The Project Gutenberg EBook of Samlede vrker, by Jeppe Aakjr

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Samlede vrker
       Bind 2

Author: Jeppe Aakjr

Release Date: March 3, 2008 [EBook #24747]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER ***




Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net









                 JEPPE AAKJR

                 SAMLEDE VRKER


                   ANDET BIND

                DIGTE 1908--1918




    Gyldendalske Boghandel -- Nordisk Forlag
         Kjbenhavn og Kristiania 1918




                  _Copyright
                      by
                 Jeppe Aakjr._


        Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer)




INDHOLD.


  Aakjr 50
  Aften 82
  A glemmer  aalle i mi Daw 79
  An Vver 25
  Autografsamler 24

  Barn og Mor 117
  Bjrnson 34
  Bondefjol 119
  Bonden og Skrdderen 23
  Bransager 113
  Broen 139
  Bryllup 106
  Brn fra Gyden 95

  Da  Bjrgmand kam 56
  De fattiges Jul 74
  De fire Vinde 123
  Den blanke Aa 39
  Den dde Lrke 51
  Den kjre brune Hede 80
  Der so tow Kragger 17
  Diplomater 110
  Dorres Sang 13
  Dr. S. Rambusch 53

  Efteraar 154
  En betle Haar 84
  En Julegjst 64
  En Landsby dbes 160
  En lystig Sang 22
  Ensom 73
  Evald Tang Kristensen II 157

  Feilberg 20; 73
  Foraarstegn 30
  Forladt 59
  Fred 156
  Fredlysning 82

  Gammel Jehannes hans Njesvis 98
  Gammel Ka Bakk 31
  Godt Mod! 109
  Gylden Sol 151

  Hans Kaarsberg 102
  Havren 141
  H. F. Feilberg I 20
              II 73
  Hilsen til Esbjrg 112
  Historiens Sang 161
  Humlebien 152
  Humlebo 43
  Hrup 11
  Hslets-Viser 38
  Hstmarch 64

  Imellem to mrke Hje 18
  Invaliden og Kristus 118

  Jawn Humr 1
  Jens og hans Hywlbor 114
  Jens Hvas 130
  Jens Kuk 42
  Jens ved  Bk 5
  Juleaften 66
  Julehilsen til Naverne i Zrich 74
  Juleneg 67

  Kaalfolk 77
  Kaarsberg 102
  Kaphyw 50
  Kejserens Gud 110
  Kirken 45
  Kjesten og Krn Kresten 37
  Kjrmes Knud 121
  Kritik 36
  Krn Dejler 71

  Landarbejdersang 103
  Landsbysmeden 153
  Lille Edith 105
  Limfjorden 14

  Majnat 139
  Mejerist Esper Andersen 29
  Militarismen 54
  Militaristen taler 109
  Mor ved Brnden 133
  Morgen 81
  Morgen fr Slaget 38
  Mors Rok 32

  Nansen 4
  Niels Bransager 113
  Nordovst 123
  Nytaar 71

  Paa kjre Grave 30
  Paa Sallings Jord 143
  Paaskesten 123
  Per Smed 61
  Pigen paa Diget 75
  Piger paa Engen 70
  Pjalte-Krjsten 34
  Povl med den tunge Skovl 144

  Rambusch 53
  Ringen 21
  Rbild-Kantate 80

  Sabro 88
  Salme (Af Jens Langkniv) 111
  Sang fra Gruben 3
  Sang til Demokratiet 85
  Sej m, ska vi mej i Kri' 116
  Slaakarle 40
  Spurvene ved Helliggejst 158
  Storken 76
  Svalen 16
  Svampejagt 87
  Svigtende Signaler 155
  Sdemand 96
  Slvbryllup 107
  Sndag i Morgen 44
  Sndenvind 125

  Til en Mllerdatter 88
  Til en rejsende Brud 4
  Til en Plovkammerat 11
  Til Peter Nansen 4
  Til Peter Sabro 88
  Til Sallings Husmand 60
  To Forkyndere 6
  Tre Krigsdigte 109
  Trines Ko 26

  Ung Vise 98

  Ved Bj. Bjrnsons Ddsleje 34
  Ved Engsen 21
  Ved Susaaen 108
  Vestenvinden 127
  Viggo Hrup II 11
  Vor Barndoms Bk 46
  Vrd i Vront og Mari Stont 93

  Zachus 89


  OVERSTTELSER.

  _Fra Skotsk:_

     _Af Robert Burns:_
  Burns om sig selv 165
  Trods alt det 166
  Fdt til Graad 167
  I det Fjrne 170
  Hellig Wolles Bn 171
  Der boed en Bonde 174
  Findlay 176
  Jenny i Rugen 177
  Skjn Nelly 178
  Hvad kan en ung Kvinde 179
  Nancy 180
  Duncan Gray 181
  Jack Rab 182
  Tibbi Dunbar 183
  John Anderson 183
  O luk mig ind 184
  Var Skylden min 185
  Wolles Viv 186
  En Skrdder i Sengen 187
  De lystige Tiggere I--XVI 188--198

  _Fra Engelsk:_

     _Oliver Goldsmith:_
  Den nedlagte Landsby 199

     _Percy B. Shelley:_
  Til Englands Snner 199
  I er mange -- de er faa 200

     _Thomas Hood:_
  Sypigen 201

     _James Thomson:_
  L'ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dmme 204

     _G. K. Chesterton:_
  Da Godsejerne appellered til Folket 206

     _R. L. Stevenson:_
  Det syge Barn 208

     _Rudyard Kipling:_
  Lille min Mor -- 208

     _William Morris:_
  Mit og dit 209
  Nyaars-Gry 210

  _Fra Fransk:_

     _Jean Pierre de Beranger:_
  Den gode Gud 213

     _Jean Richepin:_
  Moderhjrtet 215

  _Fra Tysk:_

     _W. Goethe:_
  For Skranken 216
  Zigeunersang 216
  Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217

     _Heinrich Heine:_
  Vverne 218
  Hold dog op! 219
  Jammerdal 219
  Filantropen 220
  Dueller 223
  Balthasar 223
  Hensigtsmssighed 225
  Rotterne 227

     _Alexander Petft:_
  Mand og Kvinde 229
  Svrd og Lnke 230
  Den Vanvittige 233

     _Fr. von Sollet:_
  Bjrnen i Bern 236

     _Ferd. Freiligrath:_
  Ved Kjedlen 237

     _Arthur Fitger:_
  Omsvrm os kun, Fjender 240

     _Karl Henckel:_
  Arbejdersang 241

     _Detlev von Liliencron:_
  Nr. 310  242
  Tordenvejret 244
  Hans Svrmer 248

  _Fra Norsk Bondemaal:_

     _Per Sivle:_
  Den frste Sang 249

  _Fra Svensk:_

     _C. M. Bellman:_
  Tre bibelske Viser 250

     _Joh. Ludv. Runeberg:_
  Det frste Kys 254
  De Fangne 254
  Jeg ser paa Ternernes Skare 255
  Smaavers 256
  Ojan Pavo 257

  _Fra Vrmlandsk:_

     _F. A. Dahlgren:_
  Bremsens Msse 258
  Grisen 260
  Kjrestehandel 261
  Stines Parasol 262

  _Fra Svensk:_

     _Carl Snoilsky:_
  Din tjenende Broder 263
  Afrodite og Sliberen 264
  Avisdrengen 266
  Der leges Soldat 267

     _Per Weiland:_
  Fattigsvends Klage 270

     _Karl-Erik Forsslund:_
  Indsidderen 271
  Billedhuggeren 272

     _Gustaf Frding:_
  Jens Jensen og P Krnsen 274
  Daarskabens Tale 276
  Maskinen i Ulave  277
  Fredls 278




JAWN HUMR.


  A bowr herude o  Hie
  en hal Mils Vej te ster,
  der haar a Lov aa spild mi Tie
  Mi Ben ka lieg omkring  Damm
  og spytt saalaant, a lyster,
  og trimmel To med Kaaren;
  mi Awteskuen ku gjr det samm,
  skjnt hun er stywlelaaren.

  Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
  en gaar og affensirer,
  og a er glj, og a er glaa,
  hwor anner grovelirer;
  for ha en Sind saa lrki-let,
  en bette Kwind, en ynder,
  og spis s mt og slid s trt,
  det passer _wal_ for Bnder.

  Mi Nobo aalle nue Tid Aas
  war med de drutt h dovnle;
  han haar en Bl og a en Hos,
  tho saa l vi jo Vovnle;
  _han_ gjr for m en Sndesbied,
  imen hans Stwt _a_ stander;
  han hjlper m, a hjlper Pie,
  sn hjlper vi hweranner.

  Og haar mi Kuen en hgen Bej,
  saa ska jo Pies smaag'e,
  og Pies sender lisse rej
  en Kovring, nr _de_ baage;
  og somtid med en jenle Dram
  en gjr hinaan tegue;
  tho byd det ledt er ingen Skam,
  nr ett en haar det stue.

  Vild Fattefolk kuns sttt hinaan,
  med hwad der sn vil gnav wos,
  saa skuld I si, hwor vi sku kraan
  og aalle mie klav wos.
  Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
  fr de staar te  Hammel;
  de kund jo lwt  hiele Land,
  saatt _de_ dje Rygge sammel!

  Men jawn Humr te dawle Sled
  det maa no aalle fattes,
  hwis ett en ska gaa fr  Bed
  og aaltfor tidle mattes;
  _den_ fk _a_ med m fr  Red
  -- mi jennest Arpaart wa'e --
  den faar mi Ben laa i dje Kled
  nr _de_ skal ad  Dae.

    [Anm.:
     _Hie_, Hede; _aa spild_, at spilde; _Tie_, Tjre; _Ben_, Brn;
    _lieg_, lege; _trimmel To_, trimle Taa, en Leg, hvor man med
    Hnderne griber om Storterne paa sine egne korslagte Ben, mens
    man som et Ngle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
    _Awteskuen_, Aftgtskone; _stywlelaaren_, lovlig stiv;
    _Greef_, Greb; _glj_, rask i Tjet; _glaa_, glad; _grovelirer_,
    grubler; _ynder_, elsker;
    _Nobo_, Nabo; _aalle_, aldrig; _nue Tid Aas_, nogen Tid paa Aaret;
    _drutt_, trevne og tunge; _h_, eller; _dovnle_, dovnladne; _Bl_,
    kastreret Tyr; _Hos_, g; _l Vovnle_, er flles om et Vogn-Spand;
    _Sndesbied_, Sndagsbd (Bd = den Tid Hestene er i Tjet);
    _imen_, mens; _Stwt_, Trillebr; _stander_, gjr i Stand; _Pie_,
    Per; _sn_, saaledes;
    _Kuen_, Kone; _en hgen Bej_, en velsmagende Bid; _smaag'e_, smage
    det; _lisse rej_, ligesaa selvflgelig; _tegue_, tilgode; _stue_,
    store;
    _kraan_, knejse; _klav_, klage; _fr_, fr; _staar te  Hammel_,
    (om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag; _lwt_,
    lfte;
    _gaa fr  Bed_, gaa fra Biddet (om Vrktj, Leer, der slves);
    _tidle_, tidlig; _fr  Red_, fra Reden (dvs. Hjemmet); _jennest
    Arpaart_, eneste Arv; _wa'e_, var det; _laa i dje Kled_, lagt i
    Kldet, dvs. Knyttekldet, hvori Fattigmandsbarnet har sin
    Habengut; _nr de skal ad  Dae_, udad Dren = ud at tjene deres
    Brd.]

19/10 1908.




SANG FRA GRUBEN.


            Vi er graa, graa Mnd,
          som af ingen Glde ved;
            vi er smaa, smaa Mnd,
          som maa altid dyb're ned.
            Med en Muldklump ved vor Sko
          og en strre ved vor Sjl
  skubber vi til Grubens Dryppen Bren langs sin Fjl.

            Vi er graa, graa Mnd,
          som tog Farve af vor Grund,
            vi er smaa, smaa Mnd,
          stemplet fra vor Fdselsstund.
            Med en Hakke, bred og tung,
          huler vi vor Minegang;
  Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.

            Vi er graa, graa Mnd,
          armere end Hulens Kryb,
            vi er smaa, smaa Mnd,
          fngslet til vor Grubes Dyb.
            Jordens Aande, klg og kold,
          stiger mod vor blege Mund,
  som engang den mod os aander i det sidste Blund.

            Vi er graa, graa Mnd,
          graa i Syn og graa i Sjl,
            vi er smaa, smaa Mnd,
          lnket til en leret Pl.
            Ser vi fra vor vaade Grav
          mod den lyse Verden op,
  skjlver i en magisk Lngsel Trllens trtte Krop.

            Vi er graa, graa Mnd,
          med kun ringe Raad til Haab,
            vi er smaa, smaa Mnd; --
          Brdre, hr vort Afgrundsraab!
            Hjlp os fra vor Grubes Gys
          op til Sol og Dagens Kaar,
  fr paa Livets sprukne Klokke Ddens Knevel slaar!

Oktbr. 1908.




TIL EN REJSENDE BRUD.


  Kolumbus drog til Amerika,
  der hildedes han i Rnker;
  de frte den stolte hjem derfra
  i nagelboltede Lnker.

  De drager nu selv til Amerika,
  mens Efteraarsregnen stnker,
  og lader Dem binde hjemme fra
  i rosen-naglede Lnker.

  Saa far med Fred til Amerika
  -- Kolumbuses Vej -- jeg tnker,
  de fles ikke saa tungt endda
  de Hymens smykkede Lnker.

  Men er De mttet af Sydens Lyst
  og Duft af gyngende Lianer,
  da tnk paa Lyngen ved Jyllands Bryst
  og Fjorddalens syngende Svaner.

26/10 1908.




TIL PETER NANSEN.

FESTTELEGRAM.


  Tillader de hje Gjster,
  jeg fra min fjerne Plads
  -- tredive Mile til Vester --
  hver for Nansen mit Glas!

  Om Digtning har Flod eller Ebbe,
  er vor vel skilt ved en Elv;
  men den skulde prygles med Kjppe,
  som bare vil se sig selv.

26/10 1908.




JENS VED  BK.


              Jens ved  Bk
              gik te Mll med hans Sk,
  den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Lk.
              Jens stunted vk,
              han war strunk i hans Strk,
  og han pst, men' hans Kjp lisse javnle slo Smk.

              Jens ved  Bk
              mdt en fuldajte Gjk
  med en Hund i  Reef og en Flask i hans Fek.
              Jens med hans Sk
              rend i Sto po  Flk;
  war der Brndvin aa htt, stod han ett fr  Hkk.

              Jens og  Gjk,
              da de tow kam i Trk,
  blw de kjn ved aa kulp, te  Flask den war lk.
              Jens blw saa kjek,
              aa, saa himlendes frk,
  og en klyvende, dryvende Stjern han da fk.

              Jens ved  Bk
              fild ikold med hans Sk,
  saa hans Pues fk en Hwol, og hans Maalt ralled vk.
              Jens med en Trk
              bj  Mller hans Sk;
  men en Kjn for  Kwn fand der ingen aa knkk.

              Jens ved  Bk
              ga hans Kjlling en Skrk,
  da han rat hind en Pues, der war swoter end Blk.
              Jens ved  Bk
              _med_ det samm fk en Rk,
  saa hans Ryk fk en Knog, og dje Raag fk en Knk.

              Lr af Jens Bk,
              hwis du mder en Gjk
  med en Hummel i  r og en Flask i hans Fek,
              frister han frk,
              swor ham aalle en Kwk,
  skynd d hjem, men' ino do haar Maalt i di Sk!

    [Anm.:
    _aalfuld_, helt fuld; _Maalt_, Malt; _pst_, stdte Vinden ud over
    Lberne; _men'_, imens; _javnle_, jvnlig;
    _fuldajte_, temmelig fuld; _med en Hund i  Reef_, det er: en Rus,
    en Donner; _Fek_, Lomme; _aa htt_, at hitte; _stod han ett fr 
    Hkk_, stod han ikke fra Hkken (siges om Faar);
    _kam i Trk_, kom i Lag; _aa kulp_, stordrikke, med dybe Kluk;
    _Stjern_, Rus;
    _fild_, faldt; _Pues_, Pose; _Hwol_, Hul; _ralled vk_, trilled
    vk (under Larm); _bj_, bd; _men en Kjn for  Kwn_, men en
    Kjrne for Kvrnen;
    _rat hind_, rakte hende; _swoter_, sortere; _en Rk_, et Slag;
    _Knog_, de Kvstelse;
    _Gjk_, Skjlm; _en Hummel i  r_, det er: en Rus; _men' ino_,
    men endnu.]

27/10 1908.




TO FORKYNDERE.


  De beder derinde for aabne Dre,
  mens Lrkerne synger for dveste re.

  De beder, de beder; en Snften, en Mumlen,
  en Lyd som af Kvgets Mrkegumlen.

  De beder om Naade for sig og sine,
  for andre de beder om Helvedes Pine.

  Prsten staar sort mod den hvide Vg,
  grader Bevgelsen ud over Salen,
  lgger med Tomlen i Bogen et Lg,
  stryger sig stramt ad sit side Skjg
  og skrider fra Texten til Talen.

  Flittig han grumser Alverden til,
  intet han agter, og lidet han levner,
  har man bare det Sind, der vil,
  da findes jo lettelig Revner.

  Engen ligger saa lys og grn,
  Havren ringler saa fint og stille.
  Verden er altid stor og skjn,
  Menneskehjrtet saa trangt og lille.

  Prsten raser en Time fuld,
  svlger i pyromaniske Drmme,
  pisker med Nlder Syndens Kuld,
  svider med Svovl og Edderstrmme.

  Brat, som vilde han noget klve,
  hugger han Haanden i Pultens Planke:
  Satan gaar rundt som en slugvorn Lve
  med oprejst Hale og Manke!

  Gud skal sanke hver Synd i Sk,
  lusker sig nogen fra Dommen vk,
  skal Fanden paa Forken ham hente;
  hvad du har syndet som vild og ung,
  hvad du har drmt under Dynen tung,
  en Dag skal det sones -- med Rente!

  Item (nu synes hans Grumhed mt)
  Herren skal gribe sit Vaskebrt,
  tvtte dig Synder, Plet for Plet!
  Forsamlingen snfter bevget.
  Men Prsten trnger skam mest til Tvt,
  thi han har spildt g i Skjgget.

  Salen er fyldt til inderste Krog,
  Kroppene damper som Kedler i Kog.
  Mndene skutter sig tavse paa Bnken,
  blege af Angst og Eftertnken.

  Gamle Kvinder med visne Hnder
  sidder og fingrer ved Bogens Spnder.
  Unge Piger med trinde Lnder
  kan ej tjle det viltre Sind,
  lukker bestandig Synden ind
  i det sunde, blomstrende Hjrte.
  En har danset for ganske nys,
  n har nippet bag Diget et Kys,
  nu volder det Glutten Smerte.

  Prsten er atter paa Sjlefangst,
  Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.
  xen er lagt ved Roden!
  Hjrtet han saarer Sting i Sting,
  Jordens lysende runde Ring --
  han sparker den bort med Foden.

    -- -- -- Da med t en Svale svved
    ad det aabne Vindve ind,
    fljtende den brat sig hved
    op paa Bjlken lang og trind.

    Et Sekund den ganske stille
    sad beklemt og titted ned,
    som den vilde maale Hjden
    af sin egen Dristighed.

    Men saa spndte den sin Strube
    til en kaad og hedensk Sang,
    og fra Brystets spde Grube
    Jordens muntre Toner klang.

    Alle Jublens Klarinetter,
    Dansetrin til Silkeslb,
    Kvindekys i blide Ntter
    toned af det Svalenb.

    Og den sang om modne Druer
    vldende af Klippens Sten,
    sang om grnne Kakaduer
    paa Mangrovetrets Gren.

    Sang om Styrt af vilde Floder
    i det fjerne Afrika,
    sang om Nilen, Havets Broder,
    Middelhav og Marmara --

    Om Flamingo'er, rosenrde,
    lysende langs Syrtens Bugt,
    -- hvad en lille Fugl kan mde
    paa sin muntre Verdensflugt.

    Sang og sang! om Sommerrugen,
    som har gynget Kjrnen fuld,
    sang om alt, der gror og grnnes
    i og om og over Muld.

    Sang om Sol og brune Bier,
    dansende om Kubens Karm,
    sang om hvert et Straa, der dier
    Jordens underspndte Barm.

    Sang om Bkkens lange Latter
    over alt og Ingenting,
    sang om Aaens Arm, der fatter
    Landet i et Kjmpesving.

    Sang om Br, der ensomt rdme
    i den brune Hedelyng,
    sang om bleblomstens Sdme
    og om Gjrdesnerlens Slyng.

    Sang om Strandens Baad, der prves
    under Stj af Klittens Brn,
    mens Septemberluften klves
    af den vilde Fiskern.

    Sang om lyse Sommerntter,
    Mosebryg og Mllebrus,
    klingre Slag af sorte Sptter,
    Aftenrg af de Hus.

    Sang om Kvg i Hjorde hvide
    og den stolte Hjorts Gevir,
    Svaleleg ved Aftentide
    om et skovgjemt, irret Spir.

    Og den sang om Morgenrde,
    sang om Hejredans i Dug,
    naar en Falk gi'r Ungen Fde
    under stive Tidslers Buk.

    Sang om Jordens strste Lykke,
    sang det op i Prstens Spind:
    Mand og Kvinde, elskovstrygge,
    mt forenet, Kind mod Kind!

    Og nu selv en varm Forkynder,
    nidkjr indtil Marv og Ben,
    synger den om sde Synder
    bag en dugget Hybengren.

    Jubler ud sin galne Viden
    om et Hyttetag af Rr,
    dr en Rede lun og liden
    bag en revnet Forstu'dr.

    Og den ler sig Vingen kroget,
    som den sig i Siden tog,
    gjr et Hop og slipper noget
    ned i Prstens sorte Bog.

    Men forfrdet ved sin Gjerning
    ud den sig fra Bjlken svang,
    mens med Djvlen kastes Terning
    om din Sjl endnu engang.

9/11 1908.




TIL EN PLOVKAMMERAT.


  Vi djed og pljed paa Fdrenes Grund,
  mens Hjejlerne fljted fra Lavningens Bund.

  Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort Ho's,
  og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.

  Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold,
  og stadig vi frer en Plov i vort Skjold.

14/11 1908.




VIGGO HRUP.


  Saa rejses Sten for Dgnets bedste Mand,
  som lnge dvled i sin Tystheds Have.
  Thi hvad du end har tabt, mit Fdreland,
  du var bestandig rigt -- ved dine Grave.
  Og skjnt dit Navn kom sjldent i _hans_ Mund,
  fordi han havde Sky for tunge Navne,
  var det hans Pulsslag til hans sidste Blund
  sit Land ved al sin lyse Klgt at gavne.

  Han var ej Manden med den ene Tanke,
  der klver Rummet for den nye Dag,
  men tusind Tankegnister, lynildblanke,
  sprang fra hans Esse i _vort_ Hjrteslag.
  Hvor har han gldet vore unge Kinder
  til nye Tag i Nederlagets Stund,
  naar ingen uden han saa Fyr bag Sund
  og Frafalds Taager knuged alle Tinder.

  Han var en Spejder ind i Fremtidslandet,
  det Land enhver med Graad har stirret paa,
  den fjerne Kyst med lyse Lfter randet,
  men som vi aldrig, aldrig _selv_ skal naa.
  Den Viden har dog ej _hans_ Ildhu hemmet,
  han var ej nogen haabls Pessimist;
  thi der er anden Tro end den paa Christ
  og andre Haab, end dem vi fik beskjmmet.

  Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde,
  derfra hans Had til alle gjorte Baand;
  mod Thybo-Pral han satte Folkesnille,
  derfra hans Kjrlighed til Vid og Aand.
  Og Folkeguldet dybt i Undergrunden
  med Sprogets Bor han lfted op fra Bunden.

  Den som har set ham under Bgelvet,
  naar Juniflaget til hans Vid slog Smld,
  naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst dvet,
  blev gjort til Prise i et Spottevld,
  han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande
  og ej hans jes strke Tindrekraft,
  som naar en Kriger mod en Angrebsbande
  med lftet Hoved slipper Lansens Skaft.
  Hvor var han skjn i Ordets Kunst og -Formen,
  skjn i sin unge, kjkke Fremadstormen!

  Hvor gjerne hrte vi hans lette Pile
  i Dgnets tungtbevbnede Debat!
  Som David kunde han i Kampen smile
  ad Reaktionens plumpe Goliat.
  Og Goliat -- ja, han fik mrke Slyngen,
  dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!

  Vi gaar en ond og uglad Dag imde,
  da det som laa ved Horisontens Brm
  som Truselsky mod Land og Folkegrde
  skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem.
  Vr da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem!
  Tag frem hans Vid, hans Gld, hans Fylkingstaler,
  hans Svbes Strimer og hans Kampsignaler!

  Saa fjern da Dkket fra hans Mindesmrke,
  og blot hans Pande for den danske Regn,
  at han ved sine Trk, de kloge, strke,
  kan tale til os som et Kampens Tegn.
  Saa lnge Viddets Lyn om Pennen knitrer,
  hans Hoved hjt i Brndingssprjtet staar,
  og frie Aander fange Sejr og Saar,
  mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!

22/11 1908.




DORRES SANG.

GAMMELT MOTIV.


  Jeg gaar i tusind Tanker
  og elsker den, jeg ej kan faa,
  han vist i Glden vanker
  mens Sorg jeg lide maa,
  stor Sorg, som jeg i Hjrtet br
  for dig min Ven saa kjr;
  det voldte falske Mennesker
  og derfor Sorgen er.

  O, havde jeg ej skuet
  dit Ansigt og de jne blaa,
  saa var jeg aldrig kommet
  til Kamret, hvor du laa,
  saa bar jeg ej paa dette Sting
  her inderst i min Barm
  og kjendte ej den Angstens Ting,
  som nu gjr kold og varm.

  Nu er jeg mere ensom
  end Tret paa min Moders Grav,
  naar det om Natten suser
  bag Kirkelaagen lav,
  og i dets stille Skyggefavn
  jeg finder snart mit Sted,
  det eneste jeg kjender nu
  hvor Sorgen gi'r mig Fred.

Efteraar 1908.




LIMFJORDEN.


  Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord,
  der slynger de Sljfer i Snder og Nord,
  du Vindenes Orgel, du tonende Vand,
  der brmmer med Skummet din riflede Strand!

  Mod laveste Hytte som hjeste Tegl
  du leende lfter dit smigrende Spejl;
  og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa,
  du hvister saa hjt, som din Blge kan naa.

  Smaaerne slumrer paa Bredningens Bryst,
  og Kirken hun lyser saa kjnt paa din Kyst;
  i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav,
  staar Taarnet forsnkt som en Elfenbensstav.

  Bag Baaden der jubler det badende Barn,
  mens Faderen reder det skjllede Garn;
  Vestsolen befler hans Hue og Kind,
  og Straalerne strmmer i Maskerne ind.

  Hr Tamgaasens Gjk fra den lerede Brink,
  hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink;
  en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg,
  en Rrsangers Fljt i den snkede Byg.

  -- Men Billedet skifter saa let som en Vind,
  min Fjord har vel tusinde Masker og Sind;
  mod Kvld kan den kysse din Stvn med et Smil,
  ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.

  Se Maagernes Hvirvlen, hr Spovernes Trk, --
  et Strg mod dit Hjrte, og Lyden er vk!
  Hvi skjlver du, Hjrte, hvi drypper min Graad?
  Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.

  -- Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,
  hvor renere lyste dit tonende Bryst;
  og hvad kan vel lfte din dragende Sang
  som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!

  -- Hist Fiskeren tjrer sin bugede Kjl,
  mens langt over Vigen gaar Kernes Brl;
  ved Bkken, hvor Bugten den bjer sig ind,
  der skridter en Pige saa fast og saa trind.

  Hun lfter fra Aaget den blinkende Spand
  og skyller ved Bkken dens Munding og Rand;
  mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,
  hun malker sin Ko i den stigende Sol.

  -- Hvor herligt fra Klinten at tlle de Ns,
  de hundrede Hager med saltsvedet Grs,
  med Stude i Rkke og Kalve i Ring
  og spejdende Terner i sejlende Sving!

  Hvor dejligt at se i det kimede Gry
  letslret ved Bugten en rdstenet By,
  hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,
  mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!

  -- Hvor fattigt du var dog, mit Fdreneland,
  om ikke du ejed din Fjord og din Strand,
  de krogede Hager, de bittesmaa Ns,
  hvor Rylerne ruger i saltsvedet Grs!

  Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,
  du vandt dig Erstatning i syngende Vand,
  og Fjorden med Vader og Vejler og Vig
  den gjr dig for jet saa kjr og saa rig.

  Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn
  har jublet og tumlet med Baad eller Garn,
  han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund
  hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.

  Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang
  har kysset den frste, den saligste Gang,
  han ejer et Minde, som aldrig vil d,
  han kommer hver Sommer paany til din S.

Decbr. 1908.




SVALEN.


  Hr hvor let dens Vinge smkker
  mod den tunge Klverdusk,
  mens den som en Skyttel lgger
  Farten gjennem Rg og Rusk.

  O, du lille verdsligkaade,
  Flugtens fdte Favorit,
  som til Livets tunge Gaade
  ikkun har et let Kvivit!

  Vilde du kun tit mig flge
  lig en lille venlig Aand,
  som du nu paa Luftens Blge
  nsten strejfede min Haand!

  Vilde du kun tit mig lede
  som i hine fjerne Aar
  paa min Barndoms tunge Hede
  til min Faders lave Gaard!

  Aa, naar du paa Blsten vendte
  og mig i mit Ansigt saa,
  var det nsten, som du kjendte
  Barnesindets Sorger smaa.

  Ja, det var som om du tved
  et Sekund og fritted mig:
  Hvi er lille Bror bedrvet,
  hvorfor ikke glad som jeg?

  Men naar du saa Gaarden stige
  bagom Kaalgaard-Popler frem,
  svandt du langs det lange Dige
  -- for at flge andre hjem.

  Sildig Aften, tidlig Morgen:
  samme Flugtens muntre Sting;
  samme Svinden, tyst, forborgen,
  som var Sagen ingen Ting.

  -- Naar en Dag mit Blik skal briste,
  og min Aand maa flagre frit,
  bn du Vejen for min Kiste
  med dit elskede: Kvivit!

29/12 1908.




DER SO TOW KRAGGER.


  Der so tow Kragger po Kistelbakk
      nej, som  Suel den skjenner! --
  den jen den nevved den aan i  Nak,
      for de war tow Hjatens Venner.

  Saa flw de da op po dje villerst Ving,
      nej, som  Suel den skjenner! --
  for Kos! som sn en Pa Tow ka swing,
      nr fst det er Elskov, der gjenner!

  Saa standed de dem en vilre Red,
      -- nej, som  Suel den skjenner! --
  af Gren saa glatt og af Stror saa skred,
      saa ingen kund nsk s en pnner.

  Dr lod de dem hwist af Vind og Vejr,
      -- nej, som  Suel den skjenner!
  og haaj  saa skjn, ja, Taarier sejr,
      laant skjnner end Kragger fortjenner.

  Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind
      -- nej, som  Suel den skjenner!
  saa swot som  Muer i Sind som Skind;
      _den_ Swej er der ingen, som lenner.

  Aa, war en som sen en betle Fowl,
      -- nej, som  Suel den skjenner!
  saa vend a aalle med Grf og Skowl
      en Awer saa saaned og stjenne.

  No gor a saa stogend laangs Kistelbakk
      -- nej, som  Suel den skjenner!
  for tow ka nevves, og tre ka snakk,
      men den ka kuns sukk, der blw jenne.

    [Anm.:
    _so_, sad; _tow Kragger_, to Krager; _skjenner_, skinner; _nevved
    den aan_, nbbede den anden; _Hjatens_, Hjertens;
    _dje villerst Ving_, deres bedste, rappeste Vinge; _sn en Pa
    Tow_, saadan et Par; _gjenner_, driver paa;
    _standed_, laved; _Stror_, Straa; _skred_, nette og glatte; _en
    pnner_, en pnere;
    _hwist_, kaste op og ned; _Taarier_, Taaber; _laant_, langt;
    _Swej_, Svie; _lenner_, lindre;
    _betle_, bitteliden; _vend_, vendte; _Awer_, Ager; _saaned_,
    sandet; _stjenne_, stenet;
    _stogend_, strk, foroverbjet; _jenne_, alene. -- Det bemrkes,
    at _stjenne_ og _jenne_ er fuldt forsvarlige Rim paa _skjenner_,
    da _r_'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i
    Fjandbomaalet.]

3/1 1909.




IMELLEM TO MRKE HJE.


      Imellem to mrke Hje
  jeg vogted som Barn min Faders Faar,
      og Mulden gav mig sin Mje,
      og Solen flammed mit Haar.
  Men Verden tindred i Dis og Drm,
      og Barnelngslerne vimred
      som Siv i den dybe Strm.

      Imellem to mrke Hje
  der saa jeg dig, Mor, saa trlsomt gaa
      med Sorg i det sgende je
      og Trkld' om Tjavser graa.
  Der kom du saa tit og strg min Kind,
      og Strikkepindenes Tinglen
      ld slverne mt til mit Sind.

      Imellem to mrke Hje
  Fuldmaanen saa jeg for frste Gang,
      som langt i Havet en Bje
      i Himmeldybet den hang.
  Jeg fulgte dens Vej over stille Land
      saa mangen daarende Aften
      langs Bkkes klukkende Vand.

      Imellem to mrke Hje
  jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
      sa Rugen lydigt sig bje
      for Bygens voldsomme Drift.
  Saa blev jeg blandt tvende Mdre delt,
      min egen Mor og Naturen,
      og ingen jeg svigtede helt.

      Imellem to mrke Hje
  kom Kysset til mig paa bitte Sko,
      foran mig i Skjrt og i Trje
      det stod i Lyngen og lo.
  Da blev mit Hjrte saa fuldt og trangt,
      men da jeg vilde det fange,
      det ilede milelangt.

      Imellem to mrke Hje
  jeg ledte med Nyn mit Plovgsspand,
      mens Skyggen fra lyngladne Flje
      laa tungt paa det stride Sand.
  Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
      da var det de Hjes Skygger,
      der mrkned mit Sangvlds Bund.

      Imellem to mrke Hje
  der vilde jeg gjerne snkes ned
      en Dag, om det kunde sig fje,
      da Byggen af Skederne skred.
  Saa havde jeg fundet det gamle Spor
      og kunde nu evigt slumre
      i Hjemmets hellige Jord.

4/1 1909.




DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND

H. F. FEILBERG.


  Hwor er  skjn, te _de_ er te,
  som vil det gued bewaar,
  som goer saa biel og sler ve
  og kan s aalle spaar!

  -- _Do_ war saamj en stredde Knop,
  der gjord en stywle Bied,
  der vild,  Awr skuld ploves op,
  fr Dawsens Suel gik nied.

  Si d no om, og kik tebaag:
  En Omfer heller tow,
  ld ham saa komm,  Awtenskraag,
  og hwil s po di Plov!

  Og gor  Maan saa taangle op
  og skjarer po di Rue,
  der dripper Sagn i  Lyng si Top
  og Guld af hwer _di_ Fue.

    [Anm.:
    _biel_, flittige; _sler ve_, arbejde uden Stands;
    _stredde_, dygtig, fast paa Benene; _stywle Bied_, et godt Stykke
    Dagvrk; _ Awr_, Ageren;
    _Omfer_, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side;
    _Kraag_, Krage;
    _taangle_, tungt, tungtladende; _skjarer_, glimter svagt; _Rue_,
    Rude; _Fue_, Fure.]

15/1 1909.




VED ENGSEN.


  Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af H,
  og den slvblanke Helt skjrer Strimer i S,
  maa jeg fre dig did til den nrmeste Stak
  og se Kjrulden kysse paa Skjrt og paa Frak?

  Maa jeg lgge min Arm om dit vigende Liv,
  mens det knitrer af Sol i de snkede Siv,
  maa jeg lfte dit Slr over Straahattens Rand,
  her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand?

  Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti,
  og den hstmilde Sol fletter Guldtraad deri;
  naar jeg hvisker ved ret, hvor Kinden er brun,
  o, hvor blger det kjrt i Smaagrubernes Dun!

  Og dit Blik gaar i Drm over Aakande-Bro,
  mens du vipper en Blomst paa din vristhje Sko,
  og en Grshoppe stryger sin Mos-Violin,
  og du trykker min Haand i et langt: Jeg er din!

4/5 1909.




RINGEN.


  Han gaar og tnker, hun gaar og traller,
      hun traller snart til Alverdens Ting,
  og hendes Latter af Struben gjalder,
      da rd han minder om Fstensring.

  Han gaar og skjver, hun gaar og skjnder,
      hun skjnder nu for Alverdens Ting,
  for Letsinds Luner, der langsomt vender
      paa Elskovs Veje et Sind omkring.

  Han gaar og fljter, hun gaar og flber,
      hun flber snart ved Alverdens Ting;
  og Sprgsmaal saarer, og Svaret drber,
      som Frosten drber en Knop i Spring.

  Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter,
      han pytter nu ad Alverdens Ting.
  Men hnde kan det, han Haanden knytter
      om denne snrende lumske Ring.

7/5 1909.




EN LYSTIG SANG.

SKOTSK MOTIV.


      En lystig Sang, ja en lystig Sang,
  kan ingen gi os en lystig Sang!
      Min sidste Daler saa gjerne sprang,
  blot n nu gav os en lystig Sang.

      En lystig Sang, ja, en lystig Sang
  gi'r Armen Styrke og Hamren Klang,
      og Dans blev selve den Haltes Gang,
  hvor Foden gik til en lystig Sang.

      En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
  til den vi mejer vor Rug paa Vang,
      og tager Svenden sin Glut paa Fang,
  han gjr det helst til en lystig Sang.

      En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
  saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang.
      Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang,
  stem Ryggen mod til en lystig Sang!

      En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
  hvori Alverden sig muntert svang!
      Og spandt os Prsten sin Ten for lang,
  _vi_ klipper af med en lystig Sang.

      En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
  til den har Livet som Dden Trang;
      og skal jeg slutte _mit_ Liv engang,
  jeg gjr det helst ved en lystig Sang.

12/5 1909.




BONDEN OG SKRDDEREN.


  Der kom en Skrdder til vor By:
      _Klip_ -- Klap og Klip!
  Han skulde mig en Kjortel sy.
      _Klip_ -- Klap og Klip!
  Men saadan skar han af og fra
      -- eja, af og fra --
  at der kom Buxer ud deraf.
    _Klip_ -- Klap og _Klip_ -- Klap og Klip!

  Da Nven jeg i Bordet svang,
      Klip -- Klap og Klip!
  saa Saxen over Kovsen sprang,
      Klip -- Klap og Klip!
  Af Buxer har jeg mer end nok --
      heja, mer end nok!
  og fler betales med min Stok!
    Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!

  Der stod to Tfler for en Dr,
      Klip -- Klap og Klip!
  hvor aldrig jeg saa Tfler fr,
      Klip -- Klap og Klip!
  Og da jeg ind i Sengen saa,
      eja, Sengen saa,
  den Skrdder bag min Datter laa,
    Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!

  Den Maane grined grumme fl,
      Klip -- Klap og Klip!
  da jeg tog Skrdren ved hans Hl,
      Klip -- Klap og Klip!
  Og over Kaalgaarddigets Brm,
      -- heja, Nldebrm --
  jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem,
    Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!

  Hans Fingerbl, en Kjende klemt,
      Klip -- Klap og Klip!
  det havde han i Sengen glemt,
      Klip -- Klap og Klip!
  Og Tsen, som min Datter fik,
      eja, ndig fik!
  den ligned Skrd'ren paa en Prik,
    Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!

  Nu sidder jeg bag Vindvets L,
      Klip -- Klap og Klip!
  og fimper Barnet paa mit Kn,
      Klip -- Klap og Klip!
  Det peger ud paa Lam og Fl,
      heja, _mine_ Fl!
  og leger med _hans_ Fingerbl --
    Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!

Foraar 1909.




AUTOGRAFSAMLER.


        Ja, bejste Hr. Meyer!
        det _er_, som a sejer:
  en Lfte er godt, men aa hold'en er bejer;
        og _a_ haar no lowe,
        saavidt som a howe,
  aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe.

        Men hwad a ska sej Dem,
        hwad Knap a ska drej Dem,
  det ved a sgi naple, hwis ett a maa trj Dem.
        Men De ska jo ha 
        te jen, som De ga ,
  en Stoder der samler; naa, kom saa og ta !

        _Det_ vil a forr Dem.
        Gid Fanden fortr Dem,
  om tire med den Slaw De'el besvr Dem!

    [Anm.:
    _howe_, husker; _Unnen_, Middagsmad; _Dowe_, Davre;
    _sgi_, saamnd; _trj_, rte; _Stoder_, Stodder; _a _, tag det;
    _Slaw_, Slags; _skaalmer_, spejder anstrengt.]

12/9 1909.




AN' VVER.


  Gamle An' Vver hun frdes saa stille
  som nuslende Mus mellem Siv,
  kjender saa lidet til Dgnets Larm
  og Verdens fortumlende Kiv.

  Gamle An' Vvers brstfldige Hytte
  har altid et Lys i sin Rude,
  skinner saa langt over vildene Hede
  for alle som sildig er ude.

  Gamle An' Vver hun karter og spinder
  til dybt i den de Nat,
  taber i Svne den slingrende Traad
  og faar den mjsommelig fat.

  Gamle An' Vver gaar rundt om sin Hytte,
  mens Duggen i Kaalene falder,
  skaalmer ud mod de brede Kjr,
  hvor rugende Vibe skvalder.

  Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget
  og Lg bag Lavendlers Hegn,
  ved da gamle An' Vver for vist,
  at Natten vil ende i Regn.

  Kilderne hulker i Sommerkvlden
  og Hededammene dampe,
  sprrer hun da for Hns med Told,
  for Faarenes Sti med en Krampe.

  Kornmo' blamrer i Hederugen
  og flimrer paa sodet Bjlke,
  sitrer et Nu mod den hvide Gavl,
  hvor Silden hnger til Spjlke.

  Henter hun stille ved Brnden sin Si
  og lukker saa Katten ind,
  ser under Karmen den rdlige Maane,
  mens Dren hun skodder med Pind.

  Gamle An' Vver -- saa fattig hun lever,
  saa kongelig dog hun drmmer,
  mens Natteregnen paa Tagets Mos
  sin Skaal saa dulmende tmmer.

    [Anm.:
    _hnger til Spjlke_, hnger til Trring.]
1909.



TRINES KO.

JULEAFTENSTEMNING.


  Nu skal _du_ ha din Havrekjrv,
  og jeg skal ha' min Ntter;
  lidt lyet Vand for gammel Tand
  jeg her i Krybben stter.
  Brug du saa kun din gamle Mund;
  jeg har jo mer i Loen!
  En saadan gjv og yndig Stund
  man srger frst for Koen.

  Du kom her, da min Mand faldt hen
  -- Gud vr den Synder naadig!
  Han tured op hver fattig Del,
  hvorover vi var raadig.
  Ved dig kom jeg paany til Krylt,
  du hjalp mig sgi paa Fode,
  saa Gris blev rund og Barnet sund,
  og begge gik til Gode.

  Ja, Snnen maatte hjemmefra,
  ham har jo Verden taget;
  nu er han i Amerika.
  Det gaar ham godt i Faget.
  Han fik din Mlk -- med Flden paa,
  skjnt Hk'ren skuld' ha' haft'en.
  Jeg tror da nok, at jeg tr spaa,
  der kommer Brev i Aften.

  Du gik og gnov blandt Pors og Siv
  det bedste, som du kunde;
  og hvor du bed, du gamle Liv,
  der bed du skam i Bunde.
  Og du kom hjem med Yv'ret spndt
  og Aftendug i Skjgget;
  min Haand dig linned Strent i Strent,
  mens Drvlen du bevged.

  Og Katten kom i Spring derhen
  og satte sig for Dren,
  til Pattens Straale ramte den
  imellem begge ren.
  Og Duggen faldt paa Brndens Sten
  og paa mit Hovedklde,
  og Katten slikkede sit Ben
  for Mlkens spildte Vde.

  Ja, vre to, som Dagen lang
  er i hinandens Tanker
  gjr Livets Byrde mindre trang
  selv mellem Hedebanker.
  Og du skal aldrig lide Nd
  og staa med Sider hule,
  saa lnge jeg en Skive Brd
  kan rkke mod din Mule.

  Nu er du skjv i hvert et Led,
  det plumper hult i Bugen,
  naar du vil rigtig rask af Sted
  og ta et Nap af Rugen.
  Og selv er jeg en Stummeltaa
  af bare Slb og lde,
  hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,
  og snart vel Pas maa melde.

  -- Nu ringer Degn til Nadverfest,
  nu falder Rim paa Stene,
  og Juleklokken hres bedst
  af dem, der sidder ene.
  Snart kommer alle Stjerner frem,
  og Frosten gjr dem blanke;
  det bitte Barn fra Bethlehem
  er nu i alles Tanke.

  Lang er den Vej og krum den Sti,
  der brer over Hede.
  Gaa da, min Gud, ej Dr forbi,
  find gamle Trines Rede!
  Skjnk Livsens Brd mig rundelig,
  velsign min Kjrv paa Loen,
  vis dig mod mig miskundelig,
  og giv mig Kalv i Koen!

Decbr. 1909.




MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJRG.


  De gamle Dage er ikke glemt,
  det huskes den Dag i Dag,
  hvor muntre Svende med Luthen stemt
  sad under dit gjve Tag.

  De gamle Dage med Fart og Fut,
  med Sang mod Maskinens Hvalv,
  mens Dampen stemte _sin_ vilde Luth
  saa Lofte og Vgge skjalv.

  De gamle Dage, da Mosen laa
  for gamle Ann' Fiskers Dr,
  med Spindelvv over Pors og Straa
  og brune, duskede Rr.

  De gamle Dage med Glassets Bryg,
  med Sejre paa Cyklesti,
  med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg,
  de tusind Gaarde forbi.

  De gamle Dage da Livet jog
  os begge med Huj og Hj!
  da paa min Bondefele jeg tog
  de frste prvende Strg.

  De gamle Dage blir aldrig glemt,
  dem skyller ej Dgnet bort;
  og skulde vi faa vor Luth forstemt
  vi prver en frisk Akkord.

Julen 1909.




FORAARSTEGN.


  Mor, har du set, hvad der staar bag Diget?
      Gjslingblomster saa bitte smaa!
  Bladet klvet og Kronen fliget,
      lige skabt til at kysse paa.
  Klare Spirer paa Mulden letter,
      suger Krfter af Dybet op,
  fster Roden i varme Ntter,
      laaner af Solen til Blad og Top.

  Mor, har du set, hvor Haren springer
      Pljefaldet som ingenting;
  Viben kroger de korte Vinger,
      ver sig kaadt i Baglndssving.
  Engen bulner om Rylens Rede,
      Grften pyntes med friske Flg,
  langt i Marken -- som halvt i Vrede --
      slnger Haslen sit falske Skjg.

  Mor, har du set hvor Koen tripper
      lngselsdrukken paa Baasen kvalm,
  malker mindre i dine Stripper,
      snuser med Haan til den mugne Halm?
  Det er de spde Kim i Kjret,
      Blomsterspringet ved Bkkens Rand,
  det er det lange Sug i Vejret,
      Gudevarslet til Dyr og Mand.

29/1 1910.




PAA KJRE GRAVE.


I.

  Saa mangen Slgt lig knkket Rr
  sank ned for denne Kirkedr.
  Velsignet I, som segned her
  i L for Sorgers Bygevejr.


II.

  I rlig Kamp, i ydmyg Tro
  I stille stred for Brn og Bo.
  Slog Kornet fejl paa karrig Jord,
  I rejstes ved et Fadervor.

Januar 1910.




GAMMEL KA BAKK.


  Er  Plads mrked aa, st  Arbed i Gaang,
      fo n Mergel laa op po  Brink!
  Spyt en Kjend i jer Nv, far I tar om  Staang,
      for saa lider jer Arbed saa flink.
  Der ska javn hnges i her ved gammel Ka Bakk,
  hwis a ett som en Toj vil stent rejn fr  Brakk.
  L m si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
      l m si, te jer Skovl de ka go!

  A er Enki og gammel, og jenne om aalt,
      og ikki _jen_ Kjeft en ka trow!
  De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt,
      de har malked mi jenywed Kow!
  Men misl om de sen lurer gammel Ka Bakk!
  A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk.
  L m si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
      l m si, te jer Skovl de ka go!

  Ja saamnd er  Hus baade gammel og ring,
      og  Taag hnger nejle te Drep,
  og mi laangtnded g de er brdt paa dje Bring,
      og a sjel stolter aa _ved_  Kjep.
  Men  Skatter maa klaares,  Gord holdes opp,
  om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp!
  L m si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
      l m si, te jer Skovl de ka go!

  A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,
      a fk aalle danst mj i mi Daw.
  A maatt ta mud  Gord med si Gjeld og si Pant,
      og den Se gir kuns smaat i  Traw.
  Om  Stolper er skjv, om  Vggi er vind
  stor  Gord paa si egn, og _indno_ er en min!
  L m si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
      l m si, te jer Skovl de ka go!

  Der er nj i wor Hjat te vi knap ka forsto,
      som ka rr wos ved sen en Krumm Jurd;
  nr  Towt legger grnn, og  Kuen  saa mo,
      det ka bind jen paa Haand og paa Fud.
  A vild gjan sej med Sand, nr a sto for Worherr:
  _A_ haar stridt for mi Grund, do faar ta , som det er
  L m si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
      l m si, te jer Skovl de ka go!

    [Anm.:
    _mrked aa_, mrket af (til Mergelgraven); _ Arbed_, Arbejdet;
    _n_, noget; _en Kjend_, lidt; _ Staang_, Staalstangen, hvormed
    Mergelen brkkes ls; _javn hnges i_, hnges godt i; _Ka_, Karen;
    _Tj_, Tjte; _stent rejn fr  Brakk_, aldeles gaa fra Gaard og
    Grund; _te_, at;
    _jenne_, alene; _tawn a mi Tow_, taget af mit Uld; _staaln_,
    stjaalet; _jenywed_, enjede; _Urd_, Ord;
    _Taag_, Tag; _hnger nejle te Drep_, hnger lavt til Dryp;
    _brdt_, brudt (af Seletjet); _stolter aa_, stavrer afsted;
    _Rueser_, Roser; _andt_, andet; _Se_, Udsd; _ Trate_, Traven;
    _Towt_, Tofterne; _ Kuen_, Kornet; _mo_, modent; _sej med Sand_,
    sige med Sandhed; _ta _, tage det.]

22/1 1910.




MORS ROK.


    Spurven sidder stum bag Kvist;
    saamnd, om ej det fyger!
      Kaalgaardpilen piber trist
    for Nordenblstens Byger.
      Lul, -- lul! Rokken gaar
    stt i Moders Stue,
  og jo mere Vinden slaar,
    desmer faar Arnen Lue.

    Skarpe Smld af branket Malt,
    og Karters kaade Skratten,
    fjerne Grynt af Husets Galt
    og Barneleg med Katten --
      Lul, -- lul! Rokken gaar,
    flittig Foden trder,
    kun saalnge Hjulet staar,
    som lille Sster grder.

    Far har rgtet Kvget ind,
    med Halmen tttet Karmen,
    gnedet Grisens blanke Skind,
    at den maa holde Varmen.
      Lul, -- lul! Rokken gaar!
    Far mod Stuen stiler,
    Mor en Bugt paa Traaden slaar,
    ser op paa Far og smiler.

    Barnet i sin Mrkningskrog
    ta'r svnig til at gabe,
    snart det vil sin Billedbog
    af de Smaahnder tabe.
      Lul, -- lul! Rokken gaar!
    Ild om Gryden slikker,
    Vejrets Svb om Gavlen slaar,
    og Hagl mod Ruden klikker.

    Mor kan nppe se sit Spind
    og nppe Traaden mage;
    hej, da bres Lyset ind
    og stilles i sin Stage.
      Lul, -- lul! Rokken gaar!
    Tenens rappe Vinge
    over Fyrrebjlken saar
    en Skok af Skyggeringe.

    Pigen nys fra Gruens Gld
    svang bort den sorte Gryde,
    snked den i Sengens Skjd
    for Grdens Trods at bryde.
      Lul, -- lul! Rokken gaar!
    Nadverbordet samler;
    Store sidder, Mindre staar
    paa Bnk og bitte Skamler,

    Far ta'r ned saa tung en Bog,
    med Gud han hvisker sammen,
    famler lidt ved Spndets Krog
    og lukker med et: Amen!
      Lul, -- lul! Rokken gaar,
    Ensomheden synger,
    Mulmet tt om Taget staar,
    og Sneen gaar i Dynger.

      Her ved Moders gamle Rok
    hun lrte mig at stave,
    synge om den hvide Flok
    og al _hans_ Naadegave.
      Lul, -- lul! Rokken staar!
    Men dens Nyn og Sange
    vemodsfuldt mod Hjertet gaar,
    naar Kvldene bli'r lange.

26/1 1910.




VED BJRNSONS DDSLEJE.


  Saa vejer vi nu atter i vor bvende Haand
  de Gaver, der kom fra din sangstrke Aand.

  Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand,
  imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand.

4/2 1910.




PJALTE-KREJSTEN.


  Hans Kjortel er laset i Smme og Foer,
  hans Hat er ej ganske ny;
  hans Vsen er tolket i disse Ord:
  Han tjente General Rye!

  Han brer med stive Soldaterskridt
  sin Sk gjennem Jebjrg By,
  som fulgte han end i behersket Trit
  sin Herre General Rye.

  Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,
  hans Skjg er sort som en Sky,
  de flygter for ham, hver skjdesls Dreng,
  som Tysk're for General Rye.

  Er Vejen plret, har Skoen et Lk --
  _hans_ Holdning er lige kry;
  han brer saa rank sin Raltesk,
  som Fanen for General Rye.

  Det skal dog kjendes af n og hver
  i denne elendige By,
  at det er den Krejsten, som kommer her,
  der tjente General Rye!

  Ved Sommer som Kjrmis, i Storm eller L
  han brer de Pjalter af By,
  mens mod hans stive, posede Kn
  det klirrer af Bismerens Bly.

  Og Krejsten haandterer med Frdighed
  dens prvede Lod og Bly
  og vejer med stiveste Vrdighed,
  som vejed han General Rye.

  Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark,
  med sit allerhovneste Blik;
  en Ts fik et Nik, og en Hund fik et Spark,
  alt efter Soldatens Skik.

  -- Saa gled fra hans Axel Posen ned;
  bag efter sank Lod og Bly;
  han famled tilsengs -- med vrdige Fjed,
  og gik til General Rye.

4/2 1910.




KRITIK.


  Et Steds i Skoven, hvor Bgen er Vrt
  gav Nattergalen en Aften Koncert.
  Alle Partier var himmelglade
  ved denne natlige Serenade.
  Bgen stod med de stilleste Blade,
  Skyerne listed paa Sokker afsted
  hen over Himlens blaanende Bed.
  Uglen sad fornem med lodne Fdder,
  Egernet vimsed omkring og bd Ndder.
  Smlded for hjt et Elskovskys
  hrte man Natravnen hvse et: Hys!

  I Fremmedlogen sad Maanen ene
  og laante Lys til den halve Scene.
  Og rundt omkring paa Kviste og Grene
  sad Skovens Sangere to og to
  og nbbedes sagte og stille lo,
  naar Mestersangerens Englerst
  kildred en Streng i en Kjenders Bryst.

  Men midt i en Muddergrfts frste Parket
  sad der en Fr paa en gratis Billet.

  Den var der, skjnt ingen vidste for hvad,
  men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad.

  Jo hjere Nattergalen sang
  des lavere Frens Kjver hang.
  Med aaben Mund og svmmende Blik
  den kled det re, den aldrig fik,
  den drejed sig halvt imod andet Parterre
  som vilde den sige: Har _I_ hrt vrre!
  og drejed sig atter uvillig om
  imens den memorerte sin Dom.
  At den vilde lyde paa restab
  det kunde man se paa dens Hngegab.

  Sangeren tav; to Elskende sukked,
  Liljen sit Hoved i Grsset dukked;
  Stillidshannen i Maanens Skin
  saa sin Mage i jet ind.
  Uglen bed sine Neglerdder,
  Egernet aad sine egne Ndder.

  Da Sangens Toner var tystnet -- plump!
  gik Fren tilbunds som en Mudderklump,
  og kommen hjem -- paa en Vandkalv ridende --
  skrev han i Frernes Berlingske Tidende
  en Kritik baade hvas og svidende.

  Nu er den Glemslens; let dunster vk
  den Dadel, der skrives med Mudderblk.
  Her skal kun nvnes dens sidste Trk;
  der lstes -- ligesindet til Skrk:
  Jeg fandt i denne saakaldte Sang
  ikke _t_ eneste rligt _Kvk_!

  Saa slukked Maanen sin blege Lampe
  og lo, saa man frygted en Mavekrampe.

9/2 1910.




KJESTEN OG KRN KRESTEN.


          Kjestens Ko
          var saa god som to,
      det syntes da ogsaa Krn Kresten.
  Saa blanked han begge sine Fedtldersko,
      gik bagind og fried til Kjesten.

          Kjesten lo:
          Du har set min Ko,
      men jeg vil nu elskes med Hjrte.
  Men Kors! som du har blanket dine Fedtldersko
      i den fineste Kakkelovnssvrte!

          Kresten lo:
          Jeg har set din Ko,
      og Koen staar spejlet i min Svrte;
  men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro
      staar spejlet herinde i mit Hjrte!

          Krestens Ord
          faldt i kristen Jord,
      skjd bugnende Ranker hos Kjesten;
  Ja, naar du kan finde _saa_ yndige Ord,
      gaa du saa kun bare til Prsten!

17/2 1910.




HSLETS-VISER.

MORGEN FR SLAGET.


  Har I nu Tnder i Riven sat?
  Er I parat, mine Drenge?
  Duggen har drysset den hele Nat,
  Leen har ventet os lnge.
      Armen er styrket af Svnen sund,
      Solen os hilser fra Bakkens Rund;
          bag Syrener forborgen
          kukker en Gjg: Godmorgen!

  Mor har pustet til Arnens Gld,
  sysler derinde ved Davren;
  se, hvor Rgen fra hendes Grd
  snker sig bldt over Havren!
      Mad hun smrer, som kan forslaa,
      l hun styrter i Dunke graa,
          lgger en Klukkert i Tejnen,
          som kan ta' Tonen fra Degnen.

  Nu paa Vognen enhver isr!
  Plagen i Stenene skraber.
  Vidt opslaget, mod stens Skjr
  Porten undrende gaber.
      Svalen svitter om Vognens Spand,
      Dagen venter den glade Mand,
          Blodet synger i Bringen
          dmpet til Klokkers Ringen.

7/2 1910.




DEN BLANKE AA.


  Og Plagene pruster i Morgentrav,
  og Pigerne gynger paa Vognens Skrav.
  Det ser man paa dem fra Top til Taa:
  I Dag skal vi over den blanke Aa!

  Og bag dens slyngede, blide Strm
  der skimter du Engen i Morgendrm.
  Der er det en Himmerigsfryd at gaa
  i Junisol ved den blanke Aa.

  Og Karlene mder i Sndagsvest,
  og Pigerne pynter sig op til Fest,
  og Blomster rde og Blomster blaa
  dem ta'r du frit ved den blanke Aa.

  Og Karen har bitte, nette Sko,
  og Sljfe der er paa dem begge to,
  og Maren har rde Strmper paa,
  fordi hun skal over den blanke Aa.

  Og hist hvor Aaen slaar Herresving,
  du faar dig en Kjrrest som Ingenting,
  mens muntre Myg og Libeller blaa
  de danser over den blanke Aa.

  Og ender det Hele med Fstensring,
  med Kys, med Dans og med Herresving
  -- de bitte Sko med de Sljfer paa
  hvor tripper de sdt ved den blanke Aa.

8/2 1910.




SLAAKARLE.


  Vil I se paa Karle, som kan slaa?
  som kan gaa et Skaar og ta' en Skraa,
      som kan mer end muge,
      som kan Knagen knuge --
  kom da hid, hvor Fren springer om den ngne Taa!
      Her er Arbejdslyst,
      her er Mod i Bryst,
  her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!

  Forrest Thames med den brede Ryg
  skrider sindigt i en Svrm af Myg.
      Sjldent Thames jager,
      men sit Skaar han rager
  rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg!
      Aldrig ser han om.
      Vil I med, saa kom!
  For hvert vldigt Hlhug hans Kner gi'r et Syk.

  Efter ham de andre stile smukt
  som en Vildgjsflok i Kileflugt.
      Ingen staar tilbage,
      hver sit Hug maa mage
  under Arbejdsrytmens flles strenge Tugt.
      Grsset Skridt for Skridt
      fler Leens Snit,
  aander ud sin grnne Sjl i Engens Honninglugt.

  Det er fre Karle der gaar hr,
  brunet, branket i al Himlens Vejr.
      Her er Rde Anders
      som kom hjem fra Randers
  hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Kl'r.
      Paa hans stramme Lg
      og hans sno'de Skjg
  ses, at han fr Fredens Le svang Krigens vilde Svrd.

  Hvem er det, som skummer Grssets Dug
  med et Skjg som paa en Gedebuk?
      Det er Jesper Rgild,
      barnefdt i Hgild;
  hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug.
      Standses nok saa kort
      vender han sig bort,
  ta'r sig hos sin Lommelrke himmelvendt et Kluk.

  Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,
  skjnt de mages slet som Hors til Ko.
      Her gaar Esper Laanum
      ved Frans Over-Traanum,
  hvasse Leer som hvasse Kjfter har de begge to.
      Dr er Kril i Krop;
      koger Galden op --
  mgtig som en Pommerbjlke falder Nvens Kno.

  Der gaar n, mens han gi'r Engen Smr,
  fimper bagudvendt hans Piberr;
      justement Krn Lausen,
      dn'm en af Slavsen!
  Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjrne fr.
      Bagerst Bitte Drejs,
      Egnens mindste Splejs,
  fimrer som en Lammehale for en Faar'stidr.

  Og de fler salten Sved paa Kind,
  og de spnder Remmen mere ind,
      og de letter Huen
      over Tindingbuen
  og la'r Strygens Klokketoner muntre Sjl og Sind.
      Naar det Strygekor
      tystner langt i Nord,
  hres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.

11/2 1910.




JENS KUK.


  Han kommer over Engen, han skinner som en Sol,
  en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol,
  men af hans Lomme titter en Brndevinspistol
      med Livsens Draaber for en vranten Mave.
          For Resten ved enhver,
          at Jens Kuk er Snapsen vrd,
  for han har kjrt for Greven paa Rydhave.

  Hans jne er det vrste; Gud ved, hvad der er bedst!
  Det ene skeler sterpaa, det andet Syd Sydvest,
  men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,
  af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;
          de valser ud og ind
          med Smaakrllers Hop paa Kind,
  som valsed de for Greven paa Rydhave.

  Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tr gaa ls,
  da holder sig i Siderne af Latter hver en Ts,
  med runde Flynderjne da sidder Bondens Kns,
      mens Kuk la'r Viddet og Pegasen trave;
          men bedst som Tsen lo,
          klapped Kuk en bitte Sko,
      for saadan gjorde Greven paa Rydhave.

  Men er der trist i Sjlen, og er det smaat med Sol,
  da fyrer Kuk en Kjende med sin Brndevinspistol,
  da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol
      som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;
          og snart han hildes ind
          i sit sre Tonespind
  og drmmer, _han_ er Greven paa Rydhave.

27/2 1910.




HUMLEBO.


  Hrte du noget som summed her?
  Hej, for en Basse der brummed dr!
  Humlen er rigtig et arrigt Kr,
  viser ej Forskjel paa Folk og F.
      Hum, hum, Humlebo,
  Honning for dig og os beggeto!

  Her er nu Kagen med Honning i,
  Kanden der er der Dronning i,
  du er dog Dronning for mig i Dag,
  spids nu Munden, du Glut, og smag!
      Hum, hum, Humlebo,
  Honning for dig og os beggeto.

  Tag _du_ bare det bedste Bid,
  selv ta'r jeg saa det nste Bid.
  Jeg skal nok gjenne Humlen vk,
  mens du suger dens Celle lk:
      Hum, hum, Humlebo,
  Honning for dig og os beggeto.

  Nu med Rette din rde Mund
  kunde kaldes: din _sde_ Mund.
  -- Send mig dog ikke saa barsk et Blik,
  hellere hundrede Humlestik.
      Hum, hum, Humlebo,
  Honning for dig og os beggeto.

  Loved du _mig_ din Haand og Tro,
  gav jeg vist _dig_ baade Baand og Sko,
  fandt som Humlen et mosset Bo,
  hvor der var Plads til os beggeto.
      Hum, hum, Humlebo,
  _da_ blev der Honning til os beggeto!

12/2 1910.




SNDAG I MORGEN.


  En Aften paa Engen sa' Jakob til Svend:
  Godnat mine blankslidte Knage!
  De Gamle gaar hjemad med Haand over Lnd,
  vi to bliver ene tilbage!
  Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur,
  hvor ingen maa tnke paa Seng eller Uhr,
    thi vi har jo Sndag i Morgen!

  De gik, og de prated, og Klokken blev ti,
  da Hnsene blinker saa blinde,
  og de gled de fjerneste Gaarde forbi,
  og hrte dem snorke derinde;
  de lo af et Hjerte, som Sundhed gjr let,
  og gik af en Ungdom, der aldrig blir trt.
    De havde jo Sndag i Morgen!

  Den ene han skildred med ivrige Skridt
  en englegod, blaajet Pige,
  den anden han sadled sin Ganger til Ridt
  mod Fremtidens daarende Rige;
  og begge de nred det visseste Haab,
  og Hnattens Maane gav Haabet sin Daab,
    og de havde Sndag i Morgen!

  Og de kom igjennem en slumrende By,
  hvor der var spildt H over Gaden,
  en gabende Port, og en Gaard som var ny,
  hvor Forken stod plantet bag Laden;
  og Duggen den kled i Kindernes Dun,
  og Hduften fulgte, og Luften var lun,
    og de havde Sndag i Morgen!

  Og Maanen gik ned mellem Stakke af H,
  og Taagen laa bldt over Dalen,
  og langs med den smalle, graaduskede S
  faldt Ryle og Str dem i Talen,
  og Hanerne sendte fra Portenes Hjald
  mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald
    som aned _de_ Sndag i Morgen.

  De studsed og vendte med Latter omkring,
  nu maatte der spares paa Snakken!
  Dog talte de stadig om hundrede Ting,
  fr Gaarden blev synlig bag Bakken.
  Her standsed det frste Par dyngvaade Sko.
  Men selv da de skiltes de skjmted og lo
    og sang for den Sndag i Morgen.

  -- Lyksalige Tid, da hver Morgen paany
  vi vaktes af Gjgenes Kukken,
  da Strbet var Leg, og da Ungdom og Gry
  de mdtes paa Sporet i Duggen!
  Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung --
  den Mand, som er munter og frejdig og ung
    har _altid_ en Sndag i Morgen!

15/2 1910.




KIRKEN.


  Jeg sidder ved Foden af Bakken,
  mens Kirken staar paa dens Top.
  Jeg lgger Ho'det paa Nakken,
  forsger at s derop.

  Du strkker efter en Himmel
  som ingen Strben kan naa,
  og selv har jeg grebet svimmel
  engang efter Himlens Blaa.

  Jeg vilde ej Haabet slippe,
  jeg prved og prved paany,
  jeg rakte fra Troens Klippe
  og fik i Haanden -- en Sky.

  Du prker fra Kor og Krypter
  om Dogmer, som ej skal forgaa;
  men st fra Himmelens Dybder
  vi to er nok lige smaa.

18/2 1910.




VOR BARNDOMS BK.


  Der er en Sugen i vor Barm,
  som melder sig og gjr os varm,
  naar vi er mest alene:
  et Minde om en fldet Hk,
  et Fljt, et natligt Fugletrk
  i Luften bag vor Barndoms Bk,
  hvor vi fandt glatte Stene.

  Det Sug staar ingen Mand imod,
  det stter Fart i trgest Fod
  fra fjrnest Aftenrde.
  Men staar du saa i Poplers Sus
  en Dag og ser, at alt er Grus,
  din Barndoms Grund, din Moders Hus,
  hvor maa dit Hjrte blde!

  -- Saa vrn da mt om Danmarks Land,
  dets blide Kyst, dets blde Strand
  og Mejsens Bo i Hkken,
  lys over Haren Markens Fred,
  giv Ly og L og Rugested
  for alt, hvad Hjrtet hnger ved;
  men vrn dog mest om Bkken!

  Du kjre blide danske Bk,
  som bag om Hegn og Hybenhk
  mod salte Fjorde glider,
  dit Vandrevand, din Puslestrm
  har nynnet i vor Folkedrm
  og pyntet Danmarks Kjolesm
  fra Landets ldste Tider.

  Det gaar som Sagn i Slgtens Mund,
  at over Paradisets Grund
  Gud gd Dig som sin Gave.
  Da Herren stnged Edens Sti,
  du kom hans Flammevagt forbi.
  Hvor nu du gaar, du Syndefri,
  dr bli'r en Edens Have.

  Hver Sjl, som slipper ned til dig,
  han vandrer langs din Blomstervej
  med Smil i jets Kroge;
  han er ej helt, som han var fr,
  men som han fik bag dine Rr
  et Glimt af tabte Himles Dr
  og Paradisets Laage.

  Vel har jeg set saa mangen Flod,
  der svulmed vildt af Bjerges Mod
  og tordned i sin Vlde,
  men ingen Strm som dig saa kjr,
  naar Dagen -- efter Bygevejr --
  randt ud bag Aftenskyers Skjr
  til Hedefaarets Bjlde.

  Du gav mig Svn og Barnebys
  og rakte mig din Mund til Kys
  med Vaarens frste Kranse.
  Hr Vibemor paa Kuldet laa
  saa tillidsfuldt med Toppen paa,
  mens jeg med barnlig Undren saa
  Bruskokken slaas og danse.

  Om Krebsen drev, om Smelten bed,
  til dig gik Gangen stndig ned
  med Krog og Medestage;
  hos dig, min muntre Skjbneflod,
  jeg vded glad min Barnefod
  og saa med Smil min Sol imod
  i Livets Lykkedage.

  Her stod jeg tit og mangen Gang,
  naar Lrken under Himlen hang
  og Humlebien brummed;
  naar Kalve sprang, og Bremser stak,
  og Tidslen gav mig Dun paa Frak,
  og Studen tungt af Bkken drak,
  mens sine Kn den krummed.

  Kjr var du mig til hver en Tid,
  selv naar din Rim dig pudred hvid
  bag Isens Ddningmaske;
  da toned op fra Vaagens Mund
  en Grundakkord saa livsenssund,
  en Lyd, som naar fra Fjolens Bund
  et Klunk kan overraske.

  Du kildrede det vrantne Flg
  og pusted Skum i Sivets Skjg
  og lb din Vej med Latter;
  du slanged dig i Slyng og Slng
  paa Mossets bromsatte Seng
  og klimpred paa din Slverstreng,
  Vildmarkens muntre Datter.

  I Dagens Larm du snakked med,
  i Nattens Mulm du lyste Fred
  og vilde alting skaane.
  Du skjulte det forfulgte Dyr,
  hver Fr som for sin Fjende flyr,
  og Laxen drog paa ventyr
  i Skjret af din Maane.

  Mod dig de drages, store, smaa,
  de blonde, som de isengraa,
  i Pynt og Hverdagstjet.
  Selv Bedstefar med hvide Haar
  endnu med Kjp til Bkken gaar
  og mindes der sin Alders Vaar
  og blir saa tung i jet.

  Her bandt hvert Aar min kjre Mor
  en Kost af Pinsens Blomsterflor
  og sang saa mt bedrvet.
  En Blomst var rd med Stnglen hul,
  og n som ggeblommen gul.
  Den Kost, hun gjemte langt bag Jul
  og vrged den mod Stvet.

  Her plukker Pigen Hjrtegrs,
  mens Karlen slaar det sidste Ls
  og Skvaldregjgen kukker;
  han kukker lavt om Knoldekjr,
  han kukker mer og mere nr,
  som spurgte han: Hvad gjr du dr,
  o, Glut, mens saa du sukker?

  Her kommer de og titter ned,
  hver som fik Sorg i Kjrlighed,
  og Bkken ingen hindrer.
  Om Yngling eller Pigelil,
  de lytter tnksomt til dit Spil
  og grder hjrtetungt dertil
  og synes, at det lindrer.

  Aa, skjnk mig, Bk, den svundne Fryd:
  at dulme med din Ringlelyd
  en Stund min trtte Hjrne,
  med Barnets lette Lykkesind
  bag Kryds af Edderkoppens Spind
  at vaagne op med Dug paa Kind
  i Skjret af din Stjrne!

  Du lille muntre danske Bk
  bag Hyld og Hegn og Hybenhk
  og midt i lave Enge,
  du gav mit Sprog dets Slverklang;
  _det_ blde Nyn ved Vuggens Gang
  og Rytmen i vor Folkesang
  er Laan fra dine Strenge.

25/2 1910.




AAKJR.


  Lidt snden Flj
  der blw a fj,
  der hjalp a tit mi Kow a Dj.
      Det blser mj
      i den Graan Bj,
  men baag hwer Dig gir Minder Lj.

    [Anm.:
    _Flj_, Fly By; _fj_, fdt; _Dj_, Dynd; _Graan_, Smule;
    _Lj_, Ly;]
1910.



KAPHYW.

EN OLDTIDSMIND.


  Ja, far der war en Stien a' _Skyw_,
  laant far, laant far -- hwi skuld a lyw? --
  _Krn Hendrisen_ den Stien ku klyw,
  far _Sren Sme_ en Skow ku byw,
  og far _ Lrki_ han ku flyw,
  far _Bette Drejs_ -- _det_ bette Splejs --
  war blwn saa stur, som han ku blyw,
  -- far _Laang Margreth_ ku stikk med Knyw,
  far _Krn den Fjar_ haaj mist  Yw,
  far _Gorm hans gammel_ Bjen blw styw,
  ja osse far -- det tr a skryw --

  _Methuselem_ ku lwt en Ryw, --
  far _Abraham_ ku tl te tyw,
  far _Dawed Kong_ med Lamm ku dryw,
  halvminder kikk i Pagtens Ark,
  da l dr po mi Faars Mark
  de tow rvrdig gammel Hyw!

    [Anm.:
    _Kaphyw_, to Hje paa min Fdegaards Mark; _Skyw_, Kjbstaden
    Skive; _laant far_, langt fr; _Krn Hendrisen_ kjendt Stenhugger;
    _Skow_, Sko; _ Lrki_, en Original, som antoges for Troldmand;
    _lwt en Ryw_, lfte en Rive; _halvminder_, langt mindre.]

26/2 1910.




DEN DDE LRKE.


  Nys jeg gik i den dybe Sne,
  fik et skjrende Syn at se:
  Halvt begravet bag Sneens Flig
  laa der et lille Lrkelig.

  Tog jeg Fuglen i Haanden op.
  Aa, saa mager dens spinkle Krop!
  Dragten krglet af Slud og Kuld,
  og til Taaen er frosset Muld.
  Slapt nu hnger din Vinges Fjer,
  Struben har ingen Triller mer.

  Stakkels stkkede Spillemand,
  Vaarens Varsel til Frostens Land,
  sang saa gjerne for Hytten lav,
  Sangergaven: i Sne en Grav!

  Hvorfor kom du den lange Vej
  hid fra blidere Landes Maj,
  drog fra Palmer og Sol og Fr
  for bag en iset Sten at d?

  Lngtes du saa fra Sydens Strand
  op mod det barske danske Land,
  banked saa heftigt dit spinkle Bryst
  efter at skue din Barndoms Kyst?

  Der, hvor Dden dig slog saa brat,
  fandt du Livet en Dugfaldsnat,
  bag om Klver og blanke Straa
  laa du blandt Redens andre smaa.
  Moders Fljten og Faders Sang
  hrte du der for frste Gang.

  Fuld af Lykke var Nat som Dag,
  Moders Vinge var Vrn og Tag,
  Grssets Stngler som Palmer svang,
  hjt i Toppen Dugdraaber hang.

  Hyrdens Aande saa m og lun
  maged en Plet i dit blde Dun,
  lille Hyrde paa korte Ben
  satte ved Reden fire Sten,
  flytted sin Kalv saa langt af Vej,
  at den ej skulde trde dig.

  Du fik Vinger, og du fik Top,
  hilst af Gryet du svang dig op,
  frst du undred, og saa du sang,
  tryllet af Strubens frste Klang.

  Tog saa Skyen i sikre St,
  Rugen laa som en irgrn Plet,
  dr steg Hje, og dr steg Lund,
  dr steg Byer bag Blt og Sund . . .
  Aldrig glemtes hin Morgenstund!

  Pinjers Ynde og Palmers Pragt
  har mod Minder slet ingen Magt.
  Lrkelngsler mod Klverland
  skjbnebinder os, Fugl som Mand.

  Kjrligheden har altid Ret;
  naar man elsker, er Flugten let;
  bedre af Sult bag en Sten at d
  end at svigte sin Barndoms .

28/2 1910.




DR. S. RAMBUSCH.

VED HANS FLYTNING FRA SJRUP TIL AALBORG.


  Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strkker,
  og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,
  mens Hedens Syn mod Horisonten gjkker
  og Luften syrnes let af Lyng og Lav,
  dr kjled Solen for en Lges Bolig
  og slynged Ranker om dens rde Sten,
  bag Lysthuslv sank Solen stor og rolig
  med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

  I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,
  hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,
  her kom de hen med Sygdom og Elende,
  men kjrte hjem med Vognen fuld af Haab.
  Der sad jeg selv saa tit og brd mit Ho'de,
  med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,
  mens Rambusch trak det Onde op med Rode
  i n og anden ful og pirken Tand.

  Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,
  mens Sveden damped fra den rde Plag,
  og Doktorstolen slingred i sit Leje
  hen over Fjandbolandets Bakkedrag.
  Med Jgerblik han spejded ud fra Bakken,
  det Syn har altid gjort hans je godt.
  Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,
  men Ho'dets Holdning var bestandig flot.

  Hvem lodder Dybden af en Lges Gjerning,
  hvor Redningsbjen blev hans kloge Trst,
  hvor Liv og Dd ved Lampen kaster Trning
  med sorte Kugler paa den Syges Bryst.
  Hvert fattigt Hjem langs Hedens de Stier,
  hver kroget Mor i smaa og trlse Kaar
  vil takke dig, om ogsaa Lben tier,
  og hge om dit Navn fra Aar til Aar.

  Men ej du standsed blot ved Lgens Virke,
  din Trang gik ofte mod en strre Kur.
  Du blev en Dyrker i den frie Kirke,
  der langsomt lfter op et Lands Kultur.
  Du elsked Fest og Digt og muntre Sange
  og sang dem selv saa tit med Gld og Glans,
  og Videnskabens Navne flere Gange
  har rakt dig Blade til en Hderskrans.

  Og naar din Teltpl snart du vil oprykke,
  og Flaget fires ned bag Granehk,
  og bort du gaar med Skuffelser og Lykke
  fra Landet hist i Storm og Fugletrk
  -- kanske du da en Kvld, naar Fjorden klukker
  i Maaneskjret om de hvide Sten,
  vil mindes mt, hvor vaarligt Gjgen kukker
  fra Mosehyttens krumme Hyldegren.

29/4 1910.




MILITARISMEN.


  Saa sidder I gamle Gubber dr
  og mimrer om Landets Vrn
  og spnder om Danmarks Midje Svrd
  og kobler dets Skjbne til Jrn.

  Mon I da vil bre den Vanvidsvgt
  af Krigens blodige Malm,
  der slaar til Jorden Mndenes Slgt
  som Plejlene Loens Halm.

  Mon I med Affldigheds Krykkestok
  afstiver det sunkne Mod,
  naar Kuglen kjmmer den blonde Lok
  og Ynglingen svmmer i Blod!

  Lad fare, lad fare det Daarespil,
  nedkald ikke Hvnens Lyn!
  De vrste Fjender vi har blandt os selv
  i eders barbariske Syn.

  Der er mere Vrn i det spinkle Siv,
  der svinger paa Mindets Grund,
  end i onde Instinkters trukne Kniv,
  vildt lftet i Slagets Stund.

  Der er mere Vrn i den Blomstergren,
  der skygger ved Hjemmets Dr,
  end i alle de Volde af Jord og Sten
  bag Kuglesprjternes Rr.

  De pansrede Forter med Hjlm og Horn
  de bliver, o, Danmark, din Grav!
  _Dit_ Vrn er Agre med blgende Korn,
  der lyser med Fred over Hav.

  De blodige Furer paa Krigens Val
  dem saar vi over med Byg,
  mens Mindet om faldne Fdres Kval
  hensummer med Kvldens Myg.

  Vi vil ej finde Frelse for os
  ved tusind uskyldiges Drab,
  langt hellere spytte med Haan og Trods
  i Kanonens Helvedesgab.

  -- _Dit_ glubske Svlg bliver aldrig mt,
  forbandede Dyr paa vor Vej,
  og gjorde Nationerne dig din Ret,
  de vendte Kanonen mod dig.

  Du bragte os stadig til strre Fald,
  endda vi offred dig alt,
  du trak vor sidste Oxe af Stald
  og slagted vor bedste Galt.

  Se, derfor forlader vi Krigens Sold;
  i _Fred_ vil vi ta' vore Trn.
  Og holder vi end et Skud i Behold,
  det gjemmes til Ulv og Bjrn.

25/5 1910.




DA  BJRMAND KAM.


  Der _kam_ en Trold fr Daabjrgdojs:
      _Klump_ -- Dump! _Hump_-i-Skump!
  med wn saa glown som en Vkildsblojs,
    for _han_ maatt ha Brndvin far Awten!

  For haar en Trold begynd aa drikk,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  saa tster han warr end Kow og Krikk,
    der trkkes te Trow om  Awten.

  Og po  Pukkel af den Hallunk,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  dr hopped og danst en Brndvinsdunk
    saa huel som  Suel under Awten.

  Og sen han traj gjemmel Hnemues --
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te  Wand gik owenind a' hans Hues
    og nejenud indte Awten.

  Saa flw han da hen gjemmel Daabjrg Graw
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  saa  Prjst kam ud uden Lu heller Kraw
    og tint, han sku himl inden Awten.

  Saa _to_  Skjevl te aa pin og spring,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te  Klokk begynd i  Torn aa swing
    og trowr,  Degn rind te Awten.

  Og sen han traj gjemmel Ingedaal,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te aal dje Kokk de saatt s po  Haal
    og kund ett find te Raan mud  Awten.

  Ja, sen han stamped ved Sjrrup Kjar,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te P Smed trimmelt om baag  Krowmands Dar
    og kam ett te hans Ved inden Awten.

  Saa _kam_ han slamprend snden om Vrow,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te  Hejst' gik baglns med Harrer og Plow,
    og kam laask ad  Gord inden Awten.

  Og Koldkur Hus fk han sen te aa wakk,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk
    og end i en Grf henad Awten.

  Hans Trsko de war saa faale tarr,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  men hans Nies og rer haaj  n warr,
    for _de_ sto i Dj under Awten.

  Saa _laa_ han da Damp mod en vilre Krowr:
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  og det war sgi der, hwor Krn Haabro bowr,
    og stapper hans Pief imud Awten.

  Saa flw han da ind imell Haabro Hus,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  te  Drikkels ret blarped a Kopp og a' Krus
    og Krn Haabro glemt hans: Godawten!

   Krowmands Dar rw han ls fr si Fals,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  og  Darkam hnd om  Bjrmands Hals,
    da han sto i  Stow imud Awten.

  Og nu begynd da  Skinting aa drikk,
       Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  saa lng te han _kund_ blg i s for Hikk,
    for _de'_ el jo komm ad  Awten.

  En trrr Pots Anker med jawnhen l --
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  den tmt  Skuel som en Fingerbl
    og rat atter mie inden Awten.

  Og band en Spuns ham lovle haadt,
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  han stemt'en ind med hans Tommeltot,
    saa det prost i hans Skjek under Awten.

  Og Rumpunsflasker, de stur som sm --
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  -- han knak dje Hals mud hans sture T,
    som en knkker en Lopp imud Awten.

  Hwer Brndvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep
      Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  -- han suet  ud te den sidste Sep,
    som en Snog suer Dg om  Awten.

  Der blw ikki en Droef te aa drikk heller spild,
    Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  og  Wand det sak nok en Al i dje Kjeld,
    og Folk war swr dru -- en Awten.

  Men no begynd sgi  Bjrmand aa dryw;
    Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  tho far maatt han traw, men no ku han flyw
    og now Daabjrgdojs inden Awten.

  Saa drw som en Torren han ster opo
    Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
  Hans Skjek det slvt saa laang ad  O,
    som en Togger slver mud Awten.

    [Anm.:
    _wn_, jne; _glown_, gldende; _Vkildsblojs_, Valborgblus;
    _haar_, har; _warr_, vrre; _Trow_, Vandtrug;
    _huel_, rund og buget; _Suel_, Sol;
    _traj_, traadte; _Hues_, Hose; _nejenud_, nedenud;
    _Daabjrg Graw_, Daugbjrg Kalkgrave; _Lu_, Hue;
    _ Skjevl_, Raden; _aa pin og spring_, lbe af al Magt; _Torn_,
    Taarn; _rind_, ringede;
    _saat s po  Haal_, satte sig paa Halen; _Raan_, Rane, Hnsenes
    Pind;
    _sen_, saadan; _Kjar_, Kjr; _hans Ved_, Samlingen;
    _slamprend_, om plump Lb og Gang; _Harrer og Plow_, Harver og
    Plove; _laask_, lbsk; _Gord_, Gaardene;
    _wakk_, bve; _hwyst Bagkorre_, slog Kulbtter; _Grf_, Grft;
    _faale tarr_, srdeles trre; _Nies_, Nse; _haaj  n warr_,
    havde det betydeligt vrre; _i Dj_, i Dynd;
    _laa Damp_, satte Kursen af al Kraft; _en vilre Krowr_, en anset
    Kro; _Pief_, Pibe;
    _ Drikkels_, Drikkevarerne; _blarped_, skvulped;
    _hnd_, hngte; _ Stow_, Stuen;
    _ Skinting_, Asnet;
    _trrre_, tredive; _jawnhen_, ret godt; _tmt_, tmte; _ Skuel_,
    Kjltringen; _rat_, rakte;
    _stemt_, trykkede;
    _To_, Taa;
    _Sep_, Draabe;
    _ikki_, ikke, en Forstrkning af _ett_. _Droef_, Draabe; _sak_,
    sank; _dje Kjeld_, deres Brnd;
    _dryw_, drive, rave; _Dojs_, Daas, Hj;
    _Torren_, Torden; _opo_, paa; _Skjek_, Skjg; _ O_, Aaen; _
    Togger_, Fiskevaad.]

29/5 1910.




FORLADT.


      Karen vandede Kaal i Bed,
      Jrgen stod med et Smil paa Sned,
      tog fra Karen den tunge Spand,
      posted den fuld af Kildevand,
  mens det dugged saa let under Kvlden.

      Karen gik sig sin Aftengang,
      Jrgen efter i Spring og Sprang;
      Jrgen snubled, og Karen lo,
      Aaen lo med under Spangebro,
  mens det dugged saa lindt under Kvlden.

      Jrgen sleged for Kind og Haand,
      Karen blev veg som Vidjevaand.
      Ud flj Ugle, og hjem flj Ravn,
      Karen snubled i Jrgens Favn,
  mens det dugged saa bldt under Kvlden.

      Kaalen voxed sig bred og grn,
      Karen ged sit Skjrt i Ln.
      Jrgen rejste saa langt af Led,
      Karen grder og Kaalen med,
  mens det dugger saa koldt under Kvlden --

8/6 1910.




TIL SALLINGS HUSMAND.


  Fra Grnningr til Liv-Tap
  du ser saa skjn en Kyst,
  hvor Holmen nikker som en Knap
  paa Fjordens blanke Bryst,
  hvor lange Aarer blinker
  i Fiskebaades Dans,
  mens Brombrranken rinker
  om Pigens Vrist sin Krans.

  Og bag om Kystens fede Jord,
  sig snker Rugen gul,
  mens Bonden sidder strunk ved Bord
  og bider bredt af Sul;
  hans Datter brer Spange
  om Armen fast og rund;
  af Plage har han mange
  og Slv paa Kistebund.

  Fra Gaardmandsjorden udestngt
  som mest den Husmand bor,
  mens op i Mosens Kroge trngt
  han rydded Grund og Jord.
  Han har en Ko paa Toften,
  en Gris bag Hyldens L,
  og stadigt Slid for Skoften
  gav Gigt og krumme Kn.

  Men Smilet spiller om hans Mund
  i fast og munter Skjmt,
  hans Marv er frisk, hans Sjl er sund,
  dens Strenge ej forstemt.
  Hans Haab er lyst som Suset
  i Sommerskovens Trr,
  og Orm i Kjrnehuset
  du fandt vist aldrig der.

  Ja, Hyttens Mand i allen Land
  skal rette Ryggen op
  og holde mod Forsagthed Stand
  og gaa i sluttet Trop;
  da skal din Kvinde mttes,
  dit Barn faa buttet Kind,
  de lave Dre lettes
  og Lyset strmme ind.

  Naar Spaden atter hviler glad
  i arbejdsvante Haand
  forvandles til en Perlerad
  hvert rustent Slavebaand;
  da skal hver Taare trre,
  der randt i Armods Gys;
  da bliver Jorden strre,
  og Rummet fuldt af Lys.

Juli 1910.




PER SMED.


  Naar Grisen den skal slagtes,
  saa henter vi Per Smed,
  fordi han er saa munter
  og bor her lige ved.
  Han ta'r saa hje Dramme,
  dertil en mgtig Skraa;
  men Grisen bliver kvrket,
  det kan du bande paa!

  Fr Hanen svnigt blinker
  mod Dagens frste Skjr,
  da glimter Smedens Lygte
  i Grisens blanke Svr.
  Og Grisen maaler Ka'len:
  Er noget galt i Vej'n?
  Og selve Grisehalen
  staar som et Sprgsmaalstegn.

  Men ind i Bvlen skrver
  nu Smedens krumme Ben,
  mens Grisens Brster hver
  sig bange n for n.
  I Ndset ud den trilles
  til Hyl og ilde Sang;
  ej Degn kan synge vrre
  ved Konekirkegang.

  Med Nattedryp i Skjgget
  nu vkkes Bondens Gaard,
  mens Maanens fede Hage
  paa Storkereden staar.
  Dens krumme Skive truer
  som selve Ddens Segl,
  og Smeden agterude
  han er saa haard en Negl.

  I Trommehinden stinger
  de jammerfulde Hvl,
  mens Gissebassen tinger
  med Smeden om sin Sjl.
  Bag Trsklen Bryggerkarret
  er hvlvet til Skafot,
  og Kjedlens Dampe stter
  paa Per en graa Kalot.

  Gud naade Gissebassen
  alt i dens sidste Stund!
  Nu lukker den sit je
  og allersidst sin Mund.
  Og alle Kjedler bobler,
  og sen gaar gesvindt,
  og gjennem Lste Brster
  henraser Kniven blindt.

  Per Smed kan alting ordne,
  han brer Flsket _fram;_
  med Trjermet trrer
  han Munden til en Dram.
  Han klinker, og han klukker
  indvendig af sin Skjmt,
  og dog skal ingen sige,
  at Pligten bliver glemt.

  Med Fingermaal bestemmer
  han Tykkelsen af Flsk,
  han lser Svinemaver,
  som Prsten lser Grsk,
  han kritisk Galden forsker,
  og Aftgtsmandens Aar --
  ja, selv Ufdtes Skjbner
  han ud af Milten spaar.

  Og hele Huset lugter
  af Lever og af Lg,
  i Loftene det smlder
  af Larm og Grydestj,
  den sorte Plse dykker
  i Kog som en Delfin,
  og Drene udjamrer
  de mest usmurte Hvin.

  Og det blev Aftensilde
  med Tsne over Jord,
  og det blev Plsegilde
  med Dramme over Bord.
  Per Smed sad bred paa Bnken
  med Plsen for sin Haand
  og sdede dens Skiver
  med Viddet fra sin Aand.

  Humret gaar i Hjden,
  mens Drammene gaar ned.
  Per Smed er nu fuldmodig,
  enhver faar ren Besked!
  Men Modet i hans Bringe
  er intet Krigermod,
  og Blodet paa hans Klinge
  er ikkun Griseblod.

25/7 1910.




HSTMARCH.


    Vi kommer fra Dalenes Fred,
    og Faner af Havren har vi med;
    den skal Hstens Gjerning rande,
    smykke vore Pigers Pande,
  naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

    Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
    thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
    alle Skrntens Br er fundne,
    alle Agrens Neg er bundne
  og lagt ud paa de vldige Skaar.

    Vi mejed vor Mark under Sang,
    saa langt rkker Strygespaanens Klang,
    naar blandt Havens Kaal den klinger,
    man os Mjd og Kager bringer,
  mens det dufter af Mynte over Vang.

Efteraar 1910.




EN JULEGJST.


  Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjg,
  hans jne spejder langt mod en hvidkalket Vg;
  af Prrie-Frosten saa ru er hans Kind;
  til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.

  Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;
  hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.
  Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!
  Vel hlder den en Kjende, men det gjr ogsaa du.

  At noget saa fattig saa sunken og lav
  kan drage dig hjem over Land, over Hav,
  saa du _n_ Kvld kan glemme det Onde paa Jord
  for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!

  -- Han fler under Jakken, om alting ligger ret,
  hans gode Dollarsedler, hans Gaver, hans Portrt;
  de stramme Trk fortones, hans Hjrte maa le,
  mens Stvlen synker dybt i den skrigende Sne.

  Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,
  hans Pelshue skraber mod Drens lave Karm,
  Solstraalen slnger Lkker om hans bjede Ben,
  og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten.

  Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,
  med rynket Haand hun fjrner dens visnede Blad,
  og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,
  og Hnen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.

  Ind stryger han i Stuen, saa Hnen kagler op,
  hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;
  de gamle jne fyldes fra Hjrtets dybe Grund;
  i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.

  -- _Nu_ blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Stj,
  Skorstenen sender fra sig sin fedeste Rg;
  mens Vaffeljrnet vendes for Ilden snildt og let,
  der skjmtes, frittes, svares i samme Aandedrt.

  Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjver ind;
  saa kommer Aftenduggen og gjr hver Rude blind;
  den Gamle tnder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;
  men Snnen griber Haanden i det mmeste Kryst:

  Ja, _du_ er bleven gammel, og jeg er bleven graa,
  men det skal i Aften vi lidet tnke paa;
  fr skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,
  _nu_ sidder vi og stirrer i det _samme_ Julelys.

  -- Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjr,
  hen over Moser brede, ud over vaade Kjr,
  og melder om en Scene -- den skjnneste paa Jord --:
  I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!

Decbr. 1910.




JULEAFTEN.


  Naar sitrer din Sjl som en tonende Strng,
  og naar skinner Lysene blidest,
  hvornaar gaar du ndigst med Sorg til din Seng,
  hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?
  Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Tr
  og Barnet med straalende Blik ved dit Kn
  fortller, at nu har vi Julen.

  Da vugger de Tanker som Fugle i Rr,
  mens vildt over Mosen det fyger,
  og Spurvene putter sig ind mod din Dr,
  for Vejrets fortrnede Byger;
  med Krummer og Kjrner for Fuglen du strr,
  hvad Vindene fryser det Hjrterne tr,
  den Lre vi hented hos Julen.

  Til daglig vort Hjrte af tusinde Savn
  blev gnavet i mer end i Barken,
  og ofte du sendte i Suk efter Havn
  din sidste Due af Arken;
  men alt, hvad der gjorde dit Hjrte Fortrd,
  det standser i Kvld bag det skjrmende Led,
  der vrner for Hjemmet og Julen.

  Derinde du sidder, mens Haglene slaar,
  og hrer de hjemlige Klokker,
  og Minderne kommer og Minderne gaar
  paa Julens sne-pudrede Sokker,
  og Grantret dufter fra Storstuen ind,
  og Brnene ivrer sig rde om Kind
  med alt, der skal hnde i Julen.

  Og Frosten nu nrmere Gaardene gaar
  og ridser paa Ruden sit Mrke,
  og Barnet saa kjrt under Lysene staar,
  og Salmerne lyder saa strke;
  og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,
  og Stjrnerne funkler i Rdt og i Blaat, --
  de Stjrner, der altid var Julens.

Decbr. 1910.




JULENEG.


  Kom nu ud, lille Fa'r og faa alt gjort i Stand,
  faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,
  og str Gran paa de rimede Sten,
  tag en tungvippet Kjrv fra det stvede Loft,
  at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,
  finder Trst imod Snenattens Mn.

  Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,
  mens paa Trsklen hun strg den bredbladede Kniv,
  fr hun skar af det nybagte Brd,
  og dets Endskal hun frte med Kys til sin Mund,
  og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,
  og hvor Skorpen var brunlig og sprd.

  Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,
  og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,
  gjorde Hop, flagred ned, flagred op;
  og fra Gjrder og Marker, og Tuer og Trr,
  fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjr
  kom Smaafuglenes radmagre Trop.

  Der var skrigende grnne og sommerligt blaa,
  der var lysende gule og kummerligt graa,
  hastet hid fra den stormslidte Skov,
  og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,
  men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang
  under Hungerens jernhaarde Lov.

  Og n havde just ofret til Frosten en Taa,
  og n havde en Jger fornylig holdt paa,
  Bssens Hagl havde taget dens Fod;
  men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,
  skjnt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,
  og i Sneen staar Dryp af dens Blod.

  Og Katrine hun titter saa smilende paa,
  hvor i Neget de gule, de grnne, de blaa
  hopper rundt ret som Gnister af Baal,
  og hun dejgner og titter og nynner saa glad,
  mens hun gjemt bag Geraniens stvede Blad
  drysser Mel over Former og Skaal.

  Og den frostrde Sol gaar nu favnende bort,
  ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,
  naar om Julen det stunder til Fest;
  og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,
  til velsignende Lys over Fuglenes Neg
  den nu bruger sin synkende Rest.

  Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,
  og en Kavringeduft om den gamle der staar,
  saa hun frister hver vejrende Hund;
  og de halser og flokkes med nsvise Krav,
  og hun truer ad Flokken med Eder og Stav
  og gi'r ondt af sin tandlse Mund.

  Og en Fisker har tjret sin Baad under Strand,
  saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,
  mens han selv nu har Hjemmet til Maal;
  i den foddybe Sne staar hans Sstvlers Spor,
  paa hans skjllede Kno i den spegede Snor
  slanter lystigt tre bugfede Aal.

  -- Og saa hres paa Broen en dumrende Vogn,
  og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,
  til hver Sjl er i Mindernes Vold,
  og hver Olding ser op mod det tonende Hvlv,
  mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,
  indtil Haanden om Staven bli'r kold.

  Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,
  og Fuldmaanen slnger sin gyldene Bro
  over Flager af ringlende Is;
  med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,
  og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,
  og Fjerskyen spreder sit Ris.

Decbr. 1910.




PIGER PAA ENGEN.


  Nu er Dagen fuld af Sang,
  og nu er Viben kommen,
  Bekkasinen Natten lang
  haandterer Elskovstrommen.
    Plukke, plukke dugget Straa,
    plukke, plukke Siv ved Aa,
    plukke, plukke Blomster.

  Engen er nu gyldengul
  af tunge Kabbelejer,
  Sndenvinde byder op,
  og Dueurten nejer.

  Dammen ligger Dagen ud
  med Brudelys i Hnde,
  rkker hjt de ranke Skud,
  at Solen maa dem tnde.

  Nu vil M med Silkestik
  paa Brudelinet smme;
  den som ingen Bejler fik,
  hun ta'er sig n i Drmme.

  Rk mig en Forglemmigej
  og sidst en Krusemynte,
  saadan slutter vi vor Leg,
  saa glad som den begyndte.
    Plukke, plukke dugget Straa,
    plukke, plukke Siv ved Aa,
    plukke, plukke Blomster.

Foraar 1911.




NYTAAR.


  Der brager et Skud for min Forstuedr,
  Raketter gaar op imod Maanen;
  godt Nytaar frempulser af rygende Rr,
  saa Kvinder er nr ved en Daanen,
      og Bonden han bakker sin bedste Tobak,
      og Barnet omfingrer den ny Almanak,
  der peger paa Stjrnernes Veje.

  Og Oldingen sidder saa vissen og from
  i Sivsko i Kakkelovnskrogen;
  han mumler en Salme om Dd og om Dom
  og lgger et Mrke i Bogen.
      Saa stirrer han ind i sin Oldingesjl
      og frem imod Gravens de sortstrgne Fjl,
  mens Minderne tttes til Taarer.

  Thi Tusind skal fdes og Tusinder d
  i Aaret, der blussende stiger,
  og Fremtid skal gro af Forgangenheds Fr,
  mens Orm under Barken sig sniger.
      Og styrter end Stormen _vor_ Stamme i Stv,
      der knoppes vel andre med Krone og Lv
  til Fryd for de strbende Slgter.

26/6 1911.




KRN DEJLER.


  Krn Dejler kjrer hans Trv i Land:
    _hop_, hop, _hop_, for en Hywl i Gras!
  Paa Lsset hjt, bag sit Studespand
    der kraaner med Pisken den Dejler.

  Og Studen vralter saa tung og tam --
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  og Solen leger i Mosens Dam
    og dikler i Nakken Krn Dejler.

  Men Hvepsen sad under Brinken gjemt --
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  der havde fornylig sin Bas han stemt
    til Studedans for Krn Dejler.

  Et Pist, et Pust og et jeblik:
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  saa brummed han frem under fuld Musik,
    saa Skrkken krb over Krn Dejler.

  Brat lfter Studen sin Hale fin:
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  selv Kusken letter en Kjende sin;
    nu bliver den hjamsk for Krn Dejler!

  De Hjlmede springer i Hjump og Trav:
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  og Vognen jamrer af fire Nav:
    Nu skjenner  Stud' for Krn Dejler!

  En Lundstik lsned, en Kinding brast:
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  mens Skuden slingred med Skrog og Last
    i Sgang under Krn Dejler.

  Frst sprang da Tejnen mod Himlen op:
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  saa flygted Trven i samlet Trop,
    paa Skravpinden hang kun den Dejler.

  Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
    hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
  der rendte de Stude sig selv i Syk,
    saa Blevret stod om Krn Dejler.

  Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjst,
    hop -- hop -- hop med en Hywl i Gras!
  saa Heldet redded den sidste Rest
    af Vogn og Skrav og Krn Dejler.

    [Anm.:
    _en Hywl i Gras_, et Hjul i Smadder; _kraaner_, kror sig;
    _dikler_, kildrer;
    _hjamsk_, flov;
    _de hjlmede_ (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet;
    _skjenner_, lber lbsk;
    _Kinding_, den Aabning, hvori Vognstangen sidder;
    _Tejnen_, Madsken; _Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af
    _Skravets_ eller Vognkransens Hjrner;
    _i Syk_, i Dynd.]

Sommeren 1911.




H. F. FEILBERG.


  Saa do blw fj her mdt i Hst
  mell aall Guds gued Gawer,
  og fk drfr den skjnne Lyst
  aa sammel Nieg i Trawer!

  Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
  med Nieg fr _Slett_ te _Slien_,
  vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
  og der er Drywsel i'en.

4/8 1911.




ENSOM.


  I Landet, hvor Turnipsen bovner
  med svulmende Rod og Blad,
  der fik jeg af Venskab saa slag en Hst,
  men Guds Velsignels' af Had.

  Og Hadet frisker paa Galden,
  og Turnips er god for Ko,
  men _Venner_ er som den kjre Sol.
  Nu rejste de sidste to!

18/10 1911.




DE FATTIGES JUL.


        Lyset tndt,
        Minderne tndt,
    Sind og je fra Styghed vendt;
  Dgnet danser med hoppende Hjul,
  Freden gjemmer sin Sne til Jul,
    drysser den paa vore Saar!

        Paradis,
        Drmmenes Dis . . .
    Glem i Aften dit Livs Forlis!
    Sorgen suger i mig som i dig,
  denne Kvld viser Stjrnen Vej,
    vov dig da ind i dens Glans.

        Skjnne Maal,
        hellige Maal:
    Smilet fylder den sultnes Skaal,
  Lyset strejfer en graadskjmmet Kind,
  varme Hnder br' Fadet ind, --
    Godhed, o Jul, er dit Navn!

18/12 1911.




JULEHILSEN

TIL NAVERNE I ZRICH.


  Vi sidder herhjemme og lnges derud
  mod blinkende Tinder og Floder,
  mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,
  mod Kjbslag i fremmede Boder,
  mod Alper i Gld, mod en hj Horisont,
  mod Rejser og Router al Jorderig rundt,
  -- bort, bort fra de stngende Gyder!

  I gaar vel og stirrer jer jet i Vand
  paa alle de funklende Tinder
  og lnges herhjem mod vort taagede Land
  med alle dets Juletrsminder,
  mod Hytten og Hyggen -- en Kjrest', en Bror,
  mod Haandtryk og Smil -- og en krumbjet Mor,
  der blunder i Stolen bag Ovnen.

  Saa lnges og trnges hver kvindefdt Sjl
  fra Livslbets Stunder begynde,
  mens Stvlerne stdes for Taa og for Hl,
  og Saalerne slides saa tynde.
  -- I Lngsel at vandre mod uvisse Maal
  med tusinde Mil bag den lasede Saal
  er Lov for en Ranselens Ridder.

20/12 1911.




PIGEN PAA DIGET.

TIL EN GLISK MELODI.


      Gjgen kukker, Solen svinder,
  Duggen falder stille paa Moders Bleg,
      Himlens Sky faar rde Kinder,
  Hjrtegrsset ringler mod Siv og Fleg.
      Faar og Gjed mod Kvlden brger,
  Mllens Vinger gaar mod Vestens Skjr.
      Klokken ringer fjernt bag Heden,
  der hvor rank han vandrer, min Hjrtenskjr.

      Lille Hjejle, du skal fre
  alle mine Lngsler til ham, du ved,
      fljte mhed i hans re,
  over Mosen bre min Kjrlighed.
      Til hvert Prik, din Vinge smykker,
  hefter jeg et Kys, til ham et Laan;
      gule Hjejle, br dem varligt,
  giv dem ej til Pris for Gjges Haan!

      Jeg har skuret mine Spande,
  sat dem snildt paa Rkke med Bunden op,
      vandet Kaalen, brust med Kande,
  skiftet Kldet over Ostens Kop.
      Ensomheden her jeg sgte,
  og jeg tog min blanke Slje paa,
      den han mt mig bad at bre,
  naar engang vi skulde til Altret gaa.

      Kuk nu Gjge, mens jeg plukker
  Skjrtet fuldt af Iris ved Aftnens Strm.
      Fr mit Kammers Lys jeg slukker,
  stiller jeg dem varligt bag Pudens Sm.
      Irisblomstens Duft skal trylle
  dig, min kjkke Yngling, mod _min_ Barm,
      saa paa Drmmens Bro og Duftens
  ind til mig du glider ad Vindvets Karm!

9/1 1912.




STORKEN.


  Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
  til Klver og nikkende Hvener.
  Mens Pigen hun smmer sin blommede Kjol
  i L af de rde Syrener,
  han snker sig ned paa det mossede Tag
  og knebrer fra Reden den udslagne Dag
  en Hjsommervise om Danmark.

  Og Brnene stirrer fra Trsklen didop,
  hvor Lget paa Mnningen nikker,
  og Oldingen ranker sin krogede Krop
  i Stuen, hvor Slagvrket dikker;
  og Minderne dugger, og Lberne be'r,
  og Brnene pludrer og peger og ler:
  Se Storken er kommen til Danmark!

  Velsignede Fugl uden Hgenes Klr
  med rnenes mgtige Vinge,
  du dukker dig helst mellem grssende K'r,
  kun Hygge og Fred vil _du_ bringe;
  du flger i Furen vor Bonde saa nr
  og nikker som han, mens af Rugen det drr
  med Lfte om Hst over Danmark.

  Hvor Engblommen lyser langs Aalbets Bred,
  du skridter saa langt gjennem Engen;
  med Halsen i Bugt og med jet paa Sned
  du titter til Pigen og Drengen.
  Du sger din Fde til Leernes Klang,
  og Hduften flger din higende Gang
  langs alle de Aaer i Danmark.

  Saa lad os da vrne den solkjre Fugl,
  der pynter vor Vang og vor Vnge,
  der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul
  til Vejrs paa den mossede Lnge.
  Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,
  hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,
  mens Sagnene lever om Danmark!

4/3 1912.




KAALFOLK.


  A war gan hen te Jepps ijaes,
  og der s Mowns, og der s Ms,
  og det war nem for m og hr,
  hwad Huml _de_ haa aa fr,
  for det war Ls, dr med Kjn Grow
  haaj wot ad Bj og sit paa Stow;
  fk Ls nu den Kaag paa hans Skorr,
  war _a_ saat udenfor.
      Ja Kaalfolk er n gremme nj,
          n slemme nj,
      n _slle_, simpels Rimpelstj!

  Men tar mi Ls den lied Hjont,
  saa sejer _a_, han maa vr wont,
  for _af_ den vste Kjeltringslaw,
  hun war da aal si Daw.
   Muer haar jo _wal_ en Stej,
  og det er nj, en maa ta mej,
  og sjel haar hun en Kakkelown
  -- og Skjek -- som en Dragovn;
      Men Kaalfolk er n gremme nj,
          n slemme nj,
      n slle, simpels Rimpelstj!

  Tho gywt s det er let nok gjord,
  men sej m, hwadfornj du for!
  Og ta en Hjoj som Kjesten der --
  nej, det sku Ls l vr!
  Hvad hjlper Kow og Kakkelown,
  nr saa  Kwind er kryvedown!
  Tho faa s den Slaws Bi i Kof
  det gaar som i en Rof.

  Og der lod a mi Speci spring,
  da Ls war syk og hnd med  Ving,
  og s ham te med Nol og Wask,
  men han gik om og task;
  og da vi sku te Maatensfest,
  _a_ saat ham Baagstykk i hans Vest
  og vend ham hans Trawalli-Frak --
  nu faar en saa si Tak!
      Jow, Kaalfolk er n gremme nj . . .

  Nu vil a hen og lr aa vw;
  for her ka en sgu gaa og skrw
  og aalle kryf en Krumm teframm,
  men lw si Daw teskamm.
  Ld saa di anner ha dje Spel,
  _a_ ska _wal_ gaa og skjtt m sjel,
  og ta de Spark, som der ka blyw,
  men l  Gywten dryw.
      For Kaalfolk er n gremme nj,
          n slemme nj,
      n _slle_, simpels Rimpelstj!

    [Anm.:
    _gan_, gaaet; _ijaes_, i Aftes; _Skorr_, den Skyder eller Skovl,
    hvormed Kagen sttes i Ovnen; _Rimpelstj_, Tj, som er
    sammenrimpet;
    _lied Hjont_, lede Taske; _vr wont_, maa vre meget lysten;
    _Kjeltringslaw_, Taterslgt; _en Stej_, en lille Ejendom; _Skjek_,
    Skjg;
    _Hjoj_, Sjuske; _Kof_, Kube;
    _Maatensfest_, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; _Baagstykk_, Bagstykke;
    _Trawalli-Frakk_, daglig Frakke;
    _ Gywten_, Giftermaalet]

17/3 1912.




A GLEMMER  AALLE I MI DAW --


  Og det war den Tid, da vi aaltid war tow,
      -- a glemmer  aalle i mi Daw! --
  A tjent jo te Vistis her vejsten  Brow,
      og do kam te  Gord og task te Traw.

  Do ga m en Gimmer og hjalp m aa tow'n,
      a glemmer  aalle i mi Daw --
  og hwer Gaang a sto og gjord Brind te  Own,
      do kamm saa still og drow i mi Saw.

  En Daa vi war jenne, do to om mi Hand,
      a glemmer  aalle i mi Daw! --
  A so der saa nywle og wand a' mi Gan,
      imen do strg mi Kinder med _di_ Kaw.

  Do tal om en Hjemmen herud baag  Kjar,
      a glemmer  aalle i mi Daw! --
  en Rues sku vi ha wos lidt vejsten  Dar
      og Lg og Lavindler i wor Hav.

   Log sku vr maaled,  Hus vild do kalk,
      a glemmer  aalle i mi Daw! --
  en nybrend Kwi vild do gi m aa malk,
      -- for der blw _wal_ en Busk for _hind_ aa gnaw.

  -- -- Saa blw der Forandring, de kamm med di Pas,
      a glemmer  aalle i mi Daw! --
  baagved dje Kanowner di ga d di Plads
      og sind -- i jen af Krigens manne Graw!

  En Blaan to d fr m, en Kul rw d hen --
      a glemmer  aalle i mi Daw! --
  for det aa ha mistet sin kjereste Ven,
      _det_ lwter ett det lngste Lyw i Law!

    [Anm.:
    _aalle_, aldrig;
    _Gimmer_, ungt Faar; _tow'n_, vaske den; _Brind_, Brnd; _drow_,
    trak;
    _jenne_, alene; _nywle_, forlegen, glad; _Gaan_, Garn; _Kaw_,
    venstre Haand;
    _Hjemmen_, Hjem;
    _ Lg_, Laagen;
    _Blaan_, Sky; _Kul_, Kugle.]

10/5 1912.




RBILD-KANTATE.

DEN KJRE BRUNE HEDE.


    Du kjre brune Hede,
  du er mit Barndoms ventyr,
    der havde Hjejlen Rede,
  der sprang saa muntre Dyr,
  der hrtes Hyrdens Aftensang
  til milefjerne Klokkers Klang,
    mens Hederugens Vipper
  saa tungt mod Hsten hang.

    Du kjre brune Hede
  med Lokkeleg og Gyvelguld,
    med Pors og Revlingbede
  og tusind Lrkers Kuld,
  med Ulvefod, som Knsen slaar
  i gyldne Slyng om Pigens Haar,
    naar de ved Hedebkken
  i Fllig vasker Faar.

    Du kjre brune Hede,
  som bar min Borndoms Lykkeslot,
    hvorhen min Fod vil lede
  mig, naar mit Haar er graat,
  omstridte Plet af Danmarks Land --
  til dig kom hjem fra Verdens Rand
    og standsed mindebjet
  saa mangen mdig Mand.

    Ja, kjre brune Hede,
  som revses haardt af Mand og Blst,
    jeg kommer for at frede
  en fattig Minderest.
  Du gjr mit Land saa srt og rigt,
  du aander paa dets Kunst og Digt,
    at vrne om din Skjnhed
  maa vre Danskens Pligt.




MORGEN.


            Morgenens vldige Sol,
  lft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i sten!
            Gjgen bag Lyngstakke gol,
  tusinde sangkjre Lrker faar Jubel i Rsten.
            Brokken gaar krum i sin Grav,
            Taagen i Drift mod sit Hav,
  Trkfuglesvrme bag Hjene larmer mod Hsten.

            Bankerne drmmer i Dis,
  Gravhjens Skygge sig rd under Lyngskrnten fjler.
            Edderkopspind i hvert Ris.
  Lysende Verd'ner af Ild i hver Dugdraabe dvler.
            Nu er det Dagvrkets Stund,
            Skytten gaar ud med sin Hund.
  Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknlen!




AFTEN.


      Stille, Hjrte, Sol gaar ned,
  Sol gaar ned paa Heden,
      Dyr gaar hjem fra Dagens Bd,
  Storken staar i Reden.
      Stille, Hjrte, Sol gaar ned.

      Tavshed over Hedesti
  og langs Veje krumme.
      En forsinket Humlebi
  ene hres brumme.
      Stille, Hjrte, Sol gaar ned.

      Viben slaar et enligt Slag
  over Mosedammen,
      fr den under Frytlens Tag
  folder Vingen sammen.
      Stille, Hjrte, Sol gaar ned.

      Fjerne Ruder sterpaa
  blusser op i Glden,
      Hededamme bittesmaa
  spejler Aftenrden.
      Stille, Hjrte, Sol gaar ned!




FREDLYSNING.


  Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld,
      er ndig sin Roden foruden,
      selv Roser og Liljer han kaster omkuld,
      han sparer skam ikke paa Snuden!
  O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed,
  saa ilde den vilde vist komme af Sted,
      om Muldvarpens Slgt skulde raade!

  Vel priser vi Strbet til Slgternes Gavn
      paa Jorderne fede som magre,
  naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,
      i Rugens langtblgende Agre.
  Men ej tr vi maale vort Fdreneland
  ved kun, hvad det yder i Skjppe og Spand
      og kaster i Krybben for Kvget.

  Saa fattig' blev, Danmark, vel ej dine Kaar,
      saa lidt gav ej Rugen i Trave,
  at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar,
      en Lyngkrans til Fdrenes Grave.
  Lad ingen mod Blomsten da vkke din Harm,
  thi Rugen skal nre vor Styrke, vor Arm,
      men Blomsten skal nre vort Hjrte.

  Og Heden histude skal ingen forsmaa,
      som sidder bag Bg eller Linde;
  dens Ranker er lave, dens Hytter er graa,
      men hvor disse Ranker kan binde!
  Ja, tusinde Lngsler fra Prriens Land
  gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand,
      naar Solen i Majshavet synker.

  Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan,
      og her har vi givet Exemplet:
  Et Alter staar rejst for den jagede Pan,
      Naturen har hvlvet ham Templet.
  Her mdes det skilte paa Barndommens Grund
  med Himlen til Hvlving og Heden til Bund,
      mens Mindet i Dugfaldet hvisker.

16/3 1912.




EN BETLE HAAR.


  Her sejjer a, en betle Haar --
          _haa_ -- haah!
  og smumrer gued Turnipsblaad
          _haa_ -- haah!
   Suel skjarer i mi Yw,
  a er saa glaad, som Haar ka blyw,
          haa -- _haah!_
    Haa_haa_haa -- _haa_haa -- _haah!_

  Her vil a stt m te imaar --
          haa -- haah!
  for her er Fred og ingen Faar
          haa -- haah!
  Ih hwa, nu klr mi venster r;
  ih, skuld en faa n ild aa spr!
          aa -- haah --
    aahaahaa -- haahaa -- haah!

  Dr lister Ls saa laangs  Laad --
          haa -- _haah!_
  og paa hans Nakk han haar en Spaad
          aa -- haah!
  -- -- -- Der skydes? Her! Aae Jess og Jss!
  saa war den Spaad en rdle Bss!
          aa -- haah!
    aa_haa_haa -- haahaa -- haah!

  Og laangs den vejstest Turnipsraad --
          aa -- haah --
  nj springer paa en Mynd si Maad
          aa -- haah!
  Aae, bette Bjen, nu op og rend,
  som om det gjaldt jer Verdens End --
          aa -- haa --
    aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!

  Saa spnd, og sprang den usle Haar
          aa -- haah!
  saa beggi rer laa s flaad
          aa -- haah!
  For hwer en Spring, en Drip der drap,
  for hwem ka lf med Hawl omkap?
          Aahaah!
    aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!

  Det war i' Sid en haaj si Skaad
          aa -- haah!
  og det kund ingen Renden klaar,
          aa -- haah!
  Med jet saa fild en om og dd,
  saa holdt  endle op aa bld
          aahaah --
    aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!

   Fowl blw ved aa syng saa glaad
          haa -- haah!
   Vind den spjt mell Turnipsblaad
          haa -- haah!
  og men  Haar laa dr og dd
   Suel den strg si laange r:
          aa -- haah!
    aa_haa_ -- aahaa -- aah -- haah!

    [Anm.:
    _betle Haar_, Smule Hare; _smumrer_, fraadser i; _skjarer_,
    skinner;
    _imaar_, i Morgen;
    _Ls_, Lars; _Spaad_, Spade; _rdle_, hslig;
    _-raad_, Rkke;
    _Skaad_, Skade.]

19/4 1912.




SANG TIL DEMOKRATIET.


  Op med nye Kampsignaler!
  Det er Raabet ungt og barsk;
  vi er Fremtid, vi befaler,
  vi vil se vort Samfund karsk.
  Ja, den Ungdom, som befaler,
  den vil se sit Samfund karsk!
  Ingen Leg med Idealer,
  bort med hvert et plumpt Bedrag;
  vi vil nye Kampsignaler
  for at holde Dommedag;
  ja, med nye Kampsignaler
  Lgnen faar sin Dommedag!

  Vk med mugne Fstningsplaner,
  Frugt af Fortids Hjrnespind.
  Krigspostyrets hovne Haner
  galed aldrig Dagning ind,
  nej, Kanonens sorte Haner
  galed Dd og Skumring ind.
  Bort med alt, der Lyset raner
  og gjr Kinden syg og graa.
  Vandrer n paa Frafalds Baner,
  ham skal Hvnens Lynild slaa;
  vandrer _du_ paa Frafalds Baner,
  Hvnens Lynild skal dig naa!

  Hr, hvor Haabets Morgenlrke
  synger over Gry og Grs
  og gjr alle nsker strke
  rundt om Gaard og Husmandshs,
  ja, gjr Mod og Viljer strke
  bag om sunken Hus og Hs.
  Hver en sodet Svend i Staden
  ta'r nu Sndagsblusen paa;
  han vil med, vil ud paa Gaden
  for bag Fanens Fold at gaa.
  Kjkke Svende, ud paa Gaden,
  alle br i Rkken staa!

  Tag det Blylaag fra vor Skulder,
  giv os helt til Fredens Dont;
  ned med Krigens Krudt og Bulder!
  Fred gjr godt, men Krig kun ondt.
  Krigens Blylaag af vor Skulder,
  da ihjelslaas meget ondt!
  Under bedre Kampsignaler
  styrkes da vor Samfundstro,
  til omsider Sejren daler
  over Flidens Arbejdsbo,
  ja, til Lykkens muntre Svaler
  daler over Fredens Bo!

5/7 1912.




SVAMPEJAGT.


  Naar Skovmosset drikker den hstmilde Regn,
  mens krogrygget Bonden hjemkjrer,
  og Kvierne staar bag de piggede Hegn
  med Dryp i de hngende rer,
  da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
  en Nymfe og planter -- den frste i Aar --
  en ggegul lys Cantharelle.

  Og stiger saa Solen bag toppede Hs,
  mens Markmusen Dugdraaber slikker,
  jeg skridter saa langt over regnslaget Grs,
  langs Faldet med Havre og Vikker;
  og segner end Som'ren for Leernes Staal,
  med Latter September skal fylde min Skaal
  med kridhvide Eng-Champignoner.

  Der vandrer to elskte ad Lnligheds Sti,
  _hun_ trykker _ham_ Hatten om Panden,
  _han_ slynger om _hende_ den Arm, som er fri,
  mens Kurven han har paa den anden.
  Aa se, hvor hun bjer sig lndefin, slank,
  og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
  staar skjult under brune Boletus.

  Lad andre kun jage med Bsse og Hund
  og skyde til Hns og til Hare,
  _jeg_ vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
  blandt _Svampenes_ farvede Skare;
  den Jagen forsimpler ej Sind eller Aand,
  den giver mig _Muld_ men ej _Blod_ paa min Haand
  og Hjrte for alt -- indtil Krybet.

  Ja du, som maa slide de stvede Sten
  og slaa dig til Taals med Kontoret,
  sg ud for at rette de sovende Ben,
  hvor Skovbunden dkker dig Bordet!
  Thi aldrig er Danmark saa daarende skjn,
  som naar bag den brfyldte rdnende Rn
  den Ridderhat blaaner i Duggen.

10/8 1912.




TIL EN MLLERDATTER.


  Hvor Kvrnen dumrer i den dybe Dal,
  og Sigtemelet Stnk paa Kinden stter,
  der gaar _du_ trygt i Barnets Mindesal,
  om ogsaa Himlens Vejr en Mntrv letter.

  Saa fik vi hver en Plet, der drog os nr
  og tog vor Tanke under Pilgrimsfrden,
  hvor Hjemmets Skrpper blev os mere kjr
  end al den Bgeskov, vi fandt i Verden.

17/8 1912.




TIL PETER SABRO.


  Du valgte den herligste Gjerning,
  som Solen har skinnet paa:
  at tale og virke til Vrning
  for alle de svage og smaa.

  Din Stemme har runget og rddet
  saa mangen ugudelig Skarn,
  lagt mhedens Pude tilrette
  for mangt et hjlpelst Barn.

  Derfor skal du nvnes i Norden
  med Tak af hvert Barn der blev Mor,
  naar selv du forlngst er i Jorden,
  hvor Dickens vil kalde dig Bror.

11/10 1912.




ZACHUS.


  Det var sig Zachus fra Jericho,
  han var en Tolder for Gud,
  Tariffen lod ham kun sjlden Ro,
  men nje han gransked dens Bud.

  Han toldede Dild og Duda-im,
  han smagte paa Vin og Sucat,
  han vejede Myrrha fra Rephaim
  og Nardus fra Ararat.

  Med Varer Kameler drog til og fra
  Zachus i Boden trang;
  gypten, Arabien, Asia
  som Duft i hans Kjortel hang.

  Og Karavanernes lange Trk,
  som fjernt over rkner kom,
  som vadede Jordan og Kedrons Bk,
  de standsede her bag hans Bom.

  -- Der var paa Zachus et saarbart Sted:
  Han havde saa stakkede Ben,
  og krumme var de desudenved,
  det voldte den Tolder Mn.

  Naar mangen en langbenet Hejre lo
  i Jerichos glade Stad,
  _han_ maatte staa der i lave Sko
  og sprge sin Kone: Af hvad?

  Drog Folket sammen i Klump og Klunt
  paa Torvet til Sabbatfest,
  de kunde nedrage _hans_ Horisont
  med bare en Ryg af en Prst.

  -- En Solskinsdag, da om Jerichos Mur
  de klftede Falke flj,
  og Jordan gik fjern med sin vante Dur,
  da hrtes fra Gaderne Stj.

  Sandalerne klappred mod Torvenes Sten
  og gjalded fra Taarnportens Rum,
  en Larmen af Oxe- og Menneskeben,
  der gjorde Vandraaberen stum.

  Zachus, der efter alt nyt var vild,
  som altid den lavbente Slgt,
  han tabte af Haanden den duftende Dild
  og sprang baade Disk og Vgt.

  Paa Trsklen han stod i et eneste St,
  hvad var ham nu Salg eller Kjb!
  Profeten, Profeten fra Nazareth!
  de raabte derude og lb.

  Zachus efter de andre sprang
  paa krumme og korte Ben,
  han lb, saa Sveden i Brynet hang,
  og Gnister sprang op af Sten.

  Hans lste Blte svang ud og ind
  og smlded mod Mur og Lv,
  hans Kjortel rejste en Hvirvelvind,
  som slbte med Vejens Stv.

  Snart vandt han da udenfor Stadens Mur,
  hvor Slettens sitrende Luft
  -- med stvede Palmer i blaa Kontur --
  var krydret af Balsamduft.

  Derinde hvor Jublen til Himlen naar
  som Sjler fra Folkets Strm,
  der er det, i Lys og Glans han gaar,
  hans Dages og Ntters Drm.

  -- Til Tolderens lille hvidkalkede Hus
  kom Rygtet med Lst og Fast,
  mens Kjbmanden tmte det bugede Krus,
  og Oxerne skiftede Last.

  Og mangt et Sagn til _Profetens_ Lov
  om Visdommen underbar
  var frt over rkner paa slets Hov
  eller Puklen af Dromedar.

  Zachus havde det mindste hrt
  og gjemt det i trofast Hu
  og havde sin Griffel bag ret frt
  og spurgt om mere endnu.

  -- I Dag kom Profeten til Jericho,
  i Dag vandt Drmmene Magt;
  aa, maatte han mtte sit Syn, sin Tro,
  og kysse en Flig af hans Dragt!

  Men Hoben sprred til hver en Kant,
  hans strakte Taa var for kort;
  han rev og sled, og hans Taarer randt,
  men altid stdtes han bort.

  Da saa han ved Vejen et Morbrtr
  med alle Grene i Blost;
  der klatred han op med rystende Kn
  og holdt med Mje sin Post.

  Skjnt Solen skolded, og Hvepsen bed,
  og Grenen var knudret og raa,
  skjnt Sokken sank ham om Lggen ned,
  han tyktes sig ovenpaa.

  Det Menneskehav, som dernede brd --
  her kunde han pejle dets Bund,
  se Grenenes Viften i Solens Gld,
  se ind i hver jublende Mund.

  Alt andet hans je jog rask forbi
  og sgte mod Centret frem;
  der vandred en Skare, otte  ti,
  hvem var nu Profeten af dem?

  Han havde vel tnkt sig en Drot til Hest
  med Svrd og forgyldene Spir,
  Cymbalers Klang og Trompeters Blst
  og Krone af Guld fra Ophir.

  Her stod nu en solbrndt Klynge af Mnd
  -- Kulren kraftig og frisk --
  og Dragten, som slubred om Ankel og Lnd,
  var plettet af Tjre og Fisk.

  _Der_ kom jo Profeten, der vandred han frem
  midt gjennem det Folkehav;
  I Haanden en Stav, om Livet en Rem,
  paa Skuldren bar han en Sav.

  Han syntes saa aandig, saa drmmerig
  mod Fiskernes tjrede Flok,
  og Vinden lfted hans Kjortelflig,
  og Solen kyssed hans Lok.

  Og nrmere Tret Profeten gled,
  da tabte Zachus sin Sko;
  de hvideste Blostre dryssede ned,
  men Jesus saa op og lo.

  Kom ned Zachus, kom ned til mig,
  thi som mine jne ser,
  vi skal nu begge den samme Vej
  for aldrig at skilles mer!

  Ned sank Zachus. I Lykkerus
  med Jesus han hjemad drog,
  og Lys der tndtes i Tolderens Hus,
  som mer end en Sekel vog.

Efteraar 1912.




VRD-I-VRONT OG MARI STONT.


  Der so en Mand paa Vinkel Vratt,
    de kaldt ham Vrd-i-Vront,
  han to te Kwind en Hjaj fr Bjatt,
    og det war Mari Stont.
  Vrd-i-Vront og Mari Stont
  blw te Sej  Herred rundt;
    _de_ war gjaen glaad ved lidt,
    og mj de nowed ett.

  Aa wank af Stej just _for_ det samm
    war snaar dj jennest Lyst,
  og nr den bette Lrki kam,
    de ht hind aaltid fst;
  grev de da hinan og sprang
  _Stonthues_dans te Lrkisang,
    lejt og spjt med Tor i Yw
    som Lamm paa gammel Hyw.

  Og hun plot Krusbr i  Hied
    og Trnbr i  Mues,
  og han to Ol saa tykk og fied
    og band'em i hans Hues.
  Vrd-i-Vront og Mari Stont
  de haaj mir end jawen tront,
    _de_ skuld bind wor Muer en Lim
    og hwer en Krikk en Grim.

  Og han kund hegs d Kai i Kow
    og vis med Woll for Wand,
  og hun kund spo, hvor Mett skuld bow,
    og hwem hun fk te Mand.
  Han en Dram og hun en Skro,
  _strax_ laa de en Skorsten po;
    Mnd og Skorstjenn strj de mej
    paa gywtglaad Piggers Vej.

  Og han kund si det srest nj,
    som anner ett vidst aa,
  som Worr for Dd og Bjrgmands-tj
    mell Minnestid og Daa.
  -- --  Ellpig fr Flskidam --
    maatt  Dwl _hind_ annamm
  _hun_ haaj rejen paa _hans_ Nakk
    fr Bs te Kistelbakk.

  Hwor der blw spelt og raaft: Godtr!
    der war di i dje Es,
  og kam _de_ stumlend te en Gord,
    saa blw der sgi Kommes!
  Saa begynd  Knjt aa vals,
  saa begynd  Hund aa hals,
    Vrd-i-Vront og Mari Stont
    haaj Gled, saa det ku bundt.

  Men nu er _Swot_ jo Lywkulr,
    Malwt er _nu_ di Dram.
  Aa ta Pati for godt Humr
    det regnes _nu_ for Skam.
  Vrd-i-Vront og Mari Stont
  med dje Klud og med dje Klont --
    Gud ha Lov, de wal er dd!
    Hwor skuld _de_ faa dje Fd?

    [Anm.:
    _Stont, Stunthose_, fodlse Strmper; _Vratt_, Forager; _Hjaj_,
    slle Fruentimmer; _Bjatt_, Bjert (Landsby);
    _Krusbr_, Tyttebr; _Lim_, Kost;
    _Woll_, Pilevaand;
    _Worr_, Varsler; _Bs_, Bers;
    _stumlend_, usikre i Gangen; _bundt_, klodse noget;
    _Swot_, sort; _Maltot_, Malurt; _Klont_, Byldte.]

Vinteren 1913.




BRN FRA GYDEN.


  Jeg er vel kun en lille Pige
  men faar jeg Mad og bliver stor
  og faar jeg Sorgen til at vige,
  saa skal jeg rigtig hjlpe Mor;
  faar vi saa begge to en Kjole,
  og jeg lidt bedre Sko til Skole,
  saa har jeg ingen nsker fler,
  naar Mor blot ikke grder mer.

  Og jeg er n af de smaa Drenge,
  som gjerne vilde gjre Gavn,
  men som har sultet altfor lnge
  i dette rige Kjbenhavn,
  men fik engang jeg nok at spise
  saa sang jeg vist en anden Vise,
  blev Hosten kvit, som nu jeg har,
  og skulderbred og strk som Far.

  Saa er vi Brn fra Kvist og Kjlder
  -- ak, tusind vil kun halvt forslaa! --
  for hvem det Liv og Helse gjlder
  at kunne ud til Solen naa.
  Det er saa tungt paa kolde Stene
  som Barn at gaa forknyt og ene,
  at vide Dagen er saa nr,
  mens Mrket altid ruger her.

  Nu kredser Fugl om Danmarks Strande,
  kun Vingens _Skygge_ kjendes her --
  der lyder Sang fra Skovens Rande
  og Kuk fra lave Elmetrr;
  men vi med Barnets Sind og Lngsler
  -- hvi sprres vi i disse Fngsler?
  Skal alt faa Blomst og gro igjen,
  og ikkun _Barnet_ visne hen?

  Nej hjlp os til, fr mat vi segne,
  at faa vort Skud i Solen op,
  hjlp paa det _sunde_ Hjrtes Vegne,
  fr Ormen huler ud vor Knop.
  Kanske det Barn, som Lykken vrager,
  skal bre Sten af Danmarks Ager,
  naar Klgt og Flid hos _hjulpen_ Mand
  har hdret Barnets Fdreland.

30/3 1913.




SDEMAND.


  En Bonde med sin Sdekurv --
      det er for mig et Hjtidssyn!
  Naar Haren lb saa tung og trind,
      og Lvet frynsed Skovens Bryn,
  da skred han fra sin Ladeport
      med Kurven paa sin venstre Lnd
  didud, hvor Marken venter tavs
      med voxen Daad til voxne Mnd.

  Med Haanden i den gule Sd
      og Brystet frit mod Vinden op
  hans Syn omspnder varmt den Jord,
      hvor Harven gaar til Hyp og Hop.
  I nste Nu hans tunge Sko
      vil stempe Mulden dybt og fast,
  mens Sden spredes for hans Fod
      i lange runde Nvekast.

  Og Kurven knirker mod hans Lnd,
      og Kjrner gule, Kjrner graa
  de borer i den varme Muld,
      og Solen dynger Guld derpaa.
  Og Lrker synger, Grsset gror,
      og Bier gaar i Blomsterdans,
  og hvad paa Valborgdag blev saaet,
      skal staa i Flor omkring Sankt Hans.

  Det gror, vort kjre danske Brd,
      det gror i Sol, det gror i Sang,
  det gror i Arbejdsdagens Strb
      som under stille Kirkegang.
  Det gror, det gror -- i Majnatsregn,
      det gror i Dug ved Solhverslag,
  naar Havrens Toppe ringler fint
      til fjerne Klokkers Bedeslag.

  O, Bonde med din Sdekurv
      og i din grove Arbejdsdragt,
  du tykkes mig i denne Stund
      med selve Evighed i Pagt.
  Imens du som en Offerprst
      henskrider tavs og alvorsfuld,
  du signer med din hjre Haand
      den sorte grdesvangre Muld.

  Tak, Bonde, med din Sdekurv!
      Lad Landet grnnes i dit Spor,
  saa vi med Stolthed Aar for Aar
      tr pege paa den danske Jord.
  Saa lnge _du_ i Furen gaar,
      saa lnge _du_ har Arbejd kjr,
  skal Danmark lgge Fold til Fold
      i Sol og Storm og Bygevejr.

10/5 1913.




UNG VISE.


  Alle mine Lngsler de smyger sig om dig --
      _did_deli, om dig! _dud_deli, om dig!
  Bare en af dine nu gik den halve Vej --
      _did_delu og _did_deli -- til mig!

  Alle Havens Blomster de dufter kun om dig,
      diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
  Rose og Resda og Lind og Volverlej --
      diddelu og diddeli -- om dig!

  Pljer jeg min Ager, da synger jeg om dig --
      diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
  Lrken over Ploven med Sangen hjlper mig,
      diddelu og diddeli -- om dig!

  Biers Nyn og Sdme -- _alt_ minder mig om dig!
      diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
  Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg,
      diddelu og diddeli -- om dig!

  Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig,
      _titterli_ -- til dig! -- _tutterli_ -- til dig!
  derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig --
      diddelu og diddeli -- med _mig!_

19/8 1913.




GAMMEL JEHANNES HANS NJESVIS.


   Klokk haar slan  Or er gan --
  en nj vil rist si Ving,
  _den_ haar en gylden Kied te somm,
  en Sel te flir dje Bring.
   Kokk ka gaal dje Kraaser krumm,
  men ingen ved, hwad Or de'el komm.
          Aa-e-ja!
  Hwem der en jenle Kik maatt ha!

  Men render end _di_ Klokk i Sto,
  Worherr haar jen, der gor!
  Den sdr  Tid, nr aalt ska gro,
  og toler ett, det stor.
  Aak, fk _a_ sen en Njesgaw,
  da vild a gled m aall mi Daw.
          Aa-e-ja!
  A for den Ot, som _a_ ska ha!

  Men helsen er der faa tefreds
  ved denne Verdens Burd,
  far de faar _min_ og anner djes
  rajt grundig o  Jurd.
  Men kund enhwer bestemm  sjel,
  da skuld I baare si en Spel
          -- aa-e-ja!
  hwad Njesgaw enhwer vild ta!

  Mi Nobo Trowls han vild nu drikk
  fr Maan te Awtensend,
  saa du kund po hans wn prikk,
  imen  Glajs han vend;
  en Kuen, der villig bor for Burd,
  en Bimpel som en Oxehued
          aa-e-ja --
  det war den Gav te Trowls vild ha.

  Wor Slagter han haaj ett imud,
  te Folk vil _rigtig_ fraas,
  te vi gik forlnds te  Burd
  for ret aa fyld wor Kraas;
  det war hans Handl aa si opo,
  te stue Swyn de od dem smo,
          aa-e-ja --
  det Syn han lig ku lid aa ha!

  En Skrjers Nol haar gued Kor,
  hwor Hold-ijen er henn;
  en pyntsyk Kwind i hwer en Gord,
  en Flok af skjdls Swenn,
  en nj Slaws Mued hver Maanedsdaa
  -- da er  fst, wor Skrjer er glaa;
          aa-e-ja; --
   Regning -- den fr _do_ og _a_!

  Wor Smed han blser uden Row
  og nsker uden Len,
  te aall wor Plag maatt smid dje Skow
  og komm te ham ijen;
  og kyrer do di Plow i Gras --
  da ved _a_ jen, det er tepas --
          aa-e-ja!
  tho grassed Plov si Smed maa ha!

  Wor Tkkimand, der fk  ild,
  om ingen gjord ved Hus,
  a tinker wal, han gjan vild,
  te Kjrmes Knud ku bus,
  saa hwer en Tot af Taag maatt flyw
  og fust si Vej fr Skaw te Skyw --
          aa-e-ja!
  det vild den Trjring gjaen ha!

  Wor Snejker ber om Low aa law
      en Kist aa putt d i,
  der aalle jen Stej skuld d skaw
      men blyw jawn laang og vi;
  en sen jenle bette Hyr
  nu men _ Row_ det er saa dyr --
          aa-e-ja,
  den vild wor Snejker gjaen ha!

  Wor Krormand vinker i hans Dar,
  han gir saa ndde Slip,
  saalng di Paang er nueting ward
  og du ka syk en Drip.
  Men drik di _sidste_ g af Staald --
  da faar du snaar hans: Guj i Wold!
          aa-e-ja --
  det jennest Gued di Krormand ga!

  Wor Prokuraater plot m nr,
  det gik lig ad  Skind;
  men l ham md med den Salr,
  nr _sidst_ Instans gaar ind.
    Da kund en moski fo si Peng,
    men _da_ 'r  blwn sen _lowle_ lng --
          aa-e-ja
  da vild _a_ ndde _hans_ Plads ta!

  Wor Degn han synger faale falsk
    i Amen ved  End.
  Han slaar  Knjt, og han slaar dwalsk,
    det maa di Pejr bekjend;
  men gi hans Kuen te Ywl en And,
    saa spaarer han det kje-re Ban!
          Aa-e-ja!
  men andls Ben _braa_ Haak maa ha!

  Wor Prst han viger ett en Tomm
    fr Trowens san-de Urd.
  Vi Syndre maa putt i hans Lomm,
    og den er jawnhen stur.
  Men nok aa gywt og nok aa def,
  saa fild der Hawr i  Prjst hans Kref,
          aa-e-ha!
  en Gjewt den Prjstlomm da ka ta!

  Den Krigskaal, der er no paa Mued,
    han _er_ en Landeplaw;
  hwad der skuld komm woss aall tegued
    ka _han_ guff i hans Maw,
  og Sor og Hordhid, Blod og Kri
  han vild,  Land sku dejgnes i.
        Aa-e-ha!
  Det blw en stywle Dram aa ta!

  Nej, _a_ vil nsk jer _Lykk_ og _Fred_,
  saalng enhwer ska lw,
  saa ingen gjr den naaen Fortrd,
  hwad ondt han end maa dw;
  te Byg mott br og Row mott grow,
  og hwer mott malk si egen Kow,
        aa-e-ja --
  for _sn_ en Lykk wor Lyw vi ga!

    [Anm.:
    _Njesvis_, Nytaarsvise; _slan_, slaaet; _ Or_, Aaret; _gan_,
    gaaet; _Sel_, Sele;
    _sdr_, passer; _den Ot_, den tilmaalte Del;
    _anner djes_, andres;
    _Maan_, Morgen; _ Glajs_, Glasset;
    _skjdls_, skjdeslse; _Mued_, Mode;
    _Len_, Ophr; _i Gras_, itu;
    _Kjrmes Knud maatt bus_, Nordenstormen maatte rejse sig i sin
    Vlde; _fust_, fare bort; _Skaw_, Skave; _Skyw_, Skive;
    _Trjring_, Gavtyv;
    _skaw_, gnave; _vi_, vid; _jenle bette Hyr_, en lille Bestilling;
    _Row_, Rug;
    _syk_, synke;
    _plot_, plukkede;
    _dwalsk_, slem, haardt; _And_, And; _braa Haak_, dygtig Kl;
    _Gjewt_, den Portion, man giver et Dyr i Krybben;
    _Sor_, Saar.]

18/1 1914.




HANS KAARSBERG.


  Der red en Rytter over Steppen hvast;
  saa muntert hoppede hans Huekvast.

  Der sad en Doktor i et Vennelag,
  og ingen hrte Hanen varsle Dag
  for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.

  Hvor denne Digter-Doktor tager Sde,
  der hopper Bgrene af Fryd og Glde.

  Et mandigt Hjrte og en flsom Aand,
  Kirurg og Jger -- samme sikre Haand!

  Og _skal_ den vilde Hare _skydes_ tam,
  i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!
  Han vil ej skjnde Skovens Tempelro
  ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.
  Han kjender Brokkens Hus og _Vildtets_ Veje,
  men snker Bssen for at se _det lege_.

  Paa Fantasiens hje rkenridt
  -- hvor skued han fra Sadlen milevidt!
  Vi har Poeter nok i emsig Dont,
  men faa med denne Digters Horisont.

  Den Nattergal har lidet rrt hans Sind
  saalidt som Poppedreng paa sukret Pind,
  og endnu har han holdt sig i at daane,
  selv om i Sor S han saa en Maane.

  Dog blger strke Sange i hans Sjl,
  og Rytmen gjorde ofte rap hans Hl.
  Det strke Blik, der kunde haane vildt,
  det har jeg set bag Brillerne saa mildt,
  naar Poesiens glade Glimmertraade
  blev snoet til Streng ved hje Guders Naade!

24/1 1914.




LANDARBEJDER-SANG.


  Saa langt jeg stirrer i Danmark ud,
  jeg skuer vist tusinde Hytter;
  de skaller i Frost, og de drypper i Slud,
  i Blikstille staar de og lytter;
  og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,
  mens Solen gaar mgtig af Havet.
  Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,
  dr ligger din Skjbne begravet.

  Vi skatted for lnge til Pragt og Prunk
  bag klingende Titler og Navne;
  hvor een kan fre sig stolt og strunk,
  maa hundrede sukke og savne.
  Men Folkets Lykke var sjldent dr,
  hvor Falke om Duerne rives,
  langt oftere hist paa lave Kjr,
  hvor Byggen ved Midsommer trives.

  Naar Danmark ligger i lyse Tavl
  saa kjrt mellem Bg og Linde,
  mon ej hin Mand bag den skjve Gavl
  har virket det -- han og hans Kvinde?
  Mon ej med Troskab i Savn og Flid
  I brugte Ploven og Hakken?
  Hvorfor faar I da en ussel Hvid,
  mens andre ta'r Lnnen og Takken.

  Hvor Greven stnger sit Vangeled
  for andre end Hjort og Hare,
  mens Slideren dyrker sit magre Bed --
  dr synes mig Landet i Fare.
  Men I, hvis Arv blev den strke Krop,
  de hrdede Muskler og Arme,
  stem Ryggen mod og skub Leddet op,
  og kun et Par Grever vil larme!

  Men skal I vinde jer Ret en Dag,
  I faar den vist ej som Gave,
  frst efter mange og drje Slag
  mod Fejghed, ja Kolber og Stave.
  Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,
  og skulde for Alvor det gjlde,
  se ikke skrmte fra Dren frem,
  som Hnen ser op fra sin Nlde.

  Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,
  den frer I helt for os alle.
  Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,
  maa Fordommes Stenmure falde!
  Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,
  lad Lehnsjordsfasanen sig svinge --
  men Manden har dog en strre Ret,
  og Retfrd en videre Vinge.

14/5 1914.




LILLE EDITH.


  Det var i den Time, hvor Ax og Rr
  sig snker mod Aftenrd:
  et legende Barn kom til min Dr
  saa tindrende glad og sd.

  Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
  nedringled paa Axlen frit,
  og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
  omsvvede skjlmsk og blidt.

  Hun smuttede ind og ud igjen,
  som Straalen gjennem et Glar,
  imens en vimrende Hundehvalp
  hun lftede op og bar.

  Hun legede ned ad min Trappesten
  med Blomster og Hund og alt;
  hun legede under den Rosengren
  paa trinde, fjedrende Barneben.
  _Da_ midt under Legen hun faldt!

  Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
  Hun lfter ej Haanden mer;
  det sprlske Kn og den lille Krop
  nu ligger saa tungt som Ler.

  -- Du elskede lille Edith-Sjl,
  som vied til Sorg mit Hus,
  end staar der Spor af din Barnehl
  herudenfor i mit Grus.

  Du lille Straale fra Livets Vaar,
  hvi havde du al den Hast?
  -- En Straale kommer, en Straale gaar,
  og ingen kan holde den fast.

  Du gled tilbage mod Dybets Favn
  til Solen, der sendte dig ud.
  De _Vise_ strides om Solens Navn,
  de _Grdende_ kalder den: _Gud_.

6/8 1914




BRYLLUP.


  Du var ung, du var frisk som den vaarfdte Blst,
  naar den stryger langs pljede Kjr,
  du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring,
  og din Latter laa rede og nr.

  Og du fr paa dit Hjul langs de stenslagne Spor,
  mere rapt end den spejdende Ravn,
  og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod,
  mens Udholdenhed kroned dit Navn.

  Du tog Bssen fra Knag, blev en Jger med Lyst,
  stolpred hjem under Fuldmaanens Skjr,
  mens i Natten du lytted til Regnspovens Fljt
  hjt til Vejrs over Barndommens Kjr.

  Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven,
  og dit Venskab blev uden en Sprag,
  intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund
  ingen Rmning fra Ord eller Sag.

  Se, da gled der en Sky for din hstblanke Sol,
  stnked Fugt paa din rustfrie Sjl,
  og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa,
  at en Orm havde stunget din Hl.

  Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany,
  alle Skyggerne gled deres Vej,
  hr Forjttelsens Klokker de ringer mod Sky,
  og de Klokker de ringer for dig!

  Thi en Kvinde har listet sin Arm under din,
  du har vundet den yndigste Ven,
  hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil
  og gi Liv til din Ungdom igjen.

  Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul,
  synes Dagen dig mjsom og sort,
  ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Kn,
  hun vil stryge dig Skyggerne bort.

  Se det lyner af Svrd, mens I slutter jer Pagt,
  der staar Angst af den bvende Jord.
  Men om Verdner end brnder, skal Elskov ej d,
  se, dens Blomst staar i Asken og gror!

23/9 1914.




SLVBRYLLUP.


          Femogtyv' Aar
          de gi'r mange Slags Kaar,
  de gi'r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar.
          Femogtyv' Aar
          gi'r den Smule, vi naar,
  giver Godtvejr og graat Vejr og Hst efter Vaar.

          Femogtyv' Aar
          de gi'r Fl, de gi'r Faar,
  de gi'r tusinde Ting, som en Bonde attraar.
          Femogtyv' Aar
          gi'r en Mage og Maar,
  giver Brn i din Stue og Liv i din Gaard.

          Femogtyv' Aar
          giver Slv i dit Haar,
  ogsaa Slv i din Pung, om dig Lykken bistaar.
          Femogtyv' Aar
          giver Skrammer og Skaar,
  giver let Sind og trt Sind, mens Skyerne gaar.

          Femogtyv' Aar
          gi'r den Lykke, du faar,
  gi'r dig Pligtslid og Gigtslid i Lnder og Laar.
          Femogtyv' Aar
          gi'r en Mand i hans Gaard,
  gi'r dig Prg, som du brer, til Domsklokken slaar.

          Femogtyv' Aar!
          Om I sleger h' slaar,
  kom I bare _igjen,_ om med Hder I gaar.
          Femogtyv' Aar!
          Kom med Sdme som Saar,
  vi skal vandre jer ud, om vi stumler h' staar!

9/10 1914.




VED SUSAAEN.


  Det var ved Susaaens Vande,
  du tripped saa ung og sund,
  med Aftenens Guld paa din Pande
  og Kyssets Dug paa din Mund.

  Der var i de danske Skove
  ej Rnnebr mere rd
  end dine Lber var rde
  hin Aften mod Nedgangens Gld.

  Det var ved Susaaens Vande,
  jeg husker ej Sted eller Stund,
  kun Lysets Leg paa din Pande
  og Kyssets Dug paa din Mund.

18/10 1914.




GODT MOD!


  Den skjlmske Gjg, som ler paa Danmarks Vang,
  han kukker helst til den, som frst er ude,
  og Morgensolen saa jeg mangen Gang
  at slnge Guld igjennem fattigst Rude.

  Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,
  det styrker Landets Marv og Ligevgten,
  det gjr selv Gaasebnk til Kongestol
  og skyder Strbepiller under Slgten.

8/11 1914.



       *       *       *       *       *

TRE KRIGSDIGTE.




MILITARISTEN TALER:


  Brnde skal Verden, brnde skal alt,
  Slotte, Kafer, Katedraler,
  ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,
  hvad du har sparet af Sdt eller Salt,
  men ogsaa de blaa Idealer!

  Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,
  drysse den skal som brndt Papir
  ned over trampede Sletter!
  Siden med Krudtrg og Mrseres Brum
  atter vi fylder det tomme Rum
  og Klodens bestjrnede Ntter.

6/12 1914.




DIPLOMATER.


  Moses styrede Israels Stat,
  Aron var verste Diplomat
  med to gyldne Horn udi Panden.

  Moses gik sig en Morgentur,
  Aron tog sig en Middagslur,
  men hvem der ej sov det var Fanden.

  Da Aron vaagned og Moses kom hjem
  dem mdte alt Folket, som dansede frem
  med trukken Kniv mod hinanden.

6/12 1914.




KEJSERENS GUD.


  Han talte for Fronten til Folk og Hr;
  med Jernhaand lfted han hjt sit Svrd
  og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:
  Vid, Kejserens Gud er en vldig Gud!

  Han frte de Hre mod Frankerland,
  og Byer og Borge gik op i Brand.
  Da trodsed en Fstning hans Herskerbud.
  Men Kejserens Gud er en vldig Gud!

  Det ld i Stormen: En Mrser frem!
  Da splintredes alt fra Syld til Rem.
  Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.
  Jo, Kejserens Gud er en vldig Gud!

6/12 1914.

       *       *       *       *       *



SALME.

(AF JENS LANGKNIV.)


    Tag min Sjl
  naaderige Gud,
  fr min Marterpl
  skyder nye Skud!
  Satans Vingestrk
  rev min Modstand med.
  Tag mig Synder vk
    til din Fred!

    Syndsens Spe
  stinger Kjd og Blod,
  Taarens Anger-Ve
  drypper for min Fod.
  Alt hvad jeg fik kjr,
  Moder, Viv og Ven --
  Verdens Bygevejr
    bar det hen.

    Slangen bed;
  Smertens Skaal lb fuld,
  mens i Mulm jeg stred
  for en Sjl af Guld.
  Om min Kjrlighed
  regnes mig til Fejl --
  Herre, skjr den ned
  med din Segl!

29/12 1914.




HILSEN TIL ESBJERG


  Her gik Trk af vilde Svaner
  over denne Grund engang,
  der hvor nu de hje Kraner
  synger deres Kjttingssang.
  Sneglehus og Muslingskal
  her gav Plads for Skibes Tal.

  I de hje Maanentter
  bli'r din Blge tit saa kaad,
  vildt den over Molen stter
  ned i Bark og Fiskerbaad.
  Fljten ryster Torv og Tind,
  naar din Englandsbaad gaar ind.

  Kjkke By af Blgens Naade,
  Havet rigt og lunefuld
  vipper dine Fiskerbaade,
  slnger for din Port sit Guld.
  Sommerkvldens Vestenvind
  aander Salt paa Barnets Kind.

  Havets Rytme, Flod og Ebbe,
  lad den svulme i dit Blod!
  Smaalighedens strgne Skjppe
  -- nej, til den er du for god!
  Jydens Klgt og Handelsaand
  slaar din Haand i Verdens Haand.

  Salt i Blodet, Salt paa Tungen
  -- ej blot Salt paa Fedtogbrd! --
  Aabent Sindet, aaben Pungen --
  da har Staden aldrig Nd.
  Havets blanke Landevej
  blinker for dit Barn og dig.

  Naar en Dag hint Verdensbulder
  stilner i en Broderfred,
  naar Evropas syge Skulder
  atter lmpes lindt i Led,
  da gjr snart en Nytids Gry
  dig til Jyders Frste-By!

18/3 1915.




NIELS BRANSAGER.


  Saa lyst et Sind, som her gled under,
  jeg mdte kun den ene Gang;
  thi du, som her i Kisten blunder,
  var Folkets Barn i Tro og Trang,
  og alt hvad Skjnt det Folk skal naa,
  _dit_ Ynglinghjrte nynned paa.

  En Stridsmand var du blandt de kjkke,
  det kjendtes trindt om Sjllands Kyst;
  da kom en Pil fra Ddens Snekke
  og traf dig i dit unge Bryst.
  Men selv paa Smertens Sygeseng
  du fingred ved din Buestreng.

  O, Livets Gud, som skjnker Kraften,
  hvi hsted du hans Rug saa grn
  og ringed Solen ned fr Aften
  for denne Lysets muntre Sn?
  Ubrugte Evners lyse Guld --
  hvor tungt paa jer at kaste Muld!

  Men naar det gror i Danmarks Ager
  og gjrer varmt i Folkets Sind,
  og naar paa Sejrens Dag vi flager,
  _hans_ lyse Navn gaar med os ind
  -- med Duft af Klver mild og sval --
  i Mindets hje Frihedssal.

  -- Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,
  kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,
  fr over Gravens mrke Rande
  han snkes ned i Sjllands Grund,
  hvor Blomst skal spire, Haab skal gro
  af Fdrejord og Ynglingtro!

2/4 1915.




JENS HANS HYWLBOR.


  Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
      end en Hywlbor,
  men han war kjend wr  hiele Sogn
      for hans Hywlbor.
  Den fljt som Ryler en Ruskregnsnt,
  den tut for Tier, den fljt for Fjedt,
      Jens hans Hywlbor,
        Jens hans Hywlbor.

  Jens Bruus han hint hans Ywlbrndmen hjem
      po hans Hywlbor,
  og det war nj der haaj Fynd og Klem,
      -- spr  Hywlbor!
  Dr lo hans Wanter, dr hwilt hans Dunk,
  dr gik han sjel lisse strg og strunk
      baag hans Hywlbor,
        baag hans Hywlbor.

  Jens Bruus han tyt s en holden Mand
      baag hans Hywlbor,
  og spyt teframm wr en javn Tnd Land
      fr hans Hywlbor.
  No haaj han Edels og Hus og Skywl,
  og Brndmen nok te en kristle Ywl
      po hans Hywlbor,
        po hans Hywlbor.

  Da Jens war landed paa Dosbjrg Bakk
      med hans Hywlbor,
  da drap  Swed fra hans Haag og Nakk
      i hans Hywlbor.
  Harens! raaft Jens. Kluk-klunk! swor  Dunk,
  og niedad skor  med Skump og Skunk
      i hans Hywlbor,
        i hans Hywlbor!

  Det tyt  Hund' war for glj en Vals
      med en Hywlbor;
  der hwirlt en Kytter fr hwer en Sals
      mod hans Hywlbor.
  De klj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
  saa no begynd sgi  Bruus aa skjenn
      med hans Hywlbor,
        med hans Hywlbor.

  _Det_ peef og klawed s uden Ro
      fr  Hywlbor;
  det war en Jammer aa hr opo
      _aa_ en Hywlbor!
   Dunk den hopped i hyw Galop,
   Bruus strat ud, men  Hund holdt Trop
      med  Hywlbor,
        med  Hywlbor.

  Med Jet begynd  aa vrikk og wakk
      i  Hywlbor;
  fr Jens han nowed  Bund aa  Bakk,
      stwt  Hywlbor.
   Vrk stod still, det ga ett en Mjav;
   Dunk -- den trilt ad en Mergelgrav
      uden Hywlbor,
        uden Hywlbor.

  Jens Bruus han so paa en Knold og grd
      uden Hywlbor:
  Mi Ywlbrndmen -- no legger  dr
      -- og mi Hywlbor --!
  Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
  men Dwlen skuld da hint Brndmen mier
      po en Hywlbor,
        po en Hywlbor!

    [Anm.:
    _Hywlbor_, Trillebr; _tut_, tudede; _Tier_, Tjre;
    _Ywlbrndmen_, Julebrndevin; _strg_, nydelig;
    _tyt_, syntes; _teframm_, fremefter; _Edels_, Mad; _Skywl_, Husly;
    _Haag_, Hage; _harens_, afsted; _skor _, skar det; _Skunk_, Std;
    _glj_, hftig, hed; _hwirlt_, hvirvlede; _Kytter_, Kter; _klj_,
    klede; _skjenn_, lbe lbsk;
    _holdt Trop_, h. Stand;
    _wakk_, vakle; _stwt_, styrtede;
    _s_, sad; _bjerres_, bjrges;]

14/5 1915.




SEJ M, SKA VI MEJ I KRI?


  Sej m, ska vi mej i Kri?
  Kan  dryw wor Dar forbi?
  Vi er Bnder for Worherr,
  lwer derfor helst i Fred.

  Fred mo te, hwor nj ska grow,
  Fred po Awer, Fred po Low;
  Fred i Hus som Kongens Gord,
  det er sen, en Land bestor!

  Hwad de Stur fk rejen nied
  i en Ywbliks Kowtehied
  kan de biel og bittesmo
  krassel mej, te de blywr gro.

  Vi vil _Kamp,_ men aalle _Kri_.
  Kamp det er der Mjenning i.
  Kamp gir Krfter, Lyw og Spel.
  Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

  Der er andt, vi haar aa gjr,
  ogsaa andt end lt wor Smr:
  Gjr wor Land saa skjn og fri,
  te dem bejst kund tryws deri.

  Det mo vr wor dawle Lr:
  Urets Brd mo ingen tr,
  ingen Ridt paa naaen Mands Nakk,
  liggud Ret i Gord og Brakk!

  Hwis en Ryk blw krum med r,
  hwis en fk formj aa br,
  len en lidt, og lidt ijen;
  d vil anner saa gi Len!

  Nys wor Low blw lig for aall,
  sen en Low vil vi behold.
  Krnkes den, saa slaar vi te,
  saa de skal blyw legn derve!

    [Anm.:
    _rejen_, redet; _Kowtehied_, Overmod; _krassel_, mase;
    _tryws_, trives.]

24/7 1915.




BARN OG MOR.


        Vug mig, Mor,
  mens min spde Livskim gror;
  vug det Onde af min Vej,
  vug det Sunde op i mig!
        Vug mig, Mor,
  mens mit Pust i dit sig snor.

        Vug mig, Mor,
  nu da Rug til Ringlen gror,
  Lrkesang paa Sndenvind
  smyger i din Nynnen ind.
        Vug mig, Mor,
  saa jeg rank som Rugen gror.

        Vug mig, Mor,
  ved en Bn for det, du tror.
  End vi vakler samme Vej,
  siden kanske slipper _jeg_!
        Vug mig, Mor,
  mens vi begge barnligt tror!

        Vug mig, Mor,
  varsomt i mit Skjbnespor;
  vug mig til en helstbt Mand,
  glad ved Hjem og Fdreland.
        Vug mig, Mor,
  til at staa ved Arv og Ord!

        Vug mig, Mor,
  ls saa op din Trjes Snor,
  da bag Barmens Srkesm
  di'r jeg til mig Livets Strm.
        Vug mig, Mor,
  mens ved dig jeg di'r mig stor.

        Vug mig, Mor!
  I din Aande Svnen bor.
  Naar jeg snker jet i,
  svver Drmmens Gud forbi.
        Vug mig, Mor!
  Snart jeg flger i hans Spor.

7/8 1915.




INVALIDEN OG KRISTUS.


  Jeg pljede min Ager fra st og til Vest,
    at plje var mig altid som en Fest --
  jeg pljed uden Ro, uden Rist,
            Herre Christ,
    til _Krigen_ tog frst mig og saa min Hest.

  Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang,
    fordi den gik saa villig for sin Stang,
  dens Bug rev de op med en Gnist,
            Herre Christ,
    nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang.

  Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord,
    mens Ukrudt om Muldfjlen gror;
  min Hvede, som jeg saa'de der sidst,
            Herre Christ,
    af den har Ravne nppe levnet Spor.

  Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred,
    fra Sol stod op til mjsom den gik ned,
  mer ribbet nu end Kragen paa Kvist,
            Herre Christ,
    den Stakkel gaar en Tiggers tunge Bd.

  Og mine raske Drenge saa ferme alle fem,
    den yngste dog den kjreste af dem,
  hvem gir dem deres Brd uden Brist,
            Herre Christ,
    naar deres Far nu aldrig vender hjem!

  Jeg pljede min Ager med Hors og med Hest,
    jeg pljed den, som gik jeg til en Fest;
  jeg pljed den saa gjerne som sidst,
            Herre Christ,
    om ej jeg havde mine Hnder mist.

Vinter 1915.




BONDEFJOL.


  Der hnger paa min Nabos Vg
  en gammel Bondefjol;
  dens Strenge stritter nu med Skjg,
  og klvet er dens Stol,
  dens Skruevrk er graat af Stv,
  selv ser den ud som blind og dv,
  men har du Haandelag, da prv
  den gamle Bondefjol!

  Paa rusten Sm, i Uldgarnsstrop,
  den hngte, -- lidt paa skraa;
  hvor tit som Barn jeg kravled op
  og strakte mig paa Taa.
  Da ld til mig dens Brumlestreng
  som Humlens i en mosset Eng,
  hvor Far med Tejne, Ts og Dreng
  var gangen ned at slaa.

  Aa, den er fuld af kaade Ting,
  den gamle Bondefjol,
  af Hamborgskotskens Stamp, og Sving
  af Svejtrit og Tyrol;
  det koger af dens Lydhul op
  med Skjrtesus og Pigehop,
  og Konefdder i Galop
  ind under Hvergarnskjol'!

  Saa har du fulgt vor Bonde god,
  _min_ trldomsbrudte Slgt,
  og lettet ved det sunkne Mod
  og linnet Aagets Vgt.
  Om Ridefogden, rd og tyk,
  lod Stokken gaa paa Knsens Ryg,
  et Strg paa dig -- da veg hvert Tryk
  af Hoveri og gt!

  I dig laa gjemt den sidste Gnist
  af Gldens Alterbrand,
  naar Spil og Dans og Skjrtehvist
  var sat i Rigens Band.
  Da -- lnet til en stubbet Kind --
  du lo endnu om Kys og Kvind,
  ja, listed dine Toner ind
  til surest Mrkemand.

  Om Prsten i sin sorte Kjol
  lod salte dig et Ris
  og smded dig fra Prkestol
  med Marcus og Mathis,
  dog Ungdom saa til Ungdom hen,
  og Glutten smiled til sin Ven,
  og Sndag Aften klang igjen
  din vante Repetis!

  Saa lnge Lrkers glade Hr
  har Bo i Klvervang,
  vil danske Hjrter krve mer
  end altid Salmesang;
  du gamle slidte Bondefjol,
  du passer slet i Degnestol;
  hvor Juninattens Gjge gol,
  der heded os din Klang!

  Min Barndoms kaade Violin,
  ln dig mod denne Kind;
  om end dens Stubber kradser din,
  har _vi_ det samme Sind,
  den samme Jubel i vort Bryst,
  den samme Sang i Nd og Lyst,
  som svulmer om den danske Kyst
  fra Korn og Sndenvind.

5/4 1916.




KJRMES KNUD.


              Kjrmes Knud'
              han holder herud'
              med hans fir' hwid' Sud'.
                _Buendmandssej'._

          Kjrmes Knud, hr ham tud
          te hans krid-hwid Stud,
  nr han swinger hans Swef fra Nordowst om dje Snud!
          Kjrmes Knud med hans Stud
          stter sni wer Fur
  saa det knarker af Frst fr dje Bringstykk og Pud.

          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud,
          a haar tit ht d tud
  som i Daa, nr  Rim den vild blind m mi Rud.
          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud
          sikken Vejlo derud!
  I haar Sn i jer Skjek bode d og di Stud.

          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud,
          det war faale te Stud,
  sn det wolmer og kwolmer med Sn fr dje Snud.
          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud,
          faa da Hold paa di Stud;
  tho  Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud!

          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud,
          ka du skjtt d derud,
  tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud.
          _wr_  Mn! Ld no vr!
          Ka do ogsaa kjr dr!
  Hwem haar rjt d di Stud, da do sidst haaj em fr.

          Kjrmes Knud, med di Stud
          kyr do twat for mi Rud
  med en Stjat lisse laang som fr Naur og te Bur.
          Kjrmes Knud, vlt derud
          no  Skorsten si Tud,
  saa Gud naadigen spaar jen  Taag po  Mur!

          Kjrmes Knud kjrr med Stud
          twat paa Marker og Mur,
  wer Knold, wer Kjar, wer klukkendes Tud,
          Kjrmes Knud, Kjrmes Knud.
          Hej! no skjenner hans Stud
  og tar Herred og Sown i jen brlendes Fur!

    [Anm.:
    _stter sni wer_, stter skraas over;
    _Skjek_, Skjg;
    _faale_, farlig; _wolmer_, ryger;
    _skjtt d_, vare dig; _hwister_, smider med; _rjt_, rgted;
    _twat_, tvrs; _Stjat_, Vognstang; _Tud_, Tude, Pibe; _ Taag_,
    Taget;
    _Tud_, lukket Trrende under Engveje; _skjenner_, lber lbsk.]

11/8 1916.



       *       *       *       *       *

DE FIRE VINDE.




NORDOVST.


  Sneflokke kommer vrimlende
  hen over Diger trimlende,
  det knyger ud af Himlene,
    det sluger Hegn og Gaard,
  det ryger ind ad Sprkkerne
  til Plserne paa Rkkerne,
  og Faarene ved Hkkerne
    faar Blink i Pelsens Haar.

  Og Poplerne bag Mnningen,
  de duver dybt i Dnningen,
  og over Stakke-Grnningen
  omtrimler Kjrv og Neg,
  det klaprer n om rerne,
  fra Portene og Drene,
  bag hvilke de smaa Srene'
  har rustet sig til Leg.

  Og Gammelmor i Klokkerne
  med Huen og Graalokkerne,
  hun haler op i Sokkerne
  og ser forsagt derud,
  for nu er Kaalen liggende,
  og nu staar Tjrnen stikkende
  og spidder Sne paa Piggene,
  og nu kom Kjrmes-Knud!

10/3 1916.




PAASKESTEN.


  Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Rsten,
  thi jeg har hrt den stndig op gjennem trange Aar:
  Kong Faraos Jordemoder, den hvasse Paaskesten,
  sendt ud for at drbe den nyligfdte Vaar.

  Som Is er hendes Aande, saa hs er hendes Strube,
  og alt, hvorved hun rrer, det krymper ind af Kuld;
  hun driver Bien baglnds tilbage i dens Kube
  og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.

  Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen --
  hun kan det ikke unde det allermindste L,
  hun blser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen
  og stankler om og bjler, det lille Mh.

  Og Bellisen, den Blomst, som er altid frst paa Pletten,
  den faar saa rde jne i Paaskestens Vind,
  som krnger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,
  saa den ad Jorden strkker sin lille kolde Kind.

  Og Rugen hist paa Bakken, den lfter let paa Bladet,
  mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten;
  men fr dens matte Kn blir af _andre_ Vinde badet,
  fr kan den ikke rankes til Stngel eller Gren.

  Altanens Ranker rasler saa trre som en Knokkel,
  og Kakkelovnen ryger, for Rgen vil slaa ned,
  den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,
  og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.

  Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjr ud af Dren,
  hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,
  og rund i Ryg han standser i Stakkens L hos Sren
  og prater om, hvor tidlig man _forhen_ kunde saa.

  Men Paaskesten skaver i Skar og Kjmpehje
  og slnger efter Harven det vildfrte Sand,
  og Lrkeungen ligger med dens Stv i sit je,
  og Plovmanden fler dens Knasen ved sin Tand,

  Da vaagner jeg en Midnat og hrer noget hnde:
  da drejer Gud deroppe sin tunge Mllehat!
  Snart hvisker det -- og drypper ved Gavlens _sndre_ Ende.
  Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!

7/4 1916.




SNDENVIND.


      Rugens Dr
  fylder Aftenluften.
      Digets L
  holder lngst paa Duften.
      Hys, hys, hys,
  hvad er det, som glider?
      -- Tys, tys, tys!
  bare Byg, som skrider!

      Sagte Trin --,
  hvad kan det dog vre?
      Sndenvind,
  er her no'et i Gjre?
      Hys, hys, hys!
  To som sammenglider,
      tys, tys, tys!
  nu mens Byggen skrider.

      Gjgen lo.
  Rugen rrte Vuggen.
      Hendes Sko
  vded Klverduggen.
      Hys, hys, hys,
  ikkun Nat tr vide,
      -- tys, tys, tys --
  hvad med Byg kan skride.

      Pigens Mund
  lfted sig og kyssed,
      fr i Blund
  atter hun blev dysset.
      Hys, hys, hys,
  Stjerneskud henglider,
      tys, tys, tys! --
  nu mens Byggen skrider.

      I smaa St
  Vind om Diget hveger,
      rokker let
  Lyng og Lammeleger.
      Hys, hys, hys!
  Ti dog, Gjg, omsider,
      -- tys, tys, tys!
  nu mens Byggen skrider!

      Pust fra Syd,
  Klydeklynk i Enge,
      Rislelyd
  over Maanestrenge.
      Hys, hys, hys,
  Duft af H saa vide,
      tys, tys, tys!
  nu mens Byg vil skride.

      Tavsheds Hvlv
  spnder over Kjret.
      Vinden selv
  staar og holder Vejret.
      Hys, hys, hys,
  Fred til alle Sider,
      tys, tys, tys!
  nu mens Byggen skrider.

16/4 1916.




VESTENVINDEN.


  O, Vestenvind, min Barndoms Vind,
  du har endnu det samme Sind
  i Alvor som i Spg,
  det samme lystige Tagfat,
  det samme Sus om Mllehat
  og Kirketaarnets Flj,
  det samme strke Orgelbrus
  fra Glamhulsskar og Lyngtrvshus,
        som da _jeg_ frs
        som Vogterkns
      i Kjmpehjens Sus.

  O, Vestenvind, o, kaade Vind,
  som kom ad Hjemmets Gaardsled ind
  paa egen hje Hest,
  strg bort vor Lades Lyngkalot
  og greb den bredt i Tagets Tot
  hvor Grebet faldt dig bedst,
  -- hvor rasled det med Tag og Rr
  forbi den lave Forstudr,
        mens Far lb til:
        Gud fri os vel!
      Fik Laden nu sin Rest!

  O, Vestenvind, o, barske Vind,
  hvor slog du tit min Barnekind
  og rusked mig mit Haar,
  naar Far han stod der lav og vred,
  mens Mntrvsklumpen sejled ned
  fra Toppen af hans Gaard!
  For hvert et Rusk i Aas og Tag
  vi frygted Fald og Dommedag.
        Men Huset holdt
        med Rim og Boldt.
      _Du_ havde tabt dit Slag!

  Saa for du ud paa brede Kjr
  og muntrede den Storkehr
  som ved sig til Trk.
  Du drejed Viben som en Ten,
  mens Hjejlen stod paa lave Ben
  og trykked sig ved Bk.
  Og hver en gammel Kaalgaardpil,
  den hvined op som Sav for Fil,
        dens Blade flj
        med Raslestj
      midt ind i Stormens Ril.

  En Mlle staar paa Bakken fjern
  med slve Sten og ormdt Kvrn
  dybt i sin Spaantags-Krop,
  dens Sejl gaar slvt og slapt omkring,
  men faar _du_ ved dens Vinge-Sving,
  flux gaar det i Galop!
  Og Mllehatten staar paa Sned,
  og det gjr Mllersvendens med!
        da faar det Art,
        naar _du_ gir Fart
      til Dgnets trge Fjed!

  O, Vestenvind, o, stride Vind,
  hvis Regn drev Blodet til vor Kind
  og Kalken af vor Vg,
  du mejsled Jydens skarpe Trk,
  alt bldt og vegt det sleb du vk
  og strg ham stridt hans Skjg, --
  hans Blik du gjorde langt og frit,
  skabt til at spejde milevidt
        med vaagen Magt
        til at gi' Agt
      fra stormrrt Hav og Klit.

  O, Vestenvind, vor Stammes Vind,
  du gaar som Dnning i vort Sind
  med Hav og Blgeslag;
  _vi_ gaar med dig fra Bryn til Hl,
  i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjl
  indtil vor Ddedag!
  Vor Tro, vor Trang er Del af dig,
  vort Vsens Hang randt helt af dig,
        vor Ynglings Trods,
        naar han skal slaas,
      vor Oldings Tungsindsdrag.

  O, Vestenvind, o, karske Vind,
  stryg du kun frit paa Agren ind
  og bls paa mig og mit!
  Vor Avl du lidet fjerner af;
  hvad der skal komme Kjrner af
  maa ogsaa ruskes lidt!
  du stter Orgeltonen til
  vor gyldne Havres Harpespil.
        Det Brd, hvis Saft
        _du_ gir din Kraft,
      med Tak vi tage vil.

  O, Vestenvind, -- du strke Vind,
  som suste til vor Vugge ind
  med Pust paa jets Laag,
  skrid bygekldt fra Hav til Hav
  og syng en Salme ved vor Grav
  af Stormens Salmebog!
  Tugt mildt men fast din Stammes Brn
  at de des mer kan staa for Trn
        og ligne dig
        og slaa sig Vej
      selv gjennem striden Tjrn!

14/4 1916.

       *       *       *       *       *



JENS HVAS.

ET BLAD AF SALLINGS RIMKRNIKE.


  Der var engang en Sallingbo,
  hans Navn det var Jens Hvas.
  Fordi han tog ved anden Tro,
  de slog hans Hals i Gras.

  Hvor Vestenvinden vild og gal
  end strigler Lyngens Aas,
  der sad den Herre i sin Hal
  alt paa det barske _Kaas_.

  Hvor strkt Nordvest end rejste Vind
  om Kaases krumme Strand,
  drog vrre Storme dog herind
  fra Syd og Sachsenland.

  De Klostre sprngtes, Nonner skreg,
  Landskngte gik og kom,
  Graamunke lb ad Sognevej
  og keg sig rdde om.

  Jens Hvas red ud at hente Skat
  paa Hestens sorte Hov,
  og hvor han ej fik Mnten fat,
  der tog han Stud for Plov.

  Ondt fr han frem paa Sallingholm,
  men vrst i Fjandboland;
  den arme Bonde vild og olm
  i Stilhed knuste Tand.

  Men Hvnen gaar paa rappe Sko,
  hvor Tiden vorder ond,
  og den som krnker Bondens Bo,
  han gaar paa sumpig Bund.

  -- Brat Skipper Klmers Stimandsflok
  ind over Salling brd;
  den frste med saa vild en Kok,
  den Kok han var sgi rd!

  Ham slap nu Klmer af sit Bur,
  vildt ld dens Galens Gjald,
  imens den fulgte Koks Natur
  og flj fra Lad til Hjald.

  Brand! skreg man fra det stengraa Kaas,
  en paasat Nattebrand!
  Brand! slngte Lyngens brune Aas
  langt over Maanevand.

  Hvnflammens Leg om Spir og Spr
  blev set helt ind til Fly.
  Limfjordens Blger bar dens Skjr
  vidt over Mors og Thy.

  Nu gnubber Bonden fro sit Ben.
  Den Brand hun varmer godt!
  Saa ler hvert Kr, som fra sin Gren
  ser Ild i Rvens Slot.

  De Hvder brled under Strand,
  en Rv tog ilde paa,
  imens en natlig Ryttersmand
  ad Skive til lod staa.

  Saamnd, Jens Hvas, du rider vel!
  -- han ud paa Manken laa --
  men om du red dit g ihjel,
  det vilde nap forslaa!

  For Bonden er nu bleven gram
  som nogen Bl bag Plov.
  Du skjnked ham _for_ bedsk en Dram
  i sidste Skatterov.

  -- Jens Hvas red over Skive Bro,
  det dundred hjt og hvast.
  Hans sorte g paa fire Sko
  jog vid're uden Rast.

  Men fr de naaede nste By,
  Jens vendte brat sin Hest.
  Derinde under Nattens Sky
  det volmer rdt i Vest.

  Vildt snfter her hans sorte g
  fra Bakkens brede Aas,
  thi begge lugter Hjemmets Rg:
  histude brnder Kaas!

  Og se! og se! fra Sals til Sals
  nu flaxer Klmers Kok
  og galer af sin rde Hals
  fra Lad og Bjlkestok!

  Den Nat saa mangt et Sallingtaarn
  til Sylden brndte ned,
  mens Borgens Herre hjvelbaar'n
  husvild paa Heden red.

  Til blde Skvulp af Tastums
  gik Vugg' i Dommerby,
  mens Hvnens Brande,  ved ,
  stod rdt paa Sallings Sky.

  Urolig Hesten fletter Ben
  med Hop og Snft og Spring.
  Med Ildskjar over jensten
  vredt slnges den omkring.

  Til Viborg kom de tidlig nok!
  Her brd Jens Hvas sin Ed.
  Saa tog ham Bdlen ved hans Lok,
  mens xen gjord' Besked.

  Til det den var slet ikke sen,
  for ogsaa den var hvas.
  Hans Tyrehals, hans Nakkeben
  sprang som det skjre Glas!

  Og anden Tid med andre Mnd
  drog ind i Sallingland,
  mens rde Plage stak i Rend
  langs Limfjords grnne Strand.

  -- Der var engang en Sallingbo.
  Hans Navn det var Jens Hvas.
  Fordi han brd sin Riddertro,
  de slog hans Hals i Gras.

17/3 1916.




MOR VED BRNDEN.


  Min Mor var bleven gammel,
  dog endnu mere svag;
  langs Stuens lange Skammel
  hun listed hen sin Dag.

  Derude lyste Vaaren;
  dens Haner alle gol;
  hvidvingede Duer
  sig svang i dens Sol.

  Hver Morgen friske Fugle
  paa Pilens lodne Gren,
  mens Stren sad og basked
  paa Brndens Vippesten.

  Men Mor saa tungt mod Dagen
  og den glinsende Str;
  den Vaar blev ikke hendes,
  det flte hun her!

  Den tynde Haand hun stemte
  mod det smertende Bryst:
  For mig har Livet mistet
  sin Fryd og sin Lyst.

  De hvide Duer svinged
  om det mossede Tag,
  og Strehannen jubled;
  men Mor blev mere svag.

  Da fdtes en Beslutning
  i Hjrtets dybe Grund,
  i hendes tunge jne
  den tindred en Stund.

  Aa, daj mig ud til Brnden!
  Kom, Dreng! Giv mig din Haand!
  hun ivred af sin vante,
  beslutsomme Aand.

  Jeg tnker vel, hun droges
  af den samme Urtidskraft,
  som Vld og klare Kilder
  til hver en Tid har haft.

  Det lidende og syge
  vil staa en fattig Stund
  og dulmes ved det,
  som er rent og frisk og sund.

  Det hvide Sand laa strentet
  paa Gangens gule Sten,
  hvor Solen havde prentet
  sin Krins saa varm og ren.

  Men foran Forstudren
  randt Lysets fulde Flod,
  hun vakled ud i Strmmen
  med prvende Fod.

  Og Gaardhanen galed
  og rysted Strubens Lap,
  mens Hnsene de lb
  mod den Savnede omkap.

  Og Duerne paa Taget,
  som trukne i en Snor
  de svang sig ud i Luften
  til re for vor Mor.

  Men Moders Blik var slvet
  i syge Ntters Ve.
  Der var kun eet, kun Brnden,
  _hun_ higed mod at se.

  Vel sligt kan tykkes mange
  kun smaat og ingenting,
  men denne Brnd var Centrum,
  hvor _hendes_ Liv var Ring.

  Og hendes Slgt og Mdre
  i samme gamle Gaard
  var gaaet i Kreds om Brnden
  i flere hundred Aar.

  Her havde de da siddet
  paa den slidte Malkestol,
  naar Aftentoflen trommed
  og Kaalgaardsgjgen gol.

  Naar der stod Ring om Maanen,
  og andre Himmeltegn
  i Sky, og Tordenblaanen
  gav Lfte om Regn.

  Her fandt de L og Fde,
  Hvil for den matte Krop,
  her blev de, til de dde,
  som Bi, der er slidt op.

  Som deres _hendes_ Verden, --
  en Lykke ikkun tynd;
  som deres _hendes_ Frden
  i Kredsgang om en Brnd!

  Sin tynde Haand hun rakte
  ud mod dens Ramme graa;
  hun kunde lige magte
  at lgge den derpaa.

  Dybt nede mellem store,
  ringsatte Kampesten
  der laa den stille Kilde,
  fredhellig og ren.

  Et stort, tungsindigt je
  saa oldingfjernt paa Syn;
  aarhundredgammelt Mosset
  hang over som Bryn.

  Engang i Fortids lde
  var Kilden tryllet frem
  for siden tavs at vlde
  som Midtpunkt for et Hjem.

  Et Hjem, et Hjem! et fattigt
  og dog et helligt Navn,
  en lille grnnende Verden
  med tusinde Haab og Savn.

  Og Kilden i Hjemmets Midte
  -- som Draaben paa Blomstens Bund --
  den lsked, uden at fritte,
  hver Dyre- og Menneskemund.

  Herhen kom -- lige fra Ploven --
  med Sved under Bringetj,
  med brudte Hudpletter paa Boven
  det gamle, udslidte g.

  Og Fllet, som blot skal sig ve
  og endnu ej ved, om det tr,
  men finder det voxent at prve
  det samme, som Moderen gjr --

  Hvor higed hun, Koen, mod Aften,
  herhen mod det blinkende Trug,
  naar Fden og Mlken og Kraften
  udspiled Yver og Bug!

  Og Faaret fra solsveden Ager,
  og Studen, som kjrnede Byg,
  hver kom de saa hul og saa mager,
  men gik som en Tromme saa tyk.

  Saa blev den saa mild en Trster
  ej bare for Hors og Ko,
  en god, forbarmende Sster
  for alt i Mark som paa Lo.

  Om Hg slog ned over Lrke,
  og Vingen var ej for sen,
  den Svage fandt Skjul mod den Strke
  i Brndens mossede Sten.

  Og Barnet, det klynkende spde,
  blev dbt i Treenigheds Navn
  i Vand, som med Spil og med Kjde
  var lftet fra Slgtsbrndens Favn.

  Og havde den dende Olding
  nu naaet sine Lidelsers Maal,
  der raktes ham stille fra Brnden
  en sidste kvgende Skaal.

  -- Saaledes den fdrene Kilde
  i Dag som bestandig laa
  og spejled en ringe Rille
  af Foraarshimlenes Blaa.

  Af Feber halvt forvirret
  den gamle keg derned;
  det var, som om hun stirred
  dybt ind i Evighed.

  Al hendes Sorg og Kvide,
  hver bitter Vemodsstund,
  alt, hvad en Sjl maa lide,
  saa op fra Brndens Bund.

  Al Slgtens Graad og Klage
  af Kvinde som af Mand,
  dens Uraad -- Aar tilbage --
  hun lste det her i Vand.

  -- De talte lnge sammen
  det stumme jensprog,
  der tnder Hjrteflammen
  fr baade Munds og Bog.

  O, ja, de talte sammen,
  om Lykkesavn og -Synd,
  mens Taaren tegned Ringe
  i hendes Skjbnebrnd.

  Men Lrkesangen skingred
  ind gjennem Port og Gaard,
  mens Foraarsvinden fingred
  ved Moders isgraa Haar.

  Men ej hun agted Sangen,
  ej Vindens varme Sug;
  et Strejfblik over Vangen,
  der laa saa grn med Rug.

  Saa vendte hun Vaaren Ryggen
  med alt, den bar i sit Skjd,
  gik ind og ordned sin Bryggen
  og alt til en hedelig Dd.

    [Anm.:
    _Aftentoflen_, Bekkasinen; _Tordenblaanen_, Tordenskyen.]
18/4 1916.



MAJNAT.


  Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,
  hvem lgger sig da til at sove?
  Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat
  langs Fjord og knoppende Skove.

  Derude straaler en Stjerne saa stor,
  at helt den fylder mit je;
  den samme Stjerne forvist jeg tror,
  jeg saa over Barndommens Hje.

  Og Vibeskriget rkker saa langt;
  dog lngere Lngslerne rkker.
  Hvor bliver ens Hjrte bitterlig trangt,
  naar Klyden i Majnatten trkker!

  Det pipper i Mos, og det pibler i Grs,
  det sprtter i hldende Kroner;
  der kommer en Duft fra det yderste Ns
  af tusinde smaa Anemoner.

  Saa ensomt brger det spde Lam
  paa Bakken langt i det fjerne,
  og Frerne kvkker fra Pyt og Dam,
  som sang det fra Stjerne til Stjerne.

29/4 1916.




BROEN.


  Tusind Aars Skille. Saa slog de Bro.
  Saa drog de over i Vogne og Sko,
  Tiggere, Trkkere, Krmmere, Friere,
  alle de tusinde Somres Forbiere,
  stejlende Plage som skejtende Ko,
  alt drog nu over den dumrende Bro.

  Ligskarer skred her i sindigste Ro.
  Brudefrdsforspand paa klapprende Sko;
  Seleslv glimtede, Kobletj klingrede,
  Spillemandstoner mod Brobuen skingrede.
  Bruden i Stadsen, saa blid og saa god,
  nikked til Aakanden under sin Fod.

  Broen stod krum over Aakandestrm,
  fint som en Hjerneskal over en Drm.
  Aarene, Skyllene skaved og skured den,
  Isgangens Rimntter saved og fured den.
  Naar den befores, det ld som en Fjol,
  der bliver strget lidt nr mod sin Stol.

  Da kom en Svale og tog sig et Hvil
  efter vist _tusinde_ mdige Mil.
  Rkvrkets Fljarm den satte sig skraas paa,
  Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa,
  tittede, kvidrede: Her vil jeg bo,
  her under Storstrmmens buede Bro.

  Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft.
  Luften var Vggene, Brobuen Loft.
  Herlig blev Reden hun klined og kitted sig,
  muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig.
  Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst,
  saa kom der Dage med Tant og med Lyst.

  Snart laa de skjreste blaagrnne g,
  saa fulgte Unger med bittesmaa Skjg,
  Aastrmmen ringlede, Sydvinden luftede,
  Dunhamre svinglede, Aakander duftede.
  Svalemor havde sit sureste Strb
  med at faa fyldt de smaa krvende Nb.

  Nu blev der Liv bag de bugede Fjl,
  Broen var Legem, hvor Svalen var Sjl.
  Strmmen slog Grdegrntskranse om Pillerne,
  Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne,
  Aborren vifted sin klftede Svans
  sagte til Takten af Langalgers Dans.

  Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro
  end under Kvld ved hin buede Bro.
  Het er slagen og dufter fra Sigene,
  Aaen den blide smaaklukker i Vigene.
  Svalen hun jager for strygende Sejl,
  smkker med Vingen det rygende Spejl.

  Klokker i Snder og Klokker i Nord
  ringer da Fred over Himmel og Jord.
  Broen nu mrkner alt til under Buerne.
  Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne.
  Klokkernes fjerne tungsindige Slag
  dves og strkes af Engbrisens Drag.

  Brobuen kroger sig mer i sin Drm.
  Snart kan jeg hre hvert Dryp i dens Strm.
  Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne,
  Ungerne under dem skutter Smaabringerne,
  mens over Allivets slumrende Bo
  Himlen udspnder _sin_ Evigheds-Bro.

4/5 1916.




HAVREN.


  Jeg er Havren. Jeg har Bjlder paa,
  mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
  Bonden kalder dem for mine Fold.
  Gud velsigne ham, den Bondeknold!

  Jeg blev saaet, mens glade Lrker sang
  over grnne Banker Dagen lang;
  Humlen brumled dybt sin Melodi,
  og et Rylefljt gled ind deri.

  Viben flj om Brak og Pljemand
  og slog Kryds for baade Plov og Spand.
  Kryds slog Bonden ogsaa over mig
  for at gi' mig Helse med paa Vej.

  Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
  groede Sangen sammen med min Rod;
  den, som ydmyg lgger ret til,
  hrer Lrkens Triller i mit Spil.

  Det kan kolde Hjrner ej forstaa:
  Jeg er Lrkesangen paa et Straa,
  Livets Rytme dbt i Sommerdr,
  mer end Gumlekost for g og F.

  Sndenvinden, o! han har mig kjr;
  derfor kan han aldrig la' mig vr',
  smyger sig med Hvisken til mig ind
  nu ved hjre, nu ved venstre Kind.

  Naar han puster paa min gule Top,
  maa jeg vugge med ham ned og op,
  indtil alle mine Bjlder gaar,
  som naar gyldne Hamre sammen slaar.

  Juniregnen gjorde myg min Muld,
  Julisolen gav mig af sit Guld,
  Sundhed risler mig i Top og Skaft.
  Det er derfra Plagen har sin Kraft.

  Jeg er Ven med Dug og Grdevejr,
  Ven med Landets lyse Bgetrer,
  Ven med al den danske Sd, som gror
  st for Hav som vest for Sund og Fjord.

  Jeg faar Solens sidste lange Blink,
  fr den dukker ned bag gullig Brink,
  og naar Aftenklokken ringer Fred,
  staar jeg paa min Taa og ringler med.

  Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
  ringle Taagen op af Sump og Eng,
  ringle Freden over Hjemmet ind,
  ringle Bnnen frem i fromme Sind.

  Jeg er Havren. Mine Bjlder gaar
  over lyse Vange Aar for Aar,
  ringler om, hvor Sang og Kjrve gror
  herligt sammen paa den danske Jord.

8/5 1916.




PAA SALLINGS JORD.


  Paa Sallings Jord er der godt at bo,
  naar Solen varmer paa Tage,
  naar Byg vil skride og Havre gro
  og Fuglen sger sin Mage.
  Naar Duft af Klver mod Vindvet gaar,
  og Rugen op til din Axel naar,
      da gaar din Sang
      sin Solskinsgang,
  mens Gjgen kukker skjlmsk fra Bakken.

  Den Svend, som tumler med Sallings Muld,
  faar let en Skilling paa Lommen,
  thi Landets Slv bliver her til Guld,
  naar Hstens Time er kommen.
  Bag Laden stables de hje Hs,
  mens Koen trder saa bredt i Grs.
      Hver Godtvejrsdag
      din rde Plag
  maa trkke Rigdom hjem til Loen.

  -- Og her blandt Frnder nu sidder to,
  som valgte sig et Hjem paa Bakken,
  hvor _hun_ skal malke den rde Ko,
  mens _han_ skal harve paa Brakken.
  Thi Haand i Haand det er Livets Fryd,
  og Trofasthed er saa skjn en Dyd.
      Tag Livet ret!
      Og bli'r du trt,
  da lyt en Stund til Gjg i Enge.


15/8 1916.




POVL MED DEN TUNGE SKOVL.


  Der lber saa mangen en krinklet Sti
  hen gjennem det jyske Hedeland,
  hvor Hvepsen stryger dig harm forbi,
  og Ormen triller sig lang i Sand.
  Ved en af Stierne staar et Hus
  bag skaarede Volde af Ahl og Grus,
  og Huset viser en Ko paa Baasen,
  et Sprag i Gavlen, et Knk i Aasen.

  Her havde sin Hjemmen den strke Povl,
  en ordknap Slider fra Blstens Egne,
  han kaldtes Povl med den tunge Skovl,
  thi Skovlen fulgte ham allevegne,
  ej blot til Grftning blandt Flg og Rr,
  nej, selv ved Kirkens beslagne Dr,
  hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde,
  stod Skovlen ude, mens Povl var inde.

  Dog sjlden de saa ham i Bedehus,
  hvor Stolen laases med Gud for je,
  langt oftere bad han bag Vold af Grus,
  hvor ingen stener en lappet Trje;
  et ordlst Suk og et dybtgjemt Stn
  blev Hverdagssliderens Sndagsbn;
  men een Gang skreg han i Smertens Svimmel
  sin Vaande vildt imod Hedens Himmel.

  Han havde en Datter fra Ungdomsaar;
  i Skriftebogen staar lst hin Gaade;
  som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard,
  fik selv en Datter -- paa samme Maade.
  Men som der lses: Alt Kjd er H,
  en Gammel _skal_, og en Ung _kan_ d.
  Fr Aar var omme, hun maatte bde
  med Livets Part for sin unge Brde.

  Men Povl han vaander sig i sin Seng
  og kan ej Svn paa dens Hylskind finde;
  ved Roden skjlver hver Nervestrng,
  mens Graadens Sky vil ham jet blinde.
  Det bitte Vsen, det spde Nor,
  skal det henslnges paa Sognets Bord!
  Fr Solen striber hans Hrgarnslagen,
  er Povls Beslutning for stedse tagen.

  Der skrider en Mand gjennem Himmelknog
  hen over et hylende Vinterde,
  hans frosne ren bag Rendefog
  opfanger Lyde saa klingert-sprde.
  Hans jne brnder bag klistret Sne,
  men ikke nok til helt frit at se.
  Hvor dybt hans Trad end i Driven sttes,
  i samme Nu bag hans Hl de slettes.

  Han skjrmer bredt med sin krumme Arm
  en Bylt, som synes kun lutter Klude:
  det lille Nor, han mod Stormens Harm
  har laant sit Hjrte til Vuggepude.
  Dets Varme gaar til _hans_ Ribben ind,
  dets Putren glder ham Sjl og Sind,
  saa nrmere han til Stormen triner,
  mens Kldets Frynser for Blsten hviner.

  _Det_ hviskede Povl, mens hans Rygrad gs
  Du naar det aldrig! Du er jo vildet!
  Hans hede Sved under Skjorten frs,
  men nye Draaber sprang frem og trilled.
  Da hikked Vejret en ringe Stund;
  da steg der Bn fra en graadfyldt Mund,
  thi midt i rknen bag Knogets Drive
  han saa sin Hytte mod Nets Skive.

  I Stnnen han aabned sin Gangdrs Slaa
  og la' sin Bylt paa den Langbordsplade,
  saa var der frst dette at tnke paa:
  den Spdes sutrende Mund at made.
  Her sgtes Raad hos den gamle Ko,
  hun mmed sig lidt ved hans kolde Kno;
  men Takken for Koens varme Drikke
  blev snart to spillende Barneblikke.

  Da tndtes en Glans i hans Tungsindsblik;
  saa skjn ham tyktes hans lave Stue;
  fra Lyngtrvsbaalet paa Gruen gik
  mod frosne Lemmer saa varm en Lue;
  han bjed sig dybt mod Barnet ind
  og kjendte saa myg sin stride Kind.
  Snart drap mod den Spdes Tindingaare
  den sidste Sne med hans frste Taare.

  Saa kom der nu Dage, ja Ntter med,
  hvor Povl forsoned sig helt med Livet,
  da ld det mildt fra hans Sengested:
  Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.
  Han drejed sig rundt med stor Umag
  og lyttede ned mod et Aandedrag,
  hvor Barnets Leje just saa var stillet,
  at Maanen lfted dets Drmmebilled.

  Og alt i Stuen blev hjstemt Ro,
  om ogsaa Rven derude jamred,
  om Vggen gav sig for Tryk af Ko,
  og Ddninguhret i Bjlken hamred;
  et varsomt Strg mod den Spdes Kind,
  saa haledes atter Svnen ind,
  mens Maanen delte sin milde Flamme
  med Vuggens Puder og Hedens Damme.

  Det sker, at Povl med den tavse Mund
  lar af sit Barn sig i Haaret drage
  og snakker da mer i n saadan Stund
  end fr i alle hans Levedage.
  Han lfter det op i Nds og Lo
  at klappe Nsen paa Husets Ko.
  Thi Ko og Barnet forstaar hinanden
  i Kraft af den dampende Mlk i Spanden.

  -- -- Men aldrig trtned den strke Povl,
  og aldrig hrte han op at slide,
  og aldrig rusted hans tunge Skovl,
  skjnt Gigten martred i Lnd og Side.
  Hvor Gruset blinker i vaade Lag,
  der slog han Harpen med vilde Slag.
  Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet,
  dens Staaltraads-Strnge i det skratted.

  Mens Skovlen skar i den haarde Grus,
  stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken,
  der fletted han Barnet et Halvskjrmshus
  mod Vejrets Luner og Solens Blinken,
  og fandt han en srlig broget Sten,
  han rensed den frst mod sit Buxeben,
  og gav han sin Yndling det sjldne Stykke,
  hun jubled, som fik hun et Demantsmykke.

  En Ruskregnskvld under Efteraar
  han havde lidt lnge i Graven nlet;
  skjnt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar,
  det blev dog af Aftenens Luft forkjlet.
  Det gik til Lungen, og Glansen veg
  fra jet, mens Graderne steg og steg
  helt op mod Udslettelsens dunkle Porte,
  mens Lgen og Hjlpen var Mile borte.

  Til Fader, til Sn og til Helligaand
  blev tryglende Bnner st og stammet,
  mens Sliderens skjlvende grove Haand
  tog varsomt Kjende, om noget strammed.
  Men Bnnens Porte var stngt for Povl;
  fr Dagningen brd i hans tunge Skovl,
  da havde han ingen Bnner flere,
  men Himlen ejed en Engel mere.

  Han vandred forvirret den ganske Dag
  omkring sin Hytte i daadls Jammer,
  mens Ot'dagsvrket med Slverslag
  udhamred Tiden i Ddens Kammer.
  Ej Kalv fik de, ej Ko fik Vand,
  ej rrtes Si eller Malkespand.
  Da Nyet blev tndt under Alts Forbliven,
  han kldte Liget paa Langbordsskiven.

  Saa tavs imod Aftenens Skyer flj
  i Mrkningsbugter nu Mosens Vibe.
  En Ko just dryned -- -- Men ingen Rg
  af Husets hldende Skorstenspibe.
  De store Stjrner saa kolde ind
  og strejfede hastigt en ligblaa Kind,
  der hvor en Olding nu syned nje
  en lille Skjorte, en hengjemt Trje.

  -- -- -- Saa alvorsmttet er ingen Klang
  som Hedeklokkens ved Michaelstide,
  naar Graverens Hakke gaar sin Gang
  blandt Tuernes Totter saa kiselstride.
  Det drypper fra Kirkens irrede Tag,
  og Klokken og Hakken har hver _sit_ Slag.
  En Kiste snkes i Ddens Ager,
  mens ensomt Hjejlen i rknen klager.

  De havde alt slukket de Alterlys,
  nu tmtes stille den gamle Kirke,
  og mer end n var paa Vej til Bys
  for atter at finde sit vante Virke.
  Da skured Stenten mod knudret Sten,
  ind traadte en frlemmet, luslidt n,
  hans Blik det dybeste Srgmod viste,
  paa Armen bar han en Barnekiste.

  Saa milefjrnt fra sit sunkne Hus
  han havde den baaret henover Heden,
  mens alt hans Flge var Porsets Sus
  og Blinkelvets om Skadereden.
  Thi Vibetrkket flj modsat Vej,
  nu flokkedes Hjejlen men fljted ej;
  fra Kjr og Hede, fra Brak og Bakke
  de svandt med Sus over Lyngtrvsstakke.

  Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa
  med Armen fast om den lille Kiste,
  som noget helligt og kjrt man _maa_
  men i sin Kvide dog ej _tr_ miste.
  Hans Blik gik tynget mod Prst og Degn,
  som vented han der et Himmel-Tegn,
  fr villig han lagde i Ddens Have
  sit bldende Hjrtes Offergave.

  Og Degnen vinked ham mod et Sted,
  hvor Star og Svingel for Graven dulgte,
  og Prsten tripped af Vane med,
  og et Par Kirkegangskoner fulgte,
  og Kisten snktes, og Jorden faldt,
  og Prsten og Skovlen til tre fik talt;
  en Bn, den korteste Hyrden kjendte,
  fr rapt han den Srgende Hlen vendte!

  Saa redte sit Barn han dets sidste Seng.
  Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne,
  med Skjlven i Haand som i Hjrtestreng
  han fjrned fra Gravmuldens tunge Dyne.
  Sidst dkked han til den Fjl mod st,
  som skjulte et Aasyn og al hans Trst,
  saa kasted han paa som rent i Blinde,
  mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde.

  -- -- Nu blev han saa enlig som aldrig fr,
  skjnt ingen Sjl fik hans Sorg at vide;
  faldt Maanen ind ad hans Kjrhusdr
  og tegnede Pletter paa Koens Side,
  da kunde han slippe sin Malkespand,
  se langt over Lyng og Mosevand,
  didud, hvor i Kvlden et Kirkedige
  nedskygged en Grav med en lille Pige.

  Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum
  i evigt Greb om sit tunge Vrge,
  hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum
  i ensom Kamp for sit Brd at bjrge.
  Men trngte Bonden en veltjent Skovl,
  gik endnu Bud til den strke Povl.
  Sad _han_ ved Davren i ordls Tnken,
  det var, som han ene fyldte Bnken.

  End skratter bag Lyngen hans Harpeslag
  ved Morgengry som ved Nadvertide,
  men daglig ldes den gamle Knag,
  og snart han maa vel i Gruset bide.
  Da hnder det sagtens, at begge faar
  _sit_ Kors paa den de Kirkegaard,
  og hvlver Natten sig stjrnestille,
  det store vil hlde sig mod det lille.

19/10 1916.




GYLDEN SOL.


  Om jeg tar mig en Livsens Ven,
  om jeg skjnker mit Hjrte hen,
  om jeg trkker i Brudekjol,
  da lad det ske i gylden Sol.
      Gylden Sol, gylden Sol,
  gylden Sol over blommet Kjol!

  Hvad saa siden for to skal gro,
  H og Havre som Kalv og Ko,
  Klinte, Klver og Martsviol,
  alt skal det rinde af gylden Sol.
      Gylden Sol, gylden Sol,
  gylden Sol over blaa Viol!

  Dr i Hjemmets vor stille Vraa
  skal da trofast vort Dagvrk gaa,
  dr for Gjsten vor bedste Stol
  stiller vi hen i gylden Sol.
      Gylden Sol, gylden Sol,
  gylden Sol over Arnens Stol!

  Se hvor Jorden er lys og skjn,
  havregylden og klvergrn;
  Hegn og Hkke og Kaprifol
  dufter og ler i gylden Sol!
      Gylden Sol, gylden Sol,
  fyld mit Hjrte, du gyldne Sol!

24/10 1916.




HUMLEBIEN.


  Du lodne Humlebi, dig har jeg kjr,
  din Klverfrden liver op i Vangen;
  i lammeskyet Dis som Solskinsvejr
  _din_ Brummen stter Bas til Lrkesangen.

  Naar Kvierne i lyse Rkker staar,
  mens Vinden skjlmsk dem ind i ret blser,
  du tar af Blomsterbgret frit din Taar
  helt ind mod deres vaade, brede Nser.

  Den rde Klver lar du ingen Ro,
  men snker Snablen dybt i Honningkanden,
  og malker Ts sin yvertunge Ko,
  din Snurre durrer klangdybt imod Spanden.

  Du under dig ej mindste Arbejdshvil,
  men op og ned du uden Stands maa svinge,
  imens du synger som en henskudt Pil,
  og Solen glimter i din gyldne Vinge.

  Du lille Spillemand, du Barn af Sol,
  du er som Sjlen i den danske Sommer,
  hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol,
  hvor Het dufter, Skyer gaar og kommer.

  O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa,
  du travle Flyver over Somrens Banker,
  saa fri og frank jeg tar _min_ Sele paa
  og synger muntert, mens jeg Honning sanker.

25/10 1916.




LANDSBYSMEDEN.


  Den Smed han vaagner med Solen
  alt efter saa gjvt et Blund,
  han griber sit Skjdskind fra Stolen;
  han er saa bred og saa sund.

  Rundt om ham i Vugger og Senge
  end slumrer bag Pudernes Brm
  hans lokkede Tser og Drenge,
  mens han tjener Davren til dem.

  Fr Raagen sig rrer i Reden,
  fr ud flyver Granernes Hg,
  hjt stiger fra Taget hos Smeden
  den bugede, kulsorte Rg.

  Kun n der er, som tr gjkke
  vor Smed, det er Hanen paa Pind;
  de to er jo Morgenmnd begge,
  har derfor de frejdigste Sind.

  Og Hanen galer til Smeden
  hjt oppe fra sodet Hjald,
  og Smeden svarer forneden
  med Hammerens fyrige Fald.

  Det klinger mod Lad og mod Lofte,
  mod Lervgges hvidtede Tavl,
  det svarer fra duggede Tofte
  og Kirkens dagrdnende Gavl.

  Og Morgenens Hyrder de lytter
  til denne sejrende Klang,
  imens deres Kalve de flytter
  til Grsset i Enge og Vang.

  Selv Plagen lfter sin Manke
  saa rank mod det stigende Gry
  og sender en rimmende Tanke
  ind over den vaagnende By.

  Og Brisen drejer med Flyet
  paa Gavlen for Smedens Dr.
  Hans sprudende Jern og Gryet
  faar langsomt samme Kulr.

  Snart jubler Bakkernes Lrke
  omkap med Mnningens Str;
  men Hammerens Klange de strke
  de gaar mig dog mere nr.

  De bringer mit Blod til at syde
  i Arbejdsfeberens Takt,
  saa al min Malm jeg tr gyde
  i Formens syngende Tragt.

26/10 1916.




EFTERAAR.


  Nu ser du kun Solen i Striber.
  Markmusen gaar hjem i din Stak.
  Tavs vender sig Kjrenes Viber
  i Glimt mod den pljede Brak.

  Drivregnen den side og blanke
  staar skraat ind mod Vindve og Dr,
  med Tungsind den tynger hver Tanke
  og bjer de duskede Rr.

  Smaakvier dernede i Enge
  staar krum i det drivvaade Skind
  og glor mod den hvidtede Lnge,
  om ingen dog henter dem ind.

  Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen,
  vaad tar han i Bnkkrogen Std,
  vaad haler han Skeen fra Stroppen
  og spiser den dampende Grd.

  Hver Sanger, som ejed to Vinger,
  har brugt dem til Flugt fra vor Strand;
  kun Kiler af Graander svinger
  nu lavt over regnprikket Vand.

  Hr Natbygens Kast mod min Rude,
  se Regnmulmet tt over Vig,
  og Vildgaasen skvaldrer langt ude;
  det lyder som Sang over Lig.

28/10 1916.




SVIGTENDE SIGNALER.


  Jeg sejled under Natten
  i Taagen forbi,
  men Lyset i dit Vindve
  blev stikkende deri.

  Jeg saa ej dig med Lampen,
  og du saa ikke mig,
  endda jeg stod paa Dkket
  og vinked ind mod dig.

  -- -- -- Kun Lyd af Skum, der brister,
  et Skib, der sejler vk,
  mens oppe over Taagen
  der piber Fugletrk.

  Et Hjrtes de Hulken,
  et Lys, du ikke ser,
  en Kvinde paa Altanen,
  du aldrig mder mer!

30/12 1916.




FRED!


  Jeg vaagned i Natten og spejded rd derud,
  al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud
  de strste Taarne styrted med Brag under ,
  mens Floderne kom drukne af Mandsblod til S.

  Jeg skjulte mine jne, hvor Taaren gik og kom,
  jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom;
  kun Rummets kolde Stjrner saa spotske til Jord,
  som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord.

  Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad
  ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad;
  _hans_ vilde Klle hvirvler, -- _hans_ blodige Haand
  har Tag i Abels Strube, _hans_ Aand er Nuets Aand.

  O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjg,
  som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudeprg,
  hvornaar vil du erkjende, du staar ved _Mrkets_ Stab,
  ej Guds men Satans Frnde er hver, som ver Drab.

  Nu rkker atter Jorden sit Barn det spndte Bryst
  i Kornets tunge Traver, der blger mildt mod Hst;
  saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mt,
  hvis ej Begjr og Blodtrst forgifted Jordens t.

  Der er et Ord, som hviskes, nej, stnnes trindt om Jord,
  de Sndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor;
  o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led,
  styr nu jer egen Brynde og giv os arme: _Fred!_

1/7 1917.




EVALD TANG KRISTENSEN.


  Strid paa Foden skred han frem,
  kom fra Hav og salte Strmme,
  Hedens Sand var Barnets Hjem,
  Danmarks Hder blev hans Drmme.

  Ej hvor Fornemhed slog Bo,
  men hvor Dr hang skjvt paa Hngsel,
  gik han ind og sgte Ro
  for sin svare Forskerlngsel.

  Der paa Bnken knastret, smal,
  midt i Dunst af Klynergen
  sad han under sodet Hjald,
  jenmild i Saga-Sgen.

  Rokken spelted, Tenen tvandt,
  Folkevisens Text og Tone
  muntert ham i Pennen randt,
  kvdet af en udslidt Kone.

  Smilet om hans Lber laa,
  naar han hrte Guldet klinge,
  hrte under Hyttens Straa
  Sus af Folkeaandens Vinge.

  ventyr og Oldtidsskjmt,
  Troldesagn og dunkel Tale,
  halvvejs husket, halvvejs glemt,
  drog han op fra Dd og Dvale.

  Blev kun slag hans Mjes Frugt,
  dunked Regnen paa hans Trje,
  ingen Kulde fik dog slukt
  Forskerglimtet i hans je.

  Strid paa Foden, uden Hvil,
  saadan gik han ufortrden
  disse lange, jydske Mil,
  som ta'r Sigt mod Aftenrden.

  Gamle, sejge Sagamand,
  stil nu gjv din Kjp i Krogen,
  mens paa Fyrreskivens Rand
  vi slaar op i Dansker-Bogen.

  Der blandt ttens bedste Kuld
  skal dit Navn med Tak vi finde,
  prentet som i Egens Bul,
  _selv_ et delt Folkeminde.

Juli 1917.




SPURVENE VED HELLIGGEJST.


  Naar Sommeren flyr over Sten og Stok,
      og alle Lrker er rejst,
  da sidder endnu en Spurveflok
      og jubler ved Helliggejst;
  der frer den op en Sangerkamp
  til Bilers Fljt og til Hestes Stamp,
          mens Frdslen gaar
          ved Jul, mod Vaar
              sndenom Helliggejst.

  Den Spurvefljten er stemt i Dur,
      som spilled den op til Dans;
  den gamle, alvorlige Kirkemur
      maa laane den Resonans.
  Mens Solen famler paa Kirkens Vg,
  sorn Smilet voxer i mrk Mands Skjg,
          gaar Jomfrutrip
          til Spurvepip
              sndenom Helliggejst.

  Saa vrdigt triner de Borgermnd
      og strutter af Sedler og Slv,
  og Frken bag Frken med kjlen Lnd
      og Ankler som fjedrende Fl;
  og alle, som krydser det kjre Sted,
  de faar et Par Fugletakter med,
          mens Hjulet slaar,
          og Strmmen gaar
              sndenom Helliggejst.

  Saa daler de Rakler mod Flisebro,
      mens Byen lugter af S,
  saa hvirvler der Blade om Silkesko
      og lgger sig der for at d.
  Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst,
  dr fdes en Vise om Livets Lyst,
          mens Haglen slaar,
          og Snefog gaar
              sndenom Helliggejst.

  Er Sindet tynget og Tanken graa
      og Striden knap Kjvlet vrd,
  og har du kun Sorger at tnke paa,
      tv lidt under Spurvenes Tr'r,
  og fyld dit re med denne Klang
  af Livets evige Frydesang,
          mens Frosten flaar,
          og Solen skraar
              sndenom Helliggejst.

  Mens Dgnet synes dig selv saa armt,
      og Frosten napper i Taa,
  _de_ holder det lille Hjrte varmt
      med blot et Par Vinger paa;
  og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky,
  mens Taarnet spidder det tndte Ny,
          der stvendt staar,
          men vejkjendt naar
              sndenom Helliggejst.

  Hvi samles I Spurve i _disse_ Tr'r,
      hvi jubler I her jer Sang?
  Og hvorfor larmer I andre dr
      og gjr jer Verden saa trang?
  Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld,
  mens M blev Moder, og Mand blev Muld,
          og Tiden gled
          med Evighed
              sndenom Helliggejst.

  Hvor herligt at hilse de gamle Tr'r,
      der nikker i rimkold Vind
  og gynger de Spurve mod Aftnens Skjr,
      der kysser din By paa dens Kind!
  Gud signe hver Spurv, hver Spillemand,
  der kommer med Glde til Stad og Land,
          mens Svrdtid raa'r,
          og Blodsky gaar
              sndenom Helliggejst!

19/11 1917.




EN LANDSBY DBES.


  Hvor Aalen dybt i Tangen bo'r
  og hvide Maager sejle,
  der er et Vand ved sterfjord,
  som fr hed Nrrevejle.

  I tusind Aar paa denne Vig
  har Stormen flyttet Brikker,
  og Mari-Rok og Pejers Pig[*]
  i den sat gyldne Prikker.

  Den hrte Vaadesang mod Pest
  fra revnet Kloster-Klokke
  og Hyl af Krigens vilde Gjst
  og Oldtids Ulveflokke.

  Nu kaster Maanen Gyldenbro
  blandt Vigens lave Lande,
  saa Natten gaar paa Slversko
  ind mod dens tavse Strande.

  Se dette Navn af gammelt Gavn
  det trkker vi af Vandet,
  med det betegner vi vor Stavn
  og ikke noget andet.

  Ja, dette Navn af irret Malm
  det nsker vi at fre.
  Gjr da, o Foged, ingen Kvalm,
  men skriv dig det bag re!

  -- Du yngste Barn paa Danmarks Skjd,
  fdt under vilde Krige,
  gid du maa dele _Fredens_ Brd,
  med Danmarks Land og Rige!

  Saalnge N vil flge Ny,
  og Mand til M vil bejle,
  skal du vor By staa under Sky
  og kaldes _Nrrevejle!_

30/5 1918.

    [Anm. * Stjrnenavne.]




HISTORIENS SANG.


  Som dybest Brnd gir altid klarest Vand,
  og lifligst Drik fra dunkle Vld udrinder,
  saa styrkes Slgtens Marv hos Barn og Mand
  ved Folkets Arv af dybe, strke Minder.
  Din egen Dag er kort, men Slgtens lang;
  lg ydmygt ret til dens Rod forneden:
  Aartusind toner op i Graad og Sang,
  mens Toppen suser imod Evigheden!

  Vi sger Slgtens Spor i stort og smaat,
  i Flintexen efter Harvens Tnder,
  i Mosefundets Smykke, plumpt og raat,
  i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hnder.
  Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog
  har gjemt et Gran af Slgtens Ve og Vaade;
  nu skal de rbe mig, hvad Vej jeg drog,
  og lfte mig en Flig af Livets Gaade.

  Endnu en Stund, saa drr den danske Rug,
  mens Lrken trilrer, og Graagjge kukke.
  Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug,
  mens hele Verden brnder om din Vugge,
  mod dig vort Haab og Manddomsdrmmen gaar,
  naar Landsbyklokken signer dine Strande,
  naar Aftenrden hjt i Skyen staar
  og snker Fredens Korstegn paa din Pande.

  Lad mig kun flagre hen som Blad i Hst,
  naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve,
  og skjnne Sange paa den danske Rst
  maa frie, strke Sjle gjennembve.
  Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft
  og lytter ud mod andre Lrkesange,
  mens Himlen maler blaat sit Sommerloft,
  og Rugen gulnes tt om Vig og Vange.

1/6 1917.




OVERSTTELSER

AF

JEPPE AAKJR




FRA SKOTSK.

DIGTE AF ROBERT BURNS.




BURNS OM SIG SELV.


  Der var en Kns, var fdt i Kejl,
  om Dag og Datum bryd jer fejl,
  spar I jert Blk, jert Lak og Segl
  paa Daabsattest for Robin.
    For Robin var en rrig Gut,
    o, farlig rrig, rask og rrig,
    Robin var en rrig Gut,
    en farlig rrig Robin.

  Hjskotlands Sne fg vildt om Tind,
  og Januaris Lavlandsvind
  den blste Fdselsgaven ind
  i Vuggen til ham Robin.

  Den Spaakvind keg ham i hans Haand
  Ej, Ej! som her staar Vid og Aand!
  lur _I_ at trkke _ham_ i Baand.
  Hvad om han blev kaldt Robin!
    For Robin blir en rrig Gut,
    o, rigtig rrig, rask og rrig,
    Robin blir en rrig Gut,
    en farlig rrig Robin!

  Han vil se Vanheld jvnhen tit,
  men altid bre Huen frit,
  hans Slgt, tro mig, vil inden Lidt
  bli' Hjrtens stor af Robin.

  I Haandens Linje klar og skjn
  jeg ser den Klr og Adams Sn
  vil gjr' en Hoben af mit Kjn;
  saa Gud velsign dig, Robin!
    For Robin blir en rrig Gut,
    o, farlig rrig, rask og rrig,
    Robin blir en rrig Gut,
    en farlig rrig Robin!

27/3 1918.




TRODS ALT DET.


  Om en af rlig Fattigdom
      gav Kampen op, og alt det,
  den Stymper gaar _vi_ udenom,
      i Nden stolt trods alt det.
  Trods alt det og alt det,
      vort sure Strb og alt det:
  Din Rang er blot Dukatens _Prg_,
      dens _Guld_ du selv, trods alt det.

  Og er vor Dragt end lidet fin,
      vor Kost kun knap og alt det,
  giv Taaber Silke, Skjlme Vin,
      en Mand er Mand trods alt det.
  Trods alt det og alt det,
      trods Gglets Glans og alt det,
  Retsindets Mand, om nok saa lav,
      er strst blandt Mnd trods alt det.

  Se dristigt paa hin Herremand,
      betragt hans Pragt og alt det;
  har han end tusind Tnder Land,
      er han en Nar trods alt det.
  Trods alt det og alt det,
      hans Baand og Kors og alt det,
  et stolt og uafhngigt Sind
      har ikkun Smil for alt det.

  Baroner bages bedst ved Gunst,
      Lensgrever med og alt det,
  men det steg over Kongers Kunst
      at skabe _Mnd_ trods alt det.
  Trods alt det og alt det,
      et malet Skjold og alt det,
  den klare Klgt, den sunde Sans
      i Rang staar over alt det.

  Gid hver maa se _det_ store ske
      -- og ske det skal trods alt det!
  at Brav-Mands Dont Evropa rundt
      faar Hd'rens Plads trods alt det!
  Trods alt det og alt det,
      den Dag er nr trods alt det,
  da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn
      al Jorden om trods alt det!

1898.




FDT TIL GRAAD.


  En stormfuld, barsk Novemberkvld
  med Sus i ngne Tr'r
  jeg strejf ed saa alene om
  langs Bredderne af Air;
  da stod der for mit Syn en Mand,
  svag, kuet ned af Aar,
  af Rynker laa hans Pande fuld,
  og snehvidt faldt hans Haar.

  Hvorhen skal du, min unge Ven?
  begyndte Gubben snart,
  mon Guldtrst leder her din Gang,
  gav Elskov Foden Fart?
  Er Sorg kanske den skjulte Grund,
  der tvinger dig som mig
  med Taarer over Slgtens Lod
  at stile samme Vej?

  Den Sol, som over Mosen hist
  nedstraaled nys sin Pragt,
  hvor hundred Stakler skatter til
  een hoven Junkers Magt --
  fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt
  i Vintrens hvide Baad,
  og hvert af dem mig lrte grant,
  at vi blev fdt til Graad.

  O Mand, hvor kaster du dog bort
  i Letsind dine Aar,
  de bedste Stunder der du,
  dit Livs, din Evnes Vaar,
  din Lidenskab er som en Brand,
  din Drift som Folen kaad,
  og det er dine Fejltrins Sum,
  at du blev fdt til Graad.

  Betragt ej blot dit Livsdgns Gry
  da sund er Sjl og Marv,
  da er en Mand til Gavn og Pryd
  og vogter vel sin Tarv,
  men se ham mod hans Nedgangssol,
  brudt, pint af Sorgers Braad,
  da viser Alderdom og Savn,
  at du blev fdt til Graad.

  Kun saare faa ved Skjbnens Gunst
  fik Klap i Lykkens Skjd,
  ja ej engang hver rig og stor
  den gyldne re nd;
  men hvilken Hob i hvert et Land
  ved ej mod Armod Raad
  og nemmer i et martret Liv,
  at vi blev fdt til Graad.

  En bedsk og talls Sygdomssvrm
  er vvet i vor Form,
  og Pinslen ger Angrens Tand
  og Nags og Niddets Orm;
  den ranke Mand, hvern mheds Kys
  har tit gjort Kinden vaad --
  Mands Haardhed imod Mand har vakt
  utalte Tusinds Graad.

  Se her en stakkels hvervls Mand
  der be'r med bange Ord
  en Herremand om nok saa lidt
  af Godsets rige Jord,
  og se hin Maddik ngte ham
  om blot den mindste Saad,
  uflsom for en Hustrus Savn
  og sultne Smaabrns Graad.

  Er jeg ved Skjbnens Lov bestemt
  til denne Uslings Trl,
  hvorfor blev Frihedstrangens Kim
  da plantet i min Sjl?
  Hvis ej, hvi blev jeg Skive for
  hans haanske Niddingsdaad;
  hvor henter Rigdom Retten til
  at vkke Brdres Graad?

  Lad disse Ord, min unge Ven,
  ej knuge paa dit Bryst;
  _mit_ bli'r jo ej det sidste Syn
  paa Slgtens Ve og Lyst;
  ej var en Stymper bleven til
  med Savn i Kjd og Blod,
  hvis ej i noget Mon han fandt
  Belnning for sin Graad.

  O Dd, du Fattigmandens Ven,
  den bedste paa hans Vej,
  min trtte Fod, min gamle Krop
  alt lnges ind mod dig;
  den rige skjlver for dit Hug
  i Velstands skjre Traad,
  men hvilket Favn du blev for den,
  der sled sit Liv i Graad!

1898.




I DET FJRNE.


  Hvor kan jeg vre god og glad
  og synge ved min Kjrne, o,
  naar Knsen, som jeg elsker saa,
  maa frdes i det Fjrne, o!

  Jeg grder ej ved Sneens Leg,
  der skjuler Sol og Stjerne, o,
  men grder ved at tnke paa
  min Ven hist i det Fjrne, o!

  Min Fader jog mig fra sin Dr,
  mig ingen Venner vrne, o.
  En hjalp mig vist, om han var nr,
  men han er i det Fjrne, o!

  Engang han gav mig denne Ring
  og Baand som til en Terne, o;
  jeg brer dem endnu for ham,
  min Gut hist i det Fjrne, o!

  Naar snart jeg fde maa vort Barn,
  mens Rugen stter Kjrne, o,
  monstro han saa vil komme hjem
  til mig ifra det Fjrne, o!

1897.




HELLIG WOLLES BN.


  O du, som i din Himmel bor,
  som bare ved dit Lunes Ord
  lod to bli' frelst, hvor tyve for
      til Helveds Vaade,
  ej just for deres Synders Flor,
      men ved din Naade --

  _Tak_, hje Guddomsmagt, som brat
  nedstyrted tusinde i Nat,
  mens jeg blev for dit Aasyn sat,
      et Lys, et Tegn,
  en Fromhedslygte overladt
      den ganske Egn!

  Hvad var vel jeg og alle mine,
  at du har hvet os til dine,
  jeg som fortjente idel Pine
      for Adams Brde,
  der han med sig og alle sine
      aad sig til Dde.

  Da frem af Moders Liv jeg brd,
  du kunde slngt mig som en Gld
  i Helveds luehede Skjd
      med vldig Arm,
  hvor Djvle slaas for dagligt Brd
      med Hyl og Larm.

  Her staar jeg som et valgt Exempel,
  betegnet med dit Naadesstempel,
  en Pille i min Herres Tempel,
      en Klippeblok,
  et skjnt og skinnende Exempel
      for al din Flok.

  Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led,
  naar nogen lsnede en Ed,
  du kjender, hvor mit Hjrte sved
      ved Dans og Drik,
  thi selv jeg ved din Miskundhed
      det alt undgik.

  Dog jeg bekjender: Syndens Fr
  i denne Barm ej helt vil d;
  jeg kom kanske for nr en M,
      skjnt ej jeg vild 'et,
  men du vil huske: Kjd er H,
      i Synden hildet.

  Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette!
  Skjnk mig Tilgivelse for dette,
  og lad det ingen Frugter stte
      til min Vanre,
  da skal din Tjener aldrig lette
      en Klokke mere!

  Desuden -- skjnt det gjr mig bange --
  med Lises Ts -- dog _kun_ tre Gange;
  kanske det var de tre for mange,
      men Fuldskabs Garn
  det holdt din Tjener fast som Fange
      ved Syndens Barn.

  Gav du mig, Herre, til mit Gavn,
  hin Kjdets Pl, hin Blodets Savn,
  paa det jeg ej i Naadens Favn
      maaske skal snres
  af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn,
      dit Kors maa bres!

  Gud, vrn om din udvalgte Skare,
  din Godheds Aand du aabenbare,
  dens Fjenders Hob du ikke spare,
      men tugt dem godt,
  som bringer Herrens Flok i Fare
      ved vantro Spot!

  _Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt,
  han svirer, bander, spiller Kort
  og driver anden syndig Sport
      i djvelsk Trods
  og vender Folkets Hjrter bort
      fra dig og os.

  Beskikker vi ham Kirkens Tugt,
  vi faar dog ej med Skjlmen Bugt,
  thi hver Mand ler, mens nok saa smukt
      han alle mofler;
  forband, o Gud, hans Fad og Frugt,
      Kaal og Kartofler!

  Gud Herre, hr mit Klagemaal
  mod Mndene fra _Air_, o, taal
  ej mere disse Vantros Skraal,
      udtm din Galde,
  og gjr dit Hjrte haardt som Staal
      imod dem alle!

  O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_
  Mit Blod gaar stridere end Bkken
  ved Tanken paa hin Stund og Skrkken,
      vi alle led,
  mens _Auld_ som limet fast til Flkken
      sin Lbe bed.

  Min Gud, paa Straffens Dag ford ham,
  hjemsg med Hvn enhver, der ld ham,
  borttag din Naade fra ham, md ham
      paa hver hans Vej,
  ja, for dit Riges Skyld nedstd ham,
      og spar ham ej!

  Betnk din Tjener tro og huld
  med Hus og Hest og Ko og Guld,
  saa _jeg_ maa skinne over Muld --
      _dit_ Navn til Pris --
  og hisset hos dit Englekuld
      i Paradis!

    [Anm.:
    _mofler_, har Krammet paa.]
1898.



DER BOED EN BONDE.

Frit oversat.


  Der boed en Bonde paa Kildebks Bred
  -- hej! mens Rude og Timian gror --
  han havde en Kjlling til idel Fortrd
  -- nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej
  -- hej, mens Rude og Timian gror. --
  Hvordan, spurgte Fanden, befinder du dig?
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Aa, det er rent snavs med den Kjlling jeg har
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  for hun er da vrre end Fanden skinbar
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta'
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  men giv mig den Kjlling, for hind' maa jeg ha'
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  da er du mnd vrre end Rygterne gaar
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Og Manden hjalp Fanden sin Kjlling i Sk
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  som Bonden sin Polde han bar hende vk
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Saa fo'r de da begge ad Helvede til
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  Skrup ind! sagde Fanden. -- Nej, Gi' om jeg vil!
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Men Fanden han var nu slet ikke forsagt
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  han klapped i Nven og vips, kom hans Vagt
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Men Kjllingen rased og rev som en Ulv
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  de arge Smaadjvle hun trsked i Gulv
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  En svrtet Smaafanden keg frem bag en Sten
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  for Sod man ej saa, om han grd eller gren
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Hjlp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Krft
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  hun ellers os myrder hver eneste Kjft!
  Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Den Slemme -- af Harme han fljted og sang
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  og bandte en Ed som hans Hale saa lang
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Ja, Fanden han svor ved sin rdeste Kok:
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  Eet Helved ad Gangen er mere end nok
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  Saa tog han den Kjlling med Pik og med Pak
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  og fo'r saa til Bonden og sagde ham Tak!
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

  En Djvel det var jeg det mest' af mit Liv
  -- hej, mens Rude og Timian gror --
  men Helvede fik jeg dog frst med din Viv!
  -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

1902.




FINDLAY.


  Hvem staar dr ved min Kammerdr?
      Hvem vel uden Findlay?
  Da maa du gaa! _Du_ taales ej her.
      Vist gjr jeg saa! sa' Findlay.
  Hvi gaar du som en Tyv i By?
      Ja, kom og se! sa' Findlay.
  Du gjr en Ulykke fr nste Gry!
      Vist gjr jeg det, sa' Findlay.

  Staar jeg op og ta'r dig ind --
      Tag mig ind! sa' Findlay,
  jager du Drmmene fra min Kind.
      Vist gjr jeg det, sa' Findlay.
  Kommer du under mit Kammers Tag --
      Bare jeg kom! sa' Findlay,
  bliver du her til hjlys Dag.
      Det gjr jeg nok, sa' Findlay.

  Hvis du bliver i Nat, min Ven --
      Hvad jeg gjr! sa' Findlay,
      frygter jeg for, du kommer igjen.
      Det gjr jeg nok! sa' Findlay.
  Hvad der end sker i mit Kammers Skjd,
      Ske, hvad der vil! sa' Findlay,
  saa maa du dlge det til din Dd!
      Stol kun paa mig! sa' Findlay.

Sommer 1898.




JENNY I RUGEN.


  Vaad til Skindet er nu Glutten
      af at gaa i Rug,
  vaad om Hoften, vaad om Futten
      af den kolde Dug.

  Stakkels Jenny, vaad er Glutten
      nu til Hverdagsbrug,
  vaad om Hoften, vaad om Futten
      af at gaa i Rug.

  Hvis nu Gutten mdte Glutten
      gaaende i Rug,
  skulde Glutten ngte Gutten
      et Par Kys i Smug?

  Og hvis Glutten mdte Gutten
      paa et de Sted,
  og saa Gutten kyssed Glutten,
      kom det nogen ved?

  Stakkels Jenny, vaad er Glutten
      nu til Hverdagsbrug,
  vaad om Hoften, vaad om Futten
      af at gaa i Rug.

    [Anm.:
    _Futten_, Kjlenavn for Foden.]
1898.



SKJN NELLY.


  Paa Blomsterlejet ved en Aa
  i Skyggen af en Skov
  let sommerkldt skjn Nelly laa
  fint rdmende og sov.
  Da gik forbi bag Skovens Tr'r
  den Kns, der havde Nelly kjr;
  han studsed, blussed, stirred, skjalv
  og trak saa tungt sit Vejr.

  Som skjnne Vaaben dulgt i Ln
  laa Blikket gjemt i Blund,
  og Rosen blev end mere skjn
  ved Duft af hendes Mund;
  Skovliljen strg sig dugfyldt, tyst
  med Ssterkys mod Nellys Bryst;
  _han_ studsed, blussed, stirred, skjalv,
  delt mellem Frygt og Lyst.

  Den lette Luftning lfted lidt
  den tynde Sommerdragt,
  som kysk og fint omslynged blidt
  de blde Lemmers Pragt.
  Hans Blod gik stridt som Bk i Dal,
  et hedt, usikkert Kys han stjal;
  han studsed, blussed, stirred, skjalv,
  et Bytte for sin Kval.

  Da flj med eet blandt Bregner op
  en Agerhnseflok.
  Skjn Nelly vaagned og i Hop
  sprang over Sten og Stok.
  Han efter skar paa lette Vrist
  og vandt sin Pris ved Lb og List;
  han bad, han svor, og Glutten blev,
  som Glutter bli'r tilsidst.

1898.




HVAD KAN EN UNG KVINDE.


          Hvad kan en ung Kvinde,
          hvad skal en ung Kvinde,
  hvad kan en ung Kvinde gjr' med en dorsk Mand!
          At Mor kunde mnge
          mig ind i de Penge
  og slge sin Jenny for Gods og for Land!

          Han klager, han klynker,
          hans Ansigt har Rynker,
  han hoster, han humper som Padde i Sand,
          og Blodet er blaaset,
          i Sengen forfrosset,
  o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand.

          Han brummer og skjnder
          og viser mig Tnder,
  slet intet er godt, skjnt jeg gjr, hvad jeg kan,
          mest spiller hans Tunge
          jaloux mod de unge --
  ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand!

          Min Tante Katrine
          har ondt af min Pine
  og raader -- hvad just paa min Mlle er Vand:
          ved Dril og ved Plage
          at korte hans Dage
  og siden mig tage en Yngling til Mand!

1898.




NANCY.


  Husbond, Husbond, stands dit Kiv,
  er du fra dig selv, Mand!
  Er jeg end din gteviv,
  er jeg ej din Trl, Mand.
  Ikkun een befale kan --
        Nancy, Nancy;
  br da Kvinde eller Mand?
        Svar mig, Nancy.

  Fordrer mere du af mig
  Lydighed og Trl'sind,
  lber jeg, ved Gud, min Vej,
  saa Farvel, min Dril'pind!
  Nu bedrver du din Ven,
        Nancy, Nancy,
  skjnt jeg fandt vel een igjen,
        sde Nancy!

  O, om Hjrtet, saa forsagt,
  brast ved hvad du spaar mig!
  Har du mig i Graven lagt,
  prv hvordan det gaar dig!
  Aa ved flittig Bn og Tro,
        Nancy, Nancy,
  falder Sindet nok til Ro,
        sde Nancy!

  Hjemme faar du ingen Fred,
  der skal blive Fest dr!
  Helveds Hr fra Gravens Bred
  byder jeg til Gjst dr!
  Ta'r jeg atter een som dig,
        Nancy, Nancy,
  flygter Fanden selv sin Vej,
        sde Nancy!

Sommer 1898.




DUNCAN GRAY.


  Duncan Gray kom her som Fri'r,
      ha, ha for Bejlen der,
  Julenat da her stod Svir,
      ha, ha for Bejlen der,
  Meggi Nakken gav et Slng,
  saa paa Duncan knibsk og streng,
  saa han stod der som en Dreng,
      ha, ha for Bejlen der!

  Duncan svor sig selv til Mn,
      ha, ha for Bejlen der.
  Meg var dv som Stok og Sten,
      ha, ha for Bejlen der.
  Duncan sukked ud og ind,
  grd sig Munden vid og vind,
  skreg, hun blev hans Ligkist'pind,
      ha, ha for Bejlen der!

  Tiden lger alle Saar,
      ha, ha for Bejlen der --
  ogsaa dem, som Elskov slaar,
      ha, ha for Bejlen der.
  Br jeg, -- trsted han sig selv,
  la' en Ts slaa mig ihjel!
  Hun for mig kan gaa til Hel -- --!
      ha, ha for Bejlen der!

  Det forstaar vor Doktor kun:
      -- ha, ha for Bejlen der --
  Meg blev syg, da han blev sund --
      ha, ha for Bejlen der.
  Taaren dybt i Hjrtet sved,
  Barmens Rund gik op og ned,
  Blikket rbed, hvad hun led,
      ha, ha for Bejlen der!

  Duncans Sind var purt som Guld
      -- ha, ha for Bejlen der --
  Meggis Skbne medynksfuld,
      ha, ha for Bejlen der.
  Duncan saa, hvor hun var sd;
  hvorfor volde Barnets Dd?
  Nu hun smiler paa hans Skjd --
      ha, ha for Bejlen der!

1898.




JOCK RAB.


  O saa I min Kjrrest, min Eppi' Mac Nab,
  o saa I min Kjrrest, min Eppi' Mac Nab?
  I Haven -- javist! hos Greven -- som sidst!
  Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab.

  O, kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab,
  ja kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab;
  hvad slet du har gjort, om smaat eller stort:
  velkommen du er hos din egen Jock Rab.

  Hvad svarer min Kjrrest, min Eppi' Mac Nab,
  hvad svarer min Kjrrest, min Eppi' Mac Nab?
  Det svarer hun dig: Pak _du_ dig din Vej!
  For evigt forlod hun sin egen Jock Rab.

  Hvi skulde vi mdes, min Eppi' Mac Nab,
  hvi skulde _vi_ mdes, min Eppi Mac Nab!
  Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjr!
  Nu knuste Du Hjrtet i stakkels Jock Rab!

1898.




TIBBI DUNBAR.


  O vil du gaa med mig,
  skjn Tibbi Dunbar?
  o vil du gaa med mig,
  skjn Tibbi Dunbar?
  Vil du ride en Hest
  eller styre et Par,
  eller gaa ved min Side,
  skjn Tibbi Dunbar?

  Jeg agter kun lidet
  din Far og hans Penge,
  kun lidt dine Slgtninger
  stolte og strenge.
  Men sig, du vil ha' mig,
  saa lidt jeg end har,
  og kom som du staar der,
  skjn Tibbi Dunbar!

1898.




JOHN ANDERSON.


  John Anderson, min Fryd, John,
      da frst vi to blev kjendt,
  dit Haar var mrkt som Ravnen,
      din Pande brun og brndt;
  nu er din Isse bar, John,
      og bleget Lokkens Pryd.
  Velsign dog Gud din Tinding graa,
      John Anderson, min Fryd.

  John Anderson, min Fryd, John,
      vi gik paa Hjen sammen,
  ja, mangen dejlig Dag, John,
      vi klattred op til Kammen;
  nu maa vi dulre ned, John,
      til visne Klokkers Lyd
  og slumre sammen ved dens Fod,
      John Anderson, min Fryd!

1898.




O, LUK MIG IND --


_Han:_

  O elskte Pige, sover du?
  O, sig, du vaager lidt endnu,
  for Elskov bandt min Haand og Hu,
  jeg vil saa gjerne ind, Glut.

      O, luk mig ind blot een Nat,
      ja, een, een, een Nat,
      om end det nu er sen Nat,
      staa op, og luk mig ind, Glut.

  Du hrer Vintrens vaade Std,
  Drivskyen kvalte Stjernens Gld,
  paa Vejens Grus jeg Foden brd,
  mod Natten giv mig Skjrm, Glut.

  Glad gav jeg dog mig selv til Pris
  for Regnens Slag og Haglens Ris,
  hvis ej _dit_ Hjrtes Kuld og Is
  opvakte al min Ve, Glut.

      O, luk mig ind blot een Nat,
      ja, een, een, een Nat;
      om end det nu er sen Nat,
      staa op, og luk mig ind, Glut.


_Hun:_

  O, tal ej mer om Regn og Vind,
  haan, om du vil, mit kolde Sind, --
  men gaa din Vej herfra, thi ind
  du kommer ej til mig, Gut.

      Jeg siger dig det een Nat,
      blot een, een, een Nat,
      ej nu og nogen sen Nat
      af mig du lukkes ind, Gut.

  Den Blst, der gjennem Natten gaar,
  den Hagl, som vejls Vandrer slaar,
  er intet mod den Kvindes Kaar,
  der troed trols Mand, Gut.

  Frst som en fager Blomst at staa,
  saa trampes som et Ukrudtsstraa --
  saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa,
  drog ind til denne Lod, Gut.

  I Gaar sad Fuglen glad og let
  og sang paa Jg'rens Vindusbrt,
  i Dag den sprller i hans Nt,
  det var den Ln den fik, Gut!

      Jeg siger dig da een Nat,
      blot een, een, een Nat:
      Ej nu -- om nok saa sen Nat --
      af mig du lukkes ind, Gut.

1898.




VAR SKYLDEN MIN --


  Var Skylden min, var Skylden min
  at _hendes_ mhed drog mig?
  Hun passede mig op ved Sti'n
  og hjem til sig hun tog mig.

  Saa listig ledte hun mig ind,
  mens imod Stj hun vared:
  Min kle gamle Gnavepind
  er over Fjorden faret.

  Hvis nogen her bebrejder mig,
  jeg gik med Nstens Kone,
  lad ham i mit Sted stille sig
  og ta' en lav're Tone.

  En Skjttekam _han_ brugte tit
  imod den arme Kvinde,
  at hun saa snd sin Stodder lidt,
  br det bebrejdes hende?

  Jeg bander ham af Hjrtens Grund,
  mens Kys paa Kys jeg plukker,
  thi hendes villigrakte Mund
  var sd som Kandissukker.

  Det var en Mandagskvld hun drog
  mig til sig hist paa Nsset,
  men da jeg hjemad Vejen tog,
  laa Tirsdagsdug i Grsset.

30/7 1898.




WOLLES VIV.


  Wolle Wattel hed en Mand,
  der sad tilhuse syd for Junget;
  han var en Knag med jvn Forstand
  og slog sin Vv saa ret det runged!
  Men Wolles Viv var mut og styg,
  og Marri Hop var Mor til Raden.
  En saadan Kvind som Wolle har
  jeg gav sgi ej en Sysling for hind'!

  Hun har t je, ikkun t,
  -- en Kat har to af samme Farve, --
  fem fule Tnder plus en Stump,
  dertil en Tunge som en Harve;
  et Knurhaars-Skjg om hendes Mund,
  og hendes Nse truer Hagen.
  En saadan Kvind som Wolle har
  jeg gav jer ej en Sysling for hind'.

  Hjulbenet er hun, kalveknet,
  og halt -- det kjendes paa Kadancen --
  og vredet ud og vredet ind
  kanske til Fordel for Balancen.
  En Pukkel har hun paa sit Bryst,
  en Tvilling til den paa sin Skulder.
  En saadan Kvind som Wolle har,
  jeg gav sgi ej en Sysling for hind'.

  Den gamle Kat ved Arnens Ild
  er ren i Skind og net i Vsen,
  men Wolle Wattels sure Kvind
  paa Muffedissen trrer Nsen;
  en Nve som en Kaste-Skovl,
  et Fjs der vilde smudske Bkken.
  En saadan Kvind som Wolle har --
  nej, om jeg gav en Sysling for hind'!

1898.




EN SKRDDER I SENGEN.


  En Skrdder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt,
  en Skrdder gjennem Sengen, med sit Fingerbl og alt,
  hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt,
  og gjennem Loftet faldt han med Fingerbl og alt.

  En lille svnig Pige, som tog den med Ro,
  hun gned sit je, vendte sig og saa, at de var to,
  men da hun frs en Kjende og ynded Nattefred,
  hun tnkte: Aa, en Skrdder gjr ikke mig Fortrd!

  Hvad siden er passeret, det rber Sagnet ej,
  da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg.
  Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred,
  selv om en lille Skrdder bardused til dem ned?

1898.




DE LYSTIGE TIGGERE.


  En Nat da Lv lig Flagermus
  nedsejled over Gaard og Grus
      for Nordenvindens Rusk,
  da Haglen slog mod Bondens Vg
  og Granen stod med Rim i Skjg,
      og hvid var Digets Busk,
  da sad en lystig Tatertrop
      i Katte-Nancys Hytte
  for Pjalterne at drikke op
      med alt det gjorte Bytte;
    til Skaalen og Skraalen
        de dansed og de sang;
    ved Stampen og Trampen
        lydt Kjkkentjet klang.

  Tt op mod Ovnen sad der en
  i rde Pjalter; mod hans Ben
      stod fyldte Tigger-Skke.
  Hans _Dulle_ hviled i hans Arm,
  af Drik og Kjrtegn rd og varm
      hun smiled til den kjkke.
  Kys fik hun af ham uden Stop
      og Vin i svingfuldt Maal,
  mens graadigt hun holdt Munden op,
      som Tiggeren sin Skaal.
    Hvert Smask da gav Klask, ja
        som Piskesmld i Vang,
    til svinglende og dinglende
        han rejste sig og sang:


II.

  Jeg har Krigens Gud til Far,
  og i mangt et Slag jeg var;
  mine Hug og mine Ar
  tog jeg mod, som de kom;
  dette tog jeg for en Ts;
  dette fik jeg af en Fls,
  da mod Fransken det gik ls
  under Trommers Bom-Bom.

  Mine Lreaar de faldt,
  da i _Kanada_ det gjaldt,
  og min Frer for Gevalt
  under Hug segnet om;
  og jeg tjente stadig fort,
  den Gang _Moro_ kom til kort
  og blev lagt i Jorden sort
  under Trommers Bom-Bom.

  Ejheller jeg da Pjalt var
  nu nylig ved Gibraltar,
  men la' paa Krigens Altar
  to Lemmer helt from;
  hvis atter Fjenden slumper
  ind over Grnsen, humper
  jeg med paa mine Stumper
  under Trommers Bom-Bom!

  Skjnt jeg nu er blot et Kr,
  der maa betle Brd og L,
  med en Arm og Ben af Tr,
  mens min Lomme er tom,
  er jeg glad dog ved min Flaske,
  ved min Ts og ved min Taske,
  som da Kugler hrtes plaske
  under Trommers Bom-Bom.

  Og skjnt Haaret nu er graat,
  og skjnt tit mod Vejret raat
  jeg maa rejse mig mit Slot
  i en Skovhules Rum
  -- blot min Sk man kjbe vil,
  saa min Brndevin slaar til,
  tr jeg mde Fanden selv
  under Trommers Bom-Bom!


III.

  _Han_ slutted; men det vilde Kor
    end rysted Tag og Grund,
  mens skrmte Rotter baglnds for
    helt ind til Hulens Bund.
  En Spillemand fra Krogen skreg:
    _Da capo!_ Samme Stund
  _Soldaterglutten_ rejste sig;
    og nu holdt alle Mund.


IV.

  Engang var jeg M, skjnt jeg mindes ej naar,
  og stadig min Lngsel til Ynglinger staar;
  en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat;
  hvad Under, jeg elsker den raske Soldat.

  Den frste jeg favned, en rdmusset Kns,
  han dundrede altid paa Stortrommen ls;
  hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat;
  hvor var jeg forlibt i den raske Soldat!

  Saa kom en _Hr. Pastor_ og kryssed min Vej,
  _han_ vovede Sjlen, og Legemet _jeg._
  For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt,
  jeg viste mig falsk mod min raske Soldat.

  Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt,
  hvad var vel een Prst mod et helt Regiment?
  For det stod jeg rede og altid parat,
  jeg spurgte kun efter den raske Soldat.

  Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred,
  til jeg mdte ham dr paa et Marked et Sted;
  hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat,
  hvor nd mine jne den raske Soldat!

  Min Alder? -- Jeg husker den ikke engang;
  men end kan jeg gldes ved Vin og ved Sang:
  saa lnge som Haanden om Glasset har fat:
  et Leve min Helt og min raske Soldat!


V.

  Men _Anders_ sad i Krogen trang
      og drak og kneb en Tatertjte,
  hvad Koret sang og ikke sang,
      det raged ikke dem en Djte;
  tilsidst han haled op sin Fljte,
      skar en Grimace, vakled frem,
  men fr han blste til med Klem
      gav han et Smkkys til sin Tjte.


VI.

  En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt,
  een et F under Sagens Pldering;
  een som Taabe er blot en Per Tot,
  men jeg selv er kun Nar af Haandtering.

  Min Gudmor hun gav mig en Bog,
  paa Klgt jeg begyndte at haabe;
  jeg tror, mit Talent jeg bedrog,
  men venter man mer af en Taabe?

  Jeg vover min Hals for en Dram,
  en Ts er mig mere end Brdet;
  sig, ventes der andet af ham,
  der er Nar i Aanden og Kjdet!

  Man bandt mig engang som en Stud,
  fordi jeg i Svir havde svoret,
  i Kirken jeg Skoser holdt ud,
  fordi jeg som fuld havde horet.

  Jeg, Anders, som gjgler for Grin,
  br nppe med Dadel anfaldes,
  der er jo en Gjgler saa fin,
  som Justitiarius kaldes.

  Se denne Filur i sit Fljl
  at skjre Grimacer og glamme
  til Folk om vort lurvede Ggl,
  skjnt _hans_ gjr _vort_ tifold til Skamme.

  I venter Moralen, nuvel
  -- og Glasset det venter paa mig:
  Den Mand, som er Nar i sig selv,
  er strre Tosse end jeg!


VII.

  En kraftig Kvind kom nu til Mle,
  en Mester i sit Fag: _at stjle;_
  saa mangen Pung hun havde hugget,
  og endnu flere Pgle drukket;
  en Hjlandskns hun havde valgt,
  hvem man i Galgen havde kvalt;
  med megen Graad hun fanged an
  med Sangen om John Hjlandmand:


VIII.

  En Hjlandsgut jeg elsked frit;
  Lavlandets Lov han ndsed lidt,
  men han var trofast mod sin Klan,
  min tapre Gut John Hjlandmand.
      Sing hej, min gjve Hjlandmand!
      Sing ho, min gjve Hjlandmand!
      Der er ingen Kns i dette Land,
      der ligner min John Hjlandmand!

  Hans Kappes Brm, hans Tppes Kast,
  hans gode Slagsvrd, blankt og hvast,
  mangt Kvindehjrte stak i Brand!
  -- min tapre Kns, John Hjlandmand!

  Fra Tweed til Spey vi strejfed om
  i Sus og Dus, saa langt vi kom;
  han frygted ingen Mand og Stand,
  min kjkke Kns, John Hjlandmand.

  De drev ham over Havet bort,
  men Trets Knop kom selv tilkort,
  fr nste Vaar jeg laa forsand
  i Favnen paa John Hjlandmand.

  Men ak, de fanged ham tilsidst
  og lnked ham bag Fngslets Rist;
  Forbandelse paa dette Land!
  De hngte min John Hjlandmand!

  Som Enke gaar jeg nu omkring
  og gldes ej ved nogen Ting;
  i Flasken jeg kun drukne kan
  min Tanke paa John Hjlandmand!
      Sing hej, min gjve Hjlandmand!
      Sing ho, min gjve Hjlandmand!
      Der er ingen Kns i dette Land,
      der ligner min John Hjlandmand!


IX.

  En lille Praas med Fjol og Bue
  fik her sit Hjrte bragt i Lue
  ved Synet af den svre Frue
      i Taarer smeltet,
  skjnt han kun naa'de med sin Hue
      den Viv til Bltet.

  Med Fjol mod Lnd og Blik paa Vagt,
  han stemte Strengen uforsagt,
  til i en _Arioso_-Takt
      hin Dvrg-Apollo
  fremtvang med _Allegretto_-Magt
      hin _giga solo_:


X.

  Lad mig naa op og trre vk
  den stride Strm, den Taarebk,
  vr du min Glut og jeg din Gjk,
  saa blse vre med Resten!

      Af Haandvrk er jeg en Spillemand,
      jeg spiller for Pigerne trindt om Land;
      af alle Viser, _jeg_ spille kan,
      den bedste er: blse med Resten!

  Vi spiller til Dans i Hst og Slet.
  Og hvor vi to skal fre os net!
  Og alle Vegne drikker vi tt
  og blser et Stykke ad Resten.

  Vi gnaver glade det samme Ben
  og soler Ryggen ved samme Sten;
  til flles Behag og slet ingen til Mn
  vi blser et Stykke ad Resten.

  Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm,
  da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm
  og gnider min Fele og svlger min Harm
  og blser et Stykke ad Resten!


XI.

  Nu sprang en kraftig Tater op,
  jaloux paa Spillemanden,
  og rev en Kniv fra Buxens Strop
  og rynked bistert Panden.
  Han trued med at flkke ham,
  som Kokken flkker Hjejler,
  og ganske grundigt stkke ham
  som denne Dames Bejler.

  Med angstfuldt Blik den kaade Strik
  -- han var jo kun saa liden! --
  nu knled ned og bad om Fred,
  og dermed endte Striden;
  og skjnt hans Hjrte bved ved
  at se de tvende gantes,
  han lo ad denne Vise med,
  da ingen Omvej fandtes:


XII.

  Min Snut, drag med en Kobbersmed!
  -- for det er _min_ Bestilling;
  saavidt jeg for, som Kristne bor,
  og tjente mangen Skilling.
  Jeg tog mod Mnt og fik begyndt
  helt godt paa _Exercitsen_,
  strg saa af Sted; den raske Smed
  ham smagte ej Militsen.

  Naa Ts! saa vrg dig mod den Dvrg
  med al hans Vv og Bldsind,
  og slut dig til en rlig Sjl
  med Randsel og med Skjdskind.
  Ved denne Stob, min Tro og Haab
  og ved min gode Klinge,
  om _du_ faar Nd og fattes Brd,
  gid _jeg_ af Trst maa springe!


XIII.

  Den Sanger sejred, Kvinden sank
      i Smedens Favn omkuld,
  dels for hun halvt var elskovskrank,
      dels for hun helt var fuld.
  _Sir Violino_ holdt sig rank,
      tog til sin Hattepuld
  og nsked dem fra Lykkens Bank
      Valuta: Held og Huld
          samt l den Nat.

  Men Drengen Amor slap en Pil,
      en Dame mrked Svien
  og sgte hos vor Spil'mand Hvil
      i L af Hnsestien.
  Men hendes Husbond dansed Ril
      og trned rundt som Bien,
  naar den er vred, -- dog snart i Smil
      han skifted Melodien
          og lo den Nat.

  Han var en Ka'l! -- saa bindegal,
      som Bakkus kunde fste;
  og skjnt hans Lykke tit var skral,
      var hans Humr det bedste.
  Om eet han bad: at vre glad,
      og ikkun Trst han frygted.
  Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,
      og saadan Musen rgted
          hans Kald den Nat:


XIV.

  Jeg er Poet og ilde set
  hos Folk af Stand og alt det;
  men Hoben selv den lytter til,
  som selve Livet gjaldt det.
      For alt det, og alt det
      og meget mer end alt det.
      En strg der men jeg har to igjen,
      d'er Kvinder nok for alt det.

  Jeg aldrig fik af Musers Drik,
  Kastalias Vld og alt det,
  men Bger-Skum af Vin og Rom
  -- jeg Helikon har kaldt det.

  For Glutter smaa jeg ej kan staa,
  men elsker dem og alt det;
  sligt bd jo Gud; hans Visdomsbud --
  sig, skulde jeg ha' kvalt det!

  Een Stund du nd i Lykkens Skjd
  med Kys og Klap og alt det.
  Hvor lnge vil sligt Held slaa til,
  fr Tidens Gus har kvalt det?

  De Tse har gjort mig til Nar
  ved Smil og List og alt det;
  dog: deres Skaal til bredfuldt Maal!
  De drager mig trods alt det.
      For alt det og alt det
      og meget mer end alt det!
      For deres Vel jeg gav min Sjl
      og mere til for alt det!


XV.

  Saa sang den Skjald, og Nancys Hus
  gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus
      og Trskotramp og Hvin,
  det sidste Shawl, det sidste Slag,
  den sidste Pjalt paa deres Bag
      blev solgt for Brndevin.
  Den muntre Flok, der ej fik nok
      i Skjaldens frste Sang,
  bad ham -- hej-hop! at lse op
      for Posen end en Gang.
          Op sprang han, saa sang han
      af alle Livsens Krfter;
          da hven man og gren man
      og sang Refrnet efter:


XVI.

  Se dog hvor vor glade Klynge
  hviles ind i Bollens Damp!
  Lad os drikke, lad os synge,
  lad os glemme Livets Kamp!

      Pyt med dem som krver Galger!
      Frihed er en herlig Fest!
      Loven er kun for Kanaljer,
      Kirke blev kun til for Prst.

  Hvad er Titler, hvad er Velstand,
  hvad er Ros paa rens Vej?
  Blot _jeg_ gldes uden Stilstand,
  rager Resten ikke mig.

  Dagen tures bort, og svinder
  Solen bag den mrke S,
  sover vi hos vore Kvinder,
  i en Lades friske H.

  Tror I Dampens Vogntog lber
  mere let fra Sted til Sted,
  tror I gtesengen rber
  strre Maal af Kjrlighed?

  Livet er Uvisheds Forum;
  ingen ser, hvor langt det naar,
  lad dem snakke om _Decorum_,
  der selv Titler gi'r og faar.

  Skaal for vore Tiggerskke!
  Skaal for hver en pjaltet Dreng!
  Glut og Randsel -- leve begge!
  Hurra for vort glade Slng!

1898.




FRA ENGELSK.




DEN NEDLAGTE LANDSBY.

(Oliver Goldsmith.)


  Min Landsbydrm bag Lundes Hybenhk,
  din Dans er endt, din Gjg er jaget vk;
  Voldsmandens Haand omspreder dine Hs,
  og det mrkner dine Tofters Grs.
  Hvad fr var manges, knuges nu af een,
  og Ploven ruster alt omkap med Leen.

  Det Land har svigtet sine strste Krav,
  der lagde Guld i Hob, men Mnd i Grav.
  Lad Grever blomstre eller gaa fortabt,
  et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt;
  men pustes bort din Marv, din Bondestand,
  det Tab forvandt ej du, ej noget Land.

  I, Retfrds Mnd ved Statens Ror, der ved,
  at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned,
  dm I for os og sig, hvor Grnsen gaar
  imellem glimrende og sunde Kaar.

1909.




TIL ENGLANDS SNNER.

(Percy B. Shelley.)


  Englands Snner, hvorfor sled
  I for dem, der tvang jer ned?
  Hvorfor vil I trlsomt slaa
  Vven for Tyranner raa?

  Hvorfor uden Hvil og Stop
  klde, fde, klkke op
  Droner, som i braadlst Mod
  tog jer Marv, nej, drak jert Blod!

  Hvorfor hamre Vaaben til
  som din Fjende svinge vil?
  Hvorfor smede -- Arbejdsbi,
  Lnker, _du_ skal snres i?

  Fik I Hygge, Velstand, Ro,
  Elskovs Fryd i Gldens Bo?
  Eller hvorfor gav I hen
  Lykken -- og fik Savn igjen?

  I har saaet, hvad andre slog,
  Rigdom skabt, som andre tog,
  vvet, men for andres Trang,
  smedet Svrd, som andre svang.

  Lg Sd, -- men til din egen Hst,
  find Skatte -- til din egen Lyst,
  vv for dig selv i Tavl og Tern,
  smed Vaaben til dit eget Vrn.

  -- -- Kryb i Rnnens Mrke ind;
  I som gav andre Taarn og Tind,
  hvi ryster Lnken ved jer Fod?
  Kun eget Staal staar jo imod.

  Med Skovl og Hakke, Hvl og Sav
  lav jer Kiste, grav jer Grav
  til en Dag om fje Aar
  England bli'r jer Kirkegaard.

1902.




I ER MANGE -- DE ER FAA!

(Shelley.)


  Som en Oprrstrommes Klang
  rulle skal nu denne Sang
  over Folkets Ho'der hen,
  hrt igjen, igjen, igjen.

  Stig som Lver fra jert Leje,
  fylk jert tt langs Sti og Veje,
  ryst mod Jord hver Lnke raa,
  som man ryster Dug af Straa.
  I er mange -- de er faa!

1902.




SYPIGEN.

(Thomas Hood.)


  Med Fingre stive af Strb,
  med jne svulne af Graad
  en Kvinde, ukvindelig laset kldt,
  sad bjet over sin Traad:
  -- Sting, Sting, Sting!
  mens ud af sin trende Trang
  og med en Stemme saa skjlvende spd
  om Skjorten Syersken sang:

  Strb -- Slb -- Strb,
  fra Hanen galer mod Dag,
  og Slb -- Strb -- Slb,
  til Maanen skinner paa Tag.
  Er Vejen saa slidsom og mrk
  for Kvinder af Fattigmandsstand,
  da hellere Trl hos den vildeste Tyrk,
  end fri i et kristeligt Land.

  Slb -- Strb -- Slb,
  til Hjernen drejer af Sted;
  Strb -- Slb -- Strb,
  til jet taages derved.
  Sm og Bndel og Baand,
  Baand og Bndel og Sm,
  til over de Knapper jeg synker i Blund,
  og singler dem fast i en Drm.

  I Fdre med Dtre ved Haand,
  I Mnd, som har Mo'r eller Viv,
  det er ikke Linned, I slider og br',
  men stakkels Menneskers Liv --
  Sting, Sting, Sting!
  I Sult og Ledemodsvrk
  sy'r vi Kvinder med dobbelt Traad
  et Ddningeskrud og en Srk.

  Dog hvorfor tale om _Dd,_
  hin Knokkelgestalt med sin Le?
  I _hans_ forgrmmede, benede Trk,
  jeg tykkes mig selv at se,
  ja, tykkes mig selv at se
  i lidende, savnfyldt Nd.
  At Kjd og Blod er saa billig tilfals,
  saa dyrt den Fattiges Brd!

  I evigt trllende Kreds
  at vandre om Arbejdets Pl!
  Og hvad er min Ln? En usselig Rn
  og Pjalter fra Hoved til Hl;
  et trsket Loft og et pilraadent Gulv,
  et Bord, der nppe kan staa,
  og Vggen saa bar, at takket jeg har
  min Skygge, der falder derpaa.

  Strb -- Slb -- Strb,
  mens Klokken dikker og slaar;
  Slb -- Strb -- Slb,
  som Fangen i Fngslets Gaard.
  Baand og Bndel og Sm,
  Sm og Bndel og Baand,
  til Hjrtet er sygt og Hjernen er trt,
  _saa_ trt som min synkende Haand.

  Strb -- Slb -- Strb,
  naar Luften er efteraarsgraa,
  og Slb -- Strb -- Slb,
  naar Himlen er sommerdagsblaa,
  mens let over Rygningens Kam
  de Svaler flyver saa hjt
  og viser mig deres beskinnede Ryg
  og lokker mig med deres Fljt.

  Ak, blot i en Primulas Duft
  at kvge det syge Blod!
  At drikke en Sommerdags Luft,
  med Grnsvret under min Fod!
  Aa, bare den ringeste Stund
  at fle sig rigtig glad
  som fordum, da en Tur i det fri
  ej kostede en sin Mad!

  Ja, bare en eneste Gang
  at turde ta Tiden paa Borg!
  Den skulde ej vies til Elskov og Tant,
  den skulde kun vies min Sorg.
  En stille Graad vilde lindre mit Sind;
  men dybt i den salte Skaal,
  hvor Taarerne bo, der maa de bero,
  de standsed ellers min Naal.

  -- Med Fingre stive af Strb,
  med jne svulne af Graad
  en Kvinde, ukvindelig laset kldt,
  sad bjet over sin Traad,
  Sting -- Sting -- Sting! --
  mens ud af sin fattige Trang
  og med en Stemme, der sitrende skjalv,
  -- aa, maatte den rkke til Rigdommens Hvalv!
  hun sang om Skjorten sin Sang.

1901.




L'ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDMME.

(James Thomson.)


  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Jomfru gav ham sin Tro,
  han tog hendes Uskyld og lo
  og gav hende Skjndsel til Tak
  og Torne for Rosen, han brak.
  Og efter vanredes Sd
  hun glemtes og skm'des og grd.
  _Uskyld_ er da nppe saa godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Statsmand bd ham en Lov,
  hvor ikke Retfrdighed sov;
  dog hurtig han angred' sit Kald,
  thi Skjlmer beredte hans Fald;
  i Landflugt, Forvisning og Nd
  lod Kongen ham gaa til hans Dd.
  _Retfrdighed_ aldrig var godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Tnker gav ham en Skat
  af Sandhed, men Fngslets Nat
  med eet om Skribenten stod stngt,
  hans Bger paa Baalet blev slngt.
  Se, saadan kurerer en Schuft
  den Sygdom, der hedder Fornuft.
  _Sandhed_ er alt andet end godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  Hans Folk i Begejstringens Rus
  svor Troskab til ham og hans Hus;
  da skjnked' den Folkenes Ven
  dem Skatter og Byrder igjen,
  Fordummelse, Hunger og Krig
  med blodige Bunker af Lig.
  Gud ved, om det ogsaa er godt
  den _Svrgen_ til Kongen, vor Drot!

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Hofmand hans Hjrte betog,
  en lavsindet, krybende Snog;
  hans Hjrte var falsk som hans Smil,
  han selv uforfalsket servil,
  thi fik han i Kongens Palads
  den styrtede Lovgivers Plads.
  Thi _Spytslikkeri_ det er godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en' Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Feltherre skaffed' ham Krig,
  paa Bytte og Sejre helt rig,
  med Blodstrmme, Ddsrallen, Skud
  og Tak til Hrskarernes Gud.
  Ja _Krig_ det er fint, det er godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  En Skjge af Hoben ham bd
  sin fristende Favn og sit Skjd
  mod Retten til Rnker at saa;
  saa fik hun hans Rige at flaa,
  mens Kongen af Sansebegjr
  blev Bold for en fyrstelig Mr.
  For _Skjge_ det ved vi er godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  Det var i hans Ddsstunds Dgn,
  da skjnked' en Prst ham en Lgn,
  saa Helvedes gloende Kul
  blev tagne for Himmerigs Guld,
  at _han_ for sit fromme Bedrag
  blev _Bisp,_ er en ligefrem Sag.
  En _Lgn_ det er srdeles godt
  som Gave til Kongen, vor Drot.

  Hvem har en Skjnk beredt
  for vor Drot og Majestt?
  Hans Undersaatter ham gav
  en pragtfuld udsmykket Grav;
  dr snked de Plageren i
  og tnkte imens: Vi er fri!
  Han staar _nu_ for den evige Dom,
  og for evigt hans Stol skal staa tom!
  Ja, en _Grav_ er usigelig godt
  for et Folk at forre dets Drot!

Juni 1901.




DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.

(G. K. Chesterton.)


  Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjmt.
  Kald paa Gud, den naaderige, sprg om dr jer Skyld er glemt.
  Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,
  gav den Rg og Os og Kulstv for en Himmel hj og blank,
  I som bag Accisebommen sad og msked jer paa By'n,
  og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.

  Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa
  som ved eders lange Styre ej fik hugget Hl og Taa.
  Byer sljfed, Hjem lagt de, Bnder bragt til Bettelstav
  -- hje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,
  blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,
  der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,
  blev en rk, hvor Grs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.
  Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab!

  Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le
  blot I nvne os n Gavtyv hvis Profit I gad ej se,
  blot i hele Strberkoblet -- med og uden restab --
  n I fandt for plump og simpel for jert fdte Adelsskab.

  Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,
  lad I de Normanner slumre sdt i deres stjaalne Jord,
  lad Guds gode Grs hensumme over dem sin Litani;
  _de_ var Drabsmnd, Tyve, Skjlmer; de var bedre Mnd end I!

  Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ ld
  da de Tudors vilde xer gjennem Klostermuren brd.
  O, fortl, I dle Korsmnd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt,
  til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.

  O, I _Russ'ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld,
  I _Howard'ere_, hvis Skke brister af Guds stjaalne Guld,
  kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,
  vogt jer, at ej Brdens Hvner slaar jer paa jer frkke Mund.

  Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.
  Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mnd!

7/12 1910.




DET SYGE BARN.

(R. L. Stevenson.)


  _Barnet_:

    O lg din Haand paa min Pande, Mor!
    Hvi er dog Stuen saa tom og stor?
    O, Moder, Moder, hvor er det fat?
    Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?

  _Moderen_:

    Ak, se dig ikke saa bange rundt,
    her er slet ingen, som vil dig ondt;
    kun Gadelygterne vaager nu,
    men ikke t Barn foruden du.

  _Barnet_:

    Moder, Moder, det gjr saa srt!
    Snart er der noget saa Stort og Nrt,
    saa svinder det hen og er ej mer.
    Jeg er saa bange for alt, jeg ser.
    Hvad er det, som gjr min Angst saa stor,
    og hvorfor grder du, sde Mo'r?

  _Moderen_:

    O, Gud vr' lovet, nu kom der Trin
    og Lyd af Vogne fra Gaden ind!
    Endnu en Time, og Dagningen blaa
    skal sejrrig for mrke Skodder staa.
    Saa falder han hen, min syge Dreng,
    og drmmer om Fugle og Fl i Eng.

18/8 1907.




LILLE MIN MOR.

(Rudyard Kipling.)


  Om jeg blev hngt paa den vildeste Top,
      lille min Mor, o, lille min Mor!
  n ved jeg, hvis Godhed stred sig derop:
      Lille min Mor, ja, lille min Mor.

  Om jeg blev snkt i det dybeste Hav,
      lille min Mor, o, lille min Mor!
  n ved jeg, hvis Taarer naa'de min Grav:
      lille min Mor, ja, lille min Mor.

  Ja, stod jeg fordmt fra Isse til Hl,
      lille min Mor, o, lille min Mor!
  n ved jeg, hvis Bn vilde frelse min Sjl:
      lille min Mor, ja, lille min Mor.

Decbr. 1905.




MIT OG DIT.

(William Morris.)


  Der er to Ord, vi mder tit,
  og Ordene er: _mit_ og _dit_.
  Aa, om vi drev dem langt af Led,
  da blev paa Jord der idel Fred,
  naar alt var alles, Gods og Glans,
  og intet hendes, intet hans,
  men flles Hveden, hvor den gror,
  og flles Vinen paa vort Bord.
  Da slog man ej sin Bro'r ihjel
  af Vindelyst i Krig og Spil.

  Nej, Gud, bekymret for vor Tarv,
  gav hver og en som Fllesarv
  hin vidt udstrakte rige Jord,
  saa Mand og Viv, ihvor de bor,
  ej skulde fattes Sko og Mad,
  men leve Livet frit og glad.
  Men nu gaar alt den skjve Vej,
  og alle nsker de for sig,
  at denne Klode, fuld og hel,
  var deres og _kun_ deres Del.

Decbr. 1902.




NYAARS-GRY.

(William Morris.)


  Kom hid, Kammerater, ryk sammen,
  thi saadan hrer I bedst
  min Sang om den gryende Morgen,
  da Livet skal vre en Fest.

  Et Land min Saga skal gjlde,
  en  i det skummende Hav,
  og Folk skal kalde det England,
  til Tiden synker i Grav.

  Der mere end een af et Tusind'
  i Dagen, vi agter for nr,
  skal have et Haab for i Morgen
  og eje et Hjem, han har kjr.

  Ja, skulde I ogsaa lnne
  mig Talen med Spot eller Grin:
  Jeg lover, at alle i England
  skal da bo bedre end Svin!

  Hver Mand, der da slider for Brdet,
  skal Frugten af Slidet faa,
  og ingen til Hytten skal stavre
  saa trt, at han nppe kan staa.

  Nej, Mnd i de kommende Tider
  sig lgger om Kvlden trygt;
  for Sult eller Arbejdsmangel
  de huser ej ringeste Frygt.

  Det lyder kanske som en Fabel;
  dog, ingen af Nag eller Nd
  skal da nske ondt for sin Broder
  for selv at snappe hans Brd.

  Den Vinding, dit Arbejde skabte,
  den tager du fuld og hel,
  og ej skal han, der gjr intet,
  dig rve den halve Del.

  En ny og forunderlig Lre!
  For hvem er da Lnnen bestemt?
  For os og alle de andre;
  ingen slidende Haand skal bli' glemt.

  Da skal mit som alt dit vorde alles,
  ingen Mand skal da krve for sig
  at beherske Rigdomme, der fordrer,
  at der gjres en Trl ud af dig.

  Men hvad vil der levnes af Goder,
  naar ingen samler paa Guld,
  og ingen ved andres Strben
  kan skovle sin Pose fuld?

  Nej vist, kun en rdtaget Kjbstad,
  og et lille Hus ved et Led,
  og din Mark, der bugner af Hvede,
  og Skovens Skjnhed og Fred,

  og de dle Mgtiges Grave,
  de historiske Minders Hjem,
  og Digterens skabende Hjrne,
  og Undret, en Forsker faar frem,

  og Malerens Vidunder-Pensel,
  Musikens fortryllende Kor,
  og alt, hvad der handles og tnkes,
  saa langt som Mennesker bor.

  Thi alt skal staa aabent for alle;
  og da er frst Jorden skjn,
  naar alle er flles om Strbet
  og flles om Strbets Ln!

  Ja, saadan er Dagen, der dmrer,
  mens Samfundskravet i Dag,
  de Vilkaar, hvorunder der leves,
  gjr alle til livsbrudte Vrag.

  Men hvorfor da lngere tve?
  Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr;
  og alle de bange og slve
  er Fjender i Brdrenes Lejr.

  Paa hvem eller hvad skal vi vente,
  mens Brdrene brydes som Siv,
  og Himmelens Vinde henfarer
  med Tusinde spildte Liv?

  Hvor lnge vel skal de bebrejde
  os, at vi intet har gjort,
  de Bunker af Gydernes Stakler
  bag Hungerhelvedets Port?

  I Smuds de sled deres Dage,
  i Smuds de i Graven blev lagt,
  de Brn af saa mgtig en Moder,
  de Sttter for Engellands Magt.

  De er vk, -- skjnt Forbandelsen lever
  og gaar evigt af Gravene frem;
  men de Tusind af Slgter, der kommer,
  skal de dele Skjbne med dem?

  Vi maa rask skyde Porten til Side,
  saa den Fattiges Haab slipper ind,
  lad saa Rigmandens Frygt for Falliten
  selv se til, hvor den bjrger sit Skind.

  Ja, de Fattiges ordlse Harme,
  disse dumpe, forvirrede Skjnd,
  dem maa _vi_ skjnke Stemme og Mening,
  mens Forventningens Tid slides hen.

  Kom da med, siden al Ting os minder,
  baade Livet og Gravenes Gys,
  og kast over Kaos'ets Blger
  et Glimt af det skabende Lys.

  Nu skydes al Tant til Side,
  men Mageligheden isr;
  den Sag, der nu krver, vi strider,
  er vel alle Krfterne vrd.

  Kom, kast jer kun ind i Kampen,
  husk: hvirvles I ogsaa bort,
  vil -- over for Eders Gjerning --
  selv Dden komme tilkort.

  Nu skydes al Tant til Side!
  Thi se, vor fylkede Hr
  med stolte Bannere skrider
  alt op mod Dagningens Skjr!

Januar 1901.




FRA FRANSK.




DEN GODE GUD.

(Jean Pierre de Beranger.)


  Gud vaagned en Morgen saa englegod
  med os og Alverden paa bedste Fod.
  Han satte sin Nse til Ruden brat.
  Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?
  Nej; der i en Krog af det svimlende Rum
  Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.
  Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar!
      Annamme mig her som jeg staar!

  Og derpaa han sagde med faderlig Vgt:
  Saa tror denne dumme, dvrgagtige Slgt,
  om hvid eller sort, om fjrn eller nr:
  for _jer_ at regjere sidder jeg her!
  Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil,
  hvad har man vel ogsaa Ministre til!
  Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
      annamme mig her som jeg staar!

  Mon ikke jeg for at blive i Fred
  har givet jer Vinen, ja, Pigebrn med?
  Endda I mig klder i Krigerens Skrud
  og kalder mig frkt for Kejserens Gud,
  ja, tnder Blodsudgydelsens Bavn
  og fyrer Kanonerne af i mit Navn!
  Om _jeg_ i Spidsen af Krigshre gaar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
      annamme mig her som jeg staar!

  Hvem er vel disse Smaadvrge der
  med gyldne Kroner og spraglede Kl'r?
  De Myrefyrster, som mler frit,
  at deres Paahit er ogsaa mit,
  at de af mig lrte Visdomskunst
  og ejer _min_ specielle Gunst!
  Nej, agter _jeg_ Fyrsters Vrk ved et Haar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
      annamme mig her som jeg staar!

  Saa er der af Dvrge endnu en Slags,
  saa sorte som Meldrjesvamp i Ax.
  De jager Livsglden Pokker i Vold
  og gjr af _mit_ Navn en Kyse-Trold;
  hel skrappe i Munden, det ngter jeg ej,
  men deres Prk er Hebraisk for mig.
  Tror _jeg,_ hvad Prster fortller og spaar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
      annamme mig her som jeg staar!

  Ak Brn, hvi skulde jeg sige jer mer?
  De gode af Hjrte dem har jeg kjr.
  Vr ikke rd, at _jeg_ gjr jer Fortrd.
  Hold pnt af hverandre og lev med Fred!
  Haan bare de Store og Hyklernes Blok!
  Adj! _Jeg_ frygter Angivernes Flok.
  Hvis _de_ deres Fdder i Himmerig faar,
  gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
      annamme mig her som jeg staar!

1902.




MODERHJRTET.

(Jean Richepin.)


  Der var engang en fattig Kns,
  som elsked blindt saa grum en Ts.

  Hun sagde: Hent i denne Stund
  din Moders Hjrte til min Hund!

  Han ld. Gik hjem; stak Mod'ren ned,
  skar Hjrtet ud og lb dermed.

  Som bedst han lb, han faldt saa haardt,
  at Hjrtet af hans Haand gled bort.

  Og som det trilled tungt mod Jord,
  der kom en spinkel Strm af Ord.

  Ja, Hjrtet grd fra Gadens Skarn:
  Aa, slog du dig, mit elskte Barn!

Decbr. 1902.




FRA TYSK.




FOR SKRANKEN.

(Goethe.)


  Og hvem der er Far til det Barn jeg br'
  det siger jeg eder ej,
  og siger I saa, jeg en Horer er,
      saa svarer jeg eder: nej!

  Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej,
  men kjrlig og god er min Skat,
  hvad enten han brer en Kjde af Guld,
  hvad eller af Straa er hans Hat.

  Vil Haan og Spot end flge deraf
  _jeg_ brer al Skammen derved,
  jeg kjender _ham_ vel, han kjender _mig_ vel,
  Vorherre ved ogsaa Besked.

  Hr. Pastor og Hr. Amtmand der
  jeg haaber, I spare mig vil!
  Det _er_ mit Barn, det _blir_ mit Barn;
  I gir mig jo intet dertil.

1890.




ZIGEUNERSANG.

(Goethe.)


  I Taagemulmet, i Sneen dyb,
  i Vinternattens den vilde Skov
  jeg hrte Ulvenes Hungerhyl,
  jeg hrte Uglernes Skrig:
      Ville vou, vou, vou,
      ville vo, vo, vo,
          vito hu!

  Jeg skjd engang en Kat ved Zaun
  og det var Hexen Annas kjre, sorte Kat,
  syv Varulve kom da om Natten til mig,
  syv Kvinder, ja syv fra vor By:
      Ville vou, vou, vou,
      ville vo, vo, vo,
          vito hu!

  Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel,
  baade Anna, Ursula, Kth',
  baade Eva, Lisa og Mett',
  de hylede om mig i Kreds:
      Ville vou, vou, vou,
      ville vo, vo, vo,
          vito hu!

  Da nvnte jeg hver ved sit Navn helt hjt:
  Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth!
  Da skjalv de og gs, da rev de sig ls
  og lb og tudede vildt:
      Ville vou, vou, vou,
      ville vo, vo, vo,
          vito hu!

1890.




JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND.

(Goethe.)


  Jeg fulgte dybt i Skoven ind
  en herlig lille Pige
  og trykked hende til min Kind.
  Slip! eller jeg skal skrige!

  Jeg raabte vredt: Jeg drber den,
  der vover os at rre.
  Hys! hvisked hun, tal sagte, Ven,
  der kunde nogen hre!

1890.




VVERNE.

(H. Heine.)


  Med hule jne og gnislende Tnder
  de sidder ved Vven med travle Hnder.
  Tyskland, vi vver dit Ddningeskrud,
  vi vver deri tre Forbandelsesbud:
      Vi vver, vi vver!

  Forbandet den Skingud, som svigted i Nden,
  da Vinteren trued med Hungersdden,
  forgjves vi bied, forgjves vi bad,
  men Spot han os yded istedetfor Mad,
      vi vver, vi vver!

  Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,
  der ikke kunde vor Nd besige,
  der rev os Brdet af vore Munde
  og siden lod os skyde som Hunde --
      vi vver, vi vver!

  Forbandet det falske Fdreland,
  som Raadenskabsspirer kun nre kan,
  hvor hver en Blomst saa spd maa d,
  og hvor kun Skjndselen stter Fr --
      vi vver, vi vver!

  Og Skytlen flyver, Vvens Brag
  gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag --
  Old-Tyskland, vi vver dit Ddning-Skrud,
  vi vver deri tre Forbandelsesbud --
      vi vver, vi vver!

1890.




HOLD DOG OP!

(H. Heine.)


  Hold dog op med de Parabler.
  Stands den hellige Fanfare
  og de mange fromme Fabler,
  mens et Sprgsmaal I besvare!

  Hvorfor kryber om i Stvet
  bleg og byrdebrudt den Gode,
  mens forbi den Slette traver
  hjt tilhest og veltilmode?

  Hvis er Skylden? Er Vorherre
  kanske ikke helt almgtig?
  Eller er det ham, der gjr det?
  Nej, det var _for_ nederdrgtig?

  Saadan sprger vi bestandig,
  indtil man os Munden stopper
  med en Haandfuld Jord fra Graven.
  Var det Svar mon paa vort Sprgsmaal?

1898.




JAMMERDAL.

(H. Heine.)


  Om Gavlen tuder Nattens Vind,
  hvor hjt bag Ruder brustne
  to stakkels Djvle strkker sig
  saa magre og saa gustne.

  Den ene stakkels Djvel sa':
  Omslyng mig med dine Arme,
  og pres din Mund imod min Mund;
  jeg vil hos dig mig varme.

  Den anden stakkels Djvel sa':
  Ser _dig_ jeg ind i jet,
  forsvinder Kulde, Savn og Sult
  og alt hvad jeg har djet.

  De kyssedes meget, men grd dog mer,
  kun Sukket danned en Pavse;
  imellem de lo, og imellem de sang;
  omsider blev de saa tavse.

  Man hented Betjenten, og Lgen kom,
  han konstatered med Lethed
  Kadavrenes Dd, anfrte som Grund
  Omstndighedernes Slethed.

  Den strenge Kulde, erklrede han,
  forbunden med Mangel paa Spise,
  har -- om ej ganske gjort det forbi --
  dog synlig befordret en Krise.

  Naar Vinteren kommer, lagde han til,
  maa Sengene helst vre blde.
  -- Han anbefaled desuden enhver
  en sund og kraftig Fde.

1897.




FILANTROPEN.

(H. Heine.)


  Der leved to elskede Sskend',
  en fattig Sster, en Broder saa rig;
  den fattige sa' til den rige:
  Giv mig et Stykke Brd.

  Men hende den rige svared':
  Lad mig dog nu i Fred!
  Mit aarlige Gjstebud gjr jeg
  i Dag for det store Raad:

  En elsker Skildpaddesuppe,
  den Anden Ananas,
  den Tredje spiser Fasaner helst
  med Trfler fra Perigord.

  Den Fjerde spiser blot Havfisk,
  den Femte lirker for Lax,
  den Sjette tager tiltakke med Alt
  og drikker dygtigt dertil.

  Den stakkels, stakkels Sster
  gik sulten til sin Hytte.
  Hun la' sig paa en Halmsk
  og drog sit sidste Suk.

  Vi maa jo alle d,
  og Ddens Le traf ogsaa
  tilsidst den rige Broder,
  som Ssteren den traf.

  Og da den rige Broder
  forstod, hans Tid var omme,
  tilkaldte han Notaren
  og gjorde sit Testament.

  Anselige Legater
  tilkjendtes Gejstligheden
  og Skoler, samt det store
  Musum for Zoologi.

  Med smukke Summer betnkte
  den store Testator ogsaa
  vort Jdeomvendelsesselskab
  og Dvstummeinstitutet.

  Det nye Taarn paa St. Stephan
  han skjnkede en Klokke.
  Den vejer 500 Centner
  og er af bedste Metal.

  Den melder med malmerne Tunge,
  hvor meget godt han gjorde
  Staden og hans Medborg're
  af egen Konfession.

  Begravelsesfesten blev fejret
  med megen Prunk og Pragt.
  Folk strmmede til i Mngde
  og gloede refrygtsfuld.

  Thi paa en sort Karosse,
  der lig en Baldakin
  var prydet med sorte Strudsfjer,
  hvilte hans Sarkofag.

  Tt bagefter Kisten vandred
  Lakajer i sorte Livreer;
  snehvide Trklder holdt de
  op for de sorgrde Aasyn.

  Byens Honoratiores
  in pleno, et stateligt Flge
  af sorte Paradekuske
  vraltede efter i Takt.

  _Han_ fattedes just, som gjerne
  Fasaner med Trfler spiste.
  Ak, en Forstoppelse havde
  fornylig endt hans Liv!

1897.




DUELLER.

(H. Heine.)


  To Oxer paa en Bondegaard
  faldt i Disput, og den var haard.
  De havde begge let til Vrede,
  og som det gaar i Stridens Hede,
  snart har den ene Ordets Helt,
  den anden for _en sel_ skjldt,
  da _sel_ er Skjldsord mod en Oxe,
  saa maatte de tvende John Bull'er boxe.

  Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid
  geraaded ogsaa to sler i Strid.
  Langrernes Lidenskab voxed med Hast,
  omsider den enes Taalmodighed brast,
  og mens hans vilde Y-a gjalder,
  Medslet han for _Oxe_ kalder.
  I ved, at intet et sel kreperer,
  som naar man det Oxe titulerer.

  En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes,
  med Hoved og Hove de stdtes og stredes
  med mangt et Spark i hinandens Podex,
  som det er befalet i rens Kodex.
  Og hvad er Moralen i dette vort Digt?
  Duel _kan_ blive bydende Pligt:
  Om Ljtnantsspiren betitles en Praas, --
  nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.

1897.




BALTHASAR.

(H. Heine.)


  Alt hylled Nattens Kldebon
  sig tykt og tt om Babylon.

  Men ovre i Balthasars Slot
  dr flimrer Lys, der stjes raat.

  Der gjorde Kongen Gjstebud
  for Riddersmnd i Silkeskrud.

  Der tmte Mndenes skinnende Rad
  den funklende Vin af gyldene Fad.

  Og Bger mod Bger i Tumlen klang,
  og Kongen jubled, og Ridderne sang.

  Og Kongens Kinder glded af Blod,
  og Vinen hidsed hans vilde Mod.

  Han rejser sig op fra Drikkebord
  og haaner Gud med bespottende Ord.

  Han bryster sig frkt, hans Haan er vild,
  og Ridderne brler Bifald dertil.

  Og bydende vendte sig Kongen om, --
  en Tjener forsvandt, paany han kom.

  Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
  fra Jahves Tempel de rvede var.

  Balthasar greb -- den forvorpne Mand --
  et helligt Bger, fyldt til dets Rand.

  Det tmte han pludselig til dets Bund
  og raabte hjt med fraadende Mund:

  Jehova, jeg svrger dig evig Haan,
  thi jeg er Konge i Babylon!

  Dog nppe de grufulde Ord henklang,
  fr Angstens Sved ham af Panden sprang.

  Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
  og der blev ddsensstille i Sal.

  Og se! og se! paa den hvide Mur
  der tegned sig sort en Haands Figur,

  og skrev, og skrev paa Kalkvggen grant
  Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.

  Balthasar sad der med stivnet Blik,
  hans Kn og Hnder bvende gik.

  De Riddere gs, den larmende Fryd
  var lngst forstummet, ej mindste Lyd.

  De Magere kommer, dog ingen formaar
  at tyde de Tegn, der paa Vggen staar.

  Men samme Nat slog Ridder og Trl
  Balthasar, Babylons Konge, ihjel.

3/10 1893.




HENSIGTSMSSIGHED.

(H. Heine.)


  Tvende Ben har Gud os givet
  til at strbe _frem_ i Livet,
  vilde ej at Adamstten
  skulde klbe fast til Pletten --
  thi en gammel Stilstands-_Ploug_
  havde kun t Ben behov.

  Og af jne fik vi to
  til at dmme klart og tro --
  for at tro hvert skrevet Pluk
  var t je mer end nok;
  to Gud gav os -- ikke fler --
  at vi rigtig maatte fatte
  denne skjnne Verdens Skatte,
  skabt til Menneskets Plaser.

  Og naar vi langs Gaden dse
  for at se paa kjnne Tse
  mindre eller mer forfljne,
  skal vi bruge begge jne, --
  en Opmrksomhed vi skylder
  dette raa Produkt af Moden,
  som vi brer langs ad Foden,
  vore stakkels Ligtornsbylder,
  som er slig en Fandens Plage
  i de spidse Stvlers Dage.

  Tvende Hnder gav os Gud
  til at dele _dobbelt_ ud,
  ikke for at lgge Grunker
  op i dobbelt hje Bunker
  eller bag om Kistelaag,
  som jo nu saa _mangt_ et Drog.

  Vi skal ingen Navne nvne,
  skjnt vi gad os gjerne hvne,
  hnge dem, hvis ej vi saa,
  de var alt for hjt paa Straa.
  Riddere og dydigt Pak,
  Filantroper, helligt F,
  som engang i Ny og N
  ogsaa mig en Daler stak.
  I den tyske Eg vi hnge
  ikke Folk med _mange_ Penge.

  Og den gode Herre Gud
  stak os kun n Nse ud,
  da det vilde volde Mas
  at faa tvende i et Glas,
  og det vilde vre ilde,
  om vi skulde Vinen spilde.

  En Mund fik vi, ikke mer,
  heller har vi godt af fler,
  Adams Sn og Evas Datter
  alt med _den_ for meget pjatter,
  og ifald de havde flere
  sladred, lj de endnu mere.
  Har de Munden fuld af Grd
  faar man Ro et jeblik,
  hvis to Mundes Brug de nd
  aldrig Fred for Vaas man fik!

  Tvende ren skjnktes vi;
  dette skaber Symetri;
  de er endnu ej hos mange
  slet saa laadne, slet saa lange
  som de Prydelser, Gud yder
  til vor selfdte Skryder. --

  Tvende fik du, ikke t,
  at du skulde skatte ret
  Mozarts Vrker, Haydns, Glucks,
  skjlne mellem Kunst og Jux;
  gaves kun Klaver-Kolik
  og Hmorrhoid-Musik
  af den _store_ Meyerbeer
  trngtes ej til ren mer.

25/8 1893.




ROTTERNE.

(H. Heine.)


  Man deler -- agt paa dette --
  de Rotter i sultne og mtte;
  de mtte har jo ingen Nd,
  de sultne drager om Land for Brd.

  Saa mange Tusind Mile
  de haster uden Hvile,
  de stopper ej det vilde Lb,
  for Vind og Vand de gi'r ej Kjb.

  I Afgrunden Springet de vover,
  og Floderne svmmer de over.
  Hist druknede to, og her spiddedes een,
  her knkked en Hoben sit Nakkeben.

  Det er saa haarde Huder,
  og deres spidse Snuder
  i modigt Trods de lfter kjkt,
  saa radikalt, saa rottefrkt.

  De radikale Rotter
  med Gud og Kongen spotter;
  de dber ej Ynglen som her tillands
  og deres Kvinder er allemands.

  Den Rottehob forslugen,
  den vil kun kildre Bugen;
  den tnker kun lidt paa sin Salighed,
  imens den gnaver og svlger ned.

  Med Helvede skrmmes den ikke,
  den frygter ej Kattenes Blikke --,
  den ejer ej Guld eller ringeste Gods,
  men nsker at dele vort med os.

  Jeg hrer Piber og Trommer,
  hr! Vandrerotterne kommer;
  de kredser alt snart om hver Mands Bo,
  og deres Mngde er Legio.

  O ve, vi er fortabte!
  Til Hvn blev hine skabte.
  Borgmestren ved ej ud, ej ind,
  og Raad og Foged af Angst er blind.

  Nu lfter man Svrdet og Stokken,
  og Prsterne ringer med Klokken;
  den hellige Kirke, den hellige Stat,
  de har nu at dje saa haard en Dravat.

  Thi Klokkerabaldren og Prk om Profeter,
  de hjvelviseste Statsdekreter,
  de strste Kanoner, selv hundredpundige,
  det hjlper ej mere, I stakkels vankundige!

  Ej heller her hjlper den slebneste Tale,
  de Laser af Fraser, hvormed I kan prale;
  man fanger ej Rotter med Syllogismer,
  de springer over de vrste Sofismer.

  Der gjlder for sultne Maver og Munde
  kun Suppe-Logik og Mrbrads-Grunde, --
  kun Plse-Citater og Boeufstegs-Saft
  har her den overbevisende Kraft.

  En tiende Stokfisk i Smr vil gotte
  en radikal og forsulten Rotte
  langt mer end den fyrige Mirabeau
  og Talere lige fra Cicero.

Januar 1901.




MAND OG KVINDE.

(Alexander Petfi.)


  Da Gud Fader havde Manden dannet
  rynked tunge Anelser hans Bryn,
  de blev Sorger, som tilsidst forvandled
  sig til Skyer og til Uvejrslyn.

  Da Vorherre havde Kvinden dannet,
  brast i Graad han ved det skjnne Syn,
  og hver Draabe af Guds Gldestaarer
  blev en lille Stjerne over Sky'n.

August 1891.




SVRD OG LNKE.

(Alexander Petfi.)


  Engang med Gud Faders Vilje
  steg en Engel ned til Jorden
  for den dejligste blandt Kvinder
  der at finde og at favne;
  og han fandt og elsked hende;
  fra den Stund af blev ham Jorden
  skjnnere end selve Himlen,
  og han svvede hver Aften
  salig til sin Elskerinde,
  sprang fra Stjrne ned til Stjrne,
  og naar endelig han standsed
  paa den nederste i Rkken
  satte han sig paa en Svane,
  paa en hvid og dejlig Svane,
  og den bar ham til hans Elskte,
  der ham vented i sin Have
  og ham hilsed med en Latter
  hvorved alle Knopper svulmed,
  og Smaablomster, lngst henvisned,
  atter vkkedes til Live.
  Der de sad og talte sammen
  indtil Morgenrden lyste;
  og de talte om alt helligt,
  om alt skjnt, som er i Verden.
  Og med snkte jne lytted
  Pigen til sin Engels Tale;
  men engang da op hun skued
  var saa skjnt det Blik, at Englen
  faldt paa Kn ved hendes Side
  og et Kys af hende trygled,
  hvad hun ikke Englen ngted.

  Hvilket Kys! Da Englens Lber
  bvede mod Pigens Lber,
  bved salig hele Jorden,
  som var Jorden selv et Hjrte.
  Og hver Stjrne hist i Himlen
  blev en Klokke, hvorpaa klare
  Trylletoner klang og klemted.

  Aldrig hrtes slige Toner,
  Blomsterne tog til at danse
  som smaa Alfer over Enge,
  Maanen rdmede fra Himlen,
  vel fordi den Skjnne fsted
  rdmende sit Blik paa Maanen;
  Natten selv blev rosenfarvet.

  Englens Kys paa Pigens Lber
  spirede som Fr i Mulde,
  og den salige blev Moder
  til et Barn saa skjnt og dejligt,
  som det avles kun, naar _Himlen_
  elskende omfavner Jorden.

  Barnet blev kaldt _Svrd_ i Daaben,
  Svrdet det betyder _Frihed_.

  Engang steg med Satans Vilje
  op den hsligste af Djvle
  til vor Jordkreds for at sge
  der den fuleste af Hexe,
  og han fandt og elsked hende;
  fra den Stund af fandt han Jorden
  skjnnere end Helveds Kule,
  og han sneg sig nu hver Aften
  i den skumle Midnatstime
  gjennem Svlget af et Ildbjrg
  op fra Helved til sin Skjge. --
  Paa en Hel-Hest vild og sodet,
  slangehalet, tudseho'det,
  flammemanket, dragefodet,
  bragtes Djvlen op til Jorden. --
  Hexen kom til Stvnemdet
  fulgt af Flagermus og Ugler,
  ridende paa Limestage
  ind i Bjrgets flammefle
  Svlgs med Svovldamp fyldte Indre.

  Der de sad og taled sammen
  indtil Hanens Galen gjalded,
  og de talte om alt gudlst,
  om det hsligste i Verden.
  Da brd Djvlen ud: Jeg fryser --
  kom dog dyb're, kom dog dyb're!
  kom til Bunden af Vulkanen,
  ned til Ildens sidste Leje!
  -- Ak, men ogsaa her jeg fryser;
  hr hvor mine Tnder klaprer!
  Kom og favn mig, kom og kys mig.

  -- Kyssende hun ham omfavner!
  Hvilket Kys! Da Djvlens Lber
  rrte Hexens fule Lber,
  skjalv den hele Jord i Rdsel,
  drnende, som naar den hylles
  ind i sorte Uvejrsskyer.

  Bjrget vlted Flammer af sig,
  og det spyed op mod Himlen
  Lavaregn og gldte Stene,
  Jorden var omspndt af Luer,
  alle Stjrnerne og Maanen
  drog et Slr for deres Aasyn,
  sort og tykt og tt var Slret,
  thi de vilde intet skue.

  Djvlens Kys bar Frugt derefter,
  og den fule Hex blev Moder
  til et Udyr, som det fdes
  kun, naar _Helved_ favner Jorden,
  og det stygge Djvleafkom
  kaldte man med Navnet: _Lnke_.
  Lnke det betyder _Trldom_.

  Disse tvende: Frihed, -- Trldom,
  hin fra Himlen, den fra Helved,
  ogsaa kaldet Svrd og Lnke,
  kjmper stadigvk paa Livet.

  Lnge vared Kampen, _lnge_,
  svkkes kan den, dog ej standse.
  Svrdet er alt slvt og skaaret,
  tyndere dog ogsaa Lnken.
  Snart for vist det skal afgjres
  -- lnge kan det ikke vare --
  hvem der Jorden skal beherske,
  enten Himlens tling -- _Frihed_,
  eller Helveds Afkom -- _Trldom_.

15/1 1894.




DEN VANVITTIGE.

(Alexander Petfi.)


  Hvad skal I, Forstyrrere?
  Pak jer, se til I kommer bort!
  Forstyr mig ikke i mit Arbejd,
  thi jeg fletter en Svbe, en Flammesvbe
  af Solens Straaler
  og gjennempisker Verden med den.
  Naar den saa jamrer, vil jeg le,
  som den har let, naar jeg har jamret.
        Ha, ha, ha!

  Thi det _er_ Livet: Kun Graad og Latter.
  Men Dden raaber omsider: stille!
  Engang da dde ogsaa _jeg_.
  De Folk som daglig drak min Vin
  de havde gydt mig Gift i Vandet.
  Hvad gjorde mine Mordere saa
  for deres frkke Daad at skjule?
  Jo, da jeg laa som Lig paa Baare
  de la' sig over mig med Suk og Taare.
  Hvor var jeg gjerne sprunget op
  og bidt dem Nsen af til Roden,
  dog nej, de Nsen skal beholde
  saa de mit raadne Lig skal lugte,
  indtil de selv af Stanken brister.
        Ha, ha, ha!

  Men hvor begrov man mig? I Afrika.
  Det var mit Held,
  thi en Hyne grov mig op igjen.
  Det Dyr, det var min eneste Velgjrer,
  og det har jeg bedraget.
  Det vilde nemlig mine Knokler gnave,
  istedetfor saa gav jeg det mit Hjrte,
  som var saa besk, at det krepered af det.
        Ha, ha, ha!

  Ak ja, saa gaar det hver
  som ver godt mod andre.
  Thi hvad er Mennesket?
  En Blomst, -- saa hedder det, --
  som har sin Top i Himlen.
  Det er ej sandt!
  Nej, Mennesket det er en Urt
  som sine Rdder dybt i Helved slaar.
  Det var en Vismand som mig dette lrte;
  -- en Taabe var han, thi af Sult han dde.
  Hvi stjal han ej? Hvi rvede han ikke?
        Ha, ha, ha!

  Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt?
  Jeg skulde hel're grde.
  Ja, grde for den Slgt, der er saa ond.
  Gud grder ofte fra den hje Sky
  i Anger over, at han skabte den.
  Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjlpe?
  De falder til vor Jord, den kle Jord,
  og Mennesket dr stter Foden paa dem,
  og saa -- hvad bli'r der af dem?
  Hvad bliver der af Himlens Taarer? -- Snavs.
        Ha, ha, ha!

  O Himmel, gamle afdankede Soldat,
  Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen,
  og Skyerne din slidte Uniform.
  Thi, saadan slipper man en gammel Kriger,
  din Ln for Tjenesten saa lang og tro:
  et Kors og saa en gammel Uniform.
        Ha, ha, ha!

  Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang
  betyder oversat i eders Sprog:
  Den raaber: Vogt dig frst og frem'st for Kvinden,
  thi Kvinden drager Mndene imod sig
  som Oceanet drager Flodens Strmme,
  for snart igjen at stde dem langt fra sig.
  En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden.
  Ja, dejlig, men saa farlig, --
  en giftig Drik udi et gyldent Bger.
  O, jeg har nydt dig, Elskov!
  En eneste af dine Himmeldraaber
  er sdere end noget Hav af Honning,
  men slig en Draabe ogsaa mere drbende
  end et til Gift forvandlet Ocean.
  Men har I ogsaa Havet set,
  naar Frygtens Storm trak over det
  og saa'de Ddssd i dets Skjd?
  Og har I Tordenvejret set,
  hin raa, solbrndte Bonde,
  der svang som Pisk det blanke Lyn?
        Ha, ha, ha!

  Naar Frugten den er moden, falder den.
  Du Jord er moden alt, saa fald da, fald!
  -- Endnu jeg venter til i Morgen,
  men kommer da ej Dommerdag,
  saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt;
  det fylder jeg med Dynamit
  og sprnger saa den ganske Jord
  i Luften.
        Ha, ha, ha!

15/10 1893.




BJRNEN I BERN.

(Efter Fr. von Sallet.)


  I fordums Tid -- saa har jeg lst --
  de holdt i Bern en Bamse,
  og lod de frit det laadne Bst
  i Landets Fedme gramse.
  Saa sig mig dog, I Berner-Brn,
  hvad gjr nu egentlig den Bjrn,
  det maa I mig forklare.

  Nuvel, han der Truget tomt;
  hvad mer skal han vel gjre?
  -- tar til i Vgt og lgger fromt
  sig paa sit grnne re.
  Han sover med Ihrdighed
  og brumler saa med Vrdighed.
  Kort sagt: Han er _vor_ Bamse.

  Hvi vil I dog i Stad og Stat
  til ham det bedste samle?
  Du er dog ret en dum Krabat;
  saa gjorde jo de gamle!
  Vi er kaput, den Dag han gaar.
  Hvorfor? -- Hold Mund! Vi ellers slaar
  dig Ho'det ned i Maven!

  -- Tys! Hvorfra stammer den Hallj?
  Hr! Brn og Kvinder hyler.
  Se, Torvet vrimler; lav og hj
  nu larmer som Kabyler.
  Er Folket ramt af Pest og Brand?
  -- O, tifold vrre! Arme Land!
  Vor Bjrn, vor Bjrn kreperet!

  Saa brat ham ramte Ddens Spr,
  og ingen fler vi huse!
  O, maatte i et Herrens Vejr
  os vore Bjrge knuse!
  Forbi, forbi med Kanton Bern!
  O, Jgergutter, op til Vrn!
  Fang ind en ny fr Aften!

  De jager over Bjrg og Slugt,
  kan ingen Bjrne finde;
  men ligefuldt faar Tret Frugt,
  og blerne bli'r trinde;
  og Rugen gynger i sin Dal,
  som Bjrnedd og Bjrnekval
  ej for en Djt den agted.

  De jagede, til Solen sank
  bag fjerne Alpetinder.
  Der stiger Maanen rund og blank;
  se, om ej Skjlmen skinner!
  Og Stjernerne -- se der -- og der!
  Den hele muntre Himmelhr --
  som ingenting var hndet!

  Saa vil vi -- raabte Land og Stad,
  ej mer af Bjrne vide;
  han aad sig fed af Folkets Fad
  og vilde dog os bide.
  Vi maatte klippe Bstets Klr.
  Se, Kornet gror, skjnt Bjrne dr!
  Og _vor_ skal aldrig savnes.

April 1908.




VED KJEDLEN.

(Ferd. Freiligrath.)


  En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;
  den stampede, med Hjul og Skovl, saa Blgerne mod Bredden jog.
  Af Vimpler og af Faner fuld, skjd den af Sted saa kjkt og flot;
  den Konge, som for Prjsen staar, ham frte den til Rhinens Slot.

  Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked' By ved By,
  og Rhinen skinned som et Spejl, og Stvnen glinsed' blank og ny;
  Skibsdkket lyned' hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjl
  gik Kongeparret fredslt om med Smil i jet, Lys i Sjl.

  Vinlvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,
  de nikked' ned fra deres Fjld og hilsede det hje Par;
  og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!
  Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.

  Men _under_ al den Herlighed og _bag_ om denne Glimmerpragt,
  der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;
  dr staar i Kvalm og Flammeskjr og rager under Kjedlens Rist
  _han,_ som om Bord er Kraftens Sjl, en proletarisk Maskinist.

  Deroppe ler den grnne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,
  mens _han_ den skjnne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;
  i Bomuldsskjorten staar han der, halvngen, trngt af Rg og Rust,
  imens en Konge over ham indaander Bjrges frie Pust.

  Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,
  saa skjnker han et kort Sekund sin trtte Krop et Slavehvil.
  Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm
  og spejder over Dkket hen, svagt stttet paa den hjre Arm.

  Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt
  og med det svre, ngne Bryst bredt mod Gelndrets Sprinkler lagt
  han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mrk i Hu;
  Hvor Staten ligner dette Skib! -- Lysfdt paa Dkket vandrer _du_.

  Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjd,
  dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjbnehjul ved Flammen rd;
  og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,
  hvis ej min Nve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?

  _Du_ er langt mindre nogen Zeus, end _jeg_, o Konge, en Titan!
  I al din Pragt du trder paa en altid kogende Vulkan!
  Og _den_ Vulkan behersker _jeg_; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur
  omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!

  Mens Dkket brister, slnges du i Luften under Spanters Brag,
  vi andre gaar nyfdte frem fra Mrkets Skjul til Lys og Dag.
  Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,
  hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.

  Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og strk,
  som St. Christoffer brer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Vrk.
  Jeg er hin Kjmpe uden Frygt, der brer paa min faste Fod
  Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!

  Saa brummer i sit rde Skjg den dystre, svrtede Kyklop,
  og gaar saa atter til sit Vrk og skovler Kul og Ild i Hob.
  Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;
  belyst af Flammen hvisker han: Nej, vrede Krfter _ej i Dag!_

  Snart lgges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestt,
  og kjrer til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
  Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
  _Fremtidsruiner_ -- ak, hvor godt der hges nu som fr om _dem!_

Juni 1901.




OMSVRM OS KUN, FJENDER.

(Arthur Fitzer.)

    Nehemias 4. Kap.


  Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
  at Herren et Tempel vi bygged paany,
  da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
  og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.

  Hist slbte vi Bjlker, her rulled vi Sten;
  med venstre Haand frte vi Hamren og Ske'n,
  men hjt i den hjre vi lfted til Vrn
  de blinkende Vaaben af Kobber og Jrn.

  Og Muren sig hvede Fod over Fod,
  mens Kalken vi blanded med rdnende Blod.

  De snittede Sjler vi rejste ved Kvld
  til Saaredes Rallen i Sted for: Godt Held!
  Vi hvlvede Kuplens omspndende Rund,
  ddtruffen og ramt til vor inderste Grund.
  Omsvrm os kun, Fjender, kast Dd paa vor Vej!
  I _drber_ os, men I _besejrer_ os ej!

  Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
  mens Mndene mured med Ske og med Stang
  den Hjestes Tempel, det hellige Hus.
  Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?

  Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
  vort Saar rinder stadig, hvor Fdrenes randt;
  omsvrmet af Fjender vi strider imod
  og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.

1901.




ARBEJDERSANG.

(Karl Henckell.)


  Det drner fra det hule Rum
  med Arbejdslarm og -Stj,
  mens Mand ved Mand staar bjet, stum,
  i Oljestank og Rg.
  Og Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  Mens delanden strkker sig
  paa Bolster bag sin Pult,
  begiver Slaven sig paa Vej,
  ansporet af sin Sult.
  Og Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  For kun en karrig Ln at naa,
  for blot at blive mt,
  fra Gry til Kvld, du ser ham staa
  paa samme dunkle Plet.
  Mens Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  For Brn og Hustru kjmper han
  og stemmer sig imod;
  _han_ ved, hvor Sulten suge kan
  ens Marv og Hjrteblod,
  mens Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  Ak, ingen muntre Toner svang
  sig gjennem Rgen klam,
  og aldrig nogen Digters Sang
  har kunnet naa til ham,
  mens Blgen stnned, Hamren slog,
  og Gnisteregn mod Taget jog.

  Det hnder vel fra Stund til Stund,
  hans Sind bli'r sygt af Harm;
  da styrter Eder af hans Mund,
  men drukner snart i Larm,
  mens Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  Det er en raa og ilde Ting
  at gjre Mand til Trl;
  mrk jets Lyn ved Hamrens Sving,
  I Herrer, vogt jer vel!
  Thi Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

  Om Gud i Himlen ej vor Sag
  og bange Raab forstaar,
  da storm _du_ frem, o, Dommedag,
  paa hvilken alt forgaar!
  Mens Blgen stnner, Hamren slaar,
  og Gnisteregn mod Taget staar.

April 1901.




NR. 310.

(Ditlev von Liliencron.)


  Paa femte Dgn uden Middagsmad,
  og ikke en Hvid paa min magre Rad;
  i Stedet for Arbejde: Hunger og Nd,
  blot vandre, og fgte og betle sit Brd.

  -- Haandvrkeren bjer i Skoven ind.
  Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,
  og hvorfor jager hans Blik distrt
  i trstesls Flakken fra Tr til Tr?

  Nu synker Solen, og alt er Fred,
  kun Droslen larmer et enkelt Sted.
  Hvi svajer lmen i Skovens Kant?
  Et Menneske mellem dens Grene svandt.

  Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,
  han knyttede om sin Strube rundt:
  Et Fald! -- Ddskampen var ikke lang;
  Snart saa han Solen for sidste Gang.

  Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,
  og Duer skogrede rundenom,
  som intet var hndet; Sang-Droslen lo,
  og Vinden vifted' i klig Ro.

  En Jger hen over Bakken skred;
  han saa den Hngte og skar ham ned.
  Til vrigheden gik skyndsomst Bud,
  Gendarmer kom i en Fart derud.

  En Dommer i hvidt fra Top til Taa
  beviste, at Rovmord ej forelaa.
  Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard,
  hvor intet Kors eller Minde staar.

  Da Graven var klappet, og alt forbi,
  saa fik han det Numer: _tre Hundred' og ti_;
  tre Hundred' og ni var alt puttet hen.
  Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven?

Marts 1901.




TORDENVEJRET.

(Ditlev von Liliencron.)


  Stndig efter flittigt Dagvrk
  gaar jeg daglig min Spadser'tur,
  hvor de rde Ker grsser,
  hvor de blanke Blomster blinker,
  hvor de muntre Fugle fljter
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

  Daglig mellem sex og syv,
  naar det mrkner i min Hybel,
  ser jeg syv saa smukke Piger,
  n, to, tre, fir', fem, sex, syv,
  hvor de rde Ker grsser,
  hvor de blanke Blomster blinker,
  hvor de muntre Fugle fljter
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

  Disse syv saa sde Piger,
  -- n, to, tre, fir', fem, sex, syv --
  vandrer i en lige Rkke,
  brer paa de brede Skuldre
  tunge, mlkefyldte Stripper;
  kommer fra de rde Ker,
  hvor de blanke Blomster blinker,
  hvor de muntre Fugle fljter
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

  Saa i Gaar mig greb et Indfald:
  Da jeg i det fjrne vejred
  mine syv saa sde Piger,
  trak jeg brat min Bog og Blkstift
  op af Lommen, stod til Side,
  og imens de gled forbi mig
  trak jeg Rynker over Brynet
  som en bister Politimand,
  talte hjt dem, skrev saa langsomt:
  -- n, to, tre, fir', fem, sex, syv!
  og de rdmed, rdmed mere,
  skjved under Straahatsskyggen,
  studsed synligt ved min Spg.

  Men som Afstand kom imellem
  hrtes Tysraab, hrtes Sladren,
  hrtes Smaaknist, hrtes Latter,
  og jeg gjenoptog min Vandring,
  did hvor rde Ker grsser,
  hvor de blanke Blomster blinker,
  hvor de muntre Fugle fljter,
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

  Sex af disse friske Piger
  ved jeg, vil, naar de skal vre
  Mdre, skjnke Fdrelandet
  lutter sunde, raske Drenge,
  Kyrasserer, Grenaderer,
  Gardekarle og Uhlaner, --
  men den sidste, hun den sarte,
  denne slanke, denne ranke,
  hendes Snner -- tror jeg sikkert --
  bliver Jger og Husar.

  -- Saa i Dag da jeg min Stok tog,
  stod der Tordenvejr i Vesten;
  men jeg tnkte: gaar vel over,
  kommer ikke med det samme, --
  skred med lange Skridt mod Marken,
  hvor de rde Ker grsser.
  Men o ve, den onde Himmel
  brd sig fejl om min Spadseren,
  overtrak sig mer og mere,
  som jeg stod nu midt i Marken,
  hvor de blanke Blomster blinker.

  Men hvad sker! Af Agren fejer
  alle Piger hjem mod Byen.
  Kun den sidste, hun den sarte,
  hun den slanke, hun den ranke,
  bli'r tilbage med sin Strippe,
  hvor de muntre Fugle fljter
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

  Jeg er lige op ad Ledet,
  da det frste Skrald forfrder,
  og som var det aftalt med os
  aabned hun mig strax dets Gitter.
  Ret naturlig jeg da hjlper
  hende med at ordne Aaget;
  men da smlder ned foran os
  skillingsblank og skillingsstor
  Tord'nens frste tunge Draabe.
  -- Barn, vi bliver artig badet!
  Men histhenne staar et Saadhus,
  som en Hjorddreng nys har tmret
  sig af Trv og lst Skrabsammen
  -- selv er han rendt bort, den Bengel,
  Bare ti Skridt, og vi er der!
  Rask min Glut, blot ingen Nlen,
  ingen Angst! Jeg spiser aldrig
  selv saa smukt et Barn som du.

  Dette tr jeg strax bedyre!
  Schiller maa ha' kjendt hin Mosborg,
  da de vakre Ord han kvad:
  Der er Plads i mindste Hytte
  for t saligt Elskovspar.

  Skyer brister, Tordnen skramler,
  hele Neg af Lynild falder,
  og en Raslen, Skraslen, Susen,
  Slubren, Rislen, Strmmen, Fusen
  som paa Syndflodskrkkens Dag.

  Under Larmen har den sarte,
  har den slanke, har den ranke
  rystende og ligbleg slynget
  sine Arme om min Nakke,
  lagt sig ind imod min Skulder
  med fast lukte jelaag.
  Lidt beklemt, det ngtes ikke,
  flte jeg mig strax tilmode.
  Dog betvang jeg Pulsens Banken,
  tnkte blandt saa meget andet
  paa de gamles Riddervagter,
  de beskyttende og dle.

  Men, ak -- men -- den sde Nrhed,
  disse unge, varme Lemmer,
  denne Barm mod Barm i Trngsel,
  denne Barm mod Barm i Lngsel.
  Og jeg fler, hvor hun lfter
  -- o, saa sagte, saa forsigtig,
  -- o, saa rd, at jeg skal se det --
  Ho'det blot en _lille_ Kjende.
  Og jeg ser -- da _maa_ jeg smile --
  hvor hun stjaalent titter opad
  for at faa det Sprgsmaal klaret:
  Er hans jne vendt mod Vejret,
  eller sger de mon mine?
  Og jeg rkker _mine_ Lber,
  og _hun_ hjt paa Taaen strber,
  hun lidt op og jeg lidt ned,
  saadan fandt jeg -- midt imellem,
  hendes Mund saa frisk og hed.

  Svitter ikke allerede
  Svalen sorgls foran Dren,
  blaaner ej den kjre Himmel,
  krummer sig ej Regnbubroen,
  mens paany sig Solen viser?
  Og sin Strippe ta'r den sarte,
  ta'r den slanke, ta'r den ranke,
  og fornjet med at Skyllen
  nu er endt og Faren ovre
  pjasker hun afsted i Vdet
  og forsvinder bag ved Trer.

  Hvilken frisk og himmelsk Kling!
  Og jeg pjasker vel saa munter
  -- ikke hjem til Skrivebordet --
  nej, til vdeblanke Marker,
  hvor de rde Ker grsser,
  hvor de blonde Blomster blinker,
  hvor de muntre Fugle fljter
  mellem Tjrne, mellem Hkker,
  mellem Engens grnne Grs.

25/1 1914.




HANS SVRMER.

(Ditlev von Liliencron.)


  Hans Tffel elsked skjn Doris blidt.
  Skjn Doris Hans Tffel ikke saa lidt.
  Hvor andres Elskov var kjk og kry
  var hans elegisk og vk og bly.
  Paa Kvisten siger han Digte frem.
  Skjn Doris staar nede med Laagen paa Klem:
  Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,
  hvor skulde jeg vre god imod dig!
      Men oppe Hans Tffel kvad Digte.

  Og Aftenen efter det samme igjen.
  _Han_ lser og lser Timerne hen.
  _Hun_ harmes. Det evige Lseri
  det er der dog ingen Mening i!
  _Hun_ sniger sig ud, gaar krnket sin Vej.
  _Han_ svlger i Heine, han mrker det ej.
  Skjn Doris staar rd under Lysthuslofte
  og nsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.
      Men oppe Hans Tffel kvad Digte.

  Den nste Aften gav Huset en Fest,
  nr sammenpresset stod Gjst mod Gjst.
  End ikke i Aften den smaa Poet
  har Doris' smgtende Bortgang set,
  men Junker Hans Jrgen -- han saa det strax,
  mens Natten dufted med Lind og Ax.
  I L af Roser, ved dugget Stente,
  behver Skjn Doris ej mere at vente,
      mens oppe Hans Tffel gi'r Digte.

26/3 1918.




FRA NORSK BONDEMAAL.

DEN FRSTE SANG.

(Per Sivle.)


  Den frste Gang jeg hrte Sang,
  den randt af renest Kilde:
  Min Mor som sang med mig paa Fang;
  til Graaden blev saa stille!

  Saa blidelig den dyssed mig
  i Blund paa Drmmens Tue,
  og viste mig en fager Vej
  op fra vor lave Stue.

  Den Vej jeg ser endnu saa tit!
  Naar jet trt vil hvile,
  der staar en Engel, smiler blidt,
  som bare n kan smile.

  Og hver Gang Striden stilner af,
  som i og om mig ulmer,
  jeg hrer tyst fra Moders Grav
  hin Sang, som alting dulmer.

24/4 1916.




FRA SVENSK.

TRE BIBELSKE VISER.

(C. M. Bellman.)


I.

  Joachim udi Babylon
  havde en Hustru, Susanne.
      :, Hv din Kande, ,:
        tm den redebon!
  Joachim var en gjennemhderlig Mand,
  Fruen saa hderlig omtrent som han.
      :, Hjrter mange ,:
  stak den Glut i Brand.

  Takkes skal du, Susanne kjr,
  Skaal for hver dydelig Mage!
      :, Lad os smage ,:
        nu paa Mosten her!
  Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,
  Tsen som Knsen, Gubbe som Mor,
      :, lad os synge, ,:
        Skaalen er saa stor.

  Joachim kunde -- efter Skriftens Ord --
  fre det herligste Leven,
      :, give Greven ,:
        ved et veldkt Bord.
  Fru'n for sit Kjkken vandt saa meget Behag,
  hungrige Friere hver evige Dag!
      :, Hurra, Gubber ,:
        for saa godt et Lag!

  Hr nu, Brdre, hvad Vej det tog:
  Naar Kalaserne tystne,
      :, tvende Lystne ,:
        Kreds om Fruen slog.
  Gubberne kryber om hinanden tyst,
  Troskab bor dog i Susannas Bryst,
      :, Afslag ramte ,:
        deres fule Lyst.

  Joachim havde under Havens Tr'r
  dannet det yndigste Eden;
      :, Middagsheden ,:
        fandt Susanna der.
  Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,
  skjnne Susanne tog Bad som en Hind;
      :, naar hun plasked, ,:
        titted Liljer ind.

  Stod to Skalke bag Lindes L,
  lured paa Joachims Frue,
      :, tndt i Lue ,:
        af saa sdt et Kn.
  Hej, hvsed Skalken til sin Medskalk frem,
  Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!
      :, To Kanaljer ,:
        var de i hvert Lem.

  Let forstaar man de Skalkers Trik,
  hvad _de_ havde i Sinde.
      :, Hofter trinde ,:
        daared mangt et Blik!
  jet drog Hjrtet, men Susanne drog alt,
  Laas var for Porten og Vagten kaldt,
      :, Blodets Hede ,:
        fjorten Grader faldt!

  Sa gik Dyden sin Sejersgang;
  Himlen Susanne belnne!
      :, Blandt de Skjnne ,:
        _hun_ har dobbelt Rang.
  Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!
  Vakre smaa Hjrter, -- sde Tidsfordriv!
      :, Lad os drikke ,:
        uden Larm og Kiv.


II.

  En Potifars Hustru saa daarende kjr
  lnligt for Josef mon sukke,
  ta'r ham om Armen og hvisker saa nr:
      Bliv her, bliv her!
  En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,
  stod for vor Josef at plukke,
  men som en Lmmel han ofred sin Frak,
      -- jo, Tak, jo, Tak!
  Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,
  jeg lb knapt et Fjed.

  Men Josef, den Taabe, ad Dren han fr,
  Nymfen hun vinker og beder.
  Aldrig i Verden en Daare saa stor
  har traadt vor Jord.
  Frit de og drikke i Potifars Sal,
  Ild paa Kaminen af Ceder,
  ingen Dueller og ingen Rival
      med Kvalm og Kval.
  Skaal for den Frue i Potifars Arm,
      hun sover saa varm.

  Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik
  flyed, afskyed med mere,
  derfor benovet ved Skjnhedens Blik
  hans Mod slog Klik.
  Blandt Gardens Kaptajner en maadelig n
  Potifar var mellem flere,
  svnig i Sengen, og tynde hans Ben,
      en Glut til Men.
  Skaal for den Frue i Potifars Hus,
  hun kranse vort Krus!


III.

  :, Gubben Noa ,: var en Hdersmand;
      straks han kom fra Arken
      han plantede i Marken
  :, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.

  :, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark,
      fyldte sine Tasker
      med Bimpler og med Flasker
  :, for at drikke ,: paa den grnne Mark.

  :, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var
      trstig af Naturen,
      Folk som F i Furen,
  :, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.

  :, Mutter Noa ,: var en Hdersfru,
      gav sin Mand at drikke,
      lod i Fred ham hikke;
  :, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!

  :, Aldrig sa' hun ,: Kjre Far, saa, saa!
      St nu fra dig Kanden!
      Nej, med Kys paa Panden
  :, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.

  :, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;
      Fip paa Dobbelthagen,
      Kinder som Skarlagen;
  :, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!

  :, Herlig var da ,: denne grnne Jord;
      hver blev budt det Bedste;
      ingen trstig Nste
  :, sad og hngte ,: ved et duget Bord.

  :, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvr,
      ej hin dumme Lre:
      Jeg skal ha' den re --
  :, Nej, til Bunden ,: drak man ud -- som her!

1907.




DET FRSTE KYS.

(Joh. L. Runeberg.)


  I Slverskyens Kant sad Aftenstjernen,
  fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen:
  Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tnkes
  naar frste sde Kys den Elskte skjnkes,
  og Himlens rene Datter hrtes svare:
  Til Jorden titter Lysets Engleskare
  og ser afspejlet deres egne Glder,
  blot Dden vender jet bort -- og grder.

1890.




DE FANGNE.

(Joh. L. Runeberg.)


  Paa den rde Elvebund
  fiskede en Yngling Perler,
  fandt en Perle, blaa som Himlen,
  og saa rund som Himlens Stjerne.

  Men en Pige laa i Perlen,
  og hun bad en Bn og sagde:
  Offer dog din Perle, Yngling,
  bryd mit Fngsel, lad mig fare,
  et taknemligt Blik i Stedet
  jeg dig for min Frihed skjnker.
  Nej ved Gud, min sde Pige,
  Perlen er dog altfor kostbar;
  br med Taalmod du din Lnke,
  mange brer n langt vrre. --
  Snderbrd hun sagte Skallen,
  Morgenrden lig i Skjnhed
  skjd hun op ved Guttens Side,
  gyldne Lokker dulgte Panden,
  Rosenblod i Kinden glded. --
  Stum i hendes Skjnhed fanget
  stod i trende Timer Gutten.
  Da den tredie var omme,
  bad han tyst en Bn og sagde:
  Offer dog din Skjnhed, Pige,
  bryd mit Fngsel, lad mig fare,
  og dig en taknemlig Taare
  vil jeg for min Frihed skjnke.

  Nej, ved Gud, du sde Yngling,
  Perlen er dog altfor kostbar.
  Br med Taalmod du din Lnke,
  mange brer n langt vrre!

1890.




JEG SER PAA TERNERNES SKARE.

(Joh. L. Runeberg.)


  Jeg ser paa Ternernes Skare,
  jeg spejder og spejder bestandig,
  den skjnneste vil jeg vlge
  men fejler dog stadig i Valget.
  Den ene har klarere jne,
  den anden friskere Kinder,
  den tredje har fuldere Lber,
  den fjerde har varmere Hjrte.
  Saa findes ej n som savner
  det noget, som fngsler mit Hjrte;
  jeg kan ikke n forskyde --
  o, turde jeg kysse dem alle!

1890.




SMAAVERS.

(Joh. L. Runeberg.)


  Ynglingen blev femten Aar -- og tro'de
  ej endnu at Elskov var i Verden,
  og han leved fem Aar til og tro'de
  ej endnu at den var til i Verden.
  Kom da brat en underdejlig Pige,
  som i nogle Timer Gutten lrte,
  hvad i tyve Aar han ikke fatted.


  Pigen kom fra Mdet med den Elskte,
  kom med rde Hnder. Mod'ren spurgte:
  Hvorfor er din Haand saa rd, min Datter?
  Pigen sagde: Jeg har plukket Roser,
  paa dens Torne revet mine Hnder.
  Atter kom hun fra sin Elskers Mde,
  kom med rde Lber. Mod'ren spurgte:
  Hvorfor rdmer dine Lber, Datter?
  Pigen svared: Jo, jeg har spist Jordbr,
  deres Saft har farvet mine Lber.
  Atter kom hun hjem fra Stvnemde,
  kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte:
  Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?
  Pigen svared: Red en Grav, o Moder,
  gjem mig der og st et Kors derover,
  og paa Korset rist de Ord jeg siger:
  n Gang kom hun hjem med rde Hnder,
  thi de rdmed mellem Elsk'rens Hnder;
  n Gang kom hun hjem med rde Lber,
  thi de rdmed ved den Elsktes Lber;
  senest kom hun hjem med blege Kinder,
  de blev blege ved den Elsktes Utro.


  Ved en Piges Vindu stod en Yngling
  trende lange, lyse Sommerntter,
  lokkede og bad om at bli' indladt.
  Frste Aften fik han Skjnd og Trusler,
  anden Aften fik han Graad og Bnner,
  tredje Aften fik han Vindvet aabnet.

1890.




OJAN PAVO.

(Joh. L. Runeberg.)


  Stor var Tavastbonden Ojan Pavo,
  stor og vldig iblandt Finlands Snner,
  stt som en med Gran bevoxet Klippe,
  djrv og rask og kraftig som en Stormvind.
  Trer havde han med Rdder oprykt,
  tugtet Bjrne med sin blotte Armkraft,
  lftet Heste over hje Gjrder,
  knlagt strke Mnd som var de Halmstraa.
  Og nu stod den strke Ojan Pavo
  stolt og vldig frem paa Lagmandstinget.
  Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
  som den hje Fyr imellem Smaaskov.
  Og han lftede sin Rst og sagde:
  Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
  som formaar at holde mig paa Stedet
  saa jeg ikke rre mig af Flkken,
  han maa tage mine fede Agre,
  han maa have mine Slveskatte,
  han maa eje mine mange Hjorde
  og med Krop og Sjl er jeg hans Slave.
  Saa til Folket talte Ojan Pavo;
  men forskrkked' stode Byens Karle
  tavse i den stolte Ojans Nrhed,
  og der traadte ingen frem imod ham.
  Men med Kjrlighed og med Beundring
  saa de Skjnne paa den unge Kjmpe,
  thi han stod, den strke Ojan Pavo,
  som den hje Fyr imellem Smaaskov,
  jet straalte som en Himlens Stjerne
  og hans Pande lyste klar som Dagen,
  og hans gule Haar sank mod hans Axler
  som et slvsprngt Vandfald over Fjldet.
  Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
  hun den skjnneste af Egnens Piger,
  herlig som den lyse Dag at se paa.
  Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
  slog omkring hans Hals de runde Arme,
  nrmede sit Hjrte til hans Hjrte,
  pressede hans Kind mod sine Kinder
  og saa bd hun ham at slide ls sig.
  Men den strke Yngling stod besejret,
  kunde ikke rre sig af Flkken
  men kun sige aandels til Pigen:
  Anna, Anna, du har vundet Prisen,
  du maa tage strax min rige Bopl,
  du maa have mine Slveskatte,
  du maa eje mine mange Hjorde
  og med Krop og Sjl er jeg dit Eje.

1890.




FRA VRMLANDSK.




BREMSENS MSSE[*].

(F. A. Dahlgren.)

  [Anm. * Svensk Hovedtj.]


  Og Bremsen han fr til Marked engang,
  der fik han den grnneste _Msse_,
  og saa flj han hjem og summed og sang --
  og hjemme han havde i _Tsse._

  Men bedst som han flj saa tnkte han brat:
  Nej har jeg nu faa't mig en Msse,
  saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat
  og ej som et Fjols til Tsse.

  Saa svang han sig op og red paa en Kalv.
  Hejhop! han svinged sin Msse.
  Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv
  og kiled afsted mod Tsse.

  Det gik som en Rg, det gik som en Dans,
  Hejsa! paa Vej til Tsse,
  og Kalven den rejste i Vejret sin Svans
  og lb som skudt ud af en Bsse.

  Og da de nu kom til Gusted Kro,
  hovsa! paa Vej til Tsse,
  tog Bremsen en Snaps saa god som to,
  for Kalven monne han kysse.

  Og da de saa kom til Aamelsstad,
  hovsa! paa Vej til Tsse,
  stod dr Borgmester og Raad i Rad
  og bukked for Bremsens Msse.

  Men Bremsen jog bort i rygende Trav
  og letted end ej paa sin Msse,
  og Kalven afsted uden Bu eller Bav
  med Halen hejst imod Tsse.

  Og da de var kommen til Torpendam,
  det Gjstgiversted i Tsse,
  blev Bremsen atter iwont for en Dram
  og vilde strax Kalven kysse.

  Men Kalven han slog med Rumpen bagud:
  Se saa gaar det til i Tsse!
  og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud
  saa ratsch! sa' hans grnne Msse.

  Og Bremsen han himled med Ak og med Av,
  i Grften der laa hans Msse,
  og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,
  og saadan gjr hele Tsse!

7/7 1904.




GRISEN.

(F. A. Dahlgren.)


  Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit,
      Rof-f; rof-f, rof, f, f!
  Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.
      Rof-f, rof-f; rof, f, f!

  Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.
  Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.

  Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:
  Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!

  Saa lb den imod Stolpen med hele sin Skrot:
  Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!

  Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:
  Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!

  Saa gned han sig mod Lgten og tiggede om Vej:
  Lad Svinebster trygle, men ikke lnger jeg!

  Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.
  Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.

  Og Grisen han vrdte fra tolv og til t:
  Nej varer dette lnge, jagu' saa bli'r _jeg_ svedt!

  Og Grisen han rendte fra et og til to:
  Pyh, dette koster Flsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.

  Og Grisen galoperer fra to og til tre.
  Det Hul var hjst aparte, som jeg aldrig skal se!

  Der rendte han -- og rendte sine Klver itu.
      Rof-f, rof-f; rof, f, f.
  Ja jeg tr nsten svrge, han render der endnu:
      Rof-f, rof-f; rof, f, f!

7/7 1904.




KJRESTE-HANDEL.

(F. A. Dahlgren.)


  Og Stine paa Bjrg havde Kjresten Palle
      filo filobo filibombombom,
  men Line fra Sverr'g satte _ham_ over alle,
      filo filibo filibom.

  Ja, Stine, sa' Line, ifald jeg maa faa ham,
  saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.

  Saa tag ham, sa' Stine, ifald du betaler
  for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.

  Nej jsses, sa' Line, hvor Folk kan vr' gale!
  hvem saa du for Kjrester saadan betale?

  Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,
  men giv saa det halve -- og dermed til Lykke!

  Jotak, sagde Line, fem Daler paa Tlling!
  den Ka'l skal nok ikke vre en Skrlling.

  Det var da som Pokker til Prutten, sa' Stine,
  tilsidst vil du _under_ Rigsdal'ren mig pine.

  Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,
  jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forkld' for Palle.

  Lad gaa, sagde Stine, skjnt nppe jeg skuld'et;
  det Forklde der er jo gnavet og hullet.

  Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,
  den Kjrest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet.

  For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham,
      filo filobo filibombombom,
  saa gav _jeg_ et Forkld' for at bli' aa med ham!
      filo filibo filibom.

1904.




STINES PARASOL.

(F. A. Dahlgren.)


  Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
  og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
  en Part af hans Hjrte hun havde i Vold;
  saa gav han sin Stine en Solparasol.

  Nu lngtes hun efter sin Frisndagstur,
  da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
  saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
  se hende gaa rundt med sin Solparasol.

  Og Sndag paa Sndag kom stadig paany,
  men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
  og Stine hun syntes den Glde var gold
  at traske i Graavejr med Solparasol.

  Hun klaged' til Mads: Nej om jeg det forstaar,
  hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
  Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
  saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!

  Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
  han svared': _Du_ skinner saa magels bovn,
  at blot du gaar over en Plads eller Vold,
  maa _Solen_ ta' Tilflugt til Solparasol.

1904.




FRA SVENSK.




DIN TJENENDE BRODER.

(Carl Snoilsky.)


  Paa Farten frem gjennem Livet
  _du_ rejser saa trygt og kjkt;
  paa hver en Station -- det er givet --
  dit Bord staar duget og dkt;
  du gjster de skjnneste Egne,
  og trttes du, se, allevegne
  du finder en dunvarm Seng.
  Sov sdt! -- din _tjenende Broder_
  han vaager ved Klokkens Streng.

  Hvem er han, den gjve? I Mindet
  hans Trk ej tsed sig ind;
  hans Haand, saa barket i Skindet,
  vist aldrig rrte ved din.
  Som Lampe-Aanden alene
  usynlig han nsker at tjene,
  som _Nytte_ han kun blev set,
  -- et flerho'det mystisk Vsen
  i Stimlen om din Karet.

  Kaminen, der blusser fornjet,
  det Hus, du kalder for dit,
  din Jakke og Kravetjet,
  der lyser fornemt og hvidt,
  en Gade fejet og pudset,
  saa ikke din Fod bliver smudset,
  det friske Brd, du dig skjr' --
  _alt_ skyldes din tjenende Broder,
  som er i sit Vrk dig nr.

  Han skoldes af Dampens Strmme,
  han holder om Skibets Ror,
  mens du i smilende Drmme
  omfarer den rullende Jord.
  Og om fortryllet du vanker
  blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,
  blandt Vellyst for Evighed --
  det var din tjenende Broder,
  som fsted de Tanker ned.

  Saa vandrer han tungt den Bane,
  som Skjbnen -- ej han -- har valgt.
  Alt gaar som af gammel Vane.
  _Hvad andet? Jeg har vel betalt_,
  det er, hvad du tnker og mener;
  men tnk om den Aand, der _nu_ tjener,
  en Dag forandrede Form
  og blev forbitret, for frd'lig --
  et Hav af Ho'der i Storm!

  Se da i hin Hjlper, den gjve,
  _Personen,_ din Lige, din Ven!
  Tryk _selve_ den barkede Nve,
  ej bare en Skilling i den!
  Srg for, han sig frit kan forvandle
  til en, der kan tnke og handle,
  og se ham i jnene klart,
  og hils paa en Flle, en Broder;
  men husk: Hvad du gjr, gjr snart!

1901.




AFRODITE OG SLIBEREN.

I KUNSTSALEN.

(Carl Snoilsky.)


  I Kunstens hje Skjnhedstempel
  en Magt bestandig drager mig
  til dig, du hje Afrodite,
  du mrke Sliber hist -- til dig.

  Hvordan det Naboskab blev stiftet
  imellem jer, jeg fatter ej, --
  du underfagre Skjnhedsdronning,
  du tunge, ludende Plebej'.

  Som Formens Ynde og dens Plumphed
  faar Fllesbo i Kunstens Sal,
  saa ses i Livet alle Vegne
  ved Skjnheds Side: Nd og Kval.

  Alt hvad der klinger disharmonisk,
  har ej til _hendes_ re Bud;
  det fles Aasyn bringer Frysning
  i hendes Alabasterhud.

  Den Jord, som strber, kjmper, lider,
  den standser ved den haardes Fod,
  som imod hendes eget Cypern,
  hver Blge tmmes i sit Mod.

  Ej for at prve Stvets Kampe
  steg hun en Gang af Blgens Elv;
  n Lov hun bare kjendte: _Skjnhed_,
  t Maal for Livet kun: _sig selv!_

  Hun er kun til for disse _Nogle_,
  der ikke kjender Gldens Brist,
  der stryger bort hver Savnets Rynke,
  og marmormejslet staar til sidst.

  En Afgrund derfor skiller hende
  fra Trllen der, som bjet staar,
  beskjftiget med Knivens Slibning
  nu uafbrudt i tusind Aar.

  Som _hun_ steg frem af Perleskummet,
  saa spired _han_ af Jorden op,
  af Sved og Blod igjennemsyret,
  dens Muld har fdt hans Jttekrop.

  Se disse plumpe Muskler, Sener,
  der vrider sig som Orm i Orm;
  se denne Haand, som Slidet fjerned
  fra Skjnhedstypens dle Form.

  I Luften ligger som en Maning
  af halve Tanker, brudte Ord;
  saa rejs dig, du af Aaget tyng'de,
  du staar jo paa din egen Jord!

  Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet
  gaar fristende mod Jtten frem:
  Flg os! Slaa ls! de larmer mod ham.
  Ve Jorden, om _han_ lystred dem!

  Er al Forsoning for de tvende
  da rkesls at tnke paa?
  Skal hun, den stolte, ingen Sinde
  medlidende til Jtten gaa?

  Skal alt det Skjnne, fjernt fra Folket,
  sig vi' et goldt og selvisk Liv?
  Skal han, som knler der i Stvet,
  en Dag bli' frdig med sin Kniv!

  Stig ned, du Kunstens Afrodite,
  fra Marmorplintens Pjedestal!
  Lad Stenen smelte om et Hjrte,
  der rres ved sin Nstes Kval!

  Bj dig i mhed mod din Broder,
  og ls hans Skjbnes haarde Baand!
  Tr Sveden af hans mrke Pande,
  og vrist ham Dolken af hans Haand.

Maj 1901.




AVISDRENGEN.

(Carl Snoilsky.)


  Fr nogen faar Skoene paa sig,
  gaar han igjennem vor Stad.
  Kling, kling! siger Klokken; han lgger
  sit fugtige Morgenblad.

  Og gnidende Svnen af jet
  i nysgjerrig Velbehag
  udstrkker du Haanden efter,
  hvad Verden siger i Dag.

  Det er som af Spalterne steg der
  et Brus, et surrende Fljt
  fra Lunger, der stnnende sprger:
  Hvad har _du_ gjort? Ej en Djt.

  Den lille Nyhedsombrer
  -- om nok saa ringe -- han vd,
  at Solen forlngst er paa Himlen,
  og Livet er Virksomhed.

  Med jne varme og klare
  han iler fra Port til Port
  og vkker op og ydmyger
  enhver, som intet har gjort.

  Kan hnde en anden og strre
  en Dag erobrer hans Kald,
  saa Tiden og ikke Avisen
  forkynder et strengt: _Du skal!_

  Du lille Pog med Avisen,
  en Jtte skubber dig vk;
  o, var saa klare _hans_ jne,
  saa milde som dine _hans_ Trk!

April 1901.




DER LEGES SOLDAT.

(Carl Snoilsky.)


  Trommen gaar -- Soldaterne marcherer,
  fremad March, til Hornets skingre Klang.
  -- Paa en Plet i Parken exercerer
  Byens Smaa i Trop og Gaasegang.

  Fattigskolens Brn engang om Aaret
  bydes hid, hvor der staar Mad parat;
  om den Lrer, man har Flokken kaaret,
  samles de, saa leges der Soldat!

  Men min Tanke gaar til andre Fester:
  Hellas' viltre Knses Vaabenfrd,
  marmormejslet af en Oldtidsmester,
  Amoriners Leg med Skjold og Svrd.

  Hvem tr her en Sammenligning vove:
  Hellas Ungdom -- Brn fra Gydens Hjem!
  Det er ej i Kraft af Fattiglove,
  en behjlmet Amorin staar frem.

  Blege Brn! Fra Timen I blev baaret,
  noget fattes jer; -- der sprges: Hvad?
  Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,
  _det at vre rigtig mt og glad_.

  Uvelkomne alt fra Fdselsstunden
  hos Forldre, i en brdls Vraa
  har dem Svnen ofte sultne funden
  paa en lyssky Rnnes mugne Straa.

  Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,
  droges de kun frem til Slb og Tramp;
  blandt Fabrikkens buldrende Maskiner
  Gldens Urt staar graa af Kulrgsdamp.

  Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken frser!
  Mrkets gler yngler i dens Skarn;
  eddertunget Difteritis hvser
  hst mod Fattiggydens blege Barn.

  Men de hnger sejgt og fast ved Livet;
  stundom gi'r det jo en Gldesdag;
  og just nu blev saa Parolen givet
  til at gaa i Takt til Trommeslag.

  Skolen har dem punktlig ladet lre,
  at de lever i en mgtig Stat,
  stor og lysende ved Kriger-re --
  hvor den mindste Purk er fdt Soldat.

  Tugtemestre flinkt om _Pligter_ tale,
  men hvad Pligtens Bud dets Lftning gav:
  det forskjnnende og ideale --
  ved nok Fattigskolen lidet af.

  Hvilke Minder har de Brn i Eje?
  Ingen. Kun en Barndom gldestom;
  Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje
  er for dem en stnget Helligdom.

  -- Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,
  hvorom Fattigfolk ej ved et Kvk;
  Krigen slippes ls med al Elende,
  og der stikkes, skydes, myrdes vk!

  Men de spnder Ranslens Skulderremmer,
  ta'r mod Mordmaskinen ond og lang,
  snart bestrs med snderslidte Lemmer
  rens Mark ved Plevna og Sedan.

  Metrailleus-Medusen hundredjet
  sprjter Dd og Saar af alle Rr;
  Generalerne gaar glad i Tjet,
  og hvorfor? Det ved _de_ nu som fr.

  Ved, at deres eget de bevare,
  naar de rve andre Heldets Vgt,
  ved, at her forhale de en Fare,
  som kanske skal knuse nste Slgt.

  Maalet ser de bagom Kampens Blger
  lig en smykket, oplyst Sjlerad;
  men den dunkle Hob, der hine flger,
  mejes ned -- og sprger ej for hvad.

1901.




FRA SVENSK BONDEMAAL.

FATTIG-SVENDS KLAGE.

(Per Weiland.)


  Hvad nytter det at leve for _mig_? Har _du_ et Svar?
  Jeg vd det ikke selv, hvad det skal nytte.
  Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har --
  skjnt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,
  en Kvinde og en Kje, en Stol, et Bord, en Kat,
  men er _den_ ikkun mager, du faar den aldrig fat,
  for det er Helvedes, hvor den kan springe.

  Hvad nytter det at leve for mig? jeg spurgte her
  vor Prst; han remsed op af Kirkens Lre
  og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver isr
  ved sin betroede Lod og Del br vre.
  Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;
  men hvis han skulde bytte med mig, jeg nsten tror,
  han jamred sig som jeg, om ikke vrre.

  Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid
  fra Sol staar op til atter den forsvinder;
  jo, det er let at sige, at Livet er en Strid;
  hvem ved det dog, som hine Mnd og Kvinder,
  der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,
  og dog ved Aftentide gaar lige arm til By
  -- hvad nytter det vel slige Folk at leve!

  Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brd,
  hvad der skal til for mig og dem derhjemme,
  saa var det til at leve, saa led man ingen Nd;
  men nu -- aanej, jeg kan da aldrig glemme,
  hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.
  Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid
  kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.

  Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik,
  men her de _Store_ vogter nidsk og nje:
  De pengelse Stodre, skal de til Politik!
  Har vi med Pakket ej haft nok at dje!
  Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?
  Hvor gik det med de _Store_, om der var ingen _Smaa_?
  Men som det er: hvad nytter det at leve!

Januar 1905.




INDSIDDEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)


  Saa du siger, jeg skal gaa!
  du ta'r Huset fra mig! Naa!
  Og fordi _jeg_ ene mukked,
      naar de andre bukked!

  Jeg har villet egen Nd!
  -- Ved du, hvem der skaffed Brd
  til dig selv og dine Gjster
      ved de vilde Fester?

  Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
  gjdet Brak og ryddet Skov,
  jeg har Dagens Byrde baaret,
      Sden saa't og skaaret.

  Jeg har forket dine Ls,
  lagt dit H i hje Hs,
  frst ved sidste Glimt af Dagen
      slap min Haand fra Knagen.

  Jeg har Korn til Kvrnen kjrt,
  og fra Mllen Melet frt;
  de har knust min ene Lunge
      dine Skke tunge!

  Veddet til din blanke Ovn
  har jeg fldet hist i Skov'n.
  Tnker _du_, naar Ruden dugger,
      paa din Brndehugger?

  Mel, som burde vre mit,
  Brd, som burde skjnkes frit,
  dyrt hos dig jeg maatte kjbe.
      Og nu kan jeg lbe!

  Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
  at din Velstand som din Magt
  -- dt af Trsk og syg i Roden --
      dingler alt paa Foden.

  Men Farvel! Jeg har sagt nok.
  Driv dit Spand, og sving din Stok,
  mens en Lus i Smiger-Bytte
      faar min gamle Hytte.

Oktbr. 1908.




BILLEDHUGGEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)


  Trd ud, trd ud, du Stenens Sjl,
  snehvid og ren og skjnlndet!
  Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel
  og lukker jnene blndet.

  Der i dit Bur af raa Porfyr
  du drmte fra evige Tider.
  Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,
  og Dyret blev Mand omsider.

  Og Velklang steg af Larm og Gys,
  bebo'de Verdner af Kaos.
  Trd ud og funkl i Dagens Lys
  som Gudesttten i Naos!

  Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,
  bliv Mand med mgtige Lemmer!
  Se, Menneskeheden er brudt og syg
  og snrt i Lnker og Remmer.

  Her stavrer sulten Fattigdom;
  afpillet dens Rygrad luder;
  en Pose af Skind, indtrret og tom,
  et formlst Skrmsel af Knuder.

  Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,
  en buldrende Tnde paa Foden,
  en svullen Klump Kjd, en Bug og et Gab,
  en Byld som ret snart bliver moden.

  Og oppustet Bug og skrumpent Skind
  og alle Flhedens Faser
  de dlger sig skamfuld, de svbes ind
  i dlgende Slr og Laser.

  Den Riges Last skal faa sin Bekomst,
  og Fattigdommen forsvinde.
  Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,
  bliv Mand, bliv skjnlemmet Kvinde!

  Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg
  fordmte er til at falde
  i Livskampens vaarlige Terningleg,
  hvor alle brydes med alle.

  Engang din Trngsel er lngst forbi,
  du Drm om Skjnhed og Styrke.
  I hellig Ngenhed, ren og fri
  som Gud skal Manden dig dyrke.

  Ved hver en Vej, -- fra Eng og Park,
  du skal mod Vandreren nikke,
  i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark
  du mder de Unges Blikke.

  I Kamrets Ro, hvor Mandens Gld
  dybt Hustruens Kjrlighed nyder,
  der skal du staa, saa i hendes Skjd
  din Skjnhedsform han gyder.

  Og se, en rankfdt Helteslgt
  skal lege ved Jordens Sider --
  harmonisk og smidig, med Saarene lgt
  mod nye Sejre den skrider.

  O du min Drm, du Stenens Sjl,
  som endnu i Mrket strmmer,
  jeg aner din Form fra Isse til Hl,
  hvor dybt i Bjrget du drmmer.

  Med lukte jne tyst du staar
  og mod mig Armene rkker.
  Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,
  i Sang jeg af Svnen dig vkker.

Marts 1908.




JENS JENSEN OG P' KRNSEN.

(Gustav Frding.)


  Jens Jensen ejer Nakkeby
  P' Krnsen ejer Bakkely
  i Sognet Vester-Ved.
      Jens Jensen,
      P' Krnsen
  de holder aldrig Fred.

  Stod Havren godt i Nakkeby,
  saa slog den fejl i Bakkely.
  Da blev P' Krnsen vred,
  da bandte grimt P' Krnsen,
  da hven og gren Jens Jensen
  sig Munden halvt af Led.

  Var Klv'ren grn i Bakkely,
  saa var den graa i Nakkeby,
  der stod kun Tidsler dr;
  da hven og gren P' Krnsen,
  da truede Jens Jensen
  med Nven hen ad Per.

  Gik alting galt i Nakkeby,
  strax blev der Fest i Bakkely,
  saa Jublen steg mod Loft.
  Var mrk i Sind P' Krnsen,
  som Solen lo Jens Jensen,
  og Fjolen klang i Toft.

  De stredes og processede,
  om Freden Provsten messede,
  det var som Vand paa Gjs;
  thi vandt engang Jens Jensen,
  begyndte strax P' Krnsen
  en splinterny Proces.

  Jo mere de bedagedes,
  des mer der stvntes, klagedes
  i Rettens vilde Dans.
  Var Dommen for P' Krnsen,
  strax bejlede Jens Jensen
  til hjere Instans.

  Saa skjndtes de, saa skraalte de,
  saa multe de, saa maalte de
  hinanden Skjppen fuld.
  Processen brd Jens Jensen,
  og Brndevin P Krnsen,
  saa begge gik omkuld.

  Og ingen af dem minkede,
  da de mod Graven hinkede
  og puttedes i Jord.
  Lad Fanden ta' Jens Jensen!
  Lad Pokker faa P' Krnsen!
  var deres sidste Ord.

  Rebelsk som Jens i Nakkeby,
  og drilsk som Per i Bakkely,
  er Sagn i Vester-Ved.
      Jens Jensen,
      P' Krnsen --
  de to holdt aldrig Fred.

1908.




DAARSKABENS TALE.

(Gustav Frding.)


  I vide det, Brdre og Venner,
  min Manddom har lrt mig at vrage
  den Jord, hvor min Ungdom slog Rdder,
  og satte sit frste Vaarbrudsblad.
  Dog stadig mit Hjrte kjender
  en Lyst ved at skue tilbage
  til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fdder
  ungdommelig grebet og ak, saa glad.

  Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,
  skjnt Lrdommens Klgt var mig givet,
  mit Hjrte hang fast i det Gglets Garn
  der spindes om Ungdomslivet.
  Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,
  og bredte jeg den som for ivrig at lse,
  jeg ridsede af med min arge Stift
  i Randen af Rullen Gamaliels lange Nse.

  Og lnlig om Kvld, naar Gamaliel bad,
  -- jeg vil ikke meget min Visdom prise --
  ved Gamaliels Datters Fdder jeg sad
  og lste med hende i Fdrenes Hjsangs-Vise.
  Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,
  tilgiv mig det da, lad Ordene fare
  og hold det blot alt for Vind og Luft
  og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!

  Ja, saa har jeg tnkt mig Apostlens Ord
  en Kvld ved den gjstfri Gajus' Bord.
  Men har han ej saa kunnet udtale sig,
  fald du, o Daarskab, da over mig!

1908.




MASKINEN I ULAVE.

(Gustav Frding.)


  Vor Vilje den er Centrum,
  vor Lyst Pereferi'n.
  Gaa rundtom, gaa rundtom
  din Axe, Turbin'.

  Og Viljen vil sig muntre
  og siger: Kjre Lyst, du,
  kom, vi skal drikke Vin!
  Gaa rundt om, gaa tront om
  dit Centrum, Turbin'.

  Frst vil ej Lysten drikke,
  men siger: Altfor fin
  for eders ringe Tjener
  er jer fornemme Vin!
  Men Viljen raaber: Rundtom,
  her rundtom, Turbin'!

  Helt ofte siden Viljen
  og Lysten solded sammen,
  drak Dusskaal i Vin
  og smurte Maskinen
  med Olie fra Rhin.
  Bror Centrum, Bror Rundtom,
  Bror Axe, Bror Turbin'!

  Og snart begyndte Lysten
  at fle sig som Centrum
  og raabe: Hop, hej, lystelig,
  gaa rundtom, dit Svin!

  Naar Viljen sagde: Lyst, du,
  nu stop, ej mere Vin!
  da hikked Lysten: Vilje, du,
  hold Kjft, jeg er Centrum,
  og du Pereferi'n!
  Gaa, Centrum, du Rundtom,
  du Rundtom, du Trontum,
  du Centrum, Turbin'!

  Mod Taget sprang Vrket
  med splintrende Hvin!

April 1908.




FREDLS.

(Gustav Frding.)


  Jeg drmmer, at jeg drager som vandrende Mand
  forbi hele Verden,
  ser Menneskers Frden
  og Huse langs Vejenes Rand,
  men har hverken Hjem eller Land.

  Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset
  og Buxerne flossed';
  de slisker og slasker, de regnbldte Kl'r;
  Mustachen saa stift som en Skobrste hnger,
  af Stvlen sig krnger
  to vaade, smudsige T'r.

  Ved Gjrder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,
  i Lader jeg ligger,
  hvor Lejet mig kosted kun Tak;
  for Mnten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker
  mig fuld, saa jeg nikker
  i Svn paa den Plet, hvor jeg drak.

  Og Stemmen er rusten,
  og dyster og brusten
  af Brnd'vin og Hoste og Had;
  jeg gjr den saa spag, naar jeg klynker og hlder
  med ret saa fromt, hvor paa Trappen det gjlder
  at tigge en Skilling til Mad.

  Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,
  jeg har ingen Venner,
  de gi'r, som de gav til en Hund,
  og intet er mit uden Kjppen og Posen
  og Dirken til Laasen
  og Flasken med lidt paa sin Bund.

  Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,
  og Portene pyntes
  med Slynger af Birk og Syrn,
  og Pigernes Latter fra Lnlunden glammer,
  mens under dens Stammer
  mod Kvld dkkes Borde af Sten, --

  jeg tnker i Drmme: En Gaard og en Kvinde,
  som villig vil spinde
  og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,
  en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge
  og fri's for at tigge
  hvert Bid, som en ellers ved Dren tog.

  Det kan en vel nske, men Fanden annamme!
  det gjr vel det samme,
  en fdes og des -- hvad mer?
  Til Gaard hrer Kusken og Mopsen og Missen,
  men Bossen og Bissen
  i Grften fik redt sig Kvarter.

  Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,
  og stygt bjffer Hunden
  i Porten, hvor trt jeg i Drmmen staar;
  jeg vender mig langsomt mod Vejen derude
  og nsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude
  som fordum og pillede Blaar.

Febr. 1908.




NOTER.


S. 3. Sang fra Gruben. Tr. i Vestjyll. Soc.-Dem.' Julenumer 24.
Decbr. 1908.

S. 4. Til en rejsende Brud. Frk. Helga Axelsen, Datter af
Hjskoleforst. Axel Axelsen, Jebjrg; rejste til Sydamerika. Tr. i
Skive Folkeblad. 26. Oktbr. 1908.

S. 4. Til Peter Nansen. Sendt fra _Jenle_ til Nansens 25 Aars
Forfatterjubilum 26. Oktbr. 1908.

S. 11. Til en Plovkammerat. En Bondesn fra mit Nabolag. Hans Navn vil
jeg fortie, da han paa det sidste har vist sig at vre en ualmindelig
skidt Kngt.

S. 11. Viggo Hrup. Skrevet til Afslringen af Willumsens Hrup-Statue
(Kongens Have) Sndag 22. Novbr. 1908. Tr. i Pol. samme Dag.

S. 13. Dorres Sang. Den frste Halvpart efter en gammel Folkevise
blandt Almuen. Se _Ulvens Sn_ (1909), S. 15.

S. 14. Limfjorden. Tr. i _Skive Folkeblads_ og _Aarhus
Amtstidendes_ _Julenumre_ 24. Decbr. 1908.

S. 16. Svalen. Tr. i Fuglevrneforeningen _Svalens_ Aarsberetning 1908
S. 2. Nogle Aar sad jeg i denne Forenings Bestyrelse.

S. 17. Der so tow Kragger. Tr. i _Klods-Hans'_ literre Tillg 14.
Febr. 1909 S. 317. Se ogsaa Nr. forud.

S. 20. H. F. Feilberg. Tr. i _Hjskolebladet_ 15. Jan. 1909 i
Anledning af Feilbergs 50 Aars Forfatterjubilum.

S. 21--24. Ved Engsen, Ringen, En lystig Sang og Bonden og
Skrdderen trykt i _Tilskueren_, August 1909, S. 173--78. En lystig
Sang er en fri Omdigtning af _Robert Gilfillans_ A canty sang. Se
_Peter Ross: The Songs of Scotland_. 3. Udg. 1893, S. 433.

S. 24. Autografsamler. _Meyer_, en Forvalter paa Nrgaard, havde lnge
overhngt mig for at opnaa en Autograf til en af sine Bekjendte.

S. 25--26. An Vver og Trines Ko; i begge Digte er der tnkt paa en
ensom gammel Kvinde, _An Fisker_, hvis Hus ligger i Randen af Jebjrg
Mose. Sml. Se I. 85 _Noten_.

Trines Ko trykt i _Skive Folkebl.'_ Julenumer 23. Decbr. 1909.

S. 30. Foraarstegn. Tr. i Politiken 25. Marts 1910.

S. 30. Paa kjre Grave. Udkast til de Linjer, der kom til at staa paa
den Mindesten, der 1910 rejstes paa mine Forldres Grav paa Fly
Kirkegaard. Nr. 1 blev foretrukket.

S. 34. Ved Bjrnsons Ddsleje. Trykt i Politiken 4. Febr. 1910 ved
Efterretningen om Bj. Bj.' haablse Ddskamp; han udaandede i Paris 26.
April 1910.

S. 44. Sndag i Morgen. Tr. i Politiken 20. Juni 1910.

S. 51. Den dde Lrke. Trykt i _Svalens_ Aarsberetning 1909 og
samtidig i Skive Folkeblad 12. Marts 1910.

S. 53. Dr. S. Rambusch. Sunget ved et Afskedsgilde i Skive 30. April
1910. Kort efter trykt i _Aalb. Stiftstid._; 21. Maj 1910 trykt i
Skive Folkeblad. S. Rambusch, som er fdt 1861, var Distriktslge i
Sjrup (Vroue Sogn, Viborg Amt) fra 1889--1910, derpaa Amtslge i
Aalborg indtil 1918. I hans Hjem i Sjrup har jeg skrevet det meste af
_Fri Felt_ og _Rugens Sange_ foruden flere af mine Fortllinger.

S. 54. Militarismen. Tr. i Politiken 16. Juli 1911. Skrevet 1910
under en Enqute om vort Forsvar.

S. 56. Da  Bjrmand kam. Daugbjrg Daas med Hnemose ved sin Fod;
Daabjrg Graw = Daugbjrg Kalkgrave; Per Smed (Sml. S. 61), Jens Bruus
(Sml. S. 114), Krn Haabro, kjendte Originaler; _Chr. Hagebro_ (eller
_Rosgaard_) i mange Aar Ejer af _Hagebro Kro_ ved Karup Aa.

S. 60. Til Sallings Husmnd. Sunget ved Jenlefesten 10. Juli 1910.

S. 64. Hstmarch. Se: _Naar Bnder elsker_ S. 8.

S. 64. En Julegjst. Tr. i det dansk-amerikanske _Nordlysets_
Julenumer 22. Decbr. 1910, sml. Pol. 6. Jan. 1911.

S. 66. Juleaften. Tr. i _Roskilde Tidende_ og den vrige radikale
Presses Julenumer 1910. Sml. Hagemanns Kollegiums Aarsskrift 1911, S. 6.

S. 67. Juleneg. Tr. i Pol.' kolorerede _Sndags-Tillg_ 25. Decbr.
1910.

S. 70. Piger paa Engen. Tr. i _Jydsk Maanedsskrift_, Maj 1911,
S. 264. Sml. Naar Bnder elsker (1911), S. 79.

S. 71. Nytaar. Tr. i Almanakken _Danmark_ 1912, S. 3.

S. 71. Krn Dejler. Tr. i _Morskabsbladet_ 24. Decbr. 1911.

S. 73. H. F. Feilberg. I Anledning af hans 80aarige Fdselsdag 6. Aug.
1911. Tr. i _Festskrift til H. F. Feilberg_, 1911, S. 820. Sml.
_Hobro Avis_ 5. Aug. 1911.

S. 73. Ensom. Da min Huslge _Clausen_ og Hustru 1911 flyttede fra
_Vihj_, Grinderslev Sogn, til Sor.

S. 74. De Fattiges Jul. Skrevet til Politikens De Hjemlses Jul.
Tr. i Pol. 25. Decbr. 1911.

S. 74. Julehilsen til Naverne i Zrich. Trykt i Navernes
Medlemsorgan _Den farende Svend_ (udgivet i Zrich), Julen 1911. Sml.
Pol. 21. Decbr. 1911.

S. 76. Storken. Tr. i _Svalens_ Aarsberetning, 1911, S. 2.

S. 77. Kaalfolk. Tr. i Skive Folkeblads Julenumer, 1913, S. 11.
Under Titlen _Fir' Fjandbo-Saang_ udkom til Jul 1915 hos Bogtrykker
_Niels P. Thomsen_, Holstebro, _som Manuskript_ disse Dialektdigte:
_Vrd-i-Vront og Mari Stont, En betle Haar, A glemmer  aalle t mi Daw
og Kaalfolk_. Oplaget var paa 100 Exemplarer, deraf 25 paa japansk
Bttepapir.

S. 80. Rbild-Kantate. Skrevet til den Fest, som Dansk-Amerikanerne 4.
Aug. 1912 fejrede paa Rbild Bakker ved Skjrping, efter at de der havde
kjbt 140 Td. Land Hede til Fredning, den saakaldte National-Park.
Aftenen forinden -- 3. Aug. -- toges Forskud paa Festen i Tivoli, hvor
Kantaten med Komponisten _Carl Busch_ som Dirigent blev sunget af
Studentersangforeningens Kor. Tr. i _Politikens_ Kronik 4. Aug. 1912.
Brugt som Indledning til _Hedevandringer_, 1915, S. 70.

S. 84. En betle Haar. Tr. i _Aalborg Venstrebl._ 19. Septbr. 1912.
Sml. _Svalens_ _Aarsberetn._, 1912, S. 56.

S. 85. Sang til Demokratiet. Skrevet til Jenlefesten 14. Juli 1912.

S. 87. Svampejagt. Trykt i Maanedsskriftet _Meddelelser fra
Foreningen til Svampekundskabens Fremme_, 2. Hfte, 1912, S. 11.

S. 88. Til en Mllerdatter. Frk. _Karen Touborg_, Kloster Mlle
(Gudum), der tjente paa Jenle et halvt Aar som Husholderske.

S. 88. Til Peter Sabro. Skrevet foran i Tidsblger. Tr. efter Sabros
ulykkelige Dd paa Jrnbaneskinnerne ved Bramminge (Sndag 27. Juli
1913) i _Aalborg Venstreblad_ samme Dag.

S. 89. Zachus. Tr. i _Tilskueren_, Jan. 1913, S. 1.

S. 93. Vrd-i-Vront og Mari Stont. Tr. i Vestjyll. Soc.-Dem'
Julenumer 24. Decbr. 1913.

S. 95. Brn fra Gyden. Skrevet til Brnehjlpsdagen, 1913. Solgt som
Postkort med Musik af Arnold Nielsen Brnehjlpsdagen 14. Maj 1914. Tr.
i _Aalb. Venstrebl._ 15. Maj 1914.

S. 96. Sdemand. Tr. i Landmands-Almanakken, 1914, S. 3.

S. 98. Gammel Jehannes hans Njesvis. Trykt _som Manuskript_ hos Niels
P. Thomsen, Holstebro, Julen 1916 i en Bibliofiludgave. Oplaget var 100
Exemplarer.

_Gammel Jehannes_ -- d.e. _Johannes Villadsen_ -- levede i et lille Hus
i Aakjr, som nrmeste Nabo til min Fdegaard. Huset er nu forsvundet,
og det er Johannes ogsaa med alle hans herlige mper; han dde 1904
over 80 Aar gl.

S. 102. Hans Kaarsberg, den kjendte Forfatter og Amtslge i Sor;
sendt ham i Anledning af hans 60 Aars Fdselsdag. Tr. i Venstres
Folkeblad (Ringsted) 26. Jan. 1914.

S. 103. Landarbejder-Sang. Skrevet til _Jenlefesten_ 5. Juli 1914. Tr.
i _Arbejdernes Almanak_, 1915, S. 17.

S. 105. Lille Edith. En 6aarig Adoptivdatter af Lge _Kmpegaard_,
Skive, som under et Besg paa Jenle 5. Aug. 1914 uden forudgaaende
Sygdom faldt dd om midt under sin Leg. Tr. i _Skive Folkeblad_ paa
hendes Begravelsesdag 10. Aug. 1914.

S. 106. Bryllup, Esper Andersens (nu Aalestrup, tidligere min Vrt i
Jebjrg), 24. Septbr. 1914. Tr. i _Hobro Avis_ 25. Septbr. 1914.

S. 107. Slvbryllup. Kr. Touborg-Jensens, Kloster Mlle, 11. Oktbr.
1914. Tr. i _Skive Folkebl._ 12. Oktbr. s. A.

S. 108. Ved Susaaen. Til en Ungdomsveninde Frk. _Kirstine Bransager_,
nu Tandlge Fru Timmermann, Sor.

S. 109. Godt Mod! En Slvbryllupslyknskning til Boelsmand _Hans
Jespersen_ og Hustru, Bostrup Thinghj. Tr. i Skive Folkebl. 12.
Novbr. 1914.

S. 109. Militaristen taler. Tr. i _Pressens Magasin_ 15. Oktbr.
1916, S. 10.

S. 111. Salme. Se Jens Langkniv (1915) S. 366.

S. 112. Hilsen til Esbjrg, 20. Marts 1915 ved Socialdem. Forbunds 25
Aars Jubilum. Tr. i _Vestjyll. Soc.-Dem._ 22. Marts 1915.

S. 113. Niels Bransager, Redaktr af Venstres Folkebl. i Ringsted;
skrevet til hans Begravelse 6. April 1915. Sml. Politiken 7. April
s. A. Danner Indledningsdigtet til Mindebogen: _Niels Bransager:
Artikler og Taler_ (1916), udg. af _Aage Sachs_ og _N. Timmermann_. --
_Bransager_ og jeg havde delt Lejlighed sammen i Kjbh. i flere Aar; han
hrte til mine intimeste Venner. Han blev kun 42 Aar gammel.

S. 114. Jens hans Hywlbor. _Jens Bruus_ var en Original, som boede i
et Hus paa _Koldkur_ Hede; han dde i 90'erne. Trykt i _Ringkjbing
Amts Avis_ 9. Oktbr. 1916.

S. 116. Sej m ska vi mej i Kri. Skrevet til Jenlefesten 1. Aug. 1915.
Tr. i _Politiken_ 1. Aug. s. A. Lidt omarbejdet og sunget ved
Indvielsen af Esbjrg Arbejderhjskole 7. Jan. 1917.

S. 117. Barn og Mor. Tr. i Julehftet _Deilig er Jorden_,
Kristiania, 1915, S. 40.

S. 130. Jens Hvas. Landsdommer. Leved paa Kaas, der blev brndt af
Skipper Klement. Leded Skatteoppebrslen i Viborg Stift under Frederik
1. Sluttede sig i Grevefejden til Skipperen og brd den Ed han havde
svoret Christian 3. Dette fik farlige Flger; han og Skipperen skal have
strakt Hals samme Dag paa Viborg Torv, 9. Septbr. 1536. Tr. i _Dansk
Jul_, 1916; ogsaa i Skive Folkebl. 1. Maj 1917.

S. 139. Majnat. Tr. i Pol. 7. Maj 1916.

S. 139. Broen. Her er tnkt paa Broen, der ved Trevad Mejeri gaar over
Karup Aa. Jeg mindes som et ventyr, at den Bro byggedes engang i
80'erne.

S. 141. Havren. Trykt i Pol. 3. Septbr. 1916; ogsaa i det svenske
Ugeblad _Det nya Folket_, Nr. 1 i Jan. 1917.

S. 143. Paa Sallings Jord. Skrevet til en af vore Pigers Bryllup. Tr.
i _Skive Folkebl._ 17. Aug. 1916.

S. 144. Povl med den tunge Skovl. Tr. i Tilskueren, Jan. 1917,
S. 40. Ogsaa i Foraarsbogen (Aschehoug), 1917, S. 7 og i det norske
Julehfte: _Arbejdets Jul_, S. 14--16.

S. 151. Gylden Sol. Tr. i _Pol._ 15. April 1917.

S. 152. Humlebien. Tr. i Pol. 25. Juli 1917.

S. 153. Landsbysmeden. Tr. i _Arbejdernes Almanak_, 1918, S. 28.

S. 154. Efteraar. Tr. i Politiken 5. Novbr. 1916.

S. 156. Fred! Skrevet til Jenlefesten 8. Juli 1917; Tr. i _Pol._ 8.
Juli s. A.

S. 157. Evald Tang Kristensen. Indledningsdigt til Jubilumsvrket
Troldesagn og dunkel Tale. Festskrift paa Ev. T. Kr.' Halvtredsaarsdag
som Folkemindesamler 31. Decbr. 1917. Ogsaa tr. i Pol. 2. Decbr. 1917.

S. 158. Spurvene ved Helliggejst. Skrevet til Vrket Det sknne
Kbenhavn, 1917 (redigeret af Kai Friis Mller), S. 103. Ogsaa trykt i
_Pol._ 5. Decbr. 1917.

S. 160. En Landsby dbes. En Snes Ejendomme -- deriblandt _Jenle_ --
udstykkede fra Herregaarden Nrgaard siden 1906, laa sydligst i
Grinderslev Sogn uden anden Betegnelse end dem derude paa Nrgaards
Mark. Paa mit Forslag har Beboerne nu godkjendt Navnet _Nrrevejle_, et
Navn, hvormed _Astrup Vig_ betegnes i et Dokument fra 1546. Ved revnet
Kloster-Klokke sigtes til Grinderslev Kloster, der ligger en god
Fjerdingvej mod Nordvest. Tr. i _Skive Folkebl._ 31. Maj 1918.

S. 161. Historiens Sang. Skrevet til _Historisk Samfunds_ Mde i Skive
5. Juni 1917. Tr. i _Skive Folkebl._ 6. Juni 1917. Se ogsaa Omslaget
af _Vejle Amts Aarbger_ 1. Halvbind 1917 og talrige andre Steder.




NOTER TIL OVERSTTELSERNE.


S. 165. Min frste Kundskab om Rob. Burns gaar tilbage til Lsning af
Th. Carlyle (1889--90). I Midten af 90'erne lrte jeg mig selv Skotsk;
i 1897--98 begyndte jeg at overstte ham. -- Burns om sig selv. Han
fdtes i _Alloway_ i Vestskotland (som i gammel Tid hed _Kyle_) _25.
Januar_ 1759 (d. 1796). Hans Far _William Burnes_ var en fattig Farmer,
hvad ogsaa Snnen blev.

S. 171. Hellig Wolles Bn, handler om en skotsk Tartuffe _William
Fisher_, der (1785) fik rejst Kirkens Tiltale mod Burns' Ven _Gawn
Hamilton_; Processen holdtes i Byen _Air_; Hamiltons Forsvarer var
_Robert Aiken_; Modpartiets Frer var Fishers Ven Prsten _Auld_. Fisher
tabte Sagen mod Hamilton, og Burns fjede Spot til Skade med sit Digt,
der gik ud over hele Skotland.

Af de her oversatte Burnsdigte har tidligere vret trykte: Trods alt
det i Vestjyllands Soc. Dem. 23. Marts 1901. Fdt til Graad i
Vestj. Soc. Dem. 2. Febr. 1900 (i Anledning af at jeg i _Esbjrg_
holdt tre Foredrag om _Burns_). Hellig Wolles Bn i _Det ny
Aarhundrede_, Aug. 1908, S. 799. Der boed en Bonde, tr. i
_Morskabsbogen_ (L. C. Nielsen), 1902, S. 7 (under Titlen
_Rappenskralden_). -- Findlay. Tr. i _Verdensspejlet_ 16. Oktbr. 1904.
Jenny i Rugen. Tr. i _Verdensspejlet_ 7. Decbr. 1902, S. 278. John
Anderson. Tr. i Vestjyll. Soc. Dem. (Julenumer) under Titlen: _De
Gamle_, 22. Decbr. 1907. -- En Skrdder i Sengen. Tr. i _Aftenbladets
Lystige Historier_ (Axel Wessel), 1903, S. 39.

S. 199. _Oliver Goldsmith_, f. 1725 d. 1774. Den nedlagte Landsby er
kun et lille Stykke af Goldsmiths store Digt _The deserted village_,
oversat paa Opfordring af min Ven Kontorchef _Henrik Pedersen_ til Brug
for en Afhandling. Se _Nationalkonomisk Tidsskrift_ 1909, S. 460.

S. 199. _Percy B. Shelley_, f. 1792 d. 1822. Til Englands Snner,
trykt i C. E. Jensens og Borgbjrgs _Socialdemokratiets Aarhundrede_,
I, 1904, S. 61--62.

S. 201. _Thomas Hood_, f. 1799 d. 1845. Sypigen efter _Song of the
shirt_ i _Punch_ 1843. Denne og en lille Snes andre Oversttelser af
sociale Digte blev trykt i J. P. Sundbos Blad Vestjyllands
Social-Demokrat, 1901. Serien fortsattes i samme Blad, 1908, ialt 26
Digte af dette Binds Indhold. Se _Socialdem. Aarh._ I. S. 65 og
Aarsberetning for ndlidende Kvinder 1908--09. S. 3.

S. 204. _James Thomson_, f. 1834 d. 1882. _L'ancien regime_ skrevet
1867. Tr. i Sundbos Blad (Esbjrg) 22. Juni 1901.

S. 206. _Gilbert Keith Chesterton_ f. i London 1874. Da Godsejerne
appellerede til Folket. (Af _Daily News_, Efteraaret 1910: The appeal
of the Peers). Tr. i _Bransagers Blad_ _Venstres Folkeblad_ 13. Decbr.
1910 og i Politiken 7. Juli 1914.

S. 208. _Robert Lewis Balfour Stevenson_ f. i Edinburgh 1850, dd af
Tring 1894. Det syge Barn, tr. i _Pol._ 8. Decbr. 1907.

S. 208. _Rudyard Kipling_ fdt i _Bombay_ 1865. Lille min Mor, fra
_The Light that failed; Dedication_:

  If I were hanged on the highest hill,
  Mother o' mine, O Mother o' mine!

Tr. i Vestjyll. Socialdem.' Julenumer, 23. Decbr. 1905.

S. 209--13. _William Morris_, f. 1834 d. 1896. _Mit og dit_. Tr. i
Vestjyll. Soc.-Dem. 5. Juni 1901; _Nyaarsgry_ i samme Blad 13. Juli
1901 og atter 2. Jan. 1902.

S. 213. _Jean Pierre de Branger_, f. 1780 d. 1857. Den gode Gud,
digtet omkring 1825. Tr. i Vestjyll. Soc.-Dem. 9. Juli 1901; og i
_Arbejdernes Almanak_ 1916. S. 35--36. _Anm._ under Titlen er af
Redaktionen.

S. 215. _Jean Richepin_, f. 1849. Moderhjrtet. Oversat 16. Oktbr.
1902 i Anledning af _Arthur Jrgensens_ Modermord; tr. bl.a. i
Soc.-Dem. 12. Novbr. 1902.

S. 218. Af _Heinrich Heine_ (1797--1856) oversatte jeg meget i min
grnne Ungdom; det meste er forbleven utrykt; en Del fandt Optagelse i
_Kbenhavn_ 1897--98, saaledes: _Hold dog op_, _Filantropen_,
_Dueller_, _Jammerdal_; dette sidste paany trykt i _Sundbos Blads
Julenumer_ 1900 under Titlen _To arme Djvle_. Rotterne, tr. i
_Vestj. Soc.-Dem._ 1901.

S. 229. _Alexander Ptfi_, Ungarns bermte Digter, fdtes 1823 og faldt
i et Slag 31. Juli 1849. _Hans_ Digte er ikke oversatte fra Grundsproget
men fra Tysk.

S. 236--43; alle Digtene her har vret trykte i Vestjyll. Soc.-Dem.
1901 og 1908.

S. 250. Carl Michael Bellman (1740--1795). _Tre bibelske Viser_, tr. i
_Arbejdernes Julealbum_, 1907 (med Tegninger af Niels Wivel).

S. 258--62. _Fredrik August Dahlgren_, f. i Vrmland 1816 d. 1895.
Kjrestehandel og Stines Parasol, tr. i _Extrabladet_, Efteraaret
1904.

S. 263--80; alle disse Digte har med Undtagelse af det hidtil utrykte
Daarskabens Tale staaet i _Vestjyll. Soc.-Dem._ 1901 og 1908.

S. 274. _Jens Jensen og P Krnsen_, i noget anden Skikkelse tr. i
_Arbejdernes Almanak_ 1910, S. 27 (Tegninger af _Alfred Schmidt_).


       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *


Trykfejl:

  [Indhold: Heine]
    Dueller  [Duellen]
  [Jawn Humr]
    og spytt saalaant, a lyster,  [... a lyster.]
  [Jens ved  Bk, anm.]
    _Hwol_, Hul  [Hwoll]
    _Knog_, de Kvstelse;  [le Kvstelse]
  [Gammel ka Bakk]
    Spyt en Kjend i jer Nv, far I tar om  Staang, [... om  Staang.]

Manglende:

  [Indhold]
    _Fra Tysk:_


 manglende, usynlig eller overfldig:

  [En Betle Haar]
    aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
  [O, Luk Mig Ind]
    af mig du lukkes ind, Gut.
  [De Lystige Tiggere VIII]
    min Tanke paa John Hjlandmand!
  [Den gode gud]
    annamme mig her som jeg staar!

   mangler:

  [To forkyndere]
    med oprejst Hale og Manke!
  [Bonden og Skrdderen]
    og fler betales med min Stok!
  [Fdt til Graad]
    der sled sit Liv i Graad!
  [Duncan Gray]
    Br jeg, -- trsted han sig selv,
  [Vverne]
    vi vver, vi vver!
  [De Fangne]
    vil jeg for min Frihed skjnke.
  [Noter, s. 199]
    _Socialdemokratiets Aarhundrede_,

   mangler:

  [De Lystige Tiggere VI]
    Den Mand, som er Nar i sig selv,
  [Omsvrm os kun, fjender]
    Omsvrm os kun, Fjender, kast Dd paa vor Vej!
  [Nr. 310]
    ... og betle sit Brd.
  [Noter, s. 4]
    Tr. i Skive Folkeblad. 26. Oktbr. 1908.
  [Noter, s. 96]
    S. 96. Sdemand. Tr. i Landmands-Almanakken, 1914, S. 3.
  [Noter, s. 204]
    _L'ancien regime_





End of the Project Gutenberg EBook of Samlede vrker, by Jeppe Aakjr

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER ***

***** This file should be named 24747-8.txt or 24747-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/2/4/7/4/24747/

Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
