ET JULEDIGT

Jeg synes, jeg hører Klokkers Klang,

og nynner imens paa en Julesang;

jeg har saa meget paa Sinde;

da hører jeg nogen i Forstuen gaar,

og før jeg véd af det, en Skikkelse staar

og byder: Guds Fred herinde!

Hvordan han saa’ ud? — hans Ansigt, hans Dragt?

var han fattig klædt eller i kongelig Pragt? —

derom kan jeg intet sige;

jeg saa’ i hans Øjne, jeg hørte hans Ord,

og aldrig som lille, endsige som stor

har jeg set eller hørt hans lige.

Jeg glemte helt baade Sted og Tid,

jeg glemte Dagens Bulder og Strid,

jeg glemte min Selvforgudelse; —

der stod han, det sælsomme Sendebud,

han kom vel fra ingen anden end Gud;

det var som Marias Bebudelse.

Hans Ord blev til Billeder, store og smaa,

fra Loft og fra Gulv og fra Vægge de saa’

ind i mig, vinked’ og kaldte;

og alt imens Himmerigs Klokker klang,

og Alverden sig øved i Julesang,

han nærmed sig til mig og talte.

Og hvad der skete ved Aftenskær,

det lægger jeg frem i Dagen her,

at ej det skal gaa mig af Minde.

Det er kun lidt, af hvad han har sagt,

jeg i disse fattige Linjer fik lagt;

men en Gnist af hans Ild, et Gran af hans Magt

— den Magt, der aldrig kan svinde —

jeg tænker dog her er at finde.

Var Du, hvor Vaabnene synge,

saa’ Du dit eget slaa Gnister,

fik Du lagt Sten i din Slynge

og mødte den store Filister —

Folkenes Skræk og Tynge?

Sig: fik Du Vabler i Hænderne, —

din Jord var vel haard at pløje?

Stod Du rustet til Tænderne,

og fik Du Hold over Lænderne

af al din Iver og Møje?

Red Du din Hest i Trav eller Spring

eller i Fodsgang kan hænde,

satte Du Maalet ved nærmeste Sving

eller ved Verdens Ende? —

det var dog værdt at kende.

Hvor er dit Fodspor at finde,

baned for nogen det Vej,

staar det som sikkert Minde

om Kraften, der svulmed i Dig?

Hvor mange Sten har Du baaret;

trodsed Du Vind og Vejr?

Hvor mangen Gang blev Du saaret

i Kampen for dem, Du har kær?

Fik Du Dig skaaret en Hyrdestav,

og hvem har Du vogtet med den;

hvor er den Plet, hvor Du stod og gav

Dig selv og dit kæreste hen?

Hvor mange Saar forbandt Du; —

bar Du de slagne hjem; —

hvor mange Stakler fandt Du

og ledte af Skarnet frem?

Hvem var din ypperste Lærer, —

gemte Du Ordet, Du hørte; —

findes der nogen, som bærer

Mærker af Ordet, Du førte, —

nogen, hvis Hjærte Du rørte?

Blev vore gamle Sange

ny, naar Du tog dem paa Tunge, —

digted Du nye Sange, —

tænkte Du Tanker mange,

rene, ægte og unge?

Tændte Du Lys ved din Færden; —

bor Du i Staden paa Bjærget; —

blev Du Guds Salt her i Verden,

og har Guds Ære Du værget?

Har Du dit Styrkebælte

hver Dag om Lænderne spændt,

var Du i Følge med Helte,

hvis Hjærter i Brand var tændt?

— Helte af dem — de mindste smaa,

hvis Navne i Verden sig dølge,

men dog paa Forklaringens Morgen gaa

med skinnende hvide Klæder paa

forrest i Mesterens Følge.

Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæst

og talte til ham i min Vaande:

Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,

et Menneske er jeg, som Folk er flest,

kan nok saadan lidt gaa til Haande,

hvor Kravene er af de ganske smaa;

men op mod de knejsende Tinder gaa —

nej, der kan jeg ej drage Aande.

Gaa rustet lige til Tænderne,

altid med Vabler i Hænderne,

altid med Hold over Lænderne,

og med alt det til Latter for Vennerne,

altid paa Færde trods Regn og Blæst,

fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,

saa strigle Samaritanens Hest

og saa bære Sten til — Gud véd, hvilke Huse! —

— Ja, da Du stod her og talte nys,

glemte jeg alt for til Ordet at lytte,

vilde med ingen i Verden jeg bytte;

det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,

jeg var med de tre paa Forklarelsens Tind,

jeg syntes, jeg saa’ i Guds Himmel ind;

i din sælsomme Tale var samlet alt,

hvad de bedste i hele Verden har talt,

og de bedste Kunstnere malte;

den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,

de stærkeste Billeder, Fader har malt,

stod frem for min Sjæl, mens Du talte.

Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,

fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,

da saa’ jeg, jeg er kun en lille Sjæl,

og nu er igen jeg bleven mig selv.

Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,

jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!

tag fra mig de Billeder rige,

tag fra mig den svimlende Stige,

tag fra mig Stierne trange,

tag fra mig Vejene lange;

Du kan baade løse og binde, —

løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,

løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,

bind mig til Stedet, hvor alle de smaa

kan i Magsvejr gaa,

kan Jorden med Lempe pløje

uden Modstand og Møje;

jeg har kun to bløde Hænder,

er bange for alt, der tænder;

de store Bud —

slet dem ud, slet ud!

gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;

tag alle de syge og saarede med,

de gør her i Verden saa megen Fortræd,

forstyrrer saa tit de sundes Lykke,

forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;

tag alle de store Skikkelser bort,

et Menneskeliv er dog altfor kort

til at faa noget rigtig storladent skabt,

nej, jeg giver tabt,

det store volder saa megen Kvide,

saa giver jeg hellere tabt i Tide,

i Høvdingehal mig at bænke

derpaa jeg aldrig tør tænke.

Jeg svarede med Tavshed. Han læste deri

jeg vilde for flere Krav være fri.

Og atter han talte i Stuen hen,

og fra Væggen et Billed’ forsvandt igen;

atter han strakte sin Haand imod mig,

og atter et Krav, af de store, forlod mig.

Jeg mærked’ paany i Hjærtet et Stik,

men det varede kun et Øjeblik,

saa var det ovre — jeg aanded’ saa frit,

nu var jeg nok et Bud bleven kvit.

Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,

og der blev noget mindre varmt i mit Blod;

men jeg følte, at end mer’ det lettede;

nu var to store Bud blevet slettede.

Og saadan han sletted’ dem ét for ét;

det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. —

Jeg standsed’ ham ikke, jeg blev saa let,

og Værelset tømtes lidt efter lidt

for den store Billedskare; —

nu var der snart slet ingen Fare;

de nye Tanker, jeg skulde tænkt,

de Sange, jeg skulde Livet skænkt,

skulde nu andre tænke og synge,

skulde nu aldrig mere mig tynge;

han vinkede med sin stærke Finger,

saa svæved’ de bort paa hvide Vinger,

i Verden derude Livet at møde;

herinde i min var de døde. —

Nu var der snart ingen at værne mer’,

nu var der snart ingen Krøblinger fler’,

alle de slagne var baaret hjem,

alle Staklerne var ledt frem,

vildfarne var der ej mer’ at finde,

og af Saar var ej fler’ at forbinde.

Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,

havde nu andre faaet at pløje.

Styrkebæltet — det var hængt hen,

ej skulde det mere trykke min Lænd;

og Stenene, jeg skulde bære —

bære paa Ryggen trods Regn og Blæst —

til en Ringmur om mine kære,

af dem var der ikke flere,

og Samaritanens den stærke Hest

den var der heller ej mere;

Hyrdestaven og Slyngen var væk;

og den store Filister, Folkets Skræk,

ja, hvem mon det var, der vog ham? —

mig var det ikke, der slog ham.

Han stod der endnu, den fremmede Gæst;

nu samled han sammen den sidste Rest,

saa var der ej mer’ at miste;

nu skulde han just til at slette ud

af mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,

og saa var alle de mange Krav

sunkne som Lig i en aaben Grav,

ej mer’ de skulde mig friste.

Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,

men tom, aa saa tom tillige;

jeg var som lammet, saa mat, saa træt,

jeg var af min Tomhed saa overmæt,

jeg øjnede ikke den mindste Plet,

jeg mer’ kunde kalde min med Ret,

og hvor jeg kunde sætte mit Spor; —

nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.

Da lød der et underligt, hult Godnat;

nu gik han med hele den vragede Skat.

God Nat! God Nat! Nu er det forbi;

nu er Du for evig let og fri

for Strid og for Baand og for Krav og for Bud,

nu har jeg slettet det altsammen ud.

Men Nydelsen har Du tilbage,

fyld nu med den dine Dage.

Saadan jeg raabte, tryglede, bad,

mit Ord og mit Hjærte de fulgtes ad,

mit Ord og mit Øje de søgte den høje,

standsed’ hans Fod,

han vendte, han stod

ved Døren, med Ansigtet mod mig;

da var det, som al min Angst forlod mig,

jeg mærked’, hvordan mit Ord brød sig Vej:

Jeg holder ej op, — jeg slipper Dig ej,

Du skal mig høre!

Jeg véd, Du kan gaa gennem lukte Døre,

jeg kan Dig ej standse med Laas og Slaa,

men et Hjærtes Bøn kan Du ej modstaa;

nu skal Du mærke,

min lille Sjæl er mod Dig den stærke,

Du slipper ej ud i den mørke Nat,

før Du har sluppet min dyre Skat,

Du slipper ej for min Klage,

før Du giver mig Skatten tilbage.

Da mærked’ jeg, hvad jeg har mærket saa tit:

et Ord kan binde den stærkestes Skridt,

et Ord kan løse de stærkeste Baand,

et Ord er i Pagt med Miraklets Aand,

et Ord er i Pagt med de svage:

Han gav mig min Skat tilbage,

han rejste mig op, jeg saa’ mig om:

der stod jeg igen i min Helligdom,

jeg hørte Indvielsesordet paa ny,

det brød ind, som Lynstraalen bryder fra Sky; —

jeg var baade løst og bunden —

løst fra Tomhed og Halvhed og Savn,

bunden til Livets Indhold og Gavn;

— og saa var min Gæst forsvunden;

hans Afsked kom som en sagte Vind,

der hvisked’ mig kærlig i Sjælen ind:

Kommer der atter for Dig en Stund,

da Modet i Hjærtet vil dale,

da rust Dig og tag i din bedende Mund

et Ord eller to

— Du kender dem jo —

af din herlige Mesters Tale.

Ordet, der vejer og gælder

mer’ end Alverdens Røster,

Ordet, der dømmer og fælder,

Ordet, der rejser og trøster, —

hver Gang det Ord er vejret hen,

er Verden Dig tom og øde;

men hver Gang det lyder i Kraft igen,

da staar Livsmodet op af Døde,

da kan frem paa din Kampplads Du møde.

Velsign Du Kvinden i Hus og Hjem

og Kvinden i Bøgerne alle,

og fattes os Vin, — vi faar den vel frem,

naar Du vil paa Tjenerne kalde.

Og kom saa, Josef, Du Tømmermand,

sid hos os og del vor Lykke,

og lær Du os, hvordan Manden kan

et Hus for den evige bygge.

Kom, Peter, Jakob, Johannes, I tre,

kom alle Apostle kære,

sid hos os, saa bedre og bedre vi se

det Land, hvor dog helst vi vil være.

Kom Du, der lever i Mesterens Ord:

Hun gjorde, hvad hun kunde!

Kom I, der skred over Dybder, hvor

ej Mennesketanken kan bunde.

Og I, der trofast i Bønnen stred

med den stærkeste tidlig og silde,

kom, mind os om Ordet, I endte ved,

det Ord: Dig ske, som Du vilde!

Jeg ejer en Bog, hvor der Blad for Blad

staar skrevet de bedste, jeg kender;

Hynde ved Hynde jeg lægger paa Rad

for Jer, I velsignede Venner.

Og som Julen nærmer sig mer’ og mer’,

klarere bliver mit Øje,

jeg finder omkring mig fler’ og fler’,

jeg gærne til Kredsen vil føje.

Kom da, I kære fra fjærn og nær,

fra Livsdagens første Strime

til dem, jeg først nu ved Aften fik kær,

først nu i den ellefte Time.

Saa gaar vi i Klæderne hvide

ind i min Kirke i Løn;

der knæler vi Side om Side

for Ham, for Marias Søn.

Saa stiger mod Himlen en Hymne stor

og mødes med Harpernes Klang;

jeg prøver at synge med i det Kor

til Festen min Julesang.

Og jeg kom dog med blandt de mindste smaa,

der paa Vagt og i Kamp for den Hytte staa,

hvor Gudsbarnet vandt sig et Hjem.

Og fly’de jeg slagen fra Golgatas Gru,

og har i Hans Følge jeg langt frem endnu,

jeg vandt dog til Betlehem.

Og mangen gammel Vismand

har lyst mig paa Vej,

og klare Digtersyner

har tindret foran mig,

og vakled jeg i Livets store

„hvad“ og „hvor“ og „hvem“,

de mange Veje samled’ sig

tilsidst i Betlehem.

Og skal Alverden skrives

i Mandtal sidste Gang,

da synger jeg i Betlehem

min sidste Julesang;

dér Davidssønnen tager

mig i sin Varetægt;

min Gud han husker nok, jeg er

af Davids Hus og Slægt.