignede hinanden; med deres fuldstndige Flise-Fortove, uden
Rendestene og Kjldertrapper, gjre de et nettere og renligere
Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages
Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til
breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger
ned paa Gaden gjennem mange af disse gte sachsiske Loftsvinduer, der
ere formede som sammenknebne ine, og som, naar de staa tt sammen,
faar Tegltaget til at gjre en lang Blgebevgelse. Det er gamle
Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her
befandt sig i Byens Udkant.

Overalt herskede en ret velgjrende familir Ugenerthed. Ved det
aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas
overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, rg en Mand i Skjortermer
sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat
balancerede. En velkldt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med
et Glaskrus skummende fuldt af l, som han havde hentet i
Hjrnebevrtningen.

Smaabrnene, der legede foran Gadedrene, hilste paa Minna, og en
lille Skjlm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krllet Paryk og et
Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels ngne Ben,
der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, fr Minna
havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.

Mindre tiltalende var Opmrksomheden fra de strre Brns Side. En
lang barhovedet Ts, med de smudsige Strmper stikkende i udtraadte
Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: Hvad er han for En? og en
Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og -- til min Forbavselse --
flitede Skuespillermarschen af En Skjrsommernatsdrm, saa det
skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jdisk i mit Ydre,
for han afbrd pludselig hin Beskjftigelse for at blive ved at raabe
Itzig efter mig. Undertiden overdvedes alle Stemmer af en af de
uhyre Fragtvogne, hvis tndeformige Ruf rokker oppe i Hide med
Vinduerne i frste Etage. Et Par svre Heste med tykke Halse og fede,
klftede Kryds trkke den i en jordvindende Skridtgang, medens de
ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjderne
klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre
bevgede Masse drner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde
sig for rene, og faar Svar i st, naar man sprger i Vest. -- Intet
af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med
Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de
mindste Smaating med Kjrlighed, fordi de hrte med til det Hele, som
fra Barnsben af havde omgivet hende og prget hendes Fantasi.

Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den
fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit
nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende
Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis de Perspektiver kun
viser En et Par enkelte Fodgngere og en sneglende Droske.
Blomsterrkkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den
graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port
staar Pension, og over dens Naboer Hotel garni. Dette var ikke
Noget for os; for at naa til Villa-Strget og se paa Leilighed
vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulre
Kvarter alle Veie havde vret lige lange.

Snart havde vi fint Grus under vore Fdder og overskyggedes af en
lille Alls Ahornblade. Mrke Akacier, glinsende Slvpopler,
gjennemsigtige Birkekroner, ttte Platankupler, Lindelv og Blodbge,
blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjldne Buske og Trer,
hvede sig til begge Sider over Gitre, Hkker og lave Mure med smaa
Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde
mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte
Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa,
pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Faader
af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor
de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevgede det yderste Fag af de
crme-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drmme, og
inde i Vrelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller
Kanten af en Guldramme straalede dmpet. I en dorisk Sile-Loggia,
med pompejansk malede Vgge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En
slank Dame, med Ridekjolens Slb over Armen, ledsagedes af en Cavalr
i bronze-brunt Fliel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag
omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjrsel, der paa Siden
af en Villa dannede en prgtig Bueportal, kopieret efter Villa
d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig
og skrabede i det rde Grus.

Denne Slags Underkjrsler behagede os srlig, og vi vilde paa ingen
Maade lade os nie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om,
at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer
ivrksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde
ivrig ogsaa et Svrmeri for kulsorte Rappen. Megen Vgt lagde vi
naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi
foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt
vi paa et Hjrne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af
betydeligt Omfang, prget af en gte aristokratisk Simpelhed, uden
Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og dle
Forhold; den syntes at vre bygget af Semper selv eller en af hans
bedste Disciple.

Dr er den, det er #vor# Villa! udbrd Minna strax. Hun lo
overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere.
Hvorfor var det endelig saa utnkeligt? det var ingen brdls Kunst,
jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde
man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trkke sig
tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod flte en
ubegrndset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af
det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drmme at
kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt.
Minnas Skepsis saarede mig nsten, som om den var en Mistro til min
Dygtighed og Energi.

-- Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg
vilde passe til det. Tnk dig, hvad der hrer til for at fylde i en
saadan Leilighed, -- alt det Tyende, som man vilde have at tumle med
.... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man
ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan
en Mngde .... Og saa maatte man fre stort Hus og se Mange hos sig.
Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil
finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille,
tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig
paa de Rige, men jeg glder mig tvertimod over, at Andre, hvem det
passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa
forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld,
for at jeg kan have saa meget kjnt at se paa, naar jeg spadserer med
min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som
denne.

Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i Grosser Garten,
hvor vi valgte de mindst befrdede, skovagtige Veie, der krummede sig
mellem hie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille
Udsigtshi nord for Herkules-Allen, hvis mgtige Linde kastede deres
Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa
Hidedraget paa den hinsidige Elbbred strkt solbeskinnet, med sine
Skovbanker og Indsnkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved
Villaernes Hjelp nsten gro sammen til een lang Bort af Haver og
Huse, -- med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes
Terrasser og Mure, mellem hvilke der hver sig gamle Gaarde med hie
Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Hiene foroven ere
besatte med Vingaardsmndenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne.
Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og
nrmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en nsten
ubestemmelig Farvetone, dr hvor Aasen som en Pynt snkede sig ned
mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig
Bjergformer, skyggeagtige og svvende, snarere som et Bundfald af
Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne
paa Marken blev lngere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi
kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at
ovre paa den hie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden
tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjlne
Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt
at tnke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det
kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege
det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse
hinandens Haand, og vore ine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede
derud imod; -- det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast
derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi
havde forladt den tillige med Stedet og frst hist kunde gjenfinde
den, -- og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.

Hvorvel kun et Par Dgn skilte os fra hin Fortid, -- skjndt vi sade
sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, -- og uagtet vi
haabede lutter gldeligt Samliv imde: -- trods Alt dette forekom det
os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af
den dalende Lykke-Sol med rosenrde Smaaskyer som Amorinfjer svvende
over sig i den lyse, farvelse Luft, for saa lidt efter lidt at glide
bort, ind under Skyggen af Nattens blde Vinger, som fandt os
siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.

Denne staaende Vemod i Tilbageblikket -- er den kun Virkningen af en
Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den
maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige
Usikkerhedsflelse overfor en ukjendt Skjbne, der ved et Lune kan
rve En Alt, undtagen hvad man har oplevet -- som ikke blot truer ude
fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort
Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-ieblikke maaske kan
stille en jevnbyrdig Magt op?




IV


Da vi den nste Eftermiddag traadte ud af Gadedren, stak Minna sin
Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: --

-- Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil
nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og isr om
Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.

Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjn Eftermiddag --
til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et
Epop i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig
om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan rre sig og
nyde, drikke, danse, fgte, elske, ride Carrousel og bade i
Springvandsbasiner under aaben Himmel -- dette Mesterstykke af en
yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lrt en
Epigonslgt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu
atter overalt kommer til Hder og Vrdighed, -- Zwinger -- som synes
bygget af sachsiske Gnomer, anfrte af en Faun, der var forelsket i
en Muse. -- --

Andre Dage besgte vi vor guddommelige Vrtinde fra Rathen, die
Mutter Elbe, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem
begge Stadsdele i en prgtig Leilighed, der af de tre Broers
Pillerkker deles i to lange Sale. Paa den bermte Brhlske Terrasse
berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver,
der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strmhvirvler, indtil
den lngst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende
Vinbjerge.

Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Rkke krllede
smaa Poppeltrer, som synes at vre tagne ud af et Brobdingnagbarns
Legetis-ske.

Jeg mindes en mrk Dag, da Solen i det sidste ieblik brd frem under
Skydkket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over
Strmmen; det var, som om Moder Elben havde afslret sin Festhal --
en Kolonnade af vundne Siler drevne af det pureste Dukatguld.

Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det
idylliske, vigne-hngte Loschwitz -- Don Carlos's Fdeby, eller til
Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor Leirens Gustel har
hjemme.

Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sdvanlig gjre nogle
Indkb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Plseslagterens
pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.

En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og
Minna havde ingen Ngle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde
varme Plser med, betnkte vi os ikke lnge; Minna lb til Bageren
paa det ene Hjrne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mdtes
triumferende, medbringende en Zeilen-Semmel og et Krus Kulmbacher
som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nd vi under Spg og Latter det
mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har vret med til.

Malerisamlingen besgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og
jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vkke pinlige Minder. Men
vi gik flere Gange i den fortrffelige Samling af Gibsafstbninger,
hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.

Jeg overraskedes ved Minnas medfdte Kunstsans og over hendes
Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over gineternes staaende
Smil, enten de fldede eller faldt, men bemrkede tillige, hvor vidt
Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets
Bevgelse; det slog hende for frste Gang, at en Kunst kan staa paa
et saadant Standpunkt, at dens Teknik er nsten fuldkommen paa eet
Omraade, medens der er noget Hiere, over for hvilket den endnu staar
barnlig famlende, -- og hun opkastede det Sprgsmaal, om dette ikke
ogsaa i ringere Grad var Tilfldet med det, som vi ansaa for
fuldkommen Kunst. -- I Parthenonssalen imponeredes hun isr af
Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest flte hun sig grebet af den
efterklassiske Kunst, Vrker som Galleren, Sliberen, Venus fra
Milo -- de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen
over. Hun gjorde mig opmrksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke
selv havde haft ie for, paa det levende Virkelighedsprg af en Haand
eller en Fod, idet hun bemrkede, at paa Statuer af moderne
Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort altfor kjnt.

Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske
Studier: Hvem der dog havde saadan en yndig, lige grsk Nse!
sukkede hun flere Gange, -- saa vilde du elske mig endnu mer -- jo,
det maatte du gjre.

Og efter at have mnstret en hel Gudindeforsamling: De har da ikke
saa tynde Arme!

-- Hvorfor skulde de have det?

-- Jeg troede, det var grimt at have strke Arme, svarede hun rd i
Hovedet og vendte sig bort.

Men vore Kunstnydelser -- i denne By, hvor man #kan# nyde Kunst! --
kulminerede extatisk, da vi hrte Wagners Valkyrie sammen. Dette
Vlsungepars dle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjnhed,
hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde -- hvor gjennemtrngte
den ikke vore Sjle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor
Kjrlighed speilede sig i dette hellige Tonevld som en Narkissos --
og elskede sig selv.

I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til
hinanden; senere tav vi.

Minna trykkede min Haand ved Ordene: Als in frostig der Fremde --
zuerst den Freund ich ersah; -- og da Sieglinde -- tydelig, saa hver
Stavelse hrtes i det ddstille Theater og med en Betagethed, som kun
Wagner har inspireret en Operasangerinde til -- sang: Wie dir die
Stirn -- so offen steht, -- in den Schlfen der Adern -- Gest sich
schlingt! -- Mir zagt's vor der Wonne, -- die mich entzckt -- -- --
da saae hun mig ind i iet med et Blik, som jeg veed, jeg vil fle
paa mit Ddsleie. Og da nu Tppet -- ikke faldt, men drog sig sammen
-- o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens
Krfter, med tindrende ine og et fugtigt Taarespor paa den blussende
Kind, skjnnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjlelig
skjn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! --

Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvgge og Siler
straalede i det sene Dagslys.

Der vrimlede af pyntede Folk.

Minnas Dragt var tarvelig, skjndt ikke #saa# tarvelig, at den blev
paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.

Hun var for bevget til at mrke det og generes deraf.

Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os
velgjrende imde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale
Bygninger, bredte sig stille og nsten ubefrdet under os, medens det
vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Hider laa badede i
Sollys og syntes ganske nr. En Flelse af uendelig Lykke og Rigdom
overvldede mig.

-- Du sukker! sagde Minna, der lnede sig til mig.

-- Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg
fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, -- jeg var dog ret letsindig,
at jeg den Gang kunde fri til dig.

Hun saae paa mig med et sprgende Smil.

-- Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig -- jeg skulde
have ventet, til jeg kjendte dig som nu -- hver Dag opdager jeg nye
Skatte -- bliver rigere og rigere. --

Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.




V


Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.

Vi havde begge hver for sig besgt dem; de vilde se os en Eftermiddag
sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den
Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage
ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere
Flgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var,
fordi han flte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren
helst vilde have holdt ham.

Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi
burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke hre Noget derom:

Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod
Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg
bliver trt. .... Jeg bliver nemlig gjerne trt lidt tidlig paa
Aftenen nu, tilfiede han forklarende til mig.

Vi begav os altsaa -- Dagen efter at vi havde hrt Valkyrien --
henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu
gldes ved Synet af gamle Rococohuse med knkkede Tage og
skjve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med
Pilaster-stribet Faade, der smykkes af Medailloner med hjlmbekldte
og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere
Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Prg;
deres hyggelige Karnapper danne en Rkke Skabe langs ad Gaden, og ved
Hjrnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad
forlnge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle,
besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rkker. Flere af disse Huse
have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede
Drapperier hngende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en
ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebrn, saa uformelige, at
man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke #natura morte#
af Kaalhoveder, bler og tykke Grene.

I et saadant Hjrnehus, hvor fire Gader stdte sammen, boede de
gamle Folk paa frste Sal. Der var et evigt Bulder af store
teltdkkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige
Forretningskjretier, -- og det var aabenbart denne Larm af en
flittig Frdsel, som tiltalte den gamle Knigsberger-Kjbmand og lod
ham foretrkke dette Sted for luftigere, men mere dde Qvarterer.

Kaffebordet var dkket i Hertz's Studerevrelse, hvor han holdt mest
af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae
gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det
var et middelstort Vrelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke
der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lnestol
bleven flyttet ind fra Dagligstuen.

Ved den ene Vg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle
Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af
samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette
gamle Farvetryk indtog nu atter sin behrige Plads over
Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par vrdifulde
Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store
i Legemsstrrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af
hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende
Metalpletter.

Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre
tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Lderrygge og
forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver,
blandt hvilke -- paa de midterste Hylder -- en stor Del af Goethes og
alle Schillers Vrker, ligefra zwoote verbesserte Auflage af
Rverne, med den steilende Lve til Vignet og Indskriften In
tirannos, til en Wilhelm Tell med en Tilegnelse, skreven af
Schiller selv. Flere af disse Bger fik vi frem, mindre af
Nysgjerrighed -- thi det var ikke frste Gang, at Skabet aabnede sig
for os -- end fordi vi vidste, at det altid gldede den Gamle.

Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet
og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en
Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor,
cirkelformet ske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udfrt
Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed
med mig Uvrdigste, navnlig ved den lange Hals og Nsen, -- en
Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.

Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Vrelset,
som om det kunde vre Skumring. Den blaalige Spritflamme, der
slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjg og paa
den fugtige Underlbe, medens han fortalte -- langsomt lspende og
afbrudt af Hoste -- om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde vret
i Handelslre: -- Paa Brsen havde de haft den ldgamle Skik, at
Fallenten maatte stte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der
blev ringet med en Armesynderklokke -- en Slags moralsk Execution.

-- Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem
barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor
tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine
Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jdiske Handelshuse
og havde delagt sig i Konkurrence med Wolff -- de havde altid vret
Uvenner. Der var et frygteligt Rre paa Brsen, Nogle vare skadefro,
men Jderne vare Alle meget nedslaaede. Mon Wolff vil komme!
spurgte man overalt, -- men de Fleste mente, at han dog ikke vilde
vre tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, -- saa
skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med
Klokken, -- da kjrte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede
ind i Salen og raabte aandelst: -- Der skal ikke ringes, Meier skal
ikke paa Fallentstolen. Han havde i sidste ieblik -- sikkert efter
en haard Kamp -- besluttet sig til at forstrkke Rivalen med det
Ndvendige for at afvrge denne Skam for den jdiske Menighed; -- og
de to gamle Mnd grd i hinandens Arme.

Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette
ieblik endnu rvrdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et
saa fremmedartet og patriarkalsk Prg.

Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Stv og Smaasten i en
Flaske: -- Jord fra det hellige Land, som en gammel Jde fra Riga,
der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et
Lommetrklde.

Fra saadanne jdiske Historier gled Samtalen over til Jdernes Rolle
i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine.

Saasnart Kaffebordet var afdkket, lod Hertz sin Heinemappe tage
frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle
Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.

Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mrkt
ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et strkt
overstreget Sted.

Jeg kom til at se ned paa Gadehjrnet og foer sammen: det forekom
mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget
moderne kldte Herre, med spidst og strkt dreiet blondt Skjg; men
nei, -- han var hiere og ldre end den danske Maler, -- da han netop
tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var
skaldet.

Jeg flte mig beroliget.

Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at lse
op af et Manuskriptblad: --

    Schon wieder bin ich fortgerissen
    vom Herzen, das ich innig liebe --

Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg --
hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes
at trnge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det.

-- Det er et kjnt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?

-- Ja, vi kjender det.

-- Ak, de lser Heine sammen, de unge Hjerter, -- udbrd Fru Hertz.
-- En skjn Tid!

Snart efter tog vi Afsked.

Vi gik ad Grosser Garten til, Regnen var hrt op. Da vi havde gaaet
lidt, udbrd Minna:

-- Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det
Digt!

-- Ja, et besynderligt Tilflde!

-- Es giebt keinen Zufall!

Men da vi vare midt i den smukke Platan-All, der skraar over Marken
mellem den gamle Palais-Have og Grosser-Garten, kom jeg i Tanke om,
at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt frdige til
ieftermiddag.

Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjndt det frte os helt ind
i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store
Guldsmedeboutikker, men et Vrksted oppe paa anden eller tredie Sal,
som Minna kjendte.

Ringene vare frdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede
dem med mange Lyknskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu
fiede Hilsener til Minnas Fru Mama.

Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os,
siden hint usalige Digt var blevet berrt, veg for Ringvexlingens
gyldne Magi. Det var blevet det skjnneste Solskinsveir; vi
besluttede at nyde det oppe paa den nre Terrasse.

Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i
godt Sommer-Veir. Man hrte Toner fra Concerten i Wienergarten
hinsides Floden; det var Slutningen af Valkyrien, -- vi stod stille
og lyttede.

Afstanden udslettede Udfrelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under
hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange
Afmagtssvn snker sig over hende -- tonede klart herover i sin
tungsindige Svulmen og Synken.

-- Det hrte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til
at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.

-- En velsignet Aften har det vret for mig, svarede Minna -- skjndt
jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tnke paa, at
et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens
hele Liv -- derfor troer jeg heller ikke paa Tilflde -- i saadanne
Ting.

-- En Velsignelse har det vret for os begge, udbrd jeg, og
velsignet skal ogsaa Stedet vre. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad
-- derhenne udenfor den lille Caff, mellem Silerne -- seer du, dr
hvor #den# Herre, nei -- ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig
og betaler Opvarteren --

Jeg flte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.

Minna var standset og stirrede -- -- men du gode Gud! hvilket Udtryk
i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes ine aabnede sig
unaturligt, -- saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da
Hofmanden anviste ham Plads.

Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette
sig hen.

Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt
sin hie Silkehat af. -- --




FJERDE BOG




I


Denne elegante Herre -- det var Axel Stephensen.

Han nrmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin
hire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var
snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.

-- Aa -- jeg beder, Minna, gjr dig dog ikke den Uleilighed -- mellem
gamle Bekjendte -- --.

Men Minna vedblev haardnakket at stirre -- med et ubestemt Smil --
ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig
for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; --
det forekom mig, at hun kjrtegnede den med et Blik, og at Stephensen
skjnkede den et vrantent iekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun
gav ham Haanden og med en Haandbevgelse, der fik Ringen til at
blinke, prsenterede hun os for hinanden.

-- Min #Forlovede#, Harald Fenger. --

Vi bukkede begge nsten #for# hflig og erklrede, at det var os en
Fornielse og re, men jeg lagde Mrke til, at han kom betydelig
behndigere derfra end jeg, hvilket forgede den Irritation, som hans
Tilsynekomst strax havde sat mig i.

-- Du er kommen her -- -- Minna var lige ved at gjre den samme
overfldige Bemrkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor
mig, men havde Aandsnrvrelse til at skyde et pludselig ind: -- Du
er kommen #pludselig# til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning
og for frste Gang saae sikkert paa ham, tilfiede hun: I det Brev,
som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet
derom.

Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er
dus med unge Mnd -- Venner af deres Brdre, fjerne Slgtninge
eller ogsaa blot gode Bekjendte -- og Minna kunde derfor ikke fle,
at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun
var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig
understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede
Forholdene.

Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi
fulgte hende hver paa sin Side. Det berrte aabenbart Stephensen
ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nrvrelse, -- saa meget
mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige:
Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske
Udgydelse.

-- Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik frst Bestillingen
senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er
kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar
siden, Minna, -- du var saa elskvrdig at interessere dig for den og
besge mig ved mit Arbeide, -- her smidskede han i Skjgget med et
forfngeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt
Opkog. -- -- Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige
Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. -- Han saae op i
Luften med et ubestemt svmmende Blik, idet han gjorde en Pause, for
at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved
at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone:
--

-- Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en
Grosserer. Nu har en af vore Mcener vret ukritisk nok til at gaa
hen og forelske sig i det.

-- De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan
fste Lid til Deres Beskedenhed, -- isr da der vel ingen Grund er
til den. -- Det sidste tilfiede jeg, fordi Minna sendte mig et
bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage
en spydig og personlig Charakter.

Stephensen lo og strg sig om Skjgget: --

-- Naa, i det mindste har jeg Grund til at nske, at den nye
Bestiller ikke maa vre for kritisk, for to Gange lykkes saadan et
Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man
skal afbilde, og jeg har forlngst afluret Correggio, at den gode
Dame ikke lser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstndig
Hyrde-Roman.

Skjndt jeg egentlig fandt denne Bemrkning ganske trffende og ikke
kunde lade vre at trkke paa Smilebaandet, var der noget saa
Irriterende, ja overfor Minna endog Fornrmeligt ved den
velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg flte den
mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og stde ham ned ad den
store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa
Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knkke Halsen, jeg
udmalede mig Minnas Forfrdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes
Politibetjenten greb mig --

Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler
over den Byskjnhed, der udbredte sig foran os. Isr var han
begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hvede sin
Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en del Barokstils
elegante Former; mellem det aabne Taarns Silebundter skinnede den
gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem
Ballustraden som en grn, indhegnet Mark, silhouetterede Rkken af
Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger.
Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmrksom paa en
Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en ngen Arm, mrkt udstrakt paa
Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.

-- Saa tidt, jeg har tnkt paa Dresden, tnkte jeg mig her og paa
denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig,
-- noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede
sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette
Klenodie af en Kirke -- og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa
kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvgterens Lys
tndt deroppe -- kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over
det eiendommelige Liv deroppe, hit over Menneskenes travle Frdsel?
.... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dr af
Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den
anden Side Flodpartiet, -- med den gamle Bro under os, og Mariebroen,
der spnder sig i hele sin Lngde over det blanke Vand, og
Lsnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, -- de minder
mig altid om Janiculus-Hiene ved Tiberen. Forresten -- det er en
Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents,
-- men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med
denne, ikke paa langt nr. --

En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet
sige Minna, -- og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos
hende. Hun sendte ham for frste Gang et velvilligt Blik, som han
opfangede uden at vende inene imod hende, tilsyneladende ganske
fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et ieblik Armene
med en Gestus, som om han vilde omfavne den, -- og denne
Enthousiasme, der maaske ikke var helt ugte, kldte ham ikke ilde.

-- At man ikke boer her og daglig har det for ie! En Kunstner maa
leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg fler det hver Gang, jeg
kommer bort fra Kjbenhavn, man forsumper dr. Finder De ikke ogsaa,
at Kjbenhavn er en skrkkelig By?

-- Modbydelig, svarede jeg, skjndt jeg egentlig aldrig havde tnkt
synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

-- Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her,
bemrkede Minna uden at hve Blikket fra de brede Stentrin, som vi
langsomt gik ned ad med lange Skridt.

-- Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! --

-- Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for
at producere.

-- Rigtigt, men man skal ogsaa slge. Og Kunstvrker slges bedst,
hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for
os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den
Gang, -- og jeg fler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var
saa lykkelig at vre fdt her -- --

-- Saa havde De saamnd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg
rgerlig.

Minna fik Taarer i inene ved hans sidste Ord, og det var maaske for
at underskyde et andet Motiv, at hun udbrd: --

-- Ak ja, det bliver drit, naaer man en Gang skal forlade sin sde
By.

-- Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort -- hvor du saa end
tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en srlig
understregende Betoning.

-- Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilfiede jeg
hurtig. Hvis det ikke skulde vre muligt at forlgge min Virksomhed
hertil -- jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes
Skyld, men det er kanske endnu ndvendigere, at #jeg# er personlig
paa Pletten -- men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan
trkke mig tilbage med god Samvittighed -- og lidt Formue, saa vil vi
ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa
allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilflde, at jeg
skulde blive en Crsus, har vi bestemt os for en prgtig Villa i
Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til -- for gammelt
Venskabs Skyld -- at komme og dekorere den for os.

Skjndt dette skulde passere for en Spg, var jeg ikke behndig nok
til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor
umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrd ogsaa strax, at jeg havde sagt
det, isr da Minna skottede til mig med et forskrkket Blik.

-- Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen trt. Men
strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige
Verdensmandssmil og fortsatte: -- De skal forresten ikke se noget
Nedsttende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om
mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod
Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler -- jeg deler overhovedet ikke
mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg stter Dekorationsfaget
hit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig
derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi.
Det er ogsaa Tilfldet med mig -- det vil sige, kun at jeg ikke
lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele
Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor
afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter
rbdighed og Kjrlighed til Livet. Nonsens! For det frste er vi jo
Pessimister, har flgelig hverken rbdighed eller Kjrlighed til
Livet, og desuden, hvis vi dog har det -- for inconseqvente er vi
naturligvis ogsaa -- #La vie c'est une femme#, og de vil altid gjerne
flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er
i Grunden en #maitre de plaisir# i Olympen. Men dekorere, -- du gode
Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmnd, det
vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og
nerveuse og faa Tmmermnd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil
ikke lege med mere og gjr os vrdige, men i Virkeligheden er vi blot
for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse
Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours -- --

-- Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, -- skjndt jeg kun
tildels var det, men det gldede mig at skuffe hans Haab om en
Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne.
Forresten flte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med
al denne Snak, men at han fra frst af kun havde villet vise, at han
var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa,
fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til
hende med sine missende ine, og det selvtilfredse Smil syntes at
sige: Lagde du Mrke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen
og fre den bort fra de Skjr, hvor den Klodrian var lige ved at
stte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig
kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prve paa, men
han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at
blive trttende. #Assez d'esthtique comme a#.

Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par
Foyer-Balkoner. Jeg tnkte paa igaar, -- paa denne Tid, -- da jeg
stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende
Rigdom. -- Er stand auf seines Daches Zinnen -- Polykrates,
Polykrates! ....

-- Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, -- din Moder har
jeg da gjort en Visit, og det gldede mig at finde hende saa rask og
rrig.

-- Har du allerede --? og du kom igaar?

-- Nei, idag -- med Formiddagstoget.

-- Og reiser igjen? foer det ud af mig.

-- Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.

-- Jeg troede det nsten, sagde jeg trt, siden De var saa hurtig med
Deres Visit.

-- Og Billedet! det bliver da ikke frdigt paa een Dag, bemrkede
Minna.

-- Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt
Alt med Custoden, og imorgen tnker jeg at tage fat.

Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det
havde han ogsaa.

Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlget
henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hldende Stammer
bredte en Lygte, der kjmpede med det sidste Dagskjr, en mat, gulig
Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal
dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mrke
Trkroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af
ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en
sart Rosagld. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne
indtagende Belysning, og nu skulde til min Krnkelse Stephensen
udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:

-- Se, hvor det staar fint dr -- det er jo en ren #van der Neer#.

-- Man ser smukke Belysninger her, bemrkede jeg. Forleden saae vi
ude i Sachsisk Schweiz en ren Poussin.

Minna bed sig i Lben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt
Hentydning, mrkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.

-- Ja, det vil jeg nok tro. Man stder her paa Motiver ved hvert
Skridt. Men -- #nous voil#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage
Afsked -- maaske har jeg allerede vret for paatrngende.

Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med
elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.

Tavse gik vi hjemad. I Nrheden af Posthuset vrimlede der af de gule
Vogne, der sgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert ieblik
skingrede et Hornsignal.

Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvsen og Brevskriveri.




II


Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Vsen. Hun trak Minna
tilside i den mrke Entr og hviskede Noget til hende, og idet jeg
lukkede Dren til Dagligstuen, hrte jeg Minna sige:

-- Ja, ja, vi har selv truffet ham.

-- Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.

Dette satte mig ikke i bedre Humr. Jeg blev ved at gaa op og ned ad
Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Nve ad
Stephensens #alter ego# paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne
Bevgelse, idet Dren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.

Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: --

-- Hvad vil han mig! udbrd hun i en forpint Tone.

-- Dig? Han er jo kommen her for at male.

Hun rystede paa Hovedet.

-- Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.

-- Hvad er det for et Indfald -- hvor kan du tro det?

-- Du har selv tnkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig.

-- Maaske et ieblik -- hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet
under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af
Grund --.

-- Lagde du Mrke til, saadan som han sagde #det# til mig: Hvor du
saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.? --
Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt.

-- Men det vilde dog vre for frkt. Ligesom vi ere blevne forlovede!
-- Nei, naar vi endda havde vret gift et Par Aar, saa vilde jeg
snarere tro, at en Fyr med hans letfrdige Begreber mente, at der
kunde vre Haab --

-- Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.

-- Du tager ham i Forsvar!

-- Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt --
desuden burde du tnke paa, at det maa krnke mig, naar du stter ham
saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham -- og forresten -- holde af
ham, det gjr jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke vret
skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og
jeg var saa bange; du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog
svrt nok i Forveien.

-- Du har Ret, Minna! tilgiv mig -- jeg flte det selv, men du kan
nok vide, -- i den Sindsstemning og saadan en Situation --

-- Det viser, at du har vret bange for ham, du har frygtet det samme
som jeg -- hele Tiden, ikke blot et ieblik, som du sagde.

-- Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg fler
mig irriteret i Nrvrelse af den Mand, som eier en Del af din
Fortid, og at jeg maa hade ham.

-- Det er netop det, han eier min Fortid, -- Alt, hvad der har nogen
Vrd i den, -- og han mener, at det giver ham Ret til mig -- maaske
har han det ogsaa --

-- Minna, Minna! hvad er det, du siger!

-- Ak, jeg veed hverken ud eller ind.

-- Veed du ikke, at du tilhrer mig og jeg dig!

Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Lberne
sammen.

-- Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? --

Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.

-- Jo, min Elskede, -- det veed jeg.

-- Men saa er der jo Intet at vre i Tvivl om, -- for ham ikke
heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke
indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa,
at jeg hverken er Hertug eller Millionair.

Jeg talte lnge beroligende for hende, medens vi sad med Armen om
hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mrkt, at jeg neppe
kunde se hende. Hun svarede sjlden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt
hun egentlig hrte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne
Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: --

-- Lad os reise herfra, Harald! strax -- imorgen.

-- Reise -- men hvorhen?

-- Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg -- for mig
gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed,
der altid var rede til at bryde frem hos hende.

-- Ja men, Minna, vilde det ogsaa vre forsigtigt --

-- Jeg tr godt, -- jeg har tnkt over det altsammen -- jeg har ingen
Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til -- jeg er min egen
Herre, og jeg tr.

-- Det er godt nok, og jeg stter ogsaa Pris paa, at du i Ndsfald
kan stte dig ud over -- over saadanne Begreber og Vedtgter, men jeg
synes dog, i dette Tilflde -- du kan jo nok tnke, at dit Rygte er
mig det dyrebareste af Alt, -- og jeg kan dog ikke se, at det er
ndvendigt.

-- Jo, jo! udbrd hun bestemt, nsten heftig. Derefter lagde hun sine
Lber til mit re og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: Skal
vi, Harald, -- sig ja!

-- Hm, -- ja, Kjreste -- --

-- Ja?! --

-- Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort
imorgen --

-- Ja, ja! hvad saa?

-- Jeg har nsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med
saa kort Frist -- jeg kender jo kun faa her -- den eneste skulde vre
Hertz -- --

-- Nei, for Guds Skyld! -- Hertz -- hvad vilde de sige dertil? Dem
har jeg slet ikke tnkt paa -- hvor jeg maa vre forvirret.

-- Ja, der ser du, -- og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider
maa vre nie overveiede; man kommer til at bde lnge for et
overilet Skridt.

Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjrkommen.

Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den
Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Id, da hun
pludselig sagde: --

-- Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjre det .... At de
ogsaa skal have saadan en Magt -- det er skrkkeligt! --

I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det
Udtryk af Skrk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstrket
derved, at det pludselige Lys blndede hende. Hun syntes med
Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjbne imde, og jeg fik selv en
Flelse af Angst og Uhygge som ved en overhngende Fare, endda jeg
ikke kunde skjnne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor
pinligt det end kunde vre for stakkels Minna at modtage Stephensen
og hre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugteslse
Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over,
og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.

Min egen hemmelige Uro rbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse
Fornuftgrunde komme til Orde.

Minna lod til at give mig Ret.

Da vi talte Dansk, flte den Gamle sig overfldig og vilde paa sin
stilfrdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive;
hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig
Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa
fornielig, alt imens hun satte de mrkeligste Ansigter op, at jeg
snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og
Moderen lo de klare Taarer ud af inene.

Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og
spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men
den gik et Par Gange i Stykker.

-- Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, -- saa vil jeg
heller lse for dig.

Hun tog Ktchen von Heilbronn, som vi var begyndt paa og haabede at
faa at se i denne Uge.

Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Ktchen ikke vil
kiltre sig op for at vade over Bkken, og den gamle Tjener raaber:

Kun til Anklen, Barn -- til den yderste, underste Kant af Saalen,
Ktchen -- men hun lber bort for at finde en Spange.

-- Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Ktchen,
afbrd jeg hende -- kan du huske ved Stenbruddene, -- da vi skulde
op?

-- Aa jo, det kan jeg sagtens huske. -- Hvor du var vigtig og
utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det kldte
dig, -- aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke
passede -- --

Hun lste videre: den mest rrende og i al sin Naivetet den
dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur
besidder: Ktchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under
Hyldebusken, og besvarende Grevens Sprgsmaal.

    Verliebt ja, wie ein Kfer, bist du mir.

-- Det er til dig! udbrd Minna, -- det kunde jeg ogsaa have sagt dig
allerede den Gang.

Vi lo og kyssedes.

Efter at have lst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun
pludselig og blev rd i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette,
fr jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig,
men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig -- maaske gav hun
ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa,
at hun skulde fortstte.

-- Hvad har jeg gjort! udbrd hun, idet hun sprang op og kastede sig
paa Kn hos mig -- jeg er dog ogsaa en Trold -- gjorde det ondt?

Jeg forsikrede hende leende, at jeg nrmest var bleven lidt
overrasket.

-- Jeg kunde ikke lse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget
-- og jeg havde ikke Aandsnrvrelse til at springe over --

Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de
krllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.

-- Du Stakkel! og saa maa du undgjlde!

-- Ja, ligesom jeg ser op -- Klask --

Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede -- det havde
allerede givet et St i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.

-- I gjr jo et Spektakkel, Brnlille! saa at Vgteren snart maa
komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der
laa i sin Seng!

Hun tndte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.

Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret
niagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen.

Men hun bad mig om at blive, -- sove kunde hun dog ikke i de frste
Timer.

-- Nu har jeg lst for dig, -- saa kan du fortlle mig Historier,
sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. -- Jeg har
fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hrt nok om
din. Fortl.

Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjllandske
Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig
afdde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvldede mig ved
Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjr, og at hun i ham
vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Srling, en
gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens
Prster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo,
og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser.
Minna sang det Sted af Valkyrien, hvor Siegmund beretter om sin
Ungdom:

    Gechtet floh
    der Alte mit mir,
    lange Jahre
    lebte der Junge
    mit Wolfe im wilden Wald --!

-- Har I forresten Ulve i Danmark?

-- Ih ja, og Isbjrnene lber paa Skiter dr.

Minna slog mig over Fingrene:

-- Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har vret i
Besg hos min Cousine, som er gift dr, og har hrt dem hyle. Ja, se
kun paa mig, -- saadan En er jeg! -- Hvorfor blev du forresten ikke
Forstmand? Jeg vilde gjerne vre Skovriderkone!

-- Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten -- saa
havde vi slet ikke faaet hinanden.

-- Hvorfor ikke! du kunde jo vre kommen paa Akademiet i Tharandt.
De, der skal trffes, de trffes nok.

-- Fatalist!

-- Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have
passet godt for dig.

-- Jeg vilde ogsaa gjerne -- det var frst senere, jeg svrmede for
at blive Architekt -- og det var allerede bestemt, men saa tilbd min
Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at
tage sig af mig, naar jeg vilde vre Polytechniker. Naa, det var jo
fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra
os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det
praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drmmer, som
han beskyldte sig selv for at vre.

-- Det bliver du saamnd alligevel. Du er min sde Svrmer. Og med
alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har svrmet for. Veed
du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med
deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet #fr# Forlovelsen, er en
Undtagelse, som bekrfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt
kan bryde den.

-- Slet ikke. Det vre dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at
jeg i min grnneste Ungdom sukkede i Ln for Skovfogdens Datter.

-- Ei! det er jo en hel Idyl!

-- Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig
stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg
maatte have En, hvis Navnetrk jeg kunde skjre ind i Trernes Bark
med et flammende Hjerte ovenover.

-- Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjrlighed, og saa
er det os, der maa holde for. -- Og hvem var saa den nste?

-- Saa er der ingen fler.

-- Hvad for noget? Hr, Harald! Harald!

-- Ja, ja -- jeg forsikrer dig, -- Ingen, som jeg kan nvne. Jeg har
maaske svrmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa
Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.

-- Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du
narrer mig.

-- Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet
saa faa Damer.

-- Ja, det skulde vre det. Det er altsaa derfor, at du holder af
mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre --

-- Men det er du jo ikke.

-- Naar du ikke kjender dem --!

-- Det er jeg vis paa, -- det er umuligt andet .... Forresten, hvad
kommer de Andre mig ved?

Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.

-- Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du
have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke
Noget, hvad nytter det -- kys mig!

Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, -- det var paa Tide at skilles.

Gadedren var naturligvis forlngst lukket. Minna maatte med ned og
lukke mig ud.

I den kjlige, kjlderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse;
derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Dren op, men
smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer
skulde se hende.

Men Trkvinden blste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde
smkke Dren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa
Fristelsen til at kysse hende -- og det skjndt jeg havde seet, at
der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.

Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen,
omstraalede hendes mrke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig
slukkedes.

-- Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Dren faldt i.




III


Jeg skridtede rask ud -- im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den
letzten Kuss, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag
aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den
de Gade gjenld af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let
knirkende Stvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den
lille Gade brndte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg
skottede forgjves over til den Fremmede, der formodentlig havde
vret Vidne til den lille mme Scene. Pludselig skraaede han over
Gaden, rmmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et St i mig, da
jeg kjendte Stephensen.

-- Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han -- De undrer Dem maaske paa
denne Tid -- det kunde have Udseende af -- -- naa, hvorfor ikke vre
ligefrem: jeg har passet Dem op.

-- Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en lngere Tid.

-- Akkurat saa lnge, som De kommer senere end sdvanlig fra Deres
Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at
trffe Dem.

-- Altfor megen re. .... De nsker --?

-- Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, -- om et mne, som
er af den strste Vigtighed for os begge.

-- Meget gjerne.

-- Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas l paa et
Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne vre alene.

-- Et Glas l, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt,
som det var mig muligt, skjndt jeg fik en Flelse, som om En havde
foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.

-- De stter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller
Mnchener-l? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig
med vort danske l.

-- Nei, det smager jo vsentlig som Vand med Brndevin i.

-- Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa # la bonheur#,
som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg
tnker, vi gaar hen i Drei Raben, -- ja, dr er De vel ogsaa
kjendt?

-- Nei, jeg har kun vret der en enkelt Gang.

-- Virkelig! Jeg gik nsten hver Aften derhen -- fra den selvsamme
Gadedr, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede
dr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedrsngle og havde derfor
ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade.
Apropos -- kjender De det Udtryk: Et Geni, som aldrig har haft sin
egen Gadedrsngle. Jeg finder det overordentlig trffende for vore
danske Begavelser -- stdte paa det forleden hos en eller anden af
vore nyere Forfattere. De flger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man
kan ikke ngte, at der er en Del Fart i den -- ellers lser jeg mest
franske Romaner. -- Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, -- de er
komne i Transparent, det er noget Nyt. -- Vr saa artig.

Han lod mig gaa frst ind i den oplyste Gang og frte mig derpaa
tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og
spillede i Skjortermer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden
vi endnu havde hngt vort Overti fra os, indfandt der sig en meget
fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til
Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:

-- Velkommen, Hr. Professor! -- Og sandsynligvis for at der ikke
skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab --
tilfiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen,
kan jeg tnke?

-- Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?

-- Ved det Gamle, -- ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor.
Kun hrte vi ifjor op med at skjnke det bhmiske l, som Professoren
undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa --.
Professoren husker nok Frants, den hie med det rde Skjg?

-- Ja vel, -- er han her ikke?

-- Han aabnede til Paaske en Bevrtning i Friedrichsstadt -- det skal
gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har.

-- Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader
Drei Raben, vi kan jo slet ikke undvre Dem. Hr -- kan vi vre ene
her, Heinrich?

-- Gud bevares, Hr. Professor! -- Det skal vel vre Pilsener --?

-- Ja to, -- og --

-- med Dksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham,
idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han
hurtig fjernede sig.

Jeg satte mig i den lille Flielssopha med den trykkende Flelse af
Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en
Stamgjst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat
af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder
Noget af til os andre Ddelige. Og hvilken Stamgjst! Kommer her
efter et Par Aars Fravrelse, og modtages som om han var gaaet herfra
igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nd ogsaa aabenbart sin
Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet
over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den
lille stive Flip.

-- Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrd han.
-- Dr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-llet
skjnket i et Glas med Laag, -- det er jo formelig latterligt! -- Jeg
havde ogsaa et komisk Tilflde i Berlin med en Portier. -- --

Han gav sig til at fortlle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden
ud. Jeg havde en Flelse af, at han legede med mig, som en Kat med en
Mus, og flte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sidevrelset
hrtes den ensformige Tllen. En hs Stemme brlede:

    Ich bin lderlich,
    du bist lderlich,
    sein m'r lderliche Leide.

Kellneren kom ind med llet og forsvandt ieblikkelig.

Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.

-- Altsaa, begyndte han, det var -- det er sandt, ryger De?

-- Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjndt jeg flte stor Lyst
til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg
havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte
Modbydelighed.

-- Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tndte. -- Det er
forresten med dem, som med al Reisebagage, -- man skal ikke slbe for
meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa,
men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.

-- Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemrkede jeg irriteret.
.... Er der Noget, hvormed jeg kan vre Dem behjlpelig?

Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.

-- Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. ....
Hm. .... Jeg sagde -- oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for
at male.

-- Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.

-- Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male -- men det er ikke derfor,
jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg
modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med
Dem.

-- Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.

-- Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet
mellem Minna og mig.

-- Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjr mig kun Deres
Nrvrelse endnu gaadefuldere.

-- Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den
Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden,
maatte komme mig hist overraskende, og at jeg --

-- Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De
maatte vre forberedt derpaa, og at det burde vre Dem kjrt at hre
det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desvrre ikke uden Held;
De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjrlighed; da det ikke
lykkedes Dem at gjre hende til Deres Elskerinde --

-- Hr. Fenger, denne Beskyldning -- jeg maa paa det bestemteste
tilbagevise den Insinuation --

-- Det gjr mig ondt, men De kan neppe fortnke mig i, at jeg stter
strre Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden
Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en
Forlovelse medfrer --

-- En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er
ung, og formodentlig dansk nok endnu til at svrme for vore
fire-fem-sex-aarige Forlovelser, -- hvad mig angaar, kan jeg forsikre
Dem, at jeg ikke gjr det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld,
men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en gte
patenteret dansk Forlovet -- nei!

-- Meget vel -- De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun
Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i
Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde
kunnet vurdere denne Bevggrund. Men hvad der er endnu mere Skade,
det er, at De ikke srgede for, at hun fik denne Forstaaelse af
Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand
skulde vre imellem hende og Dem.

-- Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis,
at hun skulde have sin Frihed --

-- Og De Deres -- navnlig det sidste.

-- Hvad mener De med det?

-- Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed -- saa
meget mindre, som jeg kunde nvne en bestemt Dame, der var
tilstrkkelig vel aflagt til at inspirere Dem et gteskabs-nske.
--

Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervst strg sig med
Pegefingeren mellem Hals og Krave.

-- Jeg maa sige, at Kjbenhavns gamle Ry for at vre et Sladderhul
forngter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen.
Jeg kan tnke, at De ikke har forholdt Minna denne Ohren-Schmaus --
--

-- Tnk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjre
Dem opmrksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De
forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort
Brug af sin Frihed.

Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som
Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der
allerede bevgede hans Lber. Lnge tav han, stirrede op i Loftet med
optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. Hvad skal nu det
betyde, tnkte jeg. Stemmerne i Billardvrelset vare blevne mere
stiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bven paa de
lange Toner Gute Nacht, du mein herziges Kind, og Flere stemmede
med i, tudende Stavelsen herz-- ud i en uendelig Disharmoni. --
Stephensen smilede, strg sig over inene og saae pludselig ligesom
aandsfravrende paa mig: --

-- De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans lspende Stemme havde
atter faaet sin blide, lidt forklede Tone. -- Hvad var det, De
bemrkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det
ikke burde forarge mig. -- Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg
fler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke
det, at hun har brugt sin Frihed -- som De trffende udtrykte Dem --
Aldeles ikke. Hvis jeg havde hrt, at hun havde forlovet sig med en
ung Mand, som hun lnge havde kjendt, hvis Familie hun havde
omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte
sig -- f. Ex. Snnen af denne Jde, som hun kommer saa meget hos --
jeg husker ikke --

-- Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det
derindefra: -- he-rz-iges Kind.

-- Rigtig, Hertz -- hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor
ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa
resigneret, -- tiet og samtykket -- hvor ganske vist Ingen spurgte om
eller behvede mit Samtykke, tilfiede han med en lidt lapset
Selvironi.

-- Deres sidste Bemrkning forekommer mig srdeles sund; skulde den
ikke gjlde ogsaa for nrvrende Tilflde?

-- Ikke ganske. .... St Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg
skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden
end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den
gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Flge deraf har
vi -- hvad De vel forresten veed -- corresponderet i halvandet Aar,
jevnlig og ret regelmssig. .... Naa, -- jeg er ikke just genegen
til Sentimentalitet, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem
af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvldede
den Anden med Hjerte-Udgydelser og mme Forsikringer. Imidlertid, der
gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at lse mellem Linierne, og i
Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som
jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som
var forelsket i mig.

Jeg kom til at tnke paa det lille danske Lexikon, som var hendes
Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.

-- Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at
hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre
Ugers Tid, og som -- tag mig ikke denne Bemrkning ilde op -- som
ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde
hende et Hjems Velvre og Tryghed. Undskyld -- jeg maa gjentage det,
-- det er mig naturligvis pinligt at berre Deres konomiske
Stilling, -- jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at
ernre en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt
Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den
fremsttes af Andre, -- men ser De, jeg lgger en Hovedvgt paa dette
Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod
sig paa.

-- Netop denne Bemrkning gjorde jeg til Minna, -- nemlig, at De
maatte indse dette og altsaa -- at De som en Flge deraf ikke -- De
maatte indse, at det var Alvor -- --

Jeg stammede i det, rgerlig over, at jeg havde rbet, at vi havde
talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprnge vor
Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et
lurende Blik fra det ene ie forbi Laaget hen paa mig, og sugede
derpaa llet af Skjgget paa en srlig velbehagelig Maade, som om han
lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om
Chancerne!

-- Alvor? aa ja. --

-- Ja, det vil sige, at -- at vi begge -- -- kort sagt, at der ikke
var Noget for Dem at gjre, brd jeg brutalt igjennem Nettet, og
sendte ham et ondt Blik.

-- Je nach dem, je nach dem, Histrede! Deres Slutning holder ikke
ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der frer Dem paa
Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsttende i Udtrykket
Fornuft-gteskab, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske
Fordomme -- heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod,
jeg anser -- saadan i det Hele taget -- de saakaldte Fornuftpartier
for at vre dem, der har mest Udsigt til at lykkes -- bortset fra, at
gteskabet overhovedet er et -- jeg vil ikke sige Onde -- men en
Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; -- her
prtenderes -- Pardon! -- Lidenskab, Betagethed, Forelskelse -- hvad
De vil kalde det. -- Ja, ja, misforstaa mig ikke -- jeg tvivler ikke
om, at det for #Deres# Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa
videre: jeg vil indrmme, at Minna ogsaa fler Kjrlighed for Dem,
endogsaa -- for mig gjerne! -- er forelsket i Dem -- kun kommer det
an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.

-- Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at
afgjre dette Sprgsmaal?

-- Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes
overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et
Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget
ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjrlighed. Saa har jeg ogsaa
en Mistanke om, at den -- ganske tilfldige Omstndighed -- at De var
Landsmand af mig Uvrdige, har lettet Overfrelsen af visse Flelser,
Stemninger --

Jeg kom til at tnke paa en Ytring i hendes frste Brev til
Stephensen, der ungtelig bekrftede denne Formodning, og slog
forvirret inene ned for hans speidende Blik.

-- De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til -- og saa -- det
tvivler jeg aldeles ikke om -- mange fortrffelige og elskvrdige
Egenskaber hos Dem selv --

-- Kunde vi ikke lade det vre nok med den Passiar, udbrd jeg og
reiste mig pludselig. -- Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, --
men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har
nogen Ret til at optrde som Minnas Formynder.

-- Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? -- det er jo slet
ikke den, det dreier sig om. Jeg #har# simpelthen Ret til at gjre
mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let
gjres om igjen, -- og da det er min egen Opfrsel overfor hende, der
tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt
.... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De
affekterer --?

-- Jeg troede, Pligtflelsen hrte til de kosmopolitiske Fordomme,
som De ikke delte.

-- Tvrtimod, den hrer til dem, som jeg deler .... Men der er et
Motiv, som formodentlig paavirker mig strkere; det er den
Omstndighed, at jeg elsker hende -- elsker hende!

Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det
lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i inene. Den Tanke
faldt mig ind, at det naturligste -- og til syvende og sidst
vrdigste -- vilde vre, om vi sprang paa hinanden som et Par
Tigerkatte og forsgte, hvem der frst kunde bide Struben over paa
den Anden, -- og at vi i Stedet for at gjre dette vilde blive ved at
diskutere, maaske endog drikke vort l sammen og sige hflig Godnat,
naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa rgerlig over
Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. Lad os da
spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt, tnkte jeg. Med et
Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i
hvilken jeg flte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad
Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring Die Wacht am
Rhein.

-- Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrd jeg endelig. Troer De
maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?

-- Aa nei -- jeg forlanger ikke Umuligheder.

-- Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?

-- Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nrnbergerne ikke kunde hnge
Nogen: -- de maatte frst have dem.

-- Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.

-- Det er Fraser og tilmed forldede Fraser. -- Intet Menneske kan
have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres
Forlovelse? Som om jeg ikke for lnge siden kunde have vret hendes
Forlovede.

-- Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!

-- Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun
maa vlge imellem os.

-- Hun har valgt.

-- Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Lfte i
den Tro -- under den Forudstning -- at jeg ikke vilde gifte mig med
hende .... Tr De ngte, at hvis hun Dagen fr De friede til hende,
havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun lngtes efter at
forene min Skjbne med hendes, -- at De da vilde have faaet en Kurv?
.... Nu vel, Forudstningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand
af re, vil De ikke kunne binde hende ved et Lfte, som er givet
under saadanne Omstndigheder.

-- Det kunde aldrig falde mig ind -- under hvilke Omstndigheder det
saa var -- at betragte hende som bunden ved et Lfte, naar hun ikke
selv flte det som bindende.

-- Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Histrede! -- Jeg tvivler ikke
om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjr en
af Hovedprydelserne for vort smukke Kjn, -- ja virkelig, jeg mener
det i fuldt Alvor, -- jeg for min Part vilde ikke undvre disse
Fordomme hos Kvinderne, skjndt det upaatvivlelig vilde gjre os
Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal
man sige, -- saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur ....
Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbielig til at
betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed -- hun er
vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur -- og en
trofast Natur -- og det vil derfor vre let for Dem, uden just at
gjre Fordringer gjldende eller appellere til hendes Bestandighed
dog at holde denne noget bornerede -- skjndt elskvrdige --
Pligtflelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme
Baandet, men dog indirekte holde det fast, -- saa lnge som hun gjr
det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv -- forstaa mig
vel -- ikke afstaa hende, som De sagde -- men kun ikke benytte det
Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger
det af Dem som Gentleman -- og vel at mrke ikke for min Skyld -- De
vilde naturligvis gjerne se mig hngt! -- men for Minnas Skyld. De
kan ikke nske -- jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har
givet et saadant Lfte -- at De skulde kunne nske, at hun gik med
Dem af Tvang -- var det endog af #indre# Tvang, medens hun lnlig
begrd, at hun ikke kunde gaa med #mig#. Hvis De mrker -- eller blot
fatter Mistanke om -- at hun er i Begreb med at gjre en saadan
Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et
saadant Offer, men i forndent Fald aabne hendes ine og give hende
den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er
muligt, at De har fortrngt mig af hendes Hjerte -- i saa Fald er
Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os
begge -- hver paa sin Maade -- i saa Fald vil hun ganske vist have en
frygtelig Kamp at gjennemgaa for at trffe en Afgjrelse, men hun maa
kjmpe den ud alene, og vi br allermindst gjre hende Striden
pinligere ved at trnge ind paa hende og drage hende hver til sin
Side .... Minna maa vlge imellem os; for hun #har# ikke valgt, og
ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: -- Men hun skal
vlge #frit#, -- det er Alt, hvad jeg forlanger.

-- Jeg skal ikke lgge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken
direkte eller indirekte, -- og jeg vil bie mig for hendes egen
Afgjrelse, uden Forsg paa at rokke den, -- det samme stoler jeg paa,
at De gjr .... Og da #det# vel var Deres Formaal med denne
Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklring af mig, antager jeg, at vi
nu kan skilles -- i Fjendskab.

-- Men i alt Fald som rlige Fjender, der er i aaben Feide og fgter
med lige Vaaben.

Jeg tog min Hat ned fra Knagen, -- bukkede stift og forlod Vrelset.
I Billardstuen var Spillet ophrt; et Par af de skjortermede Herrer
stod med Hnderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om
deres absolutte Hengivenhed og enorme, kvalificerede Agtelse. Det
musikalske Medlem, der sad paa Hjrnet af Billardet, intonerede: Ein
feste Burg ist unser Gott. -- Jeg sluttede med Rette heraf, at man
var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte vre
meget sent.

Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale
mit l.




IV


Der kom ingen Svn i mine ine den Nat.

Jeg hrte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det
andet, medens jeg vltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel
mine Tanker at flakke paa den villielse Maade, som indvarsler
Slummeren, men saa gik der en Strm af Feberhede igjennem mig, og jeg
var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt
for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.

Jo umuligere en Ulykke synes, desto nrmere er den ved Virkeligheden,
saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort
Springet over den strste Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den
ogsaa vil have Kraft til at stte over det mindre Svlg; da den fra
Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt?
-- Der gives Visheder, som staa saa uanfgtelige for os, at de nsten
ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres
Uanfgtelighed synes deres inderste Vsen at forsvinde.

Hvad kan vre en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en
trofast Kvindes Kjrlighed? Jeg flte, at Minna elskede mig, jeg
vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast
Natur.

Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed
vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ldre Flelser,
der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til
mig.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!

Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive
den fra mig.

Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en
stakkels Nar?

Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham -- som om min Lykke
trngte til at forsvares -- vrre endnu; jeg havde formelig truffet
Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra
begge Sider, og saaledes havde jeg indrmmet Muligheden af, at han
kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men
frst skulde vinde den.

Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, -- og
jeg stnnede under den som under et Mareridt.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig
nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse
var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg
erindrede, hvorledes hint mistnkelige Brev havde vakt mig af
Salighedsrusen efter det frste Kys; jeg flte atter den pludselige,
ugrundede Skrk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hrte hendes
Brev falde i Postkassen; ved mit frste ensomme Besg i hendes
Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu
forekom mig spgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glde, fr
den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der
havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig
Angst; hvor indstndig havde jeg ikke bedet hende om at lade det
ubesvaret, og hun havde sagt: jeg #maa# -- med den hende
eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og
den flgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi
saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshien i Grosser Garten og
inede det fjerne Lilienstein, -- gled der da ikke over vore Hjerter
en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? --

Saaledes syntes en fjendtlig Skjbne at vre fdt samtidig med vor
Pagt og at have nrmet sig truende, indtil den nu -- efter Beethovens
Udtryk -- bankede paa vor Tilvrelses Port. Og den vilde nok vide
at skaffe sig Adgang, -- den strke truer ikke forgjves.

Jeg glemte, at netop, naar Skjbnen banker paa, er det Tid til at
vise, at man er Karl for at tage imod den og i forndent Fald kaste
den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstndighederne falde paa at
spge under Skjbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.

Under saadanne mistrstige Betragtninger var jeg sunket hen i en
lethargisk Ds og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg
opskrmmedes ved en physisk Skrk, et Syn eller snarere en
Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud
fra Mrket og nrmede sig langsomt og ustandselig; -- ja, selv disse
vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk
var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del
af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at
kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som
Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende
Arter.

Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, kldte mig paa
og gik ud.

Det var en kold Morgendmring med Taage og Stvregn.

Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, --
r og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som flger med en
altfor aarle Opstandelse.

Endelig fandt jeg en Caf, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.

Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min
Morgenduelighed, foreslog en Sodavand.

-- Kaffe, beordrede jeg barsk.

Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.

Det var en gte -- skjndt ikke behagelig -- Reisestemning, med
Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.

Reise -- bort herfra -- --! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes;
da havde jeg snakket hende derfra -- og nu, hvor vilde jeg ikke
nske, at vi allerede vare underveis -- at hun sad hos mig og Drosken
var bestilt -- Morgentoget -- hvorhen? lige meget -- blot afsted!

Men #nu# var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen
havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig -- hvilket vel
ogsaa havde vret hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde
tnke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min
Stolthed vgrede sig ved at fly, skjndt den Tanke var mig meget
imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig
over min Handlemaade; vrre var Frygten for en bestandig Flelse af,
at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og vrst
den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min
Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudstning, at Minna
efter modent Overlg vilde have foretrukket Stephensen.

Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjrelse, selv
om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?

Og hvis det viste sig at vre en Overilelse, -- dersom hun senere
opdagede, at hun havde taget feil af sine Flelser, hvor bitter vilde
da ikke den Anger vre, der kom for sent!

Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var
der en indre Stemme, som vedblev at hviske: Reis bort! hun vil
sikkert endnu.

Dernst kom Dagsordenen for. Det store Sprgsmaal var, om jeg strax,
saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.

Min Lngsel og ngstelse drev paa, men Kritikken sagde: Hvorfor
overlbe hende paa en usdvanlig Tid, det vil virke opskrmmende og
foruroligende paa hende, og hun behver netop al sin Besindighed og
Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det
lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.

Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han
faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige
saa godt frst som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du
kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten lb bort med hende,
eller ogsaa -- lad vre med at spille Argus.

Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sdvanlig og
frst besge Minna efter Middag.




V


Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne
Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at
hun havde grdt meget.

-- Har han vret hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes
skjlvende Haand mellem mine.

-- Ja.

Hun lod mig beholde sin hire Haand og pressede den anden, der
knugede et lille Lommetrklde, fast under Brystet, som om hun havde
Sting.

-- Hvad han har sagt dig, kjre Minna, -- det kan jeg jo nok vide
efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han --
altsaa -- du havde Ret igaar, -- i alt Fald, hvad Hensigten med hans
Komme angik -- desvrre -- skjndt det er maaske egenkjrligt af mig
at sige --

Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod
ikke lnger til min Raadighed -- kvaltes i min sammensnrede Strube.
Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et
Ord, -- da rev hun pludselig -- efter et fast Haandtryk -- sin Haand
ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig
Hulken, med Ansigtet skjult i Hnderne. Denne hjerteskrende Lyd og
det rrende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens
elementre Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg
kastede mig paa Kn ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende
fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende
med taabelige Bnner om at holde op, om blot ikke at grde saaledes,
om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strmmede mine Taarer lige
saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede
mat, trrede mine ine med det lille Lommetrklde, der var vaadt af
hendes Taarer, og medens hun mt trykkede min Haand, hviskede hun
flere Gange: --

-- Min kjre, gode Ven.

-- Det er jeg, Minna, -- det er jeg, hvad der saa sker .... Men du
maa ikke tage det saaledes, hrer du! Du maa ikke fle dig ulykkelig,
for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end
se dig saaledes, heller miste dig, -- og det vil han ogsaa, det er
jeg vis paa .... Vi maa vre fornuftige, og du maa gjre dig strk
.... du skal slet ikke tnke paa mig .... tnk blot paa dig selv,
hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa vre
bedst for os .... Naar du blot vlger det Rigtigste og gaar efter din
egen Natur, det er det, det gjlder om .... Vi vil begge vre glade,
naar du blot bliver lykkelig.

-- Mig selv, -- nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tnke
paa .... Aa, hvis jeg kunde gjre jer lykkelige med at give Afkald
paa jer begge, saa troer jeg, -- ja, jeg er vis paa, at jeg kunde
bringe dette Offer -- heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu
kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden,
-- hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke
Tale om.

-- Jo, Kjreste! det maa der alene vre Tale om, og det kan der
ogsaa. Ganske vist, det vil gjre et stort Skaar i din Lykke fra
frst af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken
har Tid, det gjlder jo hele Livet .... Naar du vlger det Bedste,
vil du efterhaanden fle dig tilfreds, -- og den, der ikke faar Ret
til at kalde dig sin, -- han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med,
hvad der ikke kunde vre anderledes. Kun hvis du vlger urigtigt, --
hvis du tager feil af dine Flelser, -- ja, saa vil du gjre os Alle
ulykkelige.

-- Det er frygteligt! At vre stillet for et saadant Valg .... Naar
dog en Anden kunde vlge for En, -- blot der gaves et Pligtbud i
dette Tilflde, som sagde: det #br# du gjre, ellers synder du! ....
Men jeg synder, hvad jeg saa gjr, -- for jeg har allerede syndet, og
det bliver ved.

-- Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Fi dog ikke
den Slags Skrupler til alt det --

-- Harald! udbrd hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i
inene, tr du vlge for mig? Har du Mod -- forstaa mig ret -- jeg
mener: er din Overbevisning saa strk, at du med rolig Samvittighed
kan sige: Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og
jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at
hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordrv -- --?
--

Der gik en Gysen af Glde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig
saae vor Skjbne lagt i mine Hnder, og den trygge Bevidsthed, at jeg
kun behvede at gribe til, lod mig for et ieblik glemme Ansvarets
Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om
hun vilde lgge den paa min Mund, og med et angst, bnligt Blik
fortsatte hun:

-- Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og
som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, -- ak, det veed jeg
-- men maaske dog aldrig kan gjre dig lykkelig, En, der har et indre
Saar, der aldrig vil lges helt, og som hun maaske forblder af. Jeg
vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min frste
Kjrlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane
Skrmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min frste Bevidsthed, mine
frste Tanker, min Selvstndighed, Vkkelsen af mine bedste og
skjnneste Flelser -- et Liv og Flelser, der tilhrte ham med Rette
-- ak, hvor har hans Billed ikke vret mig kjrt og dyrebart -- og nu
maatte det komme som et Spgelse og anklage mig for at have skjnket
alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig --
arbeidede for os begge -- for vor Fremtid! -- Nei, nei -- aldrig kan
jeg blive virkelig lykkelig eller gjre dig det, saadan som du
fortjente!

Jeg stod forfrdet og ligesom bedvet ved Fortvivlelsen i dette
Udbrud; mit Blik sgte bort fra hendes, medens jeg sgte at samle
mine Tanker og faa Rede paa mine kjmpende Flelser. Det var mig
fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur,
maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i
Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat
den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg
heller ikke vret i Tvivl om, at han netop -- benyttende sin Kundskab
til hendes Hjerte -- vilde lade dette hist flatterende, nsten
melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad
mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget ngterne ienglas,
der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med
Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende,
hvorfor heller ikke Faren med Spgelset syntes mig slet saa stor, som
hun fremstillede den. Men desvrre var ikke engang jeg ganske sikker
i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en
meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa
umuligt, at den forledte mig til at gjre ham Uret. Og i saa Fald --
--

Jeg vaklede endnu -- og allerede var det gunstige ieblik undflyet
mig.

-- Se, du betnker dig -- du tr ikke, udbrd hun. Og dog har du kun
os to at tnke paa. Den Tredie, hvem du vil gjre den strste Skade,
det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader
.... Dm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa vre for mig, da jeg
veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjr jeg een ulykkelig,
som jeg elsker.

-- Ja, det er dette, som netop gjr det saa vanskeligt for mig at
vlge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger
du, -- jeg fler det, jeg vil ikke tvivle derom, -- men saa mener du
tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at
det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du fler for
Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, --
isr da, naar en ny Lidenskab staar imod den -- den levende Flelse
maa have sin Ret.

Minna rystede paa Hovedet.

-- Du skulde elske -- virkelig elske to Mnd? -- Umuligt.

-- Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men
overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at
jeg #maa# elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad
han har vret for mig, -- du veed, at min Kjrlighed holdt sig under
den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans
Flelse havde faaet en anden Charakter -- du saae -- det var det
Frste, du saae af mig, -- hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde
give mine svrmeriske Erindringer Nring ved at lre mig Ord af hans
Sprog, og stte mig i den Illusion, at jeg lrte det for at tale det
med ham .... Og nogle #Uger# derefter skulde jeg saa vre bleven
ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget
Nedsttende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden -- men hvad
har jeg hrt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der
bd ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Flelse trofastere
end jeg, der var henvist til den alene! -- O, hvor lavt og ynkvrdigt
har jeg ikke opfrt mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig --
ak, jeg har ikke Hjerte til at nske det og dog var det maaske det
bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans
Livs Lykke afhang af min Kjendelse -- #min#! jeg Elendige! At saa
megen Kjrlighed skal kunne blive en Forbandelse for En -- det, som
ellers er den strste Velsignelse!

Hun vendte sig bort. Graaden kjmpede for at bryde frem.

-- Kjreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes
sitrende Skulder, -- du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette --
og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Flelse for
#mig#, som mindre er Kjrlighed end svrmerisk Venskab.

-- Hvorfor -- udbrd hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik --
hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjr det vel paa
forskjellig Maade -- I er jo ikke ens -- og Forholdene er ogsaa nu
helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest --

-- Aa -- Minna!

-- Og er mest forelsket i ham, tilfiede hun sagte, idet hun saae
ned.

Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde
faaet et Std. Jeg flte den af min Skinsyge bestandig hemmelig
frygtede elementre Magt rette sig imod mit Haab, alle mine
nsten kronede Anstrengelser, -- denne Elskovs ubekjmpelige
Frstefdselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig mhed.

-- Nei, tag det ikke saaledes, Harald, -- o Gud, jeg har saaret dig,
og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men
alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet
ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet lnger. Jeg fler
kun, at I begge hrer med til mit Liv, -- jeg bliver revet til to
Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!

-- Et sundt og sandt Menneske, min egen kjre Pige, naar du frst
kommer igjennem disse Kampe og Brydninger -- ved egen Kraft .... Gud
veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er
slet Ingen, som kan det, -- neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun
end fler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjre
hende til din Fortrolige, -- der er i alt Fald strst Sandsynlighed
for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe,
-- jeg tror ikke, du br sprge Andre end dig selv, -- din egen Natur
vil maaske pludselig instinktmssig vlge, hvad der er til Bedste for
den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg
forge dine Sindsbevgelser og navnlig ikke -- som idag -- ved vor
Nrvrelse snart faa den ene, snart den anden Vgtskaal til at synke.
Det kan du ikke holde ud, -- og sandsynligvis vilde det ende med en
hovedkuls Afgjrelse, som det var lige ved fr. Vi har nu hver for
sig vret hos dig og frt vor Sag -- fra nu af --

-- Frt eders Sag! udbrd Minna og saae troskyldig paa mig; men,
kjreste Harald -- det har du jo slet ikke gjort.

-- Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. -- Synes du, at jeg tager det
for roligt --

-- Nei, nei, min sde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa m og
kjrlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du
kunde sige af Bebreidelser, -- men vr vis paa, at desto mer siger
jeg mig selv dem.

-- Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret
til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, -- som om jeg vilde
nske denne Tid borte, selv om den ikke frer Fremtid med sig. Jeg er
dig dog saa taknemlig for den Kjrlighed, jeg har flt --

-- Nei, Harald! sig dog ikke det --

-- Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde
det falde mig ind at skrmme dig ved at udmale srgelige Flger af et
saadant Tab for mig .... Hvad der skal bres, maa bres, og jeg vil
tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme
sundt over det -- og -- skjndt jeg ikke kan forsge paa at glemme
dig -- heller ikke vil -- -- --. Mine Lber skjlvede og inene
fyldtes med Taarer. -- -- Nei, nei, afbrd jeg, -- det var jo ikke
dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det
Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemrkning, at fra nu af maa
Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er
afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen
-- hvis du havde Slgtninge paa Landet, som du kunde besge -- --

-- Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen -- hendes Mand har en Gaard
dr, -- dem kunde jeg godt besge -- de bad mig endnu i Sommer, og
jeg behver ikke engang at skrive frst.

-- Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?

-- Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.

-- Saa gjr det, Minna, det er jo ikke Noget at opstte. Og naar du
saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.

Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og
stirrede ud paa Haverne.

Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hnderne og
ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nrmede jeg
mig og berrte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine
forgrdte ine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden,
der nerveust krammede Hatten.

-- Hvad er det? du vil da ikke gaa?

-- Jo, Minna, -- jeg skal -- det er allerede -- jeg mener, naar du
skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.

-- Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.

-- Ja men, jeg skulde gaa -- hen at tale --

-- Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade
mig vre noget ene, skjndt det er jeg netop bange for, men jeg maa
jo vnne mig til det .... Naar kommer du igjen?

-- Nei, jeg kommer ikke igjen.

Hun sprang op: --

-- Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke vre denne
Aften hos mig?

-- Jeg troer ikke, det vilde vre rigtigt -- vi er jo ikke lnger
forlovede.

-- Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa vre, -- saa lnge -- i alt
Fald -- der er jo endnu ikke sket Noget --

-- Endnu -- indtil du maaske slaar op med mig. Men du skal ikke
vre ndt dertil, du maa ikke have den Flelse, at du hver en
Forbindelse, -- hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du
derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hvet vor Forlovelse, --
du maa fle dig fri.

-- Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tnkt
sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin
Ring, der straalede, idet hun knugede Hnderne sammen.

-- Det er sandt, Ringen, udbrd jeg, og med Flelsen af en heroisk
Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.

-- Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min,
aa, giv mig ikke Ringen tilbage -- forlang ikke din! -- hvorfor skal
vi vre saa grusomme mod hinanden?

Jeg sukkede smilende, trykkede mt hendes Haand og kyssede den --
taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en
undvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vkker
alle Forholdets Flelser i een Sum ved at rre ved dets magiske
Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke flt Forkyndelsen af den
vanrende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Snderbrydelse i Bdlens
Hnder.

-- Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de
samme.

-- Kjreste Minna! du kan selv tnke dig, hvor megen Overvindelse det
vil koste mig at blive borte, -- jeg veed virkelig neppe, hvad jeg
skal gjre af mig selv, naar jeg rigtig tnker paa, at det maaske er
den sidste Aften, da jeg kunde vre hos dig ....

Min Bevgelse overvldede mig; jeg pressede Lberne sammen, og idet
jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fstede mit ie sig
ved en stvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var
Synd at sige, at der var noget srlig Skjnt ved den, og alligevel
var der en sand Rdsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at
se. -- Minna saae hjlpelst paa min Smerte, -- jeg mrkede det,
skjndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid,
fr jeg kunde fortstte: --

-- Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de
samme, men vi vil dog vre anderledes mod hinanden, og det maa blive
pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har
truffet en saadan Bestemmelse -- jeg mener overfor Stephensen ser det
korrektest ud. --

-- Men hvis nu han kommer til os i Aften!

-- Har han talt om det?

-- Nei, -- jeg tnker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at
du ikke skal vre ene med mig, -- han troer vel, at du kommer som
sdvanlig. --

-- Du har Ret -- nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til
.... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, -- der er vel nok En
eller Anden, som du kan faa til at lbe det lille Stykke Vei .... Bi,
-- se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den
sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun hre, at du
sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke
kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, -- det kan da Ingen forbyde
mig at kalde dig.

Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun
borede sit mme Blik ind i mit med et ngsteligt og sprgende Smil,
og hendes Hoved nrmede sig ganske lidt -- maaske umrkelig for hende
selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Lber mdtes i et
langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig
for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig flte jeg, at hun
slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse
med Armen om hendes Liv, mrkede jeg, at hun neppe kunde sttte paa
Benene, -- hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter
Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til
den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til
Rette under hendes Nakke.

Derpaa lukkede jeg Dren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede
frem af Kjkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente
Vand, da hun hrte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket,
bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun
ind i Dagligstuen; det forskrkkede Udtryk, der gjorde hendes grove
Ansigtstrk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig
Skjnhed ved at vidne om hendes store mhed for Datteren.

Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstlse Pige, skyndte jeg
mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste
Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.




VI


Paa Bordet i mit lille Vrelse laa der to Breve, det ene med engelsk,
det andet med tydsk Postmrke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og
aabnede hurtig min Onkels Brev.

Han skrev -- som sdvanlig kort og forretningsmssig -- at paa Grund
af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om
fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende
mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke
gjre min Carriere noget Afbrk, og det var vigtigere ikke at
forsmme denne gunstige Leilighed til at indtrde i praktisk
Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Belb,
der vilde vre tilstrkkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og
bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at
han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.

Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro.

Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet
mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne
hndes mig noget nskeligere -- (saafremt der da overhovedet lnger
kunde vre Tale om nsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive
flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder
-- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde vre udsat for at mde hende
--, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde
fordre Anspndelsen af alle mine Krfter. Men naturligvis dvlede
mine Tanker ikke gjerne ved en nskelighed, der havde en saa pinlig
Forudstning.

Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det vre saa
ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par
Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevgelsers
Dnninger og sikkert mer end nogensinde trngte til en trofast
Sttte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Flelse af, at
den Kjrlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan
vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter
henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog!

Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa
frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at
opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.

Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke
kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tnke paa
at forsge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop
for ieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise
ham Fortrolighed.

Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et ddeligt Saar, -- og
hvis jeg seirede, en ubielig Lov, der jog mig bort fra den
tilkjmpede Lykke -- det var dette Brevs ikke just henrykkende
Forjttelser. -- Jeg flte mig endnu mere mismodig, end da jeg
traadte ind i Vrelset.

Udenfor regnede det tt, og den snvre Gade formrkede Kamret saa
strkt, at jeg maatte stte mig ved Vinduet for at kunne lse det
andet Brev -- fra min Ven Immanuel Hertz -- han var opkaldt efter
Kant -- i Leipzig.

Efter at have lyknsket mig til min Forlovelse -- han undskyldte, at
Lyknskningen kom lidt sent -- mange Forretninger -- skrev han, at
han var bleven bekymret ved at hre gjennem Moderen, at hans kjre
gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjlelse, som han
havde paadraget sig i Prag, -- han frygtede, at Moderen maaske for
ikke at gjre ham ngstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om
uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.

Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne
Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig
skjbnesvanger.

Foresprgslen gav mig saaledes ikke meget at tnke over, derimod
granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende
Lyknskning og mente deri at opdage noget Tvungent.

Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en srlig Interesse for
mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om
ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham
syntes, skjndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig.
Alt dette pegede i samme Retning, og forvrig var det at lre Minna
at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet,
at min Formodning ikke var lnge om at blive til Vished.

Altsaa, han havde ogsaa brndt sig! -- hvorledes han vel var kommen
over det?

Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere
fornuftmssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel
neppe vret ulgeligt.

Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert
for ham vret Midlet.

Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for
dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind
i forrderiske, engelske Fremtids-Drmme, der rigtignok oversprang
den vigtigste Side -- Virksomheden -- som noget Underforstaaet, men
til Gjengjld viste mig mit eget kjre Jeg, et Par Aar ldre,
galopperende med i en prgtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken
jeg forestillede mig som Grosser Garten), dandsende paa Baller, der
straalede af alle high-lifes Diamanter og Stjerner, eller som Gjst
paa et gammelt Herresde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og
Dyrehaver, -- en feiret Gjst, frste Mand ved Lawn-Tennis, ikke
sidste i en vild Parforce-Jagt og prcis mdende paa Signalet af
Middagsklokken, Sjlens Stormklokke, som Byron kalder den; -- og
naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var
jeg omringet af disse Misser der bermmes som Verdens deiligste
Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige
for den Hyldest, som en snderreven Sjl endnu er Skjnheden og
Elskvrdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte
ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhvede dets
fordringslse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet
af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsgende
Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mrk og stille
Kvindeskikkelse: -- saa oplste hine Drmme sig strax i deres
Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv
deres Virkeliggjrelse maatte blive tom og indholdsls i Forhold til
dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg flte alt det Gode i
mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og
bundflde sig i Sjlens ubevidste Naturdyb.

Skamfuld over, at jeg i dette ieblik havde ladet mig trolst forlede
til saadanne udsvvende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa
hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder
(der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Prsenter-Bakke for
en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), -- for
udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller
Smerten over hendes Tab.

Jeg betoges af en feberagtig Lngsel efter at se hende.

Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele
Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.

Det var allerede kjendelig mrkere, og det lod ikke til, at jeg vilde
blive hentet.

Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det
Haab, at hans Nrvrelse hos Jagemanns vilde ndvendiggjre min.

Endelig gav jeg mig til at tnde Lampen, for at skrive til min Onkel.

I det samme ringede det.

Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet -- eller snarere udenfor
Bordet, og hrte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Dren, som
jeg aabnede paa Klem. Det lod til at vre en Kuldrager, som der var
bleven lukket op for.

Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smkke min Dr i, da jeg
hrte en spd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen,
af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.

Aandels lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nrmede sig, og der blev
pikket ganske sagte paa Dren.

Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar
med et forgrdt Ansigt, som jeg kjendte, -- hun boede i samme Hus som
Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes
mindre Sster.

-- Vil du mig Noget, min lille Ven?

Barnet saae ned og snftede.

-- Skal du sige mig Noget -- eller bringe mig Noget?

Nu hylede hun, og gned sig rundt i inene med den ene Haand; den
anden holdt hun indsvbt i et Trklde. Jeg trak hende indenfor.

-- Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?

Men nu brlede hun formelig.

Herregud, hvad skal det dog sige, tnkte jeg og trippede om i
utaalmodig Fortvivlelse.

-- Jeg kan ikke .... gjre for det, begyndte hun endelig. -- Jeg
havde -- jeg skulde -- det var den lille Jagemann -- hun gav mig den
lille Bog -- og den store Jagemann gav mig en Kage -- til at spise
paa Veien -- og saa var det -- --

Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind
under Trkldet og rakte den overslede Notitsbog hen imod mig.

-- Jeg kan ikke gjre for det -- det var en kel Dreng -- han
skubbede -- og saa faldt den lille Bog -- i en Pyt -- u hu! paa
Dibbelswalder-Platz -- hu! --

Jeg skyndte mig at finde en Slvgroschen, som jeg stak i hendes lille
vaade Nve, og foer ud af Dren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis
Latter fulgte mig ned ad Trappen.

I faa Minutter -- hvor vare de alle kostbare nu! -- naaede jeg
Rhrhofsgasse.




VII


Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: --
Tak, fordi du kom.

Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var
tndt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde
sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den
illegitime Frier foer under Familiebesgets neutrale Flag. Hun
underholdt ham om deres Logerende: Slette Mennesker, Hr. Stephensen!
Ja, vi har saamnd mange Gange nsket os Dem igjen. Men, Gud bevares,
ham nu er der ikke Noget at sige paa, -- han er ogsaa Maler, det vil
sige, paa en anden Maade -- Dekorationsfaget.

Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget hflig paa hinanden, og
jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, -- Minna havde
ham jo dog saa kjr, og hendes Flelser maatte beskytte ham mod min
Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske --
iflge det gamle Mundheld -- desto varmere.

Jeg trykkede Fru Jagemanns blde og slappe Haand, og efter at have
ladet Blikket gaa ligesom sgende om i Vrelset, henvendte jeg mig
til Minna: --

-- Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog -- det var derfor --

-- Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tnkte
nok, De vilde savne den.

-- Saa? -- ja, saa tager min Vrtinde nok imod den.

Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for
min Skyld, I gjr jer al den Uleilighed?

-- Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og biede Hovedet ned
over nogle Noder, som hun bladede igjennem.

-- Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig
gemytligt, sagde Moderen.

Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.

Paa Vindues-Brttet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud.
Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde
nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet
sammen, stod i Midten og bevgede nikkende deres slanke
Plante-Legemer. -- Nogle Akacieblade og et Stykke kroget
Kirsebr-Gren glinsede i det udstrmmende Lys. Den ttte, fine Regn
ld som en sagte Hvisken, -- en Vandrende blandede sin Pludren deri.
Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmssig spredte Ruder, mellem
hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. --
Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende
Flelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en
hist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange
Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Flles end
Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsls Skjbne,
lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede
Lysene. -- Men -- tnkte jeg -- mon der i nogen af disse Stuer
findes et saa underligt Selskab samlet som dette!

Gemytlig kunde ikke egentlig vre den trffende Betegnelse for
Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke
havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at
sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt -- det
var hendes Bidrag. Jeg flte trykkende Ndvendigheden af at sige
Noget, men Stephensen kom mig i Forkjbet.

Er der smukt dr i Meissener-Egnen? spurgte han -- aabenbart for at
lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.

-- Aa nei, det kan jeg ikke sige, -- det er det modsatte af sydpaa,
hvor Sachsen bliver smukkere, jo lngere man kommer ned. Kjender du
ikke vort smukke Rim:

    Denn gleich hinter Meissen --
    Pfui Spinne! -- kommt Breissen.[2]

     [2] Breissen d. v. s. Preussen.

Hun sagde dette -- trods en vis nerveus Anstrengthed -- saa pudsigt,
at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.

-- Ak ja, klynkede hun, mens hun trrede Taarerne af sin store
Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Id at besge
Wilhelmine, -- nu har du vret borte hele Sommeren -- du maa dog have
faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjr for meget Vsen
af dette med den friske Luft.

Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjrende, --
skjndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske gte. Dersom
Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor
pinlig, og vi havde haft en Flelse af, at vi ligesaa godt kunde tale
rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nrvrelse
satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til
at skjule de virkelige Bevgelser.

-- Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru
Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske,
Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og
min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer
-- saadan en Familiekreds, -- hm! -- saa at sige .... Jeg blev
rigtignok altid skjldt ud af min Makker.

-- Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrd Stephensen hende med sit
elskvrdigste Smil.

-- Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og
fintflende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa
vred, naar Spillet gik ham imod, -- ja, det veed Gud han gjorde, ak
ja! Modgang -- det var ikke for salig Jagemann.

-- Han var en dygtig Spiller, husker jeg. --

-- Dygtig, ja, det maa De nok sige, -- han var saamnd dygtig til
Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom
i Spil -- hvad hjlper det, naar man ingen gode Kort faar? -- --

Eller har en enfoldig Makker, tnkte jeg.

-- Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok vre bleven Andet end en
fattig Gymnasiallrer -- hvad skal man sige -- slette Mennesker,
Hr. Stephensen -- ak ja -- og saa Skjbnen, veed De nok, Modgang. --

Stephensen forsgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt
Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt
imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om
hendes Lber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa
Skuldren: -- og den var ikke for ham, det var virkelig Skade!
udbrd hun. -- Forresten har jeg aldrig hrt, hvori den bestod.

-- Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dr
af Jagemann, bemrkede jeg.

-- Aa ja, der er kommet noget af den gamle Biedermann deri, skjndt
han nok kunde se venligere ud.

-- Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.

-- Ak Gud, ja, ak ja!

-- Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men
Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok
et slemt Billede -- jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa
en Vg.

-- Gud, Hr. Stephensen -- hvor kan De sige -- det nydelige Maleri --
vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver -- det vil sige,
her var nok et med to smaa Brn i en Baad -- og jeg syntes saamnd,
det var rigtig kjnt, -- men Minna vilde ikke tillade, at det var
her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De
jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men
Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige -- man kan da ogsaa tydelig
se, hvem det skal vre --

-- Men kun hist utydelig, hvem det er, sagde Minna.

-- Aa, du er rigtig et stygt Barn!

Stephensen lo.

-- Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig --
Billedet kan ikke reddes -- men man kunde gjre et nyt -- f. Ex.
netop saadan en Blyantsskitse.

-- Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.

-- Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lrredet
lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Ti.

-- Bruger alle Malere altid saadanne nedsttende Udtryk om deres
Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hrer aldrig andet af jer,
end at I griser, klatter eller, naar det kommer hit, smrer.

-- Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, -- det er en temmelig
udbredt artistisk #faon de parler#; -- der ligger lidt Selvkritik
deri -- og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfngelighed.
Jeg skal se at lgge den Vane af. Forresten har I Damer noget
Lignende, naar I taler om eders Klimpren -- hvad du fr gjorde. --

-- Aa -- det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrd Minna,
fornrmet paa hans Kunsts Vegne. -- Det er jo at gjre Nar af mig.

Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet.
Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og
begyndte paa et Prludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og
kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tnkte, at han vilde
tegne Minna ved Claveret -- rigtignok saae han hende temmelig meget
bag fra -- men snart mrkede jeg, at det var mig selv, der var
Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse rgrede mig lidt, men
Stephensen smilede -- der kunde ungtelig vre noget Indtagende i
hans Smil -- og pegede med Blyanten hen paa Minna. Er det virkelig
til hende, han vil tegne mig, tnkte jeg, -- det var et underligt
Indfald, men i Grunden ganske kjnt. Og jeg sad saa stille som en
Mus, lyttende til Tonerne.

Det ene Prludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og
langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet
Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfngelig paa
hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret -- selv
overfor Stephensen. Forvrig var han neppe en synderlig opmrksom
Tilhrer, da han tegnede ivrig, idet han af og til bjede sig frem
for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:

-- Maa det nu vre nok? -- Uden at vente paa Svar, sprang hun op og
udbrd: Hvad er det I dr har for?

-- Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede
Stephensen over Skuldren, -- det ligner nok. --

-- Saamnd -- hm.

-- Ih, nei -- se! Allerkjreste! udbrd Moderen --

-- Naar blot -- jeg troer --

-- Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.

-- Nei, maaske er det feil -- og det er saa anmassende.

-- Vist ikke! et frisk ie opdager let Noget -- og du kjender jo
Ansigtet bedre end jeg.

-- Jeg troer, at Hagen skal vre strre.

-- Virkelig! -- Stephensen maalte, viskede ud og rettede, biede sig
frem for at se, rettede igjen. -- Ja vist blev det bedre, jeg troer
endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik,
Minna! --

-- Maaske skulde du ogsaa lade Adams-blet trde lidt strkere frem,
det er saa karakteristisk for ham. -- Se nu, hvor det har hjulpet!

Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var
kun flygtig gjennemfrt, men sikker og let i Linierne. Da man ikke
kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening
om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det gldede mig hemmelig, at
hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil rbede
den barnlige Glde, som en Kunstner altid fler, naar Noget er
lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, lsnede Bladet med
sin Pennekniv og gav det til Minna.

-- Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. --
Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende
ved saadan en Tegning end ved et Photographi, -- mere Stemning, jeg
veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til
at tnke paa ldre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier
af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da
Folk har vret saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en
Afbildning af en Person, som de havde kjr.

-- Det er ikke fr faldet mig ind, sagde Stephensen, -- for mig
ligger det nrmere at tnke paa Kunstvrdien, men der er Meget i,
hvad du dr siger.

-- Ganske vist, bemrkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid
har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men
er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og
Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

-- Ak ja! udbrd Fru Jagemann, -- Verden er rigtignok gaaet frem,
siden jeg var ung! Photographien er en magels Opfindelse, og den
ligner jo ogsaa allerbedst.

Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det
stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte
sig til.

-- Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrmmede Stephensen med sin
smidige Villighed til at oplse Dissonanser, -- kun er der Noget i
Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan
frembringe mrkelige Resultater.

-- Har du aldrig forsgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

-- Endnu ikke. Der er -- mrkvrdigt nok -- ikke kommet nogen
Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forge dets
enestaaende Samling af Selvportraiter.

-- Og naar jeg nu beder dig derom?

-- Saa skal jeg gjre Forsget -- i disse ensomme Aftener, hvis da
ikke Hotelspeilet gjr mig altfor skjv .... Men nu maa jeg tage
Tiden i Agt og tegne dig.

-- Skal jeg virkelig #sidde#? det er Noget af det Vrste for mig.

-- I alt Fald er det lnge siden, jeg har plaget dig, svarede
Stephensen sagtmodig og med en slsom vemodig Stemmeklang, der var
ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: og hvem veed, om jeg
nogensinde mer kommer til det!

Minna satte sig uden flere Indvendinger og ndrede et Par Gange
Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne.
Snart holdt han inde, misforniet med Lyset; jeg flyttede Lampen til
Rette for ham. Derved bemrkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret
var bleven erstattet med en ny -- til re for Stephensen, som det
syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde vret saa m
over hans Sknhedssans, kunde der vre Tvivl om. Det var sandsynligt,
at Minna havde haft vigtigere Ting at tnke paa, end Skaaret i en
Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb
rbdighed for Hr. Kunstmaleren, men ogsaa en vis moderlig mhed
fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til
kjrlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over
Strikkestrmpen, som om hun sagde ved sig selv: Ak Gud, ja! sidder
du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke fr? --

Jeg nrede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhngt af hende,
kunde jeg ligesaa godt vre gaaet strax. Og skjndt jeg vel vidste,
hvor langt Minna var fra at ville raadfre sig med hende, og at hun
imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele
Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en
naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, -- som om det slet
ikke voldte hende nogen Vanskelighed at frdes imellem sine to
Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes
Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glde over at have en
Tegning af mig, fr hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til
hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den
Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne
Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Flelse og
instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge -- Samtalen dreiede sig om
tydsk Theater og Skuespilkunst, -- men da hun blev tegnet i halv
Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun
svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig
til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at
hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde
tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved
Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde vret
nogen synderlig Theatergngerske, men hun havde svrmet for Devrient,
som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brdderne, og
hvad hun havde hrt af Andre, der havde mere Sands for Kunst,
blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det
Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om
hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

-- Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet
vores Theater, Hr. Stephensen! Davison -- ja, ham har De da hrt om?
De veed nok, den smukke Villa, som han byggede -- lige overfor den
bhmiske Banegaard -- den Gang var det noget Nyt -- nu er der jo saa
mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene vrd. Som
Mephistopheles -- rystende -- nu turde jeg ikke se det for aldrig det
-- han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil
Devrient -- aa! det var nu paa en hel anden Maade -- ophiet, idealsk
-- Max i Wallenstein -- man blev lftet -- det kan Nutiden slet ingen
Forestilling gjre sig om -- det sagde ogsaa salig Jagemann -- han
vilde slet ikke meer gaa i Theatret -- De husker nok, naar De roste
Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde
De have seet #den# og #den#. #Hans# Svrmeri var nu Madam
Schrder-Devrient, -- ja, hende husker jeg da ogsaa -- storslaaet
tragisk -- Plastik -- klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han
forsmte aldrig en Aften, naar hun spillede -- det var fr vi blev
gift -- hun kom fra Theatret fr halvtreds -- ak Gud, ja -- saadanne
Kunstnere -- det var rigtignok en Glandsperiode.

-- Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa
den ldre Generation, at den ikke lnger kan holde ud at gaa i
Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

-- Nu ja, der seer De, -- daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei,
det var noget Andet den Gang -- da var der godt her i Dresden -- da
saae man ikke alt dette stive preussiske Militair -- der var ikke al
den Told og de mange Skatter -- ak, hvad kunde man ikke faa for
Pengene -- Kjdet er nu blevet over en Trediedel dyrere -- ej, ja,
ja!

Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, -- og gik henimod
Dren.

Minna lo og reciterede: --

    -- Wie Lieb' und Treu und Glauben
    verschwunden aus der Welt,
    und wie so theuer der Kaffee,
    und wie so rar das Geld. --

-- Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemrkede Stephensen.

-- Ih nei, udbrd hun ivrig.

Jeg tnkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab,
og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der
syntes at lse i mit Ansigt, sukkede hrlig. Stephensen lagde
Skitsebogen paa Bordet og lnede sig tilbage med Hnderne under
Nakken.

Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at vre frte
tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi flte, hvor umuligt det
var at konversere os fra den.

Fru Jagemann traadte ind med Dkketi, og Minna stod op for at hjelpe
hende med at dkke Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen
Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. --

Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog
Stephensen fat igjen.

-- Saa, nu faar det vre godt, -- det er ogsaa snart sent, og Minna
skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet
et Kvarters Tid.

Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et
Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udfrt
som den af mig, men selve denne ngstelighed gav det en vis
elskvrdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var
givet nsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det
Sete.

-- Det kunde blive bedre -- men selv om der var Tid, vilde jeg frygte
for en Besser-Machen.

Han lsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

-- Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna.

Stephensen rakte hende det:

-- Du, -- for at give det til den af os, som du mener kommer til at
trnge mest dertil.

Der var en dyb og srgmodig Alvor i hans Stemme, der skjlvede ganske
lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste
Hentydning, der i Aftenens Lb var faldet til den forestaaende
Afgjrelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen vret betnkt
paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der lbe udenom
Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrkkede os nsten -- ham
selv maaske ikke mindst -- men jeg i det mindste gldede mig strax
derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde liet os bort fra
Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i inene: -- det var som
en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg flte endogsaa en vis
Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde
viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Flelse deri --
Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg
forsgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, -- det
var sket paa en keitet, stdende Maade og havde kun efterladt pinlig
Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag.
Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham
at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af
det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig
Haand rrte ved det, som vi havde ment maatte vre tabu. Dette Held
beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afndte mig den
tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --:
at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv,
at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i
Virkeligheden kun vidner om strre Bevandring i det selskabelige Liv;
men beskjmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

Minna tog imod Bladet uden at svare og med snket Blik. Hun lagde
det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette
Naboskab som et godt Varsel.

Jeg husker ogsaa, at jeg opsgte hin stvleformede Plet paa
Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde --
for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da
jeg tog Afsked med Minna: maaske faar du aldrig mere denne Plet at
se. Hvis jeg nu havde forsmt at betragte den, kunde det jo gjlde
endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjlling,
fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for
dem.

Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne ine; hun forstod
Intet af, hvad der bevgede os, men mumlede mekanisk:

-- Allerkjreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent.

Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at
forhale Afskedsieblikket. Endelig rev vi os ls.

Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedren var endnu aaben.

Jeg lod ham trde frst ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten
af, strakte han den hire Haand ud imod mig.

-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se,
nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i
Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den
Begunstigede, saa vil den Anden vre det Menneske, der mest af Alle
nsker ham Lykke -- for hendes Skyld.

-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!

Vi gik hver til sit.

Det var hrt op med at regne. Mellem de lse Skyer tindrede hist og
her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og
Flisefortovene skinnede langt bort med en de og trist Glands.




VIII


Den flgende Dag gik jeg som sdvanlig paa Polytechnicum. Men
forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.

Efter Middag besgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven
Efterretning om Faderens Befindende. -- Den gamle Mand laa i Sengen;
han hostede og havde lidt Feber.

Hertz spurgte strax efter Minna -- hvorfor hun ikke var med?

-- Vi mente, I var uadskillelige, tilfiede Fru Hertz.

Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som
dette Udtryk voldte mig, vilde ellers vre bleven paafaldende. Jeg
syntes, jeg kunde fle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra
mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde
overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.

De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var
reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke
engang vidst Noget derom!

-- Hun fik frst Brev derom igaar, sagde jeg. -- Cousinen nskede saa
meget, at hun skulde komme strax -- hun var ikke rask -- Humeursyge
troer jeg.

-- Ja, saa kan jeg tnke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er
altid saa magels, naar Nogen feiler Noget.

-- Det er rigtignok Skade, at det skulde vre netop nu, klagede
Hertz. -- Jeg havde gldet mig til, at hun var kommen i disse Dage,
hun havde nok spillet lidt for mig, -- Dren kunde staa paa Klem ind
til Dagligstuen -- hun spiller saa kjnt.

Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min
Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg
havde ventet.

-- Allerede i Lbet af Maaneden! udbrd Hertz. -- Ja, Dresden er som
et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne
gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her.
Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var
en meget lrd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden ....
Naa, De er jo ung og maatte ud at virke -- et Aarstid fr eller
senere.

-- Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt
at sige, bemrkede Fruen.

-- Ja, Minna -- stakkels --. Han afbrdes ved et Anfald af den trre
Hoste, som af og til havde besvrliggjort hans Tale.

-- Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, -- den Tanke allerede at
skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tnkt
meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne
Bestemmelse. --

-- Nei, nei, kjre Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden
ud -- ikke det -- Arbeidet kan ikke rette sig efter -- efter vor
Tilbielighed .... Pligten frst -- Virksomhed jo fr jo heller --
Mandens Kjrlighed arbeider -- og Kvindens bier. --

-- Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes
er det, -- ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vr
ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast
Sjl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil
komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tnker Dem.

-- Jeg vil haabe det, kjre Frue, men jeg troer rigtignok, at De
altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna,
og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan
Adskillelse.

-- Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, -- for Minna -- vil det falde
tungere .... Men -- vi maa alle kjmpe -- hver med sit -- og det
bliver til vort eget Bedste. --

-- I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i,
sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og
Strabadserne, veed De nok, kommer man over. -- Og eet kan De vre vis
paa, at vi skal vre Alt hvad vi kan for den kjre Pige, og hun
kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk
som vi kan vre det.

-- Jeg kunde aldrig nske hende bedre Venner, og det er mig det mest
beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder
Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjre Minder, som vi har
sammen.

Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.

-- Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, -- jeg vilde
nske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver
jeg til Deres Sn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.

-- Ja, hils ham -- og -- at han ikke gjr sig Bekymringer, -- jeg
mener, -- han er jo saadan en kjrlig Sn, -- men De ser selv, det er
ikke Noget -- af Betydning.

Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.

-- Det er kjnt af Dem, at de strax tnker paa at fortlle Immanuel
det, -- nu faar I jo lnge ikke hinanden at se, og han holder meget
af Dem, -- De maa besge ham paa Veien.

-- Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! --

Jeg havde under denne Samtale et ieblik glemt den frygtelige
Usikkerhed, hvori min Kjrlighed nu levede. Men skjndt denne
Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog
ringere, og jeg var mere tilbielig til at se lyst paa Fremtiden, end
jeg havde vret det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette
elskvrdige gamle gtepar var saa sammenvvet med vor Kjrligheds
fredelige Idyl, at blot denne korte Samvren med dem opfriskede dens
Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg
havde fundet dem med den samme Tillid til vor flles Lykke som fr,
nu da den for mig stod saa anfgtet, og jeg tog denne Tillid for
endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed -- hvilket ganske
vist i Andres ine vilde have forringet dens Vrdi; men jeg trngte
just til et Stttepunkt, der ikke engang havde flt Noget til
Rystelsen. De vil ikke blive skuffede, sagde jeg til mig selv, Alt
vil vende sig til det Bedste, -- den gamle Hertz dr ikke, og jeg
mister ikke Minna.

Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde vret
det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesg, hvis jeg havde
vret mindre optagen af min egen Skjbne, have bemrket Meget, der
lod befrygte, at en strkere Disputator -- den strkeste! -- vilde
sige sit: _Nego majorem_. --




IX


Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at
spadsere.

Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet
og blste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i
Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede
kolossale Ammer promenerede med Brnevogne, og gjennemstreifede
Grosser-Garten, -- idet jeg bestandig opsgte de Veie og Gangstier,
hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg lnge paa Udsigtshien.
Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden;
men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man inede Intet til de
fjerne Hider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske
Stemning, som havde oplivet mig efter Besget hos Hertz's var
forflygtiget, uden at dog den foregaaende srgmodige Tilbielighed
til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt
af en underlig slv Uro.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha -- jeg maatte
lgge Benene op over det ene Armln paa en smudsig Antimarcasse, saa
lille var den. Lampen tndte jeg ikke; en Gadelygte og en
Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man
kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mrket; man fristedes
hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i
timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de
sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos
Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med
Stephensen -- lnger naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg
gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og
Bevgelser saa niagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt
Formaal dermed, -- som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet
en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i
Bevgelse, sig ikke lnger standse. Men i Stedet for som fr at rykke
frem i Orden, efter Rkke og Geled, til en overskuelig Mnstring,
trngte den sig nu oprrsk frem, idet hver Enkelt vilde gjre sig
gjldende, og de Sidste vilde vre de Frste. Dersom alle Soldater i
Kong Mithridates' Hr samtidig havde appelleret til hans bermte
Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe
fat i ham og raabe: -- Husker du ogsaa mig? -- hvad hedder jeg? hvad
er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmrket mig? hvor fik jeg
dette Ar? -- saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet
sig i en lignende Overvldetheds-Tilstand, som den der holdt mig
vaagen, indtil det begyndte at lysne i Vrelset.

Hit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i
Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers
Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe
huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelsninger. Jeg gik ud
i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og
paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i
Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor
stemningsls og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig,
ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i
Berlin eller i Kjbenhavn.

Paa en Theaterplakat stod Ktchen von Heilbronn -- vi skulde have
seet den sammen i Aften!

Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mssige Uhygge ophvede
Begrebet Omgivelser og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dr
paa min Seng -- Sophaen var for radbrkkende -- og holdt Revue over
disse tt sammentrngte utallige Minder, som en dende Alexander,
der tager Afsked med sine Soldater; -- de ledsagede mig som et
Srgeflge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede
sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, -- og da jeg endelig sov
ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. --

Da jeg stod op den flgende Morgen, flte jeg mig afkrftet, og
modls imdesaae jeg denne Hr af Plageaander, som jeg havde besvoret
og ikke kunde mane bort igjen.

Jeg nskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.

Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,
tnkte jeg, eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.

Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en
bindstrk Roman havde holdt mig med Selskab.

Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte De tre
Musketerer, som jeg tnkte maatte vre formaalstjenlig.

Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op,
som laa paa Disken.

Jeg fik som et Std, da mit Blik faldt paa Navnet Minna.

Minnas uforlignelige Skjnhed og englelige Sind overvandt dog alle
hans Betnkeligheder -- jeg husker Stningen ordret endnu.

Jeg bladede om, slog op hist og her -- nsten overalt Minna: -- hun
seilede paa en Bjergs i Maaneskin -- -- kldte sig paa til Bal --
sank grdende og sdt blussende i sin Moders Arme.

Er denne Bog ledig? spurgte jeg Udlaaneren, der kom med
Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bgerne med hjem.
Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, -- baade det og
Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min
Rathener-Roman et sandt Mestervrk i Sammenligning hermed, og jeg
vilde ganske vist have slngt den bort efter at have lst en Snes
Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu
lste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig
tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjrende
Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hndelser, der
vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min
Fantasi tilstrkkelig, til at holde mine egne Tanker borte.

Ud paa Eftermiddagen afbrd jeg denne Narkotisering for at gaa hen
til Hertz's.

-- Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige,
der lukkede op.

-- Vist gjr han det, ak ja, saamnd ligger Herren i Sengen, svarede
den Gamle og rystede paa Hovedet. Vr saa god at gaa ind i
Dagligstuen, Hr. Fenger, -- jeg skal kalde paa Fruen, det vil glde
hende, at De er kommet.

Dagligstuen havde det Dobbeltprg af altfor stor Orden og af
Forstyrrethed, som et Vrelse faar, naar det i nogle Dage ikke
benyttes. Stolene stod niagtig paa deres Plads, men paa en af dem
var der glemt en Stveklud. Paa Hjrnet af Bordet, nrmest
Entrdren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i
de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrkket fra det
aabne Vindue havde blst et aabent Brev ned paa Gulvet. -- Hvor
naturligt end Alt dette var, saa forgede det dog den uhyggelige
Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede
Vsen; en redvende Larm fra det snvre Gadehjrne, hvor alle Slags
Kjretier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.

Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par
Minutters Forlb traadte ind. Hun havde forvaagede -- maaske
forgrdte ine, og hendes Smil syntes kun af Vane at vre paa
Lberne.

-- Min Mand sover, kjre Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, --
det er slet ikke godt med ham. --

-- Er det blevet vrre?

-- Ja, Feberen er taget til -- han har ogsaa Smerte i Siden, naar han
hoster -- den ene Lunge er angrebet.

-- Min Gud! -- men De troer dog ikke, at der er Fare --!

Jeg blev ganske kold af Skrk -- ikke saa meget, fordi den gode
Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde
konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjrlighed.

Du gode Gud, tnkte jeg, skulde han dog d, og skulde jeg miste
Minna?

Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae
naturligvis min iinefaldende Sindsbevgelse for at vre et rent Tegn
paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et
inderligt Blik, idet hun svarede: --

-- Fare kan der jo let vre ved en saadan Sygdom hos en gammel og
svagelig Mand. Jeg maa vre forberedt paa det vrste.

Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.

-- Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig
og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg
troer ogsaa, at Ddens Skilsmisse tager sig ganske anderledes
skrmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun
kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tnker nu ved Dem
selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes
snderknust vilde jeg da ikke vre, -- hun maa dog have et koldt
Hjerte.

Jeg saae ned og syntes at Stuen lb rundt for mig. Hvorledes faldt
hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Lberne, Ord, som
paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af
mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en
Varselstemme? Maaske betd de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg
kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankelst:
--

-- Vist ikke -- hvor kan De tro! -- noget Saadant er aldrig faldet
mig ind.

-- Se, nu har De allerede Taarer i inene! udbrd hun og klappede mig
moderlig, -- De er meget flsom -- ualmindelig, men skam Dem ikke
over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god
gtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at
tnke saaledes; men hvis De havde levet et gteskabeligt Samliv med
Minna, og I begge var graanet i Kjrlighed -- det kan man nemlig,
uden at den tager Skade deraf -- tro mig, saa vilde Dden forekomme
Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja
neppe det engang, -- -- ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?

-- Materialist -- nei, det kan man vist ikke kalde mig, -- men --

-- Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller
ikke tnkt saa meget over Dden, og deri har De gjort Ret: Livet kan
endnu lnge byde Dem mer end nok at tnke over .... Hvad mig angaar,
saa har jeg altid nsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands
ine. Skulde jeg d fr ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at
jeg skulde lade ham vre ene i de sidste Aar, det er meget vrre for
en gammel Mand, der alle sine Dage har vret vant til at blive hygget
om og srget for -- vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjtte os,
-- saa har jeg jo ogsaa Immanuel -- Gud ske Lov! --

-- Det er kjrligt og smukt tnkt af Dem, Fru Hertz --, men I vil nok
begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres nske jo endda blive
opfyldt.

-- Maaske. -- Kommer Minna nu snart hjem?

-- Jeg veed ikke.

-- Har De ikke haft Brev endnu?

Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte vre
aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:

-- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort,
saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan
Hertz havde det, da De var her sidst?

-- Nei, -- jeg -- har virkelig endnu ikke faaet skrevet.

-- Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.

Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke
forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen
Bekymring ikke havde optaget hende saa strkt, havde min Forlegenhed
ganske sikkert rbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.

Men nu var den kvindelige Sporsands desvrre slvet; hun glemte strax
sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

-- Jeg vil netop skrive iaften, -- jeg opsatte det, til jeg havde
vret her. Og saa fortller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt.
Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hrer direkte fra
Dem, hvorledes det staar, -- hun vil sikkert strax komme --
ieblikkelig. --

-- Jeg nsker meget, at hun kom, -- men det er mig for pinligt at
kalde hende hertil som for at tage Afsked -- jeg #tr# ikke, det er
maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Vggen. --

-- Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme --?

Alt mit Haab flammede op, jeg inede en ufeilbar Vei til Frelse, naar
jeg inden Afgjrelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her
tale min Sag -- stumt men indtrngende, hvis hun tav, veltalende og
overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? -- En
syg, maaske en dende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes
Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende
til at sge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod
mig sikkert at begunstige en Omstndighed, der syntes mig at vre et
Fingerpeg af Skjbnen.

-- Ja, skriv, kjre Ven! Men de maa srge for ikke at overdrive
Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjre Barn! det vil gaa hende
nr! Hun vil jo selv bedst kunne skjnne, hvad hun skal gjre, trng
derfor ikke for strkt paa, at hun kommer -- maaske hendes Cousine
trnger endnu mer til hende. --

-- Aa, det har vist ikke saa meget at sige.

-- Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de
Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke
fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?

-- Jeg har -- iaften vilde jeg netop skrive det -- jeg kunde dog ikke
kalde hende hjem den nste Dag -- men begge Efterretninger vil jo nu
faa hende til at komme strax -- iovermorgen formodentlig .... Siig
mig nu, kan jeg ikke hjlpe Dem med Noget -- hente Medicin -- ikke?
men maaske komme i Aften og hjlpe med at vaage hos ham?

-- Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone --
en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trngte til Hvile --
De maa vre overanstrengt, Kjre! det er vel for at forjage
Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men
det maa De ikke, hrer De! Farvel!

Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.

Hvor lykkelig flte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!

Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod
kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele
hende Hertz's betnkelige Tilstand og den Forkortelse i mit
Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medfrte.

Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage,
indtil hun havde truffet sin Afgjrelse, og saa -- naar hun havde
bestemt sig for mig -- fortalt hende det mundtlig.

Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.

Skjndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Flelser
Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet,
der rbede hele min fortvivlede og angstfulde Lngsel efter hende.
Det slog mig ved Gjennemlsningen, at jeg var glad derover. --

Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjndt det ikke mer kunde
komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i
en Brevkasse.

Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse
med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig
derfor.

Den nste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.

Feberen havde vret temmelig strk om Natten, men var nu stilnet af,
som det ofte er Tilfldet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen -- Fru
Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen hre derhen.

Dagen tilbragte jeg vexelvis med at lse og hengive mig til
Erindringernes Drmmespil samt med at variere flgende Reflexion: --
Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert
endnu Tog hertil fra Meissen -- (jeg fik Avisen hos Vrtinden og
forvissede mig derom) -- og hun har kun en halv Mils Vei at kjre til
Stationen. -- Maaske -- ja, sandsynligvis -- kommer hun altsaa i
Aften -- og det er muligt -- ja, det er nsten sikkert, at jeg vil
trffe hende hos Hertz's, -- hun vil nok strax ile derhen .... Hun
vil blive strkt bevget -- den moderlige Fru Hertz vil behandle os
som Forlovede -- maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glder sig
over at se os sammen. -- Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun
hjem, jeg flger hende naturligvis -- det er jeg jo ligefrem ndt til
-- og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde vret
nogen Stephensen til.

Et Par Gange opskrmmedes jeg ved Brevtiderne, -- aldrig maaske har
en Elsker mindre nsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den
Dag. Men de gled sporlst forbi, -- efter den sidste Termin aandede
jeg op, som en Befriet.

Det var helt mrkt i Vrelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til
Hertz.

Pludselig gik Dren op paa Klem. Her er et Brev til Dem, sagde
Pigen og stak noget Hvidt ind.

Jeg blev ganske stiv af Skrk -- paa denne Tid, det er jo umuligt!

Brevet var meget stort og stift, -- det beroligede mig.

Hurtig strg jeg en Svovlstik af -- og gav i det samme et Skrig fra
mig: det var Minnas Haand.




FEMTE BOG




I


Nr havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand
fik Lampen tndt.

Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa
Bordtppet, indeholdende Liv eller Dd -- eller hvad der syntes mig
langt herligere og uendelig skrkkeligere end Livet og Dden. Et
ieblik havde jeg strst Lyst til at lbe min Vei. Saa rev jeg
febrilsk Omslaget af.

Det frste, der mdte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.

Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede
Bassanio hans lykkelige Valg, -- ligesaa pludselig forkyndte disse
elskede Trk mig min usalige Lod.

Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb
hendes Brev. Bogstaverne dandsede og fld ud, det varede et Par
Minutter, inden jeg kunde lse:

    Min kjre, inderlig elskede Ven!

  Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tvet, og tvede gjerne
  endnu, men jeg fler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer
  ingen Kraft op i mig til at bryde med min frste Ungdom, til at
  gribe din kjre Haand og begynde et nyt Liv.

  Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg
  synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt
  Alt, hvad der bevger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at
  efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og
  forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa
  sige, for at du ikke skal misforstaa mig.

  Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil
  blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod -- nei,
  det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, -- maaske har
  du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til
  mig selv, der har bestemt mig, og -- ja, jeg mener isr -- det
  var derfor, jeg skrev tvertimod! -- at hvis der ingen Fortid
  var, ingen Bebreidelser at fle eller, kort sagt, hvis det var
  noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg vre langt sikrere
  paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, #nu# --
  som det en Gang er -- vilde jeg ikke kunne gjre dig lykkelig,
  som du fortjener. Jeg vilde fle mig som en Forrderske mod min
  frste Kjrlighed; -- det er sandt, at denne Flelse maaske kunde
  fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstndigheder, som gjorde
  den helt sygelig voldsom, og med din mme, kjrlige Natur vilde
  du da komme til at lide usigelig derunder.

  Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspndte Forestillinger om
  Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide
  mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han
  ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde
  kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjndt han virkelig
  elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjre ham
  ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det
  er vanskeligt at gjre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan
  let synes at vre forfngelig, indbildsk eller overvurdere min
  Indflydelse -- skjndt nei, du tnker jo endnu langt bedre om
  mig, end jeg fortjener, maaske tnker du til Gjengjld for ringe
  om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et
  Samliv med mig -- og #kun# med mig -- maa virke fordlende (jeg
  skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget
  Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg
  selv undertiden tnkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes
  -- kun at gteskab og Familielivet maa vre godt for en Kunstner,
  ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst --
  jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok -- men den
  Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her,
  og jeg haabede, at han vilde gte mig) den Gang hvdede han
  altid, at en Kunstner maatte vre fri, uden saadanne Baand, han
  havde saa meget at kjmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: --
  nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret -- siger han
  -- at han ikke kan undvre mig, han forstener, afstumpes, har
  Intet at leve for, han rkker sin Haand ud efter mig, den Haand
  har selv trukket mig op af en moralsk Slvheds og Intetheds Sump
  -- og nu skulde jeg --! nei, nei! -- Du ser, det er min Pligt,
  det er min Bestemmelse, -- ja, min Bestemmelse.

  Gud give, at vi kunde trffes og vre sammen -- om mange Aar,
  naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke
  berre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du
  kommer vel til at leve i Udlandet, -- det var for megen Lykke at
  have dig i Nrheden som Ven.

  Farvel -- min elskede Ven -- Farvel!

                                Minna.

Jeg lste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjrlige Tone beroligede
min Smerte, ja, der var endogsaa et ieblik, da det indgjd mig en
vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.

       *       *       *       *       *

-- Nei, jeg vil ikke -- jeg anerkjender ikke denne Afgjrelse! Hvad
er det dog? #mig# er det jo, som hun elsker -- mig! Det med ham er jo
kun Riminiscens, og Pligt -- ja og Bestemmelse. En deilig
Bestemmelse: at lgge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans
blasserede Tilvrelse .... Forresten er det altsammen min Skyld --
hvorfor har ikke #jeg# taget Afgjrelsen paa mig? -- Hvor jeg har
vret en Pjalt -- al denne Correcthed og delmodighed og Omsorg for,
at Vind og Sol blev skiftet lige -- det var jo ikke Andet end
Skalkeskjul for Mangel paa Villie -- og jeg lod mig imponere dertil
af ham. Men han havde saamnd talt sin Sag, som hun sagde den Dag;
han kan ikke undvre hende -- nei, det troer jeg, naar han er bleven
led ved de facile Piger og narret af Koketterne -- saa er han kommen
i Tanker, om ikke den Bedste skulde vre tilfals -- for gamle
Minder, -- eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende,
det er nok Sagen! .... Ja, jeg har vret en Pjalt, en dum Dreng!
vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?

Saaledes hudflettede jeg mig selv, -- ja, jeg bebreidede mig
endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og
havde forlokket hende -- saa vilde hun have vret min, og intet Valg
stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde vre sket,
maatte vi begge have vret andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade
synes at ligge den modsatte snublende nr, desto dybere er ofte den
Naturel-Hindring, der skiller dem.

Men nu -- hvad var der at gjre? Opsge hende, tage Alt tilbage,
binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt -- Fortid
og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt,
at hun allerede ikke lnger var i Meissen -- eller at jeg i alt Fald
imorgen ikke vilde finde hende dr.

Mit Hoved vrkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og
did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trngte
til at raadfre mig med En, helst en ldre, overlegen Person! Min
moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.

Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.




II


I dette ieblik gik Dren op, og Immanuel Hertz traadte ind.

Hans skikkelige, men uskjnne Ansigt havde et hist bestyrtet Udtryk.

-- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke --

-- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige
tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i
strk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort.

Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest
levende Smerte, men nu var min frste Tanke den: hvorledes skal jeg
kunne besvre Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger
paa Ddsleiet? At Hertz dde, syntes mig at vre ganske naturligt og
ndvendigt, og samtidig flte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg
forsgte imidlertid de sdvanlige opmuntrende Fraser.

-- Fader ligger i en Ds nu, derfor lb jeg herhen .... Kom med hjem,
Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glde Fader at se dit
Ansigt --

Han havde Taarer i inene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede
Lampen, i det samme som han fik ie paa Minnas Billede.

-- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at nske dig til
Lykke, du forstaar nok -- i et saadant ieblik -- men nu gjr jeg det
af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilflde,
hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man
rigtignok kalde Lykke!

Han trykkede min Haand som i en Skruestik.

-- Tak, kjre Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage
Skjr, som Lygten kastede ind i Vrelset, -- det er saa kjnt af dig,
at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del --
--

Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas
Fortrffelighed. Naa, tnkte jeg, du gjr rigtignok ingen
Rverkule af dit Hjerte. Og det gjorde han virkelig ikke; --
aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos
Andre: --

-- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna --
saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke
egentlig misunder, skjndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt
dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --?

-- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har
overhovedet talt meget lidt om dig, skjndt jeg veed, at hun kan godt
lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berrer det -- at
jeg har haft en Anelse --

-- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklret
mig, men Kvinder mrker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Flelse
for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt
for saadanne Flelser -- hendes Fader var nylig dd, for Resten var
der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min
Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at
skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan
man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den
Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til
Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende
aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det
netop er dig, som hun faar.

Jeg havde en Flelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis
dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjrnet, hvor
Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa
forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!

Lgen havde netop vret der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller
snarere mrke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa
bevidstls hen; Gradetallet var foruroligende hit.

Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et
Tilflde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var nsten
opgiven af Lungebetndelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa
ind, at jeg havde hrt af en Lge, at netop Jder havde en strk
Livskraft til selv i hi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme
med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Han gik hyppig ind i Sygevrelset og blev kortere eller lngere
derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den
meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol,
slv og rgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i
Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men grde kunde jeg ikke.
Det var saa sent, at Minna ikke lnger kunde ventes. Alt var mig
ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde
en Flelse af, at jeg maatte gjre det bestandig, at det vilde blive
kjedeligere og kjedeligere, indtil Dden tilsidst tog En. Jeg havde
gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at
der var Noget, som jeg gjerne vilde.

Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Slvheds Ds
end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:

-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind.

Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: Kjre Fenger! --
Minna, mumlede han kort efter.

-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.

-- Saa vil hun spille for Dem, fiede jeg til, skjndt det var mig,
som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.

-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede inene.

Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun;
Thermometret var sunket til lidt under 41 C.

Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var
Anskuelsesformer, men Sjlen var en Ding an sich, en Substans, et
Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage.

Snnen, der blev bevget og urolig ved disse Tanker, som syntes at
dreie sig om Dden, greb hans Haand og sagde:

-- Nu skal du ikke tnke, Fader, nu skal du hvile dig.

-- Imorgen kommer maaske Khne, saa kan I philosophere sammen, sagde
Fru Hertz.

-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning.

Fru Hertz vendte sig bort: --

-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.

-- Noumenon, sagde den Gamle.

-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde
paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne.

Immanuel og jeg, der havde hrt det, kunde ikke lade vre med at
trkke paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde
finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret
sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede
dd for Omverdenen.

Lnge laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De
Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine
Knigsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hrte jeg ham sige: Der
skal ikke ringes -- hvad jeg mente skrev sig fra den Brshistorie,
som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige
Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjret fra Spritflammen
flakkende over Minnas kjre Ansigt, der var saa nr ved mig og
smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemrkede en Taare paa min Kind og
trykkede min Haand, rrt over min Deltagelse.

Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Svn inde i
Dagligstuen, dde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke
veg fra hans Seng eller havde inene fra ham, kunde sige, naar Dden
var indtraadt.

Vaagekonen var forlngst sovet sdelig ind.




III


Hertz blev begravet tre Dage efter paa Der weite Kirchhof.

Jeg veed ikke, om Jderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til
den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlngst
var traadt ud af Synagogen. Dengang tnkte jeg ikke derover, jeg
tnkte over Intet, -- jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen
Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jdisk
eller christen Prst, som forrettede Ceremonien -- vil et ienvidne
paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne.
Det Hele staar for mig som en forvirret Drm. Jeg husker, at
Kjmpepoplerne susede tungt og svndyssende, og at nogle Smaafugle
kvidrede i det skarpe, kjlige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig
tilhire, Minnas sortkldte Skikkelse. Det var for mig -- for hende
med, kan jeg tro -- ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede,
som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjrlighed. Ved
Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og lnge -- for
sidste Gang i mange Aar.

Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.

-- De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den flgende
Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig.
Men det gjr mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.

Jeg hrte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for
at gjre Alt rede, og at Minna snart skulde flge efter. Selv tnkte
jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg
kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Dd var jeg
reisefrdig.

Fru Hertz forrede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines
Digt -- hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig
saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed
bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.

               *       *       *

Der gik Aar hen efter Aar med anspndt, nsten rastls Virksomhed. I
Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end
Fabrikkens Arbeidere og Funktionrer, -- derefter var det blevet mig
til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af
det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min
Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forlb frygtede han, at jeg
skulde overdrive den, blive Forretnings-Pebersvend, som han kaldte
det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en
saadan Stilling br skabe sig Forbindelser.

Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.

Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om
Ferieren paa Herregaarde, men jeg lrte en Del brave Borgerfamilier
at kjende -- nsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare
ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det -- de,
der #var# smukke -- og tomhndet vilde Ingen af dem komme til at gaa
ind i gteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig
ikke srlig -- jeg havde et andet Ideal i Hjertet -- og min
Koldsindighed rgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for
Hykleri.

Endelig lrte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk
paa mig, og om hvem min Onkel snart erklrede, at hun ikke var
ligegyldig overfor mig, -- en Paastand, som ungtelig smigrede mig i
hi Grad. Hun var eneste Barn af en Klde-Fabrikant, som var mer end
velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen
Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just
vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte
kunne vinde hendes Hjerte med tilhrende Haand, men jeg tnkte mig
Muligheden deraf. Jeg nskede det halvveis og begyndte at glide over
i et mindre selskabeligt Forhold.

Det var lige efter Jul -- den fjerde, efter at jeg havde forladt
Dresden.

Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev
prsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde vre et Par Aar ldre
end jeg, maaske ogsaa mer.

Han havde spillet en Violin-Cavatine, -- det var en mindre, halvt
privat Concert; paa strre Concerter optraadte han sjelden, skjndt
han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved
at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget
Distingveret og ikke saa lidt Slapt.

Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han
gjorde tykt Nar ad de gode Englnderes Musikalskhed og fortalte med
en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der
havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lre at spille
Maaneskinssonaten (naturligvis frste Sats) -- hun havde aldrig
rrt et Claver.

Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale.
Prost, sagde jeg og drak ham til, -- det er dog en herlig Drik!
-- Saamnd, brummede Tydskeren og strg et Par Draaber af
Knebelsbarten -- men jeg siger dog: Hvem der sad i Drei Raben med
et godt Glas Spaten-Bru foran sig, som jeg paa denne Tid af Dgnet
har gjort mangen god Gang. -- De er kjendt i Dresden! foer det ud
af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for
mig. -- Tydskeren smaalo: Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke
af, at De havde vret dr. Lngere Tid? -- Et Par Aar, jeg gik paa
Polytechnicum -- det er nu fire Aar siden jeg tog derfra. -- Hm.
Jeg var der et Par Aar fr -- spillede hos Lauterbach .... Det var
noget Andet end London -- saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!

Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drmmende ud for
sig: Opvarter -- Johannisberger Schloss! -- til tydske Minder, tydsk
Vin!

Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tnkte jeg. -- Han hnger ogsaa
ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de vre imod mine!

Vinen kom; han skjnkede i: En Skaal for vore Elb-Florentiske
Dage! Vi klinkede, drak ud og stirrede lnge tavse hen for os.

De kom vel ogsaa tidt hos Renner -- i Drei Raben, mener jeg?
spurgte han i en aandsfravrende Tone. -- Nei, jeg har kun vret der
en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget? -- Ja, lige tt
derved. -- Hvor? foer det ud af mig -- mit Hjerte bankede strkt.
-- Hvis De kan huske en lille Gade -- Rhrhofsgasse. --
Rhrhofsgasse! gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: Har
De maaske ogsaa boet dr? det var et underligt Trf! -- Nei, boet
dr har jeg just ikke, men jeg havde dr min jevnlige Gang -- jeg kom
til en Familie dr. -- Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender
jo Alle hinanden, maaske har De tilfldigvis hrt Noget om de Folk,
som jeg logerede hos, -- det var en Gymnasiallrer --. Jagemann!
udbrd jeg. Musikeren frte just et fyldt Glas til sine Lber og
spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. Ja,
det var hos dem jeg boede, sagde han og trrede sig omhyggelig. Nu
vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes frste
halvt-barnlige Kjrlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet
hende give Afskedskysset. Og det var hos dem jeg kom, sagde jeg;
det vil sige, Jagemann var dd, det var hos Fruen og Datteren. --
Minna, -- det var en smuk Pige! Vi stirrede begge ned i vore Glas,
som om vi med Heine saae Alt deri --

    vor Allem aber das Bild der Geliebten,
    das Engelkpfchen auf Rheinweingoldgrund.

Veed De, om hun -- Minna Jagemann -- om hun siden -- er bleven
gift? spurgte han endelig.

Jeg fortalte, at hun havde gtet en dansk Maler, gjorde nogle
Bemrkninger om hans Stilling og Omstndigheder og berettede det
Lidet, jeg havde hrt om dem gjennem Bekjendte -- at hun havde faaet
en Datter, som var dd for et Aarstid siden.

Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tmte hyppig sit Glas og huskede
ikke altid at skjnke for mig -- han havde bestilt en Flaske til og
indviet den med et Glas for Die schne Jagemann. Ogsaa jeg tav --
wir schwiegen uns aus, som Schumann en Gang skal have sagt. --

Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at
jeg havde vret i Frd med halvt i Slvhed at begaa en Uhderlighed
og en Dumhed, skjndt Ingen vilde have kaldt det det frste og Alle
vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra
Kldefabrikantens Hus.

Min Onkel besvrede sig over min lunefulde Opfrsel. Jeg klagede over
Hjemve, -- trngte til at besge mine gamle Bekjendte. -- En Uge
derefter var jeg i Kjbenhavn.

               *       *       *

Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde
direkte Omgang med Stephensens. Men takket vre vor Hovedstads
Sladderagtighed, hrte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand.
At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjbne i Danmark,
kunde neppe vre paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere
Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide
Besked.

Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo
et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjrlighed -- maaske en frste.
Men Andre sagde, at hans Courmageri -- en skarp Tunge kaldte det
Liaisoner -- neppe kunde undgaa hendes Opmrksomhed, og at hun
rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod
Enkelte, hun var blid, men enfoldig. Enfoldig! udbrd Flere, hun
kan jo sprudle af originale Indfald, -- men de er ikke altid
behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.
Hun er i alt Fald interessant, sagde en ldre Mand. Men hun er
uden Interesser, bemrkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede
ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret
Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det
forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hrt hende rre
Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre
var man temmelig enig om at beundre.

Jeg havde snart vret i Kjbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet
et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besge hende? Jeg
overveiede dette Sprgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg
temmelig sent om Aftenen traadte ind i Caf  Porta. I det forreste
Vrelse var der kun et Par Gjster. Idet jeg saae mig om for at vlge
min Plads, hrte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til
at tage Feil af: det var Stephensens -- kun en Grad mere lspende sd
end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dr, hvor jeg
bedst maatte kunne overse Cabinettet.

Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun -- Minna, som jeg saae
i Profil -- en Smule tabt Profil, neppe en halv Snes Skridt fra
mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjrnesopha, der kun viste sig
med Lidt af det fjerneste Armln. En lattermild Blondine stttede sin
Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde
en vis vulgair Skjnhed; hvert ieblik lagde hun Hovedet paa Siden,
saa det rdlige Haar rrte ved hendes halvblottede Skulder, der
dmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke,
som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjrne, hvorfra
Stephensens Rst ld, vidnede om, at hun var -- jeg vil ikke sige
just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk
Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg
allerede havde hrt Sladderen stte i Forbindelse med Stephensen.
Minna sad tilbagelnet og syntes at se ned for sig, men det var
aabenbart, at hun hele Tiden holdt ie med dem. Opvarteren traadte
hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da
jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna.
Men netop nu brast hele Selskabet -- undtagen Minna -- i en Latter af
den Art, der pleier at lnne mindre smagfulde end trffende
Vittigheder, -- og dkket af denne Sti fik jeg uden at rbe mig
opfyldt min Pligt som Cafgjst.

En hi, skjgget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax vret
mig paafaldende. Hvo kjendte ikke -- i alt Fald fra Billeder -- vor
store Lyrikers Kjmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne
forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial
Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: -- Hvorfor
sidder De her midt imellem os som en smuk Billedsttte, Fru
Stephensen? Tag det bredt og vr ingen tydsk Philister .... De er jo
mellem Kunstnere .... Tm Deres Glas. -- Jeg er blot trt, sagde
Minna. -- Saa skal De netop drikke. -- Men jeg kan ikke lide
Champagne. -- A ha! for fransk, let og spiritus -- ikke for Dem.
Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!
-- Opvarteren styrtede derind. -- Lad det nu vre nok med de
Narrestreger! sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. -- For Alvor?
jeg maa ikke --? -- Nei, men jeg takker for den gode Villie ....
Lad mig blot sidde og skjtte mig selv -- jeg er saa trt og har
Hovedpine. -- Du vil da ikke allerede hjem? ld Stephensens Rst
-- denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit
Lommetrklde, lnede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae
virkelig ud, som om hun var trt -- ikke med en akut, men med en
chronisk Trthed. Ansigtet var nsten uforandret, kun var Kinden lidt
mindre rund. Jeg havde bemrket, at hun talte overraskende rent
Dansk, -- den fremmede Accent var ganske let.

Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig
om sthetik, -- hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen,
Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja
endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smldede
En om rene. Skjndt det gik usdvanlig broget til, undrede det mig
endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lrt
Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret
mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have lst og
hrt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men
snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest,
interesserede sig mindst, og at mange, der sthetiserede hit, ikke
engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at
bestille end at flge med, og hvis Lsning ved det engelske Liv var
bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i
Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfldet
med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han
vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa
syntes at vre ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet
bestille Rhinskvin til Minna -- en frladen Mand med et prgtigt
blondt Skjg -- ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende
Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni
tilbedste.

Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstndig
Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som den
demokratiske Formel i Kunsten -- en videnskabelig Illustration af
Livet -- i Modstning til dekorativ Luxus, om at Penslen skulde i
den sande Kunstners Haand vre en Sonde i Samfundssaaret. --

-- Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjd
Lyrikeren.

Latterens Blger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens
hule Svada fld ovenpaa som Kork. Minna hvede sit Blik og saae paa
ham. -- Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias?
tnkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte ie kunde jeg ikke se. Men
saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt snket Blik --
og jeg blev nsten forskrkket over det Smil af kold Foragt, der laa
om Lberne og den Uvillie, som formrkede Panden og lyste ud af
inene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort,
fordi hun mrkede, at disse Flelsers Udtryk blev for synligt. Lidet
anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde lse dets
Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre hist
kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. Pjalt,
hviskede disse faste Lber, Lgner, Floskelmager! raabte denne
aabne Pande, Trolse! udbrd de klare ine, der kunde se saa mt og
nu stirrede saa haardt, men hele det forgrmmede Ansigt sukkede: og
#han# var min Ungdoms store Kjrlighed!

-- Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet -- ham
kan man da ikke saadan helt -- --

-- Bah! Rafael -- en Distanceblnder, ld det forklarende fra det
store, godmodig smilende sorte, lidt graasprngte Vikingeskjg.
Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjr det. Lad blot
Stephensen ligge et Par hundred Aar i Bld, saa skal du bare se, hvad
han bliver til for en Karl.

-- Ja, men -- udbrd Blondinen -- saa maatte jo ogsaa alt dette --
det vi nu -- #vor# Kunst -- den maatte jo ogsaa blive forldet,
ligesom den gamle er det nu --?

-- O Logik! raabte den Skjggede, -- dit Navn er _simplicitas
profana_! Ak ja, Frken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen
er ikke helt absolut -- tag Dem derfor i Agt for at tage ham #for#
meget _au srieux_!

-- Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt vre
relativt, -- men #vi# --

Da bragtes han til Taushed -- endog han! -- af en Latter, der syntes
at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var
Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetrkldet for Munden og
brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet.

-- Hvad er der dog at le saadan ad? ld Stephensens Stemme, dybt
irriteret.

-- Nein, es ist #zu# drollig! mumlede Minna. I det samme gled
hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant
Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjre, om hun havde set og
kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstdende tomme Vrelse,
hvor Gassen allerede var slukket.

-- Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.

-- Man kvles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mrke Rum.
Jeg hrte hende lukke et Vindue op.

Den utrttelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste
Digterens Kjmpeskikkelse sig og gik ind i det mrke Vrelse. Jeg tog
min Pels paa -- ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte
Opvarteren, kaldte en strk Mands-Stemme fra det yderste Vrelse:
Karl! et Glas Vand.

Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet:

-- Lad det nu vre nok med det Prk, Stephensen. Din lille Kone er
ikke vel, og hun er sgu mere vrd end hele din Fremtidskunst.

               *       *       *

Den nste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han bad mig om,
naar jeg kunde rive mig ls fra Danmark, at tage til Stockholm og St.
Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde
have mig gjort bekjendt med.

Ja, jeg kunde rive mig ls fra Danmark, jeg havde seet mer end nok,
-- hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra
det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag
og Nat. Kun Ssygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at
overvinde det for en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid,
kjrte i Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken
tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, saa jeg
kunde tabe det til en af disse russiske Damer -- de behagede mig i
Grunden mer end Englnderinderne.

Det faldt nsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage til
riget, skulde besge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes kom jeg
ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; -- jeg
undskyldte mig med, at jeg vilde bese Kunstgewerbe-Schule og slutte
Forbindelse med dens Bestyrelse.

Paa Veien besgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en
fyldig Jdinde, der havde skjnket ham flere Brn. I hans Vsen var
der kommet noget mere Forjaget; -- for Resten var han den samme blde
Fyr. Han fik Taarer i inene, naar han talte om Moderen, der havde
boet hos ham og var dd for et halvt Aar siden, hvad han allerede
havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin
Mand.

Og Minna? spurgte han. -- Vi havde Brev fra hende, da Moder var
dd, men dr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende? Kun
i Forbigaaende, hun bemrkede mig ikke. Hm. Troer du, hun -- er
lykkelig? Det er hun vel nok. Det vil sige, hun har haft Sorg --
mistet et Barn. -- Ja -- den Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det
maa vre skrkkeligt for en Moder! -- Derpaa gav han sig til at tale
om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen mod
Bismarck. --




IV


I Dresden gik jeg strax hen i Rhrhofsgasse. Fru Jagemann var
forlngst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke lnger, hvor
hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille
Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i Zur Katze for at
sprge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre
Besked: Minnas Moder var dd for et Par Aar siden.

Jeg gik rundt i Byen, -- det var mig en uundvrlig Nydelse at opsge
vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberrte af Tiden. Paa Terrassen
havde de nedrevet den lille Sile-Caff, hvor jeg havde faaet den Id
at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader,
som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen,
existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye
Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I Grosser Garten og Parken
begyndte Buskenes Knopper at grnnes strkt -- vi vare i Slutningen
af Marts -- og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer
lste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret
sammen, -- een af dem havde et hist exotisk Navn, der formodentlig
faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale
forvoldte Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget lnge,
stirrende paa disse trre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle,
som om det var en Gaade, der skulde og maatte lses, men ikke kunde
lses. Og virkelig: jeg havde en Flelse af ikke at kunne begribe det
Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det
samme uudtalelige Navn, -- begreb endnu mindre, at jeg selv var her,
og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa
hen i Rhrhofsgasse og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.

Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Brn en halv Snes Skridt
borte stikke Hovederne sammen, le og lbe deres Vei. De troer
aabenbart, at jeg er gal -- og hvem veed, af Brn skal man hre
Sandheden!

Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som
Minna og jeg spgende havde kaldet vor. En ny Gaade! Den Gang havde
det vret selvforstaaeligt, at vi to byggede et Hjem sammen, men det
var en vild og latterlig Drm, at vi nogensinde skulde kunne gre det
i en saadan Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive
i Stand til at kjbe denne Bygning, end at jeg kunde fre Minna ind i
det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske allerede en
Galskab dette, at jeg havde en Flelse af ikke at kunne forstaa
Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at forstaa, hvor Alt
for en ngtern Forstand var soleklart, #maatte# vre saaledes, -- og
for mig #kunde# det ikke vre saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og
hvorfor ikke? -- bliver jeg indlogeret dr, er det dog altid en
Fordel, at der ikke kommer en Napoleon og jager En ud, -- tnkte jeg.
--

Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at Elben stiger
usdvanlig. Den nste Morgen, da jeg endnu laa i Halv-Slummer,
allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved Faren for Oversvmmelse
indvarsles. Jeg stod strax op. Da jeg boede i Hotel Bellevue, var
jeg lige ved Floden. Fra om Aftenen af -- fortalte Portieren -- havde
der staaet Folk paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig
med at iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af
Menneskemngden. Men selve denne Bro! ellers lftede den sig stolt
over Floden paa de hie Piller, og nu saae man kun en Rkke lave Buer
spnde sig hen over den mudrede Masse, der jog afsted ikke som en
Flod, men som en Lavastrm, hvirvlende og malende, bedkket med
kntrede Joller, Bjlker og Tmmerstokke, Tnder og Buske, der
vippede, dukkede under og skjd op igjen. Jeg trngte mig op paa
Broen. Hele Quaien var forsvunden og ligeledes det lille Engstrg
foran Neustadt; derovre stod Haverne under Vand, og her skummede
Blger og Hvirvler op ad Terrassemuren.

Ak, vort stakkels lille Rathen! tnkte jeg, -- hvorledes mon det ser
ud dr? Mon det kjre Hus, hvor vi havde oplevet saa meget sammen,
skulde vre oversvmmet, ja maaske blive revet bort! --

Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, og
faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, -- inde i sachsisk
Schweiz kunde der jo ikke vre Tale om at komme over Elben. Da jeg
var gaaet over Broen, vendte jeg mig og kastede et Blik paa Byen: jeg
havde ikke seet den siden hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den
havde vist sig i Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og
med en forjttende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad og
den srgelige, af Sindssvage beboede Fstning i Sollys, men et koldt,
trttende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig.

Jeg gik over Dorf- og Stadt-Wehlen og steg op igjennem den bermte
Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, men nu var ganske
de. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur med sine barokke og steile
Former satte mig i en strkt bevget, men fortrdelig Stemning. Jeg
nskede -- eller bildte mig det i alt Fald ind -- at en af disse
udhngende Klippeblokke vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden
naaede jeg endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae
delggelsens Vederstyggelighed for mine Fdder.

Af Erbgerichts Terrasse vare kun Lindekronerne med deres Toppe oven
Vande -- et stort Krat i Randen af Strmmen, der nsten helt havde
opslugt Medbeileren Rosengarten. Imellem dem var Floden strmmet
ind i Rathener Dalen, som ellers sendte sin beskedne Bk ud til den.
De tre smaa Huse, der bag ved nogle Kviste af Rosengarten vare
betrngte mellem den ubevgelige Klippe og den rivende Strm, frembd
det ynkeligste Skue. Det frste stod halvt i Vand; Vrkeierens Hus,
der laa lidt hiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire Alen,
havde endnu Indgangsdren fri -- men kun for En, der vilde bade sig;
Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe som mod et Rev, --
Trstilladset med det lille Lysthus, hvor vi saa ofte havde siddet,
var revet bort, -- kun et enkelt Brt strittede ud -- lidt til Siden
for Dren -- og vippede et Par Fod over Vandet, som et Svmmebrt.
Det tredie Hus stod atter mere under Vand. Takket vre min gode
Reisekikkert saae jeg alt dette ganske niagtig. Paa den flade,
hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der intet Andet
at bemrke, end at den var traadt lnger tilbage, og at Grsset uden
bestemt Linie groede ud i Vandet.

Et trist Syn -- saa meget mer som det intet Vildt havde ved sig. Seet
fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke --
jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede
man den uhyre, uimodstaaelige Bevgelsesmngde. Stille og fredelig
var den i sin Tid gledet forbi vor Idyl, som det bevgede, af sig
selv optagne Liv strmmer de lykkelige Existenser forbi, der
Intet begjre af det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende
og bortskyllende; men lidenskabslst havde den vet sit
delggelsesvrk, og ligegyldig jog den forbi det -- som Livet, som
Skjbnen!

Det blste koldt, var blevet overtrukket -- ja, begyndte endog at sne
lidt. Et trist -- nedknugende -- Skue men jeg vilde ikke have
bortbyttet det for et Blik ud over smilende Egne, gjennemstrmmede af
en befrdet Flods brede Vei. Dette behagede mig, som det behager En
at bide i en m Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg
var ogsaa glad over, at jeg aldrig havde vret heroppe med Minna.

En prosaisk Omstndighed hindrede mig forvrig i at hengive mig for
meget til den elegiske Stemning: jeg var nsten syg af Sult. Da jeg
havde spist, syntes jeg, det var for sent at gaa ned til Rathen, og
jeg opsatte dette til den flgende Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en
Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig
selv som forbuden Vei. Jeg kom til at tnke paa den barske
Skovbetjent og nskede at mde ham. Denne Sti maatte fre mig ned paa
#den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene.
Men den gjennemtrngende Vind, der pjaskede mig bestandig tttere
Tsne i Ansigtet, jo lnger jeg kom ned, fik mig snart til at vende
om. Oppe paa Hiden var det ganske vist let at finde L, men overalt
var der ubehageligt, og jeg selv var mindre srgmodig end rgerlig:
hele denne Udflugt forekom mig at vre en Dumhed. Saasnart Solen var
gaaet ned -- farvelst -- trak jeg mig tilbage til mit Vrelse, hvor
det trak afskyelig, og faldt endelig i Svn ved den ensformige
Vuggesang af susende Fyrrer.

Den nste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske
uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg
vilde til at gaa, reiste en enlig Gjst sig fra sit Bord og raabte:
-- Nei, er det Dem, Hr. -- Hr. Professor! syntes jeg ikke nok! --
Det var Skolelreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad
eller rgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg nskede ham
Pokker i Vold, da det viste sig, at han hngte paa som en Burre og
vilde slaa Flgeskab med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af
Oversvmmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at faa et
Overblik. Der var ikke andet at gjre end at tage imod Flgeskabet,
jeg havde ikke Tid til at opstte Turen, -- med mindre jeg vilde
overnatte een Gang til paa Bastei. --

-- Se, De faar Selskab til Middag -- det kan maaske blive helt _table
d'hte_, udbrd han, idet vi gik ned mod Broen, og pegede tilbage paa
en Wienervogn, som et Par dampende Heste trak hen foran Hotellet. --
De kommer fra Pirna -- jeg kjender Kjretiet -- det er en Spitzbub
af en Vognmand, -- han trkker de Reisende frygtelig op.

En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slr flagre til
Siden.

-- Ei -- Damer er der ogsaa med -- en ung, tr jeg vdde paa -- det
er nok Noget for Dem. --

-- Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen.

I Stormskridt gik det nedad det frste Stykke; da vi vare komne paa
lidt jvnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale
om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde vret
forlovede -- maaske var han det ogsaa.

-- De kan jo nok huske Minna Jagemann? -- o, saamnd kan De -- jeg
saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa,
det gjorde De ret i .... Ja, tnk Dem, hun blev dog gift med den
Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand -- man kan ogsaa
gjre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun
havde haft en Slags --

-- Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.

-- Og De har ikke seet hende i Danmark? -- Landet er da ikke saa
stort.

-- Jeg har hele Tiden levet i England.

-- Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan -- ligesom noget
Engelsk ved Dem.

Jeg fik ham til at tale om Oversvmmelsen, og hvad Skade den
tilfiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to Gjstgivere
og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til at lide noget Tab.

Da vi kom ned i selve Rathen, bd jeg Farvel, idet jeg lod den
engelske Side af mit Vsen trde saa strkt frem, at den brave
Tydsker ikke flte Lyst til at paande mig sit Selskab lnger.

Elbens Oversvmmelse var ikke trngt saa langt ind, men Bkken var
strkt opsvulmet. De simple Spanger, der frte over den, holdt dog
endnu. Jeg gik over til Kammerherrens Villa, der naturligvis var
lukket, kom forbi den lille Birke-Alle, og stod pludselig ved mit
Maal: Grotten Sophien-Ruhe. Bnkene vare tagne ind; jeg satte mig
paa Bordets Stenplade. Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene
syntes at aande Vaarluften ind med en Mngde smaa grnne Gjller, og
Trernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa Himmel.

Atter havde jeg denne underlige Flelse af ikke at kunne forstaa
Noget: jeg forstod ikke -- enten at jeg var her, eller ogsaa at hun
ikke var her. Jeg kom til at tnke paa den lille Sct. Hansorm, som
Aften efter Aften havde siddet paa det samme Hjrne af Stentrinet,
lysende efter en Mage; og det forekom mig, at hvis jeg med al min
Villieskraft koncentreret i mit Savn kunde blive siddende her, saa
maatte jeg med Naturndvendighed trylle Minna til mig.

Man paastaar, at en Dende i et Nu skal kunne gjennemleve sit hele
Liv i alle dets Hovedtrk, som om hans Bevidsthed allerede var hvet
over Tidsflgens jordiske Betingelse. I dette ieblik dde min Ungdom
i mig, og den gjennemlevede til Afsked hele min Kjrligheds Forlb,
Alt hvad jeg har betroet til disse Blade og endnu mange halvt
forglemte Smaatrk -- det forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa
een Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde
overskuet hele dens Fdeegn. Og derved sprang een Ting mig i inene,
som jeg fr ikke havde bemrket, -- den Omstndighed, at vi Alle
havde ladet os lede og drive nsten villielst med Omstndighedernes
Strm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes
skal det vre! Selv Stephensens Optrden, der ganske vist gav sig
Udseende af en vis Selvstndighed, havde i sit Inderste den samme
Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Lngsel
efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den
Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf -- hvem veed -- maaske
tilfalder hun dog mig.

Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu
til at trde imellem med et: jeg vil? Et gteskab er ikke lnger
uoplseligt, -- hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om
hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var
uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let,
-- medens han selv paa sin Side forlngst var kjed af hende. Han var
jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de
gngse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et
mislykket gteskab ikke med Rette skulde kunne oplses, eller at det
var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive. Ganske
vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod
Frihedsmndene selv, men om ogsaa hans Forfngelighed krympede sig --
#kunde# han endelig modstte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg#
vilde?

Vilde #hun#? -- Hun havde gjort Prven, og den var mislykket. Hvorfor
ikke opgive det Umulige og virkeliggjre det Mulige? At hun havde
bevaret sin Kjrlighed og sin Tillid til mig, flte jeg med en
usvigelig Vished.

Vilde #jeg#? ja! -- Jeg vil! jeg sagde det for frste Gang i vort
Forhold, -- sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde jeg vre i
Kjbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med hende.

Slsomme Drmmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg aldrig, medens jeg
i hine Dage havde Minna ved min Side, flt mig saa lykkelig, som i
dette ieblik, da jeg saae tilbage over vor frste ungdommelige
Elskov og frem imod dens Fuldendelse i en prvet gteskabelig
Kjrlighed, og disse to Dele i min Villie sluttede sig sammen til eet
Liv.

Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende Paradis:
Lykken er en Erindring og et Haab.




V


I dette ieblik hndte der Noget, som den Gang forekom mig
overnaturligt, og som gjr det ogsaa nu, da jeg gjenoplever det.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen.
Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og Minna kom, at jeg
fuldt og fast troede, det maatte vre en Hallucination -- og
virkelig, det ld ganske som om det var en Gjentagelse -- en Copi,
kunde jeg nsten sige, -- af hine Skridt. Hvis denne Hallucination
bliver ved og er konsekvent, tnkte jeg, -- saa faar jeg hende at se
-- og hvad skal der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig
vre ved at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spg -- -- --

Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig standsede
Minna foran Grotten -- ja, Minna, hun selv, intet Phantasibillede.

Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og hilste med
et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der tydelig nok sagde:
dette er virkelig et Tilflde, der ser ud som en Tanke.

De behrige Udbrud: Er du her? Det kalder jeg en Overraskelse!
Jeg troede, De var i England. Jeg tnkte mig Dem i Kjbenhavn,
maskerede i et Par Minutter den gjensidige pinlige Forlegenhed.

Efter den frste nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som det
pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfrer, flte jeg en
smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise sammen, -- hvor
lidet passede det til det Forhold, jeg havde tnkt mig imellem dem,
til den Plan, der havde begeistret mig!

-- Formodentlig underveis sydpaa, til Italien?

-- Nei, vi vil indskrnke os til Sachsen.

-- Du har vel Forretninger i Dresden?

Minna var -- mrkelig nok -- aabenbart den af os, som hurtigst fandt
sig tilrette i Situationen, -- hun vedblev kun at aande hurtigt og
uregelmssig.

Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevgelser udtrykte en
levende Glde over dette Gjensyn.

-- Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmrket, saa kan du kjre
med os.

-- Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. -- Det er ingen Kaleche.
Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne stte mig op paa
Bukken.

Han udkommanderede sit sdvanlige Hfligheds-Smil; Lberne lystrede,
men inene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemrkede
det ikke, -- eller brd sig ikke derom: --

-- Ja, det kan saamnd godt vre, at vor Passiar kommer til at kjede
dig, vi har meget at tale om -- efter saa mange Aars Forlb.

Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen
stod Lreren. Han hldede sig langt ud af det og blev ved at flge os
med inene. Minna lo:

-- Naa, min Herr Ftter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han
traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjr sig for Tanker! Bare
han ikke stirrer sig inene helt ud af Hovedet.

Hun blev ved at le og spge -- lidt exalteret, syntes jeg.

-- Dr har vi den rare gamle Savmlle, hvor jeg kom med Smaapigerne
om Morgenen og drak nymalket Mlk. Hvorfor var du aldrig dr? Men paa
den Tid sov du naturligvis paa dit grnne re, -- saadan er I jo
altid.

-- Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den Tid?

-- Skal I da have Alting ind med Skeer?

-- Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med Gaffel, sagde
Stephensen.

Minna saae forbavset -- ikke just paa ham, men i den Retning, hvor
han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen
Bemrkning derfra.

Da det begyndte at gaa opad, dde Samtalen snart hen. Stigningen
faldt Minna besvrlig, hun maatte hvert ieblik standse paa Grund af
Aandend og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, -- hun
tog min Arm og stttede sig til mig.

Ved Bordet var Samtalen temmelig trg og intetsigende. Men da Vognen
rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjrnet
og sagde: --

-- Se saa, Harald! nu maa du fortlle mig, hvordan det er gaaet dig i
disse Aar -- Alt muligt -- lst og fast.

Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna betragtede mig
uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte mig ud af Fatning, -- hun
smilede ogsaa bestandig, men undertiden paa en Maade, som om hun
tnkte paa helt andre Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig
endogsaa lidt med de engelske Skjnheder.

-- Aa hvad, udbrd jeg lidt rgerlig -- Skjnheder! jeg har Ingen
seet, der var saa smuk som du.

Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetrkldet for Munden.

-- Naa, dr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget,
henkastede Stephensen.

Han sad paa Forsdet, saae for det meste ud af Vinduet og tndte den
ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjd en Bemrkning eller et
Sprgsmaal -- om Kunstforhold i London eller Sligt -- saae Minna paa
ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn,
der har vret uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at
kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen.
Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i hi Grad: han
tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa mig generede den;
hvor pinligt det end vilde have vret for mig at blive Vidne til en
kjrlig Fortrolighed imellem dem, saa snrede det dog Hjertet sammen
paa mig at se deres ulykkelige Forhold afslret saa aabenlyst, og
jeg forstod ikke, at hun vilde gjre det -- selv overfor mig.

Egentlig havde jeg villet fortie mit Mde med den tydske Musiker, men
da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men
stirrede ud af Vinduet. --

-- Komisk, saa Verden dog er lille, bemrkede Stephensen. Man stder
altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.

-- Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun
dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et
gjennemtrngende Blik.

Denne Vending overraskede mig fuldstndig.

-- Ja -- saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rd i Hovedet.

Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han
sagde: Nu kommer der vel snart en Erklring _in optima forma_, -- ja
jeg skal saamnd ikke hre Noget, gener jer blot ikke. Minna
tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile.

-- Sig mig, Harald, spurgte hun og lnede sig frem paa Armen, --
hvorfor kom du ikke ind til os -- den Aften -- paa Caffen?

-- Hvilken Caff?

-- Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig?
Jo, jeg gjorde saamnd -- men frst tilsidst -- du husker nok -- da
jeg lo ad Stephensen -- og ad -- ad dem allesammen forresten. --

Stephensen satte et hist vrdigt Ansigt op og strg sig mellem
Flippen og Halsen -- en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere
bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil.

-- Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet -- og -- desuden --

-- nskede du ikke at trffe mig i det Selskab -- det gjorde du
sandelig ret i. --

Men nu flte Stephensen, at det var paa hie Tid at holde paa
Vrdigheden.

-- Jeg maa sige, det er en hist mrkelig Maade, hvorpaa du omtaler
det Selskab, som vi har omgaaedes. --

-- Du -- ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at vre der.

-- Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre!
Det var imidlertid nsten lutter Folk af de aandrigste Kredse -- --

-- Maaske. Jeg hrte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa
heller ikke.

Stephensen kneb Lberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik.

-- Du maa selv bedst vide, hvor du hrer hjemme.

Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, som om hun
havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i disse Ord maatte ligge en
skjult Gift. Den Forestilling faldt mig ind, at jeg sad her som en
Prst, der kjrer med en Ddsdmt til Skafottet, og at det var en
Politiofficiant, som sad dr ligeoverfor mig.

Jeg led usigelig -- men jeg flte, at Samtalen for enhver Pris maatte
dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige faaet Pirna i Sigte,
og jeg spurgte, om de vilde overnatte dr, eller tog med til Dresden.

-- Nei, vi overnatter -- maaske -- tager vi lidt til Bhmen, svarede
Stephensen. Minna, der nsten havde biet sig ud af Vinduet, vendte
sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farvelst og nsten
fortrukket:

-- Bliver du nogle Dage i Dresden? -- men dette Sprgsmaal ledsagedes
af et Blik, der rettede det til en Bn.

Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til
at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjre det, var der ingen
Tid at spilde.

Da De overraskede mig i Sophiero, sagde jeg langsomt og
eftertrykkelig -- var jeg ganske vist kommen til den Beslutning,
endnu iaften at reise til Kjbenhavn.

Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevgelse. Saa tog
han sig sammen, og hans Trk lagde sig i hist misbilligende Folder.
Skuddet havde truffet i Centrum. Det saae jeg ganske tydelig, skjndt
mine ine vare fstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit
Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemrkede jeg et gyldent
Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende.

-- Jeg forstaar, sagde hun -- eller snarere hun aandede de to Ord ud,
nsten uden at bevge Lberne.

-- Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg har nok at
gjre i Dresden til at beskjftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger,
om det skal vre.

-- Det glder mig, sagde Minna.

Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevgelse -- (Pegefingeren
mellem Hals og Krave) -- og syntes at vre oplagt til at gjre en
skarp Bemrkning, saasom at jeg for #deres Skyld# ikke behvede at
trffe andre Bestemmelser; men han betnkte sig.

Ingen af os sagde et Ord mer.

Jeg havde allerede i Begyndelsen bemrket, at jeg boede i Hotel
Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde stte sig i Forbindelse
med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun
vilde gjre det. Paa #det# Punkt var jeg beroliget. Derimod forvoldte
denne underlige Reise mig ikke ringe Ubehag.

Hvad mon de egentlig vil her? tnkte jeg. -- Det er aabenbart at
de ikke tager til Bhmen.

Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have vret vanskeligt for
mig at forklare. Jeg flte det ....

    Der Wagen rollt, es drhnt die Brcke,
    der Fluss darunter fliesst so trbe,
    ich scheide wieder von dem Glcke,
    vom Herzen, das ich innig liebe.

Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen holde.

Jeg trykkede lnge Minnas Haand, hilste paa ham og skyndte mig hen
til Banegaarden.




VI


Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade
den bhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to
eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna.

Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et
Coupee-Vindue. Han steg ud -- alene. Jeg styrtede hen imod ham.

-- Hvor er Minna?

Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig
uvedkommende Foresprgsler. Men han betnkte sig.

-- De har Ret, Hr. Fenger, -- De br vide det. Hun er paa
Sonnenstein.

-- Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det
svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den
halvmrke Perron gjorde mig syg. -- Sonnenstein -- hvad skal det
sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at sttte mig, dels for
at han ikke skulde slippe fra mig. -- De vil dog ikke sige, at hun --
at Minna -- --

-- Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrg
af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig
forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. -- De har jo selv
seet -- kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under
Lgebehandling -- hvad er der i det? -- i vor nerveuse Tid -- det
gjr jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes
Hjemve var noget sygelig -- og saa naturligvis ogsaa for at undgaa
Snakken i Kjbenhavn -- nu hedder det, at hun besger sin Familie --
skjndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er
jo komne ud over disse Fordomme --.

Min slve Vantro var under denne Redegjrelse veget for et fuldtud
forstaaende Raseri.

-- Det er Dem, der har gjort det, De -- De --

Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt;
han sled sig ls. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os.
Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og
forsvandt i Stimlen. Jeg lnede mig til en Pille; rundt om styrtede
forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Flite og Pibe skingrede
....

Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevgelse, spurgte
jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente
til nste Morgen.

Med det frste Tog var jeg i Pirna, naaede aandels op til
Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlgen i Tale. Jeg
forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken
sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig
at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg
opholdt mig lngere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget
bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter
med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstndig at
sige mig hele Sandheden.

Overlgen beroligede mig forelbig, der var neppe Grund til
ieblikkelig Frygt, det var et af de Tilflde, med hvilke man i ldre
Tider aldrig havde tnkt paa at henvende sig til en Lge, og hvor
Hospitalet vsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige
Smitstoffer. Nrmere Oplysning kunde han frst give mig, naar han en
Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa vre meget
villig dertil.

Da jeg altsaa otte Dage senere opsgte ham, erklrede han, at Minna
ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt
Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige
Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalnge indtil hun var
kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget strk nerveus
Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til
hvilken Spiren maatte vre lagt allerede for flere Aar siden. Hun
kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig
medfre hendes Dd. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa
Sindsbevgelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet
Nring.

-- Sig mig, sagde han pludselig, -- De er en Ven af hende og hendes
Mand, -- levede de lykkelig sammen?

Jeg betnkte mig et ieblik, om jeg havde Ret til at vre oprigtig.
-- Nei, svarede jeg, jeg tr nsten sige, at de ikke gjorde det.

-- Dr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil
uden Tvivl vre det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det
vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side -- naar
Tiden kommer. Hvad ham angaar -- han syntes mig at vre en forstandig
Mand. -- Hvad mener De?

-- Jeg er ganske af Deres Mening.

Min Bevgelse var for strk til at undgaa den erfarne Mands
Opmrksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne
jne: --

-- Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har
vret her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver forelbig i
Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hrer
herud, -- jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil
hengaa en rum Tid, inden jeg tr lade Dem tale med hende.

Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele
mit Liv til Minna -- gift med hende eller ei -- paa hvilken Maade det
bedst kunde forenes med hendes Velvre og Sundhed -- tilfreds med at
bidrage alt mit til at gjre hende saa lidt ulykkelig som muligt,
hvis hun ikke lnger kunde blive lykkelig (skjndt, hvorfor skulde
hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det
vilde gjre min Carriere: -- havde hun bedst af at leve i sin Fdeby,
saa maatte jeg srge for at faa en Stilling i Dresden, trngte hun
til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, --
det sidste var ivrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var
endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde vre det
sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik
mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessvrd
over hendes Hoved -- var det maaske i dette ieblik allerede faldet?
-- og det vilde blive der bestandig, selv naar Lgen udskrev hende --
ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det
.... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skrk kun skulde gjre min
Kjrlighed fastere, min mhed bestandigere, -- hvorledes kunde jeg
nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen
efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at
maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og lse
Kjrlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!

Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov -- forelbig paa et
Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Vrelse som i gamle Dage og kastede
mig ind i et vidtlftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde
blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i
praktisk og literr Henseende frembd sig den gunstigste Leilighed.




VII


Om Eftermiddagen den tredie Mai, da nsten Alt var grnt i Haver og
Anlg, gik jeg min sdvanlige Tur ud til Grosser Garten.

I Begyndelsen af Brgerwiese fngsledes mit Blik af et Portrait,
der hang i en Antiqvitethandlers Vindue.

Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af
Minna.

Men hvorledes var det dog kommet til at se ud! --

Farvestvet var drysset af det i store Pletter, isr af Haaret, men
ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene ie skulde have
vret, grinede Lrredet lyst igjennem.

Det var sat i en ormdt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under
det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester -- Midten af forrige
Aarhundrede.

Jeg traadte ind i den mrke Bod, hvor man neppe kunde rre sig for
gammelt Skrammel.

Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert paa mit
Tysk kunde hre Udlndingen, ja maaske endog veirede noget Engelsk,
nvnede en ublu Pris; det var, forklarede han, et af de gte
Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, rimeligvis en Mengs. --

Jeg tog snart Modet fra ham, og kjbte Billedet, rigtignok endnu
adskillig dyrere end det fortjente.

Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i Grosser
Garten.

Men jeg trngte til at rre mig og drev ned ad Johannesgade.

Naturligvis havde jeg ikke kjbt Portraitet for at eie det, men kun
fordi det var mig en fuldstndig utaalelig Tanke, at det skulde staa
der i Gabestokken og senere hnge hos Fremmede -- som en Mengs! --

Jeg tnkte at tage det med hjem og brnde det.

Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig
ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op
for det og se det igjen.

Der var kun et Par Fodgjngere paa Broen.

Jeg traadte ud til Brystvrnet af den midterste Pille -- imod
Strmmen; det var endnu noget Hivande.

Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nrheden; jeg lod Billedet
falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hrte det knuses mod
Pillens Isbryder.

Nedslaaet gik jeg hjem.

Paa mit Bord laa der et Brev -- fra Overlgen.

Minna var dd om Morgenen, ganske uventet -- af et Hjerteslag.




VIII


Den nste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med
Hospitalets Segl.

verst laa fire Brevark, tt beskrevne, kun havde det sidste to tomme
Sider.


                                    Sonnenstein, den 17de April 188..
  Kjreste Ven!

Lgen har fortalt mig, at du har vret her, og hilst mig fra dig, --
han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du kommer igjen. Det trster
mig uendelig at vide, at du er mig nr.

Jeg vil skrive til dig -- lidt af og til, for det bevger mig altid
strkt, og Lgen har paalagt mig fremfor Alt at undgaa saadanne
Tanker, som stte mig i Sindsbevgelse, hvad jeg ogsaa ellers gjr.
Men skrive maa jeg, fordi jeg kun derved kan undgaa en bestandig Uro.
Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan d pludselig; -- Lgen ler mig
ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa
ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa
Sygelighed. Saa vil det dog vre mig til Beroligelse at vide, at du
faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske.

Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig. Jeg har
samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, som jeg ikke vil have
skal falde i Andres Hnder, og hver Gang, jeg har skrevet paa dette
Brev, vil jeg lgge det ned i den Pakke, som jeg allerede har
adresseret.

Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud give det!

Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God Nat, min Ven.


                                                          18de April.

Veed du, hvad der bevgede mig til at stte igjennem (med stor
Vanskelighed ivrig), at vi gjorde den Udflugt til Rathen, inden
Hospitalet lukkede sig bag mig, -- og hvorfor jeg kom til Grotten?
Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den
Forestilling, at der maatte hndes mig noget Overordentligt dr. Dog
ikke det, som skete -- dette var i Virkeligheden endnu mere
forunderligt, -- nei, jeg troede, at Sindbevgelsen ved at komme dr
vilde blive mig for strk, -- enten drbe mig eller gjre mig
afsindig -- selv dette vilde jeg foretrkke for den Sindstilstand,
hvori jeg var.

Men hvor det var velsignet at mde dig dr, Harald! jeg saae, at du
var den samme, og du flte ogsaa, at jeg var det -- overfor dig.
Overfor #ham# visselig ikke.

Jeg mrkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham
viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke vre anderledes. Saa ond
er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op
i mig.

Dette kan du vistnok ikke forstaa.

Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har elsket?

Eller jeg vil snarere sprge (thi det er vist #det#, som er dig
uforklarligt): -- hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer
til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lrer hans
Charakter til Bunds at kjende? Og her er jo ikke Tale blot om en
flygtig Forelskelse, thi jeg kjendte jo dog lidt til ham.

Denne Sag har jeg tnkt mer over end over noget Andet, og for at du
ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg mener derom.

En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra frst af er nogle dle
Spirer -- uden dem vilde han vel heller ikke vre bleven Kunstner,
ikke engang den Kunstner han er, -- naar en saadan Natur, endnu ung
og ikke helt fordrvet, fatter Kjrlighed til en ung Pige, saa
forfines og fordles han, og hun lrer en Anden at kjende -- og at
elske -- end den, han hidtil har vret.

Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender og elsker ham
jo netop saadan, som han skal blive ved deres Forhold, -- og hos
hende foregaar der noget Tilsvarende, hun faar mere Indhold,
Charakteren styrkes og Synet udvider sig.

Alt dette er smukt og rigtigt.

Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer indtrder i
Tidens Lb: saadanne Mnd, hos hvem de dlere Spirer ere strke nok,
de udvikle sig virkelig imod dette Ideal og befstes mer og mer deri,
men de Andre kunne ikke holde sig paa den Hide, som de ere lftede
op til, de synke endogsaa under.


                                                          20de April.

Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det var saa trist
at tnke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar kunde jeg Intet skrive.

Jeg vil ikke forsge at udvikle denne Opfattelse videre -- skjndt
det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar mig, thi det
er i dette Punkt alene, at min Undskyldning ligger.

Men du har nok forstaaet mig. Jeg tr ikke paastaa, at det passer i
Almindelighed, men i dette Tilflde maa det vre saaledes.

Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortlle dig Noget.

Ak ja! Husker du, hvad Sieglinde siger om sit Liv med Hunding: --

    Fremdes nur sah ich von je,
    freundlos war mir das Nahe;
    als htt' ich nie es gekannt
    war was immer mir kam.

Det var dog ikke, fordi jeg var Fremmed i national Forstand,
skjndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed du jo, at der er
meget ved det tydske Vsen ogsaa i vor Kunst -- naar man ser bort fra
de Store -- som jeg aldrig har kunnet med.

I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, -- frisindet,
oplyst og jeg veed ikke hvad.

Men snart mrkede jeg, hvor hul Kjernen var, -- jeg havde jo ogsaa en
Kvintessens af det Hele i Stephensen at betragte paa altfor nrt
Hold. Det var jo endelig intet Under, at jeg ikke passede i denne
Kreds, eftersom det var min Mands Venner -- i alt Fald af Navn.
Enkelte syntes jeg naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede
dig. Naar jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var
det gjerne en, der hrte til en anden Sphre, kun kom til at berre
vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds ivrig var den
aandfuldeste i Danmark og reprsenterede Landets hieste Intelligens,
hrte jeg nsten hver Gang, vi kom sammen. Ja, den var ogsaa den
hderligste; thi de andre vare ikke blot mer eller mindre Idioter,
men ogsaa svorne eller endogsaa meensvorne Fjender af Sandhed og Ret.
Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god
Hukommelse og har hrt mange prgtige Taler!

Der var en Tid, da jeg forsgte at finde mig til Rette og give efter
-- det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde
#de# Ret og ikke jeg, det kunde jo vre, at jeg var sr og urimelig.
Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt dle og
ophiede, forsgte at beundre, hvad der inderst klede mig, lod som
om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed
-- nei, en Uanstndighed, som en af Stephensens aandrige Veninder
sagde. Kort sagt, jeg forsgte at tude med de Ulve, jeg var iblandt
(I har jo dog Ulve i Danmark -- kan du huske, da du gjorde Nar af
mig? -- men ingen Lver). Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke
biet -- maaske har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg
har at takke dig for.


                                                          26de April.

Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand Mani for at
adsprede sig, og denne Selskabelighed varede ofte til langt ud paa
Natten. Da jeg skulde tidlig op -- jeg var efter tydsk Skik en ganske
flittig Husmoder og maatte forresten vre det, hvis det ikke skulde
gaa galt, -- saa bidrog dette ikke lidt til at delgge mit Helbred.

Undertiden forsgte jeg at unddrage mig, hvilket altid gjorde
Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske dog sat min Krig
igjennem, hvis ikke eet havde vret: min Skinsyge.

Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjre dig begribeligt.
Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, skjndt eders Kjn jo
skal have frembragt Othelloer.

Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen Agtelse og
Kjrlighed for Manden, og naar der nsten intet virkelig Samliv er,
saa maatte hun nsten med Ligegyldighed kunne se ham lbe efter
Andre. Med mig gik det snarere omvendt. Jo kjligere jeg flte for
ham, desto mere brndende blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde
jeg endda en srlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedvrdiget mig til
at lure ved Dren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, at
jeg udholdt at kjmpe med Svnen i utaalelige Selskaber for at holde
ie med ham.

Disse Anstrengelser kronedes desvrre med et frygteligt Held. Jeg
havde lnge haft den blonde Dame mistnkt, som du saae paa Caffen.
En Dag -- kort efter hin Aften -- greb jeg ham i at have lukket sig
inde med hende paa Atelieret under Paaskud af, at han havde kvindelig
Model. Jeg trngte saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu
en Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed -- plaprede
han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det viste sig, at hans
Trolsheder gik tilbage til de frste Aar, -- ja, indtil den Periode,
da han allermest -- --

Nei, jeg kan ikke skrive derom.

Hvor jeg hader ham.


                                                          30te April.

Da mit Barn dde, srgede jeg meget, men der var ikke gaaet et Aar,
fr jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har jo fortalt dig saa meget
om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde vre bleven
ligesaadan en Moder. For jeg mrkede i mig den samme Forstening
begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde flt, og som jeg
senere havde forstaaet.

Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig
selv. Mit eneste Liv var at lse vore store Digtere og dyrke Musik --
isr Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede -- det var
en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var
fordmt til at komme i Berring med.

Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor strkt
det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg sagde en Gang til dig
i Spg, at hvis jeg nskede at drbe min Forstand, kunde jeg gjre
det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsgt aandelig at tage
mig af Dage ved denne himmelske Gift.

Havde jeg inet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da
havde jeg sikkert skaanet mig mere.


                                                            2den Mai.

Jeg vilde nske, at jeg rigtig vidste, hvad du tnker om Dden. Troer
du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille sig, men jeg kan
dog ikke forstaa, at jeg selv helt skulde vre slukket ud.

Jeg tnker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har hrt ham sige
derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt Andet sagde han, at Goethe
havde sagt: Intet dygtigt Menneske tvivler om, at han er uddelig.
Men jeg er rigtignok ikke noget dygtigt Menneske, saa det giver mig
ingen Ret til at tro derpaa.

I alt Fald fler jeg, at vi hre hinanden til. Jeg er din og var
aldrig hans.

Men hvorfor taler jeg om at d? Det er underligt, for jeg har lnge
-- lnge ikke vret saa let tilmode og saa fortrstningsfuld som
idag.

Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i Overlgens
Have og syet. Det er en prgtig Mand.

Imorgen vil jeg fortlle dig mer om, hvorledes Tiden gaar her.

Men iaften skriver jeg ikke lnger, jeg vil lse i Schiller;
forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan en Lyst
til at prve, om jeg kunde forstaa Ueber das Erhabene. Overlgen
siger, at den Slags Ting maa jeg allerhelst lse, endnu bedre skal
historiske Skrifter vre. Jeg begyndte ogsaa at lse hans
Trediveaars-Krig, men det kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke
gjre for det, saaledes var det allerede i Skolen, alt Historisk
kjedede mig.

God Nat, Harald!

       *       *       *       *       *

Lsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor dybt og stemt
mig for hitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse i Taarer; jeg
havde endnu ikke grdt efter hendes Dd.

Men da jeg endelig greb efter Pakkens vrige Indhold og fik et
slsomt krammet og buklet Brev i Haanden -- hint Brev fra mig, som
hun havde gaaet med paa sit Bryst, -- saa trykkede jeg det mod mine
Lber og hulkede som et Barn.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Jeg har gjennemlst de frste af disse Blade. Hvor kunde jeg dog
skrive disse taabelige Ord: --

Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag -- det er
nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare dette
Sprgsmaal!

Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald paa vor
Kjrlighed, paa Erindringen om Minna -- som om nogen Lykke kunde
blive mig saa dyrebar som min Sorg!

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Jeg paatog mig egenmgtig at srge for Begravelsen. Til min Glde --
ja, jeg gldede mig virkelig -- fik jeg en Grav paa Der weite
Kirchhof, ganske tt ved Hertz's og hans Hustrus Hvilested, under en
af de kjmpestore Popler.

Paa Graven lod jeg stte en afbrudt Sile af det smukkeste sachsiske
Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet:

                                MINNA.




GYLDENDALS BILLIGE BGER


1 KRONES BGER

 Nr. 1.  Arnold Bennett: Levende Begravet.                   Udsolgt.
         _(500 Eksemplarer paa bedre Papir  3 Kr.)_
 Nr. 2.  Frank Norris: En Kvindes Magt.
 Nr. 3.  Herman Bang: Ludvigsbakke.
 Nr. 4.  Olive Wadsley: Flammen.                             Udsolgt.
 Nr. 5.  Florence Warden: Huset ved Floden.
 Nr. 6.  Cynthia Stockley: Under Afrikas gldende Sol.
 Nr. 7.  Svend Leopold: Prinsesse Charlotte af Danmark.
 Nr. 8.  C. N. og A. M. Williamson: Den blaa Bil.
 Nr. 9.  W. M. Harg og Edwin Balmer: Den blinde Mands jne.
 Nr. 10. Katharine Susannah Prichard: Pionererne.
 Nr. 11. Karl Gjellerup: Minna.


50 RES BGER

 Nr. 1.  Laurids Bruun: Van Zantens lykkelige Tid.           Udsolgt.
 Nr. 2.  Steffen Ahlm: Maurerpigen.                          Udsolgt.
 Nr. 3.  Frank Norris: Blix.                                 Udsolgt.
 Nr. 4.  Jack London: Fortllinger fra Klondyke.             Udsolgt.
 Nr. 5.  Pierre Loti: Tyrkiske Kvinder.                      Udsolgt.
 Nr. 6.  Honor Willsie: rkenens Magt.                      Udsolgt.
 Nr. 7.  J. Blicher-Clausen: Farbror Frans.                  Udsolgt.
 Nr. 8.  Anny Wothe: Kvinderne paa Sundsvalgaarden.          Udsolgt.
 Nr. 9.  E. Phillips Oppenheim: Krlighed og Politik.        Udsolgt.
 Nr. 10. F. Hume: En Hansom-cabs Hemmelighed.                Udsolgt.
 Nr. 11. M. B. Cooke: Bambi.                                 Udsolgt.
 Nr. 12. Balduin Groller: Dagoberts Bedrifter.               Udsolgt.
 Nr. 13. Bjrnstjerne Bjrnson: Mary.                        Udsolgt.
 Nr. 14. Tristan Bernard: Skriget i Natten.                  Udsolgt.
 Nr. 15. Max Pemberton: Eventyret i Fontainebleau.           Udsolgt.
 Nr. 16. W. W. Jacobs: Paa Frierfod.
 Nr. 17. Henry Grville: Den lille Fyrstinde.
 Nr. 18. Sophus Bauditz: Sporsne.
 Nr. 19. E. Phillips Oppenheim: De skbnesvangre Breve.
 Nr. 20. Theodor Ewald: Bajadser.


                        Krohns Bogtr.





End of the Project Gutenberg EBook of Minna, by Karl Gjellerup

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA ***

***** This file should be named 33562-8.txt or 33562-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/3/5/6/33562/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
