Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Etienne Gerards Bedrifter

Author: Arthur Conan Doyle

Translator: Knud Salskov

Release Date: July 12, 2009 [EBook #29392]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***




Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net











A. CONAN DOYLE

ETIENNE GERARDS
BEDRIFTER

OVERSAT AF KNUD SALSKOV


        "Han var tapper, men med
     dette Stnk af Galskab i sin
     Tapperhed, som Franskmndene
     elsker."

        (Marschal Gerards franske
                   Biografi.)


FREDERIKSBERG BIBLIOTEKS FORLAG

MCMXI


J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH)




I.

Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab.


Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid
villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjldent
undgik hans Opmrksomhed, naar der uddeltes Belnninger. Imidlertid var
jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte
en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at vre utilfreds med min
Karrire. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg
maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var
blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en
Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle
disse Drmme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel
vil mit Navn vre tilstrkkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del
i Kejserdmmets store Krige.

De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal berette om i Aften, har jeg
hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Lfte om at
gre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler
den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil
imidlertid tillade mig en kort Bemrkning, fr jeg begynder min
Fortlling. I maa altid erindre, at Fortlleren har _levet med_ i
Historien. Jeg vil fortlle om, hvad mine rer har hrt, og hvad mine
jne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger
eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har
skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk,
og der er hndet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget
Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger,
saafremt jeg ikke flte mig forpligtet til at tie.

Lad mig imidlertid komme til Sagen.

Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris,
tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i
Fontainebleau. Han stod den Gang paa Hjden af sin Magt. I tre paa
hinanden flgende Felttog havde han pryglet sterrigerne, slaaet
Prjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa hjre Side
af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde
af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt
havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have vret mgtigere
end nogen anden Nation siden Roms Dage.

Vort Husarregiment og Gardens beredne Jgere blev den Gang indkvarterede
i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store
Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med
Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som
Hunde omkring deres Herre, hver isr i Haab om, at der skulde blive
tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne,
thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa
Belnningen, medens de, der havde vret vore Modstandere, var komne for
at prve paa at slippe for Straf.

Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa
jne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnrmelig, og ham fulgte hele
Slnget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det
Humr, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et
Kongedmme af til en Flod eller beskre et andet ved en Bjrgkde. Det
var paa den Maade, han plejede at gre Forretninger, denne lille
Artillerist, som vi havde hvet saa hjt ved vore Sabler og vore
Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi
indrmmede, at han var den strste Hrfrer i Verden, men glemte heller
ikke, at han havde de bedste Soldater at anfre.

En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af
Jgerne, blev Dren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og
jeg sprang op og gjorde Honnr.

"Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale
med Dem Klokken fire."

Alt i Vrelset krte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe
med Hnderne i Bordkanten.

"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"

"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.

"Men Kejseren aner dog nppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg,
"hvorfor sender han saa Bud efter mig?"

"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle,
imedens han snoede sit Overskg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance
her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have vret
Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det frste Skridt
hen imod den trekantede Hat."

Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i
Vrelset i den strste Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig
om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hrt om de Kanoner, vi havde
erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde
taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa
blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at
sklde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen
havde jeg haft en eller anden Spg for i saa Henseende inde i Paris.

Da Klokken var halv fire, hrte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor
min Dr. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre,
meget pillent og sirligt paakldt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi
os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var
tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse
funklende jne, den latterlige Opstoppernse og den fast sammenknebne
Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig
som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.

"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," prsenterede Lasalle.

Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersgende
Blik, der traf mig som en Kaardespids.

"Har De forklaret Ljtnanten, under hvilke Omstndigheder han i Dag
bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin trre, pibende Stemme.

Det var saa store Modstninger, disse to Mnd, at jeg ikke kunde lade
vre at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den
sortkldte, snu Politiker, den anden, den svre, sabelraslende blaa
Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydlst, Lasalle med en Larm,
som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sdvanlige, buldrende
Maade sagde han:

"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Kns. Jeg
var hos Kejseren i hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev bragt
ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et St i ham, at Papiret
flj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede stadig paa
Muren foran sig, som om han saa Spgelser. "Fratelli dell' Ajaccio,"
mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud for at
kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg troede, han
havde mistet Forstanden, og De vilde have tnkt som jeg, Hr. de
Talleyrand, saafremt de havde set hans jne. Han lste Brevet, og
derefter sad han i over en halv Time uden at rre sig."

"Og De?" spurgte Talleyrand.

"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gre. Men pludselig kom
han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en
eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"

"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.

"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt,
men som ikke tnker for meget -- De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde De
saa vlge?"

"Jeg forstod, at han nskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget
over hans Planer."

"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskg og uden en Tanke udover
Pigebrn og Heste."

"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit
Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."

"Dette er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem
nu at gre 10endes Husarer re."

Jeg blev egentlig ikke srlig henrykt over min Obersts Bevggrunde, og
mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til
at le, og selv fra Talleyrand ld der en munter Klukken.

"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer
maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en
daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne
Affre betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den strste Betydning
for os, der brer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om
alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"

Jeg havde rlig talt ikke den fjerneste Id om, hvad han mente, men jeg
bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans
Mening.

"Lg da nje Mrke til alt og fortl ingen noget som helst," sagde
Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Flgeskab med Dem.
Men vi venter paa at hre Dem fortlle og vil give Dem vort Raad, naar
vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu
maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."

Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt
borte. Jeg gik ind i Modtagelsesvrelset, hvor Duroc, ifrt en ny,
skarlagenrd og guldbroderet Kldning spadserede rundt mellem en
ventende Skare. Jeg hrte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de
Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede
paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede flte
Tiggerstaven i Haanden.

Da Duroc hrte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg
overfor Kejseren.

Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig fr staaet
Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren,
vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det
fortlles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til
Frygt, sklvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en
ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig
at blive staaende ved Dren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa
imellem hver Stning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeljne.

"Det er tilstrkkeligt, De kan gaa," afbrd Kejseren ham. Efter at
Sekretren havde forladt Vrelset, gik han over imod mig med Hnderne
paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Sknt han var en
lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg
tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bjet den ene Haand
til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhftet, og jeg saa lige
frem for mig, som en Soldat br gre.

"Naa, Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med
Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig
fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har
givet Dem det bedste Skudsmaal."

Jeg nskede at give et udmrket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme
Bemrkning om "kun Sporer og Overskg" ud af Hovedet, og saa endte det
med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nje Mrke til mit
Minespil, men syntes behagelig berrt over, at der intet Svar kom.

"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behver," sagde han. "Tapre og
begavede Mnd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som --". Han
fuldendte ikke Stningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor
han vilde hen! Jeg indskrnkede mig til en Forsikring om, at han kunde
stole paa mig til Dden.

"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fgter?" sagde han endelig.

"Taalelig, Sire," sagde jeg.

"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfgteren af
Chambarants Husarer?"

Det gldede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres
Majestt, mine Kammerater gjorde mig den re!"

"Og for at holde Dem i Trning fornrmede De seks Fgtemestre i Ugen fr
Duellen!"

"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"

"Og De slap fra det uden en Skramme?"

"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue,
Sire."

"Lad vre med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af
disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De,
at jeg anstter mine Veteraner som Fgtemestre, for at De skal
praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt
til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod
hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem
mellem disse Fingre."

Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine jne, og hans Stemme var
slaaet over i den mest uharmoniske Hvsen. Det prikkede og stak i min
Hud, og jeg vilde i det jeblik med Glde have byttet Plads med en enlig
Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hr. Han vendte sig om imod
Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var
ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige
Smil, der kom paa hans Lber, men aldrig i hans jne.

"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behver et godt Svrd
ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vlger Dem. Men frst og
fremmest forlanger jeg Deres ubrdelige Tavshed. Saa lnge jeg lever,
maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes
Kundskab."

Jeg tnkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Lftet.

"For det andet nsker jeg ikke at hre Deres Meninger eller Forslag. Jeg
forlanger kun, at De skal gre, som jeg befaler."

Jeg bukkede.

"Det er Deres Svrd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besrger
Tnkningen. Forstaar De?"

"Ja, Sire!"

"De kender Kanslerens Buegang?"

Jeg bukkede.

"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretr, Jagthundenes
Samlingsplads i Tirsdags?"

Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stvne tre
Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.

"Meget godt. Md mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"

Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som
helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den
kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.

"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa vre
bevbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og
jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"

"Jeg forstaar, Deres Majestt!"

"Efter en Tids Forlb vil vi faa je paa en Mand eller, sandsynligere,
paa to Mnd under et bestemt Tr. Vi nrmer os dem. Giver jeg Dem et
Tegn, maa De vre rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med
disse Mnd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De frst trukket
blank, maa De srge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper.
Jeg vil selv hjlpe Dem."

"Sire," udbrd jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Svrd nok skal gre det
af med to. Men vilde det ikke vre bedre, om jeg tog en Kammerat med,
frem for at De skal udstte Dem for en saadan Kamp?"

"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har vret Soldat, fr jeg blev Kejser.
De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en
Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at
gre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne frst en Gang dragne af Skeden,
maa ingen af disse Mnd slippe levende bort."

"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemrkede jeg.

"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."

Jeg gik henimod Dren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til
at vende om.

"Jeg kommer til at tnke paa, Sire --" begyndte jeg.

Han sprang ls paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han
vilde have slaaet mig.

"Tnke!" skreg han, "De, _De_! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De
skulde tnke? Lad mig bare hre at De gr det en Gang til! De, den
eneste, som --! naa, lige meget, De mder altsaa ved Fyrretret Klokken
ti i Aften!"

Dd og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Vrelse. Naar jeg
har en god Hest under mig og et Svrd ved Lnden, ved jeg, hvad jeg har
at gre, men naar jeg taler med Kejseren, fler jeg mig som en Trnhest,
der er kommen ud at kre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved
atter at komme ud i Luften, og jeg mere lb end gik over Pladsen til mit
Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Lreren.

Da jeg aabnede Dren, var det frste, jeg fik je paa, et Par himmelblaa
Bukser og et Par sorte Knbenklder. Indehaverne af disse sprang begge
op, og der blev hilst.

"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.

"Intet!" svarede jeg.

"Kejseren har altsaa ngtet at modtage Dem?"

"Nej, jeg har talt med ham!"

"Og hvad sagde han?"

"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig
umuligt at fortlle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."

"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad
mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer
udenfor disse fire Vgge. Ivrigt indvier Kejseren mig altid i sine
Hemmeligheder!"

"Der er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg,
"og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen
og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem
i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornjelse fortlle Dem alt."

Han viste smilende Tnder, som den gamle Rv han var.

"Hr. Gerard synes at vre lidt opblst," udbrd han. "Han er aabenbart
for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver
ldre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en
underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til
Hjlp.

"Knsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde
givet sit Lfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de
Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i
Skgget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der
er tmt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke
vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fgter fra
samme jeblik, jeg hrte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."

Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos
min Oberst.

"Jeg har ladet mig fortlle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende
Vrdighed, "at Deres Meninger har en betydelig Vgt indenfor det lette
Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilflde, at jeg behver
Oplysninger om denne Del af Hren, vil jeg vre meget lykkelig ved at
kunne sprge Dem til Raads. I jeblikket er det imidlertid et
diplomatisk Sprgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at
danne mig mit eget Skn om den Ting. Saa lnge Ansvaret for Frankrigs
Velfrd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil
jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod
Kejserens personlige nske. Jeg har den re at anbefale mig, Oberst de
Lasalle!"

Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og
lydlse Skridt ud af Vrelset.

Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at
have den mgtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig,
greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede
ud af Vinduet, saa jeg, at en svr, blaa og en hinkende, sort Mand
fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget
fornrmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog,
at han sgte at faa Freden i Stand.

Kejseren havde befalet mig ikke at tnke, og jeg gjorde mit bedste for
at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem,
og prvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecart. Men jeg kunde ikke
en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet.
Saa trak jeg min Sabel og vede mig, indtil jeg var trt, men det var
altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje.
Klokken ti skulde jeg mde Kejseren i Skoven. Af alle de besynderlige
Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste sikkert den,
jeg mindst havde drmt om, da jeg i Morges sprang ud af Sengen. Men
Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine Skuldre; der
var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Dden i jnene paa
Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, fr i dette
jeblik. Men saa betnkte jeg, at jeg kun kunde gre mit bedste som en
tapper og brav Soldat og frst og fremmest adlyde de Ordrer, jeg havde
faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert blive
Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen, vaklende
mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nr.

Jeg passerede Gardens Barakker og Rkken af Cafer, alle fyldte med
Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters
Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrnne Farver. Der sad de alle
og drak deres Vin og rg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres
Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et
Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg
skyndte mig af Sted og vilde ikke hre ham. Bandende over min Dvhed
gik han tilbage til sin Vinflaske.

Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De
skyggefulde Trer dannede nemlig Fortsttelsen af Gaden, ligesom
Tiraillrerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og
kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretr. Som jeg tidligere
havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg
takkede Skbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Lonie
ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde vre dd af Skrk ved Synet
af Kejseren. Enten vilde han have vret for barsk overfor hende, eller
han vilde -- hvad der var vrre -- have vret for venlig.

Maanen var i frste Kvarter, og da jeg naaede Mdestedet, saa jeg, at
jeg ikke var kommen frst. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med
Hnderne paa Ryggen og Ansigtet bjet ned mod Brystet. Han bar en stor
graa Kappe og paa Hovedet en mgtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt
under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar
den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forkldning. Han havde altid
holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre
rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden.
Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hnder
paa, var velkendt, blev han nsten altid genkendt, og der blev derfor
sjldent sagt andet, end hvad han helst vilde hre.

Min frste Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham
vente, men da jeg nrmede mig ham, hrte jeg det store Kirkeur i
Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt,
og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke
at fremkomme med nogen Bemrkning, og njedes derfor med at slaa Hlene
sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig
derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.

Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede fr vi naaede
derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der
en splintret Stub af et kmpemssigt Tr. Det kaldes Abbedens Bnk, og
der fortlles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen
en tapper Soldat, der ikke vilde holde af at staa Skildvagt der, Men
selvflgelig tog jeg ikke mere Hensyn til en saadan Overtro end Kejseren
gjorde, og da vi nrmede os, saa jeg, at to Mnd ventede paa os. Straks
da jeg fik je paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange
for at blive sete, men da vi nrmede os, kom de os i Mde. Kejseren
skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham
nr paa en Arms Lngde. I kan nok tnke jer, at jeg havde Haanden paa
Sabelhftet, og at jeg havde et godt je til disse to Fyre, der nrmede
sig os.

Den ene var usdvanlig hj og meget spinkel bygget, medens den anden
nrmest var under Middelhjde og bevgede sig paa en ret brsig Maade.
De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved
den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var
store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres
Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres jne glimte. Med den blege
Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop
saadanne Fyre, man kunde vente at mde om Natten ved Abbedens Bnk.

Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa
Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tt op til min Ledsagers Albue, saa
at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord.
Mine jne var isr fstede paa den hje Mand, fordi han stod mig
nrmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at
han var i en frygtelig nervs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse
sklvede, og jeg hrte en hurtig, anstrengt Stnnen som fra en ddstrt
Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den hje Mand
bjede sin Ryg og sine Kn som et Rovdyr, der skal til at springe, men
fr han kunde rre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen
Sabel. I samme jeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en
lang Kniv i Kejserens Bryst.

Min Gud! Dette jebliks Rdsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv
faldt dd om med det samme. Som i en Drm saa jeg den graa Skikkelse
svinge i konvulsiviske Bevgelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt
af tre Tommer rdt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han
med en sidste Stnnen om paa Grsset, medens Forbryderen, der havde
begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glde.
Men jeg -- jeg drev mit Svrd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv,
og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks
Skridt tilbage, fr han faldt. Jeg sprang derpaa ind paa den anden,
grebet af en Blodtrst, som jeg ikke har flt hverken fr eller senere.
Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine jne, og jeg flte det
kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens Haandled stde imod
min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og
flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste
Skovslette.

Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens
Dolk havde fuldfrt sit Vrk. Selv om jeg var ung, havde jeg set
tilstrkkeligt af Krigen til at kende et ddeligt Saar. Jeg tvede blot
et jeblik for at berre den kolde Haand.

"Sire! Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en
Bevgelse, medens den rde Cirkel paa Grnsvret blev strre og strre,
saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende
op, kastede min Kappe og lb, saa hurtig mine Ben kunde bre mig, efter
den Skurk, der endnu var i Live.

Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trkke
i let Fodtj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig
til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin
Kappe, eller ogsaa var han for forskrkket til overhovedet at kunne
tnke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske
have tabt Hovedet, thi han prvede ikke en Gang paa at skjule sig i
Skovens tttere Dele, men flj af Sted over den ene aabne Plet efter den
anden, indtil han kom ud paa Sletten, som frer ud til den aabne Karr
ved Fontainebleau. Han lb godt, det er sandt, lb som en Kujon, der
lber for sit Liv. Men jeg lb, som Skbnen lber i Hlene paa
Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han
Farten, og jeg kunde hre hans korte, stnnende Aandedrt. Karrens
store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
nste Sekund var han forsvunden for mit Blik.

Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede
ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa
mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart
aftagende Lyd naaede mit re fra Mrket neden under mig. Det var hans
Aandedrt, og det viste mig hvor han var.

Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
hvorpaa der staar en Trhytte, der benyttes af Arbejderne som
Vrktjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tnkt
den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forflge ham ned i Mrket. Men med
et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Dren, og da jeg
hrte ham fra Hjrnet, stod jeg snart overfor ham.

Han kmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham ddeligt ved det frste
vanvittige Hug, thi skndt han stdte og stdte, havde hans Arm ingen
Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
havde overbevist mig om, at han var dd, stod jeg op og gik ud i
Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan vre.

Med Blodet susende for mine ren og det blodige Svrd i min Haand
travede jeg hensigtslst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bnk og i nogen Afstand saa
den knortede Stub, der for altid vil vre knyttet til den frygteligste
Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en vltet Trstamme med
Sablen over mine Kn og Hovedet i mine Hnder, og saa forsgte jeg at
gennemtnke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den
allernrmeste Fremtid.

Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var dd. Det var
disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
andre. Han var kommet hertil i mit Flgeskab, og nu var han dd. Jeg
havde fulgt hans Befalinger og hvnet hans Dd. Men hvad betd det?
Verden vilde betragte mig som en Forrder, ja, maaske som en Morder.
Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
ikke have vret disse Skurkes Hjlper? Ja, jo! Jeg var uhjlpelig
vanret -- den laveste, mest fordmmelige Skabning i hele Frankrig.
Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militre Lbebane, paa
min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vkke Slottet
og fortlle, at den store Kejser var bleven myrdet, nppe et Skridt fra
mig? -- Nej, det kunde jeg ikke, -- jeg kunde det ikke! Der var kun en
Udvej for en rekr Soldat, hvem Skbnen havde bragt i en saa fortvivlet
Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Svrd og saaledes dele Kejserens
Skbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med
hver en Nerve spndt for at udfre mine Beslutninger, men i samme
jeblik steg frem for mine jne en Aabenbaring, et Syn, der standsede
mit Aandedrt. Kejseren stod foran mig!

Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
hans kolde, blege Ansigt. Han var ifrt sin graa Kappe, men den var
aaben for til, saa at jeg kunde se hans grnne Frakke og hvide
Benklder. Hnderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bjet ned
mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.

"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
melde?"

Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
jeg vre bleven gal. Men netop denne korte militre Ordre var
tilstrkkelig til at bringe mig til mig selv. Dd eller levende -- nu
stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.

Jeg gjorde jeblikkelig Honnr.

"De har drbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
hen imod Skuepladsen for Kampen.

"Ja vel, Sire!"

"Og den anden undslap?"

"Nej, Sire! Jeg har ogsaa drbt ham!"

"Hvorledes!" raabte han; "De fortller, at De har drbt dem begge?" Han
traadte nrmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tnder skinne i
Maanelyset.

"Det ene Lig ligger dr, Deres Majestt!" svarede jeg, "det andet findes
i Redskabsskuret ved Karren."

"Saa er de korsikanske Brdre ikke mere," udbrd han, efter en Pavse,
som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
Derefter bjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.

"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udfrt Deres
Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."

Saa var han altsaa Kd og Blod, denne Kejser. Jeg kunde fle hans lille,
tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tnke paa, hvad jeg
havde set med mine egne jne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
gav sig til at smile.

"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spgelse, og De har ikke
set mig blive drbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."

Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mnd stod ved Siden af dem. Da vi
nrmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
Skikkelse, som laa i Grsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
Grsset, saa jeg, at Trkkene var meget forskellige fra hans egne.

"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevgelser, hvad De maa
indrmme."

Hvilken vanvittig Glde overvldede der mig ikke ved disse faa Ord, der
paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
Henrykkelse. Jeg flte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
traadte et Skridt tilbage som om han havde gttet min Hensigt.

"De er vel ikke saaret!" spurgte han.

"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til --"

"Saa, saa!" afbrd han. "De har opfrt Dem flinkt. Han burde have vret
paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."

"De saa det, Sire?"

"De har altsaa ikke lagt Mrke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det jeblik, da De forlod Deres
Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
foran Dem, den gte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
Slottet."

Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa re altid
frt mig, som en Husar skal og br, men selv Lasalle har aldrig struttet
saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg -- jeg, Etienne Gerard,
Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der drbte Napoleons Ddsfjender
i Tvekamp. Men han lagde Mrke til min Opfrsel og vendte sig lynsnart
om imod mig.

"Er det Maaden, hvorpaa man frer sig, naar det glder en hemmelig
Mission?" hvsede han med et koldt Glimt i jnene. "Er det saaledes, De
forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hndet
noget usdvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Saprerne, hvor De vil faa
haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."

Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Frten af at nogen mente
at have Krav paa ham, fr han benyttede den frste Lejlighed til at
vise, hvilket Svlg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
maa tilstaa, at jeg flte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
imellem os. Han frte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdr slap
ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Dren, som jeg havde gjort
det om Eftermiddagen. Kejseren slngte sig ned i en Lnestol og hensank
i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nrvrelse ved
en svag Hosten.

"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"

"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
fortlle mig noget som helst!" svarede jeg.

"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
Ord. I samme jeblik, De er paa den anden Side af Dren, vil De begynde
at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide
Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien
vre ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortller Dem tilstrkkeligt
til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De
vil vre i Stand til at beholde det for Dem selv."

Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.

"Kun faa Ord er ndvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Vrelset. "Det
var Korsikanere, disse to Mnd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
har tilhrt det samme Broderskab -- de korsikanske Brdre, som vi kaldte
os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde
visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."

Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
strke Lidenskaber og den desperate Hvnlyst. Hans Tanker var vendt
tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
Vrelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevgelse
frte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.

"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
Ddelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men
Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit
Velfrd, om jeg lngere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig
til det, og saa kom Skbnen over deres egne Hoveder. Disse to var
Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa
mig til at mde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad
dette Mde betd, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa
den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endels Forflgelse
af min Person. Jeg kender deres Metode."

Der kom igen et haardt Trk om hans Mund og et koldt Glimt i hans jne.

"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"

"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsge Skoven og bringe Slynglerne
for Deres Fdder, Sire!" svarede jeg.

Han rystede smilende paa Hovedet.

"Jeg har meget vgtige Grunde, hvorfor jeg ikke nskede dem fanget
levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
vre et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
Dem, at jeg for enhver Pris nskede at undgaa Vrvl og Skandale. Det var
derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
Affren. Jeg har overtnkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end
en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brdrene ikke have vist
sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan
eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles
tilfldige Nrvrelse her i det jeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der
bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr.
Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde fre en Sabel, og
som ikke vilde trnge lngere ind i den Historie, end jeg nskede. Jeg
haaber, at De vil retfrdiggre mit Valg i denne Henseende, som De har
gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"

"Jeg beder Dem at vre forvisset herom, Sire!" svarede jeg.

"Saa lnge som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
Deres Lber komme et Ord om denne Sag."

"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
dette Vrelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
Eftermiddag."

"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Ljtnant.
Tillad mig at sige Dem Godnat -- _Kaptajn_ Gerard!"




II.

Hvorledes Brigaderen fik resmedaljen.


Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
at kalde ham, var aabenbart i et skrkkeligt Humr. Hans barske,
engelske Ansigt lignede i jeblikket en af disse groteske Masker, der
smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde
ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.

"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
overfor en Rekrut.

Jeg gjorde Honnr.

"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"

Min Kammerat slog Hlene sammen.

"Kejseren har en Sendelse for Dem."

Uden yderligere Forklaring aabnede han Dren og meldte os.

Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs frste Soldat.
Imidlertid havde han en fast Mund, og hans jne var mrkvrdige. Han har
en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrkkelse i Livet.

Kejseren stod henne i det ene Hjrne af Vrelset med Ryggen mod Vinduet
og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Vggen. Berthier stod ved
Siden af ham og forsgte at se klgtig ud. Netop da vi traadte ind,
snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han
talte hurtigt og lavmlt, men jeg hrte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og
to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i
Mde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nrmere.

"De har endnu ikke modtaget res-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.

Jeg besvarede Sprgsmaalet bengtende og skulde netop tilfje, at det
var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrd mig paa sin
sdvanlige korte Maade.

"Og De, Major?"

"Nej, Sire!"

"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil --!"

Han frte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
Kaarde pegede han paa Rheims.

"Jeg vil vre aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
Kammerater. De har jo begge vret hos mig siden Marengo, husker jeg,"
Han havde et mrkvrdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i jeblikket vort
Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
godt og vel tolv Mil herfra. Blcher ligger i Nord, Schwarzenberg i
Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.

"Nuvel!" sagde han, "jo lngere ind i Landet disse Folk marscherer, des
mere afgrende skal jeg knuse dem. De er i Frd med at rykke mod Paris.
Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart vre
her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjlp om to Dage med hver
Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"

Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
Breve, klirrede jeg med Sporene, skd Brystet frem og smilede og nikkede
for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
smilede ogsaa og lagde et jeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
gerne have betalt det halve af min Lnning, hvis min Moder kunde have
set mig i det jeblik.

"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
Kortet. "De maa flges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at
bemrke, Brigader Gerard?"

Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
at tale om Frankrigs Hder og Storhed, men Kejseren afbrd mig brat.

"Og De, Major Charpentier?"

"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
tilladt at vlge en anden?"

"Soldater vlger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bjede Hovedet
for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hrte dem begge le.

Som I sagtens kan tnke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
halv Times Forlb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
var selv en klodset Fyr, saa det var et knt Par.

Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembd Lejren det
bedrveligste Syn. Vor Hr var ved at smelte hen. Med Garden fik det
endda gaa, sknt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og
det svre Kavalleri kunde have vret udmrket, saafremt der blot havde
vret noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer
lignede nsten Skoledrenge med deres Lrere. Og vi havde ingen Reserver.
Naar jeg saa fortller, at der stod 80,000 Prjsere i Nord og 150,000
Russere og strigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde
stemme selv den tapreste Mand alvorlig.

For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fldede en Taare,
indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
res-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.

Jeg har aldrig staaet paa en srlig venskabelig Fod med denne
Charpentier, og de nste fem Mil kunde jeg ikke trkke et Ord ud af ham.
Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end n Gang, hvad
der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var
hans Sendelse, han tnkte paa, hvilket overraskede mig, thi sknt jeg
aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermssig
Opgave.

Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Fr han
forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
besynderligt sprgende Blik.

"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.

"Af hvad?"

"Af vor Sendelse."

"Den er dog lige til!"

"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"

"For at prve vor Forstand!"

Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.

"Maa jeg sprge, hvad De har i Sinde at gre, saafremt De finder alle
disse Landsbyer fulde af Prjsere?" spurgte han.

"Jeg flger min Ordre."

"Saa bliver De blot slaaet ihjel."

"Meget muligt."

Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Svrdhfte.
Men fr jeg kunde fortlle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa
hans svre, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Hjen og red saa
videre, medens jeg undrede mig over hans Opfrsel. Fra Tid til anden
stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
sad inde med det vrdifulde Dokument. Dette prgtige Papir, der skulde
skaffe mig resmedaljen, om hvilken jeg saa lnge havde drmt. Hele
Vejen fra Braine til Sermoise tnkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
naar hun hrte det.

Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
og at Prjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
svindende Dagskr to af deres Vedetter paa en Hj til hjre, og da
Mrket brd frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.

Da jeg hrte, at Blcher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
besat af Fjenden. Men saa tnkte jeg paa, at han havde sagt til
Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vlge. Jeg skulde flge
den Vej, han havde opgivet mig, saalnge Violette kunde rre et Lem og
jeg holde en Tmme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og
min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og
naar jeg skulde dreje om Hjrnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg
havde lrt i Spanien.

Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til hjre for Vejen, naar man
har passeret Trbroen, der frer over Crise, i Nrheden af den store
Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
Prjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
ikke Tid til at hre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.

For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
Heste, medens de rg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik je paa
dem i Lyset fra en aaben Dr, men af mig kan de kun have set Skinnet af
Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
jeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
Port. Violette lb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
uden dog at trffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
kommen om det nrmeste Hjrne og hrte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun lb som en opskrmmet
Hare, og der flj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbjlen og svingede
mit Svrd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tjlerne. Jeg
huggede Armen over paa Vedkommende og hrte ham hyle af Smerte bag mig.
To Ryttere red ind paa mig. Jeg stdte den ene ned og satte fra den
anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og flj hen ad en bred, hvid
Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hrte jeg Lyden af
Hovslag bag ved mig, men de dde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg
ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De
havde opgivet Jagten.

Jeg maatte nu vre midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
Vejsiden ld en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
to Mnd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og
tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare
dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er
kldt netop som jeg var.

Det var prgtigt Maaneskin, og Trerne kastede deres mrke Skygger hen
over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange
mrkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tnkte paa
den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt
optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjrne kom lige ind
paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brndeild ved
Vejsiden.

Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
den samme i den maaneklare Nat med Forflgernes friske Heste bag mig,
men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
foretrkke, at det skete i Nrheden af Senlis fremfor ved Soissons.
Dette stod mig klart i samme jeblik. Mine jne havde nppe hvilet paa
de skggede Ansigter under Metalhjlmene, fr mine Sporer havde rrt
Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.

Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
Lyd som en Stok mod en Dr. Violette sprang vildt forover, og jeg
troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tt op
imod en af Forhovene. Aa, det kre lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
da jeg mrkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske
mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og
hylede af Latter over den Strm af Eder, der fulgte paa.

Men Enden var ikke endda. Havde min Hest vret frisk, havde vi nok redet
dem agterud. Der var en af dem, en ung Kns af en Officer, som var bedre
ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
andre Forflgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev strre.

Jeg ventede, indtil Knsen var kommen et langt Stykke foran sine
Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
at se, hvad han vilde tage sig for.

Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstdte en eller
anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
ikke var stort mere end en Landselngde imellem Hestene.

"Rendez-vous!" brlede han.

"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde
Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste
Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i
Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med
ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrkkeren, kom jeg til at
tnke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest.
Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et
frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tnke paa, lod jeg atter
Violette strkke ud.

Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
Forflgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde vret en
Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
Hlene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
og jeg min Chako for at vise, hvad vi tnkte om to Dragoner, der sgte
at fange en Husar. Men i samme jeblik holdt mit Hjerte nsten op at
banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det
for Trernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer,
og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Dden mig vis.

Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig
siden Moskwa havde jeg vret i en saadan Knibe. Men for mit Korps' re
vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det
svre. Jeg drev derfor Violette fremad.

Jeg husker, at jeg forsgte at bede en Bn, medens jeg red fremad, men
at jeg var lidt ude af velsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var
Bnnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen fr en
Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede
den netop, da jeg pludselig hrte franske Udraab foran mig. Det var vore
egne, kre, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forflgere gjorde
kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset
brdes i deres Metalhjlme, og jeg travede hen til mine Venner uden
upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en
Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt.
Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule
paa det kraftigste dementerede min skdeslse Optrden.

Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet,
som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik je paa mig, fyldtes hans smaa,
missende jne med Taarer, og jeg blev helt rrt over at se hans Glde.
Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at
jeg skulde gennem Senlis.

"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."

"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.

"Men hvorfor dog ikke vlge den lige Vej til Paris med din Depeche?
Hvorfor netop vlge den eneste Vej, hvor du kan vre nogenlunde sikker
paa enten at blive taget til Fange eller drbt?"

"En Soldat vlger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde
hrt Napoleon sige.

Den gamle Bouvet brd ud i en drillende Latter, der varede lige indtil
jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa
kom han endelig til Fornuft.

"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi
skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis
polske Lansenerer foran os."

Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden
af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt
tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have
frt sig bedre, om de havde hrt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad,
indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom
trkkende med sin Krre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde
i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var
Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende
Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som
laa i et Hjrne paa Torvet og var Byens strste Bygning. En hel Division
prjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke
andet end Kosakker.

Hvilken krkommen Lejlighed tilbd der sig ikke her til at hvne sig paa
disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et
staaende Samtaleemne ved Lejrilden.

Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red
Forposterne over Ende. Raadhusets Dre blev slaaede ind, fr Fjenden
forstod, at Franskmndene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved
Vinduerne, Hoveder, skggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under
Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de
og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i
Struberne paa dem, fr de fik gnedet Svnen af jnene. Det var
frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne
Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I vd er Polakkerne og
Kosakkerne, trods Navneligheden, Ddsfjender. De fleste blev drbt i de
vre Vrelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet fld ned i Salen som
Regnen fra et Tag.

Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor
landlige Frer viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I
kan stole paa, at min lille Veninde trngte til det. Derefter vaskede
jeg hendes Ben, tjrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en
Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke behvede at gre Ophold, fr
jeg havde naaet Paris.

Og nu kommer jeg til den Del af min Fortlling, der sikkert vil synes
Eder mrkeligst, endsknt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser,
hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mrkelige som denne. I vil
forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og
Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige
Hre, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortlle Jer, hvad der
hndte ved denne Lejlighed.

Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han
spurgte mig om vi ikke skulde knkke Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi
maa min Salighed ikke vente for lnge," sagde han, "thi over i Skoven
ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prjsere."

"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.

"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og
med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Kkkenet, hvorfra en
Vindeltrappe frte ned i Klderen. Det var let at se, at Kosakkerne
havde vret der fr os; det fortalte de mange tmte Flasker, der fld
omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have vret en stor Levemand, for
jeg kunde ikke nske mig en bedre Vinklder: Chambertin, Graves,
Alicante, hvid og rd Vin, tr og musserende, alt laa i velordnede
Pyramider og kiggende undseligt frem mellem Hvlspaanerne. Gamle Bouvet
stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne -- han lignede ganske
en Kat foran et Mlkefad. Han havde faaet sig udsgt en Flaske Bourgogne
og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve
over os. Prjserne var over os!

"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.

"Der er n til, som skal d forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op
ad den anden Trappe.

Havde jeg vret i hans Sted, vilde jeg ogsaa have sgt Dden. Thi han
havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udstte Vagtposter. I frste
jeblik havde jeg i Sinde at gre ham Flgeskab, men saa kom jeg i
Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller drbt,
vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hnder. Derfor lod
jeg Bouvet d alene, gik atter ned i Klderen og slog Dren i efter mig.

Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt
Lyset, da Prjsernes Hylen ld oven paa, og jeg, der famlede mig frem i
Mrket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis
fandt jeg efter nogen Sgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad.
Jeg sgte forgves at tnde det ved mit Fyrtj. Vgen maatte vre bleven
fugtig ved at falde ned i en Vinpl, og jeg huggede det derfor midt
over med mit Svrd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde
gre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hse, og
det vilde sikkert ikke vare lnge, fr de flte Trang til noget at faa
Struben vdet med. Saa vilde det vre Slut for den flotte Soldat, hans
Sendelse og res-Medalje. Jeg tnkte paa min Moder, og saa tnkte jeg
paa Kejseren. Jeg flte mig bedrvet over, at den ene skulde miste saa
fortrffelig en Sn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden
Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!"
tnkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke
sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som
et Frostsaar, skal d i en fransk Vinklder!" Jeg sprang hurtig op og
forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.

Min frste Tanke var at stte Ild paa Huset for at undslippe i
Forvirringen. Min nste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om
for at finde et saadant, da jeg i et Hjrne fik je paa en lav Dr, der
var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stdte til den og troede
frst, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa
forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg
satte Ryggen imod Dren og mine Fdder mod et Oksehoved, stdte derefter
saa kraftigt til, at Dren sprang op, og jeg styrtede baglnds ind i det
andet Rum. Lyset rg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i
Mrke.

Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Klderen, thi
uden for brd Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden
Vinklder, opfyldt af kmpemssige Tnder. Men det forekom mig, at dette
i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Klder, og efter at
have fundet mit Lys var jeg netop i Frd med at barrikadere Dren, da
jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke
tilstaa det, med et ganske lille Stnk af Frygt.

Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Klderen faldt der en graa
Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i
Halvmrket, saa jeg en stor, hj Skikkelse glide ud i Lysstriben og
atter ind i Mrket. Det gav paa re et saadant St i mig, at min Chako
nsten sprngte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel
havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at
det var en stor, langbenet Rver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv
Etienne Gerard blev lidt betnkelig ved at vre alene i Mrket med en
saadan Karl.

Men kun for et jeblik. "Mod!" tnkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte
Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar
det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at vre bange for
mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han
virkelig var bange -- ddsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme
Skridt og hans sammenkrbne Holdning, da han lb rundt mellem Tnderne
som en Rotte, der sger efter sit Hul. Det maa naturligvis have vret
ham, der havde holdt igen paa Dren, og ikke en Pakkasse eller et
Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og
mig, der var Forflgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen
Kylling, han havde at gre med, denne Rver fra Norden. I skulde have
set mig i det jeblik!

Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa
tndte jeg Praasen og gik lige ls paa ham med draget Svrd. "Kom frem,
din Slyngel!" skreg jeg, "du er ddsens, og skal gre dine Kammerater
Flgeskab!"

Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op
af en Tnde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket
i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.

"Min Herre!" raabte han paa udmrket Fransk, "jeg overgiver mig til
Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Lfte, vil jeg slge mit
Liv saa dyrt jeg kan!"

"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal
behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"

Han langede mig derefter sit Svrd op fra Tnden.

"Hvem har jeg den re at tage til Fange?" spurgte jeg.

"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min
Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende
fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."

"Det er maaske indiskret at sprge om, hvorledes De er kommen herned i
Klderen?" spurgte jeg.

"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved
Morgengry. Da jeg imidlertid frs, gik jeg herned i Klderen for at tage
mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset
stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele
allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gre end at forsge at frelse
mit eget Liv, hvorfor jeg lb tilbage og skjulte mig i denne Klder,
hvor De nu har fundet mig."

Jeg tnkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende
Omstndigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortlling, at han
havde opholdt sig i den bageste Klder, medens vi befandt os i den
forreste, og at han derfor ikke havde hrt Spektaklet, da hans egne
Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet
vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes
skulde jeg nu handle? Jeg var ved at kre fast, da jeg pludselig fik saa
glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade vre at beundre min
egen Opfindsomhed.

"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig
Stilling!"

"Og hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."

Han begyndte at hnge med Nbet.

"De vil da ikke tage Deres Lfte tilbage?" sagde han.

"I vrste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg.
"Men Vanskelighederne er store."

"Forklar Dem nrmere," udbrd han.

"Jeg vil vre rlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at
vore Soldater, og srlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at
blot Synet af en Uniform gr dem rasende. De kaster sig jeblikkelig
over Breren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres
Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse
Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.

"Men det er jo frygteligt!" sagde han.

"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette jeblik gik
ovenpaa sammen, vilde det vre ganske umuligt at beskytte Dem!"

"Jeg lgger min Velfrd i Deres Hnder," sagde han. "Hvad foreslaar De,
at vi skal gre? Vilde det ikke vre det bedste, om jeg blev tilbage
her?"

"Det vrste af alt!"

"Og hvorfor?"

"Fordi vore Soldater om et jeblik vil undersge Huset, og saa bliver De
hugget i Stykker. Faar de je paa Deres forhadte Uniform, ved jeg
njagtigt, hvorledes det vil gaa."

"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"

"Udmrket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og
trkke i min. Den vil gre Dem hellig for enhver fransk Soldat."

"Det er ikke Franskmndene, jeg frygter, men Polakkerne!"

"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."

"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv -- hvad vil De
tage paa?"

"Jeg vil trkke i Deres Uniform!"

"Og maaske falde som Offer for Deres delmodighed?"

"Det er min Pligt at lbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke.
Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Svrd vil blive vendt imod
mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit
Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortlle dem om Dem, og
De vil vre frelst."

Han sklvede af Iver efter at faa Klderne af. Hans Stvler og Benklder
var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem,
men jeg gav ham min Husartrje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhng
med Taske, medens jeg til Gengld fik hans hje Faareskindshue med den
gyldne Kokarde, hans skindbrmmede Frakke og hans krumbjede Sabel. Men
selvflgelig glemte jeg ikke at lgge mit dyrebare Brev om i Lommen paa
min ny Frakke.

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tnden."

Han gjorde en rdsom Masse Ophvelser, men i mit Soldaterliv havde jeg
lrt at vre paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde
vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod
netop og lnede sig op ad en Tnde, saa jeg behvede kun at lbe seks
Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gre
ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i
det mindste bre et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg
laasede derefter Dren til den bagerste Klder efter mig, saa at han
ikke kunde hre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad
Kkkentrappen.

Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tnke paa mangt
og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Flelse
som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brkkede Ben og saa
Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom
jeg blev opdaget, vilde jeg jeblikkelig blive skudt som forkldt Spion.
Men alligevel var dette en hderfuld Dd i Kejserens personlige
Tjeneste -- og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem
Linjer, maaske syv, om mig i _Monitren_. Palaret fik otte Linjer, og
jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.

Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over,
var det frste, jeg fik je paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under
sig og et knkket Svrd i Haanden. Jeg havde den strste Lyst til at
hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev
jeg bange for, at de skulde lgge Mrke dertil, og opgav det.

Hallen var fyldt med prjsiske Infanterister, som var i Frd med at
hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde flge endnu
et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, lb omkring og uddelte Ordre.
De var altfor optagne til at lgge Mrke til mig, men en anden Officer,
der stod ved Dren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og
klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers
Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde vre morsomt, thi hans
lange Skg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtnder kom til Syne. Jeg
lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg
havde lrt dem af den lille Sophie i Vilna, og de betd: "Dersom Natten
er smuk, mdes vi under Egetret, men dersom det regner, ses vi i
Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne
Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget
morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg
nikkede til ham og marscherede ud af Dren saa koldblodig, som om jeg
var Afdelingens Kommandant.

Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhrte
Polakkerne og Husarerne. Min kre lille Violette ventede mig i Klyngen,
og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men
hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg
valgte tvrtimod en lille lodden Kosakhest og lste den med saa stor en
Overlegenhed, som om den havde tilhrt min Fader fr mig. Den havde paa
Ryggen en stor Sk med Plyndringsgods. Denne Sk lagde jeg over paa
Violette, som jeg derefter frte med mig i Tmmen. De har aldrig set et
bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.

Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prjsere. De stod langs Gaderne og
pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde sknne med Bemrkninger
som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op
med, naar det glder at rve og plyndre."

En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede
jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mdes vi
under Egtret, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de
trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes
uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to
Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg
blot uhindret forbi dem, vilde jeg vre fri. Jeg lod min Pony trave til,
medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Kn og saa op paa
mig, som vilde hun sprge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud
af den laadne Drmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have vret en halvandet
hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en gte Kosak komme
galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Flelser ved Synet af ham.
Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn nsten bragte mig til Fortvivlelse,
og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et jeblik. Derefter
aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i
Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude,
at sluge det og derefter d med Svrdet i Haand. Jeg lsnede min lille
krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter
holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa
Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg
havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.

Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot
tilstrkkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden strre
Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor,
skgget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig
uvilkaarligt til Hjlp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem
Vedetterne og mig yderligere gedes. Eftersom jeg nrmede mig ham, kunde
jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune jne, medens han nje
betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa
have faaet je paa noget, der ikke var, som det skulde vre. Han
tilraabte mig et Sprgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Svrd.
Jeg var glad ved at se ham gre dette, thi jeg har aldrig holdt af at
slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans
Hug og anbragte mit Std lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han
styrtede ned af Hesten, og Vgten af hans Legeme trak mig nsten med,
fr jeg kunde frigre Sablen. Der var ikke Tid til at undersge, om han
var levende eller dd. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og
vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprngte de af Sted
efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk,
som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den frste Sidevej mod Vest
og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort
fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og
hvert Skridt bragte mig lngere bort fra mine Fjender og nrmere mine
Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke jne mine
Forflgere, og jeg forstod, at mine Trngsler var forbi. Hvor var jeg
lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet
mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at
ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var
besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige
Rkker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri -- havde kmpet med
Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.

Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg je paa vore egne Forposter. Jeg
galopperede ned imod dem for at hre, om Egnen var sikker lige til
Paris, og medens jeg hastig red fremad, flte jeg mig saa stolt over at
vre kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for
at svinge mit Svrd i Luften.

Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa
svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tnke, at han red mig
i Mde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg
lod Violette danse, og da vi nrmede os hinanden, svang jeg mit Svrd
endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min
Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert
vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med
Nsen ned i Violettes Manke. Svrdet for hvinende over mit Hoved som en
stenvind. Selvflgelig kom dette af den fordmte Kosakuniform, som jeg
i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Ljtnant havde troet, at
jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det
franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham,
hvor nr han havde vret ved at drbe den bermte Brigader Gerard.

Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om
Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa
herfra til Paris, thi Passagen var nsten helt sprret af
Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til
Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg
naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Flge paa en Fjerdingvej
efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev
bestormede med Sprgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og
hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog.
Mndene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra
Vinduerne, og jeg flte mig meget bevget over al den Hyldest. Ja, selv
min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den
vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden
os, man br betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen
efter at vre steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, ld der lige
saa hje Jubelraab, som naar en Bulletin lstes op for Storarmen.

Jeg var nppe i Paakldning til at besge en Konge, men turde ikke
spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte
fra Spanien. Han syntes at vre lige saa tyk, rolig og elskvrdig som
den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde
ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrkker nu en Gang de gamle
Navne. Han lste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og
derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa
jne.

"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.

"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af
Hest-Grenadererne."

"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.

"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestt, vilde dette ikke
forbavse Dem!" bemrkede jeg.

"Der kan jo ogsaa tnkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et
besynderligt Smil.

Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt
flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme
bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa
tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans
Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til
Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Nste
Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg lngtes
naturligvis efter Kejserens Ros og Belnning.

Jeg behver ikke at bemrke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej.
Jeg havde forelbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem
Meaux og Chteau Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon
stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu
bleven begravede, og Slagmarken frembd altsaa ikke det samme Syn, som
da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre
ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i
udmrket Orden.

Det er vidunderligt, hvad en god Hrfrer kan udrette i Lbet af et Par
Dage.

Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens
Arbejdsvrelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og
studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lnede sig i jeblikket
over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de
forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik je paa mig,
slngede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit
blege Ansigt, som fik det til at lbe mig koldt ned ad Ryggen.

"Hvad i Djvelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.

"Jeg har den re at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret
Dokumentet til Kongen af Spanien."

"Hvorledes!" hylede han, og hans to jne spiddede mig som Bajonetter.
Aa, disse frygtelige jne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom
Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drmme.

"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.

"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.

"Af hvem?"

"Russerne."

"Kosakkerne?"

"Ja, en enkelt Kosak!"

"Overgav han sig?"

"Uden Modstand!"

"Han er en intelligent Officer. Srg for, at han faar res-Medaljen."

Jeg gned mine jne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.

"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig,
som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har
sendt Dem ud i dette rinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende
en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
ikke havde haft mere Omlb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
vre rget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at fre
Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udfrelse?"

Da jeg hrte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
foran mit, maatte jeg sttte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
forlod mig, og mine Kn kunde nppe bre mig. Men jeg samlede alt mit
Mod, og Harmen skd op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde vret
viet denne Mand og mit elskede Fdreland, og at dette var Lnnen.

"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gre rettest i at
spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres nske, at Brevet
skulde falde i Fjendens Hnder, vilde jeg have srget for, at det var
sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde vrge det, risikerede jeg mit
Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
Udfrelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"

Jeg viskede Taarerne af jnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
megen Varme og Liv, som jeg kunde lgge ind i mine Ord, en Skildring af
det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstd med Dragonerne,
mit Eventyr i Senlis, mit Mde med Grev Boutkine i Klderen, min
Forkldning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
tilsidst nr var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
Kejseren, Berthier og Macdonald hrte til med stigende Forbavselse. Da
jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
ret.

"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"

Jeg vendte mig om mod Dren, og min Haand hvilede allerede paa
Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.

"De vil srge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
Gerard faar res-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hr."




III.

Hvorledes Brigaderen kom til Mrkets Slot.


Endsknt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glder og Farer. I vil
forstaa, at naar en Officer har mange Mnd og Heste under sig, har han
altid fuldt op at gre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletj,
saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet vre
surt nok endda. Men er han kun Ljtnant eller Kaptajn, er der intet,
der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han
klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tmme sit Glas og kysse sin
Pige, som han vil, uden at tnke paa andet end Tilvrelsens Glder. Det
er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil
sge tilbage, naar jeg fortller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften
fortlle Jer om mit Besg i Mrkets Slot, om Underljtnant Durocs
slsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var
kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.

I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
overdraget Major Legendre og mig at fre firehundrede Remonter fra
Prjsen til Polen. Det haarde Vejr og srlig det frygtelige Slag ved
Eulau havde drbt en Mngde Heste, saa det saa nsten ud, som om vort
prgtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde vre
velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke srlig hurtigt
fremad, thi Sneen laa favnehjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
tyve Invalider til at hjlpe os.

Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Vrelse paa Posthuset
med et aabent Brev i Haanden.

"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.

Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.

"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
jeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."

Intet Budskab kunde have fornjet mig mere end dette. Jeg var vel
anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
jeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide,
sorthaarede polske Pigebrn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nrmere
Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tnke, naar
Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brdtet. Jeg gik derfor
jeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg
begyndte min ensomme Rejse.

Det var en blandet Fornjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
Sol, der kastede sit Lys hen over endelse Snemarker. Min Aande
fortttede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
fra sine Nsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tnke paa til
at lgge Mrke til Kulden.

Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
enlige Klynger af Fyrre- og Lrketrer. Hist og her laa der nogle
Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarmen var
kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
at Polakkerne var vore Venner, men af Hrens hundrede tusind Mand havde
kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik je paa Liv noget Sted, ej
heller, at der ingen Rg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
Landet, hvorigennem den store Hr var draget, var mrket, og det blev
almindelig sagt, at selv Rotterne dde af Sult, hvor Kejseren havde frt
sine Mnd.

Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Krrer,
Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strm af Rekrutter
og Marodrer, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
oprigtig Glde, at jeg fandt en lille Sti, der frte igennem en
Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
Oberst -- var i Frd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens
Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grn Teolog end Chefen
for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.

"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.

"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Ljtnant Gerard af tiende Regiment."

Jeg kunde lse i hans Ansigt, at han havde hrt mit Navn tidligere. Gud
og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fgtemestre.

"Jeg er Underljtnant Duroc af tredje Regiment," prsenterede han.

"Nylig udnvnt?" spurgte jeg.

"Sidste Uge!"

Jeg havde nok tnkt mig det, at dmme efter hans blege Ansigt og den
Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at fre sig. Imidlertid var det ikke
saa lnge siden, jeg selv havde lrt, hvad det vil sige, naar en
Skoledreng skal kommandere hrdede Veteraner, der har deltaget i lige
saa mange Slag som han selv tller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
Knsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.

"Maa jeg sprge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.

"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
Ahrensdorf," svarede han.

"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gre Dem Flgeskab saa langt,"
bemrkede jeg, "thi den lngste Vej bliver i dette Tilflde den
hurtigste."

Og dette viste sig ogsaa at vre Tilfldet, thi denne Vej frte bort fra
Hren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
de, som den anden var befrdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lrer paa Militrskolen i St.
Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prgtig Dreng var han som sagt,
og det morede mig at hre ham snakke ls om sin Sster Marie og sin
gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.

"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
kalder sig Baron Straubenthal?"

Postmesteren rystede bengtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
min Kammerat imidlertid i den nste Landsby gentog det samme Sprgsmaal
med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade vre at sprge ham om, hvem
denne Baron Straubenthal var.

"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rdme flj over hans
ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemvrende at
ordne."

Denne Oplysning var ikke meget fyldestgrende, men der var noget i min
Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
Sprgsmaal vilde vre ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
fremdeles udspurgte dem, som vi mdte, om Baron Straubenthal. Ethvert
Skridt frte os lngere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
Rgsjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
det russiske Hovedkvarter.

Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
Landsby til hjre for os og til venstre et hjt, skummelt Slot, der
ragede op midt i en lille Fyrretrsskov.

"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.

"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.

"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
om mod Bonden, gentog han sit stadige Sprgsmaal:

"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"

"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mrkets Slot"!" sagde
Bonden og pegede hen paa de mrke Mure i den nre Fyrretrsskov.

Duroc gav et Raab fra sig som en Jger, der ser Vildtet springe op lige
foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans jne
lynede, og hans Ansigt blev ddblegt og fik saa haardt et Trk om
Munden, at Bonden forskrkket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
bjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
Taarne.

"Hvorfor kalder De det "Mrkets Slot"?" spurgte jeg.

"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
"der skal vre begaaet slemme Mrkets Gerninger der oppe paa Slottet.
Ikke for intet har den mest ryggeslse Person i hele Polen levet der de
sidste fjorten Aar!"

"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.

"N, der fdes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.

"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.

"Ja, der fortlles, at han er kommen hertil fra Frankrig."

"Har han rdt Haar?"

"Han er saa rd som en Rv."

"Godt, godt! Det er _min_ Mand," raabte min Kammerat, sklvende af
Ophidselse. "Det er Forsynet, der har frt mig hertil. Hvem tr paastaa,
at der ikke findes en gengldende Retfrdighed i denne Verden! Kom Hr.
Gerard, jeg maa srge for at faa mine Folk indkvarterede, fr jeg kan
tage mig af dine private Affre!"

Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.

Nu vedkom denne Sag selvflgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
hvad det Hele betd. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter sge Husly i en
eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
derfor til Hest, da den unge Duroc kom lbende ud til mig og lagde sin
Haand paa mit Kn.

"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
denne Maade!"

"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortlle mig, hvad der er i
Vejen, og hvad De nsker af mig, vilde jeg bedre vre i Stand til at
bedmme, om jeg kan vre Dem til nogen Nytte."

"De kan vre mig til den allerstrste Nytte," raabte han. "Efter alt,
hvad jeg har hrt fortlle om Dem, Ljtnant Gerard, er De mest af alt
den Mand, som jeg kunde nske at have ved min Side i Nat!"

"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
mit Regiment!"

"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
vedkommer mig og min Families re. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
muligvis vil vre nogen Fare forbunden med vort Forehavende."

Det var meget forslagent af ham at bemrke dette, thi det bestemte mig.
Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i
Stalden.

"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortl mig nje, hvad det er, De
nsker af mig."

Han frte mig ind og laasede Dren efter sig, for at vi ikke skulde
blive forstyrrede. Han var en velvoksen Kns, og som han stod der i
Lampelyset med det matte Skr over sit alvorlige Ansigt og sin slvgraa
Uniform, flte jeg hans Hjerte banke mit i Mde. Uden at gaa saa vidt
som til at sige, at han frte sig, som jeg vilde have gjort i hans
Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg flte, at
jeg nrede stor Sympati for ham.

"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
Historie. Men selvflgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjlp uden at
stte Dem helt ind i Forholdene."

De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
sagtens erindrer, stormede Pbelen Fngslerne og valgte tre saakaldte
Dommere til at dmme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
Fader havde hele sit Liv vret de Fattiges Velgrer, og der var mange,
der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdd baaret ind paa
en Madras. To af Dommerne stemte for at lslade ham, den tredje, en ung
Jakobiner, der ved sin Kmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Frer
for disse Banditter, lftede ham op fra Brestolen, sparkede ham Gang
efter Gang med sine tunge Stvler og kastede ham derefter udenfor Dren,
hvor han et jeblik efter blev revet itu Lem for Lem under
Omstndigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil
se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehrende Love, thi
to af Dommerne havde voteret i min Faders Favr.

Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ldste Broder at
anstille Eftersgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
Nrvrelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
at gifte sig med ham og sknke ham sine Godser, mod at han skaffede
hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.

De vil maaske mene, at det vilde vre meget let for os at finde ham,
siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
Kejserdmmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grnsen mellem
Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.

"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
han overalt sgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
Jena i Oktober, og nu hrer Hvnen mig til. Jeg havde det Held, at hre,
at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
jeg ved Maalet. Og for at gre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
en Ledsager, hvis Navn man aldrig nvner indenfor Armeen uden at stte
det i Forbindelse med en eller anden modig eller del Daad."

Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
den strste Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
den unge Duroc nskede af mig.

"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.

"Ved at tage med mig."

"Til Slottet?"

"Netop."

"Hvornaar?"

"Med det samme!"

"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"

"Jeg ved, hvad jeg vil gre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
tager med mig!"

Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
Siden af havde jeg den strste Sympati for den unge Mands Flelser. Det
er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
til.

"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
sagde jeg.

Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
ikke at vre noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.

Stien, som frte op til Slottet, snoede sig gennem en blgmrk
Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
et Bsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
Taarne i alle Hjrner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os.
Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
hrtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.

Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Drhammer paa den
store, jernbeslaaede Dr, og det var frst, da vi bankede ls med vore
Sabelhfter, at vi tiltrak os Opmrksomheden. En lille Mand med Hgense
og Skg op til Tindingerne aabnede langt om lnge Porten. Han havde en
Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kde en stor, sort
Hund. Hans Opfrsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrdelighed.

"Baron Straubenthal modtager ikke Gster paa denne Tid af Dgnet," sagde
han paa udmrket Fransk.

"Vr saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, fr dette er
sket!" udbrd min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.

Fyren skottede undersgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
Skg.

"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
dru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humr, dersom De vil
komme igen i Morgen."

Han aabnede Dren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
men det forandrede ikke hans Beslutning.

"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"

Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
med samme Overlegenhed, som om denne havde vret hans Tjener.

"Fr mig til Baronen!" sagde han.

Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skggede Fyr,
der nu havde laaset og stngt Porten, syntes altsaa at vre den eneste,
der kunde Fransk.

"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
skal fre Dem til Baronen. Men fr Enden vil De maaske nske, at De
havde fulgt mit Raad!"

Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrget og meget
smudsig. Derefter aabnede han en Dr og viste os ind.

Det var et lille, sparsomt mbleret Vrelse med de samme Tegn paa
Forsmmelse og Forfald, der havde mdt os overalt. Vggene var behngte
med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjrne var de gaaede ls, saa
at den ngne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dr,
behngt med et Tppe. Midt i Vrelset stod et stort, firkantet Bord med
nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
omkring fld det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kmpestor Mand
med et Lvehoved og en stor Manke af rdgult Haar. Hans Skg var af den
samme rdgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mrkelige
Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
smaa stikkende jne, de fremstaaende Kber og den tykke, hngende
Underlbe, der stak frem i det vildt voksende Skg. Hans Hoved dinglede,
og han saa paa os med en Drukkens usikre, slvede Blik. Imidlertid var
han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
ham.

"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortl mig saa de sidste Nyheder
fra Paris. Jeg hrer, at I er komne for at genrejse Polen og er i
Mellemtiden selv blevne Slaver -- Slaver af en lille Aristokrat med graa
Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og
"Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, fr
det atter bliver -- --"

Duroc nrmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.

"Jean Carabin!" sagde han.

Baronen studsede, og Drukkenskabens Slr syntes at glide fra hans jne.

"Jean Carabin!" gentog Duroc.

Han sprang op og greb om Stolens Arm.

"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
han.

"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg lnge har nsket at mde!"

"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
Dem! De maa have vret et Barn, da jeg bar det!"

"Mit Navn er Duroc!"

"Vel dog ikke en Sn af --?"

"En Sn af den Mand, De myrdede!"

Baronen prvede paa at le, men der var Rdsel i hans Blik.

"Gjort Gerning staar ikke til at ndre, unge Mand!" raabte han. "Det
gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lre
hinanden bedre at kende, De og jeg."

Han strakte en rd, rystende Haand ud, imedens han talte.

"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanrer min Klinge ved
at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
forsvar Dem!"

"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.

Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
det store, rdgule Skg. Jeg saa en Lbe, tilslet med Blod, og to
lynende blaa jne.

"De skal d for det Slag!"

"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.

"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Vrelset.

Som jeg har fortalt, havde Vrelset en Dr i Baggrunden, dkket af et
Tppe. Nppe var Baronen styrtet bort, fr der kom en Kvinde til Syne,
ung og smuk. Saa hurtig og lydlst bevgede hun sig, at hun stod imellem
os paa et jeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
fortalte os, hvor hun var kommen fra.

"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmrket
ad, min Herre!"

Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, fr han
kunde frigre den.

"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"

"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans lgnagtige Mund. Fordi
det maa vre den Haand, der vil hvne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
Han plagede min Moder til Dde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et jeblik efter
traadte Baronen ind med et Svrd i Haanden og med den skggede Portner i
Hlene.

"Dette er min Sekretr," sagde han, "han skal vre min Sekundant. Vi maa
imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De vre saa
god at flge mig til et mere rummeligt Vrelse."

Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Vrelse, der var sprret
af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dr.

"Her findes al den Plads, som vi behver," sagde den skggede. Duroc
trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
frst. Men nppe var jeg kommen over Drtrskelen, fr den tunge Dr
faldt i med et Brag, og Nglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Flde.
I frste jeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrgtighed laa
ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed -- og vor egen Dumhed. Vi
kastede os mod Dren, bearbejdede den med vore tunge Stvler. Men Dren
var grumme solid, lavet af solide Trplanker og beslaaet med Jern, som
man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi
udstdte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os
intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man
er Soldat, lrer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan vre
anderledes. Jeg genvandt frst min Koldblodighed og anmodede Duroc om at
bistaa mig med at undersge det Vrelse, der var blevet vort Fngsel.

Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snvert, at man ikke en Gang
kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa hjt oppe, at Duroc maatte
staa op paa en Tnde for at kunne se ud af det.

"Hvad ser De?" spurgte jeg.

"Grantrer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu --!"
Han kom med et Udraab af Forbavselse.

Jeg sprang op paa Tnden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
Skovens sorte Skygge.

"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.

"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
Rvere, som skal kvrke os. Vi maa se at slippe ud af denne Museflde,
fr Katten indfinder sig."

Det var et Held, at Vrelset var oplyst af en Lampe, der nsten var
fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mrke
vilde vor Stilling have vret ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
undersge de Pakkasser og Tnder, der var stillede op imod Vggen. Vi
befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
Ost, Grntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med trret Frugt, og
en Rkke Vintnder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde
faaet lidt at spise i Lbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
en Slurk Rdvin og lidt Fde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
ned i Vrelset i Vrede og Spnding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
"han skal ikke saa let slippe fra mig!"

Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tnkte for meget paa sine
egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
i. Hans Fader havde nu vret dd i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
ikke, at han havde eksisteret, men her lb Etienne Gerard, den mest
lovende Ljtnant i hele Storarmen, Fare for at blive et Hoved kortere.
Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berrte
Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade vre at tnke paa, hvilken
Tosse, jeg havde vret, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar
jeg havde en udmrket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million
Russere at kmpe imod.

Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:

"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gre ved ham, hvad De
lyster, naar _De_ faar Overtaget. Men i jeblikket er Sprgsmaalet
desvrre det, hvad _han_ vil gre ved _os_."

"Lad ham gre det vrste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
ofre Livet for min Fader, om det gres ndvendigt."

"Det er det rene Vrvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
fra denne Historie."

Min Bemrkning bragte ham til Fornuft.

"Jeg har tnkt for meget paa mig selv!" udbrd han, "tilgiv mig, Hr.
Gerard! Hvad vil De raade mig til at gre?"

"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"

"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"

"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dr af Sult her. Hvis de vil drbe os,
maa de ulejlige sig herind for at besrge det. Bag en Barrikade af
Tnder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
derfor, at der er sendt Stafet efter Hjlp."

"Vi maa altsaa se at komme bort, fr Hjlpen kommer?"

"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"

"Kunde vi ikke stte Ild paa den Dr?" spurgte han.

"Intet vilde vre lettere," svarede jeg, "der staar flere Tnder
Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to sterspostejer."

"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
det?"

Vi havde hrt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
var noget, der glimtede imellem Fingrene.

"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.

Vi fo'r begge op paa Tnden.

"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hnger i en Traad.
Aa, -- jeg ulykkelige! Han kommer!"

Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hs Ed, et Slag, og derefter
skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmgtigt Raseri. Et halvt Minut
senere hrte vi et dmpet Skrig og Braget af en Dr, der blev smkket i.

"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
jeg.

Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Nver Dren saa
rasende en Kraft, at der kom blodige Mrker paa den for hvert Slag.

"Her er en Ngle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
have kastet den ind til os i samme jeblik, som hun blev slbt bort."

Min Kammerat snappede den fra mig med et Gldesskrig. Et jeblik efter
slngte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
kolossale Nglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
Hnder. Han stnnede i Fortvivlelse. Jeg kunde nsten selv have stnnet,
naar jeg tnkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
komme hende til Hjlp.

Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Ngle maatte vre bragt os i en eller
anden Hensigt, og den maatte passe til en Dr -- hvorfor skulde hun
ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
daarligt til med vor Klgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hrte
til.

Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men
vi arbejdede som gale og rullede Tnder, Oste og Kasser imellem
hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dr, der var
laaset af, og til den passede Nglen.

Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
der en Dr, men den var ogsaa laaset.

"Vi er ikke bedre farne end fr!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Ngle
her."

"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.

"Hvor?"

Jeg pegede paa Krudttnderne.

"De vil sprnge denne Dr?"

"Netop!"

"Men samtidig sprnger De jo hele Hytten i Luften!"

"Nej, jeg sprnger kun Dren til Forraadskamret!"

Jeg lb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
ikke, at en Ingenir kunde have lavet en bedre Murbrkker. Saa lagde jeg
Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tt op til
Nglehullet. Derefter tndte vi Lyset og sgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
Dr vi lukkede efter os.

Det var egentlig ikke nogen srlig lystelig Flelse at vre mellem alle
disse Krudttnder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
igennem den tynde Dr, vilde vore forkullede Lig flyve hjere til Vejrs
end selve Slottet naaede. Hvem kunde tnke sig, at et Lys paa en halv
Tomme kunde vre saa lnge om at brnde ned. Jeg lyttede og lyttede for
at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gre en Ende paa
os. Jeg var nsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte vre gaaet
ud, da der ld et Brag -- Bomben var sprungen. Vor Dr flj i Stumper og
Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerdder dalede ned over os. Da
vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og
Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde vret en
Dr. Minen havde gjort sin Virkning.

Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fngslet. Det frste, vi
saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterkse i
Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernst fik
vi je paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
brkkede Forben. Da den forsgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
Benpiberne stak ud gennem Huden.

I det samme hrte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
Muren med den anden Blodhunds Tnder i sin Strube. Han stdte den fra
sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
dens Krop, men det var frst efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud
med min Pistol, at dens Jernkber slappedes og dens frygtelige,
blodskudte jne slukkedes i Dden.

Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude -- et Skrig i ddelig
Angst -- sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for
sent. Der var endnu to Mnd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore
dragne Svrd og ophidsede Ansigter.

Blodet strmmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbestning
paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
ind i det nste Vrelse, det samme, hvor vi frste Gang havde truffet
Herren til "Mrkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
opfattede den Scene, der nu paafulgte.

Baronen stod midt i Vrelset med sin uplejede Manke strittende som en
vred Lves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kmpemssig
Skikkelse med vldige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
fortrukket i Raseri og sit Svrd hvet, kunde jeg, trods hans
Skurkagtighed, ikke lade vre at tnke paa, hvilken prgtig Grenader der
kunde vre bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
ham. Et blaat Mrke tvrs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slngt
hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
beskytte hende mod hans Brutalitet.

Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brd ind, og var jeblikkelig
inde paa Livet af os, huggende og stdende under en Strm af Eder.

Jeg har allerede tidligere nvnt, at der var daarlig Plads i Vrelset
til at fgte. Min Kammerat var foran mig i den snvre Passage mellem
Bordet og Vggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
hjlpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snvre Plads gav
Baronens Strrelse og Krfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
var han en glimrende Fgter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
et Angreb, hvede han sit Svrd for at give ham det drbende Std. Jeg
var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.

"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"

Han trak sig tilbage, lnede sig imod Vggen og snappede efter Vejret i
korte, hse Gisp. Hans tjleslse Levned hvnede sig i dette jeblik.

"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."

"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.

"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmrksomhed," svarede jeg, "fordi De
lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
vret til Stede, kan jeg lse en anden paa denne Dames Arm."

"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik ls paa mig som en
Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa jne og de rde Lyn
fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til hjre og venstre,
snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tnkt mig,
at der kunde findes saa dygtig en Fgter i Paris i Revolutionens Dage.
Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mnd i min
Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
vidste, at jeg var hans Overmand. Han lste sin Ddsdom i mine jne, og
jeg kunde se, at han forstod, hvad han lste. Rdmen dde bort i hans
Ansigt, og hans Aandedrt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
slog han fra sig, selv efter at det drbende Hug havde ramt ham. Endelig
segnede han baglnds over imod Bordet, dende med en Forbandelse paa
Lberne og Blodet vltende ud over det rdgule Skg.

Jeg, der fortller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
rdselsfulde Billeder, som mine jne har opfanget, er der intet, jeg
ndigere tnker paa end det rdgule Skg om den blodrde Mund, ud af
hvilken jeg havde draget min Klinge.

Men det var frst siden efter, at jeg fik Tid til at tnke paa alt
dette. Hans kmpemssige Legeme var nppe falden om paa Gulvet med et
Brag, fr Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hnderne med et
Gldesskrig. Jeg flte mig ilde berrt over den unge Dames Henrykkelse
ved den blodige Daad og glemte i jeblikket helt at tnke paa den
frygtelige Uret, der maatte vre overgaaet hende, fr hun saa ganske
kunde glemme sit Kns refrygt for Dden. Jeg skulde netop til i en
skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrngende Rg
trngte ind i Vrelset og et gult Skr oplyste Figurerne paa Gardinet.

"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brnder!"

Knsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
tndt Ild i Drens Karm. Inde i Oplagsrummet brndte allerede flere af
Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
Krudttnderne og det spildte Krudt, der var stret over Gulvet. Maaske
om nogle Sekunder, men hjst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
Disse jne vil lukke sig i Dden, mine Venner, fr de ophrer at se for
sig de snigende Flammer og de mrke Krudttnder bagved.

Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
jeg stormede ind i Ddens Vrelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slbte vi ham gennem
Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedkkede Sti,
indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme jeblik hrte vi et vldigt
Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsjle skyde op
imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget hjere end det frste.
Jeg saa Fyrretrerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine jne, og
bevidstls faldt jeg tvrsover min Kammerats Legeme.

Frst efter flere Ugers Forlb kom jeg til mig selv i Posthuset i
Arensdorf, og endnu lngere gik hen, fr jeg fik at vide alt hvad der
var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
fortalte, at et Stykke Tmmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
Jorden, mere dd end levende. Den polske Kvinde var derefter lbet til
Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
tilfldigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
ikke srlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behvede at forestilles
for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mrkets
Slot".




IV.

Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.


Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
hjemme i mit Lderetui og brer den aldrig, undtagen naar en af de
nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
den paa mit Bryst og giver mit Overskg det rette Marengosving, som
bringer Glans i jnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
var. I kender mig kun som Civilist -- med Mine og Holdning, forstaar
sig! -- men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der
i Krodren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor hjt
en Husar kan naa.

Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
blot som Flge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
umuligt for mig at stte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og -- jeg tilstaar det -- nu
og da fldede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige
Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var bervede deres Oberst. I
forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den
yngste Oberst i hele Hren, og jeg omfattede mit Regiment med en
Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrvet over, at det
skulde undvre mig. Ganske sandt, Villaret, den ldste Major, var en
udmrket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa
Dygtighed.

Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg frste Gang hinkede hen
til Dren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen fr havde jeg
hrt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englnderne og ikke ti Mil fra mig. Men
hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
saaret min Ankel, havde drbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Vrten
og en gammel Prst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Fl tilbage i hele
Egnen.

Vrten vilde ikke hre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Dden
under Tortur at falde i hans Hnder. Den gamle Prst mente derimod, at
en fransk Husar ikke lod sig skrmme heraf, og denne Bemrkning gjorde
det ganske af med mine Betnkeligheder.

Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Dren og
spekulerede herpaa, da jeg hrte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
en graaskgget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militr Vis.
Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.

"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.

"Hallo!" svarede han.

"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at stde til
mit Regiment i Pastores."

"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde vre glad ved at faa Deres
Flgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hrt, er Bjrgene langtfra
sikre."

"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil slge mig
Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
Dem."

Det vilde han ikke hre noget om. Det var forgves, at Vrten fortalte
ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg
fortalte ham, hvad han skyldte Hren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang
drfte Sagen med os, men forlangte blot et Bger Vin. Jeg anmodede ham
indstndigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa
have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg
nrmede mig ham for at trkke ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i
dens Sider og forsvandt i en Stvsky.

Min Tro, det var nsten at gre en Mand gal at se ham ride saa muntert
bort til sine Kdgryder og Brndevinsankre og saa at tnke paa mine
femhundrede prgtige Husarer, der var uden Frer. Jeg stod og stirrede
bittert efter ham, men hvem andre rrte da ved min Albue end den lille
Prst, jeg tidligere har omtalt.

"Jeg tror, at jeg kan hjlpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
paa!"

Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
samme jeblik, var vi begge nrved at trille om paa Gulvet.

"Hjlp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
hvilket viser, at det er ndvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
Nytte.

"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Belningens
Skyld, men fordi jeg altid hjlper mine Medmennesker, hvor jeg kan.
Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."

Han frte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
der i gammel Tid plejede at kre mellem de fjerntliggende af vore
Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
strkt nok til at bre en Mand, men sammen kunde de nok trkke Vognen.
Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forlb havde Ejeren spndt
dem for Vognen, om end ikke med srlig Begejstring, thi han var i
ddelig Angst for denne skrkkelige Cuchillo. Det var frst efter at jeg
havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Prsten havde truet ham med
evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
Tmmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastvrk med at komme af
Sted, af Frygt for at det skulde blive mrkt, fr vi kom igennem
Bjergpasserne, at han nsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
Vrtens Datter. Jeg erindrer ikke i jeblikket hendes Navn, men vi grd
begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
der har fgtet med Mndene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige
Kongeriger, bermmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.

Den lille Prst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejseflle. Han morede
mig med Fortllinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengld
fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
i Sdet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opfre sig upassende
overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
let komme til at lbe lbsk.

Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glde ved igen at faa ham at se,
traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
Taarerne kom mig i jnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
Gaver, han havde med til hende, og hele hans Vsen var saa hjerteligt,
at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
hvor han kom. Han undersgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel
frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mnd jeg havde drbt
med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklrede, at han blev syg af
at betragte det.

Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi hre Kanontorden til hjre for
os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
havde jdisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
hvert Fald den bedste Jde, jeg havde hrt om siden Josvas Dage.
Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
Udsigter for mine Husarer lige overfor Englnderne. For hver Mil, vi kom
frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
Fndrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.

Da vi trngte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mdt enkelte Muldrivere, men nu
syntes hele Egnen at vre som uddd, hvad der ikke kan overraske, naar I
betnker, at Franskmndene, Englnderne og Guerillaerne skiftevis havde
vret Herrer der. Hvor her var mrkt og vildt. Den ene store, kantede
Klippe aflste den anden, og Vejen blev snvrere og snvrere. Jeg opgav
at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder,
jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven
ud af mine Drmme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager jensynligt
havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Lderremmen paa sin
Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans
Greb, og Trepgleflasken faldt ned for hans Fdder. Jeg bjede mig ned
for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Prsten sig over mig
og stak Sylen ind i mit ene je.

Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
i jnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affren i Zrich,
indtil den sidste skbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
sjldne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Lderetuiet, saa kan man godt
vre bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
foruden Skrkken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
fra mit Saar, havde jeg en Flelse af Modbydelighed, som naar et eller
andet vmmeligt Kryb angriber En.

Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hnder, og idet jeg slyngede ham ned
i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Stvler. Han
havde trukket en Pistol frem fra sin Prstekjole, men jeg rev den ud af
hans Haand og faldt atter over ham med mine Kn paa hans Bryst. Da jeg,
halvt blindet, sgte efter mit Svrd, som han saa listigt havde skjult,
gav han sig for frste Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde
netop rrt ved det, og jeg var i Frd med at trre Blodet af mit Ansigt
for at se, hvor han laa, da Vognen vltede over i den ene Side, og
Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det strke Std.

Fr jeg kunde fatte mig, blev Vogndren revet op, og jeg blev ved
Fdderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
mit Hjerte af Glde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
og dkkede for det ene af mine jne, men det var med det saarede je, at
jeg saa denne Rverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
Spids er trngt ind mellem jehulen og jestenen, men det var frst i
det jeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl vret
Udyrets Hensigt at stde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
Virkeligheden lsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
faaet.

De slbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
Forbandelser, slog mig med deres Nver og sparkede mig, medens jeg laa
paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mrke til, at Bjergbeboeren bruger at
svbe Tj om Benene, men jeg havde aldrig tnkt mig, at jeg skulde faa
saa megen Grund til at vre taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstls,
medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
Fjs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hngt, saafremt de senere
kom indenfor min Rkkevidde. Fyrene var brune med gule Trklder om
Hovedet og store rde Blter, spkkede med Vaaben. De havde rullet
Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den vltede. Det
Kryb, der saa udmrket havde ageret Prst og saa rrende havde fortalt
mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvflgelig vidst, hvor Bagholdet
laa, og havde forsgt at gre mig uskikket til Modstand i samme jeblik,
som vi naaede det.

Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
sit Mde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsgte at rejse ham
op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mrke jne, der havde straalet
saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnrvrelse. To Mnd bar
min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde hre hans Hvsen og
Sklden snart i det ene, snart i det andet re, medens jeg blev trukken
op ad den bugtede Sti.

Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit
smertende je og Frygten for, at dette Saar skulde delgge mit Ydre,
bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
Fornjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at vre nogen srlig god
Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Rver under hver Arm og en ni
Tommers Kniv for Brystet.

Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
ned paa den anden Side gennem en tt Granskov ind i en Dal, der vendte
imod Syd.

Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
dette var en af de hemmelige Stier, som frte over den portugisiske
Grnse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opbldt ved
en lille Bk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter,
ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Tr. Jeg
havde nppe faaet je paa den, fr jeg genkendte dens store, sorte Krop
og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held
havde nsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var
det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig
Stilling som jeg? Tanken var nppe falden mig ind, fr mine Venner
standsede og en af dem udstdte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret
inde fra Brombrbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et jeblik
efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset,
hvorefter Rverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede
Ridderen af Sylen og brd ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser,
hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den
Bande af Mordere, de var. Deres Optrden var saa truende, at jeg var
overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop
til at mde min Skbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere
Lbebane vrdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet
hen til den Aabning i Brombrkrattet, som den nye Bande var kommen ud
af. Herfra frte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var
allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have vret fuldstndig
mrk, om ikke to brndende Fakler havde vret anbragte paa Stager
derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mrkelig Person,
som jeg straks, efter den rbdighed, der blev ham vist af de andre
Rvere, indsaa ikke kunde vre nogen anden end deres Hvding, som paa
Grund af sin Grusomhed havde faaet genavnet El Cuchillo[1].

  [1] Paa Dansk: Kniven.

Manden, jeg havde slaaet fordrvet, var bleven baaret ind og anbragt
ovenpaa en Tnde. Hans hjlpelse Ben hang dinglende ned, og hans
Kattejne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
ham frte Samtale, at han var Ljtnant i Banden, og at hans Opgave var,
ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
Flden. Naar jeg tnker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
falden i Baghold og havde fundet Dden ved denne skinhellige Skurks
Hjlp, flte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
forelbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, sknt jeg frygtede for,
at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
Hren godt kunde undvre.

Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tnden, understttet af
to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hndet ham, blev
jeg af nogle af Rverne frt frem foran Bordet, ved hvilket Anfreren
sad, og havde derfor en udmrket Lejlighed til at tage ham njere i
jesyn. Jeg har sjlden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg
havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der
endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med rde Kinder og smaa
gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnret
Spkhker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Blter
eller skinnende Vaaben, der udmrkede hans Underordnede, tvrtimod bar
han en adstadig Frakke ligesom en hderlig Familiefader, og naar
undtages hans brune Gamascher, var der intet, der rbede Bjergbeboeren.
Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brdt mellem to Krudttnder stod der
flere andre Bger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
indeholdt Vers. Dette bemrkede jeg, medens han magelig lnede sig
tilbage i sin Stol og lyttede til sin Ljtnants Beretning. Da denne var
afgiven, beordrede han den lemlstede baaret ud, og jeg blev staaende
med tre Vogtere, ventende paa at hre min Skbne. Han greb sin Pen og
bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skd han Lberne frem og
skvede op mod Hulens Loft.

"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan
nvne mig et Rim paa Ordet Covilha."

Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.

"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Vrker skrevne paa
urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en hj Rang. Men jeg er
bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."

Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
straalede som en ung Piges, der har modtaget sit frste Krlighedsbrev.

"Kritiken synes at vre mig gunstig," bemrkede han, "De forstaar, at vi
i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
Talent i den Retning. En Dag med det frste haaber jeg at se mine Forsg
paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
Forretninger. Tr jeg sprge om Deres Navn?"

"Etienne Gerard."

"Rang?"

"Oberst."

"Korps?"

"Det tredie af Conflans Husarer."

"De er en ung Oberst."

"Jeg har gjort en glimrende Karriere."

"Saa meget desto vrre," sagde han med sit venlige Smil.

Jeg svarede ham ikke, men ved min Optrden sgte jeg at vise ham, at jeg
var forberedt paa alt.

"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besg af et
Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
bestrber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en hj, slank, ung
Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"

"Ja vist!"

"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"

"Stakkels Fyr!" udbrd jeg, "og hvorledes dde han?"

"Vi begravede ham!"

"Men fr De begravede ham?"

"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke dd, da vi begravede
ham!"

"De begravede ham levende!"

Jeg var i samme jeblik altfor forfrdet til at handle. Men lidt efter
kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
paa sine Lber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre
Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind
paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
Bevogtere af mig bandende og skldende, men dog aldrig helt fri.
Tilsidst, da mit Tj nsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
surret om mine Ankler og mine Arme.

"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
Svrdspids, skal jeg lre Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
vil snart erfare, De blodtrstige Rovdyr, at Kejserens Arm rkker langt,
og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
da han skal jage Dem ud af det og tilintetgre Dem sammen med alt Deres
Kryb."

Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skldsord, som jeg
havde lrt i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strmme ud over ham.
Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
skvede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.

"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningslse Vers, og Gud skal
vide, at kortere kan det umuligt blive."

I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Kbmand handler med
Figner, havde et mt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
blev ligbleg, og de smaa bevgelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.

"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrkkeligt!" sagde han med dirrende
Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
lover Dem en enestaaende Dd. Oberst Etienne Gerard af tredje
Husarregiment skal faa en Dd som ingen anden!"

"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke stter den
paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemrkninger paa Tungen, men
han afbrd mig med en rasende Haandbevgelse, der fik mine tre Bevogtere
til at trkke mig ud af Hulen.

Denne Samtale, som jeg har fortalt saa njagtigt, som jeg kan huske den,
maa have varet nogen Tid, thi det var helt mrkt, da vi kom udenfor, og
det var dejligt Maaneskin. Rverne havde antndt et stort Baal, ikke for
Varmens Skyld, da Natten var kvlende hed, men til at koge deres
Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
rundt omkring i det gullige Skr, saa at Scenen lignede et af de
Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid flt mig tiltrukket af
den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, kbte jeg
et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
og gennem to Felttog frte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
Ulykkestilflde stak sin Hov gennem det. Jeg nvner i Forbigaaende
dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
Ney. Men medens jeg laa i Rverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
til at tnke paa saadanne Emner.

De havde kastet mig hen under et Tr, og de tre Skurke drev omkring og
rg deres Cigaretter lige tt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange vret i saa
fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tnkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
sluppen levende gennem to hundrede Affrer, og denne bliver sikkert ikke
den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den strste Forbavselse.

Jeg har allerede fortalt Jer, at der brndte et stort Baal midt paa
Pladsen. Ved dets Skr og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt hjt Fyrretr,
som tiltrak sig min Opmrksomhed, fordi dets Bark og nedhngende Grene
var forkullede, som om der havde vret tndt en stor Ild under det. Der
voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg
kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestvler
stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Tret med
Skafterne nedad. Min frste Tanke var, at de var bundne fast til Tret,
men ved at se nrmere til, opdagede jeg, at de var smmede til Tret.
Saa blev jeg pludselig slagen af Rdsel, da jeg forstod, at Stvlerne
ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til
hjre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Tret, og
hvorfor der var bleven tndt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale
om eller tnke paa Rdsler, mine Venner, og jeg nsker ikke at skaffe
Jer onde Drmme i Nat -- men jeg kan ikke fortlle Jer om de spanske
Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og
hvilken Krigsfrelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod,
hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herrels i Buskadset, og at jeg haabede,
at han var gaaet sin grufulde Skbne i Mde med Frejdighed og Mod, som
det smmede sig en god Franskmand.

Det var ikke noget oplftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
sammen med deres Anfrer i Hulen, havde jeg vret saa rasende over unge
Soubirons grufulde Dd, at jeg slet ikke havde tnkt paa min egen
Skbne. Maaske havde det vret klogere, om jeg havde talt hfligt til
Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op,
og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel vret for
mig, der havde skamferet deres Ljtnant, naar det var gaaet den
godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel vret fortabt, og
nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette
Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var dd, som han havde
levet, og at i det mindste n Fange ikke havde bjet sig for ham. Jeg
laa og tnkte paa de forskellige Kvinder, som vilde srge over mig, paa
min kre, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige
Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar,
at jeg fik Taarer i jnene derved.

Men under alt dette havde jeg min Opmrksomhed henvendt paa enhver
Bagatel, der kunde hjlpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
som en syg Hest og venter paa Slagterksen. Frst sgte jeg at lsne
Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
og jeg saa min anden Halvdel grsse et halvt hundrede Alen fra mig.
Derefter blev jeg opmrksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvr
kunde fres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
fremkommelig og frte jvnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
Fdder i Stigbjlen og mit Svrd i Haanden, skulde et eneste dristigt
Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rkkevidde.

Jeg tnkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
Ankler, da Anfreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
med sin Ljtnant, der stnnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
klappede i Hnderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
men jeg var glad ved at fle, at mine Hnder for saa vidt var fri, som
jeg kunde trkke dem ud gennem Lkken, naar jeg vilde. Men med mine
Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
mit Overskg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.

Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
klatrede op i et velvoksent Fyrretr paa den ene Side af Pladsen og
bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
lignende Maade et andet Reb i et Tr paa den anden Side. De to lse
Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen
Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele
Banden greb nu fat i det ene Reb, bjede Tret ned i en Bue og
fastgjorde det til en Trstub. Da de havde bjet det andet Tr ned paa
lignende Maade, var de to Trtoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I
forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige
Stilling i samme jeblik, som Rebene blev lsnede. Nu forstod jeg den
djvelske Plan, som disse Uslinger havde udklkket.

"Jeg formoder, at De er en strk Mand, Oberst," sagde Anfreren
smilende, da han kom hen til mig.

"Dersom De vil vre saa venlig at lsne disse Reb," svarede jeg, "skal
jeg vise Dem, hvor strk jeg er."

"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa strk som disse unge
Trer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Trerne
svippe tilbage. Dersom De er strkere end disse Trer, vil De forstaa,
at der ingen Skade sker, er Trerne derimod strkere end Dem, Oberst,
vil vi faa en Erindring om Dem, hngende paa hver Side af vor lille
Plads."

Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mrke
Ansigter og Baalet lysende paa deres strke, hvide Tnder.

Det er forbavsende -- og jeg har hrt mange gre den samme
Bemrkning -- hvor skrpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg
er overbevist om, at de ikke noget jeblik er saa klare, som naar man
trues med en voldsom Dd. Jeg kunde lugte Trernes Harpiks. Jeg kunde se
enhver Kvist paa Jorden og kunde hre den svageste Raslen i Grenene saa
tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hrt, undtagen
netop i lignende frygtelige jeblikke. Saaledes gik det til, at jeg,
lnge forinden, ja, endog fr Anfreren havde tiltalt mig, hrte en lav,
ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nrmere. I
Begyndelsen ld den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anfreren
havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigre mine
Ankler for at fre mig til Retterstedet, hrte jeg den saa tydeligt som
jeg nogensinde i mit Liv har hrt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbjlen. Det var umuligt, at jeg,
der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det frste Haar
skyggede over mine Lber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
fremrykkende Rytteri.

"Til Hjlp, Kammerater, til Hjlp!" skreg jeg, og sknt de slog mig paa
Munden og sgte at trkke mig hen til Trerne, blev jeg ved med at
raabe: "Til Hjlp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"

I det jeblik havde mine Saar og mine Trngsler bragt mig fra Sans og
Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
hele Tilbehret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
og fornjet ud, den muntreste Mine af Verden og frte sig paa den
eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
vret rd, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
Egelv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
Metalhjlm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
og i mine jne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Frer galopperede
fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
Hoved. Af deres mrkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englndere.
Det var frste Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dmme
efter deres stolte Holdning og den udmrkede Maade, de frte sig paa,
forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
Folk at kmpe imod.

"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Ljer
har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjlp, og hvad har I i Sinde
at gre ved ham?"

I det jeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lre mig Engelsk. Mine Ankler
var fri, saa jeg havde kun at trkke mine Hnder ud af Lkken, med et
eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
Ankel kunde jeg ikke stte Foden i Stigbjlen, men sprang lige op paa
Ryggen af Dyret, lste det fra Tret, og fr Banditterne kunde affyre en
Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.

"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrmme, at
mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
Blik paa Tret derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
hderlige Soldater, der falder i deres Klr."

Ilden flammede i samme jeblik op og prsenterede stakkels Vidal for
dem, et saa rdselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud rg
fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
klappede mig paa Skulderen.

"Kmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.

Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brd ud i Begejstringsraab.
Anfreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjs.

"Deres Ekscellence vil lgge Mrke til, at denne Franskmand er min
Fange!" sagde han.

"De er en nedrig Rver!" svarede Englnderen og svingede sin Sabel mod
ham, "det er vanrende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
nrmeste Tr."

"Men min Fange?" spurgte Rveren med sin sledske Stemme.

"Han flger med os til den britiske Lejr!"

"Tillad mig at hviske Dem et Ord i ret, fr end at De trkker af med
ham."

Han nrmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
fejlet, hvede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
da den engelske Sergent ved et eneste Hug nsten skilte hans Hoved fra
Kroppen. Hans Legeme havde nppe berrt Jorden, fr hele Banden faldt
over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som frte
ned i Dalen.

Det var frst, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
Marker, at vi vovede at standse og undersge, hvad Skade vi havde
taget. Sknt jeg var baade trt og saaret, slog mit Hjerte dog af
Stolthed og mit Bryst var ved at sprnge Uniformen ved Tanken om, at
disse Rvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
betnke dem to Gange, fr de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
disse brave Englndere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
Jeg vilde ogsaa have talt om re og om tapre Mnds Sympati, men
Officeren afbrd mig kort:

"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"

"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tt ved Hoven!"

"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
Dragonerne Harvey og Smith at holde til hjre, indtil de naar de tyske
Husarers Forposter."

Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi flte lige
fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prgtig Fyr og
var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
at man efterhaanden lrer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner
den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. nppe mdt en Franskmand, der
betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort
mine Erfaringer, havde jeg ikke vret i Stand til med Sikkerhed at sige,
at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart,
srlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem
som det spanske "Don", hvorfor jeg sdvanligvis betjente mig af dette
Ord, naar jeg henvendte mig til ham.

Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde vret Brdre. Vi
var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hrte til
det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme
Forhaabninger og den samme rgerrighed. Jeg har aldrig lrt en Mand saa
hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
havde lrt at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
Brystet, og jeg et Strmpebaand. Saa kom vi nsten op at skndes om
Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
skulde have set ham kruse sine Lber og slaa paa sit Svrdhfte, da jeg
sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde vre saa
uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
at tale om, hvad Englnderne kalder Sport, og han fortalte mig
Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Vddemaal om, hvilken af
to Haner, der kunde drbe den anden, eller hvilken af to Mnd, der slog
den bedste Nve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
jeblikkelig parat til at vdde om de mrkeligste Ting. Saa jeg et
Stjerneskud, vilde han straks vdde om, at han saa flere end jeg. Det
skulde glde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var frst, da jeg
fortalte ham, at min Pung desvrre var falden i Rvernes Hnder, at han
opgav den Ide.

Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brd
frem, og vi pludselig hrte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
i et klippefuldt og ujvnt Terrn, og jeg tnkte straks, at der var
begyndt en strre Trfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
tmte sin Bsse for altid at vre sikker paa at have trt Krudt i den.

"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.

Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
jne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
ingen andre at se end os to -- begge bevbnede og paa gode Heste. Jeg
begyndte at sprge mig selv, om det nu ogsaa var ndvendigt at
tilbagelgge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
Forposter.

Jeg nsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
vil ikke have, at I skal tnke, jeg handlede uhderligt mod den Mand,
der havde frelst mig fra Rvernes Kler. I maa erindre, at af alle
Forpligtelser er den den frste, en kommanderende Officer har over for
sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bde
for Overtrdelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit resord, vilde jeg have
vret en infam Skurk, om jeg havde tnkt paa at undfly. Men mit resord
var ikke blevet mig afkrvet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det vret mig,
der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Svrd og
i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
ham.

"Man kan jo vre to i den Leg, min kre Bart," sagde jeg.

"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Svrd.

Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
den brilliante unge Mand, der havde vret min Velgrer.

Han betnkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
"Mon Dieu".

"De vil altsaa rmme, vil De!" sagde han.

"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"

"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tnke mig," sagde Bart, "skulde vre
den, at jeg gr Dem et Hoved kortere, saafremt De forsger derpaa."

"Hr mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med
lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg
slet ikke tvivler om, at De er en udmrket Fgter, kan De dog nppe
haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette
Kavalleri-Brigade."

Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det
halve af hans Fjerbusk af. Han stdte efter mit Bryst, men jeg slog hans
Svrd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.

"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.

"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gr Gengld."

"Det er altsammen meget godt," bemrkede han, "men De skal alligevel
flge mig til Lejren."

"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.

"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens
han red efter mig med Svrdet i Haanden.

Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgre Sagen paa anden Maade
end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev ndt
til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans
Std, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.

"Jeg vil gre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om,
hvem der skal vre den andens Fange."

Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.

"Hvor har De Terningerne?" kom det.

"Jeg har ingen!"

"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"

"Lad det saa bare vre Kort!" sagde jeg.

"Og Spillet?"

"Jeg overlader det til Dem."

"Lad det vre Ecart -- den, der vinder tre Partier."

Jeg kunde ikke lade vre at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mnd i
Frankrig, der er mine Overmnd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi
steg af Hesten, men han smilede kun, da han hrte det.

"Jeg gik for at vre den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da
Chancerne altsaa er ens, fortjener De at vre fri, saafremt De vinder."

Vi tjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad
Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behvede blot at se ham
blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte
Spillet. Det var min Tro nok vrd at spille om den Indsats. Han nskede
at fje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar
Oberst Etienne Gerards Skbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om
alle, der havde Grund til at vre interesserede i dette Spil -- min Moder,
mine Husarer, det tresindstyvende Armkorps, Ney, Massena, ja selv
Kejseren -- sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket
Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt
Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt
seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med
mig, har jeg altid vret den, der har vundet de fleste Partier.

Det frste Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrmme, at Kortene var
mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han
gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det
andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig,
markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at
han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.

"Jeg stter min rdskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.

"Vedtaget!" sagde jeg.

"Saddel, Tmme og Stigbjler!"

"Vedtaget!" sagde jeg.

Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine
Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.

Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne
Englnder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen vrdig. Men jeg,
mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg
de tre i frste Omgang. Bart tyggede paa sit Overskg og trommede med
Fingrene, medens jeg allerede flte mig i Spidsen for mine smaa
Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik -- jeg
havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde
jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed
nu," tnkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lnker!"

Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have
kastet mig ned paa Jorden, da jeg tnkte derpaa.

"De maa have spillet godt Ecart hos Watiers i Aar '10 -- det er Brigader
Gerards Mening!" sagde jeg.

Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Blte fra sig og jeg min
Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englnder, og jeg prvede paa
at synes lige saa rolig, men Sveden lb mig ned i jnene. Det blev hans
Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hnder rystede, saa at jeg
nppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I
saa, der var det frste Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den
mgtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet dde hen
paa mine Lber ved Synet af min Kammerat.

Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Trk var slappede og han
stirrede hen mod mine Skuldre med det forfrdeligste Udtryk af
Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset
over, hvad jeg saa.

Tre Mnd stod lige ved Siden af os, hjst en halv Snes Alen borte. Den
midterste var velvoksen, men dog ikke for hj -- omtrent af samme Hjde
som jeg selv. Han var kldt i en mrk Uniform med en lille trekantet Hat
med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans rnense, hans haarde, blaa
jne og hans tynde, fastsluttede Lber, der bibragte mig Flelsen af, at
dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene
og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et
gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mnd holdt der lige
saa mange Heste, og lngst tilbage en Eskorte af Dragoner.

"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle
Mand.

"Hrer De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington
nsker at vide, hvad dette skal betyde!"

Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret,
men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et jeblik.

"Meget vel, Crauford!" udbrd han, "men Hrens Disciplin maa
opretholdes. Vr saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."

Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride
nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den
engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg,
Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfrdet ung Mand han var. Min
Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i
mine jne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde
ikke sige mere.

"Med hvilken Vgt belsser De Muldyrene i den franske Arm, Sir,"
spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englnder havde at
svare paa mine gldende Ord. Saaledes ld hans Svar, hvor en Franskmand
vilde have kastet sig om Halsen paa mig.

"Hvor stor en Vgt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.

"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.

"Saa belsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "fr Fangen
hen til min Eskorte."

Hans Dragoner omringede mig, og jeg -- jeg var nsten ved at blive gal,
da jeg tnkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hnder, og at
jeg i dette jeblik kunde have vret en fri Mand. Jeg holdt Kortene op
for Generalen.

"Se, Mylord!" nsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg
vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"

For frste Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.

"Tvrtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder
min Konge paa Dem."




V.

Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen.


Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englnderne beholdt mig,
efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i
Aften fortstte min Beretning.

Jeg skal love for, at de passede godt paa mig i Oporto, for ikke at
give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust
blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde fre os til England,
hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fngsel, der var bygget til
os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Franais, et Pension",
thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humret for lidt
Modgang.

Det var kun de Officerer, der ngtede at afgive Deres resord, der blev
indkvarteret i Dartmoor, og Strstedelen af Fangerne var Menige fra Hr
og Flaade. I sprger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit
resord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine
Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var
afgrende nok.

For det frste havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg flte mig
overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet
har min Familie, sknt gammel og anset, aldrig vret velhavende, og jeg
kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskre min Moders smaa
Indtgter. Det at reprsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af
disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige
Fngsel i Dartmoor.

Jeg skal nu fortlle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord
Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.

Vi Officerer beboede en srlig Flj af denne fstningslignende Bygning,
og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde
ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der
havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var
reprsenteret her, og som ikke havde vret det fra det jeblik, Junot
blev slaaet ved Vimiera. Der var Jgere i grnne Trjer, Husarer som jeg
selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingenirer, Grenaderer,
Artillerister og Intendanter. Men Strsteparten var dog Sofficerer, thi
England havde Overtaget til Ss.

Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, fr jeg begyndte at lgge
Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tnke
Jer, at det ikke varede lnge, fr jeg mente at have fundet en Udvej. Vi
Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en
lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven
taget til Fange af Englnderne ved Astorga.

Det er sjldent, jeg har mdt en Mand, som jeg ikke kunde gre til min
Ven, for mine Tilbjeligheder og Optrden er -- som I kender dem. Men
denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spg eller re for mine
Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med slve jne, saa at jeg
tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham
forrykt. Hvor jeg dog nskede, at gamle Bouvet eller en af mine
Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var
han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som
muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar
vi gjorde flles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede
det?

Jeg hentydede derfor frst til mit Forehavende, senere talte jeg mere
aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbjelig til at tage Del i
Flugtforsget.

Jeg undersgte Murene, jeg undersgte Gulv og Loft, jeg bankede og
huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Dren var af Jern, lukket af en
Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et
undersgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to
Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg nskede mig ikke strre
Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men
hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tnkte paa mine
femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig
mit Regiment i det srgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en
Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nrvrelse.
Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa
Vggene.

Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til,
at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en
tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for
Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte
rettes imod det. For at gre Sagen vrre, frte det ud i
Fngselsgaarden, som var omgivet af to hje Mure. Men, som jeg sagde til
min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over
Rhinen. Jeg brkkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter
i Lag med at lsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede
tre Timer ad Gangen og lb derefter hen til Sengen, naar jeg hrte
Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre,
thi jeg syntes, Beaumont var saa slv og klodset, at jeg ligesaa godt
kunde gre Arbejdet selv.

Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor
Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele
Pibetjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev
vaad af Blod. Nat efter Nat brkkede jeg den stenhaarde Cement ls og
skjulte Stumperne under min Madras, indtil det jeblik endelig var inde,
hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det
frste Skridt hen imod min Frihed.

Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forlb
havde jeg faaet lsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud
igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa,
at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres
Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det vre
Nymaane, og det forekom mig at vre et gunstigt jeblik til at vove
Flugtforsget.

Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervs Ophidselse, at
jeg nsten ikke kunde beherske mig. Hvert jeblik faldt den Tanke mig
ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat
angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa
sin sdvanlige slve Maner.

"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart
faa Deres Kammerater at se!"

"Det kan vre meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar
De er sluppen ud?"

"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok fje sig for en tapper Mand, og
jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."

"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller
eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.

"En Soldat lber sin Risiko," bemrkede jeg; "det er kun en Kujon, der
altid frygter det vrste."

Jeg saa Rdmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemrkning og var
meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen
Sinde havde iagttaget hos ham. Et jeblik efter greb han efter sin
Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han
njedes med at trkke paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin
Yndlingsbeskftigelse: at bide Negle.

Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen
strmmede ned, og det blste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der
intet at se. Han havde uden Tvivl sgt Ly for Uvejret i en eller anden
Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min
Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.

"Jeg flger efter, Oberst!" sagde han.

"Vil De gaa frst?" spurgte jeg.

"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."

"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv
krt."

Jeg kunde i Mrket hre Fyrens Tnder klapre, og jeg tror ikke, at et
Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjlper til saa fortvivlet et
Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og
pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen
omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene
og hylede, saa hjt han kunde:

"Hjlp! Hjlp! En Fange er ved at undslippe!"

I kan tnke Jer mine Flelser i det jeblik. Jeg begreb straks, hvilket
gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere
sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at
blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt.
Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Rv, men havde dog
alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrgtighed. Jeg sprang
tilbage i det mrke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag
med Jernstangen. Ved det frste Slag hylede han som en lille Kter, naar
man trder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med
en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bnken og ventede resigneret paa,
hvad dette vilde fre til.

Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hrte anden Lyd end det
tunge, nsten snorkende Aandedrt fra det sanselse Vrag paa Gulvet.
Skulde det vre muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var dde hen
i Stormens Brlen? Frst var det kun et svagt Haab, et Minut senere var
det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forlb var det sikkert. Der
hrtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra
Fngselsgaarden. Jeg trrede den kolde Sved af min Pande og spurgte
derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gre.

En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte d. Hvis jeg lod ham blive
tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og
gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tnde Lys, saa jeg flte mig frem i
Mrket, indtil jeg rrte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans
Hovede. Jeg hvede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der
forhindrede mig i at fuldfre mit Forst. I Kampens Hede har jeg gjort
det af med mange Mennesker, hderlige Mnd, der aldrig har fornrmet
mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som
havde prvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig
selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde vre meget god
for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg
njedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af
Sengetppet. I den svkkede Tilstand, han befandt sig i, var der god
Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri fr
Vagtens nste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg
derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt
over en Fod lang. Saa krb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og
Blsten hylede endnu strkere end fr. Jeg holdt mig i Skyggen af
Fngselsmuren, hvor der var saa ravende mrkt, at jeg ikke kunde se en
Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i
den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens
Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig
og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den
anden Mur og sad netop og skrvede imellem Spigerne, da jeg saa noget
blinke i Mrket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den
anden Mur var betydeligt lavere end den frste, var jeg nu saa tt inde
paa ham, at jeg nsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og
slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det
blive hngende og styrtede af Sted i vildt Lb.

Himmel, hvor jeg lb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min
Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rdder og faldt imellem
Buske. Jeg var forreven, aandels og bldende. Min Tunge var som Lder,
mine Fdder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg
lb, lb, lb!

Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg
foretog mig. Vore Flygtninge sgte altid til Kysten. Jeg vilde sge ind
i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det
modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde sge mig imod
Syd. Maaske vil I sprge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa
Verdenshjrnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mrke
til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa lb i den rigtige Retning,
naar jeg havde Vinden imod mig.

Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys
skinne frem af Mrket lige foran mig. Jeg standsede et jeblik og
overvejede, hvad jeg skulde gre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og
jeg maatte ndvendigvis skaffe mig nogle Klder, der ikke rbede mig.
Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der
kunde finde, hvad jeg sgte. Jeg nrmede mig derfor, ked af, at jeg
havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa,
at Folk ikke skulde fange mig levende!

Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to
Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skr saa
jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog
jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved
Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham.
Saa blev Vinduet slaaet ned, og et knt lille Ansigt under en Kappe
tittede ud.

"Hvad skal vi dog stille op?" udbrd Damen; "Sir Charles maa vre faret
vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."

"Maaske jeg kan vre Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede
fra Buskadset ud i Lygteskret. En Kvinde i Nd er hellig for mig, og
denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at sknt jeg var Oberst, var
jeg den Gang kun otte og tyve.

Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at
efter mit Lb i Mrket var min Chako bulet, mit Ansigt tilslet og min
Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man
helst vil mde om Natten paa en de Vej.

"Jeg beklager meget at have forskrkket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg
hrte tilfldigvis Deres Bemrkning til Kusken og kunde ikke afholde mig
fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit
Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.

"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig
Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn,
og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter
Hjlp, men jeg frygter for, at han er faret vild."

Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen
fik je paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager
maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behvede for at skjule
min Uniform. Ganske sandt, jeg flte mig omtrent som en Landevejsrver,
men hvad skulde jeg gre? Nd bryder alle Love, og jeg var i Fjendens
Land.

"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemrkede jeg, "De vil
sikkert tilgive mig, at jeg bliver ndt til --". Jeg halede den ud gennem
Vinduet, medens jeg talte.

Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse,
Frygt og Afsky.

"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrd hun. "De kommer for at
plyndre og ikke for at hjlpe mig. De har en dannet Mands Vsen, og dog
stjler De min Mands Kappe."

"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dmme mig, fr De ved alt.
Det er ganske ndvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men
saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den
Lykke, at vre Deres Mand, skal jeg srge for, at Kappen bliver sendt
tilbage."

Hendes Ansigt blev mildere, sknt hun stadig anstrngte sig for at se
fortrnet ud.

"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til
Dartmoor Fngsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at
forlade os og ikke tage noget med, som tilhrer ham."

"Der er kun en Ting, der tilhrer ham, som jeg begrer!" svarede jeg.

"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"

"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"

Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.

"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lgge min
Mands Kappe -- --", begyndte hun.

"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De
vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor
ndvendig Kappen er for mig."

Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa,
saafremt jeg ikke i dette jeblik havde hrt et svagt "Hallo!" i det
Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mrke
saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nrmere.

"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig ndsaget til at forlade Dem,"
sagde jeg. "Bed Deres Mand vre forsikret om, at jeg nok skal passe paa
hans Kappe." Sknt jeg havde Hastvrk, fik jeg dog Tid til at kysse
Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod
til at vre fornrmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt
borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min
Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mrket. Jeg var ung og
strk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hrdet gennem
tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre
Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt
antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fngslet. Dagen var ved
at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede
paa Toppen af en lille Hj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil
Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn,
og efter at jeg havde svbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg
snart i Svn.

Men det var ingen forfriskende Svn. Jeg tumlede omkring i de vildeste
Drmme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg
en hel Karr ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer
paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i
Stigbjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brlede "Leve
Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i
mine ren, gned mine jne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens
klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller nsket at se.

Det var Dartmoor Fngsel! -- Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et
Par hundrede Alen borte. Var jeg lbet blot nogle faa Minutter mere i
Mrket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fngselsmuren. Jeg blev saa
rystet ved Synet, at det frst efter nogen Tids Forlb gik op for mig,
hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til
at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om
fra Nord til Syd i Lbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op
imod den, var jeg saaledes lbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil
tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tnkte paa mit
Hastvrk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mrke, Storm
og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig
saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg
kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt
mme. Derefter svbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu
var at gre.

En Lre har jeg hstet i mit omflakkende Liv -- den aldrig at kalde noget
en Ulykke, fr man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine
Overraskelser? I dette Tilflde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for
mig end den snedigste Beregning. Mine Forflgere troede selvflgelig, at
de skulde sge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig
Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig
netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drmte om, at jeg laa
fredeligt mellem de grnne Grene og lo dem ud. Fangerne havde
selvflgelig hrt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres
udfordrende Raab hen over Heden og ld i mine ren som et velkomment
Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der hje Vredesudbrud, og
kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive frt
tvrs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn
gldede mig, thi det viste, at jeg ikke havde drbt ham, og desuden, at
mine Medfanger kendte Sammenhngen med min Flugt.

Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med
Brd, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsge
Kappen, fandt jeg et rdt Silketrklde, en Skildpaddes Snustobaksdaase
og en lille Slvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en
stor blaa Konvolut med et rdt Segl, adresseret til Direktren for
Dartmoor Fngsel.

Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktren havde altid
behandlet mig med den strste Hensynsfuldhed, og det krnkede min
resflelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans
Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lgge Brevet under
en Sten i Nrheden af Fngslet, men det vilde blot lede dem paa mit
Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der
vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til
Adressaten. Forelbig gemte jeg det i min Inderlomme.

Jeg skal ikke trtte Jer, mine Venner, med at fortlle Jer om de
Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil njes med at berette
om Slutningen paa ventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa
en anden Paakldning end min forrderske Uniform, saafremt det
vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forflgere. Da syntes det,
som om Himlen vilde sende mig Hjlp, thi jeg saa en ung Fyr komme
springende i et hvidt Flonelsst, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da
han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.

"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desvrre
ndsaget til at maatte affordre Dem Deres Klder."

"Affordre mig hvad?" raabte han.

"Deres Klder!" gentog jeg.

Han stod med Hnderne i Lommen, og der fo'r et fornjet Smil over hans
Ansigt.

"Naa, saa De vilde stte Pris paa at faa Fingre i mine Klder," svarede
han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet
galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er lbet bort
fra Fngslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt je. Derimod
kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en
Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."

"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg
fortller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans
Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Ndvendigheden af at trkke af
Deres Klder uden yderligere Snak."

I Stedet for at svare, eller gre, som jeg sagde, stillede han sig i
Positur. Et jeblik efter havde han mine Stvler i Maven. Men i samme Nu
flj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine jne, mit
Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt
Vrelse. Det snurrede flt i mit Hoved, og da jeg flte med Haanden til
det, var der en Knude saa stor som en Valnd over mit ene je. En skarp
Lugt skar i min Nse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i
Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Vrelset sad den
frygtelige lille Mand og badede sit ngne Kn med en lind Salve. Saa
hrte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et jeblik efter traadte
Direktren for Dartmoor Fngsel ind i Vrelset, fulgt af seks
Fngselsbetjente.

"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog
tilsidst!"

Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet
Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han brer sit
Nederlag.

"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre,"
svarede jeg roligt og vrdigt, "thi jeg har vret saa uheldig at maatte
tilbageholde et Brev til Dem."

Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvr fik jeg fat i Brevet, som han
aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt,
medens han lste det.

"Dette maa vre det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.

"Det laa i hans Frakkelomme."

"De har vret i Besiddelse af det i to Dage."

"Ja, siden i Forgaars Nat!"

"Og ved ikke, hvad det indeholder?"

Jeg sendte ham et fortrnet Blik, thi hans Sprgsmaal forundrede mig.

Til min Forbavselse brd han ud i en stjende Latter.

"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af jnene, "De har sandelig
skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del undigt Bryderi.
Tillad mig at lse dette Brev, som De har frt med paa Deres Flugt, op
for Dem."

Nu skal I hre, hvad det indeholdt:

"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at lslade Oberst
Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med
Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."

Og medens han lste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det mme
Kn lo. Da jeg hrte den almindelige Munterhed og tnkte tilbage paa
alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde
gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel
mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kre
Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa
det mrke Fngsel og den engelske Konges tunge Haand.




VI.

Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.


I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
vor stakkels Hr indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
Mandskabet skulde forsge at faa det frosne Blod i Aarerne tet op, og
ved godt tysk l atter faa lidt Kd paa Knoglerne. Imidlertid blev der
altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tr nok paastaa, at tre
store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrkkelig Plads til alle
de Fingre og Ter, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tnkte paa vore stakkels
Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke
af at se rdt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rdt Lommetrklde
paa mit hvide Sengetppe kan henstte mig i de frygteligste Drmmerier.
I vil aldrig faa mig til at fortlle Jer om det russiske Felttog, thi
Tanken alene er nok til at gre min Vin sur og forvandle min Tobak til
Halm.

Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
var frygtelige Mnd, disse fyrretyve Tusinde. Mnd af Staal, vante til
at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
indtil den store Hr af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
Frankrig, var rede til at hjlpe dem med at gaa over Floden endnu en
Gang.

Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
da jeg frste Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
Mine prgtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at
se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tnkte jeg.
"Regimentets Tab har vret stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i
Kavalleriet om jeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.

I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glde ved
Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kreste,
men der var andre i Hren, der havde flere Berringspunkter hjemme. Jeg
vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Brn, og som dog
maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
blaa Papir med den lille rde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme
en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden dde
bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
der laa ude i Horisonten.

Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hrs
Arriregarde. I Hstens Tid behver Soldaterne liden eller ingen
Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt
Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det
imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert
jeblik holde ned i Grften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra
Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med l fra
Berlin eller god fransk Cognak.

I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
Jeg kom ligefrem i godt Humr, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
gennem Skove af Eg og Bg. I vil sagtens finde det mrkeligt, at en
Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.

Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Sknhed, og det var
den Befolkning, jeg kom i Berring med. Vi havde altid staaet paa en god
Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mrket til, at
de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
havde vist Mndene smaa Elskvrdigheder og havde til Gengld modtaget
saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opfrsel kommet noget,
som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min
Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og
i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg
red forbi.

Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
for at vde mit Overskg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
vredt Blik. Da jeg hvede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
drak deres l lige udenfor Dren, vendte de mig alle Ryggen med
Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrd: "Dette er vor Skaal, Drenge!
Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tmte de alle deres Krus under en
Lattersalve, der klang ildevarslende i mine ren.

Jeg brd mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optrden skulde betyde,
da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik je paa et stort T., der
nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Tr. Under mit Ridt om
Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke sknket dem
nogen Tanke, fr Knsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
Opmrksomhed paa dem. Da en velkldt Rytter i samme jeblik passerede
forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden lst.

"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"

Han saa frst paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
Bogstavet N."

Fr jeg kunde udsprge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
og var borte.

Til en Begyndelse sknkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmrksomhed, men
da jeg travede videre, drejede Violette et jeblik sit knne Hoved, og
mit je fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
Tegn. Og disse Tegn betd altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
vre sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde vret borte; maaske
den sovende Jtte var ved at vaagne. Jeg tnkte paa de modvillige
Ansigter, som jeg overalt havde mdt, og det forekom mig, at saafremt
jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
mrkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
strke Eskadroner bag Kedeltrommerne.

Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af
Risbrnde. Idet jeg passerede forbi, ld der en skarp Lyd ud fra
Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg je paa en Mand, der stirrede paa
mig -- et varmt, rdt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af
Spnding og Ophidselse.

Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
Sprgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.

"Kom nrmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
dette jeblik Spioner om os, og jeg er ddsens, saafremt man ser mig
tale med Dem."

"Ddsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Dden?"

"Tugendbund! Ltzows natlige Jgere! I Franskmnd lever paa en
Krudttnde, og Lunten er allerede tndt!"

"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lnede mig ud over
Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"

"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
af Rusland."

"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"

"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
jeg turde ikke vise mig i lngere Samtale med Dem. Jeg galopperede
imidlertid igennem Skoven for at trffe Dem her og holdt saa vidt muligt
mig og min Hest skjult."

"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
den eneste Tysker, jeg har mdt i Dag, der har vist almindelig
Velopdragenhed."

"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hr!"
vedblev han. "Deres Kejser har vret min Velgrer. Jeg beder Dem nu ride
videre; vi har allerede talt for lnge sammen. Men tag Dem i Agt for
Ltzows natlige Jgere!"

"Banditter?" spurgte jeg.

"Det er Tysklands bedste Mnd," svarede han; "men fortst for Guds Skyld
Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
bringe Dem denne Advarsel."

I kan tnke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tnkt lidt over
Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mrkelige Samtale
bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde strre Indvirkning paa mig
end hans Ord, var hans bvende Stemme, hans Ansigt og hans jne, der
skvede til hjre og venstre, og i hvilke der kom et forskrkket Glimt,
blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sansels
Rdsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
ham, hrte jeg et Bsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have
vret en eller anden Jger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert
Fald hverken saa eller hrte jeg senere noget til denne Mand.

Efter denne Episode holdt jeg selvflgelig skarpt Udkig og red til, hvor
Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
var ndvendigt for mig at opstille denne Regel og flge den, thi
halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grnse. Alligevel
kunde jeg ikke lade vre at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
havde altid forekommet mig at vre blide og elskvrdige Folk, hvis
Fingre passede bedre om en Pibespids end om Svrdhftet. Jeg skulde
hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.

Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen lb gennem en vild Bjergtragt og
forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have vret halvvejs oppe ad
Bakken, da jeg saa noget glimte under Trernes Skygge og en Mand komme
til Syne, ikldt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at vre beruset, thi
han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
mig. Han holdt en af sine Hnder op til Hovedet, og om Halsen havde han
et rdt Lommetrklde.

Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Vmmelse, thi jeg fandt
det mrkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise
sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende
stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han
hvert jeblik standsede og sgte Sttte op ad en Trstamme. Da jeg atter
red fremad, hrte jeg ham udstde et Gldesraab, saa ludede han forover
og faldt med et Brag hen ad den stvede Vej. Han strakte Hnderne fremad
under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rdt
Trklde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af
hvilket der hang en stor Klump af strknet Blod.

"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjlp. "Og jeg, der troede, at
De var beruset!"

"Ikke beruset, men dende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
jeg har mdt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
tale."

Jeg bar ham hen i Lyngen og hldte noget Cognac i Halsen paa ham.

"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."

"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye resgarde. Jeg er Markien af
Chteau St. Arnaud og er den niende af min Slgt, som dr for Frankrig.
Jeg er bleven forfulgt og saaret af Ltzows Jgere, men fandt et
Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
eller Fjende, men jeg flte, at Dden nrmede sig, og at jeg derfor
maatte lbe Risikoen."

"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med vrre
Saar, der endda er komne over det."

"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."

Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
Tungespids allerede var blaa.

"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
tro, men Prinsessen er vor ddelige Fjende, og arbejder ihrdigt paa at
faa ham til at erklre sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
gr det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
Ftter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
fr han har gjort det afgrende Skridt. Lg Papirerne i hans egne Hnder
endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"

En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at
den blev ligesaa blodls som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk
bagover, og han var dd.

Dette var jo en kn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhrig. Jeg aabnede Markiens
Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
tiltrkkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjrne stod
der skrevet med en springende, skdesls Haandskrift: "Haster og meget
vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa
klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Lber, og med de
kolde, graa jne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
mig, den dde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse
Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hnde samme Nat, saafremt det blot paa
nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.

Jeg var egentlig ikke bange for at lgge Vejen igennem Skoven, thi jeg
havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
Land i Oprr, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde
jeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit
Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den
nrmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var
nppe naaet et halvt hundrede Alen bort, fr to Karabinskud ld ud fra
Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige
Jgere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i
Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde vre endt, hvor
den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.

Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tjler over Hede og Marker,
gennem Hegn og over Vandlb. Men Violette lb, lb som aldrig fr og som
hun flte, at hendes Rytter bar Tysklands Skbne under Knapperne paa sin
Pelisse. De vilde Duer, der flj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere
frem end Violette og jeg. Jeg tnkte ikke mere paa mit Liv end paa de
Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.

Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, fr
en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte fre hende hen til
Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
Dagvrk, vilde det i det mindste vare en Time, fr jeg kunde fortstte
til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen
samme Nat og Morgenen efter vre paa Vej til Frankrig med Depeschen til
Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortlle, hvad der hndte mig i
Lobenstein.

Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
Retfrdighed, da jeg hrte et Spektakkel af den anden Verden i
Korridoren udenfor min Dr. Frst tnkte jeg, at det var nogle
Krogster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
ordne deres egne Affrer, som de bedst kunde. Men pludselig hrte jeg en
Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
Ddsleje. Det var en Kvindes skingrende Ndsskrig. Min Kniv og Gaffel
faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et jeblik efter stod jeg midt i
Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dr.

Min pluskbede Vrt og hrlokkede Vrtinde, to Staldkarle og en
Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at vre den
sknneste Kvinde, en Mand kan have set for sine jne. Hun stod midt
imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke jne. Jeg var nppe
kommen ud af Dren, fr hun sprang mig i Mde og lagde sin Haand paa
min Skulder, medens et Udtryk af Glde og Triumf lyste op i hendes blaa
jne.

"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
sikker."

"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
kun at befale over mig," tilfjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.

"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
til Hjlp!"

Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et jeblik efter var
Korridoren tom.

"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
Glas Vin vil sikkert gre Dem godt."

Jeg bd hende Armen og ledsagede hende ind i mit Vrelse, hvor jeg bad
hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
Nrvrelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
ved sin Sknhed. Hun maa have lst Beundring i mine jne, og det forekom
mig, at jeg lste en lignende Flelse i hendes. Hendes Konversation var
lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa
Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var
derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun
ikke kunde skjule sin Forkrlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter
bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hren, om mig selv og om
mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemrkede hun,
thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde
fortalt hende om mig. Nu vilde hun vre glad ved at hre mig fortlle.
Aldrig har jeg frt saa behagelig en Konversation. Timerne flj af Sted,
og det var nsten med Rdsel, jeg hrte, at Landsbykirkens Ur slog
elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.

"Tilgiv mig, min kre Dame!" udbrd jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
maa jeblikkelig til Hof!"

Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"

"Det glder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tvet her alt for
lnge. Min Pligt byder mig jeblikkelig at tage af Sted."

"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
jeg overhovedet trffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres
Beskyttelse?" Taarerne brd frem i hendes jne og hun sank ned paa
Gulvet i Hulken.

Jeg strg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende mme Ord i
ret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.

"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"

Jeg kunde se, at hun i nste jeblik vilde vre bevidstls. Jeg lagde
hendes trtte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
Vrelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
Minutter, fr jeg endelig fandt n, og jeg skyndte mig tilbage med den.
Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Vrelset tomt og Damen
forsvunden!

Ikke alene hun selv, men hendes slvknappede Ridepisk, der havde ligget
paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Vrten. Han kendte
intet til Sagen; han havde aldrig set Damen fr og var lige glad, om han
nogen Sinde saa hende for sine jne mere. Heller ikke Bnderne ved Dren
havde set hende. Jeg gennemstvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
Ansigt var lngere, end det plejede at vre.

Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behvede kun at stikke
Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte!
O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Vsen, plyndret
mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lnet sig op til mit Bryst.
Imedens jeg havde strget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket
hende sde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og
her stod jeg, saa nr ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission.
Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hren tnke om Etienne Gerard? Naar
det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af
en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden?
Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grdt af Raseri.

En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
Korridoren og Forflgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtnkt
Spil. Krovrten maatte vre indviet i Komplottet. Han kunde fortlle
mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
Sabel fra Bordet og fo'r ud for at sge efter ham. Men Skurkene havde
gttet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
Hjrne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Sn holdt en
Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevbnede med Htyve, stod paa hver
Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
Lygte.

"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med sklvende
Stemme. "Deres Hest holder for Dren, og ingen vil gre Dem nogen
Fortrd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa
alene overfor tre tapre Mnd."

Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Htyve og Muskedonneren gik op
og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
jeg fremtvang et Svar ved at stte mit Svrd for Struben af denne
elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg
njedes derfor med at maale hele Styrken med jnene med det Resultat, at
deres slle Vaaben svajede endnu vrre end tidligere. Saa kastede jeg
mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter
fra Krovrtens Madam.

Jeg havde taget min Bestemmelse. Sknt jeg havde mistet mine Papirer,
var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu
vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens
Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne
Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele
Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand vre
tabt.

Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var
oplyst, hvad der i dette svnige Land var tilstrkkeligt til at vise
mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og
skreg, da jeg sprngte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r
en Sten syngende forbi mit re, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil
jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Klder til Kvist. Jeg overgav min
Hoppe til en Staldkngts Forsorg og spankulerede med stor Vrdighed ind
paa Slottet, forlangte jeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit
Budskab ikke taalte nogen Opsttelse.

I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Mde, og mit
Instinkt sagde mig, at dette Mde var afgrende for Sprgsmaalet Krig og
Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vgtskaalen til at synke ned til
Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretren saa mrkt paa mig
og frte mig ind i et lille Modtagelsesvrelse. Et jeblik efter vendte
han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i jeblikket kunde komme, men
at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.

"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrd jeg.

"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Dren, og en Kvinde
traadte ind i Vrelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min
Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af
Sachsen-Feldstein?"

Da jeg hrte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da
jeg saa hende, skd Harmen op i mig. Kun n Gang i sit Liv trffer man
saa prgtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse jne, saa blaa som
Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.

"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrd hun og gjorde et lille
utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"

"Hvad jeg har at sige Dem," bemrkede jeg, "er kun, at De har gjort det
af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanret mig for
stedse!"

Hun sendte sin Ledsager et sprgende Blik.

"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde
hjlpe --?"

"At De er en udmrket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere
vist mig."

"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"

"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer
siden."

"Lad det nu vre nok!" udbrd hun med tilforladelig Vredesklang i
Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at vre
Ambassadr, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grnse, der
ikke maa overskrides."

"Deres Frkhed er beundringsvrdig," svarede jeg, "men det skal ikke
lykkes Deres Hjhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang
fremad, bjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde
have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa
hurtigt," sagde jeg.

"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadren paa
Porten!"

"Jeg vil frst tale med Prinsen!"

"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham
dog!"

Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for
tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde
faaet sine Hjlpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem
sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I t Spring var
jeg ude af Vrelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af
denne saa jeg en Skikkelse sidde i en hj Stol under en Tronhimmel. I
Nrheden af ham sad der en Rkke Prlater, og paa hver Side skimtede jeg
et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Vrelset, snkede mit Svrd og tog
min Chako af.

"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrd jeg, "og kommer med Budskab til
Hans Hjhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."

Manden under Tronhimlen hvede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var
udtret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde
hvilede paa den.

"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.

"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."

Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mngde Blikke blev
rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var
smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da
rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skd Brystet frem,
snoede mit Overskg og saa mig hfligt om i Forsamlingen. De
Tilstedevrende var alle Mnd og alle -- Professorer, Studenter,
Kunstnere -- tavse og alvorlige. I det ene Hjrne sad der en Gruppe
sortkldte Mnd i Ridekapper.

Ved hver af deres Bevgelser hrte jeg deres Sabler rasle og deres
Sporer klirre.

"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er
Markis Chteau St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde
Prinsen.

"Markien er bleven skndig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem
Forsamlingen. Jeg lagde Mrke til, at mange vendte Hovederne hen imod de
mrkkldte Mnd.

"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.

"Jeg har ingen!"

Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hng ham!"
blev der raabt henne fra Hjrnet, og en halv Snes Stemmer istemte
Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetrklde frem og brstede Stvet
af Pelsvrket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hnder frem,
og Stjen dde hen.

"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"

"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres ren,
Deres Hjhed!"

Han strg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i
Vildrede med, hvad han skal gre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i
ret.

"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro
Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og
hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette jeblik
er mine og mit Folks Interesser t."

Der ld en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles jne rettedes paany
imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi t
er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan
Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fstede roligt mine jne paa
Prinsen og sgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham,
saafremt vi havde vret alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart,
som havde jeg mit Regiment til Parade.

"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er
Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prve. Saafremt De staar
fast, vil han belnne Dem, som kun han kan belnne. Det er en let Sag
for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gre et Land stort og
mgtigt. Hans jne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan
virke til hans Fortrd, kan De dog delgge Dem selv. I dette jeblik
gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fstning i
Landet er i hans Hnder. Han vil vre her om en Uge, og saafremt De da
har spillet under Dkke med hans Fjender, saa Gud hjlpe Dem og Deres
Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik
Frostbylder sidste Vinter. S derud!" -- jeg hvede Stemmen og pegede
paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens
Hovede -- "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt
blegne, men ikke fr!"

Jeg blev paahrt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bjede
Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var
strre end hans Styrke. Endelig hvede han Hovedet og saa sig om med
sine Hgejne.

"Vi har hrt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en
Tysker tale for Tyskland!"

De Tilstedevrende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg
antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen nskede at
vre den frste til at kompromittere sig i Kejserens jne. Prinsessen
saa sig omkring med lynende jne, og derefter brd hendes Stemme
Stilheden.

"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det
muligt, at der ikke mellem Ltzows Jgere findes En, der kan bruge sin
Tunge lige saa godt som sit Svrd?"

Et Bord blev vltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa
en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Hgejne og
viltret Haar. Han havde et Svrd ved Siden, og hans Ridestvler var
brune af Stv.

"Det er Krner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Krner,
Digteren! Han vil synge, han vil synge!"

Og han sang! Frst bldt og drmmende om det ldgamle Tyskland,
Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de dde Heltes
Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det
nuvrende Tyskland, det Tyskland, der var bleven kngtet og kastet til
Jorden, men som vilde sprnge Rebene om sine kmpemssige Lemmer og
rejse sig. Og Moderen, den flles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i
Nordenvinden. Hun anraabte sine Brn om Hjlp. Vilde de blot komme!

Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betd nu jeg,
Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De
var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og
Taarerne lb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Krner ned fra Stolen,
og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hvet hjt i
Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin
Trone.

"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hrt det Svar, De maa bringe tilbage
til Deres Kejser. Trningerne er kastede, mine Brn. Eders Fyrste og I
maa sammen sejre eller falde."

Han bukkede for at vise, at Mdet var sluttet, og de Tilstedevrende
forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen.
For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde
gre, og jeg var derfor ikke bedrvet over at blive frt ud med
Strmmen. Hvorfor skulde jeg forblive lngere paa Slottet? Jeg havde
faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg
nskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, fr jeg holdt mit
Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og
bedrvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven frt.

Der var mrkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og sgte efter en
Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hnder greb om
mine Ben og i min Strube, og jeg flte en Pistols kolde Munding under
mit re.

"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i ret. "Vi har
ham, Kaptejn."

"Har I Tmmen?"

"Ja, her er den!"

"Slyng den saa om Halsen paa ham."

Jeg flte en kold Lderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte
var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg
Skikkelser dukke op overalt fra Mrket, alle ifrte Jgernes sorte
Uniformer.

"Hvad vil De gre ved ham, Kaptejn?"

"Hnge ham op paa Slotsporten!"

"En Ambassadr?"

"En Ambassadr uden Papirer!"

"Men Prinsen?"

"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til
at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse vre for
ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han fr har gjort det.
Han kan de sine egne Ord i sig, men en dd Husar er mere, end han kan
stte til Livs!"

"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gre!" sagde en anden Stemme.

"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tjlen,
der nsten kastede mig til Jorden. Men i det samme jeblik glimtede et
Svrd, og Lderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.

"Ved Himlen, Krner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.

"Jeg er Soldat og ikke Rver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne
dryppe af Blod, men kun i rligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og
se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"

En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine
Venner og Fjender omtrent var lige mandsstrke. De opbragte Stemmer
kaldte Folk til fra alle Kanter.

"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"

Nppe var Ordene udtalte, fr hendes Ansigt dukkede op i Mrket lige
foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde
bedraget og overlistet mig. Og dog tnker jeg den Dag i Dag med et vist
Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet
Duften af hendes Haar. Jeg vd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands
Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvler paa Slottet i
Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skn i Etienne Gerards Erindring.

"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og
egenhndig rev Lkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhrer mig, og
at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til
Ansvar overfor mig!"

De forsvandt alle skyndsomst i Mrket. Hun vendte sig derefter om imod
mig og udbrd:

"Flg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."

Jeg fulgte hende ind i det lille Vrelse, hvor jeg for frste Gang havde
truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Dren og sendte mig derefter et
Blik fuldt af Sklmeri og Ynde.

"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De
maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den
stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."

"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg
troede var stedt i Nd, og som Ln herfor er jeg bleven frarvet mine
Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."

"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet hjt Spil med hinanden,
men Indsatsen var det vrd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev
givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit
Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg
naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det vre sig ved
List eller Svig, saafremt jeg ved den kunde hjlpe mit stakkels
Fdreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."

"De fortller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."

"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bre Nag til
mig? Jeg vil yderligere bemrke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en
Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein,
skulde jeg aldrig nske at mde en prgtigere Beskytter og en rligere
Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tnkt mig, at jeg
nogen Sinde kunde fle for en Franskmand, som jeg flte for Dem i det
jeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."

"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"

"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og
Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hnde,
vilde alt vre tabt!"

"Men hvordan kunde Deres Hjhed nedvrdige Dem til en saadan Gerning,
naar en Flok af de Banditter, der var i Frd med at hnge mig paa Deres
Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"

"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrd hun med
Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa De
huske paa, hvor beskmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven
behandlet, lige fra Dronningen af Prjsen og nedefter. Ivrigt havde jeg
Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at hre fra disse, da De
selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod
der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor
Stilling var, fr jeg greb til mit Kns Vaaben."

"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Hjhed, og der er nu intet
andet for mig at gre end at overlade Dem Valpladsen."

"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.
"Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende
tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi
ngtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet
Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste nske, jeg kan
medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil
forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke vre en Franskmand paa
denne Side af Rhinen."

Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af
Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg
havde meget at tnke paa, da jeg frte min stakkels trtte Violette op
gennem Landevejen, der frte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg
stadig frem den tyske Kvindes smukke og stolte Ansigt, og i mit re
klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang. Jeg
forstod, at der var noget frygteligt ved dette strke taalmodige
Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket,
aldrig kan holdes under Aaget.

Da jeg red videre, brd Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg
havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige
Himmel.


       *       *       *       *       *


             Afskriveres Bemrkning

Trykfejl i denne bog er blevet ndret som flger:

  Side 5:   'Marot' ndret til 'Morat' i 'den unge Morat af Jgerne'
  Side 6:   'Auserlitz' ndret til 'Austerlitz' i 'vi havde erobret ved
            Austerlitz'
  Side 11:  'Kamerater' ndret til 'Kammerater' i 'mine Kammerater gjorde
            mig den re!'
  Side 12:  'Vabnene' ndret til 'Vaabnene' i 'naar mine Soldater vender
            Vaabnene?'
  Side 17:  'Trics' ndret til 'Tricks' i 'udfinde nogle nye Tricks i
            Ecart'
  Side 22:  'derpa' ndret til 'derpaa' i 'Jeg sprang derpaa'
  Side 32:  'angaaar' ndret til 'angaar' i 'hvad Deres Dygtighed og Mod
             angaar!'
  Side 37:  'Russerer' ndret til 'Russere' i 'der stod 80,000 Prjsere i
            Nord og 150,000 Russere og strigere i Syd'
  Side 48:  'ovre' ndret til 'over' i 'thi over i Skoven'
  Side 48:  'Flaksre' ndret til 'Flasker' i 'de mange tmte Flasker'
  Side 49:  'Flaksen' ndret til 'Flasken' i 'strakte netop Haanden ud
            efter Flasken'
  Side 49:  'jebilk' ndret til 'jeblik' i 'I frste jeblik'
  Side 51:  'sim' ndret til 'mig' i 'jeg befandt mig i en anden
            Vinklder'
  Side 51:  'saaden' ndret til 'saadan' i 'alene i Mrket med en saadan
            Karl'
  Side 65:  'Macdanodl' ndret til 'Macdonald' i '"Han er tagen til
            Fange!" sagde Macdonald.'
  Side 66:  'Hest-Grenaderene' ndret til 'Hest-Grenadererne' i 'Major
            Charpentier af Hest-Grenadererne'
  Side 72:  'rystde' ndret til 'rystede' i 'Postmesteren rystede
            bengtende paa Hovedet'
  Side 74:  'dnne' ndret til 'dine' i 'dine private Affre!'
  Side 86:  'ike' ndret til 'ikke' i 'hvad der ikke kan vre anderledes'
  Side 87:  'kune' ndret til 'kunde' i 'var jeg glad bed at kunde'
  Side 87:  'Storarmeen' ndret til 'Storarmen' i 'den mest lovende
            Ljtnant i hele Storarmen'
  Side 100: 'savrede' ndret til 'svarede' i 'svarede han'
  Side 101: 'hjlde' ndret til 'hjlpe' i 'Jeg tror, at jeg kan hjlpe
            Dem'
  Side 103: 'sanrt' ndret til 'snart' i 'i Vognen viste han sig snart'
  Side 106: 'nogl' ndret til 'nogle' i 'i Virkeligheden lsnet nogle
            Smaaben'
  Side 106: 'Forbandeler' ndret til 'Forbandelser' i 'under en Regn af
            Eder og Forbandelser'
  Side 108: 'medesn' ndret til 'medens' i 'medens han uafladelig
            spyttede efter mig'
  Side 115: 'dirende' ndret til 'dirrende' i 'sagde han med dirrende
            Stemme'
  Side 120: 'Tet' ndret til 'Tret' i 'bjede Tret ned i en Bue'
  Side 136: 'Dartmoer' ndret til 'Dartmoor' i 'det frygtelige Fngsel
            i Dartmoor'
  Side 138: 'je gslippe' ndret til 'jeg slippe' i 'Men hvorledes skulde
            jeg slippe ud?'
  Side 141: 'igenem' ndret til 'igennem' i 'til at krybe igennem Hullet'
  Side 148: 'Mand' ndret til 'Mands' i 'blot vilde lgge min Mands Kappe'
  Side 150: 'Meridths' ndret til 'Merediths' i 'Charles Merediths Kappe'
  Side 157: 'Arriregarde' ndret til 'Arriregarde' i 'at ride gennem en
            Hrs Arriregarde'
  Side 161: 'svareed' ndret til 'svarede' i 'svarede jeg og lnede mig
            ud over Hesten'

En rkke mindre tegnstnings og orddelings fejl i den oprindelige tekst
er ogs blevet rettet uden kommentarer.

Andre variationer i stavning er blevet fastholdt som de vises i den
originale bog.





End of Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***

***** This file should be named 29392-8.txt or 29392-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/2/9/3/9/29392/

Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
