The Project Gutenberg EBook of Et Aar, by Anton Nielsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Et Aar

Author: Anton Nielsen

Release Date: May 13, 2010 [EBook #32366]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET AAR ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net









  ET AAR




  ANTON NIELSEN

  ET AAR

  FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO.

  KJBENHAVN  MDCCCCXIX




  KBENHAVN -- GRBES BOGTRYKKERI




  _Til
  Min Far og Mor._




Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.

Lidt fr Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg vret, og
hver eneste Lysning har jeg gennemsgt; men ingen Steder fandt jeg
det, jeg sgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.

Nu er det blevet for mrkt til lngere at skyde. Krv, Sigtekorn og
Bsselb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. --

Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg
listede uden om et Hjrne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid
Eng, hvor Grsset groede tt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene,
og Fluesnappere slog hvert jeblik ned fra Grenene og hang stille i
Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer,
som ustandseligt skd ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op
mod en Bgestamme og saa udover.

Paa en Grftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede
roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham,
tndte Ild i hans rustrde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret
og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den
anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Mde.
Grften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede
Knopskllene fra alle de nylvede Grene.

I det jeblik han igen bjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par
Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bssen
mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og
min Finger krummede sig om Aftrkkeren, men saa .....

Der knkkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Lvet raslede, og jeg
maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende
frem. Ogsaa den anden lod Grs vre Grs og saa lige mod den
kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet hjt hvet og
Klovene fast i Jorden. Jeg kunde hre ham snfte af Arrigskab.

Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Den
anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa.
Mulden rg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Hjskoven.

Saadan een havde godt af at fle et Par spidse Takker mellem
Ribbenene, saa det sang i Vommen.

Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel
Kngt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra
Skovene.

Langsomt fulgte jeg efter. Grsset, som lige var traadt ned, rejste
sig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stod
rank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. --

Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ild
mellem Grenenes Fletvrk. --

Timer er gaaet siden da. Jeg har vret Skoven rundt flere Gange.
Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind
mellem Trernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som
Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille
og kryber sammen til det bare ingenting.

Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og jne brister
Spindelvvets tynde Traade. Midt paa en ngen Trstub glder en Sankt
Hans Orm.

Hje er Bgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mrket om dem.
Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. Som Silke rasler
deres Lv. Og inde i Granernes Mrke pusler Natvinden, hvisker fra
Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens klige
Blaa. Over slvhvide Enge flakker deres Skygger.

Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst om
Dybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun
Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsvrmernes blinde
jne trkkes mod dens Lys.

Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det hjeste Grs ligger to
Mennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jeg kommer
saa tt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mand og en
Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile,
han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er
hvidt i Mrket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke
hrt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et
lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bag mig
slaar en Nattergal, og et Stykke lngere borte svarer en anden. Alle
Smaabgene lyser som Perlemor.

-- Du sier ekk novet, bitte Frrik.

-- H  saa masendes smukt, Fie.

-- Hm, sns du osse de', Frrik.

-- Jov, de' har j da savt dig saa tit. Du skue tae o lgg lidt beder
Mrk' te', hvae j saaen goer o sier dig.

-- J har ekk skreven de' op, o de'  ekk saaen o saa house alt.

-- Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Prst. J har sl skreven
i den: To Drosler .....

-- J ved ekk, hvor min Poesibov  bleven av.

Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul
og puster velbehageligt Rgen langt ud fra sig.

-- De'  de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar j har
liggen her ene o grubliseret, har j drmt, a' vi havde bygget vort
lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa
Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen.

-- Du har da vel Raad te' o kve Huset ner ved Aaen, Frrik?

Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og
ser ham stift ind i jnene.

-- Min egen lell Fiemor. Han haler mjsommeligt Piben ud af Munden og
forsger at dikke hende under Hagen med Spidsen.

-- Lae vr me' de' Svineri, sier j, de'  alvorligt nok, Frrik.
Hun slaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud
af Hovedet.

-- Min dyrebare Tobak. D fik du den spildt. Et Par Fingre borer sig
ned mellem Grsstraaene og forsger at redde, hvad reddes kan.

-- Se paa m, Frrik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fie lver
ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ...

-- Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tndstik og forsger
at tnde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet et
Straa ud af en Blok med Hjrtegrs og gumler eftertnksomt paa det.
--

Imellem to hje Grsstraa har en graadig Korsedderkop spndt sit
Fangnet ud. Det hnger der og svajer i Takt med Straaene og glimter,
som var det oversaaet med Diamantstv. Et stort, klodset Ml svirrer
frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser det afsted, tumler
imod Blade og Blomster og ... Straaene bjer sig nsten helt ned mod
Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligen kommer et sort Uhyre
farende paa lange, tynde Ben. En kort Kamp og den dumme Mlfugl er
kun et ranglende Skelet. --

-- Kae dutte smie den dumme Pive fra d', mens vi snakker.

-- J ryer paa Myggerne, Fie.

-- Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frrik?

Hun spytter Grsstraaet ud og vender sig om paa Siden.

-- Dikke ... dikke ... dik ... Puttehne. De' ved vi itte.
Pibespidsen er igen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. -- De'
ved vitte, men helt ngne behver vi da heller ekk a komme te o goe,
o Huset faar vi smens nok.

-- Lelle Frrik ... Hun nrmer sit Ansigt tt til hans. -- Skae vi
saa lgg Piven, Skat. Den snorker lieveller.

-- Saa er'et vel fordi a den  svnig.

-- Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner
sig Vej op igennem hendes Strube.

-- Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frrik ... hi.

-- H ... h ... hh--h ... Se Fie, j kae sie de' meget sjovere,
naar vi blir givte.

Han lgger Piben fra sig og stryger hende krtegnende hen over
Ryggen, som han er vant til det med sine Plovheste.

-- Stikker Myggerne dig, min Ts. Vk m jr I Asener ells skae
Frrik Sren danse m ... Han slaar bredt ud med Haanden.

-- Husjh ... husjh, kae I humme jr.

-- Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frrik. De sier lie saa
tykk som Sand.

Hendes Ansigt er nu ganske tt ved hans, og hans Arm hviler fast om
hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og nppe hrligt hvisker
han.

-- Skae j jave dem vk, Fie?

-- J tror du  tovlig, Frrik. J skae nok sl flytte, hvae d skae
flyttes. Vi  dante givte.

-- Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gr et krampagtig Forsg paa
at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans
Arm. rgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. --

Ganske stille bjes Grenene lidt til Side, og en Rv stikker sin
spidse Hoved frem for at "sikre". jnene lyser som Fosfor, og Lberne
er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tnder skimtes. En
Solsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En anden
svarer forskrkket ligesom i Svne og snart er hele Tykningen et
eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saa
trkker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. --

-- D var bestemt nowet, som rrte s, Frrik.

-- De' var en Myg, d' summede, Fie.

-- Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden og kravler
ind i hans Favn igen. -- De' kae du lie, hvae?

-- Fie, j har kvt Huset, saa d kae lyses hvae Sndav, de' skae
vre.

-- ' de' sandt, Frrik? Kys m, hvis de'  regte verkle.

-- Lelle goe Engel. Han trrer omhyggeligt Munden af med sit
Trjerme.

Midt under Kyssene, som bliver lngere og lngere, holder hun ham
pludselig et jeblik for Munden og siger:

-- Du spajer dante Frisuren, Frrik?

Hun slipper ham et jeblik, saa er hun der igen med Haanden.

-- Frrik, de'  vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.

Hun trkker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan komme
til at svare.

Tre rde Fingre hver sig i Vejret.

-- Naar lj Frrik spr j Fie Jensen?

Hun ser ham stift ind i jnene.

-- Ja een faar tro d. Karlfolket  nu ells ekk saaen i vorses Dave.
Og idet hun atter nrmer sit Ansigt tt til hans, tier hun et jeblik
som for at bringe sine Tanker i Orden, fr hun fjer til:

-- De'  altsaa paa nste Sndav, a d lyses frste Gang, o te
November  vi givte ... Uh, du kae ekk tnk' d, hvor de tovlige
Mygger dov osse skae bide. -- -- --

En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner
dens Billede sig mod de lyse Bgepurrer. Uroligt virrer den med
rerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber -- lange,
kaldende, fljtende Lyde, som bliver borte mellem Stammerne.

Ud fra en Holm med Brndenlder kommer i det samme et Par ljerlige
smaa Skikkelser til Syne. Spndte staar de og lytter. Gaar forsigtig
ligesom prvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig
pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der
snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue.
Benene er nok ikke tilstrkkelig strke endnu til at bre solidt og
jet for svagt til at beregne et Spring. Men Lngslen efter Mor ...
Nu borer to ivrige, fljelsblde Snuder sig Vej til Dellet, og den
varme Mlk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke
som Stempler. Med hjt hvet Hoved og hver Sans spndt til det
yderste holder hun Vagt, mens de drikker.

-- Hrew ... hrew ...

Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De
trstige Munde forsger at holde fast.

Hrew ... hrew ... hrew ...

Der var noget, som rrte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Spring
forsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart har
Brndenldernes haarede Blade skjult dem igen og Grssernes Hvisken
og Tisken dysset dem i Svn. Selv lister hun som en Skygge omkring i
Nrheden og vogter paa sin Skat. --

-- Huh, Frrik alt  levendes om vos.

-- Stell din lell' Skarnsts, de'  kuns Dyrene o saa Natten. --

En Ugle svver paa lydlse Vinger fra Tr til Tr. Den skriger og
klager sig som et Menneske i Nd. Hjt over Grantoppene glider
Maanen. Dens gul-hvide Fjs er stivnet i en komisk Grimace, og
Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mrket
knager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frkt skyder op om
dens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene i en
evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur. Dens
grnne Kattejne flger de flagrende Dansere. -- -- --

Der steg Nattergalens Trille saa hjt, at den brast. -- -- --

-- -- --

Stille, som jeg kom, gaar jeg bort.

Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene
sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er
som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.

Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gr min Hund af
Lngsel efter mig -- Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vgge uden andet Selskab end
Mrket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle
Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal
skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.

Paa en Trstamme lige ved Vejkanten sidder der een -- en utydelig
Skikkelse mod alt det mrke.

Jeg gaar tt hen og hilser.

-- Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod
mig. En hed Blge af Glde skyller ind over mig, og jeg bliver
staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tnder,
og hendes jne straaler.

-- Hvad hedder De?

-- Jeg hedder Elizabeth -- eller Lis, fjer hun til.

-- Jeg kender Dem ikke.

-- Nej, men jeg kender Dem. De er Jgeren. Altid naar vi er ude i
Marken, og vi pludselig hrer et Skud, siger de allesammen. -- Det
var ham, der skd. Forvrigt bor De alene omme i Huset ved
Rdledsvejen.

-- Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De?

-- Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".

Jeg stter mig ved Siden af hende og lgger Hatten fra mig. --

Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan hre den suge sig fast til
Barken og igen give Slip for at skubbe sig lngere frem. En Lysstrime
rammer den, og den glinser af Slim. Fr det gryr, skal den vre paa
den anden Side, hvor Lvet kan skjule den for Solen. Den strkker sig
langt frem og kiler paa. --

Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Lberne er tykke og krnger sig
ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand ligger tt
ved hendes ... nu rrer de ved hinanden. Huden er bld og varm, og
jeg kan mrke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender
Ansigtet om imod mig ...

Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at
krybe nedover. -- -- --

Lnge bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker
som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Lngsel -- favnes af
Dagens Sollys.

Natravnen Flakker os tt forbi, graa som en Skygge, jagende Mlfugl,
der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag
hres ikke ...

Vore Hnder mdes -- et Krtegn -- fdt af jeblikkets Stemning.
Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa vre
god imod dig.

-- Lis! Er du min?

-- Jeg var din, fr jeg saa dig.

Du giver mig begge dine Hnder. De er faste, nsten lidt haarde. Du
er vant til at slide ...

Vi glider ind i hinanden, jenlaagene slukker Pupillernes Krter --
din Mund brnder ... Du giver mig Kysset igen. -- --

Vi gaar ud over Markerne. Om os Sdens lysende Graa. Hvide ligger
Vejene. Inde paa Grsmarkerne brummer Kerne i overmt Velvre. Deres
Yvre spndes med Mlk. --

Ved Havegrdet rkker du mig Haanden til Farvel.

Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper
ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glde. Jeg
tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der
ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...

Dine jne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvlvet i sig og
gnistrer af Solstnk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens
Lykke. Du er strk, der staar en sund Kraft af din Krop ...

Lnge -- lnge bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du
gik.




Det lyser langs Sivbrmmerne. Brudelysenes rde Koralrev glimter, og
Svrdliljernes Guld lyner. --

Dr letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort i
Taagerne over Bgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnu
dens varme Gdning, og Fluerne samles om den. Deres Summen hres helt
ind til Land. --

Jeg rejser mig. Et jeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen mod en
Trstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.

Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Det
ser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i
Vejret og brister en efter en med smaa Smld, som var de af Glas.

Inde i Skoven bag mig tndes Solpletterne, som Blomster springer de
frem af Skovbunden og hr, Morgenvinden letter. Sagte kommer den
susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellem Sivene.
Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.

Inde bag Granerne kurrer de frste Duer.

Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Klling langsomt rokkende.
Hvert jeblik standser hun og snfter, som om hun vilde vejre. Hendes
krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele
hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes
Ansigt, der er indrammet af en bredflset Kyse.

Hvor Trvestakkenes kegleformede Smaahuse slret af Nattens
Spindelvv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, som
er fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bunds
igen, og nogle jordgraa Firben, der gr Jagt paa Myg, piler ind
mellem Trvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.

Lnge staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden for jnene og
drejer sig rundt mod alle Verdens Hjrner. Alt er roligt. Kun en
enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hnger langs et Grsstraa
og svajer.

Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt lses dens Flige fra
Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den
foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu -- gnistrer den som
Solstv.

To Sommerfugle jager forbi -- kaster sig ud og ind i Leg -- tt ved
og langt borte. En lille renpris strkker Hals og ser lngselsfuldt
til. Liljekonvallernes Bjlder ringer Dagen ind.

Kllingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet
falde og staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der
er ikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fra Stak
til Stak og slaar ned over alle Toptrvene. Hendes Fingre griber som
Klr om Byttet.

I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et jeblik har der vret Tid til
at hoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, fr
andre endnu har drukket Luften ind.

Tilbage over Engen med hjt lftede Skjrter og uden et mindste Hvil.
Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke at genere
Gangen. --

"Hallj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dkker igen, og
Krykkestokken sttter de vrkende Arme. Et Par Blomster faar du Tid
til at plukke dig, dem brer du synligt. Mder du nogen, har du vret
ude at sge Urter til at kle de brndende Saar, som Dagslidet giver.
Men denne Frd skal du komme til at betale med Kaffe. Vi mdes ved
din Dr. Jeg gaar udenom og skal nok hjlpe dig med at puste til
Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken.
Jeg vil vide, om der ikke ligger en rd Pige til mig, for Lis har
rde Fletninger og Fregner i Huden.

Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvert
jeblik betragter du mig.

Jo, Gue ligger der en rd Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind i
jnene og forstaar hinanden. Trvergen fylder Kkkenet. --

-- Lae mig se ... jov, min Sl og Saliehed, h ligger hun sgu osse, o
hun  rd som de' pureste Guld. -- --

Solpletterne er store som Roser og Fluesvrmen tt over Mosen. Snart
kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver
fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. --

Kaffe med hvidt Brd og gult Smr, vil jeg have, og vi tier stille
... Og saa den rde Pige. --

Den Smule Omvej gaar i et Par Spring.

-- Guds Fred. Har du en Drik til en trstig Sjl, som har jaget i
Nat?




Grsset hedder en Mark lige uden for Skoven. I mange Aar har den
ligget udyrket hen, for at Fasanerne skulde have et Sted, hvor de
kunde ruge i Fred. Hist og her er der plantet smaa Holme med Bjergfyr
og Gyvel. Naar Hnsehgen kommer susende og vil til at slaa ned, er
det godt for en Hne at kunne rende i Skruk. Ogsaa mange
Harekillinger har fundet Ly under de buskede Grene.

Paa en bar Plet, hvor Solen har hedet Sandet, ligger nogle Fasanhns
og baltrer sig, saa Stvet staar i Sky om dem. Dsigt ligger de paa
Siden og puster sig op, ryster med Nakkerne og kurer sig rigtig ned.
En Hane gaar rundt og gr Kur. Foran hver enkelt standser han,
skraber ud og stritter med Vingerne. Kroen vider Halshuden ud, og han
klukker dybt nede i Maven -- ho ... hoho ... ho ... ho ... Hans
jenlapper er rde som Blod, og Halen fejer efter ham. Men alle
Hnsene gaber af Dsighed og basker sig, saa han maa springe til Side
for ikke at faa plettet sin Dragt.

Det er en gammel Fyr med blanke Sporer og sirligt Traad, han danser
nsten foran dem.

En anden kommer frem fra en Busk. Han er ikke saa pyntet at se paa,
Dragten er lurvet, et Par af Halefjerene mangler, og han ejer ikke
saa lange Sporer. Det er frste Aar, han er med i de voksnes Lag. Et
jeblik staar han og ser sig omkring, saa faar han je paa Hnsene og
springer straks i Toppen paa en af dem.

Den gamle standser i et dybt Buk, ryster sig og slaar med Vingerne,
saa det dundrer i Jorden.

Kh ... khh! Lavt flyver han bort og slaar ned et Sted ovre ved en
af Holmene, hvor han har set en tyk Madam forsvinde under en Dusk
Gyvel.

Alle Hnsene har rejst sig. De kagler i Munden paa hinanden; mens
Hanen er krbet ned i et af Baldrehullerne. Velbehageligt skyller han
Stv ind over Ryggen. Og nu er det dem, der danser for ham. --

Solen brnder fra en skyls Himmel. Her findes ingen anden Skygge end
Grssets. Lis og jeg ligger i en Hstak, som Moseper har revet sammen
til Vinterfoder for sin Ged. Vi har boret os ned og dser i slv
Ubevidsthed.

Hstakken fylder vore Sanser med deres dvende Duft af soltrret Liv,
Klverbladene knitrer under os af Trke, og Tidslerne stikker vore
Hnder. Et jeblik lukker vi jnene i for ikke at blndes af Lyset,
og vi fler, hvor vi glider langt bort. --

Jeg traf Lis inde i Skoven, hvor hun gik og ledte efter Jordbr, og
jeg fortalte hende, at herude paa Grdet luede de frem mellem hvert
eneste Grsstraa hede af Solbranden. Vi har spist os mtte. Saften
trkner paa vore Lber.

En Grshoppe springer op paa hendes Ansigt. Hun skubber til mig, og
jeg ser op. Et jeblik bliver den staaende paa hendes Pande og
springer saa videre. Smaa sorte Edderkopper lber allevegne.

Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg
Yppighed. Regelmssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til
brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brnder
vore Ansigter, og Het, der synker sammen under vor Vgt.

-- Du, siger hun. Lnge har vi ligget tavse og set ud over alle de
gabende Blomstermunde, som titter frem alle Vegne rundt omkring os.
Gule Honningfluer flokkes om dem, og Luften sittrer under blanke
Vingers Surren. Varmen blger ind over os. -- Hvis jeg var gift,
vilde jeg have hele Hytten fuld af Brn. Vi er saa mange Sskende
hjemme, og vi har altid haft det saa morsomt. --

I en Busk lige ved Siden af os faar vi je paa en Fuglerede. Et Hoved
rager op over dens Kant, og to sorte jne skinner imod os. Nu ser vi
ogsaa en lille graa Krop, der breder sig ud og skjuler hele Fanget.
Lyset blnder, vi ser kun de straalende jne, og det er, som kan vi
hre et Hjrte, der banker ... Sommerens sklvende Hjrte mod Livet.
--

Ovre paa Sandpletten danser de stadig for den hvilende Pascha ...

Jeg lukker mine Arme om Lis.




Selv Duerne er stille.

Tunge sidder de mellem Granernes Grene og dser. I Rederne ligger de
dunede Unger og gaber efter Fde.

En liden Mejse har travlt med en fjorgammel Kogle. Ivrigt hugger den
med Nbet i de brune Skl, saa Stvet staar om den. Dens rastlse
Pikken bryder Stilheden.

Henover Naaletppet glider en lang Vsel. jnene lyser af Mordlyst.
Det er knapt, at de trre Naale bevger sig under dens Traad. I et
eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprde
Hjrneskal knaser mellem Rverens sylspidse Tnder. En Due, som har
siddet paa en af de nederste Grene og set til, strkker Hals. De
grnblaa jne sprres vidt op, og den lgger Hovedet helt ned paa
Siden.

-- Uh ... uh ... Den forsger at kurre og kaster sig klapprende ud
mellem Grenene. Vselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt
Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle
Trrdder smutter den ned; men et jeblik efter kommer den til Syne
igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd fr, da den lb bort, som
den ikke fik hrt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele
Overkroppen gaar paa den.

Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en vltet
Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskllene
kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bnkebidere titter
forskrkket frem ved Stjen. Stivnet af Rdsel flger de den lange,
bugtende Krop. Smaa kulrte Edderkopper -- ikke strre end
Knappenaalshoveder -- drysser som ormdt Stv ned mod Jorden.

Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af
Lys ned imellem Grenenes Mrke, knoppes frostblege Syreblomster
mellem Ris og skabede Nlder. --

Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knkke. Det er
Duerne, det glder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes
Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen.
Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.

Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa lnge og een
til ...

Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal vre
hvidt, hvor hun skal stte sine Fdder. Og Fluesnavset skal gnides af
Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne
jne tindre af Fryd.

Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en
Krog og lnges.

Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har vret
lige ved at faa Skud, har den fordmte Frakke hngt i en Gren og ikke
vret til at faa ls, fr Byttet var over alle Bjrge, eller Foden
er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme
udenom.

Hele Skoven har jeg vret igennem. Hver Gran har jeg staaet under og
spejdet op i Grenenes Virvar, til mine jne er lbet fulde af Vand.
Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bgene ned ad
Krlighedsstien.

Det er som at komme fra en kold Klder op i Dagslyset. Den lune Varme
slaar mig i Mde, og jnene maa frst vnnes til, fr de kan se alt
klart.

Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbrkrat imellem. De
modne Br hnger helt ud til Stien.

Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger
spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe
og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt
afsted, hildet i Blomsternes Sdme. Jaget -- det store Jag -- en
Solsommerdag for Fde og Parring. Hist svver en Dgnflue som et
sgrnt Silkefnug fra Jorden op i Hvlvet, her kryber en Humlebi som
en Skattegraver nsegrus ned i en Dvnlde.

Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Ggeurterne blomstrer, og langs
en Grft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Grs
snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund.
Allevegne synger Grshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om
Halsen klager ynkeligt og nsker sig bare hjem. Om jnene sidder
Fluerne saa tt som Sand.

Et Sted er Grsset blet ned. Der er blevet en stor, rund Plet som
efter to Vilddyrs Kamp. En Trsko ligger med Bunden i Vejret et
Stykke borte. Klampernes Jrnringe er blanke.

Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som
frst fanger min Opmrksomhed, er egentlig det, at den ene Strmpe er
hullet og blotter en af disse Hle, slidt haarde af de evindelige
Trsko.

Hun ligger som en Bylt, man har kastet fra sig, fordi man ikke
lngere har Lyst til at slbe den med.

Tjet er i Uorden. Bltet sidder skvt og viser en stor, skinnende
Sikkerhedsnaal, og Tryklaasene er sprunget helt op igennem Ryggen.
Nogle rustne Korsetstiver stikker frem.

Her har staaet en Kamp.

Ansigtet er gemt bort mod Jorden. Et Vildnis af nddebrunt Haar
bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Grsset. Et Par tykke
Hnder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Nsten
som en Dd ligger hun.

Jeg tager fat i hende. Der gaar en Sklven gennem hendes Lemmer.
Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt.

-- Her maa De ikke vre.

Hun knytter Hnderne fastere sammen om Grsset; men flytter sig ikke.

-- Hrer De ikke? Her kan komme nogen. Jeg rusker til.

Hun vender sit Ansigt op imod mig. Der sidder Mrker i Huden af Straa
og Kviste.

-- Der kan komme nogen.

Hnderne slipper. Maabende rejser hun sig over Ende. Nogle
Haartjavser, som glider ned over jnene, faar Lov til at hnge. Over
hendes Pande trkker sig dybe Rynker, som arbejdede hun med en Tanke,
hun ikke rigtig forstod.

-- Rejs Dem op. Jeg slipper mit Greb og henter hendes Trsko.

Hun lystrer som en Hund.

Der er i hendes jne det samme Blik om Naade, som der er i et Par
Dyrejne, der ser op i Jgerens Ansigt lige i det jeblik, han lgger
Knet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst.

Jeg kender hende ikke. Hun er fremmed der paa Egnen. --

Det begynder ganske smaat med en Smule Vand i jenkrogene, saa fyldes
jet og pludselig ... hun hulker og nsten skriger.

-- Mi' Far slawer m bastemt ... ihjel ... Uh ... j ... kae alder
mer ... komme -- hjem!

Hun dkker sit Ansigt til med Hnder og Arme og begynder at gaa.

Jeg springer efter hende. Saaledes maa vi ikke skilles.

-- Sig mig, hvad der er i Vejen. Jeg faar fat i hendes Arm.

-- J  saa olkle ...

Graaden bliver hftigere. Hele hendes Legeme sklver som i Krampe.

Hun faar Lov til at grde frdig, saa flges vi ad et Stykke. Jeg
sprger hende ikke ud, og hun fortller mig intet. Stille gaar vi ved
Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mdes vore jne. Bestandig
gaar hun og ser ned i Jorden.

Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rkker hende Haanden til Farvel.
Hendes Haandtryk er slapt.

Jeg bliver staaende og ser efter hende. Langsomt gaar hun. Det er,
som om hvert Skridt kostede hende usigelig Mje. Om hende er Vejen
plettet af Sol, dybt i Bgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og
langt borte i en Tykning kukker en Gg.

-- Kuk kuk ... kuk kuk ... kuk. Den flyver forbi og ler haanende. I
de ttteste Bladkrat hjt oppe over Jorden mdes den med sin Mage og
stjler siden Plads til sine g i Smaafuglenes Reder.

-- Kuk kuk ... kuk! Jeg kan blive ved med at hre den lnge.

En ngen Fugleunge ligger i Grften, sparket ud af Reden. En
Aadselgraverfamilie er i Frd med at dnge den til med Jord.

-- Pip ... pippip! En Finke jager efter en Guldsmed.

Det er bagende varmt. Hindbrene hnger saa fristende rde. Jeg
plukker og plukker og sanker omhyggeligt Ormene fra.

Hun turde ikke gaa hjem ...

Vejen er de. Luften sittrer af Hede. Spraglede Blomster knejser
mellem Grftens Grs. Det gnistrer med Farver og dufter af Brunst.
Sommerfugl flyver fra Blomst til Blomst. Stilken sittrer af Vellyst,
naar den spidse Snabel bores ned i de honningfyldte Bgre.

Ved Indgangen til Planteskolen staar der en Plesaks. I Lbet af
Natten er der gaaet en Ugle paa. Den hnger og basker ned langs
Stolpen med brudte Ben.

Jeg springer over Hegnet og klattrer op for at slaa den ihjel. Men
jeg spnder ikke Saksen paany og lader Uglen hnge. Den kan saa rart
bruges til at kyse andre vk. Maaske ... saa lnge den er frisk ...
sknt ... naa, lad den hnge, den gr i det mindste ikke Fortrd, og
en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne.

Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne
flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen
fuld af Fde og dukker ned mellem Grenene. Nogle enkelte Hanner
sidder paa de hjeste Topskud og kurrer omkap. Af og til stiger de
lodret i Vejret, klapper Vingerne sammen og styrter ned, indtil de
atter faar Fodfste. Klap efter Klap smelder.

Lige for min Fod ligger der noget hvidt og lyser. Jeg bjer mig ned.
Et Lommetrklde. Det er snavset og rdt af Blod.

I det ene Hjrne er der syet et Navn.

Thea staar der med store, klodsede Bogstaver.

Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er.

Jeg gemmer Lommetrkldet i min Jagttaske.

-- Mdes vi mere, skal du faa det igen. -- --

Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grnsket Vand. Saa
lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade.
Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i
svmmer Blomster med store, trevlede Rdder. Der er fuldt op af
Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar
slimede Karudser med dde jne og snapper efter Vejret. I en lille,
blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de
sumpede Kanter skyder alenhje Bregner i Vejret. Fede Snegle maver
sig frem over Dyndet trkkende efter sig brede Strimer af Slim.

Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde
vre en Due nede for at drikke.

Hun ligger paa Kn paa en Sten og ser Vandet op i sin hule Haand for
at vaske sit Ansigt rent. Haaret stter hun en Smule op efter
Billedet i Vandspejlet.

Men saa snart hun faar je paa mig, springer hun i Vejret og flygter
ind mellem Granerne.

-- Thea!

Min egen Stemme svarer mig langt borte.

Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Kn og vaskede sig
ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort
med det samme.

Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af
en Gran. Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen.
Et jeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder
yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig
selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud
som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt
lngere frem i Lyset og ser undrende til.

De er lige ved hinanden.

Kurre ... Kurre ... Han gr sin Stemme saa grov som muligt og puster
sig op. Hun ligger nsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han
flere Gange. -- --

En Djvel regerer min Bsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg
dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En
Regn af visne Naale flger efter dem.




I Dag til Morgen er Himlen graa, og det stvregner. Brndenlderne
langs Vejene staar med irgrnne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt
stukket med smaa bitte Perler. Grsset og alle Blomsterne dufter,
Skovbunden damper, og Taagen hnger tt over Granerne.

Det er Sndag. Over de vdeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred
fortttet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds. Et
fint Slr af Sprjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene.
Langt borte fra bres Duften af en blomstrende Hyld mig i Mde, og
Roserne funkler i Hegnet.

At staa stille paa Skovgrdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks
ved Aks saa tt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man
fler det, som saa man ud i Uendeligheden -- ingen Grnser, intet Rum
-- Regntaagens Graa og Straaenes lysende grnne ... en lykkefuld
Higen.

-- Ding -- dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne.

Tyst, det gror -- det gror i alle de trevlede Rdder hele Jordkloden
over. --

Fra et Hus ved Vejen kommer en Mand ud. Hans Kone flger efter. Et
jeblik staar de stille, saa prver han om Dren er laaset.
Andagtsfulde flges de ad paa hver sin Side af Vejen mod Byen.

Fra Stien ind over Markerne kommer andre dem i Mde. De bliver
staaende og venter. En tavs Hilsen med Haandtryk til hver enkelt, og
Mndene gaar foran og Kvinderne bagefter.

Ding -- dang! Klokkerne ringer. Fra Gaardene krer Vognene ud fulde
af Folk.

Jeg dukker ind i Skoven igen.

Paa en af Vejene mder jeg Alverdens Niels. Han er i Sndagstjet og
den blaamalede Porcelnspibe. Kinderne er ragede og skinner
friskrde. Hans Tj er af groft Vadmel, og Regnen stter sig i
Haarene, saa han damper som en Hest.

For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.

-- Man har jo saaen en bitte Ts derne'e i Byen, som d holder a' de
Slavs. O saa kae man da savtens gre hinner den Glde, nu de' 
Sndav.

Mens vi staar og taler sammen, kommer to Mnd forbi. Det er den
rdskggede Maler nede i Hulvejen og hans Nabo Stenhuggeren. De er
paa Vej til Kirke. Deres Salmebger sidder i Frakkelommerne.

Vi hilser, og de hilser venneslt igen. Ingen af dem ser dog paa
Niels. Deres Smil rummer en hel Menigheds Varme. Vi ser dem tale
ivrigt sammen, da de er kommet forbi os. Stenhuggeren fgter med den
hjre Arm, som frte han en indbildt Hammer, og Maleren hrer
andgtigt efter, mens han sagligt folder Hnderne paa Ryggen og
rejser Nakken.

Alverdens Niels ryster paa Hovedet, saa spytter han langt og river en
ny Tndstik til Piben.

-- Klem Tsene o lae Vorherre om sit. Han taer vos smens nok, hvis
han har Bruv for vos.

Han faar Ild, og mens han patter paa Pibespidsen.

-- J har nu alletider faaen m en Krest, hvor j  kommen frem, o
de' Slavs  vel heller kuns te, for a' man skae tae dem, o saaen
'ret vel me' de' altsammen. Al den megen Snakken om de', som kommer
bavevter, de' lr' vi smens nok, naar vi f'st  kommen i'et. -- --

Jeg gaar fra ham. Lis venter mig omme ved Trstammen, hvor vi mdtes
den frste Gang. Vi skal holde Sndag sammen.

Det kribler inden i mig af Glde.

Ovre bag Bakkerne ringer de sammen. Jeg hrer Draaberne falde fra
Blad til Blad. Niels drejer ind ad en Bivej.

Det er holdt op med at regne. Blaa Rifter titter frem hist og her
mellem Skyerne. En Finke begynder at synge, og en Solstraale
forvilder sig bort mellem Lvet, drypper fra Blad til Blad som en
stor Draabe af Ild. Og nu stter alle Fuglene i. Det bliver hj
Himmel og en varm Dag.

Paa en smal Sti bevokset med Grs ligger en Buk og en Raa ved Siden
af hinanden. Det er midt i Brunsttiden. De har store blodsprngte
jne af Jaget den lange Nat over dampende Enge og gennem rygende
Moser. De spidse rer, da jeg gaar forbi og ser ned imod mig. Regn og
Sved staar i Em fra de gispende Sider.

Lis kommer mig i Mde. Der er Sol i hendes Ansigt og Haar. Hendes
jne tindrer af Lykke, da hun ser mig, og hun raaber ned imod mig. Og
Raabet lyder fra Stamme til Stamme, det samme lykkelige Raab.

Langt inde hrer jeg Alverdens Niels fljte og synge.




Lige i Vandskorpen ligger der en Kat og raadner. Toet hnger i
Strimer fra den. Hist og her skinner dens ngne Hud igennem grn af
Forraadnelse. Dens Bug er pustet op og spnder Ryggen i en Bue. Af og
til lsner en lille Klat sig og synker bort under den. Om den er
Vandet mrkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa
lange, slimede Stilke, og i evigt Jag lber smaa, lysende Insekter.

Det er hen under Aften. Arbejderne er gaaet hjem fra Trveskret.
Svrtede Maskiner og tunge Sluffer staar hulter og til bulter imellem
hinanden. Fra Fyrlemmen i Lokomobilet siler Rgen ud og vimler op
mellem Trtoppene.

Ikke en Vind rrer sig. Tunge hnger Trernes Grene og brede staar
Sivskovene. Inde mellem Ellene jpper en Solsort og hopper fra Gren
til Gren. En Sivsanger gynger i Toppen af et Rr og pipper, hvergang
Dusken truer, med at kaste den ud. Fra Engen lyder dumpe Slag af en
Tjreklle. Moseper giver "Grete" et Tjer for Natten. Blanke staar
Myggenes Svrme i Luften.

Forsigtigt flger jeg Stien over Mosen. Foran mig avancerer Hunden
langsomt frem. Friske Dyrespor staar prentet i den fugtige Muld.

Herude mder jeg ingen. Jorden gynger under mig, og det klare Vand
staar i mine Fodspor.

Det er kun inde ved Land omme ved Engen, at de huserer alle de med
deres evige Strben efter at hve de skjulte Skatte. Lange snorlige
Bede af vaad Jord viser deres Flid.

Men herude! Tusindaarig Fred ruger mellem Birkenes hvide Stammer, og
dybt i Mulden smuldrer Elletrunterne bort. Graadigt slikker Vandet
langs Brinkerne, sorte Trrdder vlter ud og griber ind i hinanden
for at holde fast. Det siver og bobler, hele Tuer synker bort, Jorden
giver sig under Stargrssets Vgt.

Et Stykke borte er Vandet kun en blank Flade at se paa; men staar man
ved Kanten af en Grav og ser lige ned igennem det, oplses frst
Spejlbilledet, og lidt efter lidt dukker Bunden frem. Den er graa og
sejg. Underlige Planter dkker den. Bladene er smaa og nittet ind i
hinanden. Lange, fede Stngler glider ustandseligt for Vandets Tryk.
Evigt og altid mudrer det i Grden. Millioner af smaa Dyr vlter sig
ud og ind imellem hinanden. I det klare Vand glider Fiskene langsomt
frem og tilbage. Finnerne skubber Vandet til Side, og om de blanke
Skl fdes skinnende Perler. I Vrimmel falder en Stime Yngel ned mod
Bunden. Rde Vandlus lyser som Morild, og lyssky Larver pupper sig
ind. -- --

Andejagten er inde. Et Sted, hvor der er fuldt op af Gange i Grden,
lader jeg Hunden gaa ud. Med et Hyl springer han paa. Plaskende maser
han sig fremad. Poterne maa helt ovenfor Vandet for at bane Vej.

Der kommer to. De flyver tungt. Det er et Par grnne llinger, som
for frste Gang har faaet Luft under Vingerne.

Skuddene bliver ved med at runge. Begge knkker sammen, den sidste
netop i det jeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i
Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortller hvor hjt, de
naaede.

Det giver Blod paa Tanden.

Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar je paa
noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.

Inde i Sivene skrpper en gammel And, og nogle halvstore llinger
piler over en Glime. Saa faar de je paa mig og dukker.

Hjt over Skoven trkker et Par nder bort, som lettede for langt
ude.

Lngere og lngere borte jager Hunden. En Blishne, som dukkede fr
lige for Snuden af ham, kommer frem over Vandspejlet. Forsigtigt ser
den sig omkring og begynder at ro ind mellem Sivene. Jeg holder til
den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige
til Bltestedet. Af alle Krfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder
sig sammen, trykker mod Stvleskafterne og suger sig fast til
Saalerne. Nsten Stykke for Stykke maa jeg slbe Benene op.

Forsigtig lgger jeg mig over en Tue, stikker Fdderne i Vejret og
lader Vandet lbe ud. Jeg hrer Blishnen skrige efter sine Unger.
Mit Tj stinker, saa det river langt ned i Halsen. --

Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat
forsvandt. Lydlst aabnede Jorden sig, greb om hans Hnder og Fdder
og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hrt
Historien:

En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde vret ungt Selskab paa
Skovridergaarden. De bredte deres Overtj ud og smed sig i Grsset.
Sre Ting talte de om.

Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det
vret et berygtet Rettersted.

Derhenne havde Hjulet staaet.

Dr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og
grd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om
Forlsning.

_Hun_ sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset.

Lige bag ved hende sad _han_. Hans jne og Lber hang ved hende.

-- Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene.

Hun bjede sig langt fremover.

-- I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op.

-- Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres jne mdtes. Hendes
var fulde af Haan.

De tav. Trernes Grene raslede for Natvinden. Hun sad igen og saa ud
over Mosen.

-- Hvem er hun?

-- En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul.
Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Lngsel. Hver Nat maa hun op
af sin Grav for at sge efter det.

Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden.

-- Ingen tr gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de
aldrig mere. Hun lokker dem hen til et Sted, hvor Jorden ikke kan
bre.

Der var saa stille, at man kunde hre dem trkke Vejret. Han snappede
som for at faa Luft.

-- Ingen tr gaa derud. Hun saa hen paa de andre, som tavse hrte
til.

-- Hvis det ikke var for det ..., han gik et Par Skridt frem, -- at
det Hele var saa barnagtigt, skulde jeg grne gaa ud og hente den
hvide Dame. Han stod som i dybe Tanker. -- Vi mdes paa den anden
Side.

Raskt gik han til. Taagerne lukkede sig sammen bag ham. Et jeblik
efter kunde de hverken hre eller se ham.

Ingen af dem raabte efter ham for at holde ham tilbage, sknt de
vidste, det var Galmandsvrk for den, der ikke kendte Mosen ud og
ind, at vove at gaa derover i Mrke.

-- Kom, hun begyndte at gaa, -- han kommer nok efter os, naar han er
blevet ked af at trave ene rundt i Mrket.

Han kom ikke. Flere Timer ventede de. Nogle af dem mente nok at have
hrt et Skrig, andre kunde intet huske. Saa snart det blev lyst, blev
der sgt. Lange Stiger blev lagt ud over de ufarbare Steder. Ingen
Fodspor viste, hvor han var gaaet. Kun en Hat lige netop paa det
Sted, hvor han var sunket.

Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vldede Pladderet
sammen, og Overfladen var igen den samme.

En Mand stak sin Arm ned.

-- Men Jsses, hvor de' trak. De' var liesom, d' var novet, d'
haved s fast.

En anden tog en Rafte og jog den i for at prve, hvor dybt der
egentlig var. I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en sknne
Nat var den ogsaa borte.

Og alt var, som det havde vret i Hundreder af Aar. -- --

Hunden har vret lnge borte. Jeg har fljtet og raabt. Nu kommer han
sluskende med Halen mellem Benene.

-- Hvad Satan ...

Han ser saa ynkelig ud og piber.

-- Hvad --

Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden.

Et Sted munder Stien ud i en lille Eng. Som en Bk, Sen har slugt,
forsvinder den mellem hje Grsser. Nogle Graner har faaet Lov til at
brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat.

Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol.

Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op,
Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky.

Der ligger noget i Grsset. Jeg maa helt hen for at se, hvad det er.
En Svrm Fluer slaar i Vejret.

Et Lig.

Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa
efter dem med Haanden for at holde dem vk fra mit Ansigt.

Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og
Blade, og hjt over mit Hoved blinker en eneste Stjrne. --

Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende. Foran den jager en
Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue
... Vandet staar i Sprjt om dem ... over Engen ... Grsset glider
til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de sklvende Sider rrer
ved hinanden ... et Tr kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ...
over Grfter og Tuer ... Hjskoven skjuler dem ... Bukken jager med
Smaldyret. -- --

Der kravler endnu en Flue lige midt i det voksgule Ansigt. Saa ivrig
er den efter at finde et Sted til sine g, at den slet ikke nser
Natten. Alle de andre er svirret bort og har gemt sig hen mellem
Nlder og Skrub.

Den er naaet til Munden. Forsigtigt kravler den over Lberne, sidder
et jeblik stille paa Tnderne og forsvinder ind i Mundhulen. Jeg kan
hre dens Vinger brydes mod Ganen. -- --

Det er en ldre, ret velkldt Kone. Hatten har hun taget af og lagt
ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tj.
Hun er helt kldt i sort, som bar hun Sorg. --

En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun
kommet. Hendes Sko og Strmper er helt gennemtrngt af Stv.

Trt har hun sgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun
vaagnet. Hun har frosset. Duggen er trngt gennem hendes Klder og
har suget Varmen bort.

Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Svne griber hun om sig
med Hnderne for at trkke det Sjal, som hun har slaaet om sine
Skuldre, tttere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hngt fast i
nogle Ris og har ikke villet slippe. rgelig har hun lukket jnene op
og rusket kraftigere til. Grenene er strkt bjet. Netop i dette
jeblik er Dden kommet. Hjrtet standset. Endnu i den sidste
Krampetrkning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om
Sjalet, og det er stramt spndt ud fra Busken til Haanden.

Hun har ikke ventet det. Ansigtet nsten maaber. Lidt efter lidt er
hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde. Selv i de mindste Blodkar
lngst borte fra Hjrtet er Blodet holdt op med at pible, og de
tyndeste Hinder strknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast
i.

Kold og stiv.

Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet ggene i
Moderlivet. Det er Tiden nu at stte Frugt. I Skarer er de styrtet
over hende. Overalt er de krbet ind. Munden, Nsen og jnene, der er
trret ind, er fulde af Spy. Enkelte Steder har graadige Maddiker
allerede begyndt at de sig Vej, og hendes Krop er blevet uformelig
tyk.

Oplsningens Hvile -- Vejen til det store Intet, Naturens Udsoning --
har taget hende til sig. --

Her kan hun ikke ligge. Tanken slaar ned i mig som et Lyn og gr mig
lysvaagen.

-- Kom. Barskt kalder jeg Hunden til mig og begynder at gaa op imod
Skoven.

Men frst lgger jeg mit Lommetrklde over hendes Ansigt. Og da jeg
kommer til at skubbe en Smule til hende, hrer jeg, hvor det siver i
hende. -- --

Vi kommer op til Moseper.

Udenfor Huset trffer vi ham. Han er travlt beskftiget med at feje
Stenbro.

-- De'  jo Sndav i Moren, vilde han have sagt, hvis jeg ganske
tilfldigt var kommet forbi og havde spurgt ham, hvorfor han havde
saa travlt.

-- De'  novet, j ge, for h kommer smens ells ingen. --

-- Der ligger en dd Kone hernede i Mosen.

Han retter sig i Vejret og siger "Goeavten". Lngere er han ikke
naaet endnu.

-- Jeg har fundet en dd Kone nede i Mosen. Vi maa have hende bort.

Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller
han sindigt Kosten fra sig mod Husvggen og gaar hen til
Kjkkenvinduet, som staar aabent.

-- Marie,  du deringe! Intet Svar. --  du deringe, min Pie! Han
slaar nogle Slag mod Ruden. -- De' var bare de', a' du skue lgg lidt
Halm paa Logullet o ta'e et Hestedkken o spre' over. Vi har fundet
en dd Kone ner i Mosen. Men de' skue vr' nu, hrer du, for vi skae
lie ner o saa hent' hinner.

Han siger det Hele, som var det en dagligdags Begivenhed, at de
maatte rede for Lig i Loen. Maries Ansigt er kommet til Syne bag
Kkkengardinet.

-- Spre' de' nu godt ud min Pie o spar ekk for galt paa'et. Vi kae
alletider bruve de' igen te' Strelse.

Han staar lidt, som var der endnu mere, han skulde sige.

-- Saa kae vi vel.

Hurtigt flges vi ad. Bag os lukkes en Dr op og smkkes haardt i.
Klaprende Trsko hres over Stenbroen. -- --

-- Lidt lnger herhen me' Lgten, Marie.

Vi har lagt Byrden fra os paa en stor Bunke Halm og staar i Kreds
udenom. Parasollen og Tjbylten ligger henne i et Hjrne. Lyset
falder lige ind i den Ddes Ansigt. Det er overnaturligt hvidt i
Skret. Over Vgge og Loft ligger lange Skygger.

-- J sns, j skue kende hinner.

Han tager selv Lygten og bjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu
til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort.

-- For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng.

Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i
Vejret.

-- Jov bastemt, de'  hinner, Far. De'  den samme store, krovede
Nse.

-- Ja ... j tror nu osse ...

-- Hvem! Hvad mener I?

-- Skovriderens Hanne, kommer det med en Mund.

-- Ja altsaa ekk ... altsaa ... ekk ... De begynder begge to, men hun
er den hurtigste.

-- Altsaa ekke ham vi har nu, for ha'  jo gansk ong. Men den gamle
... I ved nok ham, a' d rejste lie evter de' me' ham, d gik ud i
Mosen om Natten o ble' bort' ... Herregud, 'et verkle den lell
Hanne. Vi har smns legen sammen som smaa Tser.

Der bliver saa stille om os. Dren ud til Natten staar aaben.
Begrligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt
om mig.

-- Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe.

Han gaar foran med Lygten.

-- Nu kae vi jo heller ekk hjlp' hinner mer.

Hun er den sidste af os. I Dren vender hun sig endnu en Gang om og
ser ind i Mrket.

-- Herregud, den lell Hanne ... jsses ja.

Udenfor paa Stenbroen staar vi et jeblik sammen, mens Moseper lukker
Lodren til. --

-- Hun ble' helt onderlig saaen evter den Historie. De' var derfor de
rejste. De gik alletider i en ddelig Angst, for a' hun skue gr'
ondt moe s' sl. Hun skue hae holdt saa forfrdentlig meget a' ham
... Men de' var osse en rask Fyr, o hun var en regte knv Pie, var
hun ... altsaa frend de' ... altsaa ... Ja Vorherre drysser om me'
vos, som han bedst kae ... her sidder vi to gamle nu, o alle vorses
Brn  spredt om vos ... alle ... vider Vegne.

Moseper er frdig med Stngningen.

-- Ja, siger han og stter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang
prver, om alt er forsvarligt lukket.

-- Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Trv tesidst a'
lde.

Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to
krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter
lidt smuldner Livet hen i dem.

Jeg rkker Haanden frem til Farvel.

-- A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hnder om
mine.

-- Godnat begge to og Tak for Hjlpen. --

Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod
Huset. De staar endnu begge to udenfor Dren. Marie holder Lygten,
mens Moseper endnu en Gang prver om Slaaen holder. Saa trisser de
sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter. I Gangdren bliver de
staaende endnu et jeblik. Jeg kan hre deres Stemmer. Han harker og
spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetrerne. Langt paa den
anden Side Skoven brler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig.
Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen.

Skovriderens Hanne ...

-- Vi mdes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den
sidste Gang, de saa hinanden.

Jeg kommer tt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem
Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber.

Hunden gaar stille ved min Side.




I Dag har jeg vret rundt i Moserne og set efter nder. Paa Hjemvejen
gaar jeg op forbi "Sofies Minde".

Det er et Besg, som jeg har opsat saa lnge som muligt; men Gang paa
Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil
da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist
er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme
sammen. --

Gaarden er ny. Et mgtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel
Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to
Ladebygninger, som strkker sig vinkelret ud fra det. Alle Lngerne
er teglhngte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er
Glasdr, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjrne er der en
Udsigtshj med en hvidmalet Bnk, og midt paa en af Plnerne en
sgrn Glaskugle paa en gul Stolpe.

Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkr, en Gris roder rundt i
Mdingen, og paa Halvdren ind til Loen sidder en Kat og soler sig.
Inde i Mrket bag den kagler en Hne. Der er ingen Folk at se, de er
alle i Marken. Det er Hstens Tid. --

Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da
jeg kommer. Bsse og Taske hnger jeg fra mig i Gangen. Hunden
bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Dren.

De ser alle hen paa mig, da jeg trder ind. Samtalen er gaaet i Staa
ved min Banken. Fra Vggen lige overfor mig smiler hjsalig Kong
Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han
breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nd Selskabet.
Hvert af Billederne er pyntet med en rd Papirsrose, som har siddet
der Aar efter Aar og samlet Stv. Mangen en Vinterflue har her fundet
den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har
faaet hvide Pletter. --

Sknt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i
Mde. Her opholder man sig kun ved srlig hjtidelige Lejligheder.
Ellers er Dren omhyggeligt stnget og Hasperne sat forsvarligt for
Vinduerne. Brede Stvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.

Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har
rejst sig op. Det er en hj, kraftig Mand i Skjortermer, skgls og
smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rkker ham min Haand, tager
han Tillb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er rligt. Tanten
er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar
tre af hendes tykke, rde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har
stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snvert i Halsen, at
hun er sprutrd i Kinderne. Korsettet er snret saa stramt, at alt
Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hnger langt ud fra
Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.

Ved Siden af hinanden sidder to Mnd. Jeg faar straks at vide, at det
er et Par Husmnd langvejs fra, som er kommet for at kbe Hingsten
til deres lokale Forening ...

-- Hvis a' vi da ells kae blie enige.

De er trre og senestrke med brunrde Kinder og grove Hnder.
Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa
mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne
og ingen af dem siger hjt "Goddag".

Lis smiler til mig. -- --

Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.

Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af
hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.

-- M Forlov. En af Husmndene rkker sig langt indover. Han holder
paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med
den anden. Det knkker midt over mellem Fingrene paa ham.

-- Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.

Den anden bjer sig ligeledes indover.

Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge
Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter
mere Kaffe.

Vggene hnger fulde af Billeder mest Flgeblade til Almanakker, og
hist og her er kulrte Papirssole stukket ind bag dem.

Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved
Loftet.

Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle
forestillende den mandlige Del af Slgten i Soldateruniform. De
grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af
Papirsblomster og Judaspenge. Mblerne er samlet sammen rundt fra de
andre Stuer. Hvad, der har vret for fint til dagligt Brug, er blevet
sat herop. Selv Skrivebordet har Plads ved et af Vinduerne.

Over Sofaen hnger et stort Billede, som jeg nu frst lgger Mrke
til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder
hun et Lommetrklde, den anden sttter hun til et Blomsterbord,
hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.

-- Ja, de'  jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt
mit Blik. -- De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ...
ek' sandt! Han vender sig imod hende. -- Saa var du jo i Stadsen
lieveller. --

De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.

Den ene af Husmndene har seks Brn, den anden har otte, og ham med
de seks har ventendes et.

-- I  ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae j love. Onkelen
ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.

-- Hendrik!

Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kljs. Husmndene blotter
lige Tnderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.

Lis bliver sendt ud af Stuen igen. --

-- Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.

-- Hun  da begyndt o kr'stes, ve' j regte. Han nikker til mig.

-- De'  maaske den Mand der? For frste Gang ser begge Husmndene et
jeblik fast paa mig; men Tanten sprger, om der er nogen af os, der
nsker mere. --

Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har
endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar
Lejlighed til, er lige at rre ved hendes Haand, da hun smutter forbi
mig.

Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa
Kakkelovnen. Begge Husmndene stikker deres langt ind i Munden,
ligesom de sutter paa en Pibe. --

-- Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De  bleven kev av a' sitte
herhjemme.

-- Aah Hendrik!

Han er allerede ude af Dren. Hun kalder ham tilbage.

-- Nu kae du bar' prv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.

-- De' kue alder fald' m ing, Mor.

-- Ja, du kue vr' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens
me a' ordne de' sidst'.

Lis henter Dugen, lukker Dren efter sig og bliver ude. -- --

Tavshed. Ilden der sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle
Kagerester nede paa Gulvet.

-- Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Hsten er i
Hus.

Hun trkker kun Vejret dybt og tnker.

-- Det er en udmrket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og vder
nogle Dksblade, som er gaaet lse. Saa tager jeg et ordentlig Drag
og puster Rgen langt ud. Den flosser og sprutter.

-- De sgut'te ryge saa strkt, d blir saa megen Damp.

Tavshed. Om os falder det blanke Stv, og Solen brnder min Nakke.

Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.

-- Far o j har hrt, a' Dem o Lis goer sammen, o sknt vi begge
heller havde set, a' De var kommen te' vos f'st ...

-- Jeg har mdt Lis ude i Skoven.

-- De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De
var kommen te' vos. Lis  min Ssters, som  dd, hun  den ldste av
manne Sskende, saa d  ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som
vort eget, o de'  da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a'
hun da arter s vel ...

Her ser hun fast paa mig. -- Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a'
vi ekk skue havt no'en Brn.

-- Hendes Far!

-- Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, j skue
hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses
Plejedatter te' enhver som helst, d' kommer rendendes lie ing fra
Landevejen.

-- Jeg holder af Lis.

-- Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae 
De?

-- Jeg er Jger.

-- Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. J skue ekk hae taen
de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'.
Hvae  De ells?

-- Ellers er jeg ikke noget.

-- De har maaske Peng'?

-- Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.

-- De'  en grumme skidt Vane o kom ing paa. De  godt o hae novet i
Bavhaanden. De' tnker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae
j forstoe?

I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har lbet strkt, han
puster. De bare Fdder er skorpede af Stv.

-- J ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort'
Koe har reven sit Tjer i Stykker, o nu skue j goe ner te'
Kvmandens o kve et nyt.

Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.

-- Hvae  de' for en Ko?

-- De'  hinner, d stoer over moe Vejen, j skue lve nu, ells
bisser hun ing i Roerne.

-- Hvor man'ne skae du bruve te' de'?

Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille,
fedtet Pung, som strutter af Sedler.

-- Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.

-- De ved jet'te. De sae han ekk novet om.

-- Kae du saa lv' ud o sprre o komme igen.

-- Jov. J kue da ells godt faa me' tebaves fra Kvmanden.

Han drejer sig raskt om og smkker Dren haardt i. Sedlerne faar Lov
til at ligge paa Bordet.

Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind,
skraber paa Gangdren og vil ind til mig.

-- Faa dow den fnatne Hund te' o vre stille. Vi kae jo vovt tale. --
-- --




Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og
graa, og Luften staar nsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen.
Sortgrn staar den, stivnet i den brndende Sol. --

Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vgge. Jeg har ikke
set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har
jeg vret ved Tret, hvor vi mdtes den frste Gang, og hele Natten
har jeg staaet og ventet.

Jeg lnges. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi
elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bre
Vinden vore Tanker som Blomsterstv til vort Sind ...

... Jeg var din, fr jeg saa dig ...

Jage -- jage ... Spring Hund, lad Vinden fljte dig i relapperne,
saa du fler Bruset presse mod din Hjrne. -- --

Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue
drukner i deres Nb.

En Hg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kler
hugges i Ryggen og slutter tt om den. Det Hele er at se paa kun som
et Sus i Luften.

-- Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men
den nser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen
forbi mig.

Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa
Hovedet. Svalesvrmen spredes for alle Vinde. Selv i Dden er dens
Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i
Klerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der mder een.
Hvert skiftende Sekund brer nye Ting i sit Skd. -- --

En Vogn knager mjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder
duknakket med Pisken mellem Knene. Snrten hnger ham langt ned ad
Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af
Vejkantens Grs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over
Vognfjllene gisper efter Vand. De er hvide af Stv.

Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa
Engene og skyde Bekkasiner. --

Det er paa Slutningen af Hsten, og Foraarssden skal bjrges. Ls
efter Ls kres ind. Hjulene skrer dybt i Stubjorden.

Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lgger
omhyggeligt Vrktjet vk og kryber om bag en Busk. Frst ser han sig
forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. --

Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Lfter er modnet i Frugt,
forlst hver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte,
som vilde de mdes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i
snorlige Traver og staar, som lngtes de mod Ladens lunende Mrke.

Blomsterne lber i Fr. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne
staar med Slvstnk i deres rde Haar. En efter en falder
Margueritternes hvide Stjrner, og Grfternes Nlder staar med tunge
Frugtklaser. I Vaande bjer Draphejren sig under Aksenes Vgt.

I et Hegn staar et bletr helt oversaaet med Frugt, nogle af de
tyndeste Grene er brkket. Tjrnebuskene luer med Br.

Over alt det samme -- en Livets Fylde til at give -- en evig Vandring
ad de samme Veje ...

Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Grsset.
Bag de lunende Vgge klistrer Fret sig sammen, og ad dulgte Kilder
lber Livsvarmen ud i de trstige Munde. Kapslen vider sig ud og
slutter stramt om de dende Kim. --

Overalt mder jeg Folk. Sindigt strber Bonden. Piben er lagt til
Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert jeblik maa han rette
sig i Vejret og trre Sveden bort med sit snavsede Skjorterme. Der
er Smil i hans solbrndte Ansigt.

Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tt ved,
hvor jeg skal forbi.

Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Brn og nejer op. Jeg ser paa
dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen
om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. --

-- Ja, de'  mine alle de, o saa har j noen hjemme, som ekk kae goe.
J sier, de'  en skidt Mand, som d ekk kae lmp Brn.

Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en
Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. -- --

Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hlene.
Tungen hnger ham langt ud af Flaben. Han savler af Trst.

Lige tt for Benene buldrer et Par Agerhns op med en Hale Kyllinger
efter sig. De har ligget paa Grdet og baltret sig i nogle bare
Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trkker lavt henover
Markerne. Ovre paa en Grsmark kaster de sig, lber sammen i en Klump
og dukker sig.

Hunden gaar helt op paa Grdet og ser efter dem. Saa kommer han igen
bag efter mig. Han ser saa trt og mismodig ud. Halen danner en Bue,
og Hovedet hnger slvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sd
og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hlene paa mig.
Han lnges efter at jage og fle Krudtdampen rive i Halsen. --

Det er dejligt et jeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned
paa Grdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Grs og
lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne,
langt bort, lige saa langt som Tankerne ...

Lis, hele min Dag er din.

Hunden lgger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

-- Gue hjlp jer.

Hunden springer i Vejret og rejser Brster. Lige foran os er en
Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hngende
Arme og et stort, skglst Ansigt. Hans jne er vandblaa, og
Kindernes Muskler ligger fast om Kberne. Ryggen er bjet, Brystet
indfaldent, Benene skve og Fingrene kroget og sorte af Slid.

-- Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore jne mdes. Ingen af os
taler. Vi maa rigtig kende hinanden frst.

For hans Fdder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store,
betndte jne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som
en overfyldt Sk og Dellet saftigt og bldt.

Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister
af Sted ned langs Grdet, som generede han sig.

-- Hvor skae du ells hen? Hans Mnstring er frdig, og han stikker
Haanden frem imod mig.

-- Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tr og knoglet, og dens
Greb sidder fast.

-- Har du rend', for de' skae j osse. Saa flls vi.

Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder
muser en Taarnfalk. Den hnger og flakser paa spredte Vinger og
kaster sig hvert jeblik ned mod Jorden.

-- J skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter
Puddelen, som flger ham lige i Hlene. -- Vi kae ekk hae ham lnger.
Ha' der lie saa meget som to Brn, og nu  ha' temed i Fol.

-- Gaar det?

-- Hjo, smens saa. J binder Benene sammen me' et Rev o hnger en
Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.

-- Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa
Ordene frem.

-- Hja, de' kue du jo, Du har jo Gevret. De' andet goer ells helt
nemt.

-- Faa den vk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smkker
Bssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. -- Faa den
vk fra Benene, Mand.

-- Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og
kaster den frem for sig. -- Gaa nu, din Kter. Men hun bliver bare
ved med at pibe og krybe hen til ham.

Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bjer sig ned og faar fat
i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Grdet.

-- Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig
om imod mig. -- De'  novet, Brnene ha' lrt hinner. De har jo
derses Sjov. --

Jeg hrer det ikke altsammen, for netop i det jeblik Hunden er naaet
frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.

Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...

-- De' var renok rart. De'  en farle Sav me saaen et Bst, den od
tesidst lie saa meget som et Par store Brn.

Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.

-- Skue de' vr' en Bid me'?

Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.

-- De' kae smens v' nok me' Brnene, men saaen en Kter.

Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.

Ikke en eneste Gang har han vret henne at se til sin Hund. Da jeg
gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. --
--

Allez!

Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til
Siderne. Begge er vi lige spndte. Langsomt krydser Hunden ud over
Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt
med. Jeg flger efter med Bssen parat. --

Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Krhg
op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver
nogle Fjer fra dens Bryst. Et jeblik rykker det i den, den strkker
Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen,
der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og
glider roligt bort. Ikke et jeblik vimler den, kraftigt trkker
Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag.
Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og
flger et Stykke med. Det gr ondt i jnene at holde den fast. Snart
er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at
jne.

Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere
end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De
lgger siden deres g i Blodpletterne. --

Dr, hvor vi gaar, er Grsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er
stridt som Kviste. Undergrunden er en udtrret Mose. Overalt staar
der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.

Paa en lille Hjderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen
Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han
Frten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt -- Poterne
glider lydlst i Grsset -- og han staar fast.

Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lgger sig ned. Da jeg stryger
ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran
os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.

Bag en Grstot ryger en Tredkker ud. Saa fast har den holdt, at den
er lige for Nsen af os, jeg lader den trkke et Stykke for at faa
bedre Hold og skyder rundt forbi.

-- Satans!

-- Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de
parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt.
Hist i en Slakke letter en hel Flok.

-- Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager
i strygende Fart.

-- Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa strkt, som jeg
kan lade. De snurrer forbi Bssemundingen. Et jeblik har jeg Hold
paa dem, men fr jeg faar trykket af, er jeg bag ved.

I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem
for tt om Nsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det
dundrer i Jorden.

Ved en Mose gaar en Klling og rejser Trv. Hendes brogede Hovedklde
blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en
Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.

Her er hjt til Loftet og vidt til Vggene. Man kan spytte hvor man
vil uden at ramme sin Nste, og der er ingen til at raabe Gevalt,
hvis man skyder lidt lavt.

En Unge vrler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det
kommer dernede fra, hvor Kllingen er. Og nu kommer hun selv halsende
i strygende Fart.

-- Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med
Hnderne i Luften. -- Vi  ner paa Mosen. Ole grr, ha'  bange, naar
du skyr.

Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.

-- Kae dutte hre, din Hvl. Ha'  ve' o kvles a' Angst, o de goer
paa ham i Vovnen.

Hun standser og ser efter os. Hendes Arme krer rundt i Luften.

-- J skae kradse jnene ud a' Ho'det paa d, din Tosse! --

Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille
Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.

-- Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette
fra Grsset. Et Stykke fres den med af Haglbygen, fr den falder
forendt ned i en Ps Vand.

-- Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke
tygge ...

Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lgger for min Fod en liden
uskyldig -- Krsanger.

-- Men Hund dog!

Ganske ligegyldigt stter han sig ned og giver sig til at slikke sig
tr.

Ogsaa jeg stter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af
hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bssen fra mig over
Knene og hittet Snadden frem.

Det begynder at blse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok
Maager letter fra en Pljemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver
ved med at flge dem med jnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og
deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.

Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min
Skulder. Der gaar af og til en Sklven gennem hans Krop.

-- Hvad tnker du paa? Jeg stryger ham krtegnende over Hovedet, han
skubber sin vaade Snude tttere ind mod min Hals.

I en enlig Vidjebusk klager Vinden -- Ensomhedens bristende Melodi.

Det begynder at regne. Over de Vidder vlder Taagerne frem. Alt
bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De
klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Trveskrers Hytte
brer Blsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted hjt oppe
fljter et Par Spover.

Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden
faar Lov at gaa ud. Nu faar de je paa ham og slaar over ham. Jeg
fljter, han vender, og Spoverne flger med. Kommet ind paa Skudhold
skyder jeg dem begge spidst. -- --

Tungt gaar vi hjemad. Grsset er blevet glat og fedtet. Bukserne
slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige
ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.

Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer
langt forud for os.

Vi gaar henad de de Engveje. Vinden suser over de vide Fladers
Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trkker sig blanke foran os. Inde i
Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres
Toe damper. Pigtraaden hnger med Draabe ved Draabe.

Hist og her rager et forkrblet Tr op. Grenene staar stride mod
Blsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De frste gule Blade piskes
afsted. --

Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede
sat i Jorden.

Det mrkner. Mulmet sniger sig frem fra Grfternes Buske og Skovenes
Gem.

Vi dukker os for Blsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for
hvert eneste Skridt.

Henne paa en Grftekant kalder Agerhnsene sammen. De sidder i Flok,
og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.

Vi har slet ikke Tid til at tlle dem, vi dukker os forsigtigt ind
under Skovgrdets Grene -- i Styrt falder Vandet over os -- og slaar
ind paa Skovstien.

Her er bldt og stille. Luften er saa frisk at aande. Hjt gaar
Stormen over vore Hoveder. Grenene hnger tunge, glinsende i
Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister
frem fra Grsset. -- --

Jeg gaar mod Tret. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mdte ...

-- Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme
Vej.

-- Du faar begge mine Spover ... Hallo!

Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.




Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg.
Foran os jager Hunden afsted. Luften er hj. Lavt flyver Svalerne.
Saa tt flugter de forbi, at vi nsten kan fange dem med Hnderne.
For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Grsset. Og det er
dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa
Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han nser dem ikke.
Gaar paa med Tungen hngende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum.
Paa kryds og tvrs i langt Sg efter Vildt, hvis Tft river i Nsen.

Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden,
drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade
trkker den flyvende Sommer sit glittrende Silketppe. --

I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig
Uro. Enkelte lsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om
i det fugtige Grs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet
med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun
Stilkene staar lodret i Vejret. -- --

I Grsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen snder -- to
mrke Striber, som bliver ved med at flge os tt i Hlene. Og hjt
over vore Hoveder flokkes Trkfuglene. --

Vi gaar viden om. Der er ingen Grnser for vor Frden i Dag. Vi har
alle de store Marker at strejfe om paa.

Skyggen fra en Sky hjt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark
til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et jeblik, saa er det hele
blst bort. Solen skinner, en enlig Lrke jubler, langt ude flygter
Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kruldens hvide Dotter. --

Hvor vi kommer hen, skyder vi Hns. Flere er allerede vandret i
Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden
Lvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastrre Kapsler.

-- Efteraaret -- Ddens Tid -- kun forsaavidt man ved Dden forstaar
det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet
sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har
fdt.

Kender du en Efteraarsdag med Stvregn og hngende Himmel. Alle
Trerne er ngne, Jorden klget, og i hver Hulning staar Vandet og
dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag
favnes Himmel og Jord -- og Jorden bliver tung og svanger.

Og jeg -- hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv
sin Fylde. Nu dr alt det, som jeg lngtes imod hver eneste Time, men
alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mrker, hvor det gror inden i
mig. -- --

Hunden lber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver lnge
borte, og vi hrer den g og tage paa Vej.

Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en ljerlig Mand og
vasker sin Skjorte. Han er ngen til Bltestedet. Om ham ringler
Vandet.

Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store,
forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hnger
slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som
er smget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger
Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.

Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en
skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.

-- Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender
sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skg. Dybt inde
brnder et Par store jne.

-- Gud velsigne jer begge.

Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i
Vejret, tager Hatten af og gr Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser
flagrer for Vinden.

-- Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.

Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder
sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.

-- Prsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortrende Ild --
Gud signe jer Brn. -- Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa
Ryg, og Lnnen skal vre Sveden paa deres Skjorte ... Men der skal
vre Graad og Tnders Gnidsel paa den yderste Dag.

Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har
Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brndende Tro paa
et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.

-- Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa
mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans
rette Tjener.

Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han
Skjorten ud paa Grsset og tager sin Kofte paa.

-- Hstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ...
Herre se, jeg er rede.

Stille stter han sig ned.

Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig
mumler uforstaaelige Ord.

-- Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig
kan komme til at ramme den.

-- Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, -- af de vilde Biers
Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen
vokser og vokser. En underlig Gld tndes bag jnenes Glar. -- Vig
fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande
skal plette min rene Sjl. Han blder, ham I hngte paa Korset. Se
Stvet er rdt, og ingen af jer vrdig til at kysse Jorden. Hans Krop
svinger frem og tilbage i stor Bevgelse, og Mundvigene er plettet af
Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. -- Saadan har jeg
levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.

Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om
os, at vi kan hre Frkapslerne springe mellem Straaene med smaa
Smld.

Borte i en Grft slnger vi os saa lange, vi er.

Lnge ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Grsstraaene.
Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens
Krop.

Lis fortller:

-- Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang
kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i
Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben
og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Brn stod han
stille og mumlede en Bn.

Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behvede
ikke at vre bange, han havde aldrig Tndstikker hos sig.

Da han var borte, gik jeg ud i Kkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i
Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa
Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hnder mod Himlen.
Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind
til de andre igen. Det var frste Gang i mit Liv, jeg saa en voksen
Mand bede.

Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i
Kkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt
Paalget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der
ingen af os Brn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han
skulde have rrt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af
og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Kl.

-- Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et
jeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjl. Livet
er for ham evigt, Dden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand,
det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mrker han det selv?
_Vd_ han ikke, at han besidder den evige Lykke.

-- Lykken er ikke for de ensomme.

-- Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.

-- Lykken er Livet. At eje Krligheden er den evige Lykke.

Vi sidder og ser ud over Markerne.

-- Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi brer vor i vore Hjrter.
Derfor hrer han ikke Livet til.

Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen
skal trre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en
sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler hjt med sig
selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.

-- Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu
kaster jeg mig ned og dkker mit Ansigt til, at ikke dine jne skal
se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig
over mig ... Jeg vil knibe mit Kd med gloende Tnger og brnde min
Tunge til Aske ...

Hjt, hjt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvlv.

-- -- --

I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne. Bssen hnger lst i
Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er
holdt op med at jage.

Yderst ude ligger der en Hytte. Hje Pile luner om den. Kun en eneste
Vej frer derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af
Aaret.

Der er lavt til Loftet, og Vggene er skve. Det ser ud, som vilde
Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at sttte mod
Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Rgen, og alle Ruderne
glder i Solfaldsskret.

Ildhytten har vi dbt den fra tidligere Jagter.

Vi kommer tt forbi. I Havehegnet staar nogle forblste
Kirsebrtrer, og blegrenene hnger langt ud over Vejen tunge af
Frugt.

Gangdren slaas op. En Skare Mnd i lange, sorte Frakker kommer ud,
brende mellem sig en ngen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden
ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og
misser med jnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er
oplste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder
Hnderne over Salmebgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om
dem.

-- Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskrmte samler de sig
om Indgangsdren.

Sindigt gaar Mndene henimod en Vogn. Strke Arme lfter Kisten i
Vejret og skyder den ind mellem Fjllene. Kransen tages bort og
lgges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og
bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa
Sdebrttet og tager Linerne. Han rykker til, Hesten stejler, stter
Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevger Toget sig
afsted. Mndene for sig og Kvinderne for sig.

En gammel Kone bliver staaende tilbage i Draabningen med en lille
paa Armen. Om hende samles en Flok Brn forskrmte og nysgerrige. Et
Par af de strste gnigger jne og snfter. Hun staar urrlig og ser
efter de bortdragne.

-- Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Trk er stivnet. Kun
hendes vandklare jne synes at forraade en Smule Bevgelse.

Tt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Brnene ind og
lukker Dren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra
Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hnsene samler sig, hvor
Hesten har staaet.

Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne
bler ligger spredt over Gangene ...

Kun forsaavidt man ved Dden forstaar det at give Livet. Bladene
falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden
ligger alle de Spirer, Sommeren har fdt. En Dag under Solens hede
Brand vlder de frem paany ...

En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. verst oppe
paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et jeblik sidder de stille og
pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at nbbes.

Arm i Arm flger vi bagefter de andre.

Ligtoget krer op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og
skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sdebrttet sidder
duknakket og lille. Ved Vejkanten knler Isak. Han kom forbi fr.
Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strkker sine Arme
ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun
Solens brandrde Lys over Aasene og ved Vejkantens de hans knlende
Skikkelse mgtig i sin Ensomhed. --

I Grftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Hje
Tidsler med hvide Dotter spreder deres Fr eet for eet ud over
Markerne. En Rosenbusk pranger med rde Hyben, og Slaaenbuskene
blaaner af Br ...

Aftenvinden blser koldt over Markerne.

Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.

-- Herre dit Rige er ikke dette Liv ...

Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer
Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.

Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den
samme Stilling -- et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa.
Tusmrket svber sig om ham. Over ham tndes Stjrnerne.




I Dag skal jeg til Hallj Mette.

Vi maa have Kortene frem.

Lis maa aldrig mere mde mig. Siden vi var ude at skyde Hns, er det
blevet helt forbi. Hun skal sendes langt bort at tjene, hvis vi ses
sammen mere. Og aldrig for det skal hun faa Gaarden. --

I Aftes var hun lige et Smut indenfor Skovhegnet. --

Tanten har talt alvorligt om Faderen. -- Du er stor nok til at
forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en
fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage
i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file
paa dette hersens Instrument og vre Kammerat med alle.

........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er
eneste Sn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok,
han stammer saa frygteligt.

-- Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de krer
ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hrt ham tale,
han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.

-- Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af
ham; men ved du saa, hvad hun sagde. -- Din Mor kunde heller aldrig
komme til at holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog
hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa
sagde jeg, at jeg aldrig kunde vre noget for ham. Det stod hun lidt
og tyggede paa, fr hun svarede: -- Tror du, din Far var noget for
din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pn Gaard, og det andet
jvner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og
stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Brn, faar du jo
ogsaa dem .....

Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.

-- Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hrer du, ellers kan de ikke forstaa,
hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.

Hun saa bnligt op paa mig.

-- Jeg vilde allerhelst med dig!

-- Du faar ham aldrig.

-- Jo, hvad Tante vil, sker altid.

-- Hvad siger din Onkel?

-- Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hrte
jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng -- Vggen ind
til mig er saa tynd, at jeg kan hre hvert eneste Ord igennem -- at
han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. -- Og
Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham
ikke et Ord, og du kan tnke dig, i Dag til Morgen fik han ingen
Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er
sikker paa, han har klodset hos Kbmanden. Han lo saa underligt, da
jeg saa det. -- --

Fr vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa
holdt rigtigt meget af hende.

-- Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. -- --

Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Hallj Mettes Stue, ser jeg, at
hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg je paa en stor Hat med
rde Moreller. Og jeg hrer dem tale derinde. Jeg gaar forbi
Gangdren og ind ad Kkkenvejen. --

Det er et lille Kkken med hvidt Trkgardin for Vinduet. Gulvet er
almindelig Brolgning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad
Skorstenen lber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en
Kedel Vand. Vggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de
bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig
boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop
Flde, den fster sine graa jne paa mig og miaver. Jeg lader Dren
staa. Den friske Luft stryger herind, og Hnsene samles udenfor.
Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under
Kkkenbordet. Loftet er sort af Rg, og der drysser Stv ned mellem
Brdderne. Nogle Syltetjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over
Stuedren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rkket.

Det er ikke ret lnge siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper
staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtrret Grums i
Bunden.

Dampen lfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut,
siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Hne bjer sig en Smule
bagover og lader sin Gdning falde som en Top midt paa Gulvet. --

Klinken paa Stuedren er ikke sat fast, og der er en lille Sprkke,
hvorigennem jeg kan hre alt.

Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjrne. Jeg ser en af
Morellerne bjet ind over Bordet.

Hallj Mette taler. I smaa Kvk kommer Ordene.

-- Ja ... h stoer, a' du skal hae to Brn ... tv nu et bett Korn
... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en
Dreng o en Ts.

Morellen vipper fremover, og jeg hrer en sylspids Stemme, der dirrer
af indestngt Hede.

-- Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.

-- De' kae j inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen
Ruemaskiner endnu ... h ... stadig den gammeldavs Manier.

Kvk ... kvk ... kvkkevk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar
mod hinanden.

Jeg hrer Hallj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod
Voksdugen paa Bordet.

-- Jeg vil grne giftes Mette.

-- N verkle ... dovse da ...

-- Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan vre tjent med
mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Grning ved
Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lrerinder, der lser
over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa
Skolebnken; men jeg kan det altsammen udenad. Vk mig om Natten, og
jeg skal sige dig hele Kongerkken ....

-- Hvae  de' for novet?

-- Det er noget, Brnene lrer .... Vi prvede engang Andenlreren og
jeg. Han kom listende ind og sagde "Bv", og saa kunde jeg fortstte.

-- Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrmt?

-- Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv sprge ham, hvis
han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en
Bondefamilie. Ja, det rgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan
... Stakkels Mnd.

Hun rejser sig. Jeg hrer hendes Fdder skrabe mod Gulvet.

-- Har du set vor ny Prst, Mette? Det er en Mand ....

--  han givt?

-- Ni, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil
egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at vre ene.
Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamnd derop i
Gaar og tilbd min Hjlp, hvis der skulde vre noget at sy -- hun
hvisker, -- ved hans Linned. Kan du tnke dig, jeg kom, ligesom der
var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal
og Traad med.

-- O du syede den?

-- Ja, hun taler igen hjt. -- Det er nu min Mening, at man aldrig
skal vre for stor til at hjlpe. Og du skulde have hrt saa knt,
som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i nste
Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. -- De kan, Frken
Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er et mageslst
Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.

-- Nh, de skae j sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. -- --

Mens Mette flger Maren Lyst til Drs, gaar jeg ind. Da hun kommer
tilbage, staar jeg lige foran hende i Dren.

-- Her har du mig, Mette.

-- Ja, de' kae j sgu se. Hun lukker forsigtigt Dren og siger nsten
hviskende. -- Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da
hun gik.

Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.

-- Det var ogsaa en god Stjrne, du gav hende. Lad mig faa en med.

Hun ser prvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.

-- Lae vos heller snakk'. --

Vi stter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bnken under
Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er frdig med Flden, kommer
ind og gnider sig opad hende.

Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Mbler. Intetsteds findes
der et Stvgran. Mette har vret allevegne med sin Klud. Gulvet er
hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset
Papir. Nogle enkelte Farvetryk hnger hist og her paa Vggene. Over
Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strmme ind. Hvis det ikke
var for Potteplanterne, vilde her vre uhyggeligt tomt; men nu kommer
man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst. Og saa
lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grnne Blade.

-- Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.

-- Joe.

Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes jne
har fulgt hver eneste Trkning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig
betragte uden at se igen.

-- Du maa ekk faa hinner.  de' Tanten, de'  galt med?

-- Tanten!

-- Ja, hun skal hae en anden.

-- Hvor Fanden ved du det fra?

-- Naar hun ekk maa faa d, skae hun vel hae en anden.

-- Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden
fast.

-- Ni, men de' kae du jo savtens sie m.

Jeg bjer mig ind over Bordet og siger det.

-- H ... h ... hh! De' var osse novet for en knv Pie o goe i Lav
me'. J har alder set ham goe ud me' en Ts en eneste Sommer. Han
sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O
saa sier de, a' han ekk tr gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans
Far skae flle ham. H ... h ... de' var osse en te o lgg' i Arm
... h ... h ...

Mette har vret smuk engang. Hendes jne ejer endnu, naar hun hrer
noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, nsten som
Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkerne har
smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tj og Tj, det ene Lag uden
paa det andet.

Blink efter Blink rammer mig.

-- Nu skae j sie d novet, du  vel ekk et helt F. Ser du, Ole
Fisker havde en Ts, som a' d kom ud o hold' Hus for en Gaardmand
der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis grn
vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier
de, hun var jo heller kuns en Stump Ts, o han kue grn' vret
hinners Far.

Men en Dav kom hun liegodt krendes hjem te de gamle med to Stole i
Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk -- ved ham Gaardfjolset altsaa.
Ole Fisker o Kllingen var rap paa Neglene, satte s stravs op i
Vovnen, liesom de stoe o gik, o krte med te'baves.

De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for
hun sae sl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte
nok, for j saa hinner sl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa
manne, som a' d skue se paa de', o d var de' te Kendsgerning,
Kjolen stoe ud i en hel Bue.

Mette holder inde et jeblik og ser paa mig, saa lgger hun sin Haand
frem imod mig.

-- Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen,
o hun har da heller ekk sien faaen noven Brn, o hvae brd hun s'
om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nre s paa Kroen, hun var
jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som
en Skruptaase sien den Dav.

Hun trkker Haanden til sig, ser skvt op paa mig og tager Kortene
frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et jeblik med dem i
Haanden.

-- Nu ved vi altsaa, hvae Stjrnen grn' skue sie vos, skae vi saa
lgg hinner.

Katten kravler op paa hendes Skd og stikker Hovedet over Bordpladen
for ogsaa at vre med. I Kkkenet skrnker Hnsene. --

-- H  hun, o h  du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.

-- O hvae  dov de', d ligger j. N nu har j alder kendt Maves, j
har en Fugl i Haanden ... lae m' dov se regte ... de'  pinte en
Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te m
... hvis du faar hinner ...




Vinden fljter i Bsselbene og hujer over de regnvaade Marker.

Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Vde. Paa de
verste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum
strkker den Hals og "krager". Blsten trkker Vandet af jnene. Det
er ret et Herrens Vejr.

Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Grde har jeg fundet lidt L.
Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu lber Nsen og
Hnderne er blaa.

Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blst ren. Kun ude i Vest
hnger nogle disede Skyer.

Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store
Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.

Jeg sidder og venter. Trkket vil snart begynde. Fra alle Verdens
Hjrner kommer nderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa
Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm.
Staallbene skal synge. --

Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik
tnkt -- Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig
fast -- staar pludselig lysende klare. -- --

En Aften mdte jeg dig ganske tilfldigt inde i Skoven. Du var listet
bort hjemmefra. Paa et omblst Tr sad du. Endnu hang Solglden i det
vaade Lv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod
som Ildsjler i Solfaldsskret. Ganske alene sad du, om dig dryssede
Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at de, og nu
og da raslede det i Grenene hjt over dit Hoved, naar en eller anden
Storfugl kom trkkende og slog sig ned for Natten. Lydlst brd
Svampene af Lvdkket.

Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa,
hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille
og lyttet efter, om du kunde hre dine egne Tanker gro.

Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os
ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fstnede sig som
Fr i vore Sind. Der laa Solstnk paa Vejen foran os. Aftenrden
sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde
hre dem fanges af Lvbunden .....

Alle dagligdags Tanker maatte d for at give Plads for Trangen til
Lykke. Den Flelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortlle
hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.

Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad
du higede efter.

Aldrig har vi vret hinanden saa nr som den Aften, og aldrig vil vi
komme det mer. Maaske skulde vi to ikke have set hinanden mere, bare
gaaet hver for sig og bygget videre. --

Ved Skovgrdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde vret sammen. Vi
gav hinanden Haanden.

Den Aften ejede jeg dig helt. -- --

Det begynder at mrkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem
Vindstdene hres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.

Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en
Hjulbr foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop
standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blser
hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.

Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blsten. Hun har
bjet sig ned og faaet fat i Hjulbren, og paany gaar det fremad med
kroget Ryg og spndte Arme.

Donten -- det evige Strb og Slid -- har igen slugt hver Tanke i
hendes Hjrne. Men i det jeblik, da hun stod derovre og talte
Klokkernes Klemt, flte hun maaske noget af det, som gr Sindet
bldt. Alle Aarets Sndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med
aaben Mund og lukkede jne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og
alle Klokkerne ringede ...

Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om.
Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok nder er fljet forbi
lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at hre deres Snadren langt
bag mig.

-- Satans. Jeg spnder og holder mig parat.

Himlen er igen et eneste Mrke. I ttte Byger kommer Regnen.

Det er et rigtigt Andetrksvejr. Ustandseligt vlder de frem,
strygende nsten langs Jorden. Skudene flger dem paa Vej. Tilsidst
kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder
om Fald.

Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra
mig i Mrket. Jeg kan blive ved at hre den baske afsted henover
Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Rven skal
have sit.

-- Hov! der havde en Flok nr slaaet Hatten af mig i Mrket. De
sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter -- et Vrl
angstfuldt og skingrende.

-- Hva ...! Mine Ben ryster under mig.

En Skikkelse kommer frem.

-- Hvem ...!

-- Bare m, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. -- D
var j nr smuttet. De peb lie forbi min Nse.

-- Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. -- Dig
din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mrke.

-- Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. -- J  frde
derne'e.

-- Det er du jo altid, altid frdig dernede. Du bare fjter og fjter
uden blivende Sted.

-- J ge, hvae j vil. Man  fo gammel te o forlvte s'. Kllingen
derner var en Mr og Manden en sel. jnene vlted' ud a' Hodet paa
vos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende
te Mder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te
Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne
a'et. O saa vil de vre bedre end vos.

-- Hvor skal du hen i Nat? Jeg strkker Haanden frem for at sige
Farvel.

-- J finder vel en Grvt, hvor d'  en Smule L.

-- Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.

-- Hja ... han trkker det langt ud. -- Ka'ske. Og saa en Gang til.
-- Hja ... Saa drejer han sig om. -- Ham deroppe har jo Bruv for vos
alle.

-- Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end
dine forskellige Farter.

-- Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.

Et jeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.

-- Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hrer det. I det mindste svarer
han ikke. -- --

Langsomt driver jeg selv hjem over Pljemarkerne. Intet kan jeg se.
Hvert jeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mrket og er ved at
gaa paa Nsen. Hunden kommer bagefter mig.

Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden
om.

-- Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.

Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fdder.
Gennem Tjrne og Krat har jeg krbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler
for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankeste Trer har
jeg skaaret to Navne saa hjt oppe, at kun Vinden kan naa dem.

-- Lis -- det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. --

Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og
brydes. Det syder hjt oppe.

Jeg gaar ind. Suset slaar sammen om mig. --




Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jgere fortller Lgn!

Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bsse. Det var af
den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.

Han sagde altid.

-- J behver smens bar' o still' m heng i Ledhullet paa min Mark,
trkk' den gamle i rerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe
ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. -- --

I kender nok Madsen, en Jger uden Mod. Han havde den Gang den store
Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte
forgyldte Bogstaver over Indkrselen? Altid laa han i Strid med sine
Folk om Lnnen. Det var hvert jeblik, at der var en, som vilde
splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa
Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.

Det var en Sommer. Han havde netop en Strid lbende med nogle svenske
Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og
selvflgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bnderpigerne
danse ...

-- Jae, de' skae j love for. De' var jo ham me' den dvstumme
Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke H, saa Tsen
ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele
Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en kn Skilling for.
De' kae ell'sens hnds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o
Tsen skue hae al den dyreste Stads, d var te' o opdrive paa hele
Sa'tionen.

Om Aftenen, da han skulde til at gaa, kbte han en svensk Sodavand
med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han
stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.

I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i
Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og
Nattefreden dybere og dybere, krb Angsten ind over ham. Overalt saa
han svenske Karle, og den mindst Raslen i Lvet var dem, der
forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.

Et Steds skulde han over en dyb Grft. Der var lige en Ugle, som
havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Trerne
histovre. Han sigtede paa ham med en Bsse, og han hrte Knkket af
en Hane, der blev spndt ...

Plump --! Der faldt han ned i Grften, der ld et Smld og -- Proppen
gik af Flasken. Den lunkne Sodavand fld ham ned ad Laarene.

Hurtigt kom han op. Han flte tydeligt, at han var ramt, og nu lb de
Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde
mrke, hvor han blev vaad ned i Stvlerne ... I rasende Fart sprang
han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene kre i
Ilfart efter Lgen.

-- Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...

Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nglen sad
i Pengeskabet. -- --

Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude.
Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar
de sad stille i Trerne. Og han frte Regnskab baade over de Skud,
han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede
omkring nede ved Slotshaven, brndte han paa en, der hoppede om
mellem nogle Buske. Der ld et Vrl, og en gammel Klling rg i
Vejret. Solsorten frelste sig op i et Tr, og ingen ved, hvor den
siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skldte og var
ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.

-- N, alder' for de', ve' han rive, kae han ...

Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Tr.
-- Var hun ramt meget? Bldte det? Han tog til Lommetrkldet og
vdede det med Munden. Trak det ud i en Snip.

-- N, Faendeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine
Bovser a' se.

... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetrkldet i Lommen
igen og tog til Pengepungen.

Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund
Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige
det til nogen.

-- De' var svrt hjtideligt, j maatte Faendeme ge' ham Haanden
... Jsses saa blde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae j
skue, o hvae han skue. -- --

Selvflgelig fortalte hun det til alle og enhver, og til en af sine
bedste Veninder betroede hun under hvilke Omstndigheder, hun havde
faaet Skudet.

-- J havde lie faaen sat m ner og skue te o ge' los. --

Denne fortalte det videre.

Men det vrste var, at hun siden den Dag aldrig hed andet end Trine
Skive. -- -- --

Vi sidder omkring Bordet og drikker Kaffe. Der er Lis og Ane fra
Skoven. Onkelen og Tanten er ude til degilde. De krte bort i
Eftermiddags, og saa fik jeg uventet fremmede. Ane fra Skoven er min
Husholderske. Hun kommer hver Morgen og holder mit Hus og hjlper mig
siden paa Dagen med Maden. Hun sidder Enke nu paa andet Aar i en
lille Stue, som hun har faaet overladt af Godset. Hendes Mand har
vret noget i de grevelige Stalde. Hun er rask og rrig og altid ved
Humr. Mor til seks Brn. Mig behandler hun som det syvende.

Det var nu ikke Meningen, at hun skulde have vret med. Men hun kom
listende hen under Aften. --

Vi sad og holdt Mrkning Lis og jeg, da Dren til Stuen pludselig
blev lukket op.

-- Men Gue Fader kom te vos, ravendes blgmrkt ... Brn dov o sidd'
saaen Time evter Time o se ing i de' bareste reneste sorte ...
Goeavten, skue man vell ells sie.

Der blev en underlig forlegen Tavshed.

-- Jsses ja ... j skue jo bare ing o se, om d ells var novet, j
kue hjlp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrvet. --
H  jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strm af Ord. --
Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor
Dren og manglede bare at faa sagt Godnat.

-- Nej, vi skal have Kaffe.

-- Saa skae j lav' den! -- --

Hvad er der i Vejen? Hvorfor er Ane saadan i Aften? Ingen af mine
Historier har rigtig moret hende. Hun plejer ellers altid at give sig
helt over, naar hun hrer noget morsomt. Og hvorfor sidder hun
bestandig og skotter til os og gemmer den ene Haand bort under
Bordet?

Hoho --! Hvad er det? Der fangede jeg Glimtet af en gylden, glat
Ring. Og saa vidt jeg husker, har Jens og hun ikke baaret Ringe i
flere Aar. Dem havde de forlngst slidt op i et langt, gteskabeligt
Samliv.

-- Du er saa tavs Ane.

--  j. Ja ... saa 'et vel fordi, min Snakk  holdt op a' s sl.
Hun ser op fra Koppen og forsger at fange os begge i et Blik. Om
hendes Mund bvrer et forlegent Smil. -- Hja ... Hun bryder et Stykke
Sukker i Stykker og brster omhyggeligt Smulerne bort fra Forkldet.

Saa sidder vi tavse igen.

Men vi har Tid til at vente. Og Ane er ikke den, som grne tier
stille, naar der er sket noget. --

-- Ja, j sier saa manne Tak for Spisen. Hun suger den sidste Rest
Kaffe i sig, skraber Sukkeret op fra Bunden med Theskeen og skyder
Koppen fra sig.

Saa planter hun begge Hnder paa Bordet.

Jeg lader, som om jeg intet ser og henter en Cigar fra Skrivebordet,
skrer omhyggeligt Spidsen af og tnder over Lampen.

Saa ...

De frste graa Rgskyer snor sig ind imod Lyset. Hunden kommer frem
under Skrivebordet for at tigge lidt Rester.

Saa ...

Endnu et Par enkelte Ord om det tidlige Mrke, den megen Regn og det
daarlige Fre.

-- Ja, j kae jo liesaagodt sie jer de'. De'  smens ekk fordi, de'
skae vre en Hemmelighed ... Hun trkker Ordene ud i det uendelige.
Lis sidder lige ret op og ned. Jeg finder et Stykke Sukker til Hunden
og rkker ham det.

-- J  smens bleven forloven ... h ... ja ...

-- Til Lykke!

-- Til Lykke!

Vi maa trykke Ane i Haanden.

-- Hvem ... hvem ... er den heldige.

-- Ja, hvem tror I?

Vi maa ryste paa Hovederne.

-- Aah ekk ander end som ham Sren Petroliumskusk. Vi var sammen i
Byen i Gaar, o saa toe vi Ring paa ... De' var smens ells ekk
Meningen, men han vilde jo ha'et saaen, o saa mente j ekk, a' j kue
hae novet moe de' ... Man skae vel hae Fred, saa lng' man skae goe
h' paa Jorden.

Hun tager sin strammeste Mine paa og rejser sig fra Bordet.

-- De stoe smens i hele Skarer uden for mine Vinduer hver Avten, naar
j skue i Seng. Te'sidst var de d i all' Strelser. J talte syv og
en halv en Avten.

Hun begynder at stille sammen paa Kopperne.

-- Men nu har Sren loven o dryve de Drnnerter vk. De  vrre end
de vste Hanhunde. -- J slaver bastemt ner for Fo'e, sier han. O han
 strk som en Hest.

Hun tager Kopperne og brer dem ud i Kkkenet.

Lis og jeg sidder tilbage og ser hinanden stift ind i jnene. -- --

Ane er gaaet. Der var saa mange Munde, der ventede paa at blive fyldt
derhjemme. --

-- Men j skue jo lie ing o sie jer de'. -- --

Jeg staar ude i Kkkenet og hjlper Lis med at vaske op.

Vi er frdige. Jeg hnger Trrestykket henover Snoren ved Komfuret og
kommer hen til Bordet.

-- Min Ln for Arbejdet.

Lis, som er ved at give Baljen en sidste Omgang med Skrubberen,
holder inde et jeblik og stryger nogle Haartjavser bort fra Panden
med Albuen.

-- Tag den selv. Jeg har begge Nverne fulde.

Vi slukker bag os og gaar ind i Stuen igen. -- --

Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Lnge har vi vret tavse. Lis
tager sit Sytj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa
hinanden, hun smiler.

-- Sikke et Par gamle Tosser. --

Vi taler ikke mere om dem, vi holder hinandens jne fast, og hun
rkker Haanden over Bordet, at jeg skal gribe den. I Kakkelovnen er
Ilden brndt ned, der ligger store Glder paa Risten. Hunden sover.
Lampelyset heder vore Ansigter ... Der knkkede en Gld inde i
Kakkelovnen, og Gnisterne spredes. Uret paa Vggen falder i Slag. Vi
lytter. Udenfor regner det. Vandet driver over Vinduerne ...

Hun syr, jeg skriver. Fstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig.

... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rnnebrtr sloges Solsorterne
om Brene. Srlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt flj
den fra Gren til Gren og stak efter dem med Nbet. Ikke et jeblik
fik den selv Tid til at faa noget, men de andre snappede hver Gang,
fr de blev jaget vk, et for Nsen af den. Det gjorde den kun
hidsigere. Rundt omkring mig hoppede Bogfinkerne og pikkede Fr.

Min Hund gik for fuld Hals inde mellem Buskene. Jeg trykkede mig godt
op mod et Tr. Det var ikke frste Gang, at en Mikkel var kommet ad
en af Grfterne for at naa ind i Skoven. Han holder meget af at sove
Dagen hen i en Rrholm. --

Pludselig dukkede "Hallj Mette" frem. Hun sluskede lige forbi mig
med en mgtig Bunke Kvas paa Ryggen.

-- Hej! Du ved, det er forbudt at sanke i de grevelige Skove.
Skovrideren siger, at Vinden blser Lvet bort, naar Grenene bliver
taget.

Nsten som en Hind sprang hun i Vejret og saa sig forvildet om. Saa
fik hun set, hvem det var og tog fastere om Rebet, som bandt Grenene
sammen.

-- Jovist ... saa ... Han  nu osse saa ong o saa klov. Nsen fik et
Strg med Bagen af Haanden. Resten snuppede hun i sig.

-- rlighed varer lngst.

Jeg stillede mig op med skrvende Ben lige foran hende. Hunden strg
tt forbi med en Hare.

-- Jovist saa Far, de' har han Ret i. Hendes jne plirrede op i mine.
-- De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt.

Det Svar var nok vrd, at jeg bar Bunken hjem for hende.

Fr vi skiltes fik jeg den sidste.

-- Jensens Fie  bleven skruptyk ve' ham Frrik. De skae givtes te
Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter.

Hun krngede Munden helt ud, saa de tandlse Gummer skinnede i al
deres Ngenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under
Forkldet. -- --

Jeg hver jnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt
stikker Naalen ind paa de rette Steder og trkker Traaden i Lave ...

-- Der stak du forkert. Hun ser paa mig.

-- Jamen du skal skrive.

Og saa sidder vi der igen. Sytjet ligger i Skdet, og jeg skubber
mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brnder, og jeg kan hre mit Hjrte
banke. Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mrker
en hed Flelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og
komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bjer mig over
hende. -- --

Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brnde paa Ilden, og det dundrer
bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mrket. Lampen er
slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille. Mod
Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade
Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En
stor Edderkop kommer ind i Ildskret fra Kakkelovnslugen, ser sig
forvildet om og piler bort, som om den havde brndt sig.
Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drmme. Gsp efter Gsp
-- den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam.
Vi kan hre den skubbe sig bedre til Rette. -- --

-- Dejligt at leve.

-- Dejligt at holde af dig.

Vore Hnder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn.

-- Jeg elsker dig, Lis.




Det er hen under Aften.

Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i
Mrket. Ud over den hnger brede Grene tunge af Regn.

Sagte lister jeg mig fremad. En Solsort hopper foran mig, flyver et
Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa je paa mig og
flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet
skogrer en Fasanhane og basker op i et Tr. I et Kig mellem nogle
Grene faar jeg je paa dens Hoved, som den strkker langt frem for at
se. --

At gaa i en Granskov, naar Mrket sniger sig frem, og Skyggerne
kryber over Vej og Sti ...

Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her
huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene.
Et Dyr springer over en Brandlinie.

Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige
indenfor i Mrket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er
ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien. Fr han atter
forsvinder ind i en Rkke, rejser han sig helt op paa Bagbenene og
ser sig omkring.

Her er klamt. En kold Em siler op mellem Grenene. Store Draaber
funkler i Aftensolen.

Inde under Trerne er Jorden brun. Intet andet end Naale dkker den.
Stadig falder de fra de nederste Grene, efterhaanden som de verste
lukker for Lyset over dem. Og Naalene ligger Aar efter Aar, Svampe
bryder af deres Skd, staar kun nogle Dage og raadner saa bort, men
frst har de spredt Millioner af Kim om sig. Sammen med Naalene hober
de op om Trernes Rdder en Kraft saa strk, at en Egeskov en Dag,
naar alle Granerne fldes, kan finde Nring, hvor der fr kun var
gold Jord. --

Dumpe kseslag mod et Tr lyder imod mig. De giver Genlyd fra Stamme
til Stamme. Der hugges ud mellem de ttteste.

-- Pip ... pip! En Finke farer forskrkket ud fra en Gren. -- --

Det er en Rver, jeg jager. I den dybe Nat har Mikkel vret ude paa
Rov. Han har taget begge Levegssene nede paa "Sofies Minde".

Jeg fik det at vide tidlig i Morges. Alle taler om det. Og nu har jeg
en Plan. Jeg vil skyde ham i Aften, gaa ned til Gaarden i Nat og
klynge ham op paa Vggen uden for Sovekammervinduerne, saa vil alle
faa ham at se i Morgen, og jeg ved, at i hvert Fald een vil vide,
hvem der har drbt ham.

I Aften, naar du gaar fra Grav, mdes vi to. Og saa -- lige ind i de
evige Hnsegaarde.

Det er for tidligt.

Lidt endnu kan du ligge i Ro og fordje dybt i Jordens lune Mrke.
Men i den Tid staar jeg som en Sttte mod et Tr med Bssen i Anslag,
og naar du kommer frem, seende dig forsigtigt om, vil du ikke lgge
Mrke til den ljerlige Udvkst, Granen derovre har faaet -- Puklen
med de to lysende Pletter lige midt paa Stammen og den lange, raadne
Gren, der stikker frem -- ikke fr en lysende Stribe og et Knald
slaar dig over Ende. Og saa er det for sent. Bladet er fuldt af Hagl.
--

Mosset ligger bldt over Stien -- Krlighedens Sti. Hele Byen har
vandret her. Par om Par tt ind til hinanden. Stille fremad i
Aftenens Mrke, Skridt for Skridt mod Lykken. --

-- Jov, bastemt min lell Pie, j elsker dig. Du  ekk som de ander'.
Vi to vil kuns vre regte goe moe hinander.

-- Du skae osse sie de' te Far o saa Mor. -- --

-- Tae m om Lnden, Adolf -- nh lnger ner dit Kvaj ... du niver
... ihw!

-- Satan te Ts, som du osse kae skrie. -- --

-- J sns nu, de'  saa knt me' kuns en Seng Maren.

-- Jov, men paa all' de store Steder har de to. -- --

-- Ni, j tr ekk ... Vi  dov kuns i Krest' davene. O Mor sier ...

-- Vil du hae, vi kuns skae goe o se paa hinanders, De' blir vi
sgut'te fede av. -- --

Grenene glider ind imellem hinanden, ses kun som en sort Masse over
mit Hoved. --

En Vexel frer ind til Graven. Bare et lille Stykke borte fra Stien
ligger den. En stor, gul Sandbunke viser Nedgangen. Granerne om den
er ganske lave og forvoksede, saa der er god Plads til at skyde paa.

Rundt om ligger Fjer og Ben. Hist et Skelet af en Hare og her en
nyfdt Gris fra en Mdding. Alt, hvad spises kan, er rapset fra
Egnen.

Jeg bjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en
af Gssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig vret
Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den
rigtige.

Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit
lige hen til Hullet. Nogle raadne Grene skres forsigtigt bort, at
ikke den mindste Smule skal knkke i det afgrende jeblik.

Sikringen frem, Handsken af hjre Haand, rmet bort fra Haandledet,
Hlene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Sttte. Vi to
Mikkel kan se hinanden stift ind i jnene uden at blinke.

Om et jeblik ringes Solen ned.

En gammel Jger, som har staaet for Rv Aften efter Aften, har lrt
mig, at naar de begynder at slaa Bedeslagene, skal man lgge Bssen
til Kinden.

Over mig rager en Gren ud. Paa hver eneste Naal hnger Draabe ved
Draabe. Hvert jeblik truer de med at dumpe lige ned paa min Nse.
Der faldt en enkelt. Sivende slipper den det Sted, hvor den maaske
har siddet hele Dagen og splintres mod Bssens Staallb. En ny er
straks paa Vej langs Grenens Bark til den ledige Plads.

En Spinder har travlt med at slynge en Traad fra Hatteskyggen ned til
Haanden og fra Haanden til Stvlesnuden. Det kildrer mod Hunden, da
Traaden sttes fast.

Rigtig. Spind mig ind. Jeg er eet med Tret. Tag bare den Nytte I
kan faa af mig den Tid, jeg skal staa her ...

Det er dog ogsaa Pokker til Tid, fr du kan lette paa Kroppen dernede
i Dybet. Ryst bare Skidtet af Pelsen. De Par Minutter mere at leve i,
naar det alligevel snart skal vre forbi. --

Saa mange Toner der er i en Skov og allerflest en stille Aften, naar
ingen Mennesker frdes. Ude fra Markerne kommer de med Vinden,
Grenenes Netvrk fanger dem og faar dem til at bruse -- et Sus fra de
evige Riger. Men ude paa den anden Side Skoven er det bare et ensomt
Fljt igen, et langeligt Suk over de ngne Marker. --

-- Sievald, du maa ekk vre vred.

Stemmen er frygtsom, som vover den knapt at give Ordene Lyd.

Et arrigt Grynt er Svaret.

Forsigtig drejer jeg en Smule paa Hovedet. Der staar nogen ude paa
Stien lige ud for mig.

-- De' var sgu en nyelig Redelighed ... hark. Han spytter, og jeg kan
hre ham harke lnge. -- Hvorfor Faen  du bange. De'  vel osse m,
de' kommer te o gaa ud over.

-- Jamen, de'  m, som a' d gr'et. Der er kommet Fasthed over
Stemmen.

-- Ja, de'  heller kuns for din egen Skyld, a' j sier de'. Han
trkker Ordene langt ud. -- O ...  ... Hallj Mette kae vi savtens
faa te o hold' Kvt, hvis ... a ... de'  de', du  bange for.

-- Ni. Barnet  vort. Vi foer i Guds Navn ta'et. Hun tier lidt, som
venter hun paa et Svar. Han har travlt med at stoppe sin Pibe og faa
Ild. Jeg hrer ham stryge en Tndstik. En kvalm Tobaksrg trkker
ind til mig.

-- O naar vi bar' holder sammen, goer'et osse nok. Du skae se, d 
Glde ve' saaen et lell Vsen lieveller.

-- Hvae ka'et nytt?

-- Du skae se, de' goer nok, naar vi bar' regte strver begg to.
Hvorfor skue vi saa ekk faa et Hjem som alle de ander' ... Uh, j kae
arbede for ti, Sievald, naar j ved, hvad de' gller.

Det er nsten, som om hendes Stemme sklver af Glde.

-- Du elsker m jut'te.

-- Aah jov kaske, du  dov Far te mit Barn, o j ken'ner vovt m sl
igen.

Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Flelserne blot.
Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, -- nej, meget mere end
lytter, lgger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ...

Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og
Trernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.

Sindigt og drvende. En hel Tobakssky pustes ud for hvert Ord.

-- De'  nemt nok o tall', Thea.

-- Aah, de' kommer saaen a' s sl, naar'et gror ingen i een. --

Thea! Jeg drejer mig helt om. Netop i samme jeblik springer en lang
rd, Satan op paa Grusbunken henne ved Graven. Det eneste, jeg faar
at se, er Halens hvide Dusk. Jeg kaster et Skud ind mellem Granerne,
men selvflgelig kun derhen, hvor han havde vret. Raadne Grene og
Naale er hele Udbyttet.

-- Thea! I en Fart er jeg ude paa Stien. I min Taske ligger endnu et
Lommetrklde fra dengang.

Langt nede haster de afsted. De nsten lber, som var de bange for
noget. Han er den hurtigste. --

Der er stille i Skoven. Solen er gaaet ned. Lange Skygger lgger sig
over Vejene.

Jeg bliver staaende lnge og ser efter dem. Der er kun Mrke foran
mig.

Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gr
mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg hre mod Mosset.

En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortrd ... det gr
ondt inden i mig.

Min Hund kommer springende ned imod mig. Han er vild af Glde,
springer op og slikker mig i Ansigtet.

Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hnder er vaade af hans Slikken.

-- Saa har Ane lukket dig ud.

Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen.

En tryg Glde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist
ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine jne lyser.

Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem. Og allersidst maa vi ud
paa Skovgrdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle
Vinduerne. De blinker saa trygt.




Det er Vinter.

Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bgetykning.
Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende
stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen
mod Knasterne.

Paa Skovvejen sad et Par Krager og forlystede sig i noget nattegammel
Hestegdning. De stredes om de frosne Knallinger og huggede til
hinanden, saa Blodet sad dem om Nbene. Et Stykke borte hoppede en
Skade uroligt omkring og saa til. Den standsede og vippede med den
lange Hale, hver Gang en af dem fik sig en Bid.

-- Rhbs ... rhbs ... Den hoppede et Par Trin frem, Stjrten stod
lodret i Vejret. --

Skudet frygter alle Skovens Dyr. De har lrt det at kende Slgt efter
Slgt.

Langt bort flj Kragerne og Skaden. Ogsaa Bukken sprang afsted. Men
Kuglen var for god. Lungerne gennemhullet. Den svinglede endnu et Par
Skridt, saa stod den paa sin Hals i en Grft. --

Mine Arme og Hnder ryger af Blod. Skjorten er smget op til
Albuerne. Jeg er lige blevet frdig med at brkke Bukken op. Slunken
ligger den ved Siden af mig.

Vommen er slngt til Side. Den damper af Varme fra Bugen. Endnu
pulser Tarmene Fden frem langs Kanalernes Vgge, akkurat som da de
laa velforvarede bag Maveskindet.

De krymper sig sammen Stykke for Stykke, og i smaa Std glider den
blde Deig fra Tarm til Tarm.

Men Hjrtet er stille, Kamrene fulde af strknet Blod og jnene
gabende tomme. --

Det er Vinter. Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Nse og
Mund. Knastrt er Lvet, fra Trerne falder Mosset i store Flager,
Barken om Grenene er trknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger
Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult
Skr lyser Solen op over taagede Skyer.

I en Grft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min
Kniv. --

Et Stykke borte gaar et Par Koner med bjet Ryg og sanker Brnde. I
smaa Ryk flytter de Fdderne frem og holder sig paa Siden af
hinanden. Men faar en af dem je paa en Gren forude, der er srlig
stor, ser hun frst til den anden, passer paa, naar hun har bjet sig
rigtig godt ned og springer frem.

Er Grenen frst velbeholdent i Forkldet, er hun lutter Smil og
venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem.

-- De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, j har smens set ham
lng'. Nu maa vi renok se, om d ekk kae blie en maves te d. H
ligger en bitt' Fyr her, men de'  jutte novet ... Vil du kanske hae
den? --

Jeg slnger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte. --

Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne
Dre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her
ligger endnu i Stvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade
Stemmer ...

Der sidder i Toppen af et hjt Tr en forpjusket Raage og skrpper
... Krew ... krew ... Og nu skriger Kllingerne og lover hinanden
Trsk. -- -- ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trkkes langt
ud.

Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og trder ind i Stuen.

Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius,
som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rd
fra Kakkelovnen, hendes Haar hnger i Tjavser ned om Ansigtet, og
Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand
forsger hun skyndsomst at hgte, mens hun med den anden holder fast
paa noget Barnetj, der ligger i hendes Skd. Foden flger stt med
Gngen.

Stuen er tung af Varme og indestngt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder
en Kasserolle med Mlk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore
spndt ud fra Bjlke til Bjlke. De hnger fulde af Barnetj til
Trring.

Jeg sprger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil
jeg kommer tilbage.

-- Far  ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hnder
efter Barnetjet, som er ved at glide paa Gulvet.

Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog
ligeoverfor hende.

Dren til Kkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hrt Stemmer derude.
Hallj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.

-- Tv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du
dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. -- Jov, de
kae man da se, de'  en Kngt -- regte en Elskovsunge. Ham har I
sgutte laven a' de bare Pligt.

Et Par store, taknemmelige jne lnner hendes Dom.

-- Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal
give den lille et Pulver for Orme.

Marie stikker lige Hovedet ind af Dren og nikker smilende til mig.

-- J kat'te komme ing, j  saa beskidt. De'  Komfuret. Hun staar
lidt. -- Ja, du har vel set ham, han  smens goe nok saaen.

Det er ikke den frste af Dttrene, som har maattet vintre over.

Henne ved Vggen gaar Knevren. Ungen skal op.

Jeg siger Farvel og gaar ud i Loen. --

Det var den smukke Olga. Hun fik sig en Plads i Byen i et
herskabeligt Hus. Et halvt Aar og en Maaned varede Festen, saa kom
hun rejsende hjem. Hun ventede sig.

Jeg mdte selv Moseper og hende ude i Skoven den Dag. Han trillede
hendes Skab paa en Hjulbr.

Nu skal hun vre hjemme i Vinter og til Sommer ud at luge Roer paa en
stor Gaard.

-- De' behved' hun smens ekk o vret kommet te Byen for, men fint
skue de' vre med hje Hle o tynd' Strmper, saa man kue se de
bareste Sul igennem. --

Barnet skal blive hos de gamle. Faderen er ... ja, hvad Faderen
egentlig er, er der ingen, som rigtig ved.

Men det er en bedre Mand. Det er bestemt. Han har givet hende sit
Visitkort, og der er Guldrand om, og saa "logter de' saa masendes
djle".

Man siger. Det var en Dag, Olga havde fri. Hun vilde til Koncert i
Strandparken. Da hun gik om et Gadehjrne, var hun nr blevet krt
ned af en Bil. Den standsede brat. En galant Herre aabnede Vogndren,
og fr hun vidste et Ord af det, sad hun paa de blde Hynder. Det er
alt. Og saa Visitkortet der lugter. -- --

Moseper og jeg har faaet klynget Bukken op paa et Sm inde i et Skur.
Nu hnger den velforvaret for Hunde og Katte. Jeg giver ham Leveren
og Hjrtet for Huslyet. Han staar med dem i den ene Haand, men
Samtalen vil slet ikke gaa.

Hver har sine Tanker. Og alligevel tror jeg, de er sammesteds henne.
Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han
staaet i Lodren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstv
og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom
stormende ind i Stuen og sagde, vi var Krester, og siden sad sammen
paa Bnken ved Vinduet og fik bleskiver. Hun gav altid mig det meste
Sukker.

-- Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de'  jo da kuns godt,
naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk
sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de'  snart non'ne Dave sien, I
to legede sammen ... Ja, Gue  de' saa ... Vi  bleven krumme i
Ryggen vi gamle sien.

Jeg giver ham min Haand til Farvel.

-- Vi  kommen h, o saa skae vi vel osse gr'et saa godt, som vi
kae, o strve i den Smule vi har.

Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen.
Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal rgtes. --

Oppe paa et Stengrde ligger de under nogle ttte Tjrne. Der er
intet at se. Visne Blade og Mos dkker Kberne. Over hver enkelt af
dem hnger der en dd Fasan.

Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og
standser hvert jeblik for at vejre. Pludselig faar den Frten af
Stegen. Og fr den faar tnkt sig om -- den er Skovens mest
nysgerrige Dyr -- er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se,
hvad det er. Den strkker sig og rkker sig, nu kan Snuden naa
Fjerene, den snuser begrligt til sig.

Pludselig falder den forover. Saksens Kber har lukket sig om det ene
Forben. Den hvser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener
holder.

Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben ls
af en Saks. For hvert eneste Trk skriger alle Nerver af Smerte. Men
den er haard. Den bider i Saksens Jernlnke, den trkker til sig af
alle Krfter. Skummet sidder den i Mundvigene.

Lnge -- meget lnge bliver den ved med at slide, saa lammer
Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille
og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgves
forsger den at lukke jnene.

Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at
sttte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge
og graa i Halvmrket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele
Flokken op og slaar sig ned i Trerne om den.

Kampen begynder forfra. Lyset svier den i jnene. Den hader Solen.
Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.

Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo vrre skriger Spotterne. Et
Par Finker er kommet til og hopper i Tjrnen over den. En Grdesmutte
piler dens Nse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme
i Trbullen og sove. Tnderne skurrer af Smerte og Arrigskab.

I et raskt Tag bider den til, flnger Skindet om Brudet, og metodisk
begynder den at bide Senerne over en efter en.

Fri -- der mangler endnu kun nogle enkelte -- hvis ikke han, der ejer
Saksen, var kommet.

Et haardt Slag med en Kp over Snuden strkker den til Jorden.

Det er en prgtig Hanmaar. Skindet er som Silke at fle paa. Men den
lugter stramt.

Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny
i den samme Saks i Nat. --

Engang jeg rgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af
dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke.
Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.

Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfldigt skulde
komme over hinanden. Den hnger endnu hjemme paa Loftet. -- --

Solen forsger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang
det mindste Straa strkker sig i Livlyst imod den. Trerne staar, som
de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hnger fulde
af fjorgamle Blade.

Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svber sig om dem,
og blindt suger de til sig af det samme store Skd.

Jorden, Livets Moder, dit Hjrte banker af Lngsel. Favnet en
Efteraarsdag, drmmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne
lses af dit Skd.

Vinter, skingrende Frost omkring mig, Grsset er vissent, og
Vintersdens Rdder frosset fast. Det er de og koldt, saa mange
Munde skriger for Fde.

Men nede i Jorden vokser alle Kimene. --

Paa en stor Stubmark lber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs
Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.

Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner.
Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gre godt at faa Kinderne
til at blusse af Spnding. Maaske kommer vi saa i Lbet af Dagen
forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag
en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi
dobbelt haardt.




En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.

Lnge har det vret Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordst.
Det blser en Storm, saa selv de strste Trer knager og svajer.
Himlen er et eneste Mrke.

I Kakkelovnen buldrer Brndet. Hvert jeblik maa der fyres paa. Al
Varmen futter ud af Skorstenen.

Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trkker koldt ved Ruderne.
Skoven staar mrk og truende. de ligger Markerne. Pljningerne er
haarde og frosne, og Grsset er graagult. Langs Hegnene kryber
Buskene sammen. Nogle Krager kmper sig frem imod Stormen, tvinges et
langt Stykke tilbage og trykker sig sidevrts frem igen. Ude paa en
Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....

Intet at se -- livlst og de -- i Jordens Mrke kryber Livet ad
lnlige Stier .....

Det begynder at sne. Frst nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den
brler om Hushjrnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og
sender dem hjt i Vejret. Saa vlter det ned. Fnuggene prikker som
Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne fget ned over Jorden og
vilde suge den til sig.

I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene
er hvide.

Over Vejene tier Fodslagene. --

Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshje Driver langs Grderne, og
Grfterne er glattet ud. Ingen levende Sjl at se nogetsteds. Vi har
maattet skovle os Vej ud til Brnden for at faa Vand. --

Imod Aften kommer han. Jeg staar i Kkkendren, og ser ud. Foran mig
ligger en lille Holm Graner. De staar i L af de store Trer og er
helt hvide. Deres Grene er bjet mod Jorden, selv Topskudene hnger
som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt
Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --

Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brndehuset kommer
Sren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge
Brnde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af klvede
Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel
indenfor Kkkendren pruster han ud og ryster sig:

-- Satan til Vejr osse! --

Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blsten. Han maa staa stille, og
Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af
Stedet og vil blive blst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i
Vindsiden med Sne langt op ad Barken.

Han raaber til mig. Jeg kan ikke hre, hvad han siger, og han maser
sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og
jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette
forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.

-- Gud velsigne dig. Han gr Korsets Tegn.

-- Isak!

-- Paa den yderste Dag staar Menneskesnnen i de Ddes Rige ...

Han rkker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan
slet ikke fle hans Fingre.

Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i jnene
hnger Sneen i et tykt Lag. Hans Skg er tungt og klistrer til
Frakken.

Jeg faar ham ind i Kkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den
ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med
Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Vde, og hans Tjstumper
stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod
Frakken. Han lgger den fra sig, tager Trskoene af og gaar frem over
Gulvet. Der er store Huller paa hans Strmper, og Fdderne er farvet
af Ulden.

Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.

-- Gud velsigne dig!

Der bliver Liv i Kkkenet. Det gr der altid, naar der kommer en
Fremmed inden Dre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar hjt i
Vejret, og Vggen bagved farves rd. Soden fra Skorstenen glinser.

En lille Pige staar forskrmt og ser op paa ham. Det er en af Anes.
Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.

-- Aah din fjovede Ts.

Hun ryster hende af sig. --

Hvor han har gaaet er Gulvet vaadt. Herinde i Varmen tr Sneen, og
det drypper fra alle Flige af hans Tj.

Ane begynder at se Maden op. Det er dampende Grd. -- --

Senere, da der bliver tndt Lys, sidder han ved Kkkenbordet og faar
sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrd med Fedt og et Krus Vand at drikke
til. Han vil ikke have andet. Fr han begynder at spise, beder han,
og da han er frdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i
Haanden og siger Tak.

Han er blevet vasket og har faaet trt Tj paa fra inderst til
yderst.

Han var lykkelig som et Barn, da "Sster" laa paa Kn foran ham og
trrede hans Fdder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved,
mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.

-- Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjl ...
Hendes Sind er hvidt som Duen ... -- --

Han beder om Lov til at tale til os. Sren skubber til mig, griner og
nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Lnge
staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden
uden at hfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Sren,
som har sat sig ved Siden af hinanden. "Sster" leger med Hunden. Af
og til aabner han Munden, uden at hans Lber formaar at forme Ord.
Han knuger Hnderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans
jne af et underligt Skr, som brndte hans Hjrte, og Ilden
flakkede op og tndte Pupillernes Gld. Det kryber i hans Mundvige,
og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det
gaar saa strkt, at vi knapt kan flge ham, og det hele bliver
blandet sammen til en Rkke Stninger uden Sammenhng. Snart messer
han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud,
som skulde Ruderne sprnges, og saa hvisker han, som talte han til
smaa Brn. Ikke et jeblik holder han inde for at trkke Vejret.
Mange Ord snupper han i sig.

-- Vi nres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din
Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til
Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal
pines den Dag, min Sjl ikke vil bo i mit Hjrte ... Hrer du Herre,
de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dmmer ikke ... Jeg
staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal d ... Se Solen tr
mine frosne Saar ... Og Ddsriget er nr ...

Sren har laant en Pibe og pulser ls. Det er en svrlemmet Karl, og
der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig,
og Fdderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem
bjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar
hans rde og vejrbidte Ansigt forbi.

Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene
under Haaret ved Tindingerne. --

Isak bliver ved. Han taler om Kdets Lyst. Jeg ser paa hans jne, de
brnder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod
den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene.
Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.

-- Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og
opsluge Jordens Slgter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes
svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djvelens
onde Gerninger ...

Vi ser alle paa ham. Sren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt
blusser, og hans jne flyder ud i eet med Kinderne.

-- Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hnderne er
knyttet som til Slag, og han fgter med dem i Luften ... Nu gaar hans
Stemme over i et hst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver
stille ...

Vi hrer Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod
Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trkker Vejret.
Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tnder risper i de
mre Brdder.

Sren hnger Piben bort, som han lnge har holdt i Haanden, stikker
et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en
forsvarlig Bid, harker og forsger at ramme Spyttebakken henne i
Krogen. Prikker endelig til Ane.

-- Hvem skae ells hae de Hoser. J sns de har Mandfolkefdder.

-- Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nglet ud fra sig
for at faa Garn til nste Omgang. --

Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans jne er
slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved.
Hans Krop dkker fuldstndig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han
ned paa Gulvet og folder Hnderne for sit Ansigt. Bliver liggende
hensunken i Bn. --

Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Sster" er faldet i
Svn hos Hunden. --

Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker
henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. -- --

Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det
eneste Sted, han vil vre. Fr han gaar op tager han alt sit Tj med
sig. Det har hngt til Trring over Komfuret. --

Nste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han brer Vand og Brnde
til Kkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv
om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig,
hvad han har i Hnderne.

-- Gud velsigne dig! -- --

Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind
til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa
bort. Hvad han har laant af trt Tj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor
han har sovet om Natten.

Hans Spor frer ud over Markerne. --




Uglerne tuder.

-- Hwivh ... hoho ... ho! Fra Tr til Tr hele Skoven igennem.
Smaafuglene dukker sig i Svne og klemmer Klerne fastere om Grenene.

Det er Mrke og Storm, og det sregner.

I lang Tid har Sneen ligget tt over Jorden; men i Dag slog det om
til T. Allerede fr det blev mrkt, begyndte Jordknoldene at skyde
frem over Pljningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene
blev til et lte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor lb Vandet. --

Jeg har vret langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa
Maarspor, som jeg blev ved med at flge. De endte ved en Luge ind til
en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Nsen hjemad med
Regn lige ind i Fjset, og det blev mrkt, fr jeg naaede ind i
Skoven.

Der var tndt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi -- vaade,
blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstdene. Regnen faldt
som Guldstv gennem Skret. --

Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hngt for
Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et jeblik blev jeg
staaende og saa ind. Manden sad og lste. I en Krog sad en Kvinde og
gav et nyfdt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et
andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hnderne op imod dem.
Konen sagde noget til Manden, han lftede Ansigtet i Vejret, og jeg
saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strg med
Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.

Om Hushjrnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved
Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. -- --

Trerne knager om mig og med et Brag vlter en Gran over Ende et Sted
inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.

Saa lnge har jeg gaaet, at mine jne har vnnet sig til Mrket.
Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tt
inde paa mig, fr jeg ser dem. Jeg hrer en raadden Gren brkke, det
er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et
Stykke foran mig. Et jeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne
Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.

-- Jeg vilde nske, at jeg flte en Haand putte sig bort i min, og at
vi var to, der gik sammen ...

Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der
staar en Strime Stjrner over mig. Lange Skytrevler blses
ustandseligt forbi dem. Mrke Trmasser toner frem slret i
Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.

En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden stter ud fra et
Tr. Et Stormstd kaster dem forbi hinanden, et Par hse Skrig og de
tumler ind i Mrket. Ovre i Granerne hrer jeg dem tude omkap fra
det samme Tr.

Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene
er der lunt ... mdes ... snart er Sneen af Trernes Huler og Trsken
tr ... mdes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver lnge ved med
at gjalde. -- Jeg hrer mine egne Fodtrin. --

Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet stret Kaalrabi rundt
omkring. Jeg hrer nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. -- --

I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for
at fange Jgere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til
Lugen henne ved Hstnget, krb derop og borede sig godt ned i Het.
Selvflgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde hre,
hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra
dem. De var faldet i Svn alle Mand. Men fr de tog den bort, gik de
op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de
havde dem og behvede ikke at lade sig overaske. De skd saa hele
Hhuset var ved at ryge i Luften.

-- Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o
kue tll all Skudene, de' ene meget strre end som de' andet.

Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt flte
med Haanden op langs Dren og syntes, det var en Skandale, at der
ikke ogsaa var en Krog til at stte paa indvendig. -- --

I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler
derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at stde mod
Vggen, og jeg hrer nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tr
Luft slaar mig i Mde. Jeg ser ind i et Mrke, som fuldstndig
stnger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at
hre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved
Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hrer deres
Fdder kradse i Frsmuldet ...

Jeg bliver staaende. Gennem Hduften mrker jeg pludselig den varme
Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trkker
Vejret dybt ... der er to ... jeg hrer en svag Snvlen. ...
Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strkker sig, saa
Straaene knkker. Jeg slaar Lugen til.

Det regner igen og er blevet endnu mere mrkt. Jeg ser ingenting uden
om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens
Vrimmel ...

Foran mig ligger mit Hus. Det er stnget og koldt -- en utydelig
Skygge kun i alt Mrket. Min Hund hyler derinde.

Ude over Markerne gr en Rv. Det er Rolletiden nu. Safterne grer i
Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Nsen i Hunrvens Spor.

Vov -- vov -- vov -- vov -- vov -- -- -- Det ene Glam mere gnldende
end det Andet. Han kom over hendes Spor fr ved en Grft. Et jeblik
maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden
Skygge jog forbi ham, et hst Glam smeldte ham i ret. De blev to
paa det samme Spor. De hyler som gale. --

Jeg smkker Dren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den
slaar mod Vggen. Det ryster i det gamle Bindingsvrk. Jeg hrer
noget blse ned inde i Mrket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig.
Hunden springer ud forbi mig.

Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned -- Tbruddets Time.

-- Hvor jeg lnges imod dig i Nat ...

Bag Brndeskuret skriger et Par Katte.

Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.




Der er kommet Snepper i Nat.

Vinden har vret snden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg vret
vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mrket udenfor flj
Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i
Bgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjrte har Lov til at banke af
Glde. --

En gammel Jger, som lrte mig at skyde, sov aldrig Natten fr en
stor Jagt. Bestandig flj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige
ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle
Grene. Han rev og sled i Bssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik
han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Terne
af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under
Nsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng,
maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i
Stuen og have fat i Hornet -- blse, saa alle Hundene hylede, og hans
gamle Kone, der laa med en Uldstrmpe om Hovedet af Tandvrk, maatte
humpe ud i Kkkenet og stte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at
gaa til af Stj. Hele Dagen var han et Vld af Historier, og han
kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fljte. Men
naar der blev blst af til den sidste Saat, og det begyndte at mrkne
i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. --

Ham ligner alle vi galne Jgere.

Saa mange Trkfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg
lukker Dren op, hrer jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt
kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad,
alt hvad Vingerne kan bre. Et Sted langt ude venter en soltrret
Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Grs. Der vil den
bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den
kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med
Foraarets higende Lngsel.

Under Tagskgget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under
Bjlkerne. Det flyver med fjorgamle Hnsefjer og halvraadne Straa. Nu
kaster de sig i Flok ud i Luften -- i svirrende Susen -- og slaar sig
ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig,
skvtter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Ter og Stjrt
og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.

Hjt i Linden sidder en enlig Str og fljter. --

Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilslet.
Hovedet ludende og Halen hngende. Ribbenene er skarpt spndt ud
under Skindet.

-- Kom kun nrmere, jeg har set dig.

Han er standset. Har ogsaa faaet je paa mig.

Skulende lister han forbi hen til Brndehuset.

Han har en lang, blodig Flnge over Nsen. --

Det var i Nat. Han skrabede paa Dren og vilde ud. Jeg maatte op.
Lnge stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han
kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede
Hundene. --

-- Din Kaffe blir kold!

Ane staar i Dren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og
ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord
bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tven. Vi har tidt
staaet i Kkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet vre Kaffe
saa lnge; men i Dag: -- Din Kaffe blir kold.

Et jeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun sknker i
min Kop og stter Knors haardt ned paa Gulvet.

-- Vsgoe.

Jeg ser paa hende. Hun mder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer
sig fast i Stolesdet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved.
Ustandseligt skifter Ansigtet Udtryk.

-- Nu skal I vel snart giftes. Jeg ramte. Det trkker om Mundvigene,
og hun ranker sig endnu mere.

-- Ni!

-- I har da ellers ikke noget at vente efter.

-- Man skut'te sns de'. Pludselig for at lede Tankerne hen paa noget
andet, bukker hun sig ned, tager Knors op og sknker i sin Kop, sknt
hun endnu kun har drukket det halve.

-- De'  forbi!

-- Forbi ...

-- Hele Moleviten.

Knorsen maa igen ned paa Gulvet, saa det siger Bump i Bunden.

-- De' har smens vaaren lng' nok. Han vidst tesidst ekk andet end o
saa hold ing o drikk' Kaff hver jen'neste Gang, a' han kom min Dr
forbi, o saa gae han Grovheder a' s, naar de' ekke lie stoe
altsammen paa Bordet. O saa kom han osse slvendes me' saa manne
Bisserikkere, o de skue osse bevrtes. I gamle Dave havde man dem
uden for Vinduerne, men nu skue de sidd ing i Stuen, saa d vovt var
Plads te vos sl. A' j skue lapp o stopp om ham, de' sier j ekk
novet te', de' var saaen kun min Pligt; men han kom osse me' de
anders Tj. O mine Brn, herut te Bnderne me' dem, naar de kue knapp
derses egne Bovser. N min goe Sren, j  sgutte helt rumpegal.

Hele Morgenen har det vret Graavejr, nu bryder Solen igennem. Ovre
paa Vggen flimrer en stor Lysplet. Og udenfor drypper Draaberne fra
Tagskgget.

Kaffen maa ned i en Fart. Skoven venter.

-- Jaja Ane, det er ikke saadan at finde den rigtige Krlighed.

-- Jov, de' kae man sgu savtens, naar man bare har Kaff nok o saa
tyll paa dem o saa helst et Stnk i.

Vi rejser os. Der bliver ikke Tid til mere Passiar. -- --

Idet jeg gaar ud af Dren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har
en Hasselkp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krllet
sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svbt ind i en
lille Bylt, som han brer i en Snor over Nakken. Paa Fdderne skinner
et Par ny Trsko.

Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil,
og han slaar bredt ud med Kppen.

-- Hvor kommer du fra? Det er lnge siden, jeg har set ham. -- Jeg
troed', du laa med Laaget over Nsen.

-- Nh! Faen skue lgg' se te o krepere i saaen et Vejr.

Stren oppe i Linden har vret en Tur inde i en af Redekasserne og
kommer flyvende ud med hele Nbet fuldt af Straa.

-- Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Brn. Han er naaet helt hen til mig
og giver mig Haanden. -- De'  han ekk ene om. J saa en Pie gnigg'
afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.

Hans Frakke er krllet og fuld af vissent Grs.

-- J lae et jeblik i en Grvt o loe Solen skinne. D var smens helt
trt under m, o saa hang d et Par Lrker o sang henne paa Rasmoses.
De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i
Jorden o regte lte rundt.

Han ser mig lige ind i Ansigtet.

-- Kue j grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. -- De' var bare
de', a' j saa masendes grn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. --
Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Fr ner i
Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, n' saaen o saa rre ve'
hvert enkelt med de bare Nver. Han trykker Kppen fast i Haanden. --
O grav o hae alle Hnsene te o goe om s o gie dem Orme. Jov, o saa
ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa br'
Vand o hld om dem o se dem strkk s, liesom de regte drak ...

-- Der staar en Spade inde i Trveskuret, og Riven hnger derhenne i
bletret. Mas bare paa.

-- Helledusenda, hvor j skae grave. Splinterm om ekk Mjet skae rye
m om rerne, for vi maa hae regte Mj paa frst. De' skae logte
djle, skae j love.

Han slnger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten
fra sig.

-- Nu goer vi an.

-- Ane er i Kkkenet, gaa ind til hende frst.

-- Ni bastemt om j ekk maa tae et Par Stik fst. --

Jeg gaar. Hunden flger med. Han er slatten i Haserne af Nattens
Jagten.

Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at hre, hvor
han er, klinger saa skingert. --

Skoven er et Mylder. I alle Trerne synger Finkerne. De sidder med
Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser
flyver ud og ind ad et hullet Tr. Dr lfter et Blad sig en Smule
fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrn Spire bryder frem. Og
et Sted, hvor Solen har varmet Lvet, og Vinden ikke kan naa ind,
staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres
Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade
skrmende om de kuldskre Ar. Hjt oppe gaar Kragetrkket -- en sort
Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endelse Granskove venter dem.
Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vrl.
Intet jeblik tier Duerne.

Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Vden driver
over Barken. Mosset er grnt af Saft, og Grenene hnger fulde af
Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger
Lvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skd, deres Stngler er
fyldt af samme higende Svulmen: -- Gro -- suge af Jord, Lys og Luft
de grende Krfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.

Og dette er det store -- dette hvorfor dit Hjrte banker, og dine
jne tindrer, du, som har lovet at flge mig, at aldrig standser
Livsstrmmen. Vore Lngsler flyder som store, hvide Blomster paa dens
Vld. --

Saa mange Munde aander deres Glde ud imod mig, en hed Lykke, der
griber ved sin enkle Inderlighed: at vre til. Jeg suger denne Lykke
ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjrte, og du skal faa
den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit je, Ildfunker glder
i Lvet, og Foraarsvinden stryger mit re forbi saa lun af
Forjttelsers Rigdom. -- --

Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er
Jgeren.

Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige
Lande. Kun et Par Ntter ligger de over. Ofte kommer de to og to
sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke
kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en
Rugeplads. --

Ved en Grft mellem lle og Skrub har han Stand. Jorden er bld og
giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Nb at sge
ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rdder. Stridt Grs og visne
Bregner byder Skjulested nok.

Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han
staar fast. Den ene Forpote er lftet en Smule fra Jorden. Jeg flger
hans Blik. Det gaar lige ret ned.

Midt i en Klat Lv faar jeg je paa den. Den trykker sig og borer
Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mdet. Dens smaa,
sorte jne spejder forgves efter Dkning.

Avance ... den forsger at lbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et
Par Slag med de blde Vinger ... et famlende Forsg paa at slippe
udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.

Halsklokken ringer -- en anden letter. Det er Magen. Jeg stter
Skuddet ind i et Tr. Solen faar Bgenes Knopper til at skinne, og en
Allikeflok, der blev skrmt op, samles gnkkende lngere borte.

Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi flger
efter. --

Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i
sine Gange. Jorden hver sig under den.

Saa --! der lettede en for langt ude -- Satan, kan du ikke vare dig
Hund!

Han gaar saa forsigtigt, at Lvet knapt rasler under ham. Langt ude
mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det
springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. --

Inde mellem de hje Bge skinner et nystrget Forklde frem. Jeg
finder "Hallj Mette" liggende paa Kn for Foden af en Stamme
pirkende Lvet til Side med en Pind. Fr hun faar set mig, er jeg
over hende.

-- Der fangede jeg dig.

Hun kryber sammen under mit Greb.

-- Jsses, saaen en gammel, rynket een som m. De' var osse novet o
tae paa Vej for.

-- Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.

-- Pirker Skovmrker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade,
forkrllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf
de lige er taget op. --  de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man
snuser te' s'. Om de' saa  denne gamle, raadne Pind, saa logter
den. Hun giver sig igen til at bore.

-- D kommer saa manne onge hos m, o allesammen vil de hae o vi'e,
om de skae hae hinanders. Saa ser j paa disse hersens her o sier --
ja.

-- Du gr mange lykkelige om Aaret.

-- Hjov! Hun trkker Munden helt om i den ene Side. -- De'  jo ekk
saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt
grdendes te' ens Dr o ved ekk derses levendes Raad. S'fllelig
skae de hae hinanders. Hvae  vi sat h te, naar de' dat'te skue vre
te o saa flles ad.

-- Fik Maren Lyst sin Prst?

-- Nh! de gjorde hun sgut'te. D'  ekk mer godt i hinner, end som
d'  Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu stter
hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har
kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Prsten hae
hinner slvt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare
for a' se ham, o Maren fnyser. N ge ekk, som j ge, Brn, men ge
som j sier. De sae den gamle Prst alletier, som konfirmerte m ...
Hov, d var en der ... en mgte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt
ned i Jorden og rykker den op med Rod. -- Nu ble' de' da Fie o saa
ham Frrik. D' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa j,
a' den gamle krte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue
bene. J kue smens savtens hae ordnet de', men nu  de bleven saa
store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Kn.
Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et jeblik staaer hun stille
og ser paa sit Bytte i Haanden.

-- De' skae blie djle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem
forsvinde ned i Kjolelommen; men frst piller hun den strste fra og
rkker mig den.

-- De'  Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams  en Pie i din Seng
inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. --
Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. -- --

Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vgge,
ligge Time efter Time, fle Moderlykken gro for en sknne Dag at
mrke en vaad Plet mod den bare Hud, mrke et lille, levende Vsen
putte sig bort for at sge Hjlp.

Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt
igennem. To onde jne mder mine, og en arrig Vsen lyder op imod
mig.

Det er Uglemor, som allerede har g under Brystet.

Her er lunt og stille, Solen nsten brnder. Af og til skogrer en
Fasanhane, det lyder saa hjt i Dag. Om mig staar grnne Nlder
slret af fine Haar. Blodrde Spirer krummer sig for at skyde Lvet
til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop -- gylden af Lyset -- saa
tt, at ingen kan tlle dem.

Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved
Livet. -- --

Der staar nogle Mnd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved
Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hnderne.

Jeg gaar ned imod dem. --

-- Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand -- det er Sognefogden --
staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. -- Saa sig de' kuns.
De skat'te komme te o skade d. Han taler med lav Stemme, som man gr
det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar.

Hun nikker hen i Retning af en Busk.

-- De' ...  ... hang fast i Grenene ... fr a'et sank.

Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod
Folkene, der er krbet ud paa Trvebnkene.

-- Saa sger vi der, Folkens.

Mndene, som et jeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet
med Rafterne. Trvejord stiger op fra Bunden, oplser sig og grumser
Fladen. Der arbejdes ihrdigt.

Jeg har allerede staaet der lidt, fr nogen af dem lgger Mrke til
mig. De nikker kun til Goddag.

-- 'et nu osse regte, hvae du sier. Sognefogden taler igen.

Der har vret sgt paa kryds og tvrs uden Resultat.

-- Jov! Og lidt efter fjer hun til. -- De' var bare saaen en bett
Pakk'.

Hun er kommet til at se over, hvor jeg staar. Vore jne mdes. Hun
bliver lnge ved med at se paa mig. Det er Thea. Hendes Ansigt er
blevet saa smalt og blegt.

Jeg vil hilse. Hun drejer Hovedet bort i det samme. Det rykker i
hendes Skuldrer.

Jeg gaar ud til en af Karlene.

-- Jov, de'  regte. Hun har drovnet sit Barn herude. Ham Siewald
rendt' jo fra hinner av te Amerika. Hun har sl meldt s o ...

Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder
at lfte.

-- Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandels og
helt kridhvid i Ansigtet. -- Var dig!

En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange
Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hnger
om den. Et jeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevger sig
voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea
i Armen. Vi stirrer maallse.

Saa tager han et raskt Tag. Bylten svver i Luften. Raften har faaet
fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne
lsner sig og glider tyst til Bunds. Han svipper den op paa Bredden,
lgger den forsigtigt i Grsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og
stirrer. Ingen af os vil vre den frste til at gaa hen og gre den
fri. --

Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea.
Hun staar med Hnderne krammet ind under sin Trje. Hendes Ansigt er
vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frs.

Jeg gaar ind over Mosen. Jeg vil ingen mde. Hvor Vandet er stille,
og Solen rigtig kan bage, leger Gedderne. Hvert jeblik springer en
Fr i Vandet foran mig.

Ganske af sig selv famler min Haand sig Vej ind til et af de inderste
Rum i Tasken. Fingrene faar fat i en krllet Klud og haler den frem.
De rde Blodpletter er blevet gule af at ligge saa lnge i Tasken.

Jeg krammer den sammen i Haanden, og ude i Hngedyndet trder jeg den
ned under mig, Vand og Pladder skjuler den sidste Snip med Navnet.
Ingen skal nogensinde finde den.

Langs Kanterne svmmer hele Kager af glasklare Frg, og en evig
Kvkken -- smaa Gylp af inderlig Tilfredshed -- smelter sammen i en
lang, syngende Tone, der bres oppe af Solskinnet.

To nder letter foran mig -- Han og Hun. -- --

Ved Middagstide er jeg hjemme igen. Niels sidder paa Brnddkket og
venter paa mig. Stokken og Bylten ligger ved Siden af ham, og han har
Frakken paa.

-- J vill' bare sie d Farvel. Han rejser sig og tager sine Sager i
Haanden.

-- Du er lige kommet.

-- J  frde. Hans store, blaa jne ser op imod mig. De gnistrer af
Fryd. -- J vil saa resomt grn goe.

-- Du skal grave.

-- Ni, j  alt for glad te o stoe paa et o samme Sted hele Tiden a'
Gangen. Lae m' nu heller lve. Han beder. Bestandig tager han den
ene Fod og saa den anden ud af Trskoene.

-- Vent at faa lidt Mad frst.

-- Ni -- ekk paa de' Lav. J skae goe m de' samme. Kae du datte
mrk', hvor de'  varmt.

Han rkker mig Haanden.

-- Hvor skal du nu hen?

-- De' ved jette saa nje, j har saa manne Veninder. Han ler.

Paa alle de Steder, hvor Niels hrer ind og faar sig lidt Mad, kalder
han Konerne for sine Veninder. Han tager saa tit Blomster med til
dem.

-- Farvel da og hav det godt.

Det varer lnge nu, inden vi ses igen.

Farvel o' regte manne Tak for i Dav. -- --

    Alle Himlens Fugle de har Vinger
    j har mine Trsko fra i Fjor ...

Han stter i og svinger med Bylten. -- Nh se ... se dov bare ...
hvor de'  djle, som den Sol kae varme.

Han vender sig om imod mig og raaber noget mere, jeg ikke forstaar.
-- --

Jeg gaar ud i Haven. Der er gravet lidt i det ene Hjrne. Spaden
ligger midt i et Stik, og Riven er slet ikke rrt. Et eneste Ls Mg
er blevet krt ud og vltet af lige indenfor Laagen. Hnsene har
travlt med at jvne det ud.

Inde i Skoven bliver Alverdens Niels ved med at synge. Han jager
Duerne ud fra Trerne, hvor han kommer frem.

Mget damper i Varmen. --




I Dag skinner Solen. Jeg tog Bssen i Morges og gik ud. --

Det er en af de Dage, hvor Livet er lykkeligst at leve. Vaad og
kraftig ligger Jorden med Solstrejf over de regnvaade Marker. Paa en
Grftekant blomstrer Flfoden, og smaa Bellis knoppes.

I et Hegn finder jeg den frste Viol. Den rummer i sit Bger hele
Foraarets krydrede Duft. Og hvor jeg stter mine Fdder i Grsset,
titter smaa gulgrnne Spirer frem, Endnu er de vaade og slimede af
Frets Hinder; men alligevel strke nok til at knytte en bristet
Livsstrng. Dr rejser Skrppernes rde Kupler sig midt i en Grft
med slimet Vand. Det ses, som drypper der Blod under dem. --

Histude paa en Brakmark ligger et Fladvand. Det er helt blaat af
Himlen over det. Hvide Maager spejler sig i dets Dyb. Nu stryger
Vinden forbi, og det blinker i smaabitte Blger.

Jeg gaar imod det. Hunden gisper af Trst. --

Der lber to Brn langs en Aa, som bred og vrdig med Skumpletter paa
det grumsede Vand skrer sig Vej gennem de grnne Rugmarker. De
kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Grs ud i den, for at
Strmmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler
de, saa det kan hres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar
er gyldent, nsten gennemsigtigt i Farven.

-- Hvem kan fange mig?

Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Trskoene.
Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.

Jeg flger dem med jnene. Hvor de lber frem, jager de Lrker op fra
Grsset. En efter en stiger de i Vejret. Hjt oppe staar de paa stive
Vinger og jubler med klokkerene Stemmer -- Foraarets Vise, den Tid,
da al Sd skal bre Frugt. Hele Luften synes at dirre under deres
Fryd. Dr falder en enkelt gennem Luften, et jeblik standser den
lige over Jorden og daler bldt ned netop i den lille Grstot, hvor
to blanke jne lyser den i Mde. --

Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer
slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer
langt ud, saa det sprjter hjt op om ham.

Jeg finder en Rede -- en lille Hulning i Jorden polstret med en Smule
Grs. Der ligger to brunspttede g ved Siden af hinanden. De er
varme, og det ene er plettet af Blod. Maaske har vi lige jaget Hunnen
bort, eller maaske er det Sulten, som har drevet hende.

Jeg stjler et. Det er den frste Rede, jeg har fundet i Aar. Jeg
knkker det mod Bsselbet. Hviden flyder ud over mine Fingre,
Blommen ligger gul tilbage i Skallen -- fine Aarer kranser den. Paa
den ene Side skinner en hvid Prik frem. Det er Begyndelsen til det
ny, som skal de sig stort i den gule Saft.

Jeg aabner Munden, lgger Hovedet langt tilbage og sluger Blommen
raa. Dens Skind brister mellem Tnderne.

Den smager hedt og beruser som Vin. Jeg knkker ogsaa det andet og
sluger det.

Hunden er blevet frdig med at drikke, og vi sger videre ud. --

Haha --! Der havde jeg nr sparket dig. En lille Harekilling ikke
meget strre end en Rotte springer afsted. Den havde af Skrk trykket
sig, lige indtil jeg nsten faldt over den. Det kan nok vre, at der
kom Fut i Skankerne. Den springer, som om den havde levet i mange
Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev fdt,
eller hvsset sine Tnder i Grsset. Et lille Stykke borte "kegler"
den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nr havde
slukket dens Liv.

En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans
Nse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa. I en Pljefure
kommer han over hende, og nu begynder der en lystig Tagfat. Ulden
ryger i Totter af dem. --

Opstandelsens Dag! Ikke en Jordknold findes der, hvor der ikke ligger
gemt et Fr, som svulmer i frydefuld Lngsel mod Solen over det. Alle
Trernes Grene hnger fulde af Knopper, der glinser af Saft. En
gammel Pil med Mos og rynket Bark op af Stammen er hvid af Gslinger,
og Vinden brer det gule Stv til de gabende Blomstermunde. I en lm
er der en Summen og Brummen af Bier som paa den hedeste Sommerdag, --

En gammel Husmand staar udenfor sin Dr og gnubber Bagen mod Stolpen.
Hans Kone kommer fra Brnden med Vand. Det lyser i Spandene.

De staar ved Siden af hinanden, da jeg kommer forbi. Jeg hilser dem
og svinger med Huen.

-- Goddag Folkens og Guds Fred!

De hilser igen. Og jeg hrer Konen sige til Manden.

-- Du stoer jo o gnubber d' Far, liesom du kue hae Lus.

-- Jae de' kriwler o krawler sgu osse i hele Kadavret Mor, saa man 
frde o goe te paa saaen en Dav. --

Vi gaar bag om deres Hus ned mod en Mose. Hunden gaar "hinter", og vi
lister os bag en Sivbrmme ud mod det blanke Vand.

Ved en Tue ligger to nder. Far og Mor for Sommeren. De vender
Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker.

-- Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i
Ring uden om hende.

-- Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved
slet ikke, hvordan hun skal te sig.

-- Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige
forbi. Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. --

Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den
fljter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et jeblik. -- --

Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lgger Fure ved Fure. I
Hlene flger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den
fugtigsorte Jord.

Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Mg. Vinden brer Lugten
til mig. Han traller og svinger Greben i Luften. Skjorten er gledet
op over Armen, Hovedet er bart, og Haaret klistrer til Panden.

Der kommer en Pige hen til ham. Hun brer en Flaske i Haanden.

-- Kluk ... kluk ... hulihopsasa! De er Krester de to. --

Paa Vejen kommer en Mand gaaende med en Hale Brn efter sig. Engang
imellem vender han sig om og siger noget til dem. De svarer ham med
hje Tilraab, og en Dreng bjer sig ned, tager en Sten og kaster den
efter ham.

Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi.

Den hellig Isak. Saa slle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt
og Bukserne lasede, Haaret og Skgget filtrer, og han humper afsted.
Frosten har vret strng. Han har maattet svbe tykke Klude om
Terne.

Jeg hilser ham.

Han standser ikke og gr Korsets Tegn.

-- Ud i Verden at gre alle Folk til mine Disciple ... ud i Verden at
gre alle ...

Brnene bliver staaende. Der stryger en Svale gennem Luften. Den
frste i Aar.

-- Kvivit ... kvivit ...

-- Ud i Verden at gre alle Folk til mine Disciple ...

Han skraar over Grften ind paa en Grsmark. Der er bldere at gaa.
Andre Folk mder ham. De standser allesammen og ser efter ham.

-- En ljerlig Fyr, siger de. -- Ganske underligt me' saaen en.
Hva'foe skae han nu leve, o saa man'ne ander d, som d  saa haardt
Bruv for. Han ge jut'te Gavn.

Men han har ikke Tid til at sige noget til dem. Han haster mod et
Maal et Sted langt ude. --

Krestefolkene har sat sig paa en Sten i Markskellet. De kysser
hinanden. --

Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig
hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg
fler det, som brister det i mig.

Paa Kn ... Nej, Hovedet hjt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del
af Livet, der gror -- ejer dets Kraft og dets Fylde.

Min Lykke spnder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft -- og jeg
bliver myg og stille ...

I Buskene slaas Fuglene, kvidrer ud og ind mellem Grenene, der er
prikket af Knopper, lber som Mus i Lvet og staar i Flok ud over
Markerne. --

Ved en Vej kommer jeg forbi en Vogn. Det er Sren Petroleumskusk. Ane
sidder ved Siden af ham med en Kurv paa Skdet. Hun skal til Byen at
slge g og har faaet Krsel. Da hun ser mig, nikker hun og vinker.
Hendes Ansigt er Smil. Sren hilser med Pisken og faar Hestene i
Trav ...

Soltaagen lgger sig som en Glorie om Jordsmonet. --




Henad Skovvejen kommer et Flyttels knagende. Hestene gaar i Skridt
for slappe Tjler. Ved Vognen gaar en Mand med en Pibe dinglende i
Munden. Srlig ivrig efter at komme afsted er han ikke. Hele Tiden
skal han se sig omkring. Bsterne faar nsten Lov til at passe sig
selv.

Hjt paa Lsset i en Sofa sidder en Kvinde. Hun har et Spdbarn paa
Skdet. Hendes Bryst er blottet, og hun lgger den lille til.

-- D' sier I jo regte godt. Han kaster Linerne op til dem og gaar en
Gang rundt om Lsset. -- De' hnger brilliant, skue j mene.

Tilfreds stikker han en ny Tndstik til Tobakken og sutter ls. Og
med hele Hovedet indhyllet i en ulden Sky. -- De'  Fanme et regte
Ls, dette hersens her. Rk Prinsen i Vejret, a' j kae se, om han 
groet novet paa Turen.

De kommer forbi Purrerne. Mrke staar de endnu med store, svulne
Knopper. Det lyser imellem dem af hvide Anemoner. Han er gaaet helt
frem ved Hestene og holder i Forsmkken paa Vognen med den ene Haand.
Pirker op imod dem i Sofaen med Pisken.

-- Kae du house bett Pie? Han peger indover.

-- De'  dov farle, som du rover op. Hun er i Frd med at knappe
Blusen. -- H har du dine skidt Liner.

-- Naa ... naa ... Han griber efter dem.

-- Ja, de'  ekk novet saaen o skrie op.

-- J troed' bare.

Han rykker i Linerne. -- Naa ... naa ... Piben dingler i Takt med
hans Skridt.

I et Staaltraadsbur, som er bundet under Vognen, galer en Hane, og en
Ged trasker brgende med tjret til Bagsmkken.

Det er Fie og Frrik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved
Aaen. -- --

Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og
ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et
Sted til at stte deres Lam. --

Forlngst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes rde Strnge
visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud.

Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned. En Birk staar med Lv om de
spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem
Bladene synger en Nattergal.

Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbr. Olle gaar ved
Siden af. Hun har store Trsko paa Benene og Sndagskaaben paa.
Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge
Hnder brer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal
falde af. Hun gaar tungt. Moseper skal ned med hendes Skab til
Gaarden. --

Tyst! -- Flyttelsset hres nu kun som en svag Skramlen derborte bag
Trerne. Ensomt lyder Gedens ustandselige Brgen. Hjulbren skriger.
-- --

Ene lister jeg om. Jeg er fyldt med Forventningens stille Glde. I
Nat skal det ske. Ud af Tystheden vil der lfte sig et Skrig baaret
af tusinde Stemmer, hvet mod Himmelbuens klige Blaa, et Skrig -- en
Tak for Moderlykken.

Trerne staar med Stjrneglans over Toppene ...

Der banker et Hjrte. Jeg hrer dets Slag, det banker i frydefuld
Sklven -- nu tystner det -- nu banker det vildt ... et angstfuldt
Pip fra en Fuglerede ...

Engtaagen lgger sit klige Slr om de sklvende Lnder, og Jorden
puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag.

Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg vre. Jeg er ude at fange mine Tanker.
Jeg hrer Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit
Sind fanger Lyden af et g, som knkker i et Fuglebo ...

Mine Tanker frer mig om. --

To Brn lb vild i Skoven. De var ude for at plukke Br en Sommerdag.
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mrket over dem, og alle
Stier blev slettet ud.

En F fandt dem sovende paa en grn Plet Mos. Han havde lagt sine
Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hnder bort paa
hans Bryst.

-- Jeg vil lre jer at elske. Hun bjede sig ned over dem, kyssede
dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Krlighedens F.
--

Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde
et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Frst til hans Far
og Mor.

Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at
det jo var Kristian og Hanne.

-- Kristian og Hanne! De er dde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var
gaaet ud i Skoven uden Forlov.

De var trstige og bad om en Drik Vand.

Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade vre med at drive
Spot med den Slags Ting, Det var saamnd svrt nok for et Par gamle
Forldre at have mistet deres Dreng. --

Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forldre.

Det samme.

Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tnke
sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var
blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske
gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forldre ikke
skulde kende deres eget Barn igen. Der havde vret Postyr nok om den
Ts. --

De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres
Ansigter.

De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var
ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.

Men de selv?

Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa
hver eneste Dr. Da de havde vret ved alle Husene et Par Gange og
skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for
meget, og der gik straks Bud til Prsten, at han skulde komme og mane
dem vk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel
under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod
tilbage paa Mllebakken og fulgte dem med jnene. Hans Velrvrdighed
var kravlet op i Mllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at
se.

Ungdommen gav sig til at danse. --

De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar
Barnet, for at hun lettere kunde flge med. De gik og gik. Vekslede
bare de ndvendigste Ord om Sult og Trst. Men der var ingen
Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.

Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet
ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem.
Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere.

Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sa
da han i hendes jne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra
de andre. Og begge saa de paa Barnet. Det lignede slet ikke et af
dem, som de havde set saa mange af i Dag.

Fire strke Hnder lftede et Spdbarn mod Himlen. Den nedgaaende
Sols Straaler ramte det og svbte det i sin Purpurkaabe. Deres
Hjrter var fulde af Jubel -- de elskede hinanden. -- --

En Lyd trnger frem af Krattet. En sagte Stnnen ... nogle korte Gsp
... saa ganske stille ... nu nsten skriger det igen af Smerte ...

Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har vret saa langt borte, at
jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg
kan intet se uden Tjrne og hjt Grs. Jeg lytter. En Kilde gurgler
afsted derinde.

Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprnges, og det er, som hrte jeg
en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Lnge staar jeg
stille ... Buske og Trer glider til Side. Jeg ser ind gennem
Krattet.

Der er lavet en Rede i Grsset. En Raa ligger med alle fire Ben
strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store jne brnder som
et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen,
og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa
bldt trkker Mosset sit Tppe over Jorden. Den borer Snuden ned i
dets klige Bund og lukker jnene et jeblik.

Smerterne ... Veerne. Det rykker helt op i Halsen. Kberne slaar Klik
mod hinanden -- den stnner og giver sig -- den skubber sig bedre til
Rette -- saa undslipper et hst Brl den -- noget varmt Blod pibler
frem og pletter Laarene og saa ... ganske langsomt skyder Fostret sig
Vej frem. -- --

Svangre Nat. Duggen falder tt, den glimter over Straaene. Alle Vegne
dufter det, fra Jorden, fra Trernes Knopper, fra alle Blomsterne.
Mit Sind er beruset, jeg drikker Aanden ind i dybe Drag.

Svangre Nat. Jeg reder min Seng herude. Jeg vil ligge og tlle alle
Stjrnerne, mens Timerne gaar, jeg vil flettes ind i Edderkoppens
Spind og dves hen af Mosekonens Bryg. Jeg vil ... ja, jeg vil gribe
et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er fdt af
jeblikkets Hjhed.

Jeg reder min Seng herude ...

Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De
levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og
altid brd Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter. Slangen --
Krybet -- som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at
give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: d. Og de gjorde det.
Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som
to magteslse Vsner.

Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skrme dem for Natten, var de
blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede.

I Aftenens Stilhed gik de bort. Fuglene lettede fra Trerne og flj
med dem, Fiskene sprang ad Kilderne mod det aabne Hav, og Pattedyrene
satte over Hegnet ud mod de de Sletter. Regnormen borede sig ud
gennem Mulden. Haand i Haand vandrede de ud i den vide Verden, to
ngne Mennesker. Bag dem stod Lysets Engel Vagt, og for de to saa det
ud, som om Flammesvrdet skrev med gylden Skrift over Himlens Bue,
hvert Bogstav var spttet af Stjrner: Det er nok, naar to Mennesker
holder af hinanden.




I Aften er jeg ene.

Min Stue dufter af Renhed. Gulvet er blankt af Fernis, paa Bordet
staar en Skaal fuld af Blomster, og foran de aabenstaaende Vinduer
hnger hvide, nystrgne Gardiner. Og gaar jeg hen og trkker dem til
Side, ser jeg ind mellem Trerne, og jeg fyldes af Skovbundens Duft.
Jeg fler Uendelighedens Vsen gennemsive mit Sind -- et Led kun ...
men et Led af Livet fyldt med dettes Ret til Fuldendelsen.

Mine Lber sklver ... det gr ondt at vre saa glad. --

Paa en matblaa Himmel lyser Stjrnerne.

Hjt oppe glider de gennem det uendelige Rum. Mine Tanker naar dem.

Lykkelige Sommernat. Bag alle Knopperne gror Bladene og i Morgen,
naar Solen staar op, brister de blanke Skl, og Bgen staar i sin
lyse Sommerdragt med Dun om de ngne Stilke. --

Millioner af nye Vsener skabes i Solbranden, og fr Aftenens Stilhed
dmper den larmende Dag har Tusinder og atter Tusinder af Celler
lukket sig i -- sprngt er deres Higen. --

Hvorfor staar du ikke her ved Siden af mig i dette jeblik? Du er dog
min.

Men vore Minder kan ingen stnge for. De flagrer frit omkring som en
Hr af lyse Sommerfugle over Marker, der er farvet af Blomster.
Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Ggen.

Minderne ... Bestandig vlder nye ind over os. Aldrig standser
Krlighedens Strm. --

Der staar i min Dagbog. Jeg maa stte mig hen i en Krog ganske stille
for mig selv og lse det. -- --

... Du har givet mig din Sjls Inderste at vogte paa ...

-- Er det Synd, det jeg gr?

-- Jeg elsker dig. Du hviskede Ordene frem, der var Jubel i din
Stemme.

Ngen laa du med lukkede jne, dine Kinder brndte, din Mund stod
halvt aaben, og saa uroligt trak du Vejret. Jeg stod bjet over dig.
I Blinde rakte du dine Arme op imod mig, lagde dem om min Hals og
trak mit Hoved ned til dit.

-- Min egen Dreng ... min egen Dreng ...

Du borede dit Ansigt ind mod mit Bryst, som sgte du Beskyttelse for
noget, du ikke kendte. --

Sig mig, hvad flte du i det jeblik mine Arme lukkede sig om dig?
Blev Verden stor? Blev Livet dit? Nej, jeg vil ikke sprge dig ud.
Jeg ved, at du selv en Dag vil sige mig det.

Du laa stille. Jeg maatte ikke slukke Lyset. Du vilde have Lov til at
ligge og se paa mig.

Hvor dit Ansigt var krt, dine jne var varme af Lykke. Og der stod
en Glans af dem, som jeg aldrig har set det hos et Menneske -- en
skr Glans forlenet med Moderlykkens Dybde.

Jeg kendte ikke din Stemme igen.

-- Bare at ligge saadan og se paa dig ... at vide, at alt det er mit
... alt -- alt sammen. Jeg fler mig saa tryg.

Og jeg! Jeg flte en uendelig stor Taknemmelighed mod dig -- mod hele
Livet, mod alt -- mod det: Blot at vre til.

Tak for hver en lykkelig Stund, tak for hvert Sekund, jeg fik levet.
-- --

Og vi laa ved Siden af hinanden og flte os som eet. Vore Kinder
brndte, vore jne saa ikke, og vi stnnede Ordene frem under Vgten
af vor Lykke. Og du skreg imod mig, alle dine Sanser var aabne:
Elsker du mig? Jeg slugte dit Skrig med min Mund ... Dybt i dit Skd
fld Livet. -- --

Og Natten var stille om os, og du var faldet i Svn, sov med dit
Hoved mod mit Bryst, og jeg laa lnge og lyttede efter dit Aandedrag.
Det var rent som Sneluften. Du sov trygt. -- --

Jeg staar igen ved Vinduet og bliver ved med at se ud i Mrket. Der
er saa stille ... saa stille ... Stjrnerne blinker. Maanen stiger op
over Bakkerne langt ude, tnder Skyerne om sig, saa de glder.

-- Lis, jeg ved, at hvis dit re fangede et af de Ord, hvormed mange
brutalt nvner Forholdet mellem Mand og Kvinde, vilde du bje dit
Hoved, og dine kre jne vilde fyldes med Taarer. I det fandt vi to
vort Livs Rigdom. --

Du spurgte mig engang om, hvem der havde skabt Livet.

-- Jeg ved det ikke. Vil heller ikke vide det. For mig er det nok, at
Livet er, og at det er evigt, og at jeg er med til at fre det et
Skridt lngere frem. Min Krlighed til dig har givet mig alt, hvad
jeg trnger til. I alle de Aar jeg var ene, gik jeg og lngtes mod
noget, jeg ikke kendte. Nu ved jeg, hvad det var. Det var Livet ...
det evige Liv.

En Dr lukkes sagte op. Trin over Gangens Fliser. Du staar i min
Stue.

-- Lis!

-- Jeg er din. Du ser saa stor ud, og du smiler. Et Smil mellem Graad
og Lykke.

Hvorfor -- hvorfor ser du saadan paa mig. Jeg kender dig ikke i
Aften. Du ser ud, som ejede du Alverdens Lykke i dit Bryst. --

I den mrkeste Krog sidder vi Side om Side. Over Gulvet falder
Maanelyset. De hvide Gardiner blaffrer for Natvinden.

-- Lis. Jeg har taget begge dine Hnder. Dit Hoved ligger mod min
Skulder.

Saa meget har jeg at fortlle. Jeg aabner alt for dig. Timerne gaar,
du lytter.

Lmpeligt gr du din Haand fri, glider ned paa Gulvet foran mig og
sttter dit Hoved mod mit Kn.

-- Jeg skal vre Mor.

Ganske stille ligger du. Siger kun denne ene Stning.

-- Jeg skal vre Mor. Siger det roligt og stille.

Jeg lfter dit Ansigt op imod mig.

-- Min Hustru ...

Lis, du grder ...

-- Jeg er saa lykkelig.

Saa nnsomt stryger min Haand over dit Haar. -- --

Vi staar i Dren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem
Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det
kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen.

Vi ser begge mod det samme Lys. Det ejer en underlig fortrolig
Blinken, fortller langt ud til hver, der gaar forbi, at her er et
Hjem. --

Et Hjem! Alt hvad Livet ejer af stort og smukt samles bag fire Vgge,
og alle de hedeste Lngsler stilnes i en Krog med Kig ud paa en
stvet Landevej. Ikke en Dag ejer Jorden, som ikke brer et Minde til
vort Sind om tusinde lykkelige Timer levet hos dem, der gav det
bedste, de ejede. Et Hjem --! Vor egen Strben mod selv at eje en
blinkende Strime Lys, som intet Mrke kan slukke, selv at eje det
Sted, hvor vi kan faa Lov til at give igen alt det, som Livet har
givet os. -- --

Der slukkes. Et jeblik ser det ud, som om Mrket krymper sig ved at
krybe over det Sted, hvor Lysstrimen skar igennem.

En Haand klemmer sig fast om min.

-- Krligheden er Livet og evig som dette.

Det er dig, der siger det.

I Trtoppene toner Natvinden ...





End of the Project Gutenberg EBook of Et Aar, by Anton Nielsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET AAR ***

***** This file should be named 32366-8.txt or 32366-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/2/3/6/32366/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
