SAMLEDE VÆRKER

i er graa, graa Mænd,

som af ingen Glæde ved;

vi er smaa, smaa Mænd,

som maa altid dyb’re ned.

Med en Muldklump ved vor Sko

og en større ved vor Sjæl

skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.

Vi er graa, graa Mænd,

som tog Farve af vor Grund,

vi er smaa, smaa Mænd,

stemplet fra vor Fødselsstund.

Med en Hakke, bred og tung,

huler vi vor Minegang;

Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.

Vi er graa, graa Mænd,

armere end Hulens Kryb,

vi er smaa, smaa Mænd,

fængslet til vor Grubes Dyb.

Jordens Aande, klæg og kold,

stiger mod vor blege Mund,

som engang den mod os aander i det sidste Blund.

Vi er graa, graa Mænd,

graa i Syn og graa i Sjæl,

vi er smaa, smaa Mænd,

lænket til en leret Pæl.

Ser vi fra vor vaade Grav

mod den lyse Verden op,

skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.

Vi er graa, graa Mænd,

med kun ringe Raad til Haab,

vi er smaa, smaa Mænd; —

Brødre, hør vort Afgrundsraab!

Hjælp os fra vor Grubes Gys

op til Sol og Dagens Kaar,

før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!

Oktbr. 1908. Noter.

olumbus drog til Amerika,

der hildedes han i Rænker;

de førte den stolte hjem derfra

i nagelboltede Lænker.

De drager nu selv til Amerika,

mens Efteraarsregnen stænker,

og lader Dem binde hjemme fra

i rosen-naglede Lænker.

Saa far med Fred til Amerika

— Kolumbuses Vej — jeg tænker,

de føles ikke saa tungt endda

de Hymens smykkede Lænker.

Men er De mættet af Sydens Lyst

og Duft af gyngende Lianer,

da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst

og Fjorddalens syngende Svaner.

²⁶/₁₀ 1908. Noter.

illader de høje Gjæster,

jeg fra min fjerne Plads

— tredive Mile til Vester —

hæver for Nansen mit Glas!

Om Digtning har Flod eller Ebbe,

er vor vel skilt ved en Elv;

men den skulde prygles med Kjæppe,

som bare vil se sig selv.

²⁶/₁₀ 1908. Noter.

e beder derinde for aabne Døre,

mens Lærkerne synger for døveste Øre.

De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen,

en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.

De beder om Naade for sig og sine,

for andre de beder om Helvedes Pine.

Præsten staar sort mod den hvide Væg,

grader Bevægelsen ud over Salen,

lægger med Tomlen i Bogen et Læg,

stryger sig stramt ad sit side Skjæg

og skrider fra Texten til Talen.

Flittig han grumser Alverden til,

intet han agter, og lidet han levner,

har man bare det Sind, der vil,

da findes jo lettelig Revner.

Engen ligger saa lys og grøn,

Havren ringler saa fint og stille.

Verden er altid stor og skjøn,

Menneskehjærtet saa trangt og lille.

Præsten raser en Time fuld,

svælger i pyromaniske Drømme,

pisker med Nælder Syndens Kuld,

svider med Svovl og Edderstrømme.

Brat, som vilde han noget kløve,

hugger han Haanden i Pultens Planke:

„Satan gaar rundt som en slugvorn Løve

med oprejst Hale og Manke!“ 

Gud skal sanke hver Synd i Sæk,

lusker sig nogen fra Dommen væk,

skal Fanden paa Forken ham hente;

hvad du har syndet som vild og ung,

hvad du har drømt under Dynen tung,

en Dag skal det sones — med Rente!

„Item“ (nu synes hans Grumhed mæt)

„Herren skal gribe sit Vaskebræt,

tvætte dig Synder, Plet for Plet!“

Forsamlingen snøfter bevæget.

Men Præsten trænger skam mest til Tvæt,

thi han har spildt Æg i Skjægget.

Salen er fyldt til inderste Krog,

Kroppene damper som Kedler i Kog.

Mændene skutter sig tavse paa Bænken,

blege af Angst og Eftertænken.

Gamle Kvinder med visne Hænder

sidder og fingrer ved Bogens Spænder.

Unge Piger med trinde Lænder

kan ej tøjle det viltre Sind,

lukker bestandig Synden ind

i det sunde, blomstrende Hjærte.

En har danset for ganske nys,

én har nippet bag Diget et Kys,

nu volder det Glutten Smerte.

Præsten er atter paa Sjælefangst,

Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.

„Øxen er lagt ved Roden!“

Hjærtet han saarer Sting i Sting,

Jordens lysende runde Ring —

han sparker den bort med Foden.

— — — Da med ét en Svale svæved

ad det aabne Vindve ind,

fløjtende den brat sig hæved

op paa Bjælken lang og trind.

Et Sekund den ganske stille

sad beklemt og titted ned,

som den vilde maale Højden

af sin egen Dristighed.

Men saa spændte den sin Strube

til en kaad og hedensk Sang,

og fra Brystets spæde Grube

Jordens muntre Toner klang.

Alle Jublens Klarinetter,

Dansetrin til Silkeslæb,

Kvindekys i blide Nætter

toned af det Svalenæb.

Og den sang om modne Druer

vældende af Klippens Sten,

sang om grønne Kakaduer

paa Mangrovetræets Gren.

Sang om Styrt af vilde Floder

i det fjerne Afrika,

sang om Nilen, Havets Broder,

Middelhav og Marmara —

Om Flamingo’er, rosenrøde,

lysende langs Syrtens Bugt,

— hvad en lille Fugl kan møde

paa sin muntre Verdensflugt.

Sang og sang! om Sommerrugen,

som har gynget Kjærnen fuld,

sang om alt, der gror og grønnes

i og om og over Muld.

Sang om Sol og brune Bier,

dansende om Kubens Karm,

sang om hvert et Straa, der dier

Jordens underspændte Barm.

Sang om Bækkens lange Latter

over alt og Ingenting,

sang om Aaens Arm, der fatter

Landet i et Kjæmpesving.

Sang om Bær, der ensomt rødme

i den brune Hedelyng,

sang om Æbleblomstens Sødme

og om Gjærdesnerlens Slyng.

Sang om Strandens Baad, der prøves

under Støj af Klittens Børn,

mens Septemberluften kløves

af den vilde Fiskeørn.

Sang om lyse Sommernætter,

Mosebryg og Møllebrus,

klingre Slag af sorte Spætter,

Aftenrøg af øde Hus.

Sang om Kvæg i Hjorde hvide

og den stolte Hjorts Gevir,

Svaleleg ved Aftentide

om et skovgjemt, irret Spir.

Og den sang om Morgenrøde,

sang om Hejredans i Dug,

naar en Falk gi’r Ungen Føde

under stive Tidslers Buk.

Sang om Jordens største Lykke,

sang det op i Præstens Spind:

Mand og Kvinde, elskovstrygge,

ømt forenet, Kind mod Kind!

Og nu selv en varm Forkynder,

nidkjær indtil Marv og Ben,

synger den om søde Synder

bag en dugget Hybengren.

Jubler ud sin galne Viden

om et Hyttetag af Rør,

dér en Rede lun og liden

bag en revnet Forstu’dør.

Og den ler sig Vingen kroget,

som den sig i Siden tog,

gjør et Hop og slipper noget

ned i Præstens sorte Bog.

Men forfærdet ved sin Gjerning

ud den sig fra Bjælken svang,

mens med Djævlen kastes Terning

om din Sjæl endnu engang.

⁹/₁₁ 1908.

i døjed og pløjed paa Fædrenes Grund,

mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund.

Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort „Ho’s“,

og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.

Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold,

og stadig vi fører en Plov i vort Skjold.

¹⁴/₁₁ 1908. Noter.

aa rejses Sten for Døgnets bedste Mand,

som længe dvæled i sin Tystheds Have.

Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland,

du var bestandig rigt — ved dine Grave.

Og skjønt dit Navn kom sjældent i hans Mund,

fordi han havde Sky for tunge Navne,

var det hans Pulsslag til hans sidste Blund

sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne.

Han var ej Manden med den ene Tanke,

der kløver Rummet for den nye Dag,

men tusind Tankegnister, lynildblanke,

sprang fra hans Esse i vort Hjærteslag.

Hvor har han glødet vore unge Kinder

til nye Tag i Nederlagets Stund,

naar ingen uden han saa Fyr bag Sund

og Frafalds Taager knuged alle Tinder.

Han var en Spejder ind i Fremtidslandet,

det Land enhver med Graad har stirret paa,

den fjerne Kyst med lyse Løfter randet,

men som vi aldrig, aldrig selv skal naa.

Den Viden har dog ej hans Ildhu hemmet,

han var ej nogen haabløs Pessimist;

thi der er anden Tro end den paa Christ

og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet.

Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde,

derfra hans Had til alle gjorte Baand;

mod Thybo-Pral han satte Folkesnille,

derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand.

Og Folkeguldet dybt i Undergrunden

med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden.

Den som har set ham under Bøgeløvet,

naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld,

naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet,

blev gjort til Prise i et Spottevæld,

han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande

og ej hans Øjes stærke Tindrekraft,

som naar en Kriger mod en Angrebsbande

med løftet Hoved slipper Lansens Skaft.

Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen,

skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen!

Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile

i Døgnets tungtbevæbnede Debat!

Som David kunde han i Kampen smile

ad Reaktionens plumpe Goliat.

Og Goliat — ja, han fik mærke Slyngen,

dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!

Vi gaar en ond og uglad Dag imøde,

da det som laa ved Horisontens Bræm

som Truselsky mod Land og Folkegrøde

skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem.

Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem!

Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler,

hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler!

Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke,

og blot hans Pande for den danske Regn,

at han ved sine Træk, de kloge, stærke,

kan tale til os som et Kampens Tegn.

Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer,

hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar,

og frie Aander fange Sejr og Saar,

mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!

²²/₁₁ 1908. Noter.

eg gaar i tusind Tanker

og elsker den, jeg ej kan faa,

han vist i Glæden vanker

mens Sorg jeg lide maa,

stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær

for dig min Ven saa kjær;

det voldte falske Mennesker

og derfor Sorgen er.

O, havde jeg ej skuet

dit Ansigt og de Øjne blaa,

saa var jeg aldrig kommet

til Kamret, hvor du laa,

saa bar jeg ej paa dette Sting

her inderst i min Barm

og kjendte ej den Angstens Ting,

som nu gjør kold og varm.

Nu er jeg mere ensom

end Træet paa min Moders Grav,

naar det om Natten suser

bag Kirkelaagen lav,

og i dets stille Skyggefavn

jeg finder snart mit Sted,

det eneste jeg kjender nu

hvor Sorgen gi’r mig Fred.

Efteraar 1908. Noter.

vor herligt du lyser, du krummede Fjord,

der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord,

du Vindenes Orgel, du tonende Vand,

der bræmmer med Skummet din riflede Strand!

Mod laveste Hytte som højeste Tegl

du leende løfter dit smigrende Spejl;

og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa,

du hvister saa højt, som din Bølge kan naa.

Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst,

og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst;

i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav,

staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav.

Bag Baaden der jubler det badende Barn,

mens Faderen reder det skjællede Garn;

Vestsolen beføler hans Hue og Kind,

og Straalerne strømmer i Maskerne ind.

Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink,

hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink;

en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg,

en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.

— Men Billedet skifter saa let som en Vind,

min Fjord har vel tusinde Masker og Sind;

mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil,

ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.

Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, —

et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk!

Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad?

Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.

— Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,

hvor renere lyste dit tonende Bryst;

og hvad kan vel løfte din dragende Sang

som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!

— Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl,

mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl;

ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind,

der skridter en Pige saa fast og saa trind.

Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand

og skyller ved Bækken dens Munding og Rand;

mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,

hun malker sin Ko i den stigende Sol.

— Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs,

de hundrede „Hager“ med saltsvedet Græs,

med Stude i Række og Kalve i Ring

og spejdende Terner i sejlende Sving!

Hvor dejligt at se i det kimede Gry

letsløret ved Bugten en rødstenet By,

hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,

mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!

— Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland,

om ikke du ejed din Fjord og din Strand,

de krogede Hager, de bittesmaa Næs,

hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!

Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,

du vandt dig Erstatning i syngende Vand,

og Fjorden med Vader og Vejler og Vig

den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.

Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn

har jublet og tumlet med Baad eller Garn,

han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund

hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.

Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang

har kysset den første, den saligste Gang,

han ejer et Minde, som aldrig vil dø,

han kommer hver Sommer paany til din Sø.

Decbr. 1908. Noter.

ør hvor let dens Vinge smækker

mod den tunge Kløverdusk,

mens den som en Skyttel lægger

Farten gjennem Røg og Rusk.

O, du lille verdsligkaade,

Flugtens fødte Favorit,

som til Livets tunge Gaade

ikkun har et let „Kvivit!“

Vilde du kun tit mig følge

lig en lille venlig Aand,

som du nu paa Luftens Bølge

næsten strejfede min Haand!

Vilde du kun tit mig lede

som i hine fjerne Aar

paa min Barndoms tunge Hede

til min Faders lave Gaard!

Aa, naar du paa Blæsten vendte

og mig i mit Ansigt saa,

var det næsten, som du kjendte

Barnesindets Sorger smaa.

Ja, det var som om du tøved

et Sekund og fritted mig:

„Hvi er lille Bror bedrøvet,

hvorfor ikke glad som jeg?“

Men naar du saa Gaarden stige

bagom Kaalgaard-Popler frem,

svandt du langs det lange Dige

— for at følge andre hjem.

Sildig Aften, tidlig Morgen:

samme Flugtens muntre Sting;

samme Svinden, tyst, forborgen,

som var Sagen ingen Ting.

— Naar en Dag mit Blik skal briste,

og min Aand maa flagre frit,

bân du Vejen for min Kiste

med dit elskede: „Kvivit!“

²⁹/₁₂ 1908. Noter.

mellem to mørke Høje

jeg vogted som Barn min Faders Faar,

og Mulden gav mig sin Møje,

og Solen flammed mit Haar.

Men Verden tindred i Dis og Drøm,

og Barnelængslerne vimred

som Siv i den dybe Strøm.

Imellem to mørke Høje

der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa

med Sorg i det søgende Øje

og Tørklæd’ om Tjavser graa.

Der kom du saa tit og strøg min Kind,

og Strikkepindenes Tinglen

lød sølverne ømt til mit Sind.

Imellem to mørke Høje

Fuldmaanen saa jeg for første Gang,

som langt i Havet en Bøje

i Himmeldybet den hang.

Jeg fulgte dens Vej over stille Land

saa mangen daarende Aften

langs Bækkes klukkende Vand.

Imellem to mørke Høje

jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,

saâ Rugen lydigt sig bøje

for Bygens voldsomme Drift.

Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,

min egen Mor og Naturen,

og ingen jeg svigtede helt.

Imellem to mørke Høje

kom Kysset til mig paa bitte Sko,

foran mig i Skjørt og i Trøje

det stod i Lyngen og lo.

Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt,

men da jeg vilde det fange,

det ilede milelangt.

Imellem to mørke Høje

jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,

mens Skyggen fra lyngladne Fløje

laa tungt paa det stride Sand.

Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,

da var det de Højes Skygger,

der mørkned mit Sangvælds Bund.

Imellem to mørke Høje

der vilde jeg gjerne sænkes ned

en Dag, om det kunde sig føje,

da Byggen af Skederne skred.

Saa havde jeg fundet det gamle Spor

og kunde nu evigt slumre

i Hjemmets hellige Jord.

⁴/₁ 1909.

aa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø,

og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø,

maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak

og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak?

Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv,

mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv,

maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand,

her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand?

Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti,

og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri;

naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun,

o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!

Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro,

mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko,

og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin,

og du trykker min Haand i et langt: „Jeg er din!“

⁴/₅ 1909. Noter.

an gaar og tænker, hun gaar og traller,

hun traller snart til Alverdens Ting,

og hendes Latter af Struben gjalder,

da rød han minder om Fæstensring.

Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder,

hun skjænder nu for Alverdens Ting,

for Letsinds Luner, der langsomt vender

paa Elskovs Veje et Sind omkring.

Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber,

hun flæber snart ved Alverdens Ting;

og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber,

som Frosten dræber en Knop i Spring.

Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter,

han pytter nu ad Alverdens Ting.

Men hænde kan det, han Haanden knytter

om denne snærende lumske Ring.

⁷/₅ 1909. Noter.

n lystig Sang, ja en lystig Sang,

kan ingen gi os en lystig Sang!

Min sidste Daler saa gjerne sprang,

blot én nu gav os en lystig Sang.

En lystig Sang, ja, en lystig Sang

gi’r Armen Styrke og Hamren Klang,

og Dans blev selve den Haltes Gang,

hvor Foden gik til en lystig Sang.

En lystig Sang, ja, en lystig Sang,

til den vi mejer vor Rug paa Vang,

og tager Svenden sin Glut paa Fang,

han gjør det helst til en lystig Sang.

En lystig Sang, ja, en lystig Sang,

saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang.

Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang,

stem Ryggen mod til en lystig Sang!

En lystig Sang, ja, en lystig Sang,

hvori Alverden sig muntert svang!

Og spandt os Præsten sin Ten for lang,

vi klipper af med en lystig Sang.

En lystig Sang, ja, en lystig Sang,

til den har Livet som Døden Trang;

og skal jeg slutte mit Liv engang,

jeg gjør det helst ved en lystig Sang.

¹²/₅ 1909. Noter.

er kom en Skrædder til vor By:

Klip — Klap og Klip!

Han skulde mig en Kjortel sy.

Klip — Klap og Klip!

Men saadan skar han af og fra

— eja, af og fra —

at der kom Buxer ud deraf.

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Da Næven jeg i Bordet svang,

Klip — Klap og Klip!

saa Saxen over Kovsen sprang,

Klip — Klap og Klip!

„Af Buxer har jeg mer end nok —

heja, mer end nok!

og fler betales med min Stok!“ 

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Der stod to Tøfler for en Dør,

Klip — Klap og Klip!

hvor aldrig jeg saa Tøfler før,

Klip — Klap og Klip!

Og da jeg ind i Sengen saa,

eja, Sengen saa,

den Skrædder bag min Datter laa,

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Den Maane grined grumme fæl,

Klip — Klap og Klip!

da jeg tog Skrædren ved hans Hæl,

Klip — Klap og Klip!

Og over Kaalgaarddigets Bræm,

— heja, Nældebræm —

jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem,

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Hans Fingerbøl, en Kjende klemt,

Klip — Klap og Klip!

det havde han i Sengen glemt,

Klip — Klap og Klip!

Og Tøsen, som min Datter fik,

eja, nødig fik!

den ligned Skræd’ren paa en Prik,

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Nu sidder jeg bag Vindvets Læ,

Klip — Klap og Klip!

og fimper Barnet paa mit Knæ,

Klip — Klap og Klip!

Det peger ud paa Lam og Føl,

heja, mine Føl!

og leger med hans Fingerbøl —

Klip — Klap og Klip — Klap og Klip!

Foraar 1909. Noter.

u skal du ha din Havrekjærv,

og jeg skal ha’ min Nætter;

lidt lyet Vand for gammel Tand

jeg her i Krybben sætter.

Brug du saa kun din gamle Mund;

jeg har jo mer i Loen!

En saadan gjæv og yndig Stund

man sørger først for Koen.

Du kom her, da min Mand faldt hen

— Gud vær den Synder naadig!

Han tured op hver fattig Del,

hvorover vi var raadig.

Ved dig kom jeg paany til Krylt,

du hjalp mig sgi paa Fode,

saa Gris blev rund og Barnet sund,

og begge gik til Gode.

Ja, Sønnen maatte hjemmefra,

ham har jo Verden taget;

nu er han i Amerika.

Det gaar ham godt i Faget.

Han fik din Mælk — med Fløden paa,

skjønt Høk’ren skuld’ ha’ haft’en.

Jeg tror da nok, at jeg tør spaa,

der kommer Brev i Aften.

Du gik og gnov blandt Pors og Siv

det bedste, som du kunde;

og hvor du bed, du gamle Liv,

der bed du skam i Bunde.

Og du kom hjem med Yv’ret spændt

og Aftendug i Skjægget;

min Haand dig linned Strent i Strent,

mens Drøvlen du bevæged.

Og Katten kom i Spring derhen

og satte sig for Døren,

til Pattens Straale ramte den

imellem begge Øren.

Og Duggen faldt paa Brøndens Sten

og paa mit Hovedklæde,

og Katten slikkede sit Ben

for Mælkens spildte Væde.

Ja, være to, som Dagen lang

er i hinandens Tanker

gjør Livets Byrde mindre trang

selv mellem Hedebanker.

Og du skal aldrig lide Nød

og staa med Sider hule,

saa længe jeg en Skive Brød

kan række mod din Mule.

Nu er du skjæv i hvert et Led,

det plumper hult i Bugen,

naar du vil rigtig rask af Sted

og ta et Nap af Rugen.

Og selv er jeg en Stummeltaa

af bare Slæb og Ælde,

hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,

og snart vel Pas maa melde.

— Nu ringer Degn til Nadverfest,

nu falder Rim paa Stene,

og Juleklokken høres bedst

af dem, der sidder ene.

Snart kommer alle Stjerner frem,

og Frosten gjør dem blanke;

det bitte Barn fra Bethlehem

er nu i alles Tanke.

Lang er den Vej og krum den Sti,

der bærer over Hede.

Gaa da, min Gud, ej Dør forbi,

find gamle Trines Rede!

Skjænk Livsens Brød mig rundelig,

velsign min Kjærv paa Loen,

vis dig mod mig miskundelig,

og giv mig Kalv i Koen!

Decbr. 1909. Noter.

e gamle Dage er ikke glemt,

det huskes den Dag i Dag,

hvor muntre Svende med Luthen stemt

sad under dit gjæve Tag.

De gamle Dage med Fart og Fut,

med Sang mod Maskinens Hvalv,

mens Dampen stemte sin vilde Luth

saa Lofte og Vægge skjalv.

De gamle Dage, da Mosen laa

for gamle Ann’ Fiskers Dør,

med Spindelvæv over Pors og Straa

og brune, duskede Rør.

De gamle Dage med Glassets Bryg,

med Sejre paa Cyklesti,

med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg,

de tusind Gaarde forbi.

De gamle Dage da Livet jog

os begge med „Huj“ og „Høj“!

da paa min Bondefele jeg tog

de første prøvende Strøg.

De gamle Dage blir aldrig glemt,

dem skyller ej Døgnet bort;

og skulde vi faa vor Luth forstemt

vi prøver en frisk Akkord.

Julen 1909.

or, har du set, hvad der staar bag Diget?

Gjæslingblomster saa bitte smaa!

Bladet kløvet og Kronen fliget,

lige skabt til at kysse paa.

Klare Spirer paa Mulden letter,

suger Kræfter af Dybet op,

fæster Roden i varme Nætter,

laaner af Solen til Blad og Top.

Mor, har du set, hvor Haren springer

Pløjefaldet som ingenting;

Viben kroger de korte Vinger,

øver sig kaadt i Baglændssving.

Engen bulner om Rylens Rede,

Grøften pyntes med friske Flæg,

langt i Marken — som halvt i Vrede —

slænger Haslen sit falske Skjæg.

Mor, har du set hvor Koen tripper

længselsdrukken paa Baasen kvalm,

malker mindre i dine Stripper,

snuser med Haan til den mugne Halm?

Det er de spæde Kim i Kjæret,

Blomsterspringet ved Bækkens Rand,

det er det lange Sug i Vejret,

Gudevarslet til Dyr og Mand.

²⁹/₁ 1910. Noter.

aa mangen Slægt lig knækket Rør

sank ned for denne Kirkedør.

Velsignet I, som segned her

i Læ for Sorgers Bygevejr.

II.

I ærlig Kamp, i ydmyg Tro

I stille stred for Børn og Bo.

Slog Kornet fejl paa karrig Jord,

I rejstes ved et Fadervor.

Januar 1910. Noter.

purven sidder stum bag Kvist;

saamænd, om ej det fyger!

Kaalgaardpilen piber trist

for Nordenblæstens Byger.

Lul, — lul! Rokken gaar

støt i Moders Stue,

og jo mere Vinden slaar,

desmer faar Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,

og Karters kaade Skratten,

fjerne Grynt af Husets Galt

og Barneleg med Katten —

Lul, — lul! Rokken gaar,

flittig Foden træder,

kun saalænge Hjulet staar,

som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,

med Halmen tættet Karmen,

gnedet Grisens blanke Skind,

at den maa holde Varmen.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Far mod Stuen stiler,

Mor en Bugt paa Traaden slaar,

ser op paa Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog

ta’r søvnig til at gabe,

snart det vil sin Billedbog

af de Smaahænder tabe.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Ild om Gryden slikker,

Vejrets Svøb om Gavlen slaar,

og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind

og næppe Traaden mage;

hej, da bæres Lyset ind

og stilles i sin Stage.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Tenens rappe Vinge

over Fyrrebjælken saar

en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød

svang bort den sorte Gryde,

sænked den i Sengens Skjød

for Grødens Trods at bryde.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Nadverbordet samler;

Store sidder, Mindre staar

paa Bænk og bitte Skamler,

Far ta’r ned saa tung en Bog,

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved Spændets Krog

og lukker med et: Amen!

Lul, — lul! Rokken gaar,

Ensomheden synger,

Mulmet tæt om Taget staar,

og Sneen gaar i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok

hun lærte mig at stave,

synge om „den hvide Flok“

og „al hans Naadegave“.

Lul, — lul! Rokken staar!

Men dens Nyn og Sange

vemodsfuldt mod Hjertet gaar,

naar Kvældene bli’r lange.

²⁶/₁ 1910.

aa vejer vi nu atter i vor bævende Haand

de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand.

Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand,

imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand.

⁴/₂ 1910. Noter.

ans Kjortel er laset i Sømme og Foer,

hans Hat er ej ganske ny;

hans Væsen er tolket i disse Ord:

Han tjente General Rye!

Han bærer med stive Soldaterskridt

sin Sæk gjennem Jebjærg By,

som fulgte han end i behersket Trit

sin Herre General Rye.

Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,

hans Skjæg er sort som en Sky,

de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng,

som Tysk’re for General Rye.

Er Vejen pløret, har Skoen et Læk —

hans Holdning er lige kry;

han bærer saa rank sin Raltesæk,

som Fanen for General Rye.

„Det skal dog kjendes af én og hver

i denne elendige By,

at det er den Krejsten, som kommer her,

der tjente General Rye!“

Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ

han bærer de Pjalter af By,

mens mod hans stive, posede Knæ

det klirrer af Bismerens Bly.

Og Krejsten haandterer med Færdighed

dens prøvede Lod og Bly

og vejer med stiveste Værdighed,

som vejed han General Rye.

Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark,

med sit allerhovneste Blik;

en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark,

alt efter Soldatens Skik.

— Saa gled fra hans Axel Posen ned;

bag efter sank Lod og Bly;

han famled tilsengs — med værdige Fjed,

og gik til General Rye.

⁴/₂ 1910.

t Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært

gav Nattergalen en Aften Koncert.

Alle Partier var himmelglade

ved denne natlige Serenade.

Bøgen stod med de stilleste Blade,

Skyerne listed paa Sokker afsted

hen over Himlens blaanende Bed.

Uglen sad fornem med lodne Fødder,

Egernet vimsed omkring og bød Nødder.

Smælded for højt et Elskovskys

hørte man Natravnen hvæse et: „Hys!“

I Fremmedlogen sad Maanen ene

og laante Lys til den halve Scene.

Og rundt omkring paa Kviste og Grene

sad Skovens Sangere to og to

og næbbedes sagte og stille lo,

naar Mestersangerens Englerøst

kildred en Streng i en Kjenders Bryst.

Men midt i en Muddergrøfts første Parket

sad der en Frø paa en gratis Billet.

Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,

men Rygtet gik, den var no’et ved e’ Blad.

Jo højere Nattergalen sang

des lavere Frøens Kjæver hang.

Med aaben Mund og svømmende Blik

den kløed det Øre, den aldrig fik,

den drejed sig halvt imod andet Parterre

som vilde den sige: Har I hørt værre!

og drejed sig atter uvillig om

imens den memorerte sin Dom.

At den vilde lyde paa Ærestab

det kunde man se paa dens Hængegab.

Sangeren tav; to Elskende sukked,

Liljen sit Hoved i Græsset dukked;

Stillidshannen i Maanens Skin

saa sin Mage i Øjet ind.

Uglen bed sine Neglerødder,

Egernet aad sine egne Nødder.

Da Sangens Toner var tystnet — plump!

gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,

og kommen hjem — paa en Vandkalv ridende —

skrev han i Frøernes „Berlingske Tidende“

en Kritik baade hvas og svidende.

Nu er den Glemslens; let dunster væk

den Dadel, der skrives med Mudderblæk.

Her skal kun nævnes dens sidste Træk;

der læstes — ligesindet til Skræk:

„Jeg fandt i denne saakaldte Sang

ikke ét eneste ærligt Kvæk!“

Saa slukked Maanen sin blege Lampe

og lo, saa man frygted en Mavekrampe.

⁹/₂ 1910.

jestens Ko

var saa god som to,

det syntes da ogsaa Kræn Kresten.

Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,

gik bagind og fried til Kjesten.

Kjesten lo:

„Du har set min Ko,

men jeg vil nu elskes med Hjærte.

Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko

i den fineste Kakkelovnssværte!“

Kresten lo:

„Jeg har set din Ko,

og Koen staar spejlet i min Sværte;

men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro

staar spejlet herinde i mit Hjærte!“

Krestens Ord

faldt i kristen Jord,

skjød bugnende Ranker hos Kjesten;

„Ja, naar du kan finde saa yndige Ord,

gaa du saa kun bare til Præsten!“

¹⁷/₂ 1910.

ar I nu Tænder i Riven sat?

Er I parat, mine Drenge?

Duggen har drysset den hele Nat,

Leen har ventet os længe.

Armen er styrket af Søvnen sund,

Solen os hilser fra Bakkens Rund;

bag Syrener forborgen

kukker en Gjøg: Godmorgen!

Mor har pustet til Arnens Glød,

sysler derinde ved Davren;

se, hvor Røgen fra hendes Grød

sænker sig blødt over Havren!

Mad hun smører, som kan forslaa,

Øl hun styrter i Dunke graa,

lægger en Klukkert i Tejnen,

som kan ta’ Tonen fra Degnen.

Nu paa Vognen enhver især!

Plagen i Stenene skraber.

Vidt opslaget, mod Østens Skjær

Porten undrende gaber.

Svalen svitter om Vognens Spand,

Dagen venter den glade Mand,

Blodet synger i Bringen

dæmpet til Klokkers Ringen.

⁷/₂ 1910.

g Plagene pruster i Morgentrav,

og Pigerne gynger paa Vognens Skrav.

Det ser man paa dem fra Top til Taa:

„I Dag skal vi over den blanke Aa!“

Og bag dens slyngede, blide Strøm

der skimter du Engen i Morgendrøm.

Der er det en Himmerigsfryd at gaa

i Junisol ved den blanke Aa.

Og Karlene møder i Søndagsvest,

og Pigerne pynter sig op til Fest,

og Blomster røde og Blomster blaa

dem ta’r du frit ved den blanke Aa.

Og Karen har bitte, nette Sko,

og Sløjfe der er paa dem begge to,

og Maren har røde Strømper paa,

fordi hun skal over den blanke Aa.

Og hist hvor Aaen slaar Herresving,

du faar dig en Kjærrest som Ingenting,

mens muntre Myg og Libeller blaa

de danser over den blanke Aa.

Og ender det Hele med Fæstensring,

med Kys, med Dans og med Herresving

— de bitte Sko med de Sløjfer paa

hvor tripper de sødt ved den blanke Aa.

⁸/₂ 1910.

il I se paa Karle, som kan slaa?

som kan gaa et Skaar og ta’ en Skraa,

som kan mer end muge,

som kan Knagen knuge —

kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa!

Her er Arbejdslyst,

her er Mod i Bryst,

her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!

Forrest Thames med den brede Ryg

skrider sindigt i en Sværm af Myg.

Sjældent Thames jager,

men sit Skaar han rager

rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg!

Aldrig ser han om.

„Vil I med, saa kom!“

For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi’r et Syk.

Efter ham de andre stile smukt

som en Vildgjæsflok i Kileflugt.

Ingen staar tilbage,

hver sit Hug maa mage

under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt.

Græsset Skridt for Skridt

føler Leens Snit,

aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt.

Det er føre Karle der gaar hér,

brunet, branket i al Himlens Vejr.

Her er Røde Anders

som kom hjem fra Randers

hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ’r.

Paa hans stramme Læg

og hans sno’de Skjæg

ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd.

Hvem er det, som skummer Græssets Dug

med et Skjæg som paa en Gedebuk?

Det er Jesper Røgild,

barnefødt i Høgild;

hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug.

Standses nok saa kort

vender han sig bort,

ta’r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.

Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,

skjønt de mages slet som Hors til Ko.

Her gaar Esper Laanum

ved Frans Over-Traanum,

hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to.

Dér er Kril i Krop;

koger Galden op —

mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.

Der gaar én, mens han gi’r Engen Smør,

fimper bagudvendt hans Piberør;

justement Kræn Lausen,

„dæn’mæ en af Slavsen“!

Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før.

Bagerst Bitte Drejs,

Egnens mindste Splejs,

fimrer som en Lammehale for en Faar’stidør.

Og de føler salten Sved paa Kind,

og de spænder Remmen mere ind,

og de letter Huen

over Tindingbuen

og la’r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind.

Naar det Strygekor

tystner langt i Nord,

høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.

¹¹/₂ 1910.

an kommer over Engen, han skinner som en Sol,

en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol,

men af hans Lomme titter en Brændevinspistol

med Livsens Draaber for en vranten Mave.

For Resten ved enhver,

at Jens Kuk er Snapsen værd,

for han har kjørt for Greven paa Rydhave.

Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst!

Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest,

men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,

af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;

de valser ud og ind

med Smaakrøllers Hop paa Kind,

som valsed de for Greven paa Rydhave.

Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs,

da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs,

med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs,

mens Kuk la’r Viddet og Pegasen trave;

men bedst som Tøsen lo,

klapped Kuk en bitte Sko,

for saadan gjorde Greven paa Rydhave.

Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol,

da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol,

da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol

som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;

og snart han hildes ind

i sit sære Tonespind

og drømmer, han er Greven paa Rydhave.

²⁷/₂ 1910.

ørte du noget som summed her?

Hej, for en Basse der brummed dér!

Humlen er rigtig et arrigt Kræ,

viser ej Forskjel paa Folk og Fæ.

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto!

Her er nu Kagen med Honning i,

„Kanden“ der er der Dronning i,

du er dog Dronning for mig i Dag,

spids nu Munden, du Glut, og smag!

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Tag du bare det bedste Bid,

selv ta’r jeg saa det næste Bid.

Jeg skal nok gjenne Humlen væk,

mens du suger dens Celle læk:

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Nu med Rette din røde Mund

kunde kaldes: din søde Mund.

— Send mig dog ikke saa barsk et Blik,

hellere hundrede Humlestik.

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Loved du mig din Haand og Tro,

gav jeg vist dig baade Baand og Sko,

fandt som Humlen et mosset Bo,

hvor der var Plads til os beggeto.

Hum, hum, Humlebo,

da blev der Honning til os beggeto!

¹²/₂ 1910.

n Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend:

„Godnat mine blankslidte Knage!

De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd,

vi to bliver ene tilbage!

Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur,

hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr,

thi vi har jo Søndag i Morgen!“

De gik, og de prated, og Klokken blev ti,

da Hønsene blinker saa blinde,

og de gled de fjerneste Gaarde forbi,

og hørte dem snorke derinde;

de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let,

og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt.

De havde jo Søndag i Morgen!

Den ene han skildred med ivrige Skridt

en englegod, blaaøjet Pige,

den anden han sadled sin Ganger til Ridt

mod Fremtidens daarende Rige;

og begge de næred det visseste Haab,

og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab,

og de havde Søndag i Morgen!

Og de kom igjennem en slumrende By,

hvor der var spildt Hø over Gaden,

en gabende Port, og en Gaard som var ny,

hvor Forken stod plantet bag Laden;

og Duggen den køled i Kindernes Dun,

og Høduften fulgte, og Luften var lun,

og de havde Søndag i Morgen!

Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø,

og Taagen laa blødt over Dalen,

og langs med den smalle, graaduskede Sø

faldt Ryle og Stær dem i Talen,

og Hanerne sendte fra Portenes Hjald

mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald

som aned de Søndag i Morgen.

De studsed og vendte med Latter omkring,

nu maatte der spares paa Snakken!

Dog talte de stadig om hundrede Ting,

før Gaarden blev synlig bag Bakken.

Her standsed det første Par dyngvaade Sko.

Men selv da de skiltes de skjæmted og lo

og sang for den Søndag i Morgen.

— Lyksalige Tid, da hver Morgen paany

vi vaktes af Gjøgenes Kukken,

da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry

de mødtes paa Sporet i Duggen!

Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung —

den Mand, som er munter og frejdig og ung

har altid en Søndag i Morgen!

¹⁵/₂ 1910. Noter.

eg sidder ved Foden af Bakken,

mens Kirken staar paa dens Top.

Jeg lægger Ho’det paa Nakken,

forsøger at sé derop.

Du strækker efter en Himmel

som ingen Stræben kan naa,

og selv har jeg grebet svimmel

engang efter Himlens Blaa.

Jeg vilde ej Haabet slippe,

jeg prøved og prøved paany,

jeg rakte fra „Troens Klippe“

og fik i Haanden — en Sky.

Du præker fra Kor og Krypter

om Dogmer, som ej skal forgaa;

men sét fra Himmelens Dybder

vi to er nok lige smaa.

¹⁸/₂ 1910.

er er en Sugen i vor Barm,

som melder sig og gjør os varm,

naar vi er mest alene:

et Minde om en fældet Hæk,

et Fløjt, et natligt Fugletræk

i Luften bag vor Barndoms Bæk,

hvor vi fandt glatte Stene.

Det Sug staar ingen Mand imod,

det sætter Fart i trægest Fod

fra fjærnest Aftenrøde.

Men staar du saa i Poplers Sus

en Dag og ser, at alt er Grus,

din Barndoms Grund, din Moders Hus,

hvor maa dit Hjærte bløde!

— Saa værn da ømt om Danmarks Land,

dets blide Kyst, dets bløde Strand

og Mejsens Bo i Hækken,

lys over Haren Markens Fred,

giv Ly og Læ og Rugested

for alt, hvad Hjærtet hænger ved;

men værn dog mest om Bækken!

Du kjære blide danske Bæk,

som bag om Hegn og Hybenhæk

mod salte Fjorde glider,

dit Vandrevand, din Puslestrøm

har nynnet i vor Folkedrøm

og pyntet Danmarks Kjolesøm

fra Landets ældste Tider.

Det gaar som Sagn i Slægtens Mund,

at over Paradisets Grund

Gud gød Dig som sin Gave.

Da Herren stænged Edens Sti,

du kom hans Flammevagt forbi.

Hvor nu du gaar, du Syndefri,

dér bli’r en Edens Have.

Hver Sjæl, som slipper ned til dig,

han vandrer langs din Blomstervej

med Smil i Øjets Kroge;

han er ej helt, som han var før,

men som han fik bag dine Rør

et Glimt af tabte Himles Dør

og Paradisets Laage.

Vel har jeg set saa mangen Flod,

der svulmed vildt af Bjerges Mod

og tordned i sin Vælde,

men ingen Strøm som dig saa kjær,

naar Dagen — efter Bygevejr —

randt ud bag Aftenskyers Skjær

til Hedefaarets Bjælde.

Du gav mig Søvn og Barnebys

og rakte mig din Mund til Kys

med Vaarens første Kranse.

Hér Vibemor paa Kuldet laa

saa tillidsfuldt med Toppen paa,

mens jeg med barnlig Undren saa

Bruskokken slaas og danse.

Om Krebsen drev, om Smelten bed,

til dig gik Gangen stændig ned

med Krog og Medestage;

hos dig, min muntre Skjæbneflod,

jeg væded glad min Barnefod

og saa med Smil min Sol imod

i Livets Lykkedage.

Her stod jeg tit og mangen Gang,

naar Lærken under Himlen hang

og Humlebien brummed;

naar Kalve sprang, og Bremser stak,

og Tidslen gav mig Dun paa Frak,

og Studen tungt af Bækken drak,

mens sine Knæ den krummed.

Kjær var du mig til hver en Tid,

selv naar din Rim dig pudred hvid

bag Isens Dødningmaske;

da toned op fra Vaagens Mund

en Grundakkord saa livsenssund,

en Lyd, som naar fra Fjolens Bund

et Klunk kan overraske.

Du kildrede det vrantne Flæg

og pusted Skum i Sivets Skjæg

og løb din Vej med Latter;

du slanged dig i Slyng og Slæng

paa Mossets bæromsatte Seng

og klimpred paa din Sølverstreng,

Vildmarkens muntre Datter.

I Dagens Larm du snakked med,

i Nattens Mulm du lyste Fred

og vilde alting skaane.

Du skjulte det forfulgte Dyr,

hver Frø som for sin Fjende flyr,

og Laxen drog paa Æventyr

i Skjæret af din Maane.

Mod dig de drages, store, smaa,

de blonde, som de isengraa,

i Pynt og Hverdagstøjet.

Selv Bedstefar med hvide Haar

endnu med Kjæp til Bækken gaar

og mindes der sin Alders Vaar

og blir saa tung i Øjet.

Her bandt hvert Aar min kjære Mor

en Kost af Pinsens Blomsterflor

og sang saa ømt bedrøvet.

En Blomst var rød med Stænglen hul,

og én som Æggeblommen gul.

Den Kost, hun gjemte langt bag Jul

og værged den mod Støvet.

Her plukker Pigen Hjærtegræs,

mens Karlen slaar det sidste Læs

og Skvaldregjøgen kukker;

han kukker lavt om Knoldekjær,

han kukker mer og mere nær,

som spurgte han: „Hvad gjør du dér,

o, Glut, mens saa du sukker?“

Her kommer de og titter ned,

hver som fik Sorg i Kjærlighed,

og Bækken ingen hindrer.

Om Yngling eller Pigelil,

de lytter tænksomt til dit Spil

og græder hjærtetungt dertil

og synes, at det lindrer.

Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd:

at dulme med din Ringlelyd

en Stund min trætte Hjærne,

med Barnets lette Lykkesind

bag Kryds af Edderkoppens Spind

at vaagne op med Dug paa Kind

i Skjæret af din Stjærne!

Du lille muntre danske Bæk

bag Hyld og Hegn og Hybenhæk

og midt i lave Enge,

du gav mit Sprog dets Sølverklang;

det bløde Nyn ved Vuggens Gang

og Rytmen i vor Folkesang

er Laan fra dine Strenge.

²⁵/₂ 1910.

idt sønden Fløj

der bløw a føj,

der hjalp a tit mi Kow a Døj.

Det blæser møj

i den Graan Bøj,

men baag hwer Dig gir Minder Løj.

1910.

ys jeg gik i den dybe Sne,

fik et skjærende Syn at se:

Halvt begravet bag Sneens Flig

laa der et lille Lærkelig.

Tog jeg Fuglen i Haanden op.

Aa, saa mager dens spinkle Krop!

Dragten krøglet af Slud og Kuld,

og til Taaen er frosset Muld.

Slapt nu hænger din Vinges Fjer,

Struben har ingen Triller mer.

Stakkels stækkede Spillemand,

Vaarens Varsel til Frostens Land,

sang saa gjerne for Hytten lav,

Sangergaven: i Sne en Grav!

Hvorfor kom du den lange Vej

hid fra blidere Landes Maj,

drog fra Palmer og Sol og Frø

for bag en iset Sten at dø?

Længtes du saa fra Sydens Strand

op mod det barske danske Land,

banked saa heftigt dit spinkle Bryst

efter at skue din Barndoms Kyst?

Der, hvor Døden dig slog saa brat,

fandt du Livet en Dugfaldsnat,

bag om Kløver og blanke Straa

laa du blandt Redens andre smaa.

Moders Fløjten og Faders Sang

hørte du der for første Gang.

Fuld af Lykke var Nat som Dag,

Moders Vinge var Værn og Tag,

Græssets Stængler som Palmer svang,

højt i Toppen Dugdraaber hang.

Hyrdens Aande saa øm og lun

maged en Plet i dit bløde Dun,

lille Hyrde paa korte Ben

satte ved Reden fire Sten,

flytted sin Kalv saa langt af Vej,

at den ej skulde træde dig.

Du fik Vinger, og du fik Top,

hilst af Gryet du svang dig op,

først du undred, og saa du sang,

tryllet af Strubens første Klang.

Tog saa Skyen i sikre Sæt,

Rugen laa som en irgrøn Plet,

dér steg Høje, og dér steg Lund,

dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .

Aldrig glemtes hin Morgenstund!

Pinjers Ynde og Palmers Pragt

har mod Minder slet ingen Magt.

Lærkelængsler mod Kløverland

skjæbnebinder os, Fugl som Mand.

Kjærligheden har altid Ret;

naar man elsker, er Flugten let;

bedre af Sult bag en Sten at dø

end at svigte sin Barndoms Ø.

²⁸/₂ 1910. Noter.

vor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,

og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,

mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker

og Luften syrnes let af Lyng og Lav,

dér kjæled Solen for en Læges Bolig

og slynged Ranker om dens røde Sten,

bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig

med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,

hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,

her kom de hen med Sygdom og Elende,

men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.

Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de,

med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,

mens Rambusch trak det Onde op med Rode

i én og anden ful og pirken Tand.

Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,

mens Sveden damped fra den røde Plag,

og Doktorstolen slingred i sit Leje

hen over Fjandbolandets Bakkedrag.

Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,

det Syn har altid gjort hans Øje godt.

Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,

men Ho’dets Holdning var bestandig flot.

Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,

hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,

hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning

med sorte Kugler paa den Syges Bryst.

Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,

hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar

vil takke dig, om ogsaa Læben tier,

og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.

Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,

din Trang gik ofte mod en større Kur.

Du blev en Dyrker i den frie Kirke,

der langsomt løfter op et Lands Kultur.

Du elsked Fest og Digt og muntre Sange

og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,

og Videnskabens Navne flere Gange

har rakt dig Blade til en Hæderskrans.

Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,

og Flaget fires ned bag Granehæk,

og bort du gaar med Skuffelser og Lykke

fra Landet hist i Storm og Fugletræk

— kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker

i Maaneskjæret om de hvide Sten,

vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker

fra Mosehyttens krumme Hyldegren.

²⁹/₄ 1910. Noter.

aa sidder I gamle Gubber dér

og mimrer om Landets Værn

og spænder om Danmarks Midje Sværd

og kobler dets Skjæbne til Jærn.

Mon I da vil bære den Vanvidsvægt

af Krigens blodige Malm,

der slaar til Jorden Mændenes Slægt

som Plejlene Loens Halm.

Mon I med Affældigheds Krykkestok

afstiver det sunkne Mod,

naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok

og Ynglingen svømmer i Blod!

Lad fare, lad fare det Daarespil,

nedkald ikke Hævnens Lyn!

De værste Fjender vi har blandt os selv

i eders barbariske Syn.

Der er mere Værn i det spinkle Siv,

der svinger paa Mindets Grund,

end i onde Instinkters trukne Kniv,

vildt løftet i Slagets Stund.

Der er mere Værn i den Blomstergren,

der skygger ved Hjemmets Dør,

end i alle de Volde af Jord og Sten

bag Kuglesprøjternes Rør.

De pansrede Forter med Hjælm og Horn

de bliver, o, Danmark, din Grav!

Dit Værn er Agre med bølgende Korn,

der lyser med Fred over Hav.

De blodige Furer paa Krigens Val

dem saar vi over med Byg,

mens Mindet om faldne Fædres Kval

hensummer med Kvældens Myg.

Vi vil ej finde Frelse for os

ved tusind uskyldiges Drab,

langt hellere spytte med Haan og Trods

i Kanonens Helvedesgab.

— Dit glubske Svælg bliver aldrig mæt,

forbandede Dyr paa vor Vej,

og gjorde Nationerne dig din Ret,

de vendte Kanonen mod dig.

Du bragte os stadig til større Fald,

endda vi offred dig alt,

du trak vor sidste Oxe af Stald

og slagted vor bedste Galt.

Se, derfor forlader vi Krigens Sold;

i Fred vil vi ta’ vore Tørn.

Og holder vi end et Skud i Behold,

det gjemmes til Ulv og Bjørn.

²⁵/₅ 1910. Noter.

aren vandede Kaal i Bed,

Jørgen stod med et Smil paa Sned,

tog fra Karen den tunge Spand,

posted den fuld af Kildevand,

mens det dugged saa let under Kvælden.

Karen gik sig sin Aftengang,

Jørgen efter i Spring og Sprang;

Jørgen snubled, og Karen lo,

Aaen lo med under Spangebro,

mens det dugged saa lindt under Kvælden.

Jørgen sleged for Kind og Haand,

Karen blev veg som Vidjevaand.

Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn,

Karen snubled i Jørgens Favn,

mens det dugged saa blødt under Kvælden.

Kaalen voxed sig bred og grøn,

Karen øged sit Skjørt i Løn.

Jørgen rejste saa langt af Led,

Karen græder og Kaalen med,

mens det dugger saa koldt under Kvælden —

⁸/₆ 1910.

ra Grønningør til Livø-Tap

du ser saa skjøn en Kyst,

hvor Holmen nikker som en Knap

paa Fjordens blanke Bryst,

hvor lange Aarer blinker

i Fiskebaades Dans,

mens Brombærranken rinker

om Pigens Vrist sin Krans.

Og bag om Kystens fede Jord,

sig sænker Rugen gul,

mens Bonden sidder strunk ved Bord

og bider bredt af Sul;

hans Datter bærer Spange

om Armen fast og rund;

af Plage har han mange

og Sølv paa Kistebund.

Fra Gaardmandsjorden udestængt

som mest den Husmand bor,

mens op i Mosens Kroge trængt

han rydded Grund og Jord.

Han har en Ko paa Toften,

en Gris bag Hyldens Læ,

og stadigt Slid for Skoften

gav Gigt og krumme Knæ.

Men Smilet spiller om hans Mund

i fast og munter Skjæmt,

hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,

dens Strenge ej forstemt.

Hans Haab er lyst som Suset

i Sommerskovens Trær,

og Orm i Kjærnehuset

du fandt vist aldrig der.

Ja, Hyttens Mand i allen Land

skal rette Ryggen op

og holde mod Forsagthed Stand

og gaa i sluttet Trop;

da skal din Kvinde mættes,

dit Barn faa buttet Kind,

de lave Døre lettes

og Lyset strømme ind.

Naar Spaden atter hviler glad

i arbejdsvante Haand

forvandles til en Perlerad

hvert rustent Slavebaand;

da skal hver Taare tørre,

der randt i Armods Gys;

da bliver Jorden større,

og Rummet fuldt af Lys.

Juli 1910. Noter.

aar Grisen den skal slagtes,

saa henter vi Per Smed,

fordi han er saa munter

og bor her lige ved.

Han ta’r saa høje Dramme,

dertil en mægtig Skraa;

men Grisen bliver kværket,

det kan du bande paa!

Før Hanen søvnigt blinker

mod Dagens første Skjær,

da glimter Smedens Lygte

i Grisens blanke Svær.

Og Grisen maaler Ka’len:

„Er noget galt i Vej’n?“

Og selve Grisehalen

staar som et Spørgsmaalstegn.

Men ind i Bøvlen skræver

nu Smedens krumme Ben,

mens Grisens Børster hæver

sig bange én for én.

I Nødset ud den trilles

til Hyl og ilde Sang;

ej Degn kan synge værre

ved Konekirkegang.

Med Nattedryp i Skjægget

nu vækkes Bondens Gaard,

mens Maanens fede Hage

paa Storkereden staar.

Dens krumme Skive truer

som selve Dødens Segl,

og Smeden agterude

han er saa haard en Negl.

I Trommehinden stinger

de jammerfulde Hvæl,

mens Gissebassen tinger

med Smeden om sin Sjæl.

Bag Tærsklen Bryggerkarret

er hvælvet til Skafot,

og Kjedlens Dampe sætter

paa Per en graa Kalot.

Gud naade Gissebassen

alt i dens sidste Stund!

Nu lukker den sit Øje

og allersidst sin Mund.

Og alle Kjedler bobler,

og Øsen gaar gesvindt,

og gjennem Løste Børster

henraser Kniven blindt.

Per Smed kan alting ordne,

han bærer Flæsket fram;

med Trøjeærmet tørrer

han Munden til en Dram.

Han klinker, og han klukker

indvendig af sin Skjæmt,

og dog skal ingen sige,

at Pligten bliver glemt.

Med Fingermaal bestemmer

han Tykkelsen af Flæsk,

han læser Svinemaver,

som Præsten læser Græsk,

han kritisk Galden forsker,

og Aftægtsmandens Aar —

ja, selv Ufødtes Skjæbner

han ud af Milten spaar.

Og hele Huset lugter

af Lever og af Løg,

i Loftene det smælder

af Larm og Grydestøj,

den sorte Pølse dykker

i Kog som en Delfin,

og Dørene udjamrer

de mest usmurte Hvin.

Og det blev Aftensilde

med Tøsne over Jord,

og det blev Pølsegilde

med Dramme over Bord.

Per Smed sad bred paa Bænken

med Pølsen for sin Haand

og sødede dens Skiver

med Viddet fra sin Aand.

Humøret gaar i Højden,

mens Drammene gaar ned.

Per Smed er nu fuldmodig,

enhver faar ren Besked!

Men Modet i hans Bringe

er intet Krigermod,

og Blodet paa hans Klinge

er ikkun Griseblod.

²⁵/₇ 1910.

i kommer fra Dalenes Fred,

og Faner af Havren har vi med;

den skal Høstens Gjerning rande,

smykke vore Pigers Pande,

naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

Vor Le faar nu Hvil for i Aar,

thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,

alle Skræntens Bær er fundne,

alle Agrens Neg er bundne

og lagt ud paa de vældige Skaar.

Vi mejed vor Mark under Sang,

saa langt rækker Strygespaanens Klang,

naar blandt Havens Kaal den klinger,

man os Mjød og Kager bringer,

mens det dufter af Mynte over Vang.

Efteraar 1910. Noter.

an kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,

hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;

af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;

til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.

Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;

hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.

„Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!

Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.

At noget saa fattig saa sunken og lav

kan drage dig hjem over Land, over Hav,

saa du én Kvæld kan glemme det Onde paa Jord

for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!“

— Han føler under Jakken, om alting ligger ret,

hans gode Dollarsedler, hans „Gaver“, hans Portræt;

de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,

mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.

Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,

hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,

Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,

og Istappen drypper mod den slidte Forstu’sten.

Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,

med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,

og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,

og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.

Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,

hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;

de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;

i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.

— Nu blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,

Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;

mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,

der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.

Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;

saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;

den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;

men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:

„Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven graa,

men det skal i Aften vi lidet tænke paa;

før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,

nu sidder vi og stirrer i det samme Julelys.“

— Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,

hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,

og melder om en Scene — den skjønneste paa Jord —:

I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!

Decbr. 1910. Noter.

aar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,

og naar skinner Lysene blidest,

hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,

hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?

Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ

og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ

fortæller, at nu har vi Julen.

Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,

mens vildt over Mosen det fyger,

og Spurvene putter sig ind mod din Dør,

for Vejrets fortørnede Byger;

med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,

hvad Vindene fryser det Hjærterne tør,

den Lære vi hented hos Julen.

Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn

blev gnavet i mer end i Barken,

og ofte du sendte i Suk efter Havn

din sidste Due af Arken;

men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,

det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,

der værner for Hjemmet og Julen.

Derinde du sidder, mens Haglene slaar,

og hører de hjemlige Klokker,

og Minderne kommer og Minderne gaar

paa Julens sne-pudrede Sokker,

og Grantræet dufter fra Storstuen ind,

og Børnene ivrer sig røde om Kind

med alt, der skal hænde i Julen.

Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar

og ridser paa Ruden sit Mærke,

og Barnet saa kjært under Lysene staar,

og Salmerne lyder saa stærke;

og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,

og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, —

de Stjærner, der altid var Julens.

Decbr. 1910. Noter.

om nu ud, lille Fa’r og faa alt gjort i Stand,

faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,

og strø Gran paa de rimede Sten,

tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft,

at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,

finder Trøst imod Snenattens Mén.“

Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,

mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv,

før hun skar af det nybagte Brød,

og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund,

og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,

og hvor Skorpen var brunlig og sprød.

Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,

og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,

gjorde Hop, flagred ned, flagred op;

og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær,

fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær

kom Smaafuglenes radmagre Trop.

Der var skrigende grønne og sommerligt blaa,

der var lysende gule og kummerligt graa,

hastet hid fra den stormslidte Skov,

og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,

men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang

under Hungerens jernhaarde Lov.

Og én havde just ofret til Frosten en Taa,

og én havde en Jæger fornylig „holdt paa“,

Bøssens Hagl havde taget dens Fod;

men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,

skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,

og i Sneen staar Dryp af dens Blod.

Og Katrine hun titter saa smilende paa,

hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa

hopper rundt ret som Gnister af Baal,

og hun dejgner og titter og nynner saa glad,

mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad

drysser Mel over Former og Skaal.

Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort,

ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,

naar om Julen det stunder til Fest;

og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,

til velsignende Lys over Fuglenes Neg

den nu bruger sin synkende Rest.

Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,

og en Kavringeduft om den gamle der staar,

saa hun frister hver vejrende Hund;

og de halser og flokkes med næsvise Krav,

og hun truer ad Flokken med Eder og Stav

og gi’r ondt af sin tandløse Mund.

Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand,

saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,

mens han selv nu har Hjemmet til Maal;

i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor,

paa hans skjællede Kno i den spegede Snor

slanter lystigt tre bugfede Aal.

— Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn,

og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,

til hver Sjæl er i Mindernes Vold,

og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv,

mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,

indtil Haanden om Staven bli’r kold.

Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,

og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro

over Flager af ringlende Is;

med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,

og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,

og Fjerskyen spreder sit Ris.

Decbr. 1910. Noter.

u er Dagen fuld af Sang,

og nu er Viben kommen,

Bekkasinen Natten lang

haandterer Elskovstrommen.

Plukke, plukke dugget Straa,

plukke, plukke Siv ved Aa,

plukke, plukke Blomster.

Engen er nu gyldengul

af tunge Kabbelejer,

Søndenvinde byder op,

og Dueurten nejer.

Dammen ligger Dagen ud

med Brudelys i Hænde,

rækker højt de ranke Skud,

at Solen maa dem tænde.

Nu vil Mø med Silkestik

paa Brudelinet sømme;

den som ingen Bejler fik,

hun ta’er sig én i Drømme.

Ræk mig en Forglemmigej

og sidst en Krusemynte,

saadan slutter vi vor Leg,

saa glad som den begyndte.

Plukke, plukke dugget Straa,

plukke, plukke Siv ved Aa,

plukke, plukke Blomster.

Foraar 1911. Noter.

er brager et Skud for min Forstuedør,

Raketter gaar op imod Maanen;

„godt Nytaar“ frempulser af rygende Rør,

saa Kvinder er nær ved en Daanen,

og Bonden han bakker sin bedste Tobak,

og Barnet omfingrer den ny Almanak,

der peger paa Stjærnernes Veje.

Og Oldingen sidder saa vissen og from

i Sivsko i Kakkelovnskrogen;

han mumler en Salme om Død og om Dom

og lægger et Mærke i Bogen.

Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl

og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl,

mens Minderne tættes til Taarer.

Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø

i Aaret, der blussende stiger,

og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø,

mens Orm under Barken sig sniger.

Og styrter end Stormen vor Stamme i Støv,

der knoppes vel andre med Krone og Løv

til Fryd for de stræbende Slægter.

²⁶/₆ 1911. Noter.

aa do bløw føj her mødt i Høst

mell aall Guds gued Gawer,

og fæk dérfræ den skjønne Lyst

aa sammel Nieg i Trawer!

Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt

med Nieg fræ Slett te Slien,

vil fyld wal paa wor Muers Lowt,

og der er Drywsel i’en.

⁴/₈ 1911. Noter.

Landet, hvor Turnipsen bovner

med svulmende Rod og Blad,

der fik jeg af Venskab saa slag en Høst,

men Guds Velsignels’ af Had.

Og Hadet frisker paa Galden,

og Turnips er god for Ko,

men Venner er som den kjære Sol.

Nu rejste de sidste to!

¹⁸/₁₀ 1911. Noter.

yset tændt,

Minderne tændt,

Sind og Øje fra Styghed vendt;

Døgnet danser med hoppende Hjul,

Freden gjemmer sin Sne til Jul,

drysser den paa vore Saar!

Paradis,

Drømmenes Dis . . .

Glem i Aften dit Livs Forlis!

Sorgen suger i mig som i dig,

denne Kvæld viser Stjærnen Vej,

vov dig da ind i dens Glans.

Skjønne Maal,

hellige Maal:

Smilet fylder den sultnes Skaal,

Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind,

varme Hænder bær’ Fadet ind, —

Godhed, o Jul, er dit Navn!

¹⁸/₁₂ 1911. Noter.

i sidder herhjemme og længes derud

mod blinkende Tinder og Floder,

mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,

mod Kjøbslag i fremmede Boder,

mod Alper i Glød, mod en høj Horisont,

mod Rejser og Router al Jorderig rundt,

— bort, bort fra de stængende Gyder!

I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand

paa alle de funklende Tinder

og længes herhjem mod vort taagede Land

med alle dets Juletræsminder,

mod Hytten og Hyggen — en Kjærest’, en Bror,

mod Haandtryk og Smil — og en krumbøjet Mor,

der blunder i Stolen bag Ovnen.

Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl

fra Livsløbets Stunder begynde,

mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl,

og Saalerne slides saa tynde.

— I Længsel at vandre mod uvisse Maal

med tusinde Mil bag den lasede Saal

er Lov for en Ranselens Ridder.

²⁰/₁₂ 1911. Noter.

jøgen kukker, Solen svinder,

Duggen falder stille paa Moders Bleg,

Himlens Sky faar røde Kinder,

Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg.

Faar og Gjed mod Kvælden bræger,

Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær.

Klokken ringer fjernt bag Heden,

der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.

Lille Hjejle, du skal føre

alle mine Længsler til ham, du ved,

fløjte Ømhed i hans Øre,

over Mosen bære min Kjærlighed.

Til hvert Prik, din Vinge smykker,

hefter jeg et Kys, til ham et Laan;

gule Hjejle, bær dem varligt,

giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!

Jeg har skuret mine Spande,

sat dem snildt paa Række med Bunden op,

vandet Kaalen, brust med Kande,

skiftet Klædet over Ostens Kop.

Ensomheden her jeg søgte,

og jeg tog min blanke Sølje paa,

den han ømt mig bad at bære,

naar engang vi skulde til Altret gaa.

Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker

Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm.

Før mit Kammers Lys jeg slukker,

stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm.

Irisblomstens Duft skal trylle

dig, min kjække Yngling, mod min Barm,

saa paa Drømmens Bro og Duftens

ind til mig du glider ad Vindvets Karm!

⁹/₁ 1912.

an kommer med Sommer, han kommer med Sol

til Kløver og nikkende Hvener.

Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol

i Læ af de røde Syrener,

han sænker sig ned paa det mossede Tag

og knebrer fra Reden den udslagne Dag

en Højsommervise om Danmark.

Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,

hvor Løget paa Mønningen nikker,

og Oldingen ranker sin krogede Krop

i Stuen, hvor Slagværket dikker;

og Minderne dugger, og Læberne be’r,

og Børnene pludrer og peger og ler:

„Se Storken er kommen til Danmark!“

Velsignede Fugl uden Høgenes Klør

med Ørnenes mægtige Vinge,

du dukker dig helst mellem græssende Kø’r,

kun Hygge og Fred vil du bringe;

du følger i Furen vor Bonde saa nær

og nikker som han, mens af Rugen det drær

med Løfte om Høst over Danmark.

Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,

du skridter saa langt gjennem Engen;

med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned

du titter til Pigen og Drengen.

Du søger din Føde til Leernes Klang,

og Høduften følger din higende Gang

langs alle de Aaer i Danmark.

Saa lad os da værne den solkjære Fugl,

der pynter vor Vang og vor Vænge,

der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul

til Vejrs paa den mossede Længe.

Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,

hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,

mens Sagnene lever om Danmark!

⁴/₃ 1912. Noter.

u kjære brune Hede,

du er mit Barndoms Æventyr,

der havde Hjejlen Rede,

der sprang saa muntre Dyr,

der hørtes Hyrdens Aftensang

til milefjerne Klokkers Klang,

mens Hederugens Vipper

saa tungt mod Høsten hang.

Du kjære brune Hede

med Lokkeleg og Gyvelguld,

med Pors og Revlingbede

og tusind Lærkers Kuld,

med Ulvefod, som Knøsen slaar

i gyldne Slyng om Pigens Haar,

naar de ved Hedebækken

i Fællig vasker Faar.

Du kjære brune Hede,

som bar min Borndoms Lykkeslot,

hvorhen min Fod vil lede

mig, naar mit Haar er graat,

omstridte Plet af Danmarks Land —

til dig kom hjem fra Verdens Rand

og standsed mindebøjet

saa mangen mødig Mand.

Ja, kjære brune Hede,

som revses haardt af Mand og Blæst,

jeg kommer for at frede

en fattig Minderest.

Du gjør mit Land saa sært og rigt,

du aander paa dets Kunst og Digt,

at værne om din Skjønhed

maa være Danskens Pligt.

orgenens vældige Sol,

løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen!

Gjøgen bag Lyngstakke gol,

tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten.

Brokken gaar krum i sin Grav,

Taagen i Drift mod sit Hav,

Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten.

Bankerne drømmer i Dis,

Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler.

Edderkopspind i hvert Ris.

Lysende Verd’ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler.

Nu er det Dagværkets Stund,

Skytten gaar ud med sin Hund.

Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen!

tille, Hjærte, Sol gaar ned,

Sol gaar ned paa Heden,

Dyr gaar hjem fra Dagens Béd,

Storken staar i Reden.

Stille, Hjærte, Sol gaar ned.

Tavshed over Hedesti

og langs Veje krumme.

En forsinket Humlebi

ene høres brumme.

Stille, Hjærte, Sol gaar ned.

Viben slaar et enligt Slag

over Mosedammen,

før den under Frytlens Tag

folder Vingen sammen.

Stille, Hjærte, Sol gaar ned.

Fjerne Ruder østerpaa

blusser op i Gløden,

Hededamme bittesmaa

spejler Aftenrøden.

Stille, Hjærte, Sol gaar ned!

en Muldvarp han graver i Morr og i Muld,

er nødig sin Roden foruden,

selv Roser og Liljer han kaster omkuld,

han sparer skam ikke paa Snuden!

O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed,

saa ilde den vilde vist komme af Sted,

om Muldvarpens Slægt skulde raade!

Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn

paa Jorderne fede som magre,

naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,

i Rugens langtbølgende Agre.

Men ej tør vi maale vort Fædreneland

ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand

og kaster i Krybben for Kvæget.

Saa fattig’ blev, Danmark, vel ej dine Kaar,

saa lidt gav ej Rugen i Trave,

at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar,

en Lyngkrans til Fædrenes Grave.

Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm,

thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm,

men Blomsten skal nære vort Hjærte.

Og Heden histude skal ingen forsmaa,

som sidder bag Bøg eller Linde;

dens Ranker er lave, dens Hytter er graa,

men hvor disse Ranker kan binde!

Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land

gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand,

naar Solen i Majshavet synker.

Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan,

og her har vi givet Exemplet:

Et Alter staar rejst for den jagede Pan,

Naturen har hvælvet ham Templet.

Her mødes det skilte paa Barndommens Grund

med Himlen til Hvælving og Heden til Bund,

mens Mindet i Dugfaldet hvisker.

¹⁶/₃ 1912. Noter.

p med nye Kampsignaler!

Det er Raabet ungt og barsk;

vi er Fremtid, vi befaler,

vi vil se vort Samfund karsk.

Ja, den Ungdom, som befaler,

den vil se sit Samfund karsk!

Ingen Leg med Idealer,

bort med hvert et plumpt Bedrag;

vi vil nye Kampsignaler

for at holde Dommedag;

ja, med nye Kampsignaler

Løgnen faar sin Dommedag!

Væk med mugne Fæstningsplaner,

Frugt af Fortids Hjærnespind.

Krigspostyrets hovne Haner

galed aldrig Dagning ind,

nej, Kanonens sorte Haner

galed Død og Skumring ind.

Bort med alt, der Lyset raner

og gjør Kinden syg og graa.

Vandrer én paa Frafalds Baner,

ham skal Hævnens Lynild slaa;

vandrer du paa Frafalds Baner,

Hævnens Lynild skal dig naa!

Hør, hvor Haabets Morgenlærke

synger over Gry og Græs

og gjør alle Ønsker stærke

rundt om Gaard og Husmandshæs,

ja, gjør Mod og Viljer stærke

bag om sunken Hus og Hæs.

Hver en sodet Svend i Staden

ta’r nu Søndagsblusen paa;

han vil med, vil ud paa Gaden

for bag Fanens Fold at gaa.

Kjække Svende, ud paa Gaden,

alle bør i Rækken staa!

Tag det Blylaag fra vor Skulder,

giv os helt til Fredens Dont;

ned med Krigens Krudt og Bulder!

Fred gjør godt, men Krig kun ondt.

Krigens Blylaag af vor Skulder,

da ihjelslaas meget ondt!

Under bedre Kampsignaler

styrkes da vor Samfundstro,

til omsider Sejren daler

over Flidens Arbejdsbo,

ja, til Lykkens muntre Svaler

daler over Fredens Bo!

⁵/₇ 1912. Noter.

aar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,

mens krogrygget Bonden hjemkjører,

og Kvierne staar bag de piggede Hegn

med Dryp i de hængende Ører,

da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,

en Nymfe og planter — den første i Aar —

en æggegul lys Cantharelle.

Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,

mens Markmusen Dugdraaber slikker,

jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,

langs Faldet med Havre og Vikker;

og segner end Som’ren for Leernes Staal,

med Latter September skal fylde min Skaal

med kridhvide Eng-Champignoner.

Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,

hun trykker ham Hatten om Panden,

han slynger om hende den Arm, som er fri,

mens Kurven han har paa den anden.

Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,

og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank

staar skjult under brune Boletus.

Lad andre kun jage med Bøsse og Hund

og skyde til Høns og til Hare,

jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund

blandt Svampenes farvede Skare;

den „Jagen“ forsimpler ej Sind eller Aand,

den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand

og Hjærte for alt — indtil Krybet.

Ja du, som maa slide de støvede Sten

og slaa dig til Taals med Kontoret,

søg ud for at rette de sovende Ben,

hvor Skovbunden dækker dig Bordet!

Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,

som naar bag den bærfyldte rødnende Røn

den Ridderhat blaaner i Duggen.

¹⁰/₈ 1912. Noter.

vor Kværnen dumrer i den dybe Dal,

og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter,

der gaar du trygt i Barnets Mindesal,

om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter.

Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær

og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden,

hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær

end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden.

¹⁷/₈ 1912. Noter.

u valgte den herligste Gjerning,

som Solen har skinnet paa:

at tale og virke til Værning

for alle de svage og smaa.

Din Stemme har runget og ræddet

saa mangen ugudelig Skarn,

lagt Ømhedens Pude tilrette

for mangt et hjælpeløst Barn.

Derfor skal du nævnes i Norden

med Tak af hvert Barn der blev Mor,

naar selv du forlængst er i Jorden,

hvor Dickens vil kalde dig Bror.

¹¹/₁₀ 1912. Noter.

et var sig Zachæus fra Jericho,

han var en Tolder for Gud,

Tariffen lod ham kun sjælden Ro,

men nøje han gransked dens Bud.

Han toldede Dild og Duda-im,

han smagte paa Vin og Sucat,

han vejede Myrrha fra Rephaim

og Nardus fra Ararat.

Med Varer Kameler drog til og fra

Zachæus i Boden trang;

Ægypten, Arabien, Asia

som Duft i hans Kjortel hang.

Og Karavanernes lange Træk,

som fjernt over Ørkner kom,

som vadede Jordan og Kedrons Bæk,

de standsede her bag hans Bom.

— Der var paa Zachæus et saarbart Sted:

Han havde saa stakkede Ben,

og krumme var de desudenved,

det voldte den Tolder Mén.

Naar mangen en langbenet Hejre lo

i Jerichos glade Stad,

han maatte staa der i lave Sko

og spørge sin Kone: „Af hvad?“

Drog Folket sammen i Klump og Klunt

paa Torvet til Sabbatfest,

de kunde nedrage hans Horisont

med bare en Ryg af en Præst.

— En Solskinsdag, da om Jerichos Mur

de kløftede Falke fløj,

og Jordan gik fjern med sin vante Dur,

da hørtes fra Gaderne Støj.

Sandalerne klappred mod Torvenes Sten

og gjalded fra Taarnportens Rum,

en Larmen af Oxe- og Menneskeben,

der gjorde Vandraaberen stum.

Zachæus, der efter alt nyt var vild,

som altid den lavbente Slægt,

han tabte af Haanden den duftende Dild

og sprang baade Disk og Vægt.

Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt,

hvad var ham nu Salg eller Kjøb!

„Profeten, Profeten fra Nazareth!“

de raabte derude og løb.

Zachæus efter de andre sprang

paa krumme og korte Ben,

han løb, saa Sveden i Brynet hang,

og Gnister sprang op af Sten.

Hans løste Bælte svang ud og ind

og smælded mod Mur og Løv,

hans Kjortel rejste en Hvirvelvind,

som slæbte med Vejens Støv.

Snart vandt han da udenfor Stadens Mur,

hvor Slettens sitrende Luft

— med støvede Palmer i blaa Kontur —

var krydret af Balsamduft.

Derinde hvor Jublen til Himlen naar

som Søjler fra Folkets Strøm,

der er det, i Lys og Glans han gaar,

hans Dages og Nætters Drøm.

— Til Tolderens lille hvidkalkede Hus

kom Rygtet med Løst og Fast,

mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus,

og Oxerne skiftede Last.

Og mangt et Sagn til Profetens Lov

om Visdommen underbar

var ført over Ørkner paa Æslets Hov

eller Puklen af Dromedar.

Zachæus havde det mindste hørt

og gjemt det i trofast Hu

og havde sin Griffel bag Øret ført

og spurgt om mere endnu.

— I Dag kom Profeten til Jericho,

i Dag vandt Drømmene Magt;

aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro,

og kysse en Flig af hans Dragt!

Men Hoben spærred til hver en Kant,

hans strakte Taa var for kort;

han rev og sled, og hans Taarer randt,

men altid stødtes han bort.

Da saa han ved Vejen et Morbærtræ

med alle Grene i Blost;

der klatred han op med rystende Knæ

og holdt med Møje sin Post.

Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed,

og Grenen var knudret og raa,

skjønt Sokken sank ham om Læggen ned,

han tyktes sig ovenpaa.

Det Menneskehav, som dernede brød —

her kunde han pejle dets Bund,

se Grenenes Viften i Solens Glød,

se ind i hver jublende Mund.

Alt andet hans Øje jog rask forbi

og søgte mod Centret frem;

der vandred en Skare, otte à ti,

hvem var nu Profeten af dem?

Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest

med Sværd og forgyldene Spir,

Cymbalers Klang og Trompeters Blæst

og Krone af Guld fra Ophir.

Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd

— Kuløren kraftig og frisk —

og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd,

var plettet af Tjære og Fisk.

Der kom jo Profeten, der vandred han frem

midt gjennem det Folkehav;

I Haanden en Stav, om Livet en Rem,

paa Skuldren bar han en Sav.

Han syntes saa aandig, saa drømmerig

mod Fiskernes tjærede Flok,

og Vinden løfted hans Kjortelflig,

og Solen kyssed hans Lok.

Og nærmere Træet Profeten gled,

da tabte Zachæus sin Sko;

de hvideste Blostre dryssede ned,

men Jesus saa op og lo.

„Kom ned Zachæus, kom ned til mig,

thi som mine Øjne ser,

vi skal nu begge den samme Vej

for aldrig at skilles mer!“

Ned sank Zachæus. I Lykkerus

med Jesus han hjemad drog,

og Lys der tændtes i Tolderens Hus,

som mer end en Sekel vog.

Efteraar 1912. Noter.

eg er vel kun en lille Pige

men faar jeg Mad og bliver stor

og faar jeg Sorgen til at vige,

saa skal jeg rigtig hjælpe Mor;

faar vi saa begge to en Kjole,

og jeg lidt bedre Sko til Skole,

saa har jeg ingen Ønsker fler,

naar Mor blot ikke græder mer.“

„Og jeg er én af de smaa Drenge,

som gjerne vilde gjøre Gavn,

men som har sultet altfor længe

i dette rige Kjøbenhavn,

men fik engang jeg nok at spise

saa sang jeg vist en anden Vise,

blev Hosten kvit, som nu jeg har,

og skulderbred og stærk som Far.“

Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder

— ak, tusind vil kun halvt forslaa! —

for hvem det Liv og Helse gjælder

at kunne ud til Solen naa.

Det er saa tungt paa kolde Stene

som Barn at gaa forknyt og ene,

at vide Dagen er saa nær,

mens Mørket altid ruger her.

Nu kredser Fugl om Danmarks Strande,

kun Vingens Skygge kjendes her —

der lyder Sang fra Skovens Rande

og Kuk fra lave Elmetrær;

men vi med Barnets Sind og Længsler

— hvi spærres vi i disse Fængsler?

Skal alt faa Blomst og gro igjen,

og ikkun Barnet visne hen?

Nej hjælp os til, før mat vi segne,

at faa vort Skud i Solen op,

hjælp paa det sunde Hjærtes Vegne,

før Ormen huler ud vor Knop.

Kanske det Barn, som Lykken vrager,

skal bære Sten af Danmarks Ager,

naar Kløgt og Flid hos hjulpen Mand

har hædret Barnets Fædreland.

³⁰/₃ 1913. Noter.

n Bonde med sin Sædekurv —

det er for mig et Højtidssyn!

Naar Haren løb saa tung og trind,

og Løvet frynsed Skovens Bryn,

da skred han fra sin Ladeport

med Kurven paa sin venstre Lænd

didud, hvor Marken venter tavs

med voxen Daad til voxne Mænd.

Med Haanden i den gule Sæd

og Brystet frit mod Vinden op

hans Syn omspænder varmt den Jord,

hvor Harven gaar til Hyp og Hop.

I næste Nu hans tunge Sko

vil stempe Mulden dybt og fast,

mens Sæden spredes for hans Fod

i lange runde Nævekast.

Og Kurven knirker mod hans Lænd,

og Kjærner gule, Kjærner graa

de borer i den varme Muld,

og Solen dynger Guld derpaa.

Og Lærker synger, Græsset gror,

og Bier gaar i Blomsterdans,

og hvad paa Valborgdag blev saaet,

skal staa i Flor omkring Sankt Hans.

Det gror, vort kjære danske Brød,

det gror i Sol, det gror i Sang,

det gror i Arbejdsdagens Stræb

som under stille Kirkegang.

Det gror, det gror — i Majnatsregn,

det gror i Dug ved Solhverslag,

naar Havrens Toppe ringler fint

til fjerne Klokkers Bedeslag.

O, Bonde med din Sædekurv

og i din grove Arbejdsdragt,

du tykkes mig i denne Stund

med selve Evighed i Pagt.

Imens du som en Offerpræst

henskrider tavs og alvorsfuld,

du signer med din højre Haand

den sorte grødesvangre Muld.

Tak, Bonde, med din Sædekurv!

Lad Landet grønnes i dit Spor,

saa vi med Stolthed Aar for Aar

tør pege paa den danske Jord.

Saa længe du i Furen gaar,

saa længe du har Arbejd kjær,

skal Danmark lægge Fold til Fold

i Sol og Storm og Bygevejr.

¹⁰/₅ 1913. Noter.

lle mine Længsler de smyger sig om dig —

diddeli, om dig! duddeli, om dig!

Bare en af dine nu gik den halve Vej —

diddelu og diddeli — til mig!

Alle Havens Blomster de dufter kun om dig,

diddeli — om dig! duddeli — om dig!

Rose og Reséda og Lind og Volverlej —

diddelu og diddeli — om dig!

Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig —

diddeli — om dig! duddeli — om dig!

Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig,

diddelu og diddeli — om dig!

Biers Nyn og Sødme — alt minder mig om dig!

diddeli — om dig! duddeli — om dig!

Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg,

diddelu og diddeli — om dig!

Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig,

titterli — til dig! — tutterli — til dig!

derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig —

diddelu og diddeli — med mig!

¹⁹/₈ 1913.

er red en Rytter over Steppen hvast;

saa muntert hoppede hans Huekvast.

Der sad en Doktor i et Vennelag,

og ingen hørte Hanen varsle Dag

for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.

Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,

der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.

Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,

Kirurg og Jæger — samme sikre Haand!

Og skal den vilde Hare skydes tam,

i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!

Han vil ej skjænde Skovens Tempelro

ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.

Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje,

men sænker Bøssen for at se det lege.

Paa Fantasiens høje Ørkenridt

— hvor skued han fra Sadlen milevidt!

Vi har Poeter nok i emsig Dont,

men faa med denne Digters Horisont.

Den Nattergal har lidet rørt hans Sind

saalidt som „Poppedreng“ paa sukret Pind,

og endnu har han holdt sig i at daane,

selv om i Sorø Sø han saa en Maane.

Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,

og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.

Det stærke Blik, der kunde haane vildt,

det har jeg set bag Brillerne saa mildt,

naar Poesiens glade Glimmertraade

blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!

²⁴/₁ 1914. Noter.

aa langt jeg stirrer i Danmark ud,

jeg skuer vist tusinde Hytter;

de skaller i Frost, og de drypper i Slud,

i Blikstille staar de og lytter;

og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,

mens Solen gaar mægtig af Havet.

Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,

dér ligger din Skjæbne begravet.

Vi skatted for længe til Pragt og Prunk

bag klingende Titler og Navne;

hvor een kan føre sig stolt og strunk,

maa hundrede sukke og savne.

Men Folkets Lykke var sjældent dér,

hvor Falke om Duerne rives,

langt oftere hist paa lave Kjær,

hvor Byggen ved Midsommer trives.

Naar Danmark ligger i lyse Tavl

saa kjært mellem Bøg og Linde,

mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl

har virket det — han og hans Kvinde?

Mon ej med Troskab i Savn og Flid

I brugte Ploven og Hakken?

Hvorfor faar I da en ussel Hvid,

mens andre ta’r Lønnen og Takken.

Hvor Greven stænger sit Vangeled

for andre end Hjort og Hare,

mens Slideren dyrker sit magre Bed —

dér synes mig Landet i Fare.

Men I, hvis Arv blev den stærke Krop,

de hærdede Muskler og Arme,

stem Ryggen mod og skub Leddet op,

og kun et Par Grever vil larme!

Men skal I vinde jer Ret en Dag,

I faar den vist ej som Gave,

først efter mange og drøje Slag

mod Fejghed, ja Kolber og Stave.

Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,

og skulde for Alvor det gjælde,

se ikke skræmte fra Døren frem,

som Hønen ser op fra sin Nælde.

Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,

den fører I helt for os alle.

Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,

maa Fordommes Stenmure falde!

Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,

lad Lehnsjordsfasanen sig svinge —

men Manden har dog en større Ret,

og Retfærd en videre Vinge.

¹⁴/₅ 1914. Noter.

et var i den Time, hvor Ax og Rør

sig sænker mod Aftenrød:

et legende Barn kom til min Dør

saa tindrende glad og sød.

Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort

nedringled paa Axlen frit,

og Blikket, saa kandisbrunt og stort,

omsvævede skjælmsk og blidt.

Hun smuttede ind og ud igjen,

som Straalen gjennem et Glar,

imens en vimrende Hundehvalp

hun løftede op og bar.

Hun legede ned ad min Trappesten

med Blomster og Hund og alt;

hun legede under den Rosengren

paa trinde, fjedrende Barneben.

Da midt under Legen hun faldt!

Hvorledes? hun rejser sig ikke op!

Hun løfter ej Haanden mer;

det sprælske Knæ og den lille Krop

nu ligger saa tungt som Ler.

— Du elskede lille Edith-Sjæl,

som vied til Sorg mit Hus,

end staar der Spor af din Barnehæl

herudenfor i mit Grus.

Du lille Straale fra Livets Vaar,

hvi havde du al den Hast?

— En Straale kommer, en Straale gaar,

og ingen kan holde den fast.

Du gled tilbage mod Dybets Favn

til Solen, der sendte dig ud.

De Vise strides om Solens Navn,

de Grædende kalder den: Gud.

⁶/₈ 1914. Noter.

u var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst,

naar den stryger langs pløjede Kjær,

du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring,

og din Latter laa rede og nær.

Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor,

mere rapt end den spejdende Ravn,

og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod,

mens Udholdenhed kroned dit Navn.

Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst,

stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær,

mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt

højt til Vejrs over Barndommens Kjær.

Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven,

og dit Venskab blev uden en Sprag,

intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund

ingen Rømning fra Ord eller Sag.

Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol,

stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl,

og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa,

at en Orm havde stunget din Hæl.

Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany,

alle Skyggerne gled deres Vej,

hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky,

og de Klokker de ringer for dig!

Thi en Kvinde har listet sin Arm under din,

du har vundet den yndigste Ven,

hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil

og gi Liv til din Ungdom igjen.

Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul,

synes Dagen dig møjsom og sort,

ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ,

hun vil stryge dig Skyggerne bort.

Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt,

der staar Angst af den bævende Jord.

Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø,

se, dens Blomst staar i Asken og gror!

²³/₉ 1914. Noter.

emogtyv’ Aar

de gi’r mange Slags Kaar,

de gi’r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar.

Femogtyv’ Aar

gi’r den Smule, vi naar,

giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar.

Femogtyv’ Aar

de gi’r Føl, de gi’r Faar,

de gi’r tusinde Ting, som en Bonde attraar.

Femogtyv’ Aar

gi’r en Mage og Maar,

giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard.

Femogtyv’ Aar

giver Sølv i dit Haar,

ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar.

Femogtyv’ Aar

giver Skrammer og Skaar,

giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar.

Femogtyv’ Aar

gi’r den Lykke, du faar,

gi’r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar.

Femogtyv’ Aar

gi’r en Mand i hans Gaard,

gi’r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar.

Femogtyv’ Aar!

Om I sleger hæ’ slaar,

kom I bare igjen, om med Hæder I gaar.

Femogtyv’ Aar!

Kom med Sødme som Saar,

vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ’ staar!

⁹/₁₀ 1914. Noter.

et var ved Susaaens Vande,

du tripped saa ung og sund,

med Aftenens Guld paa din Pande

og Kyssets Dug paa din Mund.

Der var i de danske Skove

ej Rønnebær mere rød

end dine Læber var røde

hin Aften mod Nedgangens Glød.

Det var ved Susaaens Vande,

jeg husker ej Sted eller Stund,

kun Lysets Leg paa din Pande

og Kyssets Dug paa din Mund.

¹⁸/₁₀ 1914. Noter.

en skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang,

han kukker helst til den, som først er ude,

og Morgensolen saa jeg mangen Gang

at slænge Guld igjennem fattigst Rude.

Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,

det styrker Landets Marv og Ligevægten,

det gjør selv Gaasebænk til Kongestol

og skyder Stræbepiller under Slægten.

⁸/₁₁ 1914. Noter.

rænde skal Verden, brænde skal alt,

Slotte, Kaféer, Katedraler,

ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,

hvad du har sparet af Sødt eller Salt,

men ogsaa de blaa Idealer!

Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,

drysse den skal som brændt Papir

ned over trampede Sletter!

Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum

atter vi fylder det tomme Rum

og Klodens bestjærnede Nætter.

⁶/₁₂ 1914. Noter.

oses styrede Israels Stat,

Aron var øverste Diplomat

med to gyldne Horn udi Panden.

Moses gik sig en Morgentur,

Aron tog sig en Middagslur,

men hvem der ej sov det var Fanden.

Da Aron vaagned og Moses kom hjem

dem mødte alt Folket, som dansede frem

med trukken Kniv mod hinanden.

⁶/₁₂ 1914.

an talte for Fronten til Folk og Hær;

med Jernhaand løfted han højt sit Sværd

og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:

„Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!“

Han førte de Hære mod Frankerland,

og Byer og Borge gik op i Brand.

Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud.

Men Kejserens Gud er en vældig Gud!

Det lød i Stormen: „En Mørser frem!“

Da splintredes alt fra Syld til Rem.

Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.

Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!

⁶/₁₂ 1914.

ag min Sjæl

naaderige Gud,

før min Marterpæl

skyder nye Skud!

Satans Vingestræk

rev min Modstand med.

Tag mig Synder væk

til din Fred!

Syndsens Spe

stinger Kjød og Blod,

Taarens Anger-Ve

drypper for min Fod.

Alt hvad jeg fik kjær,

Moder, Viv og Ven —

Verdens Bygevejr

bar det hen.

Slangen bed;

Smertens Skaal løb fuld,

mens i Mulm jeg stred

for en Sjæl af Guld.

Om min Kjærlighed

regnes mig til Fejl —

Herre, skjær den ned

med din Segl!

²⁹/₁₂ 1914. Noter.

er gik Træk af vilde Svaner

over denne Grund engang,

der hvor nu de høje Kraner

synger deres Kjættingssang.

Sneglehus og Muslingskal

her gav Plads for Skibes Tal.

I de høje Maanenætter

bli’r din Bølge tit saa kaad,

vildt den over Molen sætter

ned i Bark og Fiskerbaad.

Fløjten ryster Torv og Tind,

naar din Englandsbaad gaar ind.

Kjække By af Bølgens Naade,

Havet rigt og lunefuld

vipper dine Fiskerbaade,

slænger for din Port sit Guld.

Sommerkvældens Vestenvind

aander Salt paa Barnets Kind.

Havets Rytme, Flod og Ebbe,

lad den svulme i dit Blod!

Smaalighedens strøgne Skjæppe

— nej, til den er du for god!

Jydens Kløgt og Handelsaand

slaar din Haand i Verdens Haand.

Salt i Blodet, Salt paa Tungen

— ej blot Salt paa Fedtogbrød! —

Aabent Sindet, aaben Pungen —

da har Staden aldrig Nød.

Havets blanke Landevej

blinker for dit Barn og dig.

Naar en Dag hint Verdensbulder

stilner i en Broderfred,

naar Evropas syge Skulder

atter læmpes lindt i Led,

da gjør snart en Nytids Gry

dig til Jyders Første-By!

¹⁸/₃ 1915. Noter.

aa lyst et Sind, som her gled under,

jeg mødte kun den ene Gang;

thi du, som her i Kisten blunder,

var Folkets Barn i Tro og Trang,

og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,

dit Ynglinghjærte nynned paa.

En Stridsmand var du blandt de kjække,

det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;

da kom en Pil fra Dødens Snekke

og traf dig i dit unge Bryst.

Men selv paa Smertens Sygeseng

du fingred ved din Buestreng.

O, Livets Gud, som skjænker Kraften,

hvi høsted du hans Rug saa grøn

og ringed Solen ned før Aften

for denne Lysets muntre Søn?

Ubrugte Evners lyse Guld —

hvor tungt paa jer at kaste Muld!

Men naar det gror i Danmarks Ager

og gjærer varmt i Folkets Sind,

og naar paa Sejrens Dag vi flager,

hans lyse Navn gaar med os ind

— med Duft af Kløver mild og sval —

i Mindets høje Frihedssal.

— Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,

kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,

før over Gravens mørke Rande

han sænkes ned i Sjællands Grund,

hvor Blomst skal spire, Haab skal gro

af Fædrejord og Ynglingtro!

²/₄ 1915. Noter.

ej mæ, ska vi mej i Kri?

Kan æ dryw wor Dar forbi?

Vi er Bønder for Worherr,

løwer derfor helst i Fred.

Fred mo te, hwor nøj ska grow,

Fred po Awer, Fred po Low;

Fred i Hus som Kongens Gord,

det er søen, en Land bestor!

Hwad de Stur fæk rejen* nied

i en Ywbliks Kowtehied

kan de biel og bittesmo

krassel mej, te de blywr gro.

Vi vil Kamp, men aalle Kri.

Kamp det er der Mjenning i.

Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.

Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

Der er andt, vi haar aa gjør,

ogsaa andt end ælt wor Smør:

Gjør wor Land saa skjøn og fri,

te dem bejst kund tryws** deri.

Det mo vær wor dawle Lær:

Urets Brød mo ingen tær,

ingen Ridt paa naaen Mands Nakk,

liggud Ret i Gord og Brakk!

Hwis en Ryk bløw krum med Ær,

hwis en fæk formøj aa bær,

len en lidt, og lidt ijen;

dæ vil anner saa gi Len!

Nys wor Low bløw lig for aall,

søen en Low vil vi behold.

Krænkes den, saa slaar vi te,

saa de skal blyw legn derve!

²⁴/₇ 1915. Noter.

ug mig, Mor,

mens min spæde Livskim gror;

vug det Onde af min Vej,

vug det Sunde op i mig!

Vug mig, Mor,

mens mit Pust i dit sig snor.

Vug mig, Mor,

nu da Rug til Ringlen gror,

Lærkesang paa Søndenvind

smyger i din Nynnen ind.

Vug mig, Mor,

saa jeg rank som Rugen gror.

Vug mig, Mor,

ved en Bøn for det, du tror.

End vi vakler samme Vej,

siden kanske slipper jeg!

Vug mig, Mor,

mens vi begge barnligt tror!

Vug mig, Mor,

varsomt i mit Skjæbnespor;

vug mig til en helstøbt Mand,

glad ved Hjem og Fædreland.

Vug mig, Mor,

til at staa ved Arv og Ord!

Vug mig, Mor,

løs saa op din Trøjes Snor,

da bag Barmens Særkesøm

di’r jeg til mig Livets Strøm.

Vug mig, Mor,

mens ved dig jeg di’r mig stor.

Vug mig, Mor!

I din Aande Søvnen bor.

Naar jeg sænker Øjet i,

svæver Drømmens Gud forbi.

Vug mig, Mor!

Snart jeg følger i hans Spor.

⁷/₈ 1915. Noter.

eg pløjede min Ager fra Øst og til Vest,

at pløje var mig altid som en Fest —

jeg pløjed uden Ro, uden Rist,

Herre Christ,

til Krigen tog først mig og saa min Hest.

Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang,

fordi den gik saa villig for sin Stang,

dens Bug rev de op med en Gnist,

Herre Christ,

nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang.

Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord,

mens Ukrudt om Muldfjælen gror;

min Hvede, som jeg saa’de der sidst,

Herre Christ,

af den har Ravne næppe levnet Spor.

Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred,

fra Sol stod op til møjsom den gik ned,

mer ribbet nu end Kragen paa Kvist,

Herre Christ,

den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd.

Og mine raske Drenge saa ferme alle fem,

den yngste dog den kjæreste af dem,

hvem gir dem deres Brød uden Brist,

Herre Christ,

naar deres Far nu aldrig vender hjem!

Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest,

jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest;

jeg pløjed den saa gjerne som sidst,

Herre Christ,

om ej jeg havde mine Hænder mist.

Vinter 1915.

er hænger paa min Nabos Væg

en gammel Bondefjol;

dens Strenge stritter nu med Skjæg,

og kløvet er dens Stol,

dens Skrueværk er graat af Støv,

selv ser den ud som blind og døv,

men har du Haandelag, da prøv

den gamle Bondefjol!

Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop,

den hængte, — lidt paa skraa;

hvor tit som Barn jeg kravled op

og strakte mig paa Taa.

Da lød til mig dens Brumlestreng

som Humlens i en mosset Eng,

hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng

var gangen ned at slaa.

Aa, den er fuld af kaade Ting,

den gamle Bondefjol,

af Hamborgskotskens Stamp, og Sving

af Svejtrit og Tyrol;

det koger af dens Lydhul op

med Skjørtesus og Pigehop,

og Konefødder i Galop

ind under Hvergarnskjol’!

Saa har du fulgt vor Bonde god,

min trældomsbrudte Slægt,

og lettet ved det sunkne Mod

og linnet Aagets Vægt.

Om Ridefogden, rød og tyk,

lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,

et Strøg paa dig — da veg hvert Tryk

af Hoveri og Ægt!

I dig laa gjemt den sidste Gnist

af Glædens Alterbrand,

naar Spil og Dans og Skjørtehvist

var sat i Rigens Band.

Da — lænet til en stubbet Kind —

du lo endnu om Kys og Kvind,

ja, listed dine Toner ind

til surest Mørkemand.

Om Præsten i sin sorte Kjol

lod salte dig et Ris

og smæded dig fra Prækestol

med Marcus og Mathis,

dog Ungdom saa til Ungdom hen,

og Glutten smiled til sin Ven,

og Søndag Aften klang igjen

din vante „Repetis“!

Saa længe Lærkers glade Hær

har Bo i Kløvervang,

vil danske Hjærter kræve mer

end altid Salmesang;

du gamle slidte Bondefjol,

du passer slet i Degnestol;

hvor Juninattens Gjøge gol,

der heded os din Klang!

Min Barndoms kaade Violin,

læn dig mod denne Kind;

om end dens Stubber kradser din,

har vi det samme Sind,

den samme Jubel i vort Bryst,

den samme Sang i Nød og Lyst,

som svulmer om den danske Kyst

fra Korn og Søndenvind.

⁵/₄ 1916.

neflokke kommer vrimlende

hen over Diger trimlende,

det knyger ud af Himlene,

det sluger Hegn og Gaard,

det ryger ind ad Sprækkerne

til Pølserne paa Rækkerne,

og Faarene ved Hækkerne

faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen,

de duver dybt i Dønningen,

og over Stakke-Grønningen

omtrimler Kjærv og Neg,

det klaprer én om Ørerne,

fra Portene og Dørene,

bag hvilke de smaa Sørene’

har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne

med Huen og Graalokkerne,

hun haler op i Sokkerne

og ser forsagt derud,

for nu er Kaalen liggende,

og nu staar Tjørnen stikkende

og spidder Sne paa Piggene,

og nu kom Kjørmes-Knud!

¹⁰/₃ 1916.

vem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten,

thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar:

„Kong Faraos“ Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten,

sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.

Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube,

og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld;

hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube

og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.

Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen —

hun kan det ikke unde det allermindste Læ,

hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen

og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.

Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten,

den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind,

som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,

saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.

Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet,

mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten;

men før dens matte Knæ blir af andre Vinde badet,

før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.

Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel,

og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil „slaa ned“,

den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,

og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.

Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren,

hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,

og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren

og prater om, hvor tidlig man forhen kunde saa.

Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje

og slænger efter Harven det vildførte Sand,

og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje,

og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand,

Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde:

da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat!

Snart hvisker det — og drypper ved Gavlens søndre Ende.

Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!

⁷/₄ 1916.

ugens Dræ

fylder Aftenluften.

Digets Læ

holder længst paa Duften.

Hys, hys, hys,

hvad er det, som glider?

— Tys, tys, tys!

bare Byg, som skrider!

Sagte Trin —,

hvad kan det dog være?

Søndenvind,

er her no’et i Gjære?

Hys, hys, hys!

To som sammenglider,

tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider.

Gjøgen lo.

Rugen rørte Vuggen.

Hendes Sko

væded Kløverduggen.

Hys, hys, hys,

ikkun Nat tør vide,

— tys, tys, tys —

hvad med Byg kan skride.

Pigens Mund

løfted sig og kyssed,

før i Blund

atter hun blev dysset.

Hys, hys, hys,

Stjerneskud henglider,

tys, tys, tys! —

nu mens Byggen skrider.

I smaa Sæt

Vind om Diget hveger,

rokker let

Lyng og Lammeleger.

Hys, hys, hys!

Ti dog, Gjøg, omsider,

— tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider!

Pust fra Syd,

Klydeklynk i Enge,

Rislelyd

over Maanestrenge.

Hys, hys, hys,

Duft af Hø saa vide,

tys, tys, tys!

nu mens Byg vil skride.

Tavsheds Hvælv

spænder over Kjæret.

Vinden selv

staar og holder Vejret.

Hys, hys, hys,

Fred til alle Sider,

tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider.

¹⁶/₄ 1916.

, Vestenvind, min Barndoms Vind,

du har endnu det samme Sind

i Alvor som i Spøg,

det samme lystige Tagfat,

det samme Sus om Møllehat

og Kirketaarnets Fløj,

det samme stærke Orgelbrus

fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus,

som da jeg frøs

som Vogterknøs

i Kjæmpehøjens Sus.

O, Vestenvind, o, kaade Vind,

som kom ad Hjemmets Gaardsled ind

paa egen høje Hest,

strøg bort vor Lades Lyngkalot

og greb den bredt i Tagets Tot

hvor Grebet faldt dig bedst,

— hvor rasled det med Tag og Rør

forbi den lave Forstudør,

mens Far løb til:

Gud fri os vel!

Fik Laden nu sin Rest!

O, Vestenvind, o, barske Vind,

hvor slog du tit min Barnekind

og rusked mig mit Haar,

naar Far han stod der lav og vred,

mens Møntørvsklumpen sejled ned

fra Toppen af hans Gaard!

For hvert et Rusk i Aas og Tag

vi frygted Fald og Dommedag.

Men Huset holdt

med Rim og Boldt.

Du havde tabt dit Slag!

Saa for du ud paa brede Kjær

og muntrede den Storkehær

som øved sig til Træk.

Du drejed Viben som en Ten,

mens Hjejlen stod paa lave Ben

og trykked sig ved Bæk.

Og hver en gammel Kaalgaardpil,

den hvined op som Sav for Fil,

dens Blade fløj

med Raslestøj

midt ind i Stormens Ril.

En Mølle staar paa Bakken fjern

med sløve Sten og ormædt Kværn

dybt i sin Spaantags-Krop,

dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring,

men faar du ved dens Vinge-Sving,

flux gaar det i Galop!

Og Møllehatten staar paa Sned,

og det gjør Møllersvendens med!

da faar det Art,

naar du gir Fart

til Døgnets træge Fjed!

O, Vestenvind, o, stride Vind,

hvis Regn drev Blodet til vor Kind

og Kalken af vor Væg,

du mejsled Jydens skarpe Træk,

alt blødt og vegt det sleb du væk

og strøg ham stridt hans Skjæg, —

hans Blik du gjorde langt og frit,

skabt til at spejde milevidt

med vaagen Magt

til at gi’ Agt

fra stormrørt Hav og Klit.

O, Vestenvind, vor Stammes Vind,

du gaar som Dønning i vort Sind

med Hav og Bølgeslag;

vi gaar med dig fra Bryn til Hæl,

i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl

indtil vor Dødedag!

Vor Tro, vor Trang er Del af dig,

vort Væsens Hang randt helt af dig,

vor Ynglings Trods,

naar han skal slaas,

vor Oldings Tungsindsdrag.

O, Vestenvind, o, karske Vind,

stryg du kun frit paa Agren ind

og blæs paa mig og mit!

Vor Avl du lidet fjerner af;

hvad der skal komme Kjærner af

maa ogsaa ruskes lidt!

du sætter Orgeltonen til

vor gyldne Havres Harpespil.

Det Brød, hvis Saft

du gir din Kraft,

med Tak vi tage vil.

O, Vestenvind, — du stærke Vind,

som suste til vor Vugge ind

med Pust paa Øjets Laag,

skrid bygeklædt fra Hav til Hav

og syng en Salme ved vor Grav

af Stormens Salmebog!

Tugt mildt men fast din Stammes Børn

at de des mer kan staa for Tørn

og ligne dig

og slaa sig Vej

selv gjennem striden Tjørn!

¹⁴/₄ 1916.

er var engang en Sallingbo,

hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han tog ved anden Tro,

de slog hans Hals i Gras.

Hvor Vestenvinden vild og gal

end strigler Lyngens Aas,

der sad den Herre i sin Hal

alt paa det barske Kaas.

Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind

om Kaases krumme Strand,

drog værre Storme dog herind

fra Syd og Sachsenland.

De Klostre sprængtes, Nonner skreg,

Landsknægte gik og kom,

Graamunke løb ad Sognevej

og keg sig rædde om.

Jens Hvas red ud at hente Skat

paa Hestens sorte Hov,

og hvor han ej fik Mønten fat,

der tog han Stud for Plov.

Ondt fôr han frem paa Sallingholm,

men værst i Fjandboland;

den arme Bonde vild og olm

i Stilhed knuste Tand.

Men Hævnen gaar paa rappe Sko,

hvor Tiden vorder ond,

og den som krænker Bondens Bo,

han gaar paa sumpig Bund.

— Brat Skipper Klæmers Stimandsflok

ind over Salling brød;

den første med saa vild en Kok,

den Kok han var sgi rød!

Ham slap nu Klæmer af sit Bur,

vildt lød dens Galens Gjald,

imens den fulgte Koks Natur

og fløj fra Lad til Hjald.

„Brand!“ skreg man fra det stengraa Kaas,

„en paasat Nattebrand!“

„Brand!“ slængte Lyngens brune Aas

langt over Maanevand.

Hævnflammens Leg om Spir og Spær

blev set helt ind til Fly.

Limfjordens Bølger bar dens Skjær

vidt over Mors og Thy.

Nu gnubber Bonden fro sit Ben.

„Den Brand hun varmer godt!“

Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren

ser Ild i Rævens Slot.

De Høvder brøled under Strand,

en Ræv tog ilde paa,

imens en natlig Ryttersmand

ad Skive til lod staa.

„Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!“

— han ud paa Manken laa —

„men om du red dit Øg ihjel,

det vilde nap forslaa!

For Bonden er nu bleven gram

som nogen Bøl bag Plov.

Du skjænked ham for bedsk en Dram

i sidste Skatterov.“

— Jens Hvas red over Skive Bro,

det dundred højt og hvast.

Hans sorte Øg paa fire Sko

jog vid’re uden Rast.

Men før de naaede næste By,

Jens vendte brat sin Hest.

Derinde under Nattens Sky

det volmer rødt i Vest.

Vildt snøfter her hans sorte Øg

fra Bakkens brede Aas,

thi begge lugter Hjemmets Røg:

histude brænder Kaas!

Og se! og se! fra Sals til Sals

nu flaxer Klæmers Kok

og galer af sin røde Hals

fra Lad og Bjælkestok!

Den Nat saa mangt et Sallingtaarn

til Sylden brændte ned,

mens Borgens Herre højvelbaar’n

husvild paa Heden red.

Til bløde Skvulp af Tastumsø

gik Vugg’ i Dommerby,

mens Hævnens Brande, Ø ved Ø,

stod rødt paa Sallings Sky.

Urolig Hesten fletter Ben

med Hop og Snøft og Spring.

Med Ildskjar over Øjensten

vredt slænges den omkring.

Til Viborg kom de tidlig nok!

Her brød Jens Hvas sin Ed.

Saa tog ham Bødlen ved hans Lok,

mens Øxen gjord’ Besked.

Til det den var slet ikke sen,

for ogsaa den var hvas.

Hans Tyrehals, hans Nakkeben

sprang som det skjøre Glas!

Og anden Tid med andre Mænd

drog ind i Sallingland,

mens røde Plage stak i Rend

langs Limfjords grønne Strand.

— Der var engang en Sallingbo.

Hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han brød sin Riddertro,

de slog hans Hals i Gras.

¹⁷/₃ 1916. Noter.

in Mor var bleven gammel,

dog endnu mere svag;

langs Stuens lange Skammel

hun listed hen sin Dag.

Derude lyste Vaaren;

dens Haner alle gol;

hvidvingede Duer

sig svang i dens Sol.

Hver Morgen friske Fugle

paa Pilens lodne Gren,

mens Stæren sad og basked

paa Brøndens Vippesten.

Men Mor saa tungt mod Dagen

og den glinsende Stær;

den Vaar blev ikke hendes,

det følte hun her!

Den tynde Haand hun stemte

mod det smertende Bryst:

„For mig har Livet mistet

sin Fryd og sin Lyst.“

De hvide Duer svinged

om det mossede Tag,

og Stærehannen jubled;

men Mor blev mere svag.

Da fødtes en Beslutning

i Hjærtets dybe Grund,

i hendes tunge Øjne

den tindred en Stund.

„Aa, daj mig ud til Brønden!

Kom, Dreng! Giv mig din Haand!“

hun ivred af sin vante,

beslutsomme Aand.

Jeg tænker vel, hun droges

af den samme Urtidskraft,

som Væld og klare Kilder

til hver en Tid har haft.

Det lidende og syge

vil staa en fattig Stund

og dulmes ved det,

som er rent og frisk og sund.

Det hvide Sand laa strentet

paa Gangens gule Sten,

hvor Solen havde prentet

sin Krins saa varm og ren.

Men foran Forstudøren

randt Lysets fulde Flod,

hun vakled ud i Strømmen

med prøvende Fod.

Og Gaardhanen galed

og rysted Strubens Lap,

mens Hønsene de løb

mod den Savnede omkap.

Og Duerne paa Taget,

som trukne i en Snor

de svang sig ud i Luften

til Ære for „vor Mor“.

Men Moders Blik var sløvet

i syge Nætters Ve.

Der var kun eet, kun Brønden,

hun higed mod at se.

Vel sligt kan tykkes mange

kun smaat og ingenting,

men denne Brønd var Centrum,

hvor hendes Liv var Ring.

Og hendes Slægt og Mødre

i samme gamle Gaard

var gaaet i Kreds om Brønden

i flere hundred Aar.

Her havde de da siddet

paa den slidte Malkestol,

naar Aftentoflen* trommed

og Kaalgaardsgjøgen gol.

Naar der stod Ring om Maanen,

og andre Himmeltegn

i Sky, og Tordenblaanen*

gav Løfte om Regn.

Her fandt de Læ og Føde,

Hvil for den matte Krop,

her blev de, til de døde,

som Bi, der er slidt op.

Som deres hendes Verden, —

en Lykke ikkun tynd;

som deres hendes Færden

i Kredsgang om en Brønd!

Sin tynde Haand hun rakte

ud mod dens Ramme graa;

hun kunde lige magte

at lægge den derpaa.

Dybt nede mellem store,

ringsatte Kampesten

der laa den stille Kilde,

fredhellig og ren.

Et stort, tungsindigt Øje

saa oldingfjernt paa Syn;

aarhundredgammelt Mosset

hang over som Bryn.

Engang i Fortids Ælde

var Kilden tryllet frem

for siden tavs at vælde

som Midtpunkt for et Hjem.

Et Hjem, et Hjem! et fattigt

og dog et helligt Navn,

en lille grønnende Verden

med tusinde Haab og Savn.

Og Kilden i Hjemmets Midte

— som Draaben paa Blomstens Bund —

den læsked, uden at fritte,

hver Dyre- og Menneskemund.

Herhen kom — lige fra Ploven —

med Sved under Bringetøj,

med brudte Hudpletter paa Boven

det gamle, udslidte Øg.

Og Føllet, som blot skal sig øve

og endnu ej ved, om det tør,

men finder det voxent at prøve

det samme, som Moderen gjør —

Hvor higed hun, Koen, mod Aften,

herhen mod det blinkende Trug,

naar Føden og Mælken og Kraften

udspiled Yver og Bug!

Og Faaret fra solsveden Ager,

og Studen, som kjørnede Byg,

hver kom de saa hul og saa mager,

men gik som en Tromme saa tyk.

Saa blev den saa mild en Trøster

ej bare for Hors og Ko,

en god, forbarmende Søster

for alt i Mark som paa Lo.

Om Høg slog ned over Lærke,

og Vingen var ej for sen,

den Svage fandt Skjul mod den Stærke

i Brøndens mossede Sten.

Og Barnet, det klynkende spæde,

blev døbt i Treenigheds Navn

i Vand, som med Spil og med Kjæde

var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.

Og havde den døende Olding

nu naaet sine Lidelsers Maal,

der raktes ham stille fra Brønden

en sidste kvægende Skaal.

— Saaledes den fædrene Kilde

i Dag som bestandig laa

og spejled en ringe Rille

af Foraarshimlenes Blaa.

Af Feber halvt forvirret

den gamle keg derned;

det var, som om hun stirred

dybt ind i Evighed.

Al hendes Sorg og Kvide,

hver bitter Vemodsstund,

alt, hvad en Sjæl maa lide,

saa op fra Brøndens Bund.

Al Slægtens Graad og Klage

af Kvinde som af Mand,

dens Uraad — Aar tilbage —

hun læste det her i Vand.

— De talte længe sammen

det stumme Øjensprog,

der tænder Hjærteflammen

før baade Munds og Bog.

O, ja, de talte sammen,

om Lykkesavn og -Synd,

mens Taaren tegned Ringe

i hendes Skjæbnebrønd.

Men Lærkesangen skingred

ind gjennem Port og Gaard,

mens Foraarsvinden fingred

ved Moders isgraa Haar.

Men ej hun agted Sangen,

ej Vindens varme Sug;

et Strejfblik over Vangen,

der laa saa grøn med Rug.

Saa vendte hun Vaaren Ryggen

med alt, den bar i sit Skjød,

gik ind og ordned sin Bryggen

og alt til en hedelig Død.

¹⁸/₄ 1916.

aar Vildgaasen larmer Valborgnat,

hvem lægger sig da til at sove?

Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat

langs Fjord og knoppende Skove.

Derude straaler en Stjerne saa stor,

at helt den fylder mit Øje;

den samme Stjerne forvist jeg tror,

jeg saa over Barndommens Høje.

Og Vibeskriget rækker saa langt;

dog længere Længslerne rækker.

Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt,

naar Klyden i Majnatten trækker!

Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,

det sprætter i hældende Kroner;

der kommer en Duft fra det yderste Næs

af tusinde smaa Anemoner.

Saa ensomt bræger det spæde Lam

paa Bakken langt i det fjerne,

og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,

som sang det fra Stjerne til Stjerne.

²⁹/₄ 1916. Noter.

usind Aars Skille. Saa slog de Bro.

Saa drog de over i Vogne og Sko,

Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere,

alle de tusinde Somres Forbiere,

stejlende Plage som skejtende Ko,

alt drog nu over den dumrende Bro.

Ligskarer skred her i sindigste Ro.

Brudefærdsforspand paa klapprende Sko;

Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede,

Spillemandstoner mod Brobuen skingrede.

Bruden i Stadsen, saa blid og saa god,

nikked til Aakanden under sin Fod.

Broen stod krum over Aakandestrøm,

fint som en Hjerneskal over en Drøm.

Aarene, Skyllene skaved og skured den,

Isgangens Rimnætter saved og fured den.

Naar den befores, det lød som en Fjol,

der bliver strøget lidt nær mod sin Stol.

Da kom en Svale og tog sig et Hvil

efter vist tusinde mødige Mil.

Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa,

Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa,

tittede, kvidrede: „Her vil jeg bo,

her under Storstrømmens buede Bro“.

Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft.

Luften var Væggene, Brobuen Loft.

Herlig blev Reden hun klined og kitted sig,

muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig.

Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst,

saa kom der Dage med Tant og med Lyst.

Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg,

saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg,

Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede,

Dunhamre svinglede, Aakander duftede.

Svalemor havde sit sureste Stræb

med at faa fyldt de smaa krævende Næb.

Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl,

Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl.

Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne,

Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne,

Aborren vifted sin kløftede Svans

sagte til Takten af Langalgers Dans.

Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro

end under Kvæld ved hin buede Bro.

Høet er slagen og dufter fra Sigene,

Aaen den blide smaaklukker i Vigene.

Svalen hun jager for strygende Sejl,

smækker med Vingen det rygende Spejl.

Klokker i Sønder og Klokker i Nord

ringer da Fred over Himmel og Jord.

Broen nu mørkner alt til under Buerne.

Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne.

Klokkernes fjerne tungsindige Slag

døves og stærkes af Engbrisens Drag.

Brobuen kroger sig mer i sin Drøm.

Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm.

Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne,

Ungerne under dem skutter Smaabringerne,

mens over Allivets slumrende Bo

Himlen udspænder sin Evigheds-Bro.

⁴/₅ 1916. Noter.

eg er Havren. Jeg har Bjælder paa,

mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.

Bonden kalder dem for mine Fold.

Gud velsigne ham, den Bondeknold!

Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang

over grønne Banker Dagen lang;

Humlen brumled dybt sin Melodi,

og et Rylefløjt gled ind deri.

Viben fløj om Brak og Pløjemand

og slog Kryds for baade Plov og Spand.

Kryds slog Bonden ogsaa over mig

for at gi’ mig Helse med paa Vej.

Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,

groede Sangen sammen med min Rod;

den, som ydmyg lægger Øret til,

hører Lærkens Triller i mit Spil.

Det kan kolde Hjærner ej forstaa:

Jeg er Lærkesangen paa et Straa,

Livets Rytme døbt i Sommerdræ,

mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

Søndenvinden, o! han har mig kjær;

derfor kan han aldrig la’ mig vær’,

smyger sig med Hvisken til mig ind

nu ved højre, nu ved venstre Kind.

Naar han puster paa min gule Top,

maa jeg vugge med ham ned og op,

indtil alle mine Bjælder gaar,

som naar gyldne Hamre sammen slaar.

Juniregnen gjorde myg min Muld,

Julisolen gav mig af sit Guld,

Sundhed risler mig i Top og Skaft.

Det er derfra Plagen har sin Kraft.

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr,

Ven med Landets lyse Bøgetræer,

Ven med al den danske Sæd, som gror

øst for Hav som vest for Sund og Fjord.

Jeg faar Solens sidste lange Blink,

før den dukker ned bag gullig Brink,

og naar Aftenklokken ringer Fred,

staar jeg paa min Taa og ringler med.

Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,

ringle Taagen op af Sump og Eng,

ringle Freden over Hjemmet ind,

ringle Bønnen frem i fromme Sind.

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar

over lyse Vange Aar for Aar,

ringler om, hvor Sang og Kjærve gror

herligt sammen paa den danske Jord.

⁸/₅ 1916. Noter.

aa Sallings Jord er der godt at bo,

naar Solen varmer paa Tage,

naar Byg vil skride og Havre gro

og Fuglen søger sin Mage.

Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar,

og Rugen op til din Axel naar,

da gaar din Sang

sin Solskinsgang,

mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken.

Den Svend, som tumler med Sallings Muld,

faar let en Skilling paa Lommen,

thi Landets Sølv bliver her til Guld,

naar Høstens Time er kommen.

Bag Laden stables de høje Hæs,

mens Koen træder saa bredt i Græs.

Hver Godtvejrsdag

din røde Plag

maa trække Rigdom hjem til Loen.

— Og her blandt Frænder nu sidder to,

som valgte sig et Hjem paa Bakken,

hvor hun skal malke den røde Ko,

mens han skal harve paa Brakken.

Thi Haand i Haand det er Livets Fryd,

og Trofasthed er saa skjøn en Dyd.

Tag Livet ret!

Og bli’r du træt,

da lyt en Stund til Gjøg i Enge.

¹⁵/₈ 1916. Noter.

er løber saa mangen en krinklet Sti

hen gjennem det jyske Hedeland,

hvor Hvepsen stryger dig harm forbi,

og Ormen triller sig lang i Sand.

Ved en af Stierne staar et Hus

bag skaarede Volde af Ahl og Grus,

og Huset viser en Ko paa Baasen,

et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen.

Her havde sin Hjemmen den stærke Povl,

en ordknap Slider fra Blæstens Egne,

han kaldtes Povl med den tunge Skovl,

thi Skovlen fulgte ham allevegne,

ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør,

nej, selv ved Kirkens beslagne Dør,

hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde,

stod Skovlen ude, mens Povl var inde.

Dog sjælden de saa ham i Bedehus,

hvor Stolen laases med Gud for Øje,

langt oftere bad han bag Vold af Grus,

hvor ingen stener en lappet Trøje;

et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn

blev Hverdagssliderens Søndagsbøn;

men een Gang skreg han i Smertens Svimmel

sin Vaande vildt imod Hedens Himmel.

Han havde en Datter fra Ungdomsaar;

i Skriftebogen staar løst hin Gaade;

som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard,

fik selv en Datter — paa samme Maade.

Men som der læses: Alt Kjød er Hø,

en Gammel skal, og en Ung kan dø.

Før Aar var omme, hun maatte bøde

med Livets Part for sin unge Brøde.

Men Povl han vaander sig i sin Seng

og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde;

ved Roden skjælver hver Nervestræng,

mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde.

„Det bitte Væsen, det spæde Nor,

skal det henslænges paa Sognets Bord!“

Før Solen striber hans Hørgarnslagen,

er Povls Beslutning for stedse tagen.

Der skrider en Mand gjennem Himmelknog

hen over et hylende Vinterøde,

hans frosne Øren bag Rendefog

opfanger Lyde saa klingert-sprøde.

Hans Øjne brænder bag klistret Sne,

men ikke nok til helt frit at se.

Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes,

i samme Nu bag hans Hæl de slettes.

Han skjærmer bredt med sin krumme Arm

en Bylt, som synes kun lutter Klude:

det lille Nor, han mod Stormens Harm

har laant sit Hjærte til Vuggepude.

Dets Varme gaar til hans Ribben ind,

dets Putren gløder ham Sjæl og Sind,

saa nærmere han til Stormen triner,

mens Klædets Frynser for Blæsten hviner.

Det hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs

„Du naar det aldrig! Du er jo vildet!“

Hans hede Sved under Skjorten frøs,

men nye Draaber sprang frem og trilled.

Da hikked Vejret en ringe Stund;

da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund,

thi midt i Ørknen bag Knogets Drive

han saa sin Hytte mod Næets Skive.

I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa

og la’ sin Bylt paa den Langbordsplade,

saa var der først dette at tænke paa:

den Spædes sutrende Mund at made.

Her søgtes Raad hos den gamle Ko,

hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno;

men Takken for Koens varme Drikke

blev snart to spillende Barneblikke.

Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik;

saa skjøn ham tyktes hans lave Stue;

fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik

mod frosne Lemmer saa varm en Lue;

han bøjed sig dybt mod Barnet ind

og kjendte saa myg sin stride Kind.

Snart drap mod den Spædes Tindingaare

den sidste Sne med hans første Taare.

Saa kom der nu Dage, ja Nætter med,

hvor Povl forsoned sig helt med Livet,

da lød det mildt fra hans Sengested:

„Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.“

Han drejed sig rundt med stor Umag

og lyttede ned mod et Aandedrag,

hvor Barnets Leje just saa var stillet,

at Maanen løfted dets Drømmebilled.

Og alt i Stuen blev højstemt Ro,

om ogsaa Ræven derude jamred,

om Væggen gav sig for Tryk af Ko,

og Dødninguhret i Bjælken hamred;

et varsomt Strøg mod den Spædes Kind,

saa haledes atter Søvnen ind,

mens Maanen delte sin milde Flamme

med Vuggens Puder og Hedens Damme.

Det sker, at Povl med den tavse Mund

lar af sit Barn sig i Haaret drage

og snakker da mer i én saadan Stund

end før i alle hans Levedage.

Han løfter det op i Nøds og Lo

at klappe Næsen paa Husets Ko.

Thi Ko og Barnet forstaar hinanden

i Kraft af den dampende Mælk i Spanden.

— — Men aldrig trætned den stærke Povl,

og aldrig hørte han op at slide,

og aldrig rusted hans tunge Skovl,

skjønt Gigten martred i Lænd og Side.

Hvor Gruset blinker i vaade Lag,

der slog han „Harpen“ med vilde Slag.

Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet,

dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted.

Mens Skovlen skar i den haarde Grus,

stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken,

der fletted han Barnet et Halvskjærmshus

mod Vejrets Luner og Solens Blinken,

og fandt han en særlig broget Sten,

han rensed den først mod sit Buxeben,

og gav han sin Yndling det sjældne Stykke,

hun jubled, som fik hun et Demantsmykke.

En Ruskregnskvæld under Efteraar

han havde lidt længe i Graven nølet;

skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar,

det blev dog af Aftenens Luft forkjølet.

Det gik til Lungen, og Glansen veg

fra Øjet, mens Graderne steg og steg

helt op mod Udslettelsens dunkle Porte,

mens Lægen og Hjælpen var Mile borte.

Til Fader, til Søn og til Helligaand

blev tryglende Bønner øst og stammet,

mens Sliderens skjælvende grove Haand

tog varsomt Kjende, om noget strammed.

Men Bønnens Porte var stængt for Povl;

før Dagningen brød i hans tunge Skovl,

da havde han ingen Bønner flere,

men Himlen ejed en Engel mere.

Han vandred forvirret den ganske Dag

omkring sin Hytte i daadløs Jammer,

mens Ot’dagsværket med Sølverslag

udhamred Tiden i Dødens Kammer.

Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand,

ej rørtes Si eller Malkespand.

Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven,

han klædte Liget paa Langbordsskiven.

Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj

i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe.

En Ko just dryned — — Men ingen Røg

af Husets hældende Skorstenspibe.

De store Stjærner saa kolde ind

og strejfede hastigt en ligblaa Kind,

der hvor en Olding nu syned nøje

en lille Skjorte, en hengjemt Trøje.

— — — Saa alvorsmættet er ingen Klang

som Hedeklokkens ved Michaelstide,

naar Graverens Hakke gaar sin Gang

blandt Tuernes Totter saa kiselstride.

Det drypper fra Kirkens irrede Tag,

og Klokken og Hakken har hver sit Slag.

En Kiste sænkes i Dødens Ager,

mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager.

De havde alt slukket de Alterlys,

nu tømtes stille den gamle Kirke,

og mer end én var paa Vej til Bys

for atter at finde sit vante Virke.

Da skured Stenten mod knudret Sten,

ind traadte en førlemmet, luslidt én,

hans Blik det dybeste Sørgmod viste,

paa Armen bar han en Barnekiste.

Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus

han havde den baaret henover Heden,

mens alt hans Følge var Porsets Sus

og Blinkeløvets om Skadereden.

Thi Vibetrækket fløj modsat Vej,

nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej;

fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke

de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke.

Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa

med Armen fast om den lille Kiste,

som noget helligt og kjært man maa

men i sin Kvide dog ej tør miste.

Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn,

som vented han der et Himmel-Tegn,

før villig han lagde i Dødens Have

sit blødende Hjærtes Offergave.

Og Degnen vinked ham mod et Sted,

hvor Star og Svingel for Graven dulgte,

og Præsten tripped af Vane med,

og et Par Kirkegangskoner fulgte,

og Kisten sænktes, og Jorden faldt,

og Præsten og Skovlen til tre fik talt;

en Bøn, den korteste Hyrden kjendte,

før rapt han den Sørgende Hælen vendte!

Saa redte sit Barn han dets sidste Seng.

Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne,

med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng

han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne.

Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst,

som skjulte et Aasyn og al hans Trøst,

saa kasted han paa som rent i Blinde,

mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde.

— — Nu blev han saa enlig som aldrig før,

skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide;

faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør

og tegnede Pletter paa Koens Side,

da kunde han slippe sin Malkespand,

se langt over Lyng og Mosevand,

didud, hvor i Kvælden et Kirkedige

nedskygged en Grav med en lille Pige.

Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum

i evigt Greb om sit tunge Værge,

hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum

i ensom Kamp for sit Brød at bjærge.

Men trængte Bonden en veltjent Skovl,

gik endnu Bud til den stærke Povl.

Sad han ved Davren i ordløs Tænken,

det var, som han ene fyldte Bænken.

End skratter bag Lyngen hans Harpeslag

ved Morgengry som ved Nadvertide,

men daglig ældes den gamle Knag,

og snart han maa vel i Gruset bide.

Da hænder det sagtens, at begge faar

sit Kors paa den øde Kirkegaard,

og hvælver Natten sig stjærnestille,

det store vil hælde sig mod det lille.

¹⁹/₁₀ 1916. Noter.

m jeg tar mig en Livsens Ven,

om jeg skjænker mit Hjærte hen,

om jeg trækker i Brudekjol,

da lad det ske i gylden Sol.

Gylden Sol, gylden Sol,

gylden Sol over blommet Kjol!

Hvad saa siden for to skal gro,

Hø og Havre som Kalv og Ko,

Klinte, Kløver og Martsviol,

alt skal det rinde af gylden Sol.

Gylden Sol, gylden Sol,

gylden Sol over blaa Viol!

Dér i Hjemmets vor stille Vraa

skal da trofast vort Dagværk gaa,

dér for Gjæsten vor bedste Stol

stiller vi hen i gylden Sol.

Gylden Sol, gylden Sol,

gylden Sol over Arnens Stol!

Se hvor Jorden er lys og skjøn,

havregylden og kløvergrøn;

Hegn og Hække og Kaprifol

dufter og ler i gylden Sol!

Gylden Sol, gylden Sol,

fyld mit Hjærte, du gyldne Sol!

²⁴/₁₀ 1916. Noter.

u lodne Humlebi, dig har jeg kjær,

din Kløverfærden liver op i Vangen;

i lammeskyet Dis som Solskinsvejr

din Brummen sætter Bas til Lærkesangen.

Naar Kvierne i lyse Rækker staar,

mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser,

du tar af Blomsterbægret frit din Taar

helt ind mod deres vaade, brede Næser.

Den røde Kløver lar du ingen Ro,

men sænker Snablen dybt i Honningkanden,

og malker Tøs sin yvertunge Ko,

din Snurre durrer klangdybt imod Spanden.

Du under dig ej mindste Arbejdshvil,

men op og ned du uden Stands maa svinge,

imens du synger som en henskudt Pil,

og Solen glimter i din gyldne Vinge.

Du lille Spillemand, du Barn af Sol,

du er som Sjælen i den danske Sommer,

hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol,

hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer.

O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa,

du travle Flyver over Somrens Banker,

saa fri og frank jeg tar min Sele paa

og synger muntert, mens jeg Honning sanker.

²⁵/₁₀ 1916. Noter.