The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann

Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the
copyright laws for your country before downloading or redistributing
this or any other Project Gutenberg eBook.

This header should be the first thing seen when viewing this Project
Gutenberg file.  Please do not remove it.  Do not change or edit the
header without written permission.

Please read the "legal small print," and other information about the
eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file.  Included is
important information about your specific rights and restrictions in
how the file may be used.  You can also find out about how to make a
donation to Project Gutenberg, and how to get involved.


**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts**

**eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971**

*****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!*****


Title: Fra det moderne Frankrig

Author: Richard Kaufmann

Release Date: February, 2006 [EBook #9843]
[Yes, we are more than one year ahead of schedule]
[This file was first posted on October 23, 2003]

Edition: 10

Language: Danish

Character set encoding: ASCII

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***




Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.
Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the 
PG Online Distributed Proofreading Team




FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJOBENHAVN.

1882



I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vaeret en jaevnlig
Gjaest i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjaerere og kjaerere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er folgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
vaere en Fremmed, der er paa Besog. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Ojne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortaelle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmaend.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtommende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst folt,
hvor langt udforligere han maatte vaere, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nodte de Graendser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde AEmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Laeserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen foler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Ojne. Han har ikke vaeret
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe staerkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjaest han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden naermest. Han vil
fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme
Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.




INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjorenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Praesident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det rode Paris_

_Paa Borsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Sondage ved Paris

_Parisere en evidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebaeltet

Samfundets Bundfald

_Kafe- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis




PARIS OG PARISERNE.


Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer forste
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Faerdsel endnu;
for Midnat laengst er passeret, taenker Paris ikke paa at laegge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soireepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrommen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kafestol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Oje og Ore. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetraetheden dog gjor
sin Virkning gjaeldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvaeldet,
blaendet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
forste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
maerkvaerdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vaekker,
at han gaar i Seng. Naar han den naeste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastvaerk for at komme ud igjen. Han synes, han har vaeret laenge i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Faenomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
forste Gang. Man har hort saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der naesten forskraekker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmaessige Folelse af, at Tiden vil gjore En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette forste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
vaere bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesogets tumlende Faerd dukker den forste Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blaending, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Ojeblik horer op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Operas
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvaeldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde saette Indsegl paa
Byen og sige: dette er storre end selv det antike Rom, storre end Noget,
hvortil Menneskeslaegten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophae, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fodt, et Vaerk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den maegtige
Hvaelving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vaeldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knae og graede. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophae: Le Depart.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: forst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjonneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vaegge er lutter farvede aedle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens graeske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde vaere nok til at gjore en hel Stad
beromt. For hver Gadeende naesten moder Ojet et arkitektonisk Storvaerk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmaerker som Chateau-d'Eau-Pladsens
vaeldige Republikstatue, som Vendome- eller som Frihedssojlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de storste Skatte fra alle
Kunstskoler, Musaeer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Oje og Aand maettes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forforerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjore Livet skjont og lykkeligt at leve i Ojeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vaere Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske or af Berusning og Begejstring. Den sode Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sodme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har dromt.

Der er jo imidlertid den Omstaendighed ved enhver Rus, at der uvaegerligt
folger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tommermaend. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjore det til.
Paradiser horer nu engang til den Slags Sager, som ikke laenger existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han horer op med at see Paris i Skjaer
af et flygtigt Feriebesogs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tommermaendsindtjykket. Og jo storre Rusen har vaeret, desto staerkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk horer til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tommermaendene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa laenge det skal vaere, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrobeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang horer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klaede ganske kjont, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive traet af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin forste Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forlob. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder storst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besog af Gjaester belobe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig taelle omtrent to hundrede
tusinde Udlaendinge.

Sin Forkjaerlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjaerlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjore. I de store
Hovedtraek idetmindste er det ikke svaert at sige, hvad der vaekker
Velbefindendet, som man foler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, forst de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, traebeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan traenge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armee af Arbejdere. Det franske Kjokken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Folge deraf den, der
stiller de storste Fordringer. Der er ingen Primor, som ikke kommer forst
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Ojeblik den er taenkt. Fornojelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vaelge ganske efter sin Smag og sine Midler og behover
dog aldrig at vaere bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtaenkt for at gjore Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin hojeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Hoflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjaerne, som er ikke mindre aedel, end Skallen er skjon og lokkende. Er
Paris det materielle Velvaeres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfaeldet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molieres og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utraettelig
Propaganda alle den moderne Taenknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slaegt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berommelig Fortid, som der haenger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det naesten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er maettet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Laere;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de foler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfloje den tydske og italienske, den
franske Skjonlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Laerde og
Videnskabsmaend som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belaering og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjor Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjore Hvilen sod. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Ojet aabent til at se og Tanken aaben til at laere traenger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Staeder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstraekkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Forst den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispraeg over Poisonniere og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stoder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dodelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive traet
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man foler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrommer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen orkeslos Lediggjaengers misundelige Oje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affaerer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vaelge sit
Selskab, som man vil. Vil man vaere Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behover kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Orken. Man kan bo aarvis Dor om Dor i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Traenger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Praesentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalaenge han lyster. Den nivellerende Nutid vaelter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsaettelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har vaeret det laenge, ligefra Republikens
Praesidents ned til Millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, hore paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behover ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hojst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjaelder for den enkelte Kreds,
gjaelder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vaelger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at soge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafeer,--Ingen sporger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke laenger til Theatrenes Premierer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forlob kan det da passere, at man traeffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en beromt Kommunist.
Han moder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjore sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjaestevenlige
Pligt at imodekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og traekker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Vaerten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjaesten kan folge sit Lands Skik og Brug. Det er haendet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlaending, hvilken Nation han end tilhorer, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen
med saerlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Haevd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefaerd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjonneste Drom,
hvis hojeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dommer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlaendinge, nydelseslystne Lediggjaengere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vaere et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom hojst en for hvert tusinde Udlaendinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevaegelige. De
holder af at laegge saa staerkt Solskin over Alt, hvad der haender, som der
kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjor Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke taenkes noget taknemmeligere Folkefaerd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og gronne Skove. Det gjor dem til store
Fantaster og til store Born. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har slojfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslaegten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjor Mennesket staerkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kraefter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Laeben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Laeben, hvormed
de har forlost saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig Folkefaerd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Orkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nodt til at
vaere det, Kampen for Livet gjor det til Selvopholdelsespligt. Det blode
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spaender Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
lofter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lobe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Hoflighed. Man er indifferent, kold, ufolsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imodekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnodvendighed, Livet i Mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nodig selv vaere mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man vaere at traede over Fodderne uden Nodvendighed,
derfor hjaelper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetraengslen, er det overalt. Man moder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besvaerlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske traenger
til, kan han naeppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Haederligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklaere sig insolvente begjaerede de Opsaettelse og betalte
siden aerligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Borskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slaegtninges og Venners Hjaelp Udveje for Pengene og
modte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres graendselose Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
daekker den med en Glassur af medfodt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er fodt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vaeldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene modes i det samme Fornojelsesliv
med Restauratorsonnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjorer
for; Arbejderen betragter det ikke som en AEre for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Folelse af, at han maa kunne haevde sin Position, at der i hans ydre
Optraeden ikke maa vaere Noget, som kan skille ham fra den hojest Dannede
og hojest Stillede. Denne Folelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Faerdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevaeger sig imellem,
hjaelper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
foroge Velbefindendet, som den Fremmede foler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Ojne gjennem Paris uden at laegge Maerke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt folende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det forste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervose Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslaegtens Pulsaarer lober sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]




PARISERINDEN.


Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige Orn. Men man skulde skynde
sig at soge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjobet.
Han vilde ikke have svaert ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjort, der i blode, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestaenger, af hvilke den ene
istedetfor Spids baerer en Rembrandthat med bolgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
vaere fri for at vaere karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fore i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Praesident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Maegtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at soge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Saede.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtraenger Alt, er
den ogsaa allestedsnaervaerende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige ovrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrvaerk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjore det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vaekker og flammer op
til Handling. Franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefaerd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjonne
Halvpart af Menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske
Vaesener med vaesentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjon, som har faaet Ord for at vaere det staerke.

Der er en hojst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun soger at
fremstille deres Betydning som mindre vaesentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklaerer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Oje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, for hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting boje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vaelger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vaelges, og som saetter deres Valg igjennem. Hun forstaerker
den ene parlamentariske Gruppe og svaekker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjore Fiasko. Det er hende, der besaetter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektorer og fra Departementsdirektorer til
Souschefer, hun gjor Dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter Verden
paa den anden Ende for at saette sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Praefekt, bliver Praefekt, den Forfatter eller Laerde, som har fundet Naade
for hendes Ojne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes maegtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmaerkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommee, at Laegen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandorerne deres Sogning. _"Ou est la femme,"_ sporger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der haender
i dette Land, at man kan gjore det samme Sporgsmaal. Seer man
Kombinationernes Vaev efter i Sommene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islaet.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jaevnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der forer Bogerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafelokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sorger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjore Indkjob eller ud i Kjokkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skraedder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vaelge. Manden bliver kun tilkaldt et Ojeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjor, om Tojet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Vaerelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjobene, Spisesedlen og Regnskabsforingen. Mandens hele
Livsopgave indskraenker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
ose op og skjaere for. Betroes der Andet til ham, saa er det hojst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udforelsen af den faelles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun aerligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kraever Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har vaesentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
praegtige Bagerkone, der begynder med et Brodudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brodforsyning, som Millionaerinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtraenger hendes Vaesen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mojsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svaekker Evner og Kraefter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
baerer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
hojst karakteristisk Traek, man vil laegge Maerke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sondagen. Det er Manden, der maa baere
Bornene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Vaesen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin hojeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmaendene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt staerkere under
Sandseberusningens Herredomme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
ost for dem. De vil leve og nyde i Ojeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun naermer sig
aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Vaesen. Man har oversat Bjornsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har let af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og laenges uden engang at kunne faa deres Kjaerlighed paa
Laeben. De kjender ikke til at laenges og sukke og dromme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et storre
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophorligt ligger i Stovet for Kvindens Fodder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svaermer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphaere, hvor hun horer det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjaerlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv foler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der forst og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Ojeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nodvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sorgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vaesentlig hende, der har
AEren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere vaerd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Maendene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres paene
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Bevaertningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjore
sig det fornojeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning naesten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Forste med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornodenheder end
dem, Regeringen havde sorget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dor til Dor i hele
Byen og banke paa overalt og sporge, om Nogen led Nod. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik AEggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis vaerd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjod og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Toj af og haengte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Staender
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brod paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knaeerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dottre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der forte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Folelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modlos, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man hore Fortaellinger nok af ethvert Ojevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de storste, vore Dage har set.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt Vaesen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende Modeller, men
fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment
gjaeldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som odelaegger Slaegter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjor umaadeligt
Sprael, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornojelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjaer. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Faerd begynder paa Hjornet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbojelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Boger, de holder
ikke Forelaesninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjaeftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hojst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten horer til den store Rastaqouairslaegt, disse
gaadefulde Vaesener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun saetter sig paa de allerede dodsdomte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjaernen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
staerkt til at stille disse Nanafigurer _en evidence_ og stotte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Faenomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlaendingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besog, faester den parisiske Forfatter vaesentlig sin Opmaerksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer staerkest i Ojnene. Og _la femme
du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtomt AEmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lober bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der lober bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Born. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen praesenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Vaemmelse hos Kritik og Laeseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Faerd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
laenger vaere den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Hojst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at vaere hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjaerlighed. Det kommer nu for det Forste af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Traeffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Vaesen, som hun bestandig soger efter,
saa er der naeppe nogen Kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin
Kjaerlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere
hendes Herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes Slave. Og
dernaest skriver Losheden i Kjaerlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og faestne det. AEgteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Ojeblik, da hun er
giftefaerdig, holdes den unge Pige straengt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Oje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og
vedbliver at vaere et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder AEkvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjaerlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som AEgtefaelle. Hele hendes Liv gaar op i
Bornene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at vaere hende en Fremmed; hojst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og saetter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig folt sig noje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lost. Hun giver sig
let hen; hun gjor det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun laegger
ikke nogen overdreven Vaegt derpaa. Hendes Sjael er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjore, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
forst og fremmest for Bornene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun saetter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Faerd en god Okonom, og hun er alt andet end
fornojelsessyg. Det er i den jaevne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Bornene. Naar hun et Par Sommersondage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Son, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at
gjore det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klaede sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjor det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvaerk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt forst og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjaelper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsog i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udforte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjor Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun horer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hojde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Ojeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.




VINTERLIV I PARIS.


Klimaet

Der gives Laeger, som paastaa, at Paris til sine ovrige store og gode
Egenskaber ogsaa fojer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Saerlige Hojdeforhold, Dalstrog, gjennem hvilke Sobrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstaendigheder ved dens Beliggenhed gjor det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Laegfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dodelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favor af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrobeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjore deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det naesten ikke
kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulorte Stromper, som Gadesaelgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtraek, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vaesentlige Saerpraeg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten traekker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i forste Ojeblik, naar man kommer udenfor Gadedoren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imode, maa stige op fra et eller andet
Kjaelderkokken, saa maettet kan Luften, vaere med lummer, unaturlig Hede.
Den naeste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stonner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kafeernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er folgelig inderlig
fornojet. Man pynter sit Foraarstojs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjorer i Boulogneskoven med lidt Pelsvaerk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjonne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan vaere alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De iforer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at baere den stot til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjor det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Torklaede om Halsen af Frygt for at blive haese
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklaedende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skraek for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Faerreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklaede har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysees' Traeer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontaenens Iskrystaller. Og den store
Lediggaengerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergere. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at vaere noget Aparte, Noget, der ikke horer til. Klager man over, at
den gjor Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjaere Indfodtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Traek
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjor det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjaelper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjorselen, Leg med det Hele. Sneen spaerrer Faerdselen, Paris er den
forfaerdeligste Mudderso, der kan taenkes, lige til Regnen kommer. Forst
den kan gjore rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uforet staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtoj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Laere, det falder de
aldrig paa.

Saalaenge Kulden har varet, har de bundet Torklaedet om Halsen og slaaet
Kraven op om Orene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blaeser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtoj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjorer i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at det kan vaere akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjorne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlaendinge, der er paa Besog i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstorklaedet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklaedt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglodende Augustdag. Jo laengere
mod Syd, desto mere haerdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Faenomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
forste Vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjaere, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjor Forsog paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vaeret ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man taelle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er maettet med nervos Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar baerer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjor man det, har man de allerstorste Chancer for at komme gjennemblodt
hjem. I December og Januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde
paa at ose sine otte og fyrretyve Timer i Traek, i November og Februar
horer det til Regelen, at der vaelter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtraengt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
faenomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer for reglementeret Tid, fordi de kjorer
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Dogn, da al Faerdsel var spaerret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtraengelig Damp, at der paa hvert Gadehjome maa
opstilles Politibetjente med taendte Fakler for at hjaelpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; Paris er og bliver deres
kjaere Paris, hvor Alt med Djaevels Vold og Magt skal vaere fortraeffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjaer; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svaert ved at kaempe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man saette et rodt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjorenhedsballer.

Hvori Velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortaelle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjornet af Avenue de l'Opera rejser der
sig to hoje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlaeggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den forstkommende
Loverdag gives i Hotel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Staenders Damer. Endvidere fortaeller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet horende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjor vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjorenhedens specielle Ojemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortaelle. Disse
Velgjorenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmaessig et af dem hver
Lordag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besog taler tydeligt nok for deres Hensigtsmaessighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jaevne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hojden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hojden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Foraeldrene uden at falde med Doren ind i Huset kan
sporge dem, om de vil vaere Svigersonner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig Maade Lobepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte AEgteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjorenhedsballerne virkelig gjor vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke paene unge Piger
af paene, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, aegte
demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krollet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulort Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgront. Damerne excellerer i faerdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, naesten
altid tre, fire i Folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt Papa.
Sode Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneojne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa rode Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode Stromper.

Saa er der dem, der har rode Ansigter, rode Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, hojst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drommes om og spares op til
Maaneder forud.

De foler sig naeppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
dromme.

Hotel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
maegtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsojler baerer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Flojl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vaevede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvaegge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Taepper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbaer og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshoje Kameliatraeer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfaere dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Vaeggene er Espalier af slyngende
Blomster, det hoje, hvaelvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Braender, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Traeer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glodende
osterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvaegge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og morkt resedafarvede Flojlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbaer, maegtige
Solvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knaebenklaeder
og Silkestromper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Ojne.
De er fortumlede, de lober Panden mod Spejlvaeggene i den Tro, at det er
Doraabninger, de prover det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tor
ikke danse paa det, skjondt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fodderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhojt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjor Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der folger ti, der folger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihaerdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dorene til det dromte,
forjaettede Land er sprungne op; de svaelger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at traekke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig for. Det vilde ikke vaere blaseret, og for dem er Livets
hojeste Opgave netop at vaere blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slaebende efter sig Foden med de lavhaelede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Vaerdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrokenerne; men det er, fordi de
er for traette til at gide baere paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere traekke den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetraek, stopper omhyggeligt Guldkjaeden i Vestelommen, hvis
den haenger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjaede til Kjole--saetter Monoclen i det ene Oje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det Samme. Vaesener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler horer for dem ikke til
Kvindeslaegten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nogent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de gronne Borde, der horer de hjemme. De staar og ser
lidt forst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa aeklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstraette Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlob forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slaebende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Laeber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nogne Buste skinner
blinkende frisk, saa Ojet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grod, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og lober de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og forst og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist Englaender hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Souper til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-faehig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrvaerkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dorene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne laenger
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjaede og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjorenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan taenke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornojet som en Dag ved de store
Lob. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det forst, har vaeret en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbojeligheder. Den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske Traek, der
spejler Befolkningens inderste Vaesen, fremfor Alt fuld af store
Modsaetninger, som de netop horer hjemme i Modsaetningernes maerkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vaegge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glaede, de maa baere
den ud i fri Luft, for at den skal kunne traekke Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Saerpraeg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slaegt og Venner gjor ikke lange
Rejser for at vaere sammen, end ikke Julegaverne existerer. Forst
Nytaarsdag foraerer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Lobet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekraemmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har vaeret flittige Kunder.

Men Alverden maerker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og saerlig hver af de tilstodende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til Paris, deres "fete
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Straekning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Traeboder. Paa det mest befaerdede Strog,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa taet ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Traeerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
hoje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skraelle Gulerodder med, en Plade til at saette paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vaerktoj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptraekker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtoj,
paa hvilket Saelgerne soger at vaekke Opmaerksomhed ved med haes skrigende
Stemme at praesentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix
centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der saelges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Laengsel, som
vi har det efter Julen. Laengsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vaerksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--straebes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Oje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautemagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vaere glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brod. Den lille Rente, Rygstodet for de
kommende Aar, der spiller en saa vaesentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjaelp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sonner
og Dottre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjaelder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsaetning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man stoder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der rober hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nodvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Faellesnavnet
"articles de Paris", har forste Gang vaeret udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besogende ved Juleboderne, aner gjennem de forste,
primitive Forsog, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de saetter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at han kan
fuldkommengjore den, og naar saa den naeste Decembermaaned kommer, saelges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautemagasiner for siden at
gjore sin "tour du monde". Desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjaeftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brod har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til naeste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalaenge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Traengsel uden Ende paa Boulevarden. Men vaerst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig fore viljelost med af Strommen. Hastvaerk gjaelder
ikke. Paris har intet Hastvaerk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver forste og anden Juledag
baade Matineer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Traek af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafeer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget
Fornemmelse af, at man gjor ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalaenge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Cafe Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafeer, er Millionaer, men
hans Son staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noel Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' beromteste, gjorde han sig til
Overgarcon i Lokalet. Storsteparten af Paris's Handlende horer til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
haes for at anbefale en AErmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa soger Juveleren ligeoverfor at drage Opmaerksomheden
bort fra dette Raab ved at saette elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Paerer saa store som Graeskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbaer og Ferskener. Gjor en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehoje Orangetraeer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjobe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris modes i Stimmelen, fores nogle Minutter med af den samme
Strom og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklaedt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjoglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kaempekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjonneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iovrig naesten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Forst "Midnatsmessen" og den efterfolgende "Reveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsommer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Saerlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endelose Traengsel ikke vaere Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vaerd at hore. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre staerkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Reveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Maengde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kafeer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Reveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, for Solen er staaet op den naeste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
taet. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefaerd, der existerer, men
Julenat horer der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
traengselsfyldte, tumlende, straalende Paris laenges Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Faerdselen og
Livet, som spaender hans Handlekraft, paa Kafeen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Oje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog naermest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige saerlig paa den forste
Dag af det nyfodte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder taetpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetojs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjore Indkjob af "Etrenner", at ikke
engang et tripleret Saelgerpersonale kan tilfredsstille Begjaeret. Alle
Markedsbarakkerne saetter det bedste Ben foran for at tiltraekke sig
Opmaerksomhed i den extraordinaere Stund, da hver aegte Pariser er i
Spendeerhumor, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed soger at folge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Facade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetojsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting saetter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketraengsel og den
oredovende Stoj hvaelver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
maettet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfaerdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Vaesen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjondt det under almindelige
Forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Fraekhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver forste Januar kvaeler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Haerskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug forer en lyssky, underjordisk Tilvaerelse i
Forstaedernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan praesteres af affaeldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Dieborn.
Har Familien det normale Tilbehor af Lemmer, Ojne, Naese og Oren, saa
soger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjore Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjaelder at gjore sig til
Blinde eller Kroblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrobeligheder blottes og stilles til Skue, de vaerste Pjalter, man kan
stove op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al Orientens
Smuds og Misere. De spaedeste Born vralter omkring og spaerrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og traekker Kjolen fra
det kraeftbefaengte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Flojter, Saekkepiber, Violiner, Harper og andre
Raedselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafe. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garconerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulort Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kraemmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmaessig efter hver
Konsumation i Aarets Lob erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hojlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducor i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kafeer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisorsvende, Handskejomfruer, Skraeddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mont. Det varer ved lige saa laenge som
Boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. For henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det naestsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der onsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i Tide." Saaledes lod en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Academie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft maettet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bolgede de Indtraedende imode. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden vaeret Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desvaerre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjonne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastvaerk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis forste
Indtryk vaekker de allerstorste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maestro har loftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde vaere ganske kuriost at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortaeller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har vaeret baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret taenker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vaesentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Cafe
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som en Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis rode Skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstaendige Damer--naar da undtages Udlaendinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Maend.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. Det er
nemlig ikke laenger Fashion for Fruentimmerne at vaere i Kostume. Hvad de
mandlige Gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekraemmersvend
ind at klaede sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet Taxt, og de
sorger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedvaerdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornojelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er domte til dette Traellearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnogne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretraekker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i forste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Ol koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder forst, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefaerd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalaegger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiose Hensyn, som gjor
dem stramme og stive inden fire Vaegge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede Promenademarche, er
ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkafeerne har de Naetter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa draebende
kjedsommeligt der har vaeret paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kafeerne.

Man gjor i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vaere
dod ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Saerligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets storste Festdag. For den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifolge Traditionen skal saette Maven istand til at kunne
staa imod de efterfolgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjor
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan taelles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kafeer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, for der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo laengere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjokkenet tages til Hjaelp, og hvor der serveres Gjaesterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slaebes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjodebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstaeder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Dognet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da taenke sig, hvilken Fest det maa vaere for
saadanne Vaesener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
taenke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvommer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsaettes ved Kafebordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa taet proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at traenge sig gjennem Menneskestrommen. Paa
de "store" Boulevarder er Traengselen i Aarenes Lob bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de paene Folk blev for blaserede til laengere at
tage Del i Lojerne. Men Karnevalslivet har naeppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjaekken los. Rundt omkring paa Gadehjornerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under hoje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblaesende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, folger af
sig selv, men Alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler naermest besogte af et Publikum af endnu
vaerre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstorste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Maengde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklaedninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebornene
medindbefattede, med Ojne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebaerrode Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og en Nats Fester, om hvis overdaadige AEventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Haenderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra loste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til storre og storre Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende laengst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortaelles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-a-vis
Triumfbuen, hvor man unaegtelig kom Kleopatraskikkene ganske naer. Familien
Mackay horer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellose
Rigdom fra Solvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionaerfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjaester, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Naetter, ved
Hjaelp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med rode Flojls Vaegge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjaester friske Jordbaer, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Storer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu storre. Istedetfor den ordinaere
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebaelter, Skaerf,
Torklaeder o.s.v., alle forsynede med et aegte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berommedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Haelene paa ham. Jordbaerrene og Kotillonen bragte ham Sejren; naeste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent soge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomme ikke skal
gaa flojten. Heldigvis for ham har han de uudtommelige Miner; de er snart
absolut nodvendige, naar man vil fore Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nojedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for laenge siden.

Hos Republikens Praesident.

Hr. Jules Grevy er en rar, stilfaerdig Praesident, der ikke beskjaeftiger
Verden altfor forfaerdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afloses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grevy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vaere
inspireret af ham, tillaegger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man vaere ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nodt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjor saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig Praesident. Hans Ro
boder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
vaere til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grevy, Republikens Praesident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grevy virkelig
beskjaeftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyseeballer. Kunde han folge sit Hjertes Drift, strog han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
traekker det sorgelige Ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysee; det er saa nodvendigt, at der gjores Noget. Grevy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjobes ind til det
forste Bal. Praesidenten for den franske Republik og Praesidenten for
Kjokkenet i Elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmaessige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstraekke sig til Timer.
Kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet Pande i Bevidstheden om den
AErbodighed, hvormed Leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjor sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sorgelig
Erfaring, at et Elyseebal koster mange Penge.

Naar Praesidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskraenke sig til at invitere
Familierne Grevy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjor Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu storre Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet naermer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Praesidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vaelten, der er ifaerd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vaere mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nodsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfolgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornaermelse af Gesandten, naar
hans Begjaering ikke tages til Folge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grevys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der fojes af Teltdug store Tilbygninger til Palaeet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale stoves af og befries for deres Mobelovertraek, de
Tusinder af Messing-Moderatorlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
naermeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hojtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdommets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke laenger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang naegtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
praesterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig
Karton af hvidt Glacepapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift laestes:
"Praesidenten for Republiken og Fru Jules Grevy udbede sig AEren af Hr. N.
N.'s behagelige Naervaerelse i Elyseepalaeet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemaerkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort magelos Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstorklaeder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtraedende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjorne af den smukke Glacekarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtoj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entreen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa haende, at man maa blive der laengere, end man
selv skjotter om. For at forebygge Traengsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Praesidenten, for at hans Gjaester skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyseeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevaegelse. I den forreste Sal, hvor Praesidenten og Fru Grevy
tage imod saerlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Ojeblik, har man strax en
sortklaedt Lakaj med Solvkjaede om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
daempet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjotter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dorstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to hoje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spaerrer
Doren. Vil Nogen fremad, traekkes Laeggen i den hvide Silkestrompe aerbodig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spaerrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe
pas". Hele Palaeet, Stue, forste og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, for man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Traengsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene onskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjore den ellers foreskrevne Rotationsbevaegelse, blive nodt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, for han faaer banet sig frem mellem Raekkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forovrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevaege sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palaeet, hvor det er fornojeligt at vaere. Toiletterne opholde sig
ikke der; Traengselen er altfor umaadelig, til at de kan gjore sig
gjaeldende. Men Toiletter behover man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyseebal for at beundre. Hvad der derimod traeffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Ojne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at vaere paa Bal, Faenomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englaendere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grevys private Omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dotre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardlover. Men for Praesidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Dotre moder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglaede ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlaendingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Vaesener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lonnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfaere af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stonner, Hovedet vaerker,
Tindingerne banker i Feber, for Rotationsbevaegelsen er tilende, og man
atter kan traekke Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefaerd end dem. Forst
henad Et kommer Ballets store Maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles
nodvendig vaere med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Traengsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militaer. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vaeret saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hojtideligt paa Faerde. Nu
kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange Ridestovler, hvide
Benklaeder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Ojeblik ind, at det er Praesidenten, der gjor
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjaester. Men Hr. Grevy er
ikke saa pretentios. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og traenger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Vaerelser paa forste Sal, ser man en aeldre, graahaaret Herre
gjore Forsog paa at arbejde sig gjennem den roterende Maengde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjaester, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysee-palaeets Kjokken, den
kommer for at assistere. Maerkvaerdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjokken og Champagne
i Stromme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinaer
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyseeballer er de eneste, ved hvilke Gjaesterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvaer, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjor Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Oret, traekker de Silkelaeggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjaelper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at hore, som de gjor det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjore Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det laengere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Dore, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dor, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjokkenchefen
Bevaertningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trost, at de ved at staa opstillede saa laenge har erhvervet sig
storre Chancer for at faa deres Overtoj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyseebal ligesaa beklaedt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjaersildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Praesident og Fru Jules Grevy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Naervaerelse til denne Fornojelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Naervaerelsen saa
behagelig, at de saetter Himmel og Jord i Bevaegelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjore,




FORAAR I PARIS.


Den tyvende Marts skal ifolge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifolge gammel Tradition det forste Foraarstrae i
Paris staa med gronne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjobenhavn er Holbergs Trae, saaledes er det
her Molieres, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietrae
ligefor Indgangen til Theatre francais. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den forste gyldne Solflod
breder sig og svommer ud over Boulevarderne gjor han en Afstikker til
Traeet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Laengselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og folger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede
Skjael og ser det forste gronne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af AEgget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjaere Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere:
den skjonneste Stad i Verden.

Samtidig med Molieres Trae springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkafeernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Gronne og til det endelose Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysees i Raekke ved
Siden af Raekke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de lovende Alleer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Bornene lober og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glaede over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttraeer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
gronne Plaener, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Laengere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrojer paa og deres rode og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Haengepilens fantastisk-skjonne Hang af
lysgront Lov. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svaelger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Junilob er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sorger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sodt
Kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjore sin
Sodhed gjaeldende. Det gjor de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Praesenterbakke. Den traenger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjonhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klovermark eller ved Aalobet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og dromme
paa de rode Valmuer. Saalaenge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Sole og vissent Vinterlov under Skovtraeerne,
saalaenge Klovermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hojst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Faerd med at smelte,
saalaenge har den kjaere Natur dog maaske en Smule for meget Slaegtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Naesen lober paa. Man skal vaere Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vaere idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmaerket Dejligt ud deraf. Paa den forste Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfodelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plaenerne straekker sig gronne og tykke og
blode som Flojl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Taeppe; der er ikke et drysset Knopskjael, der har faaet
Lov til at ligge og saette Plet paa Vaarens jomfruelige Klaedebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
vaere der; de gule, fjedrende Stole staar paa Raekke og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rode Ribes. Om den antike
Sojlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
AEllinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbaerbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlov
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den forste Foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjoreveje, med dets Fontaener, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, for den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder forst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjobstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnod i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan vaere berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er faelles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstraeet ved Theatre francais staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertraengselen og Stovet paa den
store Vaeddelobsdag ved Longchamps har staenket Banalitet over de fornemme
Alleer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver aegte Pariser-existens. En Promenade der horer til. Man kan bedre
undvaere Desserten til sin Diner, end man kan undvaere den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjaelder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne a la Louis quatorze med den vaeldige Fadding vuggende
sig paa Kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupe, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Ore og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjonhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstaevnet.
Fremmedkolonierne folger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Saeson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilvaerelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tojlerne, og hele Strommen af Kjoretojer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjor _le tour_, den verdensberomte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Traengselen er
for taet, kjorer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsos Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Raekker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlaengdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-a-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevaeger man sig fremad til Enden af Soen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allee, men denne anden
Bred foragter man. Der er der