The Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Faedra
       Brudstykker af et Livs Historie

Author: Herman Bang

Release Date: March 1, 2004 [EBook #11396]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





Herman Bang

F  D R A.

BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE.

Kjbenhavn

1883.




FRSTE DEL:

FORHISTORIEN.




I.

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Fr havde skiftevis
en Jens og en Jrgen Maag--de to var Slgtens Yndlingsnavne--fra
Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til
Fjorden, og tten havde hrt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter re havde Slgten altid vret, og ydre Glands elskede de.
Snnerne holdt til ved Hove, og Dtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa
til Udlandet drog de--de yngre Brn--og man havde ofte hrt Ry af dem
baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Slgten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. Hit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor
han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa hit, at Landet
styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han
dybt: xen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Slgtens krusede Mund og store tungsindige
ine.

Velhavende var hun ogsaa--Maagerne var endnu rige--og Ellen havde haft
Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende
hjemme. Saa hndte det en Sommer--da Jomfru Maag var tredive Aar--at
Kongens yngste Sn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besg paa
Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa
Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gstebuddet gik
Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det
mrknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gsterne svnigt brd op fra
Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet
under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante
Gang, og Sommer blev Hst, og Lindeallerne, de blev gule og tyndedes.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst
lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes
Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Slgtsagn.

Men forfngelig og pragtsyg havde hele Slgten vret og en egen Trst
havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i
noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med tten: snart
bortsolgtes en Skov, snart afhndedes et Stykke Jordegods, for stort
skulde det stadig vre paa Thorsholm.

Christen Maag dte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens
Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles,
og da han kom hjem, lidt fr den store Revolution, var han en forarmet
Mand. Hans franske Tjener, en ung Kngt, som han havde fisket i Paris,
og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tttede
for Vinduerne i det stre Taarn: og han polstrede Vggene med alle
Husets gamle Tpper--Maag var blevet svrt kuldskr i Udlandet--og
pakkede ud en Mngde Billeder af ngne Hyrdinder, som sov paa
Silkepuder, eller legede letfrdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med
Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag
de polstrede Vgge med de klne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den
Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortjet Marketenderske,
som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom
undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en kn Karl endnu, og som
altid havde en Flaske Cognac staaende i Kkkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa
lnge siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person.
Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en
Erotik, der vel nrmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men
som alligevel frte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

gteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets
Tid, og Jeannette led af Hjemv. Hun blev mager og huliet, og hendes
Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krb
op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lnet til
Vggen og Hnderne om sine Kn. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun
vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Lber
hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han
kalde flere Gange, fr hun hrte det; eller hun vendte Ansigtet om imod
ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.
Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til
saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubndig Lunefuldhed,
der svlgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort
fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over
Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den
de Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde vret gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig.
Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun dde
strax efter Fdselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Sn, Han fik Navnet
Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig
lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjldent og Snnen syntes ham
helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste
Lrdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret,
der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortlle; om de glade
Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i
Versailles. Han veiede sjldent saa nie sine Ord, Jacques, og det var
oftest lierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at hre.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa
rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han
faldt i Svn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, dde Christen Maag. Drengen srgede ikke, han
havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig
forskrmt og uhyggelig, saalnge Liget var i Huset. Og saa var han
blevet saa bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik
omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik
vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik
derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften fr Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af
Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa
Skderne nsten slbte efter ham; Hnderne blev borte helt oppe i
rmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grn frakke med Guldbroderi,
der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu
skulde de til _Lit de Parade_.

Han gik iforveien og slog Drene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud
og vilde ikke ind. Han blev saa rd.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i
Kn ved det,--og han frte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare
behngte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle
Portrtter, der havde det hngt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han nppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste
inene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandlse Mund.

Jacques blev ved at trkke i ham, helt hen til Kisten.

Rd lukkede han inene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget
paa et Bord ved Hovedgrdet, og han stod pludselig stille og stirrede.
Paa et rdt Tppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af
Slifer og Stumper af Slr. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko
med Slvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine ine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa
Silkeskoene og fra dem hen paa det grngule Ansigt og det store malede
Vaabenskjold paa Liglagenet over Knerne. Det var det store Vaabenskjold
fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt
til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques knlede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med
Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og
Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at stde sit Hoved, der dinglede, mod
Fliserne, skreg han og fr hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle
Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og
mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserdt Flor
og lagde det under Hovedgrdet. Der stod Skum ud af Christen Maags
tandlse Mund, da Jacques lftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den mrke Gang, og hans Tnder klaprede, da
Kistelaaget blev slaaet til.

Saa sov Christen Maag den evige Svn med Hovedet hvilende paa sit Livs
Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en
Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham lbe, som han
vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og
blev en lang, oplben Kngt med hrgul Manke og dsige ine. Munden var
de Maagers: en kruset, begrlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv svnig: han havde en egen Lyst til at flyde
henad Bnken.

Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige
alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af
Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nrmest saadan en stor
Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landvsenet. Han pliede, spiste
overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et strkt
animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars
Forlb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsgte
sig i Studeopdrtning og bragte Avl og Indtgt ikke saa lidt op. Hans
Selskab var Prangerne som kbte hans Stude. I deres Selskab blev der
drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kjbmand Lind i Veile, eneste Barn.
Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun frste Gang
Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide
Dug paa Grnsvret, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik
beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og
bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Kbmandsdatteren med inene. Hun
var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store ine, der saa
saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne ine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig forsmt. Krattet var vokset saa hit og frit mellem
Lindene, at der var helt vildsomt og mrkt. Erik maatte slaa Grenene
bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev
veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de s hendes
Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Kongesnnen havde spist. Der havde han
siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der--

Saa holdt han inde forvirret ...

Men den lille blege Kbmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.

Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de s Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers
Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren
hrte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte.
Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte
tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne
Sal.

Jomfru Lind hrte stille, og Erik blev ved at fortlle.

Det var en Admiral, der havde kmpet paa
et fremmed Hav ... Han havde vret Rigets Marsk.--Han saa hen.

-De hrer ikke efter, sagde han. Hun stod og drmte med Hnderne
foldede.

-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hrte godt. Og hun pegede paa et
Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at mrknes. Den gamle Kbmand var blevet trt af alle de
gamle Excellencer, og han og Konen gik rkeslse rundt og talte
Spindevvene og Laserne i Tapetet ... Saa mrkede de, der var Ekko i
Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet frdige med Billederne. De kom ind i
Taarnkammeret.

Marie havde aldrig fr set Svinelderstapeter og saa tunge Egetrsstole,
at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra
Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de var helt brune.

De var Present fra en Doge.

En Doge?

Ja--saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit
Navn i Stvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa
Haven mrk. Duften fra Lindene lste og lftede sig under den dugvaade
Klighed; steg op imod dem. Marie biede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun stttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun mrkede, at Erik biede sig dybere ned over hende, og hun flte hans
Aande over sin Kind. Hun sklvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske nr og turde ikke berre
hendes Haar med sin Haand ... Sklvede som hun.

Saa hrte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke
af, hun havde grdt. Men Erik nrmede sig hendes Ansigt i Mrket, og han
tog om hendes Hoved med begge Hnder og kyssede Taarerne bort fra hendes
Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nrmede Erik
sine Lber til hendes, og han berrte dem flygtigt, i let Svimmel.

-Marie--hvor er du--Marie ...

Den gamle Kbmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere
Ord, fr Linds krte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen krte. Da saa Maries Slr forsvandt bag
Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.
Paa Stentrappen blev han staaende, og han lnede sig et jeblik til
Gelnderet.

Hvor det dufter,--han hrte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt.

Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og flte
Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og
hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hnder, og
han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede
Lber det kolde Tr.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen
stak ham i Nakken.--

Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hjlpels Forelskelse, som helt tog Veiret
fra ham, og som nsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham:
spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare
i Lindegangen med det brndende Hoved i Hnderne og tnkte altid det
samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog
de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han
maatte tale med Marie.

Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Lngsel ikke kunde
vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa
den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# s hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om
det saa kun var i Smug at s hende.

Bare at komme hende nr.

Saa flte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han
stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte
dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For
andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tilerne
faldt Erik af Hnderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa
Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved
Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod
han grsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt,
snart mellem Trer, snart ad Veie, tnkte ikke derover. Da Aftenen kom,
holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen
over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik flte sig saa uendelig
trt.

Han stod atter af og frte Hesten ved Tilen og pludselig vaktes han ved
at hre Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til
Gstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tjrn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.

Han lftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig biet tt
langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hnderne
mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund gede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hrte saa Skridt i
Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med biet Hoved og Hnderne knuget sammen, som
om han foldede dem.

Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hnderne
afvrgende frem--Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bnner i hans
Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fdder.

Og mod hendes Kjoles Smme trykkede han sine Lber, mod hendes Hnder,
mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af Graad.

Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den nste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit
Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Hsten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af
Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om
Slgtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.
Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjrselen, for
baade Skjoldene og Vaabenet var for lngst faldet de gamle af Klerne.

Det var Slgtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og de
Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom
hun havde lst. Her havde de frdedes, hendes Drmmes Helte, her de
stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slgt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med
alle hendes Drmmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans
Hustru.

gteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hnder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under
Riddersalens Billeder for at vlge Navnet til den Sn, hun bar under sit
Hjerte. Efter de bermmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, fdte Marie en Datter og dde samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.
Barnet vilde han ikke s.

Da det var svagt og skrbeligt, lod Madam Lind det hjemmedbe og gav det
i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og srgede i det hele for Barnet, hvad der var
ndvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tnkte kun paa
Gravmlet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i
Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der
hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over
Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brd sig stort
om lille Ellen.

       *       *       *       *       *




II.

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Brn er flest i hendes Alder, smal
over Skuldrene og lidt oplben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at
bre Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule
tilbage--som var ldre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn.
Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfrdig. Da ingen befalede
over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hndte det hos
Lrerinden, hvor hun lste med Justitsraadens Dtre, at en eller anden
kom hende for nr og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes genavn--saa
kunde der vel komme et Glimt i Ellens ine, som gjorde den hitalende
bange. Ellers var hendes ine mrkelig dsige, med halvlukkede og tunge
Laag. Og Blikket var besynderlig svmmende vagt, som saa det ikke, og
sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt
stirrende--lige som en Svngngers.

Barneine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig vret Barn. Hun havde gaaet
dr hos Bedsteforldrene, hvor Madam Lind forklede hende, og gamle Lind
saa op til hende med en underlig trlsk Respekt, fordi hun hrte med til
dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en Srling.

Han var hjemmehrende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte
med at vogte Kvg. Vist er det, at helt tomhndet var han, da han kom
ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev
han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa
en smuk Kns at s til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket
baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse
var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige ine og
Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet
galt med Jomfruen. Gamle Kruse mrkede ikke stort til det hele, han var
som sagt blevet saa svrt gammel, men Madammen grmmede sig, saa hun
blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det
ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter dde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sr
efter Moderens Dd, besynderlig lyssky og skrmt. Saa skaltede Manden,
som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet brndte det for Lind. Han havde lnge
nsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det vrste var, at gamle Kruse brndte
inde, men han vilde jo alligevel nok vre dd inden lnge.

Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde vret meget hi--og gjaldt
nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie fdt. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og dde.

Al Forklelsen overfrtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forklelse var
af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor
sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede
saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frken; hun havde sit eget Vrelse, hvor de
Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt
af at kalde hende for Spg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet
indskrevet i Val.

Saaledes blev Ellen forklet af begge Bedsteforldrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentist: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedsteforldrene fjrnt og flte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok vre
krlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hndte, sad stille hen og
grd, og Ellen reiste sig fra Forhiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trstede hende,
da var der dog altid i hendes Krtegn noget overlegent, nsten noget
nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sjldent. Hun foragtede ham med Brns
Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa
i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra
Gaarden. Den gamle Pengepuger hvnede sig paa Faderen for al Trlskheden
mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de knneste Navne i Barnets
Nrvrelse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev,
Anmodning om et ieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og
maatte flges strax.

-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv ...

-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.

Lind saa lidt over.

-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spnde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrd. En Time efter krte hun til
Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sjldent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig
paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid
gre endel for Bedriftens Skyld.

Rdkindet var han blevet og meget svr.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i
Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun
havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun
fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mnd var af hendes Slgt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte
hun alle Bger med Storheden fra Thorsholm.

Den sknneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst,
naar hun hrte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags
Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde
hun hre Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det stre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Vrelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spgede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i
et mildt srgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med Bkken gjennem Bgelunden. Indtil det
mrknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Trer, hvor der
var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.

Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende lse Indskriften for sig.

-Ls den igen, sagde han. Og Ellen lste:

  MARIE AF MAAG
  FDT DEN SJETTE AUGUST 1829.
  DD DEN FEMTE NOVEMBER 1851,
  ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at grde.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Grsbnken ved Stenen og glemte
Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hnde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens
Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fr hun op.

-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

-Hvad vil du--

-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mrkt.

-Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag vre livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kjreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebrvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de
klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rd og
saa hirstet. Hun var bange for hans ine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjrne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rdblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med trre ine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny
Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlnge borte, kunde
hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlderet tilbage, og sagte
sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gs ved at hre Stien fra Sknkestuen,
og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens
Stemme mellem de andre og sklvende krb hun op, holdt sig fast paa
Klderhalsen, og saa ind i Gstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...
Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa
Maven ...

Ellen hrte hans Latter, og hun slap Klderhalsen og slv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en
ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, lftede Overlderet og
gemte sig i Mrket for at grde.

Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen--Ellen var allerede nsten tretten Aar--hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen grd, Bedstemoderen grd, og gamle Lind skndte; men
saa fik hun sin Peltskaabe paa og krte.

Faderen talte nsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at vre alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nrup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Klderen, under Koret.
Gamle Linds Forldre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende
Kors, Snnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile
og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og lste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og
Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret,
hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind
ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mrket. Og
pludselig lb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun
havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem
Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var,
eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene
ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik
forbi, talte til hende og sgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet
bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brndet ...

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hnderne paa Ryggen. Hun
virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede
haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at
hun skulde s ...

Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det
blndede hende.

-Er Du kommen?--Hun kunde nppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...

Hun mrkede, han havde ikke drukket.

-Aa--at du kommer.

Han lo:--For jeg har slet ikke vret ude--sagde han.--Kun gjort i Orden
til iaften.--

Ellen saa paa ham.--Til iaften--?

-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i
Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hrt.--Og ingen
andre?--

-Vi to. Ja--der er frdigt--sagde han. Han bd sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Dren op.

-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tndt i Kronerne-- ...

Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag.

-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun.

Men--Fa'er--naar har du faaet det?

-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hnderne
og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod lnge, og pludselig dkkede han Ansigtet med sine Hnder og
grd.

Ellen gik hen til ham. Han mrkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, snkede han Hnderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.

-Hvorfor skulde hun ogsaa d, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes ine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig
fast ind til sin Faders Bryst.

De grd, stttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortlle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Sknhed og deres
frste Mde.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han frte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften
havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun
havde lnet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den hiryggede Stol
ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skr lagde en blaalig
Glands hen over Plnernes Sne.

Maag stttede sig til Karmen og stirrede lnge ud. Ellen saa, at han
grd paany, og hun sagde:

-Her er koldt, lad os gaa ind.

-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage
til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om
Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han vret Rigets Marsk. Hans Frue, Damen
der, med Bnnebogen og de store ine--hun var kendt som den sknneste
Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede
paa et Billede paa den modsatte Vg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke
sandt.

-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de
hvide Fingre og--hans Datters ine lftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

-Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde
med Forsiringer af Slv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger,
kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskder og Blter med dle
Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhrt, og naar de var sknket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hnderne ... Hun flte nsten
refrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spnder med de Maagers
Navnetrk sammensat af funklende Stene, og Kder, hvor Slgtens eget
Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes
Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fstede hurtigt et Par Kder om Hoved og Hals.

-Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og lb ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet
kalde hende Marie.

Han gav sig igen til at gaa.

-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portrterne. Det var den samme
Mund, fyldig rd--lysten og trt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager--

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med lftet Blik over Bnnebogen, sort indhyllet, med
Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned
fra sin Ramme.

-Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stdte
til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa s, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter krte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sdvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, sgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam
Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke sprges ud om noget
paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa
Kldeskasket og den rdbrune Paryk, som sad skvt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mrke Bod med sine Sild og
sine uldne Trklder og den evige Stank af Skraatobak og gammel
Lampeolie. Og Bnderne, der trampede ind med deres Trsko og skndtes om
Tndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom
derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i
Dren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to
Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Kb. Og
saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Dren, kaldte Svenden hende
tilbage og slog den ene re af; og Konen vendte tilbage og flte igen
paa Tiet med: "N"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den
sidste Skilling--

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt
ude paa Trappen, gav Svenden Kb og Konen fik Tiet--

En Dag spurgte Ellen Svenden: Slger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi
kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet
ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.--

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke hrte det. Hun havde ikke talt til
Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

-Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule rd;--Ja, jeg bragte dem.

-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.

-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvlvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget rd og tog Piben af Munden, men saa betvang han
sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at kre med din Fader? sagde
han langsomt.

Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille
Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
dde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned,
og der blev talt lnge inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat
Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle
Lind en Gang var dd, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende
paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skvede til
Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tppestrimlene fra Dr
til Dr.

Og under Stilheden hrte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.

Ellen var forskrmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hnderne, og
hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at lse. Men en Gang
imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevgelig paa den hvide
Seng, greb hun krampagtig om Drstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved Stien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.

-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hnder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet,
altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun lftede sin matte Haand op imod
hendes Hoved og rrte hendes Haar: Ellen--mit Barn.

Hun Flte den dendes Haand paa sin Pande og sklvede. Og fattende
frste Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned
foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmgtig Sorg greb hun den dendes
Hnder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi
dog gre? Bedstemoder, d ikke--

Den dende lftede Hovedet, begge de famlende Hnder vilde fatte om
Ellens Hoved, og hun nrmede hendes Ansigt til sit som for at s. Lille
Barn, sagde hun, er du saa bedrvet? Hun faldt tilbage med et Smil om
sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes
Hoved ned mod sit Ansigt og forsgte at tale ... Saa var hun dd.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med
hendes Bedstemoders Lig.

... Ellens Sorg var i de frste Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke
skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset.
Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde
hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genve
og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa
Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til
at hnge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.




III.

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun vre alene. Hun kunde sidde med
Hovedet stttet i sine Hnder den lange Sommereftermiddag, fortabt i
sine Drmme uforstyrret.

Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den frste Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kmpet med Faderens
Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen,
hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i Vrelset i det stre Taarn. Saa
sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit
Arbeide, Ansigtet biet ind under Lampen: Faderen rg med Cognacsflasken
foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, lst
og fast, blot hun vidste noget at fortlle ... Maag sad og hrte, dorsk
med Albuerne paa Bordet, og gd Rgskyer ud i Strmme. Men naar han saa
havde faaet fat paa Glasset og ilfrdig tmt det og sat det ned, saa kom
der stdvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens
han blandede det nste Glas, fik Sukkeret oplst og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at sprge ham. Det var altid om Moderen. Og der var
Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev
ved at gaa ... Og Ellen flte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans
Toddy. Hun gjorde den ligesaa strk, som han pleiede. Maag smagte paa
den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede
Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og smkkede med Tungen og aandede, som om det brndte ham.
Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive
Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent
Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen
rrte Drikken med Lberne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige strk, gjorde den frst langsomt
svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for strk min Pige, ikke for
strk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun kmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsge at skjule: dkke, for
at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Prstens l6-aarige Sn
i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spnde for, og Mademoiselle
kjrte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde
hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede,
eller Hun havde taget en Bog--men Sytiet faldt ud af hendes Hnder og
hun lste ikke ... Hun sad kun rkesls og forstenet, og uden at hun
vidste af det, kunde hjlpelse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med
Sneblomster paa Ruden. Men hun mrkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik,
begyndte hun at brnde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde
ikke Ro, gik rastls fra Vg til Vg.

Hun gav sig til at tale til Billederne--

Og hun talte hit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte
i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte Hnderne frem, hun grd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun
dog gjre ved sin Fader? Det blev jo kun vrre og vrre, og alt, hvad
hun gjorde, var forgjves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad
skulde hun dog gjre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjre?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjlpe? De saa jo dog,
hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde nppe Brdet, at Alting var
ved at smuldre vk--alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de slge Thorsholm ...

Ellen Lste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder
brndte. Men hun hrte op at grde. At slge Thorsholm. Hun vidste, det
maatte komme, men hun kunde ikke tnke det; det forstenede hendes Graad ...

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Vggen her,
og hun vilde skjre dem ud af deres Rammer hvert t og hun vilde brnde
dem allesammen.--Og saa frst var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad
Stentrappen.

Hun hrte ham bande og vakle over mod Vggen ude i Gangen og le og
snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rdt! Naar han var fuld,
vilde han altid have hende om sig. Hun skulde stte sig paa hans Skd,
og han havde Anfald af mhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede
hende og stirrede saa stift paa hende med dorske ine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige Krtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at
kunne reise sig og sknke for dog at komme bort fra hans Skd--

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved
tilbage og vidt aaben Mund--

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage
og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun
sad alene i den store Dagligstue, og frte Strikkepindene med sine
febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi
Ruderne, gs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at
strikke og bevgede Lberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at dkke Stykker over Mblerne og at rydde op til Natten,
hun vilde ikke blive oppe; hendes ienlaag faldt sammen af Trthed, og
hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i
en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sdet, lukkede inene og
blundede.

Hun vkkedes ved en Sti: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun
troede, det var Faderen.

Men det var kun Ole, som stod henne ved

Dren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.

Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter
paa Fa'er--

Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

-Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frkenen ikke
jeg krer ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien.

Ellen blev blussende rd ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.

Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nrup Kro.

Til Veile kom hun sjldent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld
over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var
alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde
Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog nsten
Rdsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kjrt ud for at se efter Maag, fandt han ham med
begge Ben brkkede liggende i en Grft. Han lftede ham op i Vognen og
krte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene
svulmede voldsomt op. Lgen erklrede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt strk Feber den frste Tid, var blevet
meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen.
Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende fr sin Dd. Ellen
vilde frst ikke tage bort, men da Faderen nskede det, reiste hun. Hun
maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det
skulde ikke vre den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mlet.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde
installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og
tredive Aar, og som ved Hjlp af Pudder, falske Tnder og et St
Nakkekrller kom til at s ud, som om hun var i Nrheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede
Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, fld hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed,
og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte
Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets
Tegn, naar hun nvnede Robespierre.

Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen Frdighed i at lgge Maags Puder til
rette bag Ryggen og i at lse ham i Svn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen nppe
tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.

Faderen stammede, gav sig til at klynke.

-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ...

-Hvilken hun?

-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke stte ... Splid ... for ...

Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og
over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hrte intet eller vilde
ikke. Hun var begyndt at gaa til Prsten og skulde konfirmeres til
November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

--Ellen og Mademoiselle lste i Havestuen. Ellen var kommen ned fr
Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun flte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med
Blikket, mens hun sad og dsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede
dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller fstne hendes Opmrksomhed, og
hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt
distraherede hende: et Insekt, som fli forbi, et Blad, der faldt til
Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun lste, gled
ned ad hendes Skd, uden at hun mrkede det.

Hun bare drmte ... sad hen og drmte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tnkt, flte blot
som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid trt, gad ikke
gaa og intet foretage sig.

Hun grd ofte og med t, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet,
saadan gav det sig til at banke. Hun blev rd og hvid uden Grund; altid
havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin Krlighed paa en graa
Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skdet og
klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af
hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven dsel med Krtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag
var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog
hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke,
hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i
Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet
op i Solen og stirrede. Eller hun krb op i et af de store Lindetrer i
Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af
den sdlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i
den sidste Tid.--

Ellen blev vkket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i
Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

-Som sdvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lrerinden og aabnede
Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.

Hun lste svnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede
med sine Fingre.

-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hrer efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at lse. Mademoiselle tog nervse Tag
til Haaret, sagde:

-Nei--De forstaar ikke Sknheden. Ellen pillede.

Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende,
begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende
ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

_Et Jocelyn arrivant--_

Mademoiselle vilde hjlpe hende:

_Et Jocelyn arrivant--_

Men hun stammede, holdt op ... _Et Jocelyn ..._

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket
paa hendes Bryst, sagde hun:

-Jeg har faaet det igaar.

Ellen var meget bleg.

-Det er en Present ... af Deres Papa.

Uden at vende inene bort, drog Ellen Veiret dybt:

-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

-Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og lftede Haanden for at lse det:

-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede.

-Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om
Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes ine blev strre. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det
Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende lste hun Smykket.
Kden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine
Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Dren og ned ad Trappen med
Hovedet biet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun
ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, lftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange
faldt de Maagers Kde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.

Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

       *       *       *       *       *

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Prsten i Nrup var en asketisk
Mand, som prdikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var
Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bdede og
det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os
og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i
Forsagelse og i Bn.

Ellen havde aldrig vret meget religis. Der havde i hendes Liv hidtil
ikke vret Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud,
Om Sndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang
om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm
var der endnu mindre Religion. Om Sndagmorgen, naar Vinden bar til,
kunde man hre Kirkeklokkerne fra Nrup, men ingen brd sig om deres
Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Svn med Rosenkrandsen
mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken.
Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun lste hos Pastor Assens, blev, hvad hun
lrte, ogsaa ved at vre Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var
noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig
efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som
en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjl.

Alt, hvad hendes store Slgt havde forbrudt, det faldt som en tung,
uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjre end
at bede og bede og lgge sig i Kn, Dag og Nat. Nu forstod hun det
altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf
og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at lse i Biblen, at besge de Syge i Nrup og tilbringe
lange Aftener hos Prsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved
Synet af hendes seksten Aar, der knlede saa tungt under Jehovas Svbe.

Midt under Gringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om
Ntterne, og hun havde Syner, hvori Flammesvrdet bestandig var lftet
hit for hendes ine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fdrenes Synd, som
nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besg hos Prsten. I sin opskrmte
Forfrdelse gav hun, der var vant til at tie og bre, sig pludselig til
at tale. Prsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om
Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kmpet
imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds
Dom var over hende.

Ntterne tilbragte hun knlende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bnner,
indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nrup
Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bn og pinefuld Angst,
som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en svnls Nat om Morgenen til Prstegaarden bleg,
og skrmmet af Syner: hun havde ikke Mod til lngere at bede alene; da
tilbragte Prsten og hun lange Timer i flles Bn.

Og uafbrudt gav hendes Slgts Historie, som hun lste og udfrittede
allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nrups
Kirkeprotokol, hvor Prsterne havde frt Bog over Familien, og hvor der
var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortllingerne.

Han fortalt hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med
Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en
Samling Relikvier; om Livet, som den Gang frtes i det stre Taarn paa
Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfrdiges Aar, og han
malede Vellysten med mange Farver, for at lade den snderknuses dobbelt
i Forbandelser under Straffens Hl. Og bestandig lagdes der nye
Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt
trngte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i
sit Kammer, og hun hngte et sort Kors op over sin Seng. Sndagen var
dog hendes Anfgtelsers Hitidsdag.

Hun havde lrt at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par stiende
Prludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende ine til Prstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der
ikke: hun flte noget som Sky for Slgtsbillederne, hun havde tilbedt;
og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af
Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved brndte af Bods Sang, gik hun derind for at
haane dem, Billederne paa Vggen. Thi dem var det, som havde trodset i
Vantro og kmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt
under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordrvelse. Det var
Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for
"de lukkede Vrelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og
hvor Pigerne Vinterntter hrte Sang bag de laasede Dre. Ellen gik
aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten
tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfngeligheden.

Ellen talte ikke derom til Prsten, hun vilde gaa derind alene, skndt
hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig
efter en svnls Nat. Hun flte, nu havde hun Modet; og hun bad
brndende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til
Taarndren, og den gamle Ngle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa
hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hnderne mod sit Bryst og
lukkede inene tt i.

Luften var tung og gammel. Hun flte den tr om sine Lber.

Hun gik frem og skd Dren op. Men da hun i Halvmrket saa de stvdkte
Lagener over alle Mbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og stttede sig.

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes ine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt
paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen
rev Lagenet bort, og hun flte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de
gamle Silketpper op imod sig. Hun lftede Tppet og indaandede dets
Duft.

Hun flte sit Hjerteslag tungt.

Nei--nei--sagde hun--det er Djvlen ... Hun slap Tppet. Da hun lftede
Blikket, saa hun over Hovedgrdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.

En ngen Mand, der kmpede med en Kvinde ...

Ellen betragtede det forstenet, frte Armene frem og tilbage over sit
Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med
de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bevgelse. Hovedet stttet paa Armen, udstrakt
paa Bedstefaderens Seng, halvt bedvet af Tppernes Duft stirrede hun
paa Billedet, indtil hun med oplst Haar flygtede med lftede Hnder ...

Hun blev ved at lbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen;
over Plnen--fli hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af
Bnner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen
kunde hun ikke finde Ro.

Med Prsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bnner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, slv og svnig, gled
det ind i hendes Tanker--bestandig.

Og svimmel og ddstrt, en Afmagt nr, kunde hun aabne Taarnets Vindue
og lnet ud, mens Efteraarets Slud vdede hendes Pande, lngtes hun
efter at synke dybt ... glide saa bldt og--faa Fred--

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sdvanlig ene. Veiret var
haardt, og Ole var krt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen sr Uro over Ellen. Hun havde taget Skrmen af Lampen for
at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge,
og hun gik rastls frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved
Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod
Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mgtige Lindegrene larmende
mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste lnge, som om hun frs. Og
Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hrte hun den store
Vindfli paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa
gaa i Seng og behvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var
kommen hen til Dren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store
Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde hit.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en
til. Saa hrte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte vre
kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mrkt, man kunde ikke s
det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Dren til Gangen ... Karlene
klaskede med deres Trsko op ad Trappen. Der blev rusket i Dren.

-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det?
raabte hun igen. Saa aabnede hun Dren og saa begge Karlene blege og
forvirrede med Lygterne i Haanden.

-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nrup?

-Nei, Frken Maag, det var en Stemme fra Mrket, og der kom et Ansigt
frem i Lysskret, Kongen er dd!

Krigen brd ud.

I de strenge Tider, som kom, mdtes Ellen og Prsten igen: de saa det
begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige
Slgt. Pastor Assens holdt Mder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at
indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug
for alles Hjlp.

Tilsidst tnkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun
havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen
fandt de hende liggende bevidstls foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da
hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen svvede mellem Liv og Dd, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvmmede Jylland.




IV.

Ellen var Rekonvalesent.

Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig,
med Hovedet nsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nd sin
Trthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevgelig og ikke gad rre sig,
hrte hun Fuglenes Sang fra Haven og Brnenes Pludren, mens de legede.

Skovfogdens Brn bragte hende Jordbr, de plukkede i Skovene, og Ellen
beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede
Ringe af Mlkebttestngler; og Brnene fortalte hende om den blissede
Ko, som havde klvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de
legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler
og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetppet.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled
ned ad Tppet, og hun laa med lukkede ine; Brnene mrkede, hun blev
stille, og ganske sagte listede de sig ud af Dren, og lod den staa paa
Klem, naar de gik.

Ellen hrte det og smilede. Hun mrkede Trtheden som en mild Rus. Og
hun aabnede inene igjen og saa paa sine Hnder, som var hvide og
gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og
hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar ...

Siden fik hun Lov til at lse. Det var alle Bgerne fra hendes Barndom:
"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun lste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at sge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nd sine Drmme i mat
Velbehag.

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vkke et Minde, som dukkede
frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og
alt, hvad hun tnkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i
hendes ren uafbrudt.

Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der
kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjrlighed, der levede paa hver
Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drmte sdt.

Hun begyndte at lnges efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Brn bringe
sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen,
hvor hun sad, for at indaande Klverens Duft, der hang i deres Klder.

En Dag gik hun ved Lgens Arm ind i Havestuen. Drene til Terrassen stod
aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun
svimmel: Nei, Doktor--lad mig stte mig--jeg er altfor trt.

-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.

Hun faldt mat sammen, og hun sad lnge halvt angst og sammenkrben og
stirrede ud over Vandet og Plnerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere
igjen.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Dre; hun lste eller arbeidede; eller hun lnede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Trernes Skygge over Plnerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.

Men en Dag lod hun Drene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var
kommen strigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par
Officerer og en halv Bataillon. Ellen hrte, at den gamle General havde
sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.

Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjligere, og friskt
af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der nsten mrkt. Det
gjorde godt paa de hede Dage.

En Formiddag besgte Prsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner
sammen til en Buket.

Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt
mat, og talte ganske lidt dsig, mens hun stadig smilede. Han kendte
hende ikke igen.

Det Skr, som var kommet over hende ...

Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.

Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.

Der blev en Pause. Prsten sagde, den nye Degn var kommen til Nrup ...

-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ...

-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjldent, de Folk
er musikalske.

Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har
vret syg.

Pastoren mrkede Parfumen af hendes Klder. Ja--det er--som blev man
Brn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de
foldede Hnder.

-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Prstegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde
han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ngstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret ...

-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev
liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter hrte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og
vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede.

Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var lngselsfuldt--hvor det var smukt ... Det ld saa klagende,
saa dmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig ...

Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende
Blod.

Saa vildt det ld--

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus
nede ved Moders Grav ... Ellen grd.

De fremmede Officerer fandt det npp meget morsomt paa Thorsholm. Om
Formiddagen var der ofte velser i Egnen, men Resten af Tiden var de
hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bnkene med en
fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter
rkeslse, med en Cigaret mellem Lberne, og stirrede ladt ud i den
solrige Have.

Udover Plnerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og
kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Plnen, krusede Gravens Vand og
vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage
i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Dre, og Ellen kom ud paa
Terrassen, stttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hkken, i Skyggen
af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, lftede
Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen
og gik videre stttet til hendes Arm ...

Og Havedrene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bnke ...

-Hvad finder du, Schnaich connaisseur?

-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?

-Jo--og fik den tilbage ...

Schnaich ridsede i Jorden med sin Hl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.

-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.

Ellen var nu oppe hele Dagen, nsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt
det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke
komme uden for en Dr uden at mde disse Uniformer, som hun hadede, og
Blik fra mrke ine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede
Dre naaede Forflgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hrte
hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tndte
Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trngte Officierernes Samtale, der
om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og hirstet, stiende op til
hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den
stille Nat hrte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig
og nrmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De stttede, strakte paa Jorden, Hovedet i
deres Hnder og stirrede ind. Baalets Skr farvede deres Ansigter. Det
lyste med et paa en Poppel foran den hvide Lnge, saa dens Lv flammede,
og det hengav den atter til sit Mrke. Et Gjenskr fra Ilden laa som en
lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et ieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes
Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten
for igen at forsvinde ...

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refrn lftede Soldaterne om Baalet et afbrudt,
klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen lnge med bankende Hjerte. Alt var
blevet mrkt; lyttede hun, hrte hun Skildvagtens Skridt, men hun
ngtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.

En Aften blev hun vkket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lnede sig ud.

-Nei--s, hvor det var klart, den frste stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mrke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene
raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...

Hvad det dog var for en Sang--saa bld ... Hun lnede sig lngere frem,
og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En
Natsvrmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand,
mens hun holdt inene fstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...

  Weil sie gestorben ist--
  Weil sie gestorben!

Det dde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvlede i
hendes ren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i
sit Kammer.

       *       *       *       *       *

Ellen var for frste Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig
fra Bnken, flte hun sig svimmel og maatte sttte ved Gelnderet. Hun
fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for
svimmel.

Hun havde ikke mrket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

-Frkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjlper Dem.

Hun lftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og frte hen ud mellem Granerne. Han
sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, flte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde
hun. Jeg har nylig vret syg.

De gik langsomt op gennem Haven, hun stttet til ham.

Men pludselig rdmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun
lsnede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et jeblik forvirredes de begge. De sgte
noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige
Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.

-Tak.

Saa i sidste ieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.

Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den nste Dag lod Grev Schnaich sprge til Ellens Befindende. Hun
svarede, at det vilde vre hende en Fornielse at se ham for at takke
ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedren, der stod
paa Klem. Hun ventede Visiten.

Ellen reiste sig og gik ham imde.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader
ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Schnaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...

-Meget bedre. Men hun havde jo vret meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads,
slog hun Havedren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke
sandt--her er smukt?

-Og vi berver Dem den Udsigt? ... Aa, Frken, jeg forstaar det saa
godt ... Det maa vre haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for
ie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ...

Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo
ikke just afvekslende.

-Og dog foretrkker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det
er forfrdeligt at leve i disse dde og tilhyllede Byer. Man hrer midt
om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i
Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Vsener end et Par
Slgekoner ...

Han gik bort fra Dren:

-Men Triumfmarchen var dog det vrste. Vi feirede Indtagelsen af
Als--der var nu ogsaa en smuk Id--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner
og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke t, bare
tilhyllede Vinduer, dde Huse--uddet og lukket--Hele Byen var tom. Det
var et skrkkeligt "Tedeum"--

-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen.

Schnaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Dren
og sagde:

-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

-I Bhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt
mig lnge i Pesth. Har Frkenen nogensinde vret ved Donau?

-Nei--jeg har aldrig vret udenfor Danmark.

-Og taler saa smukt Fransk?

-Aa--vi er saa halvveis Franskmnd i vor Familie. Og De da? Vidste De
igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.

-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schnaich bukkede.

Lidt efter gik han.

Ellen sad lnge hensunken, uden at vide hvad hun tnkte paa. Saa hrte
hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa bld, og hun
reiste sig.

-Det var ham, der sang, sagde hun.

Og lnet til Drstolpen sank hun atter hen i Drmmerier.

-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af
hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt
tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden
under Kinden ...

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen,
mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anfreren spillede for, og de
andre faldt ind klagende Omkvdet som et Ekko, der der. Ellen lyttede,
og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og
fremmed, og hun pressede Hnderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i Mrket ... Ellen kendte ham--det var
ham--sagte vilde hun lukke.

Men saa vendte Schnaich sig og hilste.

-Det var smukt, sagde han.

-Ja--saa smukt ...

De sagde kun de to Stninger blidt og begge dvlende. Og han hilste
igen, og Vinduet blev lukket.

-Ellen vaagnede saa glad den nste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde
hun gre den god igen. Hun vilde ikke vre indladende men ialfald
hflig. Forelbig skulde hendes Fader gre den gamle General en Visit.
Det gjorde saa Maag--som havde en af sine dru Perioder i denne
Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesg.

Ellen var hjemme og viste sig elskvrdig. Hun spadserede med Excellencen
paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt
hende "trs distingue".

Schnaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra
Terrassen og mdte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke
sammen, hun lngtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der
ledsagede den. Hun nskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den
derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da
hun kom til Graven, stod Schnaich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa.

Ellen aabnede Laagen.

-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt
herned.

-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er hitideligt her
under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...

-Meget hitideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mrket
svalt og duftsvangert.

-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Tr--den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.

-Mig minder det om hjemme--

-Om Bhmen?

-Ja--Aa--De ved ikke, Frken Maag, hvor der er smukt: Sommerntter--naar
Floden glider langsomt, som en Kmpesnog, der bugter sig i Mrket ...
Hiderne som mrke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ...
Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Krtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.

-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...

Han holdt inde, og sagte, uden at lfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.

-Ja--det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Schnaich biede sig over Roserne.

Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

-Men det bliver altfor kligt for Dem--

Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver
kligt.

Underligt ilfrdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.--

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig
Generalen og Schnaich. Mod Generalen var hun altid indtagende
elskvrdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itrk
midt i Solheden.

Mod Schnaich var hendes Vsen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde
hun med t, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs
snvre Rettigheder, blive taus og urrlig; saadan som hun kunde blive
det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun
lnede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa
Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hrte ikke.

Hun stod under Schnaichs mest brndende Ord, helt ligegyldig, og hrte
ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schnaich vendte
sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev ggende
med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kmpede just for at binde
netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Schnaich forstod at tale. Han havde set
meget, lst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen,
strkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Stninger,
der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud
og d hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var
pludselig saa langt borte fra sine Ord, trt og uinteresseret. Og han
greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og
outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt
i et enkelt Ord eller en enkelt Stning, og saa kunde han gentage den i
sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen
og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at hre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun
sank drmmende sammen; og mens hun stirrede paa Schnaich, kunde der
komme i hendes ine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at
faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun
rd, og det var sjldent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se
ham, naar hun vilde. Thi Schnaich var saa smuk, naar han talte. Oftest
sad hun dog med Haanden under Kinden og hrte kun paa hans Stemme, der
var bld og altid dmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og
uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drmmende med et Arbeide i
sine Hnder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag,
for at lade dem ligge urrt den nste. Hun blev urolig, blev ofte
hurtigt rd og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og grde i
samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af Svnlshed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede
hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Dren uden
Larm, og angst for at vkke Gaardens Hunde, sneg hun sig lydlst henad
Terrassen. Augustnatten var klig og mrk, og foran det tause Mrke
inddrak Ellen, mens hun drmte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mrket og Augustnattens
Stjerneskud.

Her var godt, kligt og taust. Her kunde hun vre alene.

Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Lngsler--her fik de nye
Haab. Og her kunde hun grde i Fred.

Hun grd ikke af Glde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste
det, og mens hun grd, bad hun til Gud, hun nsten havde glemt,
troskyldige Bnner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her
vaagen--det var saa lykkeligt ...

Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen;
glde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa
Himlen kunde hun flge paa dens Vei ...

Men hist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se
Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen
lang paa den solrige Banke, uden at mrke hverken Dag eller Varme. Hun
stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en strk
lngsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som
hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nrmere.

Saa var her altid kligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hrte hun Kilderne, der rislede ...

Ellen havde mdt Schnaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.

-Kan man ikke vre lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev
Schnaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De
ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var
saa kligt og saa friskt under Trerne--og saa derude Havet og Luften
saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt
i Solheden, og sang, mens jeg lb ...

-De er maaske en lykkelig Natur?

-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei,
det tror jeg ikke, at jeg er--

-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som
ikke tnker.

-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener
med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke vre tilfreds?

-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.

-Det er saa haanligt sagt.

-Aa nei--ialfald ikke mnt. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og
Forsagelsen er just min haablse Krlighed. Ser De, Frken--aa nei--hvor
kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung--

-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.

Schnaich havde reist sig.

-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fdte lngselsfulde,
Utilfredsstillelsens jagede Brn. Vi er rastlse Vandringmnd paa
solhede Veie--vi afsger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid
den nste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa
Marschen? De er de trstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende,
der er forelskede i Fred. Vi kber Himlens Aftenrdes Guld med vort
Blod--en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

-Og denne Flok sklder man ud: de er Samfundets uvederhftige,
Stemningers Lgnere ... De er Stamgster hos Nydelsen og Forsagelsens
landflygtige Elskere.

-Ingen tror dem, alle dmmer ...

Schnaich taug--Ellen havde biet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun
lftede Ansigtet, saa Schnaich, hendes ine var fugtige.

-Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.

Schnaich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter mdte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge
henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede
Ellen.

-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Schnaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og frte Haanden
mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kmpende,
bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod
ham, sagde hun blidt og roligt:

-Jeg vil sige Dem det, Schnaich, at jeg tror paa Dem.

Schnaich sklvede. Og i en Flelse af dyb rbdighed, han aldrig havde
kendt, biede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak.
hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte dmpet og bldt, med Stemmer, der
sklvede.

De talte pludselig fortroligt:--om de frste Dage, de havde set
hinanden, om hver en lille Hndelse og hvert et Blik.

De nvnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjrlighed ... Men de gik ved
Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev
hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone ld som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, lnede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og
biet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed,
mdtes deres Blik, mens de smilede, og de hrte Vindpustene, som sukkede
i Lindebladene, og den fjerne Sti fra Markerne, hvor et Par Hunde gav
sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skjlvede Ellen, og hun lnede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.

-Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede ine, blev hun ved at
hvile lnet til hans Bryst.

-Schnaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav
ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Schnaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hrte
Havedrene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i.
Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plnen, der laa
lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne
skinnede i Skret. I det stre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse
stod biet ud over Karmen. Schnaich listede sig sagte frem, angst for
hver Sti.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbg, betragtede han,
nsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubevgelig,

Saaledes drmte de begge--nr hinanden--i den stille Nat.

       *       *       *       *       *




V.

Felix von Schnaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun,
at han var bleven tyve Aar igen, og det var lnge siden, han havde vret
saa lykkelig. Saa brd han sig kun lidt om at tnke paa Fremtiden. Og
heller ikke Ellen tnkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig
lnger end--var han borte--til en evig Lngsel; var de sammen, hvilte
de i et dybt Behag.

Og de var ofte sammen.

Hun red over til Bakkerne, og de mdtes der. Hun kom frst, og hun bandt
Hesten til et Tr og satte sig under Egene for at vente. Men fem
Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun
vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte
hun sig igjen for at bie.--

Saa kom han, og de sad der sammen under Trerne og stirrede ud paa de
blgende Bakker og Dalstrget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men
pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at lbe omkaps som
et Par Brn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af
Angst for en tykmavet Snog.

Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de
langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de,
og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de
lod deres Klenavne lyde gennem Dalen.

Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme
Stier, hvor Brombr sprrede for deres Fdder og Buskenes Grene slog
imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grnne Trer,
og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind
Sprgsmaal og tusind Svar.

Saa kom de til et Tr, hvis Rod var dkket af bldt-fristende Mos. De
satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe
Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nr hinanden. Og deres Hnder
mdtes.

Men pludselig slog Ellen inene ned, og lmpeligt tog hun sin Haand ...
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at s paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.

Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det
begyndte at mrkne.

Skumringens blaalige Taage slrede Trernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmrkets klende Luft svalt mellem Trerne. Mens oppe fra
Lvvrkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mrke.

De kom ud af Skoven, langs de hie Bakker. Luften var tung af Duft fra
den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.

Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Hie.

--Men, hvor de oftest mdtes, var ved Graven.

De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slrede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.


Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Sknhed med de vide Stepper og de
store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hrte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbrgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...

Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:

-Felix, her vilde jeg gjerne d.

--Det var Aften, og de kom fra Graven. Hstens Dag havde vret tung og
hed.

Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvlende som altid
fr et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Trer, Havens Duft.

De var gaaet tause gennem Skoven og dsigt trtte satte de sig nu i
Lindegangen.

-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden ld ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.

-De leger Begravelse, sagde Schnaich. Deres Yndlingsleg.

Ellen hrte det ikke. Hun sad med lukkede ine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dmpet og hitidelig. Naar Hornene taug, hrte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.

-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?

Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hrte kun Stien af Fodtrin
mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun
reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det
dog? sagde hun; der ld fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.

Schnaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.

Hun forstod ham ikke. Hun lnede stille Hovedet til hans Bryst; de hrte
kun en enkelt Violin.

-Det er Guyla, der spiller.

Ellen aabnede inene, og mens hun trykkede Hnderne mod sine brndende
Tindinger, sagde hun igen:

-Kom--Felix--lad os gaa.

Schnaich reiste sig ikke. S, sagde han. Pludselig gled et rdligt Skr
af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.

Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de rde Flammer over Havens Trer.

Violinerne ld.

Ellen stod stttet til et Tr. Faklernes Skr faldt pludselig paa hendes
Ansigt.

Og da Guylas Strenge atter ld gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab,
slap hun Tret og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa.

Men hun blev. Hun flte Schnaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, flte
hans Kys brnde mod sine Lber ...

Schnaich--Felix ...

-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ...

Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Krtegn ...

Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig,
hviskede hun:

--Hvorfor har Du saa elsket mig?

En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.

       *       *       *       *       *

Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.

Ellen vilde ngte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Dren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imde.

Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde
spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes
hun ved Schnaichs Navn.

-Grevinden skal vre i Vente, sagde Generalen.

-Hans Sster?

-Nei--hans Frue?

Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.

Men et Nu efter sagde hun:

Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schnaich er gift.




VI.

Brnene havde hrt op med at lege ved Nrup Kr, og Aftenklokkerne havde
lydt over Engen. Det sidste Skr af Solen sluktes over Thorsholm Skov,
og den blgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og
Ellen mrkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og
tilbage langs Engveien.

Den unge Prst havde talt lnge og varmt, nu gik han taus ved Siden af
Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev
staaende bestandig uden at tale og med inene mod Jorden, sagde Holm
lavt og misommeligt.

-Har jeg da krnket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?

Ellen lftede Ansigtet, og han saa, at hendes ine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt?

Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten
af, Haaret laa klbet til hans Pande.

-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde
Haab. Jeg har aldrig vret dum nok til at nre Haab. Jeg har vidst det
fra den frste Dag, at min Krlighed var ulykkelig og tabt--det maa De
tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde vre, dette Venskab fra
Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar
De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man
elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ...

Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrvet som fr sagde
Ellen:

-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?

-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke vre Venner ...

Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og srgmodigt.
Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, sklvede af
undertrykt Bevgelse.

-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor dber man dog altid
Egoisme med Krlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at
dette Venskab var for mig noget dyrebart og krt. Og dertil tog De ikke
Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at
Krligheden handler saaledes: Krligheden har ingen Tanke uden paa sig
selv ...

-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ...

-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om
hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke
selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil,
Holm, til dette idag? Thi Krligheden kommer ikke paa n Dag og fdes
ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Nring--og jeg
har aldrig nret Deres Krlighed--da kan man kmpe med den og man tr
ikke lgge sig villiels ind under dens Aag. Men De har hyllet og vvet
Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og nsker--indtil nu, hvor De lider
--Jo, Holm, Fantasier--

-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var
nsten tredive Aar, da jeg mdte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre
Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og
mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem
og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa
kalder De det for en Fantasi ...

Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.

-Jo, Frken Maag, saadan maa vi skilles.

Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt,
mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Krlighed--og n
Gang skal De vide, at jeg dog har vret Mand og elsket, som alle de
andre. At der var ikke det ieblik, hvor ikke Deres Lber var mig en
Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke trstede efter Deres Kys, ikke
den Dag, hvor jeg ikke var vansmgtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen
Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil
sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ...

Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af
hende. Da sagde han tonlst og standsede:

-Og nu--gaar vi hjem.

Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.

-Holm, tag dog min Haand.

Han tog den mellem begge sine Hnder, som sklvede, og med et dybt Suk
biede han sig og kyssede hendes Haand.

-Lev vel--hviskede han.

       *       *       *       *       *

Saa var altsaa ogsaa det forbi.

Ellen havde ladet tnde Lampen i det stre Taarn, og Tjeneren havde
bragt The. Men hun havde ikke rrt den. Distrt og hvilels var hun
draget rundt i Vrelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude;
skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.

Nu sad hun lige under Lampen med Hnderne begravet i det oplste Haar,
og hun mrkede ikke Kligheden fra Terrassen eller Natsvrmerne og Uret,
der ld hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distrt
som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter
tilbage i sit forstenede Drmmeri.

Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde
jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man
vnnede, man vnnede sig til alt.

Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vnnet sig til meget.

Til alt--til alt--var hun vant.

Hun smilede: Ogsaa til Skndslen.

Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tnkte hun paa sit Livs Taagedag.

Hun havde kun en Tanke den Dag, da Dren havde lukket sig efter
Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rmmer, naar Fjenden er
over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik
hun til Veile.

Men da Vognen var forspndt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte
hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Dren efter sig
og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plner, Skov og Marker.

Og bleg og hjlpels foran denne Have, lftede hun Armene i afmgtig
Kummer ...

Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Oplsning. Men
hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede
om Morgenen efter en lang Svn, tung som et Mareridt gik hun ned i
"Moders Lysthus" og laa der i en Ds, flesls som en Besvimelse. Hun
forsgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig
vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun
laa og smilede ved en Erindring om sin Krlighed.

Hun kunde nvne hans Navn saa bldt og lnge.

Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedvelse.

Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange
Efteraarsdage dumpt tungsindig og rkesls i de raakolde Stuer, hvor hun
ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snvre, livlse Gade,
og hrte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og
fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trsteslse Liv.

Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her
skulde Aarene komme et kvlende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme--

Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da grd hun
timelang afsindige og meningslse Taarer, og magtesls truede hun ad
sine Dages Taagehr.

Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring
gled det atter Dag efter Dag.

Sand--Sand--Sand--

Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjllst. Det
blev til et Mrke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig
for alt andet. Intet havde Vrd--slet intet.

Hvad var vel dette hieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt kbte man saa lidt.

Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de
var Lgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin
Pessinisme ligesom en Fodskammel, der lftede hende over Mngden.

Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.

De livlse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilvrelsens
Behageligheder. Og hendes Krlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjldne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.

Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok
til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind dde, og den Formue
han efterlod sig, var strre end nogen anede. Ellen blev pludselig mere
end rig, Renterne af den stort Kapital tilfld hende uafkortet. Hun
kunde handle, som hun vilde.

Et Par Maaneder efter dde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.

Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Vrelser istandstte. Hun havde
ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte
Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod
ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det stre Taarn en
Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mnstre. Hun polstrede
sit Boudoir som en ske, og over udfordrende Divaner lod hun
Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Vrdighed paa de kapitonerede
Vgfelter.

Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle
Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens
Anlg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange;
midt i Anlget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om
mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav
den franske Have.

Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.

       *       *       *       *       *

Ellen gik ned ad Stentrappen med Winslw, Arkitekten, og skrmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.

-Hr. Winslw, sagde hun, De dmmer uden at forstaa. Hvad De kalder
aristokratiske Fordomme er en Races ndvendige Meninger. Jeg anser mig
virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne.
Jeg fler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel
imellem os ...

-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?

-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker
en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han
talte ... Robinson levede ene paa en fremmed . Jeg har levet og
modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop
det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfdre,
som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil
sige at vre omgivet af sin Slgts Vrk, Arbeide; at vre omringet af
dens Skygger, at mde den ved hvert Skridt ...

Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man fler
blot ved Dag for Dag at mde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den
har istandsat det, den det ...

-Og den delagt det ...

-Vist saa ... men selv den, der delagde, levede her, besad dette.
Flelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de
bedste af os udvikler den Flelsen af vort Ansvar. Den gr dog
Aristokraterne til fdte Frere i Samfundets evige Strid: De fler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.

-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?

-Jeg mener, min kre Winslw, at De ogsaa der dmmer hastigt ... "Vort
Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsflelse nemlig deres Takt ... saa blev
de hjemme ...

-Og blev ikke klogere, Frken Maag.

-Det er sandt. Deres Horisont blev snver. Naar et Aristokrati har en
dd Tid, maa Horisonten blive snver, det ligger i Sagens Natur.
Iderne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede
igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg
sagde fr, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa
mig, Huset, de store Trer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting
... Jeg sgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa
... Den havde vret Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller
tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent
Kongen, Landet, om De vil ... Slgtflelsen fder det nste hos os:
Patriotismen ...

Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ...

-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men
... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en
Republik, naar den var deres Fdreland ...

Ellen talte sig varm:

-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv,
af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder
det for Snverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og
lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snvert--sig mig saa, tror
De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede
rundt--gr mange Flelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder
fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.

Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.

Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig
en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor
Brdkampens Smuds, Hr. Winslw--men det er en Lykke, og denne Lykke er
det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg
aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er
dem, som lgger ... lgger Mile mellem mig--og disse Folk.

Ellen lnede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.

Winslw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven,
fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.

-Ja--sagde han--De passer til dette Billede.

Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde
vadet i Bassinet.

-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.

Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:

-De maa, naar De dmmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets
Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmrksomhed--i
andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ...

-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gre sig
gldende. Man har fra Fdselen et Fodstykke ...

Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bnk og sagde:

-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere
... De bedre Krfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal nsten som
begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid
meget at bestille--det maa man frst tage sig af ... Siden vil det
andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa
begynde et Sted for ikke at gre det hele snavs ...

Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winslw, De er blevet saa
taus?

-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Ider end dem, de 9,999 af
10,000 lever i--

-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis
jeg ikke havde haft min Slgt til Rygstd. Jeg har haft den til at leve
Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa d som Aristokrat ...

--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ...

Ellen reiste sig, og Hr. Winslw fulgte ...

       *       *       *       *       *

Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Flelse af Ensomhed gjorde
hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv.

Hun gik ikke kldt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynslse,
hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes sknne Legeme.
Men denne Sknhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var
altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Sknhed henvendte
sig ikke til nogen.

Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urrlighed.

Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var
Musik, hun havde givet sig til ve, og hun gav sig til at uddanne sig
med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brd ved Pianoet. To Aar
havde hun modtaget Undervisning af en udmrket udenlandsk Mester, en af
Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine
Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne
Vejledning. Hun lrte meget af sin Lrerinde, og de delte i Musiken
ganske samme Smag.

Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det
febrilske og nervse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein
og Liszt.

Undertiden kunde det derfor hnde, at en eller anden fremmed, som frste
Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresder,
faldt i en maabende Forbauselse, naar Vrtinden ud paa Aftenen bad sin
Gst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og
naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at
spille--al denne mrkelige Musik.

Thi denne Frken Maag havde nsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende
havde hun hilst ham i sin urrlige Sknhed, saa lidet havde hun set hans
beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet biet paa den
slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man flte Trang til at vige
og at bie sig, hvor hun kom.

Men var den fremmede ung, kunde det saa hnde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nrmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distrt og biet frem kom
Ellen saa nr, at han strejfede hende ganske let.

Men da behvedes kun en eneste Fjernelse af dette mrke Haar, for at han
skulde huske sig om og vende Bladet i rbdig Afstand med en Haand, der
rystede en lille Smule.

Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt
for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt
Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet kbe
i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer
og den sovende Endymion. Og viste hun sin mrkelige Samling til en eller
anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne
Ngenhed.

Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.

       *       *       *       *       *

Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet
til Nrup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i
hendes Liv. Luften var saa bld der i Prstegaarden med sin Have, der
stdte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid
modtog hende med et glad Smil. Den unge Prst spillede Violin. Og saa
Sommeraftener, naar Drene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med
sine Takker lftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og
Haydn, da flte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme
bldere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dmpet i
disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strmpe, og
Brnenes Stemmer ld fra Kirkegaarden.

Saa kom det iaften--

Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig
igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:

-Ser De, Holm, jeg vil gre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for
Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg
da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde vre et Bedrag. Hvad
De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del
af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig,
jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,

  for jeg holder saa meget af Dem. Men gte
  Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde
  gte uden Krlighed, han maa vre mig helt
  ligegyldig. Lev vel--bestandig vel.

  Ellen.

Hun sad lnge, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun
det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu
de tre Ord:

-Glem mig ikke.

Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget
paa den samme Plet.

       *       *       *       *       *

Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrkkerne standsede. Man hrte
Kuskenes Raab der strammede Tilerne og Betjentenes "Avancez-avancez",
som ld skarpt gjennem Spandenes Sti. Hestene rasler med Skaglerne og
under Allens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Rkke
ubevgelig med Vognenes skinnende Flader og Slvbeslagene, der glimter
lige som Lyn.

-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden.
Carolhausen finder hende saa smuk.

Ellen lftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet
er smukt, siger hun.

Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres
Kautschukhjul, og lnet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte
Bevgelse. Hun kniber inene tt sammen for Solen og hrer kun
dsig Seletienes evindelige Raslen og Bladslgernes Raab:
Figaro--Gaulois--Figaro!

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Slv.

Man hviler tilbageslngt i alle Vogne, og langs Allerne ser man
Parasollernes Silketag i en lang Linie.

Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Rkke. Under
Kastanierne rager Tjenerne op, ubevgelig, paa de hie Bukke, ranke og
med korslagte Arme.

Ellen hrer under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra
Rotunden, og hun aabner inene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene
langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.

I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blndende i Solen, mens
i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.

Ved Udgangen af Allen opstaar en ulselig Trngsel, og man standser
paany. Man bir sig ngsteligt frem over Vogndrene og taler hurtigt
fra Vogn til Vogn.

Ellen bliver liggende i sit Hjrne uden at rre sig, gjemt bag sin
Parasol.

-Fyrsten, siger Grevinden.

Ellen reiser sig en Smule og rkker sin behandskede Haand ud over
Vogndren.

-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?

Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg.

-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget
imod at gaa hjem gennem Parken?

Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.

-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?

Fyrst Schnaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen stter sig i
Bevgelse om Springvandet, bier han med Ellen og Grevinden bort fra
Rotunden og dens Sti.

De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst
og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.

-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhire for Rotunden?

-Ja med Vand. Forfrdeligt. En fuldstndig Sprngning af Hjernen.

-Og man sagde, det var en lille Blondine ...?

-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en
Opstoppernse og lidt fremstaaende ine. Laa paa tredie Sky
tilvenstre--i Orfeus--

Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, frk Tingest--i
Trikot.

-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person--

Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak
Parasollen efter sig.

-Han har vel elsket hende, sagde hun.

-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun
overlegent:

-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.

Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne,
men--Maaske betaler de fleste Mnd nok uden at elske--men der er vel
ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har
vel hrt til dem ... Han br undskyldes; han var saa ung.

Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schnaich.

-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten
nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Vrd, man elsker? Saa tror
jeg desvrre ikke, der vilde findes saa megen Krlighed i Verden.
Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa
Fyrstens Ansigt, mens hun talte--frst Skammen, der lever lngere end
Lidenskaben--

-Skammen?

Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede
hende ikke. Men Schnaich gik nrmere hen til Ellen og talte dmpet, da
han sagde:

-Skammer sig og--hrer op at elske?

Ellen hrte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien
saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.

Bag dem spurgte Grevinden hit:

-Og hun--Damen--hvor er hun nu?

Schnaich vendte sig:

-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trof: Hjerneskallen.

-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa vre meget
utaalmodig for at drbe sig af ulykkelig Krlighed. De fleste venter ...

-De mener til det er gaaet over.

-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.

Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trgrupperne paa Plnen.

-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.

-Og imorgen skal jeg dog reise!

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.
Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem
tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu--

-Ja--tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun
gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et
lille Skrig.

-Hun var ndt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa,
det gjorde virkelig ondt.

-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod--

-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt,
naar hun blot maatte sttte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa
op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ...

-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde sttte sig rigtig fast ...

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Trerne, mens Grevinden
trippede iforveien meget stiv og pludrede i t vk. Schnaich svarede en
Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par
ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at hre; Ellen gik taus; og naar
hun lnede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nr, at hendes Haar
streifede hans Skuldre ...

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dmpet
og pludselig:

-Hvorfor reiser De?

-Fordi jeg maa--

-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Schnaich biede sig, og med Ansigtet ganske nr mod hendes, sagde han
hst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og
dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt.

Hun slap Schnaichs Arm og satte sig paa en Bnk under Trerne.

-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gre
med Tableauerne?

-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem
at se, inden jeg reiser.

-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

-Nei--det vil blive en Overraskelse ...

-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun
er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.


Der krte en Droske forbi i Allen, og Ellen lod den standse. Hun vilde
hellere kre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og
saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndren og trykkede
Schnaichs Haand varmt:

-Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lnet tilbage i Sdet med et
forniet Smil.

       *       *       *       *       *

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hrer man
gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne frer i
store Huer. De sidder midt i Salen tt op ad hinanden i stort Toilette.
Og Vgspeilene, der er let duggede af Heden, forger et Virvar af
Profiler, rdblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hftede med
Brillantagraffer--i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips
og Buketter i Knaphullet. Rkken af deres skinnende Skjortebryster naar
nsten helt op til Fortppet.

De hrer mindre: de staar distrt, mens deres Blik forvilder sig i
Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,
snart ved et Par slaviske ine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts
Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevge
sig i en befriende Bevgelse, og der bryder ls en hi, forvirret
Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at
blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder
trnger Herrerne sig dristigt ind mellem Rkkerne, og deres sorte
Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bies sammen
ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Schnaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Rkke
smgter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre
Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhngene, og han
gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Sti i
Baggrunden af Salen, klinger Hornene strkere, og Tpperne glider
langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dmring
bliver Dag, lftes og sprnges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem
dem, i straalende Lys, ser man med Buen lftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang biede Mndene sig frem
Skulder imod Skulder for at se, og ubevgelige i Sderne stirrede
Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Sknhed, der lyser af Glans, lftes
vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorstrke Skuldre, Bryst og Arme blottet,
Benet tegnet fast under Stoffets blde Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandels foran denne Sknhed.

Og da de rde Forhng atter glider frem sidder man endnu med
tilbageholdt Aandedrt og taus.

Paa Fyrst Schnaichs Pande var Sveden sprungen frem--

       *       *       *       *       *

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser lnge. De har endnu ikke talt sammen fr
Dandsen, men mens de valser vuggende og bldt, hvidsker han til hende.
Maaske hun ikke hrer, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi
og den underlige blgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men
hun smiler og mder under Dandsen hans ine, hvis Pupiller glindser.

-Schnaich, jeg er trt.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lgger hun
sig tungt ind i hans Arme, som hun fler sklve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt de i Lsesalene, som laa halvmrke
med Skrme over alle Blus, og man hrte ikke anden Lyd end Gassens Kogen
og hendes Kjoles Raslen over Tpperne.

Hun lftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Lsesalene. Her
er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjrnet paa en Puf, stillet
under en Gipsappollo og nogle store Palmer.

-Hvor her er kligt. Hun tog sit Slb til Side og gjorde Plads for
Fyrsten, og da han blev ved at vre taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa
ikke smuk?

-Ja--De var smuk, sagde han.

Der var atter stille. Fra Balsalen hrte man Trinene af den evindelige
Vals og et Par Violintoner af en bld Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig
og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle ieblikke
med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:

-Se, sagde han.

Der var ganske mrkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa
man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra
Allens Trer steg Kastanieduften op fra Mrket.

Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge sklvede ved det samme
Minde. Og betaget hvidskede Schnaich:

-Ellen, De maa jo huske det.

Ellen Maag var meget bleg; hun biede Hovedet.

-Jo, sagde hun, jeg husker.

Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:

-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes
Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af
hende paa Sofaen.

-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg
ikke talt, vil jeg kvles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke,
hvad der hnder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner
De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor
vil De saa ikke hre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.

Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.

-Vd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Lngsel og
Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu--

Han lagde sig ned foran hende, og han talte hst.

-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg
ikke kunde gre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet
om De kun kunde elske mig--

-Og Deres Hustru?

Schnaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fdder.

Han taug lidt. Og Ellen, der ventede stttet til Statuen, hrte Musiken
dmpet, og Stien af de Dandsendes Trin.

Saa sagde Schnaich:

-Men nu er hun dd.

-Og jeg elsker Dem, Ellen--

... Ellen svarede ikke.

-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Krlighed.

Der fli et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun
slyngede Viften imod ham, sagde hun:

Lche!

Og gik.

       *       *       *       *       *

Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa
Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i Kbenhavn og
var "Saisonens" Lvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud
paa Vinteren valgte hun af dem alle den ldste og den fornemste, og om
Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nr de treds, men han havde over
sig det Skr af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde
megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han rlig
havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de
fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som
Konseilprsident--en Stilling han rgtede lnge ved at tale lidt og ved
at paalgge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man nsket at sknke ham
vor hieste Hofcharge. Men han afslog.

En fremmed overordenlig Afsending havde en

Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.

Med denne Mand, der havde en voksen Sn af frste gteskab, giftede
Ellen sig. Snnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.

       *       *       *       *       *




VII.

-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretren. Men hvor
tr De egentlig komme her--Hr. de Vilsac--efter hvad De har sagt ...

-Sagt, Fru Grevinde?

-Ja--sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax ... det
vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af
Sandhed i, hvad Folk fortller.

-Ja--jeg ved virkelig ikke--noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.

-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig
ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset ... Det er, som man tager det.
Husk Dem lidt om--der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens ...
Ellen broderede og holdt Hovedet biet over sit Syti. Men nu og da,
mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skd og saa paa de Vilsac.
Efter Bordet ... oppe i Rygevrelset ... husk Dem bare om ...

Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.

-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det
er min Mening.

-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres
ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om--Ellen lo ganske kort--at jeg
var en Forbryder. Maa jeg sprge, kalder De det fordelagtigt?

Vilsac trommede et ieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.

-Hvem har refereret Dem den Samtale?

-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.

-Den, som har sagt det, har--handlet, handlet meget mrkeligt. Hvad man
siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhng. Jeg
sagde forresten--han lftede Blikket fra Hattepullen--at ... Ja--der
blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under
for en Trivialitet--men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse ... I
den Sammenhng var det kun en Kompliment.

-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hr, kre, hvor tidt skal jeg dog
raade Dem til, Vilsac, at lade vre med at vre aandfuld, saa lnge De
er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands--og De faar bare
Ord for at vre ondskabsfuld.

Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.

-Alvorlig talt--skulde De hellere have ladet den--Sentens usagt. De er
ikke berettiget til at vide saameget om mig--saa kan man tnke, hvad man
vil og ... tie stille--

Vilsac biede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.

Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad--jeg tror nu, vi er alle
meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjre noget
ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ...

-Mindst? Nei, sig mest ... Vi har Tid til det ... Det er vor Ulykke--vi
har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klder og at forelske
os.

Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:

-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.

Ellen flyttede sin Hl lidt frem og tilbage paa Gulvtppet: Saa skulde
man ikke pleie den, sagde hun.

Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde
hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.

-Hvad mener De?

-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige--med ... ikke at bukke under for
en Trivialitet ... men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.

-Hvem har sagt Dem det?

-Adskillige ... Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig
interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig
selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige
var udkommen i Paris.

Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.

Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Kn med
hendes Sknhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var
ikke meget bld i sit Vsen og hun havde ingen uadskillige Veninder.
Derfor hvnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fravrende, ved
bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den
gule Rose, hun altid havde fstet ved sit Bryst, ved det sorte
Silkebetrk paa Vggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes,
ved alt det ngne i hendes Malerisamling.

Herrerne var paa deres Side mistnksomme og aarvaagne. De holdt rene
stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tnkte, at
Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i
Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nrheden, og mens de
ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv
og--fandt intet.

Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og
hun tillod ham at vre det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa
strkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte
sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en
Kro, hvor det kunde falde sig--en ren Idyl; i Selskab og Theatret var
de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt,
og de ldre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likr og deres
Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygevrelset, kom Grevinde Urne
ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i
Havannargen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa
hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham
ubarmhjrtigt til at lgge Kortene og bortfrte ham til en Vals: thi hun
sagde, ingen kunde valse som han.

Der var ingen Grund til at tro, at hendes gteskab ikke var lykkeligt.
Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven
var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun
var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte
Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand
paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun
var fdt til at vre en Konges Maitresse.

Da Ellen hrte Ytringen, sagde hun smilende nste Gang, de saas, til
den fremmede Minister.

-De anser mig nok ikke for vrdig til at vre Dronning, Sir Audburn?

Og Sir Audburn havde haft Aandsnrvrelse nok til at svare:

-Fordi en Konges Elskede er mgtigere, Grevinde.

Ved Vddelbene paa Eremitageplnen hrte Ellen Urne til de ivrigste.
Steg pludseligt Lbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et
uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg--thi
Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprr--og febrilsk fordoblede hun
sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbiet uden at tage
Kikkerten bort fra sine ine, der skinnede.

Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen--og der var enkelte, som forstod
sig lige godt paa Heste og paa Kvinder--at der vel maatte komme den Tid,
hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin
sextiaarige Gemal.

Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i
Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne
havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et
besynderlig tomt og slukket Blik, der mdte dem i Ellen Urnes Ansigt
saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede
sig ust. Et trsteslst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine
sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen--fordi der
var ingen.

Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig trt.

Hun var ked endog af at nske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor
dorsk til at lnges. Hun modtog i vanemssig Trang til at nyde, ladt og
dovent, Dagenes Velvre, og hun blev liggende pletfri i sit rkeslse
gteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt
for sig selv, Foragt for de andre.

Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjlelig ligegyldig, og
Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden.
Fra Urnebygaard tog de til Byen--tidligt, thi Ellen holdt ikke af
Efteraarets Dryp fra Trerne og Bladdansen over Plnerne--fra Kbenhavn
i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt,
men hver Dag altid opfyldt.

Paa den Maade gled hendes Liv.

-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Som om hun aabnede inene og fulgte et kort Minut med Blikket en
Sommerfugl, der fli hendes Liv forbi.

Hun kunde paa en Reise--paa et Dampskibs Dk eller i en Kups
Hjrne--fle et minutfdt Behag ved at vre nr en ganske fremmed, og
hver i sit Hjrne kunde de veksle et Blik, der vagt nskede og ubestemt
lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue
med inene, og hun syntes i ubestemt Misnie at nu var noget
resultatlst gaaet hendes Liv forbi--indtil hun faldt tilbage i sit Sde
med et svagt Suk--og glemte Ansigtet.

En Gang havde hun flt et saadant rodlst Behag for en smuk Jokey i
Cirkus. Hun havde flt det straks den frste Aften, hun saa ham komme
ind senestrk og smidig og med det grske Ansigt oplivet af Ridtets
Spnding. Og da han lod sine store, tungsindige ine glide langs
Logerne, havde ogsaa han dvlet ... Nste Aften var hun der igen og den
nste, og deres Blikke havde hngt i hinanden, og begge havde de lngtes
... Men hun sgte ingen Leilighed og nedbrd ingen Skranker, og da han
en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbd at ride
hendes Heste til, lod hun den forblffede Artist vise ned til sin Kusk.

Paa Urnebygaard havde hun nste Sommer truffet sammen med en ung Mand,
en tyveaars Englnder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde
spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en
smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det frste Gang, hun tnkte
paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fdder og
overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde
egenlig aldrig set ham, fr nu han laa paa Kn.

Og da hun saa dette blonde, skgdunede Ansigt forvrnget af Bevgelse og
Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let ...

Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfrdet
Smerte, havde lt lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over
Gulvet, og Dren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke
holde op.

Nste Dag hrte hun, han havde hngt sig i en Knage paa sin
Sovekammervg i et Haandklde.

Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrd--ikke en Gang
sin Latter--men hun blev nysgjerrig. Hun tnkte i nogen Tid mere paa
denne dde, end hun lnge havde tnkt paa nogen levende. Hun sgte at
erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt
forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han
var virkelig gaaet ud der af Dren og uden at tve et Minut, uden at
tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie--han havde dog Forldre,
vidste hun, og Sdskende--havde han hngt sig i sit Haandklde.

Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske
paa Jorden.

Og han vilde ikke leve uden sin Krlighed.

Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der
var en lummer Dsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft,
Buxbomgrene og Blomster. Degnen snvlede Psalmerne frem, og siden talte
Prsten under en uafladelig Snften om Herrens uransagelige Veie. Et Par
Svaler fli ind under Hvlvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og
Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Drene.

Ellen sang ikke med og hrte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi;
mens hun selv rsonerede over sin Hjertelshed, sad hun under hele
Handlingen og nd i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske
var dd af Krlighed. Ikke just af Krlighed til hende, det var ikke
det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det,
at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklde om Halsen og
d.

Og da de steg op i Vognen--hun og Greven--gav hun pludselig efter for en
pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:

-Det var af Krlighedssorg?

Greven var ved at tnde sin Cigar:

-Na--tur--lig--vis. Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens
til Guvernanten?

-Nei--til mig.

Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.

-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklrede mig sin Krlighed.

Grev Urne betragtede et ieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus
tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt
Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad
tilbagelnet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.

Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte
ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed
Gaarden.

--Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilvrelse med Formens
Skrmbrdt rundt om: Dgnet og Moderne og Godgrenheden stablede noget
Indhold op, og--Tiden gik.

Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den
gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun
pludselig lne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstdet, og
krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hnderne faldt,
naar hun spillede, pludselig kraftlse ned fra de hvide Taster, og hun
stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet
med et Suk, dybt som en tung Stnnen; eller hun kunde, mens hun roligt
styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hve den smidige
Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende
Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.

Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det
flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens
Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde
Plads. Og da rev hun heftigt Flidrene til Balkonen op og med
Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen
feberhed og med brndende Blod: Hun trngte til Luft og til den frie
Himmel.

Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fdder og
Vognenes uafladelige, fjrne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom
nrmere og forsvandt--

Undertiden saa hun en Gadejgerske med smaa trippende Skridt gaa frem og
tilbage om Palets Hjrne, og biede hun sig frem over Balkonen, kunde
hun hre hendes Hvidsken med Mndene, der gik forbi. Hun hrte Pigens
plebeiiske Klenavne og Mandens Sprgsmaal, og der kunde komme i
Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm,
en graadig Fortvivlelse ...

Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og
Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende
Haremssal, og trt og kraftls sank hun sammen i en Stol.

Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod
han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ngsteligt:

-Ellen, du er ikke rask:

Men Ellen rystede paa Hovedet og biede det bort fra hans Krtegn.

-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa trt.

Og naar Greven var gaaet, og Portiren var faldet til efter ham, sad hun
igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.

Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som
nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdslst, fra Dag til
Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en
evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.

Men saaledes var det, og der var intet andet.

Og hun--hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, lb ikke fra denne
Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berring var hende en Vmmelse. Der
kunde vre Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun kledes rent
for sig selv og kaldte sig med Pbelens Navne, fordi hun sad endnu her i
de Urners Pal ... men hun blev.

Hun havde valgt den ldste af sine mange Beilere, saa havde hun troet
sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestrk Mand, som
var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar
som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og
hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede
hun sig selv.

Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal.

Saaledes var hendes Liv.

       *       *       *       *       *

-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi
er kun ikke saadan.

-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.

-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor
tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder ... Hvert ieblik trffer man
noget, man kun kan le af ...

-For Exempel?

-Aa--Exempler--Ellen lnede sig tilbage og legede med Fingrene paa
Stolearmen--Mndene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en
Kvinde instinktmssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det
har jeg aldrig st nogen Forfatter forstaa--Og det er dog noget af det
vigtigste--

-For mange.

-For alle--tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke
malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede ... ikke slette
nok.

-Det er rn Theori.

-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et
Sted--hvor han har vret lige ved at sige noget sandt, Dumas ... eller
jeg kom til at tnke paa det, da jeg hrte noget halvveis andet, som
blev sagt.

-Hvor det?

-Jeg ved ikke--det er vist af Doktoren--er han ikke Lge?

-Jeg tror, han er Kemiker.

-Naa, ja, det er sandt ... Det var noget om, at Kvinderne altid trngte
til Religion. Jeg kunde tnke mig at--man midt i hele denne Tomhed
gjorde en Lidenskab til sin Religion.

-Men hvad vil det egenlig sige at gjre til sin Religion.

-At bringe alle Ofre for den--alt--at gjre det Vanvittige--det
fanatiske ... at blive Martyr med Glde--

Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rdme op i hendes
Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:

-Men, bedste Vilsac--jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med
Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt?

-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet jnene op.

--Nei? Endelig--saa bliver Tholers gteskab nok lykkeligt.

-Hvad behager. Naar han har erfaret, at ...?

-At Byens frste Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende
Prestige, og det var kun det, hun manglede.

-De tror meget slet om Mndene, Grevinde Urne.

-Ja--meget slet, eller jeg tror--maaske snarere, at der er meget faa
Mnd.

Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden kldte sig paa til en Diner
hos den engelske Gesandt.

       *       *       *       *       *

De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store
Dagligstue ved et lille Bord tt ved Kaminen. De havde drftet
Toiletterne og Hndelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om
inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og
lste.

Grevinden var trt.

Hun sad rkeslst med Hnderne i Skdet og havde svaret mest kun med Ja
og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause,
uden at Ellen sagde noget eller rrte sig, reiste Greven sig for at gaa.

-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.

Hun lftede Haanden lidt mat fra sit Skd: God Nat, sagde hun, jeg er
saa trt.

Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde
gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.

-Jeg har faaet Brev--fra Carl, sagde han.

Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?--Har han det
godt?

-Rigtig godt.

Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var
begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mrket.

Han kom hen og satte sig igen.

-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.

Grevinden blev ved at tie, og Greven tilfiede, mens han gav sig til at
lege med Kniven:

-Han var allerede helt voxen ifjor.

-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tnke over det, helt distrt
tilfiede hun: Naar skal han herhjem?

Greven greb det:

-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.

Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:--Ja--hvis Du synes. Og han
maa jo dog som Stamherre ...

Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt.
Saadan at have en voxen Sn--

Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad
det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skd
Slbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal vre for Carl alt,
hvad jeg kan.

Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at
Du vil.

Han talte meget om det nskelige i, at Snnen kom hjem for at lre alle
Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte
naturligvis vre noget fremmed for alt, opdraget som han var i
Brssel-Pensionen--men det havde vret hans Moders nske ...

Ellen stod lnet til Kaminen med Hovedet stttet til sin Arm. Da Greven
holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt vre for
ham, hvad jeg kan.

-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bide sig og, idet han
kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han
naturligvis forelsket.

Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling
med Hovedet stttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.

Hun havde egenlig aldrig tnkt meget paa sin Mands Sn. Kun i Ny og N
blev hans Navn nvnet, talt om ham var der sjelden blevet. To--tre Gange
havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som ld: Deres
Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen--eller sligt; naar de om
Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem--seks Dage til Brssel
for at besge Snnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde
med, og hun havde ikke bedt derom--Saa havde hun aldrig set ham.

Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Sn ...
Det vilde ikke blive let--sandelig ikke let.

Ellen lftede Hovedet og mdte sit eget Billede i Speilet. Et ieblik
var hun blndet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en
fremmeds, og hun gav sig til at bevge Hovedet, saa Lyset fra
Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.

Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsn. Der hang et
Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den frste Aften efter
Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Vrelset havde set to Malerier, et
strre af en Dame med store melankolske ine og underneden et mindre af
en seks--otte Aars Dreng i en Flielsbluse, der lignede Damen ...

Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands frste Kone
og Snnen ... Siden havde hun, rlig talt, aldrig tnkt paa dem ...

Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Vrelse. Der
satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget
eget, meget bldt i den frste Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt
og skrmt i Blikket, noget eiendommelig hjlpelst sprgende.

Og det samme Blik var der hos Snnen. Man saa i det lokkede Barneansigt
slet ikke andet end de store Dueine. Forresten var Drengen smuk.

Hun sgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun
ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjrne en Kapsel af Citrontr,
som hun tankelst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og
Snnen. Det maatte vre taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat
i Haanden i en ttsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i
forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den
otteaars Dreng. Og inene, et Par store duggede, uforstaaende og
drmmende ine--rene Barneine ...

Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo--der stod det. Til
Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mrkelig klar og barnlig,
upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.

Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes ine paa hendes eget
Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte
det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet stttet paa en
halvblottet Arm og Haaret langt ned imod inene. Mange Kniplinger op om
Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa
forskrkket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spgelselys, der var
lagt over Ansigtet ...

Hun saa igen over paa Snnen.

Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden
at hun mrkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen
langsomt ned ad hendes Skd og blev liggende aaben paa hendes Slb.

Ende paa frste Del.




ANDEN DEL:


HISTORIEN.

I.

Min Sn--min Hustru.

Grevinden havde flt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv.
Hun havde vret temmelig lnge om at bestemme sig for en Kjole, inden
hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev
helt irritabel, da hendes Hnder rystede en Smule, saa hun ikke kunde
faa sine Armkder hgtede. Hun havde heller ikke lst meget, mens hun
bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det
Barneansigt, der blussende rdt af Generthed skjulte sig bag hendes
Mand, kom hun nsten til at smile.

Derfor sagde hun ingenting, og de stod et ieblik ligeoverfor hinanden
uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa flte hun med en Gang
Pausen, blev selv lidt rd, ledte for at finde noget og kom ikke til at
sige andet end:

-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.

Han stammede lidt, og helt purpurrd sagde han:

Ja, det siger alle.

Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De
ser meget ung ud.

Greven talte lidt om den skrkkelige Varme i Kupen, og Ellen spurgte,
om han havde husket hendes Indkb i Brssel.

De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsn; naar
hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slbte sig lidt
genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig.
Men han sagde ikke et Ord.

Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hte. Ellen flte det som en
Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget
kommet snt.

-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. res den, som res br.

-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt
hende Armen.

-Mange Tak, sagde han.

-De maa holde Armen lidt nrmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen,
De kommer til at trde i mit Slb.

Saa holdt han forfrdelig fast.

De kom ind i den store Sal, Nsten alle Gsterne var samlede og stod
rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra
Bufetten hrte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.

-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!

-Ja--i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.

-Nei--Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i
Munden.

Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.

Greven var sulten efter Reisen og spiste strkt. Ellen maatte underholde
Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte,
hvem Gsterne var og sligt. Carl tog nsten intet af Retterne, men naar
de andre var frdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med
det altsammen paa Tallerkenen.

-De spiser ikke noget.

-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers
ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og
sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han hit.

-Hvor du ler Carl, sagde Greven.

-Gr det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.

-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt
Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ...

-Aa--a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i
Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.

Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa
hinanden. Champagneklerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fli
frem og tilbage bagved Stolene. Man hrte en stadig Knalden af Propper
og Klirren med Glas i den forvirrede Sti.

Fyrstinden raabte meget hit, saa hun blev endnu rdere i Hovedet, og
man kunde hre hende over den halve Sal.

-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.--Jeg har en Loge. De tager jo
med, Hr. Greve, tag med ... alle tre ... Hun tog sin Guldlorgnet op ...
_Qu'est ce que a--ce jeune homme l_, spurgte hun saa lidt sagtere.

Greven vidste ikke, hvorom der var Tale ... den unge Mand var hans Sn.

Det var Tho, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge--ganske
alene. De maatte flge med.

Ja--han takkede, hvis Ellen vilde ...

-Det vilde maaske more Carl ...

Hun vendte sig. Men, kre, De har jo ikke rrt Deres Artiskok ... Nu saa
han igen paa hende.

-Nei--hvor han dog havde let ved at blive rd--jeg ved ikke, jeg
forstaar ikke ... rigtig at spise dem.

Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte s
anden Akt ... Scenen paa Markedet ...

Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik
Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.

-_Il est charmant_, sagde hun ganske hit.

Tjeneren havde sknket Mot i Glassene, og Carl havde tmt sit et Par
Gange. Greven havde drukket med ham og nsket ham Velkommen. Ellen sad
med Glasset og ventede.

-Drikker De ikke med mig, sagde hun.

-Jo Tak--saa gerne ... men ...

-Men saa klink dog!

-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sd.

Stien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over
det hele hrte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes
Diamantbandelokker dirrede i Vinden--og noget hirstet forfrdeligt
Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og
halvt opsmgede Frakkermer.

Carl var ogsaa blevet rd i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa
morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.

-De snurrer--De snurrer saa latterligt.

-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lrer
sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.

Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man
har vret borte fem Aar ...

-Ja ... nsten seks ... til November ...

Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englnderinderne
begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt
efter lidt, stive og ubevgelige. Men de andre holdt Stand, noget
chaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de
blottede Arme stttede paa Bordet. Vifterne fli frem og tilbage, og man
plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.

Ellen lnede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa
Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Stien og
Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelnet og pillede tankels en Rose
i Stykker i sit Skd.

Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa
ham (han sad igen biet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:

-Jo--De er meget smukkere end Deres Portrt.

-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja--hvilket er det, De har.

-Et stort--med Kniplinger om Hovedet ... Aa, frst maatte jeg slet ikke
ha'e det paa min Vg ...

-Hvad for noget--maatte De ikke ha'e det? for hvem?

-Nei--i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrtter ... og jeg
havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var ... Saa sladrede de andre
... og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede ... som ...
jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige ... at ... det var ... Dem.

Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem,
saa de fli som Sommerfugle.

-Naa ... og saa blev Billedet hngende?

-Ja--over min Seng.

De brd op. Greven gik om og bd Fyrstinden Armen, og de satte sig alle
i et Hjrne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte,
om hun havde vret syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la
plage".

Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i
Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe
Palmer.

-De har forget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lnede sig lidt
over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder.

Ellen forstod ikke.

-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?

-A--a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er
min Sn.

Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilfiede hun
leende:

-Ja, Baron, min Stedsn--en Sn af min Mands frste gteskab ... Skal vi
gaa ud til de andre?

       *       *       *       *       *

Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen
lod hun ham stte sig ved Siden af sig. Salen var nsten ganske tom--det
var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med
Carl.

Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og
med hasarderede Antydninger.

Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen
for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind,
og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmrket.

En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Sprgsmaal, lo
Fyrstinden himmelhit og vendte sig til Ellen.

-Ah--_l'ingenu--il ne comprend pas._

Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der
begyndte at fyldes.

Hun sad med Kikkerten for inene, mens hun hrte hvert Ord, Fyrstinden
sagde. Hun flte et nervst Mishag med hendes Snak.

-Det varer en Evighed, sagde hun.

-_Chre--la divette_ maa have Tid til at puste--naar man er saadan
snrt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.

-Nei--se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende ... Ham
maa de jo kende fra Brssel--

-Ja--jeg har set ham et Par Gauge ...

-Og hans Moder--hun er saa smuk ... Ja ... Fyrstinden examinerede
Prinsens Loge i Kikkerten--han er forresten ogsaa kn ... For den
Historie kender De da?

-Alle siger, han er saa elskvrdig.

-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes
Rachel--

-Spiller hun Komedie, spurgte Carl.

Ellen havde forstaaet og blev pludselig rd uden at hun vidste hvorfor.
Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin
Vifte og sagde:

-Nei--hun spiller bare "Fdra".

Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var
ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for inene, kun beskftiget med
Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:

-Ja--De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.

Ellen tog frst Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hrt
noget, sagde hun aandsfravrende:

-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?

Men saa fik Fyrstinden pludselig ie paa en Veninde i den anden
Avant-scne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev
Urne kom ind og fulgte hende over.

Ellen flte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa
meget, sagde hun og slog sin Vifte ud.

Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.

-Aa--jeg kender hende saa lidt.

-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig
igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af
Ligne, sagde han.

-Jo--jeg tror det.

Det var en hi, majesttisk Figur, som sad ved Siden af Snnen. Ellen
saa paa hende.

Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.

-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke
vre vred.

Tonen var saa mrkelig bld, og han blev ved og ved at trykke hendes
Haand.

Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa
besynderlig nervs, at hun fik Taarer i inene.

Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.

Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhit ad Lierne. Se dog, se dog,
sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk--aa--nu falder
han ... aa ... sikken Kolbtte ...

Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de biede sig
alle frem over Logeranden. Det var Tho, som kom ind.

_L'impudente_, sagde Fyrstinden.

Tho gik lngere frem rokkende en Smule paa sine hie Hle.

Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret
taug. Tho stod midt paa Scenen og rrte sig ikke. Hun holdt det lokkede
Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tnder.

Se Tnderne, sagde Greven, han krtegnede sit Overskg--Millionknusere.

Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. _La coquine, l'impudente_,
sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.

Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han
var ganske bleg. Han sad forbauset med store ine og stirrede paa Scenen
uden Kikkert. Men saa med n Gang blev han blussende rd, og da Tho
begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev
han siddende.

Ellen blev selv rd og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort
fra Scenen, og saa ud over Tilhrerpladsen, saalnge Tho sang.

Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tppet faldt.

       *       *       *       *       *

De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dmningen.
Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bd Ellen sin.

Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de
kom ind i Gaden ned mod Dmningen sagde Carl: Aa--han trykkede hendes
Arm--hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at
lbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i
Vandet!

Ellen lo og lod sig trkke ned med. Hans Overstadighed smittede hende.
Hrer De, raabte hun, hr--Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans
Fornavn uden at vide det. Jeg bliver--helt forpustet.

Men de blev ved at lbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede
Stranden.

Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mrke.

-Nei--nei--hvor her er smukt. Hans Udbrud dde, og de taug.

Lnede til Rkvrket stirrede de ud over Havet.

Men da de hrte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig
begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dmningen.

De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa
sin sdvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tr Fyrstinden dog sige
saadan noget ... om Folk ... saa skrkkeligt. Ellen saa paa ham. Hun
havde ikke troet, han havde forstaaet--

Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede
de paa de andre, og de gik op sammen.

Ellen opdagede, mens de ventede paa Then, at hun havde tabt sin Vifte,
maaske paa Trappen. Carl lb ned i Portnerlogen for at sprge, og Viften
laa paa Bordet. Portneren gav ham den.

-Det er maaske Deres Ssters Vifte? Den er just funden paa Trappen--

Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde
Portneren.

-_L'eventail de madame la comtesse!_

Carl lo og tog Viften. Men udenfor Dren kyssede han to Gange dens hvide
Svanedun, inden han gik ind til de andre.

Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa
Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han lftede
Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i inene.

Greven blev nogle ieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde
han. Og han har virkelig voxet sig kn--synes Du ikke?

Ellen havde ikke hrt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi
Sofaen.

-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...?

-Hvorfor dog? Aa--han lo--nei, ved Du hvad--det store Menneske ... Det
var dog for galt ...

Nu da det blev sagt, flte Ellen selv det latterlige; hun kom til at
smile: Nei--ikke saadan, sagde hun ... Men--aa nei, det var bare en dum
Id ...

Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet
og gav sig til at spille. Det var en gammel
Melodi, som gled frem under hendes Hnder.
Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede,
begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun:

  Tell my the tales, as remember to my
           Long, long ago
              Long ago.

       *       *       *       *       *




II.

Deres Yndlingstur var langs Havet.

De gik bort fra Dmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke
var banet Vei, og Ellen gled i det lse Sand. De maatte holde sig fast i
Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte
Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa
Klitbanken.

Thi der oppe fra var Havet sknnest.

Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grnlig-blaat i
Middagssolens Skr.

Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige
Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Blgekamme Solens Straaler
i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brdes.

Saa plantede de den store Lrredsparasol i Sandet og slog den op og
satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fdder. Thi det var
hans bedste Plads.

Men mens de talte--det var hende mest, han sad og lyttede--hrte de
bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand.

Og naar han saa paa n Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt
den lnge mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For
hun vidste, saadan var han, og hun havde vnnet sig dertil. Nu kunde hun
slet ikke tnke sig det anderledes.

       *       *       *       *       *

De allerfrste Dage var det hans ine, der havde interesseret hende. De
var altid duggede--hans ine, og de hvilede pas hende overalt. Hun
kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog
flte hun hans ine paa sig; de sgte hende, naar hun taug, og naar hun
talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun
flyttede sig.

-Deres Stedsn har katolske ine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever
evig med Blikket paa Madonna.

Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og
Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna.

Hun sagde det en Dag til ham.

-Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mrkeligt ved
mig?

-Ser jeg paa Dem?--det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik
atter paa hende med det samme Udtryk.

Naar de var alene, og hun lnge havde talt og saa rettede et Sprgsmaal
til ham, svarede han aandsfravrende og som en, der vaagner af Drmme.
Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hrt, hvad hun havde sagt.
Men hrt det, havde han alligevel; for det kunde godt hnde, at han et
Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig
spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet,
han havde hrt.

Saa havde han altsaa baade hrt det og tnkt derover.

Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig
var, og hvad han tnkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde
ligefrem kmpe for at faa ham til at tale, fortlle, give sig hen--thi
han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring,
hvor han gik op i det: at se og hre hende.

-De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortl mig noget.

-Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.

-Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale ... fortlle mig lidt. Om
Deres Liv, om Dem selv ...

-Jeg har ikke noget at fortlle.

Et var sikkert; hendes Mands Sn var uerfaren som et Barn, Hun kunde
ligefrem blive irriteret ved altid at mde det samme store, forundrede
Blik, og bestandig at hre de samme vage, halvdrmmende Svar, naar hun
spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget
midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan
udenfor alle Begreber ...

Undertiden troede hun nsten, det hele var Affektation. En
Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste
Ting: til pludselig at klappe hendes Hnder, naar hun havde givet ham
Armen paa Dmningen, eller lgge sig ned for hendes Fdder om Aftenen,
naar de var alene i Stuen.

Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde
ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine
besynderlige ine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Vsen blev
sky og forknyt.

Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se
ham bedrvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel
Betagelse, nsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjlpels og
ulykkelig.

-Hvorfor ser De dog saa bedrvet ud? spurgte hun saa omsider.

Som oftest svarede han ikke, hans Lber sklvede blot, mens han holdt
dem fast lukkede.

-Er det mig, som gjorde Dem bedrvet?

-Aa nei--De--og han saa paa hende--men jeg tror, De er vred paa mig.

-Men, hvorfor dog?--hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen
Grund til at vrre vred.

Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar--saa bldt, et lokket
Barnehaar at fle--og han lagde nsten sit Hoved op til hendes Kn.

Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tnkte hun slet ikke mere derover.
Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske
blidt, saa blidt.

-Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hnder, der
sklvede, greb hendes.

Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin
Barndom i Brssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois
Pensionat.

Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng
havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmnd i Hr. Dubois
adelige Planteskole. Han havde vret meget gode Venner med dem isr i de
frste Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom
han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til
at gaa paa Bal, fulgte med deres Slgtninge i Theatret og besgte dem om
Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra
Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om
deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over
Kusinerne og--Tanter, laa Carl vel og hrte paa Ordene, som blev sagt,
men han tnkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke
vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imde, og det havde ingen
Virkelighed for ham.

Dagene gik saa let.

-Vi havde jo nok at gre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med
Professor Genest og saa fgtede jeg hver Dag--jeg var den dygtigste i
Fgtning ...

-Men i Deres Fritid--om Aftenen? ...

-Aa--saa gik jeg med mig selv ...

Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv--udenfor Livet. Han havde
lst og skrevet og lrt udenad og fgtet, og Dagene var gaaet, og mens
Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre
var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet,
maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige
Dont som i Drmme.

Ellen begyndte at forstaa sin Mands Sn. Han havde levet sin Barndom som
en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre
ikke ham.

De frste Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel
instinktmssig blevet flt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes,
og hos hendes unge Stedsn havde Lngsler og Savn, vaagnende Begr og
gammel Trst efter mhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af
vagt Drmmeri. Deri havde Carl Urne levet sin frste Ungdom.

Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte
om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den
krampagtigt.

-Men nu--nu har jeg det saa deiligt.

De blev tause, og bevgede lyttede de til Havets Sang. Vid og mgtig laa
dets KmpeFlade.

-Lngtes De da ikke? spurgte hun.

-Lngtes? Jo--nu tror jeg, det var Lngsel. Mange, mange Aftener, naar
jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede
paa Himlen, og jeg grd og grd--

-Stakkel--det var Hjemve ...

-Har De ogsaa flt det? ... naar Skyerne driver, og man bli'r ved at
stirre, stirre paa dem, til de fortller En saa meget ... som, man slet
ikke ved, hvad er ... for det er altsammen som i Drmme ...

-Jo, det fler vi vel alle--naar vi er unge.

-Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa
En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst ... Just, fordi man ikke
ved, hvad det er--

... Det er ligesom det raabte bag et Tppe, og man lytter og lytter og
forstaar det ikke ...

Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens
den halve Himmel gldede i Flammer, gled det store Hav som en Strm af
Purpur, dunkelrdt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem.

Da dde Talen.

De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lnet op mod
hende, frem mod det funklende Hav.

Hun lste i hver Krog af hans Sjl; hver Rrelse fornam hun i dette Liv,
som var begyndt at foldes ud.

Og da Ellen frst troede paa sin Stedsn, veg Forbauselsen, og den blev
langsomt til en halvt vemodig Interesse i Slgt med en Ssters milde
Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberrthed, som
hun nskede at vrne om.

Saa flte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sdemandens
Glde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjleliv, som hun flte,
hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utnkt Fryd ved at kaste ved
hvert Ord og i hver Time den frste Udsd i en ny og jomfruelig Jord,
ingen Plovfure havde brudt, og som sklvende undfangede sin frste
Grde.

Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjle var Ellen i sit inderste dybt
sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls
umiddelbare Sind vkke hendes Flsomhed.

Der hrte saa lidt til at gre ham glad, blot en lille Gave, saa
ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste
sin Glde i alt dette pludselige og umotiverede, det nsten kaade, der
var eiendommeligt for hans Vsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun
reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil--men hendes
ine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var bld som et Krtegn, naar
hun sagde til ham:

-Carl--hvor De dog er et Barn.

Hun vnnede sig at krtegne ham. Overfor ham kom mhed af sig selv.
Hundrede Gange greb han hendes Hnder, altid maatte han vre hende
legemlig nr. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nrhed, hvori
de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham
til at indsuge med Sjl og med Sanser--frte dem uimodstaaeligt sammen.

Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tnke paa ham. Hun smilede
deraf. Men uden at gjre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at
tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste
Tid.

Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Vsen, naar de var alene, og
der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot
hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, vre ganske kold og slet
ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, flte hun det som en
Befrielse, og der kom over hende en frisk Glde, som paa en Gang kunde
gjre hende nsten yngre end han.

Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke
anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag.

       *       *       *       *       *

Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Sti.

Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brndingen, lb Herrerne
hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid;
klyngevis stredes de og fgtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne
vrgede Drene, og de flamske Kuske skndtes ... Saa blev der en Jubel
af Skrig og Raaben, naar Flamlnderinderne svang de store Koste, og
Kuskene smldede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte
slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa
Bagdelen, mens Hestene stampede.

Halvngne Beber vltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i
Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fstninger og gravede
dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden
havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til
Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og
Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Hns, der
har llinger.

Men lidt lngere inde laa Mdrene under spraglede Lysthusparasoller med
en Bog og ventede dovent paa deres Badetime.

Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev
bagte af Solen, eller de rg med Nsen lige op i Luften og en glemt
Roman paa deres Kn, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme
Badevogne, vbnede med uhyre Kikkerter og vrnede af store Panamahatte.

Ude i Brndingen holdt Badevognene i en lang Rkke med deres hvide Tage
skinnende i Solen. Mellem de hie Hjul dukkede de Badende frem, og
sprang op og ned for Brndingens tunge Std.

Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel,
hvor man hrte Bladslgernes Skrig og Brnenes Hvinen mens de legede ...
Der var et Mylr i Sollyset af rdstribede Parasoller, flamske Dragter og
smaa Telte med farvede Vimpler ...

Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brndingens ensformige Slag, der
reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden
med en dump Brusen.

Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskrm og vidste ikke, om hun
vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke vret ganske vel. Men da
Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste
sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun kldte sig
hurtigt af inde i Rummet.

Hun hrte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i
Blgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes
i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel lb ind foran den
mgtige Brnding--der naaede og dkkede dem--og gled over.

Solen glitrede over hele Havet.

Hun flte en Glde til Badet, mens hun fstede de Perlemoders Spnder,
kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Dren for
at kalde. Den store Flamlnderinde stod opskrtet paa det nederste
Trappetrin, og Ellen traadte ud.

Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hnder, men hun tvede med Haanden
lftet for at lse Baandet og betragtede Oceanet.

Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt.

Det gled majesttisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude
laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed,
fortonet let i Horisontens Dis; men lngere fremme fik det mrke Farver,
rullede dorsk de tunge grnblaa Vande ud for Solens Krtegn, som et
Kmpedyr, der dovent strkker Kroppen.

Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden frte an i en
Kvadrille, der lstes op og flygtede med Hvin for en skummende
Brnding--

Ellen vaagnede af Drmmeriet ved et Gys og lste hurtigt Snoren til sin
Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det verste af Trappen.

Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med t. Lidt foran
sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rd. Hun blev forvirret
og ganske bleg.

Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet.

       *       *       *       *       *

De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Drene stod aabne til det
mauriske Tag. Nede i Salen havde det vret meget varmt, knap til at
aande. Her flte man Luften fra Havet, strk og klig, og med Carl under
Armen traadte Ellen ud paa Taget.

De stod lidt ved Dren--som om Ellen pludselig tvede for Mrket. Saa
begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel.

De hrte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe
Mumlen fra det nre Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge.

Husk at nske, Carl.

Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod
Mlkeveiens Skr.

De nrmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hrte Stemmer
og Raslen af Seleti og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset
fra "restrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blndede deres ine.

Kom--lad os gaa.

Men Ellen vilde s, gik hen til Balustraden og lnede sig frem. Det er
til Ballet, sagde hun. S blot.

De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud
tt ved Siden af hinanden og saa paa Strmmen af Gster. Damerne steg ud
af deres Vogne og lb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med
oplftede Slb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen
Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under
Silkeslaget, naar de biede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med
ubevgelige Ansigter og blottede Hoveder.

Vognene blev ved at kre til og fra. Drene smldede op og blev smkket i.

Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen
af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set.

Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de
stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slbene falde og
lnede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Flidrene op. Saa vendte
Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige.

Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes
Kniplingsforhng, mdes, dvle sammen og skilles. De lo, naar de kendte
dem igen.

Dt var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at
spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen.

De blev staaende biede ud over Balustraden og saa ned. De flte begge
en stille Glde ved at staa her sammen i Mrket, over Svrmen; og Carl
havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens.

Saaledes stod de lnge. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa
halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt
og forniet, og lige med t lb de bort fra Balustraden ind i Mrket.

De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og biende bort
fra Lyset.

Men da de naaede Balkondren, hvor Musiken strmmede op imod dem,
stansede Carl:

-Hr, det er Rubinsteins "Asra".

Ellen havde endnu Valsen i sit re.

"Asra"? sagde hun.

Men pludselig genkendte hun Ordene:

   --Tglich ward er bleich und bleicher,
        bleich und bleicher

--Og blev staaende lyttende som han.

Naar Sangerens Stemme sagtnede, hrte Ellen Carls Aandedrag tungt tt
ved sig; og hun havde Lyst til at s hans Ansigt. Men hun forblev
ubevgelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans.

Saa lftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og
bleg.

        Und mein Stamm sind jene Asra,
        welche sterben, wenn sie lieben.

I pludselig mhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde
hun sin Arm om hans Hals.

Da de vkkedes af Bifalds-Larmen, lftede Carl sit Hoved fra hendes
Skulder.

-Kom--lad os gaa ned til Havet.

-Til Havet, nu ... saa silde ... Nei--kom, vi maa hjem.

Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det
lille Taarn. Der frte Vindeltrappen gennem Lsesalonerne ned til
Terrassen imod Havet.

Trappen var mrk med fortrukne grnne Gardiner. Ellens Hle klaprede mod
Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned
ad Trinene som to Brn paa Flugt.

Da de kom nedenfor den frste Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra.
Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Lsestuen: En gammel
Gentleman sad og nikkede neden under.

Saa traadte de ad en Bagdr ud paa Kaien.

Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret
Sti ind mod Dmningen, et Par Valstoner dde hen ude over Havet. Ellers
var det tyst.

De satte sig paa en Bnk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det
mrke Hav at lyse som hvid Ild. Blgerne steg og sank med Skum af lyse
Flammer; gd sig over Mrket som Tpper af Lava i Luer. Indtil det hele
Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans.

-Men--Carl, De, som er Lykkens Skdebarn? De skulde aldrig vre helt
glad?

-Nei--jeg ved ikke, men jeg kan ikke vre helt glad. Som nu, hvor her er
saa smukt, og De er her--og alting ... Jeg tnker altid bare paa: Naar
det saa er forbi ... Og saa er jeg bedrvet i det samme.

-Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som fler altfor
strkt.

-Kan man fle for strkt?

-Ja, Carl--for strkt til at blive lykkelig.

-Maaske. Carl biede Hovedet og stttede det paa sin Haand, mens Ellen
talte sagte:

-Naar man elsker den hieste Lykke af hele sin Sjls Begr--og alt det
andet kun er det ngne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste.

Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv.

Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bnken og gik hen ad Kaien. Carl
fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i
samme Tone.

-Det eneste--

Ellen hrte det og rystede paa Hovedet: Nei--Carl--det skal man ikke
sge ...

Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprret, hvori hun var
kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug
begge.

Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der frte til Havet, og de satte sig
stille paa Trinet, tt ved hinanden.

Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum
af Stjerner i det mrke Vand.

Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hnder og klappede dem
sagte, sagde hun:

-Jo, Carl, De maa blive lykkelig.

Han stttede Albuerne i hendes Skd, og de smilede begge med Taarer i
inene. Saa med t spurgte Carl:

-Hvorfor skrev De dog saa sjldent?

-Skrev? Aa--til Bryssel.

-Kun tre Gange ...

-De Par Ord ...

-Ja--for De vidste ikke hvor jeg lngtes ...

De blev ved at s hinanden ind i inene, indtil de sklvede.

Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk
hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:

-Min Dreng, min bedste Dreng.

Og lnge modnes deres Lber.

       *       *       *       *       *

I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De
havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg
sagde Ellen, hun vilde gerne besge Thorsholm i Stedet for strax at tage
hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes
Barndomshjem, og hun lngtes efter at se det igen. Saa tog de derop.

Ellen havde den lidt kostbare Id, at hendes Fdrenegaard altid skulde
staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behvedes
kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det
gamle.

Det sene Efteraar var usdvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft.
Paa Terrasserne blomstrede de hjstammede Roser endnu, og Bedenes Grund
var grn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene
begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud
bag mangefarvet Lv.

I Plnenes Anlg ragede Bladplanterne op med mrke Kmpeblade, og de
store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grnsvret. Stive Asters
prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med
Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.

Alt spirede. Den store Rdtjrn stod anden Gang med fulde Knopper,
beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske
Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.

Men Rnnebrrene, der hang straalende rde, forenede Efteraarets Pragt
med den sene Sommers, og Lindegangens Lv var isprngt med rigelig gult,
der lignede Guldstnk i Solen.

Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor
Taarnvinduet, og hun aabnede Havedren og traadte ud paa Terrassen--
kunde hun staa lnge fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin
sildige Rigdom under den frste Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet
de frste Hilsener, faldt de begge hen paa en Bnk, og halve Timer sad
de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig ls fra Synet
af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver
en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.

De sadlede Heste maatte vente.

Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Brm af Slv, og
de bare Marker laa blgende foran dem.

Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetrerne
Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Vv af
Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev flles Eie.

Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt
mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindeallen, hvor Solen
kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, ste Ellen sine
Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.

Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over
Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og
Blikket saa dugget-bldt. Lste hele hendes Vsen op i klyngende
Hjlpelshed.

Det sugede Carl Urne ind som skn Musik, indtil det var ham, der blev
glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.

--En Dag, da de sad paa Bnken ved Gravstedet, sagde Carl:

-Hvor Folk dog dmmer feil ...

-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op
fra Stenen, paa hvilken hun stttede det. Hvad siger man om mig?

-Aa--saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender.

-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men
der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig
sagtere og mere tvende:

--Men De maa heller ikke tro--hvad de fleste ... det vilde gre mig
ondt, om De troede det--at jeg er meget rgerrig ... Hun tvede igen, og
Carl blev flygtig rd. Ellen stttede atter Hovedet paa Stenen:

-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ...
Jeg havde kun haft en eneste rgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun
en Vilje: at bie mig, et eneste nske: at hjlpes--og saa siger de, jeg
vil kun befale ...

Ellens Hnder faldt slapt ned fra hendes Skd. Carl greb dem og bevget
sagde han:

-Og kunde jeg da slet ikke gre Dem lidt glad?

Hun saa paa ham og trykkede hans Hnder, og i det milde Tonefald, der
gjorde hendes Ord til tusind Krtegn, sagde hun:

-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.

--Om Aftenen lste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde
drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det stre Taarn, tog
Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar
og forunderlig mild. De gik op og ned i Allerne, hvor det var stille,
saa de hrte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden;
paa de mrke Plner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og
Heliotropduften gennemtrngte Nattens Mrke.

De blev ved at gaa i Allernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men
pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af
Nattens Duft og Taushed, mdtes de i hede, uvilkaarlige Krtegn.

Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen
brndte rolig under sin blaalige Skrm, faldt Carl Urne hen i lange
Drmmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm
jog hun alle Strenges Toner op.

       *       *       *       *       *

Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.

En Aften var de blevet inde. Ellen frs og havde fundet det altfor koldt
at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og lste foran
Kaminen. Naar hun lftede Blikket, mdte det Carl, der hang i en Stol,
drmmende med opspilede ine og Hnderne foldede over sine Kn. Ellen
faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skd og stirrede paa Bgeblokkene i
Ilden.

Hun vkkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevgelig i samme
Stilling med store og stirrende ine.

Hun saa et ieblik paa ham, og Carl flte hendes Blik og vaagnede med et
pludseligt Smil.

-Hvorfor lser De ikke for mig? spurgte hun.

-Hvad skal jeg lse?

-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.

-Bogen ligger ovenpaa--

-Men saa--kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine
Slvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun,
De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader rkeslshed.
Hent saa Bogen ...

Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og
tilbage paa Gulvet, mens hun gned Slvringene i sit Armbaand op og ned
paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen,
sidde og drmme Tiden vk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han
altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trttende at se paa.
Og hvorom drmte han saa? Om hvad?

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis
sidde taus, med Hagen stttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over
Lindene.

-Hvad tnker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan
uden at tage Dem det allermindste til?

-Tnker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ...

-Billeder?

Og han faldt hen igen; og naar hun lftede Ansigtet fra sit Broderi,
saa hun ham atter med de vidt opspilede ine fstede paa Himlen. Saa
kunde rkeslsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun
tankelst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene,
hvis Skygger svingede for Vinden.

Ellen trykkede nervst Slvringen fast om sin Arm og trak hurtig
Silkeslbet efter sig paa Tppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid
ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig
en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.

Da hun hrte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.

-St Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er
afskyelig koldt ...

Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi lse? spurgte
han.

-Hvad De vil.

Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at lse de
frste Strofer og blev saa ved at lse et Par Sider ud i Trk. Han lste
meget dmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, biet over Bogen.

Ellen hrte knap. Men Versenes blde Lyd beroligede hende; hun mrkede
Ordene som en dulmende Strm for sit re, mens hun sukkede nu og da. Og
uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt
fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede
Laag ...

Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er
smukt, sagde hun. Ls mer.

Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.

-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.

-Ja--den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at lse, bevgede hun
Lberne svagt, som om hun uhrligt nynnede.

  _Rappelle toi, quand l'Aurore craintive
  Ouvre, au Soleil son palais enchant;
  Rappelle toi, lorsque la nuit pensive
  Passe en rvant sous son voile argent--_

Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, stttet paa hendes
Haand. Hun saa Skret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev
som Guldbrand derved. Og hun lagde Mrke til alle de fine Dun paa hans
Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ...

  _Rappelle toi, lorsque les destines
  M'aurent de toi pour jamais spar,
  Quand le chagrin, l'exil et les annes
  Auront fllri et cur dsespr.
  Songe  mon triste amour, songe  l'adieu suprme!
  L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime.
  Tant que mon Cur battra,
  Toujours il te dira:
  Rapelle-toi._

Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.

-Ls det en Gang endnu.

Carl saa op: hendes Ansigt var til Dden blegt; hun lagde en Haand--af
Is--paa hans og sagde igen:

-Endnu en Gang.

Han lste, en Smule stdvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset,
lukkede han sagte Bogen til.

Ellen rrte sig ikke. Carl syntes, han kunde fle Kulden fra hendes
Ansigt ned imod sig. Selv brndte han.

Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrkket. Men da Kaminilden begyndte
at skre Carl i Ansigtet, biede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes
Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede inene og
alle Trk var skarpe--

Og i forfrdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte
Carl Urne Hnderne frem:

-Ellen, skreg han. Hvad er der?

Hun vaagnede ved sit Navn.

-Lad mig gaa, rr mig ikke! hun nsten raabte, og da hun var kommen lidt
hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:

-Jeg er ikke vel ...

Hun bevgede Hnderne afvrgende, tvede, som om hun endnu vilde tale og
gik.

       *       *       *       *       *

Da Carl nste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim
over Plner og Trer. Det var med et blevet Vinter.

Ved Frokosten var Ellen livlig som fr. Scenen fra igaar var glemt.
Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plnerne, i
Bedene var alle Blomster frosne bort.

Da de kom hen under Rdtjrnen, lftede Carl sin Stok og slog op imod
Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa
den rimdkte Jord.

--Nste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til Kbenhavn. Det var
vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestt nskede helst at have
Grev Urne i Nrheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at
kunne bevge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man
bestandig hre hans Raad og benytte hans Indflydelse.

I Kbenhavn blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke
ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde
Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i
et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde vret
paa Reisen og ude paa Thorsholm.

I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves
til re for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa
Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den
kongelige Familie lovede at ville bere Festen med sin Nrvrelse, og
man ventede Ballet som Forssonens vigtigste Begivenhed.

       *       *       *       *       *




III.

Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Kn.

Et Fljelsslb tungt gjennem Rkkerne, i

Nserne Duft af Verveine; og Fljdrene lukkes bag Majestternes
hilsende Ryg.

Gsterne dvler i rbdig Bining.

Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev
og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst
Majestterne ned.

Med et brydes Rkkerne under forvirret og hundredestemmet Sti. Man
farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trnges man.
Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.

Midt i Larmen hrer man Balinspektrens Raab: Frste Extravals--frste
Extravals! og Majordomus Stemme, der bevger sig frem mellem Grupperne:
_Les tables  jouer--Messieurs, les tables  jour._

Og Stemmen og Lyden af hans Slvstav mod Jorden taber sig mellem Latter,
Vifteknitren og Stien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ...

Knald af Propper; Stimmel allevegne.

Carl Urne sger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder
han sin Dame.

-Det er os, Comtesse.

-For anden Gang ...

-Ja ... De er resgsten.

Han frte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tt sammen
for at hre--Orkestermusiken var strk--han helt ind til hende, Clara
Zichy sad med sine blanke Ungarine fstet paa ham.

De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, frer hende tt, hun ligger som
en Vaand i hans Arme. De stanser frst, naar Musiken holder op.

Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel
fipskgget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om
Majestterne.

-Hendes Majestt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har
ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ...

-Det er Begivenhederne i Rusland.

-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestt ...

Man glider fra Sprngningen i Vinterpaladsets Spisesal over til
Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte
sammen og siger:

-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre
omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i
Divanen siger afsluttende og grdet:

-Godt, at vi har en strk Regering.

Grevinde Rosenkrands bier Konversationen.

-Spiller De endnu firhndigt med Majestten. Det er til Grevinde Urne.
Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hrte
flygtigt hans blde Fransk--

-Ja jeg spiller undertiden.

Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestt spiller meget
smukt.

-Meget smukt.

Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Mje:

-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med
Majestten.

Ingen sagde mere, og Gruppen oplstes, Ellen havde ikke mrket det, mens
hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde
Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og
sagde:

-Ja, hun er meget smuk.

Ellen blev ved at flge Carl og Comtessen med inene: Hvem--spurgte hun.

Grevinden besvarede ikke Sprgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen
vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er
Ungarinde--hun er meget smuk.

Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slb fli hen over Gulvet og
streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser
godt--lidt intimt ... Hun nlede et ieblik og lod Guldlorgnetten falde.

-Det vilde vre et passende Parti.

Ellen lo.

-Skal vi dog ikke frst lade ham vre kommet ud af Skolen ...
Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt
aandsfravrende Ord med den og den, frte Viften uafbrudt.

I Dagligstuen kom Greven imod hende:

-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrngt.

Hun saa i Speilet, hun havde to rde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde
hun, her er meget varmt ... Og saa anstrnger det virkelig en Smule at
s Majestterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og
skyllede Vinen ned.

Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portiren sagde
han: Carl morer sig nok--har du set ham?

-Ja ... han er glad iaften.

Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slngt sig paa Paten i
Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i lftede
Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.

Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trngte til at
le, hun vilde vre munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle
Fru Harsdorff, saa alle lo hit; og midt i Koret hrte man hendes egen
Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brd op og gik videre ...

Dansen var forbi.

Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres
_Chapeau-bas_ under Armen, slie i Knene og med hngende Skuldre. De
unge Damer fli sammen i Krogene, klne af Dansen, med hinanden om
Livet ...

Efterhaanden tmtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og
tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfldigvis atter
naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemrket gled de
ind ... Med et lignende St som Herrerne, naar de dukkede ind bag det
tyrkiske Tppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa
Skyer.

Orangeriets runde Hal laa hen i Mrke. Under Platanernes Kroner dukkede
de matte Lamper frem som svvende Frugter imellem de hie Grene. Ned
over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grnne Pragt rigt fra de
hie Altaner. Drecener bredte deres Kmpepigge. Store Viftepalmer
skrmede i blaalig Skygge Marmorguder.

Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved
Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentrer fra Nizza drmte med
svulmende Knopper nr ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rdlige
Skrme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig
op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne
stille.

Man hrte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvgens
Grotter. Nr ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vkke
den slumrende Amor ...

En Gang imellem gled bag Vksternes Stammer et Silkeslb forbi paa
Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rdlige Lys frem for
at fange Springvandets klige Regn ...

Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbnk ved Bassinet, og mens hun
vdede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:

-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet?

-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten
mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.

-Ja, sagde Ellen,--om man var fdt til at tage tiltakke.

-Fdt dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror
Grevinden, der sprges?

Ellen stttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervst Sandet med
sine Hle.

-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem,
som ikke har Evnen til at strbe efter Lykken.

Har De lavet det selv.--En Bevgelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok
... De er ogsaa af de fordrende Mennesker.

-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fdes
med de besynderligste nsker. Gjtter De, hvad der som Barn var mit
hieste nske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og
sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bie
sig imod mig, og Stngelen vilde lfte mig saa hit; og saa vilde de
lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det
nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle
Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der
er saa stor en Victoria regia ... at den kan bre mig ... Nei--man maa
tage tiltakke med Aakander ...

-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det
nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan:
mange Ting, vi ikke nsker saa meget--for en Ting, vi nskede, og som
det ikke giver.

De taug lidt. De hrte en forvirret Sti af Stemmer fra Salene blandet
med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde
Ellen:

-Kender De noget til Inderne?

-Ostinderne.

-Ja de gamle Indere. Det maa have vret et mrkeligt Folk--der er saa
megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ...

-Og Sakuntala.

-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det
andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst
... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i
hvide Klder, med Laurbrkrans om Panden, og de hellige Dre havde
lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin
Vifte--det at skue Guden ...

Der blev atter Taushed. Tankels fulgte Ellen med sit Blik Springvandets
Straaler, der faldt som blde Perler over Aakandebladene.

Saa sagde Vilsac:

-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.

-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fdes der
Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?

-Misunder De dem.

-Ja--jeg misunder dem.

Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?

-At gre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte vre
saa besynderlig fredeligt ...

Hun strakte sit Legeme i Sdet og mens hun trykkede den knugede Haand
mod sin Pande, sagde hun:

-Vilsac--det bedste var aldrig at tnke.

Hun lftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den
ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.

-Eller kun fornemme--bare slvt fornemme ...

Vilsac gttede den lyserde Hud under Kniplingen, dvlede ved
Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskring.

Hun slog iet op paa ham.

Bare ladt fornemme ...

Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte
Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.

Blodets Sti forvirrede hastigt hans ren ...

Og med t vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens
Stemme, der igen var klar, sknt den sklvede.

-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt.

Og de gik tilbage til Salene.

-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt.

Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf frte op. Ellen blev skubbet
og stdt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog
Bernstorf med Rkkerne: Frisrens Krller ude, Slipset, oplst.

-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig.

Alle Par fli ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og
klemt. Alle Par--alle Par ud!

Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hrte
man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kderne brast,
eller Mllerne pludselig sprang ...

Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.

Stien gjorde Ellen rolig. Hun lod klende Viften gaa i store Buer, mens
hun talte med Vilsac om det og det.

-Alle Damer tilhire--alle Damer tilhire.

Ellen reiste sig for at s paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og
Bernstorf skreg:

-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ...
Bernstorf frte hende ud.

Kderne fg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter
Bernstorf.

-De jager Livet af os--hrer De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa
holde op. Ellen dansede meget rank nsten, som stred hun imod. Men
Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag,
gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet
noget frem, hed og med aabnede Lber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.

Hendes Blik blev dugget; for ret blot den fejrende Storm.

Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Lngsel
stansede hun Bernstorf midt i Salen:

-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals.

Og hun forlod ham.

--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.

Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg,
og hendes Nsebor sklvede.

Kom--vi vil danse ... Det er en Vals.

Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa
hendes Ansigt, nd de tause Dansens Rytme.

Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes ienhaar.

Og de dansede.

-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har st det.

-Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mdtes, og han holdt inde.
Sklvende hang de, Blik i Blik.

Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert
forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem
paa hans Ansigt ...

De nvnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hnder sklvede
i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt
nynnede de begge alle Ord--

--Mens Valsen gled--

Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i
Frankrig.

-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forflger Hr. Gambetta.
Han kan ikke lbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Csar,
aldrig en borgerlig Republiks Prsident--

-Det er sandt--

Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grvy?

-Ja--Vilsac havde sine ine i Salen.

-Han er Prsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg
ogsaa i Kraft af sit Retsind.

Hvor de dansede lnge--og tt, tt mod hinanden.

--Ja, han er retsindig.

-Desuden akkurat saa lidt rgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan
vedblive at vre Prsident i en Republik.

De var snart de sidste paa Gulvet, og de mrkede det ikke--aa, hvor
uforsigtigt.

-Ja--Gambetta vil blive Republikens Prsident.

-Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distrt ... Hans ine var ude i Salen
... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ...

Vilsac flte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund
mdtes deres ine.

-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et
vanskeligt Land at regere.

Carl og Ellen var hrt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de
sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op.

Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de
smilende hen mod Vilsac.

Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvlede lnge.

Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom.

Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind.

Ellen havde nsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang
op: Hvor De er bleg, sagde hun.

De stansede et ieblik, og Vilsac saa hende ind i inene. Grevinde,
sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig.

Hun tog ikke sine ine bort, mens hun langsomt biede Hovedet:

-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gster.

Svngngermssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tmmes. Hun
talte og hrte sin egen Rst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt.
Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mrkede Hnder i sine Hnder
og Kys paa sine Kinder.

Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og stttede sin
Pande mod den kolde Stolpe. Hun hrte Vognene rulle bort og Tjenerne,
der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt
begyndte hun at lytte efter deres Samtale.

De raillerede over Gsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder.

Men med t gik hun bort fra Vinduet.

-Han har set det, sagde hun.

Hun sgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han
har set det.

Vilsac ved det.

-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.

Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet stttet
i sine Hnder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hrte ikke
Flidrene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem
Salene.

Tilsidst var alting ganske tyst.

Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der ld hit og oprmt. Hun
satte sig overende i t St med Hnderne foldede i sit Skd.

Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rdplettet, med Cigaret i Munden.
Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Vrelse ... Brillant
Aften--brillant--det var at more sig.

Han satte sig overskrvs paa en Stol--og lavede Ringe af
Cigaretrgen ...

Ellen stirrede paa ham, ubevgelig, med et Ansigt af Sten.

Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mrkede saa med
t, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun
var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Stninger,
holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med
forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og
taug.

Jo--sagde han--God Nat ... Det har vret en streng Dag ...

Hun rrte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var
ude.

Da lftede hun sine Hnder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned
langs hendes Sider, og hun sad slv, med ddt Blik: Hovedet sank ned
mod hendes Bryst.

Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og stttede Hovedet i sine
Hnder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst flte hun dets
blde Strmme mellem sine Fingre et kort Minut.

Saadan laa hun lnge. Blikket maalte stift det tomme Rum ...

Der hrtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dr, som aabnedes og
lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt
havde han lftet Portiren og stod bukkende i Dren.

Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren
ikke kendte:

-Ja--Du kan slukke. Festen er forbi.

Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmrke Sale.




IV.

Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.

Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun
med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var dvende trt. Hun vilde sove
igen. Sove mer.

Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok.

Hun vilde gemme sig bort, og hun svbte atter Tpperne om sig. Men alle
Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun flte med et en
tr Smerte.

Saa var det da sket.

Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen
Trst, nei ingen Trst ... Nu var det sket--slog hun de nervse Hnder
op og ned.

-Hvorfra var der Trst--hvorfra?

-Nei--aa Gud--det var det forfrdelige, som var sket.

Og snart krympede hun sig sammen, svbt i Tppet, og klynkede saa
sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvles under Smerten, og hun vred
de oprakte Hnder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.

-Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed.

Hun blev siddende opreist.

-Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet.

Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro.
Hun grd ikke mer, men laa helt stille. Hun tnkte paa, hvordan det var
sket.

--Frst var det hans ine ... Hun havde altid elsket hans ine. Hun
lngtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at
glde: blot et Krtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev
glad ...

Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter.

Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og
satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hnder, som var
vaade, og han sugede Vandet af med sin Lbe, og da hun blev vred og
vilde sknde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo
... Men der var et lille Mrke mange Dage.

Og naar de sad efter Middag, og hun flte hans Hoved mod sit Skd--det
sgte jo altid om Sttte--og han sad taus og helt stille ... og uden at
hun vidste det, klappede hendes Hnder hans Haar--hvor var det ikke
bldt.

Da, en Aften, var han falden i Svn. Hans Hoved laa op mod hendes Kn
... Saa sank det ned; og hun lftede det op, saa varsomt og lagde det
helt i sit Skd. Han sov og smilede i Svnen ... Skret fra Kaminen
lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun
biet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov.

Saadan var det kommet.

Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det
ubegribelige, som var hans Vsen, og hun sagde til ham:

-Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an.

Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke?

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fdder, og lidt
efter havde han stttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen
og flyttede sig. Og bagefter, da Gsterne var borte, havde hun skndt,
og han forstod hende ikke. Har jeg stttet mig til Dem? ... Det tnkte
jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og
hun havde tiet forvirret.

Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge
Fletninger i sine Hnder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun
hrte hans Sprgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ...

Og lnge hrte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans
ine, og hun saa hans Lber--mens hun smilede.

Ja--hun tnkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og stttede sig
paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et
Ord eller et af hans Krtegn, og hendes mhed dvlede endnu derved.

Et Krtegn.

Thi han elskede at sidde hende nr, at dvle, mens de talte, med hendes
Haand i sin, og at fle hendes Aande nr sit Haar. Den Dag paa Thorsholm
... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig flte
hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans
lo op i hendes Ansigt.

Saadan var det gaaet indtil nu.

Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil sknket for at
fremme hans Glde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Vv om
hendes Liv, mens hun var sorgls: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde
glad.

Som et Barn var han farels gleden ind i hendes Liv, og hun havde flt
al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav
og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.

Nu saa hun det ... nu, hvor alle Lngsler havde kastet Masken ...
Ja--hun elskede ham.

Hun laa endnu lnge; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen
mod Gardinerne, begyndte hun slv at staa op. Men hun faldt atter hen,
siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker,
indtil hun rev sig ls og kldte sig paa foran Speilet. Hver den mindste
Ting syntes hende en Byrde.

Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde stte hendes Haar.

-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.

-Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrkket over sit Ansigt,
og hun begyndte at undersge Trkkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde
hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men
med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar,
smile bag sig i Speilet.

Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.

Hun flte et Nu en stivnende Skrk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun
Veiret dybt.

-Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det
vre sket?

Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og
hun talte muntert med Pigen, indtil hun var frdig og reiste sig fra
Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde
febrilsk dslet med alt deres Indhold.

-Den unge Greve har vret tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken
syv.

Ellen blev bleg ved at hre hans Navn, og hun flte, at hendes Hjerte
bankede strkt.

-Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny
... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa
tidligt.

--Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tnke
ud.--Gode Gud--om ogsaa han ...

Hun flte en vanvittig Skrk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme
Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde vret saa besynderlig
iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det
Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af
Kammerpigens Hnder--fik den paa--hun maatte se ham straks.

Da hun gik ned ad Trappen til Dagligvrelserne, sklvede hun, saa hun
maatte holde sig ved Rkvrket. Hun standsede udenfor Dren og trykkede
Haanden mod sit Bryst.

Hun turde ikke gaa ind.

Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.
Naa--De har saamnd sovet godt.

Hun var stanset bag hans Stol, angst for at s hans Ansigt. Da han
vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig,
Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet lnge.

Hun var endnu stakaandet: Og De har vret ude at ride, sagde hun, saa
tidligt.

-Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg,
det kunde vre ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.

De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fgtelrer kom for at give
ham en Time.

Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein
uden at tnke. Bare der var Sti om hende. Indtil hun var trt af Larmen
under sine egne Hnder.

Saa sank hun slv sammen, og skd alle Tanker bort. Hun tnkte dette
eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun flte en
tung Lykke.

Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album
for at s hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri
i den Citrontrskapsel, og hun gik ind for at sge det. Det stod paa det
gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.

Hun huskede den frste Aften, hun havde set dette Billede: hun havde
siddet med det timevis i sine Hnder.

Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet
ikke paa Moderens Portrt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil
ikke lgge Mrke dertil, sagde hun. Han har glemt det.

Hun stirrede paa Kapslen, der brndte, og hun gemte Carls Billede nede
paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig
til at grde.

Lnge grd hun en stille Graad.

       *       *       *       *       *

Dagene gik.

For Ellen et Feberliv.

Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme
Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under
Angster.

Dag efter Dag blev hendes Tanker frt ulidelig i den samme Ring, Time
efter Time slbte hendes Angest sig tildde i de samme Sprgsmaals
endelse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper,
vidsket ud og formlst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen
Trsteslshed. Indtil Tankerne igen brd op som et evigt Tog af
vingeskudte Fugle, der forbldende forsgte Flugt. Og altid slog paa ny
de samme Sprgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjl.

Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin slve
Kummer; og hun stirrede kun saa svnigt paa sin egen Fortvivlelse.

Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtsslst urimelige. Hun
havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glde i en Tilvrelse
uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor
ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde gldet sig ved
hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:

-Mod dette Menneske gr du kun godt.

Og det havde vret hendes store Fryd i lang Tid.

Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge
af Uret og ikke Gnist af Fordrv skulde komme til ham fra hende.

Og saa var det blevet denne Rdsel til Fortvivlelse.

Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfrdelige
kunde fdes umrkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet
umrkeligt. Fdt af den evige Nrhed, vokset strkt under de klne
Berringer, modnet i Krtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes
Tanker, der sgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar
hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.

San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der
ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smg den sig
saa myg i angerrig Forsagelse.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste
Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.
Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skrmmet
med hans Rst. Nu var hun hjemls i sit eget Liv.

De maatte skilles.

Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens
Elendighed.

Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham lnge.
Og hun sagde paany:

Nei--han skal aldrig erfare det.

Og hun kyssede hans ine, som hun elskede, og hun pnsede paa Veie til
de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens
alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjlpels:

-Man naar saa ogsaa han--

Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun lngtes mod af
al sin Sjl.

Mod Carl var hun foranderlig og uens.

Hun var ofte srgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange
Drmmerier, og hendes ine fyldtes med Taarer.

-Er De bedrvet? spurgte Carl.

-Ja--lidt, hun forsgte at smile.

-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.

-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.

Og hun lsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Krtegn.
Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,
mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brndte hendes
Blod, paa hans Hnder, sagde hun til sig selv:

-Det er en Mnt, hvis Vrd han ikke kender.

Naar han som fr hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:

-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.

Og hun led og lngtes dog efter denne mme Tomhed.

Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han
forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det
samme til den, som han elsker.

Og da vil han hade mig.

Og altid jog det hende lige rastlst, og Nat efter Nat kastede hun sig
svnls, angstfuld under samme Tankes Pinsel.

-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.

Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans
Had.

Eller hun sagde til sig selv:

-Det er ikke denne mhed, han vil give hende.

Og hun vidste, at hun li, og hun frydede sig derover.

Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og rkeslst og bart,
altid i den samme Kredsgang.

Hun blev mager, hendes ine mistede deres Glans, Lgen ngstedes:

-Grevinden maa vre syg, sagde han.

-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Svnlshed. Giv mig noget at
sove paa, Doktor. Og Lgen gav hende Kloral, som ikke sknkede hende
nogen Svn.

Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde
lnge vret taus, og ogsaa Carl havde hrt op at tale.

Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:

-Carl--vilde De blive bedrvet om vi skulde skilles.

-Skilles? Hvorfor sprger De om det?

-Hvis jeg nu reiste bort.

Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens
hun stttede Hovedet i sine Hnder, sagde hun langsomt:

-Jeg vilde ikke vre lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og
gaa, gaa og komme--

Hun taug og sad ubevgelig.

-Og jeg da? sagde Carl sagte.

Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og
lav. Lidt efter sagde hun:

-Ja ... det var det bedste.

Han talte ikke mer. Men som et Vld sprang Taarerne hede ned fra hans
ine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen flte en forbitret
Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.

Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem
dem.

Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke vret der lnge. Greven
og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.

-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.

-Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er lnge siden, man har
set Dem--

-Nei--jeg er blevet forflyttet.

-Forflyttet--Men De har jo slet ikke sgt.

-Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom.

-Men--hvor skal De da hen?

-Til Mnchen.

Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af Kbenhavn,
sagde hun.

-Ja--jeg har holdt meget af Kbenhavn.

Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde
Ellen:

-Men Mnchen skal vre en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange
om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.

-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at vre tilstede. Nei--det er
egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til Mnchen.

-Naar skal De forlade os?

-Jeg reiser om to Dage tit Paris.

-Og kommer ikke mer tilbage?

-Nppe.

Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at s.
Jeg hrte, han skulde vre paa Urnesgave.

-Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle ieblikke med et Baand paa sin
Kjole. Saa saa hun op:

-Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.

Hun reiste sig, og hun talte lnet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,
Vilsac, sagde hun.

Vilsac rystede paa Hovedet.

-Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror.

-Hvis De faar Tid dertil--

-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg vd
godt--at jeg har vret Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt
os at vre Venner. Det gr meget faa.

-Hvorfor skal vi tale derom?

-Fordi jeg nsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg vd godt,
hvad De fler for mig, og saa stor har Deres Respekt vret, saa stor
Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi
to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De
nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Sklven af Deres Haand til
Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg
ikke turde hre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for--

Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden
at tale.

Han gik nogle Skridt og lnede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke
en Gang oftere at hre spille, sagde han.

-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.

-Hvis De vilde--

-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al
hendes Vemod lste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt
laa i Lys af Lampen: hvor han var ddbleg. Og mens hun gentog den
tungsindige Sang, tnkte hun:

-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.

Hun holdt inde og foldede Hnderne over Tasterne. Og da de havde siddet
nogen Tid tause, sagde Vilsac:

-Og De--De bliver her?

Ellen snkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Vilsac svarede ikke, og i nogle ieblikke hrte de begge Urets Dikken.

-Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at mde det
urimelige i Livet?

-Ja--De nskede det--

Ellen hrte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde nppe tale.
Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Lsning paa dette.
Lev vel.

Hun stttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sdet, Armene laa i
hendes Skd. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac
hendes Hnder og kyssede dem Gang paa Gang.

Saa gik han.

Lidt efter kom Greven hjem.

Hun hrte hans Fodtrin gennem Vrelserne og for op, hen til Flygelet.
Hun holdt af at vre beskftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun
var altid forberedt paa at vre opdaget, og hun stillede sin
Beskftigelse op som et Vrn. Hun valgte de mrkeste Pladser i Stuen, og
hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde s hendes Ansigt.
Der flygtede hun hen.

Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der
speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit stiende, en
underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle
Stninger:

-Om han vd det--hvis han pludselig sagde: Jeg vd det godt.

Og hun drog frst Veiret, naar han var gaaet.

Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-m. Hvor
hun saa paa ham med et fugtigt og hjlpelst Blik, som hos et Barn, der
lider stumt. Og hun frte lange, sentimentale Samtaler, han ikke
forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:

-Urne--Urne, dog ...

Og han flte hendes forskrmte Hjerteslag, mens hun lnede sig op til
ham.

--Nu slog hun Skrmen dybere for Lampen og spillede en Vals.

-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det frste Ord ... Var det
morsomt?

-Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig
nr ved Flygelet:

-Nei--intet: og hun hrte op at spille. Greven slog Benene over
hinanden og strakte sig let i Stolen.

-Nei--han var uskadelig.

Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der
var af Gster.

Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.

-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.

-Jeg tror ikke--

-Hr--han skiftede Plads--hvad Carl dog er for en underlig Patron ...

Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.

-Aa--jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri--oprigtig talt--der er ...
ja ... I Damer--han sgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa
lige paa ham--forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er
noget--usundt ved ham ...

Han taug, og Ellen berrte Pandehaaret med Lommetrkldet.

-Jeg tror, han hnger for meget her hjemme--at han ... forstaar
Du--Greven lo lidt forlegent kort--det er ikke naturligt i hans
Alder ...

-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.

Og Greven kom nrmere: Han viser jo Dig strre Fortrolighed--jeg kender
ham egenlig saa lidt ... Du vd maaske noget mere om hans Liv ...

Ellen frte de klamme Hnder sammen i sit Skd; og da hun ikke talte,
sagde hendes Mand, der flte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:

-Begriber Du--jeg vilde nsten nske, han havde et Fruentimmer ...

Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven
gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt
til ham.

Og han gav sig til at tale om andre Ting.

Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage,
aabnede Drene og flakkede gennem Stuerne. Hun rrte ved alting, slap
det igen og gik videre.

Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.

-Det hnger skvt, sagde hun, gik frem for det.

-Ja--det hnger skvt.

Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes

Mand, som havde drukket. Hun hldte lidt op. Drak det og gik igen.

Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.

Der tog hun et lglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det
tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken,
der var tom.

Saa gik hun til Ro ved egen Hjlp og sov.

Den nste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:

-Hvad bestilte De igaar?

-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.

-Ja saa.

-Vilsac var her.

Hurtigt: Hr. Vilsac--naar kom han?

-Aa--vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han
reiser.

-Saa ... han taug lidt: Var han her lnge? spurgte han saa med t.

-Hvem, kre Carl.

-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?

-Et Par Timer, tror jeg ...

-Naa--ja ... han svrmer jo for Dem. Det siger jo alle.

Ellen sad og smilede: Carl--De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar
jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen
Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.

Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:

-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?

-Det havde jeg tnkt.

-Naa--ja, det kunde jeg begribe.

Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen
til mig.

Carl stod op: Hvad skal jeg.

-St Dem her.

Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.

-Jeg er aldeles ikke vred.

Han satte sig, og hun strg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt
sagde hun: Nei--Carl--De skal ikke vre bange.

-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han biede Hovedet. Det er, fordi jeg
synes, jeg ikke er god nok.

God nok--til hvad?

Hans Stemme sklvede: Til at De skal holde saa meget af mig.

De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde
hun:

-Carl--De vd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause.

Hun flte hans Haand brndte, og svimmel fornam hun, hans Aande var
hastig som hendes.

Saa slap hun hans Haand.

Han lagde sig ned paa Kn, og de blev ved at s paa hinanden. Langsomt
strg hun hans Haar.

-Carl, sagde hun--De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke.

-Hvilken?

-Aa nei--og hun skd ham bort med sin Haand--det vil jeg ikke sige
Dem ...

-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gr jeg aldrig ...

-Nei, Carl--og hun reiste sig--De er Gaaden selv.

Den nste Aften var de paa Bal.

De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.

Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.

Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hst sagde hun, i det hun
slap ham:

-Nei, Carl, De har intet Mod.

Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjlen. Og
hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig
Sprgen om det, hvori hun rddedes for begge Svar.

Saaledes levede hun.

Greven spgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens
milde Ds glattede alle Tanker ud i bld Bevidstlshed. Saa gik
Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og flte i Halvblund
sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og vrkede svagt. Og
hun nd sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig
selv--thi Likrflasken var bragt ind med Kaffen:

-Jeg vil ikke drikke mer.

Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende,
og hun vidste allerede at hun kmpede. Men lige efter nippede hun igen,
sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den
forfrdelige Nat, opsgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten,
slugte den og gik tilsengs. Hun flte Vinen bemgtige sig hele hendes
Legeme og hun fornam med et slvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud,
og hun kmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i
Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar
Middagen kom, blev hendes Forst slvt og hun gik paa Akkord om det
eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast.
Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Slvheden fulgte efter med
bevidstls Afmgtighed.

Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forstter og evindelige Fald,
og hun begyndte at stjle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.

Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen;
hun nd kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med
Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Kretur med Carl havde st en
dddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Vmmelse.

Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage
bort:

-Jeg kan ikke taale at s dem, sagde hun.

Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.

Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op
af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tmte en Flakon Cognac, gik
tilbage og sov som et Dyr.

Hun begyndte paa sine Kreture at sge Konditorierne, og hun drak et Par
Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt dsig, slbte
sig ind i sit Boudoir og slngte sig hen med lste Klder. Hun laa halve
Dage og drev paa sin Sofa nsten upaakldt, og hun blev halvveis
sjudsket med sig selv, nsten urenlig. Men sine Hnder pudrede hun
strkt, fordi de ofte var klamme.

Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brd ud til haabls Elendighed
paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skldte sin Last. Og hun
var altid sammen med Carl. og hun turde ikke vre ene og klamrede sig
til hans Nrhed.

Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Vsen imod ham.

Hun sgte at gre sig ldre, hun nskede, han skulde forelske sig.

-Hvorfor svrmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er
Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.

-Jeg ved ikke, hvad det er--jeg har aldrig prvet det ...

-Men n Gang maa da det komme, sagde hun. Forsg det--der er unge Piger
nok.

Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede
smaa Fester, hvor de unge kunde mdes.

Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som
hun sad blandt de ldre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens
Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra
den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.

Men der kunde ogsaa vre lange Aftener, hvor hun led stille, og hun
flte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i
Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde rvet, og en
Haand, han havde trykket under Bordet--thi han fortalte hende alt--saa
hun i Vognens Mrke, bleg, bed sin Lbe til Blods i skinsyg
Fortvivlelse.

Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.

Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme
Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.

Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.

En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Kretur. Han frs,
saa hans Fingre var dde.

-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.

-Ja--det var ikke saa galt--for jeg fryser ... og han reiste sig for at
ringe.

Ellen var blevet ganske bleg: Men--Carl--sagde hun--De forstaar da nok,
det er Deres Faders Spg.

Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan
taale en Snaps--

Ellen gjorde en Bevgelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det
... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham;
da Carl frte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa--nei
--Carl, drik det ikke.

Greven og Carl lo himmelhit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde
Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Nse. Det er sundt.

-Carl--hun skreg det--lad vre.

Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja--sagde hun. Jeg har aldrig kunnet
taale den Lugt.

Greven blev ngstelig, krtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervs,
min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.

Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Hvorfor skal man ogsaa lade Brn drikke Brndevin? Og de talte om andre
Ting.

Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.
Den forfulgte hende i Dage.

Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfrdelige Kreture, nr
hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener,
naar hun sad oppe og biede, og hun flte en lamslaaet Skrk for hvert
Minde.

Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun flte en
ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i
Ansigtet, indtil hun nsten blev vanvittig.

Hun vilde aldrig vre ene. Hun krte ud, tog i Visitter, gik i Theatret,
var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med
Kammerpigen eller frte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var
aldrig beskftiget, hun talte kun. Altid. Vidtlftigt om de
ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefrdighed
overdvede hendes Tanker.

Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun
fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og
hun flte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.

Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale.
Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og st, flokkedes hos
hende; og biet frem med Hnderne hvilende paa Flygelet talte hun i
brndende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.

Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skr.

I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.

Og hun gjorde sit Vsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun lste sin
Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.

De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tt,
saa tt.

Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.

En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen.
Lampen var gaaet ud, og de havde tndt et Lys paa Flygelet, saa der var
halvmrkt.

Greven blev staaende i Dren: Er I oppe endnu? sagde han.

Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte
sammen ...

... Det er vist blevet sent.

Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage.
Greven tndte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen
flte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:

-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.

Hun gik henimod Dren, og henne fra Mrket betragtede hun atter sin
Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.

Hun flte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Dren, spurgte
ham om en ligegyldig Ting.

Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er vrdt, Carl og Du
sidder saa lnge oppe? Han saa henimod Mrket, hvor hun stod.

-Man skal vre forsigtig med en Natur som hans.

Ellen fik Mod til at l: Du mener--

Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hrte sit Hjertes
Slag. Saa vendte hendes Mand sig.

-Godnat, sagde han. Og--han frs--saa er her ovenikjbet hundekoldt, saa
man bliver forklet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen--

Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i
Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.

Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Ngle
og drak i et Drag den Brndevin, hun fandt.

Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.

Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hrte trt til,
og hendes ine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som
laa i hendes Skd.

Hun gjorde et Par Sprgsmaal hen i Veiret, hrte ikke efter Svarene og
rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.

-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.

Han stttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte.
Pludselig mrkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte
hun.

-Ja--Deres Naade--der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.

Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.

-Det gr mig ondt--meget ondt ... men der maa vre en Tyv her i Huset.

-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjle?

-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brndevin--og
det maa vre En i Huset ...

Ellen havde lnet Hovedet tilbage. Hendes ine skd hastigt to Lyn op
mod Jomfru Svendsen.

-Og hvem har De mistnkt?

-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lgge Vagt i
Buffetvrelset--det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.

Grevinden var distrt og stirrede frem for sig: Ja--sagde hun--De kan
jo lgge Vagt derned.

Og lidt efter. Gr som De vil.

Jomfru Svendsen gik.




V.

Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun flte tusind
Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede;
hans Ammanuensis gav Grevinden Indspritning tre Gange om Dagen.

Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa bld Filt, hver Gang han havde
gydt Vdsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smertelshed
sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.

Hun flte alt som Hnders Strg over Atlask, og hver Tyngde gled bort,
som blev hun baaren.

Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svmmede klne sammen, og hun
faldt i Svn.

I Svne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen
bar det gudesknne, kaade Drenge. Hun nd deres Leg. Indtil ogsaa
Drmmene blev svbte som i mange Lag af Musseliner ... og svandt ud i
uvis Salighed.

Naar hun vaagnede, flte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev
liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun
laa. Tit faldt hun i Svn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vkkede
hende.

Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod
Lidelserne brndte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort.
Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lgen, og hun
bad og bad, og hun tiggede:

-Bare en Indspritning nu.

-Bare en Indspritning til--aa, for det var saa forfrdeligt.

Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.

Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nd
den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.

Den strke Flsomhed forsvandt af hendes Vsen.

Hendes Flelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bres. Der var
mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gre
som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun
saa nsten, den var let.

Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.

Krligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte
man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskftige sig, opfylde
sine Pligter. Hun flte vel Spnstighed i sig til at magte dem.

Saa lnge Morfinen virkede.

Men med t blev hun slap og sank sammen. En blytung Trthed overvldede
hende, saa hun ikke lnger bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned
mod hendes Bryst, og hendes Hnder rystede, og hun flte ikke Kraft til
at lfte de matte Haandled.

Alle Tanker gled fra hende, og hun flte den druknendes Angst. Hendes
Vsen snredes sammen under en kvalfuld Urolighed.

Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og kldte sig paa
for at tage ud. Lgen skulde give hende Indspritningen, lige som hun
skulde i Vognen.

Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande.
inene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun sgte ikke at
bekmpe sig: hun begravede de rystende Hnder i sit udslagne Haar og
stirrede i Speilet.

Tindingerne var begyndt at falde ind, og inene laa slvt i altfor dybe
Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.

Hun tog Hnderne ls fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne
svulmede blaat under den trrede Hud, hvor Injektionsmrkerne smertede:
det var hendes Arm.

Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin
knyttede Haand i Fordybningen ved Nglebenene.

Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes
Fornedrelse.

Da gav hun sig til at kmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte
sine svulne ienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun
sved de dsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede
Mund.

Eller der var Dage, hvor hun nd sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed
gradede sin Ulykke i sin Hslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert
et Tab af den Sknhed, hun elskede.

Men naar saa Lgen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes
Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse
af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun
betragtede atter sig selv ...

Ja--hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad lnge.

Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mndenes Beundring, naar deres
ine hngte sig ved hende.

Saaledes gik tre Maaneder.

En Dag, da Ellen ventede paa Lgen, kom Urne ind.

Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var trt, havde ondt
ved at fatte hans Sprgsmaal og faa dem besvaret.

Greven mrkede, hun var aandsfravrende og saa paa hende. Han blev
forskrkket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med dde ine.

-Har Du strke Smerter, spurgte han ngstelig.

-Smerter?--Aa nei ... Men jeg venter paa min Indspritning.

Lidt efter kom Lgen.

Grev Urne tnkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han
havde truffet Ellen, og den nste Formiddag gik han op til
Konferentsraaden.

-Nei--er det Dem--Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense
kommer til mig istedetfor at sende Bud.

Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafrde--intet slemt.

-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Kn ...
Men jeg nskede nok at tale med Dem--at sprge Dem ... Det er min
Hustru ...

-Ja--Grevinden er jo meget nerves ...

-Ja--meget nervs. Greven holdt inde, flyttede Stokken ... De har givet
hende en Del Morfin, sagde han.

-Ja--temporrt--mod heftige neuralgiske Smerter. Indspritningen har
bekommet Grevinden meget vel.

Der blev en ny Pause, inden Urne lftede inene fra Gulvet: Men var det
dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.

-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af
Indsprjtninger. lvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens
Tilstand giver Anledning til at nre ngstelse ... Hun er meget nervs
... ganske vist ... men--

-Hun er mer end nervs, Konferentsraad ... Hun er abnorm, og hun ngster
mig ...

-Abnorm? ... Grevinden har altid vret af et eksalteret Temperament. Jeg
har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hnger saa
nie sammen, som hos hende ... Enhver moralsk Lidelse viser sig hos
Grevinden strax som en fysisk Smerte--og naar saa noget stder til ...
Kunde det ikke tnkes, at--Grevinden i den sidste Tid sjlelig havde
lidt under et eller andet?

Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tnke mig
noget.

Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrd: Morfinen vil jeg
naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvnning ...

Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot vd, alt bliver gjort.

Han stod atter lidt, og aandsfravrende, mens han gav Konferentsraaden
Haanden, sagde han:

-Naturligvis bliver det nok bedre.

Da Konferentsraaden tog i Sygebesg, gik han op til Ellen. Han traf
hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indspritning.

-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er
der nogen, som har haft Bud efter Dem?

-Gud ske Lov--nei ... Men jeg krte her forbi og vilde saa s herop.
Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?

-Ja--Konferentsraad--heldigvis lidt bedre.

-Hvorledes gaar det med Indspritningerne? sagde han og strg
Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?

-Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ...

Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart s at holde op med at
pine Deres smukke Arm, sagde han.

De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.

Den nste Morgen kom han selv for at give Ellen den frste Dosis.

Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved.
Hun slog jnene op og saa Konferensraaden. Mistnksom sagde hun: Er det
Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besvrligt op i Sengen.

-Nei, Deres Naade ... men vi vil forsge at formindske Deres Dosis
ganske lidt.

Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de
nu igen til at gre ondt? Hun smilede og rakte ham Hnderne.

-Aa, Deres Naade--Konferentsraaden tog ikke inene fra hende--De vil
ikke mrke det--saa lille en Formindskelse.

Blikket gled bort: Naar det ikke kan vre andet, sagde hun. Og hun
betragtede igen sine Hnder og smilede: Mine stakkels Fingre,
Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.

-Hvor kan De sige det?--

-Nu kommer jeg igen iaften.

Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen
til Sengs og jamrede under Tpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke
blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede
hysterisk.

Hun flte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende
Hnder et bnfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke lse sine
egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tppet.

Hun vilde ingen s. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver
smertede som stukne.

Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde
Kammerjomfruen.

Ellen lftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rdt
af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.

Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen--han har siddet
paa sit Vrelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ...

Der kom et Skr af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun--har ban
vret saa angst? Hun forsgte at reise sig, og hun stttede sig til
Stolen.

-Ja--han kan komme om lidt.

Hun kunde nppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slbte sig ind
i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og
vendte tilbage.

-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skrer mig i inene.

Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.

-Her er jeg, sagde hun--kan De ikke finde mig?

Hun trrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke
vret ude at ride, spurgte hun.

-Naar De er syg? Hun flte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik sgte
hans Ansigt i Mrket.

-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.

Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at s paa ham. Saa
overvldede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er
meget trt, sagde hun ... Vi ses ...

Og hun gav ham Tegn til at gaa.

Hun dkkede Ansigtet med sine Hnder og sad lnge stille: Nei, sagde
hun, han skal aldrig s mig nedvrdiget. Og hun led Smerterne taus,
udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede ine.

Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog inene op af et kort Blund: Er
det Dem, sagde hun.

-Naa, har det vret meget slemt?

-Ja--Ellen reiste sig--det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret,
det var paa Tiden at holde op ...

--Ellen fik ikke mere Morfin.

Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for
Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen s og ikke tale
med nogen. Lange svnlse Ntter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og
kunde ikke finde Ro.

Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i
Kaadhed, og hun blev rig paa stiende Luner. Hun elskede at tale
dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre
og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede
Lidelser.

En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes
Kind. Der blev et fint rdt Mrke paa Huden.

Ellen sad fr Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig
knlende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.

-Det gr virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod
Mrket af Grenen ... Det svi'er.

-Har De stdt Dem?

-Nei--det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget
at s?

Carl biede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mrke, sagde
han, og idet han berrte den rde Plet med sine Lber, sagde han: Den
stakkels Kind.

Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skret fra Lysene, da Urne kom ind
til hende.

-Tager Du paa Koncert, spurgte han.

-Ja--og Du?

-Flger med, min Ven--

Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mrke, Du har paa din Kind;
spurgte han.

Aa--af en Gren, sagde hun. Hun slog

inene op og smilede. Sklvende flte hun, at han fristedes af Grenens
Mrke og umrkeligt biede hun Kinden frem. Som han kyssede.

Ellen opsgte Sindsbevgelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.

En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.

Vinden lste hendes Slr, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.

-Jeg beholder det, sagde han.

Ellen lste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis
De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et
pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedkte Grft.

-Flg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem
Stammerne.

... Sneen slog op under Hovene--Dyrene gled over Rdderne.

Hestene mdtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig
hit under Slagene.

-Ellen--hold inde, jeg be'er Dem--

Dyrene stdte med Bugene--Fraaden stod dem om Bidslerne--

-Ellen--hold inde ...

Men ud og ind mellem Stammerne--Ellens lftede Pidsk hvinede ned over
Dyrene--

Nok et Pidskeslag--nok et--

Ned over Snuderne suste det ...

Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket
Ridt.

Carl sad bleg. Hvor De sr forskrkket ud, hun lo: Er De angst for Deres
Liv?

Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min
Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.

Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da
han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:

-Carl--De er angst for mig?

Han bed Lberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride
hjem.

De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stnnende Dyr. Da de kom ud
paa Veien, sagde Ellen:

-Carl--jeg skal ikke oftere gre Dem forskrkket ...

Det siger De, sagde han.

Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.

Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at
drikke igen, isr om Aftenen for at forjage Svnlsheden, der martrede
hende, men hun flte ofte Vmmelse for Vinen. Lgen gav hende Kloral for
at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte hit med fremmede
Stemmer, som raabte i hendes re.

Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa
nogen enkelt Id, men hendes Hjerne var fuld af springske og
usammenhngende Tanker ligesom en Fluesvrm. Hun fik en mekanisk
Bevgelse med Hnderne omkring Tindingerne som for at presse paa
Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.

Smerterne og Morfinhungeren fortrede hende.

Hun tnkte paa at berve sig Livet. En Dag, hun tilfldig var oppe paa
Loftet, fik hun ie paa en Jernkrog i en lav Bjlke. Der stod en Stige
tt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prvede Hiden indtil Krogen.

Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand
fra Gulvet, naar hun slap Stigen.

-Ja, sagde hun, her kunde det ske.

Flere Timer tnkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ngstelig
for at blive altfor hslig i Dden--naar de kom for at skre hende ned.

Naar hun krte langs med Sundet, fristede Blgerne hende, saa hun blev
svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til
Afsked. Det lettede hende.

Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen
allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa lnge, indtil
Smerterne vakte hende igen.

Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt
Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Lber og rystende over hele
Kroppen, for at hun ikke skulde forskrkke Carl, der sad ved Siden af
hende.

Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en
Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skrk. Ofte, naar de
sad sammen i Theatret, flte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa
sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.

-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.

Men altid forskrkkede hun ham paany.

En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev
Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.

Man satte fem og tyve re ud. Bernstorf holdt Bank.

Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet,
Morfinlngslen pinte hende.

Uden at tnke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa
Gulvet mellem Vinduerne.

Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har
det vist ikke godt, sagde hun.

-Aa--tak--det er kun lidt Tandpine.

Hun gik nrmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:

-Kber De.

-For hvormeget?

Irriterede hende, mens hun led.

Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne,
spurgte han.

-Jeg har Tandpine, sagde hun.

-Aa--den gaar over ved Spnding ... Skal vi to spille?

-Om hvad?

-Saameget De vil. 10 Kroner.

Ellen tog sin Portemonn op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.

Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes
Kort: Kb, sagde hun.

Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde
tabt.

Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hrt op at
spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.

Hun vandt.

-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.

-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt
selv Kortene.

Hun tabte; og vandt og tabte.

-Mer--Mer--hun havde atter tabt.

Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.

-De ruinrer Dem, sagde hun.

Ellen hrte ikke.

En Gang endnu. Det er spndende.

-Mer. Hun tabte.

-Mer.

Hun spillede omkap med Hungren.

-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonn,
den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.

-Nei. Hvorfor. Hun smg et Armbaand af sin Arm: Dr, sagde hun. Tag det
for 100.

Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog
sin Arm bort fra Ellens Liv.

-Giv.

Hun fik Kortet.

-Jeg kber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa t endnu.

-Et til.

Ellen vendte Kortene: Tabt.

Hun saa over paa Bernstorf og flte Tausheden om sig, og sgte Carl.

-Ja--han sad der angst.

Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet
frem imod Carl, sagde hun:

-Carl--indls mine Jettons.

Den Nat lukkede hun ikke et ie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort,
hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.

-Ja--sagde hun. Det kan ikke vre andet.

Og hun begyndte at tnke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin.
Hun havde mange Planer--vilde bestikke en Lge, skaffe sig Vdsken fra
Apotekeren paa deres Gods ... Men hun forkastede det. Hun vilde ikke
have Medvidere.

-De vilde forraade mig. Hun flte det som en Forbrydelse.

-Nei--jeg maa finde paa Udveie.

Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og
Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der
hrer op at smerte, naar man tnker paa Tandlgen.

Hun blev livlig, hun sgte, prvede. Saa med et saa hun et bestemt
Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var prsenteret.

Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun
sagt. Hun havde strax set det paa de nervse Bevgelser, paa Blikket; i
Aftenens Lb saa de ofte paa hinanden.

Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Trk for Trk, Blikket,
Farven, Maaden at tale paa: Ja--sagde hun--hun er Morfinist. Jeg vil
sprge hende.

Hungeren drev hende, skd alle Indvendinger til Side. Natten gik, og
Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til
Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve
lod hun spnde for: Hun vilde besrge nogle rinder frst og spise
Frokost hos en Konditor.

Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde
ikke vente. Men da de biede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af
en pludselig Skrk, hun kunde ikke kre derhen og vilde opstte.

-Larsen, raabte hun. Kr til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par
Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rrt det,
steg ind i Vognen igen og krte til Gothersgade. Hun rystede som af
Kulde.

Hun flte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad
Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte
Tjeneren sit Kort.

-Sig Etatsraadinden, at det haster.

Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var
ligbleg og sklvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.

Pludselig stiede Etatsraadinden frem under Portiren.

Hun hilste familirt som paa en ventet Gst. Ellen blev forbauset,
lettet. Men saa slog det hende.

--Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rdmede forvirret.

De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrngte sig begge. Etatsraadinden
saa uafbrudt paa hende, med et Smil.

-Hvor hun er frk, sagde Ellen.

Saa gjorde Etatsraadinden en Bevgelse, som for at rykke hende nrmere.
Men De sr saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.

Ellen tog Hnderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem
Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste
sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem
en Tid for--Nervsitet, sagde hun.

Ellen oprrtes. Og pludselig gav Sindsbevgelsen hende Besindelsen
tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.

Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:

-Grunden til mit Besg er egenlig en Velgrenhedssag ... Jeg vilde bede
Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jder fra Rusland.

Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:

-Deres stakkels Trosfller, som maa lide saa meget.

-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed.

Saa tog Ellen Afsked.

Hun krte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun
kmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brkkede sine
Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.

Saa overmandedes hun.

Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var
strmmende Regn og Blst. Uden at s tilhire eller venstre lb hun
langs Husene lige til Etatsraadindens Port.

Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af
hendes Klder.

-Hvem vil De tale med, sagde han.

Hun tog det vaade Slr bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde
hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i
Gangen.

Tjeneren pegede paa en Dr: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han.
Jeg skal melde Dem.

Men Ellen aabnede Dren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra
en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hnderne
mod sit Bryst:

-Nei, nei, jeg kan ikke lnger--hjlp mig ...

Ordene lste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede
hende, faldt hun ned i en Stol.

Hun hrte Etatsraadindens Stemme, der sagde:

-Hvorfor dog? hvorfor dog--Det er ikke saa slemt, og hun lftede
Hovedet forvirret; hun havde nsten glemt, hvor hun var.

Tilgiv--tilgiv, mumlede hun.

Hun fik et nyt Anfald af slimet Vmmelse ved at fle Etatsraadindens
blde Hnder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Krtegn.

Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn--De har lidt meget.

Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa vre forbauset over,
at jeg kom.

Etatsraadinden tog igen hendes Hnder, smilede og sagde: Jeg vidste jo,
De vilde komme.

-Vidste De?

-Ja--og atter den blde Haand--jeg kunde jo se det.

Ellen brd ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa
haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel--Stakkel--men nu er det jo
forbi ...

Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hrte
Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja--hun var gaaet.

Hun havde en ny Lyst til at lbe, men slv blev hun liggende, til
Etatsraadinden kom igen.

-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjlpe en anden. Og
hun rakte hende en Flakon og en Pakke.

-De kender jo Brugen?

-Ja. Jeg kender det.

Etatsraaden beholdt hendes Hnder i sine:

Skal jeg dog ikke hjlpe Dem frste Gang? sagde hun.

Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil
heller selv--hvis jeg maa.

Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.

Hun krte i en Droske til Gadehjrnet ved Palet. Hun kunde ikke vre
gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit
Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Dre, og hun gik
ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portiren ned. Hendes Hnder
sklvede, saa hun knap fik Pakken lst og Spriten ud, i sin nervse
Hast.

Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog rmet tilside.
Tnderne klaprede i hendes Mund.

Hun holdt Spriten ned mod sin Arm og forsgte at stikke.

Men Sveden sprang frem og vmmelig ved at lemlste sig selv, slap hun
Spriten.

Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.

Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig
gd Vdsken ind under sin Arm.




VI.

--_Sacrebleu_--_la beaut du diable!_ Den nye Attach fstede Kikkerten
paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:--_Magnifique_, sagde han,
_magnifique--la comtesse_.

Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med
Kikkerten for inene:

-_Le jeune homme? C'est l'amant?_

Bernstorf lo: _Mon ami--c'est le fils_, sagde han.

Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads.

-_Mais--vraiment--voil une reine_.

Stemmerne dde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblrer ved at
kaste sig paa Jorden.

Ellen slog sit Slr op og mnstrede Logerne. Hun hilste paa et Par
Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede
under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mdt, sagde
Carl.

-Carl brug dog ikke genavne her.

En Jonglr producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et
dresseret Svin.

Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tndebaand i
Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vlter Cirkus,
naar De kaster Dem saadan paa Stolen--le dog ikke saa voldsomt.

-Aa--a--men s dog Dyret, s dog!

-S heller paa Grevinde Petersdorf--hun er coquelicot af Raseri paa
Grisens Vegne ... Men hun er ogsaa Viceprsident i Selskabet til Dyrenes
Beskyttelse ...


Folk trampede og klaskede i Hnderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene
med Nathue om rene.

Men s dog, s dog Dyret, raabte Carl.

Ellen var trt af at le og saa paa Programmet: Det nste er en Debut,
sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den hie Skole ...

       *       *       *       *       *

Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret
satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det rde
Indgangsdraperi.

Det bliver hitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes.

Tppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind.

-Nei--hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog
Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rd: Hun vilde have
troet, det var hende selv, der red.

-Ja, Ligheden var forbausende.

Hun flte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Sknhed hos en
anden.

Pludselig vendte hun sig for at s paa Carl. Han sad med Kikkerten
klistret til sine ine:

-Det er en deilig Hest, sagde hun.

Han hrte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevgelse og dreiede
Hovedet for ikke at gaa glip af noget.

Ellen blev rd paa ny. Hun sgte om noget at sige: Er det ikke det
sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun.

-Ja--hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at s i Kikkerten.

Endelig var Numret forbi.

Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene?
spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden.

-Naturligvis.

-Tak. Og han gik hurtigt.

Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attach.

-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterflger.

Ellen biede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun.
Det er noget siden, jeg hrte fra ham--Jeg satte saa megen pris pas
ham.

-Ja--Han var meget elskvrdig--Fru Grevinde. Desvrre ... derfor--han
har skudt sig iforgaars.

Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig--gode Gud, og
greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til?

-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved
Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af
Melankoli al den Tid, han havde vret i Mnchen. Det er meget srgeligt.

Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med t sagde hun:

-Naar sagde De, han var dd?

Franskmanden huskede ikke strax: Dd?--naa--iforgaars.

Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun:

-Han var modig--

Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rd i
Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.

-Deres Heste...? Ja--de har mange, og hans Kikkert sgte op mod
Amfitheatret.

Ellen hrte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at
s Hestene, der fr rundt bag en let Taage for hendes ine.

-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen?

Carl gik ud for at s ad. Lidt efter tog de hjem.

Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde
tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tt op ad
hende i Vognen og krtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte
ingen af dem.

De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne.
Samtalen gik trgt. Ellen var distrt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa
hendes Ansigt.

Saa lige med et sagde han, og blev ved at s paa hende: Jeg kyssede
Skoleryttersken.

Ellen saa paa ham: Hvad si'er De?

-Ja--lige paa Munden.

-Men Gud, Carl--hvor kunde De dog ... Hvor foregik det?

-Hun stod paa Trappen--lige ved Stalden--saa tog jeg hende om Livet og
kyssede hende ...

Begges Kinder brndte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo
stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun.

Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel flte hun Fristelsen
til at falde ned mod hans Skuldre.

Og han sagde endelig: Hun lignede Dem.

Han sank i Kn: Men De er smukkere.

Ellens Hjrteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun inene op
og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.

Saa skd hun ham bort med en uhyre Forsagelse:

-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nr, min Ven ...

De talte lnge ikke. Ellen fornam en dyb Trthed, nsten som en
Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes
Ansigt:

-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon.

-Vilsacs?

-Ja--jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.

Ellen flte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund
lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Stning hende ind, den dde Vilsac
en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende:

-Sr De, jeg tror altid, der er et ieblik, hvor Skbnens Vogn ruller
over os.

Hun hrte hans Stemme, saa ham ...

-Ja--Skbnens Vogn.

Hun reiste sig vaklende, og hun stttede sig til Kaminen.

Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun:

-Vilsac er dd ...

-Vilsac? Men hvor har De hrt det?

-Af Hr. Zimonys--i aften--

Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han dd? sagde han, saa pludselig!

Ellen stnnede let: Han har skudt sig, sagde hun.

-Hvor er det skt?

-I Mnchen.

Hun hrte Urets febrilske Dikken, og stttede sit Hoved i begge Hnder.

Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem.

Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, biet og ubevgelig;
stjaalent saa hun paa ham.

Og da det havde vret saadan lnge, reiste han sig og sagde sagte, uden
at s paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted
til Jagt.

Og gik.

Hun fr hen til Portiren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have
kaldt ham tilbage. Men saa frte hun Lommetrkldet op mod sin Mund og
holdt det fast til sine Lber:

-Nei--jeg skal ikke s ham mer.

Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og
samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en
Indspritning.

Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med
Morfinen.

-Ja--hun maatte bort. Og strax.

Som naar ved et Ddsfald Ligets Rgt giver Huset travlt, fik hendes
Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.--Forelbig kunde hun tage
paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok ... Og Carl
skulde naturligvis blive, det var Synd at berve ham noget af Ssonen,
der stod tilbage.

Saa--siden ... De kunde reise i Udlandet ... man fandt paa Raad, man
fandt paa Raad ...

Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv.

Aa--ja--det galdt at have Mod, blot at have Mod--saa kom det andet ...

Og der var jo ikke saa lnge til, man kunde tnke paa at faa--ham gift.

-Gift.

Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at sge om en
Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt
hen i vage og vemodige Drmmerier om den Lykke, de da skulde nyde--om
mange Aar, naar de alle var blevet ldre.

Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind.

-Er Greven hjemme? spurgte hun.

-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Th.

-Tak.

Ellen reiste sig og holdt et ieblik Hnderne for inene. Smerten, hun
havde betvunget, steg kvlende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun.
Hun hrte Urnes Trin--vendte sig og modtog ham med et Smil:

-God Aften, min Ven.

-God Aften--er I allerede hjemme fra Cirkus?

-Ja--vi tog hjem--jeg var ikke vel.

-Igen ikke vel? Det er virkelig ngsteligt, Ellen ...

-Aa, min Ven--det er kun Trthed--hun rakte ham Theen--jeg kan ikke mer
beherske mig. Jeg er altfor nervs ...

-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem
til Urnesgave.

-Vi tager jo alle hjem om tre Uger--efter Hans Majestts Fdselsdag ...

-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa lnge--den nervse
Graad brd frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage
... Du kunde flge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa
havde jeg tre Uger helt i Ro ...

Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sr selv, hvor
nervs jeg er, sagde hun, Taarerne lb ned ad hendes Kinder.

-Men--den ottende, min Ven, det vil gre Hans Majestt ondt ...

-Jeg skal skrive til Hendes Majestt ... Hun vil godt kunne forstaa det.

Hun slap ham og trrede Taarerne bort af sit Ansigt.

-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.

-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ...

-Det vil skaane mig for Besg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det
imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lnede sig atter til ham og
lftede Ansigtet op imod hans:

-Ja, sagde hun, det vil gre mig godt at komme til Ro.

Urne klappede hendes Kinder:

-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg
lnges--han strg hendes Kind--lnges derefter ...

Han saa ned paa hendes Ansigt, mt.

-Ja, sagde hun og slap ham, rd,--naar jeg blot kommer bort.

Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dmpet. Saa sagde
hun:

-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa trt.

-Nei--gaa til Ro. Du trnger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i
Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.

       *       *       *       *       *

Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort.

En grusom Smerte greb hende.

Og det stilnede igen, og hun lftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til
Plet.

Hun mindedes den frste Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun
siddet med hans Billede i sin Haand--saa lnge.

Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige ine kunde
ikke s hans Trk, som hun bedkkede med sine Kys ...

Det var forbi.

Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun fle
hans Hnder sklve i sine, og aldrig mer hans Lber mod sine, og aldrig
skulde han hvidske med sin blde Stemme, som hun elskede:

-Hvor De er god!

Og lgge sig ind til hendes Bryst.

Aldrig mer.

Han skulde ikke mer lfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde
hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.

Hun kastede sig ned over Stolen og hun grd, og hun tnkte paa Vilsac,
der var dd, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.

Saa latterligt var dog alting! For latterligt.

       *       *       *       *       *

Hun lod Kammerpigen komme og bad hende lse hendes Haar. Hun sad stiv og
lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store
Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog lnger vre
smuk, sagde hun.

Hun vilde ikke mer mde Mndenes ine, naar de hang ved hendes
Skikkelse; hun vilde ikke hre deres forblommede Ord, der besudlede
hende.

Nu maatte det vre forbi.

Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide
Peignoir.

Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive
nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun
Ensomhed, Fred til at vre ene. Menneskene vilde blive hende saa
ligegyldige, alle ens og alle uden Vrd, og saa vilde hun leve ene.

Og hun vilde kun have dde Ting om sig, som ikke bragte Smerte.

Men atter slog Trsteslsheden hende med Fortvivlelse, saa hun grd og
atter blev hun slv.

Det var Sjlens Ddskamp.

Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste
sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af
Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.

Hun betragtede dem ved Lampen--t for t--kyssede dem og talte til dem
med mme og krtegnende Ord:

-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive
ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du
foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du?

Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det
var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue.

Hun flte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle
Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng
og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vkke ham.

Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog
Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og
aabnede hans Dr.

Ja--Stuen var mrk.

Hun holdt Lyset op og betragtede Vrelset lnge. Hun saa paa hans
Vaaben, der hang paa et Silketppe paa Vggen, og paa hans Yndlingsplads
bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde lst, og hun lod
den flade Haand glide sagte hen over dens Blade.

Hendes Billede stod paa hans Bord.

Hun sklvede ved at hre en Sti paa Gangen, og hun tog Albumet,
Portrttet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en
Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng.
Hun tog den og gemte den.

Og med et flte hun en urimelig Lngsel efter at s ham--en Gang endnu.

Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tppet og lyttede ved Portiren til
Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmssig og dyb; og hun lftede
Portiren varsomt, og traadte ind.

Han havde kastet sig paa Sengen helt paakldt.

Hun lagde frst varsomt et Tppe helt om ham. Saa lftede hun Lyset,
skrmede for Skret med den anden Haand, og betragtede ham.

Hans Hoved laa paa Siden--hans Mund smilede--

Hvor hun elskede ham!

Hendes Lber bevgede sig til et Par sagte Ord--Han rrte sig i Svne og
aabnede Lberne.

Saa rev hun sig ls.

Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun
forskrkkedes ved Drens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik
ned ad Korridoren.

Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De
stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden.




VII.

Solen brndte Plnerne paa Thorsholm. Og Throsetrerne i Balustradernes
Kummer udsendte i Strmme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda
blandede deres Vellugt i Vaserne.

Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.

Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede trder ud paa Terrassen, og
slv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsvn, mens
den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt--kan hun med
t mat strkke sin udtrede Haand frem mod et Rosentr, og hun plukker
en Blomst. Hun indsuger lnge dens Duft; og hun trykker dens Blade mod
sine ienlaag.

Hun aabner inene og stttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over
Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene snker sig igen.

Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time
efter Time hyllet i evig Ds.

Mekanisk strkker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den
anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro,
sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes
Smaasaar med den klige Jord.

Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun
drager et Suk--naar det linder.

Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven--rundt, thi Svnen vil ikke
komme. Morgenklokkerne i Nrup finder hende vaagen og piner hendes syge
Nerver.

Hun sender Bud til Prsten, om det er ndvendigt at lade ringe. Han
foresprger hos Bispen. Og Klokkerne tier.

Men Grevinde Urne sover ikke.

Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens
Berringer smerter hende.

Hendes lammede Tanker finder ikke lnger Ord, og Stningerne kom-mer
usammenhngende og uden Flge. Hun sger om Benvnelser og finder dem
ikke.

Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen--det hndes, hun
lader hende vkke om Ntterne--falder hun med t hen i idiotisk Apati,
hvor Ansigtet forstenes.

Saa Kammerjomfruen sidder sklvende, indtil Svnen overvlder hende, og
hun slumrer ind lige overfor sin Frue.

       *       *       *       *       *

Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var
ankommen til Thorsholm.


De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven
sendt Bud, om Grevinden saa vilde vre beredt til at tage til Thorsholm
om Aftenen.

Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betd.

Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund
og havde betragtet den smalle Stribe af mrkt Vand.

-Kom, sagde Greven.

Og hun fulgte.

Greven blev to Dage paa Thorsholm. gtefllerne mdtes ved Maaltiderne.
Den sidste Dag sagde han:

-Jeg reiser iaften.

-Hvorhen? spurgte hun.

Og uden at s paa hende sagde han;

-Bort.

Dermed skiltes de.

       *       *       *       *       *

Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, en paa sine Fdres Gaard, synker dybt
og dybere i Morfinens Ds.





End of the Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA ***

***** This file should be named 11396-8.txt or 11396-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/1/3/9/11396/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.

Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date.  If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

     https://www.gutenberg.org/etext06

    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)

EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
identical to the filename).  The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
example an eBook of filename 10234 would be found at:

     https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:
     https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:
     https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL


